Hating this shit

[Deleted]

Flere måneders søgen rundt omkring i alle lande minus Procias havde efterhånden pirret Brandon en del, da det ikke havde givet noget resultat så langt. Han havde selv valgt at lade Procias stå uberørt hen indtil nu, da han ikke helt kunne se logikken i det hvis Ilaria var taget til Procias, men man kunne jo aldrig vide og han havde fra starten af valgt bare at udsætte søgningen her til han blev mere. Ja desperat vel. Han ville give hvad som helst for bare et lille hint om hvor hun kunne være. Han anede dog stadig efter alt denne tid slet ikke hvorfor det var, at han overhovedet ville finde hende. Han kendte hende knap og deres første møde havde langt fra været særlig venligt fra begge parter af. Han havde sendt nogle folk ud til og søge i Procias og havde valgt i nat selv også og han havde selv valgt et og var lige nu i skovens område. Hun kunne være hvor som helst hvis det skulle være rigtigt så her var lige så godt et gæt som så mange andre steder.
Han gik igennem skoven med de to hunde som sporhunde og lod dem rende rundt lidt foran og snuse sig vej. Han gik med en grå hue ned over det blonde hår så kun få totter stak ud, men det gav ham et lidt roligt udseende. Han gik også i grå trøje med lange ærmer og hætte hængende ned af ryggen. Han ville ikke virke for lumsk og forkert placeret hvis det skulle være rigtigt. Han tog sine forholdsregler på trods af han ikke var den bange type. Men der var risiko for en vampyr i Procias. Store risikoer og det vidste han. Han havde også planlagt sin færden en smule så han kunne nå tilbage før solen stod op. Der var dog masser af timer til endnu. Det var kun knap to timer siden, at solen havde forladt himlen. Han så rundt mellem træernes mange utallige stammer og kunne høre Max og Fluffy gå rundt og opfange spor. Han følte sig pirrelig stadigvæk over det hele af hvad der var sket og han ville nok ikke ligefrem tage imod den første han mødte med åbne arme medmindre den person var Ilaria. Sært så meget hans syn på kvinder var ændret bare fordi hun var som hun var. Han havde dog helst ikke lyst til, at erkende det, men han kunne jo nok heller ikke behandle hende som sidst. Ikke med det som han mente om hendes slags nu. Han havde ikke stødt på nogen hele vejen hertil og var oprigtigt ikke helt sikker på, at han ville møde nogen, men han fortsætte alligevel frem så længe der var tid, at løbe på.

[Jason Elvana Nimanhra]

Det vislede let i træerne. Mørket var faldet på, et sted på himlen glitrede millioner af stjerner. Mellem skyggerne fra træerne, gjorde nattehimlen det langt mindre uhyggeligt at færdes. Med mårettede skridt strøg Jason langs skoven. Bladene raslede under hans skridt, mens mørket skjule meget af hans skikkelse, kun den blege hud og et par isblå øjne afslørede ham i mørket. Der var intet andet en ren bekymring i blikket. Lisa havde efterhånden været væk længe, var hun selv gået? Nej, det lignede end ikke hende, der var sket noget og han brød sig ikke om det, specielt ikke med henblik på hendes graviditet, der var ikke længe til fødslen skulle stå, hvis det om ikke andet, ikke allerede var sket. Hvordan han overhovedet var endt på disse kanter, huskede han end ikke selv, fustrationen bar hans skridt, bekymringen i hans sind, han havde brug for at tænke. Hvorfor skulle absolut alt ende i et kaos her for tiden? Kunne det blive meget værre? Gabriel var død, lisa var væk og med hende hans udfødte søn. Hånden gled gennem det mørke hår, vinden blæste let, selvom kulden ikke rørte ham det mindste. Lyden af den rindende bæk var ikke langt væk, han lyttede intenst, vand beroligede ham underligt nok. Korset dinglede om hans hals. Så mange bønnerhavde forladt hans læber, så mange bedende ord om at få lov til at se den familie han måtte elske igen. Jaques var hjemme på slottet, der ville ikke gå lang tid før han selv ville kunne slippes fri af lænkerne, og nyde den sidste tid med yasmya, inden hun selv ville ende med at føde. Om ikke andet så var det ham en trøst, til gengæld var de også de eneste der manglede at blive revet fra ham på en grusom måde. Hvorfor havde Lisa da ikke også bare lyttet til ham?! Han havde bedt hende om at blive indendøre af en grund! End ikke i procias var der sikkert i disse tider, alt for mange dvasianere slap forbi muren, det undrede ham hvad vagterne måtte lave i mellemtiden, for de virkede ikke særligt årvågne, noget som i sig selv virkelig måtte sætte hans egen vrede i kog, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet! Det var først nu, det for alvor gik op for ham, hvor mørkt det faktisk måtte være, han var gået lige efter solnedgang, ikke fordi han ikke kunne tåle den, men efter alle de år i mørket så foretrak han det bare sådan, duen Lisa ved sin side, var der end ikke noget ved solen der var værd at betragte, selv på trods af den forlovelsesring, som gjorde det muligt for ham at skulle vandre på den måde. Et suk slap hans læber, han stoppede op et øjeblik, forsøgte at orientere sig blandt træerne, og de skygger som tårene sig selv langt højere end ham. Nu var han end ikke klar over hvor pokker han var endt, for pokker!

