Skønne dag i græsse

[Adeline Magarita Jakson]

Solen skinde ned på græsmarkerne, en brise gled hen over det høje græs. og kærtegne nærmest græsse og det sang næsten i en øre, adeline stod i det høje græs og nød meget vinden i det korte hår, hun sukke og ville ønske hun kunne se græsse og blomsterne, men det var det ville aldrig ske da hun var født blind. hun sukke og satte sig ned i det høje græs og lukke øjne og nød bare rigtig vinden og duften af græs og blomster, hun viste at sky ikke var ret langt væk hvilke var rigtig rart da hun ikke var glad for hun var alt for langt væk. hun sukke og slappe af i solen der føltes som en ovne når man lå stille, når man kom til marken ville man ikke kunne se hende for græsset så hun var nærmest usynlig. hun nynne en lille smule og lag hænderne bag hovedet og slappe bare rigtig godt af i kroppen.

[Deleted]

Damon slappede af for første gang i ekstrem lang tid. Kildaria som var hans store og sorge drage, havde ført ham hen til græsmarkerne, hvoraf der ikke var nogen mulighed for ham, i at skulle gå ind i noget som helst og det var noget, som han i den grad kun måtte være ekstrem glad for selv. Han lå i det høje græs og med den tilfredse mine i ansigtet. Kildaria som var sort, havde det i den grad også ekstremt varmt, så hun var taget hen for at skulle finde et sted at kunne slappe af og søge noget skygge, hvilket hun bestemt ikke kunne i det åbne herude. Hun var dog aldrig særlig langt væk, for en sikkerhedsskyld. De havde faktisk ikke diskuteret i et godt stykke tid nu, selvom det nu ikke ændrede det mindste for Damons vedkommende. Han var måske ikke født blind. Han havde faktisk oplevet hvordan det var ,at være i stand til at se, hvordan farver s ud, hvordan tingene så ud, selvom det var ved at være så ekstremt mange år siden efterhånden. Han savnede det, det var helt sikkert, selvom der nu ikke rigtigt var noget, som man kunne gøre ved det, hvilket var det som irriterede ham mest. Han lukkede øjnene og trak vejret dybt. Den friske luft gjorde i den grad godt på alle måder, det var slet ikke noget som han kunne komme udenom. Det var noget som han i den grad havde haft brug for i disse stunder. Han begyndte stille at nynne for sig selv. Hvorvidt om der var andre i hans nærhed, var han et sted fuldkommen ligeglad med. Det betød virkelig intet for ham.

[Adeline Magarita Jakson]

Adeline sukke og lod hånden glide over græsse, hun satte sig op og følte sig frem til sin blomst. hun nød det rigtig meget og tog blidt blomsten og snuse til den, hvor efter hun gav et nys fra sig. hun rejste sig op, hun strakt sig og smile "skønt" mumle hun og begyndt at gå. hun ane ikke hvor ting var når hun var der ude men, hun gik hvider men stille og rolige skridt og hade de baby blå blinde øjne lige ud, hun mærke pluslige noget mod foden og faldt så lang hun var. "av av det løgne også her ude falder jeg" hun kom op og side og lod hånden glide hen over jorden for at finde ud af hvad katten det var hun nu var falden over, men hun var nu glad for det ikke var et træ hun var gåede inde i noget, hun regne med det var en sten eller noget men da hun lod hånden glide over jorden syntes hun pluslige hun mærke noget blødt eller noget andet.

