A visit from an old friend..?

[Nathaniel Diamaqima]

”Jeg har aldrig nogensinde påstået at Elmyra er som alle andre,” modargumenterede Nathaniel med en rolig og fast mine. Hvis der var noget som han havde lært for så mange år siden, så var det at en bog så sandelig ikke skulle dømmes på omslaget, selv dens indhold kunne være meget interessant og det var noget som han var udmærket godt kendt med på alle led og kanter efterhånden. ”Han skal nok lære det som hun også skal gøre det, fader.. det er hjerteskærende at se de mange børn uden noget andet sted at søge til.” Han vendte blikket mod dem. Han havde tabt selv, deraf også hans egen store og tydelige svaghed for de mindste, de havde jo intet at skulle gøre.. de kunne ikke gøre for den elendige start som de havde fået af mange forskellige grunde. Han kunne ikke lade være med at smile. ”Det skal da meget hurtigt gå hen og blive interessant.. Tak for advarslen,” sagde han med en rolig og fattet stemme. Han havde dog intet imod at skulle tage den udfordring op på nogen måde overhovedet. ”Jeg tvivlede nu alligevel på det.. hvis du bare ville lægge det ord ind for mig.. hun vil nok lytte mere til dig end det som hun vil gøre til mig, så har hun mig stadig.. hvis hun vil som ven.. Liya er ikke altid til stede og det er sjældent nok i forvejen, at jeg faktisk er sådan.. i samme rum med hende..” Han havde meget at lave som en kongelig rådgiver og det var der heller ikke nogen verdens tvivl om overhovedet. ”Nu hvor vi er inde på det.. til Nathia så søger jeg en som er mere på hendes plan og niveau.. Et blidt væsen.. som en engel.. en pige.. noget som du kunne introducere mig til?” indskød han spørgende og med det blide smil. Plads til 3 børn havde han da i den grad, det var der ingen tvivl om. Han ville med glæde åbne hjertet for flere end som så, selvom han måtte tænke realistisk.

[elmyra]

"jeg kan ikke gøre noget for dig med hensyn til Elmyra.. kun du kan gøre det.. og du skal selv finde ud af hvordan.. jeg er en mand af gud og folk skal jo selv finde deres løsninger" han smilede lidt.. "hmm.. en pige.. en engel.. hmm.. vi har vidst en.. hun er ude bagved.." sagde han roligt og rejste sig.. "hun er lidt en outsider fordi hun har de små vinger.. mange af børnene er stadig så små at de ikke forstår det.. men de ældre børn har hun det fint med" han åbnede døren og førte Nathaniel ud af den og igennem huset ud til tilbygninhen.. han kaldte en lille pigen hen til dem og satte sig på hug ved hende.. "Denne mand snakker om at han vil give dig et hjem" smilede han roligt til hende.. den lille piges øjne glimtede da hun kiggede op på nathaniel.. "Var ... var det ..... du der rede os fra ild?" spurgte hun med spinkel stemme og tænkte på dne dag hvor det gamle børnehjem var brændt..

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel sukkede lettere opgivent af hans ord, det var ham virkelig ikke en trøst og specielt ikke ved tanken på, at han ikke kunne komme tæt på Elmyra uden at skulle blive afvist på det groveste. Hun havde virkelig for afvisende til at han kunne gøre noget med det .. og i hans øjne, så måtte hun virkelig også bare acceptere kendsgerningerne som de var – at der intet kunne ske dem imellem. Han havde Liya og det var sådan at det skulle være. Han ønskede det ærlig talt ikke anderledes. ”Det lyder glimrende,” sagde han med et stille smil og gik roligt med faderen ud bagved og hen til den lille pige. En sød og bedårende lille pige var hun bestemt. Nathaniel gled stille ned på knæ ved siden af og med blikket hvilende på hende. Han ønskede ikke at fremstå som skræmmende, som hans mange rygter efterhånden måtte sige derude i omverdenen, det var heller ikke noget som han kunne komme det mindste udenom overhovedet og det var virkelig ikke en tanke som faldt til med nogen former for behag i det hele taget. Han nikkede. ”Jeg hjalp jer fra ilden,.. sammen med Pyri,” sagde han roligt. Det havde vel været meningen at han skulle have været der. Han hævede hånden og lod den stryge hende varsomt over hovedet og med det næsten så faderlige smil på læben – det helt samme som han altid sendte til Nathia hjemme. ”Kunne du tænke dig at få et hjem.. og komme hjem til mig og min familie?” spurgte han med en rolig stemme. Alt i alt, var det meget vigtigt for ham at børnene var lige så kin som det han selv var på lige netop dette, det var der heller ikke nogen tvivl om på nogen som helst måde overhovedet..

