Like a desert rose

[pierce]

Pierce var utrolig glad for at han havde mødt Malania, hun var jo nok den person, som havde fået den største betydning for ham, for når han tænkte over det, så havde han jo egentlig ikke nogen som stod ham tæt, så derfor betød Malania virkelig meget for ham, skønt han ikke havde kendt hende i mere end nogle timer. Han smilede stort til hendes ord. ”Dejligt!” sagde han smilende, ”men jeg kan desværre ikke sige det samme om dig.” Hans ansigt trak ud i en eftertænksom mine, det var dog kun for sjov, for han måtte indrømme, at han havde nydt deres kys, meget! Han nød at sidde der med hende igen og bare holde om hende, som hun også holdt om ham, skønt hun bare holdt om hans ene arm, men det gjorde nu ikke noget, for han nød tanken og følelsen af at have hende så tæt på sig, og han nød det måske en tand for meget, end han egentlig burde. Og han kunne ikke få nok af hendes rødmen, så det var faktisk ærgerligt, at hun vendte blikket væk, skønt han fik endnu et glimt af det, da han fik vendt hendes blik mod ham. ”Jamen du ser så sød ud, når du rødmer!” understregede han med et varmt smil, inden han trykkede hende ind mod sig, for blot at understrege at han mente det. Hun var så dejlig! Hans egen lille solstråle, som han ikke kunne få nok af! Han lod let sin hånd fra hendes hage stryge hende blidt over hendes bløde kind, imens hans turkisblå øjne spillede varmt ned mod hendes egne mørke, som han var helt betaget af. Han nød alt ved hende, for han kunne jo ikke lade vær med andet.
Pierce kunne ikke lade vær med at more sig i hendes selskab, for hun gjorde ham virkelig i godt humør, hvilket der heller ikke var nogen tvivl om, det burde hun i hvert fald ikke være i tvivl om, for det lyste jo ud af ham, som var han en åben bog, hvilket han vel også var hos hende, for ellers var han ikke meget for at tale om sin fortid, men det havde været noget helt andet med Malania, for han følte noget helt specielt for hende, og hun betød virkelig meget for ham! ”Det bliver jeg jo også nød til,” konstaterede han med et selvsikkert smil, hvorefter han grinede muntert. Egentlig var han ikke ligefrem den selvsikre type, der var nok mange andre kategorier han først og fremmest ville ligge i, men han var dog en mand, som vidste hvad han ville have og gøre med sit liv. Han smilede blot varmt til hende da hun igen klappede ham på brystet og grinede. Han nød hendes latter. Den var så beroligende og betryggende, og den gjorde ham helt varm indeni! Han fremstødte et ’tsk’ til hendes andre ord. ”Er jeg virkelig ikke andet end en teddybjørn for dig?” spurgte han sagte og dog med den drillende undertone. Han håbede da på det, og gik også ud fra det, men han var jo ikke tankelæser, så han kunne jo ikke ligefrem vide helt præcist hvad og hvordan hun havde det med ham, medmindre hun fortalte ham det direkte.
Pierce var nu langt fra som alle andre, og det vidste de begge godt, og han ville hellere dø, end at blive som alle andre. Han var skam ikke ude på noget! Og han ville aldrig nogensinde i hele og resten af sit liv bedrage hende! For hun var noget helt unikt! Og det var der ingen der kunne eller skulle tage fra hende, for så skulle han nok sørge for at give hende den tro tilbage! Han kunne ikke sætte ord på hende, for hun var virkelig noget helt specielt, som månen på himlen, der skilte sig fra alle de mange stjerner, månen, som man også først lagde mærke til, fordi den var noget mere værd at se på end de mange stjerner. ”Nej, nemlig!” istemte han drillende. Han havde åbenbart fundet en svaghed hos hende; hun var kilden – det var han også selv – og det morede ham også noget så gevaldigt! Han stoppede kort sine fingre, da hun sagde at han ikke måtte kilde, hvor han blot lo drillende til hende. ”Ikke det?” spurgte han drillende og rakte tunge af hende, inden han igen lo varmt og muntert. Han begyndte dog igen, da hun kaldte ham for en fusker. ”Hvem kalder du for en fusker?” spurgte han og skulede drillende til hende, skønt hun nok ikke kunne se det. Pierce måtte rette sig helt op, da hun nærmest var ved at kravle over ham, hvilket blot morede ham, men han forstod hende nu godt, for han havde nok gjort det samme. Han lod hende dog ikke slippe så let fra ham, så han trykkede bare sine arme lidt tættere mod hende, imens hans fingre fortsatte sin akt mod hendes sider.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Normalt set, så var Malania en frygtelig indelukket person og han havde virkelig formået noget af det, som så mange andre havde fejlet i, og det var at åbne hende på denne måde. Hun kunne være sig selv, hun følte virkelig ikke, at hun skulle være bange for at sige det ene eller det andet forkert, for det var hun bestemt ikke! Hun kunne grine og hun kunne le, og hun kunne bare være sig selv på en måde, som hun slet ikke kunne huske, at hun havde oplevet det før, det var der heller ikke nogen som helst tvivl om overhovedet og det var noget som betød ekstremt meget for hende.. Han betød ekstremt meget for hende. Kysset havde hun i den grad nydt. Det var virkelig bare noget så frygtelig behageligt, at have en mand så tæt på sig igen, for det var virkelig noget af det, som hun meget fint kunne sige, at hun havde savnet og manglet. Specielt nu hvor hun sad med det. Pierces arme omkring hende, var noget af det som kunne gøre hende noget så tryg. En klar følelse af, at han ikke ville slippe hende, at der ikke var noget som kunne få fat i hende.. Han havde jo trods alt lovet, at beskytte hende. Han var jo trods alt hendes skytsengel! Hvorvidt hun skulle tolke hans mening omkring kysset, vidste hun ærlig talt ikke, for den eftertænksomme mine, var noget af det som i den grad måtte formå, at skulle forvirre hende. Det var heller ikke noget, som hun kunne se det mindste bort fra overhovedet. Selvom det nu slet ikke var noget som hun kunne komme til at reagere på direkte, udelukkende fordi, at han kildet hende. Den følelse var virkelig intens! Lucius havde været den sidste som i det hele taget havde fået lov til at skulle komme så tæt på hende, og nu stod hun der sammen med Pierce. Han betød virkelig noget så ekstremt meget for hende. Hun ville i den grad lyve, hvis hun ville vove at skulle påstå noget andet. Kilden det var hun og det havde hun altid været. Desværre var det jo bare noget, som Pierce havde fundet ud af! Hvilket bestemt ikke havde været hendes mening! At han måtte give hende en kort pause, var nu noget som hun satte pris på. Hun faldt lettere slapt ind mod hans favn og med en let hurtig vejrtrækning. Hun var virkelig ekstrem kilden, selvom det var noget som de færreste kendte til overhovedet, for hun var bestemt ikke typen som lod alle komme så tæt på, som hun havde gjort sammen med ham. Hun trak vejret dybt og rystet så på hovedet. "Nej, det er forbudt!" sagde hun med en drilsk stemme.
Den dybe vejrtrækning var erstattet af endnu en som kom roligt og stille. Det var faktisk hårdt, at blive kildet på den måde! Hun nåede kun lige at vende blikket mod hans ansigt, idet han låste grebet om hende igen og fortsatte med at kilde. Det var i hvertfald fusket gjort! Igen måtte den klare latter bryde hendes læber, idet hun vred sig, som havde hun været en slange for at komme fri. Det her var virkelig ikke noget som hun brød sig om! Ikke fordi, at hun blev kildet, men fordi at han havde fundet et af hendes svage punkter. Hendes hænder greb omkring hans eget tøj idet hun gjorde alt hvad hun kunne for at skulle komme væk. "Din snyder!" udbrød hun med det klare grin og den milde og varme latter. Hun kunne bare ikke komme væk fra ham og det var noget så unfair! "D-du er en fusker!" røg det ud af hende som et svar til hans spørgsmål. At han havde rettet sig op, havde han virkelig været tvunget til, ellers var de begge endt nede i græsset igen og hun ville være fri. Hvis der var nogen steder, hvor hun var kilden, så var det i den grad i siderne og det havde Pierce tydeligt fundet ud af! Næsten desperat og af ren reaktion, prøvede hun at skulle gribe ud efter hans hænder, for at hindre ham i at kilde hende, selvom hun vidste, at han var meget stærkere end hende! Hun var ikke just den stærkeste type, selvom hun i den grad havde viljen og stædigheden. "D-det er unfair!" Hun greb hurtigt ud efter hans ene arm, selvom det virkelig var besværligt, så tæt på ham som hun måtte stå lige i øjeblikket. Det gjorde det bestemt heller ikke nemt for hende på nogen måde overhovedet. "Slip!" afsluttede hun med et grin. Hun grinte så meget, at hun knapt fik luft. Hun var virkelig ekstrem kilden!