[Deleted]

Damon lå stille og roligt i sine egne tanker og med blikket hvilende op mod den store himmel, alt imens han bare lå og nynnede for sig selv. Han havde tydeligt lovet Kildaria, at han ikke ville gå nogen steder herfra, og det, at skulle skændes med en drage, var noget som han efterhånden var ved at være ekstrem dygtig til, selvom det nu og da, ikke var noget som man kunne prale med, for det var vel næppe nogen god ting? At han ikke var alene, var slet ikke en tanke som faldt ham ind. Han var virkelig bare afslappet, selvom han dog kraftigt stivnede, da noget ... eller nogen, måtte gå ind i ham. Han satte sig hurtigt op og afbrød hurtigt hans lave nynnen. Han så sig vidt omkring, selvom han i den grad ikke var i stand til at se noget som helst. Til afveksling fra Adeline, så havde Damon en grå hinde til at dække hans ellers normale dybblå øjne og det var noget som efterhånden måtte frustrere ham noget så voldsomt. Selv den sag i dag, måtte han klandre sin 'kære' lillebror for hans tilstand, for han kunne virkelig ikke fordrage det, eller ham for den sags skyld! Han kunne ikke fordrage Dennis. Der var ikke noget værre i hele denne verden end den forbandede knægt! "Hvem der?" spurgte han med en rolig, dog fattet mine, som klart krævede sine klare svar. Han havde en kniv i bæltet, men han brugte den aldrig, med mindre at det skulle vise sig at blive nødvendigt, og han håbede blot, at dette ville være en situation, hvoraf det slet ikke ville være nødvendigt for ham at gøre det.

[Adeline Magarita Jakson]

Adeline stivne da hun hørte en snakke til hende, hun fik bakke væk og endt med at vride om på hånden. "av" hun tog sig til hånden og bed sig i læben, "jeg gøre ikke noget det var et uheld jeg så dem ikke" hvilke hun jo ikke gjorde siden hun var blind som en muldvarp, hun sad stille og ømme sit hånd led og sad bum stille. "men..hvem er de burte jeg heller spørger" kom det roligt fra hende, og prøve at lyde selv sikker men stadig flink. hun prøve at finde ud af hvor hans stemme kom fra, men lyden af vinden i græsse og de små dyr der var nær dem forstyrre hendes gode hørelse, og næsen due ikke da der var for mange blomster der forstyrre hendes næse i at snuse, forsigtig lod hun hånden glide over jorden til hendes finger spiser ramte hans ben, hun rørte kun forsigtig han knæ blot ud fra det og hans korte sætning kunne hun høre det var en mand, hun ville til at fjerne hånden igen da det jo ikke var pænt bare at rør andre men ikke kende.

[Deleted]

Damon tvang sig selv til at blive siddende, det var jo ller ikke fordi, at han ville gøre noget som helst, så længe at han ikke vidste hvad pokker det var, at han måtte stå overfor, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han havde allerede ladet hånden glide til kniven som hvilede omkring hans liv. Han tøvede virkelig ikke med at skulle bruge den hvis det for alvor, skulle vise sig, at blive helt nødvendigt, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han trak vejret roligt og stille. Uden Kildaria, så vidste han udmærket godt, at han ville have et voldsomt stort problem, hvis det endelig skulle gå helt galt. At det var en kvinde, havde han nu efterhånden godt mærket sig af. Han kunne høre det på hendes stemme. Han trak svagt på smilebåndet og slap kniven igen. Så tvivlede han da noget så kraftigt på, at det ville blive nødvendigt for ham, at skulle bruge den i den anden ende, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han vendte blikket mod hendes stemme. "Hvem jeg er? Jeg er Damon Jeremiah Imráno," præsenterede han sig med en rolig og fattet mine. Han lod hovedet søge let på sned og mærkede tydeligt, at hun bare lod hånden glide mod hans knæ. Han spændte let, selvom han stadig blev siddende. Han fortalte aldrig, at han var blind før folk spurgte om det. "Og hvem er De?" spurgte han videre. Man kunne vel godt formå, at gøre det til en hyggelig samtale?

