Hating this shit

[Jason Elvana Nimanhra]

Jason var ikke i stand til at kommentere Brandons ord, og selv hvis han havde været, ville det nok have været den ene forbandelse efter den anden, råbende og hvæsende ord der havde mødt manden, for ligenu overskred han virkelig grænsen! Det var sandt at blodet ikke var friskt, men en vampyr kunne på ingen måde tåle det stads, en mundfuld var mere end rigelig til at skabe en mindre smerte, det lod ikke til at være noget som Brandon spekulerede på. Stoffet i hans mund blev tyndere og tyndere. Han begyndte at bide mere kraftigt, ikke mindst fordi Brandon tvang sig op i ham, appelerede til et nydelsescenter som jason bare ikke fandt i dette øjeblik. Endelig de sidste tråde gik op, og gjorde ham i stand til at tale ”Slip mig så dit forpulede møgkræ!” hans tone var en kraftig væsen, det var kun når han var yderst vred som nu, at han måtte hæve stemmen og være aggressiv på samme tid, men lige dette gjorde ham vred, der var meget andet som han behøvede at få tiden til at gå med, lisa var stadig væk, og klokken slog rolige slag. Han vred sig vredt og fast, forsøgte af alt magt at komme ud af de mange reb omkring ham. Han ignorede det faktum at Brandon stadig måtte sidde oppe i ham, det gjorde ondt af helvedes til, men det var slet ikke pointen i noget af det!

[Deleted]

"Ellers hvad? jeg har allerede drukket af dit halv gamle blod..så jeg forventer at få det dårligt hvert eneste øjeblik det skal være. Men jeg har prøvet det før og jeg kan nok godt klare det.. Jeg drak ikke så meget som kan skade mig..og så gammelt var det heller ikke.." Han trak blot roligt på sine skuldre og så ned på ham. Rev noget mere af Jason´s tøj i stykker med sine hænder og brugte sin vægt til, at holde ham nede mens han fik bundet hans stof om munden fri. Eller stumperne af det og tog et nyt og kneblede ham igen bare for at få fred for hans spydigheder. Han kunne godt mærke blodet ville få smerter frem om kort tid, men han havde ikke tænkt sig, at jamre over det. Det gik væk igen før eller siden og han havde jo ikke ligefrem bældet blod i sig så det var da begrænset hvor smertefuldt det blev ikke sandt? Det måtte han bare regne med. Han satte hænderne mod jorden på hver side af Jason´s ansigt og brugte sin energi og koncentration på nu, at støde dybt i bund ved hver pres for at få fuld nydelse og give Jason lidt ekstra smerte.

[Jason Elvana Nimanhra]

Havde Brandon drukket så meget blod som han påstod, så skulle han gå i kramper om lidt. Vampyrblod var yderst giftigt for alle andre vampyrer, om ikke andet så når man som Jason, ikke havde næret sig i flere dage. En mundfuld var mere end rigeligt, og Jason vidste at hans blod var flere dage gammelt og dermed også dødt ”Det var lige præcis så gammelt, og det halve af mit blod, er nok til at lade smerten slå ihjel, hvor meget ved du egentlig om dig selv?” hvæsede han med kraftig tone. Jason kæmpede imod den nye knebling. Han skjulte ansigtet direkte mod jorden, hvor Brandon ikke kunne komme til, det her ville han ikke være med til mere, det var helt sikkert! Hvert eneste pres måtte være en enorm smerte! Han slap i tide og utide et støn, men det var ikke på grund af nydelse, men på grund af den smerte som han faktisk måtte tildele, for behageligt var det ikke! ”Du kommer til at fortryde!” hvæsede han vredt, og forsøgte igen at vride sig, hvilket kun resulterede i en langt større smerte. Han var skyld i en anden mands nydelse, og det var bestemt heller ikke fordi at han var glad for det, det var også helt sikkert!

