Like a desert rose

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Malania var virkelig så frygtelig bange for, at hun ville ende med at træde forkert og den følelse vat virkelig ikke behagelig på nogen som helst tænkelig måde, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af overhovedet. Hun blev siddende og nærmest knugende ind i hans favntag. Hun følte sig noget så frygtelig tryg alt imens hun måtte sidde der og det sagde virkelig heller ikke så lidt, for det var virkelig heller ikke en følelse eller en fornemmelse som hun kunne mindes at have mærket i så frygtelig lang tid og et sted var det noget som skræmte hende. Han gjorde hende rolig, ikke bare i det ydre, men i den grad også så frygteligt i det indre. Bare det at han gjorde det så klart og tydeligt, at hun havde misforstået ham, var noget som lettede hende noget så frygteligt. Hun sendte ham det varme smil og uden at vende blikket det mindste væk. Hun ønskede virkelig ikke at skulle sende ham de forkerte signaler, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af på nogen måde overhovedet. Hun trak hånden forsigtigt til sig og lod den langsomt og stille stryge henover hans bryst. Det var en dejlig følelse at skulle sidde og mærke sig af hans hud under hendes fingerspidser. Det var det virkelig. Hendes hjerte hamrede som en vanvittig mod hendes bryst og det stoppet bare ikke på noget tidspunkt overhovedet! Hun lukkede øjnene ved hans strøg igennem hendes hår. Hun nød det virkelig! "Godt," hviskede hun roligt. Ikke at hun ikkek unne fordrage hans komplimenter, for det kunne hun da! Hun vidste bare ikke hvordan hun skulle reagere på dem! Hun så stille på ham. "Hvordan kan det da være din fejl?" spurgte hun stille. Det gav da ingen mening for hende? Ikke når det var hendes skyld i hendes øjne. Blikket gled i endnu en gang, da han trykkede hende tæt. Hans ord varmede hende virkelig noget så frygteligt, som var hun kastet foran den store sol i en stor ørken. Kogende indvendig. Hun lagde sig ellers bare stille og roligt til rette og hun lå i den grad også godt! "Jeg ønsker virkelig ikke at gå nogen steder," begyndte hun stille. De lette strøg stoppet hun dog ikke over hans bryst. Hun kunne simpelthen bare ikke lade være, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet, hvad end om det var noget som hun ville eller ikke, så var det virkelig bare helt og særdeles umuligt for hende. Hun trak vejret dybt. "Jeg ønsker nemlig at blive her, sammen med dig," endte hun roligt og ikke mindst også med en ganske så rolig og stilfærdig stemme. Det var slet ikke noget som hun ville eller kunne lægge det mindste skjul på overhovedet, hvad end om det var noget som hun ville eller ikke. At det var blevet mørkere, kunne Malania tydeligt mærke, selvom det slet ikke var noget som hun tog sig af. Hun ønskede virkelig ikke at bryde op i dette øjeblik! Hun var panisk for, at hun aldrig nogensinde ville få ham at se igen og det ønskede hun bestemt heller ikke ville blive aktuelt! Hun ønskede at se ham, hun sad inde med det brændende ønske om at få lov til at blive lige her. Hans ord fik virkelig bare hendes hjerte til at hamre mod hendes bryst, for det første af en mindre nervøsitet. Hun nikkede blot tavst og vendte de mørke øjne stille og roligt op mod ham. Det var jo trods alt sådan det hang sammen forh endes vedkommende vel at mærke. De sidste ord gjorde hende varmere end det som hun nogensinde havde følt før! Hun blinkede let med øjnene og satte sig blot en anelse op i hans trygge favntag. "Så villejeg spørge.. om det var tilfældet.. At du holdt lige så meget af mig.. som jeg gør af dig," sagde hun roligt. Den røde farve havde atter trådt voldsomt i kraft i hendes kinder, selvom hun intet gjorde ved det. Hun lod hovedet søge let på sned og med det lette smil på læben. "Gør du?" spurgte hun stille og næsten håbefuldt.

[pierce]

Pierce havde aldrig nogen sinde troet at han skulle møde en så fantastisk person, som Malania. Hun havde virkelig åbnet hans øjne, set at han egentlig havde været helt alene. Og det behøvede han måske ikke at være længere? Han havde aldrig nogensinde følt noget så stærkt for en fremmede. Det var måske også et sted mærkeligt, men det var ærligtalt ikke noget som han tog sig af, for han kunne jo ikke selv bestemme hvem han ville falde for eller ikke. Desuden undrede det ham et sted heller ikke, for Malania var virkelig noget for sig selv! Hun var fantastisk på alle tænkelige måder! Han nød at have hende så tæt på sig, han nød hendes kærtegn, ja, han nød simpelthen alt ved hende! Han kunne ikke få nok af hende! Hun fik ham til at glemme sin fortid, fik ham til at glemme Jelicka. Og nok elskede han Jelicka, men hun ville ikke have ønsket for ham, at han skulle sidde og tænke på hende hvert eneste sekund og aldrig komme videre med sit liv, og det var måske også tid til at komme videre? Det var et overstået kapitel, og nu kunne han begynde på et nyt. Deres førstehåndsindtryk kunne faktisk more ham endnu. Han havde ligget der så fredeligt på vandets overflade, og hun var kommet styrtende ud i vandet for at redde ham, ja eller for at se om han var i live. Og nu sad de så her, hvilket han aldrig havde regnet med, men han måtte indrømme at det kun var en positiv overraskelse. Han gik ud fra at hun godt kunne lide hans komplimenter, hun fandt det måske bare pinligt at hun rødmede så meget? Det kunne jo næsten være lige meget nu, for han havde set den rødme utallige gange! Han lo ganske kort. ”Du er så sød,” sagde han blidt, og skænkede hendes kind et kys. Det føltes næsten naturligt at sige det til hende, men det passede jo også. Han fandt det kært at hun rødmede så meget! Og han måtte ærligt indrømme, at han aldrig havde set nogen rødme så meget, i hele sit liv.
Pierce trak ganske let på skuldrene. ”Fordi jeg udsendte de forkerte signaler, Mal. Det var ikke min mening at give dig indtrykket af, at jeg ønsker dig bort, for jeg vil virkelig gerne have, at du bliver. Her hos … mig,” sagde han lavmælt. Der var ingen grund til at hæve stemmen, når de sad så tæt – og han nød det! Men det havde ikke været hans mening. Han var bare et fjols! Han kunne ikke ønske hende væk på nogen måder! Han ville have at hun skulle blive. Blive her, hos ham, det var hvad han ønskede sig allermest. Og hendes ord fik blot glæden til at sitre i hans krop, og fik varmen til at stige. Han gav hende et let kram, ved at klemme hendes krop ind til sig. ”Det er godt,” hviskede han blidt i hendes øre. Han ønskede ikke at hun skulle gå, og at hun ville blive, endda hos ham, glædede ham mere end han egentlig vidste. Men det var vel fordi han var begyndt at holde så meget af hende? Det var ikke længere venskabsfølelser han følte, nej det var noget større. Men kunne han også indrømme det for sig selv? Et sted turde han ikke indrømme det, for hvis hun ikke følte det samme for ham, så ville han bare blive skuffet og knust, og det havde han heller ikke lyst til. Og så havde han heller ikke lyst til at ligne et fjols, blive gjort til grin. Men der var måske en chance, når hun følte mere for ham end hun burde? Det var jo hvad hun havde fortalt ham. Hans turkisblå øjne betragtede hende ganske let. Hendes strøg mod hans nøgne bryst, fik ham til at berolige sig, selvom det var svært at være afslappet, når ens hjerte pumpede så meget blod og slog for fulde hammer! Han lod let en finger stryge blidt over hendes røde kinder, hvor han dog pludselig elskede at se den farve! ”Så ville jeg nok sige til dig, at …” Han bed sig ganske let i den bløde underlæbe. Det var måske hans eneste chance for at komme ud med sandheden? ”Jeg nok er… for …” Han var faktisk ikke sikker på at han kunne sige det, for det føltes som om hans hjerte sad helt oppe i halsen på ham. Nej, han måtte bide det i sig! Hun fortjente at han var ærlig, ligesom hun havde været ved ham, ”så ville jeg sige, at jeg var forelsket i dig.” Hans stemme var kun en lille bitte hvisken, som kunne han ikke tale højere, men de sad alligevel så tæt, så hun havde jo nok opfanget hans ord, uanset hvad.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Malania var virkelig helt tryg og helt rolig når hun var sammen med Pierce. Han fik hende virkelig til at glemme den tragiske fortid, han fik hende til at se frem og det var noget som betød meget for hende. Hvad end om det var noget som man ville eller ikke, så var hun temmelig sikker på, at det var meningen at de skulle mødes. Det førstehåndsindtryk var noget som hun aldrig nogensinde ville glemme, det var helt sikkert! Det var ikke just noget som man kunne prale med at have gjort med mange andre. Det som var startet ud i en redningsaktion, var endt i dette - At de kunne sidde tæt, de kunne sidde og snakke, smile og le og bare være sig selv, hvilket var noget som betød så ekstremt meget for Malania! Koldt var det måske en anelse, men så længe, at han sad der, så følte hun sig virkelig bare så brændende varm. Hun følte at hun kogte i det indre og det var ikke noget som hun følte hver eneste dag! Øjnene var gledet stille og roligt i, hun lå tæt ind mod hans krop og selv ved at han kaldte hende for sød, kunne hun virkelig ikke lade være med at smile. "Selvfølgelig er jeg da sød.. Jeg er da en ren engel," påpegede hun med et muntert og drilsk smil. Lige når det kom til ham, så havde hun virkelig ikke noget problem med at skulle åbne sig. Det var virkelig noget som var så frygtelig enkelt og så frygtelig let for hende og hun følte det så naturligt som intet andet! Det var pinligt at hun skulle rødme så let, men igen, når man ikke var vant til komplimenter af nogen slags, så sagde det vel egentlig også lidt sig selv at hun reagerede kraftigt på det? "Jeg ligner da snart en tomat," mumlede hun med et let grin. Hun kunne fint gøre grin med sig selv, det var virkelig ikke noget problem for hende, slet ikke! De mørke øjne vendte hun op mod ham. Hun nød at skulle se ham i øjnene, hun nød at skulle se i hans smukke blik og det hav som hans øjne måtte være. Et mysterie uden videre, som hun i den grad agtet, at skulle få løst!
Malania ønskede virkelig ikke, at han skulle fortsætte med at undskylde. Hun smilede et varmt smil, satte sig roligt op og lod en finger roligt glide mod hans læber. hendes pegefinger gled roligt over hans hud og uden at fjerne blikket fra ham. "Du behøver ikke at undskylde for det, Pierce," fortsatte hun roligt. Hun lod hovedet søge let på sned og derved også lod hovedet glide mod hans skulder. "Jeg vil elske at sidde her sammen med dig," tilføjede hun roligt. Hun var blot ærlig overfor ham. Det var hendes fejl, det var da bestemt ikke hans, så det var da ikke en skyld som han skulle påtage sig, for det var der absolut ikke nogen grund til. Malania var slet ikke i tvivl omkring hvad hun måtte føle. Pierce var en anelse mere end en ven end det som hun ville erkende. Måske, at det var frygtelig hurtigt, at hun ville sidde med lige nøjagtigt de tanker, men det var nu en sandhed for hende. Han fik hende til at føle sig speciel og det var i den grad også en savnet følelse, det var slet ikke noget som hun kunne eller ville komme det mindste udenom overhovedet. Hendes hjerte slog som det aldrig nogensinde havde gjort før mod hendes bryst, og det var alt samme hans skyld! De mange følelser som han måtte sætte i hende, det var virkelig ulideligt et sted, selvom det nu bare var noget som hun måtte bide i sig. Hun ønskede virkelig at vide, hvilke tanker det var at han gjorde sig når det kom til hende. Det var ikke fordi, at hun så på sig selv som noget specielt. Nej, hun var måske en anelse naiv og frygtelig håbefuld, hun var jo trods alt en drømmer i stor stil og fandt hun noget som hun ville have, så ønskede hun det så sandelig også. At han tøvede i hans udtalelse, var noget som først for alvor måtte virkelig gøre hende en anelse mere spændt. ".. Ja?" sagde hun nærmest som havde det været en opfordring til at han skulle komme frem med det. Nu havde der været så stort fokus på sandheden og tillid, så der var virkelig ikke nogen grund til at skulle gøre det stik modsatte! Hans sidste ord fik hende virkelig bare til at smile i hele ansigtet. Hun vendte blikket stille mod ham. Hånden forlod roligt hans læber, for roligt at glide over hans kind, for så roligt at tage vandringen igennem hans hår og lagde sig roligt og ganske forsigtigt i hans nakke. Hun ville virkelig ikke virke alt for frembrusende, for hun ønskede virkelig ikke, at dette skulle gå mod sin ende.. ikke endnu, det var i den grad også helt sikkert! Hovedet bragte hun så tæt på ham så deres næser næsten måtte mødes. Hendes hjerte slog som var det ved at hoppe ud af hendes bryst. Ord fandt hun virkelig ikke. Det var.. svært? "E-er du det?" spurgte hun stille. Håbet stod i stemmen, men i den grad også i hendes blik. Tungen vædede stille hendes egne læber. "Hvis det er.. tilfældet.. Så kan jeg jo sige, a-at.." Hun trak vejret dybt, det var faktisk sværere end det som hun lige havde regnet med. Hun blev siddende helt tæt på. "At.. jeg også er forelsket.. I dig," afsluttede hun roligt, en hvisken så mild og blid.

