Like a desert rose

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

At han havde valgt at åbne sig så meget for hende som han nu havde gjort, var noget som glædet Malania noget så voldsomt. Det gjorde hende virkelig bare glad, at han viste hende denne form for tillid med tanken til, at de kun havde kendt til hinanden i ekstrem kort tid, så var det virkelig ikke noget som gjorde hende det mindste lige nu og her. Det føles virkelig ikke sådan. Det føles som havde de kendt hinanden i meget længere tid. En tanke som et sted var direkte skræmmende, så var det bare noget som hun faktisk slet ikke ville tænke på. Hun holdt af ham som en ganske nær ven og en af de få fyre som i det hele taget havde formået, at skulle komme så tæt ind på hende på denne måde, for det var virkelig frygtelig sjældent at det skete, at de kunne komme så tæt på, at de ville være i stand til at skulle røre hende, uden at hun ville afvise dem som ingen anden ville gøre det. Hendes hjerte hamrede virkelig som ti vilde heste for øjeblikket og det var virkelig helt umuligt for hende, at skulle få det hele under kontrol igen, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet, hvad end om hun ville det eller ikke, så var der virkelig ikke meget, at skulle kunne gøre ved det, uanset hvor meget hun så end måtte hade det, så nød hun det så sandelig også. Hun kunne virkelig ikke huske hvornår hun havde følt sig så levende! Den overdramatiske og triste stemme, var noget som måtte more hende. Hun trak vejret dybt, selv uden at stoppe de rolige strøg over hans overarme. Hun kunne virkelig ikke lade være. Hun følte virkelig bare for at røre ham. Smilet afslørede ham dog. Hun lavede jo ikke andet end sjov, selvom hun dog stadig måtte se efter tegn til at det sjove måtte være gået af. Det så nu ikke sådan ud, hvilket hun i den grad var meget glad for! "Vis mig noget, som blot en engel er i stand til," påpegede hun roligt. Hvad det så end måtte være, det vidste hun ikke, men dette møde skulle bare ikke have lov til at gå mod sin ende for hende! Det nægtet hun virkelig bare! I hendes øjne, var det ikke hende som var fantastisk. Det var i den grad ham som var det! Bare hans personlighed.. hans udseende ikke mindst, selvom det i den grad måtte være det indre som var vigtigst for hende og der scorede han virkelig højt på hendes liste! Hun var kræsen når det kom til mænd et sted alligevel, men lige denne mand, var virkelig ikke en som hun ville lade glide væk som sand mellem fingrene. Hun ville virkelig gøre alt for at holde fast i ham.
Stille blev Malania liggende under ham og med blikket hvilende i hans eget. Han gjorde hende virkelig bare så skræmmende godt tilpas og det var noget som betød noget så ekstremt meget for hende, det var slet ikke noget som hun ville skjule for ham. Smilet afslørede ved bare det hele for ham? Hun så virkelig på ham som en meget nær ven og det betød meget for hende, at hun ville have en at kunne betro sig til på den måde, selvom han var så fremmed endnu, så føltes det virkelig ikke sådan længere. Bare tanken om deres fine førstehåndsindtryk. Hun havde virkelig aldrig nogensinde følt sig så flov som hun havde gjort det lige der og da. Tungespidsen gled roligt og stille over hendes læber og med det blide smil på læben, som hun bare ikke formåede, at skulle skjule for ham. Det var virkelig bare fantastisk at hun kunne få lov til at være sig selv! At han stadig spillede hendes far, fik hende dog til at smile, hvor hun selv ikke kunne holde et grin tilbage. Hun rystede let på hovedet. Han var virkelig mere skør end det som hun havde troet, at han ville kunne være i udgangspunktet! Ikke at det gjorde hende det mindste, tvært imod, det gjorde virkelig bare det hele så meget bedre! "Jeg vil ikke have stuearrest!" sagde hun med et let grin. Hun havde det virkelig bare sjovt på alle måder. Bare at hygge sammen med ham. Hvad pokker kunne da være bedre end det! At han reagerede på hendes sidste ord og at hele situationen måtte ændre sig til noget ganske andet, var noget som hun tydeligt måtte reagere på selv. Den så pludselige bedende stemme, ramte hende en anelse hårdt faktisk. Blikket faldt til ham allerede med det samme. Smilet bredte sig dog hurtigt, da han var kommet det stykke tættere på hende. Bare at have ham så tæt på, fik det virkelig til at sitre i hele hendes krop. Det var faktisk svært at skulle skjule det for ham i længden! Hånden som han lukkede omkring hendes ene, fik hende blot til at gengælde det, så hun holdt fast i den. Bare for at holde fast i et eller andet. Hun sendte ham et let betryggende smil. "Jeg har ingen intentioner om at gå nogen steder, Pierce.. virkelig ikke. Jeg nyder at ligge her sammen med dig," hviskede hun roligt i gengæld. Hun var ærlig hele vejen igennem. Alt andet var virkelig helt umuligt for hende. Forsigtigt lænede hun sig op mod ham og skænkede hans kind et blidt og forsigtigt kys. Hun ville heller ikke gå for hurtigt frem. Også selvom hun virkelig var mest fristet til at skulle tildele det kys et helt andet sted. Det ville vel være at trække det for hurtigt frem? Hun gled roligt ned at ligge igen og knugede let omkring hans hånd. "Det kunne da ikke falde mig ind, at gå," afsluttede hun roligt, blot for at bekræfte det for ham.

[pierce]

Pierce var ligeglad med, hvor lang tid han havde kendt hende! Det eneste der nemlig betød noget var at de havde denne fantastiske kemi, en kemi som han ikke ville give slip på. Det kunne han slet ikke! Han ville aldrig tillade at dette var deres sidste møde, for han var gået hen og holde af hende, man kunne jo ikke andet – ikke ifølge ham. Han var kommet til at holde af hendes selskab, som han aldrig havde gjort med nogen anden før! Simpelthen alt ved hende havde han ikke lyst til at give slip på, for han elskede hver eneste lille detalje ved hende, såsom hendes smil, hendes blik, hendes stemme, hendes berøringer, hendes latter, ja simpelthen alt! Og det var der vel ikke noget galt i? Nok havde de ikke kendt hinanden i lang tid, men de havde det jo godt sammen? Det gik han i hvert fald ud fra, de lo jo begge to, og de lavede sjov med hinanden - hvilket han godt kunne lide - de hyggede sig med hinanden, og det kunne han mildest talt ikke se noget galt i. Der var alligevel ingen til at kigge på dem, og det havde han det nu også meget fint med. Pierce så eftertænksomt ud i luften, hvad kunne han gøre? Han var jo ikke ligefrem en engel, så det var faktisk svært at skulle ’spille’ én. Han var nok halv engel, men han kom fra havet, og der var alligevel stor forskel på dem, så han var for en gangs skyld helt blank. Han måtte vel bare finde på noget andet? Han vendte sit blik ned mod hende igen og smilede drilsk. ”Jeg kan da ikke vise dig mine hemmelige tricks! Jeg kan kun fortælle, at jeg er blevet din skytsengel,” svarede han hemmelighedsfuldt, og smilede lusket ned mod hende. Hendes skytsengel; det lød faktisk meget godt i hans ører, og han ville nok uanset hvad, gøre alt for at beskytte hende, nu hvor han havde lært hende at kende, for han ville ikke have at der skete hende noget! Hun var allerede blevet ham for dyrebar, og det skulle ikke undre ham, hvis hun gik hen og blev ham en svaghed, men det gjorde ham nu ikke så meget, for hun var jo unik ligesom et mysterium, og ligeså værdifuld, som en diamant.
Pierce havde ikke haft det så godt i så lang tid! Men det var ikke noget han yderligere tænkte over, for hun fyldte alle hans tanker, han kunne ikke tænke på andet end hende i øjeblikket, og han lagde slet ikke mærke til, hvad der skete omkring dem i deres omgivelser, og hvorfor skulle han også gøre det? Han havde det jo så godt sammen med hende, og han havde ikke lyst til at give slip på det hele nu. Han ville blive hos hende, skønt han vidste at han ikke kunne blive ved med det, på et tidspunkt måtte de jo skilles, og det var måske også fint? For ellers ville de bare få for meget kontakt med hinanden og til sidst gå hinanden på nerverne, og det havde han jo heller ikke lyst til, for så var mulighederne for et nyt møde blevet formindsket. Nok nød han hendes selskab, men han var også bange for at han ville gøre ét lille fejltrin, så han var alligevel ret forsigtig med hvad han sagde og gjorde, for han ville heller ikke virke som én der bare pressede på, for sådan var han jo slet ikke! Det var bare så pokkers anderledes med Malania, for han kunne ikke lade vær med at nyde hendes nærvær, og han kunne jo se på hende, at hun nød det, for hun smilede hele tiden; ligesom ham selv. Det gjorde ham også bare mere rolig, når han så hende smile og le, for så var han ikke ét eneste sekund i tvivl om at hun nød det, ligesom ham selv. Det var faktisk sjovt, sådan som han ’legede’ far og hende datter. Komisk var det, og han kunne faktisk ikke lade vær med at grine. ”Så skidt da, det er vidst godt, at jeg ikke er din far. Det ville også bare være en skam,” sagde han ærligt. Han havde ikke lyst til at give hende stuearrest – hvis han da kunne – for han ville komme til at kede sig ihjel uden hende. Det var faktisk utroligt at tænke på, hvor kedeligt hans liv egentlig havde været, inden han havde mødt hende, endelig en ven som han virkelig kunne holde af.
Pierce kunne ikke lade vær med at smile, da hun sagde at hun ikke ville gå, for det ville han nu heller ikke have! Langt fra! Han nød hendes selskab, og han havde ikke noget imod, at hun vidste hvor meget han nød det. Det var lige før at han næsten var begyndt at rødme igen, hvis han ikke havde taget sig selv i det, da hun kyssede ham på kinden. Kysset fik hans krop til at dirre let. ”Det betyder meget for mig, at du bliver,” hviskede han mildt til hende, uden at smilet kunne falme. ”Og hvis du går, så bliver jeg nok nød til at binde dig fast til et træ, for at være sikker på at du blev,” tilføjede han drillende, imens han blinkede ned til hende, og han lod sin egen hånd give hendes et klem, sådan som hun knugede hans, hvilket han ikke kunne lade vær med at nyde.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