[pierce]

Pierce havde helt sikkert fundet én af hendes svagheder, hvilket egentlig blot morede ham, og man kunne vel knap nok kalde det for en svaghed, for han tvivlede på at hendes fjender ville kilde hende, hvis hun endte i kamp. Det virkede i hvert fald forkert. Men når det var ham, så morede det ham blot gevaldigt, for så kunne han bruge det imod hende, når hun drillede ham! Han kunne ikke selv lade vær med at grine, for det morede ham egentlig på alle måder! Og han nød følelsen af at han kunne have det på denne måde igen, og det var faktisk lang tid siden, at han havde siddet og kildet en anden person på denne måde, og bare i det hele taget haft det på denne måde med en anden person, for han havde nok hjulpet en masse på sin vej, men han havde egentlig aldrig som sådan haft nogen, der stod ham tæt, da de alle sammen havde forladt ham for længe siden, og det var ikke noget som han havde tænkt over før nu, hvor han fandt ud af, at han egentlig havde savnet følelsen, af at have andre tæt på sig, og det kunne han alt sammen takke Malania for, kvinden som havde prøvet på at redde hans liv. Dette møde ville han i hvert fald aldrig glemme og langt fra Malania, for hun var noget ganske særligt! Desuden, han kunne ikke engang tænke på noget andet end hende i øjeblikket, så hvordan ville det ikke være når de skulle skilles? Bare tanken gav ham kuldegysninger, for det var ærlig talt ikke noget han brød sig om at tænke på, da han virkelig nød hendes selskab! Så meget at han nok ville få svært ved at give slip på hende, hvilket han så til gengæld vidste, at han skulle – om han ville eller ej. Så han valgte at lade den tanke ligge og bare nyde tiden med hende, så længe han havde hende her hos ham. ”Virkelig?” spurgte han drillende, selvom det var indlysende. Han brød sig bestemt heller ikke om at blive kildet!
Det at hun vred sig som en slange og prøvede at slippe væk ved at gribe fat i ham, som blev hun pint, hvilket man vel også kunne sige at hun gjorde, det morede Pierce ganske meget, og det fik ham blot til selv at grine. Dog var hun nok også nød til at få lidt luft, da han jo ikke havde givet hendes specielt meget. ”Snyder?! Nej, må jeg være fri,” sagde han drillende og fortsatte sine fingres gang ned og op af hendes sider. ”Jeg er bestemt ikke nogen fusker! Og det er bestemt ikke unfair!” sagde han drillende og lo muntert. Han stoppede dog, da hun sagde slip, for hun var jo desværre nød til at have luft. Han kunne jo ikke ligefrem bruge hende død! Og det ville også være synd og skam, når han nød hendes selskab så meget! ”Se, selv! Jeg er da meget flink, sådan som jeg stoppede,” sagde han drillende og grinede, imens han lagde armene blidt omkring hende igen og trykkede hende ind til sig, som et slags undskyld. Han kyssede hende blidt på kinden. ”Du døde jo i det mindste ikke,” sagde han drillende og rakte tunge af hende, inden det varme smil gled over hans læber, hvor hans turkisblå øjne skinnede som diamanter af den glæde, som han følte i øjeblikket, en glæde som hun formåede at så i ham, og som blot voksede og voksede, des længere han var i hendes nærvær.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Det var virkelig unfair, at han skulle holde hende så fast og kilde hende på den måde, for Malania kom virkelig ikke nogen steder ud fra det her og det var noget som hun tydeligt kunne mærke. Desuden så ønskede hun heller ikke at skulle komme væk fra ham. Hun elskede virkelig at sidde der! At sidde der og mærke ham selv så tæt på, var virkelig noget af det som gjorde, at hun virkelig måtte føle den varme i hendes krop, som hun heller ikke havde følt så forbadet længe, det var heller ikke noget, som hun kunne komme det mindste udenom. Allerede på denne korte tid, kunne man fint sige sig, at han var blevet noget af det som hun holdt mest af, ikke bare som en fantastisk mand med en utrolig personlighed, så var det virkelig fantastisk oplevelse og bare den følelse. Hun var meget mere end bare en smuk kvinde med en yndig krop, selvom det var meget af det som hun havde hørt når hun endelig havde været tæt på, hvilket virkelig havde været noget af det værste af det hele. Havde hun ikke været mere end det? Det var næsten den opfattelse som hun havde haft.. til nu vel at mærke. Lige nu var det helelr ikke noget hun kunne kaste fra sig og det var alt sammen hans fortjeneste og det var på alle tænkelige måder. Hendes latter holdt virkelig bare ikke inde, som hans hænder og fingre måtte arbejde langs hendes sider og ind mellem ribben g alle de steder hvor de måtte komme til. Latteren var så klar og så varm og blid som selv hendes stemme, ville have været det, det var heller ikke noget som hun kunne komme udenom. Hun elskede det, samtidig som hun måtte hade og nyde det. Det var virkelig svært at finde ud af lige hvilken følelse som faktisk måtte være det mest tydelige for hendes vedkommende, men bare det, at nyde tiden med ham, var virkelig noget af det bedste ved det hele. Hun ville i den grad nyde det så længe som det nu måtte vare!
At han endelig valgte, at stoppe med at kilde, fik hende næsten automatisk, til at skulle falde lidt ind mod hans favn igen, alt imens hun bare let måtte hive efter vejret. Hans ord, hans latter og undskyldningen fik hende virkelig bare til at smile. Hun lod sig blive krammet og omfavnet af ham og selv med det varme smil på læben. At han havde gjort det, var slet ikke noget som hun havde det mindste imod, det var heller ikke noget, som hun kunne komme udenom. "D-du er en stor f-fusker!" sagde hun med et let grin. Hun prøvede at skulle få kontrollen over sin egen vejrtrækning igen, selvom det virkelig var svært for hendes vedkommende, det var heller ikke noget som hun kunne komme udenom. Hun kunne ikke gøre noget andet, end at nyde hans selskab! Slet ikke! "Jeg døde i det mindste ikke?" gentog hun med et let hævet bryn, selvom den drilske stemme slet ikke ville skjule sig og hun lagde bestemt heller ikke skjul på den. "Hvilken synd og skam.. Det vil da blive en masse at skulle forklare resten af min slags," påpegede hun med en tydelig drilsk mine. For hendes del, så var det på tide, at skulle betale igen. hun vendte sig forsigtigt og stille i hans favn, selvom hun på ingen måde, formåede at trække sig. Det var slet ikke noget som hun havde lyst til! "Så... nu er det min tur.." Næsten med de lette forføriske bevægelser som måtte synes ved hendes krop, placerede hun sig roligt med et ben på hver sin side af ham. Kroppene som hun måtte komme helt tæt på hinanden og uden, at skulle slippe ham det mindste med blikket. Det blide smil hvilede på hendes læber, idet hun roligt førte sine hænder til hans sider, idet hun uden så meget som et eneste varsel, begyndte at kilde ham. Hun ville se om han selv måtte være kilden, for så ville det jo straks gå hen og blive sjovt!

