In the hands of faith..

[Liya Daimond Diamaqima]

At skjule sig for hende ville slet ikke nytte noget, for det ville hun til enhver tid ende med at skulle nægte ham. I de rette kredse så kunnehan lade maksen falde, det var kun i den øvrige beffolkning i procia byer han måtte bære dem, selv oppe på slottet vidste hun jo at de roayle og så videre respekterede ham, og udemærket var klar over at enhver kunne begå fejl, men hun måtte virkelig erkende at hun i aller højeste grad bar den samvittighed over hvad der var sket, havde forbrændt hele hans ansigt selv uden en flamme, huden var bare døet ud lige foran hend eog hun kunne absolut intet gøre ved det. Han havde dog opmundret hende til at fortsætte go det havde hun gjort og nu var kuren fundet, noget som ikke ville skade ham igen, deres krælighed ville redde ham, elskede han hende nok så ville det redde ham, det var hvad det hele gik ud på også i bogstaveligste forstand. Det var længe siden man havde set Liya med bare en lille selvsikkerhed og nu var den der, bare det at turde de ting som hun turde her til aften, det at hun selv måtte tage det initativ til alting det var da et skridt i den rigtige retning om ikke andet, og for hende var det en enorm sejr, for første gang følte hun sig ikke som en tung byrde for hans del, for det var virkelig den følelse hun måtte hade. Døden havde de sidste par dage været langt væk fra hende, det var ikke det som hun ville skænke en tanke, ikke nu hvor hun vidste at ingen af dem behøvede at skulle gennemgå den det næste lange stykke tid. Efterhånden så måtte det glæde hende at se ham slappe af, når han fik lov at sidde eller ligge med hende i favnen så faldt han hurtigt til ro, og det var nget som Liya i den grad kun måtte tage som et enormt kompliment, han kunne end ikke undvære hende mere? Det at det ikke kun var hende som måtte være afhængig af ham, han var hendes lys det havde han altid været, han var hendes skytsengel. Det var ham der altid havde stået der, uanset hvad problemet var,for det meste de mange voldtægter han havde aldrig nogensinde svigtet også selvom deres tider plejdede at være hårde og forvirrende. Stille måtte hun sende ham et smil "Så må jeg være grevet dybt her til aften" hviskede hun stille. Hendes blik gled tilbage mod flammerne der måtte spejles i hendes blik, varmen var virkelig yderst nødvendig efterhånden og dejlig afslappende. Nu begyndte hun at føle de nerver som måtte være, begyndte at føle den hurtigere hjertebanken og den nervøse sitren. Liya var udemærket klar over det ville være bedst at få det overstået så hun atter kunne slappe af, og ligeså ville han kunne, men hvornår ville det perfekte øjeblik byde sig? Den gamle Nathaniel var endnu engang tilbage, en Nathaniel som hun aldrig havde kendt men hun elskede ham kun højere og højere jo tættere hun i virkeligheden kom på ham. Hænderne blev flettet med hans "Selv jeg har ting der må graves frem" påpegede hun med en lettere drilllende tonefald. Hans ord fik kun varmen til at brede sig "Tro mig jeg er langt fra færdig" endte hun blidt. Roligt blev hun siddende mens han forklarede hende omkring snobrød. Det var dog et mærkværdigt udtryk, det var ihvertfald aldrig noget som hun havde hørt før "Det må du vise mig næste gang" påpegede hun med et bredt smilende mine. Hun puttede sig blidt ind til ham og med den mindre tale kørende rundt i hendes tanker, det skulle være den perfekte timing, intet måtte mangle så meget havde hun da besluttet sig for. Flammerne varmede dejligt, brændte en smule mod hendes hud og hun nød det i sandhed.

[Nathaniel Diamaqima]

Hvad Liya havde i tankerne for dagen, var slet ikke noget som Nathaniel kendte det mindste. At hun dog virkede en anelse nervøs, havde han dog lagt mærke til, for efterhånden var han blevet fantastisk til at skulle tolke hendes kropssprog. Ikke at det var en dårlig ting. Han var nu bare sikker på, at det var noget af den Liya som han altid havde kendt.. mere eller mindre. For denne selvsikre tilstand som hun bar md sig lige netop nu, var så forbandet fremmed. Det var hende som han selv måtte være afhængig af. Da hun var smuttet ud af døren, havde han slet ikke vidst hvordan pokker han skulle reagere og den tanke havde været direkte skræmmende for ham og der, havde arbejdet været ham en ekstrem stor trøst på alle tænkelige måder overhovedet. Han sendte hende et stille smil og blev siddende med hende tæt i hans favn. Lige nu slappede han virkelig bare af. Nød godt af den varme fra bålet som hvilede foran dem og bare det, at skulle have hende siddende der sammen med sig, var virkelig det som gjorde hele udfaldet for hans vedkommende. Han strøg hendes mave roligt og stille med sin tommel. Selv var han ved bedste vel, hvis man så væk fra hans helsemæssige tilstand. Han havde jo holdt så godt fast, at selv ikke Faith havde mærket sig af, at han blev mere slap, mere træt og havde kæmpet for at holde det hele sammen i hans egen hverdag. Det havde virkelig også bare lettet ham, at kunne fortælle Liya omkring det hele, for hvad han satte meget stor pris på i et forhold, så var det i den grad den rene ærlighed som måtte følge md for hans vedkommende. De skulle være i stand til at snakke åbent og ærligt omkring det hele, for at få det til at fungere.. Ikke mindre for den tid som han havde tilbage, hvor han ville falde bort og så stå ved Himmerigets porte og så vente på hende, for det var ord af løfte som han allerede havde skænket hende. Denne gang ville han virkelig ikke bede hende om noget andet, for han ville virkelig ikke kunne undvære hende.. hverken i dette liv eller i det næste for den sags skyld. Han sendte hende det varme smil og trykkede hende roligt ind i hans favn. Hovedet lod han stadig hvile lige så trygt på hendes skulder og med blikket hvilende på hendes skikkelse. Det var slet ikke fordi, at han ville ikke få sig selv til at skulle se væk fra hende på den ene eller den anden måde. Han slap dog heller ikke hendes hænder på noget tidspunkt. Han ville holde fast.. Holde fast i hende og beskytte hende, så længe, at det var ham overhovedet muligt. "Næste gang, så laver vi snobrød," sagde han roligt og med et stille smil på læben. At kærligheden lige så også ville være hans kur, var slet ikke en tanke som faldt ham ind. Han havde bare opmuntreret og opfordret Liya til at fortsætte, for uheld skete jo, også selv for ham. Det havde hun jo selv fået lov til at se med egne øjne og selv en professionel en som ham, kunne gøre de fejl. Han stod som lærermester for hende når det kom til alkymien og han ville lære hende så meget som det var ham overhovedet muligt. Han åbnede øjnene igen. Huden føles næsten brændende i den ene side af ansigtet udelukkende på grund af bålet foran sig. Han klandrede virkelig ikke Liya for hvad der var sket, det var jo noget som han efterhånden var blevet vant til. Alt skete af en grund, ikke? Han smilede svagt og kyssede let hendes kind. Det var ikke fordi, at han ikke kunne få sig selv til at stoppe. At han elskede hende, var virkelig bare noget som han så inderligt, ønskede, at hun ville få lov til at opleve inden han for alvor ville blive syg og at det ville gå mod slutten. Så længe, at han måtte leve på lånt tid som han gjorde nu, så ville han bare prise sig lykkelig for alle de dage som han måtte få sammen med hende.

