A visit from an old friend..?

[elmyra]

"det er en dum måde at reagere på.. Du lader det ikke ikke kun gå ud over andre men også dig selv og din krop.. Det er ikke sundt" sagde hun roligt og kørte en hånd igennem sit hår.. Hun var blødt en smule op og dog.. det ændrede sig hurtigt da han begyndte at fortælle om Liya.. Han kunne jo lige så godt have stukket en kniv i brystet på hende da han sagde at de var sammen igen.. Hun kunne mærke hvordan hun blev helt ked af det og lukkede helt ned.. Hendes blik søgte væk fra ham og ned på sine hænder som lå plantet i græsset svedet græsset under dem.. Hun rejste sig op og kiggede bare koldt på ham.. "du går simpelthen tibage til en pige som bare smed dig væk som hun ønskede!? Det er for meget det her!" hun vendte om og begyndte at gå væk fra ham.. Enkelte tåre trillede ned over hendes kinder og hun bed sig i læben.. *hvor er du dum!! Troede du virkelig at han nogensinde ville falde for dig.. Du er jo så naiv.. Der er jo ingen måde hvorpå du kan hamle op med en pige som har dumpet ham før* hun rystede på hovedet og lod sig dumpe ned ved det nærmeste træ så hun ikke behøvede at være ham nær.. Det var tydeligt at se på hende at hun ikke ville være ham nær lige nu..

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel var tydeligt overrasket over hendes reaktion, den var virkelig ikke som han lige havde ventet den.. men igen, så kendte han absolut ingenting til hendes følelser på nogen som helst måde overhovedet. Han endte med at rejse sig ved siden af og dog alligevel så tydeligt forvirret over hvad der egentlig skete lige nu og her.. hvorfor reagerede hun som hun havde gjort? ”Du kender hende ikke, Elmyra,” afviste han. Han nægtede virkelig også at skulle omtale hende som en eks, selvom de havde været på den grænse ganske så mange gange, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. De hørte sammen og det var den tanke som han måtte trøste sig med.. hun havde jo haft brug for den pause, det var jo trods alt heller ikke første gang, at hun måtte sige stop for at tænke det hele igennem! Han gik et skridt mod hende med den rolige gang. ”Du skal ikke reagere med et raseri over at hun har valgt at komme tilbage til mig.. Jeg elsker hende og af hele mit bankende hjerte, så tvivler jeg stærkt på at jeg nogensinde vil kunne elske nogen så højt som hende,” fortalte han dog med den stærke og så tydelige ærlighed i hans egen mine. Han havde aldrig nogensinde løjet for nogen og Elmyra ville så sandelig heller ikke blive nogen undtagelse af den grund, det var der dog heller ikke nogen tvivl om. Han lod en hånd søge stille til Elmyras skuldre og med den næsten bekymringsfulde mine. ”Hvorfor reagere med vrede?” indskød han dog med en rolig mine. Var der noget som han stadig måtte lære sig, så var det forståelsen af andres følelser.. der forstod han blot Nathia og Liyas for nu.

[elmyra]

"hvor er du bare naiv!" vrissede hun og rev sig væk fra ham.. "hun har droppet dig og kommer nu krybende tilbage.. og du tager hende tilbage.. helt ærlig.. hun kan gøre det igen når hun vil.. du lader hende tråde på di!" hun rejste sig og bakkede væk fra ham.. det var simpelthen ikke til at bære.. hun var vred og irriteret, såret måske også en smule.. da han spurgte hvorfor hun reagerede sådan kunnehun ikke holde sin mund.. det fløj bare ud af hende.. "Fordi jeg kan lide dig, derfor! jeg ville jo aldrig kunne hamle op med en som kan smide dig væk, gøre dig så dårlig som du var den dag på slottet og så komme krybende tilbage og blive accepteret! Så det er jo håbløst.." hun gik forbi ham og hen mod huset.. "Nathaniel.. jeg synes du skal gå tilbage til din lille Liya og forsvinde herfra.. jeg vil ikek være i din nærhed længere" enkelte tåre faldt ned over hendes kind da hun genoptog sin vaj mod huset.. det kunne bare ikke være rigtigt.. men det var det jo.. intet kunne hun gøre ud over at lade ham være og håbe at han gjorde det samme med hende