[elmyra]

det lille pige kiggede meget længe på ham mens han rørte ved hende og snakkede til hende.. hun nikkede da han spurgte om hun ville have et hjem.. det ville hun meget gerne.. faderen smilede.. "Hende og Elijah er også gode ved hinanden.. det skal nok lykkes" sagde han mildt.. rundt om hjørnet kom Elijah stormende.. "Jeg skal ikke med han der!" sagde han stædigt.. "jeg skal blive med Pyri og ikke med den onde mand!" han var virkelig stædig ham den lille.. han ville virkelig ikke med Nathaniel.. han havde hørt ham og Elmyra skændes og han tog som altid hendes parti.. han kendte jo ikke til problemerne med ay være boksen og hvor svært det kunne være.. "Jeg vil ikk!" han vendte rundt og løb ind i huset og op af træppen.. han kom løbend eind til Elmyra og svag sig i hendes arme.. "Onde mand vil tage mig med væk" han begyndte stille at hulke i hendes favn..

Elmyra havde selv siddet og grædt og blev nu dybt overrasket over at Elijah kom styrtende ind til hende.. at han så måtte svinge sig i hendes arme og begynde at hulke fik hende hurtigt til at tænke på hvorfor han gjorde det.. hun sukkede svagt og holdt ham tæt ind til sig.. "Elijah.. han er ikke ond.. Du kan ikke få et bedre hjem end hos Nathaniel.. Kan du huske Emma??" Elijah nikkede stille og græd fortsat i hendes favn.. "Hun bor hos ham.. hun har det godt.. du vil også får det godt det" tårene faldt men denne gang ikke på grund af nathaniel men fordi hun vidste at hun nu ville miste Elijah.. "Men ... men ... Jeg ... jeg vi-iil ikk!" græd han og trykkede sig ind til hende.. "Jeg vil blive hos Dig Eli sukkede stille og rejste sig med ham i favnen.. hun gik roligt ned af trappen med ham og ventede til at Præsten og Nathaniel ville komme tilbage til huset..

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel smilede et glad og tilfredst smil til den lille pige. ”Hvad hedder du?” spurgte han med en rolig og let nysgerrig mine. Han ville virkelig give hende alt det som hendes hjerte ville begære og det ville han gøre kun fordi han havde lyst.. hun fortjente det, også selvom hun virkelig Han nikkede til præstens ord, det gjorde det så sandelig også meget lettere for ham på denne led, det kunne han heller ikke komme det mindste udenom på nogen som helst måde overhovedet. Han vendte sig hurtigt mod Elijah i stedet for, da hans stædige og faste tone skar igennem luften og hurtigt måtte tiltrække sig af hans egen opmærksomhed. Ond mand..? Hvor kom den kommentar fra?! Selvom han ikke selv nåede at skulle få sagt så meget som et eneste ord inden han var vendt om og løbet indenfor. Han tog den lille pige op på armen ligesom han havde gjort med Nathia og stadig gjorde når hun skulle lægges i seng. Han ønskede virkelig at fremstå som den far som de virkelig ikke havde haft og det var der, han håbede at Liya kunne stå som deres mor. Hendes passion for børn – ligesom hans egen, var ham jo stadig ganske så ukendt, det var jo ikke ligefrem det som de havde snakket om at skaffe sig. Han holdt hende trygt på armen, da han stille valgte at skulle bevæge sig indenfor. Han mente ikke at skulle påføre hende mere skade ved at fjerne noget af det som hun selv så åbenbart var knyttet til, men som hun selv havde sagt, så skulle de jo have et hjem og det var lige netop det som han ønskede at skulle give den lille dreng såvel som den lille pige som han stod med i øjeblikket. Han gik indenfor og nåede at skimte Elmyras skikkelse ved trappen hvor han alligevel valgte at skulle stoppe på. De mørke øjne hvilede fast på hendes skikkelse og alligevel med den samme rolige udstråling som altid. Han havde stadig ingen grund til at skulle hidse sig op overhovedet. Græd hun?