[Deleted]

Han kunne godt mærke det hel var begyndt at snurre lidt rundt i hovedet, men hvad mere kunne han gøre? Det blod var jo allerede i hans krop og han følte han burde kaste op. Hans krop var allerede ved og blive en smule mere svagelig følte han. Det mærkede han i sine arme der holdt ham oppe og det var snart ikke meget lettere. Han fik dog lettet sit tryk da han kom i ham efter et par stød mere og ventede lidt før han trak sig ud. Rejste sig op og gik lidt væk fra ham. Satte sig ved et træ lidt derfra og lod ham få en lille pause til at samle kræfter eller blot hvile sine krop. Hvad han nu ville mens hans krop var begyndt, at ryste. Det var ikke dødeligt da han jo ikke havde drukket en stor mængde, men det var nok til han nok ville holde sig i ro i lidt tid. Han sukkede og lukkede sine øjne i lige så stille og ventede på rystelserne blev lidt værre og stille ville gå væk igen.
Han så op efter en times tid og så lidt rundt. Stadig ør i hovedet, men han var gledet lidt ned og ligge. Hans krop rystede stadig lidt, men de voldsomme var væk og han vidste nu han ikke skulle drikke mere fra Jason. han spyttede på jorden og kom op og stå igen. Gik hen og puffede ham i siden med sin fod. "Vågne vågne slave!" grinede han, men en smule træt selvom han ville skjule det.

[Jason Elvana Nimanhra]

Dødt blod var på ingen måde behageligt for en vampyr, og det var noget som Jason udemærket godt vidste, så han var slet ikke I tvivl om at Brandon faktisk ikke matte have det specielt godt. Selv blev han liggende på jorden, vred sig kraftigt, ig et forsøg på at komme væk! Han skulle finde Lisa,det var den tanke som han sad med, hvert eneste stød som Brandon måtte gøre sig, når den smerte vælkdede op i kroppen, uden den mindste form af advarsel. Det var så intenst, han havde ikke følt en smerte lignende i forbandet mange år! Han følte Brandon komme, han kunne mærke den brændende væske, hvilket var en tanke som han i sig selv virkelig ikke kunne fordrage, det var også helt sikkert! Det lettede ham kun da manden trak sig, han pustede ud, udmattet og sammentidig ydmyget, også selvom han havde på fornemmelsen at det ikke var slut. Stilheden lagde sig, i en time måtte han spekulere på om Brandon overhoveet stadig var til stede, også selvom det hurtigt blev bekræftet ved lyden af hans stemme. Øjnene kneb han sammen, ventede næsten bare på en omgang mere, af den ene eller den anden form, det gjorde ham dog forbavsende vred at blive kaldt for slave, for det var han på ingen måde! ”Ti stille!” hans råben var mislykkedes, energien var virkelig blevet revet fra ham.

[Deleted]

"Dæmp dig lige..dit forbandede blod er stadig i min krop..Jeg har fanme aldrig haft det så skidt.." Han spyttede igen. han ville slet ikke tænke på hvad der var sket med ham hvis han havde drukket mere af det. Han kunne stadig mærke sin krop ryste en smule af ren smerte, men han forsøgte at bide det i sig. Hans forbandede blodlyst rev afsted med ham til tider. Det var dette her et klart bevis på. Han så lidt mod ham igen nu og han havde af flere grunde sat sig lidt væk fra Jason mens han havde vredet sig i smerte. Han vidste ikke præcis hvor langt tid der var gået, men han kunne stadigvæk se der var timer til solopgang, da mørket var tæt som var det midt om natten endnu så det va da altid et lille lyspunkt i hans planer.
Han vidste ikke hvor ondt Jason havde nu hvor han havde hvilet sig lidt, men i hans hoved var det bare synd fo ham hvor ondt det gjorde. Han tog sin skalpel op igen fra hvor den havde ligget og gik hen og snittede lidt i hans skuldre. "Vi skal have det onde blod ud af dig..og da jeg ikke kan drikke det så må vi gøre sådan her." han grinede lidt og skar flere steder i hans krop. Skuldre, nakke, ryg, hofte, bn og hvor han nu ellers kunne komme til sådan som Jason lå.