[Adeline Magarita Jakson]

Adeline slap hurtige knæet og lag hænderne i skødet, "jeg er Adeline Magarita Jakson....jeg frygte lig ked af jeg faldt over dem....men jeg så dem virkelige ikke" hun hade normalt ikke noget i mod at sig hun var blind, men det ville nok virke lidt underligt at sige det i den første sætning til en fremme. hun vippe hovedet ned af og sad bum stille, hun hade ingen våben på sig over hovedet hvilke nok ville være dumt men hun syntes ikke det var ordenlig afslapning når man hade våben med, hun lukke øjne og sendet vi af magi en telepatisk besked til sky <Sky jeg snakker med en fremme hold dig her i område måske får jeg brug for dig> og der gik heller ikke længe før hun fik et svar <jeg er her allerred jeg fornemme der var et andet stort væsen i områd> adeline bed sig i læben og viste ikke rigtig hvad hun skulle sig, der blev så pinlig stille, "øhm....hvor kommer de fra" spurte hun så for at få en samtal igen så der ikke var så stille mellem dem.

[Deleted]

Damon tvang sig virkelig til at sidde helt i ro. Han havde ikke nogen anelse om, hvad det var, at han sad overfor. Han vidste, at hans syn var ødelagt og han havde aldrig nogensinde tilgivet sin bror for at have stået bag det! Aldrig nogenisnde! Han bed sig let i læben. Han sagde det normalt aldrig før vedkommende som han sad overfor, faktisk spurgte ind til det i stedet for? *Kildaria, jeg er løbet ind i problemer her..* Han sendte selv sin egen besked til sin egen smukke drage, som uden tøven, havde forladt søen og søgt over den store himmel, hvor der ikke gik lang tid, før hendes brøl kunne høres ude i horisonten. Det var slet ikke noget, som Damon reagerede det mindste på. Blot med et stille smil som eneste reaktion til noget som helst. Han vendte blikket mod hende. ”Det.. er okay.. tror jeg. Jeg har det fint. Græsset er jo..” Han lod den ene hånd ganske kort køre over det. ”Temmelig højt, så jeg har vel været svær at se.” Han ignorerede Kildarias brølen, for han vidste, at hun nu ville være lige i nærheden, hvis det skulle vise sig, at blive helt nødvendigt for ham på alle måder overhovedet. Han lod hovedet søge let på sned. ”Jeg er fra Procias.. Og nej.. Jeg er ikke et bløddyr,” tilføjede han med en drilsk mine. Mange beskrev jo Procias som et blødt sted for mennesker af mild slags. Der var han bestemt ikke enig. ”Og hvor er De fra?” spurgte han videre og med den samme rolige og sandfærdige stemme, som han slet ikke ønskede, at skulle lægge det mindste skjul på overhovedet. *Løbet ind i problemer? Jeg tror snarere at de faldt over dig,* svarede Kildaria. Damon himlede med øjnene og rystede fast på hovedet af den besked fra hans egen drage. Det var jo bare typisk hende!

[Adeline Magarita Jakson]

Adeline sad stille og hade hovedet ned af, "ja...det var svært at se noget i det hele taget" hun smile skævt, "øhm jeg er selv fra Procias...og jeg heller ikke et blød dyr" hun lo lidt og sad stille til hun kunne høre et brøl, "var det en drage" hun lytte men hørte ikke mere, hun sad stille og bed sig i læben, <sky der er muligvis en anden drage her vær forsigtig> sky sørge for at flyve højt over dem og blive i området, hun sad stille og så mod hvor hun hørte hans stemme. "øhm...mit navne er Adeline Margarita Jackson og deres" selv om han var samme sted som hende var han ikke en hun kendte der for ville det være pænest at hilse pæn "og igen jeg virkelige ked af jeg sådan fald 'for' dem" hun lo blidt og hade en køn latter, hun tog sig sammen og sad med hænderne i skødet og ryste "undskylde kunne ikke lade vær" hun smile og regne jo med han kunne se hende, hun viste jo ikke at han var blind som hende og hvordan han var bleven det hun var jo født sådan.

