In the hands of faith..

[Liya Daimond Diamaqima]

Solen var stille gået ned i vesten.. Efter endnu en dejlig behagelig sommerdag havde den efterladt sig en blid og lun brise selv på trods de var noget til de seneste aften timer, lige før nattenf or alvor ville ende med at skulle vise sig. Den blege måne stod højt på himlen kastede sit skær ned over jorden og oplyste alt med et fantastisk lys. Dog var den ikke alene, overalt omkring dem glitrede der stjerner i det man måtte kalde for millionvis, den perfekte aften for romantik. Liya gik roligt i det bløde sand der blidt kildede under hendes nøgne fødder. Hendes hånd hvilede i en mandehånd hvor hun blidt og forsigtigt måtte fører ham med sig. Lyden af havet der brusede, og lod bølger dovent slå mod breden, det var utroligt beroligende, om ikke andet så for hendes del. Slevom et hvidt tørklæde måtte skjule for hans blik så kunne man ane den hvide maske lige under, efter den fejl som hun selv havde begået, en fejl som hun havde frygtet at skulle gentage, og et sted så nagede samvittigheden efter det endnu. og stadig opmundrede han hende til at fortsætte, nu havde hun endelig fundet en løsning! Nyheden oma t han var dødssyg, var bestemt ikke kommet pænt til hende, og hver aften inden hun måtte falde i søvn var døden den første tanke som slog hende, for hun ville ikke lade den rive ham fra hende, ikke nu hvor de endelig bevægede sig i en retning hvor de rent faktisk kunne kalde hinanden for deres. Vinden legede med de krøllede lokker der roligt dansede omkring hende. Det var på tide at komme lidt ud og lige i aften måtte hun have de helt perfekte planer. I hånden bar hun en ganske lille kurv, kun med indhold af nogle få praktiske ting, det var jo en rimelig lang tur hertil hun regnede ikke med at de ville nå hjem inden daggry. Omkring hendes skikkelse hvilede en lang enkel kjole. Først og fremmest måtte den blotte hendes smukke synlige kraveben. Det tynde vide stof var det som måtte dække for hendes bryst og kun fremhæve det. Hendes ekstrem slanke talje var prydet af en helt dybrød korsettop der måtte dække hele hendes overkrop til hendes blide runde hofter hvor hvidt tyndt stop igen måtte falde som en form af en nederdel og halvt om halvt skjule de slanke ben. Hun frugtede let de rosenrøde læber. Man kunne ikke komme uden om at hun i aftenen anledning havde valgt at skulle pifte sig en smule op, udelukkende for hans skyld.Et sted i det fjerne kunne man høre ulvene hyle, det var trods alt en fuldmåne aften, det skulle da kun mangle "Så er vi ved at være der" endte hun i en blid, næsten skræmmende munter tone. Selv ud i mørket anede hun den mørkerøde rose med det sorte bånd om, som hun havde placeret udelukkende for at vide hvor de skulle hen, det var jo hans kendetegn, så hvorfor ikke? Roligt endte hun med at slippe hans hånd, åbnede kurven og lod vinden brede tæppet ud over sandet for hende. Med langsomme skridt gik hun roligt hen bag ham, lod de slanke fingrer fæste sig mod bindet for det ene øje som kunnse, fjernede det stille fra hans ansigt, og lod ham stå med direkte udsyn til det store hav, som lå så utrolig rolig lige her i aften. Tørklædet faldt til jorden, blidt lod hun armene fæste sig om hans liv "Tadaa" der var noget stolt i hendes tone, på trods dette var en overraskelse så havde hun i den grad flere på lur, mange flere, og på trods hun allerede nu følte hjertet banke en smule fast mod hendes bryst af en lille nervøsitet så var hun fast besluttet på at fuldfører denne nat, hvordan det så ville se ud ved daggry det måtte tiden ende med at vise

[Nathaniel Diamaqima]

Ulykken var sket, selvom det virkelig ikke var noget som gjorde Nathaniel noget direkte. At hele hans ene side af ansigtet virkelig var endt med at blive vansiret og ødelagt, så havde han virkelig været heldig, at det var den allerede mest ødelagte side af hans ansigt det var gået ud over. Han havde opmuntret hende til at fortsætte. Nu stod hun der med alkymien som han selv havde gjort for så ekstremt mange år tilbage, så han genkendte det jo blot, selvom hans havde været mange gange værre. Der var gået dage siden han fortalte hende den hemmelighed som han havde båret med sig igennem alle disse år og hun havde taget det meget pænere end det som han lige havde ventet sig til, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Det var noget som gjorde ham glad, og alligevel lykkelig, for hun stod der endnu. Denne gang var det hans tur til at sige, at det var svært at fortsætte med at kæmpe. Det var jo forekommet, at han havde været så tæt på at opgive og specielt efter det møde med Brandon, hvor han havde endt med pilen direkte i ryggen. Så tæt på at give op som aldrig nogensinde før. Liya prøvede, hun havde taget initiativet til at skulle prøve i det mindste og det var noget som han var så forbandet stolt af. Han havde fået en maske som skulle skjule det vansirede ansigt, skjule det som hurtigt ville beskrives som et tegn på en djævelsk søn og det var noget af det sidste som han var! Selv i den hvide skjorte og de sorte bukser og med Liyas hånd i sin egen, så gik han efter hende uden at skulle tøve det mindste overhovedet. Han kunne ikke se andet end mørke lige for øjeblikket, selvom han virkelig ikke havde en grund til ikke at skulle tro på hende på noget tidspunkt. Han kunne dog klart indrømme, at han var en anelse spændt. Hvad var det hun havde i tankerne for i aften? At de var alene havde han virkelig heller ikke det mindste imod. Bare det at være med hende alene og bare vise hvilken retning som han måtte ønske, at dette skulle foregå, så var det vel kun til det bedste i den anden ende vel? Det varme smil hvilede dog på hans læber. Efter at masken var kommet på, så følte han også for at slippe lidt af den gamle Nathaniel ud.. Den som kun en i hans liv kendte til, og hun var også den eneste som stadig måtte eksistere derude. Hun sad jo faktisk som dronning på tronen. Han var stadig ved udmærket helse, så det ville ikke være lige direkte, at han ville blive revet fra hende, men skete der ikke noget snart, så vidste han at det ville kunne gå galt før eller siden. Lyden af ulvenes hyl, var noget som han tydeligt lagde mærke til, ogå den eneste grund til at han var meget mere forsigtig og opmærksom jo længere de kom frem. Liyas muntre stemme, fik ham virkelig bare til at smile. Hun virkede så glad og så sikker, at det klart var noget af det bedste ved det hele. Så var i alle fald hans aften gjort! Han havde jo aldrig været typen som satte de største krav til hende, det kunne han slet ikke få sig selv til. At hun slap hans hånd, fik ham omgående til at skulle stoppe op. En naturlig reaktion når noget som man var så tro og så sikker på, pludselig bare måtte falde en anelse fra. Han trak vejret en anelse dybt, selv tungt efterhånden. Han kunne hør ehun puslede om noget, men lige hvad det var, det vidste han dog ikke. At hun fjernede bindet for hans øjne, fik ham let til at misse med det ene som han havde. At se det store og smukke hav, tæppet foran ham, fik ham virkelig bare til at skulle smile. Han kunne virkelig ikke lade være med at smile bredt. Han vendte blikket mod hende over sin skulder. Med det friske kind vendt mod hende. "Så det er det her du har tuslet rundt med.." Han vendte sig roligt mod hende og lod armene roligt glide omkring hendes liv, hvor han let trykkede hende ind mod sig. "Det er fantastisk min kære," afsluttede han roligt. Overrasket, det var han dog i den grad og det var i den grad også tydeligt, at skulle se på ham. En glædelig overraskelse endda.