[elmyra]

Elmyra kiggede kort på nathaniel og kiggede så på Elijah.. "Det skal nok gå.. vær stærk.. du får et godt hjem Elijah.." hviskede hun stille men Elijah forblev stædig.. "Neij!! Han er ond mand! Vil ikke med.. vil blive her" Han begyndte at græde igen.. noget som måtte gøre så forfærdeligt ondt på Elmyra.. hun trak vejret i stød.. "Elijah.. du må ikke græde.. Nathaniel er ikke ond.. han er en god mand og han er god ved børn.. det var ham som hjalp os ud af det brændende hus.. Kan du huske det" hviskede hun blidt og lukkede øjnene.. Elijah nikkede stille.. han græd bare fortsat, som var han blevet pisket.. det måtte virkelig smadre elmyras i forvejen triste sind.. hun vendte sig væk fra nathaniel og kiggede Elijah i øjnene.. "Nu må du være stærk.. for os begge to.." Elijah nikkede stille.. "men ... men jeg har ikk' lyst mor" hans gråd var ikke lige så hjertesskærende længere.. Eli hørte hvad han kaldte hende hvilket ikke gjorde det nemmere for hende.. "Såså Elijah.. det hele skal nok gå.. det lover jeg dig" hviskede hun blidt og kyssede ham på kinden.. hun elskede virkelig børn og især ELijah.. han var hendes lille engel

[Nathaniel Diamaqima]

Selv for Nathaniel, så var dette noget som faktisk gjorde frygtelig ondt at skulle se og betragte på denne måde, selvom han var fast besluttet på at dette var en handling som ville være det rette. Hun styrede et børnehjem.. hun kunne virkelig ikke påtage sig meget mere end det som hun havde gjort allerede nu og det var der heller ikke nogen tvivl om. At hun så igen stille måtte vende sig væk fra ham, var så heller ikke nogen trøst for ham på nogen som helst måde overhovedet, det kunne han så sandelig gerne stå fast ved også på denne måde. Han sukkede dæmpet og gik stille ned i knæ, hvor han satte den lille pige ned endnu en gang og strøg hende over håret inden han igen måtte vende sig mod Elmyra og lille Elijah. Han valgte stille at skulle gå dem i møde og stillede sig ikke langt bag dem. Han kunne tydeligt høre det.. en hjerteskærende afsked i hans øjne, det var så tydeligt at se og noget som så sandelig påvirkede atmosfæren om dem, ikke videre behagelig på nogen som helst måde overhovedet, selv ikke for ham. Han hævede hånden og lod den ganske forsigtigt falde mod hendes skulder. ”Du skal vide, at det virkelig ikke er for at skulle skille jer fra hinanden.. Jeg vil bringe ham på besøg så ofte det er muligt og døren hjemme ved mig, er altid åben for dig,” sagde han stille. Han mente dog ordene tydeligt og ærligt, aldrig kunne det falde ham ind og lyve og nu hvor hun endelig havde valgt at skulle komme frem igen, så kunne man da give det et forsøg? De mørke øjne faldt til hendes skikkelse i håb om at hun ville gengælde blikket. ”Alle fortjener at have det godt.. dig ikke mindst,” påpegede han med en alligevel ganske så alvorlig stemme.

