Merry Christmas!

[Kimeya Marvalo]

Det var ved at være midt på eftermiddagen i Marvalo Mansion. Julen hang lige over hovedet på alt og alle, selvom det slet ikke var en glæde som Kimeya kunne tage nogen som helst former for del i. Faith var væk, hvilket i den grad havde været det som slog hårdest mod hans egen krop, sind, sjæl og hjerte. Nu kunne han da for alvor godt forstå den fornemmelse som hun havde haft, da hun havde været sengeliggende. Han måtte dog ærligt erkende, at han ikke havde nogen kontrol på noget som helst og nu hvor han heller ikke var i stand til at komme ud af sengen, eftersom hans ben ville bukke under ham allerede med det samme, så var det i den grad også noget af det som gjorde det hele så meget værre for ham selv! Han gik jo glip af det hele! Hele værelset lå fuldkommen mørkelagt. Kimeya selv stirrede op i loftet som var lige så mørkt som alt det andet og med en kraftig sitren og dirren i kroppen som han bare ikke kunne skjule på den ene eller den anden måde, om det jo så var noget som man ville det eller ikke. Hovedet slog han svagt ned i sengen. Han var tynd, han var ligbleg og selv det at trække vejret, var blevet en kamp uden lige. Han havde bare mistet gnisten efter at Faith var forsvundet og det havde i den grad også gjort ondt! Moniqe havde han set omkring her også selvom han havde gjort klogt i at holde sig bare en anelse væk og det at Nalani var dukket op, var slet ikke noget som han kunne forstå! Han havde end ikke fået lov til at se børnene pynte træet, selvom han virkelig havde kæmpet for at komme ud af sengen. Det ville være sidste gang at han så det og han var tvunget til at ligge her. Det var vel heller ikke helt underligt, at han faktisk sad inde med lysten til at skulle give op? Det lille stearinlys ved siden af ham, var næsten brændt ned. Det havde brændt forbi tallet ’24’, så.. det var jo juleaften. Han måtte næsten mærke den knude i maven. Alle de forberedelser som han havde lavet op til og så skulle det her ske? Han rystede stille og let på hovedet. Han kunne da ikke tænke på denne måde, det kunne han simpelthen bare ikke gøre nu! Ganske forsigtigt vendte han i senge, selvom det gjorde ondt. Hans led var stive, han havde bylder mere eller mindre over det hele og han var direkte hæslig at skulle se på. Hvem det så end var som havde gjort ham syg, så var han sikker på at det havde noget at gøre med den paladin som han havde mødt oppe på klippen. Det forbandede væsen! Øjnene klemte han en anelse sammen og med et anstrengt suk. Faiths side i sengen havde ligget ledig igennem så frygtelig lang tid nu. Det føles virkelig som en evighed! Hånden hævde han stille og strøg roligt over hendes dyne. Det hele duftet stadig af hende og det skar ham virkelig i sjælen. At han ikke havde været der til at beskytte hende.. At han havde fejlet endnu en gang! Raphael og Silia var samlet nede i stuen. Han kunne svagt høre dem også selvom han vidste at Liya havde taget det hele tungt. Med Elanya i køkkenet, så var det vel også en anelse hyggeligt i julen? Selvom det normalt havde været hans opgave. Han var fuldkommen stiv i blikket som han lå og stirrede på sengepladsen ved siden af ham. Han manglede hende virkelig.. Det var utroligt så meget som han var i stand til at mangle hende!Hans børn.. Cedric og Cecilaya.. Han kunne jo ikke engang se dem. Han havde ingen anelse om hvordan de i det hele taget havde det! Han var jo bare en elendig far! Han knyttede hånden stille omkring Faiths dyne og trak den hen til sig og ind i sin egen favn. Han følte sig virkelig.. fortabt.

[Silia D. Diamaqima]

Selvom mørket havde lagt sig, så var det en umådelig smuk aften. Sneen dalede ned fra den åbne himmel, der til store forbavselse var fuldkommen stjerklar. Noget specielt ved denne aften, var den orange, ja næsten blodrøde måne, der kastede sit næsten flammende skær. Gaderne var tomme, malet snehvide efter de mange storme der havde været den seneste tid. Der var masse af uro i Mansionet her til aften. Cecilaya var oppe at køre, drønede rundt mellem de mange folk, og hjalp Cedric med at pynte træet. Nalani havde betragtet hvordan Cayla, formåede at holde styr på tropperne, mens hendes bedstemor stod i køkkkenet, og søgrede for den dejlige julemad, som duftede i hele huset, og fik selv Jareds mave til at rumle. Så kærlig den familie dog kunne være, det så ud til at Cecilaya og Cedric var kommet over det angreb som hun selv havde udsat dem for. Faith var borte.. Kimeya havde hun ikke set skyggen af, selv ungerne lod til at have glemt deres mor, for blot denne ene aften. De to små afskylige babyer, lå i vuggen mens Liya vel sad et sted oppe på værelset. Nalani kunne ikke fordrage den kvinde, måske fordi hun lod til virkelig, at holde af Kimeya, hun var en trussel for hendes planer. Aftenen var gået med at tænke.. Julen nærmede sig, og selvom hun i det store og det hele, havde fået hendes vilje, jamen så var hendes far stadig ikke endt med at give sig hen til hende. Han var ingen stor warlock, så syg som han måtte ligge, var han faktisk ikke andet end blot et skamplet. Han var hende ingen nytte længere, desuden gav det hende kvalme, direkte at fornemme hvordan han måtte længtes efter Faith, hvad så han overhovedet i den iltre lille rødtrop? Der havde været et enormt hop, fra hendes mor og til den tøjte! Fingrene gled gennem de mørke lokker, mens blikket intenst betragtede den tomme trappe. Det så ud til alle var optaget, sådan som træet smukt måtte pyntes, inden de sidste gæster tilsyneladende ville dukke op. Roligt vendte hun ryggen til, glattede den sorte kjole ud over hendes kvindelige skikkelse, og strøg roligt og lydløst op af trappen. Der var et glimt i hendes blik, et mystisk og intenst, som var hun ved at forfører en mand som stod neden for hende. Hun bevægede sig mod soveværelset. Der direkte stank af sygdom, selv ude for døren. Døren tvang hun på klem, maste sig ind igennem, og lukkede den bag sig, som havde hun været en slange der måtte sno sig. Hendes smil blev blidt ”Glædelig jul far” hun flettede hænderne foran hende, næsten høfligt mens hun stille strøg mod ham. Han var ynkelig som han bare lå der, ikke mindst med Faiths dyne tæt ind i favnen. Endnu engang bandede hun i sit indre. Det var synd, at en så kraftfuld warlock skulle gå til spilde , men hun måtte vel gøre hvad der blev krævet af hende? Hun satte sig på sengekanten, strøg ham blidt over håret. På sengebordet stod den urørte mikstur som ville være i stand til at gøre ham rask, hvorfor han ikke rørte den, det var efterhånden gået op for hende, ikke at det gjorde noget som helst bedre. Hånden gled over den tomme plads ”Trist jul” påpegede hun med en tone, der næsten i sig selv måtte advare om de ting som snart skulle til at foregå. Hun kastede et blik mod ham, vurderede ham tydeligt, med det direkte kølige blik, som hun havde arvet direkte efter hendes kære mor. Han skulle aldrig have fundet sammen med Faith, han skulle have været sammen med hende, og sammen skulle de bringe hende tilbage, men næ nej, en simpel ild dæmon, havde formået at gøre hendes far svag, noget som Nalani direkte skræmte sig over ”Du har ikke rørt din eliksir.. Her lad mig hjælper dig” hendes smil var næsten uskyldigt, da hun satte sig over skrævs på ham, men istedet for at gribe om den lille glasflaske, greb om Faith’s pude, og stramte direkte for ansigtet af ham, presset ned mod madrassen, for at forhindre vejret i at nå til ham. Hendes hjerte hamrede rytmisk, hun hadede det, han var trods alt hendes far, men han var en skændsel, hun måtte gøre det!