[Liya Daimond Diamaqima]

Ulykken var sket, det var ikke fordi at der var særlig meget hun kunne gøre ved det, selvom hun utrolig gerne ville. HUn havde virkelig båret en frygtelig samvittighed efter den lykke og mest af alt haft lyst til at skulle give op, også selvom hun vidste det i sidste ende ville rive ham fra hende. Det var virkelig ikke fordi han så dum ud, end ikke med den maske, det tilføjede lidt mystik som virkelig kun klædte ham på en underlig måde, hun var ikke den som klagede, hun kunne kun beklage for havd hun havde gjort mod hans ansigt, sørget for at han ikke kunne vise sit sande ansigt i offentligheden. Masken havde været en form af en personlig gave til ham og hun måtte erkende at det slet ikke så ringe ud. Selv var hun nu ved at dygtiggøre dig inde for alkymien, og han var hendes mester noget som hun virkelig slet ikke havde imod. Hvilke fejl han så selv havde begået vidste hun ikke noget som helst op, og et sted var det nok også et bedste. Efterhånden havde Nathaniel hjulpet hende godt op af det mørke hul, og holdte hendes hånd udelukkende for at hun ikke ville falde tilbage i det. Et sted så var det nok også det der havde gjort at den ellers utrolig alvorlige nyhed ikke havde kastet hende direkte ned, hun ville kæmpe, blod på tanden var et helt nyt begreb som hun var blevet bekendt med, og hun ville kæmpe, for ham ville hun uden tvivl gå igennem ild og vand og tilbage igen, kun for at kunne stå med ham i den sidste ende. Et sted sp gik rygterne og hun vidste at han selv havde været tæt på at give op, og et sted så kunne hun ikke bebrejde ham, hun havde gjort nøjagtig det samme og direkte selvforskyldt den aften han måtte finde hende halvdød på sengen i Mansionet. Nu var hun den som tog initativ, den som gav sig hen til ham og viste ham hvad hun selv ønskede, det var netop havd hun havde i planerne denne nat, om han så ville være med hende eller om det ville være en blank afvisning det vidste hun virkelig ikke, hun havde vel lov at håbe et sted? De mørke øjne mødte hans som han blidt vendte sig om, og tog hende i favnen. Bare hans reaktion lod smilet spille blidt over hendes læber. Armene fæstede sig roligt om hans nakke, trak ham tæt ind til sig. Der var noget i hans blik som havde været ukendt for hende, et glimt som hun aldrig før havde set, uanset hvad det var så fik det hende næsten til at sitre, kun ved hjælp af det ene øjne han var bære af. Aldrig havde han sat de store krav til hende, og det var noget som lettede nu kunne hun vel godt slå benene en smule væk under ham? Blidt nikkede hun. Selv var der noget i hendes blik, noget lusket, hun havde så mange planer for lige netop denne nat og dette var langt fra begyndt endnu "Jeg kan godt" påpegde hun med en lettere drillende tone. De slanke fingrer søgte stille igennem hans mørke hår, for hendes del var han endnu en utrolig køn mand, det ville aldrig ændre sig. Hun havde faktisk lært at værdsætte de indre værdier frem for noget andet. Hun virkede så utrolig selviskker på en måde og det var længe siden hun havde båret den følelse med sig. Havet brusede lystigt, hun nød følelsen af den vind som slog mod hendes ansigt som var det hans hånd der blidt måtte glide over, og hendes lange mørke hår der svævede et sted bag hende. Roligt lænede sig sig frem, plantede et stille kys mod hans kind "Og tro mig.. Natten vil byde på langt flere overraskelser" der var noget hemmelighedsfuldt i hendes tone, noget tirrernede og så alligevel.. Tiden måtte vel bare afsløre dem.

[Nathaniel Diamaqima]

Hvad der skulle ske lige netop i denne nat, havde Nathaniel virkelig ikke nogen anelse om. Hendes begynderfejl, var noget som han udmærket godt kunne genkende ved sig selv, selvom hans havde været så meget værre i længden. Ikke at det var noget som han ville fortælle hende om, for han ville virkelig ikke tage det mod fra hende, nu hvor hun var ved at skulle finde det, så det ville han slet ikke ønske for hende. Måske, at han fortalte det i fremtiden, men lige nu.. Så ville han hjælpe hende så godt som det var ham overhovedet muligt og han agtet at stå der som hendes egen lærermester for han vidste, at det ville være hende en hjælp. Hun gjorde det virkelig storslået fantastisk og det var virkelig ikke noget som han bare ikke ville kunne få sig selv til at ødelægge. At hans ansigt var ødelagt, var heller ikke noget som han tog sig det mindste af lige netop nu og det vr hller ikke det som direkte havde haft nogen betydning for ham selv i det store billede egentlig. Det var hende som var ham det vigtigste. Hvis hun kunne leve med det, så var det jo bare det. Masken gav ham selv den manglende tillid til at skulle lade den gamle Nathaniel komme lidt tilbage i ham. Han lukkede øjnene ved hendes strøg igennem hans hår og med armene som måtte glide omkring hans nakke. Han kunne virkelig ikke gøre andet end at nyde det. Han åbnede øjnene stille igen derefter og lod blikket falde direkte til hendes eget. At se hende i øjnene, var slet ikke noget som han ville tøve med, og det var noget som han aldrig nogensinde have gjort det i den anden ende. Han lod den ene hånd roligt vandre over hendes ryg, hvor han fulgte hendes smidige rygrad med det samme lette smil på læben. "Hvad bryder du dine tanker med i denne aften, Liya?" spurgte han stille, ikke mindst med den klare nysgerrighed i minen som han bare ikke formåede, at skulle lægge det mindste skjul på. Hans nysgerrighed brændte efter at vide det. Det let intense glimt, havde allerede meldt sig ved ham. Masken måtte gøre det mere tydeligt, ved at skjule halve ham, men for ham, så var det virkelig intet andet end nødvendigt. Han vidste, hvad der ville ske, hvis han blev set uden den på, og det var bestemt ikke noget som han ønskede at skulle opleve og heller ikke for hendes skyld. Hvordan folk måtte tænke, var slet ikke noget som han ønsket at gå igennem. For sin del, så ønsket han virkelig bare, at han kunne trække sig lidt tilbage og bare nyde et stille og roligt liv. Det var vel heller ikke meget at forlange? Kravene havde aldrig været høje for Liya. Han havde holdt dem på det niveau, hvor hun ville kunne leve op til dem, og det havde virkelig været pointen ved det hele for hans vedkommende, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han trykkede hende helt tæt til sig og med hovedet let på sned. Han tog blot imod hendes kys og med det lette smil på læben. Han gengældte det blidt og stille mod hendes pande. Han måtte holde igen, selvom det nu efterhånden ikke var det sværeste for hans vedkommende.. Han havde efterhånden knækket koden, og det var noget som han var glad for. "Du driver virkelig i min nysgerrighed min kære." Han trak svagt på smilebåndet og blev ellers ståede helt tæt på hende. Hans ene hånd gled roligt over hendes ryg, over hendes overarm, videre nedover hendes underarm, hvor han blidt endte med at skulle tage omkring hendes hånd som han klemte roligt i sin egen. Han havde hende, det var virkelig det som var det som betød mest for ham. Så var hans udseende fuldstændig ligegyldigt.

