A visit from an old friend..?

[Nathaniel Diamaqima]

Følelser var ikke noget som Nathaniel normalt ville snakke med en kvinde om som havde afvist ham på den måde som hun havde valgt at skulle gøre det, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han valgte stadig at holde fast i hende, han ville så sandelig heller ikke have at hun bare skulle gå når han kunne se at hun mildest talt, havde det af helvede til.. det gjorde faktisk ondt.. selv på ham. ”Ikke stå der og smid løgne i mit ansigt, når jeg kan se og mærke på dig, at du kan elske og holde af,” bad Nathaniel med en mere dæmpet stemme. Ha holdt stadig fast om hende, da han trak hende med sig en anelse længere væk fra de små. De var nødt til at snakke, hvad end om hun ville det eller ikke, så ragede det ham en høstblomst. Han lagde hovedet let på sned. ”Vi har brug for at snakke.. uden børn eller andet til at lytte,” sagde han dæmpet. Han slap stille hendes ene overarm og lod hånden stryge mod hendes kind. Han ønskede igennem den hårde skal som hun brugte overfor ham.. han ønskede virkelig tilbage i den varme. Det gjorde virkelig ondt, når hun skubbede ham væk.. og hun havde virkelig også givet ham så frygtelig meget til eftertanke.. ikke at det var en trøst direkte, han var faktisk begyndt at tvivle. ”Det har aldrig været min mening at skade eller såre dig på den måde, Elmyra.. lad os nu få snakket ud,” bad han med en lettere dæmpet stemme, næsten tryglende.

[elmyra]

"du var ikke hvad jeg kan og hvad jeg ikke kan" sagde hun roligt men fulgte dog med ham.. hun kunne ikke gøre så meget andet.. hun mærkede at han slap hendes ene overarm men der gik ikke mange sekunder fra at hans hånd ramte hendes kind til at hun trak sig væk.. han skulle ikke kærtegne hende.. hun tvivlede på at han nogensinde ville få den ret igen ligemeget om hun forblev i live eller ej.. han måtte virkelig til at indse at meget meget få fik endnu en chance hos hende.. der var kun en mulighed for at vinde hendes tillid og beholde den.. han havde mistet den.. hun vidste ikke hvordan men det det havde han og det kunne intet ændre på i hendes hoved.. "jeg ved det ikke var din mening men jeg er ikke indrettet til at tilgive.. vi har ikke mere at snakke om.." sagde hun stille og kiggede ned i jorden.. hun kunne virkelig ikke.. hun vidste ikke hvordan hun skulle takle det hele. hvorfor kunne han ikke bare opgive?? hun betød jo intet for ham.. kunne han ikke bare droppe komedien..

[Nathaniel Diamaqima]

Det var ekstremt sjældent at Nathaniel gik til dette niveau, hvor han faktisk bad om en tilgivelse som han gjorde lige i øjeblikket, det kunne han heller ikke komme det mindste udenom. Han holdt af hende.. spørgsmålet var jo bare lige hvordan han skulle vise det? Han kunne virkelig ikke se hvad han havde gjort forkert… andet end at være blind for handling? Han lod hånden falde, da hun valgte at afvise ham endnu en gang. ”Ikke bliv ved med at feje det af vejen,” bad han med en mere dæmpet stemme end det som han lige havde gjort fra før af. Han holdt stadig omkring hendes ene skulder for at få hende til at blive.. hun skulle virkelig ikke nogen steder lige i øjeblikket, han ville snakke ud,, finde ud af hvad der virkelig plaget hende og så arbejde sig frem mod en løsning.. det var jo efterhånden også det som han var blevet en ekspert på. ”Ikke luk mig ude på den måde,” bad han dæmpet. Før i tiden kunne de snakke, hun havde søgt til hans favn.. hvor var det blevet af? Hvorfor reagerede hun sådan? Liya havde brug for ham ,det var rigtigt og han ønskede at hjælpe hende så godt som det nu var ham muligt, selvom han vel også skulle begynde at tænke lidt på sig selv i det tilfælde? Hånden søgte stille ned under hendes hage, hvor han hævede hendes blik stille op mod sig. Han ønskede virkelig den øjenkontakt lige i øjeblikket, det var han fuldstændig vis om. ”Vil du tilgive, så kan du, Elmyra,” fortsatte han stille. Han var virkelig obs på at skulle give det hele en sidste chance også. ”Jeg holder virkelig for meget af dig, til at lade det her styrte i grus.. hjælp mig med at holde det oppe,” tilføjede han med en let tydeligt bedende tone.

