In the hands of faith..

[Liya Daimond Diamaqima]

Nathaniel kendte hendes mor på en måde hun end ikke ønskede at tænke på. Det var svært for hende at forholde sig til hvad pokker han havde set i den kvinde, men selvfølgelig kunne hun kun være taknemmelig for at han havde gjort det, for ellers var hun aldrig blevet til og så havde hun ikke været i stand til at stå her med ham i aften, som en lykkeligt forlovet kvinde. Det var måske ikke helt sådan at traditionerne lød, at det var kvinden som skulle falde på knæ, men for pokker.. selv den tålmodighed hun besad kunne blive udfordret og nu var hun bare blevet træt af at vente! De havde forsøgt at være adskilt, og de havde begge to kunnet konkludere at det ikke var noget som virkede for dem, så derfor turde hun også at falde på knæ for ham og bede ham om at bruge resten af sit liv med hende, det var trods alt det hun ønskede. Det var ikke en underdrivelse at sige at Liya allerede var blevet afhængig af ham, både hans favn og hans varme stemme, og måden han kunne få hende til at tro på sit hjerte frem for stemmen som talte til hende, hun var blevet afhængig af hans tilstedeværelse, men at det var ligeså omvendt var slet ikke noget hun regnede med, for hun var jo.. intet særligt som sådan. Hun slog blikket en anelse ned. Hun var stolt af at ligne Nathaniel og at få at vide at hun lignede sin mor tog hun faktisk lidt som en fornærmelse. Hendes mor havde måske været intelligent men det var blevet ødelagt af hendes forbandede naivitet! Desuden hun hverken været meget at prale af personlighedsmæssigt eller udseendesmæssigt.. men hun var vel smuk? Hun sendte ham et lidt påtvunget smil, mest fordi hun ikke ville have at noget skulle ødelægge denne aften, men den kommentar havde bare været.. ved siden af.. hun nærede trods alt et had til sin kære mor, og det var lidt hendes egen skyld, for hun havde aldrig indviet Nathaniel i det.
Efterhånden havde hun i den grad fået langt mere selvtillid end hun havde haft hidtil, og det var i den grad også noget som kom til udtryk i aften, hun gjorde det ikke med direkte usikkerhed hvorfor skulle hun, det var trods alt Nathaniel? Hun lod hovedet glide på sned. Med et stille smil. ”Ville jeg så ødelægge det hele hvis jeg sagde at jeg begynder at blive træt?” spurgte hun næsten forsigtigt. Selvom de stod ude i det friske vand, så havde det været en lang dag og hun havde brugt det hele på at planlægge og lave mad, hvilket hun efterhånden godt kunne mærke, men hun ville heller ikke ødelægge stemningen! Hun gengældte kysset næsten lidt flygtigt da han selv endte med at bryde det igen. De rosenrøde læber bredtes i et smil der generelt var ret sjældent hos hende. Hænderne faldt i hans hun lod dem førers op over hans hofter hvor hun selv valgte at holde fast da han direkte endte med at fører hende længere ud. "Hvad laver du?" spurgte hun med en blid latter. Der fik ikke lang tid før hun mistede fodfæste han var trods alt en hel del højere end hende. Grebet om ham blev lidt mere fast, ikke så meget fordi hun frygtede vandet på nogen måde – tværtimod det gjorde hende rolig at færdes i det, men hun ville samtidig ikke drive væk fra ham, selv i dette var han hendes trygge base, sådan havde det altid været, og hun var ret overbevist om, at sådan ville det altid blive.

