Hating this shit

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Gabriel vidste udmærket godt, at han havde været væk meget længe, for ikke at glemme at det var forkert af ham at være her uden at lade Jason vide det. Han ønskede blot manden det bedste og det var også det som han virkelig ønskede at give ham – som han også vidste, at det måtte være gengældt. At der slet ikke var nogen bevægelse i hasn ben, var noget som han havde mærket sig af, så var det noget som han blot bed i sig for nu. Jason havde altid været en stolt mand, og det var noget som de i den grad godt vidste. Det var vel også derfor at det gjorde ondt at se ham ligge pådenne måde? Han bed sig svagt i læben. At Jason om ikke andet kunne genkende ham, var ham et svar i sig selv. Dyret var på ingen måde fremme i ham i øjeblikket. At manden rakte ud efter ham og med tårerne ned af kinderne, var noget som tydeligt måtte berøre ham. Hvad pokker var der egentlig sket?! Han nikkede stille til hans ord, hvor han selv rakte hånden frem og lagde den frygtelig forsigtigt over hans håndryg. Manden var kommet seriøst til skade, det skulle man jo nærmest være blind for ikke at kunne se! ”Det er mig, Jason,” sagde han stilfærdigt. Han rykkede roligt tættere på, hvor han forsigtigt tog om korset. Han vidste godt hvilken betydning det havde fået for manden og det var også noget som Gabriel var glad for. Jason havde fundet en form af ro i den tro som Gabriel havde skænket ham og det glædet ham virkelig bare at vide! Han satte sig helt tæt ind mod Jason og gav ham det på igen med en let knude i nakken, så det ikke ville falde af. Han vendte blikket mod ham, hvor han hævede hans blim mod sig. At se ham græde, var ikke noget som Gabriel havde set før. ”Læg stille,” bad han. Han satte sig ved siden af ham og trak forsigtigt ned i kappen og blottede hans ryg. Hånden søgte roligt over hans ryg hvor et svagt lys måtte vise sig, som han begyndte at heale de mange sår over og langs rygsøjlen. Det var jo tydeligt for ham, at de var dype, så han kunne næsten gætte sig frem til hvad der måtte være sket, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig måtte komme til stykket. Han klandrede ikke Jason for hans fald, for.. det var vel bare sådan at det måtte være? Manden havde dog formået at gøre ham en anelse mere rolig kort før det skete. Hvilket han faktisk måtte være ydderst taknemmelig for. Jason var en af de få som han havde åbnet op for på denne måde, foruden Evelyn, så var Jason også den eneste som han i det hele taget formåede at snakke med omkring alt og intet. ”Hvem gjorde det Jason?” spurgte han kortfattet. Bare tanken om at nogen kunne finde på at gøre sådan noget i Procias, var noget som gjorde ham direkte vred! Han vendte blikket stille og roligt mod sin gamle ven og med den alvorlige mine. Han tog forsigtigt fat omkirng hans håndled og løsnede ham ganske forsigtigt. Han tog omkring hans håndled på samme måde sm han havde gjort det ved hans ryg og healede forsigtigt. Nok kunne han ikke direkte heale brækkede håndled, men han kunne lindre smerten, for det var tydeligt at Jason virkelig måtte have ondt og eftersom han faktisk kunne snakke til ham, så var det vel heller ikke fordi at dyret måtte være så langt fremme i ham lige nu? Det glædet ham dog, for det var kun noget som gjorde det hele så meget nemmere for ham og på alle måder. Han betragtede ham roligt og lod begge hans hænder komme fri, også selvom han var meget opmærksom på ham, så var det jo bare mere end tydeligt nok, at manden virkelig måtte have ondt! Og det var virkelig ikke noget som han kunne have med at gøre!

[Jason Elvana Nimanhra]

De tårerfyldte blå øjne betragtede Gabriel næsten hjælpeløst. Han var død, han havde mistet livet i hans egen favn og varetægt, mens han havde bedt Evelyn om at skænke alle andre den hjælp. Selvom han ikke direkte havde vist det, så var det stadig noget som måtte påvirke hans samvittighed, han havde revet de to fra hinanden, hvordan pokker han stå der igen? Det dæmrede en smule for ham, han huskede Azraels ord.. Når Evelyn ønskede det, ville Gabriel have den ene dag på jorden, men hvad pokker lavede hans så her? Tårerne trillede lydløst langs hans kinder, det var flovt at hvile som han gjorde det, det var slet ikke meningen at nogen skulle finde ham i den fatning, han ville jo bare gøre sit arbejde?! Og det skulle han straffes for? Hånden forsøgte at række ud efter ham, havde det ikke været fordi han var ude af stand til at bevæge sig, så ville Gabriel havde fået den største skideballe for, bare at forlade ham sådan! Dumme knægt! Hans skælvede, skriget stoppede ikke, det gjorde forfærdelig ondt, det gjorde virkelig noget så brændende ondt! Der var intet dyr, de sylespidse tænder var end ikke blottet, intet moderisk i hans blik, selv på trods at han var virkelig var sulten. Hånden faldt i Gabriels, det var som om det var trygt, han havde altid været som en bror for ham, måske en del yngre, men han elskede manden, det gjorde han. At føle det kølige sølv mod hans bryst, var i sig selv en lettelse. Det skabte en fred i hans krop, det kors havde været hans store hjælp i flere hundrede år, det havde været det der var at knytte sig til, det håb han havde mistet da Lisa havde valgt at søge til Nick, det havde været hans erstatning, og ligenu behøvede han det virkelig ”Tak” hviskede han stakåndet, og et sted også grådkvælt. Ved hans ord, sendte Jason ham blot et næsten dræbende blik. Det var ikke fordi han rigtigt havde et valg, han kunne ligesom ikke bevæge sig, i tilfælde det ikke var gået op for ham endnu! Varmen bredte sig over hans ryg. Han forsøgte at bevæge tæerne nu hvor han følte de dybe sår trække sig sammen, også selvom det ikke bar resultat med sig overhovedet. Minen blev langt mere opgivende. I det mindste så følte han ikke længere smerten i enden, efter Brandons indtrængen også selvom det var løbet en smule blod selv derfra. Det var rart at de mange små rifter blev healet hist og her, det eneste han manglede var alt det som måtte ligge foran, og som i det store og det hele, også var det absolut værste. Det var tydeligt at han var faldet langt mere til ro. Han stolede på den engel som i sandhed var kommet dumpende fra himlen, og satte slet ikke spørgsmålstegn ved hans healing, ”B-Brandon” stammede han en smule, i et halvvejst støn. Der var skam ingen procianer, men den selv samme mand der havde formået at lokke Nathaniel i baghold ”Jeg vil-vi-ville hav-have h-ham med t-til slottet, jeg ku-kunne i-ike-ikke lade ham g-gå f-frit ru-rundt i Pro-Procias” fremstammede han betydeligt udmattet. Det var rart endelig at bliver bundet fri. Han betragtede ham næsten med bedende blik. Håndleddene hang blot slapt, men i det mindste så følte han det ikke nu. Det kunne ikke være mere tydeligt at han faktisk havde ondt ”Lisa e-er væk” hviskede han stille, kun endnu mere hjælpeløst. Han ville have hende, holde om hende og føle hende igen, det andet her, var jo direkte uudholdeligt, selv for ham, det var der virkelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet!