[pierce]

Pierce var virkelig glad for at han havde mødt hende, det kunne han ikke komme uden om, og det ville han faktisk heller ikke. Han var ikke bange for at indrømme, at han nød hendes selskab, og måske en smule mere end han burde. Men var det virkelig så slemt? At falde for et lysvæsen, som havde været på den onde side, og nu var kommet tilbage til lyset igen? Var det så slemt at falde for en kvinde, der var mere en fantastisk, at han næsten ville kalde hende for perfekt? Han kunne ikke se noget dårligt ved det, så det var vel åndssvagt at benægte sine følelser? Og hvis de sad inde med samme følelser, kunne han ærligtalt ikke se problemet i det. Han havde været så alene, ingen at kæmpe for, og så dukkede hun pludselig op af det blå, som en engel sendt fra Gud. Han kunne ikke føle sig mere velsignet. ”Selvfølgelig er du det. Du er min engel,” sagde han med et skævt smil spillende på de rosa farvede læber. ”Men det undre mig, at jeg godt må kalde dig sød, men jeg må ikke sige, at du er fantastisk, unik, at du får mit hjerte til at springe flere slag over, ved blot at kigge på mig?” spurgte han lettere drillende, som han faktisk igen sad og gav hende komplimenter, men det var jo også den bitre sandhed, det var sådan han følte. Han kunne ikke være mere glad, end han var i øjeblikket, når han sad her med hende helt tæt på sig. ”I så fald er du den dejligste tomat,” sagde han med et lettere grin. Hun kunne vel egentlig godt minde om en tomat? Hun var jo så rød i hovedet, men det gjorde ham intet, det klædte hende faktisk. Han ville ikke gøre grin med hende. Aldrig! Hun fortjente det bedste!
Pierce mente nu at det var hans skyld, havde han ikke udsendt de forkerte signaler, så havde hun jo aldrig tvivlet på ham. Han tiede, da hun lod sin finger glide over hans læber, og hans øjne måtte glide halvt i. Hendes bevægelse fik det til at sitre i hans indre. Han følte sig som en vulkan, en vulkan der var ved at springes! Han skulle lige til at protestere, men hun fik ham til at tie, ved at ligge sit hoved mod hans skulder, hvor han blot skævede ned mod hende. Han kunne ikke lade vær med at smile til hendes tilføjende ord. Det glædede ham, at hun ville blive her hos ham, mere kunne han ikke forlange, mere kunne han ikke ønske. ”Det glæder mig,” sagde han lavmælt, og måtte smile mildt til hende. Han kunne virkelig ikke ønske mere, at sidde her med hende og nyde tiden. Kun de to. Han bed sig ganske blidt i den bløde underlæbe, imens han betragtede hende. Hun havde så smukke mørke øjne, og hun mindede faktisk slet ikke om et lysvæsen. De havde jo en tendens til at have lyst hår og grønne øjne, men hun havde mørkt hår og øjnene som matchede. Men der var jo altid nogle som skilte sig ud fra deres race, og det måtte man lade hende, det gjorde hun i hvert fald. Men det gjorde ham ikke det mindste, han kunne godt lide at hun var lidt … anderledes. Han nød, da hun lod sin hånd fortsætte fra hans læber, over hans kind, igennem hans hår for at ende ved hans nakke. Han nød hver en bevægelse hun gjorde, hvert et kærtegn. Det varmede ham så frygteligt meget. Nu hvor han var kommet af med hans ’hemmelighed’ kunne han ikke andet end blot at sidde og vente på hendes reaktion, hvilket et sted var nervepirrende. Hendes smil gjorde ham dog blot lettet. Han bed sig ganske blidt i underlæben. Deres hoveder var så tætte på hinanden, at han kunne mærke hendes ånde mod hans hud. Han lod let hoved søge blidt på sned, inden han trykkede sine læber mod hendes i et flygtigt kys. ”Mhm…” mumlede han, da han igen trak hovedet til sig. Han var forelsket i hende, det kunne han bare ikke komme udenom, om han så ville eller ej. Da hun selv begyndte at tøve, følte han sig næsten helt spændt. ”Ja…?” Han så undersøgende på hende. Da hun stoppede sig selv, som han selv havde gjort rynkede han roligt brynene, og han mærkede nervøsiteten stige i hans indre. Tankerne fór igennem hans hoved. Følte hun også det samme for ham? Hvorfor tøvede hun sådan? Var det fordi hun ikke følte det samme? Han rystede let tankerne ud af hovedet. At de faktisk sad inde med de samme følelser, kunne ikke andet end at glæde ham! Han kunne ikke lade vær med at smile til hendes ord. Han vidste faktisk ikke helt hvad han skulle sige. Ja, for hvad skulle han sige? Han trykkede blidt sine læber mod hendes igen, i et blidt og lidenskabeligt kys. Han nød følelsen af at mærke hendes læber mod hans egne. Det var så beroligende, det fik det til at sitre, han kunne simpelthen ikke få nok af hende! Han lod let sin ene hånd stryge igennem hendes lange mørke hår, inden han lod hånden hvile i hendes nakke, som han ganske let begyndte at massere i små blide cirkler. Øjnene lod han let glide i, så han kunne give sig helt hen i kysset.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Malania var virkelig forbandet glad for, at hun havde mødt ham, det var der ikke nogen tvivl om. Hun havde i den grad også troen på at skæbnen havde blandet sig i dette, at det faktisk havde været meningen. Det var ikke andet end bare behageligt at kunne sidde med en som faktisk kunne sætte sig i hendes situation, og endda uden at skulle vise nogen former for medlidenhed overhovedet, for det var virkelig ikke noget som hun kunne bruge til noget som helst. At han jo så måtte fortsætte med de mange komplimenter var virkelig ikke noget som gavnet hende det mindste. Tvært imod! Den røde farve blev jo på hendes kinder, hvad end om det var noget som hun ville have eller ikke, så kunne hun virkelig ikke gøre noget som helst ved det! Hun gemte hovedet en anelse mere ind mod hans favn, så han ikke ville være i stand til at skulle se det, selvom hun vidste, at han gjorde det med vilje! Hun slog den ene hånd let mod hans bryst og med et grin. Hans engel? Det kunne hun i den grad godt leve med i den anden ende, det var i den grad også helt sikkert. Hun smilede let til ham, det var slet ikke noget som hun kunne lade være med på nogen som helst måde overhovedet. Hun holdt virkelig så frygtelig meget af ham. "Din engel? Det.. kan jeg da leve med," sagde hun roligt, som havde det været noget som hun skulle overveje noget grundigt, selvom det dog på ingen måde, var tilfældet! Slet ikke! Hun ville elske at være hans, det ville hun virkelig i allerhøjeste grad! Det gik virkelig kun mere og mere op for hende; Hun var helt sikker på, at det var skæbnen som havde tvunget dem sammen på denne måde. Det kunne ikke være anderledes!
At hun havde misforstået ham var nu endnu en ting som de kunne lægge bag sig. Hun ønskede blot at lære ham helt og holdent at kende og med alt hvad det måtte indebære. At hun sad inde med disse følelser og det var virkelig kun fordi at han fik hende til at føle sig noget så speciel og det var i den grad også en så frygtelig savnet følelse. Kulden fra vejret var slet ikke noget som hun bed sig det mindste mærke til overhovedet, det var noget som hun bare tog med sig på denne måde. Han holdt hende varm med hans komplimenter, det at hun kunne have hans arme omkring hende, for hun følte sig virkelig beskyttet. Her kunne virkelig ingen komme hende tæt på og det var virkelig også noget af det bedste ved det hele, det var i den grad også helt sikkert! "Også mig," hviskede hun blidt. Hun elskede virkelig at blive siddende her sammen med ham. Der var intet som hun hellere ville lige i øjeblikket. Lige nu var det virkelig bare de to og det var hende en tanke som hun i den grad også formåede, at skulle trøste sig med, det var i den grad også helt sikkert på alle tænkelige måder overhovedet. Hendes hjerte hamrede som en sindssyg mod hendes bryst, det kunne virkelig bare ikke lade være. Hun var så frygtelig spændt på at se hvordan han ville tage hendes reaktion, for ikke at glemme, at hun var så spændt på hans egen. Kysset som han havde tildelt hende før hun havde fået snakket færdigt, gengældte hun uden det mindste tøven. Hun nød virkelig smagen af hans læber og den utrolige sitren som det måtte skænke hende selv. Hun nød det virkelig noget så grusomt! Nok havde de kun kendt hinanden i dag, men følelserne måtte virkelig sige hende, at det hele måtte være så ægte. Han kunne da ikke lyve for hende, kunne han? I så fald var det hele.. Nej, hun ville slet ikke tænke den tanke lige nu! Det kunne hun bare ikke få sig selv til for noget som helst i denne verden, det var i den grad også helt sikkert! Bare at vide, at han var forelsket i hende.. hende af alle, var noget som virkelig fik hende til at juble i det indre og med den varme som det havde bredt mere eller mindre i hele hendes krop, sagde i den grad også det hele, så det var heller ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af overhovedet. At han bød hende velkommen i et nyt kys, fik hendes hjerte til at hamre som en sindssyg mod hendes bryst. Hendes øjne gled i mere eller mindre med det samme. Den intensitet og den lidenskab. Hun havde aldrig nogensinde oplevet noget lignende. De masserende bevægelser som hans hånd gjorde i hendes nakke, skabte et velbehag. Hends hjerte hamrede mod hendes bryst som hun næsten måtte lade møde hans. Hovedet søgte på sned, så hun kunne komme ordentligt til og med armene som måtte glide stille og roligt om i hans nakke, så hun kunne holde sig helt tæt ind til ham. Hun ønskede virkelig at skulle komme over tabet af Lucius. Hun ønskede virkelig ikke at mindes eller sidde mere fast i den fortid, for det var virkelig ikke noget som ville gavne det mindste overhovedet, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Kysset brød hun blot for en kort tid, for at få noget luft. Hun følte sig helt varm, hendes hænder var svedige og med den ellers så kraftige sitren i kroppen, som man bare ikke skulle tage det mindste fejl af overhovedet, det var i den grad også helt sikkert! "Aldrig forlad mig.." hviskede hun så pludseligt. Det var ord som hun jo faktisk måtte mene, selvom hun slet ikke havde regnet med at de ville komme så hurtigt! Hun lod læberne møde hans igen i et gengældende og næsten sultent kys. Hun kunne bare ikke få nok af ham!