At de havde kendt hinanden i mindre end et døgn, var virkelig helt irellevant for Malanias vedkommende. Hun var i den grad allerede helt sikker på, at han var endt som et ømt punkt ved hende. En svaghed som man vil kunne ramme, hvis man kendte til hendes mere personlige liv. Hun nød virkelig tiden sammen med ham. Det var virkelig noget så frygtelig sjældent, at hun kunne formå, at gå ud blandt andre og have det så fantastisk som hun havde nu! For det så var hun virkelig ham selv noget så frygtelig taknemmelig på alle måder, og det var bestemt heller ikke noget, som man skulle tage det mindste fejl af overhovedet. Bare at ligge der under ham, at kunne mærke hendes hjerte hamre på den måde, det var alt sammen noget nyt for hende. Aldrig kunne hun mindes, at hun havde haft det på den måde. Det var årevis siden, at hun kunne smile og bare være sig selv og hun nød det! At han formåede, at skulle få det frem på denne måde, var blot en tanke som gjorde hende noget så glad! Aldrig i verden, at dette skulle blive deres sidste møde. Tvært imod, så ønskede hun virkelig, at det blot skulle være et af mange! Hjertet som stadig måtte hamre som havde det været ti vilde heste mod hendes bryst, var virkelig bare noget som hun ønskede og ville prøve, at få kontrol over, selvom det virkelig var helt og særdeles umuligt så længe, at han var så tæt på hende, som det han måtte være lige nu. Hun nød det dog. Hun havde bestemt intet imod det! Hun kunne ikke lade være med at smile ved hans ord. Et sted så varmede det jo hende. "En skytsengel? Du er blevet min skytsengel?" Tanken var i den grad behagelig, for ikke at glemme, at hun faktisk måtte savne, at der var nogen som skulle passe på hende, selvom det jo ikke var ord som hun kunne få sig til at fortælle ham direkte. Varmen strålede virkelig bare ud af hendes blik og hun nød virkelig af den følelse af, at skulle have ham tæt ved sig, det var der heller ikke nogen tvivl om. "Tror du ikke jeg er lidt af en mundfuld at skulle passe på? Se.. Du har jo allerede reddet mig en gang," påpegede hun med et stille smil. Han havde jo trods alt reddet hende op af vandet.. Hvilket førstehåndsindtryk!
Før eller siden, så måtte de jo gå hvert til sit igen, selvom det nu ikke var en tanke som Malania ønskede, at skulle tænke på lige nu. Hun ville virkelig bare nyde det lige så længe, at det var hende muligt. Eftersom han var et væsen af vand, så skulle han vel tilbage til vandet igen på et tidspunkt? Ikke en tanke som hun ville tænke, selvom den dog meldte sig i tide og utide, hvad end om hun ville det eller ikke, så var der ikke rigtigt noget, at gøre ved det for hendes del. Hun blev roligt liggende. Ja, tak og pris for at han ikke var hendes far da! Hun rystede smilende på hovedet. "Det er jo det jeg siger. Du er virkelig skør," sagde hun endnu en gang med et varmt grin. Hun trykkede ham igen stille i hans hånd og uden at skulle fjerne blikket. Måske at det var til det bedre, at gå hvert til sit på et tidspunkt.. så var mulighederne for at mødes senere hen, vel også meget større? Hun håbede det i hvertfald, for der var virkelig ikke nogen tvivl om, at han var en mand, som allerede havde fået en ganske særlig plads ved hende. Noget som man vil kunne betragte som et så ømt punkt, at det kunne gå hen og blive en svaghed for hende, for hun ønskede virkelig ikke, at der skulle ske noget med ham. Bare den tanke alene, var hende direkte forkastelig på alle måder! "Det er kun en meget god ting, at du ikke er min gamle far," medstemte hun roligt. Bare tanken om at skulle ligge under sin far på denne måde, var virkelig underlig! Så hellere ham. En som hun kunne snakke med og have det sjovt med. Hun havde jo trods alt heller ikke set sine forældre siden hun havde valgt, at skulle tage mod Dvasias, dengang hun havde giftet sig med Lucius. De havde virkelig været rasende over hendes valg af mand. Hun fortrød ikke.. Hun var kommet videre nu og det var alt sammen takket være Pierce. Hun var ham virkelig taknemmelig for alt det som han havde gjort for hende, for det var virkelig meget! At han ville binde hende til et træ, var blot noget som fik hende til at smile og med et let grin. Hun gengældte roligt hans klem i hånden som hun stadig måtte knuge let omkring. Hun ønskede virkelig heller ikke at han skulle gå nogen steder! Hun ville have ham lige her! "Tror du virkelig, at du er hurtig nok til at fange mig?" spurgte hun drillende, som havde det været en klar opfordring og udfordring for ham. Hun var hurtig, men dog ikke så hurtig. Det kunne jo egentlig være en sjov tanke egentlig. Hun lod hovedet søge let på sned, næsten som hun lå og spillede kostbar under ham. Han var virkelig en utrolig ven. Hun var virkelig bare ekstrem glad for, at hun havde mødt ham! Hun betragtede ham med et roligt blik, selvom varmen virkelig ikke var noget, som hun kunne lægge det mindste skjul på lige netop nu. Hun så roligt på ham. "Luk øjnene.." bad hun med en rolig stemme. Hun havde lyst nu. Nu kunne hun da heller ikke stå imod det længere. Igen.. hun var blot en anelse bange for at skulle skræmme ham, så han ville ende med at afvise hende. Hun var nemlig selv en anelse bange for at skulle gøre en ting forkert. Man måtte vel bare hoppe ud i det?

[pierce]

Pierce kunne ikke lade vær med at smile til hende, fordi hun gjorde ham så inderligt glad, at man skulle tro at det var løgn. Hun var fantastisk god til at gøre ham i godt humør, og smilet på hans læber kunne han ej fjerne, for det var i øjeblikket umuligt for ham. Hun fik ham til at le og grine, som han ikke havde gjort i lange tider, fordi han havde sørget over Jelicka, hans kæreste, som var blevet myrdet, men når han var sammen med Malania, så glemte han helt sin fortid, for når han var sammen med Malania, så var han glad og havde ikke behov for at sørge. Hun fik ham til at glemme, hvilket han egentlig ikke havde noget imod. Det ville være ham den største ære at være hendes skytsengel, desuden, så ville han jo heller ikke have at der skete hende noget, for skete der noget med hende, så ville han ikke tilgive sig selv. Aldrig! Han nikkede roligt til hendes ord, med et skævt smil spillende på de rosa farvede læber. ”Nemlig, din skytsengel,” istemte han smilende og lod sin pegefinger prikke hende drillende på hendes næsetip, inden han fniste for sig selv. Varmen i hendes blik smittede helt af på ham, og det var faktisk som om at han kunne mærke den, som var hun solen selv, hvilket jo faktisk ikke var helt forkert, for hun var jo trods alt et lysvæsen. ”Jeg tvivler på at du er så stor en mundfuld igen,” svarede han mildt, og så varmt på hende, ”jeg var jo nød til at gøre gengæld,” påpegede han sandfærdigt. Hun havde jo trods alt forsøgt at redde ham, hun havde så bare fået et chok af at han havde været i live, hvilket han egentlig godt kunne forstå, for han havde også lagt i vandet i et stykke tid uden så meget at røre sig en millimeter.
”Fair nok, så er jeg skør, men bare indrøm det! Du kan lide det,” sagde Pierce muntert og blinkede drillende til hende. Han gengældte blidt hendes klem, han nød faktisk at holde hendes hånd, og mærke at hun holdt hans, det gav ham en form for tryghed, hvilket hun i det hele taget bare gav ham, han kunne jo ikke andet end at føle sig tryg og godt tilpas i hendes selskab. Det var sandt nok, han var et væsen fra havet, og skulle bruge vand, men der lå jo en sø lige ved siden af dem, så han kunne bare tage en dukkert, og så være frisk som aldrig før igen, og så havde han heller ikke behov for at forlade hende, så han kunne være hos hende i lige så lang tid han kunne og så længe hun ønskede hans selskab. Det kunne godt være at de ikke skulle have meget kontakt, for så endte det nok med at de blev trætte af hinanden, men han havde jo kun lige mødt hende! Så han ville vide meget mere! Han var langt fra færdig med at få sin nysgerrighed omkring hende, stillet tilfreds, for der var så meget, som han endnu gerne ville vide, og så ville han jo selvfølgelig også bare more sig, som han gjorde i øjeblikket. Han så hende varmt i øjnene, han kunne ikke få nok af hende! Og det var lige før at det blev helt uudholdeligt. ”Enig,” mumlede han, som om han var i en form for trance, hvilket det næsten føltes, når hun trak ham ind i en hel anden verden, ved bare at kigge på ham. Han kunne simpelthen ikke tage øjnene fra hende! Ikke kun fordi hun var smuk, men der var bare noget over hende, som gjorde ham helt kulret oppe i hovedet, både en underlig men også en god følelse.
Pierce var faktisk ikke klar over om han var hurtigere end hende. Det var han nok i vandet, for det var trods alt hans hjemmebane, men han var faktisk ikke så sikker på land, ikke fordi han ikke var hurtig, for hurtigt kunne han i hvert fald både løbe og flyve! Men så igen, han vidste jo ikke hvor hurtig hun var. ”Om jeg så skal flyve hele verdenen rundt, så stopper jeg ikke før jeg har fanget dig!” pralede han let, og smilede stolt. Han tvivlede på at han overhovedet ville kunne klare at flyve hele jorden rundt, men hvis det var for at finde hende, så ville han vel? For han ønskede mildt sagt, ikke at dette blev deres sidste møde. Han holdt jo af hende! Og han havde ikke lyst til at give slip på hende endnu, helst aldrig.
Pierce glippede let med øjnene, da hun bad ham om at lukke dem. Han så en smule forvirret ned på hende ”Øhm… Okay,” svarede han roligt og en smule undrende, inden han gav efter og lukkede stille sine øjne i. Nok kunne han ikke se hende, men han kunne mærke hendes rolige åndedræt, fordi hans hoved faktisk var ret så tæt på hendes. Han kunne mærke hendes nærvær, hendes krop under hans, hendes hånd, som knugede hans og omvendt, han kunne lugte den søde duft der hang over hende, og som havde en beroligende effekt på ham, så han nød faktisk øjeblikket, skønt han ikke kunne se hende.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

