A visit from an old friend..?

[elmyra]

"Det betyder vel bare at i begge er lige håbløse i kærlighed.. Så kan du vel også gå lidt fra hende og så er i jo kvit.. Ved du overhovedet hvad ubetinget kærlighed er eller nyder du bare at blive trampet på??" hun rejste sig og gik over til døren.. "Tag ham.. præsten har sagt god for det.. han er den som sidder med magten over børnene.. jeg har intet at skulle have sagt" hun gik ud af rummet og bevægede sig op af trappen.. roligt greb hun sine ting og gjorde sig klar til at rejse og så gik hun ellers ned og ventede på Elijah for foden af trappen.. hun blev virkelig nød til at sige farvel til ham.. hun lukkede øjnene og enkelte tåre faldt.. var det nu det rigtige valg at gøre sig?? hun bed sig i læben.. hun var sikker.. Så meget lidelse som havde forkommet i hendes liv gjorde det ikke længere værd at leve.. det gode kunne ikke hamle op med det dårlige..

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel sukkede lettere opgivent. Hun forstod sig virkelig ikke på den situation som de havde siddet i til nu, det kunne han da se og mærke på hende og hendes ord i forsvar, som bare ikke gav det mindste mening for ham på nogen som helst måde overhovedet. Han tog igen om pennen og fik underskrevet det andet stykke papir og skubbet dem let frem for sig også. Han vendte sig mod hende og med et tydeligt opgivent blik. Han ønskede ikke at være uvenner med hende, men hun måtte da kunne se, at dette ikke ville føre nogen vegne hen? Han lod papirerne ligge og gik tilbage til gangen. At hun var ked af det, kunne han tydeligt se og alligevel, så var det noget som måtte påvirke ham en hel del, og den tanke gjorde faktisk voldsomt ondt. De mørke øjne faldt hurtigt til hendes skikkelse. Nu ville han jo egentlig bare lade hende tage afskeden i fred og så ville han sætte næsen hjemover mod Manjarno. ”Jeg må bede dig om en ting før jeg rejser.. Ikke gør noget dumt,” bad han med en rolig og fattet tone, det var ikke noget som han kunne lægge det mindste skjul på, overhovedet. Han lagde armene over kors og alligevel ganske.. underdanig i blikket egentlig, noget som skete frygtelig sjældent faktisk, en tanke i sig selv som blot måtte sige en hel del.. for ham var hun i den grad heller ikke betydningsløs, det var snarere modsat.

[elmyra]

"Mit valg er gennemtænkt.. jeg ved hvad jeg gør" sagde hun roligt og koldt.. hun gad ham ikke.. hun ville ham ikke mere.. hadet til ham var så stort og tykt at man faktisk kunne skære i det i en kniv.. Elijah og pigen kom ud til dem i gangen og Elijah gik over til eli.. han trykkede sig ind til hende.. "Tag mig med" den lille bøn måtte gøre noget så frygtelig ondt på hende.. mere end noget andet overhovedet.. "hun smilede stille ned til ham.. "det ved du godt jeg ikke kan" hviskede hun stille og kyssede ham på kinden.. hun fandt sin taske og rodede den igennem hvor efter hun fandt en lille hjerte armulet fram og rakte den til ham.. "på denne måde vil du aldrig kunne mærke mig nær dig" smilede hun blidt.. hun holdt den op til hans øre og han spærrede øjnene op.. "den banker" hviskede han næsten åndeløst.. Eli smilede og kyssede ham på panden.. "det er mit hjerte du kan høre.. på denne måde vil jeg altid være med dig" hun kiggede ham i øjnene og krammede ham.. "pas på dig selv Elijah.. du er i gode hænder hos nathaniel.. det er vigtigt for dig at huske"

