A visit from an old friend..?

[elmyra]

hun vred sig stadig i hans arme og hun gik nærmest kold da han lagde hovedet mod hendes skulder.. hun drejede hovedet så han ikke kunne røre hende.. hun græd støt.. "jeg er ikke din kære.. du skal ikke kalde mig kære.. Og jeg er ikke din" hun græd og græd bare som havde han pisket hende.. da han vendte hende satte hun hænderne i hans bryst så hun ikke kom for tæt på ham.. hun ville virkelig ikke.. hun kunne ikke klare at han var hende så nær.. hun mærkede hans hånd på hendes kind og hun handlede helt uden at tænke.. hun drejede hovedet og satte tænderne i hans hånd.. "du skal ikke røre ved mig!" halvt peb hun og halvt hvæsede hun.. hun kunne virkelig ikke klare mere.. han skulle ikke røre ved hende.. det gjorde ondt, det brændte. hun ville ikke være ham nær mere.. hun ville ikke se ham hun ville bare forsvinde og så ham til at forsvinde.. væk fra hende og ud af hendes liv.. hun kunne virkelig ikke mere.. stille begyndte hendes ben at give efter under hende og hun lukkede bare stille øjnene.. hun havde det virkelig dårligt..

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel kunne næsten gætte sig frem til, at han virkelig måtte lege med ilden i øjeblikket, og direkte gjorde det ham ikke det mindste. Han måtte og agtede at skulle nå igennem hendes skal før eller siden. Han tillod sig ærlig talt ikke noget andet lige i øjeblikket, det kunne han ikke omme det mindste udenom overhovedet på noget som helst tidspunkt. Han holdt hende stadig helt tæt ind til sin egen krop og uden at skulle slippe hende på noget som helst tidspunkt. At hun måtte sætte tænderne i hans hånd, hvor han fast tog den til sig, selvom det ikke var en vrede som han udviste på noget tidspunkt i det hele taget, det kunne han da gerne stå ved. Han bed sig tydeligt og fast i læben, for at undgå at lade det komme til udtryk på noget som helst tidspunkt overhovedet. at hendes ben måtte give efter for hende, hvor han blot fulgte med ned i græsset og satte sig. De mørke øjne hvilede fast på hendes skikkelse og uden at se væk det mindste. Armene hvilede stadig om hendes krop og holdt hende tæt siddende ved sig.. tvang hende direkte til det. ”Så hold op med at afvise mig på denne måde,” bad han med en mere dæmpet, dog tydeligt sammenbidt tone. Det brændt voldsomt i hans egen hånd, det gjorde faktisk ekstremt ondt! ”Fald til ro, Elmyra,” indskød han dæmpet og uden at skulle slippe eller se væk. Han nægtet kort sagt at lade hende gå.

[elmyra]

hun græd stille og stirrede bare på hans hånd.. hun havde bidt ham såret ham.. hun kunne slet ikke forstå det.. forsigtigt tog hun fat i hans hånd med sin egen.. "undskyld" græd hun stille og stirrede bare stift på hans hånd.. "Nathaniel.. lad mig gå vil du ikke godt?? jeg har brug for bare at være mig selv.. ihvertfald for en stund" hviskede hun stille og nussed ehans hånd svagt. "Jeg har brug for at du ikke opsøger mig og jeg har brug for at du venter til jeg er klar" bad hun stille.. det var ikke en skid rigtigt men dette ville være den eneste måde hvor på hun kunne komme fri.. hun ville virkelig ikke have at han rørte ved hende mere.. hun kunne ikke, hverken klare eller overskue det.. hun sukkede stille og strøg forsigtigt fingeren hen over hans bidsår.. hun var virkelig ked af at at hun havde bidt ham.. det have ikke været meningen.. hun ville jo ikke skade ham.. og heller ikke såre ham.. aldrig nogensinde.. men han holdt jo heller ikke af hende.. han var jo ligeglad.. han spillede overfor Elijah.. det måtte være det.. han snød hende..

