Like a desert rose

[pierce]

Selvom Pierce næsten havde været sammen med hende en hel dag, så vidste han faktisk endnu ikke så meget om hende. Han kunne faktisk ikke skyde på hvor selvsikker hun var, for han vidste ikke om hun var én der aldrig gav op og altid fik det hun ville have, men uanset hvad så ville hun nok gerne opnå sine mål, men hvem ville ikke det? Det ville han jo også gerne. Desuden så havde han ikke kendt hende i lang tid nok, til at finde ud af hvor selvsikker hun egentlig var. For indtil videre havde han bare set at hun havde den samme humoristiske humor som ham selv, og så at hun var et utroligt kært væsen, der rødmede alt for meget! Men det var faktisk kun noget som han nød at se, for han elskede hendes røde farve, der dukkede op på hendes kinder. Han smilede blot lystigt til hendes ord. ”Jamen det vil jeg så glæde mig til at se,” sagde han med et skævt smil, hvor han måtte rynke på næsetippen igen, da hun prikkede til den. Hun var simpelthen så sød! Og hun måtte virkelig nyde hans selskab, eftersom hun løj om at hun frøs, for at blive hos ham i det nu kølige vand, men uanset hvor meget han selv ville fortsætte, så var der noget som stoppede ham, og det var nok det som kaldte sig for ansvarlighed, for han måtte ærligt erkende, at han følte sig ansvarlig overfor hende, måske fordi han var blevet hendes skytsengel? Uanset hvad, så ville han ikke have at hun blev syg på baggrund af hans bekostninger. Han havde nok brug for vand, men igen, han ville hellere skilles fra hende end at hun blev syg. Hans hoved søgte en anelse på sned til hendes ord. ”Jeg mener ikke hold op, som i, at alt det her skal stoppe, men som i, at du fryser, og jeg ikke vil have at du bliver syg,” sagde han roligt og smilede mildt til hende. Han ville bestemt ikke have at alt deres nusseri skulle stoppes! Selvom det måske var bedst? Han var bange for at de ville blive for vant til alt deres flirten, selvom han virkelig nød det til dets fulde ende! Men igen, han var så bare bange for at det ville blive langt sværere at sige farvel, for det var virkelig ikke noget som han havde lyst til. Så han vidste også at hvis det forsatte, så ville han nok aldrig give slip på hende igen – eller det blev han selvfølgelig nød til, til sidst. Men det ville nok ikke ligefrem være hans højeste ønske, for det ville det ikke være uanset hvad. Han var allerede blevet alt for vant til hende! Og han nød egentlig følelsen.
At de var kommet op på bredden igen, det var vidst kun til hendes bedste, skønt Pierce tydeligt kunne mærke at hun frøs. At hun slog benene ned, gjorde han ikke noget ved, han slog blot sine arme omkring hendes nakke, da hun slog sine omkring hans liv. Han trykkede hende blidt ind til sig, med det varme smil omkring hans læber. Han betragtede hende roligt, da hun lod sin pegefinger stryge over hendes mundvige, hvor han havde kysset hende. Hans læber spillede ud i et lystigt smil til hendes ord. ”Gjorde jeg?” spurgte han lettere drilsk, og lod sit hoved nærme sig hendes meget langsomt. ”Du vil måske gerne have, at jeg rammer plet?” spurgte han i en lavmælt hvisken, uden at hans turkisblå øjne søgte væk fra hendes, for det var virkelig blevet ham umuligt. Han gav hende dog ikke særlig lang tid til at svare, da han blidt pressede sine læber mod hendes igen i et lidenskabeligt kys, imens hans øjne blidt lukkede sig i. Han trykkede hende blidt ind til sig, og lod sine hænder stryge langs hendes nøgne ryg, for at give hende lidt varme. Han ønskede ikke at hun skulle fryse, hvilket var grunden til at han brød kysset igen, nok havde det ikke varet i særlig lang tid, men han måtte ærligt indrømme at han havde nydt hvert eneste lille sekund. Han smilede varmt til hende, inden han kort skænkede hendes kind et blidt kys, hvorefter han gik hen og greb om hendes kjole, som han gik tilbage og gav hende. Hans hoved søgte let på sned. ”Du må hellere tage den på, så du ikke fryser ihjel,” sagde han roligt og med et skævt smil. Han gik roligt hen efter sine egne ting, og trak den hvide bluse over hovedet på vej tilbage til hende igen. Han greb blidt om hendes hånd og gav den et klem. ”Jeg vil meget gerne se solnedgangen sammen med dig, Mal,” sagde han med et varmt smil og det kærlige blik.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Tiden fløj virkelig fra Malania lige for øjeblikket. Hun var jo et sted bange for, at solnedgangen automatisk ville betyde at de ville ende med at gå hvert til sit istedet for, og det var virkelig ikke noget som hun måtte ønske sig! Bestemt ikke! Hun blev stående tot på ham og med det samme stille smil på læben. Ikke at det var noget som hun ville kunne skjule for ham. Hun holdt virkelig af ham.. hvor meget kunne vel stille og roligt ved at gå op for hende på denne måde, og det var slet ikke noget som hun kunne komme udenom. Det var virkelig første gang igennem så frygtelig mange år, at hun have haft det på denne måde. Hvordan ville han tage det, hvis han vidste hvordan hun følte og hvad hun egentlig måtte føle for ham? Derfor valgte hun selv bevidst at holde mund, for det at det skulle gå galt nu, var slet ikke noget som hun ønsket på nogen måde! Hun trak vejret dybt og sendte ham det tydeligt og mest kærlige smil. Det var umuligt at gøre andet nu hvor hun alligevel stod så tæt på ham som det hu nmåtte gøre. Hun elskede det virkelig! "Og du skal nok få lov til at se det," sagde hun med en selvsikker mine. Om hun skulle ændre det for ham, så gjorde hun det selv md den største fornøjelse! Hun stod roligt og tæt ind mod hans skikkelse. Hun nød bare det faktum, at han holdt hende så tæt som det hun var lige i øjeblikket. Hun elskede det virkelig! Hun smilede let. Det lettede hende faktisk, at det ikke var et hold op, som hun ligefrem havde ventet sig, men at det var et sådan et! Det gjorde hende faktisk rigtig glad! "Okay.. Nu troede jeg lige.." sagde hun med et stille træk på skuldrene. Det var nu ikke noget som man skulle tænke over lige nu. Han var jo trods alt hendes skytsengel, så det gjorde hende også glad at han gjorde så meget alvor ud af det. Bare det, at han passet på hende, var noget som virkelig gjorde hende så frygtelig glad. Bare at han tænkte på hendes helbred på denne måde og ikke bare sad med ønsket om at skulle tvinge hende med under dynen. Det var også det, som gjorde, at hun turde at give sig helt hen til ham lige netop nu.
Malania nød virkelig fornemmelsen af, at have ham så tæt på som det hun havde lige i øjeblikket. Der fandtes virkelig ikke noget bedre. Hendes hjerte hamrede som en sindssyg mod hendes bryst, så det næsten føles som det var ved at hoppe helt ud. Selvom det dog slet ikke var muligt, så føles det virkelig sådan! Hun nikkede stille til hans ord. "Ja.." svarede hun roligt. Han havde jo ramt hendes mundvige og ikke læberne. Hun var allerede bange for, at hun allerede nød for meget af det, at skulle have ham så tæt på, at hun kunne kysse ham. Hun nød virkelig følelsen af hans læber mod sine egne. Det var virkelig den sødeste nektar som hun slet ikke ønskede at skulle undvære på nogen måde! Hun nikkede igen. At ramme plet var jo altid til det bedste ikke? Blikket hvilede i hans smukke blå øjne. Det store hav igen.. hun ville virkelig kende det ud og ind, som hun ønskede, at skulle kende ham! Ej nåede hun at skulle besvare ordene før hun igen følte hans læber mod sine egne. Hun besvarede det med den samme lidenskab som det han selv havde lagt i det. Hun kunne virkelig ikke gøre noget andet end at nyde det! Varmen blev intens i hendes eget sind, hjertet slog som aldrig før mod hendes bryst, da hun selv roligt og stille havde ladet armene søge omkring hans nakke, som havde det været en vane i sig selv. De strøg nedover hendes ryg, fik det virkelgi til at sitre som aldrig nogensinde før og det betød faktisk meget for hende. Hun trak hovedet stille til sig, da han selv valgte, at skulle bryde kysset. I hendesø øjne, så var det virkelig alt for tidligt! Tungen strøg roligt mod sine læber, blot for at fange den eftersmagaf hans egne. Den rødmen som virkelig bare hvilede konstant på hendes læber, var slet ikke noget som man skulle kunne tage det mindste fejl af. At han bare gik, fik hendes humør direkte i sænk, at han så bare tog kjolen og gik tilbage til hende, så smilede hun endnu en gang. Hun tog vel imod den. "Okay da.. for din skyld," endte hun med et varmt smil. Hun kom hurtigt i kjolen igen og rettede den til, så den igen sad perfekt omkring hendes slanke skikkelse. Hun vendte sig mod ham. Blusen klædte ham. Hun havde dog nydt, at skulle se ham i den blottede overkrop, for han havde virkelig intet, at skulle skjule. Intet! Hun lod ham glædeligt tage hendes hånd og med det kærlige smil på læben. "Det glæder mig virkelig, Pierce.. Den smukkeste tid på dagen, skal da nydes med det perfekte selskab.. Dit selskab," tilføjede hun medet sigende nik. Hun elskede virkelig at være sammen med ham.