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel valgte bevidst, at skulle holde sig på en mindre afstand, også i respekten for Elmyra. Hun skulle så sandelig også vide, at han ikke bare ville presse på, det var virkelig ikke ham som nogen person overhovedet, det kunne han så sandelig heller ikke komme det mindste udenom overhovedet. De var tæt knyttet.. voldsomt tæt knyttet og det gjorde faktisk ondt at vide, at han stod som den som skulle rive dem fra hinanden igen. Det var i den grad ikke nogen glædestanke på noget som helst tidspunkt overhovedet. Han gik den lille pige i møde i stedet og tog hende forsigtigt op på armen og holdt hende ind til sig. Han elskede virkelig børn, de var virkelig så meget af en betydning for ham, hvor det alligevel ærgrede ham voldsomt, at han ikke havde nogen biologiske selv. Han vendte sig mod dem og med den stadig så rolige mine i ansigtet. Han gjorde intet forkert.. det var virkelig hendes stædighed som gjorde hele udfaldet, det var han selv ganske så sikker på. Han sendte Elijah og Elimyra et ganske let smil. Han ønskede dem intet ondt, og det skulle han nok vise den unge knægt også.. han gjorde det kun for deres skyld. Børnenes og hans egen. ”Så skal vi snart hjem.” mumlede han stille og knapt nok hørligt. Bare pigen på hans arm vil kunne høre hvad han sagde. Han ville ikke lægge pres på Elmyra og Elijah.. den afsked havde de vel brug for.

[elmyra]

elijah havde også hørt ham.. han havde træner sig selv i at lytte efter de små ting.. han havde altid elsket at smugelytte så dette var en smal sag.. han kiggede trist på Eli og krammede hende hårdt ind til sig.. stille mumlede han noget i hendes øre og kiggede hende i øjnene.. hun nikkede svagt og så bleg ud i ansigtet.. hvordan kunne han vide det?? hun rejste sig og havde ham i favnen da hun gik over til nathaniel.. "pas godt på ham.. hvis der sker ham noget er det det sidste du nogensinde oplever!" hendes stemme var kold og hård da hun sagde det.. hun kyssede elijah og alt hadet forsvandt.. "pas godt på dig selv" hviskede hun.. hun kyssede ham og satte ham ned.. rligt gik hun over til sin taske og kiggede op på faderen.. "Vi ses snart igen fader" hendes stemme var rolig men der var noget over det, noget helt uforklarligt men noget som han ville kunne opdage så let som ingenting.. han stivnede næsten og rystede på hovedet.. "kom godt afsted alle 4" sagde han stille og roligt lod han blikket hvile på nathaniel

[Nathaniel Diamaqima]

At skulle skade et barn, var virkelig noget af det sidste som Nathaniel ville gøre på største bevidste mening. Han tog omkring Elijah også da han kom hen til ham og holdt dem begge på armene. Han var tydeligt ved at genvinde sig selv og at give disse børn et hjem , var så sandelig også noget som han virkelig måtte ønske sig, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han sendte hende et blot ganske så alvorligt blik og alligevel så fast bestemt. Han ville gøre alt for at give dem et liv som det var dem fortjent, ingen burde efterlade sig børn på denne måde.. af mørket som af lyset, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet, det kunne han gerne stå ved også således. Han satte begge børnene ned og med blikket hvilende på Elmyra og så til præsten. Det var da noget af et pres at skulle lægge på den stakkels mand. Hvad der var med Elmyras tonefald, var ikke noget som han sådan rigtigt reagerede på, det kunne han da fint stå ved også. Han kendte hende jo trods alt ikke så godt.. desværre. ”Fader.. du må endelig sende mig besked, hvis der er noget jeg kan hjælpe med,” sagde han med en rolig og fattet tone. Han mente i den grad de ord. ”Uanset hvad det end skulle være, så lad mig vide det,” indskød han roligt. Han ville virkelig gerne hjælpe, om det så skulle være ved fysisk arbejde eller i form af pengestøtte, så skulle han nok finde ud af noget.