[pierce]

Komplimenterne var faktisk med vilje, og så selvfølgelig også fordi Pierce mente dem. Han fyrede skam ikke bare en masse lort af, uden at mene det, men han nød nu alligevel at komme med komplimenter, og at se hende rødme af dem, det var sødt, så et sted kunne man vel godt sige at det var med vilje? Han måtte le ganske let, da hun slog hendes hånd mod hans brystkasse, hvilket også bare fik ham til at smile stort bagefter. Det var tydeligt, at hun ikke kunne lide hans komplimenter, eller hun kunne nok godt lide at få komplimenter, men hun hadede at han fik hende til at rødme, hvilket et sted morede ham. Han ville ikke have det mindste imod at have hende som sin engel. For det kunne man vel også godt kalde hende? Hun var blevet sendt ned fra himlen, og nu var han ikke længere alene. En ven for livet havde han i hende, og måske lidt mere end venskab? Det håbede han da i hvert fald et sted. ”Jamen, det lyder da godt, at du kan det,” sagde han med et skævt smil, og lod let sin hånd stryge nogle lokker væk fra hendes ansigt, imens han betragtede bevægelsen. Hun var hans engel, og han hendes skytsengel, måske lidt mærkeligt, men det var vel irrelevant? Sådan var det i deres lille fantasiverden. Godt nok var han så også en engel, blot en engel fra havet, så han var da i familie med dem, så helt galt var de da ikke.
Det at hun havde misforstået Pierce var nu fortid, og noget som var irrelevant, det vigtigste var, at de endnu sad sammen, og bar inde med samme ønske; at blive hos hinanden. Han var faktisk ikke sikker på, hvornår de skulle skilles, ikke fordi han ville af med hende, for han havde i sinde at holde hende hos sig et godt stykke endnu! Han ville ikke have at hun skulle gå, men blive hos ham, men derfor kunne han ikke lade vær med at spekulere over, hvornår og hvordan de egentlig ville skilles, skulle de blive sammen hele natten, for han havde jo ikke ligefrem noget hus, som han boede i, og han vidste ikke helt hvad hun selv boede i, ellers kunne de vel tage til en kro? Et sted var det irrelevant, så længe hun blot var her hos ham. Så kunne han ikke blive gladere. Han smilede blot, da de endnu en gang var enige. Hans turkisblå øjne hvilede varmt og mildt ind i hendes mørke, nogle øjne han kunne se ind i, i flere timer! De tog ham med ind i en hel anden verden, en verden han ikke havde lyst til at forlade igen. Når han var sammen med hende, kunne han simpelthen ikke tænke på andet end hende, hun fjernede enhver bekymring, ethvert problem, som han måtte sidde inde med. Han glemte simpelthen alt, når han var sammen med hende, og det var egentlig en dejlig følelse. Han havde ikke lyst til at tænke på andet end hende, det virkede også som det nemmeste, han ville desuden ikke tænke på ligegyldige tanker, som blot tog hans koncentration. Kysset fik det virkelig til at sitre i hele hans indre. Det var en fantastisk følelse! Han kunne ikke få nok af at mærke hendes læber mod hans egne, og hver gang de havde brudt kysset, følte han bare for mere! Som hun brød kysset, lod han ganske let sine læber søge over hans læber, for at få den sidste eftersmag af hendes læber. Hans øjne søgte blot til hendes mørke, dog måtte han skyde sine bryn forundrende i vejret, til hendes ord. Måtte han aldrig forlade hende? Det lød faktisk ganske tiltalende, men han måtte ærligt indrømme, at han ikke havde regnet med netop de ord. Han glippede ganske let med øjnene, som havde han befundet sig i en trance og hendes ord havde vækket ham fra den. Han nåede dog ikke helt at svare, da hun igen lod sine læber møde hans, hvilket fik ham til at smile i sit indre. Han måtte dog bryde det igen, for et sted ville han gerne svare på det. ”Aldrig forlad dig?” gentog han roligt og med en smule forundring i stemmen. Han vidste faktisk ikke helt hvad han skulle sige. ”Uanset hvor meget jeg vil være sammen med dig, Malania, så bliver vi vel nød til at skilles på et tidspunkt?” Hans hoved søgte ganske let på sned. Han stoppede ikke sine masserende bevægelser i hendes nakke, men fortsatte dem ganske roligt. Han bed sig ganske let i underlæben og så eftertænksomt ned. Han havde ikke lyst til at forlade hende. Slet ikke! Men var det ikke umuligt? Han vendte roligt blikket op mod hende igen. Han bar dog inde med et ønske. ”Bliv hos mig. Hele natten?” spurgte han ganske roligt. Det var både en opfordring og et spørgsmål, for han ville ikke tvinge hende til noget, og hun måtte endelig ikke tro, at han blot ville have hende med under dynen, for det var dog ikke hans intentioner, sådan var han slet ikke! Han ville blot have hende for sig selv, i så lang tid som det overhovedet var ham muligt. Mere kunne han ikke ønske sig. Han lod læberne møde hendes i et flygtigt kys, inden han igen trak hovedet tilbage, med et mildt smil på læberne. ”Du er fantastisk.”

