Merry Christmas!

[Silia D. Diamaqima]

Faith havde aldrig brudt sig om Nalani, men Kimeya var vel bare gået ud fra, at den følelse var en del af den jaloux kvinde han kendte hende som? Måske det et sted var sandt, hun brød sig ikke om tanken, om hans andre kvinder, men hun var jo hans nu, og med hendes lange karrirer, og den farer hun havde været tvuget igennem hele livet, det havde givet hende erfaring, hun vidste udemærket hvornår hun faktisk skulle passe på, og hvornår det blot var hende selv, der viste mistillid af personlige grunde. Hun bebrejdede ham ikke, dette var helt og holdent hendes egen skyld, og det var hun udemærket klar over. Selvom hun lå tæt ved ham, så var hun på ingen måde i berøring med hans hud, hun frygtede at han ondt, frygtede at hun ville gøre det værre. Hånden havde sluppet hans, den anden søgte dog stadig stille gennem hans hår og over hans kind. Den ru følelse af hans skægstubbe, var noget som hun i sig selv havde savnet og nu måtte nyde på alle måder. Hvad der var sket, var en lang og indviklet historie, han kunne lytte, men ikke tale, hun kunne vel ligesågodt forklare ham det? De røde lokker strøg hun bag øret, lod hånden falde mod hans bryst over dynen, der i sig selv var varm, fordi han tydeligvis havde feber, og hun mærkede sig ikke spor af det. Et sted måte bare håbe at Nathaniels eliksir var noget som ville hjælpe, måske endda bare en smule denne aften, for hun ønskede at give ham en god jul, det fortjente han, også eftersom det var den første de faktisk havde tilbragt sammen gennem mange år. Typisk, der skulle altid være et eller andet i vejen, på lige præcis denne aften. Hun plantede et kys mod hans hage. Hun behøved ejo ikke direkte at være forsigtig ifølge Nathaniel, så det ville hun skam heller ikke. At han lå de,r og ikke var i stand til særlig meget, tog Faith sig nu ikke synderligt af. Hun havde set ham på hans dårligste dage, som han havde set hende, det var hvad det indebar at være elskende som de var, selv hun personligt savnede at kunne kalde ham for mere end det, deres bryllupper endte som regel ligeså katastrofale som julen gjorde, så hun var ikke sikker på de overhovedet turde igen. Hun nikkede stille, og med det lille smil på læben ”Jeg var omtrendt ligeså død, som du var hos Jaqia” påpegede hun blidt. Det var dog ærligt. Hendes hjerte havde slået mere eller mindre hele tiden, selvom hun bar tydelige sår og ar, efter kampen med Christianus. Hun ville besvare hans spørgsmål, men det nyttede ikke noget at han brugte energien så hurtigt ”Lad værre med at tale, kære.. ikke anstreng dig” bad hun roligt ”Ser du, jeg er ikke så populær blandt warlockerne. Som du ved er de i forvejen ikke glad for dæmoner, og jeg tog deres leder fra dem, sammentidig med jeg forhindrede dem i at få dig tilbage. Jaqia forsøgte at advare mig, men jeg ville ikke lytte.. før denne Chrisitanus opsøgte mig. Jeg måtte gå under et stykke tid, for at beskytte dig og børnene, men du kender mig tålmodighed. Jeg ville ikke gå glip af det her, jeg savnede jer” forklarede hun roligt, og dog sandfærdigt.

[Kimeya Marvalo]

Når det kom til Faith og Nalani så har Kimeya slet ikke vidst hvad pokker han skulle tro. Nok var Nalani hans datter og endda den første som han selv havde bragt til verden, men at se hende her, var noget af det sidste som han havde regnet med. Det var heller ikke fordi at hun havde tilbragt meget tid oppe ved ham. Lige nu var han mere eller mindre fuldkommen ligeglad. Den kvinde kunne få lov til at rådne op i helved for alt hvad han vidste og det var sådan at det skulle være set i hans øjne! Han orkede knapt at snakke, men der var disse små ting som han ønskede at få på det rene og det gjorde man jo også kun med at skulle spørge, hvilket han også gjorde i øjeblikket. Hvorfor hun havde været væk så længe for så at komme igen, vidste han ikke, men det var noget som han nok skulle finde ud af. Lige nu ville han bare havde fred, finde muligheden for noget hvile og så se om han kunne få lov til at komme ned senere, for han ønskede virkelig ikke at være sengeliggende på en juleaften! Det var noget af det sidste som han havde lyst til, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det endelig måtte komme til stykket. Han lukkede øjnene igen, næsten som var det for tungt at skulle holde dem oppe, for nemt, det var det så sandelig heller ikke! Han ønskede bare sin familie tilbage, han ønskede for pokker bare at kunne slå sig til ro med hele det liv! Han havde feber og han havde det virkelig bare elendigt og det var noget som tydeligt kunne mærkes på alle måder endda, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af overhovdet. Han følte det næsten som en mindre hovedpine, for det var jo heller ikke meget væske som han kunne få og han hadet det virkelig! Han lå her fuldkommen hjælpeløs! Han forblev tavs som hun måtte forklare. Han vidste udmræket godt, at han heller ikke havde været den mest populære i sin slæng netop fordi at han var sammen med Faith. Han åbnede øjnene igen og kun for at skulle lade blikket falde mod hende. Han sendte hende et tydeligt anstrengt smil, for det var heller ikke en muskel som han havde brugt i uger nu! ”Du er kommet hjem..” Nok var det ikke meget at sige, men det var det som var det vigtigste for ham. Ganske stille og varsomt, så hævde han hånden, blot for at tage omkring hendes. Han måtte være sikker på at hun var der, at det ikke bare var en drøm eller noget lignende for det ville han simpelthen ikke kunne bære. Det ville gøre alt for ondt også på ham! Christianus var en warlock, så meget vidste han, for det kunne han tydeligt huske. En af Jaqias nærmeste i form af spion hvis han heller ikke husket helt forkert. ”Jeg.. jeg vil bare have.. en normal jul.. for en gangs skyld,” sagde han dæmpet. End ikke det så ud til at falde ham i den gode smag i år heller, for han var sengeliggende og han hadet det! Han førte hendes hånd til sine læber, selvom det var nærmest krampagtigt. Han kyssede hendes håndryg.