[pierce]

Pierce elskede virkelig hendes selskab, hvilket han havde gjort helt tilbage fra starten af. Han havde nu aldrig regnet med, at han var blevet forstyrret, da han havde flydt ude på vandet, for at træne sine lunger. Han havde lagt der i et par timer, og så var hun pludselig kommet dumpende for at redde ham, uden at vide om han egentlig var død, men han gik nu ud fra at hun havde været glad for at han havde været i live, skønt hun havde fået et chok, for hun var røget gennem overfladen, hvor han så havde hjulpet hende op på land igen. Et fantastisk førstehåndsindtryk i hans øjne! Men det var måske kun fordi det var hende. Hun var fantastisk! Unik! Og han kunne ikke få nok af hende! Han var blevet alt for vant til hende, men var det egentlig så dårligt? Han havde fundet en person, som betød meget for ham, hvilket han næsten ikke havde troet efter Jelickas død, hvor han var blevet indelukket og egentlig aldrig havde haft et forhold siden, og det var utrolig lang tid siden. Faktisk en ukendt tid siden. Der kunne faktisk sagtens have gået flere århundreder, men hendes ansigt havde han aldrig glemt, for han havde aldrig kunnet få hende ud af hovedet, og det hjemsøgte ham endda til tider om natten, men det var som om Malania fik ham til at glemme hende, fik ham til at glemme smerten og sorgen ved at miste hans kæreste, ved at miste den person der nogensinde havde kommet så tæt på ham. Men det var som om hun havde fået ham til at glemme fortiden, fået ham til at komme videre, så han kunne blive en ny man på ny igen, ligesom da Morgan havde vendt ham om til det gode, efter at han den skæbnesvangre nat havde tævet sin lære – ja næsten ihjel. Alt det var et overstået kapitel, og han følte han nu kunne tillade sig at begynde på ny, men det var vel også hvad Jelicka ville have ønsket for ham? Og han var faktisk næsten hundred pct. sikker på at hun havde kunnet lide Malania, hvis hun havde kendt hende, men det var vidst kun godt at han havde mødt Malania efter Jelicka, for ellers ville han nok aldrig have følt sådan som han gjorde nu, for Malania. ”Jamen, det vil jeg så bare glæde mig til,” sagde han oprigtigt og smilede skævt til hende, hvilket han faktisk gjorde, selvom han vidste at hun ikke var for selvsikker for ham, for hun var langt fra så selvsikker at hun blev egoistisk! Hun var perfekt! Han havde ikke noget imod at folk gik op i deres udseende, for det betød vel også en lille del? Man kunne jo ikke føle noget begær for sin elskede, hvis man ikke var tiltrukket af sin elskedes udseende. Og sådan var det egentlig ved alle, om de ville indrømme det eller ej. Han smilede blot til at hun havde misforstået ham, for det havde skam ikke været meningen! Han ville ikke have at deres kærlige berøringer, deres lille flirt, deres kys holdt op, han ønskede næsten mere, efter at han havde fået en lille smagsprøve.
Pierce nød følelsen af hendes læber mod hans, og han burde stoppe det hele her og nu, jo før de skilte sig fra hinanden jo bedre, for han ville blive alt for vant til hende, at han ikke ville lade hende gå, og det kunne de jo ikke have. Men igen, han vidste jo ikke hvordan hun havde det, så hvorfor blev han så nervøs for at hun skulle gå? Det var nok fordi det snart blev nat, og at det var der man plejede at sove? Men der var endnu flere timer tilbage før natten for alvor skred på. Så han havde vel endnu nogle timer sammen med hende? Men hvis næsten en hel dag gik så hurtigt, så ville nogle timer vel gå sindssygt hurtigt? Det måtte de ikke! At hun tog kjolen på for hans skyld, gjorde ham blot glad, for han ville virkelig ikke have at hun skulle blive syg! Selvom den kjole nu heller ikke måtte varme særlig meget. Ærgerligt, at han ikke havde noget varmere, som han kunne give hende. Han førte roligt hendes hånd op til hans mund, og skænkede hendes håndryg et blidt kys. ”Du er så smuk,” sagde han med en lavmælt stemme og smilede mildt til hende, uden at han veg øjnene fra hende. Så ned af hende, det var ikke særlig meget hun havde på. Han så roligt ned af sig selv, inden han hev den hvide bluse over hovedet igen, og rakte hende den. ”Her tag den her på, så vil jeg se solnedgangen med dig,” sagde han med et drilsk smil, måske var det afpresning, men han ville virkelig ikke have at hun blev syg, som sagt. Og han frøs jo ikke ligefrem, så han kunne sagtens undvære sin bluse, desuden så kunne han også have sine vinger frit fremme, uden at skulle have dem foldet sammen på hans ryg.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Malania var ærligt bange for, at de ville ende med at gå hvert til sit, hvis de skulle stå her alt for længe. Desuden så var det jo heller ikke fordi, at hendes kjole varmede så meget. Ikke at det var noget som hun ville tænke på. Hun ønskede virkelig bare at være sammen med ham, lære ham bedre at kende og kende til hans fortid. I alle fald af det som stadig måtte ligge hende fuldkommen ukendt og det var noget som gjorde hende så frygtelig nysgerrig på alle tænkelige måder! At det jo selvfølgelig ikke forholdt sig sådan, var jo det som var mest ærgeligt. For hun ønskede virkelig at kende ham ud og ind, samtidig som hu nselv ønskede at skulle kunne åbne sig op for ham, så var det virkelig noget af det vigtigste, for hun ønskede virkelig også at han skulle lære hende at kende. Det førstehåndsindtryk var da i den grad en helt ny af slagsen, det var der ingen tvivl om. Hvor længe han havde ligget der, vidste hun ikke, men hun var blevet så frygtelig forskrækket, at hun var endt med at ryge direkte igennem vandet istedet for.. Han havde jo faktisk reddet hende, selvom det havde været hendes hensigt, at skulle redde ham. Det var bare ikke fair! Der kunne man jo fint sige, at hun var frygtelig glad for, at skulle snakke med ham, frygtelig glad for at have mødt ham på denne måde, for det var hun virkelig! Det var der slet ikke nogen tvivl om. Hun sendte ham det varme og blide smil. "Det er godt min kære.." hviskede hun med en rolig stemme. Næsen lod hun roligt gnide mod hans og med det samme smil. Kjolen fik hun ganske enkelt rettet til, så den sad ordentligt, selvom den dog på ingen måde ville varme hende det mindste overhovedet, hvad end om det var noget som hun ville eller ikke, så var der ikke meget som hun kunne gøre ved det lige nu. Det var vel bedre end ingenting vel? Begge havde de mistet, så det var noget som de begge kunne sætte sig ind i, noget som et sted glædet hende. Det var faktisk også dejligt, at kunne lette den sorg fra brystet og komme videre..Det var hun også helt sikker på, at Lucius ville have ønsket for hendes vedkommende. At hun selv skulle komme videre istedet for at sidde alene for sig selv på denne måde. Et sted var det noget som faktisk også måtte skræmme hende en hel del.
Malania betragtede Pierce stille. Hun havde nu nydt, at skulle sidde og betragte hans flotte overkrop. Og hun havde i den grad også nydt det, at skulle komme så tæt på den, at hun kunne stryge hans faste bryst. Hun havde simpelthen elsket det! Bare det faktum at hans race mere eller mindre var ukendt for hende. Hun rystede hurtigt den tanke ud af hovedet. Hun kunne da slet ikke stå og tænke disse tanker lige nu. Det var virkelig ekstremt upassende! Hun sendte ham blot det varme smil. Hun holdt af ham og meget mere end det som man lige burde af en som man havde mødt for bare et par timer forinden, selvom det jo faktisk havde varet allerede hele dagen. Et sted var det jo faktisk en tanke som blot måtte skræmme hende. Bare det, at tiden kunne gå så hurtigt, var virkelig helt utroligt for hende, for det var virkelig ikke noget som gav nogen mening for hende overhovedet! Smagen af hans læber, var slet ikke noget som hun ønskede at skulle mangle, for hun holdt virkelig af det. Ja, bare det faktum, at han havde været så tæt på hende. Hun sendte ham de varme og kærlige smil, da han tog hendes hånd og skænket den et let og stille kys. Hun nejede let for ham og med det varme smil. "I lige måde.." røg det direkte ud af hende, hvor selv den røde farve måtte melde sig i hendes kinder. Hun vendte blikket let forlegent ned mod hans bryst, selvom det virkelig bare var for et stille øjeblik, inden hun vendte blikket op mod hans ansigt igen. At han tog blusen af og rakte den til hende, var noget som overraskede hende en hel del. Hun blinkede let med øjnene. "Jamen.. det.. det er jo din.. Du skal jo ikke fryse," sagde hun stille. At han var halv fisk var jo igen noget som hun ikke rigtigt måtte tænke over. Han måtte da også fryse vel? Hun tog dog stille blusen til sig, inden hun trak den over hovedet. Den var tydeligt for stor til hende, for hun var virkelig ikke særlig stor af sig. Tvært imod, så var hun faktisk en anelse lille. "Afpresning.." mumlede hun med et drilsk smil. Hun ville virkelig bare gerne sidde og nyde det sammen med ham. Bare tanken om at skulle sidde der sammen med ham, sidde i hans favn og bare snakke. Hun havde så sandelig ikke nogen planer om at vende hjem til skovene i Procias endnu! Slet ikke! Hun tog hans hånd og gjorde tydeligt tegn til at de kunne sætte sig ned.

