A visit from an old friend..?

[Nathaniel Diamaqima]

Det var højlys dag og Nathaniel havde endnu en gang valgt at skulle tage den lange tur til Imandra og New Dale. For en gangs skyld, havde han ladet Nathia blive hjemme.. det var virkelig på tide at de måtte lære hinanden bedre at kende og faktisk også acceptere hinanden. Han vidste at Nathia kun stolede på ham, men det måtte ligesom også kunne vises til hende.. det var virkelig så ekstrem vigtigt. Denne gang hvor han faktisk kom ridende på hest. Det var virkelig alt for risikabelt for hans vedkommende at skulle komme til fods som han normalt ville have gjort det, også selvom dette jo alligevel havde cuttet hans rejsetid ned med adskillige timer og muligvis dage. Han kunne fint bruge ekstrem lang tid på dette, det havde han virkelig altid gjort. Hesten som han havde haft i en let galop igennem de sidste mange kilometer og uden nogen lille pige i favnen.. han var virkelig tvunget til at skulle holde øje efterhånden, det var virkelig livsfarligt at bevæge sig ude efterhånden og han ventede mere eller mindre selv på at blive sendt i marken.. han var ganske så sikker på, at det nok skulle ske før eller siden faktisk. Hovene som slog fast mod de mange brostensbelagte sti som ville føre ham direkte til børnehjemmet. De var vel alle oppe på denne tid.. det var ikke tidligt, men det var så sandelig heller ikke sent. Den store gård som lå lige ved børnehjemmet, var der hvor han tvang hesten til at stoppe op og hoppede af, hvor han roligt lod den græsse. Han strøg den roligt over mulen og med en rolig mumlen af det som kun måtte lyde som latinske ord idet han roligt begav sig op mod børnehjemmet. En bygning som efterhånden kendte ganske så godt, det var langt fra første gang han aflagde en visit til dette sted. Han nåede roligt døren, hvor han ganske enkelt bankede på.

[elmyra]

Elmyra havde begvæget sig til imandra efter hun havde forladt nathaniel i Procias.. hun havde aldrig i hele sit liv haft det så dårligt.. hun havde endda grædt på vejen og straffet sig selv for det.. hendes højre hånd var bundet ind.. den var højest sandsyneligt brækket.. lige nu sad hun på sit værelse.. hun havde fået en dag hvor hun bare kunne slappe af.. normalt lavede hun maden for børnene og legede med dem og ikke mere end det.. det havde været præstens ordre.. HUn hørte en svag banken mens hun sad på sin seng.. roligt gik hun hen til døren og åbnede den så lidt på klem at hun kun lige kunne se ud af den.. præsten kom uden fra køkkenet og åbnede døren.. "Nathaniel.. Mig en ære.. Hvad kan vi gøre for dem i dag?" præsten bøjede sig for nathaniel mens han roligt lod ham komme ind af døren.. Eli så Nathaniel og lukkede øjnene.. hun stod bare fastfrosset der.. hvorfor var han dog her?? hvad ville han?

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel følte ærlig talt, at han skyldte Elmyra en undskyldning.. deraf også en grund til at han var kommet denne lange vej, selvom han ikke decideret ville stå ved, at det som han havde gjort var forkert – hvis man så væk fra det faktum, at han virkelig havde taget vand over hovedet denne gang og at det så var det eneste som direkte var gjort forkert. At præsten måtte åbne døren var dog alligevel ganske så uventet. Han var jo vant til at det var hende.. sådan havde det i hvert fald været de sidste gange han havde kigget forbi. Han var i den grad i en bedre form nu. Han fik søvn og han fik faktisk også spist en hel del nu hvor han havde alt ved sig som det burde være. Liya var tilbage i hans liv og han havde lille Nathia.. hvad mere kunne han bede og spørge om? Han sendte præsten et roligt og ganske så neutralt smil. ”Jeg er her i et personligt ærende.. Pyri er vel til stede i dag formoder jeg?” spurgte han med en rolig og ganske så sindsfattet tone. Han lod hænderne falde roligt over kors. Han havde igen fået muskler og han var heller ikke så træt at skulle se på overhovedet.

