Merry Christmas!

[Carmine Jordin Marlineo]

Det kunne godt være at Enrico havde måtte argumentere sig vejen frem til dette, også fordi at Noelle slet ikke havde haft lyst til at være der. Han havde nydt det, frem til hun igen var begyndt at hakke på ham. At hun gjorde det hjemme, var en ting som han bedre kunne tackle, end når det skulle gøres blandt hendes familie, for det var bestemt heller ikke noget som han fandt sig i på nogen som helst måde overhovedet! Han bed tænderne fast sammen. I det store og hele, så ønskede han slet ikke at bryde op på denne.. upersonlige måde, men det var tilsyneladende det eneste valg som han havde, også for at markere hvor grænsen gik, for denne gang havde hun passeret den! Som han lykønskede Cedric med fødselsdagen, fik han bare et tak og et nik i retur, hvilket faktisk var noget som passede ham fint, inden han roligt forlod spisestuen og søgte hen til kapperne som fint hang på deres plads. At Noelle kom ud til ham lige efter, fik ham kun til at sende hende en direkte fast mine. Det var ikke ofte at han valgte at træde i karakter, men når det endelig skete, så satte han i den grad også foden ned! ”Jeg kunne spørge dig om det samme, Noelle.. Jeg finder mig ikke i den behandling,” endte han med en fast tone, som han tog sin egen til sig. Han havde slet ikke været ude på at ødelægge julen for dem eller noget som helst, selvom det var tydeligt det som var sket alligevel, og derfor efterlod de sig vel også en meget akavet situation og stemning? Han fnøs ganske kortfattet, som han selv valgte at forlade Marvalo Mansion, idet han trak kappen omkring sin krop. Denne gang fragtede han hende ikke til slottet med den vampyriske hurtighed. Hun havde brug for at køle ned, og hvad gjorde det bedre end en god lang gåtur i sneen og vinterens ulm og mørke?

//Out

[Deleted]

Avidan havde aldrig været til de store forsamlinger, også selvom han faktisk godt kunne se meningen i familiens stærke bånd – når det endelig var til stede om ikke andet. Selvom han selv knapt lige var vækket fra døden, efter at have beskyttet sin egen lille familie fra Kimeya, så var der selv meget, som han var nødt til at finde sin plads i, selvom det bestemt heller ikke altid var lige ment, men han forsøgte da om ikke andet, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Stemningen havde helt klart taget en yderst akavet drejning, og selvom han ikke kunne finde hoved eller hale i noget som helst, så var det faktisk kun et irritationsmoment for ham, så forsøgte han at bide det i sig. Hans blik gled let mod Moniqe, hvor han faktisk sendte hende et svagt smil. I det store og hele, så vidste han godt hvad hun havde gjort ham igennem deres tid sammen, og det var noget som gjorde ondt, men det indebar ikke, at han kunne få sig selv til at slippe hende, for det kunne han da slet ikke. Han tog omkring sit glas med blod, som han hævede til sine læber. Han måtte erkende, at der godt nok var tænkt på alle tænkelige racer, som skulle spise med ved bordet, hvilket faktisk passede ham godt. Som hun trykkede omkring hans hånd og bad ham om at komme ind, når han var færdig, fik ham kun til at smile ganske let, inden han roligt nikkede. ”Jeg kommer ind om et øjeblik,” sagde han roligt, som han let trykkede omkring hendes hånd i gengæld. Han vidste godt, at det kunne være lidt svært for hende, også selvom det slet ikke var noget som han var ude på. Han vidste hvad han ønskede sig, og han vidste hvor han ønskede hende henne – ved sin side. Det kunne slet ikke falde ham ind, at skulle ønske hende nogen andre steder! Han blev siddende ved bordet sammen med de få andre, hvor han alligevel måtte slippe et let grin, som hun stormede efter den lille Cecilaya. At selv se Cedric sidde med et smil, selvom hele fejringen stort set var ødelagt, ønskede han nu heller ikke. Det var meningen det skulle være en god dag, og specielt hvis det var hans fødselsdag! Og det var selvfølgelig noget som han ønskede at være med til at give ham! ”Hvad siger du til at vi går ind i stuen og sætter os?” spurgte han roligt, som det selv var tydeligt at Junior og Cayla var ved at blive færdig. Selv ønskede han også muligheden for at snakke med sin kære datter på et tidspunkt. Cedric nikkede istemmende, inden de selv roligt søgte ind i stuen. Resten af blodet skænkede han op i sit glas på vejen, som han tog med ind i stuen.