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel kendte hendes mor på en måde, som de fleste nok slet ikke ønskede skulle ske, men det var nu bare sådan at det måtte være. Han ønskede slet ikke at snakke om det, for det var Liya som han havde brug for, og ikke den mor som han havde været sammen med i sin tid. Hun var den smukkeste kvinde som han nogensinde havde set, og det var ganske vist ikke alt sammen noget som var kommet fra hendes mor, men det var nu stadig sådan at det måtte være i den anden ende. Hun havde valgt at falde på knæ for øjnene af ham og direkte bede om hans hånd, var noget som havde slået benene væk under ham, for det var slet ikke noget som han havde regnet med, men dog, så var han virkelig glad for at hun havde taget skridtet, for det beviste også samtidig for ham, at det var noget som hun var klar til, og det var noget som hun selv var indforstået med, og det var slet ikke noget som gjorde ham det mindste. Han havde måske ventet.. lidt for længe?
Bølgerne slog let ind mod deres kroppe, også selvom det slet ikke var noget som Nathaniel ønskede at reagere på. Ikke nu hvor han havde hende ved sin side, for det var virkelig det bedste for hans vedkommende, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han elskede hende virkelig, og hun gav ham virkelig den mening med livet, som han havde søgt igennem så skræmmende mange år, og nu havde han endelig fundet den! Han rystede stille på hovedet ved hendes ord, og kyssede let hendes kind. ”På ingen måder, min skat.. Vi har jo trods alt et helt liv,” påpegede han ganske sigende. Måske hun havde, for han var jo trods alt ikke helt ung mere, men det var jo trods alt en anden side af sagen, og ikke noget som han ønskede at tænke på lige nu, for han ønskede jo at nyde tiden sammen med hende, så lang tid at han havde den! Han sendte hende et direkte hemmelighedsfuldt smil, for han kunne da slet ikke lade være, ikke nu hvor han faktisk havde hende så tæt på sig, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig skulle komme til stykket. ”Hvad jeg laver? Ingen verdens ting, kæreste..” endte han med en hemmelighedsfuld stemme, som vel tydeligt indikerede at han havde noget for? Selvom det slet ikke var farligt på nogen måde, for det var slet ikke det som han var ude på, på nogen måde i det hele taget! Han hævede hende roligt i sine arme, som han roligt bar hende ud, til vandet selv gik ham til halsen, kun for at vende blikket mod hende. ”Gennem vand, og gennem ild, vil jeg gå ,for dig,” endte han dæmpet, som han skænkede hendes læber et varmt og intenst kys. Han kunne virkelig ikke få nok af hende, og specielt ikke nu hvor han faktisk var.. forlovet. Tanken gjorde ham virkelig glad, og ikke mindst frygtelig, frygtelig lykkelig, som intet andet overhovedet! ”Jeg elsker dig, Liya,” endte han ganske dæmpet, også selvom det var ord som han ønskede at hun skulle vide, for det var sandt!

[Liya Daimond Diamaqima]

Det var bestemt heller ikke fordi Liya ønskede at snakke om sin kære mor, hun nærede intet andet end had til kvinde, også selvom det selvfølgelig ikke var Nathaniels skyld og han vidste jo ikke meget andet end at Auromia havde været hendes søster. Omkring sin fortid var hun meget lukket, også fordi hun ikke ønskede at vække vrede eller afsky i ham, hun havde jo teet sig som en kvinde han ikke ville vedkendes, hvilket hun godt vidste. Det var dog lige meget i øjeblikket. Hun havde virkelig overrasket ham ved at falde på knæ, og dermed også påpege for ham at han havde taget det for roligt, han havde været for langsom. Hun havde kendt ham i snart 100 år, hvoraf de havde været sammen i omkring 60 af dem. Selvom hun aldrig havde lukket nogle ind på den måde hun havde gjort med ham, så var skaden sket når det kom dertil Han havde været i berøring med både hendes hjerte og hendes sjæl, og det var for sent at vende om, nu vidste hun om ikke andet, at hun kunne se frem til et helt liv stående ved hans side.. også selvom selv hun var klar over at han var en del ældre end hende, det gav jo sig selv når han i virkeligheden var hendes far, de ville ikke dø gamle sammen i en ægteseng. Hun havde altid været en kvinde som levede i nuet og det var hun tvunget til at gøre med ham også, for ellers ville hun miste ham alt for hurtigt!
Hun holdt fast omkring ham, så de ikke skulle ende med at skilles i det enorme hav, for de var jo faktisk kommet forholdsvist langt ud! Liya nikkede stilfærdigt og vendte ansigtet så han i stedet for kinden ville ramme munden eller mundvigen. ”Det har vi.. en enkelt nats søvn vil ikke være noget i forhold til et helt liv,” svarede hun som var det, det mest logiske i verden Hun elskede at være tæt på ham, hun elskede at være omkring ham, også fordi han kunne finde ud af at tackle hende, hun havde fundet en indre ro med ham, en som hun havde søgt efter gennem så mange år men aldrig før fundet. Efterhånden kunne hun være tilpas med sig selv, når stemmen ikke talte vel og mærke, og selv den havde han i mange tilfælde fundet ud af at tackle når det endelig skete, det var som om han snakkede direkte til hendes sjæl og sind. Det hemmelighedsfulde glimt i hans øjne morede hende, hun rejste ikke spørgsmål ved det, for hun stolede på ham. ”Hvorfor er det at jeg ikke tror dig kære?” spurgte hun en smule drilsk. Han havde noget i tankerne, det kendte hun ham om ikke andet godt nok til at vide! Hans ord fik en varme til at brede sig. Det betød alverdens for hende at vide. Armene lagde sig om hans nakke, som hun endte i hans arme. De mørke øjne så ind i hans med en varme og et glimt af liv, som hun aldrig før havde båret. ”Det har du allerede gjort min kære.. mere end en gang. Jeg håber at du ved at jeg vil gøre det samme når tiden er inde,” svarede hun stille og lod læberne møde hans. Hun gengældte kysset med direkte længsel. Hånden strøg blidt over hans kind, da hun igen trak sig en smule. ”Jeg elsker også dig, Nathaniel,” hviskede hun gengældende og dog ærligt, for hun mente det! Hun elskede ham højere end noget andet!

