Merry Christmas!

[Deleted]

Det ville sandt at sige ikke ændre det mindste, hvis han begyndte at råbe og skrige ad hende. Sket var sket, og hendes ugerininger kunne ikke gøres om, uanset hvor meget hun end ville elske den tanke. Men at tilgive hende.. ville det ikke være forkert? Hun havde ikke været i stand til at tilgive Elvolganta, hun huskede følelsen. Blikket hvilede mod hans hals, det var svært at holde blikket fokuseret i hans. Roligt blev hun siddende i den bløde madras, dette var ikke hvad hun havde forventet for denne aften, hvad pokker tænkte Nathaniel på?! Han kunne om ikke andet have advaret hende, givet hende et tegn, for ligenu stod hun og vidste ikke hvad pokker hun skulle gøre, eller hvordan hun skulle te sig. Den manglende vrede bekymrede hende. Moniqe havde altid vidst, at han var den mand, den rolige mand, der var parat til at tilgive mere eller mindre alt, men hun manglede næsten vreden, hun havde brug for en lussing, brug for råben og skrigen, fordi det var hvad hun havde forventet. Hun strøg de mørke lokker om bag ørene. Kimeya lå i værelset to døre længere henne, det værelse hvor det hele var forgået, og hun hadede den tanke, det i sig selv var nok til at slå hende ihjel i det indre, hun ville virkelig have ønsket, at det aldrig var nået så vidt. Moniqe betragtede hans smil, hans ord fik hende blot stille til at nikke ”Jeg er virkelig ked af det. Du kom hjem og kyssede mig som intet var sket, selvom jeg kunne se i dit blik, at du vidste anderledes. Jeg kan end ikke huske hvordan det nåede så vidt, jeg husker bare at jeg ikke kunne stoppe. Jeg svigtede dig, jeg svigtede Faith, den eneste kvinde der har opgivet sit liv op til flere gange, jeg svigtede Cayla, og jeg fik dig slået ihjel.. mine fejl fik dig slået ihjel, det er jeg ked af” afsluttede hun stille. Kampen var tabt. Tårene trillede stille ned over hendes blege kinder. Han havde altid været perfekt, han var den som havde vogtet om hendes hjerte, taget sig godt af det, han fortjente virkelig mere. Moniqe betragtede ham som han gik i knæ foran hende, han var en flot mand, det var der ingen tvivl om, den slags der ville kunne hente sig enhver kvinde, og de ville forgude ham, værdsætte ham. Hænderne samlede sig i hans, hun forsøgte at sende ham et blidt smil, på trods det blot endte i en mærkværdig grimmasse. Hun rystede på hovedet, ligenu ville ord ikke hjælpe hende. Han havde ret, og for pokker hvor hun hadede når det skete! Hun bed sig fast i læben. De ord fik fik hende til at skælve, den tanke formåede direkte at sætte hendes indre i kog ”Hvad der skete mellem mig og Kimeya.. var fysisk. Jeg har aldrig kunnet fordrage ham, jeg ved det er en ringe trøst, men sandheden er at jeg elskede dig.. som jeg stadig gør det” erkendte hun med en hæs, grådkvælt hvisken. Hun havde begået en enorm fejl, men hun elskede ham ”Hver jul besluttede jeg mig for at det var sidste gang.. Stoppede det?” hun rystede på hovedet som tydeligt svar ”Jeg var lettet over Kimeya slog mig ihjel.. Selvom jeg er hele mit hjerte ville stoppe, selvom jeg elskede dig højere end noget andet, så kunne jeg ikke. Jeg er glad for at nogen skar snoren over, for først der var jeg i stand til at se. Men jeg er oprigtig ked af at du skulle med i faldet” Hånden faldt stille mod hans hans kind, ganske forsigtigt strøg hun den, hvor hendes egne tårer var hvad der kærtegnede hendes egen kind.

[Deleted]

Avidan var ikke den type som ville råbe og skrige, for det ville han heller ikke selv få det mindste ud af. Jovist at hun ville ende med at blive bange for ham, men det var nu heller ikke det som han ønskede som et endeligt resultat for øjeblikket, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det endelig måtte være. Han betragtede hende stille. At hun følte sig så elendig til mode, at hun ikke turde at se ham i blikket, var noget som faktisk gjorde ham trist. Hvad der var gjort tilbage dengang var ikke noget som han kunne ændre og det var bestemt heller ikke hans hensigt på nogen måde. Man lærte vel af det? Det var da det som han ville håbe på, selvom det så ud til at være et håb mere til hundene end det som ville være til hans fordel. Han sukkede indvendig. Han kunne godt bruge den meditation lige i øjeblikket! Det var hans måde at takle det hele på. Han ønskede bare at finde ud af hvor han stod med hende og så var der jo trods alt heller ikke noget at gøre ved det, andet end at bide i det sure æble og så kaste sig direkte ud i det, for det var heller ikke fordi at han var irekte konfliksky. Det var kun når det direkte var nødvendigt, at han hævede stemmen og det var det bestemt ikke i denne situation. Han rystede på hovedet. ”Du har aldrig nogensine svigtet Cayla, Moniqe!” Hans stemme var ikke hævet, men blot meget bestemt. Han rettede sig en anelse op, selvom han blev siddende stille og roligt på gulvet foran hende. Han ville have ordnet op i dette, for det andet var da slet ikke noget som kunne gavne dem det mindste og specielt ikke i denne tid. ”Jeg ved at der er gået mange år og jeg slet ikke har retten til at kalde Cayla for min egen datter mere, men.. Moniqe, se på mig..” Han slap hendes ene hånd for at lade den glide mod hendes kind, for at vende blikket mod sig. Han ønskede virkelig ikke at skændes med hende, selvom det også så ud til at være noget som han ikke kunne droppe så længe, at det var sådan her at det skulle foregå. Han sendte hende blot et skævt smil. ”Jeg kom hjm, jeg kysset dig hej som jeg gjorde hver eneste dag. Jeg kunne lugte ham i hele huset, Moniqe og ja, det gjorde ondt.. meget endda. Det var ikke dine fejl som slog mig ihjel, det var min kærlighed til dig. Jeg var villig til at gøre alt.. Alt for dig. Det har ikke ændret sig,” fortsatte han. Han var langt bedre til dette med ord end det som han var med handling, for han var nok ikke den mest romantiske type, men han forsøgte da virkelig! At hun brændt inde med de samme følelser for ham endnu, var noget som fjernede den sidste sten fra hans bryst. Hvad var deres problem egentlig så? Han havde frygtelig nemt for at skulle kunne tilgive og det havde han altid haft, selvom der nok ikke altid kom noget godt ud af et, så var det jo bare den mand som han var og altid havde været. Hånden mod hans kind, fik ham til at sitre og det var af behag! Han sendte hende et stille smil og nikkede så roligt til hende. Han trak let i hendes hænder for at få hende ned til sig i stedet for, så de var kommet i hovedhøjde. ”En ulykke kommer sjældent alene.. Det anede mig hurtigt, at der var noget galt, min kære. Jeg ønskede at hjælpe.. Så.. Hvad siger du til at vi møder Cayla og hendes familie.. sammen i aften?” spurgte han stilfærdigt.