På alle måder, var Pierce virkelig noget særligt, som hun slet ikke ville kunne lade gå. Hun var et sted bange for, at deres veje noks let ikke ville krydses igen. Hun havde nu også valgt, at skulle åbne sig for ham, som hun slet ikke havde gjort det overfor nogen anden og det i sig selv, var virkelig noget som man kunne beskrive som noget.. mærkværdigt. Af personlige grunde, så lukket hun jo normalt ikke mænd så tæt ind til sig, selvom hun dog på ingen måde, ville være i stand til at skulle fortryde, at hun havde gjort det med denne mand, for han var noget som hun aldrig nogensinde ville glemme! Han havde allerede fået den plads ved hende.. en ting som andre vil kunne ramme og hun ville i den grad være påvirket af det. Hun tænkte slet ikke over Lucius mere.. ikke så længe at han var der, for så kunne hun virkelig ikke lade være med at skulle smile og det var noget, som ellers ikke skete så forbandet ofte for hendes vedkommende. Et sted i sig selv, en ganske skræmmende tanke faktisk, for hun havde altid været så smilende, glad og positiv før hun havde mødt den mand, som hun havde valgt at skulle ægte. Ikke at det var noget som hun fortrød på nogen måde! Det var slet ikke sådan, at den skulle forstås, men sammen med Pierce, så havde hun vel atter fundet en grund til at skulle smile. Hendes hjerte hamrede som en besat mod hendes bryst, som havde det været ti vilde heste, som var helt umulig at stoppe - selv for hende. Blikket hvilede roligt i hans eget. At han ville passe på hende, var noget som hun i den grad tog som en meget god ting på alle måder. Hun trak vejret dybt og med et stille smil. "Du må jo næsten være over mig hele tiden, så løbsk som jeg er." Hun blinkede let til ham og med den tydelige drillende stemme. Hun kunne virkelig ikke lade være når hun var tæt på ham. Den tanke var virkelig bare så fantastisk!
Hendes hånd måtte stadig knuge let omkring hans egen, som havde hun et sted, været bange for, at han bare ville tage den til sig og så ende med at rejse sig, for det var virkeig ikke noget som hun ønskede på nogen måde. Bare tanken om, at de skulle gå hvert til sit, var en tanke som hun slet ikke turde at tænke på! "Har jeg nogensinde påstået noget anderledes?" Hun talte blot sandt. Måske, at manden foran hende var rablende sindssyg og skør, men hun nød så sandelig også af det, så var der vel heller ikke noget større problem end det? Hovedet lagde hun let på sned. At han blinket til hende, fik svagt en rødmen til at fremtræde, selvom det klart var den type som hun fint kunne få under kontrol igen. Malania nægtet dog at tro på, at hun ville kunne blive træt af ham, bare sådan uden videre, selvom hun vidste, at man kunne få for meget af det gode, så før eller siden, så ville det jo blive nødvendigt for hende, at skulle trække sig, lige så ville det jo også være for hans vedkommende, uanset hvor meget hun var for det eller ej. "For du er virkelig dejlig skør," tilføjede hun med et let smil, selv uden at skulle se det mindste væk fra ham. Ikke bare, at han havde en vidunderlig personlighed, så kunne hun heller ikke komme udenom, at han i den grad også havde udseendet med sig, selvom det nu ikke var det som betød mest for hende. Det var bare en tanke som pludselig måtte falde hende ind. At han var enig med hende, var nu ganske godt synes hun. Bare tanken om at han skulle have været hendes far, var dræbende! "Det er godt." Hun lod sin tommel roligt stryge over hans håndryg og uden, at hendes smil synes, at skulle falme det mindste overhovedet. Det kunne det virkelig bare ikke og hun nægtet det så sandelig også! Hun lå og stirrede ham i øjnene. Smukke var de på alle måder! Et så ukendt hav som hun måtte svømme rundt i.. udforske og opdage. En direkte spændende tanke.
Hun slap et let grin og rystede på hovedet. Hurtig var hun dog, selvom hun ikke rigtigt vidste hvor hurtigt det ville være, hvis det var ham som hun skulle løbe fra. Hun betragtede ham. "Så lad det komme an på en prøve," opfordrede hun med et stille smil. Hun kunne simpelthen ikke lade være! Hvordan kunne man gøre andet end at nyde denne mands nærhed på denne måde? Det var simpelthen bare helt og særdeles umuligt! Ikke at hun rørte sig. Hun trives meget vel under ham. "Hvis du da tror, at du kan." Hun blinkede igen stille til ham og uden at smilet ville falme det mindste overhovedet.
Hvorvidt om Malania burde eller ikke, vidste hun ikke, men hun følte blot for det. En nærmest trang på en eller anden måde, som hun ikke rigtigt kunne sætte fingeren på. "Bare gør det," hviskede hun roligt, idet han stille lod sine øjne glide i. Hun kunne ikke lade være med at smile ved tanken. Selv kunne hun jo mærke hans åndedræt og det var en dejlig følelse! Tungespidsen strøg roligt over hendes læber, idet hun stille vovede sig det sidste stykke frem mod ham, hvor hun blidt og ekstremt forsigtigt, plantet et lille flyvsk kys til hans læber. Så let at hun næsten ikke kom i berøring. Hun kunne tydeligt mærke hjertet slå som aldrig før og varmen i kroppen. Et sted lidt bange for hans reaktion. Hun lagde hovedet ned i græsset igen. Blot ventende.

[pierce]

