Skønne dag i græsse

[Deleted]

Damon nød virkelig bare af den tanke og fornemmelse ved at have hende så tæt på sig. Han var dog klart overbevist om, at det ikke skulle være sidste gang, at han ville se hende, det var i den grad helt sikkert! Hun var virkelig en fantastisk pige, også selvom han vidste, at han burde søge hjemover igen nu hvor det var ved at være for farligt for dem, at skulle være udenfor og specielt for dem, det var i den grad også helt sikkert. Han nød virkelig at hun sad og nusset hans kinder, det var virkelig bare noget som fik ham til at smile og med den varme i hans sind som under ingen omstændigheder forsvandt det mindste for ham overhovedet. Han trak vejret dybt og slap det i et svagere suk. Kildaria vendte sig stille mod dem. *Vi må også videre inden det bliver for sent og for farligt,* påpegede hun roligt. Damon sukkede dæmpet og nikkede blot. *Det ved jeg,* svarede han igen. Han lod armene stille falde omkring Adeline, da hun trykkede sig mod ham. Hendes hånd i hans nakke, var intet mindre end utrolig behagelig på alle måder. Hans hjerte hamrede derud af som var det ved at hoppe ud af hans bryst og følelsen var ikke just ubehagelig. Tvært imod, så elskede han den virkelig! Han lukkede øjnene stille og holdt hende blot tæt i den tid som det måtte vare, inden hun selv trak sig, hvor han selvfølgelig måtte lade hende gøre det. Han lukkede selv sine fingre omkring hendes, for at holde fast. "Det er vd at være sent ja.. og for farligt for en som os at være ude.." medstemte han roligt. Han var virkelig ikke meget for at de skulle gå hvert til sit, men i bund og grund, så kunne det vise sig, at være nødvendigt? "Jeg agter at se dig igen, Adeline.. uanset hvor meget jeg skal søge efter dig," afsluttede han dæmpet. Det var et løfte.

[Adeline Magarita Jakson]

Adeline holdt stadig godt fast og lukke øjne, hun sukke stille hun vist godt han hade rart i det var for farligt nu. sky brumme og ville af sted hun ville have adeline sikkerhed og det skulle være nu. hun så på ham og gned sig lidt i øjne så tåren forsvandt, det gjorde nærmest ondt at de måtte gå vær til sit. hun fik tvunget et smil frem og så på ham "jeg lover også at vi ses igen" sag hun stille og gav ham et kys på kinden mens hun fik rejst sig op, hun var virkelig ikke meget for det men hun måtte jo lytte til sund fornuft og søge i sikkerhed, sky tog blidt om adeline med halen adeline smile svagt og nusse damon en enkle gang over kinden før sky løfte hende op og satte hende på den lille sadel hun hade liv bed starten af halsen, adeline tog fat i tog tøjler som hun brugt til at holde fast i når de fløj, hun smile ikke mere og sky brumme bekymret og vente med at flyve lidt i nu.

[Deleted]

Kildaria ønskede så sandelig også at få Damon væk herfra før det ville blive alt for farligt. Hun brummede selv, for at få ham til at sige tak for sig, så de kunne komme afsted. Damon ignorerede hende og det var fuldt ud bevidst og på alle tænkelige måder overhovedet. Han sendte Adeline et stille og roligt smil. Om han så skulle lede efter hende fra nu og til dommedag, så gjorde han det da! At de ville ses igen, var i den grad et løfte som han mere end glædeligt kunne stå ved, for allerede nu, så havde hun en frygtelig stor betydning for ham og det var slet ikke noget som han ønskede at skulle komme det mindste udenom overhovedet, hvad end om det var noget som han ville eller ikke, så var det slet ikke noget som kom på tale! "I lige måde Adeline.. Om jeg så skal søge til verdens ende for at finde dig.." Han tog vel imod kysset på kinden, hvor han igen kunne mærke den intense varme som måtte tage så voldsomt til i hans eget sind. Ikke at det var noget som han sådan rigtigt kunne komme det mindste udenom overhovedet, for den var der i allerhøjeste grad. Han rejste sig selv op og kom hen til Kildaria hvor han blev hjulpet op på sadlen, hvor han satte sig godt til rette, selvom han jo egentlig slet ikke havde det mindste lyst overhovedet. Damon følte heller ikke rigtigt for at smile, da han selv greb fat i seletøjet som hvilede omkring Kildarias hals, så han ville kunne styre hende, selvom han jo stadig ikke kunne se noget. Hans blik hvilede i hendes retning. Han var bestemt ikke meget for det. Han bed sig svagt i læben. "Kan du møde mig her i morgen?" spurgte han pludseligt. Han ønskede virkelgi ikke, at deres møde skulle gå mod sin slutning.. ikke endnu.

[Adeline Magarita Jakson]

Adeline rødme da han sag han ville søg sådan efter hende, sky så på dem og ville gerne af sted. adeline lysne lidt op da han spurte om de kunne mødes lige her allerred næste dag, hun smile og tørt øjne "j-ja selvfølegi" hun snøfte og smile sky skrabe i jorden. "s-så vi ses i morgen.. godnat" sky gik lidt væk før hun baske med de store vinger og kom op i luften, adeline nød så meget vinden i hendes hår og i sit tøj. sky brøle og baske hårdt med vingerne og suse frem ad gennem luften, adeline holdt godt fast i sele tøjet og glæde sig sådan til at se damon igen, sky fløj kunde 5 km væk før hun land i den store lysning hvor de pleje at sove, adeline lå op af sky mens sky hade sin hale om hende for at holde hende varm, hun smile i søvne og glæde sig sådan til at se ham igen, hun kunne stadig fornemme han rør hende og snakke til hende hvilke fik hende til at grine i søvne.

[Deleted]

Damon lyste næsten op, da hun sagde, at hun gerne ville møde ham her næste dag. Det var faktisk noget som gjorde ham glad. Lige nu ønskede han virkelig ikke, at skulle lade hende gå, også selvom det efterhånden var noget så tydeligt for ham, at han selv ikke havde noget andet valg end at lade hende gå. Det var for farligt herude lige nu og det var noget som man i den grad også noget tydeligt ville kunne mærke sig af, hvilket han i den grad heller ikke måtte ønske, det var i den grad også helt sikkert. Han greb omkring seletøjet efter at Adeline og Sky havde søgt op mod himlen og det blev tydeligt, at Kildaria ønskede det samme. De skulle tilbage til slottet. Det var jo trods alt også der, at han holdt til normalt, så det var noget som man så tydeligt kunne mærke også, det var der ingen tvivl om overhovedet. Kildaria lettet med de kraftige vingeslag og fik dem hurtigt op over den store himmel. Han kunne virkelig ikke lade være med at smile. Adeline var i den grad blevet en kvinde som han holdt af.. og det var noget som tydeligt kunne mærkes. De søgte hurtigt mod slottet i Procias, så han ville være i stand til at få sig den lur som ellers var så fortjent og så ville han søge ud efter Adeline med det samme han stod op!

//Out

[Adeline Magarita Jakson]

//Out