[Deleted]

Han råbte ikke, han skreg ikke, han lod end ikke til at bebrejde hende. Selvfølgelig gjrode det ondt, hun vidste at det gjorde ondt på ham, hun havde selv set det, måske det var grunden til, det var så svært at forstå ham. Tårerne trillede ned over hendes kinder, som gennemsigtige perler, mens hendes hånd hvilede i hans kølige, noget som et sted kun var behageligt. Samvittigheden gennemborrede hende, det var som at gå rundt med den pæl, som endnu måtte bære ar efter, det gjorde forbandet ondt, så ondt at han end ikke ville kunne tænke sig til det. Hendes hånd skælvede. Det var først nu hun lod mærke til, at hun selv skælvede. Hvilken julegave, at få den mand hun elskede, et sted kunne den ikke blive bedre, og et andet sted gjorde det ondt, udelukkende fordi hun var tvunget til at rive op i ting, hun havde brugt ubeskrivelig megen tid på at få lov til at glemme. Avidan var en mand af ønsker. Endnu engang tog han hendes hånd, som en engel sendt fra himlen, og reddede hende fra hendes miserable tilstedeværelse. Så lidt der skulle til at knuge en simpel kvindes hjerte, og udelukkende ved at have knust hans eget. Han sad der på knæ foran hende, det burde være hende der sad der, for hun var den der var ham langt under. Man kunne sige meget, men hun havde formået at ødelægge sig selv, som enhver anden kvinde i hendes familie, måtte de alle sammen rådne op i helvede! Leksionen var lært, ikke blot for idag eller for imorgen men for livet. Hver eneste dag plejede at være fyldt med lyster, der intet havde med den sensuelle dæmon i hende at gøre, men hun havde endnu ikke følt det mindste, foruden den dybe anger. Hans bestemte tone, fik hende til at se på ham. Endnu engang forsøgte hun at sende ham et smil, mellem de glinsende tårer ”Jeg havde fundet en mand.. som ville være den perfekte far for hende, og jeg kastede det væk, jeg slog os begge ihjel, og fik hende placeret her. Hvad end hun har haft det godt her eller ej, Avidan.. så voksede hun ikke op med sine forældre, med andre ord jeg svigtede” fastholdte hun. Når det kom til Cayla, så havde hun gjort alt der havde stået i hendes magt, ingen kunne nogensinde betvivle kærligheden til hendes datter! Roligt, gled hun ned på knæ. Når de sad som det var hun en smule lavere end ham, hvilket næsten tvang hende til at se i hans blik. Hun så på ham. Hun gjorde præcis som han bad hende om ”Jeg ved end ikke om jeg kan kalde mig hendes mor” påpegede hun, og krympede sig en smule ved den tanke. Hendes datter havde været halve af hende selv, og selv efter alle de år, var hun det stadig, Hvorfor skulle han gøre det så svært? Hvorfor skulle han få hende til at føle, at det ikke var hendes skyld? Hun så ind i de mørke øjne, de var ikke længere fuld af skuffelse ”Uanset hvad der var sket.. Det ene kys jeg fik var højdepunktet på dagen” hviskede hun hæst. Hånden lagde sig til ro mod hans kind, mens tomlen roligt kærtegnede den ru hud under ”Du elskede mig blindt min kære.. du fortjente bedre.. du fortjener bedre, selvom jeg ville give mit liv op et dusin gange, blot for at gøre det om” der var ærlighed i tonen. Kunne hun så ville hun gøre ham lykkelig, leve op til hans forventinger men.. Hun sukkede, forsøgte at samle sig blot en smule, forsøgte at følge med hans ord ”Du mener som.. Mor og Adan, eller som Moniqe og Avidan?” spurgte hun stille, blot for ikke at gøre sig forhånbninger for hurtigt.

[Deleted]

Det brændt virkelig i Avidans bryst bare at vide, at der havde ligget en anden mand i hans plads og det var i sig selv, slet ikke en tanke som han brød sig meget om overhovedet. Han blev siddende og med den samme rolige mine i blikket. Det var ikke fordi at det var noget som han direkte ønskede t skulle ændre for hendes vedkommende, for han var bare den mand som han altid havde været overfor hende, det var jo heller ikke fordi at han ville få noget som helst ud af, at skulle ændre kaliber for hende på den måe, bare sådan uen videre. Hovedet lod han søge på sned. Det var heller ikke fordi at han ville betvivle hendes kærlighed for hendes datter, for han vidste udmærket godt, at hun elskede Cayla overalt på jorden og det samme gjorde han. Han havde været der siden tøsen havde været ganske lille, så var det jo selvfølgelig også en ting som måtte spille godt ind, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det endelig måtte komme til stykket. ”Du har aldrig nogensinde svigtet Cayla, Moniqe. Af hvad jeg har hørt, så er hun blevet en flot og moden kvinde.. Nok har du ikke været der for hende, men andre har.. Det er jo ikke fordi at hun blev efterladt uden nogen som helst,” sage han stille. Der stod han fast, for han var stolt af hvad han havde hørt Cayla præstere. Det var ikke fordi at man kunne noget andet, også selvom han nok ikke kunne kalde sig for hendes far mere, så var det noget som han ville fortsætte med at kalde sig i sindet. Han lagde hovedet stille mod hendes hånd som måtte hvile mod hans kind, også som et tegn til at hun gerne måtte fortsætte med det, for det var virkelig en behagelig fornemmelse, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det endelig måtte komme til stykket. Han elskede hende blindt og det havde han altid gjort, det vidste han. Han lagde begge hænderne mod hendes kinder, også for at holde hendes blik i sin retning, så var det ikke noget som kom skidt med. ”Uanset hvad du gør, så er det ikke noget som kan gøres om min kære.. Se frem i stedet for at se tilbage. De skygger i fortiden vil altid være er, så lad dem være der. En vampyr vil kun falde for en kvinde og en kvinde alene.. Mit hjerte valgte dig,” hviskede han stille. Det var ikke fordi at han ville strø salt rundt i såret, men det var jo bare en kendsgerning som man måtte lære at leve med og det var også ham inkluderet. Han sendte hende et stille og roligt msil, for et var ikke fori at han ville skjule det for hende. ”Hun lærte jo aldrig at sige mit navn helt rigtigt.. Far Adan.. Det er rigtigt.” Igen var det få brudstykker af fortiden som han kunne huske, for resten var gået i glemmebogen mere eller mindre, selvom det var noget som kunne vækkes igen. De mørke øjne fæstede sig stille til hendes skikkelse. ”Som mor og Adan vil jeg gerne møde hende.. Det er det som er mest rigtig for mig,” sagde han stilfærigt. Han mente det dog og i ordenes ramme alvor, for det var ikke noget som ha nogensinde kunne finde på at skulle skjule for hene. Han elskee hende og mere end hvad got ville i den anden ene. Om det hele skulle gentage sig, ville han jo fine ud af før eller siden. Han plantede et stille og forsigtigt kys mod hendes pande. ”Hvis du vil lade mig gøre det, selvfølgelig,” tilføjede han roligt.