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Malania ønskede virkelig ikke, at dette møde skulle opføre og specielt ikke nu hvor de mange hemmeligheder var kommet frem! Den rødmen var noget som hun lige så godt bare kunne opgive at skulle skjule, for han vidste at den var der og han lokket den jo også frem med vilje! Det som nu bare kunne få hende til at smile. Hvis hun havde været meget mere social anlagt end det som hun havde været og meget mere vant til komplimenter, så kunne det jo godt være, at hun havde taget det på en lidt anden måde, end det som nu var blevet udfaldet, det var i den grad også helt sikkert. Hun blev siddende ved ham, kunne mærke hans hurtigt bankende hjerte og hun kunne mærke hans krop tæt på sig. Der var virkelig ikke noget bedre end det! Det fik hende virkelig til at smile indvendig. Han havde det vel også godt sammen med hende, som hun havde det sammen med ham? "Mhmm.. Det er jo dig som skal leve med det," påpegede hun roligt og med et stille smil på læben. Hun blinkede med det ene øje og med den samme hemmelighedsfulde gnist så tydeligt, at skulle spore. Det var virkelig ikke til at tage det mindste fejl af overhovedet.
Malania ønskede virkelig blot at de kunne se frem i tiden fremfor at skulle sidde og tænke på fortiden. Det var virkelig ikke relevant lige for øjeblikket. Hun ønskede at nyde ham, at sidde med ham så tæt og finde ud afm eget mere omkring ham end lige det som måtte være kendt for hende lige i dette øjeblik, det var heller ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af overhovedet, det var i den grad også helt sikkert på alle tænkelige måder. Hun ville slet ikke tænke på hvornår de skulle skilles, for hun ønskede virkelig ikke, at de gik hvert til sit! Måske en tanke som var farlig at sidde med, eftersom de ikke havde kendt hinanden så frygtelig længe, men det var virkelig intet andet end den skindbare sandhed. Det var virkelig sådan at hun måtte føle det. De ord som havde forladt hendes læber havde været en tanke som slet ikke skulle frem. Den varme som eksloderede i hendes indre, var virkelig så behagelig som intet andet lige for øjeblikket og hun ønskede virkelig ikke at miste det. At det var sent, at det var en anelse halvkoldt, det var alt sammen tanker som hun slet ikke tænkte over når hun var sammen med ham. At hun jo faktisk burde frygte mørket ligesom så mange af hendes artsfælder. At han brød kysset igen, for at spørge ind til hendes ord, fik hende dog blot til at bide i sig læben. Hun ønskede ikke at miste ham. Han satte denne helt specielle følelse i hende og det var ikke noget som hun havde oplevet i så frygtelig lang tid. Den følelse af forelskelse var noget som hun praktisk talt havde glemt. Han havde vist hende så meget, han havde skænket hende så meget. Det var vel lidt oplagt i sig selv, at hun ikke ønskede, at han skulle gå nogen steder? At de var nødt til at skilles på et tidspunkt, vidste hun. Værst var jo, at han så skulle bringe det på banen lige nu. Blikket gled stille ned mod hans bryst, da hun valgte at nikke. "Det.. det ved jeg godt," mumlede hun. Hun var tydeligt ikke meget for tanken, det ville enhver kunne se, selvom hun virkelig bare prøvede, at skulle have det i det skjulte, det var helt sikkert. Det var som om at hjertet var faldet en anelse mere til ro og med de masserende bevægelser som hans hånd måtte gøre i hendes nakke, så kunne hun bruge det som en undskyldning for at lade øjnene glide så stille og roligt i. Hans spørgsmål fik atter hendes hjerte til at sætte for fuld hammer mod hendes bryst. Hun åbnede øjnene og vendte sig mod ham. At han ikke blot ønskede hende under dynen, var hun jo på sit vis også klar over. Det lå slet ikke til ham, han havde ikke hentydet til det i løbet af hele dagen og hun bar i den grad også med sig en frygtelig stor tillid til ham, at man skulle tro at det var løgn. Hun kunne virkelig ikke lade være med at smile ved den tanke alene. Hun ville virkelig elske at tilbringe natten med ham! Bare de to.. et sted hvor ingen kunne finde dem. Romantisk et sted vel? Hun tog imod hans kys, selvom det var så kort og flyvsk. Hun kunne ikke lade være med at smile. "Det vil da være mig en udsøgt fornøjelse," hviskede hun med en rolig og sandfærdig stemme. Bare den tanke om at have ham for sig selv, var klart det bedste som kunne ske hende lige for øjeblikket. En glæde som stod så tydeligt i hendes blik, idet hun roligt lagde begge armene omkring hans nakke. Hendes lange og slanke fingre gled roligt igennem hans nakkehår i en kælen, rolig og blid bevægelse. Ikke at det var noget som hun ville skjule for ham. Hun tildelte hans egne læber et let og flyvs kys. "Du er da den mest fantastiske," påpegede hun roligt og med et sigende hævet bryn. En sandhed i hendes øjne var det bestemt. Uanset hvor de skulle være, så var hun virkelig ligeglad. Pointen var bare, at han var der sammen med hende. "Jeg ønsker ikke at skilles... ikke endnu," afsluttede hun stille med en let hvisken mod hans øre, da hun atter tillod sig selv at komme så tæt ind mod ham. Hun ønskede ikke at skilles nu.. hun brændt inde med håbet om, at det slet ikke skulle ske.

[pierce]