[Jason Elvana Nimanhra]

Brandons ord morede ham virkelig bare. Han kunne ikke holde en latter tilbage, næsten kølig. Det var første gang længe at dvasianeren måtte træde i kraft, men ligenu kunne han ikke lade værre. Hans blod var dødt, at drikke det var dumt, det var bestemt ikke behageligt, og bare tanken om at den mand havde ondt, det var en enorm fryd for hans vedkommende! Det var stadig nat, der var mange timer til solen for alvor ville stå op, et tidspunkt på dagen han slet ikke brød sig om. Ville Brandon lade ham ligge her? Et sted havde han virkelig håbet at manden allerede ville være væk, mens hans stemme afslørede ham ”Årh der sker ikke noget.. Foruden at fdu vil få det hundrede gange værre, for hver time der går, indtil blodet er ertstattet” der avr noget morende i hans stemme, det var tydeligt hvor meget han i virkeligheden måtte fryde sig over den tanke.
Det var dog noget som forsvandt fra hans sind ved Brandons ord. Han stivnede komplet, havde det onde blod ud? Og helt præcist hvordan ville han gøre det?! Svaret nåede ham hurtigt. Han følte hvordan knivens blad borrede sig ned i hans hud, og tvang det helt mørkerøde blod til at søge ned over hans blege hud. Han forsøgte at kvæle det skrig som hvilede over hans læber, også selvom han måtte slippe et højt støn af smerte. Selv det der gjorde ondt på ham!

[Deleted]

Han smilede svagt. Det var dejligt oh øre Jason skrige af smerte. Han glemte næsten sin egen smerte for lidt tid, men han kunne stå imod den indtil videre hvis han bare havde andet og tænke på. Han ville derfor bare torturere og få Jason til og få det meget værre end han selv havde det. Han strøg ham kort over håret da han havde snittet over alle tænkelige steder og fik derfor efterladt blod i håret på manden. Hans eget blod. Så kunne han lære sin lektie. "Se det er meget bedre..ud med det dårlige onde blod der ikke kan bruges...og så må du enten dø af blodmangel eller skaffe dig noget nyt. Desværre er der kun én her du kan drikke fra..og det har du vel ikke den store lyst til." Han smilede ondt mod ham med et grin. Han morede sig allerede lidt igen og skar ned over hans rygsøjle og så mere af det mørke blod flyde ud på den blege ud og glide ned på jorden. Hvilken fryd det var bare at nyde synet og lysten efter skrig og smerte. Det var herligt og leve! Han grinede igen og tog sig ikke af det var højt. Skoven var efterladt lige her. Ingen ville høre det andet end skovens dyr hvis der var nogen.

[Jason Elvana Nimanhra]

Lige i øjeblikket, var Jason på ingen måde i stand til at holde skriget af sig. Det gjrode ondt af helvedes til, og han kunne mærke hvordan det varme tykke blod, flød ned over hans krop. Selv på trods, han var kold og død, så følte han pludselig den kulde som herskede over stedet. Han brændte inde med ønsket om at se Brandon forlade stedet omgående! Dette var ydmygende, og han kunne stadig mærke det banke i både underlivet og hans ende, det var en ubehagelig følelse, så hårdhændet som Brandon havde været, så var det i den grad ikke behageligt, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Sulten var allerede begyndt at melde sig, nu hvor Brandon lod hans blod flyde som intet andet, så følte han det i den grad ubehageligt, han manglede det, han levede af det til dels, han var trods alt ikke fuldblodsvampyr, selvom det i disse stunder, kunne have været ham en klar fordel. Endnu et skrig flækkede mørket da han måtte bore kniven ned i rygsøljen. Blodet flød langs hans ryg, han forsøgte at vride sig men intet skete. Han følte absolut intet i benene, noget som kun fik ham til at gå yderligere i panik. Hvad pokker havde han gjort?! Stivnet på stedet, ude af stand til at bevæge sig, og med smerten i hans ryg, det gjorde virkelig forbandet ondt, den mand ville være død, så snart han fik fat i ham, det var der helle rikke nogen tvivl om overhovedet, det var også helt sikkert!