Pierce hævede det ene øjenbryn og så drillende på hende. ”Det lyder næsten som om, at du vil slippe af med mig?” spurgte han nysgerrigt og med den drillende undertone. Det håbede han ikke, selvom han gik ud fra at hun nød det lige så meget, som han gjorde, for han havde jo lagt mærke til hendes søde smil, hendes drilske stemme og det varme blik, som han kun kunne gengælde, så han gik ud fra at hun måtte have det lige så godt som han havde. ”Men jeg har desuden ikke noget imod at være over dig hele tiden, jeg kan jo umuligt blive træt af dig, så charmerende du er,” sagde han drillende, skønt han mente det, og blinkede drilsk til hende. Selvfølgelig mente han det, han kunne umuligt blive træt af hende! Hun var fantastisk, og han havde langt fra lyst til at dette skulle ende, og nu hvor han tænkte over det, så tvivlede han faktisk på at de kunne blive trætte af hinanden eller få for meget kontakt, for lige nu havde han mest af alt, kun lyst til at være sammen med hende, for der var så meget han endnu ikke havde fået svar på, så mange spørgsmål, som han endnu ville have besvaret, så meget han ville vide om hende, og han var faktisk ret sikker på, at han ville få det at vide på et tidspunkt, for ting tog jo sin tid, skønt han faktisk var imponeret over, at hun havde åbnet op for ham, når han vidste at hun havde haft svært ved at fortælle om hendes fortid.
Pierce kunne ikke lade vær med at grine til hendes ord. Det var jo rigtigt, hun havde faktisk aldrig modsagt ham i at hun ikke kunne lide at han var skør, og det gjorde hun jo så heller ikke, hvilket egentlig morede ham og gjorde ham glad samtidig. Smilet på hans læber kunne ikke falme, og hvorfor skulle det? Det havde hun jo ikke givet ham nogen grund til. Og det kunne det umuligt, når hun selv hele tiden smilede til ham, for det smittede virkelig af på ham! ”Det er sandt,” medstemte han roligt og dog smilende. Han betragtede roligt den røde farve der dukkede op på hendes kinder igen, den var faktisk gået hen og blevet ret så velkendt, og han nød faktisk at se lige netop den farve. Hun så så sød ud, når hun rødmede! Det kunne han ikke komme uden om. Han måtte le igen, hun var god til at få hans humør i top på et split sekund! ”Dejlig skør?” spurgte han let undrende samt grinende. ”Så må du jo være vidunderlig skør!” Han smilede drillende ned til hende. Han var nu glad for at han ikke var hendes far, for så følte han nok noget helt forkert for hende, eller i hvert fald noget en far ikke burde føle for sin datter! Han kunne ikke lade vær med at smile, da hendes tommel strøg ham over håndryggen, en følelse han nød, og som gjorde ham helt varm indeni. Han så blot tilbage i hendes mørke øjne, som trak ham ind i en hel anden verden, han glemte helt hvad der var sket i hans liv, når han var sammen med Malania, han kunne kun tænke på nuet og hvad vigtigere var; hende. Og han havde heller ikke lyst til at tænke på andet.
Pierce hævede sit ene øjenbryn og så udfordrende ned på hende. ”Du har jo ikke en jordisk chance!” påpegede han pralende, skønt det kun var for sjov, hvilket den drilske undertone understregede. ”Og når jeg så fanger dig, så kidnapper jeg dig, og så slipper du aldrig af med mig,” tilføjede han drillende, og smilede lumsk til hende. Han kunne simpelthen ikke få nok af hende! Hun gav ham hele tiden sug i maven, som var han på sit livs rutsjebane, og han havde ikke lyst til at komme ned igen. Han fik helt sommerfugle i maven af blot at kigge på hende, og se at hun også kiggede tilbage på ham. Og han lukkede blot sine øjne, da hun havde bedt ham om det, for han vidste at hun var der, når han åbnede dem igen. Han måtte dog synke den klump som havde sat sig fast i hans hals, da hun alligevel formåede at gøre ham nervøs, på denne spændende måde. Han lå blot over hende, afventende på hvad der ville ske, og skønt der ikke gik specielt lang tid, så føltes det næsten alligevel som en evighed, inden han mærkede hendes bløde læber mod hans egne, i et flygtigt kys, som han ikke engang nåede at besvare før de var væk igen, hvilket fik ham til at slå øjnene op igen og betragte hende. Han sagde ikke noget, for hvad skulle han sige? Og han vidste ikke helt hvordan han skulle se på hende, for hun havde slået alt væk i ham. Han sank kort igen, glippede med øjnene, imens han bed sig i den bløde underlæbe. Han kunne simpelthen ikke lade vær. Hun åbnede hans øjne for noget helt andet. Pierce lænede sig ned og pressede sine læber mod hendes i et lidenskabeligt kys. Han vidste ikke hvorfor, men han følte at det var det eneste han kunne gøre, så hun heller ikke skulle tro at han havde afskyet det. Han havde faktisk aldrig kysset end anden pige efter Jelickas død, og han havde næsten troet på, at han aldrig skulle føle en anden kvindes læber igen, for han havde haft svært ved at komme over hans kærestes død, men det var næsten noget helt andet med Malania. Han skænkede faktisk ikke Jelicka nogen tanke, for han kunne ikke tænke på andet end Malania, hvilket faktisk var skræmmende, men også vidunderligt.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Malania havde virkelig intet imod, at han skulle være så tæt på hende, som det han nu måtte være. På absolut alle måder, så var følelsen af det, virkelig bare så voldsomt behagelig som intet andet i hendes liv. En følelse som hun havde savnet og med den ekstreme spænding som hun måtte føle så dybt i sit indre. Måske, at hun var lidt anderledes end så mange andre ville have været det, men hun sad virkelig med følelsen og holdningen, at tingene skete af en grund. Det havde virkelig været meningen, at de skulle sidde der som de gjorde det nu. Det betvivlede hun virkelig bare ikke! Hun betragtede ham med et roligt blik, dog alligevel let ramt af hans første ord.. Slippe af med ham? For alt hvad hun vidste, så kunne hun da ligge der til evig tid! Hun rystede på hovedet og med det varme smil. "Langt fra," sagde hun roligt, dog tydeligt også med den beslutsomme mine, som hun virkelig bare måtte nægte, at skulle lægge det mindste skjul på. Det var i sig selv, slet ikke noget som hun var i stand til overhovedet, hvad end om hun ville det eller ikke, så var der virkelig ikke noget, at skulle gøre ved den sag. At han igen skulle komplimentere hende, fik atter den svage røde farve frem på hendes læber. Hun vendte blikket stille væk fra ham, bare for en kort stund. "Du og dine komplimenter.." mumlede hun næsten forlegent. At han fandt hende charmerende og ikke havde noget imod at skulle være omkring hende, var bestemt også noget af det, som hun måtte anse som noget af det bedste ved det hele. Bare den tanke om, at hun kunne have ham her ved sig.. alene og bare de to. Der var virkelig intet bedre for hende end det!
At modsige ham, var slet ikke en tanke som ville falde hende ind på noget som helst tidspunkt. Ærlighed havde altid været noget som hun satte meget højt, selvom hun nu efterhånden bare var vant til lidt drilleri som dette. Han gjorde det dog på en anden måde, som hun i sig selv, måtte finde meget morsomt. Hans latter var noget som satte en sitren i hende. At han måtte trives, stod noget så tydeligt i hans blik, og det var i den grad også noget af det, som hun måtte tage som noget positivt. At hun i det mindste havde gjort en ting eller to rigtigt i denne situation, var vel også for det bedste vel? De mørke øjne hvilede roligt i hans blik og uden, at skulle se det mindste væk. Hun kunne ikke. Hun var virkelig som havde hun været fuldkommen tryllebundet til hans skikkelse og til hans blik. Så velkendt som hans smil var endt med at blive for hende. En ting som hun bestemt aldrig ville glemme for noget, det var da helt sikkert! "Jeg overgår aldrig dig i det, at være skør.. Kære Pierce," sagde hun med en rolig og let bestemt stemme, selvom morskaben på ingen måde kunne skjules for hende. Det var virkelig bare helt umuligt med ham så tæt på sig! Selvfølgelig var det bare en dejlig og behagelig tanke på alle tænkelige måder, men i den grad også nyt for hende. Han var ikke hendes far, hvilket gjorde, at hun fint kunne tillade sig at skulle blive liggende og gøre det som hun gjorde, ellers var det hele da fuldstændig forkert! "Lige der, er du uslåelig," påpegede hun med et varmt og let grin. Det var umuligt at lade være!
At han direkte snakket om at kidnappe hende, var slet ikke noget, som Malania så på som noget skidt. Hun havde virkelig intet imod, at skulle tilbringe tiden sammen med ham på denne måde. "Du kommer bare an," afsluttede hun efterfulgt af endnu et grin, frem til at han havde lukket øjnene og hun selv så stille, havde valgt at skænke hans læber det flyvske og så forsigtige kys. Hun ønskede virkelig ikke, at skulle gøre ham usikker på det, at skulle have hende tæt på, på nogen måde, for det var virkelig ikke hendes hensigt! Hun havde ingen intentioner om at skulle gå nogen steder før han ville være i stand til, at skulle se hende direkte i øjnene og sige, at nok var nok, for så var situationen også helt anderledes. Hjertet hamrede som en sindssyg mod hendes bryst. Ikke direkte ubehagelig eller noget lignende, men følelsen var der.. Hvad nu hvis hun havde trådt over hans grænse og gået alt for hurtigt frem? Hun ønskede virkelig ikke, at han skulle trække sig væk fra hende, men han var virkelig noget så særligt for hende, og det var heller ikke noget, som hun kunne eller ville skjule lige netop nu! Det føles som en evighed hun bare måtte ligge der og vente. Der hvor ubehaget måtte stige.. Han sagde jo intet? Hun lukkede hånden stille og roligt mere omkring hans, næsten som undskyldningen allerede måtte hvile på hendes læber, hvis det skulle vise sig, at det var gået galt uanset hvad. At han lænede sig frem og plantet et kys til hendes læber, lod alt som hed tvivl, søge væk. Hendes hjerte slog mere og mere mod hendes bryst, da hans læber måtte møde hendes egne. Hun spændte svagt i meget af sin egen krop. Hendes øjne gled forsigtigt i, da hun valgte at gengælde hans kys. Bare smagen af hans læber, var hende direkte fantastisk! En fantastisk mand var han virkelig og Malania ønsket bestemt ikke at give slip igen.

