Hating this shit

[Jason Elvana Nimanhra]

Jason hang blot der over Gabriels skulder. Selvom det gjorde ondt i mere eller mindre hele kroppen, så var hans tanker helt andre stederGabriel havde formået at fjerne hans fokus. Han var imponeret over den kvinde, som havde valgt at søge videre, frem for at få det sidste farvel, det farvel de aldrig rigtig havde fået, og som hun havde fortjent. Nu var han der, og endda permanent? Jason var slet ikke i tvivl om, at dette også var noget som havde brat Evelyn til et helt andet niveau, også selvom det var noget som den kære lille Jeremiah, allerede skulle have gjort, så vidt han forstod, så var Evelyn umådelig glad for knægten og omvendt, det glædede ham kun. Han kendte trods alt knægten, og han vidste hvor svært hanhavde ved at knytte bånd. Det var vel også derfor, Gabriel valgte ikke at sove hjemme hos dem? Det kunne være for hårdt for knægten? Hun nikkede stille ”Tak” svarede han bare kortfattet. Et støn forlod hans læber, næsten længselsfuldt, efter den puls som Gabriel måtte have, næsten hypnotiserende. Der var ikke langt endnu, og det vidstehan. At se Evelyn fuldkommen overrasket, morede ham dog ”Godaften” hans tone var mørk. Ikke fordi han ville afvise hende, men han havde forfærdeligt ondt. Han lod sig falde ned i den yderst bløde seng. Evelyn levede da luksuriøst med hensyn til det. Et sted var han kun glad for, at hun kort var ude, så Gabriel havde mulighed for at nå at dække ham, inden hun ville komme tilbage. Han nikkede taknemmeligt mod hans kære ven. Han betragtede Evelyn som hun kom ind igen. Smuk som altid. Den kære Jeremiah sov vel også? Han skulle om ikke andet, ikke herind, Jason selv var end ikke meget for at Evelyn skulle, men hun havde ret, nogen måtte se efter ham, fjerne hans tanker, ellers ville det først for alvor gå galt, Gabriel vidste jo også at han ikke var i stand til at styrrer det, efterhånden måtte han bare have noget blod, og faktisk kunne det ikke gå hurtigt nok. Han betragtede de to tudelduer foran ham. Det glædede ham at se Evelyn, bare en smule mere sund. Hun havde da fået mere sul på kroppen, end den sidste gang han havde set ham, hun så ikke nær så syg ud ”Jeg er ked af at trænge mig på, på denne tid, Evelyn” mumlede han sammenbidt. Hendes blod duftede så sødt, han kunne høre hendes egen puls, ikke mindst efter Gabriel havde kysset hende,. Blikket gled i, han forsøgte at holde sig selv rolig ”Jeg kunne ikke.. bede om et glas vand?” hans tænder var bidt sammen, han havde brug for den rolighed, bare at se hvordan det ville flyde rundt, mærke den kølige fornemmelse ned i halsen. Også selvom det var meget at bede om, hun burde sove, ikke gå rundt og servicere ham, hvilkjet han også var ekstremt ked af. Han vidste dog at Evelyn ikke så det på den måde, overhovedet. Hans krop lå fuldkommen slap, stadig ikke i stand til at føle benene. Lige i øjeblikket forsøgte han bare at holde sig stærk, selvom det var så godt som umuligt!

[Deleted]