[elmyra]

hun kiggede ikke mod ham men hun hørte ham komme nærmere.. han talte til hende og hun kiggede på Elijah.. hun vidste hvordan han ville reagere hvis hun intet gjorde.. hans foragt for Nathaniel ville blive større og Nathaniel ville få en endnu mere umulig opgave.. "Han fortjener det.. det gør han virkelig" hun vendte sig mod nathaniel og nok var hendes stemme blid men hendes øjne gjorde det mere end klart at hun kun sagde sådan fordi Elijah var i nærheden.. hun satte ham stille ned og kyssede ham på panden.. "Du er en stor dreng Elijah.. DU skal nok klare det" Elijah græd stadig og puttede sig ind til hende uden planer om at give slip.. og mens han var beskæftiget sendte hun nathaniel et koldt blik og fjernede hans hånd fra hendes skulder.. han skulle ikke røre ved hende.. hun kiggede ham over skulderen på den lille pige og smilede let til hende.. en engel.. hun vendte ikke blikket mod nathaniel men stod bare og nussede Elijah.. "Pas godt på ham.. han er den eneste jeg har" hendes stemme var rolig men hun var sikker på at han ville forstå budskabet..

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel tog det tydeligt som et hårdt slag, da hun endnu en gang skulle ende med at afvise ham på denne måde, det var virkelig ikke en tanke som han brød sig det mindste om på noget som helst tidspunkt overhovedet og det kunne han gerne stå ved. Han ønskede vel blot at hjælpe, selvom hun virkelig kun måtte gøre det hele så voldsomt besværligt for hans eget vedkommende. Han lod hånden falde ned ved siden af sig selv og med blikket hvilende på hendes skikkelse og uden at skulle se det mindste væk fra hende på noget tidspunkt. ’Du hjælper virkelig ikke til’ mimede han da hun sendte ham det faste blik over Elijas skulder. Han nikkede ganske stille til hendes ord, det var i hvert fald noget som han kunne love hende, at han skulle gøre alt det som stod i hans magt for at give den unge knægt et liv som det var fortjent, hvis han da bare ville lade ham gøre det, det var jo så selvfølgelig en helt anden ting, det kunne han da heller ikke komme det mindste udenom overhovedet på nogen som helst måde overhovedet. ”Det kan jeg give dig mit ord på,” lovede han oprigtigt. Han lod armene folde sig over brystet og med den alligevel ganske så alvorlige mine. Om det ville blive muligt, ville han selvfølgelig gerne have et ord med hende inden han ville tage dem begge med sig tilbage til Manjarno. Det var og blev stadig en meget lang tur på hesteryg. ”Jeg vil gerne snakke med dig.. under fire øjne,” indskød han med en rolig stemme. Han ønskede ikke at forlade stedet i ren uvenskab.. det var virkelig noget af det værste og han vidste jo alligevel, at han havde rigeligt med folk på nakken af den grund.

[elmyra]

Elijah gik over til den lille pige og hviskede noget i hendes øre.. "Elijah!" sagde Eli og han rødmede.. han nikkede blot og gik med hende ud i tlbygningen for at finde deres ting.. Præsten gik med dem og efterlod Eli og Nathaniel alene.. Eli lagde armene over kors og lod blikket hvile på ham hun var ligeglad.. "Dine ord er mig ingen trøst Nathaniel.. men det er de eneste jeg har.. Hvad vil du mig?? jeg må snart afsted inden det bliver for sent.." hendes stemme var følelsesløs.. hun var virkelig ikke den eli som han havde mødt for så mange dage siden.. hun lod en hånd køre igennem sit hår og kiggede ud af vinduet som var i gangen.. "Solen har snart nået sit højeste" denne oplysning var nu mere til sig selv end til ham.. hun måtte snart afsted hvis hun skulle nå det hun ville.. hun vidste at han ville blive vred på hende men der var intet at gøre.. Elijah måtte klare sig selv hos nathaniel..