[pierce]

Pierce løftede et skeptisk øjenbryn til hendes ord. ”Okay, hvad gør mig til en fusker?” spurgte han med skulende øjne og den drilske stemme. Fusker var han bestemt ikke, og det regnede han heller ikke med at hun mente om ham, kun lige nu, fordi de lavede sjov med hinanden, og der kunne hun vel nok kalde ham for en fusker? Men hvis man så bort fra, at de drillede hinanden, så var han faktisk en meget ærlig mand, han kunne godt stikke en løgn, hvis han ikke stolede på folk, hvis de virkede lumske, utroværdige osv. typisk dvasianere, desuden hvem havde ikke stukket en løgn i livet? Men ellers så holdt han sig til sandheden, for det var den som man kom længst med. ”Nej nemlig, du døde i det mindste ikke. Havde du været død af mit kilderi, så havde jeg ikke kun haft dig på min samvittighed, men så var jeg nok også blevet meget, meget ensom!” fortalte han roligt og smilede sødt til hende. Han lo muntert til hendes påpegelse. ”Ja, jeg vil nødig forklare de andre lysvæsner at de mangler den egoistiske af dem,” sagde han drillende, ”det ville jo være synd og skam.” Han slap sin muntre latter igen. Egoistisk var hun ikke, men det morede ham nu alligevel, man var vel altid mere pralende og egoistisk, når man var sammen med andre? I hvert fald når man morede sig, men bare fordi man ’spillede’ egoistisk, så var det jo ikke ens betydende med at man var det, og det var hun i hvert fald langt fra! Hun var jo faktisk det stik modsatte! Og han kunne ikke lade vær med at holde af hende, for hun var gået hen og betydet ganske meget for ham.
Pierce løftede blot sine øjenbryn i en nysgerrig mine, da hun vendte sig om i hans favn, hvor han endnu holdt om hende, som hans hænder var placeret mod hendes sider, ikke for at kilde hende, men mere som en støtte. Han betragtede hende nysgerrigt og dog iagttog han hende vagtsom, for man vidste jo faktisk ikke helt hvad hun kunne finde på, når hun sagde at det var hendes tur, skønt han havde en anelse om hvad det var, og ordet ’hævn’ indgik i det. Det løb han næsten helt koldt ned af ryggen, så forførisk kun bevægede sig og satte sig overskrævs på hans skød, så tætte deres kroppe var og deres blikke, som ikke blevet taget fra hinanden. Han fulgte hendes hænders bevægelse ud af øjenkrogen. Hans mave blev helt spændt og han stivnede helt, inden det gav et chok i ham, da han pludselig mærkede hendes fingre mod hans sider, hvilket fik ham til at vride sig som en slange – sjovt nok, som hun lige havde gjort. Han havde faktisk haft dette i tankerne, da hun sagde at det havde været hendes tur, men det gjorde ham egentlig ikke noget, for han havde jo også gjort det ved hende. Skønt det næsten var den rene tortur, så brølede hans latter fra hans strube, for nok var det tortur, men det kildede jo! Og som han vred sig og chokket over det, havde fået ham til at ligge sig ned i græsset, hvor han også havde trukket hende med sig, som hans hænder havde hvilet omkring hende. ”Stop!” skreg han leende, imens han vred sig under hende. Det var jo så også en ting de havde tilfælles, de var begge utrolig kilden! Og det var virkelig den rene tortur, når han blev kildet, skønt det faktisk var lang tid siden, for han lod jo ikke folk komme så tæt på ham, ikke som han havde ladet Malania, men det var også helt anderledes, når det var hende, for hun var jo unik! Det kunne man i hvert fald ikke komme udenom. Og derfor var hun også den eneste der måtte kilde ham, og generelt bare komme sådan ind på ham, skønt det faktisk var noget som hun selv havde formået, da han ikke havde kunnet stå imod hendes smiger og den charme som hun bar med sig, som var fantastisk! Hun var faktisk en person, som han var utrolig glad for at han havde mødt, efter Jelickas død, og det var han hende meget taknemlig over, for han savnede en person som han kunne more sig med, især på denne måde, én som han kunne fortælle alt! Og det var han ikke i tvivl om at han kunne.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Hvordan kunne man gøre noget andet, end at nyde en mands selskab som man kunne med Pierces? Han var intet andet end en drillepind og en fusker! Selvom det jo på ingen måde, var noget som man skulle tolke som noget negativt! Tvært imod! Det var i den grad kun ment i drilleri, for det var jo kun for sjov. En mand som ham, kunne man slet ikke kalde en fusker i den forstand, det var da helt sikkert! Det varme smil var bare ikke noget som hun kunne skjule for ham. Den brølende latter, var alligevel noget som måtte sætte sig direkte i hendes hjerte, og det var noget som faktisk måtte varme hende på en helt utrolig måde! Hun var ikke død af hans kilderi, hvilket hun i den grad måtte tage som en meget god ting. Hun stolede i den grad på ham, på en måde, som hun slet ikke kunne få sig selv til at skulle gøre med nogen andre, så det var noget som man i den grad skulle tage som et ekstremt godt tegn. Hun kunne ikke selv lade være med at grine. Han var i den grad lige så kilden som hun var.. Om ikke andet, så måske noget mere end det som hun selv måtte være? Hun lod sig falde ned i græsset sammen med ham, selvom det dog på ingen måde, var noget som fik hende til at stoppe med at skulle kilde ham. Hans latter, var virkelig ikke noget som hun kunne få nok af. Hun elskede det virkelig! Bare det, at skulle ligge der sammen med ham og at være ham selv så tæt på. Der var virkelig ikke nogen tvivl om, at han virkelig spillede en så stor rolle af en så stor betydning for hende. Han var den første igennem så ekstrem lang tid, som i det hele taget havde fået lov til at komme så forbandet tæt på hende og hun nød af det. En som ikke havde hendes krop i tankerne, men personen bag. Fingrene bevægede sig op og ned af hans ribben i de faste kildende bevægelser og selv med det varme og muntre smil på læben. Hvordan kunne man gøre andet end at nyde noget som det her! I og med, at han måtte le at hun skulle stoppe, så stoppet hun også med det samme. Han skulle jo også vide, at hun lyttet til ham, for alt andet var hende virkelig helt uaktuelt og på alle måder som man kunne komme til at tænke på. Hun smilede let og med blikket hvilende på hans skikkelse. Armene omkring hende.. Han holdt hende stadig fast, hvilket kun måtte få hende til at smile.
Hovedet lod hun stille glide ned mod hans skulder, hvor hun lod det ligge. Så tæt på hende, som han var kommet på så utrolig kort tid, det var virkelig helt ufatteligt et sted, det var slet ikke noget, som hun kunne komme det mindste udenom, hvad end om hun ville det eller ikke, så var der ikke noget at gøre ved det. Lige netop den plads i hendes hjerte, var noget som han allerede havde fået og det var ikke noget som hun ville lade nogen tage fra ham igen. Hun lukkede øjnene stille og roligt. "Ser man det.. du er jo virkelig kilden," sagde hun med et let grin. Hun lod blikket stille søge til hans eget og med det samme varme smil på læben. "Hvis jeg havde vidst, at du var så kilden som det her.." Hendes smil falmede virkelig bare ikke. Det kunne det virkelig ikke og hun ønskede det bestemt heller ikke. Hun elskede virkelig, at skulle tilbringe denne tid med ham. Gid det ville vare evigt! Hun lod hånden roligt glide over hans ribben i små og lette drilske prik og med et let grin inden hånden gled til hans bryst og gik i hvile der. Selv blev hun siddende hvor hun var endt over ham. Hun hævede blikket stille og blot for at kunne se ham i øjnene. "Du er i live endnu?" spurgte hun med en klar drillende mine. Det var slet ikke noget som hun ville skjule for ham. Så naturligt som dette føles, bare det, at kunne være sig selv, var noget som hun ellers oplevede noget så sjældent og nu var muligheden dukket op! Malania trak vejret dybt og slap det i et langtrukkende suk. Igen, var det slet ikke noget som man skulle tolke negativt. Hun slappet virkelig bare af, nød det at være sammen med ham og det at kunne være sig selv. Der fandtes virkelig bare ikke noget bedre! "Tak Pierce... for alt," endte hun stille og med det tydelige smil på læben. Hun følte virkelig bare for at takke ham. Nok bare at han havde været sig selv, men han havde hjulpet hende ekstremt meget bare med det som han havde gjort. Hun var lettet på en underlig måde, samtidig med at lysten til at slippe ham blev mindre og mindre.