[Nathaniel Diamaqima]

Fortiden var slet ikke noget som Nathaniel ønskede at mindes, for det var slet ikke noget som bragte noget godt med sig uanset, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Nej, han ønskede egentlig bare sin kære familie det bedste, og nu hvor han havde Liya ved sin side, og endda med en ring som det store tegn på de følelser som de delte med hinanden, så kunne han bestemt heller ikke være noget andet end en direkte lykkelig mand. Han var faktisk utrolig glad for, at han havde fået denne mulighed, og den chance, for ved at hun var dukket op i hans liv, så havde hun i sandhed vist sig som at være den som han ønskede at dele hele sit liv med, og det var slet ikke noget som han ønskede at skulle give det mindste slip på, hvis det var noget som han ellers kunne blive fri for i den anden ende. Han elskede hende virkelig, og selvfølgelig var det noget som han ønsked at vise hende, det var noget som han ønskede at hun skulle vide, og det var i sandhed uden det mindste tøven på nogen måde overhovedet!
Nathaniel følte sig som jordens heldigste mand, ved at have Liya ved sig! Ganske vidst vidste han, at hun måske ikke var den som mange ville regne med at se ham sammen med, men det var virkelig ikke noget som rørte ham på nogen som helst måde overhovedet. Han var sin egen herre, foruden herre over en ting; Han havde aldrig været herre over hans hjerte, og det havde valgt Liya for ham. Den stakkels kvinde som han havde set ved første øjekast, en som virkelig havde haft brug for hjælp, og selvom der var gået frygtelig mange år, så var det endnu meningen, at det skulle være de to.. De var endt forlovet, og det var noget som han agtet at holde fast i! Med armene omkring hende, så holdt han hende godt ind til sig. ”Har jeg nogensinde skænket dig en grund til andet, min egen?” spurgte han med en ganske sigende mine, som han let endte med at blinke til hende. Han mødte mere end glædeligt hendes læber i hendes kys, for det var som om at han slet ikke kunne få nok af det! Han elskede hende, og det var noget som hele verdenen skulle vide! ”Til enhver tid, vil jeg bære dig over det kaotiske hav.. uanset hvor kaotisk det skulle ende med at blive.. Han sendte hende sit varme smil og nikkede ganske sigende, inden han vendte om og begav sig tætteer på bredden i stedet for. Det var ved at blive sent, og så nervøs som hun havde været, kunne han godt forestille sig, at hun var ved at være godt træt. Ikke fordi at det var noget som gjorde ham det mindste, for han ville i sandhed elske at have hende at passe på og værne om, lade hende sove den trygge søvn og holde stemmerne ude af hendes hoved, og holde hendes fokus på ham i stedet for. ”Kom min skat.. Lad os hvile lidt..” afsluttede han dæmpet og satte hende roligt fra sig på tæpperne, da han igen var kommet ordentlig op på bredden, kun for at tage pladsen roligt ved hendes side.