[Kimeya Marvalo]

Det smukke omkring juletiden, var noget som desværre var blevet revet fra Kimeya på denne brutale måde. Han kunne virkelig ikke se det store, det smukke eller det bedårene i noget andet end hans lille datter. Han elskede virkelig sine børn, men det var jo så også til gengæld nu at han var i stand til at skulle fornemme det helt præcist som Faith havde haft det – Det var jo direkte dræbende at skulle blive liggende i sengen på denne måde, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det nu endelig måtte komme til stykket. Han fik ikke lov til at forlade sengen, børnene måtte ikke komme op og kigge til ham.. Var det i det hele taget underligt, at han havde det af helved til mildest talt? Endnu en gang kunne man sige, at julen var blevet spoleret. Han kunne fint høre dem nedenunder, han kunne høre Cecilaya og han kunne høre Cedric. Ja, hvad der var sket med hans to dejlige unger mens han havde været sengeliggende, det vidste han virkelig ikke, for han kunne ikke holde styr på noget som helst mere! Han trak vejret frygtelig tungt, som hans blik stirrede på den tomme plads ved siden af ham. Han manglede hende virkelig. Det var jo der at han bare havde valgt at skulle give op. Børnene var ved at blive store, han vidste at Cedric ville passe på Cecilaya og Junior, Cayla og alle de andre var der jo hvis ikke, så.. hvorfor ikke bare smide håndklædet i ringen og få det hele overstået? Han blev liggende, selvom han fint kunne høre skridt ude på gangen. At høre Nalanis stemme fik ham til at smile. Han hostet let som han vendte sig i sengen og med blikket mod hende. Han følte virkelig at han var ved at hoste sine lunger op for det skar hele vejen ned! Det var frygtelig sjældent at han blev syg, men når de endelig skete, så var det alvorligt.. Hvor typisk! ”Glædelig jul, Nalani,” sagde han roligt, en anelse hæst måske, men en glædelig jul var nu det heller ikke for hans vedkommende. Han lagde sig stille tilbage på ryggen, selvom han let måtte bide smerten i sig. Han kunne ikke spise, han kunne selv ikke få tvunget flasken med medicin i sig, udelukkende fordi at han ikke havde kræfter til at synke det! Han havde ligget og stirret på den længe, for han var normalt ikke bare den som kastet håndklædet i ringen og det havde han aldrig nogensinde været før! ”Jeg mangler hende virkelig..” Hans stemme var lav, for selv det var ikke nemt for ham længere. Pesten havde sat sig i hans lunger, så meget kunne han mærke, for det var også der at det hele måtte være værst. Han vendte blikket mod Nalani, som hun pludselig satte sig overskævs på ham og derved også måtte få ham låst fast under sig. Det var jo heller ikke fordi at Kimeya brød sig om at være så svag som han var, for han havde jo altid været den stolte warlock! Selv med Faith ved sin side! Han blinkede let som hun greb Faiths pude i stedet for flasken. ”Nalani? Hvad er det du laver?” Han vendte blikket mod hende, som puden blev tvunget direkte over hans ansigt, hvilket fik ham til at stivne, som han blev trykket direkte ned i den varme seng. Pudens tykke stof og de mange fjer deri, forhindrede ham i at kunne få luft og det var noget som han tydeligt kunne mærke! Hænderne knyttet han, selvom de var låst fast ind til hans krop, som hun måtte have taget pladsen oppe på ham. Lette små gisp måtte forlade ham som han næsten prøvet at vende hovedet for at komme væk fra det stramme greb som hun måtte have omkring Faiths pude. Han bøjede svagt i benene i form af en mindre krampetrækning, idet han bare valgte at.. give op? Kvalt i sin egen kærestes pude, den sidste duft som han ville erindre? Kroppen rystet let jo længere tid der måtte gå og med hans mumlen som direkte bad hende om at stoppe. Kroppen blev med tiden næsten helt rolig som han selv kun måtte glide længere og længere væk.