[Liya Daimond Diamaqima]

Hvad der skulle ske i aften var noget som kun Liya måtte kende til. Hun havde i den grad sine planer og det var noget som hun havde haft i tankerne siden den forfærdelige nyhed selv efter det sødeste øjeblik i hendes liv, det øjeblik hvor hun endelig var kommet tæt på ham, den intense følelse at føle deres hjerte banke som et, at kærtegne hans krop og hun var virkelig langt fra blevet færdigt. Enhver skulle vel begå fejl? Nathaniel nævnte jo selv at han ligeså begik fejl utrolig mange gange, hun huskede jo faktisk da han sprængte sit eget eliksir loakle i luften, og det var selv efter han var blevet en erfaren alkymist. Der var frygtelig meget for hende at lærer endnu, det var hun klar over og nu var hun havde både mod og overskud til det så var det noget som hun da i den grad måtte gøre brug af, og med ham som lærermester, selvom hun i øjeblikket havde tvunget ham væk fra alt som måtte hedde arbejde, det var jo også første gang at han var ude i flere dage, for nu vidste hun endelig at hun havde muligheden for at gøre ham rask, døden ville ikke tage ham. Det ødelagte ansigt avr virkelig intet som Liya tog specielt tungt, måske så havde hun været dybt panikslagenog undskyldende i flere dage efter, men for hendes del så fik han et helt andet udseende, der ikke så, så sygt ud som det han havde gjort før, der var noget i hans blik som heller ikke var set af hende før, hun kunne bestemt leve med det også selvom hun virkelig var frygtelig ked af at hun havde ødelagt den ene side af hans ansigt på den måde. Smilet hvilede intenst og hemmelighedsfuldt over hendes læber, hun nød at se det glimt i hans øjne, det var nyt og ukendt og hvad end det var så klæte det ham virkelig. Hvad den gamle Nathaniel indebar, det vidste hun ikke, det var længe før hun kunne sige sig at have skrevet sin historie med ham, hun ville kende enhver lille del af ham, intet måtte hvile skjult, og hen af vejen ville hun få hevet mere og mere frem, allerede nu var det en helt anden mand, efter ventetiden var blevet brudt. De mørke øjne faldt i hans og kun med det forførende glimt som hun ikke formåede at skulle skjule, det var ikke længere et problem for hende at betragte hans blik, og det var faktisk lettende, at kunne være tæt på ham uden den tanke i baghovedet, at hun ikke måtte friste ham, for nu var de kommet så tæt på hinanden, ingen stor skade ville ske hvis det skete igen. Hånden ned over hendes ryg fik hende kun til at sitre, og så med det blik som næstenf ormåede at smelte hende i sig selv. Det lumske blik var frygtelig tydeligt "Det må tiden jo vise, ikke kære?" hun hævede det slanke øjenbryn og med en hemmelighedsfuld tone som hun ikke kunne komme uden om. Selv var det vel en helt ny side at se af hende, men han måtte ikke glemme at under deres allerførste møde da hun havde været på samme pyskiske standpunkt som nu, hendes intense tone og blik, hendes måde at fører sig frem med sikkerhed og den mystik der havde hvilet omkring hende. Han var nysgerrig så meget kunne hun fornemme, og hvad der så måtte glæde hende var det at han ikke forventede meget af hende, derfor kunne hun vel feje benene helt væk under ham? Hånden endte stille i hans, hun trykkede den forsigtigt i hendes "Jeg er slet ikke begyndt endnu kære" påpegede hun med en drillende tone. Begge hænder endte mod hans ansigt, hun strøg de slanke fingrer langs hans mange træk "Jeg vil se dig.. For mig skal du ikke gemme dig" hun sendte ham et stille smil, greb om masken kun for at trække den af og afsløre hans sande ansigt for hende.. Et ansigt som virkelig intet betød.

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel var i den grad ikke perfekt på nogen måde. Ligesom han havde forklaret Liya, så begik alle fejl, og det havde hun jo faktisk også selv set fra hans side af. Han havd sprængt hans eget eliksirlokale i luften og selv som en alkymist på sit højeste. Det var ekstremt risikofyldt og det ville det være hvorvidt om man var nybegynder eller ekstrem erfaren ligesom han selv var. Han ønskede virkelig ikke, at det skulle tage modet fra hende og det havde det heldigivs heldigvis ikke, hvilket han i den grad også var glad for. Han elskede hende virkelig og så længe, at hun kunne leve med dette ansigt, så havde han virkelig ikke noget, at skulle klage oer, det var der heller ikke nogen tvivl om. Nu hvor hun havde formået, at skulle gøre ham så voldsomt nysgerrig, så var det ikke noget som man kunne komme udenom. Blikket hvilede roligt i hendes skikkelse. Han havde fundet koden og den var knækket, selvom hun så sandelig ikke var enkel på det punkt, men han ønskede virkelig, at skulle kunne se hende i øjnene. Han sendte hende det lette smil og selv med den intensitet i blikket som bare ikke ville falme. Masken var ham en hjælp på alle måder, det var der ingen tvivl om. Ikke fordi, at han havde nogen grund til at gemme sig personlighedsmæssigt, men det hjalp ham med det mystiske, hvilket i den grad også var noget som han nød meget af også på denne måde. Han blev stående helt tæt på hende og med den ene arm omkring hendes liv og hendes slanke talje, ikke at det var noget som han ønskede, at skulle give det mindste slip på overhovedet. Han trak vejret dybt. Han nød virkelig utrolig godt af denne aftenlust og den salte smag som det måtte sætte i hans næse. For folket måtte han gemme sig, hvilket han var klar over, at han sikkert måtte til evig tid nu. Et sted hvor den tanke måtte frustrere ham, men Liya havde virkelig ingen grund til at undskylde. Hans mange begynderfejl gik langt over hendes, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. "Så nysgerrig som du kan gøre mig, det er jo helt utroligt." Han blinkede let til hende og med det lette smil. Han lukkede øjnene let ved hendes strøg over hans ansigt, idet hun roligt tog fat om hans maske. Ikke at han gjorde det mindste for at stoppe hende, idet hun fjernede den. Den ødelagte og røde hud som tydeligt måtte træde frem, da den blev fjernet. Det var virkelig som han stod igen med en mindre 3. gradsforbrænding og følelsen havde i den grad også været derefter. Han åbnede øjnene stille igen og lod det falde direkte til hende med det samme. Ikke at han ville skjule det for hende. "For dig, har jeg virkelig ikke nogen grund til at gemme mig," sagde han stille og ikke mindst med en rolig stemme. Han tog roligt fat omkring begge hendes hænder med sine, førte dem roligt over deres hoveder, hvor han roligt tvang hende til at vende sig om, så hun endt med at stå med ryggen helt ind i hans favn. Hendes arme endte over kryds foran hende. Hans hoved førte han roligt over hendes ene skulder og uden, at smlet ville falme det mindste overhovedet, det var slet ikke noget som han kunne komme det mindste udenom lig netop nu. Han plantet et stille kys mod hendes kind og holdt hende roligt og tæt ind mod sig. Hænderne slap roligt hendes, for at lade dem glide omkring hendes slanke liv. "Så fortæl mig min kære.. hvad er det som jeg kan forvente mig her i aften? Jeg er ved at dø af nysgerrighed," hviskede han med en klar hvisken tæt ved hendes øre. Han lukkede øjnene stille og roligt, hvor han atter plantet et kys mod hendes kind. De havde hinanden, selv på trods af ulykken, hvilket han var glad for. Han betvivlede virkelig ikke, at det var hende, som han ville leve sit liv med.