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Hvad der var sket på balaftenen var noget som Gabriel allerede havde snakket igennem med Evelyn. De havde hinanden igen, selvom det var på et ganske andet grundlag, netop fordi at han skulle have Jeremiahs accept først og nemt var det ikke. Knægten var ikke meget for de forandringer som det førte til at han var der, men han prøvede da om ikke andet. Jason havde siddet der til det sidste, hvilket han i den grad også var frygtelig taknemmelig for. Det var virkelig ikke nødvendigt at føle skyld, for han klandrede virkelig ikke Jason for noget som helst! Han vendte blikket mod sin kære ven. Den mand var noget af det næreste som han havde haft igennem hans liv, også selvom det virkelig havde været en kamp uden lige, så var det ikke noget som han ville tøve med at gøre for ham, for den mand var noget som han skyldte alt til! At han havde ondt, var slet ikke en tanke som han ønskede at have med at gøre. Kunne han, så havde han lindret det hele og allerede her med det samme, for det andet, var faktisk noget som måtte gøre noget så frygtelig ondt, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det nu endelig måtte komme til stykket. Han sendte ham et stille smil. ”Jeg ved hvor vigtigt det er for dig, Jason. Det glæder mig bare, at du stadig går med det, efter så mange år,” sagde han stilfærdigt. Han mente det dog, det var ham en glæde, at han havde hjulpet manden så meget til fatningen fra dengang, for han havde set potentialet i ham allerede temmelig hurtigt. Hvem kunne da ikke det når man endelig måtte kende til Jason? At det var Brandon som måtte stå bag alt dette, var nu heller ikke en tanke som gjorde det meget bedre for ham på nogen som helst måde overhovedet. Han bed sig svagt i læben og med et relativt svagt suk. At manden ikke kunne bevæge sig i det hele taget, var nu slet ikke en tanke som var faldet ham direkte ind. Ikke før det direkte dræbende blik måtte blive sendt til ham, hvor han kun måtte sende et ganske så undskyldende et tilbage. ”Ja, undskyld..” mumlede han stille, selvom det dog tydeligt måtte være ment. Hvis der var noget som han ikke ønskede, så var det at lægge sig ud med Jason. Han var som en bror for ham, og ja han elskede ham og ønskede ham kun det bedste. At vide at det var Brandon som måtte stå bag alt dette, gjorde det på ingen måde bedre for ham, for han vidste udmærket godt hvad manden gjorde! Med andre ord, så kunne han næsten gætte sig til hvad Jason havde været igennem. Der var han virkelig ked af, at han ikke var kommet noget før! Han healede så meget ved hans ene hånd som det var ham overhovedet muligt, mens han sad og lyttede til Jasons ord. Direkte så kunne han ikke være andet end stolt. Han lagde håndleddet ganske forsigtigt ned. Han kunne ikke gøre stort ved det, men lindre det, det var noget som han kunne. Han gik videre til det andet håndled. ”Du behøver ikke sige mere Jason.” Han vendte blikket mod ham, hvor han tog fat om hans anden hånd for at heale den også. Jason var den eneste mørke her til lands som kunne tage imod healing fra en som ham. Han vidste det, for han havde selv velsignet manden, ladet ham bære korset og manden havde gået med til det, elelrs var det aldrig nogensinde sket. At Lisa var væk, var noget som gjorde ham tydeligt bekymret. ”Det.. Det gør mig ondt. Jason? Ved du hvor hun er?” spurgte han videre. At se sin kære gamle ven så frygtelig hjælpeløs var ikke en tanke som han brød sig meget om overhovedet. Alt det som Brandon havde taget fra ham, for han kunne se, at der manglede både tæer og fingerspidser. Han turde slet ikke tænke på hvad andet manden måtte have taget fra ham og det var noget som virkelig måtte gøre ham vred! Han lagde forsigtigt den hånd ned og fortsatte med alle de sår som han kunne se med det blotte øje. Han flyttede kappen med, så han kunne komme til. Jason vidste jo trods alt, at han aldrig kunne finde på at gøre ham ondt.

[Jason Elvana Nimanhra]