[Liya Daimond Diamaqima]

Liya nød den stilthed som havde lagt sig over dem. Bare det at ligge ind til ham, og slippe de mange tanker bare være.. Dem. Flammerne knitrede som´ det brændte over træet, og kun kænkede dem varme, allerede nu så måtte hun mærke en vis forbedring som hun kun måtte nyde godt af. Om Nathaniel følte den lille nervøsitet det kunne hun ikke soge noget om, men hun selv i den grad med den, det var jo slet ikke ehdne at gøre ting som lignede det hun havde i planerne.. Alt hun havde ventet på var den stilhed hvor hun ville få chancen go nu sad hun midt i den velvidende om at tiden måtte være inde. Hun smilte stille "Det må vi gøre" medstemte hun med et lille bestemt nik. Ærlighed var en del af et forhold, ærlighed skabte tillid og man kunne vel roligt sige at det var hvad hun skabte nu?
Hun bed sig en smule i læben, hvor pokker skulle hun starte? Stille vred hun sig ud af hans greb udelukkende for at sætte sig på begge knæ med fronten imod ham, han skulle ikke vise hvad dette var før hun rent faktisk ville hive ringen frem. Liya tvang nervøsiteten tilbage og skjulte det bag et blidt smil "Der er faktisk noget som jeg længe har villet sige til dig, min kære" hovedet gled stille på sned og lod de halv tører lokker danse en smule. Blikket hvilede direkte i hans, nu ville hun ikke se væk han skulle se ærligheden i hvert et ord "Jeg tror at efter 60 år er et tak på sin plads.." smilet falmede ikke, der var et mærkværdigt glitm i hendes blik ".. Tak for alt det du har gjort, tak for de gange jeg har hvilet ved din side og du har strøget mig i søvn efter et mareridt, tak for de gange endnu en mand har taget mig tæt uden min vilje og du stod der og tørrede tårerne bort.. Tak for den kvinde du har fået frem i mig, jeg kan mærke mig selv og jeg kan mærke andre, jeg ved ikke hvad du har gjort for at smelte mig på den måde, Nathaniel.. Men takket skal du have med dig" hun holdte en mindre pause, hun var langt fra færdig med hendes ord. Hånden gled stille mod hans kind, strøg en enkel gang over før hun stille lod den falde igen "Og ja det er sandt at det har været en frygtelig lang vej, og det har kostet blod sved og tårer i bogtaveligste forstand for os begge, og alligevel har vi valgt at holde fast? Til tider har jeg spurgt mig selv hvorfor, hvad der gjorde dig anderledes fra de andre.. Forskellen? De andre tog hvad de ville have og var komplet ligeglad med hvad de gjorde mod mig, deres øjne var kolde hele vejen igennem. Du ventede i.. Frygtelige mange år, ventede på at jeg var klar, ventede på at jeg var klar til at se det specielle og rent faktisk nyde det, og da du endelig trak mig helt tæt efter at det havde været så mange år i forvirring, og jeg troede at du havde kastet mig fra dig for en evighed, men du trak mig tæt og tættere end nogensinde før..Du var omsorgsfuld og blid, og da du gik ind så du mig i øjnene og hviskede de store ord, tryllebandt mig og selvom jeg altid har elsket dig, så gik det op for mig der at jeg aldrig ville kunne elske en anden, om du var min far eller ikke så var det dig jeg ønsker at skulle vågne op med om morgenen og kysse godnat igen om aftenen.. Hver dag af mit liv" En rød farve var at skimte i hendes kinder, hendes hjerte hamrede som bare fanden. For et kort øjeblik skulle hun lige have et par dybe indåndinger før hun fortsatte " Der vil altid være kampe.. Vi vil få mange kampe men alt kan løses. Det vil ikke være nemt så meget kan jeg sige, jeg har brug for den mand som har været siden den morgen, brug for en mand som er der mere end 20 minutter om aftenen før han lister tilbage til arbejdet, jeg vil ikke miste dig til døden på den måde.. Når det er sagt så ønsker jeg dig som min fortid, min nutid.. Min fremtid så.." hendes krop skælvede og denne gang var det på ingen måde kulden men hendes nervøsitet der slog igenne, hjertet bankede som en sindssyg mod brystet da hun stille trak kurven hen til sig, gravede ned og fandt den lille æske frem hun måtte gemme i sin hånd. Hun forlod den stilling hun måtte sidde i, gled på det ene knæ i frierstilling. Blikket faldt tilbage i hans, hun åbnede stille æsken hvor den runde ring af hvidguld måtte bade sig i månelyset og reflektere let. På indsiden var de store ord graveret fra hende, men ud over det kunne man lige ane en lang linje hele vejen gennem. Hun rakte den stillte frem mod ham ".. Nathaniel.. Vil du gifte dig med mig?" hendes stemme næsten afspejlede hendes hurtige hjertebanken som hun sad på knæ for ham og med den rign hvilende i æsken, følte sig utrolig sårbar, men det var vel en god ting? Hun vidste hvad hun ville og ønskede.

[Nathaniel Diamaqima]

Hvad Liya havde i tankerne lige for i aften, var slet ikke noget som han havde nogen anelse om overhovedet. Det var slet ikke noget som han kunne komme det mindste udenom. Lige nu sad han virkelig bare og slappede af med hende i siddende i hans favn. Et forhold var bygget på ærlighed og med ærligheden, så kom tilliden automatisk. Han havde aldrig svigtet hende på det plan. Hun havde altid haft ham at komme til, hvis det virkelig var, og som hun vidste, så var han jo selv menneskelig, så han gjorde fejl. At han havde valgt at vende hende ryggen dengang, var slet ikke noget som han ønskede, at skulle tænke på lige nu, for det havde virkelig været det værste som han nogensinde havde gjort og tanken var direkte forfærdelig, at skulle sidde med i tankerne. Han havde kastet hende i det hul, men han havde i den grad også gjort sit, for at skulle rive hende op igen.
At Liya valgte, at trække sig ud af hans favn, fik ham omgående til at slippe hende. Hvis hun ikke ønskede at sidde der, så slap han hende da glædeligt. Han vendte blikket stille mod hende, da hun satte sig på knæ foran ham. Hvad der ventede ham, var stadig ikke noget som han havde det mindste anelse om og det var ærlig talt slet ikke en tanke som faldt ham ind. Han ville elske, at skulle fri til hende selv, selvom han måtte finde det temmelig nytteløst, når han nu vidste hvad det var, at han måtte gå i møde. Så kunne man vel lige så godt fortsætte på den måde, som det var lige netop nu? At hun direkte valgte at takke ham for den måde, som han havde gået frem på, forstod han virkelig ikke. Ja, det havde været en kamp uden lige, men det var nu de frugter som han kunne høste lige i øjeblikket, og det var i den grad også det som gjorde, at det havde været det hele værd. At hun var nervøs, var noget som han tydeligt kunne spore i hendes blik.. Hvad var det som foregik? At hun så slet ikke stoppet op i sin talen af ord, fik ham selv til bare at sidde og betragte hende med selv det samme smil som altid når han var sammen med hende. Han kunne virkelig ikke lade være. At hun selv måtte kaste betingelserne ind i billedet, at fortælle ham, at hun ønskede ham selv i fremtiden - selvom han ikke havde nogen anelse om hvor lang den fremtid så end måtte være, så var det i den grad også noget som måtte varme så godt omkring hans eget hjerte, og det var så sandelig ikke noget, som han kunne se det mindste bort fra på nogen som helst måde overhovedet. Hvad end om han ville det eller ikke, så var der ikke stort, at skulle gøre ved det. Han nikkede blot til hende, lod hovedet søge let på sned, hvor han spørgende måtte hæve det en bryn. At hun begyndte at rode i kurven og fandt en lille æske frem, hvor hun derefter måtte skænke ham de store ord. Ikke kærlighedserklæringen, men direkte spurgte ind til hans hånd, fik ham til at skulle samle hagen op fra jorden af. At se hende tage det initiativ til et frieri, var slet ikke noget som han nogensinde havde troet, for ikke at glemme, at det jo var mandens job! At det var præcist 60 år siden i dag, det vidste han. Det var 60 år siden, at han havde mødt hende, risikeret selv at miste livet, selvom det havde forholdt sig helt anderledes og stadig, så var han sammen med hende. Hans hjerte startet for alvor med at skulle hamre direkte mod hans bryst og så fast og så hårdt, at han næsten kunne høre det slå mod hans bryst. Adskillige gange åbnede og lukkede han munden, selvom der ikke rigtigt kom nogen former for ord fra ham. Han trak vejret dybt og uden, at skulle tage blikket det mindste fra hende overhovedet. Det var slet ikke noget som han på nogen måde, vill være i stand til bare sådan uden videre. Han endte med at skulle sende hende det varme og kærlige smil istedet for. ".. Jeg ved ærlig talt ikke hvad jeg skal sige, Liya.. Det.. var virkelig uventet." At han måtte stamme let i sine udtalelser, var på ingen måde, noget som man skulle tolke negativt overhovedet. Han hævede sin ene hånd og strøg roligt en lok af hendes fugtige og kolde hår væk fra hendes kind, så han kunne betragte blikket set i fulde helhed. Det var det som han selv måtte ønske, ingen tvivl om det. "I 60 lange år, har jeg siddet og ventet på dig.. Ventet på, at du faldt til ro, ventet på din tillid og det, at du har turde, at åbne dig for mig. I dag, kan jeg høste frugterne af det. Du har virkelig intet at sige tak for min kære.. Hvis der er nogen som skal takke, så er det mig." Han betragtede hende med en ærlighed i minen. "Du fandt den indre ro frem i mig, selvom.. skaden jo var sket. Du fandt de følelser frem i mig og fik selv mig til at skulle afstå det løfte som jeg skænkede mig selv under mit forrige tab. Jeg er menneskelig, jeg begår fejl og det, at gre som jeg gjorde mod dig, er noget af det dummeste jeg nogensinde har gjort. Jeg elsker dig Liya, det gør jeg virkelig.. Og af hele mit hjerte. Du er en del af min ukendte fortid, du er min nutid og jeg ønsker dig i min fremtid.." Han endte med at nikke stille og roligt til hende. Det var slet ikke noget som han ville kunne skjule. Ringen så smuk som intet andet. Hvid gul, de graveringer og de sorte markeringer i den smukke ring. Den var smuk. Det var den bestemt. Han vendte blikket mod hende.. Så længe det nu ville vare. Stadig var det ham jo fuldstændig ukendt, hvilke kræfter som hvilede i ringen foran ham. "Du stiller mig det spørgsmål som jeg selv har på hjertet, Liya.. Med hele mit hjerte, så ja.. Selvfølgelig vil jeg giftes med dig," afsluttede han med en stemme blot præget af den store ærlighed.