[pierce]

Det var faktisk utroligt så kilden som Pierce egentlig var, og han hadede egentlig sig selv for det! Men det var så ikke noget som han kunne gøre noget ved, og nu var han så fanget under hende, hvor hun torturerede ham, ved at kilde ham, og det var lige før at han næsten følte at han skulle dø! Det kildede så forfærdeligt meget! Og det overraskede ham faktisk at hun stoppede, da han bad om det, for det havde han nok gjort, men så havde han også fortsat. Det var faktisk en helt befriende følelse at hun stoppede sit kilderi, og han kunne igen slappe af, skønt hans krop endnu var en smule anspændt, for han vidste jo faktisk ikke om hun ville begynde igen. Han slap end ikke grebet omkring hende, for han nød at holde hende tæt. Helt tæt ind til sig. Han så blot op på hende med et varmt glimt i øjet og det milde smil plantet på hans rosa farvede læber. Han hævede let det ene øjenbryn i en drilsk mine. ”Nårh ja, en ting vi har tilfælles,” påpegede han roligt, desuden var det ikke unormalt at være kilden, for det var der jo mange som var. Det morede ham nu alligevel at de havde lagt her og kildet hinanden på skift, og skønt det havde været den rene tortur, så havde han faktisk alligevel nydt følelsen af at blive kildet, især af hende, for det glædede ham virkelig inderligt at de kunne more sig så godt med hinanden på denne måde. Det var ikke just noget han gjorde med nogen anden, ikke siden Jelickas død, og når han egentlig tænkte over det, så var der ikke meget han havde gjort siden hans kærestes død, og det var faktisk synd og skam, for han havde indset at han virkelig var gået glip af noget. Han gjorde nogle lette spjæt med overkroppen, da hun prikkede drillende til ham, for selv de små prik, kildede utroligt meget. Han måtte næsten ligne en fisk på landjorden, sådan som han havde spjættet under hendes kilderi. Han skulede drillende til op til hende. ”Ja, det er jeg,” medstemte han med et lille nik, og det drilske smil. ”Du må jo også have fået mig på samvittigheden, hvis du havde dræbt en engel som mig,” tilføjede han drillende og blinkede let til hende, ”især din skytsengel!” Han havde det godt i hendes nærvær, det kunne han ikke komme udenom! Og han nød følelsen af at have hende tæt på sig, ikke både fysisk, men også mentalt, for hun var nok den person der allerede kendte ham bedst af alle, og blot tanken om det, gjorde ham ikke det mindste, for han havde faktisk ikke noget imod at det var Malania, som var den person der kendte ham bedst. Hun var jo i sandheden en fantastisk person! Og hun havde fået en kæmpe indflydelse på hans liv, og han ønskede hende ikke ud af det igen.
”For hvad dog?” spurgte Pierce roligt og smilede mildt til hende, med et enkelt hævet øjenbryn. Han var faktisk ikke helt sikker på, hvad det var hun takket ham for, fordi han mente ikke selv at han havde gjort noget synderligt for hende, som hun burde takke ham for. Han var dog til gengæld hende taknemlig for at have mødt ham, fordi hun havde åbnet hans øjne på nu, og uden hende, så var han aldrig blevet klar over hvad han var gået glip af i livet, så han havde skam meget som han kunne takke hende for. Han så let op i himlen, som var helt lyseblå og med kun få skyer, som vinden drev fremad. Solen skinnede utrolig meget og det var faktisk ret varmt, og når han følte sådan, så vidste han at han snart skulle have en dukkert igen. I det mindste skulle han ikke flyve et andet sted hen, for der lå jo en sø lige ved siden af dem, hvor overfladen glitrede så smukt, som havde der været diamanter på bunden af den. Han lod let sin hånd stryge hen over hendes mørke lokker, hvor han lod sine fingre skille få lokker ad. Han nød følelsen af hendes hår imellem hans fingre.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Bare den tanke til, at man i det hele taget kunne være så kilden, var noget som måtte more Malania noget så frygteligt, det var slet ikke noget, som hun kunne komme udenom. Hun nød virkelig, at skulle ligge der sammen med ham, mærke hans arme omkring hende. Hun betvivlede på ingen måde, at han ønskede og ville beskytte hende, for det var noget som hun næsten kunne føle og fornemme lige i øjeblikket. Havde hun så noget at klage over? Det kunne slet ikke falde hende ind, at skulle fortsætte med at kilde, nu hvor han havde bedt hende om at stoppe. Han skulle jo trods alt også have den tillid til hende når de på et tidspunkt måtte gå hver deres vej igen. Det var dog på ingen måde, noget som hun måtte ønske lige i øjeblikket, det var slet ikke noget, som hun kunne komme det mindste udenom, men hun måtte jo bare tage det som det måtte komme og så håbe, at deres veje endnu en gang måtte krydses på et tidspunkt. Den betydning som han havde for hende, var virkelig ufattelig. Han havde i den grad fået en meget vigtig og meget stor plads dybt i hendes hjerte og det var slet ikke noget som hun ville være i stand til at skulle skænke til enhver anden, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. "En ting tilfælles? I mine øjne lyder det faktisk til, at vi har meget til fælles," påpegede hun med et stille smil. Hovedet lod hun hvile tæt ved hans skulder og ved hans hals. Hun blev ellers liggende helt stille og roligt. Lucius havde aldrig kildet hende.. Nu hvor hun tænkte over det, så havde deres forhold virkelig været utrolig.. professionelt. Hun sukkede stille og skubbet den tanke ud af hovedet. Manden var død, han var væk og det var virkelig bare på tide for hende, at komme videre derfra. Hun kunne da ikke fortsætte med at skulle holde og hænge ved det? Hun slap et let grin. "En engel som dig?" gentog hun med en drilsk mine, efterfuldt af en let hoste-agtig lyd. Hun morede sig virkelig og hun nød at ligge der. "Jeg kunne da aldrig drømme om, at skulle vinke farvel til min kære skytsengel," sagde hun med et varmt smil. Det var dog den rene sandhed. Det var slet ikke noget som kunne falde hende det mindste ind overhovedet! Hun sukkede dæmpet og lagde sig ellers godt til i hans favntag. Hun trak den ene hånd stille til sig og lod den roligt og stille, stryge over hans bryst i en rolig og blid cirkel. Det var hende blot en vane, når hun lå så tæt på nogen, som det hun måtte gøre lige netop nu.
Et stille smil passerede roligt Malanias læber. At han spurgte ind til lige netop hvad, var et sted også en tanke som måtte more hende. "For det hele," svarede hun blot og uden at smilet ville falme det mindste. Hovedet trak hun blot en anelse til sig og betragtede sig roligt af hans smukke blik. At nyde en mand så tæt på, på denne måde, var et sted så nyt, spændende og fremmed for hende. Nu så hun virkelig heller ikke nogen grund til at skulle forhaste med det ene eller det andet. At han var en havengel vidste hun, men det faktum, at han havde brug for vandet, var slet ikke en tanke som faldt hende ind lige nu. Hun ville egentlig bare gerne ligge her og nyde det, snakke med ham, lære ham ordentlig at kende og ellers bare blive ved ham så længe, som det ville være hende menneskelig muligt, at skulle gøre det. Hun plantet et ganske så forsigtigt kys mod hans kind og lagde sig roligt ned igen. Hun vidste at det måske var forkert at ligge sådan her med en som man kun havde kendt for et par timer, men alligevel. Det var virelig bare en så behagelig og rar følelse! "For at have åbnet mit hjerte blandt andet," tilføjede hun efter lidt tid. Nu ar det jo slet ikke meningen, at det skulle tolkes som noget kæresteri, men det var jo trods alt rigtigt. Hun havde været meget afvisende overfor drenge igennem det sidste lange stykke tid, udelukkende på grund af deres blikke. Han havde i den grad vist sig at være anderledes. Hun lukkede øjnene ved hans hånds vandring igennem hendes hår. Hun brummede let med et drilsk og varmt smil. "Det der, det er virkelig rart," sagde hun med en blid stemme.