[Deleted]

Det var ikke alle lyde af de raslende blade som Brandon hørte. Han lagde heller ikke dyb mening i dem selvom de da virkede en form for beroligende på nerverne. Han havde ikke åbenlyse våben på sig og øjet kunne nok godt let snyde fremmede og folk der ikke tænkte dybere. Men alle der kendte Brandon eller havde hørt om ham vidste man ikke skulle lade sig narre af det man så. Han havde altid - altid et eller flere våben på sig. Små som regel, men yderst effektive!
Han kunne svagt høre sine egne skridt stoppe de blade der let blæste over stien omkring hans fødder, men ellers var der ikke meget andet og høre end vindens leg med bladene og skridt fra ham selv og de to hunde. Dog gav den en sig til og knurre lavt og stoppe op. Det tog ikke længe før Max gjorde det samme og dét var uden tvivl noget der vækkede Brandon´s opmærksomhed. an gik roligt lidt tættere på dem indtil han stod helt oppe ved dem og lyttede selv. Dog kunne han kun svagt fornæmme lyden af skridt. der var andre i skoven og tæt på. Mere eller mindre. Han gik roligt videre frem og nu holdt de to hunde sig dog ved ham. Roligt for ikke at skabe støj og lod vindens raslen med bladene sørge for, at der kom et lydspor over deres færden så chancerne for opdagelse blev en smule mindre. Han skimtede rundt foran sig og lidt mod siderne og var stadigvæk lidt usikker på hvor den fremmede måtte opholde sig. Han måtte træde ekstra forsigtigt nu. Han vidste ikke hvad han stod overfor og af ren vane og rutine gled hånden let op og løsnede den skalpel der sad fast indenfor i hans ærme så den gled ned og let var til, at få fri og forsvare eller angribe med.

[Jason Elvana Nimanhra]

Jason så sig omkring, næsten helt fortabt. Han var godt kendt med skoven, men han havde jo end ikke lagt mærke til den vej han havde valgt at gå af, før han forlod stien for flere timer siden. Han var temmelig dybt inde, og i dette mørke.. Det lod til at han måtte blive her til daggry, selvom det ikke var en tanke som han måtte bifalde, han burde bruge tiden på at finde hans forsvundende forlovede, der var så tomt i hans favn, og han var virkelig forbandet bekymret. Den hvide skjorte blafrede let i vinden, han trådte et par skridt yderligere. Han var ikke alene i skoven, det var allerede gået op for ham: Det var ikke normalt at der var liv i skoven på denne tid, det var også det der gjorde, at han avr ekstra opmærksom på lydende omkirng sig, blandt andet den knurren der havde valgt at afsløre sig for ham, lyden af de ganske forsigtige skridt. Det var nogen der nærmede sig. Hans blik var meget opmærksomt, spejdede efter hvem end som måtte gøre ham selvskabet for denne aften. På den anden side, han stod midt i Procias skove, hvem pokker skulle være her, som var farlige at komme i nærheden af? For alt han vidste, så kunne det være en søvnløs elver, der havde besluttet sig for at tage en mindre natvandring rundt i skoven. Ved den tanke, mistede han ganske hurtigt interessen. Istedet trådte han mod et træ, der under kulden avr begyndt at miste, dens ellers prægtige krone. Han satte sig, med ryggen mod stammen, og brystet rank. Tankerne kredsede omkring Lisa.. Tanken omkring hans lille baby som muligvis allerede var født, og tanken om ikke at have været med til fødslen slog ham direkte ihjel et eller andet sted ”For pokker da” udbrød han med direkte vred stemme. Det var kun en mild brise der svarede ham, der var mange fustrationer, og han behøvede efterhånden, at lade dem ud, inden det ville ende med at gå absolut helt galt, det var også helt sikkert.