[elmyra]

hun sukkede stille og blev stående hvor hun var.. hun havde ikke kræfter til at kæmpe med ham.. hun hav de opgivet.. hun stod bare og lyttede til alt det han sagde.. hendes fornuft kunne godt høre på ham at han holdt af hende, at han gerne ville gøre det godt igen men hun var stadig lukket.. det var jo det som var problemet.. hun vidste ikke om hun ville kunne tilgive ham.. "Jeg tror ikke at jeg kan tilgive eller at jeg vil for dens sags skyld.. Du siger at jeg skal hjælpe dig med at holde det oppe men det er allerede styrtet i grus på min side.." hun kunne mærke at han løftede hendes blik søgte hendes øjenkontakt men det var noget hun ikke kunne give ham.. ikke nu.. hun drejede hovedet og kiggede væk.. hun ville virkelig ikke lytte til det her?? hvordan kunne hun dog tro ham?? det hele styrtede allerede da han nægtede at tage vare på sig selv da Liya havde forladt ham.. men problemet stammede nok endnu længere tilbage.. tilbage til det som hun ikke ville indrømme noget af.. hun sukkede stille.. han ville aldrig kunne rette op på noget som i bund og grund ikke var hans fejl men bare noget som han havde trigget..

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel nægtede kort sagt at skulle give op. Han havde aldrig løjet for hende, så hvorfor skulle han begynde nu? Hvad grunden var, til at hun reagerede som hun gjorde, var virkelig ikke noget som han kunne forstå, selvom han virkelig ikke ønskede at skulle grave mere i det nu, så var det alligevel noget af det som måtte bekymre ham mest og mere end det som han lige var i stand til at skulle sammenligne med noget andet. De mørke øjne hvilede i hendes ansigt, selvom blikket så sandelig ikke var gengældt, noget som alligevel gjorde ondt, også på ham. ”Så lad mig hjælpe med at genopbygge det igen på et bedre grundlag end i udgangspunktet.. man lærer af fejlene man gør i livet, Elmyra.. så lad mig lære af mine,2 sagde han med en dæmpet stemme. Han lod hånden blive under hendes hage og med hans tommel som strøg henover hendes kind ganske så forsigtigt. Han sendte hende et let og prøvende smil. Hvad hun havde i tankerne at skule gøre efter dette, havde han virkelig ikke nogen anelse om. ”Ikke afvis mig, når jeg prøver at gøre det godt igen,” tilføjede han dæmpet. Han lagde hovedet let på sned. At de små kunne følge dem med blikket, gjorde ham virkelig intet, lige nu ønskede han bare, at skulle gøre det godt igen med hende og så tage den derfra.. med eller uden.

[elmyra]

hun drejede hovedet igen da han endnu en gang skulle tildele hendes kind et kærtegn.. hun kunne virkelig ikke klare det.. han måtte ikke røre hende på den måde mere.. det gjorde simpelthen for ondt.. "DU må ikke" mumlede hun stille og kiggede ned i jorden.. at forbude ham det gjorde ondt og selvom hun ikke rigtig havde forbudt ham det så burde han havde fanget budskabet med at han ikke skulle ae hende, stryge hende over kendes eller overhovedet gøre sådan noget.. hun kunne virkelig ikke.. "jeg er slet ikke sikker på at vi have noget til at starte med.. og hvis vi havde er ujeg ikke sikker på at jeg er villig til at lukke dig ind igen.. Folk får kun en chance med mig.. du brugte din første i procias men jeg var villig til at glemme det.. men så skete det her.. jeg giver ikke 3 chancer.. så dum er jeg ikke" hun mente det virkelig.. hun følte sig umådelig dum når hun gav folk flere chancer for de ville jo bare misbruge dem endnu en gang.. hun var virkelig ligeglad efterhånden.. hun havde ikke lyst til at være her mere.. ikke bare nær ham men bare i det hele taget.. hun ville virkelig ikke mere..