[Liya Daimond Diamaqima]

Fortid var måske var fortid, men Liya havde frygtelig svært ved at give slip på en del af den, også selvom hun virkelighed havde forsøgt, det var nærmere den som hjemsøgte hende. Men tanken om en fremtid sammen med Nathaniel var noget som gjorde det lettere for hende, også fordi hun vidste at han holdt hende tryg og sikker, sammen med ham var hun ikke bange for hvad hun kunne finde på at gøre for hun var i kontrol. Den seneste tid havde hun jo næsten fungeret.. som en ganske normal kvinde og tanken havde gjort hende direkte lykkelig. Et sted så vidste hun godt at man forventede at han skulle gifte sig med nogen mere værdig, hun var trods alt blot en syg kvinde, kendt for at fratage liv, men om ikke andet, så havde hun da forsøgt at bevise sin værdighed overfor ham, og det at han så tydeligvis havde taget det til sig glædede hende kun, for.. han havde vel ikke takket ja til hendes frieri ellers? Det var en dejlig lun aften, lidt køligere nu hvor de faktisk var våde. Hun fulgte ham roligt med op på bredden igen hvor tæppet jo og ventede på dem og hvor blået endnu brændte løstigt. Hendes fødder var malet af små sandkorn. Med alt den planlægning og ikke mindst nervøsiteten så følte hun sig fuldkommen udmattet, hvilket næsten var træls, for hun ønskede jo ikke at skulle spilde tiden med at sove. Hun rystede på hovedet. ”Aldrig. Jeg ville ikke tøve med at ligge mit liv i dine hænder,” svarede hun ærligt, og gled ned ved hans side på tæppet. Et varmt smil prydede hendes læber, også for at understrege troværdigheden i sine ord. Hun børstede de nøgen fødder fri for sand så hun kunne ligge sig helt op på tæppet. Hun vendte sig mod ham og lod hånden søge mod hans kind, for at fange hans opmærksomhed. ”Det bliver kaotisk.. jeg ved hvad jeg er, og jeg ved at jeg gør det umuligt for dig til tider, men uanset hvad jeg siger eller gør, så elsker jeg dig,” endte hun stille. De mørke øjne så ind i hans. Hun ønskede at han skulle vide det med det samme, for når først stemmen talte til hende så videregav hun blot de samme ord eller fulgte ordre som hun ikke altid var enig i, i ren desperation.. det var svært at forklare! Hun lagde sig ned på det bløde tæppe og klappede ved siden af sig. ”Lig dig ved siden af mig,” bad hun roligt. Uden ham så ville hun slet ikke kunne falde til ro, efterhånden var det blevet en direkte vane at ligge og stryge hans bryst til hun faldt i søvn og føle hans stærke arme omkring sig. Hun så op på ham med en næsten uskyldig mine. Nu hvor hun lå ned så følte hun allerede at kroppen, dovent havde valgt at falde til ro i sandet. ”Jeg.. har ikke lyst til at tage hjem.. Det er varmt nok til at vi kan overnatte her?” forslog hun blidt. Liya vidste godt at Nathaniel aldrig havde været spontan, men hun kunne nu godt lide bare at gøre hvad end som måtte falde dem ind, desuden tvivlede hun på at de ville blive syge af en enkelt nat. ”Jeg kunne sove på stedet.. selvom jeg helst ikke vil,” tilføjede hun stille og lod hånden stryge over hans lår, lettere afventende på at han ville ligge sig ved hendes side, hvor han hørte til!

[Nathaniel Diamaqima]