Pierce kunne lide alt ved at være sammen med hende. De kunne more dem, ja de havde opført dem som børn, for ikke så lang tid siden. Og det havde han ikke det mindste imod. Han elskede at de kunne opføre dem, som de ville, at de ikke havde behov for at skjule hvad de følte, men kunne betro sig til hinanden. Det var befriende at nogen gad lytte til ens problemer. Han betragtede hende med et kærligt blik i øjnene, imens hans hånd lagde sig mod hendes kind, som hans tommel begyndte at stryge. Hun var så smuk! Og ikke bare udseendemæssigt, nej, hun var … ubeskrivelig! Han blev helt blød i knæene ved at kigge på hende, og gav ham helt sommerfugle i maven. Han blev helt … forelsket. Han trak blot i mundvigen til hendes ord. Hun virkede så hemmelighedsfuld. Han nød den måde hun blinkede til ham på, og dog måtte han fnise lidt af det hele. ”Hele livet?” spurgte han, og lød næsten som om han fortrød det, men det gjorde han ikke! Han ville med glæde have hende som sin engel, og det var lige hvad hun var. Hun havde set ham, som ingen anden havde, og det føltes godt. Godt og befriende. Han havde ikke behov for at gå rundt og gemme på sine hemmeligheder, som blot åd ham op indeni, nej, nu kunne han fortælle hende om det, for han vidste at hun gad lytte, ligesom han gad, at lytte til hende.
Pierce kunne tydeligt se, at hans ord påvirkede hende. Det var desværre bare den bitre sandhed. De måtte skilles på et tidspunkt, det var jo umuligt at være sammen for evigt, desuden ville de bare blive trætte af hinanden til sidst, og det havde han heller ikke lyst til. Desuden, så kunne han ikke se frem til den glæde han ville føle, ved at se hende igen, efter at de havde været skilt, og der var jo ingen som sagde, at de havde behov for at være fra hinanden i særlig lang tid, der kunne vel gå en enkel dag? Det ville han i hvert fald ikke have noget imod. Han så en anelse trist på hende, da hun slog blikket ned. Hans hånd strøg hende roligt og trøstende over ryggen, og han kunne egentlig godt mærke, at hun var en smule kold. Han trykkede hende ind til sig, så hans hoved var ude for hendes øre, og omvendt. ”Du fryser,” påpegede han roligt, inden han lod sine vinger folde sig ud, og ligge sig omkring dem, som var de et tæppe. Det kunne måske også give lidt varme? Han bar jo rundt med den samme kropstemperatur hele døgnet rundt. Han brød sig ikke om den tanke at hun frøs, langt fra! Hun måtte ikke blive syg. Han plantede let et kys på det punkt mellem hendes nakke og skulder, inden han igen trak hovedet tilbage, så han kunne se ind i de mørke øjne, dog uden at hans bevægelser stoppede mod hendes ryg. Han kunne tydeligt se, at hans idé også tiltalte hende, for hun lyste op i hele hendes ansigt, hvilket glædede ham. Hun var ikke bare en ting, som han ville stille sine lyster på, som så mange andre mænd, nok ville, hun var langt mere for ham! Hun var … hun var hans engel. Hans specielle, unikke, fantastiske engel, som havde våget over ham hele hans liv. Han kunne ikke se hende som andet, bortset fra, at han var ved at få følelser for hans engel. Og det var vel ikke normalt? Han var ligeglad, rigtigt eller forkert, så kunne han ikke ændre på de følelser, og det havde han heller ikke lyst til! Han ville have hende for sig selv. Han ville have, at hun blev… hans? Et sted lød det umuligt, for en fantastisk person som hende, kunne næsten umuligt blive hans. Han måtte smile stort. ”Godt, for jeg kan ikke gå fra dig, uanset hvor meget jeg end burde,” svarede han med et kærligt skævt smil, spillende på de rosa farvede læber. ”Jeg vil bare være sammen med dig, Mal, mere end du aner. Du er så dejlig at være sammen med, og jeg har ikke lyst til at miste den følelse,” hviskede han tilføjende, imens hans turkisblå øjne hvilede mildt i hendes mørke. Han løj end ikke for hende, det kunne han ikke finde på. Slet ikke! Han smilede blot, da hun lagde armene omkring hans nakke. Og havde han været en kat, havde han spundet helt vildt, da hun begyndte at nusse hans nakkehår, for det var en fantastisk følelse! Han gengældte selv det flyvske kys, som hun gav ham, og smilede blot, da hun brød det igen, selvom han godt ville have haft mere af det. ”Det er nok et punkt, hvor vi aldrig bliver enige,” svarede han med et sigende blik. Han ville altid mene at hun var den fantastiske af dem, og det var jo nok omvendt med hende. Men det gjorde ham skam ikke noget. Han kunne ikke lade vær med at smile over hende ord, de gjorde ham så varm indeni! De kunne et sted vel godt være sammen for evigt, uden at skulle skilles? Man blev vel ikke trætte af hinanden, hvis det var ægte kærlighed? Det kunne han i hvert fald ikke forestille sig. Desværre var de bare nød til det, for han var tvunget til at søge mod havet og blive ét med det, uanset hvor meget han ville det eller ej. Han nød de hviskende ord mod hans øre, og han kunne tydeligt mærke hendes varme ånde mod hans tynde hud, hvilket gav ham helt gåsehud, og satte en sitren i gang! Han trak hovedet til sig, så han igen kunne betragte hende. ”Hvor har du lyst til at tage hen? Helst et varmt sted, så du ikke skal fryse,” spurgte han med en blid stemme. Han var måske en smule overbeskyttende, men det var jo kun fordi han kunne lide hende.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Pierce bragte virkelig den indre ro til Malania og det var virkelig et behag uden lige! Hun havde manglet det, at kunne være sig selv i et selskab som dette, det at kunne snakke åbent og uden at blive dømt på forhånd. Det var virkelig bare en dejlig tanke. Hun var virkelig bare forbandet glad for at have mødt ham og selv der var hun slet ikke i tvivl om, at det virkelig havde været meningen at de skulle mødes. Hvordan skulle man da kunne være i tvivl om det på nogen måde? Hendes hjerte hamrede derud af som en sindssyg uden lige, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om, men det var på ingen måde, noget som skulle tolkes som noget negativt. Tvært imod, det var det stik modsatte. Han fik hende virkelig til at føle sig som noget specielt, det var heller ikke noget som hun ville give slip på. Han var virkelig en fantastisk mand og hun ville virkelig ikke give slip på ham på nogen måde! Det magtede hun simpelthen ikke. Hvis han på nogen måde, skulle forsvinde ud af hendes liv, så ville han tage en stor del af hende med sig. Nu hvor hun atter havde fået fyldt det utrolige tomrum op endnu en gang. Pierce var virkelig det eneste som hun havde i hovedet lige nu. Det eneste som fyldte hendes tankegang op med bare noget fornuftigt. Ikke bare det, at han var så frygtelig speciel, så havde han fået denne utrolige plads i hendes hjerte og det var ikke noget som man bare sådan uden videre kunne miste igen. Hun vendte de mørke øjne stille mod ham. "Hvis du kan holde det ud? At have mig som en engel hele livet." Hende tone var klart drillende, men hun mente det dog på alle måder! Altid ville hun lytte til ham så snart at det var nødvendigt, også fordi at hun vidste, at det var gengældt. At lytte og snakke, det var virkelig noget af det som hun satte mest pris på i livet. Specielt på denne måde.
Bare tanken om, at de før eller siden skulle gå hvert til sit, var slet ikke en som Malania ønskede at skulle sidde med. Den var virkelig ubehagelig! Bare frygten for, at der ville gå en mindre evighed før de ville se hinanden igen, var en tanke som direkte kunne slå hende ihjel indvendig og den var bestemt ikke behagelig på nogen som helst måde overhovedet! Det var jo bare endnu en af de mange bitre sandheder som man måtte indse igennem livet, selvom det på ingen måder, var hende nogen trøst. Ganske blidt lod hun sig blive trykket ind mod hans krop, selv med de strøg over ryggen, som klart også formåede, at skulle holde hende fuldkommen rolig. Et svagt træk fandt vejen til hendes mundvige. Mørket var jo faktisk en naturlig fjende for hende. "En smule måske.. det skal du ikke tage dig af," afveg hun stille. Hun nød at sidde her under nattehimlen med ham, selvom det var en anelse halvkøligt. At han ikke kunne fryse, var noget som hun bare måtte misunde ham for på alle måder, det var der heller ikke nogen tvivl om. At han ikke kunne eller ville gå fra hende, var det som virkelig bare måtte lette den sten af en byrde i hendes bryst. Hun faldt tydeligt meget mere til ro ved de ord. Blikket vendte hun stille og roligt i retningen af ham endnu en gang. Den ene hånd forlod roligt hans nakke og strøg roligt over hans bryst. At bede ham om at blive ved hende.. sådan fast i det private, var ikke noget som hun kunne få sig selv til at bede ham om. Det ville vel at komme frembrusende for meget og for hurtigt? Selvom det var det ønske som hun måtte sidde inde med. Hun ønskede virkelig ikke at give slip på ham! Hun ønskede så brændende, at han skulle.. være hendes og hun skulle være hans. Hovedet søgte mod hans skulder og tæt ved hans hals, det var noget som skabte bare en anelse varme, at kunne sidde så tæt på ham, som hun kunne komme til det lige nu. "Det er jo bare den bitre sandhed.. Før eller siden.. som du jo selv siger, så må vi jo," påpegede hun stille. De måtte jo gå hvert til sit før eller siden. Hvad hun jo selv var bange for, var jo at de ellers ville blive træt af hinanden og det ønskede hun da bestemt heller ikke!
Komplimenter var hun stadig ikke helt god til at skulle tage imod. Det var tydeligt! At få så mange på en gang, som hun havde fået, det var meget mere end det som hun lige var i stand til at skulle klare, det var også helt sikkert på alle tænkelieg måder som man kunne tænke sig frem til. Hun smilede let, at hun var så fantastisk at være sammen med, var bare en tanke som måtte gøre hende så frygtelig glad i den anden ende. Hun bed sig svagt i læben. Ikke fordi at det var af en uro eller en nervøsitet, tvært imod! Hun vidste bare ikke hvad hun skulle sige. Det var ord af en så frygtelig stor betydning for hende. "Hvis du dog bare vidste, hvad den flelse gjorde ved mig," hviskede hun stille. Hun så virkelig ikke nogen grund til at skulle hæve stemmen det mindste. Ikke nu hvor de måtte siddde så frygtelig tæt på hinanden, det var sikkert. Den ene hånd fortsatte roligt de strøg i hans nakke, for det var også tydeligt, at han kunne lide det. Det var blot en grund for hende til at fortsætte. Hun slap et svagt grin. "Visse ting bliver vi nok aldrig enige om, min kære," påpegede hun med et sigende lille smil. At det måtte være havet som i første omgang, måtte være det som måtte tvinge dem fra hinanden, var noget af det som hun måtte hade mest. Kunne hun, så ville hun elske at opleve den del af hans liv. Se hvad der egentlig måtte gemme sig under den store havoverflade. Hun satte sig forsigtigt op, selvom hun stadig blev siddende tæt ind mod ham. Der var jo mange steder at tage hen for dem. "Der er jo.. kroen i byen, men jeg ved ikke hvor afhængig du er af vandet her?" spurgte hun stille. Hans race var jo stadig ganske ukendt for hende.