[pierce]

Det glædede kun Pierce at hun ikke ville slippe af med ham, for han nød virkelig hendes selskab, det at de kunne sidde og more sig med hinanden, give hinanden komplimenter og faktisk bare nyde hinanden. Så han havde ikke lyst til at gå, selvom han vidste at de på et tidspunkt – hvornår det så end blev – måtte skilles fra hinanden, for hun måtte jo også have nogen ting, som hun skulle nå? Det vidste han jo ikke, for han vidste jo faktisk ikke hvad hun lavede og levede af, han kendte rent faktisk kun til hendes fortid, og så hendes personlighed selvfølgelig, skønt han faktisk heller ikke kendte hendes personlighed til punkt og prikke, for han vidste f.eks. ikke hvad hun kunne blive sur over, hvad hun kunne lide og ikke kunne. Det var utroligt, så lidt han alligevel kendte til hende, selvom det føltes som om han havde kendt hende i en evighed. ”Godt nok,” sagde han smilende og lagde ikke skjul på, at han var glad for, at hun ville have at han blev. Han kunne ikke lade vær med at more sig over, at hun igen rødmede, det var jo så sødt. Som hun vendte hovedet væk, lod han blidt sin finger stryge over hendes kind, som vendte mod ham. Han smilede varmt til hende. ”Ja, mig og mine komplimenter,” sukkede han istemmende, inden han smilede skævt til hende, ”men du kan lide dem!”
Pierce skulede drillende til hende. ”Fair nok, så nupper jeg den titel,” gav han efter og smilede skævt ned til hende, ”men det er kun fordi, du ikke gider indrømme, at du er langt mere skør end jeg er,” påpegede han drillende, inden han måtte le en smule. Han kunne ikke lade vær med at more sig, når han var her sammen med hende, kun de to helt alene, ved den smukke glitrende sø. Han kunne ikke lade vær med at tænke på, hvordan han mon havde haft det, hvis han ikke havde mødt hende? Bare det at tænke på det, fik ham til at blive endnu mere glad over, at han havde mødt hende, for hun fik ham virkelig til at føle sig som et bedre menneske. Det var i hvert fald et møde som han aldrig ville glemme, for hvordan ville man kunne glemme end så fantastisk person som hende? Det ville jo være umuligt!
Pierce kunne ikke lade vær med at smile til hendes udfordringer, om at han skulle løbe efter hende og kidnappe hende, for det morede ham gevaldigt. Og han skulle da nok tage udfordringen op på et tidspunkt, for lige nu ville han bare nyde øjeblikket med hende, og det var jo faktisk gået hen og blevet ret intimt. Det var først efter at han havde kysset hende, at han havde kunnet mærke og smage hendes læber ordentligt, og han måtte indrømme at han havde savnet følelsen at mærke en kvinde på denne måde, skønt han nu ikke ligefrem var typen der kastede sig over gud og hver mand, som han mødte på sin vej. Nej det skulle skam være noget helt særligt, ligesom det var med Malania. Det løb ham helt koldt ned af ryggen, da han hun gengældte kysset, ikke fordi han følte ubehag, men fordi det var så fantastisk. Det sitrede helt i ham, og følelsen var så overvældig at han måtte lukke øjnene blidt i, og blot lade sig rive fuldstændig med, hvilket nu heller ikke var så svært, når det var med hende. Han lod blidt sine arme falde ned ved siden af hende, og lod dem blidt gribe omkring hendes slanke skuldre, så han kunne trykke hende blidt op mod sig, og sig selv ned mod hende.
Det var først da det gik op for Pierce, at han lod sig rive alt for meget med, at han stille brød kysset, for han vidste jo faktisk ikke helt hvad hun sagde til at han næsten havde kastet sig over hende, efter hendes flygtige kys. Han lod sit hoved løfte sig lidt fra hendes, hvor han igen slog øjnene op, så han roligt kunne betragte hende med et mildt smil. Han vidste ikke helt hvad han skulle sige, fordi han vidste faktisk endnu ikke hvordan han havde det med hele situationen. Han lod let sin tunge løbe over de bløde læber, for at få den sidste eftersmag af hendes egne. Han åbnede munden for at sige noget, men tog sig selv i det, så han lukkede den igen og så lidt eftertænksomt ud mod søen, inden han roligt vendte blikket mod hende igen. ”Undskyld,” mumlede han stille, og bed sig let i den bløde underlæbe. Han ville helst ikke ødelægge det hele pga. et kys, og han ville slet ikke virke som én der kun var ude på at komme i seng med hende! Så det var måske bare bedst hvis de gik langsomt frem, for han ville virkelig ikke ødelægge det hele, når han endelig havde fundet en så fantastisk person som Malania.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

At ligge der sammen med Pierce, var virkelig en elskværdig tanke på alle tænkelige måder overhovedet. Hvem kunne dog ellers hade at ligge der sammen med en mand som ham? Ingen! Hendes hjerte formåede bare ikke, at skulle falde til ro mod hendes bryst. Ikke sådan som han var overfor hende, selvom hun slet ikke havde det mindste imod det på nogen måde overhovedet! Tvært imod, så var det virkelig bare dejligt, at skulle have ham så tæt på sig. Det at mærke et par stærke arme som ville falde omkring hende, beskytte hende og holde hende tryg og sikker, for det var virkelig en tanke som var noget så savnet på alle måder, at man skulle tro at det var løgn. Det var alt sammen, noget som hun aldrig nogensinde ville glemme ham for. Han havde selv formået, at skulle åbne hende, på en måde, som hun slet ikke havde troet ville være muligt, efter alt det som hun selv havde været igennem og oplevet, for behageligt havde det bestemt ikke været på nogen måde.. før han var dukket op vel at mærke, hvilket i den grad havde vendt det hele for hende. Ham og alle hans komplimenter, var alle sammen nogen som gik hende direkte i hjertet og kun af en eneste grund; Hun vidste, at de var sande. Hun vidste, at han talte sandt. Hvorfra hun kunne sige det, det havde hun ingen anelse om. Det var virkelig bare en fornemmelse som hun havde i sindet på denne måde og ikke, at det var noget som hun var i stand til at skulle komme udenom og ej heller ville hun. Hun elskede det virkelig, hvilket hendes smil så tydeligt måtte afsløre for ham.
Ikke bare, at han var en drillepind, noget af det skøreste væsen som hun nogensinde var faldet over, men det faktum at han formåede, at skulle bringe hende denne følelse som hun slet ikke havde oplevet i så skræmmende lang tid, det var slet ikke noget som hun vil kunne sætte ord på af ren og skær taknemmelighed, for han havde gjort meget mere for hende, end det som han nogensinde ville være i stand til at skulle tro på selv, det var hun slet ikke i tvivl om. Det at åbne sig på denne måde, fortælle så frit om sig selv, selvom der var så mange ubesvarede spørgsmål, så var hun sikker på, at de nok skulle komme til det før eller siden. Lige nu ville hun bare ikke sidde igen med tanken til, at de før eller siden, skulle gå hvert til sit, for det ønskede hun virkeig ikke lige nu. Hun ønskede virkelig, at han skulle blive ved hende lige nu. Igen måtte hun lade hånden let trykke omkring hans. På ingen måde, vil hun kunne overkomme ham i det, at være skør! Der overgik han da hende til enhver tid! Hun rystede kort og let grinende på hovedet. "Som jeg siger, så er du virkelig skør," sagde hun med en klart drillende stemme.
At have ham så tæt på, var virkelig en så fantastisk tanke for hende! At han så selv valgte ikke at trække sig væk fra hende lige med det samme, var jo noget som glædet hende. Så havde det vel heller ikke været helt forkert set fra hendes side af, hvilket hun bestemt heller kke havde det mindste imod lige netop nu, det var også helt sikkert. Hendes hjerte hamrede blot mere og mere mod hendes bryst, som var det ved at skulle hoppe ud, Hænderne lukket sig kun en anelse mere fast omkring hans, bare for at finde et eller andet at holde fast i, bare for at få bekræftet, at dette ikke var nogen drøm, selvom hun for et kort øjeblik, havde været så sikker på, at det var sådan at det måtte hænge sammen. Hun følte på ingen måde, at han havde kastet sig over hende. Tvært imod! Hans hænder slap hun stille og selv med en voldsom sitren ned igennem hans krop, da han blot lod hænderne vandre og fatte omkring hendes skuldre, hvor han trykkede hende tæt på sig. Det var virkelig langt mere end det som Malania nogensinde havde troet på ville ske! Hun holdt øjnene lukket, selv nåede hun blot lige at skulle tage den ene hånd til sig, som hun strøg let over hans arm, for stille at lade den glide omkring hans nakke, for at selv forblive helt tæt på ham. Hans duft.. bare smagen af hans læber.. Det var fantastisk for hende.
At kysset pludselig bare blev brudt, var i den grad med en voldsom ærgrelse fra hendes side af. Hun trak hovedet bare en anelse til sig, åbnede øjnene og betragtede ham stille. Hun havde nydt det. Hun havde virkelig nydt det! Smagen af hans læber måtte stadig hvile ved hendes. Hun lod forsigtigt tungespidsen glide mod dem. Bare for at fange eftersmagen. Som den sødeste nektar! At han måtte sige undskyld, var noget som kraftigt måtte komme bag på hende. Hun blinket let med øjnene og uden at tage blikket fra ham. "Undskyld?" gentog hun stille og dog med en tydelig forvirring. Hun havde selv lagt op til det. Han havde da intet at undskylde for? Forsigtigt satte hun den ene hånd i græsset og satte sig stille op ved siden af ham. Hun betragtede ham med et næsten forsigtigt blik. "Du har da intet at undskylde for.. Jeg.. begyndte jo.." sagde hun stille. Hun vendte blikket kort mod sit skød og så op på ham igen. "Hvis nogen skal undskylde.. så er de da mig.." afsluttede hun ganske dæmpet.