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel betragtede hende.. hvad var det som han havde gjort som havde kostet ham hans chance? Han sukkede dæmpet og lod hånden falde stille. Hun ønskede ikke kærtegn ,så skulle han stoppe.. selvom det gjorde ondt nok i sig selv, at skulle blive afvist gang på gang.. han ønskede det ikke. Han var vant til, at folk frygtede ham.. at de ikke turde sige ham imod.. Liya kunne han takle, men her var han virkelig ude hvor han ikke kunne bunde og det var virkelig ekstrem ubehageligt! ”I Procias var jeg virkelig ikke mig selv, Elmyra.. du har givet mig så meget til eftertanke, hvis du da bare ville lytte til mig,” sagde han dæmpet. Han blev stadig stående og med blikket hvilende i hendes ansigt, selvom hun stadig måtte nægte at se ham i øjnene.. han hadet virkelig den tanke mere end noget andet lige i øjeblikket. ”Se på mig..” bad han med en dæmpet stemme og uden at tage blikket fra hende. Han sukkede indædt. Hvorfor skulle hun da være så forbandet stædig?! ”Fortæl mig hvad jeg har gjort forkert i stedet for at afvise mig på denne måde.. det gør virkelig ondt,” sagde han dæmpet. Han blev stående og med blikket hvilende inden det selv måtte falde let mod jorden, ganske eftertænksomt. Han vidste jo at Liya var den som havde gjort dette udfald. ”Jeg kræver virkelig ikke en chance til.. hvis du har givet mig så mange, så er det da mig som har været blind.. Og det undskylder jeg virkelig,” afsluttede han stille, da han igen valgte at hæve blikket.

[elmyra]

hun sukkede opgivende.. tårene begyndte stille at falde.. "jeg stak af hjemmefra allerede dsa jeg fyldte tusind.. mine forældre trænede mig, torturerede mig for at jeg kunne overtage tronen i castle of darkness.. jeg så aldrig skyggen af kærlighed.. jeg lod det ikke slå mig ud.. og dog så begyndte det at blive værre or værre jeg stolede ikke på nogen og alle dem jeg stolede på forlod mig eller torturerede mig.. jeg tog fjolser tilbage som ikke skulle tages tilbage .. som ikke var gode for mig.. Folk som gjorde mig til en omvandrende lig som du var da Liya smuttede.. folk som elsker hinanden som du og Liya gør forlader ikke hinanden som hun gør.. der er ingen undskyldning.. ikke i min verden og det vil der aldrig blive.. derfor kan jeg ikke være nær dig.. fordi du viser bare at du er lige så dum som jeg var" hun endte med at rive sig fri.. "nu ved du det og lad mig så gå" hun vendte om og bevægede sig stille mod procias endnu en gang.. hun forstod ikke hvorfor hun havde fortalt ham det men det havde hun.. det var hende stadig meget uvirkeligt..

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel lyttede til hendes ord og uden så meget som at skulle bryde ind på noget som helst tidspunkt overhovedet, det var virkelig noget af det sidste som han ønskede. Han ville i det mindste også lade hende vide, at han lyttede til hende, når der var behov for det, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Tydeligt overrasket over hendes ord og fortælling.. kunne hun virkelig have oplevet noget så frygteligt? ”Det.. det er jeg virkelig ked af,” sagde han med en dæmpet stemme. Han lod hende gå de få skridt inden han igen valgte at skulle gribe omkring hendes overarm og vendte hende imod sig. Han tillod kort sagt ikke, at hun skulle gå nogen steder, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. De mørke øjne fæstede sig endnu en gang til hendes skikkelse og uden at skulle se nogen anden vej. Det var virkelig kun hende i øjeblikket, som kunne holde ham bare en anelse rolig. ”Jeg var ikke mig selv der.. vi lære af vores fejl.. ikke døm mig for det.. jeg er måske… gammel, men man lære hele livet..” Han bed sig let i læben, det var vel også kun på tide, at skulle give hende hans egen historie.. grunden til at han reagerede som han havde gjort? ”Jeg mistede min kone for mange år siden under svangerskabet, Elmyra.. Det kostet både hende og min datter livet.. jeg svoret at jeg aldrig nogensinde ville falde i den fælde af forelskelse igen.. Jeg mødte Liya.. fuldkommen knust, tilsmurt i blod.. jeg faldt i.. som jeg aldrig nogensinde har gjort det før..” Han lod hånden gribe hende nærmere håndleddet, så han kunne holde ordentlig fast i hende. ”Hun er syg, Elmyra.. det bliver hendes død hvis jeg ikke er der til at passe på hende,” tilføjede han stille. Han elskede hende, det var sandt nok, det at lade hende gå.. det ville han bare ikke kunne få sig selv til.