[Deleted]

Denne kvinde foran ham, virkde virkelig til at være en sød en af slagsen, selvom han stadig agtede, at skulle bevæge sig frem med en tydelig forsigtighed, og det var sådan, at han agtede, at skulle holde det. Han grinede let ved hendes ord. "Er du nu helt sikker på, at du ikke er et bløddyr?" spurgte han tydeligt med en drillende stemme. Han kunne virkelig ikke finde på, at skulle drille hende. Sådan noget lå slet ikke til ham som person og sådan havde det været utrolig længe efterhånden. Han vidste ikke hvem som han drillede og eftersom han bare intet kunne se, så kunne det meget hurtigt vise sig, at skulle være en meget, meget dum ting at gøre for en i hans tilstand, så det var noget, som han helst undgik for alt som han kunne komme til det, og det i sig selv, var en handling fuldt ud bevidst efterhånden. Han havde i den grad lært af det hele på alle måder overhovedet og ville ikke igennem det en gang til. Kildaria landede ikke langt væk fra dem og med et fast bump. At hun havde hørt brølet, fik ham dog blot til at smile. Han sad selv fuldkommen uberørt på alle måder lige for nu. "Det kan du stærkt gå ud fra, at det var," sagde han roligt og med et let nik på hovedet. Stadig nægtet han at fortælle hende, at han var blind, før hun selv ville spørge ham direkte om det, for han kunne virkelig ikke fordrage sin egen tilstand. Det var noget af det værste som overhovedet kunne ramme ham på alle måder overhovedet! "Jeg tror jeg præsenterede mig for kort tid siden, Adeline.. Det er desuden et smukt navn," sagde han roligt. Han smilede et venligt smil. Han havde jo bestemt ikke nogen grund til at skulle gøre nogen andre ting for den sags skyld, det var der heller ikke nogen som helst tvivl om overhovedet, det var der ikke nogen tvivl om. Hans smil bredte sig ved hendes ord. Han lagde hænderne bag hovedet og skød brystet let frem. "Jeps. Jeg ved godt, at jeg er uimodståelig," sagde han med et let grin. Hun skulle så sandelig ikke undskylde. Han nød altid, når man kunne have det sjovt med hinanden.

[Adeline Magarita Jakson]

hun lo lidt af det sidste han sag med han var uimodståelig, "desværre kan jeg ikke se hvor godt de ser ud...men det jo blot en af de mange ulemper ved at være født blind" hun trak på skulderen, hun sukke svagt og har vippe hovedet ned af, lig væk fra dem og dragen der var lande lidt fra dem land Sky tydelig med et bump, hun var næsten fuldt ud vokset, og en stor dame vis man så på hende. jorden ryste da hun lande og Adelina mærke vibrationen i jorden og smile, "ser ud til min ven er komme" hun smile og lytte til den skønne vind der nærmest sang i græsse, og i træren omkring dem. adelina sukke stille og blev siden hvor hun var, og så mod hvor hun nu vist han var "gjorde de vist jeg tror jeg glemt det kort da jeg hade travlt med at undskylde" hun smile skævt og kunne ikke lad vær med at le lidt af sig selv.

[Deleted]

At hun var blind, var slet ikke en tanke som faldt ham ind, før hun selv måtte nævne det for ham, at hun slet ikke var i stand til at se. Det tog så sandelig en anelse morskab ud af det, selvom det dog et sted, også gjorde ham rigtig, rigtig godt tilpas i den anden ende, det var der helelr ikke nogen som helst tvivl om overhovedet.. Så var det jo heller ikke så slemt, at sidde der og slet ikke være i stand til at skulle se noget som helst. ”Du er blind..” gentog han stille for sig selv og dog næsten med en lettelse, at skulle høre i hans stemme, det var slet ikke noget, som han kunne lægge det mindste skjul på overhovdet. Bumpet som han tydeligt kunne mærke i jorden, da noget andet måtte lande, fik ham omgående til at gribe fat om kniven igen. Kildaria gik dem roligt i møde og med det samme faste blik. Hun var bestemt ikke tryg på denne situation, det var slet ikke noget som man kunne komme udenom. *Pas nu på Damon.. Det her kan være farligt,* lød hendes stemme i hans hoved. Hun var selv godt udvokset efterhånden og en meget smuk dame at skulle se på. De sorte skæl, hornene i panden, de store vinger og den lange hale som gled over jorden efter hende. Hun stoppede lige bag ved Damon, som havde valgt at rejse sig. ”Din ven er mig sørme en stor af typen..” mumlede Damon. For nu ignorerede han Kildarias ord i hans hoved, for han var klar over det allerede fra før af at dette meget hurtigt kunne vise sig at være farlig. Han bakkede mod Kildarias krop, til han mærkede hende lige ved sig. Det var virkelig forfærdeligt, ikke at kunne følge med i, hvad pokker det var som foregik omkring ham!