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel havde tydeligt ondt i sin hånd, selvom han lige for øjeblikket, bare valgte at skulle bide det i sig. Han ville ikke holde fast i det, hun havde vel bare handlet som det hun havde haft mest lyst til lige der og da? ”Det er okay min kære,” sagde han med en rolig og dæmpet stemme, da hun havde valgt at skulle tage fat i hans hånd. Han lukkede hånden forsigtigt omkring hendes og med det svage smil på læben. Han vendte blikket mod hende og agtede så sandelig også, at holde det lige der og da, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han sukkede dæmpet og rystede på hovedet. ”Jeg tror ikke du har behov for at være alene.. jeg er ganske sikke på, at du har behov for det modsatte.” Han hævede forsigtigt den anden hånd og tørrede hendes tårer væk, så kunne han vel også kun håbe på, at hun ikke ville ende med at sætte tænderne i ham endnu en gang. Han ønskede hende det bedste, han holdt faktisk af hende og meget endda.. hvorfor skulle han da ellers gøre alt det for hende, som det han gjorde lige i øjeblikket? Det gav vel ikke nogen mening hvis han havde været ligeglad? ”Du er godt klar over, at du ønsker det samme af mig, som det Liya gjorde, ikke? Det du selv beskrev for mig som helt forkert? Snak med mig i stedet for at skubbe mig væk, Elmyra.. jeg holder for meget af dig til at se dig gå hen og blive sådan her, kan du ikke se det?” endte han med en tydeligt mere dæmpet stemme end tidligere.

[elmyra]

hun slap hans hånd så han ikke kunne holde i den og hun fjernede hans anden hånd fra sin kind.. "Jeg ... jeg kan ikke klare at folk som jeg ikke har helt og holdent tillid til røre ved mig.. værd sød at slippe mig.. jeg lover at jeg bliver" sagde hun stille og lagde armene om sig selv.. det gjorde ondt.. meget ondt.. hun valgte at ignorere at han mente at hun havde brug for at være sammen med nogen og kiggede så op på ham.. "Jeg ønsker intet af dig.. ikke ud over at du passer på Elijah" hun lod blikket hvile i hans øjne.. hun ønskede virkelig intet andet fra ham.. ikke længere.. hun havde mistet det for ham som hun havde haft tidligere.. hun kunne virkelig ikke mere.. bare det at han havde valgt at gå tilbage til Liya, hvilket var noget som hun ikke kunne fordrage tanken om, ikke fordi hun elskede ham, at han havde haft fundet en hver anden pige ville hun havde accepteret men at gå tilbage til en som havde ødelagt ham så meget som han havde været det den gang i procias.. det var en helt igennem forfærdelig følelse og noget som hun ikke kunne lade ligge.. det gjorde hende helt dårlig..

[Nathaniel Diamaqima]

At hun valgte at ignorere hans ord, var en bekræftelse nok i sig selv. Hun havde brug for det, at hun faktisk gjorde det samme som Liya havde gjort.. netop ved at skulle finde ud af det og tænke igennem det, det var jo lige netop det som gjorde det hele! Det burde hun da også kunne se? At det at gå fra en uden at tale om det, var jo nøjagtigt det samme som hun havde gjort dengang trods alt.. hun var jo blind hvis hun ikke kunne se det. Han sukkede dæmpet. ”Jeg prøver kun at hjælpe.. det hjælper dig intet at skulle skubbe mig væk,” sagde han med en dæmpet stemme. Det var så sandelig ikke noget som han kunne lægge det mindste skjul på overhovedet. han blev siddende og der sammen med hende, også selvom han virkelig måtte stå ved at dette ikke ville gavne hende eller hjælpe hende på noget som helst tidspunkt overhovedet og det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. ”Jeg lover at passe på Elijah.. Det er bare umuligt hvis du ikke selv kan passe på dig selv, Elmyra.. Snak med mig i stedet for at afvise.. let byrden og få snakket ud i stedet for at gå inde med det,” bad han med en mere frustreret og desperat stemme end tidligere. Dette kunne virkelig ikke være rigtigt! ”At du jo så ikke stoler på mig.. det er jeg ked af… virkelig,” afsluttede han stille. Det var noget som han alligevel tog tydelig hårdt.