[Nathaniel Diamaqima]

Hndes ord havde været et tydeligt chok for Nathaniel. Hun vidste og kendte virkelig ikke noget som helst til Liya og hvorfor hun havde valgt at skulle gå.. endnu mindre, at hun ikke kendte til grunden til hvorfor han havde valgt at tage hende tilbage til sig selv og han ville virkelig ikke fortryde. ”Du forstår dig virkelig ikke på det forhold som jeg har til hende, Elmyra!” sagde Nathaniel med en mere fast tone end tidligere. Man kunne ikke dømme en uden at kende til vedkommende og han vidste jo at Liya var psykisk syg. Havde det været op til hende, så havde han været død for længst. Hun var sensuel dæmon og mandemorder.. han var den eneste som ikke havde været mødt af den skæbne som hun lod så mange andre møde. Hendes ord som blot måtte være ham som en direkte lussing mod hans eget ansigt. Han blinkede let med øjnene. ”.. Hvo.. hvorfor har du intet sagt?” spurgte han som pludseligt og som det eneste og første som lige måtte falde ham i tankerne. Han rystede fast på hovedet og gik op til hende, hvor han endnu en gang måtte tage fat om hendes overarm i et mere fast greb for at tvinge hende til at skulle stoppe op. ”Jeg er ikke kommet denne lange vej for at blive vendt ryggen til Elmyra! Som jeg sagde, så er jeg her i et vigtigt ærinde,” sagde han med en mere fast tone. Hun skulle så sandelig ikke komme her og fortælle ham hvad han skulle, hvis det ikke også gjaldt den anden vej!

[elmyra]

hun rev sig fri og ignorerede hans spørgsmål.. "Så gør hvad du kom her for" sagde hun koldt og ligegyldigt.. "Jeg er færdig her" hun lagde armene over kors og gik ind i huset.. ehdnes skridt fik hende hurtigt op på hendes værelse hvor hun begyndte at pakke.. hun ville bare væk og det skulle være nu.. hun kunne altid komme tilbage når han var væk.. hun prøvede at styre sine følelser.. hendes kræfter var jo styrret af hendes følelser og lige nu var hun så påvirket at hun ville kunne brænde børnehjemmet ned på få sekunder.. hun prøvede at lukke alt ude mens hun overvejede hvor hun skulle tage hen for en stund

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel sukkede tydeligt opgivent da hun bare valgte at skulle gå indenfor.. det var særdeles upassende i hans øjne at bare gå på den måde fordi hun var utilfreds? Han havde intet gjort forkert. Liya havde haft brug for en pause, tænke igennem tingene og komme tilbage igen.. at han jo så reagerede som han gjorde, var virkelig ikke noget som burde have nogen betydning for hende på denne måde og det var ærlig talt den lille faktor som kunne gøre ham ganske så irriteret i den anden ende og det sagde virkelig heller ikke så lidt, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han rystede let på hovedet og gik roligt indenfor og med den rolige mine som havde absolut intet sket. Han ville jo heller ikke lægge en større bekymring på de små børn, så han valgte at skulle søge efter præsten i stedet for. Allerede med de klare tanker om at skulle åbne sit hjem for endnu en af de mange små og sidst havde han set lige netop den lille pige som havde været ham perfekt i den sammenfatning. ”Fader?” kaldte han med en rolig og fattet stemme, da han stille vovede sig ind i stuen. Børnene var mange, det kunne han tydeligt se og han agtede stadig at hjælpe dem økonomisk så længe at det ville blive dem muligt således også.

