In the hands of faith..

[Nathaniel Diamaqima]

At hun havde fundet en kur, var slet ikke noget som Nathaniel vidste, så det var slet ikke en tanke som faldt ham det mindste ind lige for dette øjeblik. Bare den tanke til, at hun var så glad, var noget som kunne smitte af, og nu hvor han kunne lade bare lidt af den gamle Nathaniel kigge frem igen, så var det virkelig bare behageligt. Han ønskede virkelig bare, at skulle kunne nyde sin sidste tid, for han var allerede klar over, at det ikke var meget som han havde igen. Han levede på lånt tid og det ville meget snart gå mod sin egen ende. Ikke at det var skræmmende. Han havde allerede sagt til Liya, at han ville vente på hende ved Himmerigets porte og det var noget som han stadig måtte agte at skulle få gjort. Hans blik hvilede roligt i hendes og med hendes krop stående så tæt på sig. Det var intet mindre end behageligt, det var lset ikke noget som han kunne lægge det mindste skjul på overhovedet, hvad end om han ville det eller ikke. Hovedet søgte let på sned og uden at det intense glimt ville falde det mindste fra ham lige nu. Vandet var køligt og skubbede til hans krop, selvom han stod der uden så meget som at rokke det mindste og med hende helt tæt ved sig. Masken var væk, han havde heller ikke nogen grund til at gemme sig ofor hende, det var i den grad også helt sikkert. Han var bare så forbandet nysgerrig! Hvad var det hun havde af planer lige for denne aften? Han ville virkelig ikke være en forbandet lyseslukker og ødelægge det hele og specielt ikke når hun var i det fantastiske humør. Det var blot noget som han kunne mindes at have set den ene gang - deres førte møde for mange år siden. Det var der, at han havde set den selvtillid stråle ud af hende, de smil og den psyke. Så frisk som hun kunne blive, det var hun i hvertfald i øjeblikket og han ville i den grad også nyde det så længe det ville vare, også for hans vedkommende, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han legede med hende og intet som helst andet og det var i den grad også sådan, at han agtet at skulle holde det. Også mest for sin egen skyld i den anden ende, uden tvivl. Den gamle Nathaniel var der kun en kvinde som havde set og end ikke Faith var den som kunne 'prale' af den plads. "Det er virkelig unfair," hviskede han roligt. Ikke at han bebrejdede hende det mindste og det var også noget som tydeligt kunne høres i hans tonfald. Den var drillende på alle måder, det var der heller ikke nogen som helst tvivl om. Hånden blev liggende som støtte bag hendes hoved, selvom det dog på ingen måde var fast, krævende eller dominerende, det var slet ikke noget, som han kunne få sig selv til på nogen som helst måde overhovedet. At hun lod armene falde omkring hans nakke og trak sig op, så hun kunne kaste benene omkring hans liv, gjorde automatisk, at begge hans hænder faldt mod hendes bagparti, for at skulle holde hende roligt og solidt på plads. Han lod hende trække sig bare et lille stykke. Hans øjne gled roligt op og med det samme llette og svage smil på læben. Han sukkede stille, ikke af ubehag eller lignende, men man kunne virkelig ikke gøre noget andet end at nyde stunder som dette. Nu var det bare ham og hende, at skulle tænke på og intet som helst andet og det var vel trods alt også det vigtigste? Han kunne klart mærke, at det gjorde underværker for Liya. Man kunne mildt sige, at nerver var brændt væk i hans vansirede ansigt. Han kunne knapt mærke, at hun havde lagt hånden der. Ikke at det gjorde ham noget, det var jo ikke verdens undergang. Det var en tilvænningssag. Hans hjerte slog fast mod hans bryst. Han nød det i den grad. "Jeg elsker så sandelig også dig, Liya," hviskede han roligt og klart med lykken at skulle spore i hans stemme. Han vendte hænderne roligt, så de hver især måtte fatte om hendes bagparti og holdt hende ellers tæt på sig. Selvom han kunne se hende i blikket, så var det stadig små kampe for at skulle holde igen. Hun var jo trods alt en sensuel dæmon. At han jo så måtte leve på lånt tid, var en tanke som ærgrede ham selvfølgelig. "Og det vil jeg altid gøre." Han sendte hende et varmt smil og tog yderligere nogen skridt længere ud i vandet. Han trykkede hende tæt til sig. Vandet nåede ham op mod brystet ved de højeste bølger. Og først der, så valgte han at stoppe op.

[Liya Daimond Diamaqima]

Liya havde uden tvivl hendes små hemmelgiheder, og de ville blive afsløret for ham hen af vejen, ikke for tidligt og ikke for set. Hun ville drive hans nysgerrighed, hun ville bære hans hjerte, udfordre hans tankegang og hans mange principper, og lige i aften måtte hun bryde samtlige om det ville som hun selv ønskede at det skulle ende med at gå. Kuren lå godt skjult oppe på stranden i kurven så hun vidste hvor hun måtte have den, og stenen.. Den var så smuk. Bare tanken gjorde hende i et fantastisk humør, noget som tydeligt var endt med at skulle smitte af på ham, så blev det vel heller ikke bedre? De var på vej mod en helt anden tilværelse. Hun vidste at mere eller mindre hasn liv siden Auromia havde bestået af ren og skær arbejde, mens hendes eget havde bestået af voldtægter og mord, ikke så meget som en af de tilværelser var værd at skulle leve på nogen måde. Tanken om familie og kærlighed, et trygt sted af bo og det at skulle træde på et arbejde hver dag, det var en tanke som aldrig nogensinde var faldet hende ind, en tanke som altid havde fået det til at løbe hende koldt ned af ryggen. Nu var det hvad hun ønskede. At bygge et liv med ham, at bygge en tilværelse og holde ham i hånden gennem livet, det store spørgsmål måtte jo så i virkeligheden bare være om han ville det samme, det måtte tiden jo vise. Selv i døden ville hun være med ham, hun havde givet ham det løfte og et sted så lettede det hende at han ikke prøvede at tale hende mod en anden retning, for her var hun frygtelig besluttet, hun fyrgtede jo ikke selv døden, specielt ikke hvis han var med hende der. Ikke at det ville blive en nødvendighed nu og det var kun en behagelig tanke. Det intense glimt i hans blik var noget som virkelig fangede hende på en ganske anden måde end det kærlige plejede at gøre det. masken var fjernet og hun kunne ebtragte hans sande ansigt, det skræmte hende ikke, på trods hun var frygtelig ked af tanken om at hun havde gjort det umuligt for ham at skulle færdes rundt blandt mange mennesker, uden at gemme sig bag den maske. Nysgerrigheden lyste ham langt ude af blikket og hun nød det virkelig, det drev fortsat det smil over hendes læber, det var jo frygtelig mange år siden hun sidst havde været som dette, helt tilbage fra deres første møde hvor det faktisk var lykkedes hende at bygge sig op til den stærke kvinde, så mystisk.. Hemlighedsfuld.. Intens ikke mindst. Efter voldtægten af Matthew, hvor Nathaniel havde fundet hende i sumpen, ar hun blevet brudt helt ned, kastet direkte tilbage i hendes teenageår, og siden var ikke så meget som et glimt af selvtillid blevet set hos hende, ikke før nu om ikke andet. Måske det var en gammel Nathaniel som stod overof hende, men alt hun så var den helt nye, det intense glimt, måden han rørte hende på uden så meget som at tøve, for blot et par uger siden tude han knapt kysse hende i frygt for at skulle fanges af det sensuelle glimt i hendes blik. Baghovedet blev hvilende mod hans håndflade, af en grund fik det hende til at føle sig tryg, det at de måtte være så tæt klamret til hinanden, hvor hendes ben endnu måtte hvile omkring hans liv og hun trykkede sig ind til hans krop. Behaget var tydeligt at læse, det var en helt anden måde af nærvær også den tanke at hun kunne se ham i blikket uden at frygte at han ville give efter, for blev de lyster vækket ville der ingen større skade ske, de havde begge fået bekræftet at det var specielt når blot det ville være de to. Ordene fik for alvor varmen til at brede sig, og hendes hjerte til at slå i takt med hans "Når jeg vansire resten af dit ansigt, så hold fast i den tanke" hviskede hun tyeligt drillende mod hans ører, for det var i den grad ikke hvad hun havde af intentioner. Roligt lod hun sig fører længere ud i vandet, selv da det nåede hans bryst nåede det hende netop over, med benen om hans liv var de vel mkring den samme højde. Stille slap hun med den ene hånd, lod den dykke under vandet som en skål der måtte fange vandet, kun for stille fører over hans hovede og slippe med et lille fnis. Lidt den abrnlige side havde man vel også lov at bære med sig?