[elmyra]

hun fjernede stille hans arme fra sit liv og hun rykkede lidt væk så de ikke sad tæt men hunn gjorde som hun sagde.. hun blev der.. det var jo de ord som var kommet ud af hendes mund.. "Nathaniel.. du kan ikke hjælpe.. du kunne en gang men den gang er ikke nu.. Jeg har brug for at være alene.. få styr på det hele.. Få indset at jeg ikke skal have Elijah med hjem.. dette har intet med dig at gøre.. det her har noget med mig og mig alene at gøre.. jeg ville ønske at du kunne forstå men det kan du ikke.. både fordi jeg ikke kan forklare det men også fordi du ikke vil forstå.. "jeg er ked af at du ikke bare kan tage de små og gå.. jeg ved ikke hvorfor du føler dig forpligtet til at få mig på rette køl igen.. det er ikke op til dig.. du kan ikke få mig på rette vej, du kan ikke hjælpe mig.. men du kan hjælpe elijah.. ved at hjælpe ham hjælper du mig men lad mig nu gå" hun kiggede stille op på ham.. der var virkelig ikke noget som han kunne gøre.. hun vidste ikke hvorfor men hun ville aldrig nogensinde kunne give efter for ham igen.. det regnede hun ikke med ihvertfald..

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel lod hende fjerne hans hånd. Det glædet ham dog, at hun stadig blev siddende helt og holdent stille ved ham. De mørke øjne faldt stille til hendes skikkelse, at hun jo så ikke udviste ham nogen form for tillid var faktisk en tanke som gjorde direkte ondt og det i sig selv, sagde virkelig ikke så lidt. Alt han havde sagt til hende, var ord som han stadig ville stå i magten med. Han havde aldrig nogensinde løjet for hende, så hvorfor pludselig tvivle på ham på denne måde? ”Det er mig du vælger at afvise.. du nægter at snakke med, den du søger væk fra og fortsætter med at benægte for.. tro mig, Elmyra, jeg er ganske sikker på, at jeg har noget med alt dette at gøre,” afviste han med en rolig og sandfærdig stemme. Hun skulle da ikke regne med at han bare ville lade hende sidde alt efter dette og bare .. være ligeglad? For det var han dog bestemt ikke. ”Jeg føler mig ikke forpligtet til noget som helst.. jeg gør det fordi jeg vil.. det har ikke noget at gøre med noget andet, det skal du virkelig ikke tage fejl af,” sagde han dæmpet og tydeligt ærligt også. Han ville virkelig ikke være uvenner med hende og her vidste han.. at han et sted åbenbart havde trådt forkert ved hende.. det gjorde ondt. Det værste var jo at hun så ikke ville sige ham noget som helst.. af hvor han egentlig havde gjort hende den ugerning som havde tvunget hende til at afvise ham på denne forfærdelige måde.

[elmyra]

hun sukkede stille.. "det har intet med dig at gøre længere" sagde hun stille og tårene faldt roligt ned over hendes kinder endnu en gang.. "jeg beklager Nathaniel" hun lod en høj mur af flammer omkredse ham.. hun måtte væk og det kunne kun gå for langsomt.. hun rejste sig og løb afsted som blev hun pisket frem.. hu ville ikke mere.. hun kunne ikke mere.. hun græd mens hende skridt førte hende mod procias af veje some en est ikke kunne betræde..


//out

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel måtte da hurtigt finde ud af, at det virkelig havde været en fatal fejl at skulle give slip på hende. Han trak sig hastigt væk, da hun gjorde brug af flammerne. Han var jo ikke mere umenneskelig end at han faktisk opførte sig og havde de samme reaktioner som de måtte besidde og det var jo selvfølgelig at komme så langt væk fra det som overhovedet muligt. Han havde ramt et ømt punkt, det var han nu ganske så sikker på, hvorfor skulle hun da ellers have reageret på den måde som hun gjorde? Det gav jo trods alt heller ikke nogen mening for ham overhovedet. Han vendte blikket mod hende idet hun bare trak sig hastigt af den vej som han ikke havde nogen mulighed for at følge med hest og børn. Han sukkede tydeligt opgivent, det var vel hans sidste chance.. og det var langt fra gået som han havde ønsket det. Han himlede med øjnene og tvang sig op på benene og gik hen til børnene. De så i hvert fald ud til at kunne komme godt ud af det med hinanden, noget som han virkelig var ham en glædelig tanke og på alle tænkelige måder, det kunne han heller ikke komme udenom. Børnene fik han endnu en gang tvunget op på hestens ryg og begav sig videre mod Manjarno og Neutranium, med tankerne stadig kredsende omkring Elmyra.