[Deleted]

Hvor meget mand end ville det, så kom man ikke uden om fortiden. Kimeya havde været en del af hendes, på en ganske forkert måde, han havde hvilet i Avidans sted, og det gjorde frygtelig ondt for hende bare at tænke på, hvordan hun havde formået at gøre ham ondt.Han burde virkelig råbe af hende, på trods det lod til, at det ikke var noget han måtte have nogen intention om. Selvom det hårde gulv stødte mod hendes knæ, valgte hun blot at ignorere det, enhver smerte var det hele værd lige i øjeblikket, selv den som sad i hendes bryst, og som ikke ville gå væk uden videre. Før eller siden måtte stenene vel lette? Tillade hende atter at ånde, nu hvor hun endnu engang var ved livet. Hun så ind i de mørke øjne nu, følte sig på ingen måde værdi, men i øjeblikket var hun tvunget til at se efter den skuffelse og vrede, hun næsten var sikker på, lå gemt inde bagved et sted. Hun trykkede blidt hans hånd. Som altid formåede hans rolighed, at berolige hende, hun var ikke nær så panikslagen, selvom hun stadig ikke havde den mest fjerne idé om, hvordan pokker hun i virkeligheden skulle tackle alt dette. Tårerne var for nu stoppet med at trille, det eneste tilbage var de lange salte spor, ned over hendes kinder, og den slanke hals. Dette var mere end hvad hun havde forventet af denne aften, hun havde fået sin gave, men om hun skulle hade eller elske Nathaniel for at have givet ham livet igen, det havde hun endnu ikke besluttet sig for. Et sted havde hun vel været bange for, at Avidan selv ikke ønskede livet, på grund af de ting som hun havde formået at gøre? Alligevel var han den som sad foran hende, og ligefrem tilbød at tage hans hånd, og give hende en chance som hun på ingen måde fortjente, for det var vel hvad han gjorde? Hun ville direkte elske, at kunne gå ned i stuen hånd i hånd med ham, og hilse på hendes datter, svigersøn og barnebarn, selv hvis hun ikke bar restten til at kalde dem som så. At diskutere den sag med ham var endeløs, for Moniqe følte at hun havde svigtet ”Jeg burde have været der for hende. Og det havde jeg været, hvis ikke jeg havde begået min livs største fejl” påpegede hun med en yderst stilfærdig tone. Endnu engang var hun revet ud af hendes mange tanker. Et lille smil prydede hendes rosa læber, ved hans hånd over hendes. I det store og det hele var det ikke direkte ment til ham, men mere lettelsen over at han ikke skubbede hende væk. Hendes brændende kinder og hans kølige hud, skabte kun et sitrende behag. Blikket hvilede i hans, nu havde hun intet andet valg end at se på ham og lytte til ham, et sted lettede ordene hende, et andet sted gjorde det kun hendes sind og sjæl tungere ”Avidan.. jeg ønsker virkelig at du skal vide, at det var en stor fejltagelse. Jeg har ingen idé om hvordan den skygge kom over mig, jeg har ingen idé om hvordan jeg kunne være så dumdristig. Som dit hjerte valgte mig, ligeså valgte mit dig. Jeg har altid elsket dig, kære. Selvom jeg har været elendig til at vise det” erkendte hun, og lod endnu engang blikket glide i jorden. Som altid stod hun ved sine fejl, men det betød ikke at det var behageligt overhovedet. Tanken om den lille pige, fik hende til at smile. Cayla havde aldrig været i stand til at udtale hans navn, det havde moret den betragteligt. Hun rømmede sig en smule, tvang igen blikket i hans ”Jeg e..Det..Ehm..” hun sukkede ”Jeg er nødt til at vide om.. om det er tilgivelse for i aften, at vi går hånd i hånd derned. Eller om dette betyder en ufortjent chance?” spurgte hun yderst stilfærdigt.

[Deleted]

Avidan var udmærket godt klar over, at han nok ikke burde tilgive Moniqe for det som hun havde gjort, men når man kendte hende, hvordan kunne han så gøre noget andet? Det var end ikke noget som han kunne om han så ville gøre et forsøg på det. De mørke øjne hvilede stille på hendes skikkelse uden nogen vrede eller noget som helst i minen. Det var kun skuffelsen som var at se, selvom han faktisk også gjorde sit for at skulle skjule den. At skændes med hende, var ikke noget som han ville få det mindste ud af når det endelig måtte komme til stykket. Skyldfølelsen stod jo noget så frygtelig tydeligt i hendes eget blik, at man næsten skulle være blind for ikke at lægge mærke til det, så var det jo heller ikke noget som måtte sige så lidt når det endelig måtte komme til stykket. Han strøg ganske roligt over hendes håndryg. Han ønskede bare at hun skulle falde lidt til ro igen og snakke med ham som de altid havde gjort det, også selvom stanken af en anden mand hang i rummet. Nu var det ikke noget som han reagerede meget på, ikke nu hvor familien var her, så ville det heller ikke forbavse ham, hvis hun havde været inde og se til Kimeya på værelset ved siden af. Han sendte hende et stille smil. ”Du behøver ikke fortsætte med at klandre dig selv for det som skete dengang min kære. Cayla er en voksen kvinde nu og hun har det godt. Af den grund, så har du jo ikke svigtet hende. Desuden.. så er jeg sikker på at du altid har været i hendes hjerte,” sagde han stilfærdigt. Han kendte trods alt Kimeya som en ærlig mand – det var i hvert fald hvad rygterne måtte sige at han måtte være, så han havde vel fortalt Cayla det hele? Det var i hvert fald noget som han måtte håbe, at han havde gjort! Han kunne ikke få sig selv til at skubbe hende væk, om det jo så skulle koste ham livet eller det som var værre, så ville han aldrig gøre det. Han var gået i døden for hendes skyld, udelukkende fordi at han var kommet hjem før end regnet med. Det var bare den fornemmelse af, at der havde været noget galt som havde gjort det. Han havde skyndet sig hjem så hurtigt som muligt! Hendes ord var noget som tydeligt måtte lette ham og som aldrig nogensinde før. Det var ord som det, som han havde haft brug for at høre, ikke fordi at det var noget som man skulle tage det mindste fejl af overhovedet! Han nikkede mod hende. ”Sket er sket..” begyndte han endnu en gang og med det svage smil på læben. Det var det første smil igennem så frygtelig mange år! ”Jeg har vel heller ikke været bedst til det at.. ja, vise det, at jeg virkelig elsker dig.” Hans blik faldt direkte til hendes, da det ikke kunne falde ham ind, at skulle se en anden vej. Hans smil bedre sig. ”Kære Moniqe.. Det er ikke bare en tilgivelse for i aften, men for evigheden..” Han trykkede let omkring hendes hånd, som han trak hende tættere til sig. Panden lod han forsigtigt møde hendes egen. Han ønskede ikke at skræmme hende, eller gøre hende det mindste usikker, for det var noget af det sidste som han måtte ønske sig! ”Jeg elsker dig, Moniqe.. Hvis kampen om dit hjerte endnu ikke er tabt, så vil jeg med glæde tage dig tilbage i min favn igen, nøjagtigt ligesom dengang,” sagde han roligt. Hans stemme bar præg af alvor, for dette var så sandelig ikke noget som han kunne lave sjov med.