[Silia D. Diamaqima]

Nalani havde været hans datter, det var ikke fordi Faith direkte valgte at bebrejde ham for noget, men hun havde da været småirriteret over, at han ikke havde valgt at lytte til hende, han kendte om ikke andet hendes dømmekraft. Den slags tanker var dog væk i øjeblikket, hvor hun endelig måtte hvile ved hans side, go faktisk være i stand til at føle hans nærhed. Sengen hos Nathaniel, havde været så tom og ensom, enhver vidste hvordan hun havde det med at sove alene, derfor var hun også Nathaniel taknemmelig, for at have hjulpet hende med lige netop det, det var jo heller ikke fordi der lå mere bag det, han var som en bror, en nær ven der endnu engang havde hjulpet. Faith var klar over at Kimeya lå med mange spørgsmål, men for nu måtte de bare vente på at eliksiren ville finde sin virkning, for først der kunne han tillade sig, at bruge den energi på at stille de mange spørgsmål, indtil da, måtte hun blot forklare den meget forenklede version. Hånden strøg stille over dynen, hvor hans bryst måtte hvile et sted under. Den var helt klam og varm. Hun så på det glas vand der stod på natebordet. Hun greb om glasset. Vandet var dejlig køligt, ikke særlig gammelt ”Jeg kommer om to sekunder” roligt rejste hun sig fra sengen, og tog kjolen af, for at hælde det kølige vand ud over kanten ”Se her.. Det føltes nok lidt koldt kære, men du koger” hun lagde det våde stof mod hans pande, hun ville trods alt ikke fryse. Endnu engang gled hun ned ved hans side. Skulle nogen komme ind, ville hun være i stand til at putte sig lidt ind til ham, og dermed være i stand til at skjule den halvnøgne krop. Hun orkede end ikke til at skifte, selvom kjolen hang i det stoee klædeskab. Det var deres første jul sammen i årevis. Uanset hvor syg han end måtte ligge, så var de i det mindste sammen, det var hvad hun satte som det absolut vigtigste. De funklende grønne øjne betragtede ham. De havde formået at gøre sig godt upopulærer, ved de valg som de var endt med at tage dengang, han havde holdt hende skjult i dette selv samme hus, forelsket sig i hende som hun havde forelsket sig i ham, og nu var hun ikke i stand til at give slip på nogen måde. Det var ganske vidst ikke meget at sige, det måtte hun give ham ret i, men hun forstod meningen bag, hun vidste at han ville uddybe det, om han havde været i stand til det ”Jeg er kommet hjem” medgav hun i en blid hvisken. Hånden faldt i hans, hun gav den et blidt klem, som for at bekræfte hendes tilstedeværelse, hun kendte ham jo umådelig godt, efter så mange år sammen. Blikket gled i, hun indåndede hans duft, med det som måtte minde om længsel ”Vi har ikke haft en almindelig jul i årtier, kære.. Det vigtigste er at vi for en gangs skyld er sammen. Se om du kan sove, det kan være Nathaniels eliksir virker, så kan vi måske gå ned senere” hun sendte ham et stille smil, fik han det bedre, så ville det vel ikke skade?

[Kimeya Marvalo]

Kimeya vidste udmærket godt at alt det med Nalani var hans egen skyld. Der var ikke meget mere som han kunne gøre ved det nu. Han ønskede bare sin familie og han ønskede dem i sikkerhed. Han var ked af, at han selv ikke kunne gøre stort mere end det som han havde gjort, for han følte virkelig ikke, at han havde gjort nok. Han hadet virkelig den tanke! Nok var han langt mere familiekær end det som Faith var, men i sig selv, så var det ikke noget som betød det mindste for ham. Hans blik hvilede tydeligt træt på hendes skikkelse, for han følte virkelig at han kunne falde i søvn hvert øjeblik det skulle være og det var bestemt heller ikke nogen nem fornemmelse, det var slet ikke noget som man skulle tage fejl af. Han hev svagt efter vejret, men var ellers ved den fulde bevidsthed og det var vel også det som måtte være det vigtigste når alt kom til alt? Han sendte hende et stille smil. Han magtet næsten ikke at snakke. Han ville egentlig bare hvile. Han nikkede til hendes ord, hvor han lod hende rejse sig op. Han magtet end ikke at se efter hende, for han stolede i den grad nok på at hun ville blive når hun sagde det. Stoffet som blev lagt mod hans pande, fik ham til at stivne let, for det var bestemt ikke ventet! Han klemte øjnene let sammen. Han følte virkelig bare at han frøs! ”L-lidt koldt?” gentog han. Det var iskoldt med den mod sin egen pande! Alt det som var sket tilbage dengang, var ikke noget som Kimeya ville fortryde, for han elskede hende virkelig og han havde holdt hende tryg og beskyttet dengang. Han ville ikke tænke på hvordan andre ville se på dem. Dette var deres første jul sammen i ekstremt mange år og han ville nyde den så meget som det nu var ham overhovedet muligt! Og det betød så heller ikke at han skulle ligge i sengen hele aftenen! Det ville han simpelthen ikke! Han måtte bare have bekræftet at hun lå der og at det ikke bare var en eller anden sindssyg drøm som han var fanget i. Han nikkede stille til hende. ”O-okay..” Han vendte blikket stille mod hende. ”Så gå ned til de andre..” bad han stille. Hun behøvede ikke ligge heroppe og vente på ham, for han kunne sagtens bruge sin tid og den søvn var efterhånden frygtelig tiltrængt, det kunne han da tydeligt se og fornemme. Han strøg stille over hendes håndryg og med et stille smil som hans øjne endnu en gang måtte glide i. Han ønskede bare en hvile, for han ville gøre alt for at kunne komme ned senere. Han var virkelig træt af, at skulle ligge i sengen som han gjorde det endnu! Det drev ham til vanvid! ”Så lad os give børnene en jul som fortjent,” sagde han en anelse hæst. Hans stemme truet allered med at strejke igen som den havde gjort den sidste uges tid. ”Du må nok hjælpe mig ned.. Jeg tror ikke det er smart hvis jeg går i trappen selv,” påpegede han stille og med et skævt og træt smil. Han endte da bare med at falde ned.