[Deleted]

Han så roligt på ham. "Du tøver med dig svar..skal jeg tage din tavshed som et nej til du vil have føde? Du vil sulte?" han havde vel ikke forventet han gav efter på dette punkt. Han så roligt på ham og trak skalpellen op da han kom ned til bunden af hans rygsøjle. Han tog Jason´s tøj og duppede det stille mod for at stoppe blødningen. "Jeg vil ikke lade dig dø endnu. Det er meget sjovere og pine dig. Der er kun et par timer til vi må skilles..for denne gang." Han smilede stille.
Lagde tingene fra sig igen og gik videre. de næste timer gik med skiftevis at voldtage Jason og skære lidt i ham igen. Han fik mere og mere ondt af påvirkningen af det døde blod fra Jason, men han havde travlt og måtte vente med at smerte over det til han kom hjem. Eller i alt fald væk derfra. Han slikkede sig lidt om læberne med et ondt smil og trak sig ud af Jason efter at være kommet i ham igen. Han havde ikke tal på hvad voldtægt det var længere, men det var mange. Han satte sig ned på jorden og fik skubbet ham om på siden. Ligeglad med om det gjorde ondt eller om Jason slet intet kunne mærke. Han havde hele tiden undervejs sørget for, at holde ham ved bevidsthed. "Du har mistet meget blod..sikker på du ikke vil have lidt så du ikke ligger her og sulter? Kan være du skal ligge her i dage før nogen finder dig.." han så på ham med sit hoved lidt på skrå. Han havde allerede skåret det yderste led af to af mandens fingre på samme hånd og taget en tå på venstre fod. Han havde snittet i hans øreflip og lid i kinden og halsen. Der var blod overalt på mandens hud næsten. Der hvor han havde skåret af havde han i det mindste stoppet blødningen så Jason ikke ville dø før han ønskede det.

[Jason Elvana Nimanhra]

Jason var forbandet sulten, så meget blod som der var blevet taget fra ham, så var det i den grad heller ikke nemt! Hans tavshed var dog mere et panisk udbrud end noget andet, go det skete forbandet sjældent, at han i det store og det hele fik dem, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet! Skriget var ikke længere til at holde tilbage. Det overdøvede selv den ugle som måtte tude i det fjerne, han kunne mærke det dybe sår hele vejen ned af rygsøjlen. Tårerne var trådt til hans blik, også selvom han ikke lod dem falde. Det var blod løb ned over hans krop, det var fustrerende ikke at være i stand til at stopope det, på den anden side, så hjalp det i den grad heller ikke på hans sult. Det var tydeligt at Brandon slet ikke var færdig. Han lod ham blot duppe hans sår, ikek fordi han havde noget valgt
Selvom Brandon fortsatte sine mange voldtægter, så lå han blot stille på jorden, han kunne ikke føle det, men lyden når Brandon kom var i sig selv nok til at sætte en følelse af at være syg i hans indre. Kinden hvilede blot udmattet mod jorden, han gjorde ingen modstand, sagde intet, for hvorfor skulle han? Han følte ikke tåen blev skåret af, men skrig brød igen stiltheden da fingrene forsvandt og efterlod endnu mere blod over hans krop, han hadede det som bare fanden, det kom han heller ikke uden om overhovedet, det var også ganske sikkert! Jason så ikke engang på ham ved hans ord. Hvad så om nogen fandt ham? Ligenu var han end ikke i stand til at tænke, det eneste han så for sig, var Lisas varme smil, lyttede til Gabriels beroligende stemme, hørte hans søns gråd, og så Jason og Yasmya foran sig. Han savnede dem alle sammen. Sidst men ikke mindst kunne han føle korset brænde mod hans hals, også selvom han på ingen måde bar det. Han så Evelyn’s bekymrede blik, og kunne ikke lade værre med at smile ved tanken. Det at han lå her.. Hvilken betydning havde det efterhånden?! Hans krop var mere eller mindre følelsesløs, ”Er du færdig”? Lykkedes det ham at hviske hæst, med tydelig udmattelse, dog en skjult vrede. Hvornår havde han tænkt sig at slippe ham? Han behøvede sin familie, han ville hjem, inden dette skulle vise sig, kun at gå langt mere galt.