[elmyra]

Præsten betraktede ham lidt.. han huskede tydeligt at pyri havde frabedt sig besøg fra ligenetop ham.. pyri lod sine øjne åbne og betraktede præsten.. han så ud til at overveje at sige det men hun håbede så inderligt at han ville lade være.. hun ville virkelig ikke se ham.. "Hun er ovenpå.. døren ligefremme" sagde præsten roligt.. det var tydeligt at han havde fået afvide at han skulle holde sin kæft.. han smilede let til nathaniel og lukkede døren efter ham før han så forsvandt ud i køkkenet.. Rasende lukkede eli døren og løb over til vinduet.. der var langt ned men det var det værd for ikke at skulle se på ham.. hun åbnede det og kiggede ned.. hun satte sig i karmen og lod sig lægge på maven.. sådan så hun kunne se døren og hendes ben og numse var uden for vinduet.. dette ville komme til at gøre forfærdelig ondt i hendes håndled.. det vidste hun jo kun alt for godt men der var intet at gøre.. hun lod sig glide ned så hun hang i sine hænder før hun slap og landede med et bump nede på græsset.. hun havde ikke slået sig sådan rigtigt men hendes hånd gjorde ondt..

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel kunne næsten gætte sig til, at hans besøg og nærværende var ganske uønsket, men han følte virkelig at han skyldte hende en undskyldning, ikke andet så for at se hvordan hun selv måtte have det siden de havde set hinanden sidst. Nathaniel nikkede roligt til præsten og med en rolig og fattet mine som han ikke skjulte det mindste overhovedet, da han roligt trådte indenfor. Stedet var tydeligt forbedret siden han havde været der sidst og med Nathia i sine arme også således, som han havde gjort det sidst. Han håbede virkelig at hende og Liya kunne finde ud af det sammen, der var virkelig ikke noget som han hellere ønskede for dem lige i øjeblikket. Han var underlig nervøs, at hun bare have givet ham den kolde skulder på den måde, havde faktisk gjort ondt og ladet ham tænke og muligvis også lidt for meget og på de lidt forkerte ting. Han havde aldrig selv oplevet at nogen anden havde vist ham den medfølende tanke som hun havde valgt at skulle gøre det på den måde og et sted varmede den tanke ham noget voldsomt også ,det kunne han ikke komme det mindste udenom overhovedet. Han gik hen til hendes dør, hvor han forsigtigt bankede på. ”Elmyra..?” kaldte han med en rolig og fattet tone, inden han varsomt tvang døren op. At værelset var tomt, skulle man være idiot for ikke at finde ud af, noget som alligevel påvirket ham meget. Havde hans visit været så frygtelig uønsket? Han nåede hurtigt hen til det åbne vindue, hvor han måtte få øje på hende.

[elmyra]

Eli lod roligt blikket glide op mod vinduet da hun tydeligt kunne høre Nathaniels stemme.. Den var hende noget så velkendt.. hun kunne ikke benægte at hun havde savnet ham selvom de jo ikke ligefrem havde skildes som venner.. hendes blik var trist og såret, samt en lille smerte var at spore i det.. hun ville vikrlig ikke og kunne virkelig ikke lige nu.. hun havde jo indset på det sidste at han betød mere for hende end han skulle og det var noget som gik hende nok så meget på.. han holdt jo ikke af hende på den måde og hun ville da være et fjols at håbe på at han nogensinde ville det.. hun skulle lige tilat rejse sig før et barn kom hen til hende.. det var kun en lille dreng som hun havde snakket meget med på det sidste.. hun var næsten blevet hans pleje mor.. "Pyri?? Du skal ikke stikke af.. huske nu hvad du selv har lærtmig.. problemerne gær olle væk fordi man løber fra dem.. de følger efter dig" eli kunne langt fra lade være med at smile.. at sådan en lille dreng skulle have så meget ret var jo noget så fantastisk.. hendes blik søgte kort vinduet igen.. hun ville ikke løbe men hvis han regnede med en kærlig velkomst så var det så langt fra det han ville få.. hun var stadig vred og såret over den måde han havde reageret på.. hun ville ham jo kun det bedste.. hun havde dog godt opdaet allerede at han så bedre ud nu, noget spom glædede hende noget så meget men hun vidste godt at det ikke var hendes skyld.. han havde ikke gjort et fordi hun havde sagt dewt.. det var hun evigt forvisset om..