[pierce]

Pierce elskede at befinde sig i hendes selskab, hun var virkelig en dejlig person at være sammen med, hun fik én til at føle sig tryg, fik én til at føle sig godt tilpas, udelukkende fordi hun var denne unikke person. Pierce var utrolig glad for at han havde mødt hende, for eller havde han fortsat gået rundt og manglet en del af sig selv, for det var som om hun udfyldte den sidste del af ham, hun udfyldte de manglende brikker, og gjorde ham hel. Havde han ikke mødt hende, havde han aldrig fundet ud af, hvad han egentlig manglede i sit liv. Han havde været ensom uden egentlig at lægge mærke til det, eftersom han ikke havde tænkt over det, men nu hvor han havde mødt Malania, så havde hun fået ham til at indse, at han faktisk savnede en kvindes blide berøringer, og det skulle ikke bare være en hvilken som helst kvinde, for sådan var han ikke, nej hun skulle være helt speciel, og han havde faktisk haft heldet med sig. Det kunne han i hvert fald ikke komme uden om! Hun var faktisk det som han manglede i sit liv. Og han var nok blevet langt mere glad for hende, end hvad han egentlig havde regnet med, for til at starte med, havde hun jo egentlig blot været en tilfældig kvinde som havde mødt ham, godt nok på en lidt usædvanlig måde, men det gjorde ham nu ikke så meget. Han var bare glad for at han nu havde mødt hende, for det var som om hele hans liv lige var begyndt, som om han fik chancen for at blive en ny mand, og gøre alt bedre end sidste gang, som om han havde fået en chance til, og han ville ikke begå de samme fejl igen! Han elskede hendes smil, hendes berøringer, og hendes kærlige blikke, han kunne slet ikke få nok af det. Hun var virkelig utrolig! Og han ville ikke have at det skulle ende endnu! Det måtte det virkelig ikke. Han ville så gerne have mere tid med hende, og et sted var han faktisk bange for, at hvis han lod hende gå nu, så ville han ikke se hende før om lang tid, og det ville han ikke risikere! Han ville være sammen med hende, og se hende hurtigt efter dette møde! Men ville det ikke virke dumt, hvis han havde ledt efter hende dagen efter? Derfor måtte dette møde bare ikke ende! Ikke endnu i hvert fald.
Det var kun godt at de var kommet op af vandet, for at hun frøs var ikke noget som Pierce kunne lide at tænke på. Desuden måtte han også tage hensyn til hende, eftersom det eneste han egentlig havde brug for, var vand og ilt. Var han ude i solen i for lang tid, så havde han brug for vand, og var han under vandet i alt for lang tid så skulle han bruge ilt, men mad og drikke, varme og kulde, det var ikke noget som han havde brug for eller som bed i ham. Det havde faktisk sine fordele at være havengel, men dog også ulemper, men det var til at overleve. Han havde faktisk ikke lyst til at være nogen anden race, nu hvor han tænkte over det, han havde det godt sådan som han havde det nu, især nu hvor han havde mødt Malania. Han kunne ikke lade vær med at smile, da hun kaldte han for smuk, egentlig ikke noget som han var vant til, men han nød faktisk hendes komplimenter, nok også fordi at han var blevet alt for glad for hende på så kort tid. Alt hvad hun sagde, alt hvad hun gjorde, hun kunne virkelig ikke gøre noget forkert! Hun var perfekt! Og dog, alle havde fejl, men hun lå virkelig så tæt på perfekt, som man nu kunne komme, at hun faktisk gik ind under den kategori – i hvert fald efter hans mening. Han fniste blot lidt, da hun ikke var så meget for at tage imod hans hvide bluse, men det havde han ikke noget imod, eftersom han ikke kunne fryse, og det kunne hun, desuden så hjalp hendes kjole nok ikke så meget, da den ikke havde lange ærmer. ”Jeg kan ikke fryse Mal, halv fisk husker du nok,” sagde han med et skævt smil og blinkede let til hende med det ene øje. ”Desuden, så gør det mig ikke noget,” tilføjede han med det varme blik, der ikke fjernede sig fra hendes smukke mørke øjne, som han kunne se ind i, i flere timer! Fantastisk! Det var virkelig hvad hun var! Han lo muntert da hun sagde at han afpressede hende, hvilket han jo egentlig også gjorde, dog havde han nu villet se solnedgangen med hende uanset hvad, han ville bare ikke have at hun frøs. Han fulgte hende blot, og satte sig ned i det bløde græs, med udsigt til den store nedsænkende sol. Han slap roligt hendes hånd for at slå armen omkring hende og trykke hende blidt ind til sig.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Malania var virkelig bare så frygtelig glad for, at hun havde mødt ham, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om. En mand som ham, var slet ikke noget som hun i det hele taget kunne mindes, at have set nogen andre steder. Så omsorgsfuld som det han måtte være, så rolig, mild og blid som han var og med den fantastiske personlighed, så var han virkelig en ud af en million! Malania følte sig virkelig bare så tryg ved ham og det var nu ikke noget som hun var vant til blandt mænd, udelukkende på grund af hendes egen fortid og med det indblik som hun havde fået i det mandlige køn, så var det jo noget som var temmelig logisk set. Hun lod hoevdet søge let på sned og uden at skulle fjerne blikket fra ham. Hun var virkelig så frygtelig glad for at hun havde mødt ham, så utrolig glad for, at hun havde mødt lige netop ham af så mange, selvom det førstehåndsindtryk langt fra havde været som ventet, så var hun da kun glad for, at det svar sådan at det var endt i den anden ende, det var i den grad også helt sikkert. Hun kunne virkelig ikke undgå at smile ved hans latter og hans grin. Det var virkelig bare noget som gjorde hende så frygtelig glad og så varm indeni, det var ikke noget som hun kunne komme det mindste udenom overhovedet, hvad end om det var noget som hun ville eller ikke, så var det bare ikke muligt for hende. Den gjorde hende blød i knæene! At han var halv fisk var igen en tanke som hun havde svedt fuldstændig ud. Det var slet ikke noget som hun havde tænkt meget over overhovedet. Hun himlede let med øjnene og rystede stille på hovedet. Hun vidste det jo egentlig godt! "Og igen, så er det noget jeg glemte.." Hun rystede let på hovedet af sig selv, selvom det dog gjorde, at det var lettere for hende at skulle tage imod hans bluse og bruge den selv fremfor at skulle give ham den tilbage igen. "Det er godt," afsluttede hun roligt og med det samme naturlige varme smil på læben. Hun satte sig roligt ned i græsset ved ham og slap hans hånd, da han selv valgte, at skulle give slip på den. Armene som han lod vandre omkring hendes krop, for at trække hende ind mod sig, fik hende virkelig bare til at sitre. Den varme i hendes eget sind, var virkelig så frygtelig intens, at hun næsten måtte svede.
Ganske forsigtigt, så vendte hun sig omkring i hans beskyttende og betryggende favntag, så hun sad med ryggen ind mod hans bryst. Her valgte hun at sætte sig godt til rette, så hun kunne se i retningen af den nedsænkende sol. Det var en smuk ting.. I hendes øjne, så var det i den grad den smukkeste ting som man kunne opleve igennem en hel dag! Bare det faktum, at de havde været sammen i så frygtelig lang tid, forekom hende næsten som en skræmmende tanke. Tiden var virkelig bare fløjet afsted! Stadig var frygten der for ikke at skulle se ham igen, for det var virkelig noget af det sidste som hun nogensinde havde og ville ønske, det var der i den grad heller ikke nogen som helst tvivl om. Hun holdt forbandet meget af ham og meget mere end det som hun lige havde regnet med at skulle gøre det, det var i den grad også helt sikkert, selvom det nu ikke var noget som hun måtte se på som noget negativt. Slet ikke! Hovedet søgte stille mod hans bryst, idet hun selv roligt måtte tage omkring hans hænder, idet hun roligt strøg over hans håndrygge, ganske så roligt og blidt. Hun kunne virkelig ikke lade være med at smile. Det kunne hun bare ikke hvad end om det var noget som hun ville eller ikke. Han gjorde hende glad, han gjorde hende tryg og han have vist hende hvordan hun selv havde levet livet siden hun havde mistet hendes kære mand. Nu var det et kapitel som hun endelig følte for, at hun kunne færdigskrive og så komme videre, for hun var i den grad helt sikker på, at det også måtte være det som Lucius havde ønsket at hun skulle. Helt ond og grotesk havde den mand dog aldrig nogensinde været, det var i den grad også helt sikkert. Hun vendte blikket stille op mod ham. Hun fortrød virkelig intet og så absolut intet af hvad der var sket i dag, det var i den grad også helt sikkert. Hun sukkede stille og med en lettelse så dybt i sindet. For det var virkelig noget så tydeligt, at skulle føle og fornemme lige for dette øjeblik, det var i den grad også helt sikkert. Hun frøs ikke så meget mere og det var alt sammen takket være ham, det var i den grad også helt sikkert. "Det er smukt," sagde hun med et stille smil. Hun elskede virkelig at se på den smukke solnedgang. Hun så på den med et helt andet syn end det som så mange af hendes slags ville. Så mange frygtet for mørket og for natten. For hende var mørket blot en ganske så naturlig ting at skulle opleve dag efter dag, nat efter nat. Hun lukkede øjnene og lod hovedet søge let mod hans skulder, for at komme selv så tæt på ham ,som det var hende overhovedet og menneskelig muligt. Blikket søgte derefter stille til hans skikkelse. Hun skænkede hans hage et stille og blidt kys.

