In the hands of faith..

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel ville aldrig nogensinde gøre noget ved hende, som han ville fortryde i den anden ende, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af overhovedet på noget som helst tidspunkt. Han elskede hende virkelig, også selvom hun var datter af kød og blod, så var det jo faktisk ikke en tanke som han tænkte meget over mere, og det var blot noget som gjorde det hele så meget nemmere, at han fik lov og lod sig selv følge hjertet frem for fornuften som normalt var det som han måtte stå stærkest med, for det var jo trods alt også det som det måtte være normalt. Ikke denne gang. Det var bestemt ikke bare hende som havde ændret sig, det havde i den grad også været ham selv. Han var meget mere åben efter at han havde mødt hende, taget hende til sig og atter, så var det noget som han aldrig nogensinde ville fortryde det mindste. Han ønskede virkelig hende resten af sit liv, selvom han allerede var klar over, at det måtte bringe til deres egne kampe, så var det slet ikke noget som han direkte ønskede, at skulle skænke så meget som en tanke, det var i den grad også helt sikkert, hvad end om det var noget som han ville eller ikke, så var der ikke rigtigt noget, som han kunne eller ville gøre ved det, det var i den grad også helt sikkert på alle tænkelige måder overhovedet. Kyssene som hun selv måtte føre over hans egen hals, fik ham selv til at sitre og blotte den næsten automatisk. Det var noget som han kun gjorde når han var sammen med hende. Det var et løfte som han kunne skænke alt og alle, hvis det var. At han ville beskytte hende, for det ville han i allerhøjeste grad! Alt andet var virkelig fuldstændig ligegyldigt for ham, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af overhovedet, det var i den grad helt sikkert. Han åbnede øjnene stille og vendte blikket stille mod hende. Han var kærlig, han var omsorgsfuld, han var intens, men han kunne i den grad også være mere end det, det var heller ikke noget som man skulle tage fejl af. Han kunne nemlig også være spontan. Under den store nattehimmel, at være sammen med hende på forlovelsesnatten. Der var vel noget specielt i det? Sådan måtte han dog trods alt også se på det for alt hvad han vidste. Hun prøvede at leve op til hans mange principper og hun gjorde det virkelig meget bedre end så mange andre ville have gjort det, hvis de stod i deres situation, det var sikkert. Han gjorde det ikke når lysterne var der, der skulle også være en lejlighed ved det, ellers gik det specielle af. Han ønskede at have hende med sig, ellers kunne han aldrig nogensinde drømme om at skulle trække den så langt. Han ville ikke overvælde hende, udelukkende også fordi, at han vidste hvordan hun havde det med, at skulle have mænd så tæt på. Nu havde han jo også brugt så mange år på at skulle vise vise hende, at han slet ikke var som alle andre, og det var vel også gået vel for hans vedkommende i den anden ende? Han trak vejret dybt, trak den ene hånd til sig og lod den roligt stryge mod hendes kind og med det blide smil på læben. Det var slet ikke noget som han ville eller kunne skjule for hendes del, det var helt sikkert. "Har jeg nogensinde gjort noget, som jeg ikke var sikker på.. eller ville fortryde i den anden ende?" hviskede han roligt. Han lod hovedet søge ganske så let og stille på sned, for blot at skulle plante et let kys mod hendes kind. Hendes hånd som havde vandret over hans bryst, havde let fået ham til at skulle spænde. Det var virkelig en så frygtelig behagelig følelse og på alle tænkelige måder overhovedet, det var slet ikke noget som man skulle tage fejl af. Han nød virkelig det, at skulle have hende tæt på sig og jo tættere de kunne komme, jo bedre ville det jo trods alt være. Deres 'point of no return' i hans øjne. Løfterne var mere eller mindre allerede givet. "Desuden.. forlovelsesnatten.. Hvad er der ikke specielt ved det?" fortsatte han roligt. Han lod hånden roligt stryge nedover hendes hofte og bagparti for blot at trykke hende det stykke tættere ind mod sin egen krop. Det var slet ikke noget som han kunne eller ville komme udenom. Han sendte hende blot det varme smil og uden at skulle slippe hende det mindste. Han lod hovedet søge let på sned, idet han roligt lukkede øjnene. De lå her lidt i det skjulte af vegetationen, det var en utrolig smuk aften og sammen med hende, så kunne det virkelig heller ikke blive bedre for hans vedkommende, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af overhovedet. Han strøg hendes hofte ganske så roligt og stille og uden at skulle se væk fra hende, det var slet ikke noget som han kunne eller ville. "Jeg er helt sikker," afsluttede han roligt og med et sigende og stille nik.

[Liya Daimond Diamaqima]