//Out

[Lestat De Lochèr Maloya Junior]

Den trykkede stemning var ikke ligefrem noget nyt i Marvalo hjemmet, selvom det nu bare var noget som man efterhånden måtte vænne sig til, når det endelig var. Blikket gled roligt mod Cayla igen, hvor han bare lod Enrico og Noelle smutte. Ikke fordi at han nogensinde havde haft det vilde med dem at gøre, så virkede de også.. virkelig som de slet ikke rigtigt fandt sig til rette i det hele, selvom det alt sammen nok skulle komme med tiden. Enrico havde om ikke andet forsøgt, og det var selv hans indblik af manden, men igen, så var det ikke noget som han ville blande sig i, om det var noget som han ellers kunne blive fri for i den anden ende. Han slog ud i en latter. ”Du rømder! Jeg vinder!” endte han med en direkte morende stemme, som han let blinkede til hende. Han vidste jo at han havde ret! Han elskede hende, og selvom de havde været sammen et godt stykke tid efterhånden, så følte han sig endnu som en nyforelsket ung teenager, selv på trods af at han havde sin kæreste Cayla og sin kæreste lille datter Aliyah. Han kunne ikke være mere lykkelig end det som han var lige nu da!
At det var ham som skulle hente den kære Aliyah inden pakkerne skulle åbnes, fik ham kun til at smile, for hende kunne han hurtigt få ud af sengen! Selvom han måske havde det bedste forhold til hende, så var det ikke noget som han tog som en ond eller en dum ting, for Cayla havde også sine dage, og de fungerede jo trods alt som en glad og lykkelig lille familie, og mere end det kunne han bestemt heller ikke bede om! Han rejste sig roligt op og stillede sig så bagved Cayla. Han lod hånden stryge over hendes nakke, inden han lænede sig ned ved siden af hende. ”Du kan gå ind og tage de bedste pladser i sofaen, min skat.. Så kommer jeg med vores elskede pige lige om et øjeblik.” Med disse ord, så skænkede han roligt hendes kind og hals et let kys, inden han igen rettede sig op. Selv til jul, følte han sig altid så glad, og så lang tid at det gik sådan her med Cayla, så var han bestemt heller ikke den som skulle brokke sig over noget som helst, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig skulle komme til stykket i den anden ende, og selvfølgelig var det noget som selv måtte more ham som intet andet i den anden ende. Han styrtede op af trappen, for at hente deres lille pige. Hun skulle da ikke misse noget af det!

//Out

[Deleted]

Den trykkede stemning forsøgte Cayla virkelig blot at ignorere, for det kunne ikke passe at en aften som denne skulle ødelægges af de typiske familieintriger. Selvom hun havde været frygtelig forsigtig med at finde sammen med Junior, så havde hun alligevel valgt at give ham chancen, da det var gået op for hende at hun var gravid, og at han i mellemtiden havde forladt alle sine kvinder for at være sammen med hende. Hun havde bestemt ikke fortrudt det valg, de havde det jo godt sammen og de havde en dejlig lille familie. Hun var endnu dybt forelsket i ham og hun forgudede deres lille pige, selvom Aliyah i mange henseender var en fars gris, hvilket til tider fik hende til at føle sig en smule.. utilstrækkelig. Hun rystede på hovedet og rødmede kun mere ved hans ord. ”Det er det værste argument jeg har hørt!” udbrød hun leende. Desværre var alt for god til at bringe det frem i hende, men han havde ej heller skuffet hende så meget som en gang, siden de havde fundet hinanden.
Aliyah havde insisteret på at far skulle hente hende inden gaverne skulle åbnes, hun kunne se at tanken kun glædede ham. Hun sendte ham et lille smil, og lod ham rejse sig. Hånden langs hendes nakke fik hende næsten per automatik til at blotte halsen så han kunne kysse den, hvilket kun sendte et gys gennem hendes krop. Et mere intenst glimt meldte sig i de gyldne øjne, også selvom det uskyldige smil på hendes læber forsøgte at skjule det. ”Det skal jeg nok. Hendes kjole lægger på vores seng,” informerede hun roligt, inden hun vendte hovedet en smule for at plante et kys mod hans kind, inden han sprang af sted for at hente Aliyah. Hun rystede på hovedet for sig selv, og så på Cedric der betragtede hende med et smørret smil. Hun vendte blikket fornærmet væk, også selvom det kun var ment i ren og skær sjov, før hun endte med at rejse sig selv, kun for at følge Avidan og Cedric ind i stuen hvor gaverne efterhånden var ved at være slæbt ind under træet. Hun fandt en plads i sofaen lige ved træet og tæt på gaverne, og hun sørgede for at fylde godt for at Junior og Aliyah også skulle have plads. Kun det bedste var godt nok for hendes lille pige!

//Out