[pierce]

Pierce havde aldrig i sit liv troet at han ville møde en sådan skøn kvinde, efter Jelickas død. For den kvinde havde betydet verdenen for ham! Hun havde været den kvinde han havde drømt om, og han var blevet knust efter hendes død. Men nu hvor han havde mødt Malania, så havde han det som om at han kunne tillade sig selv for at begynde på ny, og det var vel også det Jelicka havde ønsket for ham? Uanset hvad så kunne han ikke ændre i fortiden uanset hvor meget han ønskede. Eller kunne det lade sig gøre med magi? Han rystede let tanken ud af hovedet. Det var fortid, og det var bedst ikke prøve at ændre i den, for uanset hvad, så ville man aldrig kunne ændre hvad der var sket, så hvis det faktisk lykkedes ham at få Jelicka tilbage, så ville hun blot dø på en anden måde. Han savnede hende godt nok, og ville aldrig glemme hende, men at komme videre var nok det som var det bedste for hans vedkommende. Nu ville han sidde her med Malania i sine arme, og se den smukke solnedgang. Og at han skulle opleve et sådan magisk øjeblik var ikke noget han havde regnet med, især ikke med sådan en fantastisk person, som Malania. Hun var utrolig. Og han håbede virkelig ikke at deres møde ville ende! Det ønskede han vitterligt ikke! Han ville ikke have at dette øjeblik skulle ende, det måtte det virkelig ikke! Han havde nydt denne dag med hende, og han elskede virkelig at bruge hvert eneste sekund i hendes selskab. Han gjorde intet da hun satte sig mellem hans ben og lænede sig ind mod hans bryst, og han nød at hun strøg hans håndrygge med sine tomler, hvilket fik det til at sitre i hele hans krop! Han lod let sine hænder vride sig ud af hendes for blot at gribe fat om hendes igen, så hans håndflader hvilede mod hendes håndrygge, hvor han flettede sine fingre ind i hendes. Han nød at sidde med hende her, og han havde ikke lyst til at rokke sig en eneste millimeter fra hende! ”Ja det er den … men ikke lige så smuk som dig,” sagde han med et varmt smil om læberne inden han kyssede hendes hår. Hun duftede så godt! Han betragtede roligt den nedsænkende sol, med en tænkende mine. Mon deres veje egentlig havde behov for at skulle skilles denne aften? Tankerne blev let drevet væk fra hans sind, da han mærkede hendes bløde læber mod hans hage, hvilket fik ham til at smile ned til hende. Han slap roligt hendes ene hånd, og lod sin pegefinger løfte hendes hage, så hun så op mod ham igen, hvor han skænkede hendes læber et mildt kys. Denne gang ville han ikke ’ramme ved siden af’, selvom det faktisk havde været med vilje sidst, for han blev alt for vant til hende, og det var ikke særlig godt. ”Jeg har ikke lyst til at lade dig gå,” hviskede han lavmælt, og så hende ind i øjnene. Det var jo sandt, han ville ikke have at deres veje skulle skilles, ikke endnu i hvert fald, for det var alt for tidligt! Fingeren under hendes hage, strøg blidt over hendes kind, imens han smilede ned til hende. Hun var virkelig en fryd for øjet, og han måtte indrømme, at han langt hellere ville se på hende end en solnedgang, som han dog alligevel rettede blikket imod. ”Hvornår skal du gå?” spurgte han en smule fraværende, som var det uden betydning, selvom han var ved at dø af spænding indeni, for han havde ikke lyst til at hun snart skulle vende hjem, hvor det så end lå. Han ville dog selv skyde på at det lå i Procias, eftersom hun jo var et lysvæsen, som var blevet vendt tilbage til det gode, efter at have været en del af mørket. Han selv boede ikke noget sted, han havde aldrig slået sig ned efter Jelickas død, men vandret frit omkring, hvor vinden førte ham. Han skulle blot være tæt på vandet, så han ikke ville tørre ud, når solen afkræftede ham, så han var lidt vidt omkring i de forskellige lande, og hvis hun også var det, så ville de nok få svært ved at finde hinanden, når de engang skiltes. Men han skulle nok finde hende et sted, for han ville ikke hvile før han havde fundet hende igen!

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Malania ville virkelig bare have den mulighed til at skulle nyde at sidde her så længe, at det var hende overhovedet muligt. Hun vidst jo heller ikke om Pierce havde noget som han skulle nå inden han ville tage herfra igen, hvilket i den grad også var en temmelig skræmmende tanke for hendes vedkommende. Hun puttede sig godt ind i hans trygge favntag. Nu følte hun først for alvor, at hun kunne komme videre fra det sted hvor hun havde siddet stille så længe. Siddende fast på den sidste side af det kapitel som hun endelig havde formået at skulle skrive færdig. Det var alt sammen takket være ham. Den varme som han satte i hende, det at han kunne holde om hende og faktisk få hende til at føle sig noget så frygtelig beskyttet, det var virkelig noget som betød en hel verden for hende, det var i den grad heller ikke nogen tvivl om det! Hun smilede ved hans kys mod hendes hår. Hun kunne da virkelig ikke gøre andet end at skulle nyde det! Hun var rolig og hun kunne i den grad også føle sig så voldsomt tryg sammen med ham, det var jo virkelig helt utrolig! Hun var bare så glad for at hun havde mødt ham! Så glad! Hun lod dderes fingre blive sammenflettet, hvilket kun fik hende til at smile mere end det som hun havde gjort til nu. Hvis det i det hele taget var muligt, hvilket man i den grad heller ikke skulle tro, ikke sådan som det måtte se ud nu. Hun trak vejret dybt. At han slap hendes ene hånd, lod den falde under hendes hage og vendte blikket op mod sig, hvor hun med den største glæde, måtte besvare hans kys. Igen måtte det få hendes hjerte til at skulle slå mere fast og hårdt mod hendes bryst. Den tanke og den fornemmelse, var virkelig intet andet end direkte behagelig! På alle måder endda! Hun smilede et stille og svagt smil idet hun selv stille trak hovedet til sig igen. Hun ville virkelig gerne se ham igen.. Det ville hun virkelig! "Du smigre mig, Pierce.." sagde hun stille og med det varme smil på læbe. At han ikke havde lyst til at lade hende gå, gjorde hende dog glad. Hun var ønsket her sammen med ham og det var i den grad også noget af det bedste ved det hele. Hun kunne virkelig ikke gøre noget andet end at nyde det, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Hovedet lagde hun tæt ved hans ene skulder, hvor hun roligt hævede den ene hånd og lod den stryge mod hans kind. Som deres situation stod nu, så følte hun nemlig godt, at hun kunne tillade sig, at gøre lige netop dette. Han havde ingen som ventet på ham og det samme havde hun heller ikke, hvilket kun i den grad måtte være hende selv en direkte glædelig tanke. "Jeg ønsker virkelig heller ikke at gå," sagde hun stille. Hun var virkelig ikke noget andet end ærlig overfor ham. Det sidste spørgsmål ramte hende dog en anelse alligevel. Ønskede han virkelig, at hun skulle gå? På den måde som han fremstillede det, som om det slet ikke var af nogen betydning. Hun blev dog siddende. Det var jo ikke fordi, at han havde valgt at afvise hende endnu. Hun ville virkelig bare nyde det så længe, at det ville være hende menneskelig muligt! "Jeg har slet ikke travlt med at komme afsted," begyndte hun roligt. Hun vendte sig let i hans favntag og puttet sig mere eller mindre ind mod hans krop og ind mod hans favn. Hun elsket faktisk at skulle sidde der sammen med ham. "Du har vel ikke noget som du skal nå?" spurgte hun roligt. Hun ønskede jo bestemt heller ikke, at skulle holde ham igen, hvis han havde andre ting at skulle ordne. Også selvom det var hende fuldkommen ukendt med hensyn til værende boplads eller noget som helst, så agtet hun at finde ham igen, det var i den grad helt sikkert! Hun betragtede sig roligt af hans ellers så smukke og nu så velkendte ansigt. Hun trak vejret dybt og knugede lidt mere omkring hans hånd ved tanken alene. Mørket var slet ikke noget som hun frygtede det mindste overhovedet og det havde hun aldrig gjort. For hende var det virkelig bare en så naturlig ting. Hun ønskede bare ikke at slippe ham! Hånden førte hun stille op til sine læber, hvor hun skænket den et let og blidt kys, for blot at holde den tæt ind mod sin egen krop og med et ganske så stille og let suk. Dog indvendig, så det næsten ikke ville kunne høres for ham. Hun ønskede bestemt ikke at skulle være til besvær for ham.. slet ikke!