[pierce]

Pierce kunne ikke lade vær med at holde af hende, hvordan kunne man holde op med det? Hun havde vist sin gode side, det var han helt sikker på, og han tvivlede faktisk på at hun havde en dårlig side, for hun var virkelig en engel. Han havde faktisk ikke lyst til at leve et liv uden hende, for hun var virkelig noget helt specielt. Og hun skulle så sandelig ikke være bange for at han ikke stolede på hende, for man kunne vel sagtens sige, at han stolede blindt på hende? Nok havde han kun kendt hende, ja ikke engang en dag, men det var irrelevant, for det føltes virkelig som om at han havde kendt hende i flere århundreder, og det håbede han da også at han ville komme til. Han nød virkelig hendes selskab, det kunne man ikke komme udenom! Og han ville ønske at de aldrig skulle skilles, men det var så bare ren ønsketænkning, for det var desværre noget de var nød til på et og andet tidspunkt, så håbede han så bare, at det var om lang tid! Og det var ærlig talt ikke noget han gad tænke over i øjeblikket. ”Hmm..” mumlede han og så eftertænksomt ud i luften, ”det kan der være noget om.” Han smilede medstemmende til hende. De havde vel mere tilfælles end blot én ting? Og tanken var da frydende. Han lod let sin hånd stryge over hendes silkebløde mørke hår, som han let lod sine fingre stryge igennem. Han nød faktisk følelsen, det var nemlig så blødt! Han nød at ligge sådan med hende, og han nød at høre hendes latter, som lød som sød musik i hans øre. Han nikkede istemmende. ”Nemlig, en engel som mig,” gentog han hende og smilede drilsk. ”Jamen det var da godt, for du kommer nok aldrig til at vinke farvel til mig,” sagde han drillende og smilede skævt. Han lagde igen begge arme omkring hende, og nød hendes strøg over hans bryst.
Pierce lå og kiggede op i luften. Himlen var så smuk og der var kun få skyer, så det var ikke særlig tit solen blev overskyet, hvilket betød at han snart måtte have noget vand over sin krop, ellers ville han tørre ud, og det ville han nødig prøve. Men i øjeblikket ville han nyde hendes selskab, og så kunne vandet vente. Som hun så ned på ham, så han op på hende og smilede varmt til hende. Han trak blot i mundvigen da hun plantede et kys på hans kind. Han havde faktisk nydt at mærke hendes bløde læber mod hans egne, og han havde jo ødelagt øjeblikket, hvilket han egentlig havde fortrudt på en måde. ”Tjah, jeg kan vel kun takke for det samme,” påpegede han sandfærdigt og smilede roligt op til hende. Hun havde jo også åbnet hans hjerte, som ingen anden havde formået. Han slap blot sin muntre latter, til at hun nød hans egen, hvilket fik ham til at lade sin pegefinger nusse hende bag øret. ”Min lille brummende kat,” mumlede han drillende.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

At lade Pierce gå, var ærlig talt, slet ikke en tanke som fristede Malania det mindste overhovedet. Hun nød virkelig, at skulle ligge der sammen med ham, selvom det var ufattelig kort tid, de havde kendt hinanden, så følte han i den grad også, at hun kunne stole på ham og det var noget som betød en hel verden for hende! Hun satte sig roligt op efter, at hun havde valgt at glide ned af ham og ellers blev siddende ved hans side. Han gjorde hende glad, gav hende lysten til at smile, selvom det var noget som kom helt af sig selv, når hun så hans eget. Utroligt så meget, at man kunne komme til, at skulle stole på et andet menneske, det var virkelig helt ufatteligt. "Det er da kun dejligt," sagde hun med en munter mine. Det var slet ikke noget, som hun på nogen måde, ville kunne lægge det mindste skjul på i det hele taget, det var ganske sikkert, også for hendes eget vedkommende. Hovedet søgte let på sned. Hun lod hånden stryge ham forsigtigt over armen og stille ned til hans hånd. En engel var hun dog ikke, som han var.. og alligevel. Et drilsk smil bredte sig på hendes læber. Hun havde det virkelig bare sjovt sammen med ham! "En engel som dig?" Hun fnøs kort, men klart med den samme drillende mine. "Skal vi nu igennem det igen?" Hun hævede drillende det ene bryn. Tungen strøg vædende over hendes læber, idet hun roligt trykkede omkring hans hånd. Hun nød virkelig bare det, at skulle sidde der alene sammen med ham. "Det er godt.. jeg har slet ikke lyst til at skulle vinke farvel," afsluttede hun roligt og med en stemme af ren og skær ærlighed. Hun vendte blikket stille ned mod søen. Selv var det ved at blive godt varmt, selv for hende. Hun trak vejret dybt og med et stille smil, inden hun så tilbage på ham. At se væk, var virkelig helt umuligt!
Ganske forsigtigt lænede Malania sig over ham. Hun havde atter sluppet hans hånd, placeret den ene ved hans hoved, blot for at støtte sig, og med de mørke øjne som måtte søge hans. En engel af havet måske, og det var i den grad noget som virkelig måtte fascinere hende. Hun sendte ham et varmt smil. Hun grinede let. "Jeg ved ikke med dig, men en tur i vandet, for at blive kølet lidt af, er faktisk temmelig fristende," foreslog hun roligt og med det muntre smil. At han så direkte var afhængig af vand, var slet ikke en tanke som faldt hende ind, men hun selv, følte det temmelig ubehageligt ved den varme, for ikke at glemme, at det jo var en perfekt blanding af varmen fra solen og så den som han satte i hende ved hans kærtegn af hendes kind og igennem hendes hår. Hun hævede hånden stille og strøg roligt hans kind og så igennem hans hår, uden at skulle slippe hans blik det mindste. "Netop.. Din lille brummende kat," sagde hun med et let grin. Hun plantet et stille og let forsigtigt kys mod hans pande, idet hun roligt satte sig op igen ved hans side. Hendes hjerte slog let mod hendes bryst. Den varme som han skænkede hende, det var nyt, det var fremmed, men det var i den grad også så frygtelig behageligt.