[elmyra]

Eli faldt sammen på sengen og begyndte at hulke.. Nathaniel var den eneste hun havde snakket med nogensinde.. Han var den første som hun havde lukket ind og nu smed hun ham bar væk.. Hun var vel for stolt til andet.. Hun kunne ikke konsentrere sig om noget andet end bare at sidde der helt modløs..

det bankede på døren.. "kom ind" faderens stemme lød roligt på den anden side.. At nathaniel så måtte komme ind fik kun et lille smil til at pryde hans læber.. "min dreng.. Hvad skylder jeg æren?? Jeg troede at du var kommer for at snakke med frøken Elmyra??" han lagde hovedet let på skrå.. "nu er i vel ikke blevet uvenner vel??" hans stemme var en smule hård og fast mens hans rolige øjne betraktede nathaniel

[Nathaniel Diamaqima]

Elmyra måtte gøre hvad hun ville. Nathaniel var kommet med den undskyldning, at hun så bare vendte ham selv ryggen, så var det jo ikke hans problem, var det? Han sendte præsten et stille smil og gik ham roligt i møde med den samme rolige og fattede gang som tidligere, prøvede at skulle komme forbi og uden at forstyrre de mange børn i deres leg, det var virkelig ikke noget som han ønskede på nogen måde overhovedet. ”Mit ærinde med Elmyra er forbi.. og.. så at sige, så gik det ikke som jeg havde håbet på,” svarede han med en rolig og fattet mine. Han kunne ikke rigtigt gøre for, at det var hende som var for stædig til at lytte, så kunne han lige så godt gå videre med det næste som måtte stå på dagsordenen. ”Jeg har en ganske særlig ting som jeg ønsker at snakke med dig om.. nu hvor hun intet ønsker at have med mig at gøre..” Han vendte blikket mod de mange børn.. han kunne virkelig ikke lade være med at smile, han elskede virkelig dem.. nok mest på grund af et eget tab for mange år siden og nu ønskede han endnu en i hus.. en som Nathia kunne åbne sig lidt mere overfor og som hun vil kunne se på som en søster og som muligt også kunne hjælpe med at få udviklet det sprog som virkelig ikke måtte ligge på et niveau til en på 5. ”Jeg ved ikke om du kender til Nathia? Hun hed Emma før,” begyndte han med en rolig stemme. Han ønskede virkelig ikke at skændes og prøvede selv at skulle falde helt til ro igen. Den måde som Elmyra havde omtalt hans kære Liya på, var virkelig ikke noget som han bifaldte på noget tidspunkt!

[elmyra]

Præsten rystede på hovedet men lod det ligge for nu.. "ja.. Jeg kender hende godt.. Hun var vidst en varulv hvis jeg ikke husker meget forkert.." han tænkte sig lidt om.. "hvad med hende?" han tænkte lidt på elmyra.. Han vidste hvordan hun havde det.. Hun havde jo skriftet til han så mange gange.. Især de sidste par dage.. "jeg kan gætte mig til at hun vendte dig ryggen.. Lige siden hendes tilbagevenden fra hendes sidste rejse har hun siddet i vinduet og ventet på at du ville komme tilbage hertil for at se hende.. Hun er en speciel pige.. Jeg har haft hende i min skriftestol lige siden hun begik sit første drab.. Hun har svært ved at åbne sig.. Hun snakker ikke med nogen og hun kan ikke kontrolere sine følelser og mindst a alt sin vrede og når hun føler sig såret.. Hun åbnede sig for dig.. Hun begyndte at føle for dig.. Hun vidste at det var forkert men jeg tror at det at du har gået tilbage til din pige fik hende til at opgive si selv igen.." han smilede lidt.. "Elijah hørte jeres skænderi.. Han fortalte mig om det" forklarede præsten roligt og studerede Nathaniel

[Nathaniel Diamaqima]

