Hating this shit

[Jason Elvana Nimanhra]

Det var ganske vidst en løgn, men det var ikke noget man direkte ville kunne gætte, Jason vidste dog at denne mand var en umådelig intilligent en af slagsen, hvilket så sandelig heller ikke gjorde det bedre for hans eget vedkommende, det var også helt sikkert. Igennem mange år havde han arbejdet på slottet, været ansvarlig for blandt andet de ting som måtte foregå i kælderen, nu lod han som om det blot var en tanke som havde strejfet ha, at det var derfor at han var endt med at skulle vende om, man kunne vel udvise en smule høflighed og i det mindste hjælpe ham lidt på vej? Med rolige men målrettede skridt strøg jason endnu engang gennem skoven. Jo længere de kom, jo mere tætte blev træerne, han havde været på sporet af en sti igen, men her var der helt tæt, ikke nær så åbent som der hvor de havde været for blot få sekunder siden: Det gjorde ikke Jason rolig, han vidste hvad denne mand var i stand til, det var også grunden til at han måtte lytte så intenst som det han måtte gøre. Af samme grund lod han derfor mærke til at han måtte stoppe sådan uden videre. Jason vendte sig om, betragtede ham med samme dovne mine. Hænderne foldede sig foran ham ”Er der noget galt?” spurgte han ganske roligt. Hvorfor stoppe op nu? De var vel på vej i den rigtige retning? Han var ikke selv fuldkommen sikker, det måtte han erkende, han huskede ikke vejen, men de skulle nok finde den, det var sikkert.

[Deleted]

Blikket gled rundt mellem træerne. Mindre af månens lysskær nåede hertil. Træerne stod for tætte og de få blade på kronerne sørgede for at tildække lidt mere. Om sommeren ville der nok være helt mørkt hernede. Men nu kom der få pletter af skær ned, men de var spredt rundt og langt fra særlige kraftige. Han fugtede let sine læber og regnede ikke helt med Jason vidste hvad vej de gik. Istedet for at komme ud af skoven og mod slottet virkede det som om de gik dybere ind. Det passede dog ham fint nok. Han så på ham og rystede let på sit hoved. "Der er intet galt.." han gik et par skridt igen som for at vise han var klar nok til at gå videre. At han bare havde stoppet op for at se sig omkring og se om han kunne få øje på noget. Dog havde han ikke i sinde, at de kunne gå ret langt mere, da han havde i sinde at holde dem fast inde mellem skovens dybe træer. Herinde var der kun lille risiko for, at nogen kom forbi og det var lige de forhold han havde brug for. Skalpellen han havde løsnet tidligere lå stadig halvt i hans hånd. Let og hurtig at komme til. Han beholdt den stadigvæk skjult. Han gik op bag ham ganske roligt som om alt var som det skulle være. Han stoppede dog igen. og lænede sig op af et træ. "Jeg tror jeg har fået noget i benet.."

[Jason Elvana Nimanhra]

Jason betragtede Brandon med ro i sindet. Det var en forbandet farlig man han stod overfor, og han ville ikke lade sig selv ind til en fælde, ligenu var Brandon ved at gå i hans, det lod til at han rent faktisk måtte stole på ham, noget som i sig selv var dumt, dette var et af de få øjeblikke hvor han virkelig ikke var til at stole det mindste på. De islåb øjne så efter de mange detaljer. Her var tæt omringet af træer, sansynligheden for at nogen ville komme tilfældigt forbi, og især på denne tid, den var direkt eminimal, det var også hele grunden til at Jason faktisk bare ønskede at komme videre herfra, og ud i det mere åbne hvor elvere også måtte være. Han hævede et øjenbryn til hans ord. Han havde fået noget i benet? Hvor dum regnede han præcist med at Jason måtte være? ”Vi kan holde en pause hvis du synes” han gik ikke tæt på, det ville kun være dumt, igen denne mand var forbandet udspekulær. Selvom jason kunne føle hvordan det måtte syde i benene, han havde vandret længe, han kunne faktisk også selv bruge en pause, men i det store og det hele, så avr tanken om at komme hjem, alligevel en del mere fristende, søge videre efter Lisa imorgen, og endda velvidende om at Brandon ville sidde bag lås og slå, godt bevogtet, der var mange som ville være yderst henrygte!