[Silia D. Diamaqima]

På trods den ellers glædelige juletid, så lod det ikke til, at hendes far var I det største julehumør. End ikke hun kunne bebrejde ham, han lå her, svag og ynkleig, knugede om en pude, der duftede af ligegydlig kvinde, som Faith på alle måder var. Men igen så var det heller ingen hemmelighed, at det havde været den forbandet stædige tøs og de møgunger, der stod i vejen for hendes planer. Christianus, havde gjort hvad hun havde bedt ham om. Faith var af vejen, hvilket lod til, kun at gøre tingene langt værre for hendes kære far. Idag hun måtte træde in i lokalet, var der en uskyld over hende. Desværre stolede den mand blidt på hende, udelukkende fordi hun var hans datter, og til nu virkelig havde forsøgt at være en del af familien, selvom det aldrig rigtigt havde været hendes intention. Det mørke hår faldt om hendes intese ansigt. Hun havde arvet hendes mors skønhed, i stand til at forblænde enhver mand, om ikke andet så var det hvad hendes erfaring måtte sige hende. Værelset stank langt væk af dæmon. Hun havde set Cecilaya snige sig herop i tide og utide, kun for at kigge ind gennem nøglehullet. I øjeblikket kunne man høre dejm nede i stuen, hendes perleblide latter, når hun fór rundt om det store træ, der var pyntet smukt. Nalani så intet specielt i julen, faktisk forstod hun ikke alle de anstrengelser. Mens hendes krop låste ham fast under hende, og hun måtte lade puden hvile over hans ansigt, betragtede hun ham næsten med interesse. Var det ikke mere modstand han ville give hende? Det kække smil spillede om hendes læber, hendes kære far havde givet op, hvilket kun, desværre, bekræftede hendes teori, om at den store warlock var endt med at give op ”Jeg er ked af det far.. Men det her er nytteløst. Endelig fik jeg Faith af vejen, takket værre Christianus, jeg er ked af at du tydeligvis, ikke har lagt mærke til mine anstrengelser. Jeg udgav sågar, mine kære søskende til den mand, og da du ikke lyttede på Faith troede jeg virkelig at jeg havde dig. Men nej.. Selv en stor warlock kan tage fejl, det er synd. Vi kunne være blevet en familie igen. Dig, mig og Mor. Kan du huske hvor smuk hun var? Hvor meget du elskede hende?” hun talte i en smørrer, som havde var han ikke ved at blive kvælt under hende, men var det blot en ganske almindelig samtale ”Det er for dit eget bedste” påpegede hun roligt, klemte en smule mere til, mens hun følte hvordan han roligt blev mere slap.

Faith åbnede døren på klem. Det var så lydløst som hun overhovedet formåede det. Netop bag ved hende, fulgte en nok ligeså savnet person. Varmen stod ud fra stuen. Kaminen måtte være tændt. Cecilaya lo, Faith genkendte hendes datters stemme. Et smil spillede over hendes læber. Der lugtede af mad i hele huset, og hun måtte næsten gå ud fra, at det var hendes mor Elanya, der legede i køkkenet? Det havde taget hende lang tid at overbevise Nathaniel om at dette var det rigtige, men uanset Jaqia så ville hun ikke undvære familien endnu et år til jul. Døren gled ligeså lydløst i bag dem. Eftersom hun ikke havde haft de store shoppingmuligheder, bar hun stadig en enkelt mosgrøn kjole, mens det lange flammerøde hår faldt i krøller langs hendes ansigt. Hun havde lagt sig den plan, at hun først ville snige sig ud i køkkenet til Elanya, før hun ville gå ind til børnene. Dette mislykkedes. Cecilaya fik øje på hende, og fik store øjne ”MOAR!” udbrød hun med barneglad stemme, og løb hende i møde. Faith tog blot imod, med det stille smil, knugede hendes lille prinsesse ind til sig ”Glædelig jul min skat” hun duftede sødt. Cayla havde vel haft hende i bad, hvis hun havde fået lov vel og mærke. Cecilaya rystede fast på hovedet ”Frøkken Lilli... Nej det hedder du jo ikke” hun sukkede opgivende og forsøgte igen”Frøken Faith Jaceluck, hvad tror du at du nu har lavet, ved at være så lang tid væk?” hun så strengt på sin mor, og forsøgte at imitere hende. Faith sendte hende blot et varmt smil. En tanke slog hende ”Det må du udnskylde min skat.. Hvor er Nalani?” hun så spørgende mod hendes lille pige, der endte med at kaste et blik op af trappen. Hun havde set hende gå derop. Der var noget sørgmodigt over hendes blik ”Jeg ikke lide den grimme pige” hun lød hel bitter. Faith nikkede sigende ”Kan du gå med onkel Nathaniel ind i stuen, og vise ham det store træ? Så går mor op og ser til far”. Cecilaya nikkede ivrigt, og hoppede ned fra hendes arm. Faith havde hele tiden vidst at Kimeya var dødssyg, men det lod til at han endnu måtte leve, noget som glædede hende. Uden at tænke over det, rettede hun på kjolen og forsøgte at redde lokkerne lidt ud efter blæsten, mens hun søgte mod soveværelset. Idet hun tog fat i håndtaget, fik hun dårlige fornemmelser. Var det.. klynken? Døren gled op, hun nåede knapt at se Nalani sidde der, før hun havde taget hende i kraven og væltet hende direkte ned på gulvet. Der stod vrede i blikket, hun skubbede puden fra Kimeya’s ansigt, men havde ikke tid til at tage sig yderligere af ham ”Det min kære pige.. var dråben. NATHANIEL?!” kaldte hun højt og klart, som en næsten tydelig ordre. Denne kvinde havde leget for meget med hende, døden ville ikke være nok, kælderen ville mindsanten være det bedste sted for hende i øjeblikket, ingen tvivl om det.

[Kimeya Marvalo]