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel sukkede indædt og næsten opgivende. Han genkendte hende ærlig talt ikke.. han genkendte ikke den kvinde som han stod overfor. Den som ville gøre absolut hvad som helst for de mange børn.. hvorfor var hun blevet sådan udelukkende ved hans besked om at han endnu en gang havde Liya ved sig.. han havde jo aldrig nogensinde set på sig selv som fri selvom hun ikke havde været der.. det var den lille ting som hun sikkert aldrig nogensinde ville kunne forstå sig på.. og ej heller gjorde han. De mørke øjne fæstede sig direkte til hendes skikkelse, han vidste jo at præsten havde ret, at han ikke kunne lade dette gå.. de måtte i det mindste få ordnet op.. eller bare prøve på det i det mindste, det var virkelig noget af det som han havde sat som en tydelig førsteprioritet. Også for hans eget vedkommende. ”Hvorfor og hvordan dukkede denne stridsøkse op, Elmyra?” spurgte han stille, måske ganske så direkte, men det var virkelig noget som bare pludselig havde plaget ham og noget voldsomt også endda, det kunne han heller ikke komme det mindste udenom på nogen som helst måde overhovedet. Han tog et stille skridt mod hende. ”Jeg siger dem ikke fordi at de skal trøste det mindste.. måske en anelse. Jeg beder dig om at tro på mig og mine beslutninger.” Han hævede hånden frygtelig forsigtigt og lod den varsomt stryge mod hendes kind. Måske havde han ikke kendt hende længe, men denne passion var noget som de delte. ”Disse børn har brug for dig.. jeg vil lade dig se ham.. min dør er åben for dig til enhver tid.. husk det nu.” sagde han med en rolig og ganske så alvorlig stemme alligevel.

[elmyra]

Da han gik tættere på hend trådte hun bare længer væk fra ham og da han Blidt lod sin hånd stryge ned over hendes kind fjernede hun den med sådan en kræft at der ikke var noget tvivl.. Han skulle bestemt ikke røre ved hende.. "tjo den startede i procias" sagde hun koldt.. Du er fandme så ynkelig.. Hun forlod dig, slog dig næsten halvt ihjel fordi du ikke sov, ikke spiste og var ved at arbejde dig selv ihjel.. Og nu kommer hun så tilbage o beder dig om at tage hende igen og så gør du det fandme?!" hun stoppede op og tog en dyb indåndig.. "jeg vil ikke se til hvis hun forlader dig igen.. Jeg vil ikke se dig ryge tilbage i den sorg.. Det nægter jeg.. Det var alt jeg havde at sige.." hun vendte rundt og gik ind på præstens kontor.. Hun fandt nogle papire frem og smed på bordet til ham.. "du skal skrive under" sagde hun.. Hun havde smidt tre stykker papire.. Hun tog det ene op og rev det i stykker ogsmed det i affaldsspanden og så gik hun ellers over til vinduet og ventede på at han gik..