[Liya Daimond Diamaqima]

Planerne for denne aften var nu blevet afsløret og stadig så var det nu at liya måtte sidde med den største nervøsitet, indtil det svar var fremme på bordet ville den blive siddende. Var hun bange for at han ville takke nej? Et sted så frygtede hun det, og et helt andet sted så var der noget i hendes indre som beroligede hende med den tanke om at han aldrig ville have trukket den så lant med hende om ikke han ønskede hende tila t være det tætteste i livet. Et frieri var måske i hans øjne nytteløst, men i hendes øjne så var det langt mere end som så, det var noget som hun ville nå, det var noget som hun ønskede at gøre, og for første gang kunne hun for alvor sige at hun var tæt på en mand, så tæt på ham at hun direkte måtte bede ham leve fremtiden med hende, frem for at slå ham ihjel på stedet. Det var 60 år siden præcis idag hun havde holdt den tælling, truet ham med at skulle slå ham ihjel og med kniven for struben, det var langt fra hendes planer for idag. Den overraskelse at sporer i hans blik var noget som avr ganske tydeligt for hende, om hun så skulle tage det som noget positivt eller negativt, det måtte tiden vel bare vise? Haven brusede bag dem, det var som det var blevet ligeså agrresivt som hendes egen hjertebanken, først nu hvor hun sad der, kunne Liya i virkeligheden se at hun da måtte være komplet sindssyg! Dette var måske mandens job, men siden han ikke kunne få fingeren ud af hullet måtte hun jo selv gøre det, og hun var virkelig ikke i tvivl. Hun var udemærket klar over at nathaniel var en traditionel mand, men for fremtiden måtte han vel finde sig i den slags overraskelser? Hans stammende ord gjorde det langt fra bedre, allerede der følte hun den lille usikkerhed som hun ikke ønskede at skulle sidde med. Hjertet hamrede fast mod hendes bryst, så hårdt at det næsten måtte gå hen og ende som en smerte. Blikket gled halvt om halvt i ved hans lille berøring af hendes kind da han måtte fjerne lokkerne, kun for et kort øjeblik før hun måtte se ham tilbage i blikket så snart han begyndte at skulle tale, og hun måtte lytte intenst til hans ord "Før du kom var jeg ikke i stand til at stole på nogen, end ikke mig selv" hviskede hun stille. Smilet var falmet, ikke fordi hun ikke brød sig om situationen men det var også svær at skulle være en omvandrende tandpasta reklame hele tiden, "Jeg ved du elskede Auromia, Nathaniel.. Og jeg har i præcist 60 år ventet på at du ville elske mig ligeså højt, du et det nu jeg lever i og alt jeg vil er at dele den fremtid med dig, du skal være min bedre halvdel" hviskede hun ganske ærligt, og igen måtte et smil blive synligt over hendes smalle læber. Den ting havde været et helvedes arbejde at skulle få fat i, først og fremmest skulle den laves og indgraveres, derefter havde en druide hjulpet hende med resten, den ring.. Deres kærlighed ville redde hans liv og det var hvad hun måtte ønske. Smilet bredte sig i en stor grad ved hans sidste ord. Lettelsen var næsten at spejle i hendes blik. Tårerne vældede op dog uden at falde, det var som det hele bare var ekstremt.. Overvældende. Tanken om at hun havde fundet kærlighed på trods af alt, tanken om at en mand kunne se på hende som andet end et simpelt stykke legetæj for fri udnyttelse. Med skælvende hånd tog hun omkring hans, tog ringen op af den lille æske og lod den roligt glide over hans finger. Glæden var der, men hvordan hun skulle reagere var det sværere lige i øjeblikket. Armene faldt om hans nakke, hun knugede sig tæt ind til ham "Jeg elsker dig Nathaniel.. Vi har et helt liv foran os.. Ved at give mig det ja har du ladet mig redde dit liv.. Ser du jeg fik lidt hjælp.. Den ring er ikke bare en ring..Det er kuren" hviskede hun med en næsten stolt hvisken så tæt mod hans ører. Liya måtte trække sig en smule kun for at lade blikket falde i hans igen, først nu måtte den gennemsigtige tårer stryge over hendes kind, kun af den rene glæde, ingen ulykke at sporer.

[Nathaniel Diamaqima]