Kimeya havde virkelig ikke styrken til at gøre modstand og det var heller ikke fordi at viljen måtte være der, for det hele var virkelig bare.. væk. Væk som dug for solen efter at Faith var blevet revet væk fra ham. Han var endnu i live og han vidste udmærket godt at Cecilaya holdt øje med ham og specielt efter at Faith var blevet revet væk fra dem på denne grusomme måde, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det endelig måtte komme til stykket. Ha ngjorde små ryk i hænderne, næsten helt automatisk som han forsøgte på at skulle komme fri, så var det ikke noget som han gjorde bevidst. Det var kroppen som kun måtte reagere fordi at han ikke kunne få luft og det var en kamp uden lige fra før af, for han var tæt på døden. Han var mere død end det som han var levende! Nalanis ord kunne han kun høre ganske så svagt i det fjerne, eftersom puden var i vejen for ham. Hans mumlen i små kald for hjælp, var slet ikke noget som kunne høres. Han huskede udmærket godt Nalanis mor, men hun glemte bare det lille faktum, at den tøs stak af og efterlod ham alene med hende dengang hun havde været helt lille og han havde gjort det så godt som det havde været ham menneskelig muligt som en far for hende, samtidig med at han havde haft sin lederplads at passe på, så nemt havde det bestemt heller ikke været! Han kom med mindre gisp som han desperat prøvede at få luft, men han kunne bare ikke! Hænderne knyttede han som han let måtte bøje i benene i et forsøg på at finde styrke nok til at skubbe hende af sig, men han kunne bare ikke! Han havde været sengeliggende så længe efterhånden, at han bare havde valgt at skulle give op. Det var virkelig noget som gjorde forbandet ondt! Han ønskede ikke at efterlade Cedric eller Cecilaya her.. At det var Nalani som stod bag Faiths bortgang, var noget som gjorde ham vred, at det var hende som havde gjort hans børn fortræd, så var det da heller ikke underligt, at de alle ikke ville kendes ved ham længere. Cedric var jo rasende på ham fordi at han havde afvist Faith og han vidste det jo godt. Igen mumlede han ind i puden, som han næsten endte med at ligge slapt under hende. Han fik ikke luft, det gjorde ham svimmel og kørte ham mere ud i det hvor han endte med at besvime. At puden senere blev revet væk fra hans ansigt, var end ikke noget som han mærkede sig af. Han trak ikke vejret, selvom hans hjerte stadig måtte slå, så var det frygtelig svage slag og kun i tide og utide at det kunne mærkes. Stemmerne var så langt væk og i det fjerne.. var det Faiths?

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel var kommet til stedet kun ganske kort før Faith selv havde gjort det. Han havde nu valgt at kaste sig direkte indi det og havde mødt dem alle som også var ankommet nede i stuen. At Kimeya var dødssyg, vidste han udmærket godt og det var bestemt heller ikke en tanke som han bifaldte, for han havde hørt hvor meget han havde været der for Faith da hun havde været sengeliggende. Manden så ud til at have lært af tingene? Ikke fordi at det var noget som gjorde ham det mindste, for det gjorde det i den grad heller ikke. Det gjorde ham faktisk glad. Det kram i form af overfald som han havde fået af Cecilaya da han havde bedt hende om at lægge hans gaver ind under træet og håndhilste på Cedric, så var det tydeligt at se at de virkelig var tætte de to som søskende. Hvilket han også godt kunne forstå med det som de begge havde været igennem efter at Nalani var dukket op. Han mindes end ikke at Kimeya havde haft nogen datter fra før af? Det havde om ikke andet, så været umådelig godt skjult! Han sad for øjeblikket nede i stuen og snakket med Cedric. Han regnede også med at gå op til Liya, men først når det hele var blevet en anelse mere rolig, så det heller ikke måtte blive for meget for hendes del, for han vidste hvordan hun havde det med stress. Selvom hun vel havde stresset mere end nok med deres kære små børn, deres kære lille Silia og Raphael. Han sad selv med den lille knægt på armen. Han havde ikke set dem siden de var blevet født. De voksede jo så frygtelig hurtigt! Han lod hovedet søge let på sned og strøg ham over det lille røde kind. Han var som snydt ud af næsen på sin mor og han kunne ikke være andet end stolt! ”Du er da bare noget af det mest nydelige..” Han tav som han kunne høre Faith kalde oppe fra. Den tone så var det kun tydeligt, at noget var galt. Han rejste sig roligt op og med begge armene omkring den lille dreng, næsten som han måtte have skuldrene helt oppe til ørene! Aldrig havde han stået der som biologisk far selv, så det var jo selv noget ganske særligt. Den lille dreng lagde han trygt tilbage i sin egen vugge igen, som han hurtigt hastet op mod trappen. At de andre måtte se efter ham, var han lidt ligeglad med. Umiddelbart så ville han næsten tro at der var noget galt med Kimeya. Han nåede hurtigt hen til døren, hvor han stoppet op ved synet som mødte ham. Nalani på gulvet og Kimeya i sengen.. han trak da ikke vejret? ”Faith, hvad er der sket?” Han gik hurtigt forbi dem begge og hen ved siden af Kimeya hvor han tjekket for puls og vejrtrækning. Han sukkede og rystede på hovedet, idet han påbegyndte hjerte-lunge-redning via mund-til-mund.

[Silia D. Diamaqima]

Faith gjorde intet for at holde Nalani nede, det ville ikke være nødvendigt. Tøsen var måske dygtig, men hun var stadig ung, og selv det var Nalani klar over. Hjertet slog som en i sindssyg mod hendes bryst, hun skævede mod Kimeya, der så ud til at være gået ud, noget som virkelig bekymrede hende. Nedenunder kunne hun høre, at Cecilaya allerede var ved at terrorisere det hele, intet nyt under solen, den stakkels arme mand, der netop var hjemvendt og så sine børn for første gang siden fødsel. Nalani forsøgte at rejse sig en smule, Faith slap hende, lagde en hånd over hende, så et stort pres af enorm varm luft, ville være i stand til at holde hende nede. Selvfølgelig undyttede hun tøsens egen kropsvarme, dette skulle bestemt heller ikke være behageligt. De faste skridt mod trappen, havde hun efterhånden lært at kende. Det var Nathaniel, kommet som kaldet med andre ord. Faith havde været væk for flere uger, og sikke en velkomst, sikke en jul! ”Du bliver liggende der prinsesse! Der var noget direkte koldt over hendes blik. I det store og det hele, var Nalani kun endnu en kvinde, at føje til listen over, de kvinder som havde forsøgt at skille dem gennem tiden. Det Faith i virkeligheden reagerede på, var måden hendes børn var blevet behandlet, det havde aldrig været meningen, at det skulle gå ud over Cedric og Cecilaya, det var trods alt i vrede og frustration, over at Kimeya nægtede at lytte, hun var gået op direkte tvunget sammen med Nanthaniel. Stadig var hun ikke sikker, emn hva, det havde hun aldrig været. Blikket betragtede Nathaniel ”Jeg er blot glad for, at mine gener ikke hviler i den beskidte tøs” mumlede hun vredt, som tydelig svar til Nathaniel om hvad der egentlig var sket. Kimeya var i trygge hende ” Jeg smider hende her ned i kælderen” påpegede hun roligt, og hev Nalani på benene, selv på trods af hendes størrelse, der var langt mindre end den kvinde som var bygget høj og smuk. Faith måtte vel erkende, at hun et sted ikke håbede Nalani’s mor, havde været ligeså smuk? Roligt trak hun tøsen med ud fra soveværelset og bevægede sig mod kælderen.
Idet Faith passerede Cecilaya, der stod med en julekugle i hånden, så hun sit snit. Mor havde lydt urolig, og så højt som hun havde kaldt på onkel, så måtte der været noget galt. Det lettede hende at se, Nalani blive slæbt med på den måde, flabet som hun var, rækkede hun tunge efter hendes ryg, inden hun selv sneg sig op af trappen. Onkel var deroppe, hun kiggede ind af døråbningen, sørgede for ikke at blive set. Øjnene blev store som tekopper... hvorfor i alverden kyssede onkel på far, det var jo HELT forkert. Hun stilte sig i døren ”Nej Nej nej NEJ!” råbte hun fast, nærmere panisk ”Det er ulækkert! Hun lavede bevægelser, som skulle hun til at kaste op ”Desuden kan du blive syg” hun så på ham, med de yuskyldige grønne øjne, selv som snydt ud af næsen på mor.