[Adeline Magarita Jakson]

adeline sad stille og mærke Sky komme nærmer, hun var en smuk drage selv en smule kraftig bygge med mørke brun/sort/hvid skæl og hvide plader på hovede og halsen, hendes vinger var stor og kunne rigtig se hun var en der var hurtige i luften med de vinge fang, adeline mærke da hans drage nærme sig, "jeg er født blind" kom det bare roligt fra hende. hun kom op og stå hun lytte efter sky's dybe åndedræt og fandt frem til hende og lag hænderne på hendes smukke hovede, hun strøg hende mellem øjne og fik hende til at falde til ro men sky var ikke tryk ved en anden drage var der, hun brumme svagt og adeline mumle bare stille til hende små dele fra en sang hun viste sky hold af, hun blev rolig ståenden og virke rolig ved den anden drage. "jeg kan gætte de selv er drage rytter....og blind" hun smile bare mens hun hade hovedet den helt forkert vej i forhold til hvor han og dragen var, hun lag kinden mod sky og var tryg nu hvor hun var hos hende.

[Deleted]

Damon kunne så sandelig trygt sige, at han slet ikke var tryg ved denne situation på nogen som helst måde overhovedet, det var der heller ikke nogen tvivl om, selvom han virkelig bare prøvede, at skulle forholde sig fuldkommen rolig istedet for. Han trak vejret dybt. Bare det faktum, at hun var blind, gjorde faktisk ham selv en hel del roligere end det som han nok ellers ville have været i den sammenhæng, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Kildaria holdt sig lige ved, da hun vidste, at det kunne udvikle sig til en ellers meget ubehagelig situation og det var slet ikke noget som nogen af dem ønskede. Selv havde Damon valgt at rejse sig. "Du er født blind?" gentog han stille. Et sted måtte han jo misunde hende. Hellere være født uden synet, end at miste det efter adskillige år. Han klandrede virkelig stadig sin kære lillebror, for at have gjort dette ved ham. Det var aldrig noget som han nogensinde ville være i stand til at skulle tilgive bare sådan uden videre! Han bakket stille hen til Kildaria som roligt lod snudepartiet støde mod hans ryg, så han vidste, at han havde nået hende. Han bed sig let i læben til hendes ord og nikkede stille, selvom ingen af dem var i stand til at se det. "Dragerytter er jeg... og blind.. det blev jeg for mange år siden," fortalte han med en rolig og sandfærdig mine. Han kunne vel heller ikke løbe fra den skindbare sandhed?

[Adeline Magarita Jakson]

Adeline stod stille og blev ved med at holde sky i ro, "jeg ked af at høre de miste synet....og jeg ked af de er så utryg ved det hele....men rolige jeg skader ikke andre dragerytter med minder der er en god grund til det..." hun vente kroppen mod hans stemme, og smile selv om hun vist han ikke ville kunne se det. hun var altid sød mod fremme men da hun jo viste hvor han var fra var hun rolig. sky brumme og løfte hovede højt hendes smukke øjne hvile kun på dragen, sky kunne godt blive lidt misundelig på andre drager, det kunne være simple ting som de måske hade større vinger ind hende eller i sær vis de kunne spy ild da hun selv ikke kunne i nu, adeline stod bare mens sky hade halen om hende, hun lag hænderne på halen og smile stadig og virke uskyldig og hamløs.