Et sted så vidste Liya jo udemærket at han ikke ville begtynde hvis det var noget som han ville ende med at fortryde det senere, han var langt mere fornuftig end bare som så, hun måtte bare være sikker. Hun respekterede ham som mand, elsker og i det hele taget alt hvad ahn måtte stå for, også selvom det indebar at hun til tider måtte bide den lille lyst i sig, hun ønskede at opfylde hans principper, ønskede at respektere dem og udelukkende fordi han avr den eneste der som sådan nogensinde havde repsekteret hende. På trods han var hendes far afkød og blod så var det kun udseendet hun måtte have efter ham, de helt mørke øjne han oprindelig var født med, og det mørke hår, den samme ynde et sted, de var så forskellige, noget som også gjorde det lettere for hende at være tæt på ham uden at skulle tænke den tanke at det rent faktisk var en forbudt handling. Hendes hjerte hamrede, og for hver bank var det en lille stemme der måtte overbevise hende om at det var det rigtige, og at det ligeså måtte føles som det, fornuften var aldrig en som hun havde været i besiddelse af på nogen måde, hun havde kun hendes instinkter og hjertet at lytte efter og det var hvad hun gjorde, specielt når det kom til Nathaniel. Hans havde rørt hende, rørt hendes ellers så kolde ligegyldige hjerte, og ændret hende til evig tid. Hun ville aldrig blive den samme kvinde igen takket være ham, og hun måtte til hendes egen store overraskelse prise sig lykkelig og være ham taknemmelig, hun var lykkelig nu.. Med ham, og hun ønskede at dele resten af livet med ham, elelrs var hun ej heller endt med at skulle falde på knæ for ham, og bede ham om at være hendes for alvor. At føle hans kølige hud mod hendes læber, de små skægstubbe der blidt berørte, selv det måtte hun nyde, bare at påfører ham et form af behag som han formåede at gøre med hende. Liya vidste at hun var den eneste.. Den eneste som han frivilligt lod så tæt at hun kunne kysse og kærtegne ham, komme tættere på en nogen anden kvinde og hvor den sidste havde været hendes egen kære søster, selv når de lå så tæt følte hun sig tryg, kun i armene på ham. Blikket faldt i hans, hun betragtede det ene øje han måtte have, i hendes øjne var han stadig smuk.. Utrolig smuk, hun blegnede ved hans side, og dog så var det ikke noget hun var ked af på nogen måde. Den ene hånd måtte blidt stryge over hans kind. Natten lå åben over dem med glitrende stjerner der måtte blinke og funkle og en fuld måne der kastede sit blege skær. Den spontane side var hendes helt og aldeles ukendt nu måtte hun jo så se at selv det kunne lade sig gøre. Stille måtte hun ryste på hovedet ved hans ord, og det lille smil var til at ane i mundvien. Det var trods alt sandt, det lignede ikke Nathaniel. Tanken om at påfører ham det behag, ligge i en helt anden verden så tæt på ham som det var ehnde muligt, det forekom hende yderst fristende, hun måtte vel et sted savne det? Ham så tæt, i en dans som kun de to var deltagende i. Smilet bredte sig lidt ved hans titel.. Forlovelsesnatten.. Det lød så rigtigt. Som han trykkede hende tæt ind til sig, måtte hun roligt lade hånden vandre ned over ryggen og hans bagparti "Du har ret" påpegede hun med det lille smil, gav ham et klem ind til sig. Havet brusede lystigt, man kunne høre bølgerne dovent slå mod breden og den susen i træerne, det var andre omgivelser, ikke noget som hun havde forestillet sig at Nathaniel ville være med til, og så alligevel.. Man kunne vel sige det var den mest romantiske aften hun nogensinde havde haft? Den smukke himmel, havet, og ham.. Som taget ud af hendes sødeste drømme.

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel kunne slet ikke slippe den følelse af lykke. Det var første gang igennem frygtelig mange år, at han havde følt den, samt det at det faktisk var Liya som havde taget det skridt videre og ikke ham, også fordi at han vel havde en lidt større tålmodighed end det som hun havde? Selvfølgelig var det ikke noget som han kunne gøre noget ved, men af den grund, så nød han det! Det var noget som Faith skulle have at vide, og det var noget som han ønskede at vise hende. Ja, denne gang var det faktisk hans tur til at smide den mand lidt på hylden og hoppe skrigende rundt som en lille unge, fordi at man havde fået tingene lige præcis som man ville have dem, så kunne det bestemt heller ikke blive bedre! Det kunne godt være Liya var hans datter af kød og blod, men af den grund, så var det faktisk ikke noget som forandrede hans følelser for hende, for der skulle lidt andre ting til for at få ham til at sige nej til hende, når hun nu viste at være klar til at tage skridtet selv! Han trak hende tæt ind mod sig, så hun kunne sidde helt tæt på ham. Tanken om at skulle undvære hende, var slet ikke en tanke som han kunne forestille sig, for den tanke alene, var noget som gjorde ondt. Han havde forsøgt, og det var ikke fordi at han havde fået noget godt ud af det! Det var vel der, at det for alvor var gået op for ham, hvilken betydning Liya havde for ham? Og af den grund, var det slet ikke noget som han ønskede at give slip på! At hendes hånd gled mod hans bagparti, fik ham kun til at smile, hvor han plantede et kys mod hendes pande. Smuk og gudeskøn var hun virkelig, og det var slet ikke noget som han kunne undgå at lægge mærke til, for hun strålede jo som en sol i denne stund! De mørke øjne gled roligt mod hendes smukke skikkelse og med det samme rolige smil på læben. De skulle have den mest fantastiske forlovelsesnat! Hvor det kun var de to, og det var noget som han helt klart ønskede at nyde sammen med hende! ”Jeg har altid ret..” hviskede han tydeligt selvsikkert ind mod hendes øre, som han roligt lagde sig ned med hende ved sig, så de igen kunne lægge sig på tæppet. Han ønskede at skænke hende noget særligt for denne aften, også fordi at hun i sandhed havde formået at gøre den til noget utrolig mindeværdigt for ham, og noget som han aldrig ville glemme! Han tog fat om den ene ende af tæppet, som han kunne lægge om hende, også fordi at han slet ikke ønskede at hun skulle ligge der midt på stranden og fryse. Han vendte blikket roligt op mod den store himmel over dem. Et stille smil bredte sig på hans læber, som han lagde sig helt tæt ind til hende, som han pegede op mod den flotte stjerne som han lige pludselig havde fundet. ”Kan du se den klare stjerne deroppe? Jeg tror det skal være vores lykkestjerne.. Polarstjernen har fået lov til at vidne den mest fantastiske dag i mit liv..” endte han roligt og tæt ved hendes øre, som han pegede den ud blandt de mange stjerner og stjernebilleder som hvilede højt oppe over dem. En speciel aften var det virkelig, og selvfølgelig var det ikke noget som han nogensinde ville glemme hende for! Hun var og blev virkelig kvinden i hans liv!