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel kunne ikke rigtigt finde nogen glæde i denne jul uanset hvor meget han ville det. Han måtte finde ud af det med Liya, for det var .. bare ikke rigtigt uden hende. Faith var nok som hans søster og det havde heller ikke ændret sig det mindste i de uger hvor han havde boet under det samme tag med Faith. De havde fået snakket ud omkring mange ting og det havde faktisk også været meget rart med noget selskab for en gangs skyld. For hans eget vedkommende, så var det intet andet end tydeligt, at Liya passede utrolig godt på deres to små, for de var jo virkelig.. gudeskønne! Der var ikke noget andet begreb som kunne forklare det bedre, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig måtte komme til stykket. Han havde ladet børnene ligge og bare løbet ovenpå. Alle vidste at Kimeya var dødssyg og at han ikke havde langt igen hvis der ikke skete noget temmelig snart. Han vendte blikket direkte mod Faith. Selvfølgelig kom han når hun kaldte på ham, for han vidste at hun kun ville kalde på ham med den stemme hvis det var nødvendigt og ellers ikke. Han nikkede blot til hende. ”Udmærket Faith. Sørg for at komme herop derefter. Kimeya vil nok gerne have dig ved sig når han engang vågner igen.” Denne gang kunne han give hende det løfte, for han havde bestemt heller ikke nogen intentioner om at skulle lade den mand falde bort på juleaften og specielt ikke på denne måde! Nok at Nathaniel kunne smittes, men han havde kuren på sig hvis det endelig skulle vise sig at blive nødvendigt at gøre brug af den. Det var ikke ofte at man så Kimeya på denne måde, så det var kun tydeligt, at den måtte være fuldkommen gal! Han fortsatte sin mund-til-mund, selvom han ærlig talt slet ikke havde regnet med at Cecilaya skulle stå i døren! Igen så var det ikke noget som forundrede ham! Han vendte blikket ganske kort mod hende, som han startede sine kompressioner mod Kimeys hjerte. Han skulle have gang i det hele en gang mere. Han rystede på hovedet. Det her havde han selv heller ikke luft til mere, for det var virkelig noget som tog umådelig tungt også på ham selv. ”Det redder.. din fars liv,” begyndte han med en næsten antrengt stemme. Han var selv en anelse rød i hovedet, selvom han dog ikke stoppet. Han talte indvendig; 30 kompressioner og 2 indpust. Det var sådan at han havde lært det for skræmmende mange år tilbage. ”I min kappe Cecilaya.. Der ligger der en lile flaske – Grøn væske.. Giv mig den,” sagde han ganske kortfattet. Det var ikke tiden til dumme spørgsmål, dem kunne han tage bagefter. Lige nu var det at redde Kimeyas liv!

[Silia D. Diamaqima]

Cecilaya betragtede dem med store øjne. Nedenunder havde de andre hørt dem, men der var ingen som turde blande sig, ikke noget som hun tænkte særlig meget over, hun var jo bare nysgerrig! Det havde far selv sagt, at der ikke var noget galt i! Til gengæld, så var der noget galt i at onkel Nathaniel stod og kyssede på far! Det plejede altså at være mors job. Hun betragtede dem lettere nevøst, med de uskyldige grønne øjne. Han kunne jo ende med at blive syg, ingen måtte besøge far på den måde, det var det hun havde fået at vide, gennem flere uger nu. Mesy af alt var det Liya der afslørede hende ude foran døren, hun var den der holdte med øje med far. Ikke fordi det skete tid, hun var efterhånden blevet kedelig, hvis ikke hun var sammen med Silia og Raphael, så lå hun bare på sit værelse og stirrede ind i den åndssvage kugle, overhovedet intet interessandt. En smule interesseret, men dog forsigtigt, gik hun tættere på, for at se rigtigt efter. Hun var ikke helt sikker på, om Nathaniel overhovedet havde opdaget hende. Det gjorde hende lidt urolig, at se far ligge der på madrassen med lukkede øjne. Nathaniel havde jo lige sagt til mor, at han ville vågne igen, det havde hun hørt, så det ville han vel også? Hun så fra sin onkel og ned til sin far. Smilet var væk, istedet forsøgte hun at finde ud af, hvad der foregik. Det var garanteret hende Nalani, der var endt med at tage hendes far fra hende. Armene gled omkring hendes egen lille skikkelse, pludselig vældede tårer op i blikket, til Nathaniel endte med at skulle indvie hende. De vidste alle, at hun så bændende ønskede at hjælpe til, men der var ikke rigtig nogen foruden Nathaniel der lod hende, åbenbart fordi de synes at hun spurgte om alt for meget, og at det var for usikkert. Næsten stolt gik hun om bag Nathaniel, og gav sig til at rage i hans lommer, med tungen ud af manden af ren kocentration, selvom der i det store og det hele, ikke rigtigt var noget at koncentrere sig om. Hun greb om den lille flaske, og strakte den ud mod Nathaniel ”Her!” der var noget umådelig stolt i hendes mine. Sammentidig var Faith vendt tilbage. Vreden var erstattet med en bekymring, hendes hjerte slog fast, ikke mindst ved at se Cecilaya stå der i døren. Uden at forstyrre Nathaniels arbejde det mindste, stilte hun sig bagved hendes datter, og strøg hende over de flammerøde lokker ”Gå ned til de andre, min kære. Jeg er sikker på, at Cayla stadig mangler nogle kugler, eller mormor kunne bruge hjælp i køkkenet, jeg skal nok passe på far, så kommer jeg ned lidt senere, okay?” hun så mod Cecilaya, der kiggede op hende og pludselig så meget utilfreds ud, hun ville da også være her, også selvom hendes far ikke var så køn lige i øjeblikket. Hun sukkede ”Okay da” og himlede let med øjenene, før hun gjorde sig umage med at gå en meget langsom gang ud fra soveværelset og lod dem være alene. Faith selv satte sig på sengekanten, og holdte blidt Kimeya’s hånd, hun var bekymret.