[Deleted]

Lyden af en stemme et stykke længere fremme mellem skovens træer fik Brandon til at kunne placere personen på et bestemt sted og det var da altid en hjælp. Han gik roligt videre frem og stoppede op kort efter da det var han kunne skimte en skikkelse der åbenbart havde valgt, at slå sig ned og sidde op af et træ og det virkede en smule ulogisk på en måde. Han lagde sit hoved lidt på skrå og så blot på det han næsten var sikker på måtte være en mand efter at have hørt stemmen. Han kendte den ikke og derfor måtte det være en fremmed. Men hvem var han?
Han gik ikke tættere på og stod lænet op af et træ med skulderen imod og så blot på ham og kløede den ene hund bag øret før han lod dem snige sig tættere på. han måtte være mere. Han lukkede sine øjne halvt i og lyttede til vindens blide blæsen mellem træernes faldne kroner. Han havde altid elsket naturen og hadede efteråret hvor alt visnede og faldt til jorden. Han håbede snart vinteren for alvor ville slå igennem og lade landskabets afdøde natur blive dækket af et smukt hvidt lag sne som gav det et klart opskær og gav det en ny ynde. Han gled næsten helt væk i sine tanker om sneens klare skinnende overflade og glemte alt om hvad han var i færd med for en kort stund. Han vågnede dog op igen og fik sig selv til at gå tættere på den fremmede mand. Af ren nysgerrighed og for at se hvem det var. "Nå nå da..hvem har vi her?" han stilte sig op af et træ lidt væk fra ham og lod sit blik hvile på ham mens han havde talt.

[Jason Elvana Nimanhra]

Jason vidste at han ikke var alene, men selv han mistede interessen forbandet hurtigt for alting lige for tiden, det eneste han ikke mistede interessen for, var at finde hans familie, den del som avr væk og som han virkelig måtte mangle. Han knytede hpnden fast, kunne mørke hvordan ringen måtte klemme omkring hans ringefinger og nød følelsen. Han manglede den anden del, hvor pokker var hun blevet af?! Han havdejo.. Jason rystede blot på hovedet, forsøgte at skubbe tankerne fra sig. De isblå øjne gled i skjul bag hans øjenlåg. Det var nat, for et væsen som ham betød det ikke nogen former for søvn, men lige her behøvede han at slappe af, behøvede han at tænke på noget andet. For ikke at snakke om at han virkelig måtte længtes efter at føle hende efterhånden. Man kunne vel sige at han med årene, var blevet en smule afhængig af en kvindes nærvær, men så overbeskyttende som han havde været under hendes graviditet, så var der gået forbandet lang tid efterhånden, og det var han selv træt af! Blikket gled mod den skikkelse der endte med at tårne sig op. Selvom han stod i skyggerne, så lod han mærke til selv de helt små detaljer, hans nattesyn var godt, det var i mørket han havde levet i så forbandet mange år, så i det store og det hele, kunne det heller ikke rigtigt undre nogen. Der var ren ligegyldighed at sporer i hans blik, han interessede sig end ikke for manden, selvom han havde været så pokkers velkendt, hvis han blot havde valgt at tænke sig lidt om. Dette var hele grunden til at han endnu engang var endt med at finde Lisa, så et eller andet kunne han jo takke ham for ”Jason Nimanrah” svarede han blot kortfattet. Det kunne jo være en som søgte at vide hvem som han stod overfor, det kunne han jo ikke bebrejde. Hvad er så undrede ham, var at dette tydeligvis ikke var en procianer, så meget kunne han sige allerede nu!