Fortiden ville for altid være der, som en ånd eller et genfærd som man bare ikke kunne komme af med, og det var bare en af de ting som man måtte lære at leve med. Nathaniel havde lært at leve med det, og selvfølgelig ønskede han at lære Liya at gøre det samme. Han forsøgte at hjælpe hende med stemmerne i hendes hoved, for han vidste at hun kunne leve som havde hun været et normalt individ, ligesom alle andre, for det havde hun formået igennem så frygtelig lang tid nu, og selvfølgelig var det en tanke som gjorde ham direkte glad, for det bevidste jo trods alt bare, at det hårde arbejde i den rad lønnede sig for dem begge to! Kaotisk ville det måske blive, også fordi at han vidste at folk nærmest forventede at han skulle finde noget højtstillet og forlove sig med, selvom det nu ikke viste sig at være tilfældet. Han elskede virkelig Liya, så det at hun faktisk var faldet på knæ for ham, var i den grad ikke en handling som han kunne få sig selv til at takke nej til! Han vendte blikket roligt mod hendes skikkelse, hvor han slet ikke kunne lade være med at smile. ”Det er jeg glad for.. Jeg vil vogte om dit liv med mit eget som indsats, om nødvendigt.” Han vendte blikket ganske sigende mod hende, også fordi at det jo var ord som han faktisk måtte mene, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det jo ikke engang fordi at det var løgn.
Nathaniel fik hende roligt lagt på tæppet, hvor han slet ikke tøvede med at tage pladsen ved siden af hende. At hun var træt, kunne han nu godt se, så det var slet ikke noget som hun havde behøv for at nævne for ham. Han grinede ganske mildt, som han lod hånden stryge mod hendes kind ganske roligt og blidt, selv uden at skulle se væk fra hende. Måske hun var en sensuel dæmon, men han havde efterhånden lært at stå imod, så det var ikke engang fordi at det var så slemt igen, men det var nu bare sådan at det nu måtte være. Hovedet lod han søge let på sned, som han roligt lagde sig med hende. Spontan havde han ikke været, men ideen kunne han nu godt lide. Han skulle nok ligge vågen, så han var sikker på at der ikke skete noget! ”Den første tid bliver måske lidt kaotisk, men hvad folk siger, og hvad de tænker, er slet ikke noget som du skal tænke på, Liya, og det må du love mig. Jeg har gjort mit valg nu, og jeg vil ikke fortryde det.. Jeg elsker også dig og jeg vælger for første gang i mit liv, at søge af hjertets vej.. Så må du guide det til dig..” endte han med en dæmpet hviskende stemme, for det var jo ikke engang en løgn i den anden ende! Hånden hævede han og strøg ganske roligt mod hendes kind og med det samme smil på læben. Tæppet tog han roligt omkring, kun for at pakke hende godt ind i det. ”Det lyder faktisk som en god idé..” endte han dæmpet. Han lagde hovedet tæt ved hendes og med det samme smil på læben. Han var faktisk lykkelig! ”Sov du bare min skat.. Jeg ligger lige her ved siden af dig..” hviskede han roligt, som han skænkede hendes læber et blidt kys.

[Liya Daimond Diamaqima]

Enhver havde deres historie,visse mere tragiske end andre. I sin tid med Nathaniel havde Liya lært, at den fortid der selv hjemsøgte hende, havde været forkert på alle tænkelige måder, for indtil da havde det jo været hendes verden.. slag havde været måden at håndter én konflikt og lyst var noget som hun ikke havde haft nogen form for kontrol over, hun havde blot skullet ligge der og vente på at mareridtet engang endte. Hun havde tilliden til at det ikke ville blive sådan igen, ikke nu hvor hun havde ved Nathaniel ved sin side. Måske han ikke havde været i stand til at forhindre fortiden i at vende tilbage, men om ikke andet så kunne han holde hende rolig, og han havde kun udvist respekt for både hende som væsen men også for hendes krop, og det var noget som kun havde fået hende til at elske ham højere.. hvis det var muligt. På trods af de mange mord, på trods af at han vidste hvad hun var og hvad hun gjorde, og ikke mindst på trods af forventningerne til ham, så havde han valgt at takke ja til hendes frieri, og tanken gjorde hende direkte ekstatisk også fordi at den ring i det store og det hele reddede hans liv, også selvom det havde kostet et vansiret ansigt på vejen. Så lang tid han ikke lod det genere ham, så generede det heller ikke hende, selvom hun havde ringe samvittighed. Hun betragtede ham med et varmt og næsten længselsfuldt blik, og glædede sig kun da han gled ned ved siden af hende. Hun lagde sig ind til ham, og lod hånden finde vejen mod hans nøgne bryst som det første. Ganske stille lod hun håndryggen stryge over, og indåndede hans duft. ”Det ved jeg at du vil,” hviskede hun blidt og kyssede varmt hans skulder. Hun ønskede bestemt ikke at han skulle miste livet på grund af hende, men hun var glad for at han var villig til at gøre det for at holde hende sikker, det var det som betød noget for hende.
Det var blevet lettere at være omrking ham også fordi han havde lært at stå imod den sensuelle dæmon, som var blevet stærkere efter at hun havde udnyttet den gennem så mange år. Det var rart at være omkring en som ikke bare så på hende med sultne øjne, men som faktisk var i stand til at skænke hende en kærlig mine. Hun vendte de nøddebrune øjne mod ham uden at stoppe de blide strøg langs hans bryst. ”Jeg ved det godt, kære. Det er hårdt, udelukkende fordi jeg ved at de har ret. Jeg er slet ikke en mand som dig værdig, men jeg elsker dig, og hvis du elsker mig så blæser jeg på deres ord. Jeg har givet dig.. alt hvad jeg ejer og har i form af mit hjerte, for det er hvad jeg kan skænke dig, og jeg hævder ikke før at jeg står med dit i mine hænder.. selvfølgelig i overført betydning,” tilføjede hun hurtigt, manden skulle jo nødigt tro at hun planlagde et attentat mod ham heller sådan noget, det ville trods alt ligne hende, men det var slet ikke sådan ment! Blikket gled i ved det blide strøg over hendes kind. Hun faldt fuldkommen til ro omkring ham, og med lyden af de brusende bølger i baggrunden og den smukke stjernehimmel over dem, så havde hun aldrig følt sig mere.. komplet og mere afslappet. ”Godt,” mumlede hun i et halvvejs gab, og puttede sig lidt mere ind til ham. Det havde ikke været planen at falde i søvn med det samme, men hun lå stort set allerede og halvsov, hun var fuldkommen udmattet. De sidste ord opfattede hun end ikke. Hun gabte og lod sine åndedrag blive tungere og tungere til hun til sidst blev lullet ind i en drømmeverden hvor kun de to eksisterede.