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel så ikke problemet i at Cecilaya var så nysgerrig som hun var. Det var vel ganske naturligt, at man gerne ville vide omkring det som foregik rundt om en? Desuden havde han heller ikke noget imod at skulle indvolvere i hende i det som skete, også for at gøre det klart, at det ikke var fordi at han stod og kysset hendes far, for det var noget af det sidste som han ville! Det som han ønskede at gøre lige i øjeblikket, det var at redde mandens liv og det var også det eneste som han havde sat sig for lige for øjeblikket. Hans opmærksomhed hvilede fuldkommen på Kimeya, selvom han også var opmærksom på at hans lille datter måtte stå der ved siden af ham og fulgte med. Han ville love dem at Kimeya ville vågne bagefter, for han ville bestemt heller ikke lade manden falde på juleaften, for det var da noget af det sidste som denne familie havde brug for! Mere kaos end det som de allerede havde haft og det var heller ikke noget som han måtte ønske på nogen måde overhovedet. Elanya havde problemer med både Derick og Jared og Kimeya lå her dødssyg og Faith havde været væk i frygtelig mange uger, så det var da også kun på tide, at denne familie ville få bare en smule ro og fred! At hun begyndte at rage i hans lommer, fik ham nu blot til at smile, for de vidste jo alle at hun virkelig ønskede at hjælpe til og det var noget som han også ville lade hende. Han var der jo trods alt, så hvor meget galt kunne det egentlig gå? Han vendte blikket mod hende og sendte hende et let stolt smil. Selv så var han temmelig rolig omkring det hele og meget mere end det som han ville være normalt. Han skænkede Kimeya yderligere to indpust, så dybe at det ville trænge ned i hans svækkede lunger, inden han fortsatte arbejdet ved hans bryst. Det her var han virkelig ved at blive alt for gammel til! ”Det er flot Cecilaya.. ” Han vendte blikket som han måtte fange Faiths skikkelse stående i døren. At Cecilaya blev tvunget ud, overraskede ham egentlig ikke. Han lukkede øjnene let. Det her arbejde var noget som virkelig kunne gøre ham svimmel. Han stoppede dog ikke. ”Faith.. Flasken med den grønne væske.. Tving det i ham,” bad han stakåndet. Det her var hårdt nok i sig selv også selvom han selv så bedre ud end det som han havde gjort igennem temmelig mange år, så var der heller ikke meget som man direkte kunne gøre ved det. Han var ved at være gammel. Kimeya kom selv med små gisp efterhånden. Nalani havde nær kostet ham livet og det var i sig selv, heller ikke en tanke som Nathaniel brød sig meget om. Han skænkede ham to yderligere indpust inden han trak sig stille. Manden kæmpet for at få luft. Medicinen ville hjælpe netop ved at åbne luftvejene for ham og give ham noget af den manglende styrke.

[Silia D. Diamaqima]

Cecilaya var tydeligt ikke tilfreds med at blive sendt ud. Den tøs var pokkers nysgerrig, noget som hun klart måtte have efter hende selv, men det der var i overdrevet grad. Faith fulgte den lille pige, der skulle gøre sin entré for at blive bemærket, hun rystede på hovedet, selvom hun dog ikke formåede at holde det lille smil væk. Døren gled i foran ham. Den bløde madras, virkede næsten uvirkelig, med det som hende og Nathaniel havde levet i det sidste, selvom huj ikke var meget for at skulle erkende det, var hun vel blevet en smule luksuriøs? Hendes små fingrer var lukket om hans ru hånd. Den var stadig svedig. Blidt strøg hun over håndryggen, betragtede hans bryst, som forventede hun at se den liv, Nathaniel var igang med at tvinge tilbage i kroppen. Hun havde jo svoret at Nalani, en dag ville blive alles død! Det var også nær blevet hendes, hvornår lærte den dumme mand, at lytte til hende?! ”Så min kære” hviskede hun stille. Tanken om at miste ham, på denne hjertes fest, den gjorde mere ond end hun faktisk kunne bære, det var dybt ubehageligt. For en julegave. Familien var i forvejen en stor forvirring. Jared og Elanya, klarede sig tydeligvis ikke særlig god, Liya var blevet ekstrmet indelukket, og meget syg igen, mens Moniqe var... vendt tilbage? Det mindede hende om at Derick ville få den mest varme velkomst, hun havde ikke ligefrem regnet med, at han ville begynde at vækkke hende som sådan. Hun brød ikke stilheden, Nathaniel måtte koncentrere sig. Det var ikke fordi, at hun ikke ville overtage det job, det var tydeligt at det var hårdt for ham, men den ilt i hendes krop, var så varm, at den kun ville gøre ondt værre. Med årene var hun blevet kraftigere og kraftigere, ilden i hende brændte på højeste blus, den enorme flamme, hvilket også gjorde at hun ikke var i stand til visse ting, når det kom til et væsen, med krop af et ganske almindeligt menneske. Faith tog imod den lille flaske, og nikkede blot. Det var heller ikke første gang, hun havde prøvet noget som det. Hun slap Kimeyas hånd, og bed låget af. Den anden hånd, tvang hans kæber åbne, hvor at hun kunne lade væsken flyde ned. Selvfølgelig lagde den sig blot i ganen på ham, han var ikke i stand til at synke, og hun var skam ikke ude på at kvæle ham eller noget. Flasken stilte hun på bordet ved den anden, og tog fat med to fingrer, længst ved Kimeyas hals, lige under kæben, hvor hun trykkede på de to punkter, der direkte tvang væsken ned. Hun tjekkede efter ”Sådan” mumlede hun let, som et tydeligt tegn til Nathaniel, om at det var gjort. Endnu engang tog hun fat om hans hånd, mens den anden stille gav sig til at stryge over hans kind ”B.. Bliver han rask igen?” spurgte hun med sammenbidte tænde,r udelukkende fordi det gav hende lidt selvbeherskelse. Blikket var mneget alvorligt, hun tvang følelser tilbage, lidt hang der da ved fra leder tiden. Desuden.. Så måtte hun vide det, vide hvor hendes forventinger skulle være, selvom det ville gøre forbandet ondt.