[pierce]

Det var godt nok ikke i særlig lang tid de havde kendt hinanden, men for Pierce var det noget, som var irrelevant. Hun var bare noget helt specielt, og det kunne man ikke komme udenom, det var derfor han havde det så godt i hendes nærvær, for hun fik virkelig ham til at føle sig speciel. Hun kunne få ham til at åbne sig op, som ingen anden havde formået, hun havde fået ham til at le, og formået at få ham til at føle noget helt specielt for hende, hvilket han ikke havde kunnet efter Jelickas død. Han kunne dog ikke tænke på Jelicka, i hvert fald ikke når han var sammen med hende, og han havde på fornemmelsen, at når de engang måtte skilles, og han mødte nye mennesker, så ville han heller ikke tænke på Jelicka, men på Malania, for hun havde virkelig gjort et godt indtryk på ham – måske alt for godt – for han kunne ikke få hende ud af hovedet og sine tanker, da hun fyldte hver en tomme. ”Enig,” sagde han i en lige så munter mine som hende selv. Det var faktisk dejligt at de havde så meget tilfælles, men han nød nu også deres forskelligheder, for det var også forskelligheder der kunne skabe noget smukt og godt. Som hun havde sat sig op, blev han roligt siddende, hvor han blot betragtede hende i stedet for himlen, for hun var af langt større værdi. Det gav en let sitren igennem hans krop, da han mærkede hendes hånd stryge ham ned af armen, hvor hans egen hånd blot klemte blidt om hendes, da hun greb hans. ”Hey! Jeg er langt tættere på en engel end dig,” påpegede han drillende og smilede et lumsk smil, ”jeg har både vingerne, godheden i mig, så er jeg ren og smuk som en engel, helt fantastisk! Og du er bare, et lille sølle lysvæsen,” tilføjede han pralende, og dog drilsk. Nok passede det meste, men han ville egentlig aldrig tænke egoistisk, kun lige i denne situation, fordi de morede sig, hvilket hun så også formåede at få ham til. Det var faktisk helt fascinerende så meget hun fik ham til efterhånden. Et svagt, men sødt smil spredte sig roligt på hans læber, som hun sagde at hun ikke havde lyst til at vinke farvel til ham, og han fik kun lige og lige undertrykket den rødme som var på vej.
Da hun lænede sig ind over Pierce, smilede han bare, hvor hans arme ingen søgte omkring hendes smidige krop, med hans turkisblå øjne hvilende i hendes mørke, og han gengældte blot det varme smil, som hun sendte ham, for han kunne ikke få sig selv til at gøre andet, desuden var det faktisk som om at hans krop var ved at lave vaner pga. hende, såsom at smile, le og virkelig more sig. Pierce løftede dog det ene øjenbryn og så hende en smule an, inden et skævt smil gled over hans læber. Det var faktisk en rigtig god idé! Og lige noget som han havde brug for. ”Tjoh, det lyder … forfriskende,” sagde han muntert, og smilede varmt, som han ikke kunne lade vær med at smile, sådan som hun strøg ham over kinden hvilket gav ham helt kriller i sin krop, for han nød virkelig hendes kærtegn! Pierce kunne ikke lade vær med at grine til hendes ord. Hans egen lille kat? Tja, han var nu glad for at hun ikke var en kat. Han fulgte hende med blikket, da hun satte sig op, hvor han kort efter fulgte trop. Han skænkede hendes mundvig et blidt kys, inden et drilsk smil gled over hans læber. ”Men i vandet, har du slet ikke en chance imod mig!” påpegede han drillende, inden han kom op på benene, og spurtede ned mod søen, for blot at springe i det kølige vand, som virkelig var forfriskende! Han nød at mærke det blide vand mod sin krop igen, en følelse han havde savnet, men det var måske også fordi at solen kunne tørre ham helt ud, som en fisk. Han kom let op til overfladen igen og så efter hende.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

At de ikke havde kendt hinanden så forbandet længe, var virkelig fuldkommen irrelevant for Malanias vedkommende. Hun trives med ham, hun stolede på ham, endda også blindt efterhånden. Hun nød virkelig bare det, at skulle sidde der sammen med ham, smile og bare være sig selv, for det var virkelig noget som man kunne så sjældent. Hun tænkte ikke på Lucius længere og det var i den grad også en noget så dejlig trøst. At holde fast ved fortiden som aldrig ville være, var jo i den anden ende også dumt et sted? Det var i alle fald hendes egen opfattelse. Hun havde valgt at åbne for en anden mand, lukke op og lade ham komme til, selvom det slet ikke var noget som hun havde ventet sig. Hun slap et tydeligt og let grin og rystede på hovedet. "Altså, altså min kære Pierce.. Vingerne har du.. men i en helt forkert farve." Hun rynkede let på næsen. At hun lavede sjov, var slet ikke noget som man kunne komme i tvivl om, og det var sådan som hun ønskede det. At kritisere ham for at være en ganske særlig engel, for det var han bestemt ikke hendes øjne. En havengel var ikke hvad hun så. Hun så en fantastisk mand og det var noget som hun slet ikke ville kunne få sig selv til at skulle skjule på nogen måde. Ikke at hun ville, for det at lyve for ham, var slet ikke noget som hun ville på nogen måde! Hun sendte ham det lette og drilske sml. "Og jeg er bare et sølle lysvæsen?" gentog hun. Hun spillede fornærmet for et kort øjeblik, selvom det vitterligt ikke var noget som havde det mindste effekt, for hun kunne virkelig ikke holde masken! Hun rystede grinende på hovedet. "Ren og smuk? Den kan da i den grad diskuteres," tilføjede hun med et tydeligt og et let grin som hun bare ikke kunne skjule. Han gjorde hende virkelig bare så godt til pas, at det var helt utroligt! Lucius var virkelig helt og holdent glemt for hende. Det var virkelig bare ham som fyldte op i hendes tanker og sind lige i øjeblikket. Alt andet ville da klart forekomme hende helt unaturligt, når det nu var ham som hun var sammen med.
Varmen var utrolig. Ikke bare den som solen måtte skænke hende, men også det som Pierces ord måtte få frem i hende. Den rødmen og den varme.. Et sted så ulideligt og et andet, så var det savnet, for hun vidste, at han mente sine ord. Hun kunne i den grad føle og fornemme det, og det var noget som i den grad havde en utrolig stor og tydelig betydning for hende. En rød farve hvilede konstant i hendes kinder, og det var alt sammen hans skyld! Kysset som han valgte, at skænke hendes mundvige, var noget som næsten måtte slå hende fuldkommen ud. Hun vendte blikket mod ham, idet han blot spurtede ned mod søens bred. Hun kunne virkelig ikke lade være med at smile. Alligevel var hun jo glad for, at han var taget afsted bare sådan, det var der heller ikke nogen tvivl om. Så havde hun da en mulighed for at skulle skjule den øgende rødmen lidt mere! Hun grinede let, da hun selv søgte ned mod søens bred. Hendes egne skridt var rolige. Vandet var hans domæne og nu agtet hun at se hvordan han var i det. Hun ønskede virkelig at kende til hver en del af ham. Kjolen forlod hendes krop og lagt på breden. Hun ville aldrig i livet kunne svømme med den på alligevel! Den ville trække hende ned og den ville alt for hurtigt blive alt for tung for hende, at svømme rundt i! Hun endte med at hoppe i. Et let plask var alt som man kunne høre, idet hun hurtigt søgte mod overfladen igen. Håret skubbet hun væk fra ansigtet. "Er du nu helt sikker på det?" Hun hævede opfordrende det ene bryn. Vand var hun kendt med, dog nok ikke på samme måde, som det han selv måtte være, men alligevel! Hun sank let ned i vandet, så det kun var hovedet som hvilede over. "Jeg vil kende hver en del af dig.. Nu vil jeg se dig i dit domæne.. uden troen på at du drukner," sagde hun med et let grin.