[Liya Daimond Diamaqima]

Ingen var perfekte så meget vidste Liya udemærket godt, og alle måtte lærer af de fejl som man begik igennem livet, også hun havde brug for at lærer, specielt fordi alkymisten ikke var en som hun nogensinde havde gjort brug af som sådan. Nu var hendes lærermester kun den bedste af den bedste og selv han begik mange fejl, det var en risiko at løbe, det handlede en del om held og så selvfølgelig omkring den viden man drev med sig om de mange forskellige planter og andre ingridenser. Når først han ville være frisk igen og hun ville tillade ham at arbejde så ville de kunne bruge tid sammen selv på den måde. På et tidspunkt ville hun måske endda finde et form af job i Procias også selvom hun vidste de havde andel og Faith og Kimeya's formue, det var langt morsommere at skulle kæmpe for de mønter selv, hun ville skabe sig det liv med ham, det var ham hun ønskede at skulle dele livet med. Hytten avr deres, måske den ikke var stor, men den avr hyggelig og rummelig kun for de to, det var mere end nok for hende. De skulle etablere sig det liv og de måtte selv kæmpe for det som alle andre. Man kunne roligt sige at han gjorde drømmen realistisk for hende på alle måder, fik hende til at føle sig som enhver anden kvinde der havde mødt sin drømmeprins. At hun gjorde ham nysgerrig på den måde morerede hende virkelig kun, han var ene og alene herre over hvordan aftenen ville komme til at udspille sig. I aften ville hun virkelig få lov at bevise det som hun måtte føle for ham, om han så ville tage imod det, det måtte tiden jo vise. Uden skam kunne Liya nu se ham i blikket og selv betragte hans, det intense glimt som aldrig før var blevet set for hendes del, det gjorde ham til en helt anden, men hun ville i den grad lyve hvis hun påstod at hun ikke brød sig om det, det smeltede hende på en anden måde end den kun kærlige og omsorgsfulde mand plejede at gøre det. For hendes del behøvede han virkelig ikke at skulle gemme sig, masken gav ham noget helt specielt, en klang af mystik og det var noget hun i den grad måtte nyde, også selvom hun intet havde imod at se det sande ansigt, det som hun selv havde ødelagt. Duften af salt hang i den friske vind der alligevel var blidere end noget som helst andet, den slog mod hende, gjorde hende rolig, der var ingen tvivl om hun var en kvinde af ren og skær natur, sådan havde hun altid været. Hendes fejl var det som hun måtte nærer en frygtelig samvittighed over, hun var dog sikker på at han en dag ville kunne gå frit rundt, hun ville hjælpe ham igennem det, de havde kæmpet med langt værre ting end en lilel forbrænding før. Smilet prydede virkelig hendes læber ved hans ord "Jeg gør mit bedste" endte hun i en blid tone. Masken gled ned på tæppet ved deres side hun betragtede det ansigt som måtte gemmes bag, og ikke så meget som et tegn på frygt elelr foragt var at spore i hendes blik. Liya endte tæt ind til hans krop. Hun betragtede ham halvvejst over den ene skulder, strammede hans greb en smule omkring hende kun for at holde ham tættere "Jeg ved ikke hvad pokker der foregår.. Men jeg er ganske sikker på at jeg elsker det" kluklo hun lettere drillende, og med det glimt i øjnene. Han var frygtelig intens, holdte hende ind til sig på en måde som han aldrig før havde gjort det, og med det glimt hvilende i hans blik som hun på ingen måde var i stand til at skulle stå imod. Det tynde hvide stof der måtte fungere som den lange nederdel, blafrede blidt i vinden, det var som at stå på en scene i et teater, spille et stykke helt.. Uvirkeligt. Det gav hende følelsen af at smelte som smør for det blik. Ansigtet vendte hun stille mod hans som måtte hviel mod hendes skuldre, og stadig med et hemmelighedsfuldt blik "Bare.. Lyt til den indre stemme.. Lad magien blomstre.. Så vil tiden vise det" hviskede hun næsten hæst så tæt til hans ører, kun for at vække den nysgerrighed yderligere. Vansiret eller ej, aldrig ville hun forlade ham af en så lille grund, efterhånden var hun faktisk sikker på at intet kunne få hende til at vende ham ryggen, dette var meningen og hun følte det. Blidt sneg hun sig ud af hans greb, dog hvor hun endnu måtte holde hans ene hånd i hendes. Blikket hun måtte sende var lokkende.. Forførende og det var ganske bevidst, selvom det var på en anden måde end det som man normalt ville forbinde med det. Hendes langsomme skridt.. Elegante, rolige og næsten på spidsen af fødderne, hvor hun førte ham med sig mod breden, hvor bølgerne slog op, ikke et ord intet.. Hendes blik og hendes kropssprog måtte være absolut altsigende.

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel have virkelig ikke nogen anelse om, hvad der skulle ske i aften, men han var virkelig så forbandet nysgerrig på det hele. Hvad hun havde planlagt og hvad der skulle ske. Hvad han dog kunne fortælle, så var det jo, at han elskede det. At det var hende som havde kontrollen over denne aften. Hun vidste hvad der skulle ske og holdt ham på den ventende pinebænk på denne måde. Hun var virkelig kommet så frygtelig langt. At hun havde gjort dette selv, så kunne Nathaniel blot bekræfte, at hun var blevet så frisk og rask, som det han nogensinde ville få hende til. Nu hvor han havde masken som måtte være hans eneste skalkeskjul når han var i det offentlige og blandt andre, så kunne han selv lade det smitte bare en anelse af på ham når han også var hjemme, ikke sandt? Nathaniel var selv temmelig sikker på, at denne side af ham, ville have skræmt hende, hvis det ikke var fordi ,at det bare var den del af ham, som han selv måtte have savnet, selvom det hele var faldet en anelse fra, dengang han havde fundet ud af, at han faktisk måtte ligge syg. Om der nogensinde ville opstå en kur som ville kunne redde ham, det vidste han virkelig ikke og blot nu hvor han måtte tænke realistisk, så ville han jo selvfølgelig bare have lov til at nyde den tid som han nu måtte have igen. Dog så glad, og så munter som Liya måtte være, så var han næsten helt sikker på, at der var et eller andet i tankerne som automatisk gjorde, at han måtte blive nysgerrig. Hvad var det, at den kvinde havde planlagt for i aften? Han var virkelig ved at dø af nysgerrighed! Hendes reaktion på hans egne handlinger, måtte virkelig bare få ham til at smile. Han kunne virkelig bare lade lidt af sit gamle jeg træde frem igen og han kunne virkelig ikke komme udenom, at han virkelig måtte nyde det! Han slap et let grin. "Du er ganske sikker på, at du elsker det? Er det noget som jeg skal tage som noget positivt?" spurgte han med en klar drillende klang. Han nød det virkelig bare selv. Han lod hånden roligt og varsomt glide over hendes mave. Hendes blik lokkede ham så sandelig på den måde, som det altid havde gjort det, selvom det nu ikke var de baner som han ønskede, at skulle tænke i. Han nød det i allerhøjeste grad selv det, at han kunne komme så tæt ind på hende og bare stadig kunne være sig selv. Han prøvede i det mindste og det var vel også det som talte? Han lod blikket stille møde hendes og uden at skulle tøve det mindste overhovedet. Han ønskede, at han var i stand til at skulle se på hende, bare sidde og lytte til hende og være sammen med hende, det var virkelig bare det som han havde lyst til. Hans arme slap hende roligt, idet hun selv roligt vred sig ud af hans greb. Ikke at det var fast, men fast nok til at skulle kunne holde hende tæt til sig og beskytte hende, for det var virkelig det som han ønskede lige for øjeblikket, det var der heller ikke nogne tvivl om. Hendes ord sagde ham virkelig nul og en hat om hvad der skulle ske lige her i dag, og det var noget som kun gjorde ham endnu mere nysgerrig. Stranden under den store fuldmåne, et tæppe, masken var af.. hvad havde hun i tankerne? Det var i den grad noget som måtte drive så forfærdeligt i hans nysgerrighed, at man skulle tro, at det var løgn. "Du af alle ved, at jeg er en tålmodig mand, min egen.. Men lige dette, har jeg bestemt ingen tålmodighed til." Der var dog ingen former for bebrejdelse, at skulle spore i hans stemme, snarere en spænding for hvad det nu var, at hun havde fundet på. Han lod hende tage hans hånd. Bare det faktum, at hun kunne se på ham uden en frygt eller foragt, var noget som glædet ham, for han vidste, at hele hans halve ansigt, var fuldstændig ødelagt. En tydelig 3. gradsforbrænding, selvom der aldrig havde været en flamme. Huden var død og ru efterhånden, selvom det vitterligt ikke var noget som gjorde ham det mindste. Fejl skete og selv hun, havde jo også set når han gjorde fejl, selv som en erfaren alkymist. Han ønskede jo heller ikke, at skulle rive lige det håb fra hende. Ikke nu hvor hun havde fået det mod til at skulle prøve, for det var virkelig et fantastisk skridt i den rigtige retning. Hendes lokkende og forføriske blik, da hun førte ham mod bredden, fik ham virkelig bare til at smile. Han trykket let omkring hendes hånd og med den klare tilfredse og muntre mine. Hun gjorde ham lykkelig på en måde, som han slet ikke kunne beskrive det. Han trykkede let omkring hendes hånd og satte farten lidt op, for at komme op ved siden af hende. Hans ene arm søgte stille omkring hendes liv og trykkede hende let ind til sig. Han kyssede let hendes pande. "Du holder mig virkelig på pinebænken i aften," påpegede han med en klart drillende mine.