Jason var stadig ikke kommet sig over det chok, det i virkeligheden var at se Gabriel i live. Han åtte erkende at den mand havde været umådelig savnet, at man virkelig fandt ud af, selv hvor stor en indflydelse han faktisk havde haft på hans hverdag. Kinden hvilede mod den beskidte jord, det sved stadig, men nu hvor de fleste flænger var healet på bagsiden, så måtte han også erkende at det hjalp godt på det, ikke mindst fordi han nu også bare lod kroppen hvile afslappet mod jorden, han var rolig under Gabriels fingrer, for de gjorde ham intet, han ønskede ham intet ondt, desuden ville han være ligeglad i øjeblikket, et sted så ville det være langt lettere at falde direke i døden, også selvom det var utrolig hårdt at sige, for en mand så positiv, som jason i virkeligheden måtte være. Selv på trods af den døde krop, så frøs han faktisk en lille smule, det var ved at være rigtigt vinter, det var kun et spørgsmål om tid, før sneen ville brede sig også til det lyse Procias. Samvittigheden sad stadig i brystet, også selvom Gabriel faktisk stod foran ham, han var den der havde revet de to fra hinanden, han havde set Gabriel falde om til døden, og set Evelyns panikslagene ansigt. Hun sagde det aldrig højt, men han kunne mærke at hun bebrejdede ham et sted. Der var direkte lettelse at sporer i hans blik, så snart korset indfandt sig over hans hals, han havde båret det i så frygtelig mange år, takket værre Gabriel, han var velsignet med en gave, han var indviet i en tro og en trøst, der kunne udvikle på så mange måder. Han nikkede blot stille, han foretrak ikke at sige det helt store, eftersom det i sig selv var enormt udmattende, det var jo ikke fordi han havde meget energi i forvejen, ikke efter den behandling som Brandon havde taget ham igennem. Det dræbende blik, var ikke ment som en direkte bebrejdelse, men man kendte ham jo, og han var dyster, der var en dvasianer gemt i brystet, og han fandt bestemt ikke de ord specielt underholdende, specielt ikke eftersom hans ben nægtede at bevæge sig under ham, han kunne absolut intet følte, det sår mod hans rygsøjle havde virkelig været enormt! I øjeblikket lå han virkelig bare og muggede ved tanken om at han var blevet lokket i et baghold, han kunne have undgået det, han kunne have begivet sig ud i en direkte kamp med manden, men han havde aldrig været den mand som direkte bad om en god kamp, tværtimod! Jason stønnede stadig, udelukkende på grund af den smerte som sad i ham, hans skrig var blevet kvælt, men han ledte stadig efter en måde at tackle smerten på, derfor lettede det ham kun jo mere som Gabriel faktisk var i stand til at skulle heale, og fjerne smerten fra, ”Jeg slår den mand ihjel” hans tone var direkte farertruende, det var tydeligt at han mente det, og det i sig selv var forbandet sjældent. Endnu engang sendte Jason ham et meget sigende blik, tydeligt irriteret ”Hv-hvor pokker sk-skul-skulle jeg vi-vide det f-fra?! Ville m-mit blik v-være s-så be-bekymret hvis jeg hav-havde v-vidst det?” hans tone var godt irriteret, det var ikke fordi dyret var fremme overhovedet, men hans humør her til aften var ikke ligefrem det bedste, nej det havde Brandon formået at spolere, ganske udemærket. Det var forbandet sjældent at han faktisk bad om hjælp, og endnu bedre så tog imod den, men lige i øjeblikket var han hjælpeløs, ude af stand til at gøre noget som helst, så mange dele som han faktisk måtte mangle. Den mand ville være død før eller siden! Det skulle han i den grad nok sørge for!

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Gabriel var virkelig bare glad for, at han havde fået en chance mere og det var alt sammen på grund af Jason og Evelyn. Han skyldte de to hans liv! Han ville med glæde besvare alle Jasons spørgsmål når de kunne finde et mere passende sted og tidspunkt at skulle tage det op på. Lige nu så ønskede han virkelig bare manden ro og hvile og det at komme lidt ind i det skjulte, i stedet for at skulle befinde sig herude. At se den stolte mand som han altid havde kendt Jason som, til at skulle ligge her på denne måde, for det var slet ikke en tanke som han brød sig det mindste om overhovedet! Han healede manden ganske forsigtigt og de sår som han kunne komme til. Så lang tid at Jason måtte være så rolig som han var nu, så var det også det nemmere for ham at skulle være åben og bare holde Jason så rolig som det var ham muligt. At manden havde brug for blodet, var noget som han næsten kunne gætte sig frem til, så var det også noget som han måtte skaffe manden og noget som han agtet at gøre det. Han vendte blikket mod ham. Han ønskede at hjælpe ham, som han altid havde stået der og været ham en hjælpende hånd igennem den tid hvor de faktisk havde kendt hinanden. Det var klart ogå noget af det som var ham selv det bedste. Korset var Jasons trøst og hans tro, hvilket han i den grad også var frygtelig glad for og på alle måder. Han vendte blikket stille mod ham. At Lisa var væk, var noget af en bekymring som han ellers noget så tydeligt kunne læse i hans blik og det bekymrede ham. Der skulle forbandet meget til før en mand viste bekymring, for det var heller ikke fordi at han havde vist bekymring i sekunderne før hans egen død, for det var noget af det som han kunne huske som det mest tydelige og det som han mindes mere end det som han kunne mindes noget andet den aften. Alt det andet var ganske små brudstykker som han slet ikke ønskede at skænke en tanke lige netop nu, for det var ikke noget som der ville komme noget godt ud af på nogen måde overhovedet. ”N-nej, Jason… undskyld..” Han vendte blikket undskyldende mod ham. At kaste sig i strid med Jason ville han heller ikke få det mindste ud af. ”. Jeg bliver nødt til at vende dig om,” sagde han stille. Han tog ganske forsigtigt fat i manden og vendte ham ganske forsigtigt om. At de ædle dele måtte mangle, var noget som han måtte lægge mærke til allerede med det samme, selvom han virkelig prøvede ikke at skulle lægge mærke til det. Det var heller ikke fordi at han ønskede at gøre denne situation værre for Jason end det som den måtte være allerede fra før af, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om! Han lagde hånden mod hans bryst, healede der og ned langs hans mave og side. Han gjorde det ganske forsigtigt. Han vendte blikket stille mod ham. ”Jeg fører dig tilbage til Evelyn bagefter, finder noget for dig som du kan nære dig på og så lover jeg dig, at jeg personligt skal søge efter Lisa for dig,” afsluttede han ganske bestemt. Det var ikke et valg som han ville have taget for alt og alle, men Jason var et særtilfælde, netop også på grund af det bånd som måtte være dem imellem. Jason havde været der til at holde ham selv ved lige igennem så skræmmende lang tid og det var virkelig bare på tide at gengælde den store tjeneste! Gabriel skulle nok sørge for at denne nyhed var noget som ville nå til Destiny i Manjarno, for dette var slet ikke noget som han måtte finde sig i, for det var jo heller ikke fordi at den mand skule have lov til at fortsætte med at gøre som han gjorde! Det var stik imod det som Manjarno stod for på alle måder og det gjorde ham direkte vred at skulle tænke på! ”Du har brug for hvile.. Lang hvile,” afsluttede han stille, som han igen måtte koncentrere sig dybt omkring hans healing. Det tog jo selv på hans egen energi.

[Jason Elvana Nimanhra]