[Deleted]

Hvordan hun end måtte være som kvinde, havde intet at gore med hendes handlinger. Af person ville hun aldrig have gjort noget, hun måtte afsky så meget som hun gjorde, og selv den dag idag, var hun ikke i stand til at svare på hvorfor, hun huskede det ærlig talt ikke, hvilket vel også sagde lidt om, hvor stor betydning det havde haft? Som hun sad der på knæ, betragtede hans mørke øjne, så måtte hun sige sig, at selvom det var mange år siden, så kendte hun det blik for godt, bedre end det hun måtte ønske, hun vidste jo at skuffelsen lå der et sted bag, og han behøvede ikke at skjule det. Der var ingen råb ob ingen skrig, blot den stille snak og hendes enorme usikkerhed, som hun udelukkende selv var skyld i. Hånden hvilede endnu i hans, en smule ubevidst strøg hun blidt over hans håndryg, det havde vel bare været en gammel vane, selv her i efterlivet? Stadig måtte hun bide sig fast i læben, der var endt en smule hævet efter det. En dum vane når hun blev nervøs eller usikker som nu, selvom hans ro i den grad også, havde en effekt på hende, fik hende til at falde en smule til ro, og gjorde det om ikke andet muligt, at fører en samtale med hende, uden at hun skulle stamme i hvert andet ord. Værelset nu duftede af sød lavendel, fra det blomstervand hun havde gnubbet mod hendes blege hud, der var ikke nogen spor efter nogen mand foruden Derick, og måske den også hang ved sengen, men det var da udelukkende fordi hun havde hvilet i hans favn, snakket til hun var endt med at falde i søvn, han var en god ven, hun havde fortalt Avidan om ham, på trods de aldrig havde fået lov at mødes. Hun nikkede stilfærdigt ”Det håber jeg” var alt hun fik frem, for hvad skulle hun sige? Der var en chance for at hendes egen datter, ikke ville vedkendes hendes, på trods de følelser som hun selv måtte bære omkring hende, så hun håbede virkelig at han havde ret i den udtalelse. Hun glædede sig virkelig til at se hende. Se om Kimeya havde holdt det løfte som var blevet hende skænket, at tage sig godt af hendes lille pige, så vidt rygterne sagde, så var det lykkedes for ham, hvilket hun før eller siden måtte opsøge ham for at takke for, men lige i øjeblikket, var det ikke den mand, hun lystede at stå ansigt til ansigt med. Tårerne var stoppet, hun følte sig dog en smule udmattet efter dette, for ventet havde det heller ikke været, hun skyldte vel Nathaniel et tak? Endnu engang havde han rettet op på hendes fejl, hun havde kastet ham i døden, og Nathaniel havde givet ham det igen. Hans smil formåede at lade hendes eget brede sig en smule, selvom det stadig var lettere usikker. Han var en tålmodig mand, han burde slet ikke gøre dette! Hun lagde en finger blidt over hans læber, og så ham for første gang, for alvor ind i blikket ”Det passer ikke. Du var der altid, og jeg var aldrig i tvivl om at du elskede mig” påpegede hun ærligt, ligeglad med om det kunne lyde en smule egoistisk, han vidste at det ikke ville være ment sådan. Stille lod hun fingeren stryge langs hans underlæbe, før hånden faldt ned i hendes skød. Panden mødte hans, hendes hjerte slog hårde slag, han var villig til at tage hende ind? Villig til at tilgive hende. Ord havde hun aldrig været god til, derfor lod hun læberne berøre hans, ganske forsigtigt, så han hurtigt ville kunne trække sig væk, dog håbede hun at det var svar nok på hans ord. Kampen var i den grad ikke tabt.

[Deleted]