[Deleted]

Han rystede stille på hovedet. "Nej.." Snart dog. Men der var lige lidt tid endnu og han havde i sinde, at gøre et par ting mere mod ham. Han så på ham som han lå der på siden efter at have ligget i timevis på maven bundet og uden chancer for at komme fri. Han så på ham i lidt tid bare før han holdt hans øjenlåg oppe og tog skalpellen op i sin hånd igen. Så ham i øjnene idet han lod skalpellen glide ned og skære spidsen af hans lem. Som en omskæring. Han skar derefter et snit på undersiden helt ned til roden og slap så hans øjenlåg igen. tog de dele han indtil videre havde skåret af og lagde til side sammen med skalpellen og tog fat i hans venstre arm som han fik vredet så meget rundt han nu kunne når den var bundet. Rev den ud af plads og brækkede håndledet med et knæk og lod armen falde ud af bæltets greb og gjorde det samme med den anden arm før han fik fjernet den selvom han jo nok ikke kunne gøre meget modstand eller angreb. Ikke med det blod han havde tabt. han så på ham. "Du må beholde dine øjne...og din tunge..." han rejste sig op og tog hans ben ned. satte sig til og snitte lidt i hans hæl og skar en tå mere af så han manglede en på hver fod. Så op på ham og tog det nederste stykke af hans højre øre og tog så hans venstre hånd og skar hele ringfingeren af og tog den med og smed alle delene ned i en pose. tog stoffet fra sin lomme op og smed korset hen til ham. "Behold dit kors..jeg kan ikke røre det uden at brænde mig og har intet og bruge det til..du kan vel søge trøst ved det efter alt jeg har gjort mod dig. Måske det er din sidste og eneste ven inden du dør. Der kommer sjældent nogen helt herind i skoven, men måske du er heldig. Hvem ved..Det var i alt fald rart, at misbruge dig." han grinede lidt med et smil og tog stille sit tøj på. han vendte sig om bagefter og piftede sine hunde til sig og begyndte, at gå tilbage samme vej de var kommet fra. Tilbage mod Manjarno så han kunne komme ind før solen stod op og så han kunne få et bad og noget frisk blod før han hoppede i seng og fik hvilet sig ud. Jason var halvt vampyr så han kunne godt overleve kulden selv nøgen. og blodtabet havde han fået stoppet så han ikke ville forbløde, men før eller siden ville han dø. Enten af sult eller fordi han blev for kold af ikke at røre sig overhovedet. En times tid senere var han ude af skoven og havde krydset muren og var kommet hjem og kunne ånde lettet op da han var kommet indenfor i tide. Han glædede sig til at se eller høre om Jason havde overlevet denne nat eller om han ville dø alene i skovens mørke tætte vildnis.

//Out

[Jason Elvana Nimanhra]