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel ønskede virkelig bare, at kunne få lov til at leve et liv med hende, selvom det nu ikke var en tro som han måtte sige sig, at have. Kuren havde han søgt efter i snart et helt århundrede og det eneste som han havde fået gjort, var at udsætte det som man vel kunne se på som uundgåeligt? Døden ville han møde før eller siden, men det at skulle rende rundt og være så deprimeret over det nu om dage, var slet ikke noget som kunne falde ham det mindste ind overhovedet. Ikke nu hvor hendes humør var så fantastisk, at det virkelig ikke kunne gøre noget andet end at smitte af på ham. Det kunne virkelig bare forblive på det høje niveau som det var i øjeblikket og det var alt sammen takket være hende. At hun havde fundet en kur som kunne gå hen og redde hans liv, var slet ikke noget som han vidste, og hvis der var noget som han ikke brød sig om, så var det lige det faktum, at han ikke havde en skid kontrol over hvad der måtte foregå. Det var nyt, spændende og alligevel skræmmende for hans vedkommende, det var heller ikke noget som han kunne komme det mindste udenom. Han havde slet ikke kæmpet imod hendes ønske om at følge ham i døden denne gang. Han kunne vitterligt ikke undvære hende, hvad end om det var i dette liv eller i det næste, som han selv havde forklaret hende. Det var hende som var den endelige faktor, som gjorde, at han kunne slappe af til tider, også selvom det nu ikke var det som var hans største problem. Han lå jo mildest talt bare hjemme i deres eget lille hus, slappet af og med hende ved sig, så gik det hele vel godt? Han håbede det i hvertfald, om ikke andet, at han kunne få lov til at blive her, så længe at det nu ville være ham overhovedet muligt, det var der heller ikke nogen tvivl om. Vandet slog ham op over brystet og selv med blikket som måtte hvile i hendes eget, så nænnet han virkelig ikke, at skulle se det mindste væk fra hende lige netop nu. Han kunne virkelig ikke få sig selv til det. Selvfølgelig måtte hendes dæmon virkelig rive i hende, det var slet ikke nogen hemmelighed for ham det mindste, men han havde lært, at skulle holde igen. Han ønskede virkelig ikke, at skulle køre den så langt ud lige her på dette punkt, for det var virkelig ikke det vilde som måtte give nogen former for mening for hans vedkommende overhovedet. Hans blik hvilede i hendes, selv da han roligt vendte sig, så han selv stod med ryggen til det store og smukke hav. Han bar respekten for de kraftige bølger og den naturlige kraft som måtte hvile omkring dem. Selv der hvor han udmærket godt kunne sige, at meget af det som var sket ham, var så selvforskyld. Han smilede let selv til hendes ord. "Det håber jeg da, at vi kan undgå min kære," påpegede han med en klart drillende mine. Havde han hende, så var alt andet virkelig fuldkommen ligegyldigt for ham. Intet andet var af en så stor betydning som det hun måtte være for ham. Hun var meget mere end bare en kvinde i hans liv, den som måtte holde hans hjerte og det hele, men også den som fik ham til at falde til ro, slappe af og kunne glemme arbejde lidt, for det var virkelig også det eneste som hans arbejde havde bestået af. At hun måtte fylde hånden med vand og hælde det ud over ham, selv med det fnis, fik ham dog kun til at le. Han rystede let og fast på hovedet ,for at få det værste væk. "Det her, bliver værst for dig selv." Stemmen var klart drillende og intet som helst andet lige netop nu. Han trak sig 2 skridt tættere på breden, da han selvfølgelig også ville forsikre sig, at de begge kunne bunde hvis det skulle gå helt galt. Han slap hendes bagparti og lod hænderne glide op omkring hendes liv istedet for. Med armene som han måtte fæste omkring hendes liv, for hun skulle hvirkelig ikke have lov til at skulle slippe væk fra ham bare sådan uden videre. I form af en bølge som måtte slå mod hende og mod ham, så lod han sig falde direkte ned i det salte vand med et let grin. Først idet at han havde ramt det med et mindre plask, valgte han at skulle slippe hende, for han ønskede jo heller ikke, at skulle holde hende under vandet. Bare det, at kunne føle sig så levende, var virkelig utrolig. Han satte fødderne mod bunden og kom hurtigt op igen. Han fik håret væk fra sit ansigt. Selv vandet var godt mod det vansirede kind. Han kunne klart mærke det. "Lille ballademager!" endte han med et klart grin. Han havde det bare sjovt og sjovere end det som han havde haft i utrolig lang tid. Han stillede sig stabilt og godt i bølgerne og så efter hende, blot for at sikre sig, at hun kom op.

[Liya Daimond Diamaqima]

Det liv som de begge ønskede at skulle leve med hinanden, var et som hun nok skulle sørge for ville blive realistisk, selvfølgelig så kom det an på hans valg denne aften, noget han senere ville blive stillet i, som sagt så havde hun hendes planer go selv de planer ville rent faktisk kunne skaffe dem et liv sammen, redde begges liv, nu hvor hun havde afgivet det løfte om at stå der selv når han ville gå i døden, hun ville følge ham, tage hans hånd og gå med ham gennem himmelporten, de var ment til at være sammen og kunne de ikke være det på jorden og i dette liv, så måtte de jo være det i deres næste. Smilet prydede hendes læber, glæden kunne ses, den var malet i hendes blik der var langt mere på lur end bare dette, men igen hun ville have ham til at føle livet denne aften, glemme alt om arbejde og bare leve som havde det været hans sidste dag med det bankende hjerte, begyndte han at arbejde ligeså intenst bagefter som han havde gjort før, så ville det hele jo være absolut ødelagt desuden så ønskede hun selv at tilbringe den tid med ham frem for noget andet. Fra nu af ville han være tvunget til at slappe af, hun ønskede ikke at se ham så syg som det han var, måske ikke ligenu og udelukkende på grund af det humør det var endt med at skulle ramme ham, men ellers, og selv så ønskede hun at være den som kunne tilbringe lidt tid med ham ud over den korte som de, før afrejsen til Procias, plejede at skulle tilbringe i sengen inden de begge ville falde i søvn, det var aldrig bleet til særlig meget snak, og når det endelig var så var det som oftest fordi noget var helt galt, når de stod her, var i stand til at le sammen, drille hinanden, være lykkelige sammen, var det så som det andet det skulle være? For i hendes øjne ville hun helt klart fortrække dette. Blikekt hviled ei hans, hun vidste at hendes udstråling måtte være kraftig, det var dæmonen som havde en stor plads i hende, det var hun slet ikke i tvivl om, og et sted så måtte det påfører ham en lille indre kamp, men skulle det ske at han ville give efter, jamen så igen så ville en større katastrofe ikke længere være sket, det var hele grunden til hun rent faktisk turde se direkte ind i hans blik. Bølgerne der slog om deres kroppe gav en helt ny energi som Liya ikke var i stand til at skulle beskrive, det føltedes godt, det føltedes så let, for en gangs skyld var der ingen problemer som direkte tyngede hende og pressede hende ned i et hul, hun ikke selv var i stand til at kravle op af, "Det håber jeg også" medstemte hun med den blide latter. Aldrig ville hun få sig selv til at skulle forlade ham bare sådan, ikke uden en helt ekstrem god grund, hun elskede ham og så frisk som hun var blevet, det smil som prydede hendes læber og det at hun gjorde ting som hun alrig ville ahve gjort før, arragngerede en romantisk aften og med langt større planer, det måtte jo bevise hvor lykkelig han i virkeligheden gjorde hende, lykken var kuren mod hendes egen sygdom og det var hvad han gav hende. Undrende hævede hun det slanke øjenbryn, vel som allerede for at udfordre ham der "Det siger du? Jamen så kom an" lo hun lettere drillende. Hun nåede end ikke reagere før hans hænder endte om hendes liv og hun selv endte med at skulle slippe hans med hendes slanke ben. Vandet omfavnede hende krop, først gibbede det hende et sted af overraskelse og et andet sted af kulde, men alt i alt var det en utrolig behagelig følelse. Der gik ikke længe før hun selv dukkede op over vandfladen igen og med en perleklar latter der bræd nattens stilhed Håret klistrede sig langs hendes slanke hans og ned over hedes ryg, det hvide stop over hendes bryst måtte ende med at være amlet gennemsigtig, ikek at det gjorde hende noget, der var trods alt intet hun havdet skamme sig over, "Det der.." hun hævede en pegefinger, dog stadig med den ubrudte latter. Uden så meget som et advarende ord hoppede hun direkte mod ham, som for at skubbe ham bag over i vandet. Hun morede sig virkelig og mere end hun havde gjort længe.