Avidan var temmelig sikker på at Cayla ikke klandrede sin kære mor for det mindste, også selvom det havde været mindre kaotisk. Han havde ikke fået synderlig meget at vide, men det lille som han havde hørt fra Nathaniel af, så klarte Cayla det fantastisk og endda med en llille datter og forlovet. Om han så havde og besad den magt til at skulle kalde sig selv for hendes far, var jo så det som han var usikker på, for.. det var vel en rolle som Kimeya havde taget fra ham? Ikke fordi at han bifaldte det på nogen måde, men hvad pokker skulle han kunne gøre ved det? Manden havde slået ham ihjel, da han havde gjort sit for at redde den kvinde og den lille pige som han havde elsket mere end det som han ville kunne elske nogen anden i hans liv. De var de eneste som havde rørt ham på den måde, og der vidste han godt, at han ikke helt fulgte det som var naturligt for en som ham; han havde taget et andet barn til sig og kaldt det for sit eget og han fortrød det på ingen måde. Han var bare ikke typen som reagerede med at råbe og skrige, for det ville han heller ikke få det mindste ud af, når han ønskede at finde ud af denne konflikt og det var jo noget som sagtens kunne gøres på en ganske rolig måde og så meget vidste han jo trods alt udmærket godt. Han vidste hvordan hun havde det med vampyrer fra før af, så det var heller ikke fordi at han ville gøre det hele hundrede gange værre for hende, for han kunne se i hendes blik, at hendes samvittighed var mere end rigeligt på det punkt. Ikke fordi at det gjorde ham det mindste, så lærte hun vel af det på sin egen måde? Så behøvede han jo heller ikke at skulle hidse sig op på den ene eller den anden måde. ”Det er jeg helt sikker på,” sagde han stilfærdigt og med et roligt nik. Han lod hovedet søge let på sned og uden at tage blikket fra hende. Han ønskede ikke at tvinge hende til noget, men blot at vise hende, at dette var af hendes egen vilje. Han gav hende bare muligheden; Med eller uden ham. Han var dog ikke helt enig med hende i hendes ord.. Han havde aldrig været den bedste til dette. Han var en handlingens mand på enkelte områder, men ikke når det kom til kærligheden. De lette strøg over hans læber, fik det til at sitre behageligt og længselsfuldt i ham. Han havde manglet at kunne kalde hende for sin, for nok var han en egoistisk vampyr, men han ville altså ikke dele hende med nogen anden og da specielt ikke en som Kimeya! At hun valgte at kysse ham, var noget som fik den tunge sten til at lette fra hans bryst. Det var denne bekræftelse som han havde ventet i så frygtelig mange år på! Han besvarede hendes kys ganske roligt og med et svagt smil. Han havde stadig et let greb omkring hendes hænder.. Bare det at vide at kampen endnu ikke var tabt, lettet ham frygtelig meget. Han brød kysset efter et mindre øjeblik. ”Cayla må næsten være på trapperne.. Kom med ned min kære..” Han rejste sig roligt op, hvor han trak hende med sig. Han glædet sig til at se hende. Igen så var han usikker på hvor mange år som egentlig var gået, men en ting var sikkert; Han var gået glip af alt for meget! Armen sneg sig forsigtigt omkring hende, som han valgte at føre hende med sig nedenunder og ned til de andre, hvor man stadig kunne høre Cecilya rende rundt og øve på de mange julesange. Det morede ham faktisk.

[Deleted]

Glæden var ikke at finde i hele Marvalo Mansion. For Elanyas vedkommende, så havde den ikke været fremme temmelig længe, for.. Det gjorde simpelthen for ondt at tænke på alt det onde som hun havde forvoldt dem som faktisk var af en betydning for hende. Den store skideballe af Derick og den snak med Jared var dog noget af det som gjorde det hele så meget værre for hende. Hun havde ikke set Jared siden, også selvom hun aldrig havde fået muligheden for at forklare sig, så var det jo mere eller mindre hendes egen skyld og det var jo noget som hun var udmærket godt klar over, selvom den tanke nu ikke gjorde det meget bedre for hende på nogen måde overhovedet! Hun sov knapt – Hun kunne ikke ligge der i mørket alene. Hun sov så kun når udmattelsen simpelthen måtte blive for meget og det var heller ikke fordi at hun søgte trøst ved nogen som helst, for hun vidste godt, at dette måtte være hendes egen skyld. Der var vel sandhed i rygterne? At hun ikke var noget andet end en prostistueret? Det var det som folk hvisket bag hendes ryg og det skar hende i hjertet, for det var slet ikke det rygte som hun havde ønsket at påtage sig, for det var da noget af det sidste som hun var! De mange tanker røg automatisk ud af hovedet, som hun måtte stå og kæmpe med maden nede i køkkenet. Der var gang i den store stenovn til både and og det hele. Nok var hun en gammel dronning af Procias, men hun havde klart lært at lave mad, for ellers ville hun slet ikke kunne kalde sig ved den titel. Det holdt hende optaget og nu hvor hun havde stået her siden hun var kommet ud af sengen til morgen, netop ved at hun havde hørt Cecilaya være tidligt oppe, så var det vel bare at komme i sving? Hun var træt.. hun var frygtelig træt, men det var nu ikke noget som hun havde tid eller overskud til at tænke på. Grøntsagerne var i kog over eget ildsted, kartoflerne med sig, selvom de havde været forbandet svære at skaffe, så ville hun om ikke andet, så give familien en god jul. Hendes julestemning var revet fra hende allerede for frygtelig mange år siden og det var jo heller ikke fordi at den havde vist sig at være så smuk, magisk eller eventyrlig for hendes egen del. Cecilaya havde allerede været ude i køkkenet op til flere gange, men hun havde simpelthen ikke tid til at sætte sig ned og slappe af. Så kom alle de tanker uanset også bare tilbage og det gad hun heller ikke. Det var bare ikke nemt! Lige nu stod hun bare lænet over køkkenbordet i den gamle kjole. Den som hun normalt gjorde brug af når hun stod i et køkken. Hun var ikke staset op eller noget som helst til denne højtid, for.. hun ville vel bare være i vejen når hun skulle være så nedenfor, som hun var i øjeblikket? Og det ønskede hun heller ikke. De skulle da have lov at hygge sig alle sammen. Det var ikke fordi at hun ønskede at være egoistisk, men hun ville ikke have at de skulle have ondt af hende på denne tid og specielt ikke i aften. Hun måtte dog ærligt erkende, at hun savnede Jared. Et sted så.. manglede hun ham vel? Manglede hans kys om morgenen, den smukek rose på puden ved hendes side og den lille note. Hun havde da også være et kæmpe fjols! Hænderne strøg igennem hendes hår som hun lukkede øjnene bare for et øjeblik.

[Deleted]