[Silia D. Diamaqima]

Hele affæren med Nalani var slut, snart ville hun ikke længere eksistere, for denne gang skulle Faith I den grad nok sørge for at hun ville få den skæbne som hun, I hendes øjne fortjente, og selv Kimeya kendte hende nok til at vide, at hun ikke slog ihjel uden videre, ikke mere vel og mærke. Der var ikke nogen grund til at tænke mere på den tøs, hun sad trygt i kælderen. Faith kunne se på ham at han var træt, hvilket der heller ikke var noget at sige til, at lave ingenting var trods alt udmattende, sammentidig med at han jo faktisk lå der dødssyg. Hans øjenlåg var tunge, og hun ville bestemt heller ikke bebrejde ham for at falde i søvn, for han så i den grad ud til at kunne bruge det. Det kølige stof hvilede mod hans pande, han trængte til at blive kølet lidt ned, der vidste hun jo også udemærket godt, at det at hun lå ved hans side ikke var en hjælp på nogen måde. Endnu engang lå hun ved hans side, strøg hen over stuffet, som havde det været den nøgne hud hun var blevet vant til. Det var jul, og selvom han lå der såret så kunne de stadig få en okay aften. NU ville han have brug for hvilen, og mens han fik det, skulle eliksiren forhåbentligt begynde at virke, derefter kunne hun muligvis tage ham ned til de andre, inden han ville være så træt, at han endnu engang ville være nødsaget til at hoppe i seng. Hun forstod hvorfor han ikke overkom noget. Hun formåede ikke at holde latteren væk ved hans ord ”Undskyld min skat” endte hun blidt, det havde heller ikke været meningen at give ham et direkte kuldechok, det var også helt sikkert. Et sted forundrede det hende, at hun endnu var den til at ligge ved hans side. Det var så mange år siden, og stadig var han den der holdte hende tryg og varm. Hun lå der af kød ob blod, vogtede over ham, bekymrede sig og gjorde virkelig sit bedste, selvom dette aldrig havde været hendes stærke side, både når det kom til kærlighed, til Kimeya, og den familie som de havde formået at skabe, og som hun ej heller fortrød på nogen måde. Faith rystede en smule afvisende på hovedet ”Jeg bliver til du er faldet i søvn, så skal jeg nok gå” lovede hun blidt. Hun ønskede at være her, holde lidt øje, og sammentidig bruge tiden med ham, hun nød det på sit vis. Roligt satte hun sig en smule op, tog ham ind i favnen som han plejede at gøre med hende selv, og lod blikekt glide i, mens hånden vandrede igennem det lange hvide hår. Hun kunne ligeså godt slappe lidt af, mens han alligevel lå der. Blidt kyssede hun ham på håret ” Sov min kære, så skal jeg nok love, at hjælpe dig med ikke at brække nakken senere” svarede hun lettere drillende. For en gangs skyld passede hun på ham, for en gangs skyld var hun i stand til at gengælde den tjeneste og det nød hun virkelig.

[Deleted]

Moniqe kastede et blik ud af vinduet. Selvom mørket havde lagt sig, var månen fuld og kastede et bleg skær ned over den tilfrosne jord. Det mørke hår faldt smukt om hendes skuldre. Nu hvor det ligeså var blevet redt, og hun var blevet vasket, så kunne man se de mange velkendte træk fra fortiden. Faklerne brændte svagt, oplyste lokalet og faldt mod hendes skikkelse. På sengen lå to kjoler. Det var et held at Faith havde gemt, mere eller mindre hele hendes garderobe. Den ene var rosa, med smukke udskæringer ned over taljen og med et mørkere underlig af silke. Den anden var himmelblå og meget enkel, på trods dens korsetoverdel ville klæde hendes kvindelige krop godt. Hun havde endnu ikke besluttet sig, faktisk var hun end ikke i humør til at tænke på hverken beklædning, eller den jul som stod for døren. Hvor mange der ville komme, og hvem, de havde hun end ikke spurgt efter. Det var efterhånden en uges tid siden, Derick havde besluttet sig for at forstyrre hende i døden, på sit vis havde det vel været en smuk tanke, men jo flere dage som måtte passere, jo mere elendigt fik hun det. Kimeya lå på værelset, om ikke andet så gjorde det tingene en hel del nemmere, men minderne sad der jo endnu. Hun redte de slanke fingrer igenne håret, betragtede den smukke nat udenfor. Hun havde hørt det store kaos, men hun ville ikke se. Hun havde hørt Faith vred og ikke mindst bekymret, hvilket sagde hende at alt dette havde med Kimeya at gøre. Men hvornår var hun kommet tilbage? Selvfølgelig ville hun have tjekket op på det hele, hvis ikke det havde været fordi hun i så fald, ville være tvunget til at se Kimeya, og det var ikke hvad hun lystede mest lige i aften, at spolere julen. Hun slap et stille suk, og satte sig på sengekanten, med hænderne foldet i skødet og ryggen rank. Hvor var glæden i alt dette, når hun følte sig komplet alene? Ville Derick dukke op? han var tydeligvis den eneste, der var i stand til at lade hende falde til ro her for tiden. Hendes krop havde endelig fundet en normal temperatur, eller om ikke andet, så det der for hende som ild dæmon, ville være normalt. Hun bed sig i læben. Mellem de to kjoler lå et smykke af hvidguld, eftersom hun en lang årrække ikke havde været i stand til at bære sølv. Hun havde fået det af Avidan, og blot for mindet og savnets skyld, havde hun overvejet at bære det denne aften, men først nu var hun begyndt at spekulere over, hvilke rettigheder hun havde for det. Cecilaya nynnede nedeunder. Hun huskede den sang fra hun havde været barn, altid havde hun hadet julen, selv i det voksne år, hvor den blot var blevet akavet, på grund af de valg hun havde taget valg, som hun ville give absolut alt for at kunne gøre om, valg som ikke blot havde spoleret hendes eget liv, men i den grad også ødelagt hendes bedre halvdels på alle tænkelige måder. Hun savnede ham frygteligt., hænderne lukkede sig om sengetøjet, knugede det ind, bare i et forsøg på at forholde sig til virkeligheden.