[pierce]

Pierce fandt hende virkelig smuk! På alle måder endda! Men kunne han også sige det, så hun ikke troede at han blot var endnu en fyr der ville i seng med hende? For han måtte ærligt indrømme, at han var næsten bange for hver berøring af hende, og hvert ord han sagde til hende, for han var virkelig ikke ude på at støde hende væk! Ikke nu! Aldrig! Han ville bare nyde tiden med hende, og han var kommet til at holde mere af hende end hvad han havde regnet med til at starte med, for hun havde virkelig sat sit præg i ham! Han havde ikke lyst til at give slip på hende endnu! Og hvis han kunne, så aldrig. Han nød hendes selskab mere end noget andet! Han nød hende. Hun var virkelig fantastisk, og hun fik ham til at føle sig helt nede på jorden, og alligevel helt oppe i himlen, hvor han ikke kunne komme ned igen, fordi hans hjerte var fløjet af sted med ham. Han holdt utrolig meget af hende, og han ville ærlig talt bare nyde den sidste tid med hende, for før eller siden måtte han jo vænne sig til tanken om at de skulle være skilt. Selvom han ikke var meget for det. Han nød deres kys, som de havde delt hele dagen, fordi fornemmelsen af hendes læber mod hans, havde sat en utrolig varm og underlig sitren i gang i hans krop, en sitren som han ikke havde følt i utrolig lang tid, hvis han da overhovedet havde følt den før. Men én ting var sikkert, han nød den sitren til dets fulde ende! Og han havde også følt den sitren igen, ved det kys han lige havde skænket hende, og det gjorde ham helt varm af glæde, at hun besvarede det. Han lød let sin hånd søge hen mod hendes kind, som han også strøg ganske blidt. ”Jeg prøver at gøre mit bedste,” svarede han drillende, skønt det var sandt, for han ville jo gerne have at hun brød sig om ham. Han fyrede dog ikke bare alt muligt lort af, for han mente skam hvert et ord der kom fra hans hjerte. Han holdt blot om hende igen, da hun vendte blikket mod solnedgangen, hvilket han også selv gjorde. Han nød hendes blide strøg mod hans kind. Han nød hver en berøring der kom fra hende, for de satte virkelig hans krop til at kæmpe, for at holde hans hjerte i ro, og for at han ikke skulle få det alt for varmt, så han ville brænde op, for sådan føltes det virkelig i øjeblikket. Dog steg varmen blot ved hendes ord, for de gjorde ham virkelig glad! At hun ikke ville gå, men blive her hos ham, tanken frydede ham blot. Mere end noget andet! ”Det glæder mig,” hviskede han stille mod hendes øre, inden han selv lod sin hage hvile mod hendes skulder, imens hans øjne var rettet mod den nedsænkende sol, der hele tiden kom længere og længere ned. Et syn som han egentlig kun ville dele med hende. Han blev blot roligt siddende, da hun vendte sig i hans favn, hvor han blot så hende i øjnene. Hendes ord glædede ham umådeligt meget! At det var helt ubeskriveligt. Hun havde intet hun skulle nå? Det kunne ikke glæde ham mere end noget andet! Og han skulle heller ikke nå noget. Frygten for at de snart skulle skilles forsvandt pludselig, hvor han i stedet for fik et andet håb, men det var så ikke noget han ville sige højt, for han var næsten bange for at det ville ødelægge det hele. Og hun skulle jo ikke få den forkerte mening om ham. Slet ikke! ”Tjah, jeg har lidt travlt,” sagde han roligt i en eftertænksomt mine, og så tænksomt ud i luften. ”Jeg har alt for travlt med at nyde dit selskab,” hviskede han blidt mod hendes øre, inden han kyssede hendes kind ganske blidt. Han skulle ikke hjem til noget, og han havde ikke lyst til at forlade hende. Ikke nu, slet ikke! Han nød den måde hun knugede hans hånd, gav den et kys og trykkede den ind til sig. Det fik ham alt sammen til at smile, for det kunne han jo umuligt lade vær med! Han trykkede hende blidt ind til sig, imens han skænkede hendes pande et blidt og flygtigt kys. Hun var så bedårende på alle former og måder! Og han kunne mildt sagt ikke få nok af hende! Han ville blot sidde så tæt på hende som det overhovedet var muligt! Og han havde ikke lyst til at give slip på hende. Han strøg roligt om hendes hånd, imens han smilede varmt til hende. ”Jeg vil blive beæret, hvis jeg må blive hos dig,” hviskede han roligt til hende, der var ingen grund til at snakke højt, når de nu sad så tæt, og han lod let sin pande hvile ind mod hendes, så han rigtigt kunne se ind i hendes smukke mørke øjne, der fik ham til at svæve helt op til universet, og ramme ned i jorden igen, som en meteor. Hun var virkelig fantastisk. Og alt det hun fik ham til at føle på en gang, det var utroligt! Utroligt på kun alle positive tænkelige måder!

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Der var virkelig ikke nogen tvivl om, at Pierce virkelig var en fantastisk mand, som hun under ingen omstændigheder ville give slip på igen! Han ønskede hende ikke bare under dynen og det var også en grund til at hun kunne give sig så meget hen til ham, som det hun havde gjort. Hun kunne åbne sig og hun kunne bare være sig selv, og det var i den grad også noget som betød så ekstremt meget for hende det var heller ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af på nogen måde! Hun elskede virkelig af den fornemmelse som han måtte sætte i hende. Stille blev hun roligt siddende ved ham. Varmen havde hun i den grad fået igen, selv ved at skulle sidde i hans favntag og bare lytte til hans ord og udtalelse. Det var virkelig noget af det bedste, som var sket hende i så frygtelig lang tid, det var heller ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af. Det store smil hvilede virkelig som var det en maske i hendes ansigt. Det falmet bare ikke. Det første smil igennem så frygtelig lang tid. Hun fortrød dog på ingen måde, at hun havde set ham på søens overflade, løbet ud til ham og så ellers bare i ren forskrækkelse, var faldet igennem. Det var jo det som gjorde, at de sad her som de gjorde lige i øjeblikket, det var heller ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af overhovedet. Det var ikke ensomheden som hvilede som det stærkeste i hende lige for øjeblikket, det var der i den grad heller ikke nogen tvivl om og det var vel også sådan at det skulle være? At smage hans læber, var noget som hun aldrig nogensinde ville få nok af. Hun vendte blikket stille op mod ham og ellers bare fuldkommen afslappet, selvom hun dog alligevel et sted var en anelse nervøs. Hvis han havde travlt og med noget som han skulle nå, så vile hun jo heller ikke holde ham igen, selvom hun slet ikke ønskede at skulle lade ham gå.. Slet ikke! "Glæder det dig, så glæder det mig," sagde hun roligt. Hun ønskede virkelig ikke at gå. Hun ønskede virkelig ikke, at de skulle gå hvert til sit lige nu, det var i den grad helt sikkert. Selvom det var ved at være sent, så var det slet ikke noget som betød noget for hende, for hun ønskede faktisk at være her sammen med ham. Hendes hjerte ville bare ikke falde det mindst til ro overhovedet! Det slog virkelig derud af som var det kun det eneste som ville ske inden det ville gå i stå, selvom det langt fra var tilfældet. Hun elskede virkelig af fornemmelsen som han måtte give hende. Det ellers så voldsomme store og så tydelige behag, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af overhovedet!
Hånden knugede hun stadig i sin egen, som var hun næsten bange for, at han ville sige tak for sig og lade hende sidde. Det var slet ikke noget som hun måtte ønske på nogen måde overhovedet, så det var virkelig heller ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af overhovedet på nogen måde. "Du har travlt?" spurgte hun stille og ikke mindst med en let usikker mine. Hun blev dog stadig siddende. De næste ord lettede hende dog utroligt! Det var virkelig undair at skulle gøre det der. Hun lukkede øjnene og lod sig stille falde ind mod hans favn, selvom hun dog på ingen måde valgte, at skulle slippe hans hånd det mindste, så det var slet ikke noget som hun ville tænke på lige nu. Han skulle bare ikke have lov til at gå fra hende, det var i den grad også helt sikkert og på alle tænkelige måder! "Du må ikke skræmme mig på den måde," hviskede hun stille, selvom hun dog på ingen måde ville bebrejde ham det mindste på nogen måde overhovedet. Hun lukkede øjnene ved hans kys mod panden og nød selv det faktum, at hun blev trykket ind til ham. Han fik hende virkelig til at føle sig ønsket og elsket og det var en fornemmelse som hun havde undværet så længe efterhånden, at den tanke i sig selv, måtte være temmelig skræmmende. Det var heller ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af overhovedet. Hans hånd lagde hun stille mod hendes ene skulder, så det selv måtte ligne, at han holdt omkring hende. Hånden holdt hun stadig mod den. Hun vendte blikket stille op mod ham ved hans hvisken af ord. Det var jo ord som kunne tolkes og hun var usikker på hvilken måde, som han måtte mene dem. Den røde farve havde atter meldt sin ankomst til hendes kinder og hun måtte jo ærlig talt hade det! Hun trak vejret dybt og selv med den faste hamren mod hendes bryst. Panden mødte roligt hans og selv med det varme smil på læben. Hun kunne ikke få sig selv til at se det mindste væk, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om! Hun holdt forbandet meget af ham.. en smag af en klar forelskelse måske, selvom hun nu var temmelig sikker på det. Man kunne virkelig ikke være i tvivl når det endelig var og bare at se på ham, gjorde hende helt blød i knæene. Hun blinket let med øjnene. "Tror du at jeg nogensinde vil lade dig gå, Pierce?" spurgte hun roligt og med en let nysgerrig stemme. Svaret var i den grad nej! "Jeg ville blive beæret.. hvis jeg må blive hos dig," tilføjede hun roligt. Hun var ærlig. Hun ønsket at være ved ham, hvis han ville lukke hende så meget ind.