[Kimeya Marvalo]

Cecilayas stemme havde Kimeya kun ganske svagt lagt mærke til i baggrunden. Ikke fordi at det var noget som gjorde ham det mindste, for han havde virkelig manglet familien. Ingen så jo til ham længere, så han følte virkelig bare at han var i vejen og det var heller ikke fordi at han havde haft meget at gøre ved det selv. Nathaniel holdt ham i live, så meget kunne han mærke, som han nærmest måtte puste livet tilbage i hans lunger – Om ikke andet, så var det da noget som tydeligt måtte hjælpe ham med det hele, hvilket han var glad for, selvom han virkelig måtte være frygtelig syg. Faiths stemme kunne han svagt høre, hvilket automatisk gav ham lysten og styrke til at fortsætte den ekstremt hårde kamp for at kunne trække vejret. Han ønskede at være sammen med hende. Han havde for pokker savnet hende som bare pokker! Som Nathaniel havde valgt at trække sig og efterlod ham selv alene med den hårde opgave at skulle trække vejret, så kunne han mærke Faith helt tæt ved sig. Noget så simpelt at skulle synke det som han fik i munden, var ikke noget som han kunne gøre mere og han hadet det virkelig mere end det som han måtte hade noget andet for øjeblikket! De faste tryk mod hans hals, som startede synkerefleksen, tvang ham selv svagt til at stivne, for de var faktisk noget som gjorde ondt selv på ham! Han klemte øjnene svagt sammen, som han lod Faith tjekke efter. Han havde virkelig ikke styrke til noget som helst fysisk set! Øjnene tvang han stille op, selvom de allerede med det samme måtte glide i igen. Han havde virkelig ondt og han havde det virkelig også fuldkommen elendigt! Hånden som havde lukket sig omkring hans egen, den var varm så det kunne da kun være Faith. Han trak næsten usynligt på smilebåndet for nemt de var det bestemt heller ikke. Han ønskede ikke at ligge så syg i aften! Ikke juleaften! ”F-Faith..” Hans ord var ikke noget andet end en sølle hvisken, for han havde ikke styrken til andet. Stemmen var direkte hæs og han havde i den grad også ondt, hvilket måtte være tydeligt. Hovedet søgte stille mod hendes hånd, som han lod hende stryge over hans kind. Hun var død, det var det sidste som han havde hørt omkring hende, og det var i den grad også noget som havde gjort noget så frygtelig ondt at skulle tænke på! Han forstod det dog ikke.. han var stadig syg og han havde i den grad stadig ondt? Hvordan gav det nogen mening?! Igen åbnede han munden i et forsøg på at lade ordene komme, men denne gang kom der bare ikke noget som helst. Han kunne virkelig ikke mere.

[Nathaniel Diamaqima]

Nok så Nathaniel meget bedre ud nu end det som han havde gjort igennem så frygtelig mange år, men det var virkelig ikke ensbetydet med at han havde luft til det hele. Han havde levet under samme tag med Faith igennem flere uger nu og han måtte erkende, at det i den grad også havde hjulpet på hans egen ensomhed, for han havde siddet alene i flere måneder, hvilket han bestemt heller ikke var vant til! Han havde været vant til at have folk omkring sig mere eller mindre altid. Det var underligt så meget som man kunne ende med at savne nogen ting så små og ubetydelige, men det var nu noget som han kunne. Han havde dog sat en ting op for i aften; Han ville ikke lade Kimeya falde på juleaften! Den bryg om Faith havde fået tvunget i ham var en medicin som han selv havde fået lavet, så han kunne næsten garanterer for at han ville få det bedre, selvom.. Han vidste ikke hvor slemt det måtte være, han vidste ikke hvor slemt det stod til i Kimeyas krop, så det var ikke til at sige hvornår han ville blive bedre. Han lukkede øjnene for et kort øjeblik, blot for at samle sig igen. At stå og give mund-til-mund var faktisk hårdt over længere tid og det var heller ikke fordi at det havde været meningen at Cecilaya skulle se ham stå og kysse hendes far, for det var virkelig ikke det som han havde gjort! Han lod hånden falde træt mod Faiths skulder. ”Jeg har selv brygget den, Faith. Den er styrkende, den vil få ham til at slappe af og tage de smerter som sygdommen har ført med sig.” Han betragtede hende med et roligt blik. At kæmpe for at holde dem adskilt, havde været nytteløst, så meget havde han fundet ud af. De elskede hinanden for højt ganske simpelt og det var noget som han havde den fulde forståelse for. Han sendte hende et stille, dog træt smil. ”Jeg kan ikke garantere at han bliver frisk. Jeg ved ikke om det endnu er for sent..” Han vendte blikket mod Kimeya. Han kæmpet, det kunne han da tydeligt se. Manden var stærk i det indre og han vidste det jo udmærket godt. Han så på Faith igen. ”Jeg går ned.. Sker der nogen ændringer ved ham som du er usikker på, så kald på mig.” Han strøg let over Faiths kind. Ikke med følelse i det, nej nej! Det var ment som en bror til sin søster. Det var jo det forhold som de havde haft igennem skræmmende mange år efterhånden. Han sendte hende et stille smil. ”Ikke tøv med at lægge dig ved siden af ham.. Du kan ikke blive syg. Du er for varm,” påpegede han roligt. Både hende og deres to børn var faktisk immune overfor denne sygdom med deres ilddæmon som han vidste, stod stærkt i dem alle, hvilket også gjorde det hele nemmere. Han vendte om og forlod stille værelset og lukkede døren efter sig, så han lod dem få lidt fred. Det havde de vel også brug for begge to?