Jason havde virkelig ikke den mest fjerne anelse om hvordan alt dette hang sammen, han forstod ikke hvordan Gabriel kunne være i live, der var kun den forklaring at Evelyn havde valgt dagen lige netop i aften. Spørgsmål skulle i den grad nok blive stillet, men ligenu så var det ikke det, der var i hans tanker, lige her var han lidt egoistisk og tog imod hans egen behandling frem for noget andet, han behøvede den jo og det i sig selv var tydeligt. Han lod Gabriel søge hen over hans krop, heale diverse små rifter og den slags ting, som faktisk let ville kunne ordnes, det var skam heller ikke de ting, som han måtte vise sig urolig for, nej det var de ting, som han for alvor havde mistet, som for eksempel førligheden i benene og de mistede legemsdele, her tænkte han uden tvivl på et bestemt, fingrer og tæer kunne han da for pokker leve uden. Han var en stolt mand, og han var faldet direkte i jorden, uden den mindste mulighed, noget som han selv var godt træt af, han var blevet lokket i baghold af en mand, som han havde haft næsten i den hule hånd, det var virkelig ikke til at forstå. Ligenu ville han bare gerne væk fra den kolde jord, hvile i en varm seng, og bare glemme alt det her. Hvad en flaske whiskey ikke ville kunne gøre ligenu. Han lå der på jorden komplet rolig, irriteret og vred ganske vidst, men om ikke andet så var det ikke det direkte dyr der kunne ses, selv på trods at han virkelig var sulten, han følte direkte længsel efter blod, derfor var det heller ikke så let at have Gabriel så tæt på, det var et held at han havde lært at kontrollere den sult, lært at være tålmodig og vente. Korset brændte ikke hans hud, det lettede ham tværtimod at have det igen, det skabte med øjeblikelig virkning en bobel af tryghed, også selvom han følte for at direkte at skide på det hellige, slå Brandon ihjel uden nåde, som kun en dvasianer ville kunne få sig selv til at gøre. Jason nikkede bare fast til hans ord, han skulle ikke undskylde, det burde være ham, men han gjorde det ikke, i øjeblikket var han direkte ligeglad med retfærdighed og alt der måtte høre til. Endnu engang fik han et dræbende blik, greb fat om Gabriels håndled, og rystede bare på hovedet. De smerter kunne han udemærket overleve, der behøvede han ikke at kigge. Alligevel måtte han give slip, takket være de brækkede håndled, og lade sig vende om. Den sylespidse tand borede sig ned i hans underlæbe, lod blodet træde frem selv der, mens han end ikke turde se Gabriel i øjnene, direkte bange for hans reaktion. Igen lod Jason ham blot heale ham ned over kroppen, kun glad for at Gabriel ikke kommenterede det, for det var umuligt at undgå at se, Jason vidste udemærket at han havde lagt mærke til det. Tanken om at indfinde sig hos Evelyn, hendes varme omsorg og hendes bekymrede mine, han savnede hende faktisk, det måtte selv han erkende ”Tak, Gabriel.. D-Det V-ville var-varme” afsluttede han med et lille nik. Desuden så turde han uden at tøve, lade Lisa overlades til Gabriel, der var ikke mange mænd han stolede på som han stolede på hans kære gamle ven, derefterhånden havde status af en bror for ham. Dette skulle videre til Destiny, det var hans egen plan, det brød Manjarnos principper, og nu var det anden gang, desuden ville de t stille manden svagere og dø... Det skulle han!

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Gabriel skulle nok besvare alle Jasons spørgsmål når tiden var mere rigtig. Lige nu ønskede han selv bare, at skulle få manden med sig væk herfra og i hvile ved Evelyn, hvor han kunne være helt sikker på at han ville være tryg og sikker, for han kunne i den grad godt forstå at Jason måtte være urolig. Han skulle nok personligt søge efter Lisa og han ville i den grad heller ikke hæmme med det på nogen måde, for han vidste hvor meget den kvinde måtte betyde for ham. Det var jo hende som de havde snakket meget om igennem før at de havde fundet hinanden igen og det var jo bare sådan, at det måtte være når det endelig måtte komme til stykket. Han havde altid ønsket at hjælpe manden så meget som han kunne, det var slet ikke noget som han ønskede at skjule for ham. At de nedre dele måtte mangle, havde Gabriel allerede fundet ud af og det var i den grad også tydeligt, at Jason måtte være klar over, at det var noget som måtte mangle i det store og hele, ikke at det var noget som han var meget for. Hænderne som måtte gribe omkring hans hænder, var noget som fik direkte tvang ham til at stoppe, selvom det var tydeligt, at manden virkelig måtte have ondt. ”Det er for at hjælpe, Jason,” forklarede han sandfærdigt, selvom det var tydeligt, at han måtte være direkte tvunget til at slippe ham igen. Det gjorde vel for ondt for ham? Det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det endelig måtte komme til stykket. Han lod hænderne vandre over de mange sår som han kunne se og sørgede blot for at heale så mange af de sår som han kunne og var i stand til at skulle gøre det. Han ønskede ikke at manden skulle have ondt, udelukkende fordi at han fortjente så meget bedre end alt det andet, det var slet ikke noget som man skulle tage fejl af. At Jason måtte give udtryk for taknemmelighed, var noget som blot fik ham til at smile. Jason var en dvasianer, og det ville klart forundre ham hvis han ikke ønskede Brandon død. Han healede de sidste sår. ”Det kommer til at gøre ondt,” sagde han stille, ikke mindst bare for at gøre ham klar over det i den anden ende, for det var efterhånden også nødvendigt. Han pakkede kappen ganske forsigtigt omkring ham, blot for at trække sig helt tæt på. Vingerne bredte han roligt, som han forsigtigt måtte tvinge Jason op over ryggen, for at holde ham fast og for at gøre det så behageligt som det ville være ham menneskelig muligt at gøre det. At Jason ikke kunne bevæge sine ben, var jo selvfølgelig noget som gjorde det hele langt mere besværligt, men hvem pokker kunne klandre manden for det? Det var jo slet ikke hans skyld på noget tidspunkt. Han kæmpede sig forsigtigt op på benene og uden at slippe Jason. Vingerne hjalp ham dog hurtigt op, som det var nemt for ham at holde balancen. Ved at bære ham på denne måde, så var det virkelig også noget af en utrolig tillidserklæring til Jason, netop fordi at han måtte være temmelig tæt på hans hals. Han tøvede dog ikke med det, for han stolede virkelig på Jason når det kom til alt! ”Lad os komme afsted..” Han vendte roligt om på hælen og gik samme vej som han måtte være kommet. Han holdt fat om Jasons overarme, så han ikke ville ende med at glide af og med vingernes kraft, så trykkede han svagt mod Jasons sider for at holde ham på plads så han ikke ville ende med at glide af, for det ønskede han ikke. Manden havde mere end ondt nok fra før af og han ønskede det bestemt heller ikk skulle blive værre! Han vendte blikket stille mod sin kære gamle ven. Han bar virkelig status som den bror han aldrig havde haft. ”Desuden.. I det offentlige, så er jeg ikke Gabriel mere. Det er kun i det private,” fortalte han roligt. Svært var det måske at tænke sig frem til, men når man tænkte over det, så var det ganske logisk. Et sted så ønskede han vel også bare at fjerne Jasons fokys lidt? For han ønskede ikke manden skulle have det som han havde nu.