[pierce]

Det var ikke kun hende det lyste ud af, men også Pierce, for han nød virkelig at ligge her med hende under sig, hvor han virkelig kunne mærke hende. Han nød at holde om hende og rent faktisk være tæt på en kvinde, hvilket han jo ikke havde været i lang tid, dog skulle det ikke bare være en hvilken som helst kvinde, det skulle være Malania, for hende havde han fuldt ud tillid til, og hun fik ham til at føle sig speciel. Det kunne aldrig falde ham ind at lyve overfor hende eller føre hende bag lyset pga. skumle bagtanker, alt hvad han gjorde og sagde, kom alt sammen fra hans hjerte af, og han vidste at det også gik den anden vej, og det var måske den tanke at han nød allermest, at det ikke kun var ham som havde det sådan, men at det også var gengældt fra hendes side. Han kunne ikke lade vær med at nyde hendes mange smil og blikke, og hvis han nogen sinde så dem triste, og han vidste at det var hans skyld, så ville han aldrig tilgive ham selv, for han måtte indrømme, at han ikke havde lyst til at se hende ked af det velvidende at det så var hans skyld. For så meget betød hun allerede for ham, han havde ikke lyst til at såre nogen, men bestem ikke hende.
Hun gjorde virkelig Pierce i godt humør, og han kunne ikke slukke for sit gode humør om han så prøvede sit bedste på det, hvilket nu ikke var tilfældet, for han havde faktisk savnet at have det på denne måde. Han lo let til hendes ord, og rystede roligt på hovedet. Det kunne de jo diskutere til verdens ende, for der blev de jo nok aldrig helt enige. Og det var nu ikke fordi han ikke kunne lide at hun var skør, for det kunne han skam, men hvem af dem der var skørest, det fandt de jo nok aldrig ud af … eller måske. Men det var irrelevant i øjeblikket.
Pierce kunne ikke lade vær med at nyde hendes kærtegn mod hans arme og nakke, for det fik det virkelig til at sitre i ham! Det var ikke fordi han ikke nød det, men han var vel bare bange for konsekvenserne, det at føle et tab igen, for det var han bange for at han ikke ville overleve igen. Bare den måde som Jelicka var blevet revet fra ham på, var forfærdelig og uudholdelig at tænke på, og det var vel også derfor han havde haft og endnu havde så svært ved at åbne sig op på de følelsesmæssige plan, han var vel bange for at elske en anden person igen. Pierce fik en meget dårlig mavefornemmelse, da hun satte sig op og skubbede ham væk. Han havde lyst til at slå sig selv, begrave sig så langt ned i jorden som muligt og blive der, til alle ville glemme ham, men det gjorde han ikke, han kunne ikke, for han ville ikke have at hun sad med skyldfølelse, for det skulle hun bestemt ikke! Så han satte sig derfor op og lagde blidt sin hånd over hendes. ”Nej! Det er skam ikke din skyld,” påpegede han fast og dog med en mild tone. ”Det er bare …” Han bed sig roligt i den bløde underlæbe, han vidste ikke helt, hvordan han skulle forklare det, for han ville heller ikke have hende til at tro at han ikke var kommet over Jelicka, for det var han så godt som. ”Det er så lang tid siden og jeg … Jeg har bare ikke lyst til at ødelægge noget, ikke når det er med dig,” sagde han roligt og lukkede roligt sin hånd omkring hendes. Han lænede sig roligt frem og gav hendes kind et blidt kys. ”Jeg er bare nød til at være forsigtig,” tilføjede han dæmpet og smilede svagt, imens han gav hendes hånd et blidt klem. Hans blik søgte roligt ud over det glitrende vand, han var bange for at han faktisk lige havde ødelagt det hele, hvilket ikke havde været hans intention, faktisk lige det modsatte! Og også fordi hun havde været gift, og han ønskede heller ikke at hun skulle føle noget forkert for ham, skønt han nu mest gjorde det for sin egen skyld, da han skam var klar over at hun kunne tænke for sig selv! Hun havde ikke brug for nogen til at fortælle hende hvad hun skulle og ikke skulle, så det skulle han selvfølgelig heller ikke! Og det havde han heller ikke lyst til, og det var heller ikke derfor han havde ødelagt det intime øjeblik, og det var ikke fordi han ikke havde nydt det, for det havde han helt bestemt! Det var bare hans egne grænser, som han var bange for at han overskred alt for hurtigt, så han havde trukket i land i stedet for, og det havde måske været forkert af ham? Han ønskede jo ikke at skubbe hende væk, tværtimod faktisk! Han ville have at hun blev, at hun blev og holdt ham med selskab, for det manglede han virkelig, især hendes selskab, for hun var en helt unik person, en person som han ikke ville give slip på og som han aldrig ville glemme.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

At være så tæt på Pierce, var virkelig noget som hun blot måtte nyde. Det at skulle afvise ham, var slet ikke noget, som hun kunne finde på at skulle gøre. Bare tanken om det, var hende direkte forkastelig! At sætte sig op ved side af ham, var slet ikke noget, som hun havde ment som nogen afvisning eller at skulle skubbe ham væk, eller for den sags skyld, noget af det som skulle minde om det på nogen måde overhovedet!. Hun blev siddende ved siden af ham og betragtede ham blot. At skubbe ham væk, havde virkelig ikke været hendes intention overhovedet. Bare at forsikre ham om, hvordan det hele måtte hænge sammen, var det som hun havde ønsket mest for øjeblikket. Hendes hjerte slog fast mod hendes bryst, et sted var hun jo direkte panisk bange for, at han ville rejse sig op, for at gå, hvilket hun bestemt ikke måtte ønske! Et sted var hun virkelig ekstremt bange for, at han ville rejse sig op og bare gå.. Det var noget af det værste som ville kunne ramme hende lige nu. At blive efterladt alene og bare se til at han gik. Hun havde selv mistet, hun forstod hans smerte og hun ønskede at hjælpe ham med at lette den ekstrem tunge byrde, som han også var ved at fjerne den fra hendes skuldre bare ved at være der, lave sjov og ikke mindst det smil som ville være mere end rigeligt til at skulle smelte en kvindes hjerte.
Ganske svagt bed hun sig i læben, da han begyndte at tale. Det var hende, som havde lagt op til det, så var det så sandelig heller ikke ham, som skulle tage skylden for det. Det ville hun slet ikke høre tale om! Hun lod blikket hvile på ham, ikke mindst en anelse usikkert nu, selvom det på ingen måde, var hans skyld. Det var helt og holdent hendes egen. Hun havde valgt at drive den så langt ud, så var det så sandelig ikke ham som skulle påtage sig denne form for skyld, det var der heller ikke nogen tvivl om! Han betød frygtelig meget for hende, at det næsten kunne være skræmmende selv for hende, selvom det virkelig bare var noget, som hun måtte bide i sig. Hun havde vel heller ikke rigtigt noget andet valg, havde hun? Et sted, var hun virkelig bange for, at hun ville ende med, at skulle miste ham et sted, udelukkende fordi, at hun måske var gået for hurtigt frem, selvom han havde fulgt hende så langt. Hånden som han lukkede omkring hendes, hans ord og så det faktum, at han skænket hendes kind det kys, fik hende svagt til at smile. Det gjorde hende rolig, at det ikke var mere alvorligt end det, selvom det meget hurtigt kunne vise sig, at være farligt nok i sig selv. "Åh.." sagde hun stille. En svag rødmen steg let i hendes kinder, idet hun roligt måtte gengælde hans klem. Hun vendte sig mod ham. Han havde bestemt ikke ødelagt noget som helst af det som måtte ske lige nu, det var der ingen tvivl om. "Pierce... lyt til mig," bad hun stille. Hun vendte sig stille mod ham og med hele fronten. Hans hånd knugede hun fast i sin egen. Hun kunne virkelig bare ikke lade være. Hun lukkede begge hænderne omkring hans.
At miste ham, var slet ikke noget, som hun havde lyst til. Det var noget af det, som måtte skræmme hende mest! Så meget som hun selv havde mistet. Hun ville ikke miste ham som næsten alle andre. Hun trak vejret dybt og med den faste hjertebanken. Hun knugede svagt omkring hans hånd inden hun skænket hans knoer et let og stille kys. Hun ønskede ham virkelig bare helt rolig igen. "Du ødelægger intet.. jeg lagde jo selv op til det, ikke?" påpegede hun roligt og med en alligevel sigende mine. Hun lod hovedet søge let på sned. Han var forsigtig og det fandt hun nu ganske charmerende. Hun sendte ham et stille og roligt blik og et stille smil med. Hun satte sig stille og forsigtigt tæt på ham igen og uden at slippe hans hånd. Hovedet gled forsigtigt mod hans skulder, mens hun forsigtigt strøg over hans håndryg. "Jeg ønsker jo heller ikke at ødelægge noget.. og tro mig, hvis jeg ikke ville, så ville du tydeligt kunne mærke det," sagde hun stille, dog ærligt. Han skulle ikke rende rundt og have det dårligt med det her, det ønsket hun virkelig ikke. "Jeg er jo selv forsigtig.. Jeg vil jo eller ikke have, at det skal gå galt.. nu hvor det er dig," sagde hun stille. En dog stor indrømmelse fra hendes side af, men han fortjente i den grad også sandheden! Forsigtigt strakte hun halsen og plantet et stille kys mod hans kind. "Du betyder meget for mig Pierce.. Det her skal du ikke have det dårligt med," sagde hun stille, som havde det været en bøn bare for ham.