Hvad det måtte indebære, at skulle skænke hende det ja, var slet ikke noget som han vidste endnu. Hvis det ville gøre det nemmere og bedre for dem, at skulle nyde deres sidste tid, så var det virkelig også det værd. At hun var så nervøs for at han ville afvise hende, var noget som et sted faktisk også måtte more ham på en ganske mærkværdig måde, det var slet ikke noget som han kunne komme det mindste udenom lige for øjeblikket. Han sendte hende det varme smil, selv da hans ord var blevet skænket til hende, for det var ikke noget som han ønskede at skulle skjule for hende. Hun var virkelig den kvinde i hans liv som han ønskede at dele det med. Om ikke andet, så den tid som han havde tilbage. At hans ja, havde skænket hende den lettelse, fik kun selv det brede smil til at brede sig på hans egne læber. Ringen som gled på plads på hans finger.. Den passede fuldkommen perfekt. Han vendte blikket mod den. Auromia var han kommet over og igen, så var det noget som Liya havde hjulpt ham med. Det var virkelig ham som skulle takke og ikke hende, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han lod hende komme tæt på sig, lod armene falde om hans nakke, hvor han selv lukkede sit greb roligt omkring hendes liv, for at skulle kunne holde hende tæt ind til sig. Han følte igen de blanke øjne, da det pludseligt blev en anelse mere sløret for ham. Hendes hvisken mod hans øre fik ham kun til at sitre. Han lukkede øjnene og lyttede ellers, selvom han tydeligt endte med at skulle sidde fuldkommen stille.. Kuren? Havde hun fundet kuren? Han vendte blikket stille mod hende. Det var jo slet ikke fordi, at døden var noget som han måtte frygte på nogen som helst måde, for ham så var det jo bare en del af det liv som man måtte have og så måtte det jo være det som han måtte forholde sig til. Før eller siden så ville alle jo forlade den verden som de var en del af.. Han havde bare været så indstillet på, at det meget snart også måtte være hans tur. Nu kunne han føle lettelsen.. Lettelsen over at vide, at det hele nu ville være på bedringens vej, også selvom han vidste, at det skulle være værre før det ville blive bedre.. Så længe, at hun var der sammen med ham, så var det i den grad noget som han agtet at skulle kæmpe imod. Alle valg førte til noget og dette havde været det som måtte redde hans liv. En tåre selv måtte glide ned af hans eget kind. Han kunne virkelig bare ikke holde det tilbage lige netop nu. Han var lettet og han var lykkelig, og sammen med hende, så var der virkelig ikke noget bedre for hans vedkommende. Det var virkelig hende som gav ham grunden til at fortsætte. "Du har fundet den kur som jeg har søgt i næsten hundrede år, Liya.. Jeg ved ikke hvordan, men at have reddet mit liv på denne måde.." Han sendte hende et stille smil. Han kyssede hendes tårer væk denne gang. De havde endelig trukket den videre. Hun havde været klar til det og han havde ventet på, at hun ville være i stand til at skulle tage det initiativ. Selvom det ikke just var et frieri som han havde ventet, men det havde virkelig bare været det bedste ved det. At være så følelsespræget, var slet ikke noget som han var vant til, så han vidste slet ikke hvordan han skulle håndtere det. Men denne form for lettelse, var slet ikke noget som han havde været udsat for før.. på nogen måde overhovedet. "Jeg elsker dig Liya og det er af hele mit bankende hjerte." Han hævede den ene hånd og lod den stryge mod hendes kind. At kæmpe på denne måde og så længe, så var det vel ikke et nej hun havde forventet ved hendes frieri? Selvom han var meget traditionel, så elskede han de overraskelser ind imellem. Tiderne skiftet og det var noget som han var fuldt ud klar over.. Og nu havde han fået lov til at skulle vidne et mirakel på den mest fantastiske måde. Så usikker som Liya havde været på alt og alle.. Og så se hende nu. En kvinde som kunne tage initiativ og mere eller mindre alle sine egne valg. Han stod der selvfølgelig og med en hjælpende hånd, hvis det endelig skulle være. Endnu en tåre formåede at vandre ned af hans kind. Ikke at han græd, han kunne bare ikke holde dem igen. "Jeg er virkelig stolt af dig, Liya.. Du har virkelig gjort det til noget af det bedste, som nogensinde er sket i mit liv," afsluttede han dæmpet, dog med en klar og tydelig ærlighed. Ord som dette var sjældent hørt, men først sagt, så mente han det så sandelig og i stor grad.

[Liya Daimond Diamaqima]

Aldrig havde Liya sat de helt store krav til ham og det ville heller ikke blive gjort denne gang, det var ganske sikkert, hun krævede vel bare at han i det mindste var lidt mere sammen med hende end det som han havde været i frygtelig mange år? en hakv times tid om aftenen var ikke nok for hende længere, ikke når hun virkelig nød at putte ind til ham på den måde, stryge ham over brystet til hun selv blev så rolig af rutinen at hun måtte ende med at falde i søvn i hans arme og ahn blev liggende hele natten uden at skullle forlade hende til fordel for arbejdet og det var noget som hun virkelig måtte nyde. Udover det så måtte hun ikke forlange meget mere. Et sted så var nervøsiteten der for at han skulle ende med at afvise hende, hun havde jo langt fra de mest heldige erfaringer med mænd, men så vidt hendes konklusion kunne drage så var Nathaniel ikke som de andre, på nogen tænkelig måde, han ønskede hende intet ondt, og det gjorde efterhånden virkelig kun at hun måtte føle sig lettet over det ja han så i sidste ende endte med at skulle skænke hende. Ringen passede perfekt, hun betragtede den let, selvom hun ikke var den som skulle sidde med den på hendes finger og fremvise den for enhver kvinde hun kom i nærheden af så overlevede hun nok også det, tiderne skiftede og forandringer frydede, så meget vidste hun da og lige denne gang havde hun ikke været traditionel, og udelukkende fordi det andet på sit vis var langt mere spændende? Det at se ham med den glæde gjorde kun hende glad, hun var jo udemærket bekendt med det løfte han skænkede sig selv efter Auromia, og det håb om at han en dag ville elske hende ligeså højt, var et som hun havde knuget om siden. Liya forblev tæt ind til hans krop, fortalte ham om den kur som det var lykkedes hende at finde og med lidt hjælp, hun kæmpede for ham og den dag en ville påstå andet var den dag endnu en ville dø for hendes hånd, hun prøvede, måske det ikke altid var det rigtige, men hun forsøgte i det mindste. Døden var skam en naturlig ting og ikke noget som hun selv måtte frygte på nogen måde, og dog så ville hun langt hellere leve livet med ham her på jroden før de ville trække den og leve et evigt liv sammen i en helt anden verden, for var han først væk så ville hun følge efter. Den tårer som gled ned af hans kidn var for hende virkelig en stor ting, at se ham fælde tårer af overvældelse frem for noget andet, han gjorde hende lykkelig og for en gangs skyld så følte hun sig ikke som hans personlige byrde, de var på lige fod nu? "Jeg kæmpede.. Kæmpede for det som jeg måtte have kært, ikke andet" det blide smil prydede i den grad de rosa læber, hvor hun ikke selv kunne stoppe de tårer som gled over hendes kind. Det blide kys som han måtte skænke fik hende kort til at lade blikket glide i. Nu havde hun taget et initativ, og alt sammen takket værre ham, han havde formået at gøre hende til en helt anden kvinde, berørt hendes hjerte før hendes krop og ændret hende til det bedre, selvom hun stadig var syg så ville det aldrig være det samme som før og det var i sig selv en lettende tanke, for det var langt fra en tid som hun havde nydt. De ord varmede hende virkelig, aldrig ville hun blive træt af at høre dem "Og jeg elsker dig, Nathaniel.. Det har jeg altid gjort, også selvom jeg til tider ikke har vidst hvordan" hviskede hun stille. Hånden gled roligt mod hans kind, strøg de mange tårer væk med hendes hånd. Det at han var stolt af hende var noget som hun ikke huskede at have hørt før, det var frygtelig store ord, ord som sjældent blev givet fra hans læber go det fik virkelig hendes hjerte til at banke fast mod brystet, sitre "Jeg vil være det bedste der er sket i dit liv.. Som du er i mit" tilføjede un stille og betragtede hans blik. Flammerne varmede hendes ryg, hun kunne høre dem knitre lystigt, selvom hun for få minutter havde glemt alt omkring dem, nu var omgivelserne langsomt ved at vende tilbage, resten af aftenen måtte forme sig som de selv ønskede det.