[elmyra]

Eli gik over til nathaniel og kyssede elijah før hun sagde.. "dette er ikke enden men kun begyndelsen" hvískede hun blidt.. hun forlod børnehjemmet fo rat begive sig mod procias.. hun ville dø der, i lyset.. det var der ingen tvivl om..

præsten kiggede efter hende og sukkede.. "tak nathaniel.. det er en ting som jeg aldrig må glemme" han gik stille hen til vinduet og kiggede efter eli.. han rystede svagt på hovedet mens hans opmærksomhed endnu en gang faldt på nathaniel.. "jeg havde nu ellers håbet på at du kunne takle hende.. det ser efterhånden sort ud" han rystede på hovedet og smilede til børnene.. "huske at i altid gerne må komme på besøg.. og nathaniel med.. i er altid velkommen her på børnehjemmet" han smilede til dem og gav så den lille pige og Elijah et kram hver før han rakta nathaniel sin hånd.. "til vi ses igen Nathaniel" var kun hans rolige ord mens han smilede.. "jeg regnede med at du ville til at hjem over.."

[Nathaniel Diamaqima]

Hvad Elmyra havde i tankerne, havde Nathaniel virkelig ikke nogen anelse om.. havde han vidst det, så havde han stoppet hende for længst. Han holdt af hende, bare ikke på den måde. Han sukkede indædt og nikkede til præstens ord. ”Jeg havde virkelig håbet på det.. jeg havde ønsket det, hvis hun bare havde ladet mig komme tæt nok på.” Hænderne foldede han roligt over ryggen og med en lettere eftertænksom mine i ansigtet. Hvorfor hun virkelig havde valgt at skulle tage af sted, havde han virkelig ikke nogen anelse om.. det var vel også umuligt for ham at finde ud af det nu? Han nikkede til præstens ord, og tydeligt med respekten i blikket.. det var virkelig kun behageligt, at se nogen lægge så meget arbejde i de små som man virkelig burde.. give dem den ekstra chance til et godt hjem, det var virkelig noget af det vigtigste ved det hele. ”Bare husk det fader, send mig besked ved det mindste,” sagde han med en rolig og fattet stemme. Han lod ham tage afskeden med de små og med det lette smil på læben som han slet ikke kunne få sig selv til at skulle lægge det mindste skjul på overhovedet. Han strøg den lille pige over hovedet og lagde den anden hånd på Elijahs skuldre og med blikket som endnu en gang måtte falde mod præsten. Et sted knust.. han havde virkelig holdt af hende.. et sted vel også mere end hvad han lige burde? Selvom det jo allerede var for sent. ”Hun var en meget speciel kvinde.. havde hun bare ladet mig forklare færdig først i stedet for dette..” Han rystede let på hovedet. Han var virkelig ikke den mand, som han havde været før i tiden, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han tog vel imod præstens hånd og trykkede den tydeligt respektfuldt. ”Til vi ses igen.. Husk at sende besked,” indskød han endnu en gang med en lige så alvorlig mine.

[elmyra]

Præsten smilede.. "Jeg tror ikke at du kan gøre noget desværre fordi du ikke kan gøre hvad der kræves for at nå ind til hende.." sagde han roligt og slap Nathaniels hånd.. han snakkede ikke om lærlighed på den måde, han snakkede ikke om at nathaniel skulle opgive sin pige for elmyra.. selv hun ville slå ham ihjel for det.. man forlod ikke de mennesker man elskede.. præsten kiggede endnu en gang efter hende.. "Hun er meget speciel ja.. ingen forstår hende rigtigt ud over jeg selv og Lille Elijah" han smilede ned til Elijah.. "lysvæsnet i ham ør ham vis selvom han er så lille.. nogle gange lidt for vis til hvad godt er" han smilede op til nathaniel endnu en gang.. han sukkede svagt.. mens hans blik fangede det røde hår i vinduet.. han lagde hovedet let på skrå.. "hmm.. hun er på vej mod manjarno eller procias.. prøv at se??" sagde han forundret.. "og jeg som troede at hun ville søge mod dvasias.. underligt.. meget mærkværdigt" mumlede han nok menst for dig selv..