[Deleted]

At det virkelig måtte være juleaften, var slet ikke noget som Avidan forstod sig på. Det var heller ikke fordi at han rigtigt havde gjort noget ud af helligdagen. Det var kun i den tid at han havde været sammen med Moniqe at han havde gjort det, selvom det var ved at være så skræmmende mange år siden. Han havde ligget nede i kælderen for at komme sig og det have han gjort hele dagen. Det havde bestemt ikke været en nem opgave for Nathaniel, men han var dog frygtelig taknemmelig af den grund. Han havde ikke set Cayla eller noget hele dagen og han måtte sige, at han slet ikke vidste hvad han skulle sige når han ville se hende. Hun var vel voksen nu? Som han havde hørt det, så var hun blevet mor, hun var forlovet og boede med manden i sit liv.. Hvor meget var han egentlig gået glip af? Hvor meget havde han retten til at vedkendes med stolthed? Det var da ikke særlig meget mere. Han havde forladt kælderen i løbet af dagen for at lægge sig oppe i en seng ovenpå, for der var mere ro at finde der end med Cecilaya rendende rundt nedenunder. Ingen havde set ham endnu og det havde han nu heller ikke noget imod. Han så stille op som han nærmest måtte genkende Moniqes duft. Nathaniel havde sagt til ham at han skulle være påpasselig med hende på grund af skyldfølelse og samvittighed og det var heller ikke fordi at det var noget som gjorde ham noget.. det rørte ham virkelig ikke mere. Han satte sig stille op i sengen og så rejste han sig helt. Han stod i den mørke skjorte og de mørke bukser – mere eller mindre hen af det samme som den dag at Kimeya havde ramt ham direkte i hjertet. Nu var Avidan heller ikk den type som reagerede voldsomt, det havde han jo aldrig gjort, selvom han havde kendt til hendes hemmelighed, men at det skulle være så hårdt selv i denne tid, var heller ikke noget som han ønskede, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det nu endelig måtte komme til stykket. Kimeya lå dødssyg og for Avidans vedkommende, så måtte han faktisk gerne stille træskoene. Det ville dog kun gå helt galt, hvis han endte alene i samme rum med manden. Den mand havde virkelig ødelagt så frygtelig meget. Han stoppede op ved døren, hvor han blev stående for et stille og roligt øjeblik. Han hævede endelig hånden, hvor han ganske roligt måtte banke på døren. ”Moniqe?” kaldte han stille. Hans stemme var en anelse hæs, for den havde jo selv ikke været brugt igennem frygtelig mange år. Han havde kæmpet for at komme op på benene igen. Man kunne vel snildt sige, at han faktisk stod der som en julegave til hende? Nathaniel havde forklaret ham om savnet.. Og han måtte indrømme, at han i den grad også måtte savne hende.

[Deleted]

Moniqe måtte sidde på værelset, og blot stirrer ud i luften, som forventede hun at se noget af det helt store. Derick havde fået mirakler til at ske med hende, om man kunne kalde det, det, men at Nathaniel selv havde forsøgt sig med mirakler var hende endnu ukendt. Moniqe vidste at Cayla ville komme i aften hendes smukke lille datter, det var mere eller mindre det eneste der gjorde dette til en glædelig aften, hun glædede sig til, endelig at få synet af hende igen, selvom hun udemærket vidste at hun nok ikke ville genkende hend eoverhovedet. I det store og det hele, vidste hun jo end ikke, om hun havde den ret til at kalde sig for mor, efter Faith og Kimeya havde taget sig godt af hende. Tanken om hvor stor hun var blevet, forlovet med mand, der forhåbentlig var god for hende, og med deres lille pige, hun glædede sig virkelig som et lille barn, også selvom den smerte hun følte dagligt rev hende fra hinanden. Hun lagde sig ned mellem kjolerne, stirrede op i det tomme loft, med hænderne foldet over hendes mave. Så mange tanker..Hun huskede at julen for hende, i sidste ende havde drejet sig om hendes eget selvværd, så mange gange hun have besluttet sig for, at denne aften skulle hun gøre op for sine ugerninger overfor Avidan, og alligevel var der kun gået få dage, før Kimeya endnu engang havde hvilet i hendes seng. Han lå dødssyg, og hun var end ikke bekymret, det var ingen hemmelighed at hun altid havde hadet ham, det eneste hun måtte ønske, på Faith’s og hendes bedårende families vejne, var at han ville overleve dette, og til den tid have glemt alt om hende, for de to havde til sammen forvoldt mere skade, end det som hun overhovedet ville vedkendes. De lette bank mod hendes dør, rev hende straks ud af trancen af tanker, hun var endt med at skulle glide i. De funklende grønne øjne betragtede døren, som forsøgte hun at sætte den i flammer, hun genkendte den stemme! Det var den der havde hjemsøgt hende de seneste dage, i både de sødeste drømme og de værste mareridt. Hun rystede på hovedet, det måtte være noget hun bildte sig selv id, den slags.. skete ikke bare. En smule forfjamsket, gled hun op af sengen ”Jeg kommer nu!” råbte hun roligt tilbage. Med næsten direkte langsomme skridt gik hun mod døren. Den stemme var virkelig ikke til at tage fejl af, men det måtte vel være Nathaniel? De slanke fingrer greb om håndtaget ”Jeg troede ikke at i ville være til..” længere nåede hun ikke, før blikket faldt mod den skikkelse som måtte stå der, og hun tav fuldstændig. En pæl af samvittighed væltede ind over hende, og printede alt for mange følelsesmæssige udtryk i ansigtet. Hendes hjerte hamrede så hurtigt, at hun måtte blive forpustet blot ved at stå der. Kæben stod på vidt gab ”A..Avidan” fremstammede hun en smule stakåndet, det var tydeligt at hun forstod absolut ingenting af, hvad der måtte foregå. Hun stod som frosset fast til stedet, vidste end ikke om hun skulle græde eller grine. Hvis dette var Derick’s værk, så var han virkelig gået over stregen! Hun havde savnet ham det var ikke det, men hvordan...?