[pierce]

Pierce var ikke i stand til at få hende ud af hovedet! Det var blevet ham helt umuligt. Hun fyldte hver en tanke i hans sind, og den største plads i hans hjerte. Han ønskede ikke at forlade hende, langt fra, og hvis det havde været muligt, så ville han have blevet hos hende hele tiden, døgnet rundt. Det var vel også det skytsengle gjorde? Men han gik så bare ikke ud fra, at skytsengle faldt for den person de skulle beskytte. Men det var han dog, og så var han ligeglad med om det var rigtigt eller forkert. Han ønskede hende mere end noget andet, for han kunne virkelig ikke ønske sig andet, når alt han ville have, sad her foran ham. Og hvad skulle han ellers ønske sig? Intet. Kun Malania. Han nød at sidde her, hvor de kunne hygge sig med hinanden, drille hinanden uden at nogen af dem følte sig stødt. Og han kunne ikke lade vær med at smile af hendes ord. Hele livet, han kunne ikke forklare hvor fantastisk det lød! ”Hele livet?” gentog han forundret og pustede eftertænksomt luften ud, ”det lyder ret længe.” Han så på hende, som havde han fortrudt, inden han blinkede drilsk til hende. ”Men jeg finder nok en måde at overleve på,” tilføjede han roligt, og smilede et skævt smil til hende. Det ville være ham en ære, at have hende som sin engel resten af hans liv. Bare det at have hende resten af sit liv. Det var jo det han ønskede. Mere end noget andet!
Pierce kunne godt mærke på hende, at hun frøs, og det brød han sig ikke om. Derfor havde han jo også bedt hende om at tage sin egen bluse på. Og den klædte hende et sted. Han lod de blå vinger lægge sig tættere omkring hendes ryg, hvilket også resulterede i, at de måtte sidde en smule tættere. Han stoppede dog ikke sine bevægelser mod hendes ryg, for han ville ikke have at hun frøs, det var måske også mere passende at søge et varmere sted hen? Han var bare ikke helt klar over, hvorhen. Han vidste jo faktisk ikke om hun selv havde en hytte eller noget lignende. Han selv boede jo bare ude i naturen, som var han en nomade, der rejste rundt fra sted til sted. Han rynkede let brynene til hendes afvigelse. ”Selvfølgelig skal jeg tage mig af det. Af dig. Jeg er jo din skytsengel,” sagde han med et bredt smil på læberne, han nød virkelig den tanke! ”Desuden vil jeg ikke have du fryser,” mumlede han stille, selvom hun ville være i stand til at høre ham, for de sad så tæt, at der ikke var nogen grund til at tale højt. Hans turkisblå så ind i hendes mørke, han følte sig helt i en anden drømmeverden. Og han ville ikke ud igen, medmindre han selvfølgelig skulle være sammen med hende, for det var faktisk det eneste han ville. Han nød enhver berøring hun gjorde brug af, han kunne jo ikke andet end at nyde det! De gjorde ham så varm indeni. Og selvom han følte sig rolig ved hendes strøg mod hans bryst, så kunne hans hjerte ikke falde til ro på nogen måde! Han kunne ikke lade vær med at smile, da hun lagde sit hoved mod hans skulder, og hendes hår gav en hel sitren i hans hår, da han kunne mærke få lokker stryge over hans nøgne hud. Smilet aftog dog en smule, han havde ikke lyst til at skilles fra hende. Så skulle det være med tvang! Han sukkede stille. ”Desværre,” mumlede han roligt, ”det har også sine ulemper at være havengel. Jeg er tvunget til at være hos vandet.” Han trak roligt på den frie skulder. Det kunne faktisk irritere ham et sted, især når han havde fundet en person som Malania.
Pierce ville så gerne være sammen med hende, dog skilte vandet dem egentlig fra hinanden, og igen, det gik ham på. Men nu havde de jo fået en stor dukkert, og det var ikke ligefrem varmt om natten, så han overlevede vel nok? Han smilede kærligt til hende og hans turkisblå øjne strålede af den glæde hun bosatte i ham. Det var vel et sted tydeligt at hun kunne lide ham? Og det måtte bestemt også gå den anden vej. Det havde vel bare været svært at se, for al nervøsiteten, for han kunne jo ikke læse tanker, så lige der havde det været svært, men når man så vidste det, kunne man også lettere opfange signalerne, og han kunne ikke lade vær med at elske den tanke, at de bar inde med de samme følelser. Han smilede blot, da han endnu engang måtte høre hendes latter, den var så melodisk! ”Det kan du have ret i! Men så er der jo også de mange ting, som vi vil være enige om,” påpegede han med et skævt smil. Og det gjorde ham ikke noget, at de ikke kunne blive enige om alt, da forskelligheder kun var med til at styrke et forhold, skønt han ikke helt vidste hvor de lå efterhånden. ”Vi kan godt tage til kroen,” sagde han roligt, og smilede varmt til hende, tanken om at tilbringe natten med hende var ganske tiltalende. ”Desuden, det er ikke specielt varmt om natten, så det kan ikke gå helt galt,” tilføjede han.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

For resten af livet - Det var virkelig lang tid, men Malania var slet ikke i tvivl om, at det var det som hun ville. Hvis det var noget som automatisk ville gøre, at de kunne se hinanden ofte, så var det i den grad det værs. Før eller siden så skulle de jo skilles, uanset hvor meget hun så end måtte hade den tanke, så var der virkelig ikke meget, at skulle gøre ved det. Den tanke var faktisk noget som måtte frustrere hende noget så frygtelig meget, for hun ønskede det virkelig ikke for noget i verden, det var der så sandelig ikke nogen tvivl om overhovedet. Hun smilede et varmt smil og vendte roligt blikket mod ham. "Måske lang tid, men jeg betvivler virkelig ikke.." sagde hun roligt. Den selvsikkerhed som var at skulle spore i hendes stemme, var slet ikke noget som man skulle kunne tage det mindste fejl af overhovedet, det var i den grad også helt sikkert. At han nok skulle overleve, betvivlede hun ikke, alt andet var virkelig helt uaktuelt, det var helt sikkert! "Det er jeg helt sikker på at du nok skal, ellers har vi et temmelig stort problem," påpegede hun med et let grin. Han kunne da ikke være hendes skytsengel, hvis det først for alvor skulle gå helt galt mellem dem på den måde? Måske at hemmelighederne var ude med hensyn til følelser, men det at skulle miste ham som en ven, var slet ikke en tanke som hun ønskde at skulle tænke det mindste på! Den var direkte dræbende indvendig.
Vingerne som Pierce havde ladet falde omkring dem begge, var hende en hjælp til at holde varmen, det at han holdt omkring hende gjorde i den grad også sit, det var der ingen tvivl om. Hun var faldet godt til ro og specielt nu hvor hun også havde hans skjorte, så hindrede det dog på ingen måde hendes hjerte i at hamre derud af som intet andet end en sindssyg. Det var så sandelig ikke noget som hun kunne komme udenom. Hun elskede virkelig at sidde her sammen med ham og hun ønskede på ingen måde, at det skulle gå mod sin ende. Hun ville aldrig nogensinde tilgive sig selv, hvis der skulle gå evigheder før de ville se hinanden igen, det var også helt sikkert! Vandet måtte være det som ville skille dem før eller siden og det var faktisk noget af det som hun måtte hade mere end noget andet, men der var vel ikke rigtigt mere at gøre ved det, andet end at bare taget det som det måtte komme og så håbe, at det måtte gå? "Min skytsengel behøver ikke være så overbeskyttende," sagde hun blidt. Det varmede hende selvfølgelig at han tænkte så meget på hende, men det var virkelig ikke nødvendigt i hendes øjne. Det var det slet ikke. Hun frøs en smule, men det var nu ikke så slemt, at hun mærkede sig meget af det. Han var virkelig bare fantastisk! En så omsorgsfuld og fantastisk mand kunne hun slet ikke huske, at hun nogensinde havde mødt før, så det var noget som i sig selv, betød så frygtelig meget for hende, det var der så sandelig ikke nogen tvivl om. Hun trykkede sig forsigtigt ind mod ham. "Det kunne jeg næsten gætte mig til," mumlede hun stille. At det måtte være vandet som måtte tvinge dem fra hinanden, var noget som faktisk måtte provokere hende noget så voldsomt og hun kunne ikke gøre andet end at hade det i længden, for det gjorde hun virkelig! Hun vendte blikket mod vandet og med et næsten sørgmodigt blik. Hun bed sig svagt i læben. "Ville ønske jeg kunne være en del af det.." hviskede hun stille. I sig selv, så var det jo at tænke højt. Hvis hun kunne være i vandet på samme måde som han var i stand til det, så havde de ikke haft noget problem. Så ville det ikke være det som kunne tvinge dem fra hinanden, for han skulle heller ikke lide ved at være sammen med hende og væk fra vandet. Det ville hun bestemt ikke! Hun vendte blikket mod ham. Nu nægtet hun simpelthen at skulle være så negativ mere. Nu måtte hun altså se lidt positivt på det! Hun ville have natten med ham på kroen, de ville være i stand til at skulle ligge der og være der sammen, så var der vel heller ikke det store problem. Hun smilede let. "Det er jo det bedste ved det hele. Alt ville virkelig være kedeligt, hvis man var helt enig, ikke?" Hun prikkede ham let på næsen og lagde sig roligt helt ind til hans krop igen. Han var virkelig bare dejlig på alle måder, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. "Intet sjov, intet drilleri.. Det må virkelig være kedeligt," mumlede hun let. Hun vendte sig roligt i hans favntag, så hun lå med ryggen ind mod ham og med fronten mod søen og den store himmel over dem. Hun kunne virkelig ikke lade være med at smile ved synet. Hun nikkede stille til hans ord. "Lov mig bare en ting, Pierce.. Hvis det går bare lidt galt, så søg tilbage til vandet." Hun vendte blikket mod ham. Uanset hvor ondt det så end måtte være for hende, så ønskede hun virkelig ikke, at noget skulle ske ham. Slet ikke! "Det mindste ubehag.. bare noget.. så gå til vandet," afsluttede hun stille. Hun nægtet at gøre noget som helst før han havde lovet hende det!