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel ville virkelig bare gerne nyde den tid med Liya og så længe som det var ham overhovedet muligt. Lige nu og her, var det virkelig ikke døden som han ønskede, at skulle tænke mest på. At lege lidt i vandet, havde han så sandelig heller ikke noget imod. Hvis der var noget som han aldrig nogensinde havde fået lov til, så var det i den grad, at skulle være et barn, så han ville i den grad nyde det så længe, at det ville være ham overhovedet og menneskelig muligt, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet for hans vedkommende. Han vendte sig direkte mod hende, selv da hun måtte komme op af vandet, selvom han stod der med det største englesmil som var ham menneskelig muligt at få frem i hans ansigt, så kunne han virkelig bare ikke holde masken. Denne form for selvtillid havde han blot set ved Liya en gang før og det var helt tilbage ved deres første møde, og alligevel så stod han her sammen med hende. Han havde hende ved sig og det var i den grad også noget som han ville vogte om og beskytte for alt i verden og så længe, at det ville være ham overhovedet muligt. At hans kur ville ligge oppe på stranden, var slet ikke noget som han vidste. Kærlighed var hendes kur og det skulle også vise sig at blive hans, helt afhængig af hvad han ville svare senere hen, et spørgsmål som for hans vedkommende, slet ikke var ventet på nogen som helst måde overhovedet. Han stillede sig klar til at skulle tage imod hende. Bare det, at skulle høre hendes latter, fik ham selv til at skulle le og grine. Han havde aldrig nogensinde fået lov til at være et barn selv. Hans barndom havde aldrig nogensinde været noget som han kunne prale det mindste af på nogen måde, det var der heller ikke nogen som helst tvivl om overhovedet på noget tidspunkt. Han elskede hende virkelig og uden tvivl, så ville han da sige ja, når det endelig måtte komme til stykket. Han kunne ikke undvære hende og bare det faktum, at hun skulle forsvinde ud af hans liv, eller han skulle rives fra hende, var slet ikke noget som han brød sig det mindste om. At hun endte med at hoppe på ham, fik kun den klare latter til at bryde hans læber. Lige for øjeblikket, så var han så frisk som han normalt ville have været det. Det var slet ikke fordi, at han tænkte meget over, at han egentlig måtte være syg på denne led, selvom det nu end bare var tilfældet. Hans arme faldt hurtigt omkring hendes krop, for at skulle tage hende imod, idet han endnu en gang måtte lade sig falde ned under vandet. Denne gang gav han dog på ingen måde slip på hende. Han satte af i den tilsandede bund under ham og rejste sig op igen. Denne gang havde han dog hende i favnen. Smilet var virkelig ikke til at tage fejl af. Lige på dette punkt, så var han ligesom alle andre ville have været det. Der var virkelig ikke nogen som helst forskel på nogen måde. Han kunne smile, han kunne le og grine, ligesom han også kunne gøre det modsatte. "Hvad skulle det der lige til for?" spurgte han med en klart drillende stemme. Han knugede hende stille ind mod sig, stadig med en solid hånd placeret ved hendes skulderblade som også for at skulle holde hende solidt og beskyttet. Han var drivvåd, saltvandet kunne han mærke nedover hans kinder, såvel også som det vansirede kunne han føle det.. Lidt følelse var der endnu, men det var virkelig ikke meget, det var der heller ikke nogen tvivl om. Nathaniel valgte at rejse sig i hans fulde højde og bare for at skulle vende sig om, så han atter måtte stå med ryggen til det store hav. Den intense mine var slet ikke til at tage fejl af. Den gamle Nathaniel var virkelig tilbage igen. Dog mere eller mindre bare for at skulle nyde den sidste tid, for så man efter, så kunne man da tydeligt se, at han ikke var ved bedste vel, selvom det nu slet ikke var noget som han ønskede at tage sig af. Han ønskede virkelig bare at nyde hendes selskab og nyde det, at skulle have hende så tæt på sig som det var ham overhovedet muligt lige for dette øjeblik. Han gav et let hop og tvang hende med sig ned under vandet. Denne gang hvor han jo selvfølgelig valgte at slippe hende, for selv at skulle tage nogen svømmetag tættere på stranden, inden han igen måtte sætte fødderne i sandet og tvang sig op at stå. Tøjet klæbede sig ind til hans krop, selvom det nu ikke var noget som han tog sig af. Han vendte sig roligt mod hende og med den samme intense og næsten udfordrende blik og med det samme let charmerende smil. Han kunne virkelig ikke lade være.

[Liya Daimond Diamaqima]