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel kunne virkelig ikke være noget andet end stolt af hende lige for dette øjeblik, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om. At hun i det hele taget havde formået, at skulle præstere noget så stort som dette, var virkelig noget så utroligt! Hans hjerte hamrede som en sindssyg mod hans bryst. Det hele var ham så overvældende, at han slet ikke vidste hvordan det skulle takles. At det jo så var ham som måtte sidde med ringen på fingeren og ikke omvendt, var jo så lige det som han skulle vænne sig til. Det var jo det omvendte som han var så vant til. Lidt traditionel havde man vel også lov til at være? Også for hans vedkmmende? Bare det, at kuren var fundet og at han ville blive frisk igen, var noget som lettet ham frygtelig meget. Han frygtede ikke for døden, men det at vænne sig til tanken, at han før eller siden ikke ville vågne op igen ved siden af Liya, var det som faktisk måtte skræmme ham en anelse, for han vidste hvordan hun havde det når han ikke var der.. når han var væk for hende, og det var sleti kke noget som han ønskede for hende. Udelukkende også derfor, at han ikke havde sagt imod, at hun ønskede at følge ham og han havde indviget i at han ville vente ved Himmerigets porte for hende. Nu var det noget som de kunne skyde en hvid pil efter de næste mange, mange år. Hun behøvede virkelig ikke at kæmpe for at skulle vise sig for at være det bedste i hans liv, for det var hun i den grad allerede. Han havde ikke kæmpet for sig selv, hvis det ikke var for hende, ellers havde han opgivet at skulle finde den kur for længe siden, og det var slet ikke noget som var sket for hans vedkommende. Han var så sandelig heller ikke bange for, at skulle vise sig fra den lidt mere følelsespræget side, selvom det nu ikke altid var noget som han normalt ville vise, men for Liya, så valgte han at åbne helt op lige netop i aften. Også mest fordi, at de nu kunne se på sig selv som et forlovet par. Nu herskede der virkelig ikke nogen tvivl om, hvor de måtte stå med hinanden og det var også noget som han var glad for. Han havde ventet på hende.. og han havde ventet forbandet længe, selvom han glædeligt ventede den doble tid, hvis det var det som skulle til, det var slet ikke noget som han ville tænke over lige netop nu. Han sendte hende det blide smil. Han var træt, det hele var så overvældende, selv for ham, men lykkelig, det gjorde hun ham i aller højeste grad! "Du har virkelig gjort det fantastisk Liya.. Jeg fandt aldrig kuren og jeg har søgt i næsten et helt århundrede for at finde den." Bare tanken gjorde ham stolt. At hun selv var så meget hen af en alkymist, at hun formåede at skulel gøre brug af det på denne måde.. Det gjorde ham virkelig bare så pavestolt! Hans arme hvilede omkring hende. Han var helt varm indvendig, det var han virkelig. Han vidste virkelig ikke hvordan pokker han skulle reagere på det ene eller det andet, selvom han virkelig bare prøvede det. Han var lettet og han var lykkelig, samtidig med, at hun som sad så tæt på ham også måtte formå at skulle holde ham rolig på en ganske så særlig måde, som han ikke helt formåede, at skulle beskrive. Det var noget som gjorde ham noget så frygtelig glad, det var slet ikke noget som han kunne komme udenom .Det var slet ikke flammerne fra bålet som varmede ham, det var hende helt og særdeles og hendes mange ord. "Det er heller ikke altid let at vise det, Liya.. Du har klaret det fantastisk.. Der er grunde til at jeg selv valgte, at holde fast.. Kæmpe videre, ikke? Du har altid vidst hvor du kunne gå, du har altid vidst hvem du kunne snakke med om det.. Jeg vil fortsætte med at kæmpe for det. Det kan jeg trygt give dig mit ord på." Han sendte hende et stille smil. Han var meget hjemme for tiden, udelukkende fordi, at han havde det af helvede til. Ikke at det var noget som han kunne komme det mindste udenom overhovedet. Han lukkede øjnene da hun strøg over hans kind og fjernede de faldende tårer. Han kunne ikke stoppe dem og han ville heller ikke. Han plantet et stille kys mod hendes mundvige. "Du vil være det bedste som er sket mig? Det var du allerede for 60 år siden, min kære. Du er lyset i mit liv," hviskede han roligt. Ærligheden var tydelig at spore i stemme og blik. Han trykkede hende ind mod sig, lod den ene hånd falde mod hendes hage, hvor han roligt hævede hendes blik op i den perfekte stilling. Han lænede sig frem og lod sine indramme hendes med perfektion i et intenst og kærligt kys.

[Liya Daimond Diamaqima]

Det at han var stolt af hende var en frygtelig stor ting at skulle høre fra hans læber, det var ikke nogte som forekom ofte hvad end det var hende eller enhver anden, der skulle meget til at imponere den mand, noget som var gået op for hende forlang tid siden, men denne gang synes det at være lykkedes for hende, og bare den tanke kunne sætte en lille prik af selvtillid i hende, tanken om at han rent faktisk var stolt af hvad hun formåede denne gang. Hun var stadig syg, sådan ville det altid være og det kunne desværre ikke laves om uanset hvor meget hun ønskede det, men han havde lært hende at når panikken slog ind var hun aldrig alene, han var den som formåede at holde hende rolig selv når hun følte at det hele kom for tæt på og gav hende den kolde følelser der måtte æde hende op, hun var ikke alene og ligeså var han ikke. Nu var kuren fundet, han bar den på fingeren og det ville han forhåbentlig gøre til den dag de ville falde om af en naturlig død, noget som hun end ikke gad at tænke på nu, der var stadig mange år at gå på endnu. Tanken om at han var den som måtte sidde med ringen på fingeren var en som til dels morede Liya, hun havde aldrig været særlig traditionel, eller jo.. med måden hun slog ihjel på, men ud over det så var hun aldrig blevet præsenteret for traditioner, så hun måtte vel gøre hvad hun fandt som det mest passende til en sådan lejlighed, og lige denne gang havde det været en tur på stranden og hun forstrød ikke for et sekund. Aftenen planlagde de selv fra nu, den kunne forme sig nøjagtig som de ønskede det, 60 år og stadig som nyforelskede, først nu var det tydeligt at de måtte være et par, først nu kunne de på den måde vise sig offentligt sammen. For Liyas del ville hun ti gange hellere gå i døden for tidligt og med ham ved sin side end hun ville ende med at skulle leve et helt liv og uden ham, leve alene og forladt med hendes egen panik, vugge ig selv,g ræde til hun ville falde i søvn, for det var sådan hun måtte være når ikke han var i nærheden, det var der uanset ingen stolthed i, nu behøvede hun selt ikek at tænke den slags tanker før om utrolig mange år. Jo længere de sad her jo mere måtte det endnu gå op for Liya hvor meegt hun elskede ham, hun var blevet præsenteret for så mange nye sider i aften, den barnlige der pjaskede rundt med hende ude i vandet som et par børn, den intense der berørte hende og holdte hende ind til sig på måder der vækkede et begær der var langt fra det normale, smeltede hende bare sådan uden videre, og til sidst den følelsesprægede som fældede tårer når hun åbnede sig for ham på den måde, når hun forsøgte at bringe ham den lykke i form af hende, og for hver ting hun så måtte varmen kun brede sig mere og hun sad med den tanke at hun måtte være den absolut heldigst fødte kvinde. Smilet falmede ikke på noget tidspunkt hun betragtede hans varme blik "Jeg ønskede ikke at se dig falde i døden.. Vi har spildt 60 lange år der er meget at indhente, noget som vi aldrig ville nå på den halvmåne periode jeg vil tro du havde tilbage" påpegede hun med en mere forsigtig mine. Der var så meget de ikke nåede, så mange følelser hun ville opleve igen før han gik bort, det ville tage år ikke uger. Indvendig var hun varm som en i helvede, han vækkede de brælndende følelser, og hendes hjerte var virkelig ikke til at slukke, smeltet af hans ild og nu brændte det ligeså lystigt som flammerne i bålet, og han blev kun ved "Jeg har og vil aldrig være i tvivl om hvor hjælpen er henne.. Det har ikke altid været let for mig at værdsætte hjælpen på grund af de følelser som har skræmt mig, men nu hvor jeg sidder i din favn, ser i dit blik.. Så ser jeg at der ikke er grund til frygt, for det er en gave i sig selv" endte hun med den ærlige tone i hendes blide stemme, det var bare fakta. Hans ord skabte endnu engang kun den bølge af varme der vældede op i hende. Hånden over hans kind fortsatte stille ned langs hans hals kun for at skulle finde hvilen mod hans våde og kolde bryst. Hun fandt ingen ord, istedet lod hun ham hæve blikket mod ham og læberne falde mod hans, indramme dem med perfektion, og den intensitet hun måtte føle, det var brændende. Hun gengældte det, dybt.. Aldrig ville hun slippe ham,ikke til en anden kvinde, ikke til døden ikke til nogen.