[Deleted]

Han nikkede lidt. "Ja..et lille hvil kan nok få den stikkende fornemmelse til at gå væk. Det er nok bare træthed. Jeg kan heller ikke mærke noget der sidder i huden så et hvil vil være en god ting." Han gled lidt ned og sidde på et væltet træ der bare havde efterladt stammen som en slags naturlig bænk. Praktisk nok vel? Han kunne dog sagtens løbe og springe rundt uden problemer, men han ville helst have de blev her på stedet så et hvil var godt til at trække tiden ud med. Så kunne han også ligge detaljer på sin lille plan. Han fandt sig ikke i, at man forsøgte at narre ham på denne måde som han var sikker på Jason var i færd med. Han bed ikke på krogen med, at Ilaria var i slottets kældre sådan lige pludselig. Han ville have beviser, men hvis han bad om det blev han enten mistænksom eller så kunne han jo ikke give nogen. Så derfor holdt han sin mund med den del og gik ud fra det var en fælde. Han havde ingen planer om, at sidde i en dum celle og slet ikke her! Han havde ikke tiden til det heller. Han skulle nå en del. Han fugtede sine læber ganske roligt og strøg Max gennem pelsen med blide strøg mens han sad og tænkte.

[Jason Elvana Nimanhra]

Jason nikkede roligt til hans ord. Selv lod han sig glide ned på stedet, lænede sigtilbage med ryggen mod et træ, for at give ham selv vhile. Benene sydede, det ville uden tvivl blive en lang vej hjem ”Det er nok bare træthed” medstemte han med et ligegyldigt nik. Albuerne hvilede mod hans lettere bøjede knæ, han tog ikke blikket fra ham, ud af øjenkrogen kunne han se ham mere eller mindre hele tiden. Han stolede ikke på ham, de måtte til det slot, ganske snart. Et kort hvil og så kunne de fortsætte deres vandring. Hånden greb stille omkring det kors som måtte hvile om hans hals, han lod blikket glide i, mumlede ord som Brandon ikke ville høre. Endnu en af hans mange bønner. Vinden blæste let til hans hår, der langt fra stod særlig organiseret ”Jeg tror ikke der er alngt til slottet herfra.. Vi skal nok finde hende” hans tone var ganske overbevisende, også selvom det var mistro i hans blik, ikke at det var noget nyt sådan var det med de fleste han måtte møde, specielt nu hvor han rent faktisk vidste hvilken mand han måtte stå overfor. Han havde set ham personligt den aften, og hvad pokker han lavede i procias, kunne Jason ikke svare på, i det store og det hele, så ønskede han faktisk heller ikke at vide det, det eneste der lå sikkert, var at han skulle være tvunget ned i den celle, og han skulle dømmes.. For alles skyld.

[Deleted]

Så snart Brandon kunne se Jason var uopmærksom rejste han sig op lydløst som den vampyr han nu engang var og havde ladet de to hunde vandre rundt så de skabte lidt lyde i bladene og derfor var hans egne skridt skjult lidt. Han ville komme så tæt på han nu kunne før Jason åbnede sine øjne op igen og så hvad han havde gang i. Han satte sig ned på hug foran ham med et skummelt smil på læben og slikkede sig om læberne og havde taget skalpellen længere frem i hånden så han bedre kunne lege lidt. Han lod hovedet glide lidt til siden og grinede svagt. "Troede du virkelig jeg var så dum, at jeg ville gå med dig til slottet? Jeg ved du lyver. Ilaria er der ikke. Næste gang du vil lave en fælde så lad være med, at først sige du intet ved og så kort efter sige du ved hvor hun er." Han var rasende over denne Jason bare troede han kunne lege rundt med ham. Det var hans job. Han tog fat om hans kors og hev i det så snoren blev strammet rundt om hans nakke før han hev til og rykkede den af. "Nu er det min tur til og lege..Jeg fik dig lokket med mig længere ind i skoven på trods af du førte an." Hans smil voksede lidt idet han skubbede ham ned sidelæns så han lå på jorden og fik vendt ham rundt så han lå på maven. Det ville være nemmere og holde ham nede så. Han smed korset lidt fra sig så han havde hånden fri og tog fat i hans hænder og vred dem om på hans ryg idet han satte sig overskrævs på ham og så på ham med et koldt blik og holdt fast. Han havde fået skubbet skalpellen op på plads igen og koncentrerede sig om, at holde fast lige nu før det var Jason kom sig over angrebet.