[Liya Daimond Diamaqima]

Liya havde altid respekteret Nathaniels ønske om at tage det stille og roligt, men selv hendes tålmodighed løb ud før eller siden, og nu var grænsen altså nået. Det havde ganske vidst været det største hun nogensinde havde gjort, men hun fortrød intet. Den enorme nervøsitet der havde påvirket hende, viste sig endnu i form f en mindre skælven, mest fordi hun på en eller anden måde var blevet påvirket af adrenalin. De mørke øjne faldt på ringen der badede i lyset fra månen. Den passede perfekt, hvilket kun gjorde det hele langt bedre. Tanken om at hun ikke længere behøvede at frygte for hvornår hun kunne miste ham, var særdeles fantastisk! Med en uskyldig mine, lod hun hånden søge over hans bagparti. Det forundrede hende stadig, at han ønskede hende så nær, eftersom det kun var noget der skete ved ganske særlige lejligheder, men hun måtte erkende at hun virkelig nød tanken. De rosa læber spillede i et varmt smil, som hun lod ham glide ned ved siden af sig, frem for halvt om halvt over sig. Hun rykkede tættere på ham, kun for at ligge hovedet på hans arm, så hun selv kunne hvile. Bålet varmede godt. Hun var stadig stolt af, at hun faktisk havde formået at tænde det! Liya kluklo og rystede en smule på hovedet af ham. ”Vi må håbe at jeg en dag lærer at elske dit ego,” påpegede hun lidt drillende, og lagde sig ordentlig ind til ham. Ligesom havde det været enhver anden nat, lod hun hånden søge mod hans bryst. Skjorten var stadig våd, hvilket bekymrede hende, det var trods alt ikke helt lunt, og hun ønskede ikke at han skulle ende med at blive syg. Han fik hende dog hurtigt på bedre tanker, ikke at det var noget nyt. De mørke øjne fulgte hans finger mod den store himmel, som var dækket af et prægtigt stjernetæppe. Liya havde altid været fascineret af dem. ”Jeg kan se den,” hviskede hun næsten med iver. Smilet fyldte næsten hele hendes ansigt i sig selv. Deres lykkestjerne? Den ville hun kigge på hver eneste aften fremover! ”Den er fantastisk,” hviskede hun mod hans ører, og plantede et stille kys mod hans mundvige. Tæppet blev pakket omkring hendes kølige krop. Vandet havde bestemt ikke været varmt på denne årstid, og det var noget hun mærkede sig af nu. Tanken om fremtiden var en hun for første gang nogensinde nød, kun fordi hun vidste at han var der. Hun lod hånden søge ind af skjortens åbning, og strøg den nøgne hud. ”Du er kold,” påpegede hun lidt bekymret. Det havde slet ikke været meningen at han skulle blive kold og syg, også selvom de havde moret sig, det kom hun da ikke uden om! Hun slog benet om hans og dermed også en del af tæppet, blot for at holde ham en smule varm, de kunne ikke have at han lå der og frøs, også selvom bålet holdte dem varme. Måske de ikke burde på grund af deres familiære forhold, men Liya var kun glad for at Nathaniel var kommet på ganske andre tanker, hvilket tillod dem at leve det liv sammen. Det var langt mere end hun nogensinde havde turdet drømme om, kun fordi hun var som hun var.. og hun var ikke Auromia. Tanken om at han elskede hende alligevel, varmede hende kun!

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel havde aldrig nogensinde været den mest tålmodige fyr, men ikke desto mindre, så var det noget som skulle forandres i denne stund, og det var noget som han blev opmærksom på. Han ønskede på ingen måder at skubbe Liya ud af hans liv endnu en gang, også fordi at det havde været så tæt på at koste ham det hele! Han vendte blikket mod hende. Hendes ve og vel var virkelig det eneste som betød noget som helst for hende, men det var nu bare sådan at det endelig måtte være i den anden ende. Han sendte hende et stille smil, for han kunne jo heller ikke lade være. Han kyssede roligt hendes kind. Denne aften var den vigtigste igennem hans liv, og det var noget som han aldrig nogensinde ville glemme! ”Bare vent.. Den kommer ligesom alt det andet,” endte han tydeligt selvsikkert. Han var en egoistisk mand, men han vidste så til gengæld også hvordan den skulle bruges, så han ikke virkede som en egocentrisk mand, for det kunne han godt være, men ikke når det kom til hende. Hun var virkelig det vigtigste i hans liv, og det var selvfølgelig noget af en fornemmelse som han ønskede at efterlade hende med. Han pakkede hende godt ind i tæppet og pegede i retningen af himlen i stedet for. Tøjet var en anelse fugtigt, men det var nu heller ikke noget som han tog sig af i denne stund, for det kunne han slet ikke! Tanken om at han havde hende, var virkelig det vigtigste i hans liv. Hun havde holdt ham ved lige, og… selv han kunne lave fejl, så selvfølgelig var det heller ikke noget som sagde så lidt, for det var en tanke som efterlod ham med et behag uden lige – Alene det at han kunne vise sig lige så menneskelig som alle andre, og ikke bare den mirakelmand som han blev fremstillet som, for det var virkelig en utrolig fornemmelse for hans vedkommende, og endda på alle måder som man kunne tænke sig frem til! At hun kunne se den, fik ham til at smile, for den polarstjerne, skulle være deres lykkestjerne! Han vendte blikket mod hende, som hun skænkede hans mundvig et let kys. ”Den vil se til dig og skinne på selv de mørkeste aftener som vi vil støde på, Liya,” hviskede han roligt. Det var endda noget som han kunne love hende, for polarstjernen var en af de klareste, hvis ikke den klareste på den store himmel over dem, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt. At hun bed sig mærke i at han var en smule kold, var nu ikke noget som han tog sig så meget af igen, for han følte det slet ikke på den måde. Han sendte hende et betryggende smil, også selvom han kunne mærke hvordan hun direkte lagde sig ind mod ham, foldede deres ben sammen, hvilket automatisk gav ham en smule tæppe. Han rystede let på hovedet. ”Jeg klarer mig.. Du varmer mit hjerte, og min sjæl.. Mere har jeg ikke brug for.. Jeg kunne være på de kolde poler, og stadig føle at jeg svedte..” endte han dæmpet mod hendes øre. Han vendte blikket roligt mod hende. Det var Liya han så, og ikke Auromia, og det var selvfølgelig noget som han gik frygtelig meget op i at hun skulle vide, så der ikke skete nogen misforståelser. ”Du betyder alt for mig,” endte han med en dæmpet stemme ganske tæt mod hendes øre.