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel var kun kommet denne lange vej for at skulle få reddet ud i de tråde som virkelig var så frygtelig kludret. Han havde taklet det på sin måde at skulle mangle Liya i hans liv og nu var det endelig ved at lysne op i enden af den mørke tunnel. Det var ikke første gang at han havde stået i den situation og han brød sig bestemt ikke om det og at være uvenner med hende, var da virkelig noget af det sidste som han ønskede skulle ske, det kunne han så sandelig gerne stå ved også på denne måde og det kunne han heller ikke komme udenom. Han ville ikke kunne hoppe ud af vinduet selv og han turde ærlig talt ikke at skulle vende om og løbe ud af huset i frygten for at hun ville være væk inden han ville nå frem. Den lille knægt som kom hen til hende, hvor han alligevel ikke kunne lade være med at smile – mere ret kunne man virkelig ikke give ham. Han nikkede stille. ”Knægten har ret.. kom nu ind, jeg ønsker kun at snakke med dig,” bad han med en rolig stemme. De mørke øjne søgte stille og roligt hendes eget blik og alligevel med en lettere tryglende maske som han ikke ville lægge det mindste skjul på overhovedet. Han lod hovedet søge let på sned. ”Tro mig.. jeg er ikke kommet denne lange vej fra Manjarno for at forblive uvenner..” Han gjorde et let hovedkast op mod værelset som et dog alligevel bedende udtryk som skulle melde sig i hans eget ansigt i håbet om at hun bare ville komme. Han kunne da næppe være så uvelkommen som han jo faktisk følte sig. ”Desuden.. så har jeg en ganske vigtig sag som jeg ønsker at snakke med dig om,” tilføjede han med en rolig og fattet mine, selv uden at smilet ville falme det mindste fra hans egne læber overhovedet.

[elmyra]

hun vendte hovedet mod Nathaniel.. "Jeg ved faktisk ikke om jeg vil snakke med dig mere.. jeg ved ikke om jeg overhovedet gider prøve!" hendes stemme var hård og det var tydeligt at han ikek bare skulle tro at fordi han var kommet så langt for at se hende så var det andet langt fra glemt.. hun kunne ikke glemme det.. ikke endnu og hun var hller ikke klar til at tilgive ham.. "Hvis du har noget at sige så spyt ud.." hun ville ikke gå med ham ind.. hun blev siddende der på græsset.. hun sendte den lille dreng ind i huset igen.. han skulle ikke lytte til deres skænderier.. henes blik var faktisk uden følelse da hun mødte hans.. hun var virkelig ikke glad for at se ham.. det kunne man langt fra påstå.. hun vidste ikke hvad han ville hende og en del af hende var ligeglad.. hun havde stadig følelser for ham men hun ville ikke vise dem.. hun ville gemme dem så lamgt væk at hun aldrig nogensinde ville kunne finde dem igen.. hun hadede det virkelig.. hun hadede at hun var vild med en som så absolut ikke ville have hende.. og det ville han jo ikke.. han kom sikkert bare fordi han var den kongelige rådgiver og han havde et omdømme at passe på!

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel sukkede lettere opgivende. At hun ikke ønskede ham her, var efterhånden ved at gå tydeligt op for ham og dog, så var han ligeglad. Han var bare ikke kommet hele denne lange vej for at skulle skændes og mundhugges, så havde han i den grad mange andre ting som han hellere ville tage sig af! Han blev stående i vinduet, dog alligevel ganske glad for at hun i det mindste måtte sende den lille knægt indenfor, dette var virkelig ikke noget som han skulle overhøre, selvom han dog hellere ville snakke med hende under fire øjne i stedet for på denne måde. Han kneb øjnene let sammen. ”Du har jo ikke givet et forsøg Elmyra.. andet end at stikke af, så snart jeg trådte ind af døren. Jeg er ikke kommet denne lange vej for at skulle mundhugges,” begyndte han med en tydeligt mere fast tone end det som han lige havde gjort brug af tidligere. Det var ærlig talt noget som kunne gøre ham ganske så irriteret og normalt så skulle der en hel del til af dette inden det nogensinde ville gå hen og blive aktuelt. Han holdt af hende, han var bekymret for hende, hvorfor pokker skulle han ellers stå der?! ”Jeg vil tale med dig under fire øjne.. desuden så skylder jeg dig en stor undskyldning,” indskød han med en alligevel ærlig stemme. Det var ekstrem sjældent at han skyldte nogen noget som helst, men lige her, var han opsat på at få den gæld af vejen. ”Kom nu med indenfor,” afsluttede han stille. Han ville ikke hæve stemmen.. det var virkelig unødvendigt.