[Jason Elvana Nimanhra]

Jason sad mere eller mindre I hans egen lille verden. Den lave hvisken, af uforståelige ord, forlod hans læber, sammentidig med at hpnden var knyttet fast om det kors, som Gabriel havde skænket ham for mange år siden. På trods hundende vandrede rundt, så kunne han tydeligt høre de skridt som selv måtte nærme sig. Blikket skød omgående op, pludselig var Brandon kommet alt for tæt på. Selvfølgelig! Selvøflgelig var han ikke hoppet med begge ben i hans fælde, men tilgengæld havde han ladet sig lokke i en, som han havde undgået! Det sved som kæden blev revet af, han ignoerede smerten, istedet tog vreden over ham. Minen blev om muligt mere alvorlig, hans blik direkte lynede, man kunne tage meget fra ham, men hans kors det holde man sig fra, det betød forbandet meget for ham! Jason forsøgte at skubbe ham fra sig, måske han bar en vampyrs styrke, men overfor en fuldblods ville det som sådan ikke komme ham til nytte, det her kunne virkelig ikke passe! Det hele gik forbandet stærkt, han følte maven ende fladt mod den beskifte skovbund, forsøgte endnu at vride sig fri af hans grev. Korset faldt mod jorden, det lettede ham en smule, også selvom han måtte holde fast i det, at den kæde hørte til omkring hans hals! ”Du er ude på dybt vand, Brandon, slip mig!” hans tone var en hvæsen, med en direkte ordre. Det stod ikke til diskussion, han nægtede at gå igennem dette helvede,s om han vidste at både Lisa og Nathaniel havde været en del af! Han vred sig som en i helvede under Brandons væk ”Slip mig!” gentog han endnu engang fast, og med advarende tone. Lige som man ikke troede at det kunne blive meget værre, så blev modsat bevist!

[Deleted]

Han smilede bare og morede sig ærlig talt over, at Jason gav ordrer og forsøgte sig med, at komme fri også. Han strammede sit greb om hans håndled og vred dem en smule mere om for at give ham et præg om, at det var ham der bestemt her! Han grinede over han forsøgte at beordre ham til noget og rystede på sit hoved. Hvad det kors betød for manden han holdt fast anede han ikke, men han havde bare haft lyst til, at adskille ham fra det, da han havde set ham sidde der og hviske en bøn. hvad den så end gik ud på. "Tror du ærlig talt..at du kan bestemme over mig? Især i denne situation du befinder dig i nu? hvis du havde gået din vej uden at forsøge med din lille fælde så havde jeg ladet dig gå. Men når du forsøger at gå i vejen for mig og fange mig så bliver jeg gal.." Han hvæsede lidt og så koldt ned mod ham. Han tog fat i begge håndled med en hånd så han fik en fri og kaldte hundene hen og holde Jason nede. så han kom til og ligge med to store hunde over sig og så Brandon´s vægt stadigvæk. Han lyttede til hundenes knurren mod Jason´s hoved mens han gik igang med, at løsne sit bælte op så han kunne bruge det til og binde med. Han hev det af sig og gav sig til at binde hans håndled fast med det og kørte det rundt så mange gange det kunne og bandt det så stramt til for at sikre sig han ikke kom fri lige med det samme. Han rejste sig op og lod hundene blive liggende lidt endnu og tog korset op i hånden, men med ærmet trukket ud over og så på det kort før han tog et tørklæde op af sin lomme som han fik pakket det ind i bare for en sikkerheds skyld og lagde det ned i lommen. Måske han kunne tvinge ham til noget med det som pant. Han fik hundene væk og hev ham op i nakken og hev ham med sig.