[Liya Daimond Diamaqima]

Liya vidste godt at hun havde fundet sig en mand der var frygtelig tålmodig, og på dette punkt altså for tålmodig. Det var 60 år siden hun havde mødt ham, og de var aldrig kommet længere siden, så det glædede hende kun, at de endelig havde taget endnu et skridt, også selvom det i den grad havde været svært faktisk at gøre det, for hvad hvis han havde afvist hende? Hun puttede sig ind til hans krop, forsøgte at dele varmen med ham. ”Selvtilliden fejler bestemt ingenting,” påpegede hun lidt drilsk, og klappede ham på brystet. Hun kunne mærke hans hjerteslag banke under sin håndflade, hvilket direkte lettede hende med tanke på at hun faktisk kunne have mistet ham indenfor ganske kort tid. Hun betragtede den skinnende stjerne som vinkede ned til dem. Der ville komme mørke tider, ligesom der altid havde været, og dem måtte hun igennem på den ene eller den anden måde. Nu havde hun en hjælp. Hun lod en hånd forlade varmen under tæppet og lod den i stedet søge op om hans hage, kun for at vende hans blik mod hende. De mørke øjne betragtede hans, fandt den varme og den tryghed som hun søge efter. Stille plantede hun et ømt og ikke mindst intens kys mod hans læber. Nu havde stjerne blot endnu en ting at vidne op. Hun slap ham stille, og lod læberne bredes i et tilfredst smil, før blikket atter søgte mod himlen som var der aldrig sket noget som helst. ”Det er vores stjerne,” hviskede hun mest for at overbevise sig selv. ”Den skal hjælpe os.. lyse vores vej op. Jeg husker det,” endte hun som et klart og tydeligt løfte. ”Himlen er så.. stor.. mystisk. Den minder mig om da jeg så dig første gang,” erkendte hun og lod hovedet dale mere mod hans bryst. Han var iskold efter at de havde været i vandet, hvilket umuligt kunne være godt, og det vidste han jo godt! Hans ord fik dog en blid latter til at bryde hendes læber- det var typisk ham at være så forbandet romantisk! ”Det er godt min kære, jeg ved godt jeg er steghed, uanset.. du er iskold, og du ender med at blive syg, kolde poler eller ej,” påpegede hun måske lidt skarpt, også selvom det var den morende undertone skjult i den melodiske stemme. Hun forsøgte at dele så meget af tæppet med ham som overhovedet muligt, hvilket betød at hun kunne dække halvdelen af ham, ved næsten at ligge helt over ham. ”Du ved godt at jeg bedre ville kunne varme dig, hvis du var afklædt ikke?” påpegede hun drilsk. Det var næsten mærkværdigt at have så meget selvtillid, for det havde hun ikke prøvet før, men i aften kunne hun klare alt! Det varmede hende at høre hvor meget hun betød, for hun havde aldrig haft betydning for andre end Auromia, og et sted var det jo hendes plads som hun var ved at indtage. Et sted så gav det hende faktisk en ringe samvittighed. ”Jeg elsker dig,” hviskede hun stille, og strøg over hans brystkase. Denne aften kunne virkelig ikke blive mere perfekt, det var langt mere end hun overhovedet havde håbet på, selv på trods af sine mange planer, det var helt sikkert!

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel vidste udmærket godt, at han havde brugt lang tid, men det var egentlig et spørgsmål om hensyn, også henvendt til Liya, for han ønskede slet ikke at forhaste noget før hun var klar. At hun så havde været klar til at tage den det skridt videre, var slet ikke noget som han havde regnet med, så der havde hun virkelig fanget han på sengen! Han vendte blikket roligt mod hende endnu en gang og med det stille smil på læben. Han havde altid været en utrolig selvsikker mand, og dette var bestemt heller ikke noget undtag, for det var jo bare sådan at han måtte være når det endelig skulle komme til stykket, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han trak vejret dybt. ”Det er mig vi snakker om,” endte han sandfærdigt, som han skød brystet en anelse frem, og med den tydelige selvsikre mine i ansigtet. Han var en selvsikker mand, som vidste hvad han ville have og hvordan han skulle få det – denne gang havde det hele dog forløbet sig en anelse anderledes, men selv han kunne lide momentet af overraskelse, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt i den anden ende, om det var noget som man ville det eller ikke. Han vendte blikket ganske roligt mod hende og med et smil. Det var deres stjerne nu, og det ville det altid være! Hun skulle tænke på den, som hun kunne tænke på denne aften, når tiderne endnu en gang ville blive mørke for hende, for de vidste jo godt begge to, at det var tider som ingen af dem nogensinde ville kunne undgå, om det var noget som man ville det eller ikke. ”Så længe du husker og mindes den stjerne, så skal du tænke på os to.. og denne aften,” endte han dæmpet, som han vendte blikket mod hende. At hun ville huske det, var han slet ikke i tvivl om, for hvis der var noget som han havde lært omkring Liya, så var det betydningen af de små ting, og dette var måske en småting, men alligevel noget stort, og det var noget som han virkelig godt kunne lide, det var helt sikkert. Han grinte svagt, som han vendte blikket mod vandet. Det var måske en smule koldt, men ikke desto mindre, så… Han lod hende lægge tæppet halvvejs omkring ham, hvor han lagde armene roligt omkring hende, så han kunne trykke hende godt og tæt ind mod sig, for han kunne slet ikke få hende tæt nok ind til sig! ”Lad vores stjerne føre dig, når vejene bliver mørke og alt ser fortabt ud.. Vi skal finde ud af det.. sammen,” endte han roligt. Han endte med at sætte sig op i stedet for, hvor han trak hende med sig ned i sit skød i stedet for, så hun også fik en oplagt mulighed for at varme ham i stedet for at forsøge den anden vej. Han så dog hellere at hun var varm, frem for ham, for hun var den som betød mest i hans liv! Han endte med at slippe en let latter. ”Det er nok den ringeste scorereplik jeg længe har hørt,” endte han tydeligt drillende, som han skænkede hendes tinding et let kys. ”Jeg elsker også dig, Liya..” endte han dæmpet, som han trykkede hende godt og tæt ind mod sig. Havde han hende, så havde han så sandelig også alt det som han ønskede sig i sit liv. Det var en følelse af at være.. hel og komplet, og han kunne virkelig godt lide den!