[pierce]

Pierce kunne ikke lade vær med at more sig i hendes selskab, og det var virkelig hendes fortjeneste helt ene og alene, og egentlig havde hun ikke gjort specielt meget, blot et godt førstehåndsindtryk, som jo også var blevet bekræftet hen af vejen, da hun virkelig havde vist sig at være en fantastisk kvinde. Og en kvinde, som han langt fra ville glemme! Det var umuligt eftersom hun allerede havde indprentet sig i hans sind og hjerte, hvor han hverken kunne eller ville få hende ud igen. Han nød at sidde her med hende, imens de morede sig, og han nød at høre hendes skønne latter, som gjorde ham helt bløde i knæene. ”Hey! Farven er da fuldkommen ligegyldig! Så er mine lidt misfarvede, men hvad gør det? Du har jo slet ikke nogen,” sagde han drillende. Man kunne faktisk ikke som sådan kalde ham en engel, skønt hans races navn indgik i det, for hans egen race var neutral i forhold til englene, som var gode og hjalp på de godes side, mens havenglene egentlig holdt sig ret neutrale med folk. Han hjalp enhver på sin vej, og han ville endda hjælpe ondskaben selv, for han vidste at verdenen ikke ville kunne undvære godt og ondt, for hvis der ikke var ondskab, hvor skulle de gode så vide fra hvorfor de skulle være gode? Og det samme med de onde, der var nød til at være forskelligheder i verdenen, ellers kunne Jorden lige så godt gå under. Men skønt han var neutral, så måtte han indrømme, at uanset hvad, så ville han beskytte sine kære, og der indgik Malania, da hun nok var den person der havde størst betydning for ham. Han morede sig over at hun spillede fornærmet, skønt det nok ikke lige var den bedste rolle for hende at spille, for hendes latter afslørede hende hurtigt. ”Det er da ligetil og sandheden!” fastslog han med et stolt smil, ”jeg er den smukkeste i verdenen!” Han kørte forfinet en hånd igennem de blonde lokker, som faldt pjusket ned igen, hvilket fik ham til at le en smule.
Pierce fik egentlig ikke så meget af hendes rødmen at se, for han var hurtigt nede ved søens bred, hvor han havde sprunget i det klare og kølige vand, som virkelig var forfriskende! Det havde virkelig været en genial ide! Som han var kommet op til overfladen, havde han set hvordan hun havde afklædt sig, hvilket havde fået en let rød farve op i hans kinder, ikke fordi han med vilje havde villet lure, og han var faktisk ikke helt sikker på, hvorfor han rødmede, det forsvandt dog hurtigt, som hun selv var kommet i vandet, og han begyndte at gøre nogle rolige favntag hen imod hende. ”Selvfølgelig er jeg det,” konstaterede han, imens han var på vej hen til hende. Han begyndte at træde vande, da han var kommet hen til hende, for at holde sig oppe over overfladen, og han gjorde et let ryk med hovedet, så de våde blonde lokker ikke generede hans øjne. Han bed sig let i den bløde underlæbe, imens han lod sin ene hånd søge igennem hendes hår, med hans turkisblå øjne hvilende i hendes mørke. ”Hvis jeg drukner, er jeg da sikker på, at du nok skal nå at redde mig i tide,” sagde han dæmpet og følte sig helt fortryllet af hendes smukke mørke øjne, som helt hypnotiserede ham. Han huskede tydeligt, hvordan hun var sprunget i vandet for at redde ham, til at starte med. Og efter hans mening, et rigtig godt førstehåndsindtryk! Han var glad for at han havde mødt hende, mere end noget andet! Og han var bange for at han ikke havde lyst til at give slip på hende igen, selvom han ikke helt kunne finde noget dårligt ved det. Han lod let sin hånd stryge ned over hendes arm, inden han greb fat i hendes hånd, hvorefter han trykkede hende ind til sig. ”Du er så smuk, Malania,” hviskede han stille og sandfærdigt, imens han smilede varmt til hende. Han lod let sin frie hånd stryge hende over kinden, inden han blidt greb hende om hagen og førte hendes ansigt op til hans, hvor han trykkede sine læber mod hendes egne bløde.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Malania havde virkelig intet imod at skulle afklæde sig på denne måde. Kjolen ville trække hende ned og det ville køre hende for hurtigt træt, hvilket hun helst ville undgå lige nu. Hun ville nyd at blive afkølet, få den rødmen under kontrol! Det var pinligt, at hun skulle rødme på den måde og specielt overfor ham! Selvom det nu ikke just var noget som gjorde hende noget direkte, så var det nu alligevel lidt pinligt for hende alligevel. Hun følte det kølige vand mod sin nøgne hud. At han var en engel, var hun slet ikke i tvivl om. Ikke bare af race, men i den grad også af ren og skær personlighed. Han var virkelig en fantastisk mand og noget så selvsikker. En tanke som klart moret hende i stor grad. Hun tog de rolige svømmetag ud mod ham og ud mod det dybere vand. Hun næret ikke nogen direkte frygt for det på nogen måde. Han var der jo til at beskytte hende vel? Han var jo trods alt hendes skytsengel! Så han havde jo bare at passe på hende! Tanken gjorde hende ikke andet end direkte glad, det var slet ikke noget, som hun vil kunne lægge det mindste skjul på lige netop nu. Hun lod ham blot komme tæt på hende. At hun så stod der i mere eller mindre ingenting, var slet ikke noget som gjorde hende det mindste. Hun sparkede fra med benene, så hun kunne holde sig nogenlunde oppe. At vandet var hans domæne, var noget så tydeligt at se på. Førstehåndsindtrykket var gjort, selvom det nu slet ikke var som det hun egentlig havde forventet at det skulle være, men det var vel af slagsen som man ikke ville glemme? At han strøg hende over armen, fik det til at sitre i hele hendes krop. Direkte ville hun klart give vandet skylden for det, for det var jo trods alt lidt halvkoldt endnu.
De mørke øjne vendte hun stille mod ham. At han trak hende ind til sig, fik det virkelig til at sitre absolut over det hele! Hendes hjerte øgede drastisk i sine hjerteslag. Den varme som han måtte sætte i hende, var slet ikke noget som hun på noget tidspunkt formåede, at skulle skjule lige nu. Hun støttede roligt af med hånden som gled mod hans skulder. Hans ord og kompliment, var noget som virkelig bare måtte få hende til at smile, som hun var sikker på, at hun aldrig nogensinde havde smilet før. Han gjorde hende glad på en helt utrolig måde! "Du tror at jeg redder dig? Nu er jeg dog sikker på, at der skal meget til, før en engel af din slags, vil få problemer med at holde vejret," påpegede hun med et varmt smil. Ikke at hun rigtigt nåede at skulle gengælde de andre ord, inden han selv havde hævet hendes blik op mod sig, ved at lade den ene hånd glide stille og roligt mod hendes hage. Hun blinket let med øjnene. At skulle mærke hans læber igen mod sine egne, fik varmen til at eksplodere i hendes indre og den bredte sig virkelig bare i hele hendes krop og sind. Ud til hver eneste tænkelig lille del af hende. Denne gang nænnede hun ikke at bryde det. Nu var det ham som havde taget initiativet til det og det var noget som hun var glad for, for hun ønskede virkelig ikke at skulle være så påtrængende! Slet ikke! Han betød ekstremt meget for hende og sikkert også meget mere, end det som hun nok lige ville stå inde for. De havde kendt hinanden i så frygtelig kort tid og dog, så føles det som en mindre evighed. Hånden som hvilede mod hans skulder, gled stille om i hans nakke, hvor hun lod tommel, pege- og langefingeren roligt lege med hans nakkehår. Atter lod hun blot instinkterne tage over. Det var jo heller ikke fordi, at hun slet ikke stolede på ham, for det gjorde hun i aller højeste grad! Og i den grad også meget mere end det som man skulle forvente af en fremmed som man ikke havde kendt i mere end et par timer. Hun trykkede sig mere end frivilligt ind til ham. Hun kunne virkelig ikke lade være. Hun ønskede at komme tæt på ham og så tæt på ham som det var hende overhovedet muligt, at skulle komme. Hovedet søgte let på sned, og selv uden at skulle slippe ham på noget tidspunkt. Alligevel så måtte hun bryde kysset, bare for at finde muligheden for at få en anelse luft. Hun trak sig kun en anelse og slog øjnene forsigtigt op. Hendes hjerte hamrede som ti vilde heste mod hendes bryst og det var slet ikke noget som hun fandt nogen kontrol over. Det varme og næsten så kærlige smil bredte sig på hendes læber og selv med den let røde farve hvilende på hendes kinder. Hun kunne lige så godt opgive at fjerne den. For det ville aldrig nogensinde hjælpe hende alligevel. "Det var.. ja.. Dejligt," sagde hun med det varme smil.