[Jason Elvana Nimanhra]

Jason var virkelig bare vred som en i fanden! Hvordan kunne han være så dum, at gå i fælden bare sådan, lade den klappe om begge hans ben? Han havde ikke tid til det her! Han ledte jo selv efter hans egen kvinde, hans forlovede og søn, han havde slet ikke tid til disse jule lege, som Brandon tydeligvis var ved at finde på! Tænderne bed han fast sammen, som hans arme måtte vrides en del mere, det gjorde ondt, dog ikke noget som han ikke kunne holde ud. Hans smertetærskel var efterhånden forbandet høj! At han sp havde taget hans kors fra ham, gjorde ham direkte vred! Det var et han havde fået skænket af en afdød ven, det var alt det som måtte holde ham rolig. Han arbejdede på et slot, hvor han stod med en stor del af ansvaret, han var vant til at uddeligere ordre ”Du fortjener ikke at gå frit rundt” påpegede han med fast tone. Kinden var presset mod den beskidte jord, dette var direkte pinligt, at blive overmandet på den måde! Hundene der lagde sig over ham, gjorde det heller ikke meget bedre, lige her måtte han prise sig lykkelig for at han ikke behøvede at trække vejret, for i øjeblikket, ville det i så fald have været umuligt. Hundenes knurren gjorde ham et sted nervøs, tvang ham en smule mere rolig, mens Brandon måtte binde hans hænder med bæltet. Kunne han ikke bare lade ham ligge, og så stikke af? Hvorfor skulle den slags mænd altid gøre det til en større ting. Nu hvor han var bundet, så havde han ikke meget valg. Det lettede ham dog at hundene blev fjernet. Igen så måtte han bare bide tænderne sammen, da han direkte valgte at tage ham i nakken, og fører ham med sig ”Slip mig så!” det var en direkte væsen, selv dyret sad i ham. Tænderne blev blottet som til en vis form for forsvarsposition. Dette ville han bestemt ikke finde sig i!

[Deleted]

"Hold så din kæft!" råbte han vredt og slog ham over nakken med den anden hånd og hev ham fortsat med sig. Han gad virkelig ikke finde sig i, at Jason troede han kunne give ordre når det var ham der var fanget. Han gad ikke høre på ham brokke sig og alt det. Han slap ham ikke fri lige nu og det kunne Jason lige så godt bare se i øjnene om han så ville det eller ikke. Han havde ikke noget andet valg som sagerne stod lige nu.
Han slæbte ham med uden særlig blide forhold hen til nogle træer der stod temmelig tæt og med grene næsten nede ved jorden. Det passede udmærket. De havde ikke de tykkeste stammer, men tykke nok til de ikke ville knække lige med det samme. Han smilede ondt og førte Jason med helt hen mellem dem før han skubbede ham ned og fik ham vendt om så han lå på ryggen og ovenpå de bundne hænder hvilket nok langt fra var behageligt. han havde selv prøvet det dengang Constantine havde overfaldet ham og bundet ham på denne måde og voldtaget ham. Det virkede så længe siden og der var sket så meget imellem det og nu. Det var første gang han var endt med at blive voldtaget. Som regel stod han for den dominerende del. Han trak ham lidt hen så hans ben var ved træerne og så på ham igen. Fløjtede hundene til sig og tog deres halsbånd af og pegede på Jason så de to hunde igen lagde sig hen over ham for at holde ham nede. Han skubbede hans ben til hver side og satte dem ind mod træernes stammer og tog det ene halsbånd og fik rundt om træet og rundt om hans ben og strammede det til. Samme gjorde han ved det andet så manden lå med benene spredt ud og bundet til hver sit træ. Der var en meter ca. mellem de to træer han var lagt ved. Han så på ham efter at have rejst sig op igen. Lod hundene fortsat ligge over ham.