[Jason Elvana Nimanhra]

Der var ekstremt mange spørgsmål som faktisk hærgede hans sind, men han vidste også at han måtte vente tålmodigt, de skulle nok blive besvaret, men først måtte han finde en smule hvile, så han også ville være i stand til at tænke som den mand han faktisk måtte være. I det store og det hele så glædede han sig bare til at komme hjem til Evelyn, hendes kærtegn og hendes stemme var ligeså blød som Lisas, i nærheden af hende så blev han rolig, det var den samme effekt hans kære forlovede havde, og ligenu ønskede han virkelig bare at finde hende, han savnede hende, han manglede hende, man kunne vel et sted godt sige at han følte, at hans favn var fuldstændig tom, og at der manglede noget uden hende? Og selvom Evelyn var en kvinde han måtte holde af, så var det Lisa han elskede, selv på trods af at hans hjerte var kold og dødt. Det gjrode forbandet ondt at skulle tage hans hænder på den måde, derfor valgte han også at slippe igen, også selvom minen var tydeligt anstrengt fa Gabriel faktisk måtte vende ham. De ædle dele manglede, enhver vidste hvor meget det betød for ham, hele hans manddom var blevet fjernet fra ham, bare sådan uden videre. Et sted lettede det kun at Gabriel ikke kommenterede det, han havde ikke brug for de kække kommentarer som han vidste at hans kære bror, kunne være kommet med om han ønskede det vel og mærke. Blikket var stift mod den sorte nattehimmel over dem, det var langsomt begyndt at blive lysere, han ville gerne undgå solen, også selvom den ikke ville dræbe ham, men han færdedes kun i den for Lisa’s skyld, den var stadig ikke behagelig, men det var noget han ønskede at dele med hende, ønskede at være en del af hendes verden, såvel som hun var blevet tvunget til at være en del af hans. Gabriels ord foruroligede ham. Hvad mente han? Hvad ville gøre ondt? Svaret kom så snart han blev trukket op ove skulderen. Et skrig af smerte brød atter hans læber, han kneb blikket fast sammen ”For pokker Gabriel!” udbrød han næsten vredt, også selvom den ikke direkte var vendt mod ham overhovedet, han forsøgte jo bare at hjælpe, og et andet sted så hjalp det virkelig ikke hende. Eftersom Gabriel havde grebet om hasn ben, så følte han næsten at han faldt, udelukkende fordi han ikke følte at han faktisk blev holdt over, det i sig selv var en forbandet ubehagelig følelse, det var der heller ikke nogen tvivl om! Den store årer i Gabriels hals var tydelig, specielt fordi han faktisk måtte spænde i kroppen. Jason kunne høre den, høre pulsen banke, han kunne høre det rene, saftige blod løbe igennem, han kunne se det for sig, det var næsten hypnotiserende. Blikket vendte han væk, forsøgte at tænke på alt andet end det blod, han ville ikke sætte tænderne i Gabriel, det nægtede han virkelig, han var vegetar, og Gabriels blod ville gøre ting ved ham, som han ikke ønskede. Jason så end ikke på ham ved hans ord, han ville ikke, blodet var for fristende til at se andre steder hen ”Lige i øjeblikket prøver jeg bare at finde ud af, hvordan pokker du overhovedet er i live” hans tone var yderst anstrengt, og ikke mindst alvorlig. Men han havde fået stemmeføringen igen, uden at skulle stamme, det betød om ikke andet lidt mere ro i kroppen, og mindre anstrengelse som uanset ikke ville være godt for ham. Det var skam heller ikek fordi, at han ikke var glad for at se ham i live, men lige her så var der alt for mange spørgsmål, og lige for nu så var det ikke tålmodighed han havde mest af, han ville bare hjem.. Have alt det her ordnet med det samme, ingen diskution!

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Gabriel kunne sagtens slænge med læberne i øjeblikket og komme med de mange kommentarer, men i denne situation, så vidste han udmærket godt, at det ikke var noget som ville hjælpe ham det mindste på noget som helst tidspunkt, det var slet ikke noget som man skulle eller måtte tage det mindste fejl af. Det var jo bare sådan at det måtte være vel? Han betragtede sin kære gamle ven liggende der på jorden. Det ville tage forbandet lang tid at komme sig efter dette, også selvom han agtet at skulle hjælpe ham igennem det, hvis det skulle vise sig at blive nødvendigt og muligt selvfølgelig. Jason skulle under ingen omstændigheder få lov til at stå med dette alene! Det var ganske enkelt ikke noget som han ville tillade sig på nogen måde overhovedet! Som han havde fået de sår healet færdigt som han nu kunne komme til, så var det blot noget som måtte glæde ham, hvis det kunne hjælpe Jason bare en smule. Dette var noget som han var klar over ville gøre ondt, men Jason skulle virkelig op på hans ryg og det var nu ikke noget som kunne gå hurtigt nok. Gabriel havde været væk før forlovelsen, så han var end ikke klar over at Jason kunne være ude i sollys, så det var vel også en grund til at han handlede drastisk? Skriget var noget som virkelig måtte skære noget så frygtelig voldsomt i hans sind og krop for det gjorde ondt at høre. Han bed tænderne fast sammen og tvang sig op på benene. ”Undskyld Jason,” mumlede han let idet han endelig fik sig tvunget op på benene. Han vidste at Jason ville gøre det samme for ham hvis det skulle vise sig at være nødvendigt og det var vel også grunden til at han gjorde det som han gjorde det lige i øjeblikket? Han gik roligt i retningen af Evelyns hjem. Det var jo ikke der at han var normalt. Armene hvilede omkring Jasons ben og med hans arme over hans egne skuldre, så gjorde det jo kun det hele meget nemmere for ham, ved tanken om at han skulle holdes oppe. Vingerne støttede tæt ind mod Jasons krop, så han ikke ville falde. Han ville ikke tabe ham! Det var noget af en tillidserklæring at skulle komme med, ved at lade Jason være så tæt på hans hals, men igen.. Han vidste at manden slet ikke ønskede at sætte tænderne i ham, så gik han også ud fra, at han kunne beherske sig godt nok til at holde igen. Han smilede svagt. ”Jeg ved at Azrael viste sig for dig, Jason. Husker du hvad han fortalte dig?” spurgte han stilfærdigt. Foruden det ene døgn han ville få sammen med Evelyn, så var der en hage ved det. Hun havde været i stand til at give slip, hun havde været i stand til at lade ham gå og det var det som havde gjort det. Et smukt fællesarbejde med Darlene og Azrael. Han skyldte virkelig de to hele hans liv og Jason med! Hna holdt fast omkring Jasons ben som han kunne se Evelyns hjem tårne sig for ham. Han kunne i den grad godt love Jason, at han skulle søge efter Lisa for ham. Han havde jo set dem sammen, hørt de historier som Jason nu kunne komme med. ”Lige nu er min førsteprioritet at få dig væk før solen rammer os,” forklarede han sandfærdigt. Han håbede blot at Jeremiah måtte være i seng og at Evelyn stadig måtte være oppe, for det var ikke længe siden, at han var gået fra hende af, så man kunne vel godt håbe på det et sted? Han vendte blikket mod Jason. ”Jeg får dig indenfor, blokere vinduerne og finder dig noget at spise. Derefter søger jeg efter Lisa for dig,” afsluttede han stilfærdigt og ikke mindst også med den klare alvorlige stemme. Manden skulle igen under kontrol, for han vidste udmærket godt hvad alt det andet kunne gøre ved ham. Han bar stadig mærkerne, selvom det nu ikke var andet end et klart ar på det som havde vist sig at være et venskab som han aldrig nogensinde ville gå tabt.