[pierce]

Pierce kunne end ikke sætte ord på hvad hun gjorde ved ham. Han kunne ikke engang beskrive hende med ord, for hun var så meget mere end det, og han fik helt sommerfugle i maven bare ved tanken om hende. Han tænkte ikke længere over at de kun havde kendt hinanden denne dag, for det føltes virkelig som denne evighed, og alligevel kendte han hende ikke helt, som han ønskede, for han ville virkelig kende alt til hende! Og når man tænkte på hvad han egentlig kendte til hende, så var det ikke særlig meget. Han kendte til hendes fortid, og så selvfølgelig hendes gode sider, men der var endnu meget han ikke vidste, dog var han ikke et eneste sekund i tvivl om at han nok skulle finde ud af det, for det var nok hans næste mål. Han var faktisk ikke et eneste sekund i tvivl om at hun ville komme ham til undsætning, hvis noget gik galt. Nok var han havengel og dette var hans domæne, men han vidste at hun ville være der for ham, for eller ville hun ikke have sprunget ud på søens overflade til en fremmede, for enten at finde ham halv død, eller død. Og han ville selvfølgelig også redde hende, hvis det blev nødvendigt, for han var jo trods alt hendes skytsengel. Uanset hvilke problemer hun kom i, så ville han hjælpe hende, og være der for hende. Et løfte som han agtede at holde! For hun var virkelig blevet den person som betød mest for ham, og han tvivlede på at det pludselig ville blive ændret. ”Nå ja, efter et flere timer, skal du nok holde øje med mig,” sagde han drillende og blinkede til hende, inden hans latter brød frem. Det var nok rigtigt, han fik nok ikke ligefrem brug for at blive reddet, for han var jo trods alt i hans domæne, men tanken om at hun ville redde ham, kunne han nu godt lide, men det hang nok sammen med at han var begyndt at kunne lide alt ved hende.
Pierce var faktisk bange for at han havde været for frembrusende ved at kysse hende igen, eftersom det havde været ham der havde sat en stopper for deres forrige kys. Men han havde ikke kunne lade vær, for hun var virkelig fantastisk og noget for sig selv! Og han kunne simpelthen ikke få nok af hende. Og det var jo ikke fordi at han ikke havde nydt deres sidste kys, men han havde vel ikke følt sig parat til det? Det havde jo været lang tid siden, men efter at have været sammen med hende, så kunne han simpelthen ikke få hende ud af sit hoved! Han følte sådan en trang til at mærke hendes silkebløde røde læber igen, som han ikke kunne få nok af! Han nød at mærke hendes fingre i hans nakke, og hele situationen fik hans hjerte til at hamre mod hans bryst. Hans eget hoved søgte let på sned, da hendes gjorde, og han holdt hende blidt ind til sig, for ikke at virke grådig, for han var bestemt ikke ude på noget forkert, såsom at føre hende bag lyset, ligesom andre mænd nok ville. Han var bare ude på at nyde tiden med hende, og valgte hun at stoppe, så ville han end ikke modsige hende. Han blev dog alligevel en smule nervøs da hun brød kysset, for han ville jo ikke have at hun skulle syntes mindre om ham. Hendes kærlige og varme smil beroligede ham dog, og han kunne ikke andet end at gengælde det. Hans øjne spillede lystigt i hendes mørke, og han lod let sin ene hånd stryge hende over hendes røde kinder. Han nød at se den farve på dem. Han fniste let af hendes ord, inden hans læber krusede ud i et varmt smil. Hun var så sød. Han skænkede blidt hendes mundvige et kys. Han var faktisk ikke sikker på hvad han skulle sige, eller gøre, for han vidste ikke engang hvordan han selv havde det i øjeblikket, skønt han kunne sige at det ikke var noget dårligt! Han åbnede let munden, men der kom ikke nogen ord ud, hvilket fik ham til at le kort. ”Jeg ved ikke hvad jeg skal sige,” sagde han dæmpet og næsten forlegent, ”altså ud over, at jeg kunne blive ved med at rose dig og komme med komplimenter.” Han lod let sin hånd fra hendes kind, stryge igennem hendes mørke hår.