Tanken om døden var en som liya havde skudt komplet ud af hovedet, det ville ikke blive en realitet de næste rigtig mange år, så hvorfor gå at bryde sin hjerne med det? og da specielt i disse lykkelige stunder hvor de var i stand til bare at være sig selv og nyde den tid som de nu måtte have. Han ville ikke kende til andet i jeblikket end at døden nærmede sig, det var kun hende som vidste anderledes, alt måtte være afhængig af hans svar senere, men ærlig talt så følte hun sig vel sikker nok på ham? Ellers havde hun vel aldrig gjort noget så stort? åbnet sig op på den måde, som var noget Liya altid havde frygtet. Selv de vokse skulle have lov at være børn i tide og utide, det var ikke ligefrem noget som nogen af dem havde haft lov til. Måske hende selv for en kort periode, så var der ikke mere af den slags, begge havde de været tvunget til at være modne i en alt for tidlig alder, så nu skulle hun da mene af de kunne tillade dem at skabe sig for en stund, og hun ville i den grad selv nyde det på alle måder. Det englesmil fik hende virkelig kun til at le, hun sendte ham en falsk skulende grimasse også selvom der ikke rigtig var nogen bebrejdelse at skulle se på nogen måde, hun morede sig og for den første gang i utrolig mange år så var der selvtillid at spore i hendes kropssprog og i hendes blik, hun var ikke usikker, hun så ikke ned i jorden, tumlede med hendes finger og sitrede nervøst, men derimod bar sig af med direkte sikkerhed, og ikke mindst den samme intensitet. han var som en fremmede mand, det glimt i hans blik og den måde hans pludselig gav hende det hele ham frem for at holde igen og være forsigtig med hvor meget af ham selv han ønskede at skulle give, alt hun ønskede var at han ville give sig fuldkommen hen til hende og hun ville gøre det samme med ham,han ejede hendes hjerte og hendes sjæl, og hun var udelukkende udepå at skulle købe hans også. Kærlighed var kuren mod alt, selv hendes psykologiske tilstand var blevet helbredt af deres kærlighed, ahsn sygdom der rev ham tættere og tættere på døden, der var det bogstavelig kærligheden som valgte at skulle besejre det. Det var ikke fordi at Liya kendte specielt meget til hans barndom, og det var jo som sådan heller ikke fordi at han kendte specielt meget til hendes, hun vidste at både hende og hendes køre søster Auromia altid havde været umulige at knække lige hvad angik det. Før eller siden måtte de også åbne sig på det punkt, som sagt så ville hun kendte ham, hver en lille del. Liya dukkede let op af vandet med ham igen, og endnu engang med en latter der brød hendes læber. De lange krøllede lokker klistrede sig til hendes slanke hals og skuldre, de små dråber af vand løb stille over hendes ansigt, og hun ignorerede det blot "Jeg kunne spørge dig om det samme" lo hun med en drillende mine og blinkede let. Selv hun var rent faktisk i stand til at smile og le, bare ikke mange fik æren af at se den side af hende. At have ham så tæt på som i øjeblikket det gjorde hende glad, det var som at bringe dem til en helt ny højde som hun virkelig kun kunne nyde. Ennu engang lod hun sig tvinge under vandet, følte hans tag slippe hendes talje. Selv lod hun tåspidserne støde mod den bløde sandbund og sætte af for at hun atter ville nå over vandoverfladen. Hun indåndede den friske ilt, kastede håret tilbage og så efter ham som han var endt en smule længere væk fra hende end det som lige var ventet. Tøjet som måtte klistre sig til hans krop, gjorde per automatik kun de mange træk synlige, på sit vis så klædte det ham virkelig på en sensuel måde også selvom han var en middel aldrende mand. Den mine var virkelig fremmede for hende, men igen så formåede den at få hendes hjerte til at banke vildt, det glimt i øjet og det smil som kun måtte udfordre enhver. Hun gengældte det med en selvsikker mine, blinkede endnu engang let til ham, før hun selv gled under vandet, tog nogle elegante svømmetag med de slanke ben, på trods nederdelen måtte føles tung. Roligt tvang hun blikket op, kunne ane hans ben i vandet. Armene greb om den kæmpede for at skulle tvinge ham under for en stund før hun selv endnu engang tittede frem af fladen.

[Nathaniel Diamaqima]

Døden rev ham kun tættere og tættere påd et kolde favntag, og det var noget som Nathaniel vidste. Han havde virkelig bare nået det punkt, hvor han måtte se sig om og sige, at kuren ikke eksisterede i eliksirform, for han havde virkelig ikke fundet den og han havde søgt igennem et helt århundrede mere eller mindre. Han arbejdede sig selv til døde og han vidste så sandelig også, at det var det som var skyld i hans tilstand sådan som den måtte være lige i øjeblikket. For hans del, så var det virkelig bare en tanke som han måtte acceptere og det havde han også gjort. Nu hvor han kunne få lov til at lade barnet komme lidt frem i ham, fremfor at altid skulle stå som den store, stærke og den vise som han havde gjort igennem meget af hans liv. At se denne side af Liya, var virkelig bare noget som kunne få ham til at smile, være glad og noget så lykkelig, det var slet ikke noget som han kunne være det mindste i tvivl om på nogen som helst måde overhovedet. Hun gjorde ham virkelig lykkelig. Lige nu var det slet ikke hans tilstand som han ønskede at skulle tænke det mindste over lige nu, for der var virkelig så meget mere, som han kunne bryde hans hoved med. Hendes lykke var virkelig noget af det som han satte som det forreste i hans liv. Det var hende og kun hende, som kunne få lov til at få ham til at slappe af, få ham til at ligge i sengen og uden at rejse sig igen, bare fordi, at hun lagde sig ved siden af. Meget kunne man sige, men hun var i den grad kommet på en bedringens vej, det var der så sandelig heller ikke nogen som helst tvivl om overhovedet og han elskede virkelig, at skulle se lige netop denne side af hende. Han havde ikke set denne selvsikre side, siden han havde set hende for første gang og ellers siden da, så havde de kæmpet for hinanden og med hinanden og det var slet ikke noget som han ønskede, at skulle skjule det mindste. Kærlighed kunne helbrede meget, for det havde i den grad hjulpet hende, det kunne han godt se. Hendes blik.. hendes udstråling af den utrolige selvtillid, var slet ikke noget som man kunne se det mindste bort fra overhovedet på noget som helst tidspunkt. Det samme rolige smil falmet dog ikke fra læberne af, selv ikke da hun søgte under vandet. Her i mørket, kunne han dog desværre ikke få lov til at følge hendes svømmetag mod sig, selvom det nu var den retning som han var temmelig sikker på, at hun søgte mod. Han trak vejret dybt, selvom han måtte erkende, at han kunne føle, at hans hjerte slog mere og mere fast mod hans bryst. At hun endte med at skulle tage fat i hans ben, fik ham kraftigt til at gispe, for her i mørket, kunne han bestemt ikke se hvad der måtte foregå under overfladen og under ham. Igen måtte han ryge under med et let plask, selvom han hurtigt måtte skubbe sig op igen ved hjælp af sine fødder. Han strøg det mørke hår væk fra ansigtet og rystet let på hovedet. Han kunne virkelig ikke undgå at grine. Det var virkelig bare dejligt, at kunne være sig selv, nyde at gøre det ene og det andet uden at skulle tænke på hvordan andre ville se på dem. De skulle da også have lov til at nyde lidt tid sammen og specielt når det kom til på denne måde. "Din lille...!" Der var virkelig ikke noget alvor i hans blik eller tone. Det var alt sammen ment i sjov og det var noget så tydeligt, at skulle se på ham. Han krummede i ryggen, så kun hans blik fra næsen og op, var over vand, idet han roligt svømmede mod hende. Næsten som havde han været en krokodille som havde spottet byttet. Det intense i hans blik var bare ikke væk på nogen som helst måde overhovedet. Pludselig så søgte han bare hele vejen ned under vandet, uden at lade for mange urolige ringe brede sig i vandet. Han kunne svagt skimte hendes skikkelse. Han smilede et stille smil. Han søgte helt ned mod bunden og om bag hende, hvor han lod hovedet søge midt mellem hendes ben, greb fat om hendes skinneben, kun for at sætte af fra jorden og rejste sig op, så hun automatisk måtte ende med at skulle sidde på hans skuldre. I vandet, så vejede det jo heller ikke alverdens og lige i dag, så følte han virkelig bare, at han havde styrke til mere eller mindre det hele. Han smilede let og med et drilsk smil. Han så roligt op mod hende, selvom det virkelig var så at sige umuligt, at skulle kunne se det hele fra hans synsvinkel af. Han tog få skridt tættere på stranden af inden han vendte sig med ryggen mod havet igen. "Pas på deroppe.." sagde han med et let grin, inden han tillod sig selv, at få bare lidt overbalance, så de begge røg baglæns og direkte ned i vandet igen.