[elmyra]

Eli kiggede op på ham.. hun var ligeglad, eller det var hun ikke.. hun prøvede at virke ligeglad men hun var stadig bare såret.. hun kunne ikke få de følelser for ham ud af hovedet og det irriterede hende mere end grænseløst.. forsigtigt tog hun sig til sin arm.. at hoppe ud af vinduet havde kun skadet hende endnu mere.. hun sukkede stille.. "Jeg kommer ikke ind.. Børnene skal ikke høre det her og huset er mere lydhør end du tror.. Du kan jo flytte din kongelige røv herud hvis du vil mig noget" hun bed sig hårdt i læben mens hun trykkede på sin hånd.. den var ikke helt god måtte hun jo nok erkende. hun bemærkede hans faste tone og hun kiggede op på ham.. "du kan godt droppe den der tone.. du bestemmer ikke her og du bestemmer slet ikke over mig.. hvis du virkelig vil tilgives så dropper du med det der kontrol for ellers så kan du godt gå ingen" hun ville virkelig ikke at han var så hård.. hun stilte sig så kraftigt på bagbenene hvis han fortsatte det der.. det kunne hun ikke snuppe og slet ikke i eget hus..

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel sukkede lettere opgivent og nikkede så til hendes ord. Han brød sig dog bestemt ikke om hendes tonefald på nogen som helst måde overhovedet. han var virkelig ikke kommet denne lange vej for at skulle skændes med hende, han hadet virkelig den tanke på alle tænkelige måder og han hadet desuden også at skulle skændes.. det førte virkelig kun ondt med sig. Som dug for solen, endte han med at skulle forsvinde og dukkede op ganske kort fra hende igen. Selvom dette dog var relativt let magi, så var det noget som så sandelig også måtte tage på hans egen energi. Hans ben vaklede en anelse ustabilt til han selv måtte tvinge sig til at skulle stå helt ret igen. Han lod armene falde i fold over hans ryg idet han gik mod hende. Han ønskede at snakke med hende alene og uden at nogen unger skulle lytte til det, det var virkelig ikke noget som måtte vedkomme dem på nogen måde overhovedet. ”Jeg ville prise mig lykkelig hvis du kunne undlade den tone overfor mig, Elmyra.. Jeg er her kun i et fredeligt ærinde.. og den undskyldning som jeg skylder dig fra sidst,” indskød han med en kortfattet og alligevel ganske så ærlig tone. At han overhovedet ville undskylde, var dog noget som man i den grad måtte anse som noget stort, det var virkelig noget af det som hørte til de mest ekstreme sjældenheder i hans egen tilværelse, det var der ingen tvivl om.

[elmyra]

Eli kiggede bare roligt på ham.. hun gad virkelig ikke.. "Hold op med at prøve at kontrolere alting.. du er i min vold.. du er i mit hus.. opfør dig derefter" hun klynkede kort og næsten lydløst over sit håndled og kiggede så op på ham igen.. "Jeg lytter" hun ville lytte til hans undskyldning.. det var jo af ren høflighed.. hun sukkede helt lydløst og gemte alle følelser for ham væk.. hun ville virkelig ikke tænke sådan om ham.. ikke mere og ikke længere.. hun ville ikke give sig selv håb for noget som aldrig ville blive.. hun vidste ikke en gang om hun havde lyst til at fortsat at se ham.. det var jo nok også bedre for dem begge at de bare holdt sig for sig selv.. hun kørte en hånd igennem det lange røde hår og lod blikket hvile på ham.. hendes øjne viste tydeligt at hun prøvede at skjule noget mens hun holdt dette neutrale blik