//Out

[Nathaniel Diamaqima]

Liya havde frygtelig mange spøgelser at slås med, og nu kunne de være to om at gøre det, så selvfølgelig var det noget som Nathaniel gjorde med selv den største glæde. Hun skulle vide, at hun ikke stod alene med tingene, for det gjorde hun virkelig ikke. Hun skulle vide, at han ville være der til at støtte hende, hjælpe hende og holde om hende, og samtidig gøre hende sikker og lade hende vide, at de var to om at slås med det som nu skulle slås med, for det var ikke lidt. Fortiden var der, også selvom det slet ikke var en tanke som han havde særlig meget lyst til at skulle se tilbage på, nu hvor det var fremtiden sammen med hinanden, så kunne det bestemt heller ikke blive bedre end det i den anden ende. Hun gjorde ham lykkelig, og hun gav ham en følelse af at være komplet og lykkelig, og det var en følelse som han følte at han var i færd med at blive fuldkommen høj på. Og han elskede det virkelig! Han tog vel imod hendes kys, hvor hendes ord, kun var noget som direkte fik ham til at smile, for det var virkelig en utrolig følelse, og det var slet ikke noget som han kunne undgå at bide sig mærke i, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet! Han sukkede næsten saligt, og lod hånden let stryge hende over kinden. Måske at han var en mand som frygtelig mange havde en meget stor forhåbning til, mange krav og mange forventninger, men det var slet ikke noget som rørte ham på nogen måde, for hvorfor skulle det egentlig? At hun vidste det, var selvfølgelig en tanke som glædede ham, for det var i den grad også det vigtigste for ham at vide. At hun faktisk stolede på ham. ”Godt..” hviskede han blidt.
Nathaniel havde lært at stå imod den sensuelle dæmon, hvilket selvfølgelig var noget som faldt til hans egen fordel. Han ønskede desuden at Liya skulle vide, at han gjorde det fordi at han ønskede det af hjerte, og ikke af lyst, for det var straks en helt anden ting! Måske at han ikke havde været den bedste til at skænke hende den mæthed, men der havde været mange tanker bag, og det var bestemt heller ikke fordi at hun ikke havde været god nok, for det var hun da på alle måder! Han sendte hende et stille smil, som han roligt tog omkring hendes hånd ved hans bryst som han klemte let omkring. Hun fik det til at lyde som en dårlig ting, men han stod fast på det valg som han nu havde taget! ”Jeg kunne aldrig forlange mere, Liya.. Jeg er ligeglad med hvad folk mener og hvad de siger, så længe du er det samme. Lyt ikke til deres stemme, eller stemmen i dit hoved, men til min. Jeg siger jeg elsker dig, jeg ønsker at værne om dig, og jeg vil have at du skal være min.. og det vil jeg ikke lade nogen i mit liv forandre på,” endte han med en dæmpet stemme, også selvom det var ord som han faktisk måtte mene mere end det som godt var! Han elskede hende og det var noget som han selvfølgelig ønskede at vise hende! At hun faldt i søvn, var en tanke som faktisk fik ham til at smile, hvor han selv roligt lagde sig til ved hendes side. ”Jeg elsker dig..” endte han dæmpet, som han selv måtte give efter for en rolig og behagelig søvn. Ved siden af kvinden som han elskede af hele sit hjerte.

//Out