[elmyra]

eli lyttede til ham ligeså meget som han havde lyttet til hende.. hun havde en medfølelse for ham, han mistede sin familie, hun følte også for Liya.. hun var syg men det ændrede stadig ikke det faktum at hun havde forladt ham og det gjorde man ikke mod folk man elskede.. det kunne intet få hende til at ændre på.. hun kørte stille en hånd igennem sit hår.. "jeg er ked af det med din kone og datter.. noget så ondt burde ikke have overkommet dig" sagde hun stille.. "Og jeg føler for Liya.. det kan ikek være let ...... men min medfølelse ændre stadig ikke på min holdning.. Man forlader ikke folk som man elsker.. det gør man bare ikke.. og da slet ikke for at komme tilbage igen.. det er forkert og uhumsk og jeg bliver helt dårlig af tanken.. selvom hun er syg så er min holdning fast.. og hvis hun ikke kunne overleve uden dig ville hun jo ikke stikke af.." hun stoppede sin tale og endte med at rive sig fri.. "Jeg har ting som skal gøres.. lad mig gå.. der er ikke mere at tale om" hun kunne lytte og høre, have medfølelse men han var endnu ikke tilgivet.. det kunne hun ikke.. han havde svigtet hende ligesom alle andre og åbenbart tog hun det hårdere med ham end med andre..

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel var virkelig ikke meget for at skulle give hende den fulde sandhed omkring Liya. Den medfølelse var virkelig ikke hvad han søgte, for den kunne han virkelig ikke bruge til noget som helst. Hans egen stædighed havde ladet ham sidde igen alene uden nogen at elske og holde af i ekstrem mange år. Han havde virkelig været en indelukket skal, det iskolde hjerte som Liya tog og endnu en gang måtte vise at han var i stand til at elske og uden at det skulle gå helt galt. Han sukkede dæmpet, selvom han virkelig nægtet sig, at skulle give op nu. Det var virkelig noget af det sidste som han ønskede sig lige nu, at han skulle miste hende også. Han måtte vel bare fortælle hende det hele også for sin egen skyld? Bare prøve at forklare hende, at sådan lå landet. ”Hun er blevet misbrugt af sin egen stedfar igennem næsten hele livet, Elmyra.. Hun er panisk bange for mænd.. inkluderet mig,” sagde han dæmpet. Det var vel egentlig ganske åbenlyst at Liya søgte væk? Hun var bange for at han selv skulle komme for tæt på.. bange for en gentagelse af det som var sket tidligere i hendes liv, noget af det sidste som han vil kunne finde på. Han greb igen fat om Elmyras håndled. Han ønskede virkelig ikke at hun skulle gå. ”Hun tager af sted for at tænke.. prøve at finde ud af tingene.. hun har aldrig forladt mig… jeg lader hende gå.. hun ved at hun altid kan komme hjem igen, hun ved at døren er åben for hende.” Han lagde hovedet let på sned. Han talte lige ud af posen og med den tydelige ærlighed i stemmen. Han havde jo ikke nogen grund til at skulle vise sig fra en anden side.

[elmyra]

"som sagt så har jeg ondt af hende.. hun har oplevet meget som ikke burde have hendt hende men hvis hun virkelig elskede dig så meget så var hun ikke bange for dig og hvis hun virkelig elskede dig ville hun ikke gå.. det er min holdning og ligenmeget hvad du soger så kan du ikke ændre den.. sorry men sådan er det" hun skulle til at gå videre men mærkede at han greb hende om håndledet endnu en gang.. hun sukkede.. hun havde virkelig ikke lyst til at være her mere.. hvorfor kunne han ikke bare forsto det?? hendes blik søgte kort op på børnene.. de legede tafat lige i nærheden.. hun smilede svagt og lod så blikket søge ham. "lad mig gå.." bad hun stille og kiggede så væk igen.. hun kunne ikke klare mere lige nu.. hendes hånd føltes som om den brædte det var han rørte ved hende.. det var en forfærdelig følelse.. hun bed sig i læben.. hun tænkte over hele den dag.. den eneste grund til at hun var blevet sur var jo at han havde taget Lyia tilbage.. havde det være en ny hAvde de stadig snakket.. hun sukkede stille.. det var en lidt forfærdelig tanke..