Jason lå fuldkommen ubevægelig på jorden. Den føltedes ikke kold på nogen måde, faktisk var den næsten ligeså god som sengen derhjemme, han måtte virkelig være udmattet. Blodet var stoppet med at løbe, men han kunne stadig se det for sig, og mørke hvordan sulten måtte trænge sig på uden han havde nogen chance for at stille den. Benene var ubevægelige, han følte intet mere, han kunne ikke engang bevæge fødderne. Lige i øjeblikket håbede han næsten at Brandon ville være mild, og bare slå ham ihjel. Han kunne vel trøste sig med at solen snart ville stå op, så Brandon var tvunget væk fra landet og dermed ikke kunne skade andre? Desuden så kom der langt flere på disse kanter i daggry, også selvom han i det store og det hele ikke ønskede at findes sådan. At Brandon måtte fjerne hans lem på dem måde, det gjorde virkelig forbandet ondt! Han skreg af smerte, se det var den ydmygende part. Han baserede hans liv på sex, på den nærhed han var i stand til at få hos en kvinde, og nu blev det taget fra ham! Øjnene var kebet fast sammen. Hvor pokker var hans engel når han behøvede hende? Tanken om hvad hun ville sige når engang så dette, tanken om hvad de alle ville sige, han var blevet gjort til en krøbling! Endnu engang følte han ikke tåen blev skåret af, derimod var fingrene er enorm smerte i sig selv! Armene blev ubevægelige så snart de havde givet deres endelig knæk fra sig. Hele hans krop gjorde mere eller mindre ondt, og nu var han slet ikke i stand til at skulle bevæge andet end hovedet. Et sted måtte han bare rpise sig lykkelig for at det var venstre hånd han havde valgt, eftersom han altid havde båret sin forlovelsesring på højre, det var den der ville gøre ham i stand til at skulle overleve daggry på jorden, også selvom Brandon havde ret, der var mange andre ting til at slå ham ihjel. Selvom han tvang skrigene tilbage nu hvor det hele lod til at være over, så kunne han ikke holde de små hjælpeløse gisp tilbage. Korset faldt på jorden netop ved siden af. Jason vendte hovedet og betragtede det skinnende sølv med de matte blå øjne. Han længtedes efter det, som havde det været Lisa, han længtedes efter dets trøst og dets omsorg, og nu lå der der, ikke langt fra ham, og han var ikke på nogen måde i stand til at skulle tage det til sig. At Brandon endelig forlod ham, lettede end ikke, han bar hele hans liv med sig, han ville ikke være i stand til noget som helst mere. Han ville ikke kunne være en rigtig far for sin søn, han ville ikke være i stand til at tage ham op om natten, og holde ham tryg, eller kravle rundt med ham på gulvet. Han ville ikke være i stand til at tilfredsstille Lisa, eller vise hende stolt frem, for hvem kunne være stolt af dette? Han ville aldrig kunne få flere børn, dem han så brændende ønskede sig, aldrig fører en datter op af kirkegulvet, eller selv stå der og vendte på hans egen elskede. En tårer trillede stille ned over hans kind. Det var ikke ofte han græd, men lige her kunne han ikke lade værre.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Efter at have været sammen med Evelyn mere eller mindre hele dagen, hvilket i den grad var en glædelig tanke også for Gabriels vedkommende, så havde han også endelig fået muligheden for at skulle komme ekstra godt og tæt ind til Jeremiah. Den lille knægt var virkelig noget ganske særligt og nu hvor han selv måtte tilbringe mange timer med dem hver eneste dag, så kunne han i den grad godt se hvorfor hun havde valgt at tage ham med, hvorfor hun havde valgt at skulle tage ham til sig som sin egen søn og tanken var intet andet end morende for ham. At den lille dreng havde sagt stop hen på aftenen, var nu bare noget som Gabriel havde accepteret, skænket Evelyn et blidt farvelkys, lovet at komme igen dagen efter og så taget afsted. Det var jo heller ikke fordi at han havde mange forskellige steder at opholde sig lige for tiden, men han ville i den grad heller ikke træge sig på, på den ene eller den anden måde. Hvad der var sket i skoven i nattens timer, var slet ikke noget som Gabriel var særlig klar over. Han vidste at det kunne være direkte livsfarligt at bevæge sig rundt i skoven på denne tid og alene, men det var jo heller ikke fordi at han havde været direkte bange af sig. Det havde han jo trods alt aldrig nogensinde været! Vingerne holdt han helt tæt ind mod sin egen krop, også selvom de var klare til at bringe ham til vejrs hvis det skulle blive nødvendigt. Han havde hørt meget om at dvasianere havde skjult sig i skoven, hvilket faktisk også havde taget livet af den procianske træner, så det var blot tydeligt, at der var noget på gang og han brød sig bestemt ikke om det! Lyden af skrig, var dog det som nærmest måtte tvinge ham til at skulle stoppe op mere eller mindre med det samme. Han lod hånden roligt fatte om den kniv som han havde ved siden af sig. Han gik aldrig uden nogen mulighed for at forsvare sig og det var i den grad også med en umådelig god grund! Han havde lovet Evelyn det, ganske enkelt fordi at hun ikke ønskede at miste ham igen. Gabriel var jo trods alt død for omverdenen og det var også sådan, at han faktisk havde det bedst med. Kongen var død og nu ønskede han blot at have og leve et stille og roligt liv med den kvinde som han elskede mere end noget andet! Ganske varsomt gik han roligt mod den lille lysning hvor han var sikker på at han havde hørt skrigene. Det var nærmest som at blive slået direkte i hovedet, da han så hvem som måtte ligge bundet og i den forfærdelige forfatning! Jason? Det kunne ikke være rigtigt! At se de mange sår, at se ham faktisk.. græde? Den måtte da være helt gal! Han gik roligt frem, som han havde forsikret sig, at han ikke kunne se andre i nærheden, men igen, så havde han ikke det bedste nattesyn. ”Jason? Kan du høre mig?” Hans stemme var rolig og fattet. Han gik ikke helt tæt på før det var kendt for ham hvor meget kontrol at manden måtte have. Han knælede dog ganske så tæt på alligevel, dog udenfor den vinkel, så Jason ikke ville kunne få fat i ham. Han havde været igennem dette en gang før og det havde været tæt på at koste ham livet ofte. Korset lod han ligge. Han ville ikke røre det, udelukkende fordi at han vidste hvilken betydning det havde haft for manden foran ham. At se ham sådan her, var direkte forfærdeligt! Hans tårer var vel et godt tegn? Det var trods alt menneskeligt og ikke dyrisk. At han var nøgen, var slet ikke noget som havde nogen betydning. Gabriel tog roligt omkring sin kappe, hvor han i en let bevægelse måtte kaste det over Jason, blot for at skjule ham lidt. Alt blot for at vise, at han intet ondt ville ham.