[Deleted]

Alene tanken omkring alle de gange at Kimyas duft havde hvilet på deres soveværelse, alle de gange, at Avidan havde formået at finde mandens scent i sengen, det var noget som gjorde ondt, men han kunne intet stille op. Han havde vel bare erkendt for sig selv, at han bare ikke havde været god nok? At han havde været for langsom eller noget lignende som bare måtte minde om det? Det var ikke fordi at det var noget som han direkt kunne gøre noget ved og så måtte det jo trods alt bare være sådan når det endelig måtte komme til stykket og det måtte ærligt bekymre ham, for han kunne ikke se hvad det var at han havde gjort forkert. Han var normalt ikke den som tog konflikterne op, men han ville heller ikke have at hun skulle rende rundt her og have det elendigt og så på en dag som denne som faktisk stod i kærlighedens tegn på den ene eller den anden måde? Det ønskede han virkelig ikke. Han blev roligt stående, som han kunne høre hende på den anden side. Han manglede hende v irkelig, for han var slet ikke i tvivl om at det var hende som hans eget hjerte havde valgt. Cayla ville komme i aften med sin egen lille familie og gud nåde trøste den mand hvis han ikke var flink overfor hende! Kimeya og Faith havde passet på hans lille pige, også selvom han ikke var meget for det, for mandens scent var noget som virkelig kunne tvinge den mindre vrede frem i ham og han var jo trods alt et rovdyr med alt hvad det måtte indebære. At høre hendes stemme på den anden side af døren, var noget som svagt måtte få ham til at smile, for det var virkelig rart at høre den igen. Det var så længe siden sidst og sidst de direkte havde snakket sammen, havde været halvt om halvt i en diskussion inden han var gået ud for at jage for at lede tankerne lidt andre steder. ”Du husker mig..” Han samlede hænderne roligt foran sig, hvor han lod de to pegefingre mødes og gnide stille og roligt under hans hage. Noget som han automatisk gjorde når han blev en anelse rastløs og det var faktisk heller ikke fordi at han brød sig om det, for dette var noget som faktisk kunne gøre ham.. usikker et sted? De mørke øjne hvilede stille på hendes skikkelse, også selvom det lysende skær indikerede at han faktisk måtte stå der i egen høje person. Hun var smuk.. nøjagtigt som han huskede hende og det var rart at visse ting forblev som de altid havde været. Han sendte hende et stille blik, som om intet var sket. ”Kan jeg komme ind?” spurgte han stille og ikke mindst en anelse håbefuldt, for han ville selv nyde at kunne komme af med den fejde og videre derfra hvor de havde sluppet begge to. Han blev selv roligt stående udenfor døren og med den afventende mine. Det var ikke fordi at der var nogen som helst former for vrede at skulle spore ved ham, men.. en længsel? Han manglede hende, han savnede hende og han ønskede bare at vide hvorfor, hvordan og hvorledes han tabte kampen for hende, når han var den som havde stået der med åbne arme for hende og hendes kære datter som han stadig måtte elske som sin egen, selvom.. han havde vel heller ikke retten til at skulle kalde sig for Caylas far længere?

[Deleted]

Moniqe betragtede ham med direkte overraskelse i blikket. Hjertet hamrede virkelig ubehageligt hurtigt, så rolig som han måtte stå der. Hun tjekkede gangen, der henlå helt tomt, hun kunne høre Cecilaya øve julsangene nynnende. OM et par timer ville familien være samlet, Cayla ville være her, og Moniqe glædede sig af hele hjertet til at se hvilken mand hun havde fundet sig, for behandlede han hende ikke godt, så skulle hun nok tage affære. Desuden glædede hun sig til at se sit barnebarn, tanken om at være bedstemor var direkte underlig, hun følte sig ikke specielt gammel. For de få sekunder, var hendes sind direkte låst fast, der fór då mange tanker gennem hovedet på hende, at hun følte det som var hun slet ikke i stand til at tænke. Luften var klemt ud af lungerne. Hun nikkede stille. Skulle hun bare have glemt ham? Med den samvittighed der forhindrede hende i at leve? Hun kunne ikke gå et øjeblik, ikke sove, ikke ligge stille, ikke vågne uden at tænke på fortiden som det første. Hvordan hun var vågnet op ved enten hans eller Kimeyas side, og de aftener han var kommet hjem, hun havde kunnet se i hans blik at han havde vidst alt om det. Som det stod ligenu, var det hende end ikke muligt at få så meget som et ord over læberne, de sad fast. Hun trådte tilbage, lukkede munden som et tydeligt tegn på at han kunne komme ind. Et sted var hun fyldt med længsel, og et andet sted fyldt med skam, der direkte valgte at æde hende op fra det indre. Roligt lod hun døren glide i bag dem. Ønskede han at råbe af hende, ønskede han at bebrejde hende, så var tiden iunde til det nu, uanset hvad så kom hun ikke uden om at hun fortjente det på alle måder, hun ville blot ikke bryde sig om, hvis hele Mansionet skulle være lyttere. Hun tog sig til panden, forsøgte tydeligvis at samle sig en smule, som han gjorde når han samlede pegefingrene, og gned hagen på den særlige måde, der altid havde fået hende til at smile, udelukkende fordi det var en ting, der ikke kunne undgå at minde hende om ham, nu føltedes det blot som den pæl der havde formået at gøre dem begge til støv ”Du..du e..er tilbage” konkluderede hun en smule stammende. Blikket hvilede mod det tomme gulv, hun fik ikke sig selv til at se ind i hans blik, det var hun på ingen måde værdig til, det var hun udemærket klar over. Tårene samlede sig i øjenkrogen, hun nægtede at lade dem falde, det var ikke ofte, hun ligesom Faith, endte med at blive stædig, men lige denne gang, kunne hun ikke andet, at vise sig svag nu, ville ikke gavne nogen af dem. Hun foldede hænderne foran sig, så fugtige som de var blevet, mens fingrene nervøst legede en form for tag fat – som hun gjorde når hun blev nerøvs. Fast bed hun sig i læbem, hævede blikket en smule, selvom det på ingen måde var nok til at se på ham, hun fik virkelig bare ikke sig selv til det, den selvtillid og det selvværd, var gået i døden, blevet en bunke aske for mange år siden.