[Liya Daimond Diamaqima]

Uanset hvor lang tid der var gået, så havde Liya altså besluttet sig for at nu skulle være nu, og her var hun med en yndig ring på fingeren, ligesom han selv var. Det var måske ikke traditionen tro, men han var blevet overrasket, og hun vidste jo at han elskede overraskelser. Liya himlede med øjnene og sukkede lidt af ham. Den mand var simpelthen uforberlig, men hun kunne ikke lade være med at elske ham af den grund! ”Åh ja, kun en af slagsen,” endte hun med et drilsk glimt i minen. Det var en fantastisk aften, og hun følte at hun kunne være sig selv, uden at skulle skamme sig over at være hvad hun var. Det morede hende at han direkte skød brystet frem. Hun klappede ham atter blidt på brystkassen, som tydelig tegn til at han ikke skulle puste sig for meget op. Hun kastede atter blikket op på stjernen. Det var svært at tage øjnene fra noget så smukt. ”Selvfølgelig. Den er vores vidne. Den vil minde mig om det,” endte hun som havde det været det mest logiske i verden. Når hun så den stjerne, så ville hun til enhver tid tænke på ham.. men nu var det jo heller ikke fordi at hun aldrig tænkte på ham fra før af – langt fra faktisk! Hun havde aldrig behøvet guld og grønne skove, blot ord og en stjerne tydeligvis. Nu hvor hun havde afgivet en stor del af tæppet til ham, så endte det selv med at kulden nåede en smule ind til hende. Hun forsøgte at ignorere det, så Nathaniel ikke straks skulle være over hende, for han skulle altså ikke have lov til at ligge der og fryse. ”Ligesom vi altid har gjort,” påpegede hun stilfærdigt. Hun fulgte ham roligt, som han valgte at sætte sig op. Hun gled ned i hans skød, og viklede tæppet omkring dem begge, så ingen af dem ville sidde at fryse. Der var desuden langt bedre udsigt til stjernerne herfra. ”De er så smukke,” hviskede hun næsten med en længsel. Hvis blot man kunne holde en i sin hånd.. det kunne hun godt tænke sig, selvom hun udmærket godt vidste at det ikke var en mulighed. Hun lo blidt. ”Jamen.. det er sandt! Desuden så er der vel intet forkert i at en kvinde ligger lidt an til sin kommende mand?” hun så op på ham med det varme smil, der næsten hviskede ethvert dvasiansk spor bort fra hendes mine. Det lå stadig helt rigtigt i munden. Han var hendes forlovede, sin kommende ægtemand, det var næsten ikke til at vente tiden af, mest fordi hun altid havde været forberedt på at leve livet alene.. hun havde i alle fald aldrig regnet med at finde en mand som ham! De store ord var virkelig nogle som hun aldrig ville blive træt af at høre på. Hun var virkelig en heldig kvinde, det vidste hun. Hun trak benene op under sig, og puttede sig ind i hans favn, mens blikket måtte hvile mod den smukke aftenhimmel, der funklede over dem. Hun så en anelse eftertænksomt på ham. "Hmm," Hun kravlede ud af hans favn og ud i sandet der borede sig ind i hendes hud. Hun rejste sig, og gik med små skridt hen mod vandet, og stoppede op i vandkanten. Vandet slog op omkring de nøgne fødder. Omslaget til hendes kjole lå stadig i sandet hvilket kun afslørede de lange ben. Hun badede sig i lyset fra stjernerne. Det var faktisk ikke så koldt igen. De mørke øjne betragtede Nathaniel med et lidt intenst glimt. Han så fantastisk ud i lyset fra deres stjerne!

[Nathaniel Diamaqima]

Der var gået rigtig lang tid, og det var Nathaniel allerede klar over nu som det måtte såt, også selvom det nu heller ikke var noget som han kunne sige noget som helst til. Han var en mand af tålmodighed, og for ikke at glemme det, så havde hun virkelig overrasket ham ved det træk, og det var en tanke som han virkelig godt kunne lide! Han nød virkelig en god overraskelse, og hun havde lige skænket ham den største af de største, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet! ”Lige præcis!” endte han glædeligt, som han havde valgt at skubbe brystet godt frem, for han kunne slet ikke lade være. At hun klappede ham let på det, fik ham til at smile ganske let, for han morede sig. Han var virkelig glad, han var rolig og han følte den lykke. De havde den smukke polarstjerne – nu deres stjerne til at vidne dem og deres kærlighed, og bedre end det kunne det bestemt heller ikke blive, for tanken gjorde ham glad, og han kunne se, at det havde den helt samme effekt på hende, så bedre end det, kunne det bestemt heller ikke blive, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det jo trods alt bare sådan at det skulle være i den anden ende, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Stjernen højt over dem, var deres vidne af deres kærlighed, og så længe Liya kunne lide det, så var han glad! ”Godt.. Altid skal du lade den guide dig.. Den vil guide dig i den rigtige retning, min egen.. den vil altid guide dig tilbage til mig.. selv når du er længst væk,” endte han sigende. Det kunne godt være, at han var pladderromantisk, men han kunne altså godt finde ud af det! Han satte sig roligt op, hvor hun endte i hans skød, så hun rigtigt kunne putte sig ind til ham. Han så hende som Liya og ikke som hendes søster, Auromia. At hun faktisk lagde an på ham, var slet ikke noget som han havde noget imod, hvor han kuklo ganske let. Han kunne godt lide at blive kaldt hendes fremtidige ægtemand, for den tanke kunne han faktisk rigtig godt lide! Han skænkede hendes pande et ganske roligt kys, som hun endte med at rejse sig og faktisk gik tilbage til bredden, hvor vandet fik lov til at slå lidt over hendes fødder. Et stille smil bredte sig på hans læber, for det var ikke fordi at det var noget som han sagde noget til som sådan, for det var vel bare en tanke som man vænnede sig til. Selv var hun noget af det smukkeste som han nogensinde havde set, og han følte sig virkelig heldig ved tanken om at det faktisk måtte være hans, og det var helt klart noget af det bedste af det hele, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig skulle komme til stykket, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Selv endte han roligt med at rejse sig. Han kunne slet ikke få nok af hende, som hun selv stod og badede sig i det smukke skær af deres egen stjerne over dem. Han gik hende roligt i møde, og med det samme stille smil på læben, for han kunne slet ikke lade være. Armene sneg han roligt omkring hendes liv, som han skænkede hende et dybt kys. ”Jeg elsker dig, Liya,” hviskede han roligt, som han trykkede hende ind mod sig.