[Jason Elvana Nimanhra]

Jason gav næsten et overrasket gisp fra sig, ved det slag over hans nakke. Der var ikke nogen der skulle prøve at fortælle ham hvad pokker han skulle gøre, eller for den sags skyld, hvad han ikke skulle gørem det var også helt sikkert! Han vred sig kraftigt, han nægtede virkelig at lade Brandon, få ham med bare sådan! Han burde koncentrere sig som at finde den nævnte is dæmon, mens han selv ville koncentrere sig om at finde hans forlovede, som han nu havde en underlig mistanke til, endnu engang måtte befinde sig hos denne hertug. Den kølige jrod mødte hans nøgne hud. Han landte direkte på de bundene hænder, det var ganske vidst ikke behageligt, det kom han ikke uden om, men om ikke andet så var det da en smerte, som han kunne holde ud. Hænderne lagde hans fladt. Det gjorde det om ikke andet end smule mere behageligt. De isblå øjne, var direkte kolde, de sylespidse tænder blottet, kunne han, så var de allerede blevet sat i denne mand. At hundene så endnu engang kom for at holde ham nede, det var virkelig ikke noget at brød sig om, hvis han nu bare havde haft et eller andet fri, så havde han været i stand til at få de møgkøtere væk fra sig!. Han forsøgte at samle benene, som Brandon spredte dem. Han vidste ikke hvad pokker der var sket med denne mand engang i hans fortid, i det store og det hele ragede det ham også en høstblomst, han ville bare væk herfra . Benene rev han til sig med det samme, et apr halsbånd ville ikke holde ham, det var helt sikkert! ”Slip mig fri!” gentog hans endnu engang, denne gang med hævet tone, noget som i sig selv var forbandet sjældent, at det faktisk måtte ske, han var en tålmodig mand, der skulle forbandet meget til, så meget som at vække hans temperament, men Brandon formåede at gøre det, med absolut yderst e perfektion!

[Deleted]

Han så på ham lidt og sukkede. Han var bestemt ikke glad for han kunne rive benene til sig og tog fat i dem igen og samlede dem istedet for nu og bandt dem med begge halsbånd stramt over hinanden så de begge holdt fast. Han skulle i alt fald ikke have lov og sparke frit med sine ben. Han måtte finde på noget andet. Han satte sig ned lidt fra ham for at tænke over hvad han skulle gøre og kaldte hundene over til sig imens. Han kunne ikke komme væk ret hurtigt så han kunne let stoppe ham hvis det kom så langt. Han ville helst have haft ham bundet til træerne med benene, men det lod sig ikke rigtigt virke følte han. Han så hen mod ham og kløede sig lidt på armen. Han var endt lidt i en pine nu og så hen mod ham. Han sukkede og rejste sig op igen og sparkede ham i siden før rullede ham om på siden og tog skalpellen ud af ærmet og satte den mod kanten af hans bukser. så kort på ham før han lod skalpellens skarpe blad skære sig vej ned igennem stoffet og skille det af som var det smør. Han skar op hele vejen ned langs buksernes side og rullede ham om på ryggen igen og lod skalpellen let skære hen over stoffet over hans underliv også. hvis han ikke lå stille ville den let kunne ramme huden med også.

[Jason Elvana Nimanhra]

Et par halsbånd, ville i den grad ikke være nok til at holde, en vampyr, det måtte Brandon da også vide! Digen måtte det kun lette ham at køterne forsvandtr, han kunne ikke fordrage den slags dyr, alt der var i familie med ulve, kunne i hans øjne skride direkte af helvedes til! Blikket fulgte Brandon, som han forlod ham. Han vred sig kraftigt, forsøgte at finde vejen fri, af hans bælte, men nu hvor han var placeret over dem, så blev det heller ikke meget lettere, det var også helt sikkert. Det spark der pludselig måtte ramme ham i siden,tvang ham til at krype en smule sammen, som han gled om på siden. Han følte hvordan skalpellen måtte vandre langs hans bukser, og frigøre hans blege, nøgne hud ”Hvad pokker har du gang i?” hvæsede han endnu engang. Jason var skam udemærket bekendt med, det som Nathaniel selv havde været ude for, og han ønskede ikke at skulle igennem det samme, hvorfor overhovedet trække den så langt, hvis han i forvejen havde en kvinde som han måtte søge, og også ønskede at skulle finde vejen frem til? Endnu engang rullede han om på ryggen, endte tilbage på hans egne hænder, der stak ubehageligt mod rygsøjlen. Blikket fulgte skalpellen, der måtte frigøre mere bar hud ”Du kan bare lige vove..” hans dystre tone var direkte advarende, dette ville han på ingen måde være med til, det var helt sikkert!