Det blæste godt efterhånden, så godt at man nemt kunne tro, at endnu en storm var på vej. Jared bandede i det indre, hans kappe hang bag ham, og var ikke rigtigt til nogen hjælp. NU var han der snart om ikke andet. Der var mange ting som lå ukendte for mange omkring ham, hvor mange var egentlig klar over, at juleaften var hans yndlings aften på hele året? Som et liklle barn så han frem til det, ikke gaverne med de sjæle han var så heldig at tilbringe julen med. Det ville dog blive underligt uden Faith i år. Han åbnede den fartruende, knirkende låge der førte ind til gangen til hoveddøren. Hans skridt var faste, han skulle bare ind i varmen, modsat mange andre i det hus, var han ikke i stand til blot at regulere hans kropssvarme, til at kunne stå imod. Uden at banke på, eller noget som helst først, tog han fat i håndtaget og rev døren op. Varmen slog ham med det samme, på trods vinden forsøgte at gøre sin vej indendøre. At skubbe døren i, var sig selv en smule besværligt, med den modstand han lod til at få. NU hvor han var inde bag husets vægge, var stemningen helt anderledes. Han kunne høre Cecilaya synge de mange julesange, som han selv kunne i hovedet efterhånden, han var heller ikke helt ung af sig mere, ikke teoriteisk set på det, vel og mærke, for hans sind, sjæl og sundhed fejlede ikke det mindste. Roligt bevægede han sig ind mod stuen. Træet var det smukkeste han havde set længe. De mrke øjne betragtede det, hver lille detalje. Armene havde foldet sig over hans bryst, noget som gav ham en utrolig maskulin og dominant holdning, sammentidig med at han måtte gå rundt om træet. Cecilaya lod til at være ligeså begejstret som ham selv ”Det er minsandten et fantastisk træ, prinsesse” påpegede han med det kække smil på læben. Selvom han stod her, så var det helt andre tanker han faktisk måtte sidde med i sindet . Elanya. Han havde ikke været i stand til at få hende ud af tankerne, og det irriterede ham mere end noget som helst andet, for han burde virkelig ikke! Desuden havde hun fortjent den afvisning som han havde skænket hende, for det andet ville han bestemt heller ikke finde sig i! Han behøvede end ikke at spørge Cecilaya efter hjælp, den dejlige duft af julemad, havde bredt sig i hele huset, og eftersom både Kimeya og Liya var syge, og Cayla endnu ikke lod til at være ankommet, så ville hans gæt være, at det var Elanya som stod der. Han strøg Cecilaya engang over håret, og bevægede sig mod det tydeligvis levende køkken. Hånden gled gennem det mørke hår, der blot for denne aften var redt, forsøget var gjort, og dog stod det stadig ud til alle sider. Jared stoppede op i dørkarmen, lænede sig op af den endnu med markant holdning. Han sagde ikke så meget som et ord, men betragtede hende blot, som hun måtte stresse rundt med alt den lækre mad, og det duftede i sandheden også dejligt! På trods hun ikke lod til at være stadset op, eller så meget som havde været i et bad, så, så hun dejlig ud. Hovedet gled på skrå, han holdte sig blot i samme stilhed, for hun havde ikke ikke tænkt på at han også ville dukke op denne aften? Dette var ligeså meget hans familie, og det havde det været gennem mange år.

[Deleted]

Elanya var udmærket godt klar over, at Jared ville komme i løbet af aftenen, også selvom det slet ikke var noget som lettet hende for det stress som hun havde stået med siden før fanden overhovedet overvejet at få sine sko på. Hun havde været oppe lige så længe som det Cecilaya havde. Igen havde hun måtte opgive den manglende søvn, for hun kunne simpelthen ikke sove det mindste! Det var slet ikke tanker som hun ville tænke på lige nu. Han havde valgt at afvise hende og næsten på samme måde som det Derick havde gjort. Begge havde gjort ondt.. forbandet ondt, også selvom hun var udmærket godt klar over, at det havde været hendes egen skyld fuldkommen. Det var ikke fordi at hun ønskede at kaste skylden på de andre, for.. det var jo bare hende alene som havde sørget for dette.. at hun var blevet stemplet som intet andet end en protitueret, mændene var ofrene i dette også selvom.. ja, der var vel sandhed i det et sted? Tanken gjorde ondt, forbandet ondt! Hun rystede på hovedet og knælede lidt for at se til den flotte and som måtte stå i den store stenovn. Det var mange som skulle fodres i aften, så det var heller ikke fordi at hun slet ikke havde travlt. Hun havde aldrig stresset så meget igennem hele hendes liv! Et bad var slet ikke en tanke som var faldet hende ind. Lige nu stod hun der som intet andet klædt som havde hun været en tjenestepige, for denne duft var ikke noget som hun ville have til at sætte sig i det flotte tøj som hun ellers havde. Hun sukkede dæmpet som hun igen kunne høre køkkendøren gå op. Hun himlede svagt med øjnene og med et indvendigt suk. Det var vel Cecilaya igen? Det var også hende som havde vandret mellem stuen og køkkenet hele tiden, også selvom hun havde fortalt hende at hun kunne gå ind og nynne julesangene, så skulle hun nok komme senere og hjælpe hende med at huske dem. ”Cecilaya..” begyndte hun med et let ryst på hovedet. Hun havde for mange tanker i hovedet og det var slet ikke noget som hun ønskede at belære sit kære barnebarn med, for hun holdt forbandet meget af den lille tøs! Det gjorde hun virkelig. ”Jeg bad dig om at gå ind i stuen og øve på sangene til vi skal danse om træet senere.. Så.. Kan du ikke være en dejlig lille pige og gå ind og fortsætte?” Hun prøvede at bevare roen så godt som det nu var hende overhovedet muligt, selvom det i den grad heller ikke var nogen nem opgave på nogen som helst måde overhovedet! At det var Jared som havde fundet vejen ind til køkkenet, var slet ikke en tanke som faldt hende ind. Hun havde slet ikke regnet med at han i det hele taget ville søge efter hende herude. De gange hvor han havde været her, havde jo udelukkende været for Faiths skyld, også selvom hun ikke klandret ham for noget som helst. Det var ene og alene hendes egen skyld og hun vidste det jo godt! Hun trak vejret dybt.. Endnu en gang var det de samme tanker som forstyrrede hende og det drev hende til vanvid! ”Jeg kommer om lidt..” mumlede hun igen stille. Hun græd sig endelig i søvn om aftenen når udmattelsen måtte komme, selvom der faktisk skulle en hel del til. Hun fandt en dyb ske og fik noget af kraften fra anden hældt over den. Det hele skulle gøres ordentligt, for.. de andre kom jo til at hygge sig for i aften, så meget var hun da fuldkommen klar over. Hænderne strøg igennem hendes lange hår, som hun i anledningen af madlavningen, kun lige havde sat op i en hestehale, så der ikke ville komme hår i maden. En større bøtte stod p bordet med blod i, så der var noget godt til dem alle sammen. Hun ønsket om ikke andet at give familien en god aften, også selvom hun slet ikke regnet med at være en del af det.