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel sukkede opgivende, det var da kun almænd høflighed at skulle kunne føre en samtale uden at skulle bruge skældsord eller noget andet som blot måtte minde om den negativitet som hun viste ham lige i øjeblikket. Han brød sig så sandelig heller ikke om det overhovedet. Havde det ikke været fordi at han nu var på hendes hjemmebane, så havde han så sandelig heller ikke været så rolig som han var lige i øjeblikket, det kunne han heller ikke komme udenom. Han gik roligt mod hende og med det ganske så rolige og halvvejs bekymrede blik. ”Du er kommet til skade,” bemærkede han stille. Han nåede hende roligt og gik stille ned i knæ lige ved hende og med det rolige og faste blik hvilende på hende. Han skyldte hende en undskyldning, udelukkende fordi at han vidste, at hun havde haft ret.. han havde påtaget sig for meget og glemte at skulle tænke på sig selv. Hendes følelser var noget som var ham ganske ukendt, og dog, så måtte han da kun stå ved, at han holdt af hende. ”Jeg burde have lyttet til dig dengang jeg mødte dig sidst Elmyra.. jeg havde virkelig brug for det afbræk af en pause,” sagde han stille. ”Jeg undskylder virkelig for in opførsel.. det burde aldrig have været sket,” indskød han stille. Han mente ordene oprigtigt, hvis der var noget som han bare ikke kunne fordrage selv, så var det at skulle lyve. Han hadet det virkelig!

[elmyra]

Eli tog hånden til sig.. "det skal du ikke tænke på" sagde hun stille og rystede på hovedet.. han sulle ike bekrymre sig.. slet slet ikke.. det ville hun ikke have.. at han så måtte undskylde så oprigtigt var ham kun en fordel.. hun nikkede stille.. "Det havde du.. og du havde brug for mad.. Men du var for stædig til at lytte.. På grund af din ex.." hun rystede på hovedet.. "Men jeg godtager dig undskyldning og dog .. du er stadig ikke helt i god jord endnu" hun ville gøre ham opmærksom på dette.. hun havde nok godtaget hans undskyldning men der ville gå noget tid før hun ville være overfor ham som hun havde været det før.. "Jeg kan se at du har det bedre.. du får vidst spist og sovet lidt.. hvorfor nu??" hun lagde hovedet let på skrå.. "det ser ikke ud som om at det er min fortjeneste.. for så ville du se mere frisk ud" hun lukkede øjnene og kiggede så stille væk fra ham

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniels blik hvilede roligt på hende og alligevel med den ganske så faste mine som han ikke vendte det mindste væk på nogen som helst måde overhovedet. Han ønskede virkelig ikke at være uvenner, men at finde ud af det og af den situation som de sad i lige netop i dette øjeblik, det var virkelig det som var ham selv det vigtigste lige for tiden og det var ikke noget som han kunne komme udenom på nogen som helst måde overhovedet. ”Det er den måde jeg altid har reageret på.. det var virkelig ikke min mening, at det skulle gå udover dig,” forsikrede han med en rolig og fattet stemme. Han vidste hvor forkert det var at gøre det på den måde, han kendte bare ikke til andre måder hvor han kunne takle det bedre på end det som han havde gjort lige der og da, det kunne han heller ikke komme det mindste udenom overhovedet. At han endnu ikke var inde i varmen, var han dog tydeligt klar over, det ville da først have undret ham om det ville være tilfældet efter så utrolig kort tid, det kunne han heller ikke komme det mindste udenom overhovedet. Han nikkede. ”Jeg har det meget bedre nu.. jeg kan sove og jeg kan spise. For ikke at glemme, at jeg faktisk hviler… min eks.. vil jeg ikke kalde hende.. hun er tilbage sammen med mig,” forklarede han med en rolig og fattet mine. Bare tanken og han kunne smile. Han elskede virkelig Liya. Nu manglede det jo bare at hun kom godt ud af det med lille Nathia, det var jo ligefrem det største hinder som stod dem for i øjeblikket. ”Hun kom hjem igen.. vi snakker igennem det hele og håber igen at få det til at køre som det gjorde før i tiden.. mit lys dukket op i mit mørke,” afsluttede han roligt.