[Liya Daimond Diamaqima]

At hans nysgerrighed var vækket morede virkelig kun Liya, tanken om at det rent faktisk var hende som måtte tage det initativ denne gang o ikke ham, det morede hende, og et andet sted så gjorde det vel heller ikke andet end at bekræfte, at hun rent faktisk var så rask nu som det var hende muligt at blive på alle tænkelige måder. Måske hun aldrig ville blive helt rask, hendes nedturer ville komme men hunf ølte sig som født på ny, som en helt anden kvinde. Det var som om de begge havde fået øjene for alvor op den morgen hvor de endelig var kommet så tæt på hinanden som kun elskende burde være det, hun var bestemt ikke i tvivl mere, ikke længere forvirret. Hun ønskede ham, spørgsmålet var jo så om han ønskede hende, det ville tiden vise. Nu var de udelukkende dem selv, hvilket var grunden til hun havde valgt natten frem for solopgangen, hun ville se hans sande ansigt, det var trods alt hendes egen fejl, og hun hverken væmmes eller afskyede ham på nogen måde, i hendes øjne gav det ham kun en gnist som virkelig klædte ham på en måde. For år tilbage da han stod foran hende den første gang, der ville det i den grad have skræmt hende at se den intense side han abr sig frem med i øjeblikket, også selvom hun dengang selv var direkte hemmelighedsfuld og lokkende på en måde, hun havde jo altid haft en utrolig tendens til at vække mænds nysgerrighed, det sagde lidt sig selv når man tænkte på det faktum at hun rent faktisk var i stand til at skulle slå alle de mænd ihjel, hun forførte dem med blikekt og så snart de lukkede deres eget i, ville de have set dagens lys for den sidste gang i deres liv. Efterhånden havde liya tænkt den samme tanke utrolig mange gange, at døden snart ville rive ham fra hende og at de vel bare var nødt til at leve deres sidste tid sammen, og hendes egen tanke var at følge ham selv i døden et liv uden ham ville for hendes del ikke være et liv. Nu var kuren fundet og han havde idé om det, hver ting til sin tid vel? For nu ville hun virkelig bare nyde lidt tid med ham. Det var tydeligt at se hun måtte nyde hans mange ukendte handlinger, det at han holdte hende på den måde, fik hende til at føle den varme ved at stå så tæt på ham, "Du kan roligt se på det som noget positivt" den drillende undertone var utrolig tydelig at fornemme, det var ikke noget som hun havde set før, eller prøvet før, ikke med ham men hun elskede det, det var som han fejede benene væk under hende uden egentlig at gøre det helt store. Liya var udemærket godt klar over at hendes blik var det som måtte lokke ham ganske hurtigt med hende mod det livlige vand, til tider så kunne hun vel udnytte det lidt, desuden så ville ingen større skade ske om hun endte med at skulle vække de lyster. Det var ganske klart at hun måtte have de helt store planer, en stjernefuld aften og med en bleg fuldmåne over dem, og tæppet bredt ud, og masken var væk. På en sådan aften ville hun se hans sande ansigt. Smilet falmede virkelig ikke, og det glimt i hendes blik måtte virkelig kun afsløre at det morede hende med hans nysgerrighed "Du har intet andet valg i aften bare.. Lad alting ske.." hunlod sig glide ind i hans favn som han nåede op til hendes side. Blidt trykkede hun sig ind mod hans muskuløse skikkelse "Bare.. Slip alt kontrol" hviskede hun tæt mod hans ører med en ligeså lokkende hvisken. Selv hun kunne når hun ville og lige i aften.. Skille være noget helt særligt. Vandet slog om hendes nøgne fødder, en behagelig kølig temperatur i hendes øjne. Roligt førte hun sig med ham ud, følte kjolen blive tung og dog så var det noget som hun for nu valgte at skulle ignorere.