[Liya Daimond Diamaqima]

Det var tydeligt at Nathaniel ikke havde den mest fjerne ide, at han endnu måtte leve i den overbevisning at døden snart ville komme og tage hende. Det var slet ikke en tanke som strejfede hende mere, for hun vidste langt bedre end som så, kuren lå i det som hun måtte føle for ham, om han følte nok for hende til at lade hende rede ham, det var det som tiden måtte vise og hun glædede sig. For nu forsvsndt nervøsiteten, faktisk tænkte hun slet ikke over det. De var som børn igen, pjaskede rundt i vandet og der var ingen tila t sige at de ikke måtte, det var kun de to og de kunne nyde hinanden og det ville de komme til. Han arbejdede sig selv ihjel, men nu ville der komme helt andre boller på suppen. Ønskede han det ville han kunne have hende hos sig i en evighed, og hun ville ikke vie væk, men det var ikke uden ofringer. Hun ville ikke forlade Procias og hun ville forlange at han måtte tage sig af hende og mere end blot en times tid om aftenen. Nu kunne de nyde tilværelsen som de ville, barn eller voksen, hun nød i den grad bare at kunne give sig hen og selv lade kontrollen tage til andre højdr hvor hun ikke var i stand til at skulle nå. Fornuften var væk nu hvor det kun hjertet der var at lytte efter, og hun elskede det. Man kunne roligt sige at dette begge var helt nye sider af dem, hende som en selvsikekr ung kvinde og ham som en intens charmerende mand, hvad end han gjorde så virkede det, for hende kunne han ligeså godt have været den sensuelle dæmon frem for hende. Hun var lykkelig og det strålede langt ud af hende. At han i det mindste formåede at slappe af når hun tvang ham i sengen, om ikke andet når hun så lagde sig med ham og strøg ham over brystet. Hun var kommet på bedringens vej og det var tydeligt at se, hendes smil og hendes blik sagde virkelig det hele og snart ville han være på samme vej som hende selv, noget som hun i den grad kun måtte se frem til. Kærligheden var healende, det var hun et levende bevis på, det var den som havde gjort hende stærk. Liya måtte tydeligt høre det plask da han endnu engang måtte ramme vandet, hun lo sagte holdte øje omkring sig for at se hvor han ville titte frem igen. Der var ingen alvor at spore i hans tone, ligenu var der ikke meget andet end den rene latter at skulle høre. Selv i det mørke var hun ikke selv i stand til at se noget som helst. Hun spejdede efter hans skikkelse, hvor pokker blev han af? Først da hun følte hans hovede mellem hendes ben gik det op for hende hvad pokker han havde gang i. Hun gav et lille spjæt fra sig, skreg en smule i overraskelse og så snart han måtte hæve hende, måtte hun søge den balnce over hans skulder. Hun lod en hånd hvile mod hans vide hår som hun roligt måtte finde den nødvendige balance. Hun lod ham fører hende tættere på stranden. Det var dog ikke ventet at han ville lade dem begge smides, hun følte hvordan vandet igen tog omkring hendes krop, hun følte dog også at sandbunden var tættere end før de var kommet længere ind på landet. Hun skubbede fra sig, skubbede sig op over vandet, og rystede let på hovedet med en grin "Du er ikke rigtig klog" lo hun drillende, på trods hun endnu ikke havde set hans skikkelse titte frem over vandet endnu. Den mand var fantastisk på alle måder, vækkede hendes nysgerrighed på en helt anden måde end det som han havde gjort før. Hun måtte søge en smule ind på landet, og løsne den nederdelkun for at smide den i sandet, ude i vandet var den frygtelig tung at skulle bære.

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel kom op ganske kort efter Liya og selv med det store smil på læben. Man levede jo trods alt kun en gang, og han ville i den grad bare have lov til at skulle nyde den tid som han havde tilbage. Man levede jo trods kun en gang, og han ville have lov til at skulle nyde det sammen med hende, så længe, som det nu ville vise sig, at skulle vare, det var der heller ikke nogen som helst tvivl om overhovedet. Den latter og det grin, var slet ikke noget som han kunne skjule for hende. Han trak let uskyldigt på skuldrene. Måske, at han ikke var ved det bedste helbred.. tvært imod, det blev virkelig bare kun værre og værre for hver dag som måtte gå for hans vedkommende og det var så sandelig heller ikke en tanke som han brød sig det mindste om overhovedet, selvom det jo bare måtte være en kendsgerning som han måtte finde sig i hvad end om han ville det eller ikke. "Jeg er mig.. ikke?" påpegede han med en klart drillende mine. Han morede sig virkelig som enhver anden lille unge. Han havde aldrig selv haft det som man kunne kalde for en vellykket barndom. Han mindes faktisk slet ikke, at have haft nogen, så han måtte vel bare have lov til at nyde disse stunder, når de endelig ville opstå? Han regnede dog ikke med, at det var dette som Liya havde regnet med, men det at skulle se hende glad, smile og med den lykke strålende ud af ansigtet, så gjorde han det glædeligt igen en anden gang, når han atter ville føle, at han var såpas meget på toppen igen, som han havde følt sig i dag. Det var meget op og ned, det var jo ikke fordi, at han havde det specielt godt for tiden. Liyas humør var virkelig bare noget som måtte smitte af på ham selv. At hun havde skreget af forskrækkelse, var klart det som havde moret ham mest. Han var ikke bare den alvolige, rolige og fattede mand som så mange måtte kende til. Han besad virkelig så meget andet for hans vedkommende og det var også noget af det som han virkelig måtte ønske, at Liya skulle kende til. Det var der heller ikke nogen tvivl om. Med de rolige svømmetag, så svømmede han stille mod hende. Armene gled roligt omkring hendes liv, hvor han roligt måtte trykke hende ind til sig. Selv smilet falmede ikke det mindste, også selvom han udmærket godt kunne mærke, at der var brugt temmelig meget energi lige foreløbig. Han kyssede roligt hendes pande og lod det mørke øje roligt fange hendes blik. Han tøvede virkelig ikke. Han vidste selv hvor han ønskede at gå, selvom han ikke fandt muligheden. Der ville ikke være lang tid før han ville kradse af alligevel og det var i den grad også noget af det værste ved det hele for hans vedkommende, det var der heller ikke nogen som helst tvivl om overhovedet. "Vandet begynder at blive koldt min kære.. Skal vi ikke gå op på stranden igen og se om vi om muligt kan få os gjort tørre?" spurgte han roligt. Han havde i den grad nydt det, men det var i den grad også noget som tog hårdt på ham, pludselig at skulle ud i denne form for aktivtet, for det var hans krop bestemt ikke vant til på nogen måde. Den var vant til det rolige og stille i form af arbejde og ikke pludselig en voldsom aktivitet. Han strøg hendes kind roligt og blidt, hvor han derefter førte det våde hår over hendes skulder og tilbage over ryggen. Blot så han havde det fulde udsyn til hendes ellers så smukke og intense blik. Det næsten så udfordrende smil famlet ikke det mindste og ej heller det intense glimt i minen. Han ville virkelig ikke kunne lægge skjul på det, hvad end om han ville det eller ikke. Det var virkelig bare umuligt for ham. Hans hjerte slog godt mod hans bryst. Han havde i den grad nydt det faktum, at få hende så tæt på, at kunne grine og led med hende og lege som hver anden lille møgunge. "Jeg laver bålet," endte han roligt og med en ganske så beslutsom mine. Han ønskede virkelig bare at hygge med hende, nu hvor han havde muligheden for det.