[Deleted]

Det var ikke direkte fordi at Avidan havde været bange for at være glemt, men det var lidt mere det faktum, at der havde ligget en anden mand i hans sted. Et sted var det jo bare for at få bekræftet at han ikke havde været helt ude af billedet. Denne strid havde de aldrig nogensine fået ordnet op i og normalt så var Avidan heller ikke den type som opsøgte folk som han havde gjort det lige i øjeblikket – Nej, han plejede normalt at vende ryggen til det og lade som om at det aldrig nogensinde havde sket, men det kunne han ikke her og udelukkende fordi at hun havde holdt hans hjerte i hendes næver, knust det om det jo så havde været bevidst eller ikke, det var jo ikke noget som han kunne svare på, selvom han håbede på at få det svar her til aften. Han vidste godt og han kunne se, at hun slet ikke havde regnet med at han ville stå der og et sted så måtte han finde det charmerende. Hans blik hvilede på hende selv ganske roligt. Der var ingen vrede at skulle spore i hans blik eller mine, hvor han blot forholdt sig ganske så roligt som om intet andet var sket på den ene eller den anden måde. Han nikkede mod hende, som hun bekræftede for ham at han ikke havde været helt glemt, hvilket faktisk måtte gøre ham glad. Hun var slået mundlam bare af at han stod der, selvom det nu ikke var noget som han tog som et godt tegn, for.. Ja, var han savnet eller ville hun bare have ham så langt væk som overhovedet muligt? Selv på trods af alt det som han havde gjort for hende og deres lille pige? Han så stadig på Cayla som sin og det havde han gjort siden hun havde været helt lille. Han trådte roligt indenfor, som hun gjorde plads til det. Han ville ikke betræde hendes værelse uden at hun ønskede ham der. Han vendte sig stille mod hende. Pegefingrene gned stille mod hans hage – Det var det som han gjorde når han først måtte være en anelse usikker og en anelse nervøs, for det var bestemt heller ikke ofte, at det skete for ham, ikke med den ro som han kunne bære til sinds. ”Det er jeg,” begyndte han. Det var ærlig talt heller ikke noget som han direkte havde regnet med. Livet havde han mistet foran hende, Kimeya og deres lille pige og det var noget som gjorde ondt, selvom.. havde han egentlig gjort modstand? Han kunne end ikke huske det. Det var bare små brudstykker som hvilede i hans hoved for den aften.”Nathaniel skænkede mig livet til morgen. Jeg har været i kælderen lige siden,” tilføjede han roligt, som han roligt gik hen til hende. At hun stod og stirrede ned i gulvet brød han sig heller ikke om. Han var jo ikke et hak bedre end hende. Hånden gled roligt under hendes hage. ”Moniqe, se på mig,” bad han roligt. Der var stadig ikke nogen vrede at skulle finde ved ham. Hovedet søgte let på sned, som han sendte hende et næsten forsigtigt smil. ”Jeg tror vi har meget at skulle snakke om. Beklager hvis jeg skal ødelægge din juleaften, men.. Jeg tror det er nødvendigt,” tilføjede han stille, som han let lod sin tommel stryge mod hendes hånd, stadig så mild og blid som han havde været dengang på trods af, at han kendte til alt det som var sket på deres soveværelse når han ikke havde været hjemme.

[Deleted]