[Deleted]

Jared betragtede hende nøje, fulgte hendes mange bevægelser. Det at hun var stresset kom tydeligt til syne. Hendes påklædnign tog han sig ikke af, det var vel heller ikke videre behageligt, at rende rundt i køkkenet med en smuk kjole? Ikke at han kunne udtale sig om det, eftersom det var noget han aldrig havde prøvet. Han var ganske sikker på, at Elanya udemærket havde vidst at han ville komme i aften, og de tanker som var endt med at søge igennem hendes sind, var de samme som fór gennem hans eget, hun ville bestemt ikke være den eneste der følte dette akavet, men de som kendte hans person, og den ro, vidste også at der intet problem ville blive på denne hjerternes fest.. bla bla. Han nød højtiden, men der var heller ingen grund til at overdrive den. De mørke øjne betragtede hende blot intenst. Det var sådan her han havde mødt hende den første gang. Hun havde været igang med at tilberede maden til ungerne, i perioden hvor Faith havde været syg, og han havde slæbt hende direkte med sig til sengs. En aften han måtte se tilbage på med ren tilfredsstillelse og glæde, for han havde nydt det, på andre måder end det som han plejede. Han måtte dog også erkende, at han havde været ved en af de yndige, stakkels kvinder i horehuset, for at få lidt fornyet energi. Han hadede det, men han ønskede heller ikke at skulle hugge hovedet af alle i aften, for denne familie døjede med nok til, at der var plads til hans egne, ikke særlig store, problemer, som man vel kunne diskutere vigtigheden af. Den hvide skjorte han bar, havde en elegant V-udskræing der afslørede hans maskuline bryst, som havde taget ham mange år at få sådan muskuløs, han var uden tvivl blevet en flot mand. Han havde virkelig gjort et forsøg med håret, men som det stod ud til alle sider, og han stod lænet en smule arrogant op af dørkarmen, med det kække smil på læberne, så var der virkelig ingen forskel fra den Jared man var vant til at se, foruden at hans beklædning var en smule mere velovervejet. Ved hendes ord bredte smilet sig yderligere. Det undrede ham slet ikke, at Cecilaya plagede hendes kære bedstemor i køkkkenet, med den duft i hele huset, så ville han heller ikke vove og påstå, at man direkte kunne bebrejde hende. Han rømmede sig en smule ”Jeg beklager at vi ikke kender hinanden nok til, at du kender min præcise alder smukke, men lad os bare sige, at jeg har oplevet nok aftener som denne, til at kunne dem alle sammen i hovedet” han pegede mod tindingen med en finger, og nikkede en smule sigende, for sandt var det også. Et sted så bandede han og svovlede over, at han endnu engang halvt om halvt flirtede den den kvinde, som havde fanget hans interesse efter så mange år, hvor han ikke havde haft nogen, og hun havde vist sig tydeligvis ikke at gengælde det, eftersom hun havde fundet de to andre mænd nødvendige, det gjorde ondt at spilde sin tid på den måde. Nu hvor han så hende igen, var der ligeså et lille hop fra hans hjerte, han havde ikke haft problemer med at sove, for han havde været alene i så mange år, været stærk i så mange år, at for ham var det intet andet, end blot en vanesag.

[Deleted]

Elanya ville i den grad lyve hvis hun ville påstå at Jared slet ikke ville have meldt sig i i hendes tanker dag efter dag, aften efter aften og det var ikke bare fordi at hun skulle ligge alene i sengen og undvære hans stærke arme om hende, for det havde klart været noget af det bedste som hun længe havde været ude for. Nu måtte hun høste som hun måtte så, da alt dette måtte vær hendes egen skyld og hun vidste det jo udmærket godt! En ting stod i hvertfald klart for hende; Hun skulle ikke tæt på nogen mand igen – Så havde spalten jo trods alt heller ikke noget som de skulle skrive om når det måtte komme til hende, hvilket hun ville være storslået tilfreds med! Desuden.. hvem ville dog være sammen med en som hende? En gammel dronning nu med et rygte værre end en prostitueret? Her kunne hun føle sig som en askepot, knokle røven i laser – Glemme Jared lidt i samme omdrejning og bare.. føle at hun kunne gøre noget som folk faktisk måtte sætte pris på, selvom det ikke nødvendigvis var ord som hun fik at vide. Hendes selvtillid var bare skudt i sænk, direkte i gennem gulvet og det så ikke ud som om at den ville rejse sig lige foreløbig igen. Direkte var hun sikker på at det var Cecilaya som var kommet ned i køkkenet endnu en gang, måske fordi at hun havde glemt en strofe eller noget, men.. stemmen sagde hende noget ganske andet, hvilket kun fik hendes hjerte til at hamre som intet andet end en sindssyg mod hendes bryst, for det var virkelig ubehageligt! Hvad pokker lavede han i hendes køkken?! Næsten helt automatisk, så rettet hun sig op, hvor hun direkte måtte vende sig mod ham. Hun var træt og det var vel også tydeligt for ham at se? Hun blinkede med øjnene og åbnede munden adskillige gange, selvom der ikke rigtigt kom noget ord. Hun vidste godt at han kom, ikke fordi at det gjorde det meget bedre for hende, tvært imod, så var det kun det som gjorde, at hun blev langt mere usikker på det hele og det var en tanke som hun direkte måtte hade mere end det som hun kunne hade noget andet lige for øjeblikket.”Så.. så… Så kan du vel hjælpe Cecilaya med dem?” spurgte hun stilfærdigt. Med andre ord, så kunne han godt forlade hendes køkken! Stedet her var hendes for i aften, for maden lavede jo trods alt ikke sig selv. Hun vendte sig mod maden igen, hvor hun igen tjekkede til anden, selvom det kun var et minut siden hun havde gjort det sidst. Igen så ville hun bare holde sig selv beskæftet og specielt når han stod der så tæt på hende og endda.. alene sammen med hende, som han nu havde valgt at opsøge hende i stedet for. Det var vel fordi Faith ikke var her? Hun havde jo selv ingen anelse om at hendes datter var kommet hjem igen. ”Så.. får jeg maden færdig..” sagde hun stille, også bare for at bekræfte det for sig selv, for det var bare ikke nemt når han valgte at stå der som han gjorde det. Hvorfor kunne hun ikke bare få fred som hun havde gjort igennem de sidste mange uger? Alt det andet var hende så sandelig heller ikke nogen hjælp! Det gjorde kun det hele så meget værre for hende når det endelig måtte komme til stykket, for hun var vant til at være alene og nu stod han der og rev op i de mange sår. Hun gned sig let i øjet med den ene hånd. Hun havde knapt sovet siden han selv havde afvist hende og det kunne godt mærkes og specielt nu hvor hun mildest talt måtte sidde her og være begravet i det uendelige stress i juletiden.