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel sukkede indædt og rystede stille på hovedet. Det kunne virkelig ikke være rigtigt, at der ikke skulle mere til for at plage hende end det? ”Hun gik fra mig på en måde, men aldrig den følelsesmæssige måde, Elmyra.. Der er virkelig en stor forskel.. Du kender hende ikke. Hun har sine problemer som kræver at hun må trække sig væk i tide og utide.. hun har meget at tænke over.” argumenterede han. At Liya var psykisk syg og direkte var afhængig af ham, var jo så en ting som han undlod at nævne, det var jo ikke noget som han direkte ville ønske i det direkte søgelys på nogen som helst måde overhovedet og det kunne han gerne stå ved også således. ”Du kender hende ikke.. havde det været tilfældet, er jeg sikker på, at du ville se anderledes på hende.. og på mig,” sagde Nathaniel med en lige så alvorlig og tydeligt skuffet mine. Hun havde absolut ikke nogen grund til at skulle dømme Liya som hun gjorde og det var kort sagt ikke noget som han fandt sig i! Hans blik fulgte hende ind på præstens kontor hvor han blot endte med at gå efter. Blikket strøg kort over papirerne. ”Og hvad er det?” spurgte han med en rolig og fattet stemme, selv med blikket som endnu en gang måtte falde mod hende. Direkte havde han ingen tanker om at skulle gå sådan lige foreløbig, i det mindste ikke før hun ville lytte til ham i stedet for at være så helveds stædig.

[elmyra]

"man forlader ikke de mennersker som man elsker og som elsker en retur.. det er forkert og der er absolut ingen undskyldning .... heller ikke for Liya" sagde hun hårdt.. det var tydeligt at det ikke kun var ment på Liya men meget generalt.. "og jeg vil ikke kende hende og jeg vil heller ikke kende dig.. jeg er ligeglad med hvilken grund hun har eller hvilken grund du mener at hun har.. at forlade en på den måde hvor kærligheden er så stor, som jeg kan se at den er, er simpelthen utilgiveligt over alle grænser.. jeg ville ønske at jeg aldrig havde mødt dig.. jeg havde det meget bedre før du dukkede op.. Kan du ikke bare tage Elijah og den lille pige og så forsvinde.. der er ikke mere for os to at sige til hinanden" hun rodede lidt med sit hå og lod så endelig blikket glide over ham på.. "adoptions papire.. en ting jeg har fået indført så vi ved hvor vi sender børnene hen.. dem jeg rev over var den jeg selv skulle underskrive for at få Elijah.. men det kan jeg jo godt droppe nu" hendes stemme gik om muligt fra kold til isende.. der var mere end bare vrede i den men decideret had.. hun hadede at skulle skildes fra Elijah, men hun kunne intet gøre.. præsten havde sagt god for det og hun bestemte ikke her så hun havde intet at skulle have sagt..

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel sukkede lettere opgivent og himlede svagt med øjnene, da han lod hænderne falde over kors. Han vidste hvordan Liya havde det med mænd, at der var så meget som gjorde hende så usikker i nærheden af andre og det var jo også derfor at han accepterede at hun havde brug for den tid for sig selv.. han vidste jo at hun ville komme hjem igen, det var vel også det vigtigste? ”Liya er så sandelig undskyldt.. Du kender hende ikke og du har ingen anelse om hvorfor hun vælger at gøre som hun gør..” Han endte med at tie ved hendes ord.. at hun direkte fortrød at hun havde lært ham at kende. Det gjorde faktisk ondt. Han kneb øjnene let sammen og bed mere eller mindre bare det hele i sig. Han sukkede indædt og rystede let på hovedet. ”Du tager det virkelig alt for tungt.. Ønsker du ham.. han ønsker jo trods alt også at være ved dig. Jeg ønsker kun Elijah det bedste, som jeg ønsker dig det samme,” påpegede han med en lettere alvorlig tone. Han vendte sig mod papirerne, hvor han uden så meget som at tøve, skrev under på den som gjaldt den unge engel. Han vendte sig mod hende og med de alligevel alvorlige mine som han ikke kunne lægge det mindste skjul på, på nogen som helst måde overhovedet. Han ville virkelig ikke knuse hende mere end det som det så ud til at han allerede havde gjort. Knægten ville blive en mundfuld, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. ”Ønsker du at beholde ham så sig det til mig, Elmyra.. teknisk set kom du jo først ved at have de papirer færdige og klare,” sagde han med en kortfattet tone. Hendes stædighed var ærlig talt ved at gå ham ganske meget på nerverne og det gjorde ham virkelig kun så voldsomt irriteret.