[Deleted]

Han fugtede let sine læber mens manden overfor ham fortalte sit navn. Om det var hans sande navn eller et falsk kunne han jo så ikke vide med sikkerhed, men det var mere eller mindre underordnet lige nu følte han. Han nikkede bare stille til det bare for at vise han havde hørt det. Tyggede lidt på det for at vende det i sin hukommelse, men det gav ikke stor mening for ham. Han kendte ingen ved det navn og det var derofr lidt af interessen han mistede, men stadigvæk havde han ikke lyst til bare, at vende sig om og gå sin vej væk derfra. Nej han ville finde ud af mere om denne person. Måske høre om han havde set Ilaria? Kendte hende? Bare et eller andet! Noget at gå videre efter. "Jeg leder efter en kvinde. Hendes navn er Ilaira og hun er dæmon. Is dæmon." Han lod kort den ene hånd glide over hans ar der næsten var væk fra siden af hvor han uden tvivl havde mærket hendes is kraft ramme ham og det havde skadet ham mere end nogen anden kvinde faktisk havde været i stand til i alle de år han havde levet sit liv. Og det var ikke små år der var tale om. Flere menneske aldre.
"Hun har sort hår og hendes hud kunne godt ligne en vampyrs, da den er meget bleg. Hun vandrer rundt hvor hun vil og sidst jeg så hende var det i Dvasias. Jeg har ikke været i stand til, at opspore hende siden." han fugtede let sine læber og vidste ikke om det var smart, at sige for meget, men hvis han skulle finde hende måtte han jo give visse oplysninger.

[Jason Elvana Nimanhra]

Jason lod blikket betragte den mand som måtte stå foran ham. Han udviste ingen frygt, og han så ingen grund til ikke at fortælle sandheden,de fleste kendte hans navn uanset, så hvorfor forsøge at skjule det? De isblå øjne lyste kraftigt i natten. Hans egen hud var bleg som en vampyrs, og når han talte var de sylespidse tænder tydelige, han var et sted stolt af at være hvad han var, selv på trods ahn avr bosat i Procias. Han lyttede intenst til hans ord. Han søgte en kvinde? Så var de om ikke andet to, han ønskede hans kære forlovede igen, men at lede efter en is dæmon midt i Procias skove? Han hævede blot et dovent øjenbryn, armene gled på kors over hans bryst, fik ham til at se langt mere macho ud, end det som man faktisk kunne sige at han var ”Jeg ved ikke om De er klar over det, men muren er skarpt bevogtet min ven, at lede efter en dæmon i procias skove, er direkte håbløst” påpegede han roligt. Selvom hans kontakter var mange, så var det ikke ligefrem et navn som i det store og det hele måtte sige ham noget, det måtte han også ærligt erkende. Jason nikkede blot sagte, lyttede til beskrivelsen, forbandet mange kvinder så sådan ud i Dvasias, men i procias ville det blive svært at finde ”Som jeg sagde før. At finde hende i Procias, kommer ikke til at ske” hans tone var doven og nærmest ligegyldigt, det var svært at rådgive, så længe han selv manglede råd, den eneste mand der nogensinde havde formået at skænke ham dem, var gået i døden for mere end et år siden, kunne Evelyn ikke snart få fingeren ud af hullet, de var flere der behøvede ham! Indtil nu så han endnu ingen farer. Han rejste sig roligt ”De må undskylde mig.. Jeg skal også videre” hans ben sydede, det var først nu det gik op for ham, hvor lang tid han faktisk måtte have vandret. Han måtte vel finde hjem, putte sig i sengen og indtstille sin søgen til imorgen?

[Deleted]

"Muren er muligvis bevogtet, men jeg kom over uden problemer og jeg ved andre har gjort det samme. Hvis man ved hvordan så kan man let og uset komme over muren selvom man er en fjende. den er ikke så godt bevogtet, som i alle sammen muligvis tror på. Så det er ikke håbløst eller et skært valg jeg foretager mig. Jeg skal og må finde hende så jeg leder hvor end jeg kan komme til." hans stemme var en smule kølig og lettere irriteret over han bare smed det væk som om det ikke var muligt, at hun kunne opholde sig her. Han vidste hun måtte være et eller andet sted og muligvis på denne side af muren. Og indtil han enten fandt frem til hende i et af de andre lande så gav han ikke op på muligheden om hun måske var her.
Da manden rejste sig op gjorde han ikke andet end bare fortsat lade sit blik hvile på ham. Han havde så at sige lige nu masser af tid, men han kunne jo heller ikke bruge den her med en mand uden oplysninger alligevel selvom han måske kunne bruge ham til noget andet af en art. Men hvad? Han var temmelig frustreret for tiden og trængte nok mest af alt til at få tømt sit hoved for dem alle for at kunne tænke mere klart på sit formål med Ilaria. Hun måtte være et sted! Han sukkede lidt. "men det var en skam du ikke kunne hjælpe mig. Jeg har ledt forgæves i måneder nu. jeg har ikke længere tal på hvor mange." han sukkede igen og rystede lidt på hovedet og måtte snart have en form for svar følte han. Han skævede lidt op mod ham igen og bed sig i læben mens han så ham nærmest stå og samle energi i sine ben igen efter at have siddet ned.