[pierce]

Pierce nød virkelig sin tid med hende! Og han havde ikke lyst til at lade hende gå. Det ville være alt for tidligt! Hun var det selskab som han havde savnet, det selskab som han ønskede at tilbringe sin tid med, og det selskab som han havde behov for, for hun havde virkelig vist ham at han havde savnet følelsen af at beskytte én, at holde om én, at elske én. Og om han var meget for det eller ej, så var han vel ved at blive en smule forelsket i hende? Det håbede han et sted ikke, for han var ikke tankelæser, og han vidste netop derfor ikke hvad hun følte for ham, og det ville være pinligt, hvis hun ikke gengældte hans følelser. Hun kunne blot se dette som et nært venskab, eller føle sympati for ham, der var ingen der sagde at hun følte det samme for ham. Han så næsten bedrøvet på solen blot ved tanken, han var vel blot et fjols? Han kunne jo ikke rende rundt og tro, at nogen så skøn som hende, ville få de samme følelser for én som ham. Han vidste jo faktisk ikke om hun så nogen anden? Tanken fik ham næsten helt til at stivne. Han vidste jo at hun var blevet enke, og hun havde måske ikke nogen, men hvem vidste om han var den eneste? Hvis hun nu så ham som en ven, så kunne hun jo sagtens have en anden? Det var lige før at han fik det helt dårligt ved tanken. Hun fik ham dog på andre tanker, da hun knugede om hans hånd. Han var et sted også ligeglad, for han ville bare hygge sig med hende, i så lang tid som han nu havde. Han nød blot den måde som hun lettet faldt ind i hans favn på. Og han tryggede hende blot tæt ind til sig, imens han slap en kort munter latter. ”Du vil måske ikke have at jeg går?” spurgte han lettere drillende, selvom der også var en nysgerrig tone over hans stemme. For det var jo et spørgsmål som han jo gerne ville have svar på. Han aede hende blot roligt over håret, imens han blidt trykkede omkring hendes hånd. Han var bare glad for at hun nød hans selskab, mere kunne han vel ikke forlange? Han ville bare have at hun hyggede sig og at hun havde det godt, det var vel hvad en skytsengel forlangte af den han skulle beskytte? Han lod hende blot føre hans hånd op mod hendes skulder, hvor hun lagde den, og sin egen over hans. Han smilede et lille varmt smil til hende. Han havde slet ikke travlt! Han skulle ikke nå en pind. Han ville sidde her sammen med hende og nyde dette øjeblik, indtil andet skete. Han betragtede let den røde farve der endnu engang måtte dukke op i hendes ansigt, den søde farve, som han ikke kunne andet end elske! Den klædte hende faktisk, måske mere fordi han havde set den så mange gange. Han lod let sin finger stryge blidt ned over hendes kind. ”Har jeg nogensinde fortalt dig, at den røde farve, faktisk klæder dig?” spurgte han lettere drillende, skønt det var sandt, for det gjorde den helt bestemt! Han nød at have frit udsyn til hendes øjne, og at være så tæt på dem, at det var som om at han næsten svømmede i dem. Han kunne simpelthen ikke tage øjnene fra hende! Det var blevet ham en umulighed. Hendes ord kom faktisk helt bag på ham. Ville hun aldrig lade ham gå? Selvfølgelig var det ikke ment bogstaveligt, det vidste han dog, men stadig, det var næsten som om at han hjerte slog så hurtigt at han ikke engang kunne mærke det. Han sank let den klump som havde sat sig fast i hans hals, og han kunne nu selv mærke at den røde farve måtte stige i hans kinder. At hun ville blive hos ham glædede ham mere end noget andet, men så kom tanken blot om hun ikke havde nogen andre hun skulle mødes med? Hvilket fik ham til at slå blikket let ned. ”Men, har du ikke noget andet at tage dig til? Såsom at se nogen andre?” spurgte han forsigtigt, inden han bed sig ganske let i den bløde underlæber uden at se på hende, skønt hans pande endnu hvilede mod hendes. Han havde bare ikke lyst til at se hende i øjnene, for han følte nok en smule jalousi, tanken om at nogen anden kunne få hende irriterede ham mere end noget andet! Og selvom han slet ikke havde lyst til at tænke på det, så kunne han ikke lade vær, der måtte jo være mange andre mænd ude i verdenen der oprigtigt ønskede hende, ligesom han selv gjorde. Nogen der så hende som mere end blot udseendet viste, nogen der så hende som den engel og fantastiske person hun nu engang var. Han kunne jo umuligt være ene om den tanke og det ønske. Og tanken om at andre ønskede hende på samme måde som han ønskede hende, var forfærdelig og uudholdelig at tænke på! Og nu irriterede tanken ham på det groveste, for han kunne ikke få den ud af hovedet. Han kunne ikke få hende ud af hovedet! Men han havde faktisk heller ikke lyst til at tænke på andre eller noget andet end hende, men når han tænkte på hende, så tænkte han også på at hun ikke var hans, og at andre egentligt godt kunne ’erobre’ hende. Han havde bare lyst til at begrave sig selv! Han ønskede sig langt væk i øjeblikket. Han sukkede opgivent over sig selv, og lagde egentlig ikke mærke til at hun egentlig kunne have hørt det, for han sad lidt i sine egne tanker.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Malania følte virkelig ikke sympati for ham på denne måde, selvfølgelig var det frygtelig forfærdeligt, at han havde været igennem det som han havde været igennem, men hun ønskede virkelig at blive siddende her i hans selskab, lære ham bedre at kende end det som hun gjorde, selvom det virkelig måtte føles som hun havde kendt ham mere eller mindre igennem hele sit liv! Hun kunne så tydeligt mærke sit hjerte hamre som en sindssyg mod hendes bryst og det tog virkelig ikke nogen ende overhovedet, hvad end om det var noget som hun ønskede eller ikke. Hun havde virkelig ikke kontrol over hvad der skete så dybt i hendes sind og det i sig selv, var noget som faktisk måtte skræmme hende en anelse, selvom det slet ikke var noget som hun ønskede, at han skulle tænke på lige nu. Hvad hun følte... en lille forelskelse, selvom det ikke bare var noget som hun ville komme frem med bare sådan uden videre? Hvad nu hvis det ikke var gengældt? Så sad hun der som den største idiot nogensinde og det ønsket hun jo bestemt heller ikke. For nu, så valgte hun blot at skulle holde det dybt i sindet og lade det forblive der! Enke var hun.. og i den grad også den ensomme af slagsen, selvom det hele havde ændret sig for hende bare den dag i dag, fordi hun havde mødt ham. Og det var noget som hun virkelig bare ville nyde så længe, at det ville vare for deres vedkommende! Hun rystede på hovedet til hans ord. Hun ønskede bestemt ikke at han skulle gå! "Nej.. Du skal blive her.." endte hun stille. Måske, at det kunne være en anelse afslørende, men det var nu ikke direkte noget som hun ville tænke meget over lige netop nu, det var i den grad også helt sikkert. De mørke øjne hvilede på hans skikkelse, hun fik sig ikke til at vende blikket nogen anden vej, det var i den grad også helt sikkert. Hun lukkede øjnene stille ved hans strøg igennem hendes lange hår. Hun nød det virkelig! I den grad! At han holdt om hende, fik hende tydeligt til at føle sig afslappet og beskyttet. Intet kunne ramme hende så længe, at hun måtte sidde der i hans favn. Hans ord fik den kraftige rødmen til igen at skulle vise sig i hendes kinder. "Du må ikke sige det!" endte hun med en drilsk stemme. Det gjorde jo bare det hele så meget værre! Hendes hjerte slog en anelse mere fast mod hendes bryst. Det var virkelig bare unfair at han skulle gøre det! Hun trak den ene hånd til sig og slog den let mod hans bryst. "Dumme.." mumlede hun med et let grin. Ikke at det var slemt at rødme overfor ham længere, nu var han vel efterhånden også ved at være vant til det? Hun vendte blikket stille op mod ham, blot for at skulle lade panden møde hans igen.
De mørke øjne blinkede ganske let og uden at skulle se det mindste væk fra ham overhovedet. Hun trak vejret dybt. Nærmest så måtte de ord næsten få hende til at føle sig en anelse uvelkommen, at han prøvede at finde noget af en undskyldning for at få hende til at gå? Hun rystede stille på hovedet. Det var faktisk meget af det som hendes tilstedeværelse i Dvasias havde skabt hende. Hun følte sig ikke rigtigt hjemme ved sin egen slags. Hun bed sig en anelse i læben. "Altså... ønsker du at jeg skal gå.. så sig det," begyndte hun stille. Hun lukkede næven en anelse mere omkring den bluse som hun havde på. Den var jo hans. Hun blinkede let med øjnene. "Mit liv i mørket har bestemt ikke gavnet mig i Procias, Pierce.. Jeg føler mig.. ikke rigtigt velkommen blandt mine egne. Jeg har virkelig intet at skulle nå," sagde hun stille. At der måtte gå meget igennem hans tanker, var noget som hun næsten kunne fornemme på ham selvom det nu ikke rigtigt var noget, som hun ønskede, at skulle spørge ind til, det var i den grad også sikkert. Hvad nu hvis det var noget skidt omkring hende? Hun bed sig atter let i læben, hævede forsigtigt den ene hånd og lod den stryge roligt og så frygtelig forsigtigt mod hans kind. Hun var virkelig panisk bange for at skulle træde forkert og følelsen var i den grad ikke behagelig. Tæn nu hvis dette alligevel skulle vise sig, at være deres sidste møde? Det ønskede hun virkelig ikke. Slet ikke!! Det dybe suk - nærmest så opgivende, var bestemt også noget af det som måtte gøre hende en anelse usikker på hele denne situation, det var i den grad også helt sikkert og den tanke, følelse og fornemmelse, var bestemt heller ikke helt positiv altid, det var der så sandelig heller ikke nogen som helst tvivl om overhovedet! "Pierce?" spurgte hun med en dæmpet og ganske så forsigtig stemme. Hun trak sig tæt og helt ind til ham og uden at skulle se det mindste væk overhovedet. "Har jeg gjort noget forkert?" spurgte hun pludseligt. Den første tanke som egentlig måtte falde hende ind og med tanke på hans reaktion og de spørgsmål som han måtte stille hende. Hjertet slog næsten ukontrolleret mod hendes bryst og tanken omkring det var faktisk ikke just behagelig.. og så allligevel. Han gjorde hende så varm indeni, han gjorde hende glad og det var virkelig ikke noget som hun ønskede at skulle slippe!