[Silia D. Diamaqima]

Kimeya havde været syg længe, men det var aldrig rigtig gået op for hende, hvor slemt det egentlig havde været, selvom hun matte erkende, at det havde været lange uger I den rene bekymring for, hvordan han matte have det, ikke mindst, fordi hun selv vidste hvordan hun havde det, når han var borte. Men så igen. Kimeya havde været et langt større familiemenneske, end hun nogensinde blev, hun havde en teori om, at han var i stand til at ligge det bag sig, for at tage sig af det der var kommet ud af det, nemlig deres to fantastiske børn. Hun knugede hans hånd i hendes, han føltedes så kold i forhold til hendes egen varme, hun havde virkelig savnet ham, og et sted følte hun vel også en lille skyld, over ikke at have været i stand til at sidde der med ham. Dog havde det været et par interessante uger, hende og Nathaniel havde som altid haft meget at snakke om, ikke mindst mange diskussioner, på mange omårder kunne hun sige sig at forstå ham bedre nu, hvilket hun også måtte håbe på var gengældt, for det var heller ikke alle hendes handlinger, der var så iltre som hun gjorde dem til, det var helt sikkert, mange gange lå der en langt dybere mening bag. Tomlen strøg blidt over hans håndryg, mens blikket hvilede på ham, for at se forandring. Væsken var nede. Hun lyttede til Nathaniels ord, hvilket virkelig ikke beroligede hende. Hun vidste at manden var dygtig, men tanken om at kunne miste ham igen, den var næsten ikke til at udholde. Hendes hjerte slog nervøse slag, hun tog ikke blikket fra Kimeya der lå der, fugtig ved hende. Nalani skulle i den grad få sin straf, og denne gang var Kimeya der ikke til at forhindre det, den tøs havde forvoldt alt for megen skade ”Jeg håber” hviskede hun stille, og betragtede Kimeya åbne øjnene ganske kort, hun vidste at han kunne høre dem ”Jeg er her min kære” hun bøjede sig ned, og plantede et varmt kys mod hans kind. Han så langt fra godt ud, men hun vidste at dette blot var endnu et mindre humpel at hoppe over, de skulle nok klare det. Faith nikkede mod Nathaniel, og vendtede på at han trådte ud. Det lille smil prydede hendes læber, for nu kunne hun ånde lettet op. Hans anstrengelser var direkte tydelige at se. Hun rystede på hovedet, og lod den frie hånd stryge hans kind, ganske blidt ”Shh kære. Du behøver ikke at sige noget, spar på kræfterne” hendes tone var blid. Hun var rolig, hun havde haft uger til at lukke frustrationer ud, på sit vis havde hun behøvet at komme lidt væk ”Jeg har savnet dig” hun lagde sig ganske stille ned ved hans side, selvom hun passede på, ikke at komme for tæt på, hun ønskede heller ikke at gøre ondt værre overhovedet, for hendes del måtte han komme sig så hurtigt, som det ville være ham muligt, overhovedet. Fingrene strøg igennem hans halvvlange hvide hår. Hun vidste at han kunne tale, men det forhindrede i den grad ikke hende, så længe han var rolig, ville hun også selv være det.

[Kimeya Marvalo]

For Kimeya så gav det virkelig ikke nogen mening. Han havde hørt Nalanis sidste ord til ham.. at de var væk alle sammen. At hun havde revet hans egne børn fra ham og her lå han og ikke kunne gøre en skid ved det! Det i sig selv, var virkelig en frustrerende tanke på alle måder endda! Han kunne godt mærke Faiths varme hånd. Det var kun hende som var så varm, så han var slet ikke i tvivl.. Var hun kommet for at hente ham? Bringe ham til ro? Efterhånden så måtte han erkende, at det faktisk var det som han måtte have mest lyst til og så alligevel.. Han kunne ikke bare forlade sine børn, selvom hans lyst til livet ikke havde været der de sidste mange uger nu. Han blev kun værre og værre.. Medicinen havde ikke haft nogen virkning på ham, men denne.. Den var anderledes. Han lod hovedet stille søge i retningen af hendes hånd, for det var virkelig bare en behagelig fornemmelse. Når hun var her, så var det også langt nemmere for ham at skulle falde til ro og det var vel også tydeligt? Han kunne mærke hende tæt på og han havde mest lyst til at give efter for søvnen, selvom han var mest bange for at han ikke ville vågne igen hvis han gjorde det, for han havde det virkelig eledigt og som aldrig før! Sjovt nok som han altid skulle blive dødssyg når han endelig skulle blive dårlig! Han tvang øjnene op endnu en gang, som han vendte blikket mod hende. Han prøvede næsten at synke den klump som havde sat sig i halsen, selvom han slet ikke kunne. Han havde ikke styrken til noget som helst mere.. Hvor var det dog ynkeligt! Ikke fordi at han havde det største valg på nuværende tidspunkt, men han nød nu alligevel at blive liggende. At Faith måtte lægge sig ned ved siden af ham, fik kun hans hjerte til at slå en anelse mere fast mod hans bryst. Det var ligesom taget ud fra en af hans mange drømme når han endelig havde valgt at skulle give efter for den ellers så trængende søvn. Han bed sig svagt i læben og vendte blikket langsomt mod hende ved hans side. ”D-du var død..” Hans stemme var hæs. Han forstod da ingenting nu! Han havde endda prøvet at forklare børnene at mor ikke ville komme hjem igen. Han blev liggende. Hans ben gjorde tildels stadig ondt hvis han vred eller bøjet det for meget eller for hurtigt. Han var da ikke meget at samle på mere. Han forstod det ikke, han forstod ikke hvordan pokker hun kunne være der som hun måtte være lige for dette øjeblik, for det var ikke noget som gav nogen mening for ham! ”J-jeg forstår ingenting..” Han vendte blikket spørgende mod hende. Hvor pokker havde hun været i al den tid hvis hun ikke havde været død og borte som de mange rygter havde sagt?!