[Liya Daimond Diamaqima]

Der var for mere eller mindre alles vedkommende kun et liv at skulle leve, så hvorfor spilde det påa t være kedelig og grå? Hun vidste at han var syg og havde brug for hvile og det skulle hun heller ikke hindre ham fra, og ej heller bebrejde ham for på nogen måde, for i det mindste så levede han de vågne timer, og der måtte han leve som kunne enhver time være hans sidste.Den uskyldighed var ikke en velkendt en, men det gav ham en charme som hun ikke rigtigt kunne sætte en finger på. At se ham lege rundt som et barn, plaske rundt i vandet og den intense måde han valgte at holde hende ind til sig. Hvem skulle have forventet at han havde det i sig? Man var mere eller mindre kun vant til at se ham sidde ved et skrivebord og arbejde sig selv halvt ihjel, og oven i købet havde han altid været frygtelig særiøs på rigtig mange punkter, men her måtte det rent faktisk vise sig at selv den mand kunne være barnlig, go et sted så glædede det hende. LIya holdte ikke latteren tilbage ved hans ord "Jo.. Og det er herligt" påpegede hun med en sigende mine. Lykken strålede langt ud af hende, specielt i det sensuelle blik, bare det at se ham fuld af den livsglæde det glædede hende, hun måtte vel erkende at hun i de stunder hvor han endnu engang lå i den søde søvn, tvivlede påa t han nogensinde ville vpgne igen, det skræmte hende en smule, men nu hoppede han rundt som intet andet. Liya lod ham roligt komme tæt, faldt ind i den varme favn hvor hun kun måyye trykke sig ind til hans skikkelse. Armene faldt omkring hans nakke, og blidt måtte hun lade hovedet glide let på sned, selv på trods de lange lokker ikke flyttede sig på nogen måde, endnu måtte hele håret klistre sig til hendes krop. Blikket fangede hans. Ikke et ord forlod hendes læber, hun nød blot at betragte den mand som ville være hendes fremtid. Om hun ikke havde været is tand til at finde nogen kur på nogen måde, så ville hun stadig have taget valget at skulle gøre hvad hun havde i planerne i aften. Uanset hvornår døden ville tage ham så var der ting der måtte gøres. Hun nægtede at lade ham gå i døden uden først at have været hans hustru, givet ham sit endelige ja, det at døden så var en smule nærrer betød for hende kun at de havde en smule mere travlt end det som de ellers ville have haft. Blidt nikkede hun til hans ord "Jo lad os det" medstemte hun roligt, kunne selv mærke hvordan vandet og den friske vind arbejdede sammen omkring at skabe den gåsehud over hendes silkebløde hud. Roligt lod Liya ham blot fjerne de mange lokker der faldt over hendes ryg, betragtede hans ansigt, som for hende var ansigtet på roligheden selv, på trygheden selv. Hun lo let "Du laver bålet" gentog hun med sigende mine. Om ikke andet kunne han finde brænde det ville nok være lettere for hende at skulle antænde det end det i virkeligheden ville være for ham. Et stille kys blev plantet mod hans mundvie, før hun roligt måtte slippe ham, tage den ene hånd i hendes, og stille fører ham med sig mod breden igen, hvor kulden måtte slå en smule mere om end det som den gjorde i vandet "Skaf du noget træ så gør jeg det behageligt" påpegede hun roligt og slap stille hans hånd. Sandet omringede hendes nøgne fødder men nu hvor de var våde følte hun de små sandkorn sætte sig fast, ikke at det gjorde hende det mindste.Stille satte hun sig på tæppet. Tiden nærmede sig og selvom nervøsiteten prægede hende og fik hendes hjerte til at hamre sindssygt, så var hun fast besluttet på at gennemfører dette.

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel var ikke ung mere og han vidste det. Det var en naturlig træthed som måtte ramme ham og samtidig med den tanke til, at han jo faktisk var syg, så var det jo noget som han bare måtte vænne sig til. Der var meget mere i ham end den rene arbejdsnarkoman og den alvorlige og seriøse når det kom til det hele. Han havde i den grad også det barn i sig, selvom det nu aldrig rigtigt var noget som havde fået lov til at komme til udtryk. Det var end ikke noget som Faith vidste, at han havde i sig. Hun havde jo kun fået lov til at se den form af arbejdsnarkoman som var i ham. Også selvom det et sted slet ikke gjorde ham det mindste, så kunne han også plaske rundt og have det sjovt som enhver lille unge, uden at det rigtigt betød noget. Han ville da blive sindssyg af alt det andet! At skulle være den alvorlige altid, var heller ikke noget som han brød sig det mindste omo verhovedet. Der var så meget mere i ham end det alene, det var slet ikke noget som man skulle kunne tage det mindste fejl af lige netop nu. Han sendte hende det næsten så tydelige uskyldige smil, selvom der ikke var meget engel i ham længere.. hvis der nogensinde havde været det vel at mærke. Han havde virkelig bare lyst til at nyde sin sidste tid, for han havde virkelig ikke nogen anelse om, at deres kærlighed faktisk også ville være det som ville redde hans liv. At hun frygtede for, at han ikke ville vågne, var en tanke som var faldet ham ind, selvom han nu også fint kunne mærke på sig selv, at det ikke var helt tid endnu, så der var slet ikke nogen grund til at skulle tænke i de baner for hans vedkommende. Det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af lige netop nu. Han slap hende roligt og bevægede sig roligt op mod bredden igen. Nu hvor han for alvor kunne mærke, at vandet faktisk havde været en anelse koldt, for vinden gjorde virkelig det hele så meget værre for hans vdkommende. Det var slet ikke noget som man kunne tage det mindste fejl af lige netop nu. "Du gør det behageligt, så finder jeg træ til bålet," sagde han roligt. Han lod hende være ved tæppet, idet han selv bevægede sig roligt og langs stranden og den linje af træer. Han nægtet at tage friske grene fra den levende vegetation! Efter ganske kort tid, havde han fået samlet sig en mindre dynge som meget fint, ville kunne gøres om til et fint bål som ville kunne holde dem varme. Han gik tilbage til Liya og med det lette smil på læben, også selvom han måtte fryse en god del faktisk. Ikke at det var noget som han ville tage sig af lige netop nu og det var heller ikke noget som han havde den største lyst til. "Perfekt," sagde han med et tydeligt tilfredst smil. Bare at gøre ting som dette, var jo heller ikke noget, som man kunne sige, at han havde fået lov til selv før, hvad end om han ville det eller ikke, så var der bare de små stunder som man ikke kunne gøre noget andet end at nyde og dette var i den grad et af dem på alle tænkelige måder. Han samlede det hele til et perfekt bål, idet han selv roligt satte sig ned på tæppet og vendte blikket stille mod hende. Han elskede hende virkelig, det var slet ikke noget som han kunne komme det mindste udenom. De havde selv været igennem så forbandet meget på alle disse år og efterhånden så var det også klart at se hvor de måtte stå henne, selvom det ikke altid havde været synligt. Han vidste hvor han ville hen, men hvorvidt om det ville nytte noget, når han var så dødssyg, vidste han ikke.. Et sted så spillede det vel ingen rolle? Uanset hvor hård den tankegang var, så var han virkelig ikke noget andet end direkte realistisk på alle tænkelige måder. Han satte roligt hænderne bag sig, så han havde noget at skulle støtte sig til. Der var ikke noget andet som han hellere ville. Det var der heller ikke nogen tvivl om. De mørke øjne vendte han stille mod hende. Masken lå roligt ved hans side og han tog den ikke op. "... Har du noget vi kan bruge til at få gang i bålet?" spurgte han pludselig. En ting som han ikke just og direkte havde tænkt over, en ting som klart ikke skete ofte.