[pierce]

Pierce var ikke et sekund i tvivl om at for evigt var lang tid, men kunne det være så lang tid igen, når det var med hende? Han glædede sig jo ligefrem til det, så han var sikker på at det blev en dejlig evighed, for han ville ikke kunne gøre andet end at nyde tiden med hende. Dog var han sikker på at de ville have deres op- og nedture, og et sted var han bange for at deres ’vandproblem’ ville blive mere end et problem i sidste ende, han var bange for, at hun ikke ville kunne leve med en mand, som hele tiden måtte søge væk fra hende, fordi vandet dækkede hans behov, det var den måde han overlevede på, og det var et sted en forbandelse, for han skulle bruge vand, men ikke engang der kunne han blive, for han krævede også ilt. Et sted måtte han hade det, for vandet fik ham til at skulle søge væk fra det, som han ville være så tæt på! Og det var hende. Men han havde jo ikke noget valg. Han kunne ikke lade vær med at kunne lide hendes selvsikkerhed. Hun var ikke selvsikker på en egoistisk måde, men på hendes helt egen elskværdige måde, og han måtte smile stille til hendes ord. ”Det gør jeg skam heller ikke,” istemte han med et skævt smil på læberne. En evighed med hende var tiltalende i hans øre. Andet kunne det ikke være! ”Tja, du er jo værd at leve for, så…” Han smilede kærligt til hende og blinkede ganske let med øjnene. Hun var i hvert fald værd at leve for i hans øjne. Hvordan kunne hun være andet?
Pierce var nok en anelse overbeskyttende, men hun måtte ikke blive syg! Det ville han ikke kunne leve med! Han kunne ikke selv blive syg, så han vidste egentlig ikke hvor slemt det kunne blive, og tænkt hvis hun gik hen og døde? Så ville han blive knust! Det var lige før hans hjerte var ved at springe ud ved tanken, og man kunne sikkert tydeligt se den frustration i hans blik. ”M-men…?” Han kunne ikke engang udtale ordet ’død’, det satte sig fast ved hans tunge, som slog knuder ved den blotte tanke. Det ville være forfærdeligt og sønderrivende, hvis hun gik hen og døde, han turde ikke engang tænke tanken. Og det værste ville være, hvis hun døde på grund af ham! Det kunne han slet ikke leve med! Han rystede ganske let på hovedet, han ville ikke tænke på det! Det var for slemt. Han blev dog ramt af en anden følelse, vrede; for han kunne ikke leve med hende, uden at skulle blive tvunget hen til vandet. Han kunne ikke kun leve af ferskvand, som i søerne, han var også nød til at have noget saltvand, som kom fra havet, for når det kom til enden, så var han jo af havets væsner, og ikke af søens. Derfor krævede det ham et sted længere væk fra hende. Han fulgte ganske let hendes blik, og betragtede den store sø. Den var smuk. Men det kunne ikke sammenlignes med hende, for hun var langt over søens niveau! Han så på hende igen. ”Du er også en del af det. Sådan halvt da. Ved at være en del af mig,” sagde han stille og smilede prøvende til hende. Han vidste jo faktisk ikke helt hvad hendes mening var om vandet, havet og alt der mindede om vand. Hun fandt det nok ligeså irriterende som ham i sidste ende, fordi det var med til at holde dem adskilt, men hvis man så bort fra det, så vidste han ikke helt hendes mening om det. For skønt det holdt dem fra hinanden, så kunne han ikke lade vær med at nyde dets beroligende udseende, dets smukke udseende! Det var så smukt, når det glitrede i solens stråler! Og så kunne det vende, som en femøre, fra roligt til stormfuldt, det var fascinerende på alle måder, og dets mange hemmeligheder, som kun havets væsner vil kende til, det var utroligt! Dog ville han ønske at han kunne vise hende, den helt andet verden, som måtte gemme sig under, dog turde han ikke helt, for hendes krop ville ikke kunne tåle det tryk, som hans egen kunne, jo længere man kom ned. Det ærgrede ham et sted.
Pierce nikkede til hendes ord, med et drilsk blik. Han måtte rynke let på næsen, da hun prikkede let til den. ”Enig,” sagde han leende, endnu en ting de så var enige om. Han lod let sin næse gnide sig drillende op af hendes, imens han så drillende ind i hendes smukke, mørke øjne. ”Men vi vil aldrig blive kedelige, for jeg skal nok drille dig resten af dit liv,” tilføjede han drillende og måtte slippe en kort latter. Hans hoved søgte ganske let på sned, til hendes andre ord. Hun var jo faktisk selv en smule overbeskyttende, og det glædede ham! Det beviste blot at hun holdt af ham. Han havde ikke noget imod at hun vendte sig i hans favn, for han slog blot armene omkring hendes mave, så de endnu engang sad tæt. ”Min engel behøver ikke være så overbeskyttende,” hviskede han lettere drillende mod hendes øre, blot for at citere hende selv. Og det morede ham et sted. Han lod let sin ene arme søge under hendes ben, imens den anden hvilede omkring hendes ryg, idet han rejste sig op. Han skænkede hendes kind et blidt kys. ”Jeg lover, at søge til vandet, hvis det bliver nødvendigt,” lovede han med et mildt smil. Han var bare ikke sikker på at han ville holde det, for han havde vitterligt ikke lyst til at forlade hende. ”Skal vi sige kroen i Manjarno?” spurgte han roligt, og var ellers klar til afgang.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Vandet ville og skulle nok vise sig, at blive deres største problem når det kom så langt. Det var en tanke som Malania allerede havde gjort sig. Hun ville elske at se havet på en anden måde, end at sidde som nu og bare betragte den store overflade over vand. Hvordan så det egentlig ud under den? Hun var nysgerrig, så frygtelig nysgerrig og det gjorde det ikke meget nemmere, at hun ikke var i stand til at skulle stille den nysgerrighed, så længe, at det var sådan her, at det måtte gå for sig, det var virkelig noget som måtte frustrere hende så frygtelig meget! Han havde virkelig fået en ekstrem nær plads ved hende. En plads i hendes hjerte, som hun slet ikke ønskede at skulle slippe ham fra igen, det var i den grad også helt sikkert. "Det er jeg glad for at høre," sagde hun med et stille smil. Han gjorde hende virkelig bare så frygtelig godt tilpas, at man skulle tro at det var løgn. Hun havde virkelig ikke nogen ord for hvordan hun skulle beskrive den følelse som han måtte sætte i hende, for det var virkelig fuldkommen umuligt i den anden ende, det var der så sandelig ikke nogen tvivl om. Hun havde nydt det så længe det varede, men at komme ind og varme sig, var nu også en god og fristende tanke for hende. Hun ønskede bare ikke, at det var det som skulle tvinge dem fra hinanden, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet! At han direkte ville sige, at hun var det værd at leve for, så steg den rødmen tydeligt i hendes kinder. Hun vendte blikket let forlegent ned. "Du får mig til at lyde som den ene ud af en million," hviskede hun roligt. Måske at hun var det? Et sted var det et håb som måtte sætte den hjertebanken tydeligt mere i hende, end det som den havde gjort til nu og det var noget som hun ikke kunne komme udenom.
At han endte med at fremstamme, fik hendes opmærksomhed tydeligt til at vende sig i retningen af ham. "Men.. hvad?" spurgte hun stille og næsten forsigtigt. Havde hun sagt eller gjort noget forkert? Der skulle normalt en anelse mere til hvis hun skulle blive syg, end bare en rolig og kold vind, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Død havde hun jo trods alt været, så der skulle lidt mere til end det alene, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet, hvad end om det var noget som hun ville eller ikke. Hun vidste, at døden ville ramme før eller siden. Denne ekstra chance, var hun jo så bare frygtelig glad for, for det havde givet hende den mulighed til at skulle møde ham og det var hun virkelig så forbandet glad for i den anden ende, det var i den grad også helt sikkert. Hun kunne ikke rigtigt se, at hun var en del af havet. Det stod hende jo stadig godt uekdnt hvor hun jo faktisk måtte have ham henne og det var faktisk en anelse frustrerende for hendes vedkommende. Hun vendte blikket mod ham og med den næsten så spørgende mine. "... men..?" Nu var det hendes tur. Hun lod hovedet søge let på sned. Var hun en del af ham? Det var i den grad en tanke som hun rigtig godt kunne lide, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Hun elskede vandet og det frustrerede hende virkelig, at han var tvunget til at skulle søge væk fra hende på et tidspunkt på grund af det. Det var jo noget som hun selvfølgelig bare måtte bide i sig, det var jo ikke fordi at hun havde noget andet valg. Bare tanken om at være en del af ham, var noget som varmede hende noget så inderligt og det gjorde virkelig også godt i den anden ende, det var slet ikke noget som man skulle betvivle på nogen måde. "Halvt er vel bedre end ingenting.. tror jeg.." Hun trak let på de slanke skuldre og med blikket som stille måtte glide mod hans skikkelse igen. Hun kunne ikke lade være. Bare det at se på ham, lod hende faktisk vide hvor heldig hun måtte være. Bare det at have mødt ham! Havet fascinerede hende, også selvom hun vidste, at det var livsfarligt i den anden ende, hvis det skulle vise sig at gå helt og holdent galt, hvilket bestemt ikke var noget som hun ønskede i den anden ende. Tvært imod!
Hun ønskede virkelig ikke at det forhold som de have kørende.. Hvorvidt om det var på venskabeligt plan eller noget helt andet, det måtte bare ikke gå død eller blive kedeligt. Det ønskede hun virkelig ikke. Hun sendte ham et stille smil. "Du vil drille mig resten af livet? Det skal vi da blive to om at bestemme!" sagde hun med et let grin. Hun morede sig virkelig og hun ønskede det ikke skulle gå mod slutten, det var sikkert! Armene omkring hendes mave, satte virkelig en varm sitren igennem hende. Hun vendte blikket mod ham. "Din engel har al god grund til at være overbeskyttende," sagde hun med et drilsk smil. Hun skænkede hans hage et let kys. Armene gled omkring hans nakke, da han hævede hende op i favnen. Hun tog glædeligt imod hans kys. At han lovede at søge mod vandet når det blev nødvendigt, glædet hende dog. Hun betvivlede dog at han ville gøre det, men nu måtte de jo se. "Lov mig det, Pierce.. Jeg vil ikke have at du skal komme galt afsted," sagde hun dæmpet. Hun smilede let og lagde hovedet ind mod hans favn og tæt ved hals og skulder. "Tror det er det bedste.. Så ja, det siger vi," sagde hun med et let bestemt nik.