[Jason Elvana Nimanhra]

Jason forblev fudlkommen ubevægelig. Han opvejede hvilken del af kroppen som måtte være i de største smerter, men det var direkte umuligt. Det sitrede, men det var i den grad ikke behageligt. Blodet var størknet langs hans krop, også selvom det faktisk stadig måtte bløde lidt fra fingrene. Månens blege skær stod direkte ned mellem træerne, og faldt på det kors, hvis skinnende glimt faldt ham direkte i blikket. Han var ikke i stand til at række ud over det, hans håmdled lå blot slappe på jorden ved siden af, han turde ikke forsøge at bevæge dem, de var brækket det vidste han jo fra før. Han var ynkelig, omskåret til en tøs, lam i benene, han følte næsten intet fra livet og ned, og det var noget som faktisk måtte skræmme ham. Tårerne strøg stille ned over hans blege kinder, det var sjældent det skete, men han kunne ikke lade værre. Alt var taget fra ham, ville Lisa overhovedet kendes ved ham når engang så hans fatning? Ville hans søn være stolt af at minde så meget om hans far som han nu gjorde, og ville Yasmya stadig være stolt af hendes svigerfar? Der var så megen usikkerheds, selv selvtilliden var direkte blevet revet ud af hans bryst. Den kolde jord føltes først nu direkte fugtig. Han var drøn beskidt, som han var blevet vendt og leget med, ikke at det var det som måtte påvirke ham overhovedet. Blikket var direkt tomt, der var ingen følelse at sporer nogen steder, faktisk var det først for alvor muligt at se den glemte dvasianer i hans indre, når han lagde som det han måtte gøre i øjeblikket. Salten fra tårene sved ned over hans mange flænger, der fandtedes ikke en lille del af kroppen, som rent faktisk måtte være okay, hvis ikke det var brækket, eller skåret af, så var der skåret snit i hans blege hud. Der lød skridt. Panikken bredte sig straks, havde han valgt at komme tilbage? Havde han fortrudt at han var gået fra legen så tideligt? Jasons blik rakte kun til, netop at kunne se skoende. Han betragtede dem, bad et sted stil at hvem end det var, ville slå ham ihjel på stedet, det har var uden tvivl for ulideligt! Tårerne stoppede ikke. Ahn var ligeglad med om de var skjult for verden eller ej, var han svag fordi han var i stand til at udvise den sorg? Hans blik var næsten bedende, tiggende om bare at få det overstået. Gabriels stemme så varm og blød, med den samme virkning som havde det været hans fars. Hvad pokker lavede han her?! Han var død?! Dyret var på ingen måde fremme, foruden at han følte længsel efter blod, at få stillet sin sult, så var der intet voldigt over ham, desuden var han slet ikke i stand til at skulle gøre det mindste, han var for alvor endt handicappet. Kappen lagde sig blidt over hans skikkelse, han nød følelsen af det bløde stof, og ikke mindst det at blive dækket til ”Gabriel” hviskede han stille. Tonen var hæs, det var en kamp om, overhovedet at forme ordene. Han betragtede dne velkendte skikkelse. Selvom det var anstrengt var det et lille smil der spillede om hans læber, selvom det også resulterede i at tårerne for alvor måtte falde. Gabriel havde i mange år været det nærmeste man overhovedet kunne komme, det var hårdt at se ham falde i hans egen varertægt. Han strakte armen roligt, forsøgte at nå ham, også selvom det resulterede i at endnu et klagende skrig. Han vred i hele kroppen, noget som kun gjorde det hele værre. Han var på ingen måde i stand til at flyttes, det var tydeligt at han virkelig måtte ligge i enorme smerter!