[Liya Daimond Diamaqima]

Nathaniel var i den grad ikke ung mere, selv den naturlige alder var jo også ved at skulle indhente ham en smule, dermed ikke sagt at han ville dø en naturlig død snart, for han havde endnu mange år at skulle løbe på, man kunne vel sige at det var ulempen ved at forelske sig i en mand som måtte være langt ældre end det som hun selv var? Det at der var mere i ham end den alvrolige var noget som kun glædede hende, og det at end ikke Faith kendte til den side af ham gjorde det kun langt bedre, hun ville kende ham bedre end nogen anden, det var hele meningen hun var nysgerrig på ham, og et sted så følte kun en vis stolthed over det faktum at hun måtte kende de små detlajer om ham som ingen anden måtte kende til, det intense blik og den lille barnlige sjæl som var gemt i ham. Hver gang hun måtte kaste det blik på ham og kun se noget nyt måtte det gå op for hende at hun elskede ham mere og mere for hvert øjeblik de var sammen, og denne gang ville det jo rent faktisk også være den kærlighed som i den sidste ende ville ende med at skulle redde hans liv. Hun ville ikke vågne op en morgen og han ville ikke være til at vække og uden nogen former for puls, ikke uden at have gjort dette, uanset. Roligt nikkede hun til hans ord, fulgte ham et par sekunder med blikket langs strandens bred før hun selv endte med at vende blikket mod hendes kurv. Hun gravede ned i bunden hvor den lille æske måtte ligge, bare for lige at sikre sig den endnu måtte være der. Smilet bredte sig let før hun begyndte grave rundt mellem det øvrige indhold der bestod af lidt brød når daggryet atter ville falde på, og ellers en masse godter som de lidt senere forhåbentligt ville bruge til at fejrer det med. Hun bredte tæppet rigtigt ud for at gøre plads for dem begge. Hans skikkelse faldt hende atter i blik, de mørke øjne betragtede ham let som han måtte komme tættere og med bunken af pinde i hans favn. Et sted så måtte det kun morer Liya havd de var i færd med, det var aldrig sket at de havde gjort noget som dette, de havde aldrig rigtig lavet noget sammen, noget som hun faktisk måtte finde en smule ærgende. I Stilthed betragtede Liya ham stable bålet på benene og med det brede smil der spillede om hendes læber. De slanke ben var præget af gåsehuden efter hendes nederdel lå i sandet efter den havde været så frygtelig tung "Perfekt" medstemte hun med et sigende nik. For hvert minut måtte tiden nærme sig mere og mere og hun var i den grad spændt. Måske det ikke kunne betale sig, hvis man ikke vidste hvilken hemmelighed hun bar med sig, men efter alle de år så var eres forhold endelig ved at forme sig, hun havde altid elsket ham det var slet ikke det, men de måtte vel begge erkende at de havde brugt omkring 60 år på ren forvirring og uden at vide hvad de var og ikke var? Det var på tide, og om han så var gået døden i møde, så ville hun have nået dette.. Liya lo let, kravlede på knæ hen foran bålet. Det var ikke meget hun kunne, hun vidste hvilke racer som måtte præge hende men det var kun hendes kære is som hun rent faktisk formåede at gøre utrolig få ting med, men lige her havde hun øvet sig. Hun sank en slank pegefinger under træet, så fast mod brændet med den dybeste koncentration. I virkeligheden så skete der ærligt ikke meget de første minutter, men helt uventet endte der endelig med at blive skabte en flamme der måtte brede sig i træet. Visse fordele havde der været i at bo under samme tag som en ild dæmon også selvom hun havde måttet øve sig frygtelig længe. Han havde aldrig set hende gøre brug af lige dette, hun måtte tvivle på han overhovedet vidste hun kunne "Sådan" endte hun i en rolig tone, man kunne dog tydeligt se hvor frygtelig stolt hun måtte være, det brede smil og det glimt i blikket afslørede hende. Nu var der ild i bålet der måtte brede sig, tæppet var lagt, masken lå ved hans side, det hele var bare.. perfekt..

[Nathaniel Diamaqima]

Masken var slet ikke noget som Nathaniel ønskede, at skulle røre lige nu. De var alene så han havde heller ikke nogen grund til at skulle skjule sig for den ene eller den anden for den sags skyld, det var der heller ikke nogen tvivlv om. Det var mere eller mindre kun den alvorlige side af ham som Faith havde set. I og med, at han havde været hendes rådgiver, så var det jo faktisk en stilling som han tog med sig hjem og gjorde brug af der også, selvom det i den grad havde ændret sig siden at han var endt med at blive smidt ud derfra. Han trak vejret dybt. Han var faktisk godt kølig nu hvor han sad ned, så var det noget som han i den grad formåede, at skulle mærke selvom det nu ikke direkte var noget som han brød sig om. Det var noget som han bare måtte bide i sig lige netop nu. Han ønskede virkelig bare at have den mulighed til at skulle nyde den tid sammen med Liya. Det var vel heller ikke meget at forlange? Han havde selv søgt en kur i så lang tid.. i så mange år, sammen med alt det andet arbejde som han havde været tvunget til at skulle tænke på, selvom det i den grad ikke havde været enkelt hele tiden, for det havde det virkelig ikke. Nu var det jo blot en fakta som han måtte indse.. At der ikke var noget skridt tilbage for hans vdkommende? The point of no return? Hans blik faldt stille mod hende, da hun selv kravlede hen til bålet og med fingeren som hun lod søge ind mellem træet. Hvad det var, at hun var ude på, var slet ikke noget som han vidste. Det første lange stykke tid, hvor der intet skete, så blev han siddende, for det var tydeligt i hendes blik, at hun virkelig måtte koncentrere sig. Ergo var det jo også en grund til at han måtte skænke hende den form for tillid. Igennem så lang tid, så havde det været kaotisk at skulle sige hvor de stod, men det var udelukkende også for Liyas skyld, at det havde været på den måde. Hun havde aldrig været i tvivl om, hvor hun ville være i stand til at skulle gå hen for det ene eller det andet, og det var vel også noget af det som var det vigtigste? At hun fik gang i bålet, var dog noget som klart også måtte forundre ham. Han vidste, at hun kunne bruge is, men ild? Den var i den grad helt ny for ham og på alle tænkelige måder, som han overhovedet ville være i stand til at skulle tænke på det hele, det var slet ikke noget som han kunne komme det mindste udenom overhovedet. Han lod hovedet søge let på sned og uden at skulle tage blikket fra hende. "Det er vidst ikke mig som er alene om, at holde hemmeligheder.." Han kunne virkelig ikke lade være med at skulle smile. Det var heller ikke noget som han ville kunne når han endelig var sammen med hende på denne måde. Han skubbede sig roligt frem mod hende og med hovedet som han lagde let på sned. Et ben placerede han roligt på hver side af hende, da han satte sig bag ved hende. Hans hænder lagde han roligt langs hendes sider, for derefter roligt og stille, at lade dem snige sig omkring sig omkring hendes mave, hvor de foldede sig og trykkede hende roligt ind mod sig. Hun skulle så sandelig heller ikke sidde her og fryse. At hun havde så store planer lige for denne aften, var slet ikke noget som han havde det mindste kendskab til overhovedet, så det var heller ikke noget som gjorde ham det mindste på sit vis. Han lod hovedet igen roligt glide mod hendes skulder og uden at smilet falmede det mindste. "Det er jo det som jeg altid har sagt.. En kvinde med så mange skjulte og ukendte talenter," hviskede han stille mod hendes øre. Han lod hovedet søge let på sned, hvor han skænkede hendes kind et stille og roligt kys. Det i sig selv, var slet ikke noget som han kunne lade være med. Han lod en mindre række af kys fortsætte nedover hendes hals og over hendes skulder, inden han igen lige så stille og roligt lod hovedet søge til hvile. Han lukkede øjnene stille og ellers blev han bare siddende lige så stille og roligt og ventede på, at varmen måtte tage til. "Ved du hvad vi mangler lige nu?" endte han stille. Han åbnede øjnene efter et stille øjeblik, hvor han næsten måtte holde et grin tilbage. "Snobrød," afsluttede han med et let grin. Han var med andre ord, virkelig gået i barndom.