[Liya Daimond Diamaqima]

Liya ville i den grad vove og påstå, at hun havde formået at skænke ham lidt af en overraskelse. Det var ganske vidst ikke hvad man forventede af hende, men hun kunne jo faktisk godt! Nathaniel havde altid været en stolt mand, en mand der gik med hovedet højt og brystet skudt frem. Det var noget som Liya altid havde både beundret og misundt, den evne han havde til at skabe en ro omkring sig, fordi han hvilede i sig selv, hvilket hun havde oplevet allerede siden første møde. Stjernen lyste smukt over dem, kun overgået at månen der stod højt på himlen nu hvor mørket for alvor var faldet på. Liya havde forladt hans favn til fordel for at betragte ham, badende i det lys. På den afstand lignede han lidt en helgen, men det var han vel også på sin måde? Hun vidste at hun ikke var den eneste der så ham sådan. Vandet slog om hendes nøgne fødder, go begravede dem kun længere og længere under sandet, når vandet atter drog tilbage. Nu hvor hun var blevet forholdsvis tør, så herskede der endnu en lun brise, det var slet ikke så slemt. Den milde vind rev i hendes mørke lokker, lod dem danse i vindens retning omkring hendes uskyldige mine, som hun blot blev stående der og gjorde sig alverdens tanker, omkring den mand som før eller siden skulle blive hendes for alvor. Hvordan var hun blevet så heldig? Blikket gled mod stjernen. Måske havde den hele tiden været deres lykkestjerne? Deres skæbne? Tanken fik hendes læber til at spille i et varmt smil. De mørke øjne var præget af et direkte drømmende glimt, for det var virkelig som at leve i et eventyr. Hendes tanker blev brudt af armen der sneg sig om hendes liv, og trak hende ind i den trygge favn. Hun kyssede ham dybt tilbage, med et lille smil bagved. Der var noget særligt over den mand, og nu var hun den som måtte få gavn af det! Hun lagde armene omkring hans nakke, og trykkede ham ind til sig. ”Jeg elsker dig,” hviskede hun tilbage, og med en tydelig ærlighed. Hånden lod hun stille stryge ned over hans nakke og videre ned til hans bryst. Hun førte den tilsandede fod op om hans ben, lod de våde sandkorn sætte sig på hans tunge bukser, der endnu var forholdsvis fugtige. Ganske blidt plantede hun et kys mod den ødelagte del af hans ansigt. Hun havde trods alt selv ødelagt det, ved et uheld ganske vidst. ”Du er smuk,"” påpegede hun med et stille smil. Det var måske ikke et ord som mange ville beskrive en mand med, men hun mente nu at det var et ganske passende ord at gøre brug af. Det var tydeligt at den fremmede sygdom holdt ham oppe om natten, han havde mørke rander under øjnene og en slap mine, men hun synes alligevel at han var noget af det smukkeste hun nogensinde havde set. ”Sig til hvis du bliver for træt,” tilføjede hun blidt, og strøg det nøgne bryst. Han virkede nu energisk i forhold til så mange andre dage, og det i sig selv var virkelig et syn som hun nød! Liya rakte sig atter frem, og kyssede ham med en mærkværdig beslutsomhed. Lige i aften så var hun virkelig verdens lykkeligste kvinde!

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel var en mand som levede i fred med sig selv. Han var måske ekstrem selvsikker og det hele, men ikke desto mindre, så var det ikke noget som han sagde noget til som sådan. Han vidste hvordan han ville have tingene, men han måtte virkelig erkende at Liya havde taget ham på sengen med en overraskelse, som han slet ikke havde forestillet sig, men ikke desto mindre, så var det en tanke som virkelig gjorde ham utrolig glad og ikke mindst.. lykkelig. Han kunne slet ikke huske at han havde siddet igen en sådan en følelse. Et stille smil passerede roligt hans læber, som han lod hovedet søge let på sned, for løgn var det jo trods alt heller ikke nogen tvivl om det i den anden ende. Den stjerne skulle være deres lykkestjerne, og det ville det være for resten af deres liv. Han ønskede bare at give Liya det hold som hun havde brug for, også fordi at han vidste, at det var en måske stor ting, men.. hun kunne vel forholde sig til det? Ikke noget som hun skulle tage at føle på eller noget lignende, men det var en stjerne som for altid ville vise sig som den mest skinnende og lysende på himlen over dem. Den ville altid være der – og det samme ville han! Det kunne godt være hans tøj endnu var let fugtigt, men det var nu heller ikke noget som han tog sig af lige nu, for det var kun Liya som han måtte se i denne stund, så selvfølgelig var det heller ikke noget som måtte sige så lidt i den anden ende, om det var noget som man ville det eller ikke. Som han roligt nåede hende ved vandet, måtte hans smil brede sig på hans læber. Måske hans ansigt så direkte hæsligt ud, men selv Liya havde vist At hun virkelig ønskede ham. Kysset gengældte og besvarede han selv med den største glæde, som han lukkede hende helt tæt ind mod sin favn, for det var virkelig en utrolig fornemmelse at skulle sidde igen med, så det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om i den anden ende. Han smilede ved hendes ord, for han vidste at hun mente dem! Benet omkring hans, var slet ikke noget som han havde noget imod, også selvom det kun gjorde ham mere beskidt og mere våd, men ikke desto mindre, så var det hende som han tog sig af, for det var det eneste som faktisk havde en betydning for ham på alle måder. At hun plantede et kys mod den ødelagte del af hans ansigt, fik ham til at lukke øjnene. Et sted var det ham stadig et meget ømt punkt, for han havde jo trods alt været forfængelig og havde altid været det. Han trak svagt på smilebåndet, som han igen vendte blikket mod hende. Synet var nedsat på det ødelagte øje, men han kunne dog stadig se hendes guddommelige ansigt, så smuk som hun stod overfor ham. ”Det er dig som bader smukt i stjernens skær, min egen.. Din skønhed overgår for længe siden min,” endte han sandfærdigt, som han hævede hånden og strøg den roligt mod hendes kind. Skøn var hun virkelig.. både af personlighed, som af udseende, og det var det som betød meget for ham.. Det var hendes personlighed, for hun var.. perfekt for ham! Den eneste som han kunne se for sig, at skulle dele sit liv med! Hånden mod hans bryst, efterlod ham med en tydelig sitren. Pludselig følte han sig så.. vågen! Og han elskede fornemmelsen af det! ”Jeg er frisk som en fisk min egen.. Du giver mig energien,” tilføjede han roligt, som han vendte blikket mod hende, hvor han mødte hendes læber mere end glædeligt. En næsten følelse af længsel. Han kunne ikke få nok af det!