[pierce]

Det føltes næsten som en utrolig lang ventetid, sådan at vente på hendes reaktion. Det kunne godt være at det var hende som havde startet det hele, men så igen, det var ikke meningen at hun skulle føle skyldfølelse over at det var blevet stoppet, for det var bestemt ikke hendes skyld! Det hele havde alt sammen noget med Pierce at gøre, og han var bange for at han simpelthen havde ødelagt det hele som var imellem dem. Han ønskede ikke at den gode kemi skulle ødelægges, men fortsætte, og han ønskede ikke at hun skulle rejse sig og gå, for han nød hendes selskab, og han havde faktisk nydt kysset, det var også derfor han havde kysset tilbage, ikke kun fordi han ikke havde vidst hvad han havde skullet sige, men fordi at det flygtige kys ikke havde været besvarelse nok for hans nysgerrighed. Han beundrede hende sådan for hendes mod, det var faktisk hende der havde taget alle første skridt, hvor han så bare havde været med på dem, det var hende der havde rykket tættere på ham, det var hende som havde skænket ham det første kindkys, hende som havde grebet hans hånd, og hende som havde kysset først. Hun var modig, og meget mere end det, så han ønskede bestemt ikke at hun skulle gå. Ikke endnu! Han betragtede den dejlige røde farve, som steg op i hendes kinder, hvor han let lod sin frie hånd stryge hende blidt over kinden, imens han smilede varmt til hende. Han havde slet ikke nogen intentioner om at skræmme hende væk, og hvis hun valgte at rejse sig og gå, så blev han vel nød til at kidnappe hende? Binde hende til et træ, som han havde ’lovet’ hende, da han havde taget hendes udfordring op.
Pierce så blot til da hun vendte sig op imod ham. Han sank let en klump, da hun sagde at han skulle lytte til hende, og han var bange for at de næste ord der kom fra hende, ikke ville hue ham. Han glippede let med øjnene. ”O-okay…” svarede han roligt og smilede svagt. Han blev vel en smule nervøs, for det var som om at han blot ventede på sin ’dom’. Han blev dog en smule roligere, da hun skænkede hans knoer et blidt kys, hvilket også fik ham til at slappe lidt mere af i musklerne, da han havde lagt mærke til at han var blevet helt anspændt af ventetiden. Og han sukkede let af lettelse, da hun ikke skældte ham ud, eller skubbede ham væk, for det ønskede han bestemt ikke! Han lagde roligt sin frie arm omkring hende, da hun satte sig tæt ind mod ham igen, som de havde sat før de var kommet ned og ligge i græsset. Han trykkede hende blidt ind til sig og kyssede hendes hår. ”Du har ikke ødelagt noget Malania,” forsikrede han hende om med en rolig stemme. Det var sandt, det at han havde stoppet det, havde ikke haft noget at gøre med hende. Han så roligt ud over havet, og trak i mundvigen, da hun skænkede hans kind et blidt kys. Og skønt han nød hendes strøg over hans håndryg, så slap han stille hendes hånd, så han kunne lægge begge arme omkring hende og trykke hende ind til sig i et varmt omfavn, imens han lagde sit hoved på hendes skulder. ”Du betyder også meget for mig, Mal,” sagde han med en varm stemme og smilede skævt. Det havde åbenbart vist sig, at de begge havde været bange for det samme; at den anden ville gå og at de havde ødelagt det hele selv, så han var glad for at det havde løst sig, og han ville ikke lægge mere i det, for det var åndssvagt at gå op i detaljerne, når det ikke engang var så slemt igen. Han sukkede stille. ”Men jeg har det nu alligevel en smule dårligt med det,” sagde han sandfærdigt, ”for jeg nød det faktisk.” Han skævede drillende mod hende, ikke fordi det ikke var sandt, for det var det skam! Men det morede ham nu alligevel. Han havde faktisk kysset en vildfremmede! Eller nok ikke helt fremmed, for han følte at han havde kendt hende i en evighed og han kendte jo så også lidt til hende, men der var stadig så meget, som han ville have svar på, og det skulle jo nok komme, det var han i hvert fald ret sikker på. ”Sikke en mand jeg er hva’? Jeg kunne have endt i sengen med dig,” sagde han drillende, og gjorde egentlig grin med andre mænd, som blot udnyttede smukke kvinder, og den gruppe tilhørte han bestemt ikke! Han havde aldrig nogensinde og ville aldrig udnytte end kvinde! Det var forkert på alle måder! Og eftersom at han havde brudt deres kys, så kunne man ikke ligefrem sige at han var ude på at komme i seng med hende, og det var han nu heller ikke, skønt at eftersom de havde kysset, så var han lidt usikker på, hvor de stod henne, og hvad de egentlig følte for hinanden, og hvad han følte for hende. Og uanset hvad han følte for hende, så ønskede han ikke at ødelægge det de havde i sammen.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Malania ønskede virkelig ikke, at det skulle ende med at gå galt, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Hun nød virkelig det faktum, at hun nu havde ham så tæt på sig, at hun sågar også havde nydt det kys, var jo så også noget, som han klart skulle tage som et meget stort plus i den anden ende, det var der heller ikke nogen tvivl om, for det havde virkelig været de færreste som overhovedet havde fået lov til at skulle komme så tæt på hende, som det han havde formået, at skulle gøre, det var der heller ikke nogen tvivl om. Hun havde virkelig ikke ment, at skulle gøre ham usikker, det havde virkelig været det sidste som hun havde haft i tankerne, selvom hans fremstammende ord, var mere end tydeligt nok for hende, og det gjorde automatisk, at hun fik det lidt dårligt med sig selv, det var slet ikke noget, som hun kunne komme det mindste udenom overhovedet. Hun trak vejret dybt og med blikket stille hvilende på han. Hun var jo faktisk bange for, at han havde tænkt sig, at rejse sig og lade hende sidde der alene, for det var virkelig ikke noget, som hun måtte ønske, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Bare tanken om det, fik hende til at skulle knuge yderligere omkring hans hånd. Han fik bare ikke lov! Hun nød virkelig hans selskab, det var helt umuligt for hende, at skulle gøre noget andet end lige netop det, det var der heller ikke nogen som helst tvivl om overhovedet, det kunne hun udmærket også godt stå ved. Der skulle meget til for at skræmme hende væk og for ham, så skulle der i den grad skræmmende meget til, før det ville være aktuelt!
Hun ønskede virkelig bare, at han ville være i stand til at skulle slappe af. Der var vel ikke nogen grund til at skulle være så meget oppe at ringe på grund af det her. Det var vel bare et kys vel? Selvom det ikke var noget som hun måtte skænke gud og hver mand som hun måtte passere. De fleste havde vel så mange andre ting i tankerne. Det var i det mindste det, som hun selv havde oplevet, hvad end om hun ville være ved det eller ikke, det var jo også det som udgjorde, at hun havde lige netop det syn på mænd som hun havde. En grund til at hun var så forsigtig. Han var virkelig bare anderledes.. Ham ønskede hun ikke at afvise og hun ønskede bestemt heller ikke, at skulle se ham gå væk! Armen som gled omkring hendes egen krop, var noget som tydeligt kunne få hende til at falde mere til ro end tidligere. Hun sukkede stille og af en tydelig lettelse, som hun slet ikke ville kunne skjule for noget som helst, og det var bestemt heller ikke noget, som hun prøvede på. At han slap hendes hånd og lagde den arm omkring hende, fik hende kun til at sætte sig helt tæt ind mod ham. Den følelse, var virkelig bare noget så behagelig! At hun ikke havde gjort noget forkert og at hun også betød neget for ham, fik hende virkelig bare til at smile. "Det er jeg virkelig glad for at du siger," sagde hun stille og med en klar lettelse i stemmen. Blikket vendte hun roligt op mod ham. At kysse en vildt fremmed, ville hun ikke sige.. selvom det jo et sted var sandt. Hun klappet ham let på kinden. "Det er bestemt ikke noget som du skal have det dårligt med. Jeg nød det også... meget endda." Endnu en gang måtte den let røde farve melde sig i hendes kinder. Hun kunne virkelig ikke skjule det og specielt ikke, hvis det var ham! Hun vendte blikket let mod hans arm igen. Han skulle ikke have lov til at se hende rødme. Hans sidste ord, fik hende kun til at skulle grine. Hånden forflyttede hun stille og lod den klappe ham let på det faste bryst. "Sikke en mand.." Hun rystede på hovedet og klikket let med tungen, tydeligt drillende af ham. Det var nu noget af det som hun bedst kunne lide, foruden hans skønne personlighed. Han var typen som hun ville kunne nyde at være i nærheden af på alle måder, og det var ikke noget, som hun kunne sige ofte. "Uanset, Pierce.. Det er noget af det som gør dig så unik.. Noget af det som gør, at jeg kan nyde at sidde her sammen med dig.. Du er nemlig dejlig blød." En klart drillende stemme var trådt i kraft og efterfuldt af et let og stille grin, som hun på ingen måde formåede at skjule. Hun lukkede begge sine arme omkring hans ene og krammede sig let ind til den. "Du skal ikke have det dårligt med det.. At du ikke er styret af lyster som så mange andre af dit køn," afsluttede hun med et drilsk smil.