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel kunne under ingen omstændigheder være andet end stolt af hende. Bare den tanke til, at hun havde været i stand til at skulle gøre det som han selv ikke havde været i stand til, var noget som ganske enkelt forundret ham. Tanken om, at det måtte være deres kærlighed som lige så også måtte være det som måtte redde hans li, var noget som virkelig måtte få ham til at smile, og det var så sandelig ikke noget, som han ville eller kunne lægge det mindste skjul på overhovedet. Han ville dog på ingen måde tvivle på at dette var hvad han måtte ønske og at det i den grad havde været hele den lange ventetid værd, selvom mange nok ville sige, at 60 år ville være forbandet lang tid, så ventede han det gerne igen , hvis han skulle vente på hende. For det ville virkelig være det hele værd for hans vedkommende. Han vidste hvad han ønskede og han vidste hvordan det skulle vøre og idet, at hun selv var af typen som valgte at tage det initiativ, så vidste han så sandelig også, at det var ord som hun måtte mene, og det var noget af det som i den grad også betød mest for ham lige nu. At hun selv havde fundet den selvtillid og det mod til at skulle være så... normal, det var slet ikke noget som han kunne mindes, at skulle have set ved hende på nogen som helst måde overhovedet, og det var noget som virkelig måtte glæde ham noget så inderligt. Hun gjorde ham lykkelig. Det var i slg selv, slet ikke noget som han ville skjule, for hun var virkelig den som gjorde hans lykke. Det var hende som gjorde, at han kunne slappe af og det var hende som gav en mening til hans liv på den måde, som han slet ikke kunne huske, at han havde oplevet det før, det var der heller ikke nogen som helst tvivl om overhovedet, på nogen som helst måde overhovedet. De mørke øjne hvilede på hende og atter med det så lykkelige glimt, som han slet ikke kunne huske, at han havde siddet med på noget tidspunkt tidligere. Han ville elske at skulle møde hende ved Himmerigets porte når det ville nå så langt. Nu var det slet ikke noget som han behøvede at tænke på. Nu kunne han igen sidde der sammen med hende om natten og vugge hende til ro når hun vågnet af sine mareridt. For om natten så formåede han dog ikke altid at skulle sove den tunge søvn. Den tog han normalt om eftermiddagen. Han begyndte virkelig, at skulle føle sig gammel efterhånden - et sted så hadet han det vel? Hendes ord fik ham ikke til noget andet end at smile og det var ikke noget som han kunne eller ville skjule for hende. Smilet bredte sig virkelig bare på hans læber ved hendes ord. Han var virkelig bare lettet som han aldrig nogensinde havde været før og det var alt takket være hende. "Det har stået på i så lang tid nu min kære.. Jeg følte bare ikke at fortælle det.. Før jeg gjorde det. En halvmåne periode er ikke lang tid. Nu behøver du ikke at tænke på det mere. Jeg vil stadig fortsætte med at være der når du vågner af dine mareridt. Jeg vil være der for dig og sammen med dig for resten af mit liv." Han lod armene stille søge omkring hendes krop og lod hende igen stille og roligt komme helt hen til ham. Han var virkelig glad. Han havde aldrig nogensinde prøvet noget lignende. "Jeg ser ikke på disse 60 år som spildt, Liya.. Se lyst på det. Nu ved vi hvor vi står og vi ved hvad vi begge ønsker os," påpegede han stille. Der havde ikke været noget hastværk for deres vedkommende, så kunne det vel aldrig gå helt galt? Det var l alle fald det som han måtte håbe og det som han ønskede for hans vedkommende, det var der ikke nogen tvivl om. Han sendte hende det varme og kærlige smil og strøg roligt hendes kind med sin ene hånd. "Jeg ved godt det har været svært for dig min kære. At det hele har været så nyt. Jeg har bare givet dig den tid som du har haft brug for. Du er virkelig det kæreste i mit liv.. Om du skulle bruge hundrede år mere, så ville jeg give dig det," sagde han stille og ikke mindst også med en klar ærlighed. Han spændte i brystet ved hendes berøringer. Nu var det bare det, at blive god igen som måtte mangle og det var noget som han i den grad også agtet at skulle gøre for hendes skyld. Han lod læberne møde hendes i endnu et kys som han selv valgte, at skulle holde. Det var slet ikke fordi, at han kunne få sig til at slippe hende. Ikke før han ville falde om af alderdom! "Jeg elsker dig Liya.. Uanset hvad pokker der sker for os, så er det noget som du aldrig nogensinde må glemme.. Det må du love mig," sagde han stille. Han lod hende blot sidde tæt i hans våde og kolde favn, selvom det slet ikke var noget som han direkte mærket sig af. Han var varm i det indre og det var alt sammen hendes fortjeneste.

[Liya Daimond Diamaqima]

Tanken om hvilken sjældenhed det måtte være for Nathaniel at være stolt af en simpel person, det var netop det som i virkeligheden gjorde hende glad, hun havde kæmpet for at han skulle respektere hende, og ikke kun som en sølle kvinde der måtte slå ihjel for selv at være i stand til selv at skulle overleve, men det at se på hende som et enkelt indivis, en kvinde, en der måske behøvede hjælp selvom hun ikke rigtig ønskede at skulle erkende eller vise det, og det var nøjagtig sådan han lod til at se på hende, han skammede sig om ikke andet ikke og det glædede hende virkelig kun. Den lille glæde boblede i hendes indre, det at se ham med den ring på sin finger, den ring som i sidste ende ville og hen og redde deres liv, hun følte sig vel en smule stolt over at det i virkeligheden var gået hen og lykkes for hende? En tilfældig nat.. præcis for 60 år siden, var den nat hvor hun havde se hans blik den første gang, hadet ham som hun hadede absolut alle andre mænd, og selv været så frygtelig tæt på i virkeligheden at slå ham ihjel.. Det var 60 år siden, ventetiden havde været lang og hun havde i den grad været forvirret, uden at vide hvor hun måtte have ham, eller hvordan eller vorledes på nogen måde og det skærmte hende jo faktisk. Nu vidste hun det, han bar den ring på sin finger som bevis på netop hvor han måtte stå, og det var præcis sådan som Liya selv måtte ønske det, det havde hun altid gjort, men først nu var modet og selvtilliden der til at skulle tage det initativ. Det første møde for 60 lange år siden, hvor hun endnu havde været en selvsikker kvinde der levede under et skjold, måske falsk selvsikker men en hård ung kvinde, hun var mpske ikke hård længere men hun bar den lille selvtillid og den lille stolthed som hun oprindelig havde været besidder af. Liya lyttede stille til hans ord og måtte kun anerkende dem med et mindre nik "Uanset hvad ville jeg aldrig miste dig.. Men jeg foretrækker dig at leve det dødelige liv her før vi lever det udødelige der" hun så op som en hentydning, så pop mod nattens stjerner der blinkede til dem i det som måtte minde om millionvis. Blidt lod Liya sig falde ind i hans favn, lod sig trykke tæt til ham, også selvom de begge endnu var klamme efter vandet, hun følte det ikke, ahn holdte hende varmt med den sitren og de ord som fik hendes hjerte til at banke hurtigere og dermed sende blodet hurtigere rundt "De har aldrig været spildte.. Men vi kunne have fundet ud af det for 30 år siden" tilføjede hun i en dog lettere drillende tone. Aldrig var der blevet hastet og for hendes del var det jo netop en god ting, i og med hun ikke var god til det med at lukke andre tæt og slet ikke når det kom til mænd, men han avr kommet tæt på, hele vejen og på alle måder, han havde fået lov at elske med og elske hende, noget som ingen anden nogensinde havde fået lov til. Halvt om halvt lod hun blikket glide i ved hans blide strøg over hendes kind "Jeg er gad for den tid jeg har fået, jeg behøver ikke mere" hviskede hun stille, næsten fanget af de stille kærtegn go den stemning som havet skabte ved de dovne slag mod breden, hun forestillede sig stjernerne et sted over dem, det var en yderst pragtfuld nat. Læberne mødte hans, den varme der bredte sig, den følelse, det var en som hun aldrig måtte blive træt af, følelsen af at være fanget af ham, fanget i situationen når hun egentlig var den sensuelle dæmon. Stille trak hun sig som han selv gjorde, lod et lille smil efterlades på hendes læber. Ordene varmede virkelig, det var dog et løfte som hun trygt kunne give ham "Selv hvis du ønskede at jeg skulle glemme det ville det ikke være muligt.. Det lover jeg" hviskede hun stille dog med den ærlige tone skjult i den blide og melodiske stemme. Hun lænede sig igen en smule frem, kun for igen at indramme hans læber med samme perfektion og intensitet.