Moniqe’s tydelige panik, var noget som klart måtte sige ham at han ikke var glemt. Hvordan skulle hun glemme ham? Han var den mand der havde stået med hendes hjerte i hænderne, vogtet om det og beskyttet det, som Elvolganta ikke havde formået at gøre det i sin tid, og det var blevet en for stor opgave at vogte om hans? Det var stadig svært at tro, alt det som hun havde smidt væk, for en mand hun end ikke brød sig om, og som nu lå dødssyg i værelset ved siden af. Døren var gledet i bag dem, hvilket i det mindste gav dem lidt privat, specielt med Cecilaya i huset var det nødvendigt, det var gået op for hende, efter blot en uge i den lille piges selskab. Roligt faldt armene slapt ned langs hendes side. Af en eller anden grund, føltedes lokalet pludselig koldt, eller var det det ubehag i hendes indre, som faktisk var skyld i det. En smule distræt, tog hun en dyb indånding, og betragtede hans skuldre, hun var ikke værdi til at se ham i blikket, det var hun skam udemærket klar over. Hans tone satte en følelse i hende.. hun kunne ikke beskrive den, men et sted var det foruroligende, at han end ikke virkede vred, men derimod blot var.. Avidan.. Den rolige mand, den rolige tone, så blid som forsøgte han at berolige hende, hun fortjente det ikke, hun var gået bag om hans ryg, havde placeret kniven, hun havde været egoistisk og det var hun udemærket klar over, var der blot en ting, i hendes fortid hun ville gøre om, så var det den affære hun havde haft med Kimeya. Hjertet hamrede virkelig ubehageligt hårdt mod hendes bryst, gjorde hende forpustet, hendes krop havde trods alt ikke vænnet sig til livet helt endnu. Selvom det var mange år siden alt sammen, så kendte Moniqe Avidan, hun vidste at han var nervøs, ellers ville han ikke gnide hagen på den måde. Af samme grund, forsøgte hun virkelig at mande sig op, og rette ryggen, men hun kunne ganske simpelt ikke. Hvad der var sket dengang, stod klart for hende, hvert øjeblik nu hun selv havde haft tiden til at tænke. Hvad angik Cayla, så var det ikke længere Moniqe’s kald, om hun skulle se Avidan som sin far, men i hendes øjne var det hvad han havde været, han havde været god for hende, men også for den lille prinsesse, som ikke længere var så lille, modsat hende havde han holdt sit løfte. Hun nikkede roligt. Så det var ham hun skulle slå ihjel, for ikke at have advaret hende, for hun var trods alt glad for at se ham, selvom hun ikke vidste hvor dette skulle fører hen. Hun bed sig ast i læben, som blikket roligt blev hævet mod hans. Hun sukkede en smule opgivende, og hævede hånden for at lade den stryge over hans kind, selvom hun måtte tage sig selv i det på halvvejen, og lade den falde ”Du ødelægger ikke julen, Avidan. Jeg er glad for at se dig, det er jeg” påpegede hun ærligt ”Men jeg ved at jeg har begået utilgivelige fejl, jeg kan end ikke tilgive mig selv for at have gjort dig ondt på den måde, selv ikke efter så mange år efter.. og.. jeg var ikke forberedt på dette” der var så meget at sige, men alt alt for få ord.

[Deleted]

Avidan fandt det næsten charmerende at hun var så usikker og så panikslagen som hun var for øjeblikket, selvom det nu ikke var noget som rørte ham lige nu. Hun var nøjagtigt som han mindes at huske hende og det var noget som faktisk også måtte gøre ham glad. Han betragtede hende roligt. Han var ikke vred eller noget som bare måtte minde om det, for det var noget som slet ikke måtte ligge til ham som sådan. Der skulle forbandet meget til før han blev vred.. Ja, han havde måske raset i det indre, men det var ikke noget som han havde ladet gå ud over hende. Det var stadig hende som måtte stå der med hans hjerte i næverne og det var også sådan at han agtet at holde det, selvom det virkelig ikke var nemt altid, det var slet ikke noget som man skulle tage fejl af når det endelig måtte komme til stykket. Han ønskede dog ikke at hun skulle være bange for at se ham i øjnene, for han var altså ikke farlig at snakke med og han ønskede at komme til bunds i det her og så finde ud af hvor de egentlig måtte have hinanden. Nok kunne han ikke kalde sig for Caylas far mere, så var det jo bare et tab som han måtte stå ved på denne måde, uanset hvor ondt det så end måtte gøre. Hun kom i aften med sin egen familie og han var glad for at hun var blevet til det som hun var , for hun fortjente virkelig alt det som hun kunne få, det var der heller ikke nogen tvivl om når det endelig måtte komme til stykket. At hun ville stryge hans kind kunne han tydeligt se, selvom det faktisk gjorde ondt, som hendes hånd måtte sænke sig igen. Hans blik faldt roligt som et svagt smil måtte melde sig. Han tog ganske forsigtigt omkring hendes hånd og trykkede let om den. ”Så snak med mig,” opfordrede han stilfærdigt. Han ville ikke råbe og han ville i den grad heller ikke skrige af hende. Han fik da ikke noget ud af det, hvis hun endt med at blive bange for ham? For nok var han et rovdyr, men han var efterhånden så meget oppe i alderen, at han faktisk formåede at holde det under en nogenlunde kontrol og det var noget som han faktisk også måtte være glad for på den ene eller den anden måde. Han havde gjort absolut alt det for hende som han overhovedet kunne komme til det og nemt havde det nok heller ikke været, for det havde virkelig krævet opofringer fra hans side af og det var ikke noget som han gjorde, hvis det ikke var noget som han ville. Han trak hende med sig hen mod sengen. ”Sæt dig ned min kære. Jeg vil bare havde denne stridsøkse begravet, så kan du bede mig om at gå bagefter om det er det du vil.” Han havde ingen anelse om hvor længe hun havde været her. Selv havde han været til siden morgenen da hans aske var vækket til live igen af Nathaniel. Det genstod jo bare at finde ud af om han skulle være manden taknemmelig eller om han skulle hade og foragte ham lige så meget som han gjorde med Kimeya. ”Fortid er fortid, Moniqe. Der er intet at gøre ved det nu. Jeg vil bare finde ud af hvor jeg har dig.. I aften, i morgen og frem,” sagde han stilfærdigt, som han sendte hende et let og forsigtigt smil.