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel ville virkelig bare nyde sin tid sammen med hende. Troen på at kuren skulle findes, var efterhånden ved at skulle forsvinde fra ham selvom han igen og igen, måtte tvinge den form for maske op, for at få hende til at fortsætte, også mest for sin egen skyld. Selvom han nu bare måtte gøre det som han ojrde det i øjeblikket. Megt andet liv, havde han ikke i sig, andet ned at holde hende ved det håb om, at der stadig var noget derude. At hun var af helt andre tanker, var efterhånden ved at skulle gå op for ham og det var i den grad også det som måtte gøre ham noget så frygtelig nysgerrig! Han var virkelig ved at sprænge af ren og skær nysgerrighed, at det gjorde helt ondt! Han tog det nu ganske så stille og roligt. Lige i dag, var han selv mere frisk end han havde været de sidste dage. Efter at Cayla havd valgt at kyle ham ud, så havde han eliksir og alt til at stå der, så han havde intet fået med sig. Han sov meget mere efterhånden, han var mere slap og det blev normalt kun værre og værre for hver en dag som måtte gå. At hun havde fjernet hans maske, havde han intet imod, så længe, at de var alene om det hele, så var det virkelig heller ikke så slemt. Han var virkelig ikke meget for at vise sig offentlig på den måde, udelukkende fordi at han vidste hvilke tanker og hvilke følelser som det ville sætte i folks hoved og det var bestemt ikke noget som han vile igennem, det var i den grad også hlt sikkrt på denne måde. Han trak vejret dybt. Selv hans vejrtrækning var tung efterhånden, selvom det nu slet ikke var noget som han tog sig af. Det skulle bestemt ikke få lov til at forhindre ham i at smile! Han holdt hende tæt ind mod sig, lod hende blot trykke sig tættere på ham, hvor hans frie hånd roligt gled over hendes mave, for at sikre sig, at hun stod helt tæt på ham. Om ikke andet, så ville han bare nyde sin sidste tid, også selvom han vidste, at hun ville følge ham i døden hvis det skulle vise sig at være det som han måtte gå i møde. Et sted en skam og noget som alligevel måtte varme ham. De var ment for hinanden, det betvivlede han slet ikke. Han fulgte hende roligt ud i vandet, som hurtigt måtte tildække hans fødder. En anelse køligt, men ikke noget som han tog sig det mindste af lige nu. "Det glæder mig, min egen," hviskede han roligt med en intens stemme mod hendes øre. Hendes egen hvisken mod hans øre, fik det virkelig til at sitre i hele hans egen krop. Hun havde jo ret. Han havde jo ikke meget andet valg end bare at lade det hele ske og så se hvor de ville ende i den anden ende. Selvom han virkelig bare var så forbandet nysgerrig som han aldrig nogensinde havde været det før, det var der heller ikke nogen som helst tvivl om overhovedet. Han lod armene roligt glide omkring hendes liv, da han let og roligt havde vendt hende om. At han stod der i fuld beklædning, var slet ikke noget som han havde det mindste umod. Han smilede svagt og plantet et stille og let kysse i hendes nakke. Han elskede hende virkelig og han ønskede virkelig også, at skulle vise hende det. Han lod hovedet søge let på sned, selv uden at smilet ville falme det mindste overhovedet. Det var slet ikke noget som han vil kunne tillade, at det skulle gøre på nogen som helst måde overhovedet. Han smilede let og tilfredst. Hans hænder gled roligt omkring hendes mave og lod hellers bare hende føre ham længere ud. Det var i den grad ikke fordi, at han ikke stolede på hende, for det gjorde han virkelig. I stunder som dette, hvor han virkelig kunne glemme, at han var syg, var noget som han priste sig lykkelig for. Han strøg roligt sin ene hånd over hendes bryst, op til hendes hår, hvor han blidt puffede det over hendes ene skulder og md et tilfredst smil. "At slippe al kontrol.. Er det noget som du er sikker på, at jeg skal gøre?" En klart drillende stemme og alligevel let intens, var slet ikke til at tage fejl af. Han smilede et stille smil og kyssede roligt hendes kind og trykkede hende tæt ind mod sig.

[Liya Daimond Diamaqima]

Selv Liya fornemmede jo tydeligt at han selv var ved at miste troen også selvom hun tvang sig til at skulle ignorere det, for den skulle findes. I lang tid efter det uheld med hans ansigt havde hun nægtet så meget som at brygge bare en lille uskyldig eliksir, men hun var aldrig stoppet med at lede, og denne druide havde i den grad hjulpet hende, givet hende muligheden for et evigt liv sammen med den mand som hun måtte elske, og sammentidig binde ham til hende på en velsignet måde hvor svarene ville findes i den kristne tro. At se ham så frisk som fejlede han ingenting, det glædede hende faktisk, på trods han var døende så avr han tydeligt ved godt livsmod, og ligenu ville hun virkelig bare nyde denne stund med ham, lade ham være sammen med hende som det var hans sidste dag med et bankende hjerte, før hun endelig ville skænke ham en endelig overraskelse. Vinden slog let miod dem, hun kunne føle de mørke lokker blafrer et sted bag hende og det var i den grad en behagelig følelse, gå ude i det halvkølige vand og i favnen på den mand som havde taget hendes hjerte med storm, ændret hende til noget bedre, til noget andet, en kvinde man kunne se skønheden ved frem for foragten. Hendes hånd faldt roligt til hans som han lod den hvile over hendes mave og hun næsten følte dens varme gennem hendes yndefulde kjole. Liya følte ham tæt til sig, følte sig tryg og beskyttet selvom hun var den som for tiden måtte stå som den stærke, nu havde han gennem så frygtelig mange år kæmpet for hende, og nu ville hun kæmpe for ham. Ville kampen vise sig at være forgæves så måtte hun jo tage konsekvensen af det, og gølge ham i døden, for hun var ikke på noget tidspunkt i tvivl om at det var skæbnen at hun skulle gå hånd i hånd med ham uanset hvornår og hvordan, gik han i døden, så ville Liya møde ham der kun ganske kort efter og de ville endnu engang kunne være sammen. Det var vel også derfor panikken ikke ligefrem havde bredt sig, for uanset hvad så ville de stadig have hinanden og for hende var det hvad der var vigtigst. Den varme stemme så intens mod hendes ører, fik det kun til at gyse i kroppen af det rene behag. Hun genkendte ham på ingen måde med de ord og de handlinger, men for pokker hvor gjorde det hende blød i knæene på en helt ny måde. Dette var hvad man kunne forbinde kærlighed med? og hun havde brugt et helt liv på at slå den ihjel? Hun følte hans nysgerrighed og hun nød det, men den eneste vej frem var at lade kontrollen gå, at leve denne aften som var det hans sidste, gøre det første som slog ind i hans sind og uden at tænke videre over det, det var hvad hun måtte ønske af ham lige denne aften, og under den smukke nattehimmel. Blidt fortsatte hun med ham ud, vandet var steget til hendes liv eftehånden. Det kys han plantede i hendes nakke skabte virkelig en utrolig sitren. De mørke øjne skjulte sig for en kort stund bag hendes øjenlåg. Hun følte det hjerte banke fast mod hendes bryst, hvad pokker var det han pludselig formåede at gøre med hende? Siden hvornår var han endt som den sensuelle dæmon? Lykken var der, og den var langt fra gjort komplet endnu, det var ham som var ment til at gøre hende lykkelig og hun prøvede af alt magt at gøre det samme med ham. Hans hænder over hendes krop, hvad der gik af ham.. Det var et mysterie og hun ønskede end ikke at skulle knække koden. Stille vendte hun sig om mod ham , lod det lange mørke hår falde over den ene skulder og med et næsten uskyldigt glimt i de helt nøddebrune øjne. Det blege skær fra månen ramte deres skikkelser, og så alligevel ingen ville se dem. Hendes hænder kørte roligt over hans overarme, kun for at glide videre mod hans bryst hvor de fandt deres hvile. Efterhånden måtte Liya havde vænnet sig til vandet som det måtte nå hendes liv. hun så ham i blikket, betragtede det ansigt som for hendes del endnu måtte være ansigtet på den mest fantastiske mand. Roligt måtte hun læne sig frem "Absolut alt kontrol" hviskede hun endnu engang tæt til hans ører, plantede et stille kys mod hans kind, før hun atter måtte trække sig kun en smule for at se ham i blikket.