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel kunne virkelig ikke være andet end direkte stolt over hvad det var, at Liya havde præsteret eller formået, det var så sandelig heller ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af overhovedet, det var i den grad også helt sikkert, hvad end om det var noget som han ville eller ikke stå ved. Den ekstrem lange ventetid, var nu det som de kunne høste frugterne af. De var begge helt sikre og de var begge kendt med hvad det måtte kræve for dem begge, at skulle få det hele til at fungere, så det var vel også det vigtigste i den anden ende? Nathaniel fortrød virkelig inet af den ekstrem lange ventetid, det var heller ikke noget som hun skulle tage fejl af. Hendes syn på mænd - Hendes syn på ham, havde været det som han havde ønsket at ændre i første omgang. Han havde jo været under betegnelsen ligesom alle andre mænd, selvom han virkelig var glad for, at det ville og måtte forholde sig anderledes. Han kunne virkelig ikke leve uden Liya og ige nu var de ord faktisk også ment i deres bogstavelige forstand så det var heller ikke nogen hemmelighed. Måske, at han havde reddet hende op fra det hul så mange gange. Han havde prøvet i det mindste, så det var vel også bedre end absolut ingenting? At se Liya med denne form for selvtillid, var virkelig også bare noget som måtte gøre ham noget så frygtelig glad og noget så stolt i den anden ende. Hun kunne godt og det glædet ham virkelig. Stolt var han virkelig af hende, alt andet kom bare ikke på tale lige nu! 60 år var måske forbandet lang tid! Men han fortrød ikke om han så skulle vente på hende i hundrede år mere, så havde han i den grad også gjort det. Han ville have hende med sig hele vejen, ikke at noget skulle være så.. overraskende og skræmme hende. Det var også derfor, at han stille og roligt, valgte at præsentere sit mere sande jeg for hende. Den mand som han havde været inderst inde igennem så frygtelig lang tid, som han endelig kunne lade komme frem på den ene eller den anden måde, og der var bestemt også denne mening bag det! Hun skulle lære ham at kende, som han også ønskede at lære alle hendes sider at kende. De gode som de dårlige. At leve her sammen med hende, var jo det som han mest måtte ønske, alt andet var virkelig fuldkommen ligegyldigtfor ham lige nu. Han sendte hende et stile smil. Nathaniel var bestemt ikke nem til tårer og her sad han.. han kunne simpelthen bare ikke lade være! "Så længe, at jeg har dig Liya, så er alt andet fuldkommen ligegyldigt for mig," sagde han roligt og klart også med den tydelige ærlighed i stemmen som man under ingen omstændigheder burde tage det mindste fejl af overhovedet. Han trak hende tæt ind mod sin egen favn og lagde armene omkring hende. Hans smil bredte sig ved hendes ord, idet han roligt vendte blikket stille mod hende. "Hellere vente på det helt rette øjeblik," hviskede han roligt mod hendes øre. Ingen af dem havde været klare der for 30 år siden og det var jo trods alt blot fakta for deres vedkommende det var i den grad også fuldkommen sikkert. Han lod hånden stryge roligt over hendes fugtige ryg og holdt hende blot så tæt som det var ham overhovedet muligt. Hovedet lagde han selv tæt ved hendes idet han roligt lod øjnene glide i. Han trak vejret dybt, selv uden at stoppe de lette strøg over hendes kind. Hun var virkelig så frygtelig betydningsfuld for ham. Den kæreste skat i hans liv, som han bare ikke ønskede at slippe. "Jeg ventede gerne i hundrede år endnu, hvis det var den tid du havde brug for Liya.. Hvis jeg ikke fik dig i mit liv, så ønskede jeg ingen," endte han stille og med en ganske så rolig og alvorlig mine alligevel. Det i sig selv, var blot fakta, som han nægtet, at skulle løbe fra på nogen som helst måde overhovedet! Hans hjerte slog godt og hurtigt mod hans bryst. Det ville blive værre før det ville blive bedre, og det var blot noget som han vidste, selvom det slet ikke var en tanke som glædet ham som sådan lige for tiden, det var også helt sikkert. Han sendte hende et varmt smil. Hendes ord glædet ham virkelig. Han havde ikke altid været den bedste til at skulle vise disse følelser, så han var virkelig bare glad for, at han i det hele taget, var i stand til at skulle holde hende ved sig. Forlovelsen og deres forhold krævet meget og specielt af ham og han vidste det, så var det godt, at disse omstændigheder i den grad også måtte tale for hans sag. "Det varmer mit indre, at høre, Liya," hviskede han gengældende, idet han roligt mødte hendes læber. Han lod øjnene atter glide idet han roligt besvarede det med den samme intensitet og næsten sultent.

[Liya Daimond Diamaqima]

Det glædede virkelig kun Liya at han måtte være så pokkers stolt af hende, specielt fordi det var noget som hun havde kæmpet for i 60 lang år, at få ham til at sige de ord, på trods hun var en syg kvinde, der ikke duede til noget som helst, hun kunne end ikke stave hendes eget navn og det var jo bare fakta. Der var gået 60 lange år og selvom det havde været frygtelig hårdt, så stod de nu her og kunne høste frugterne af det, hun var ikke usikker, faktisk var dette den første ting hun nogensinde var sikker på, at den mand hun stod overfor måtte være den mand som fra starten havde været ment for hende, den som skæbnen valgte for hende, og det kunne hun sige uden at have sine tivl selv på trods af drt usikre væsen hun i virkeligheden måtte være.Det syn på mænd havde altid rydet hende, en mand var bare endnu en, endnu en der ønskede at lege med hende, endnu en egoist, som det altid havde været, lige der var Nathaniel frygtelig anderledes. Måske ikke under deresførste møde, selv i hendes øjne havde han på daværende tidspunkt bare været 'endnu en', til den dag han fandt hende liggende forsvarsløs på jorden, og frem for at gøre som alle andre havde gjort, bruge hende, gøre hende alene, så tog han hende i favnen, trøstede hende så godt som han avr i stand til, lod hende komme tæt på, det avr en aften der endnu måtte sidde stærkt i hendes tanker, minde hende om hvordan det var nået så langt at hun brød sine største principper, aldrig at binde sig til en mand, et løfte hun ikke var i stand til at holde. Den mand der lå bag og som hun nu så, lærte del efter del at kende for alvor, hun nød det ærlig talt, ikke nok med han var den omsorgsfulde og kærlige mand, men det at han kunne være så frygtelig intens, så intens at han næsten viorkede som den sensuelle dæmon og lod det være svært for hende.. barnlig frem for den alvorlige hun havde haft set i så mange år, der lå så meget mere i ham end det som bare øjet måtte ende med at se. Opmærksomt lyttede hun til hver eneste ord, ord der satte hendes krop i flammer og varmede hende hele vejen igennem "Mig vil du altid have" lovede hun i en blid tone og i en stille hvisken tæt til hans ører. Hånden strøg stille over hans kind fjernede de tårer som faldt og som virkelig kun måtte varme. Hun lod sig ganske villigt trækkes så langt ind til hans krop som det var muligt, følte den varme. De varme mørke øjne lå skjult bag øjenlågene, ikke fordi hun følte sig udmattet på nogen måde, men fordi hun ønskede at føle ham tæt på og hun ønskede at nyde det "Du er... Mit liv" hviskede hun i en intens hvisken mod hans ører, knugede sig ind til ham. Hjertet hamrede fast imod hendes bryst, den sitren hvislede i hende så ubeskrivelig. Uanset hvad så måtte det være ham hun følte for på alle måder, han var hendes.. Det ville han altid være.. Måske det ville kræve deres kampe men han havde bevist op til flere gange at han var villig til at kæmpe dem sammen med hende.Blikket forblev lukket, hun følte hans læber mod hendes, besvarende.. Den lille sult som kun vækkede hendes egen, og dog så frygtede hun for at hun tolkede forkert. Hænderne flettede sig sammen bagom hans nakke, hun fik sig ikke til at bryde deres søde kys, hun følte i den grad hvordan den lille flamme blussede op, også selvom hun kendte til hans principper. Dette var hvad hun mente med at han var den sensuelle, det var ham som fangede hende og lod hende tilbage uden mulighed for at trække sig, hun ville ikke. Selv måtte hendes eget kys blive dybere, selv sultent, som hun ganske stille lagde en smule vægt på ham, for at lade ham glide ned af hvile på tæppet.