[pierce]

Pierce kunne virkelig ikke beskrive hvilken glæde hun satte i ham. Det var helt utroligt, og han havde faktisk ikke lyst til at give slip på følelse, det var ham jo umuligt! Han ville med glæde blive siddende her, for så kunne han rigtig lære hende at kende, og taget i betragtning at de kun havde kendt hinanden denne dag, så måtte man da sige, at deres møde var vellykket, for de var jo tilsyneladende kommet rigtig godt ud af det med hinanden. Måske alt for godt? For nu havde han vitterligt ikke lyst til at lade hende gå igen, han ville have at hun skulle blive her hos ham! Det var nok det som han ønskede sig allermest i øjeblikket. At hun blev. Det ville være for tidligt, hvis de gik hver til sit nu, og det havde han jo ikke lyst til, for han var alligevel et sted, bange for at de ikke ville se hinanden igen. Han var vel bange for, at hvis han lod hende gå nu, så kunne hun ikke længere lide ham, men en anden, og det måtte ikke ske! For han var jo forelsket i hende, men det kunne han vel ikke sige? Det ville vel være alt for risikabelt? Tænk hvis hun ikke følte det samme for ham? Han ville jo blive gjort til grin, selvom hun nok ville tage det pænt, for hun var jo trods alt en skøn person! Mere end skøn, rent faktisk. Han nød at sidde med hende her, helt tæt, ingen andre, til at fortælle dem hvad de skulle gøre, for de kunne gøre lige hvad de havde lyst til. Og at have frit udsyn til hendes smukke mørke øjne, det var mere end et fantastisk syn! Langt smukkere end at se solnedgangen, som faktisk var ved at være slut. Solen havde allerede passeret horisonten, dog malede den blå, røde og orange farver på himlen, i den retning, den var gået ned i. Og i den anden ende, var det ved at blive mørkt, og nogle få stjerner sad på himlen. Månen var oppe, men det var ikke én, som man lagde så meget mærke til. Han kunne tydeligt mærke hvordan hans hjerte begyndte at slå fast mod hans bryst, og at hendes gjorde det samme, det var ikke noget som han lagde mærke til, eftersom hans eget slog vildt og ustyrligt mod hans eget bryst. Han kunne ikke lade vær med at smile til hendes ord, for de kunne ikke andet end at varme ham. ”Jamen, så bliver jeg,” hviskede han mildt, og smilede et stille smil. Hun gjorde ham helt rolig og fredfyldt, noget som han et sted var hende taknemmelig over. At hun faktisk endte med at blive endnu mere rød i hovedet, var ikke lige noget som han havde taget højde for, og han kunne ikke lade vær med at slippe en lille lystig latter til hendes ord. ”Må jeg ikke sige det?” gentog han lettere drillende, imens hans turkisblå øjne hvilede muntert på hende. ”Så du beder mig om at lyve? For det passer altså,” påpegede han med et skævt smil på læberne. Den klædte hende virkelig! Han måtte endnu engang grine mildt, da hun slog ham på brystet. ”Det er da det helt modsatte! Jeg er sød,” sagde han drillende, imens han trykkede hende blidt ind til sig. Han smilede blot varmt til hende, da hun endnu engang lod sin pande hvile mod hans egen, så han atter engang fik frit udsyn til de smukke mørke øjne. ”Jeg må vist hellere stoppe med, at give dig komplimenter?”
Hendes ord fik det til at stikke ubehageligt i Pierces hjerte. Hun misforstod ham jo! Men det var også hans egen skyld. Han havde reageret helt forkert, og udvist de forkerte signaler. Han var simpelthen det største fjols! Og nu havde han gjort hende helt usikker på ham, hvilket slet ikke havde været hans hensigt. Han rystede næsten ivrigt og febrilsk på hovedet. ”Nej, nej! Du skal blive! Du må ikke gå,” bad han med en næsten bønfaldende stemme. Hun måtte ikke gå! Han ville ikke have at det skulle ende, og slet ikke på denne måde! Han havde udsendt de forkerte signaler, og hun havde misforstået ham, hvilket han så godt kunne forstå, men han ønskede virkelig ikke at dette møde skulle ende nu! Han bed sig selv let i underlæben til hendes ord, og følte hvordan han fik en dårlig smag i munden. Han havde jo ikke været ude på at såre hende, eller skubbe hende væk fra sig, han var egentlig bare ude på at hygge sig med hende. Han følte virkelig at han havde dummet sig! Og det havde han jo også. ”Undskyld Mal,” sagde han næsten i en bedende tone, han havde virkelig ikke været ude på at såre hende! Det var noget af det sidste han ville! Han nød det blide strøg over hans kind, men at det var helt forsigtigt, det fik han det næsten helt dårligt over. Han greb roligt om hendes hænder og knugede dem blidt ind til sig til hendes ord. ”Nej Malania! Det er bare mig der er et fjols,” sagde han stille, uden at se væk fra hende, ”du kan slet ikke gøre noget forkert! Og jeg vil ikke have at du går.” Han bed sig endnu engang i den bløde underlæbe, og ventede vel egentlig blot på hendes reaktion.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Malania kunn virkelig ikke gøre noget andet end virkelig bare at nyde tiden sammen med ham, for det gjorde hun virkelig! Hun ønskede virkelig ikke, at det nogensinde skulle holde inde, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet! Hendes hjerte slog fast og hårdt mod hendes bryst og hun havde virkelig ikke nogen som helst kontrol over det som måtte ske så dybt i hendes egen krop og i hendes eget sind, det var slet ikke noget som hun kunne komme det mindste udenom overhovedet, hvad end om det var noget som hun ville eller ikke. Hun vendte blikket stille op mod ham. At han ikke havde nogen intentioner om at gå nogen steder, var dog noget som i den grad måtte bringe sin lettelse til hende og på alle tænkelige måder! Det fik hende virkelig til at slappe mere af. Man kunne snildt sige, at der slet ikke var nogen som kunne få hende til at slappe meget mere af, end det som han fik hende til, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Hun trak vejret frygtelig dybt og slap det roligt og frygtelig langsomt. Hun puttet forsigtigt ind mod hans favn. Hun ønskede virkelig ikke, at han skulle gå nogen steder.. slet ikke! Hun bed sig let i læben og nikkede blot til ham. "Godt," hviskede hun stille og med en tydelig og glædelig stemme. Hun ville vrkelig ikke lade ham gå bare sådan uden videre.. ikke hvis han selv skulle nå noget, for så ville hun virkelig ikke holde ham tilbage, det var i de ngrad også helt sikkert. Hendes hjerte faldt blot en anelse til ro, selvom hans ord virkelig ikke gjorde det bedre for hende det mindste! Hun gemte ansigtet let ind mod hans krop. "Nu må du ikke sige mere!" endte hun med et grin. Det gjorde hende dog glad, at han ikke ville lyve for hende, men alligevel! Det her var virkelig meget mere end det som hun lige var i stand til at skulle sluge bare sådan uden videre. Blikket mødte roligt hans. Han gjorde hende virkelig bare så frygtelig glad, det var slet ikke noget som hun kunne komme udenom. Selvom hun virkelig ikke var meget for de mange komplimenter, så elskede hun virkelig at skulle få dem, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af overhovedet, hvad end om det var nogeg som hun ville eller ikke, så var det simpelthen bare ikke muligt for hende på nogen måde overhovedet.
At hun havde misforstået ham fuldstændig, var dog noget som lettet hende mere end noget andet lige nu! Hun vendte blikket stille op mod ham og næsten skræmt over hans egen reaktion. Selvom det dog på ingen måde, var noget som man skulle tolke som noget negativt direkte, det var heller ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af overhovedet. Hun sendte ham blot et stille smil, hun kunne virkelig ikke lade være! Her stod hun og hun ønskede virkelig at han skulle blive der sammen med hende og så længe, at han slet ikke ønskede, at hun skulle gå, så var det virkelig bare noget som faldt hende perfekt i jorden, det var der heller ikke nogen som helst tvivl om. At han gik så langt, at han sagde undskyld, var slet ikke noget som rigtigt gav nogen mening for hende, det var jo trods alt hende som havde misforstået ham, så hvorfor skulle han da undskylde? At han tog omkring hendes hænder fik hende stille til at sætte sig op lige ved ham, selvom hun dog på ingen måder, trak sig fra ham det mindste. Det kunne hun virkelig bare ikke få sig selv til overhovedet. De mørke øjne vendte hun stille i retningen af ham. Hun sendte ham et blot stille smil og rystede på hovedet. "Du skal da ikke undskylde for noget, Pierce... det.. det var da mig.. som misforstod," påpegede hun stille og ikke mindst med et let sigende nik. Det var slet ikke noget som stod til nogen former for diskussion overhovedet, det var der i den grad heller ikke nogen tvivl om. Hun lukkede hænderne stille omkring hans, blot så han kunne se, at hun ikke ønskede, at skulle afvise ham for noget som helst overhovedet. Hun prøvede at sende ham et smil og plantet et stille og forsigtigt kys mod hans kind. Hun trak forsigtigt den ene hånd til sig, for blot at stryge den igennem hans hår og videre nedover hans kind, som hun strøg ganske så roligt og blidt. De mørke øjne hvilede roligt i hans ansigt og med det rolige smil på læben. Han var virkelig ikke noget fjols. Hvad fik ham dog til at skulle tro det?! Hun lagde hovedet igen stille ved hans skulder og tæt ved hans hals. Som de næsten måtte sidde der, som havde de været et par. Ikke en tanke som hun ville se bort fra, det fik hende faktisk til at nyde det bare lidt mere. "Jeg troede bare..." Hun rystede let på hovedet. Det skulle bare ikke have lov til at ødelægge noget som helst lige nu! "Undskyld.. bare glem det.. Jeg går ingen steder.. Jeg ønsker at blive her, lige her sammen med dig," sagde hun stille og ikke mindst også med den klare og ærlige stemme, det var slet ikke noget som hun kunne eller ville komme det mindste udenom overhovedet, det var der heller ikke nogen tvivlv om overhovedet. Igen måtte hendes hjerte slå godt og fast mod hendes bryst. Hun bed sig svagt i læben. "Jeg kunne ikke finde på at gå, før du beder mig om det.. Jeg holder for meget af dig til andet.. meget mere end det jeg måske burde," sagde hun stille. I sig selv, så kastet hun sig ud i en hentydning Spørgsmålet var jo bare.. forststod han den?