[Jason Elvana Nimanhra]

Jason betragtede ham. Han var skam udemærket godt klar over at muren ikke var nær så godt bevogtet som de fleste måtte håbe på, sikkerheden skulle skærpes, men det var tydeligt at Keischa i forvejen havde travlt, og flere og flere blev syge, vagter sage op, det var en stresset tid, der var tider hvor han personligt stilkte sig for at holde øje med grænsemuren. At han så afslørede at han avr en fjende, brudt igennem grænsemuren, var ikke noget som Jason brød sig synderligt om. Han missede med øjnene, betragtede manden for at undersøge detaljerne. Den kølighed i hans tone afslørede at han at han ikke var en mand som jason ønskede at mænge sig med ”Undskyld.. Jeg fik ikke Deres navn?” hans høflighed var slående, også selvom han begyndte at være mistænktsom. Skjorten var en smule åben, afslørede det muskuløse bryst, han var en flot mand på trods det at han var utrolig dyster, han vidste det, og det var altid noget han havde spillet på. Der var noget ved denne mand som Jason bestemt ikke brød sig om, skulle han fører ham til slottet, eller blot lade ham færdes? Han virkede jo ikke direkte farlig? ”Jeg beklager meget at jeg ikke kan hjælpe Dem. Spørg i Dvasias, der tror jeg mulighederne er større” fastholdte han med det som måtte minde om en direkte ligegyldig tone ”Igen undskyld mig, jeg må videre” han vendte ryggen til, hvorfor skulle han dog bekymre sig om andet. Med rolige skridt begyndte han at gå i modsatte retning, selvom det ikke var hjem, så meget kunne han da konstatere, men ligenu var han ligeglad, han måtte bare væk derfra! Igen var det tanken om Lisa der slog ind. Hvis den mand til.. Brand... Noget gik op for ham. Han stoppede omgående, så sig tilbage. PÅ få sekunder stod han igen ved det store egetræ han netop havde forladt ”Ved nærmere eftertanke.. Jeg kunne hjælpe Dem med at finde hende” han nikkede. Der var noget dystert over hans tone, men pludseligt mere interesseret. Han vidste udemærket hvem denne mand var, og han måtte til slottet.. Omgående!

[Deleted]

Han gjorde til en start ikke udfald eller protest mod mandens ønskende bortgang. Da der dog blev spurgt ind til hans navn gik det op for ham han ikke havde fået præsenteret sig selv hvilket han normalt heller ikke altid gjorde før folk spurgte så det var der jo ikke noget nyt i på det felt. [B"Navnet er Brandon DeLoca. Jeg er Manjarno´s hertug.[/B] heldigvis vidste kun ganske få hvem han var udover det og indtil videre var det kun 3 der var i live med den hemmelighed og det var alle folk fra hans familie så dem stolede han på. de to andre han havde fortalt det til var begge døde. Dræbt. Han fik det faktisk helt dårligt ved tanken om Shawn, men skubbede det for nu til side. Han savnede manden og elskede ham da stadig, men der var andre ting lige nu der tog tid.
Han blev mildest talt en smule overrasket over manden pludselig vendte om og kom tilbage og nu tilbød sin hjælp. Det virkede langt fra normalt. Han blev mistænksom, men holdt det skjult under en facade som han altid gjorde. Han ville forsøge og snuse lidt mere om hvad denne Jason var ude efter. Han ville lige tjekke op på om han havde rent mel i posen hvilket han tvivlede stærkt på. "ja så? det ville da være rart.." Han smilede let til ham og havde stadigvæk ikke forladt sin plads op af træet fra før. Han skulle nok finde frem til hvad han var ude på. Han ville ikke gå i fælden. Den ville klappe om Jason selv istedet.