[pierce]

Hun havde fået en stor plads i Pierces hjerte, det var ikke til at tage fejl af, for det burde være tydeligt for enhver. Han kunne tale om hende i evigheder, og måtte han nye venner, så var han sikker på at de med garanti ville blive trætte af at høre på ham, for han kunne ikke tie stille når det kom til hende, for hun var dejlig og fantastisk på alle tænkelige måder! Og mere til. Han smilede sødt til hende, da hun endnu engang rødmede, hvilket fik ham til at stryge hende ganske blidt over den ene kind, han kunne ikke lade vær, selvom det nok ikke ligefrem hjalp. Hans hånd søgte dog hurtigt fra hendes kind, og nedunder hende hage, så han kunne løfte hendes hoved, og derved hendes blik. ”Du er én ud af en million, Malania. Du skulle bare vide!” sagde han bestemt og smilede kærligt til hende. Det var hun i hvert fald, set fra hans øjne af! Hun var mere end én ud af en million, hun var mere end én ud af én trillion! Hvis ikke mere endnu! Men det var igen set fra hans øjne.
At Pierce havde fremstammet sine ord, havde skam ikke været mening til at så tvivl i hende, for det var jo ikke været noget negativt ment i det. Han havde bare drevet sine tanker alt for langt ud! Han rystede stille på hovedet. ”Intet,” sagde han afvigende med et smil på læberne, inden han let skænkede hende et blidt kys, blot for at tænke på noget andet, for det at hun en dag ville ligge død og begravet på en kirkegård, ja, den tanke havde han bare ikke lyst til at tænke! Han ville langt hellere tænke på noget andet. Han ville ikke tænke negative tanker, når han var sammen med hende, det havde han allerede prøvet én gang, og det var endt ud med en masse misforståelser, og det skulle ikke ske igen! Han ville nyde tiden med hende, så lang tid han nu havde tilbage! Og nu hvor hun havde takket ja, til at tilbringe natten med ham, så havde han endnu lang tid sammen med hende. Og det glædede ham virkelig. Han kunne så bare ikke lide tanken om at hans vandproblem skulle skille dem fra hinanden, for det havde han et sted ikke lyst til. Desværre var han bare nød til det. Det ville bare heller ikke være fedt for hende, at vågne op helt ene og alene, fordi han måtte søge til havet. Det var heller ikke en tanke han ville kunne lide, men hvis det var sådan det blev nød til at være, så var han jo desværre nød til at rette sig efter det, for han kunne uanset hvad, ikke leve uden vand. Han ville så gerne vise hende sin verden, trække hende med nedunder havet og ned i de mange dybder, det ville være et fantastisk øjeblik, og det kunne måske halvt lade sig gøre? De fandt jo sikkert tiden til det på et tidspunkt? Han var nemlig bevidst om at dette møde langt fra var slut! Han ville komme til at kende langt bedre end nogen anden gjorde! Det var i hvert fald hvad han havde lyst til, for hun mindede ham om havet, hun bar så mange mysterier og hemmeligheder, som han endnu ikke havde fundet ud af. Han håbede da på, at de ville klare sig igennem vandproblemet, for han ønskede ikke at det skulle skille dem i den sidste ende. For han ønskede hende jo ikke væk fra sig for altid. Og han håbede på, at halvt var godt nok for hende indtil videre. For han var sikker på at hun nok skulle lære havet og dets mysterier bedre at kende, end som hun gjorde i øjeblikket.
Uanset hvilket forhold de havde, eller ville få, så ville det i hvert fald ikke blive kedeligt! Der var jo så meget som de var enige om, og endda uenige, så helt kedeligt kunne det da ikke blive! Der var så meget de kunne vise hinanden, det var Pierce helt sikker på! ”Se? Med den mening, kan det jo ikke gå helt galt,” sagde han leende, inden et drillende smil gled over hans læber. Han var sikker på at hans liv nok skulle blive spændende, når hun var inddraget i det! ”Og det samme har din skytsengel,” svarede han igen, inden han måtte slippe en kort latter. Uanset, så ville de nok ikke blive mindre overbeskyttende, hverken den ene eller den anden af dem. Han måtte dog lige samle sit havblå sværd op, så han ikke ville blive en skændsel for havenglene, det var trods alt dem som kendetegnede deres race. Så det var vigtigt at huske! ”Jeg lover dig det, Mal. Jeg skal nok søge til vandet,” svarede han med et mildt smil. Det blev han vel et sted også nød til, når det kom til stykket? Uanset hvor meget han så end ville blive hos hende. ”Godt nok.” Og med de ord, gav han let nogle få bask med vingerne, som fik dem til at lette, inden han satte kursen mod kroen i Manjarno.

//Out

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Malania elskede virkelig at være sammen med ham! Bare det, at skulle være ham så tæt som det hun måtte være lige i øjeblikket, var virkelig utroligt! Han fik hende virkelig til at sitre ved en berøring og hans hvisken bragte hende til den syvende himmel. Hun kunne virkelig ikke bide det i sig mere, det var virkelig en så frygtelig dejlig fornemmelse og den var virkelig bare så forbandet savnet som intet som helst andet i denne verden, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. At miste ham, var slet ikke noget som faldt hende det mindste ind overhovedet, det var i den grad også helt sikkert! Hånden som strøg hendes kind, fik det virkelig bare til at sitre i hendes krop som det aldrig nogensinde havde gjort før, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om. At hånden gled under hendes hage og fik hende til at vende blikket stille og roligt op mod ham og ikke midnst også med den rolige mine. At han måtte bekræfte for hende, at hun var en ud af en million, fik hende virkelig bare til at smile bredt. Det varmede hende virkelig bare i det indre som aldrig nogensinde før, så det var virkelig noget af det bedste som hun havde siddet med af følelser. Hun vendte blikket en anelse forlegent ned og med den klare sitren i hendes egen krop, det var slet ikke noget som hun kunne eller ville skjule for ham. Det var noget som hun lige så godt kunne opgive allerede fra før af, for det havde noget af en effekt på hende.
At han afveg, lod hende dog samtidig vide, at det ikke var noget som var direkte vigtigt, så hun lod det selv ligge. Hun nikkede blot til ham, som det klare tegn til at hun havde forstået det, og at det jo så var muligt for hende at lade det ligge. Hun ville nyde tiden sammen med ham, og det var slet ikke noget som hun ville bruge på bkymringer af den ene eller den anden slags, også selvom hun virkelig var bange for, at vandet måtte være den faktor som skulle rive dem fra hinanden når det endelig kom til stykket, det var slet ikke en tanke som hun brød sig det mindste om overhovedet, men det var virkelig bare noget som hun måtte erkende, at det måtte være. Hun sukkede indædt. "Hvis du er så sikker," sagde hun roligt og med et stille smil på læben. Ikke at det var noget som hun ville kunne skjule. Han betød virkelig frygtelig meget for hende, det var der ingen tvivl om. Et sted så glædet hun sig virkelig til at fortælle sine artsælder omkring ham, for det var noget som betød noget så frygtelig meget for hende på alle måder som man overhovedet kunne forestille sig, det var i den grad også helt sikkert! At lade alle vide og kende til hendes forelskelse, var slet ikke noget som hun havde det mindste i mod lige nu. Bare den tanke til at skulle tilbringe natten med ham, var intet andet end fantastisk for hende! Hun ville elske at ligge i en seng og bare hvile ind til ham, snakke natten lang og så.. bare håbe på, at han ville være der når hun ville vågne. Hun vidste jo trods alt ikke hvornår han ville være tvunget til at skulle søge til vandet. Bare tanken var nok til at skulle lade det hele synke dybt i hendes bryst. Hun ville virkelig ikke tænke den tanke lige nu, det var i den grad også helt sikkert og på alle tænkelige måder overhovedet!
Malania kunne bare håbe på, at deres forhold - Uanset hvad slags det nu måtte udvikle sig til, aldrig nogensinde ville blive kedeligt! Bare tanken om at skulle miste ham, var slet ikke en tanke som hun bifaldte det mindste overhovedet. Hun vendte blikket roligt mod ham og med det samme lette smil på læben. Nu kunne hun jo først for alvor mærke hvor kold hun egentlig måtte være. At hvile i hans arme, var noget som blot glædet hende. Hun følte virkelig at hun havde fundet sin prins på den hvide hest. "Så længe du er af den samme mening," sagde hun med et let grin. Han gjorde hende virkelig bare så frygtelig godt tilpas, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet! Hun lagde armene godt omkring hans skuldre og nakke idet han roligt lettede fra jorden med det løfte til hende om at søge mod vandet hvis det endelig skulle vise sig at være nødvendigt, så var hun i den grad også tilfreds. "Det er jeg glad for at du siger," hviskede hun roligt og trykkede sig ind til ham, idet han selv måtte søge over den store himmel for at søge direkte mod den store kro, så de ville kunne finde den hvile for natten og lade hende få varmen, for det var efterhånden også ved at vøre nødvendigt.

//Out