Det havde været en umådelig fredelig aften. Jeremiah var hurtigt faldet i søvn, og hun havde læst, mere eller mindre siden, nu var koncentrationen dog væk. At se Gabriel komme slæbende med Jason på den måde, det direkte skræmte hende, hvem pokker havde gjort dette mod ham? At have Gabriel omkring hende, havde i den grad sat et helt andet humør. Hun var ikke længere ulykkelig, for første gang gennem utrolig mange år, så følte hun sig komplet. Roligt lagde hun tæpperne over Jason i forvejen dækkede skikkelse. Hun vidste at han sådan set ikke behøvede varmen, men den omsorg lå bare til hende. Evelyn rystede blot afvisende på hovedet ”Jeg kunne ikke” gentog hun, og det var tydeligt hvad der lå i de ord. Hun kunne ikke uden ham, med andre ord. Evelyn forstod udemærket budskabet, selv for hende var Jasons sult ganske tydeligt. Jeremiah sov, hun regnede ikke med at han ville komme ind, der var ikke nogen grund til at sætte flere fristelser ”Det er helt okay” afviste hun dog. Det gjorde intet at han kom på denne tid, hun skyldte hele livet til Jason, bogstavelig talt. Evelyn nikkede blot forstående, gengældte Gabriels kys let og blidt ”pas på dig selv” tilføjede hun på hans vej ud. Det var blevet rene standart ord, hun var blevet direkte bange for at skulle miste ham igen. Roligt gled hun ned på Jasons sengekant, strøg blidt hans kind ”Hvad pokker er der sket?” spurgte hun roligt, og med en tydeligt bekymrede mine. Det var bestemt ikke fordi han var til besvær, hun skyldte ham absolut alt hun overhovedet måtte have. Hun rystede endnu engang blot afvisende ”Jeg kan love dig, at du ikke er til besvær, Jason” hun sendte ham et stille smil, så blidt som kun en engel formåede at gøre det. Hun nikkede stille ”Vent et øjeblik” roligt forsvandt hun ud af værelset for en stund. Der var ekstremt mange spørgsmål i hendes indre, først nu følte hun også, at hun rent faktisk måtte være udmattet. Roligt dyppede hun et mindre bæger, i den balje med vand de havde stående, fra bækken. Hun vendte tilbage til soveværelset med det, og gav det til Jason ”Værsågod min kære” sagde hun blidt, og betragtede ham med hovedet på skrå. Hun havde uden tvivl undt af ham ”Er der andet jeg kan gøre?” hun så på ham, en smule afventende. Efterhånden havde hun jo i sig selv brug for at slappe af. Hun strakte sig og gabte. Vingerne basked en lille smule. Efterhånden var de ikke nær så meget i vejen, hun var om ikke andet i stand til selv at kontrollere dem. Endnu engang gled hun roligt ned på sengenkanten netop ved ham. Det gjorde ondt at se ham sådan, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Alene den tanke om at Jason skulle have så ondt som han havde det, var slet ikke noget som Gabriel brød sig det mindste om overhovedet. Han ønskede ikke at hans kære ven skulle have det på denne måde. Han vendte sig roligt mod Evelyn som han havde fået Jason bare gemt lidt til under tæpperne, så han kunne finde muligheden for at slappe bare en anelse af. Det var jo trods alt heller ikke det hele som Evelyn var tvunget til at skulle blive præsenteret til med det samme, hvilket han bestemt heller ikke havde det mindste imod. Han sendt hende et stille og træt smil. Han vidste godt, at hun havde de problemer med at sove når han ikke var der, hvilket han faktisk måtte finde ganske charmerende. Han skænkede hendes pande et let kys. ”Det lover jeg dig, min kære,” sagde han stilfærdigt, idet at han havde valgt at forlade huset så hurtigt som det nu måtte være ham overhovedet muligt. Jeremiah måtte ligge i den sødeste søvn, hvilket han heller ikke havde noget imod. Den søde lille knægt skulle han nok komme ind på før eller siden.
Det gik ikke mere end ganske få timer, før Gabriel måtte komme tilbage igen. Denne gang var han dog ikke alene. I ly af de tidlige morgenstunder var jo der at dyrene måtte komme frem før de igen ville gå i skjul, så han havde været heldig. Måske at dåhjort ikke nødvendigvis måtte være det bedste, men det var jo trods alt bedre end ingenting. Den halvdøde hjort trak han roligt med sig og direkte ind i huset. Jason kunne ikke gå, så meget havde han jo fundet ud af og han ønskede heller ikke at skulle køre for meget rundt i det, end det som godt måtte være for deres egen del. Han trak det halvstore dyr med ind på soveværelset. ”Gå ind til Jeremiah min kære.. Bliv der til jeg henter Jer,” bad han stille. Han vendte blikket mod hende. Dyret holdt han fast med næverne som han roligt trak det hel i retningen af Jason. Dyret tvang han tildels ned at ligge ved sengen, som han roligt lagde det ene ben over den for at holde den nede. Han fandt sin lille kniv frem, som han nu valgte at holde hovedet godt på palds, ved dyrets hals skar han en lille flænge, også for at sørge for at det var der at Jasons opmærksomhed måtte hvile. ”Så er der mad du gamle,” sagde han roligt, dog stilfærdigt, som han vendte blikket ganske roligt i retningen af Jason. Han flyttede sig en anelse fra dyret, for at føre hovedet roligt hen til Jason så det ville være langt nemmere for ham selv at skulle bide sig fast. Han ønskede heller ikke at Jason skulle have det værre end det som han allerede måtte have det, ganske enkelt fordi at han havde haft alt det her at skulle slås med igennem natten. ”Det er måske ikke så meget, men.. Ja, det er da bedre end ingenting,” afsluttede han stilfærdigt. ”Spis.. Du har brug for det,” afsluttede han ganske kortfattet, dog alligevel godt bestemt. Han ønskede bare Jason tilbage på benene igen!