[Jason Elvana Nimanhra]

Det var først nu at det var gået op for Jason, hvem pokker denne mand var. Han havde personligt set ham den aften han havde valgt at fører Lisa med sig væk? Han huskede de kolde øjne, og den tone han have hørt. Et lilel håb voksede i hans bryst. Kunne det muligvis være ham som havde taget hende med sig igen? I så fald så vidste han om ikke andet at hun var i sikkerhed for nu. De isblå øjne så køligt mod denne greve. Nu hvor han kun bekræftede hans ord, så kunne det ikke blive meget bedre. Den amnd skulle op på slottet, han hørte til i en celle, de skulle nok få ham dømt! Selvom Jason vidste at det ikke avr muligt, så følte han næsten hjertet slå mod brystet. Hans blik og mine var doven, hans skjulte den enorme mistanke under facaden men ikke den interesse der pludselig var dukket op. Ved nærmere eftertanke så kunne han da godt give manden et lille peg, det kunne jo være hun var endt på slottet, fanget ved grænsemuren, også selvom Jason vidste bedre end det, han så alle der kom og gik fra det sted, han havde del i det arbejde og del i ansvaret på den måde, det var helt sikkert ”Denne vej” han gjorde høfligt gestus mod den vej han var kommet af. Det måtte da være mod slottet, lige her var det en enorm ulempe at være faret vild, det vidste han udemærket godt ”Hvis hun er nået over grænsemuren, er det ganske sansynligt at hun befinder sig på slottet” han sendte ham blot et roligt, og ikke mindt bekræftende nik, igen så vidste hanbedre. Nathaniel ville være lettet når han hørte om dette og det samme ville Lisa, når han engang ville finde hende, vel og mærke, hvilket han i den grad også håbede ville være snart!

[Deleted]

Han så skeptisk mod hans ryg da det var manden atter vendte sig bort for at føre an. Mod slottet? Han løftede let det ene øjenbryn. "Jeg kan ærlig talt ikke se det er en selvfølge, at hun må være på slottet. Hvis hun er her i landet og har haft gøremål i en by eller ude på landet så fører det hende jo langt mod slottet." Han rystede på hovedet. Ville Jason narre ham med mod slottet for at spærre ham inde? Det blev de altså to om at bestemme. Han gik stille med ham dog holdt han sig lidt bag ved. "Men vi kan jo kigge på de steder vi kommer forbi på vejen så det er da en idé og en start." Han smilede roligt og ville lige nu ikke afsløre han slet ikke havde tænkt sig og gå med. Han gik midlertidigt med på legen. Men snart vendte spillet sig om. Han ventede bare på det rette øjeblik trådte frem.

[Jason Elvana Nimanhra]

Der kunne ikke være nogen tvivl om hvor Jason ønskede at fører ham hen. Denne mand virkede ikke direkte farlig, men sandhedne var at det var præcis hvad han var, og han hørte til bag lås og slå, med tremmer for sig, så han ikke ville være i stadn til at flygte. Keischa ville blive henrygt, og gad vide havd ikke hans kære dronning Destiny ville sige til hans aktiviteter? ”Vi leder på vejen, jeg er dog ganske sikker på at hun er på slottet, ser du jeg arbejder der tilfældigvis, og jeg har med kældrene at gøre. Jeg emnte at vi den anden dag bragte en kvinde derind, en dæmon med den præcise beskrivelse du gav mig” det var ganske vist en løgn, men han var forbandet god til at skjule til, der var ingen forskel i hans stemmeførering overhovedet, han var efterhånden en rutineret løgner, også selvom det vel ikke ligefrem var noget som man burde være direkte stolt af? Jason trådte foran ham, og begyndte med rolige skridt at gå. Han havde ingen idé om hvor de var, han vidste bare at han måtte finde den rigtige sti, og komme tilbage til slottet med denne mand. Han lyttede intenst, men netop for at få hans tillid måtte han træde i fronten, han skulle nødig vide at han viste mistillid til ham.

[Deleted]

Han rystede bare på hovedet. Det var en løgn. Det var han sikker på. for få minutter siden havde han ikke set eller hørt noget om Ilaria og nu var hun pludselig i deres kældre på slottet? At manden så arbejdede der gjorde ham ikke just mere rolig i sagen. Han blev bare mere og mere sikker på det var en fælde. en fælde han ikke havde i sinde, at gå i. Han strakte sig lidt og gav sig mere eller mindre god tid ud af til som om han gerne ville være sikker på de fik alt med og ikke ønskede at skynde uønsket på Jason. Dog gik han bare og ventede til de kom til et mere.. ja velegnet sted så at sige. selv var han ikke helt sikker på hvad retning de gik i, men han holdt øje med detaljer der måske kunne give et hint. de to hunde gik ved siden af ham og lyttede. Han lyttede skam også selv lidt efter om der mon var andre, men det lød ikke til at være tilfældet. Heldigvis. Han stoppede roligt op efter de havde gået i kort tid og så mod Jason.