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel var virkelig ved at miste troen, selvom det nu ikke var noget som forekom ham som nogen direkte skræmmende tanke. Døden var en naturlig ting og noget af det sidste som han selv måtte frygte på den ene eller den anden måde, det var der heller ikke nogen som helst tvivl om overhovedet. Med alt det som han havde været igennem, alt det som han havde oplevet på ganske kort tid, så havde han virkelig heller ikke nogen grund til at skulle frygte for lige netop den del, det var noget som han udmærket godt kunne stå ved. Han blev kun værre og værre for hver dag som gik, også selvom han stadig opfordrede og opmuntrede Liya til at skulle brygge eliksirer, så ville han da stå som hendes lærermester så længe, at det ville være ham muligt, for han ville i den grad finde det som en skam, hvis hun ikke gjorde det mindste med de evner som hun var født med. En lkymist kunne bryges til så meget, så meget vidste han jo og det ville jo give hende et fantastisk grundlag for etablering mere eller mindre alle steder, for det ville være noget som alle kunne bruge før eller siden til det ene eller det andet. Lige nu ville han bare nyde den tanke og den følelse ved, at han kunne glemme at han var syg. At han var lidt frisk og ved godt livsmod, for det var han virkelig. Han havde ikke nogen grund til at skulle tænke så langt ud i fremtiden og fundere over hvordan det mon ville blive når han var væk, for han vidste, at Liya ville følge ham, så de ville altid havde hinanden. Deraf havde han heller ikke nogen grund til at skulle føle medlidenhed overfor hende, på grund af ham selv. Han havde altid gået meget op i, at hun skulle behandles ligesom alle andre og dette var bestemt heller ikke noget undtag på nogen måde overhovedet, det var der heller ikke nogen tvivl om i det hele taget. han blev stående med armene omkring hendes slanke liv. At vandet gik ham næsten til hoften, kunne han udmærket godt mærke, sådan som vandet klamrede og klistrede hans tøj til ham. Ikke at det var noget som gjorde ham det mindste. Det var ekstremt sjældent, at nogen anden i det hele taget kom ned til stranden på denne tid, så det at han kunne nyde at være sig selv åbent sammen med Liya, var virkelig klart det bedste som kunne ramme ham lige netop i dette øjeblik. Det var slet ikke fordi, at der hvilede nogen sensuel dæmon i ham, han var bare.. intens? I hans intense jeg, som han igen følte, at han kunne lade blomstre på denne måde, og det var i den grad også noget som han måtte se på med det klare behag på alle måder, det var slet ikke noget, som han kunne komme det mindste udenom overhovdet. Han smilede et stille smil og lod hovedet stille søge mod hendes ene skulder. Han nød virkelig af det, det var der virkelig heller ikke nogen som helst tvivl om. At hun ønskede, at han skulle give helt slip på den kontrol, var noget som han blot måtte sætte et lille spørgsmålstegn ved, også på denne måde, det var intet som han kunne komme det mindste udenom overhovedet. Han lod hende vende sig i hans favn, selvom det på ingen måde, fik ham til at skulle give det mindste slip på hende. Han ønskede det virkelig ikke. Han ønskede, at skulle stå der sammen med hende og med hende, kæmpe med hende og for hende, ligesom han altid havde gjort, selvom det i den grad havde været forbandet svært til tider, så stod de jo nu her. Han ville bare have lov til at nyde det så længe, at det ville være ham oerhovedet muligt. Han trak vejret dybt, selv med hjertet som måtte hamre som en sindssyg mod hans bryst. Han kunne virkelig bare ikke kontrollere det lige netop nu. "Pas på med hvad du ønsker dig." Han trak let på smilebåndet og blinkede let til hende og med den samme intensitet i blikket, som han bare på ingen måde, kunne få sig se,v til at skulle lægge det mindste skjul på overhovedet. Han trak den ene hånd til sig, strøg den over hendes kind og videre igennem hendes hår, som han roligt fik puffet om på hendes ryg. Han betragtede hende roligt. Han kunne virkelig ikke lade være med det. Han elskedeh hende virkelig. "Om jeg så skal vente hele natten og hele morgenen med at finde ud af hvad du har i tankerne, så.." Han smilede et varmt smil. Han lod panden roligt møde hendes. Han var virkelig forbandet nysgerrig og hun var ham bestemt ikke en hjælp på den utrolig stigende nysgerrighed.

[Liya Daimond Diamaqima]

Liya følte mer eog mere hvordan han mistede det tro på at der ville findes en kur. Og et sted så havde hun selv efterhånden mistet den tro på at kuren ville findes, hvis end ikke Nathaniel var i stand til at finde den, hvordan skulle hun så? men nu var løsningen kommet til hende, nu kunne hun roligt ånde lettet ud. Løftet avr blevet ham givet at hvis han ville gå døden i møde så ville hun følge ham, for et liv uden ham ville aldrig blive en realitet, hun ville aldrig kunne elske, aldrig kunne leve, det var ham hun måtte høre sammen med og det var hun virkelig ikke i tvivl om. Nu behøvede ingen af dem gå i døden, de kunne leve til en naturlig død en dag ville ende med at skille dem ad, og hvor de begge om utrolig mange år ville ligge gamle i sengen og langsomt dø ud sammen. Der ville selvfølgelig gå flere år end de ville være i stand til at tælle på hånden, og det glædede hende kun, specielt hvis han traf det valg som hun måtte ønske af ham denne aften. Allerede nu måtte Nathaniel have lært hende frygtelig meget omkring hende selv, og omkring alle de ting som hun aldrig før havde måttet opleve, nu var hun i lærer som alkymist og han ville få muligheden for at lærer hende angt mere endnu. Før eller siden måtte hun også finde sig noget at lave og hun kunne vel gentlig ikke komme uden om det faktum at hun nød tanken om også selv komme ud og arbejde, det var jo heller aldrig noget som hun havde gjort før, der lå kun det problem at hun hverken var i stand til at skulle læse eller skrive, eller noget andet for den sags skyld, hun kunne slå ihjel og i Procias ville det virkelig ikke gøre hende gavn. Liya blev stående ind mod hans favn. Hun følte hvordan vandet skifetevis måtte stige og falde langs hendes liv på grund af de bølger som måtte være på vej mod breden. han var langt højere end hende og ligenu var det frygtelig tydeligt at se. Blidt gled hovedet på sned, hun betragtede det varme blik. Før ellersiden skulle de nok skaffe ham endnu et øje, men det ødelagte ansigt ville blive svært hvis ikke umuligt at heale. Nu stod de her og havde en hel aften kun de to og hun ville nyde hvert sekund. Et sted så morede det hende tanken om den måde han fik hende til at smelte på udelukkende på grund af et blik eller en berøring, den intensitet var ny for hende men hun måtte virkelig kun sige sig at nyde det. Kontrollen måtte slippes om hun så skulle drive ham til det, han måtte give slip hvis han skulle leve den aftens om var det hans absolut sidste, kysse hende som var det sidste gang han fik æren, holde hende tæt som ville hun glide ud af hans favn. Hænder strøg blidt over hans brs, det V i hans skjorte afslørede en smule af det muskuløse bryst for hende, og blidt lod hun en pegefinger søge ind og stille stryge over, uden på noget tidspunkt at skulle slippe hans blik eller lade smilet falme. Igen måtte hun stille læne sig frem "Og hvis jeg siger at det er hvad jeg ønsker?" spurgte hun roligt i den intense hvisken. Læberne mødte hans, kun kort og kun en utrolig let berøring, og igen kun for at vække den forbandede nysgerrighed som han i forvejen måtte gå rundt med. Den ene hånd faldt roligt mod den ødelagte kiind, hun vidste trods alt at han ikke længere måtte føle smerte ved berøringerne "Lad kontrollen gå og du vil ikke behøve at vente længe" gentog hun endnu engang. Panden mødte hans, hun betragtede det ene mørke øjne og med det varme smil. Hun elskede ham, og i aften ville hun for alvor udtrykke det for avlor om han så ville tro hende eller ej det måtte tiden jo vise.