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel var virkelig heller ikke bange for at skulle give lige netop Liya de ord, for han kunne virkelig ikke være noget andet end direkte stolt af hende og alt det som hun havde formået at præstere igennem livet, det var heller ikke noget som man skulle tage det mindste tvivl om overhovedet. At se hvad hun var kommt fra, hvad der var sket igennem den udvikling og så hvor hun stod nu.. hvordan kunne man være noget andet end stolt? Han kunne virkelig ikke lade være med at smile til hende. At have hende så tæt på sig, det var ham en varme som han slet ikke var i stand til at beskrive og det var så sandelig heller ikke hans hensigt. Han havde ladet Liya komme tæt på sig stille og roligt, for at det ikke skulle blive alt for overvældende for hende, det var der heller ikke nogen som helst tvivl om overhovedet. Hans hjerte hamrede som en sindssyg mod hans bryst og selv med det behag som måtte stå der så frygtelig tydeligt og så frygtelig stort for hans vedkommende og det var alt sammen takket være hende. Alt det som hun havde givet ham igennem hans liv. At have hende så tæt på, var noget som han blot måtte nyde, for ikke at glemme, at han udmærket godt selv vidste, at det varh am som måtte lægge op til det denne gang og han var klar over det. Han vidste det, det var ikke kun på grund af hans dæmon, da han mere eller mindre efterhånden havde fundet hemmeligheden ved at skulle bide det i sig. At bruge hende som så mange andre havde gjort det, ville aldrig nogenisnde være ham selv en mulighed! Han var af gammeldags mening når det kom til så frygtelig mange ting, så det skulle man endelig ikke tage fejl af, selvom han vel også havde godt af et mere moderne touch med tiden? Han lagde hånden roligt bag hendes hoved, som en perfekt støtte. Han ønskede det, han ønskede virkelig, at skulle mærke hende så tæt på, selvom det virkelig ikke var nemt på nogen måde. At hun var hans datter, var o blev en tanke som han gang på gang måtte skubbe fra sig.. lige nu var det slet ikke det som faldt ham det mindste ind overhovedet. Den anden hånd slog han ganske roligt omkring hendes liv, da hun selv lagde det mindre pres på ham, så han stille måtte ende med at glide ned på tæppet for at ligge. Han lagde sig roligt til rette, hvor han selv måtte trække hende roligt over sig. Han var ikke bare kærlig og omsorgsfuld, selvom det i den grad var de to sider som han havde præsenteret for hende som det første. Han var virkelig meget mere end det og det var jo så nu, at han følte for, at skulle vise hende det. At lade hende blive en del af det, og blive den større del af ham end det som nogen anden nogensinde havde været. End ikke den mere intense side havde Auromia været kendt med. Kysset brød han ganske stille, selvom det virkelig var ham så frygteligt imod. De mørke øjne og klart også med det mystiske glimt, måtte falde direkte til hendes blik, hvor han selv ikke kunne formå at holde det lette smil i det skjulte. "Du er mit liv, Liya.. Det har du været siden jeg mødte dig for første gang.. siden jeg fandt dig i sumpene, tog dig til mig og skænket dig en tryghed. Jeg kan ikke og vil ikke undvære dig," hviskede han stille og med den så klare ærlighed, det var slet ikke noget som han ville skjule for hende. Han låste grebet en anelse mere omkring hende, selvom det stadig måtte være af den styrke og kaliber, så hun kunne komme fra det, hvis det gjorde hende det mindste utryg på alle måder, for han ønskede det virkelig ikke på nogen måde. Han skænkede hendes læber et kys, bevægede sig roligt over hendes mundvige og nedover hendes hals. Hånden over ryggen gled roligt over hendes lænd og strøg let over hendes bagparti, for så at holde hende tæt ind mod sin egen krop. Han rullet blot ganske forsigtigt på tæppet, så hun endte med at skulle lægge sig ned ved siden af ham, hvor han frygtelig forsigtigt rullede, så han kom næsten halvvejs over hende. Det mørke blik hvilede roligt på hende. Hverken hans tilstand eller hans vansirede ansigt, var noget som han ønskede at skænke en tanke lige nu. Det var hende og kun hende, som måtte fylde alt dette ved ham, det var slet ikke noget som man skulle tage fejl af. Han trak hånden let til sig ved at stryge den fra hendes hofte , over hendes mave, videre ved hendes kavalergang og roligt op til hendes kind som han strøg ganske roligt. Han sendte hende blot det kække smil.

[Liya Daimond Diamaqima]

I Liya's øjne var hun ligeså håbløs som hun altid havde været og dog så var det første gang i hendes liv hvor hun rent faktisk ærligt kunne sige at hun var lykkelig. livet før Nathaniel havde hun vovet at kunne påstå var lykkeligt, hun avr alene, havde mændene i hendes magt hvor det altid havde været omvendt, hun var stærk, nu indså hun at hun havde været så pokkers ensom, brugt hendes fortid til at udrette alt det hun ikke selv kunne få - Kærlighed.. Og nu stod hun med den netop foran hende, det var kærlighed, hun havde ikke længere brug for undskyldninger, der var ikke noget at undskylde for længere. At han så, så den forandring hun måtte gennemgå, at han ville se hende gå fra at være et monster på to ben og til rent faktis at være en ung kvinde. Måske ikke med den uskyld eller renhed en i hendes alder burde have med sig, men om ikke andet en kvinde elsket af den mand som måtte behandle hende godt, for det gjorde han virkelig. Et sted var det vel også hvad der fik hende til at respektere ham på den måde hun måtte gøre? Han respekterede hende. Hun elskede virkelig den mand, og kun mere jo flere detaljer hun fandt ud af omkring, jo flere sider hun måtte se, så meget mere end blot kærlig og omsorgsfuld, udimodståelig! Hjertet hamdrede i en fast rytme mod hendes bryst, varmen blussede op, noget som han altid formåede at få hende til at føle ved blot et kys. Behaget stod i den grad, det sultne kys.. Hvordan skulle hun tolke det? Lystede han? Et sted var det jo hvad han udviste og et andet sted så lå de på stranden, ude i det fri, under en smuk stjernehimmel, og uden nogen direkte grund til det? Lige her måtte han ligge op til noget, hvad var hende så bare ukendt. De mørke lokker faldt ned over hendes slanke skuldre, endnu lettere fugtige, den friske vind lod det heldigvis tørrer forholdsvis hurtigt. Hun frygtede ikke at han ville bruge hende, han ønskede hende med og det vidste hun. Den mand var trods alt gammeldags, også grunden til hun virkelig forsøgte at skulle leve op til hans principper. Baghovedet hvilede mo hans hånd, hun kunne tydeligt føle den lille gnist tændes i hendes indre, noget som fustrerede hende, specielt hvis dette var noget som hun måtte misforstå. Hun knugede sig til hans krop, næsten med irritation over ikke at være så tæt på ham som overhovedet muligt. Tanken om at han var hendes far af kød og blod var en hun ganske bevidst ikke valgte at skulle tænke, for selv for hende kunne den til tider være svær at indfinde sig med, men det ændrede jo ikke det faktum at hun elskede ham som elsker og kommende mand og ikke som far, skaden var sket for længst. Roligt lod Liya sig trækkes med ned, den ene hånd måtte stille slippe og falde mod hans bryst, knuge omkring de klæder som måtte dække for hans bryst, og næsten med den længsel siddende overalt. Næsten ærgende måtte hun stille bryde op i kysset, halt om halvt stakåndet af det kys. Hun slap ham ikke, ej helelr selvom han lod dem bytte plads og efterlod hende nedenunder. Blikket faldt stille i hans "Du vil aldrig være nødt til at undvære mig.. Jeg går ingen steder.. Det ville være tomt uden dig" hviskede hun stille, dog med ærlighed malet dybt i hendes melodiske tone. Kysset mod hendes læber, kun hurtigt nok til hun lige nåede at gengælde før hun følte de varme læber glide videre over hendes fugtige hud. Næsten per automatik måtte hun blotte halsen for de søde kys, som kun måtte skabe den varme sitren. Et suk af behag slap, det kunne vel ikke være mere tydeligt hvor han ville hen? Den hånd han stille måtte fører over hendes krop fik hende virkelig til at brænde ikke mindst af længsel. Den hånd som endnu måtte hvile om hans nakke lod hun stille trækkes og dermed trække ham længere mod hende. De stille kys blev gengældt ned over hans lettere kølige hals, søde og i en perfekt perlerække "Er du sikker?" hviskede hun stille. Hun ville vide om hun tog hans tegn eller om det blot var en misforståelse. Det kække smil, fik hendes eget frem over læberne, gud hvor måtte hun elske den mand!