Præstens ord gjorde faktisk ondt.. at vide at hun havde taget det så hårdt ,for ikke at glemme, at hun havde haft det så voldsomt hårdt også, det kunne han så sandelig heller ikke komme det mindste udenom på nogen som helst måde overhovedet. Han nikkede som det første. ”Varulv, det er sandt,” medstemte han med et stille blik. Han vendte blikket stille ned mod gulvet, ikke direkte i en skam og så alligevel. ”Se det.. det vidste jeg virkelig ikke.. Jeg ville jo bare undskylde for mit forrige møde med hende.. det gik ikke helt som det burde forstår du..” Han kløede sig let i nakken og med en let eftertænksom mine. Han havde virkelig tænkt så meget i det sidste og han ønskede sig virkelig bare tilbage til det som han havde haft før. Et liv i lykke med Liya ved sig og arbejde.. meget mere kunne man så sandelig heller ikke bede om overhovedet. ”Det ville jeg have prist hvis hun fortalte det til mig..” sagde han dæmpet og næsten skamfuldt. Han bed sig let i læben, hvis han da havde vidst hvor svært hun havde haft det, så kunne sagen jo have været helt anderledes i stedet for at de nu skulle stå her på deres første startpunkt og være tvunget til at skulle prøve en gang til og starte helt ud med det hele igen. ”Jeg ønskede jo ikke at skændes.. og det var så sandelig heller ikke meningen at Elijah skulle høre det.. hun er speciel.. dog meget stædig.. lidt for stædig.” mumlede han som det sidste og med en tydelig eftertænksom mine som han heller ikke kunne komme udenom. ”Vil du lægge et godt ord ind for mig fadder? Hun kommer næppe frem før jeg er taget af sted igen,” afsluttede han stille.

[elmyra]

"hun er stædig men hun er også stolt.. hu fortæller ingen om sine problemer ud over når hun er i skrifte.. hun har indtil videre kun fundet en hun følte at hun kunne snakke med... og han står foran mig nu" sagde han roligt og lod fortsat bliket hvile på Nathaniel.. Han vidste ikke hvorfor men han tog meget ofte elmyra under sin vinge.. han havde jo også kendt hende i mange mange år efterhånden.. man knyttede en slags bånd til folk efter så lang tid.. "det går nok.. Elijah har det med at lytte hvor han ikke skal. især når Elmyra er i nærheden.. han ser hende som sin mor hvilket jeg kun tror har øget hendes stress niveau.. hun er ikke klare til at blive "mor" når hun ike har noget at støtte sig op af.." han smilede let ved Nathaniels lille bøn om et godt ord.. "Kun du kan ordne dette.. ingen andre kan rede dig ud af dine problemer Nathaniel.. det burde du af alle kunne forstå."

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel nikkede stille til præstens ord, selvom det dog alligevel for hans vedkommende, virkelig var en ringe trøst. Han vendte blikket mod de mange små og med et ganske så blidt smil på læben. Han havde virkelig en svaghed for små børn, det kunne han heller ikke komme udenom.. kunne han, så havde han åbnet hjemmet for dem alle, selvom det dog var ham en tanke som måtte blive så urealistisk som det ville være dem overhovedet muligt at skulle se på, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. ”Hvis hun da bare havde fortalt mig det i stedet for at afvise mig på denne måde..” Han rystede stille på hovedet, ikke at det var ham en tanke som måtte gavne på nogen som helst måde overhovedet, det gjorde virkelig kun ondt meget værre for ham. Han havde virkelig været blind.. ”Jeg er jo stadig at snakke med, om hun ønsker det.. jeg bærer ikke nag, men den.. Uanset.. Hun ved at jeg vil støtte, hun kender mig så godt efterhånden.. hvis han stresser hende yderligere.. så kan jeg tage ham med mig,” indskød han roligt. Nok den mest spontane tanke som han nok havde gjort sig igennem livet, det var jo trods alt heller ikke noget som Liya kendte til og dog, så stod han altid på sine ord. Lille Elijah var han sikke på, vil kunne finde sig godt til rette indenfor hans døre. ”Jeg kom hertil i dag med to tanker og opgave for sindet.. undskyldningen til Elmyra og at finde en som Nathia forhåbentlig vil kunne gå godt i spænd med.. jeg har meget arbejde forstår du og som du sikkert har fundet ud af, så er jeg igen sammen med den samme kvinde.. jeg vil gerne give hende noget at pusle om, som vi også kan kalde for vores.” Han smilede et stille smil og nikkede så, måske at han var en frygtet mand blandt mange, men den kærlige faderlige side, havde han så sandelig. ”Det ved jeg fadder, men så længe hun intet vil have med mig at gøre.. hun lukker mig end ikke tæt på nu.. så er det umuligt for mig,” fortalte han roligt.