[Deleted]

I Moniqe’s øjne var der intet charmerende over dette. Hun stod med den indre panik, og hun var ikke den kvinde der formåede at holde det skjut, modsat både Faith og Noelle, var hun ikke nær så ilter, og ej heller så stolt, hun havde intet problem med at udvise følelser, hvad end de var svage eller stærke. Selvom blikket var hævet mod hans, så, så hun ikke direkte ind i de mørke øjne for mere end et par sekunder af gangen. Ikke nok med at hendes selvtillid ikke var der til det, mens hendes selvværd og hendes værdighed, tillod det ganske simpelt ikke. Hun havde gået en hel uge, tænkt over, hvad hun ville fortælle ham, hvordan hun ville forklare sig hvis hun havde muligheden, nu stod han der, og de mange taler var bvæk som dug for solen. Han lignede sig selv. Hans varme smil, som altid havde formået at gøre hende varm og rolig, hvorfor havde det ikke været nok? Var hun virkelig blevet så grådig, at end ikke hans smil og trygge favn, havde været nok for hende, han havde givet både hende og Cayla, alt hvad de overhovedet havde behøvet. Han var ikke vred, det var noget hun bed mærke i, og noget som også tydelig undrede hende. Hvad havde hun forventet? Råben og skrigen? At han ville knuse hendes hjerte, som hun selv formodentlig havde knust hans. De intense grønne øjne, var tårerfyldte på trods de ikke faldt, havde blot en mindre samling i øjenkrogen, mens hun selv måtte kæmpe. Han skulle nødig tro at hun ville falde på knæ, tigge og bede ham til han ville tage hende tilbage, sådan var hun ikke! Hun fortjente ham ikke. Hånden endte roligt i hans. Hun kastede et kort blik mod dem. Hendes håndflade var svedig. Han mente virkelig dette? Hun nikkede stille, tog hans hånd og førte ham med sig hen mod den store seng. Den rosa kjole blev skubbet over i den anden side, som for at gøre plads til dem. De havde begge mistet meget, men han havde ikke ladet det påvirke ham på samme måde, det havde hun altid gjort, og nu var det endt som dette. Hans hud var så kold. Hun betragtede deres hænder, mens hun en smule ubevidst lod tomlen stryge over hans håndryg. Hun havde frygtet hans slags for mange år, men hans ro hforhindrede hende i at frygte ham. For første gang så hun i hans blik, næsten opmærksomt ”Gå?” gentog hun som skulle det komme som en enorm overraskelse. Hvis der var nogen der skulle bede en om at gå, så burde det være ham, han kendte ikke detaljerne. Han kaldte hende stadig for sin kære.. man kunne vel godt sige, at det fik hende til at knuge om et mindre håb? Ville han rent faktisk redde alt dette ud? Var der en chance? ”Fortid er ikke bare fortid, Avidan.. det ved du. Jeg har ventet... tænkt som en gal på hvad jeg ville sige, hvis jeg fik chancen for dette, og nu hvor den er der, kan jeg end ikke huske hvor det startede. Du vidste det hele tiden, jeg kunne se det i dit blik. Du sagde aldrig noget” i sig selv var det en konklusion, men det var tydeligvis gemt spørgsmål inde bag. Hvor var enden og hvor var starten? Hun bad blot til at de før eller siden, ville finde ud af det, og at han ville være i stand til at tilgive hende, hvad end han ville overlade hjertet til hende igen, eller om de skulle fortsætte hver for sig.

[Deleted]

Avidan så ikke nogen grund til at han skulle blive direkte vred på hende overfor det som hun havde gjort til nu. Det var en fortid i hans øjne og det var jo heller ikke noget som hun kunne lave om på. Ja sandt at hun kunne ændre det i fremtiden, men det var også det som han ønskede. Der var ikke nogen grund til at hænge ved fortiden, også selvom han tydeligt kunne se på hende, at det var det som hun gjorde. Selv var han den samme mand som den han havde været da han var endt med at gå bort. Der var der ikke nogen forskel og det var også sådan som han faktisk måtte ønske det når det endelig måtte være. De mørke øjne hvilede på hende, og stadig uden at der var nogen tegn til vrede eller noget som måtte minde om det, for han var virkelig ikke vred på hende. Hvis der var noget som han var , så var det mere skuffet end det som det måtte være noget andet. Ikke fordi at det var noget som han direkte valgte at skulle sige med ord, selvom det nu blot måtte være en kendsgerning, det var jo sådan at det måtte være også selvom det gjorde ondt. Hånden lod han hvile i hans, som han roligt førte hende hen til sengen og bad hende om at sætte sig. Det var ikke fordi at han ønskede at opgive denne kamp for hende! Hans hjerte måtte stadig være hendes hvis det var noget som hun ville holde fast ved, hvilket han måtte håbe. Han elskede hende som han havde gjort det dengang, også selvom det gjorde ondt at tænke på at han sikkert ikke var god nok for hende mere, at han ikke havde gjort det godt nok. Han sendte hende et stille og roligt smil og nikkede. ”Jeg vidste det godt.. Kimeyas lugt hang i hele soveværelset.. Som det hang i hele dig,” fortalte han stille. Det var måske et minus ved at være et dyr på den måde, men det var nu hvad han måtte være og han var stolt af det. ”Fortid er fortid, Moniqe.. Jeg kan blive vred på dig, rase over det hvis det var det, men.. Det vil jo ikke ændre noget, vil det?” Han sendte hende et roligt blik som han gik ned i knæ foran hende, hvor han tog omkring begge hendes hænder og knugede dem let i sit eget greb. Han kunne aldrig nogensinde få sig selv til at skulle smide hende væk. Det ville virkelig slå ham ihjel indvendig hvis han endte med at skulle gøre det! ”Lyt til mig, Moniqe,” fortsatte han roligt, hvor han trykkede let omkring hendes hænder, for at få hende til at se på ham. Han brød sig ikke om at være uvenner med hende og han ønsket slet ikke at miste hende. Måske at dette havde været deres hjem igennem en mindre årrække, men det var hendes familie, så hvis nogle skulle gå, så var det ham. ”Jeg fortsatte med at komme hjem aften efter aften, selvom hans lugt hang igen i huset.. Og ved du hvorfor?” Han lod hovedet søge let på sned. ”Jeg elsket dig.. Jeg elsker dig stadig.” Hans blik hvilede roligt på hende. Måske at han ikke var den bedste til handlinger, men mere til ord, hvilket automatisk gjorde, at han skilte sig tydeligt fra sin egen slags, så var det ikke noget som han tog som noget negativt. Tvært imod, det gjorde ham vel lidt unik?