[pierce]

Pierce kunne virkelig ikke gøre andet end at nyde hendes selskab. Tiden med hende havde været fantastisk! Og han ønskede virkelig ikke at det hele skulle ende nu og her med det samme, for han ville virkelig gerne nyde mere af hende, kende til alle hendes sider, det kunne han virkelig ikke skjule på nogen måder, og det ønskede han faktisk heller ikke. Hans hjerte slog hårdt og hurtigt mod hans bryst, og han kunne slet ikke få kontrol over det, selvom det da kunne være rart, for det ville være flovt, hvis hun kunne mærke, hvor meget hun fik hans hjerte til at slå. Som hun vendte blikket op mod ham, så han blot ned på hende, med det lette smil om læberne. Han havde ikke lyst til at nogen af dem skulle gå. Han holdt blot roligt om hende, og trykkede hende blidt ind til sig, for han nød virkelig at sidde her helt tæt på hende. ”Okay da,” sagde han med en lettere leende stemme, imens han mildt strøg hende over håret. De kunne jo ikke have at hendes hoved ville springe af al hendes rødme, fordi han gav hende alle sine komplimenter. Men han kunne virkelig ikke lade vær! Og det passede jo også. Hun var sød, sjov og den røde farve klædte hende faktisk, og så morede den ham på samme tid, for han havde vitterligt ikke mødt nogen der rødmede så meget som hende! Men det gjorde ham nu ikke noget, for han gik da ud fra at hun kunne lide hans komplimenter, skønt hun sagde at han ikke måtte sige mere. Og skønt han ikke måtte sige mere, så kunne han blive ved i al evighed! Han fandt hele tiden noget godt ved hende, og intet dårligt, selvom han var klar over at alle havde sine fejl, men derfor var det jo ikke ens betydende med at man var et dårligt menneske, alle kunne jo ikke være perfekte, og en verden hvor alle var perfekte, det blev også kedeligt til sidst. Det var jo godt med forskelligheder, for et rige skulle jo både bruge magikere, healere og krigere, alle var med til at skabe disser riger, og en verden, der faktisk ikke var perfekt. For var den perfekt, så ville der ikke herske krig mellem landene.
Det havde ikke været Pierces mening at hun skulle misforstå hans reaktioner, for han nød jo virkelig at sidde her med hende. Han nød at holde om hende, at hun puttede sig ind til ham, at dele deres kærtegn, måske nød han det for meget? Men var det virkelig en synd? Han havde været ensom alt for længe, og så pludselig dukkede hun op? Gad vide om det var et tilfælde? Uanset, så var han glad for at han havde mødt hende, og han havde vitterligt ikke lyst til at hverken hun eller at han skulle gå. Ikke endnu i hvert fald. Han rystede stille på hovedet til hendes ord. ”Nej. Nok misforstod du mig, men det var jo min fejl,” påpegede han roligt, og sendte hende et stille smil. Det havde ikke været hans mening at hun skulle have misforstået ham, slet ikke! Han nød hendes strøg gennem hans hår, og kysset mod hans kind, alt noget der kun kunne få ham til at smile ganske let, hvor han bed sig i den bløde underlæbe, imens han mærkede hvordan hans hjerte begyndte at slå hårdere mod hans bryst, som var det ved at eksplodere. Hun var virkelig fantastisk. Hun gjorde ham helt blød i knæene. Han trykkede hende blot tæt ind til sig, da hun lagde sit hoved mod hans skulder og hals, hvilket kun kunne få ham til at trække ganske let i mundvigen. Han nød hendes nærvær og hendes tæthed. Alt var godt, så længe han var sammen med hende. Hendes ord gjorde ham helt varm indeni. ”Og jeg ønsker heller ikke at du skal gå. Jeg vil … utrolig meget gerne have, at du bliver … her hos mig,” sagde han med en lettere lavmælt stemme, som turde han ikke at hæve stemmen, og hvorfor skulle han også det? De sad jo så tæt, at de sagtens kunne høre hinanden. Han så ganske let op mod himlen, imens hans eget hoved hvilede mod hendes. Himlen var blevet en del mørkere end hvad den havde været, men natten var jo også ved at komme ind over landet. En tanke han et sted ikke kunne lide, for han var ligesom bange for at natten ville skille dem fra hinanden. For han kunne jo ikke bede hende om at overnatte med ham? Han havde intet hus, hvilket han jo ikke havde haft siden Jelickas død. Pierce skød ganske svagt i en forundrende mine, sine øjenbryn i vejret. Hvad mente hun helt nøjagtigt med det? ”Mere end du burde?” gentog han roligt, og i en lettere spørgende tone. Han bed sig ganske svagt i den bløde underlæbe. Var der en chance for at hun også følte det samme for ham, som han gjorde for hende? Den tanke havde han egentlig aldrig tænkt. ”Mm… hvad så hvis jeg også … føler mere for dig, end jeg burde?”