[Deleted]

"jeg skal bruge dine bukser.." svarede han bare uden tøven og fik skåret dem op i den anden side også og hev dem fri fra ham. De var helt klart ødelagt som bukser nu, men kunne bruges til noget andet håbede han. Det var en mulighed. Han så ned på ham og hev ham op igen og trak ham med sig lidt igen og smed ham nu på maven og bandt resterne af bukserne omkring hans stramt med hver sin ende før han løsnede de to halsbånd omkring hans ben. Han sad selv på hans ben og holdt dem nede og forhindrede spark. Han tog hver halsbånd og strammede godt over anklerne hvor stoffet sad. Så holdte de fast. han havde lagt stoffet rundt om et træ så det fungrede som en lænke af virkelig dårlig kvalitet, men det var heller ikke pointen. Han rejste sig op igen og så ned på ham og lod skalpellen bare sådan for sjov skære lidt op af hans lår. For lige at understrege hvem der bestemte. Han var så ligeglad med alt andet. Om Jason ville eller ej. Han gjorde hvad han lystede og så var den ikke længere. Han tjekkede lige halsbåndene var bundet stramt så blodet nok ville stoppe med at løbe rundt lige så hurtigt, men det tog han sig ikke af. Det vigtigste var lige nu, at Jason var bundet fast. Halsbåndene var mere værd når de var bundet kun om hans ankler for så lå de i to lag og var meget mere stramme. Han strammede også lige bæltet om hans hænder så det sad godt fast. Han ville lege lidt mere nu. Han smilede bare og skar noget af hans trøje. et langt stykke. Kneplede Jason med det bare for at forhindre ham i at give for høje lyde og råb, da det var tydeligt dette ikke var frivilligt for ham. Han bandt det stramt om hans nakke og trak først nu sin egen trøje op over hovedet og lagde den op på en gren i træet.

[Jason Elvana Nimanhra]

Jason måtte blot undre sig over hans ord. Han skulle bruge hans bukser? Til hvad? Ikke at det var en tanke som gjorde ham rolig overhovedet, det var også helt sikkert! Det var ikke så meget det at de var ødelagt som bukser, mere det at de ikke længere var i stand til at dække ham, og endnu mere, så bekymrede det ham hvad pokker Brandon havde tænkt sig at bruge dem til. Svaret var ham snart tydeligt, han kunne mærke hvordan det strammede ubehageligt om hans ankler, tankerne omkring Nathaniel kørte som billeder i hans sind,han havde jo set direkte elendig ud dengang han var blevet fundet efter et møde med denne mand. Han måtte væk herfra, det vigtige var ikke at få ham med mere, det vigtige var selv at komme væk.. Uskadt Han vred sig som bare en i fanden, han skulle i den grad ikke nyde noget af det her! Hans ben var dog mere eller mindre ubevægelige, eftersom brandom måtte holde dem nede, og derefter spænde dem godt fast. Tænderne var bidt hårdt sammen ved det lille snit over hans lår. Det gjorde ikke direkte ondt, et sted så var det pirrende, og det vaar en tanke, og ikke mindste en følelse som han på alle måder måtte afsky! Denne gang havde Brandon formået at overtage magten, og det var ikke noget han hverken var vant til eller brød sig om, han plejede at være den der uddeligerede ordre, og nu lå han her bastet og bundet, ude af stand til at forsvare sig mod det som kunne komme. Jason bed fast om stoffet. Han forsøgte at spytte det ud, selvom det ikke lykkedes. Blikket stirrede med frygt mod Brandon der var begyndt at klæde sig af, han hadede direkte den tanke, han ville ikke have ham tæt på, det måtte han nægte på absolut alle måder! Under kneblen kunne man høre ham hvæse nogle uforståelige lyde, uden tvivl en form af protest!