[Nathaniel Diamaqima]

Denne dag var virkelig en som Nathaniel bare måtte nyde, som havde det været hans bedste. Han havde mere ellerm indre mistet troen på, at der fandtes noget som man kunne kalde for en kur for det som nu end måtte være galt med ham, selvom det nu ikke var noget som gjorde ham noget som sådan. Hvis han ikke kunne finde det, hvordan skulle han så kunne forvente, at hun ville? Han kunne jo selvfølgelig ikke se hvad det mest grusomme skulle være ved det? Foruden det faktum, at han gik en trist død i møde, som han ikke kunne gøre andet end at skulle vente på. En ventetid som sikkert var det som slog hårdest for hans vedkmmendem frem for noget som helst andet lige netop nu. Det var der heller ikke nogen former for tvivl om. Et sted kunne man sige, at han villen nyde den dag som den som han ville være mest på toppen på. Liya kendste til hans tilstand, og hun kunne se, at den blev værre og værre hver eneste dag. Han trak vejret dybt. Det behagelige vand som slog over hans liv, var noget som han så tydeligt kunne mærke, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Liya var glad, jamens så var han også glad, der var jo ikke nogen grund til at skulle tro på noget andet end dette, var der? Bare lade dem begge nyde det, og så se hvor de ville ende henne efter denne aften. Han spændte let ved hendes strøg over hans bryst. Han nød virkelig det, at skulle have hende så frygtelig tæt på sig, som det han havde lig netop nu. Hendes strøg mod det ødelagte og forbrændte kind, var noget som han kunne mærke så tydeligt, selvom det virkelgi ikke var noget som gjorde ham det mindste. Et sted så føles han knapt nok til at kunne mærke det. Så meget som det var ødelagt, at det virkelig var helt utroligt i den anden ende. Følelsen var selvfølgelig forbandet trist, selvom han klart kunne mærke, at hun lagde honden mod hans kind. Han lukkede øjnene stille, lod hovedet søge mod hendes hånd, hvor han derefter så stille og roligt, valgte at skulle åbne øjnene igen og lod blikket alde til hendes allerede med det samme. Han unne virkelig ikke få sig selv til noget andet lige netop nu. Han trak vejret dybt. Vandet var en anelse køligt, men det var dog også behageligt på sit vis. En tanke og en følelse som han ikke rigtigt kunne beskrive på nogen måde med ord direkte. Han strøg hende roligt over ryggen og lige over lændet over hendes bagparti. Han trykkede hende forsigtigt og stiole helt ind til sig. Lige nu var det virkelig også det intense som var tydeligt. Hans blik faldt direkte i hendes eget og uden at skulle se det mindste væk. Han kunne virkelig bare ikke få sig selv til det, hvad end om han vile det eller ikke. "Du gør virkelig bare det der med vilje," sagde han med en klar hvisken. Nu hvor de var så tæt på hinanden, så havde han vitterligt heller ikke nogen grund til at skulle hæve stemmen. Han ville virkelig bare have lov til at nyde det her, som havde det været sidste som han ville opleve inden han selv ville sove ind. Han vidste allerede nu at der ikke ville gå lang tid, før det ville være så slemt, at han sikkert ikke ville være i stand til at skulle komme ud af sengen, og det var virkelig ikke noget som han bifaldte det mindste, selvom han på ingen måde, var bange for døden. Den var en så naturlig del af livet og det var noget som han havde den fulde accept for. Hans mave trak sig let sammenm ved hendes kys. Han kunne virkelig ikke gøre andet end at nyde det. "Great," hviskede han roligt. Han smilede let. Han lod den ene hånd roligt glide bag hendes hoved som en behagelig støtte. Ikke så fast at det ville gøre ondt, eller øre hende usikker. Hun ville altid være i stand, til at skulle kunne trække sig hvis hun ville. Han førte hende tættere på sig, hvor han skænket hende et kys, intenst og længselsfuldt. Han ville virkelig bare nyde det, at skulle have hende så tæt på.

[Liya Daimond Diamaqima]

Kuren avr fundet og han vidste absolut intet, så mange hårde kampe og det havde været lige for næsen af hende. Man kunne vel roligt sige at hun slog to fluer med et smæk vel? Hun ønskede at skulle dele resten af sine dage med ham, ønskede at vågne op ved ham om morgenen, kysse ham godnat om aftenen inden de ville ligge sig til, vide at han avr hendes og hun var hans uden den mindste usikkerhed, en usikkerhed som havde hersket over dem i omkring 60 år. Døden ville altid være trist, men end ikke hun måtte frygte den så længe hun vidste at han ville have holdt hendes hånd, tanken om hvad hun ville gå igennem for ham, var det ikke bevis nok i sig selv? Nu ville det måske ikke være en nødvendighe, men det var vel hele tanken som måtte tælle? Dette var en aften han måtte nyde, en aften hvor han måtte give hende alt han måtte have sig, hun ville kende ham ud og ind, studere hans sind, studere hans krop, hans tanker, absolut alt, hvad det krævede var bare det at han måtte lade den kontrol gå, give sig hen til hende, ikke på grund af den sensuelle dæmon men til hendes eget hjerte og væsen som hun gav sig hen til ham. Vandet slog med dem begge, på en måde så var det beroligende. De ville begge føles lette som fjer i dette hav, alt smerte måtte være lettet fra deres kroppe, med et fredeligt sind der måtte gøre dem lettere end noget andet, fjerne begge deres sygdomme og kun lade de positive rester stå tilbage. Det var tydeligt at hun måtte være i frygtelig godt humør, det var ikke tæt det var sket før, men lige for tiden så formåede smilet bare ikke at skulle falme. Blidt måtte hun fortsætte de blide strøg over hans varme bryst med kun den ene hånd. Hun betragtede han let, det forbrændte ansigt skræmte hende ikke på nogen måde, og nu hvor hun vidste at han ikke længere følte den smerte over det, så turde hun at stryge ham over kinden. Den måde han holdte omkring hende på, den måde han kærtegnede hende, og den intense tone sammentidig med det glimt i øjet. Det var frygtelig ukendt at se ham på den måde, men hun kunne slet ikke komme uden om at hun måtte nyde det på alle måder. Havde det ikke været for det kølige vand så var benene smeltet under hende som havde det været smør ovet et bål. Hånden ned over hendes krop, noget som kun satte den sitren i hende. Hun legede og han legede med, noget der i den grad ikke gjorde ham det mindste. Det drillende smil prydede de rosenrøde læber. Hun nikkede stille "Ganske bevidst" medstemte hun, ganske ærligt. Det morede hende, det var nyt, ikke mindst spændende at se ham som dette. En helt ny side af ham som hun måtte nyde godt af og Liya var ganske sikker påa t det langt fra ville blive den sidste. Lige i aften var perfekt. De smukke stjerner der vinkede til dem et sted fa oven, den blege måne som måtte oplyse deres skikkelse, som virkede så små i noget så stort som havet. Baghovedet endte med at hvile mod hans håndflade, noget som automatisk måtte fører hende tættere til ham. Blikket forlod ikke hans, om ikke andet så ikke før hans læber mødte hendes. Stille måtte de glide i bag hendes øjenlåg, langt fra af udmattelse men udelukkende for at nyde det øjeblik, nyde at hun måtte være så tæt på ham. Uden at tøve måtte hun gengælde det længselsfulde kys, med en ligeså stor intensitet som den han selv gav hende. Begge arme faldt stille om hans nakke, kun som en hjælp for hende selv til at trække den lette vægt op for at kunne folde de slanke ben omkring hans liv. Roligt endte hun med at skulle bryde op, trak sig ikke mere end det som måtte minde om millimeter, udelukkende for at betragte hans blik "Jeg elsker dig, Nathaniel" hviskede hun stille, og måtte roligt lade hånden søge gennem hans hår, kun for at ligge sig tilbage i nakken. Hun nød øjeblikket, det var der virkelig ingen tvivl om.