[Liya Daimond Diamaqima]

Liya nød virkelig tanken om at hun havde formået at overraske den store Nathaniel, og at han havde reageret som han havde gjort. Dette var begyndelsen på deres nye liv sammen, og hun glædede sig. Det var et af de få øjeblikke, hvor hun faktisk følte sig ligeså normal som alle andre. Inden hun havde fundet Nathaniel, havde hun slet ikke kendt til sin sygdom.. måske der ikke var nogen, men Nathaniel havde forsøgt at forklare hende, at hun ikke var helt rigtigt i hovedet, og det var måske også meget rigtigt, under alle omstændigheder, følte hun sig faktisk som en ganske normal kvinde i øjeblikket! Blikket forlod ikke hans. Tanken om at hun netop var faldet på knæ for sin egen far, var slet ikke en som hun skænkede en tanke, for i hendes øjne var det slet ikke sådan det var forgået! Hun betragtede hans ansigt. Selvom hun havde forsaget den ulykke som havde forsaget den store forbrænding på den ene side af hans ansigt, så fandt hun ham smuk. Hun vidste at han var forfængelig, men i virkeligheden gav det ham blot en mystik som tiltrak hende. Det stille smil prydede hendes rosenrøde læber. Deres tøj var fugtigt, men aftenen var lun og behagelig, så der ville nok ikke ske nogen større skade. Armene lagde sig omkring hans nakke, holdt hendes skikkelse tæt ind til hans egen krop. Månen kastede sit blege skær ned over deres skikkelser. Omringet af det bløde sand og med den evige himmel over dem, så følte hun næsten at de var de eneste mennesker på denne jord, og den tanke nød hun. Benet snoede hun omkring hans, næsten desperat efter faktisk at komme tæt på ham, for hun kunne virkelig ikke få nok af dem mand, og til tider var det svært at bide det i sig! Kinden lagde hun mod den ødelagte. Han var stadig guddommelig, og det var noget som Liya ville holde fast i! En svag varme tog til i hendes kinder. Aldrig havde nogen mand foruden ham, fået hende til at føle sig smuk, og det var en følelse hun godt kunne lide! ”Det er dine gener,” påpegede hun lidt drillende. Det var sjældent hun i det hele taget turde nævne eller påminde om det faktum at han var hendes far, udelukkende fordi hun frygtede at han ville give slip på hende endnu engang, men hun skænkede det slet ikke en tanke i øjeblikket. De nysgerrige fingre søgte forsigtigt ind bag skjorten og kærtegnede den nøgne hud hun nu engang kunne nå. Hovedet gled på sned. Hun betragtede ham med noget som næsten mindede om uskyld. Ironisk ordvalg,” påpegede hun og rystede lidt på hovedet af ham. Den mand var utrolig! Læberne lod hun møde hans endnu engang, blev fyldt med den velkendte varmen. Uden at slippe læberne, førte hun ham stille med sig ud i vandet. De var våde alligevel. Hans læber havde en salt smag som nok stammede fra deres sidste tur i vandet, det var en ret mærkværdig, men ikke mindst intens følelse og fornemmelse. Da først vandet begyndte at dække hendes lænd, satte hun sig næsten direkte ned i det kolde vand, og trak dermed ham med sig, med et lille smil gemt bag deres kys. Hun havde altid været lidt af en vandhund, og nu var det faktisk længe siden, så hun kunne vel godt tillade sig, at lade barnet vælde en smule op i hende igen? Særligt nu hvor hun kunne gøre det med ham, hvilket også klart var det bedste!

[Nathaniel Diamaqima]

Liya havde virkelig formået at tage Nathaniel på sengen, så det var bestemt heller ikke noget som sagde så lidt. Alene den tanke om at hun havde taget det skridt videre, var i det store og hele, ikke noget som han havde regnet med, men selv han kunne blive positivt overrasket, og det var han helt klart blevet i denne stund, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet! Liya var syg, men det var slet ikke noget som han kunne se i hende i denne stund. Han så en kvinde.. den smukkeste i hans liv, stå der som enhver anden som havde fået sin lykke i hænderne, og det var en effekt som han virkelig godt kunne lide! Han vendte blikket mod hende.. At det var hans datter, var slet ikke en tanke som faldt hende ind på nogen måde overhovedet, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig måtte komme til stykket. Han rystede stille på hovedet, som hun skyldte på generne, for.. ja, et sted så kunne det vel godt være rigtigt? Han kuklo ganske let. ”Du har det hele fra din mor,” påpegede han sigende, som han blinkede let til hende. At det var hendes skyld, at han så ud som han gjorde, var slet ikke en tanke som faldt ham ind på nogen måde, for.. måske at han var forfængelig, men overfor hende, så ønskede han at vise sig, som den mand han var, og det var noget som han helt klart også agtede at gøre, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om. Han sukkede dæmpet, som han fulgte hende med ud i vandet. Det var lunt og så længe at han var der sammen med hende, så var det bestemt heller ikke ham som ville sige noget som helst til det i den anden ende, hvad end om det var noget som man nu ville det eller ikke. Han lod øjnene glide i, som hun lagde armene om ham, trykkede sig helt op af ham, nærmest som hun klamrede sig fast, selvom det virkelig ikke gjorde ham det mindste! Han sendte hende et varmt smil. Selv han kunne sagtens give udtryk for sin varmere side! ”Hvad har jeg nu sagt..?” endte hun tydeligt morende og med et varmt smil. Lige i aften kunne han virkelig ikke lade være, for han var glad.. for en gangs skyld, så var det hans tur til at være glad, og det var en tanke som han virkelig nød forbandet godt af! Han lod læberne roligt møde hendes i et kærligt og blidt kys, som han roligt trykkede hende tættere på sig. Han kunne slet ikke drømme om at skubbe hende fra sig! Det havde virkelig været hans livs største fejltagelse den aften hvor han havde gjort det! At han overhovedet havde fået sig selv til det, var slet ikke en tanke som han kunne forstå! Han fulgte hende roligt ud i vandet, også selvom han kunne mærke, at det begyndte t blive en anelse koldt, men ikke noget som han ønskede at bide sig fast i, som sådan. At hun endte med at sætte sig ned, var noget som næsten automatisk måtte tvinge ham med i samme retning, hvor han faktisk endte under vandet sammen med hende. Han valgte at holde vejret, hvor han roligt trykkede hende tæt ind mod sig. Han ønskede at mærke hende tæt på! Som den kvinde af betydning som hun var for ham.