[Jason Elvana Nimanhra]

Det gjorde virkelig forbandet ondt at blive kastet over Gabriels skulder på den made! Hvad pokker havde den mand til Brandon haft gang ?! Som han hang der nu, klamrede sig til Gabriel, modstod fristelsen til at sætte tænderne i ham, på trods tanken om det velsmagende blod allerede nu drev ham, han kunne love sig selv at en dag ville Brandon være død, og den skulle ikke være fredelig og langsom, nej han skulle langsom drænes, som var det et offer der var blevet aftenens madding, han havde aldrig været af den mest voldelige natur, han foretrak at snakke om tingene frem for noget andet, men lige her.. Det var en længsel efter at udgyde blod, efter at dræbe, og en dag skulle det uden tvivl nok lykkedes ham. Skriget var efterfulgt af et lille støn, han forsøgtevirkelig at bide smerten i sig, han vidste at det ikke gjorde det nemt for Gabriel, og at hans kære gamle ven, for intet i verden, ønskede at skade ham. Tanken om at komme ned og ligge, bare afslappet og vendte på at fæden ville komme til ham. Han var en mand.. lidt doven havde han vel lov at være? Man kunne da se dette som en måde at fjerne hans fokus fra, han tænkte som en i helvede, det gjorde han altid, der var en grund til at han måtte sidde i en posititon der udelukkende handlede om at tænke. Han huskede skam udemærket den aften Azrael havde stået foran ham, i egen høje person, han huskede hvert et ord, også selvom det var svært at minde sig selv om lige i øjeblikket. Han rystede en smule opgivende på hovedet ”Han sagde forbandet meget, min ven” hendes tone var yderst anstrengt, det var ikke fordi smerten var væk endnu, han bed den bare i sig. Azrael havde virkelig nævnt meget, inklusiv det ene døgn , det var ikke fordi at Jason havde fået direkte detaljer så. Et lille smil krusede sig over hans læber. Det morede ham virkelig at Gabriel var så opsat på at få ham væk inden solen måtte stå op, han skævede ned mod den ring som måtte hvile på hans finger, han knyttede hånden kun for at mærke den. Han manglede hende virkelig ”Jeg frygter ikke solen, Gabriel. Lisa skænkede mig en uvurderlig gave” mumlede han hemmelighedsfuldt og en smule mystisk. Ikke at det var nyt for den mand, man kunne sige meget, men man kom dog ikke uden om at han på alle måder måtte være en Dvasianer. De nåede udkanten. Der kunne ikke være langt igen, han havde ikke besøgt Evelyn i lang tid, og det var faktisk noget der faldt til hans samvittighed nu, han vidste jo at hun havde fået sin kære lille søn. Han huskede ham fra børnehjemmet, en dejlig dreng, det var der heller ikke nogen tvivl om. Han nikkede medgivende ”Det lyder fornuftigt.. Lov mig at du finder hende” tilføjede han med en mere stille hvisken. Han ville ikke mangle hende længere, det ville han ganske simpelt ikke!

[Deleted]