[Deleted]

Han betragtede hende endnu ingående. At hun stod der, i en slidt gammel kjole og det hele, rørte ham ikke. For ham var det en form af hverdag, at se den slags, også selvom han ikke ligefrem havde troet det om hende, hun havde ladt til at være en utrolig stolt kvinde, der nød at bære sig frem i det fine, i forhold til ham der som regelt var sjusket, og aldrig gjorde det helt store ud af sig selv. Lige for denne aften, var han dog klædt i den hvide skjorte der afslørede det muskuløse bryst inde bagved, og ellers blot et par normale bukser, mere havde han så heller ikke orket. Spalten var kommet ud, sammen med mange andre hemmeligheder, som Jared ganske enkelt ikke havde været i stand til at tackle. På trods han var mental dæmon, så måtte han holde ro i sindet, ellers ville tingene ryge uden for hans kontrol, og det kunne han ærlig talt ikke fordrage, så hellere blot gøre en ende på tingene med det samme, selvom hans blik når han betragtede hende, afslørede at det i virkeligheden ikke var noget han havde lyst til. Mere eller mindre alle, kendte ham som en kølig og meget konsekvent mand, men det blik hun fik skænket var varmt, og næsten drømmende, noget som bestemt ikke måtte ligne ham. Armene lå stadig over hans bryst, han bevægede sig ikke tættere på, et sted nød han vel at se hende så forfjamsket, som hun gik rundt fra det ene til det andet, nu hvor hans tilstedeværelse lå kendt for ham? Hendes indre uro kunne han fornemme, om han ville kunne han direkte gå ind i hendes sind og læse hendes tanker, men han kunne holde den smuke respekt og værdighed, for ønskede hun at dele noget med ham, ville hun vel også selv bede ham væk? Det kække smil hvilede over hans læber, han kunne ikke lade værre, han var vant til at have den effekt på kvinder, eftersom hans blik var direkte sensuelt, og hans bevægelser måtte lokke, men det var noget andet med hende, for hende ønskede han rent faktisk den reaktion fra. Det forundrede ham dog på ingen måde, at Ceciliaya flere gange havde været henne for at forstyrre hendes kære bedstemor. I det store og det hele undrede det ham ikke, han kunne læse på den lille pige, at det generede hende, mormor holdte sig for sig selv, og mor var væk, far lå syg, han havde ondt af hende, selvom det til tider kunne være svært med lige den pige. Han trådte tættere på, sneg sig om bag hende, og tog hendes hænder, for at vende hende mod ham selv, mens blikket betragtede hendes direkte, på trods han kendte effekten af det ”Dit barnebarn har brug for dig, Ela ikke mig. Jeg ved at jeg ikke er nogen ørn i et køkken, men det ser ud til alt er forberedt og bare skal holdes øje med, det kan jeg dog finde ud af. Desuden ligner du noget der er løgn, selv jeg har gjort mig i stand” han så ned af sig selv, med et lidt tilfredst smil, han havde da prøvet! ”Jeg holder øje med maden, du hjælper Cecilaya, bagefter tager du et bad og klæder om” hans tonefald, afslørede tydeligt at det ikke stod til diskussion. Hun kunne gøre det frivilligt eller ved direkte tvang. I dette hus måtte hun trods alt ikke glemme, at det var ham som sad med ordet, og han var magten for tiden. Ganske stille slap han hende, go gjorde en tydelig gestus mod døren, og med et yderst sigende blik, der var intet valg.

[Deleted]

Elanya havde altid været den type som bar sig flot og stolt frem, selvom det var ganske anderledes her og nu. Hun gjorde ikke det vilde ud af sig selv, og det var vel også med en grund? Hun gik ikke nogen steder for øjeblikket, hun ville ikke have noget med mænd at gøre, for hun kunne vidst kun finde ud af at gøre dem fortræd, hvilket heller ikke var hendes mening, det var da helt sikkert. Hun havde gjort skade på de mænd som havde den største betydning for hende og det var heller ikke noget som hun nogensinde havde formået at tilgive sig selv for. At han ville komme her i aften, var noget som hun var udmærket godt klar over, også selvom det ikke just var noget som gjorde situationen nemmere for hende, for det gjorde det bestemt ikke, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig måtte komme til stykket. Hun ville egentlig bare have fred og være alene, for så kunne hun heller ikke gøre nogen skade på flere, for det havde aldrig nogensinde været hendes mening! De sidste uger havde hun mere eller mindre forholdt sig alene, selv adskilt fra familien som tydeligt så ud til at skulle have det svært nok i forvejen og det var jo selvfølgelig noget som hun var ked af. At Jared så havde valgt at opsøge hende, var bestemt heller ikke noget som gjorde det stort nemmere for hende på nogen måde overhovedet! Hun ville slet ikke have ham tæt på lige nu og alligevel.. hun ønskede det af hjerte, men der var bare ikke noget som hun kunne gøre ved det og den tanke alene, var virkelig frustrerende, for det var hende bestemt ikke til nogen som helst former for hjælp for øjeblikket! Hun var urolig og det var ikke fordi at hans tilstedeværelse gjorde det nemmere for hende, for.. hun manglede ham faktisk, hun manglede hans favn om aftenen, men det var meget at bede ham om og det var noget som hun godt vidste. Hun vidste godt at Cecilaya var træt af, at hun ikke var der som hun plejede at være, hvilket hun faktisk var ked af, men hun havde brug for at finde ud af det hele og det var bestemt heller ikke nemt! At han tog omkring hendes hænder og vendte hende om, var noget som direkte fik hende til at stivne, idet at hendes hjerte måtte hamre direkte mod hendes bryst, hvor hendes blik faldt direkte mod hans eget. Hun turde ikke lukke hænderne, for hun var sikker på at det måtte være en drøm. Det var bare ikke virkelighed, for det var slet ikke nogen tvivl om det faktisk var noget som hun måtte ønske. Hun sukkede og så ned af sig, hun vidste det jo godt! ”Jeg kan ikke stå staset op i et køkken, Jared.. Desuden en aften som i dag, så er køkkenet mit og jeg kan selv sørge for at tingene er ordentlige,” sagde hun kortfattet. At han ikke ville diskutere det, var noget som hun udmærket godt kunne fornemme på ham, men hun var stædig. Køkkenet var hendes udelukkende fordi at hun vidste, at det var noget som hun faktisk kunne finde ud af! Så længe at Kimeya var syg, så vidste hun at det var Jared som stod med magten, hvilket i den grad heller ikke faldt hende i smag lige nu, for han skulle ikke have lov til at bestemme over hende! Hun stirrede ham let i blikket, selvom det var sorg og tvivl som kunne spores og intet andet, foruden den enorme træthed som hun brændt inde med. Hun fnøs. ”.. Udmærket. Anden skal du sørge for at holde dækket i kraft, kartoflerne skal koge og det samme med rødkålen. Risalamanden står på køl og kirsebærsovsen skal varmes op til desserten..” Hun trak hånden til sig. Hun havde vel ikke andet valg end at lystre ham, uanset hvor meget hun var for det eller ikke. Hænderne lagde hun ved hendes hjerte. Det hamrede virkelig. Hun savnede ham meget. Hun bakket væk fra ham og gik ud af køkkenet. At skændes med ham, ville hun slet ikke. Hun havde fået nok af skænderier for resten af livet! Hun gik ind til Cecilaya i stedet, tvang masken op i form af et stille smil, selv på trods af kampen for at holde det ved lige.