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel klandrede ikke Liya for noget af det som hun havde gjort mod ham, det var vel bare hendes måde at skulle finde ud af tingene. Komme sig ud og tænke lidt over det? I stedet for at sidde i det og prøve at finde ud af det. Døren stod åben for hende og det havde den virkelig altid gjort og det ville den også altid gøre. At hun så kom tilbage til ham, var blot en bekræftelse på hendes følelser i hans øjne og det var den tanke som gjorde ham glad.. den gjorde ham lykkelig. ”Du dømmer hende uden at kende hende, Elmyra,” sagde han dæmpet. Det kunne virkelig gå hen og frustrere ham selv noget så voldsomt. Han valgte dog alligevel at holde det i skindet. Tanken om at hun bare skulle gå og uden at se sig tilbage, den skræmte ham faktisk selv lige så meget som alt det andet, og det alene, sagde virkelig heller ikke så lidt. ”Der findes grunde til at hun gør som hun gør og der findes grunde til, at jeg gør som jeg gør,” tilføjede han med en let alvorlig og alligevel rolig og fattet stemme. Han nægtet kort sagt, at skulle hidse sig op på grund af dette. Blikket vendte han kort mod de små som så ud til at bruge tiden på hinanden… ikke at det gjorde ham det mindste overhovedet. Han trak let på smilebåndet. Han ville dog blot håbe, at de også kunne inddrage lidt af Nathia også, så hun ville have nogen at være sammen med. Han rystede på hovedet. ”Ikke før du i det mindste lytter lidt til hvad jeg har at sige.” sagde han dæmpet. Hun kunne da ikke gå rundt og være sur på ham resten af tiden? Han rev lidt i hånden og tvang hende tættere på sig, hvor han lod armene falde fast om hendes skikkelse, for at holde hende helt tæt på sig og låst ind mod hans egen krop i form af omfavnelse.

[elmyra]

"jeg er ligeglad hvad jeres grunde er.. det betyder intet.. i mine øjne forlader man ikke dem man elsker for noget som helst andet.. det er utilgiveligt i mine øjne.. det kan du ikke ændre på og det kan Liya heller ikke lige meget hvor meget jeg lære hende at kende" sagde hun stille og prøvede at komme væk fra ham igen.. hun kunne ikke mere, hun ville ikke mere.. hvorfor kunne han ikke bare forstå at hun ikke ville være ham nær.. hun kunne dog mærke at han hev hende ind til sig og lukkede armene omkring hende.. hendes ryg var mod hans bryst og hun kunne mærke ham trække vejret.. hun prøvede at vride sig fri fra ham.. hun ville ikke være så tæt.. "Slip mig Nathaniel!" sagde hun lavt men bedende.. hun kunne ikke lide at være ham nær, hun kunne ikke lide at han holdt sådan om hende og hun blev ved med at vride sig.. "slip mig, slip mig, slip mig" hun blev ved med at gentage dette og hendes stemme blev mere og mere trygelende og mere og mere bedende.. tårene begyndte at trille ned over hendes kinder.. hun kunne virkelig ikke klare det her.. ikke nu..

[Nathaniel Diamaqima]

Denne gang valgte Nathaniel at handle med en handling frem for at skulle prøve at komme igennem med ord, det så virkelig ikke ud til at skulle have en effekt på hende alligevel. Hænderne havde han fast lukket omkring hendes håndled og holdt hende fast ind mod sin egen favn. Stærk var han efterhånden igen efter at styrken var genvundet, da Liya var kommet hjem. Han havde altid vidst, at hun ville komme tilbage til ham og det var den følelse og den tanke som han agtede at holde fast i. Han havde intet forkert gjort ved at handle som han havde gjort. At hun endte mere bedende og tryglende, var noget som han hurtigt kunne høre og ærlig talt, så gjorde det ham så sandelig heller ikke noget overhovedet. Han trykkede hende stille op mod hans eget favntag og med blikket som måtte skæve til hende over skulderen .”Fald til ro, min kære,” hviskede han med en dæmpet stemme mod hendes øre. Det andet ville så sandelig heller ikke gavne hende på noget tidspunkt i det hele taget. Hovedet lod han stille søge mod hendes skulder og selv uden at skulle slippe hende på noget tidspunkt. Det kunne virkelig ikke være rigtigt at hun skulle reagere på den måde. Han slap hendes ene hånd forsigtigt og vendte hende i hans favn, så hun ville stå med fronten mod ham. Hånden havde han hvilende om hendes talje – hun ville ikke kunne komme væk fra ham lige nu i hvert fald. Han lod hånden hæves og strøg hendes kind. ”Fortæl mig hellere, hvad der virkelig plager dig i stedet for at lukke mig ude og møde mig med en kold skulder..” Han sendte hende et svagt smil.