[Liya Daimond Diamaqima]

Liya blev bedre og bedre for hver dag hun havde sammen med Nathaniel, og hun havde oplevet i hvilken retning det gik i når han ikke var omkring hende, og det ønskede hun virkelig ikke. Hun elskede ham så hvorfor ikke tage det skridt når nu han ikke havde kunnet tage sig sammen til det? Måske det ikke var en kvindes arbejde at falde på knæ, men når først hendes tålmodighed var brugt, så var det sådan det måtte være, desuden havde ringet givet hende en fantastisk undskyldning. Armene lod hun hvile omkring hans nakke, nærmede snoede sig ind omkring hans krop i desperation efter virkelig at mærke ham. Et kort øjeblik skulle hun netop til at spørge hvad han vidste om det, men kom hurtigt i tanke om at han jo havde kendt hendes mor på en anden måde end hun ønskede at tænke på. Det generede hende slet ikke at de varme følelser var dukket op for hendes egen far, hun havde været vant til mærkelige familie forhold, og hun ville ikke opgive en mand der kunne gøre hende så lykkelig bare fordi de delte blod. ”Jeg.. mindes ikke at hun var særlig køn,” erkendte hun ærligt. Smilet lod hun ikke falme, det nagede hende ikke at snakke om, for det var jo bare sådan det var, hendes mor havde været en ligeglad hore og det var jo bare sandheden. Af alle kvinder han kunne have valgt, forstod hun ikke hvordan han var endt i lagnerne med en kvinde som hende. Hun hævede et slankt øjenbryn, som hun roligt slæbte ham med længere og længere ud i vandet. ”Frisk som en fisk?” gentog hun lidt drillende. Det var da ironisk taget i betragtning af hvor de befandt sig. Liya var virkelig blevet en vandhund, hun frøs ikke på samme måde, mærkede sig selv ikke af det, fordi hun elskede følelsen af bøgerne der slog omkring hende, desuden havde hun jo ham at klamre sig ind til. Læberne mødte hans hvilket kun satte en varme i hende. Hun tillod sig at nyde det, før hun endte med at slippe for at sætte sig ned i vandet. De røg begge to helt under, hun holdt vejret, om ikke andet havde hun da været forberedt på det. Benene slog hun stille omkring hans hofte, også for ikke at komme til at slippe ham det ønskede hun virkelig ikke. Hun slap med den ene hånd og strøg blidt ned over hans bryst. Så snart de igen kom op til overfladen åndede hun lettet op og kunne ikke lade værre med at slippe en latter. ”Beklager min kære, jeg kunne ikke dy mig,” endte hun morende. Hun elskede ham af hele sit hjerte, ligesom hun begærede ham, og hun ønskede virkelig at mærke ham tæt ind til sig, også fordi.. det ironisk nok var længe siden sidste voldtægt, men som han accepterede hende havde hun tænkt sig at gøre det med ham, så vidt hun vidste var det en del af et ægteskab, og nu nærmede de sig jo!

[Nathaniel Diamaqima]

At Liya havde taget det skridt og selv var endt med at falde på knæ for ham, var noget som faktisk var kommet bag på Nathaniel! Men dog som en glædelig overraskelse! Han kendte hendes mor på en måde, som de fleste slet ikke ønskede at deres kommende mand ønskede at kende dem, men det var nu bare et faktum som de var nødt til at leve med. Han var nu sikker på at det nok skulle gå, for selv han kunne ikke forestille sig et liv uden Liya. Han havde forsøgt da han selv havde valgt at gøre det slut, og det var bestemt heller ikke fordi at det var gået som han havde ønsket det. Han var vel allerede blevet afhængig af hende? Afhængig af hendes kvindelige individ? Selvom det nu heller ikke var noget som han havde noget imod, for det var i sandhed en vej som han ønskede at følge for sit hjerte! Han smilede ganske svagt, som han vendte blikket mod hende. ”Hvad hun ikke havde i personlighed, havde hun i intelligens, min kære.. Du ligner hende frygtelig meget,” endte han sigende, som han roligt sendte hende det varme smil. Jovist havde hun ikke ligefrem været den kønneste, men der havde nu alligevel været noget.. noget som havde fået ham til at gå til hende frem for de mange andre som der havde været at vælge imellem og nu hvor han kunne stå med resultatet af det i sine arme, så var han bestemt også tilfreds med det hele!
Nathaniel havde bestemt ikke noget imod at Liya slæbte ham med ud i vandet, for det glædede ham virkelig at se hende med den selvtillid og den selvsikkerhed, for det var i sandheden noget som klædte hende. Han grinede ganske let og så sig omkring. Ja, nu hvor hun nævnte det, så kunne han faktisk godt se det. ”Du har ret.. men jeg er altså frisk som en fisk!” sagde han med et glad smil på læben. Kunne han gøre andet når han var der sammen med hende? Slet ikke! På ingen måde! At hun direkte klamrede sig sådan til ham, havde han intet imod, hvor han også mere end glædeligt fulgte hende i kysset! Bølgerne slog ind mod dem, hvor de nærmest endt med at blive slugt af dem derefter, også selvom det ikke var længe de var under, før han førte dem op over bølgerne endnu en gang. Han brød kysset og sendte hende et muntert smil. Vandet var en kende køligt, men det var slet ikke noget som han lod sig bide særlig meget af lige nu. Han havde hende ved sig, og det var den eneste varme som han følte var nødvendig for ham, det var helt sikkert! Han lod roligt panden møde hendes, som han trykkede hende tæt ind mod sin egen skikkelse. ”Tænk ikke på det Liya.. Det er herligt at nyde bølgerne og vandet sammen med dig..” Han sendte hende næsten et hemmelighedsfuldt blik, idet han roligt lod hænderne stryge ned langs hendes egne og førte dem op over hans egen hofter, kun for at holde hende fast, inden han søgte en kende længere ud. Han havde stadig bundfæste, men.. nu var det hans tur!