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel gik stille hen til vinduet og spejdede ud af det. Som han vidste, så lå Dvasias trods alt den anden vej. Det gjorde ham dog tydeligt forvirret. Direkte gav det heller ikke nogen mening for ham. Han vendte sig mod præsten. Det var tydeligt, at han forstod sig på hende.. Elijah gjorde så sandelig også, det var der heller ikke nogen tvivl om. ”Jeg har haft mit at slås med fader… Hendes stædighed, har bare været mere for mig, end det som jeg har været i stand til at skulle takle..” Hans mine var tydelig tænksom. Kunne man muligvis..? Han havde jo hesten til at stå udenfor, han ville vel muligvis kunne indhente hende, selvom det var begrænset hvad han kunne gøre med de to børn ved sig også. Han vendte blikket let mod Elijah. ”Han er en vis knægt, det kan jeg allerede mærke på ham,” sagde han med et stille og let smil inden han igen vendte sig mod præsten. Han vidste, at han til en grænse lod Liya lege med ham, men det var virkelig følelserne som tillod ham at skulle gøre det, også selvom han vidste, at det stille ham selv i e så ekstrem sårbar tilstand, så var det virkelig ikke det som han tænkte mest over. Det var virkelig kun på hvornår hun ville komme hjem.. han vidste jo, at hun kom hjem før eller siden. ”Jeg må gøre et sidste forsøg..” mumlede han med en mere dæmpet stemme. Han vendte blikket mod præsten og så tilbage til børnene. Han gik dem i møde og tog roligt omkring deres hænder og førte dem med sig udenfor til hesten som stadig måtte stå der og satte dem begge op på hestens ryg og gjorde klar til deres afrejse.

[elmyra]

Præsten gik med dem uden for.. "Gør dit forsøg Nathaniel.. jeg håber at det vil hjælpe" sagde han roligt og smilede til dem.. han bukkede for dem og ventede på at de red væk

Elmyra gik for sig selv.. hun sukkede svagt mens hendes skridt bar hende længere og længere mod procias.. i lyset ville hun møde sit endeligt og det var hun helt afklaret med.. elijah vidste at det ville ske og han vidste også hvornår.. det var derfor hun havde givet ham armuletten.. den ville holde op med at slå når hendes hjerte gjorde det.. det var det hun vidste og det sammen gjorde han.. hun sukkede stille..d et var ikke fordi hun kunne lide at han vidste det men der var jo ikke rigtig noget at gøre ved det.. hun lukkede svagt øjnene mens hun gik.. en del af hende ville ønske at nath havde nået ind til hende men det havde han ike.. der var ikke noget at gøre..

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel kunne så sandelig også være stadig og dette var et af tidspunkterne hvor han kunne være det. Hvor meget Elijah egentlig vidste omkring denne situation, var ham stadig ukendt.. børn skulle have lov til at være børn i hans øjne og den knægt, var heller ikke noget undtag på noget som helst tidspunkt. Han fik begge børn op og hoppet op bag som den sidste. Med den ene arm som måtte falde om den forreste og den bagerste af dem som måtte støtte sig ind mod hans egen favn idet han greb om hestens tøjler og tvang den op i løb i retningen som de havde set Elmyra gå. Alligevel forsigtigt, da ingen af de små skulle ende med at falde af. Han ønskede dem det bedste og det vigtigste for ham, var at Elmyra vidste det. Hesten var vant til at skule løbe med vægt på ryggen og den havde været ham selv så frygtelig trofast igennem mange år efterhånden at man næsen skulle tro, at det var løgn. Han fik øje på Elmyra i det fjerne og tvang hesten op i en højere fart end det som den havde gjort til nu. Den vrinskede tydeligt og løb direkte forbi hende, idet at Nathaniel trak i tøjlerne og tvang den til at stoppe op ikke langt foran hende som en metode for at skulle blokere hende for hendes vandring og vej. Han hoppede ned og strøg hesten over siden. ”Elmyra, dette er virkelig forkert.. vi to har brug for at snakke.. ordentlig ud,” sagde han med en rolig og alligevel alvorlig mine. Han blev stående. Hun skulle så sandelig ikke få lov til bare at gå videre.. de måtte da kunne finde ud af et eller andet dem imellem vel?