Det var virkelig ved at være sent efterhånden. Evelyn sad inde i den lille stue, som Jeremiah havde været med til at indrette. Det var farverigt, men stadig lyst. Sådan kunne de alle bedst lide det, hvis det fik lov at slippe rigtigt igennem. Der var ild i pejsen, de havde fået dette sted forvandlet til en beboelig hytte, og faktisk en hyggelig en af slagsen. Der var mere end rigeligt plads til de to, og Evelyn var slet ikke i tvivl om at Gavriel en dag også ville kunne proppes ind, hvis hendes lille knægt ville tillade det selvfølgelig. Det var et par timer siden han var taget afsted, efter at de alle 3 havde sat og ’leget’ lidt på gulvet. Han sov der ikke, udelukkende for knægtens skyld, men dette gjorde dog også at Evelyn som regel stod søvnen over, udelukkende for at undgå at have den urolig og fyldt med diverse mareridt. Snuden var begravet i en bog. Ilden fra pejsen gjorde det muligt for hende at tolke de små bogstaver. Det mørke hår hvilede ned langs hendes slanke skuldre, indrammede hendes blide ansigt. Hun var iført den sædvanlige himmelblå natkjole af silke. Jeremiah var puttet og lagt i seng og det hele, han sov roligt, han lod til at være en glad dreng på trods han ikke sagde særlig meget, en ganske særlig dreng, man kunne i den grad ikke sige at hun fortrød noget som helst. Hun så op fra de fyldte sider og kastede et blik mod himlen. Det blev langsomt lysere, det havde været en mørk nat, ikke så meget som en eneste stjerne at skimte. Hvor mon han sov? Et sted burde det være ligegydigt, hun glædede sig bare til han ville være i stand til at få pladsen ved siden af hende, ligge og holde om hende, det var så forbandet længe siden. Uden rigtigt at ligge mærke til det var det et smil der havde fundet vejen til hendes læber. Hun rystede på hovedet af sig selv, hun var aldrig kommet over det stadie der hed umulig teenager, når det kom til hendes forelskelse i Gabriel, det blev aldrig forældet eller kedelig. Hun hostede en smule. Det kolde vejr gjorde hende forkølet, og den seneste tid havde hun hostet ekstremt uden rigtigt at være syg, men at få influenza i dette vejr, ville heller ikke være underligt, så lang tid hun for alt i verden kunne undgå at skulle smitte den lille knægt som lå i den søde søvn. Fingrene strøg igennem det mørke hår, bogen var gledet ned i hendes skød, hvilede mod det hvide tæppe hunhavde lagt over sig, mere eller mindre bare ofr hyggens skyld. Der var et mindre mellemrum mellem hende og ryglænet af stolen, udelukkende for at gøre plads til vingerne, selvom de ikke direkte kom hende i vejen nu, så var det stadig ikke fordi hun ligefrem havde lært at elske dem, de var stadig i vejen, og hun havde stadig ikke fundet en smart teknik hvorpå hun kunne sidde rigtigt, men nu var Gabriel der jo, han kunne hjælpe hende. Hun trak svagt på skuldrene, tog bogen og gav sig til at læse videre, ganske fredeligt.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Gabriel kunne aldrig nogensinde finde på at skulle skade Jason og han var klar over at han vidste det. Jason var som en bror for ham og en som han altid havde været i stand til at skulle komme til når det havde været nødvendigt. Han vidste at alt det som han fortalte Jason var noget som manden ville tage med sig i graven og selv ikke Gabriel tøvede med at skulle åbne sig op for ham. Det var noget som var af en uendelig stor betydning for ham og på alle måder endda.Bare alene den tanke om at nogen i det hele taget kunne få sig selv til at gøre noget ved folk på denne måde, var slet ikke noget som han forstod sig på! Brandon havde gjort det før, så meget havde han hørt og en behagelig tanke var det bestemt ikke. Med Jasons arme over sine skuldre, så var det betydeligt nemmere for ham selv, at skulle holde Jason oppe. Han slap dog ikke hans ben, da det var det eneste greb som han selv kunne holde, som han fortsatte sin vandring igennem skoven. At have ham så tæt på halsen, var slet ikke noget som Gabriel tøvede med, for han vidste at han slet ikke ønskede at sætte tænderne i ham – ergo han vidste, at han slet ikke ville det og han stolede på ham. Han ville end ikke tøve med at lægge sit liv i Jasons hænder hvis det skulle vise sig at blive nødvendigt. Han kunne ikke lade være med at smile ved tanken om Azraels ord. Jason var troende og det var også den eneste grund til at manden havde vist sig, så meget var han dog klar over og på alle måder endda, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det nu endelig måtte komme til stykket. ”Det ved jeg godt at han gjorde. Jeg var selv til stede. Jeg har set dig rase over graven aften efter aften..” Han havde ønsket at han kunne svare ham, men han havde ikke været i stand til det. Det havde været frygtelig frustrerende. ”Han gav Evelyn to valg.. Et fornuftigt og egoistisk,” forklarede han videre. Han havde efterhånden fundet ud af Azraels mærkværdige tankegang, selvom den faktisk var temmelig logisk. ”Hun kunne få mig for et døgn eller lade mig ligge i den kolde grav. Havde hun valgt det ene døgn, havde hun været egoistisk, kun tænkt på sig selv og sine behov.. Det gjorde hun ikke,” forklarede han videre. Han kunne ikke være andet end stolt af Evelyn på den kant. Han var stolt af hende generelt! ”Gjorde hun? Som hvad?” spurgte han roligt, dog klart nysgerrigt. Han havde knapt ænset ringen på hans finger og han var slet ikke klar over hvilken magi som faktisk måtte ligge i den. Han gik Jason med sig til udkanten af skoven hvor Evelyns lille hytte måtte være. Han betragtede sin kære gamle ven over skulderen. ”Jeg kommer ikke hjem før jeg har Lisa med mig. Det lover jeg dig,” afsluttede han bestemt og alvorligt. Han ville end ikke tøve i det, for han ønskede at gøre sin kære gamle ven glad igen, lade ham finde noget som han faktisk kunne smile af i stedet for alt det andet, for det var slet ikke noget som han var vant til! Han kom hurtigt op til hytten. Det nærmede sig solopgang nu, så han regnede næsten med at både Evelyn og Jeremiah måtte ligge i søvnen. Han slap Jason med den ene hånd og tvang døren op og fik Jason med sig indenfor. Han skubbede døren i igen med foden. Han gik ind i stuen, hvor hendes skikkelse måtte falde ham direkte i blik. ”Gud, du er oppe.. Evelyn, kan du give mig en hjælpende hånd.?” Han skulle nok forklare senere, men lige nu var det vigtigt at få Jason lagt ned, skjult under kappen selvfølgelig, og så skulle han ud og jage. Trætheden havde meldt sig, men han havde ganske enkelt slet ikke tid til den lige nu!

[Jason Elvana Nimanhra]

Det var i den grad ydmygende. Han hang over sin bedste vens skulder, følte at han faldt, efte ren voltægt og med den nærmeste fremtid at finde i sengen, uden hans elskede ved sin side. Han havde levet et helt liv i det rene mørke, men først nu mistede det, dets skønhed. Stjernerne var ikek at se nogen steder, månen var skjult et sted bag de tunge skyer, og uglernes tuden var så godt som forsvundet. Alt dette var noget Jason virkelig koncentrerede sig om at ligge mærke til, frem for at tænke på den puls, som hamdrede så fristende mod den tydne hud over Gabriels hals. Han ønsked epå ingen måde at gøre skade, det var slet ikke det, men lige i dette øjeblik var det intet mindre end forbandet fristende. Det sorte hår svajede let i den blide brise som måtte hærge. De måtte snart være i udkanten, han havde set hytte før, han var sågar gået forbi den op til flere gange, men uden at droppe forbi blot for at hilse på, noget som han i deng rad ikke kunne gøre andet end at fortryde lige for øjeblikket. Jason nikkede sagte, han havde end ikke tal på hvor mange gange, både ham og Evelyn havde givet ham verbale skidebalelr slev i døden, der var ikke noget der hed hvil i fred lige der, det var også helt sikkert ”Du frotjente dem” svarede han blot, og formåede ikke at få det til at lyde som den ironi, det faktisk var ment i, det var jo slet ikek fordi han havde ment noget af alt det han sagde, og han tvivled ei den grad på at Evelyn havde gjort det. Han lyttede intenst til hans forklaring. I det store og det hele gav det mening, det var præcis sådan at Azrael måtte tænke, han havde sat sig ind i sagerne. Sammentidig formåede alt dette at fjerne hans fokus fra den smerte som alligevel måtte herske overalt i kroppen, han var tvunget til at tænke i de mere psykologiske baner ”Evelyn er ikke egoistisk” brød han ind med lidt pludseligt måske. Det var ikek for at irette sætte ham, men mer ene konklusion, at han havde fundet det svar han søgte. Gabriel var ikke kun tilbage for dette døgn, nej han var tilbage for stedse, og den tanke satte kun den glæde et sted i hans indre, for han havde i den grad savnet manden! ”Ringen” svarede han blot kortfattet. Efterhånden blev hytten synlig selv for ham. Det lettede ham med tanken om at han ganske snart ville kunne finde hvile, ikke mindst mens Gabriel faktisk ville forsøge at finde Lisa, det var på tide at hun kom hejm nu, han manglede hende virkelig, det kom han heller ikke uden om overhovedet. Døren gled op ”Kender man ingen manérer mere?” spurgte han en smule drillende, han vidste jo at dette i det store og det hele, udelukkende var Evelyns hjem. De overraskede hende vel også? Faktisk var Jason bare glad or at hun stadig var oppe, også selvom det burde forurolige ham, eftersom hun burde være faldet i søvn for flere timer siden!