[elmyra]

Faderen grinede mildt.. "Du har stadig meget at lære unge Nathaniel.. i hvertfald om kvinder.." han smilede overbærende.. "og man kan hvad man vil.. det handler bare om at finde den rigtige fremgangs måde.." han vidste hvad han talte om.. Elmyra havde han haft mange problemer med selv.. hun ønskede for det meste ingen omkring sig og at have vundet hendes tillid var noget som faderen var meget taknemmelig over.. han tænkte lidt over at Nathaniel ville tage Elijah.. han vidste hvordan Elmyra ville tage det og Elijah ville ikke være meget bedre.. "Elijah vil ikke bliv glad for at blive skildt fra ELmyra.. men alle børnene har brug for et hjem og han er ingen undtagelse" han tænkte sig lidt om.. "Elijah er Varyl.. han er Lysvæsen og animagus.. dog har han vidst ikke forvandlet sig endnu.. og hvis han har er den eneste som ved det Elmyra" hans øjne hvilede på Nathaniel..

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel smilede et stille smil. Man lærte jo igennem hele livet, det var der ingen tvivl om.. selv der var han ikke noget undtag. Han vidste meget om en masse ting, men kvinder var stadig det væsen som han ikke ville kunne forstå sig på og faktisk også måtte tvivle på at han nogensinde ville klare at skulle forstå sig på overhovedet, det var heller ikke noget som han kunne komme udenom. ”Det er nok det væsen som jeg aldrig vil kunne forstå mig til fulde på, fader,” sagde han med et stille smil. ”Man lære igennem hele livet.. nok er jeg ved at være.. gammel i manges øjne.. jeg lærer endnu.” Han nikkede sigende. Selv der hvor det alligevel ikke måtte undre ham voldsomt at andre også havde haft problemer med hende, hun var virkelig stædig og alt for stolt til at de uanset ville få noget kørende, det var der heller ikke nogen tvivl om.. den eneste som kunne kontrollere ham på den måde, var Liya og det var sådan som det skulle være, det var der heller ikke nogen tvivl om. ”Lysvæsen og animagus?” gentog han eftertænksomt, han ville jo i så fald kunne fortælle og vise ham lidt til Nathias dyriske instinkter, det ville så sandelig heller ikke gøre ham noget, det var virkelig svært til tider og knægten havde et tydeligt udviklet sprog, der hvor hans egen lille pige lå ekstremt langt bag.. som han vidste af i hvert fald, hun snakkede jo løst og til tider kunne det være svært selv for ham at skulle sætte det sammen i den sammenhæng som hun havde ønsket det skulle forstås. ”Han har brug for et hjem.. jeg ønsker jo trods alt ikke at splitte dem. Jeg kan bringe ham på besøg og min dør er åben hos mig, i tilfælde hun selv ønsker at kigge forbi,” sagde han roligt.

[elmyra]

"Hun er en god pige men jeg tror jeg ved hvor du går fejl af hende.. du tror at hun er som alle andre.. og det bliver hun aldrig nogensinde.." han smilede lidt.. "Meget er hun men hun er ikke dum.. hun ved at du vil gve ham et godt hjem ligesom du gav Nathia det.. men ELijah er lille.. han ved ikke at det er bedre for ham at komme ind i et hus.. han holder meget af Elymra.. mere end du måske lige regner med.. Men jeg synes du skal tage ham med.. Men hold et godt øje men ham.. han har lige lært at orbe.. han er ikke til at styre på en halv tønde land er jeg bange for" en lille beskeden latter undslap hans læber og han smilede endnu en gang til Nathaniel.. "Men om hun vil komme og besøge dig tvivler jeg på.. hun kunne jo ricikere at støde ind i din pige og det tvivler jeg på hun har nogen som helst intentioner om.. overhovedet"