[pierce]

Hun gjorde virkelig Pierce i godt humør! Det kunne han skam ikke komme udenom! Hun var så dejlig, sød og sjov, og hun så så positivt på ting, at det var helt imponerende! Han blev faktisk hele tiden fascineret af hende, der var så meget ved hende, som han kunne lide, og han havde endnu ikke set nogen af hendes fejl, hvilket egentlig var synd og skam, for han ville gerne vide alt om hende! Han vidste at alle havde fejl, så det måtte hun jo også have, ikke? Eller var hun virkelig bare en engel sendt fra oven til at redde hans liv og gøre det mere livligt? Han troede faktisk på dem begge, at hun nok var fyldt med fejl, men at hun endnu var den engel som hun havde vist ham, og at hun var sendt fra oven for at redde hans kedsommelige liv. Han følte sig ikke så alene, når han var sammen med Malania, det havde han gjort inden han havde mødt hende, og det var nok grunden til at han var blevet så hjælpsom og hjalp alle på sin vej, for det var nok den eneste grund til at han var social, han var jo ikke ligefrem typen der gik på barer og lignende, for han havde ikke behov for føde og væske, hvilket egentlig var ret godt. Han smilede blot varmt til hende og trykkede hende lidt tættere ind til sig, skønt hun snart ikke kunne komme tættere på, for de sad næsten helt klinet op ad hinanden. Hun var virkelig sød! Og han var virkelig glad for at han havde mødt hende. Da hun vendte blikket op mod ham og gav hans kind et blidt klap, så han blot ned mod hende, med sit varme blik og det milde smil på læberne. ”Jamen det glæder mig da! Så ved jeg at jeg ikke er faldet af på den,” sagde han drillende og måtte le bagefter. Hun var virkelig fortrinlig til at gøre ham i godt humør! Det var lige før at hun burde vinde en pris for det! Faktisk kunne det godt passe at han var faldet af på den, for han havde jo ikke været sammen med andre kvinder efter Jelicka, og han var faktisk ikke længere sikker på, hvor længe det var siden, skønt han vidste, at det alligevel måtte være for flere århundreder siden. Siden at hun flyttede blikket fra ham igen og gemte det mod hans arm, så gik han ud fra at hun igen rødmede, hvilket han kun fandt kært! Og han var jo faktisk mere eller mindre vant til at se hende rødme, for det var faktisk noget af det, som hun havde gjort mest af i løbet af deres tid sammen. Han lod let en finger glide under hendes hage, for at løfte hendes blik, hvor han skænkede hendes næsetip et drilsk kys. ”Du burde ikke gemme dit ansigt væk, Mal. Du er så smuk,” sagde han roligt og vendte stille sit blik ud over den glitrende sø. Det var jo sandt. Hun havde intet at skulle gemme væk, for uanset hvordan hun så ud, så ville hun altid være smuk – især i hans øjne! Og han var ikke et sekund i tvivl om at han ikke var den eneste, af den mening.
Det glædede kun Pierce at hun grinede af hans ord, da han faktisk kun gjorde grin med de mænd, som ville i seng med enhver kvinde. Han måtte bare lade sin latter få frit løb, da hun nu klappede ham på sit bryst. ”Jeg ved det, jeg ved det… jeg er ret fantastisk,” pralede han drillende og måtte derefter le sin muntre latter. Der var ingen tvivl om at han nød at være sammen med hende, og han kunne kun se frem til deres næste møde. Han blev dog lidt mere rød i hovedet, da hun kom med sine andre ord, lige indtil hun kaldte ham for blød. ”Blød? Er jeg blød?” spurgte han undrende og dog med den drillende undertone, ”jeg vidste det! Du vil kun bruge mig, som din teddybjørn!” Han måtte dog le af det hele, for hun gav ham ingen grund til at gøre noget andet! Han nød hendes selskab og hendes nærvær, som gjorde ham tryg på en underlig, dog behagelig måde. Han smilede blot varmt til hende, da hun krammede om hans arm. ”Jamen, jeg er jo styret af mine lyster! Jeg kan simpelthen ikke få nok af dig! Og jeg glæder mig til at jeg får dig lokket med i seng,” sagde han drillende, inden hans arme krydsede over hendes mave, for at kilde hende, hvor hans fingre strøg hele vejen op og ned af hendes sider, som han prikkede til.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Hvordan kunne man gøre noget andet, end at skulle nyde, at sidde der sammen med Pierce? Han var virkelig intet andet end en fantastisk mand! En som hun kunne grine sammen med, en som hun bare kunne være sig selv sammen med og følelsen var virkelig bare fantastisk! Normalt så plejede hun virkelig ikke at skulle rødme på denne måde, men lige nu og da, var det virkelig helt og holdent umuligt og på alle måder endda, det var heller ikke noget, som hun kunne sige sig, at komme udenom. Han havde vel også lagt mærke til det? Fejl havde hun virkelig mange af og til nu, så var mange af dem da allerede kommet godt til syne, hvad end om hun ville det eller ikke. At rødme på denne måde, var iden grad en af dem! Hun kunne virkelig ikke tåle hans komplimenter, det havde hun nu allerede konkluderet, selvom hun virkelig ikke kunne gøre noget andet, end at nyde at det nu var der, det var der heller ikke nogen som helst tvivl om overhovedet. Armene forblev låst fast omkring hans. Han var da ikke andet end en giga krammebamse! Bare tanken måtte more hende.. Hvor var hun bare glad for, at hun havde fundet ham, mødt ham, for han var virkelig blevet en af dem som hun ville være i stand til at skulle kalde for det nærmeste ved hende. Hun havde lukket ham ind i sit hjerte, han havde charmeret sig ind på den måde, og det var slet ikke noget, som hun på nogen måde, ville ønske, at skulle give slip på igen, det var da også helt sikkert! Hun nød bare det at skulle sidde tæt ved ham, selvom hun vel ikke kunne komme tættere på, end det som hun måtte være allerede? Ikke at det var noget som gjorde hende det mindste. Bare hans duft, kunne få hende til at falde til ro. Hun udviste en tydeligt større tillid til ham, end det som hun ville have gjort til nogen anden, og det sagde virkelig heller ikke så lidt, det var der heller ikke nogen tvivl om. Hun havde mere eller mindre altid været en meget aflukket personlighed. Han havde virkelig fået hende til at skulle åbne op på en måde, som hun aldrig nogensinde havde oplevet det før. "Du er stadig med på vognen," sagde hun med en klart drillende stemme, selvom det dog var sandt. Ingen af dem havde gjort noget forkert.. vel ikke andet, end at bevæge sig frem lidt for hurtigt? Ikke at det var noget som hun ville tænke over nu. Bare nyde det.. slappe af så længe det var muligt, for hun havde bestemt heller ikke nogen intentioner om at skulle lade ham gå! Fingeren som gled under hendes hage, og hævede blikket mod ham, måtte da kun vise den let røde farve som havde taget til på hendes kinder. Kysset mod hendes næsetip, så let og drilsk, selvom det stadig måtte sætte den så voldsomme sitren i hende, som havde det været en kuldegysning som jog igennem hendes krop og sind. Hun måtte næsten bare prøve, at skulle bide de komplimenter i sig. Det var virkelig dem som gjorde det hele! "Jeg kan ikke tåle de komplimenter.." mumlede hun let for sig og med det samme smil. Hun troede hans ord. Han havde jo heller ikke givet hende nogen grund til at skulle tro, at det var anderledes endnu. Et sted så stolede hun vel også helt blidt på ham?
At han gjorde grin med den største flok af mænd, var noget som blot måtte more hende. Han havde virkelig bare gjort det tydeligt, at han slet ikke var som dem, og det var udelukkende også noget af det, som gjorde, at hun meget hurtigt og meget nemt, var i stand til at skulle falde til ro med ham omkring sig, det var heller ikke noget, som hun kunne komme det mindste udenom overhovedet, hvad end om hun ville det eller ikke. "Fantastisk og fantastisk.. Du har da din selvtillid i orden." Igen klappet hun let hans bryst inden hun tog hånden til sig og med det samme morende smil. Alt andet var da helt umuligt for hende! At sidde de sammen med ham, var virkelig det edste af det hele for hende. Hun kunne virkelig ikke lade være med at grine. "Lige præcis!" endte hun med det samme lette grin, varmt og blidt som det altid havde været til nu. At han lagde armene om hende, fik igen hendes hjerte til at slå mere fast mod hendes bryst. Følelsen var noget så frygtelig behagelig og på alle tænkeligemåder for hende. "Jamen dog.. Du er vidst ligesom alle de andre.. Altså." Hun rystet let på hovedet og med et let smil. Han havde hele tiden vist sig at være anderledes i hendes øjne. At han endte med at kilde hende, fik hende kraftigt til at stivne. Hvis der var noget som hun var, så var det i den grad kilden! "Ikke kilde!" endte hun med et tydeligt grin, idet hun prøvede at skulle slange sig ud af hans greb, selvom det bestemt ikke gik som hun ville have det. Hun endte helt oppe i ham, som hun prøvede at kravle over eller andet. Latteren var mild og varm. "Fusker!"