[Liya Daimond Diamaqima]

Masken var slet ikke noget som Liya ville høre tale om, hun havde skænket ham den udelukkende på grund af den øvrige beffolkning, han kunne jo ikke altid spærrer sig inde, specielt ikke når de i tide og utide behøvede ham på slottet, nu var de alene og absolut ingen omkring dem, og han havde virkelig ingen grund til at skulle skjule sig for hende, det var det som hun måtte holde skarpt fast ved, hun ville se hans sande ansigt og den mand som hun havde forelsket sig i. Alle andre så den alorlige side og det var jo også den hun for langt det meste af tiden stod overfor, nu havde hun jo så set med egne øjne at han rent faktisk kunne være dne barnlige sjæl, og ikke mindst den intense, to helt nye sider af ham som først var blevet afsløret for hende nu, og det vækkede kun hendes nysgerrighed efter hvad han mere måtte rumme. Luften som ellers havde været så frygtelig lun var blevet kold, efter at de havde været i vandet, noget som tydeligt kunne ses over hendes hud. Flammen i bålet måtte hjælpe betydeligt lige der, allerede nu så måtte den skænke en hel del varme som hun virkelig kun måtte behøve. De var sammen nu og hvad han ikke var klar over var at de ville få utrolig meget mere tid sammen fremover, måske han ikke havde formået at finde kuren, men man kunne jo også roligt sige at nathaniel var en enspænder hvad angik ting som det, det ville han helst selv ornde, mens hun var desperat nok til at spørge andre om hjælp og i dette tilfælde havde hendes altså givet pote.Selvom kuren var fundet så måtte det stadig gøre ondt med den tanke omkring at det var ham som som havde gjort det, kørt den så langt ud hvor de måtte nå til punktet hvor det ikke længere var muligt at skulle vende tilbage. Hans overraskelse morede hende, hun var en kvinde der måtte rumme så meget hun vidste bare ikke hvordan pokker hun skulle bruge det, Faith havde prøvet men der var stadig betydeligt stor forskel på en ild dæmon og en avatar, i det mindste var det lykkedes hende at skulle gøre bare en lille smule nu og stoltheden var tydeligt malet i hendes mine "vi har vel alle vores?" påpegede hun med en lettere drillende mine. Deres forhold havde altid været kaotisk, måske hun aldrig havde været i tvivl om hvor hun skulle søge hjælpen henne, men mange gange var det mere som en ven end som noget andet også selvom hun på de tidspunkter elskede ham højere end hun elskede sit eget liv, det var bare for forvirrende til at hun havde turdet håbe på noget som helst, han skænkede hende hvad hun behøvede, den tryghed som hun aldrig havde fået og resten havde hun ikke turdet tænke på. Liya lod Nathaniel tage plads bag hende, hvor hun stille måtte læne sig op af hans krop, der selv på trods af hans kulde, formåede at skulle skænke hende en smule varme, specielt da han lod hende trykkes ind til sig. Hendes egne hænder faldt over dem som han måtte have hvilende omkring hendes mave. Hans ord lod kun smilet brede sig og alligevel skabte en lille varme "Det er ikke talenter der præget mig, kære" hviskede hun blidt tilbage og tog vel imod det kys som blev hende skænket, blottede halsen da han lod til at ville fortsætte dem, noget som kun skabte en sitren der måtte brede sig helt ud i kroppen, efterhånden avr det da hende der måtte passe på med ikke at ønske mere med den intensitet. Blikket var stille gledet i, da hans hovede tog hvile ved hendes skulder lod hun dem roligt glide op igen. Hendes blik blev direkte undrende ved hans ord "Hvad pokker er snobrød?" spurgte hun med tydelig forundring, det var aldrig et ord som hun havde hørt om før, men igen sådan noget var hun bare ikke specielt klog på. Hun lænte sig rolig tilbage, plantede et kys mod hans tinding ganske blidt.

[Nathaniel Diamaqima]

At skjule sig for Liya, var slet ikke noget som kunne falde Nathaniel sig det mindste ind. Det var også udelukkende af den grund, at han lod masken ligge. Det var kun noget som han brugte når han var ude blandt folk og når han var på slottet - Der kunne han godt finde på at skulle smide den, men kun hvis hans omgangskreds var den rette, hvilket normalt ville bestå af Gabriel og Jason. Der havde han virkelig heller ikke nogen grund til at skulle skjule sig. Uheld skete jo og han ønskede virkelig heller ikke, at skulle tage det mandsmod fra Liya af, når hun var ved at blive så frygteig selvsikker og mere selvsikker end det som han havde set i så frygtelig mange år, så det var kun noget som tog som et frygtelig godt tegn. Det gik i den grad i den rigtige retning og det var noget som han i den grad også måtte elske mere end noget andet lige nu. Det var i den grad noget som han ville beskrive som en sejr for hende og det var noget som virkelig betød alverdens for ham, også selvom han vidste, at hans død automatisk ville føre til hendes egen og han ville stå ved Himmerigets porte og vente på hende. Han ville virkelig ikke rokke sig en tomme. Lige nu var det dog ikke døden som han tænkte meget over, det var hende og kun hende, som hvilede i hans hoved lige nu. Han kunne slappe af, hun bragte ham den form for indre ro som han virkelig bare måtte mangle. Det eneste som det krævede var, at hun sad så tæt på ham som det hun gjorde lige nu. Der var virkelig ikke noget bedre end det for hans vedkommende på nogen som helst måde overhovedet! Hendes ord fik ham virkelig bare til at smile. "Alle har deres.. nogen så dybe, at man må søge i hjertet for at finde dem," påpegede han roligt. Det var det som hun fint formåede lige netop nu og det var også først nu, at han i det hele taget lod den gamle Nathaniel komme frem. Han var virkelig bange for, at det ville have skræmt hende dengang. Nu ville han slet ikke kunne undvære Liya og han ønskede hende virkelig bare ved sig til det sidste. Han tog hendes hænder og sammenflettede roligt alle 10 fingre med hendes og trykkede så roligt omkring hendes hænder derefter. Han kunne virkelig ikke lade være med det. Han sendte hende et stille smil. "Kold vidste jeg at du kunne være.. Isen vidste jeg du kunne bruge, men ikke ilden," påpegede han roligt ved hendes ord. Ikke at det var noget som gjorde ham det mindste og det var i det mindste heller ikke. "Så varm som du er, så smeltet du mit hjerte.. Et talent vil jeg kalde det," tilføjede han med en vis stolt mine. Enhver vidste at han var svær at komme ind på og hun havde formået det på så frygtelig kort tid. Ikke at det var noget som han ville skjule for hende. Kysset som hun skænkede hans tinding, fik ham let til at lukke øjnene, for ikke at glemme, at det var på den vansirede del af ansigtet, så var det virkelig ikke noget som spillede selv den største rolle for ham. Det var jo trods alt bare den del af ham som han måtte vænne sig til at skulle leve med. Skavankerne var ikke noget som han ville heale og han vidste, at dette ikke ville være noget som vil kunne heales, så det gjorde ham i det store og hele heller ikke noget. Hendes sidste ord fik ham dog kun til at smile. "Hvad snobrød er? Det er noget af det bedste ved bål!" sagde han med et stort smil, som havde han været et barn igen. Det var slet ikke noget som han kunne komme det mindste udenom overhovedet. Man finder en pind og snitter den helt ren og fin for bark," begyndte han roligt. "Om spidsen så har man dej som man snoer omkring pinden og holder det over gløderne.. Det smager virkelig bare godt." Han kunne vrkelgi ikke lade være med at skulle smile ved de ord. Det havde han fået lov til at opleve enkelte gange før hele livet havde taget en vending for ham. Lidt barn havde han da fået lov til at være i sin tid.