[elmyra]

Elmyra hørte dem og hun stoppede op da han red inden foran hende.. hun kiggede på ham med et ligegyldigt blik.. "Hvorfor??" spurgte hun roligt og lagde armene over kors.. "Hvorfor kan du ikke bare ride videre og vi kan gå hver til sit.. lad nu være med at prøve på noget som ikke kan virke" hun rystede stille på hovedet og begyndte at gå for at komme forbi ham.. han var ligeglad.. hun ville virkelig ikke mer eog hvad kunn a han gøre?? ikke det som krævede af ham ihvertfald.. han ville aldrig kunne rede hende.. han ar for speciel som hun selv var.. han ville aldrig forstå budskabet, aldrig finde ud af hvordan han skulle takle hende.. han kunne ikke, eller det troede hun ikke.. meget få mennesker kunne.. og han havde ikke vist det før så hvorfor nu.. hun sukkede stille go fortsatte sin gang forbi ham..

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel reagerede selv tydeligt denne gang. Nu røg silkehandskerne af. Han greb omkring hendes overarm for at tvinge hende til at stoppe op. De mørke øjne faldt direkte til hendes eget ansigt. ”Jeg ved virkelig ikke hvad du er ude på Elmyra, men dette må virkelig stoppe.. vi to har meget at skulle snakke om og gerne uden at blive afbrudt,” sagde han med en rolig og alligevel så ganske alvorligt i tonefaldet. Hvad hun var ude på, var stadig noget som var så frygtelig ukendt for ham.. Speciel det var hun virkelig og det var noget som han ikke var i stand til at slippe og selv ikke en mand som ham var fejlfri, det vidste han da trods alt. Han tog fat om begge hendes overarme og vendte hende mod sig. At hun havde reageret så voldsomt på Liya havde dog givet ham et pegepind i hvilken retning de måtte stå.. og hvilken hun var på vej af. ”For børnenes skyld og for Elijah, så må vi snakke om det.” Han vendte blikket kort op mod børnene på hesteryggen og hesten som stod fuldkommen lydig på pladsen hvor Nathaniel havde valgt at tvinge den til at stoppe. ”Jeg kan ikke bare ride videre, når jeg kan mærke, at det er kørt så galt og ærlig talt, Elmyra, så gør det ondt og dybt inde..” Han betragtede hende med et fast og meget indgående blik. Han var normalt ikke den mand som snakket om følelser, det var normalt et emne som han var ekstrem tavs omkring og ikke noget som han bare åbnede sig for og skulle dele med nogen, det kunne han heller ikke komme udenom. ”Jeg fornemmer næsten at du føler det på samme måde?” indskød han med en rolig og dæmpet stemme.

[elmyra]

at han hev fat i hende gjorde hende alligevel meget overrasket.. hendes blik gled op mod ham.. måske skulle hun bare spille.. spille at hun undskyldte, hun kunne tage med til Manjarno og forlade dem der?? hun sukkede og mærke ham tage mere fat i sig.. hun kiggede ham i øjnene.. hendes var følelsesløse og triste.. "Jeg vil ikke snakke nathaniel.. jeg vil bare være alene.. jeg havde det bedre før jeg prøvede mig med menneskelig kontakt og jeg vil have det bedre bag efter.. bare lad mig være" hun prøvede at fjerne hans hænder men det var som om hun ingen kræfter havde længere.. hun kunne ikke rigtig gøre noget.. et lille suk kom over hendes læber.. "det gjorde ondt men smerten eksistere kun for dem som elsker og holder af.. 2 ting jeg ikke er i stand til" hun tænkte ikke over at han snakkede følelser.. hun havde aldrig oplevet ham snakke følelser og alligevel lød det bare som den samme gamle nathaniel.. hun havde hørt det før eller sådan føltes det.. hun lukkede stille øjnene og sukkede.. "hvad er det du vil mig??" spurgte hun stille..