[Deleted]

Aftenen havde ganske vidst været fredleig med kedleig. Når Jeremiah blev puttet, så gik Gabriel lige efter, og det var skam ikke fordi hun opgav søvnen på forhånd. Hun prøvede, mend et lykekdes bare aldrig. Tankerne drejede sig på, hvordan det ville være at sove i hasn favn endnu engang, hun savnede det uden tvivl, den avrme og den tryghed hun formåede at finde der. De isblå øjne gled hen over de mange ord som fyldte de sider som ellers ville have været blanke. Det formåede at fjerne hendes fokus, derfor nød hun at læse på den måde, at tage til en anden verden, noget som hun også havde tid til, nu hvor Jeremiah rent faktisk måtte hvile trygt og godt i sin seng. Der var ikke lang tid til daggry, hun så allerede frem til at Gabriel ville komme engang hen af formiddagen. Den lille knægt var efterhånden ved at vænne sig til ham, og det glædede hende i den grad! Hun håbede trods alt inderligt, at de en dag ville være i stand tila t leve som en hel familie, hun ville dog ikke presse ham, han avr den som måtte komme i første række nu, og det var hun kun glad for at Gabriel lod til at forså.. Eller Simon som han blev kaldt for nu. Tæppet varmede hende, og det samme gjorde dne pejs, hvis flammer efterhånden var blevet til det rene gløder. Det ville være dumt at fylde mere træ på nu, her var godt og lunt, nøjagtig som de elskede det. Der var skramlen udenfor huset. Det fik hende til at se op fra bogen igen, og rynke let på panden. Hvad pokker skete dernu? Roligt klappede hun den sammen, lagde den på kanten af den stol som hun netop havde befundet sig i. Tæppet gled til siden, afslørede hende som hun var iklædt den himmelblå natkjole. Døren gik op. Hendes hjerte hamrede en smule hurtigere. Var det vinden der havde blæst den op? At det så var Gabriel og Jasons skikkelser der endte med at dukke op gjorde hende ikke emre rolig, specielt ikke når det var på denne tid af natten det faktisk måtte dreje sig om. Jason havde det direkte elendigt, det kunne hun hurtigt se, og straks var det den direkt bekymrede mine som faktisk måtte møde ham, ”Jeg kunne ikke sove” svarede hun kortfattet men uden at se på Gabriel ”Hvad pokker er der dog sket” omsorgen var at høre i hendes stemme, hun var en umådelig kærlig kvinde. Hurtigt hastede hun ind, åbnede døren for Gabriel, så han ville være i stand til at slæbe Jason ind på hendes soveværelse. I mellemtiden samlede hun de tæpper som hun havde liggende i stuen, selvom hun udemærket godt vidste at det som sådan ikke ville hjælpe noget på en vampyr, det var jo blevet hende forklaret mere end en gang. Hun strøg de mørke lokker op bag øret, og hastede endnu engang mod soveværelset, med en usikker mine. Det var ikke tit man så jason skadet, faktisk var det hendes første gang, og skræmmende.. Det var det..

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Gabriel vidste udmærket godt, at det kunne være en anelse forvirrende at skulle finde rundt i, men det var vel også bare sådan, at det måtte være når det endelig måtte komme til stykket? Evelyn var langt fra egoistisk, det var jo trods alt også derfor, at han havde fået lov til at blive liggende i graven, selvom det aldrig nogensinde havde været muligt for ham at skulle finde fred på den ene eller den anden slags, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig måtte komme til stykket. Han vendte blikket stille mod ham og med et stille smil på læben. Jason vidste udmærket godt, at Evelyn på ingen måde var egoistisk. Der var vel også grunde til at hun selv havde fundet tilbage til ham? Han var der bestemt ikke for et døgn, men for livet hvis Jeremiah endelig en dag skulle tillade ham at blive der. Han havde intet imod at den lille knægt var urolig omkring ham, så havde han helleri kke noget imod at hun satte Jermeiah foran ham, selvom han kunne se, at det ikke bare var ham at det måtte frustrere, men også hende. Som han selv måtte nå døren, vendte han sig mod Jason og med et stille smil. ”Ja, jeg nåede aldrig at lykønske jer med forlovelsen,” sagde han roligt og med en stilfærdig mine. Han nikkede let mod ham. ”Stort tillykke,” sagde han emd et stille smil. Han var fuldkommen overbevist om at han nok skulle finde Lisa og få hende med sig hjem igen. Han var slet ikke det mindste i tvivl om det! ”Manerene kommer igen,” mumlede han let, som han endelig måtte vende blikket stille mod Evelyn. Han holdt stadig Jason over ryggen, selv uden at slippe ham. Han sendte hende et stille smil på læben. ”Du burde sove min kære,” sagde han dæmpet. Han fulgte med hende ind i soveværelset, hvor han fik bakset Jason ned i de bløde lagdener. Eftersom Evelyn ikke var der, så fik han roligt lagt en dyne over Jasons ben og underliv, så han kunne få lov til at skjule sig bare en smule. Han vendte sig stille i retnignen af Evelyn igen med tæpper, puder og dyner i sin egen favn. Han sendte hende et stille smil. Det ville ikke gavne Jason, for det ville ikke hjælpe ham. Hvad der kunne hjælpe, var vel at få Lisa hjem nu? ”Jeg beklager at jeg kommer på denne tid, min kære. Jeg må finde noget at spise til Jason.. Sørg for at Jeremiah ikke kommer herind.. Der er fristelser nok som det er,” sagde han dæmpet. De stod to engle foran ham og han vidste at manden måtte være forbandet sulten. Ikke at det var noget som gjorde det stort bedre for ham lige nu. ”Hold Jason rolig og for guds skyld, så hold ham i sengen.. Jeg kommer snart igen,” sagde han dæmpet. Det var jo tiden for råvildtet at komme frem nu, så det var kun til hans egen klare fordel. Han skænkede Evelyn et let kys. ”Jeg kommer ind igen meget snart.. Bare hold ham her,”bad han dæmpet, idet han hastigt måtte forlade værelset og huset, for at søge tilbage udenfor.