Like a desert rose

[pierce]

Solen var på sit højeste punkt på dagen, det var ved middagstid, og der befandt sig ikke en eneste sky på himlen. Vinden var kun en mild brise, og når den rørte én, så var det som et blidt kærtegn. Man kunne høre fuglene synge, og mærke at det rigtigt var ved at blive sommer, skønt det endnu var forår. Det var varmt, og solen bagede ned på næsten hver enkel skabning. Træerne ved søen skabte dog skygge, så man havde mulighed for at gemme sig for de varme stråler.
Pierce havde været ude i den varme sol i al for lang tid, og havde måttet søge til noget vand. Han var kommet flyvende over den store sø, og fandt det som et perfekt sted for at få genopladet sin energi og for at blive kølet lidt af. Han havde smidt sit bælte med eliksirer i, sit havblå sværd, sin løse hvide bluse, og var sprunget i vandet, hans vinger var foldet ind til kroppen, og han lå på maven med strakte arme og ben, imens han flød. Han kunne holde vejret i et par timer, derefter skulle han så også op at have ilt. Han havde lagt sådan i ca. en halv time, og kunne næsten minde om en person, der var druknet. Vandet var søen, fik hans blonde pandehår til at kærtegne hans ansigt, og håret i nakken var mere eller mindre blevet tørt igen efter den halve time han havde lagt på maven.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

At solen endelig kiggede frem på den store himmel, var noget som Malania så på som en velsignelse uden lige, for hun elskede virkelig når vejret endelig kunne blive varmt og at solen kunne komme frem, for det gjorde alle lyse væsner så glade! Det kunne mærkes selv i Procias, på trods af de omstændigheder som landet måtte ligge i for øjeblikket. Malania kom ned mod søen. Ikke vandrende som så mange andre ville, tvært imod, hendes skridt var så milde, at hun knapt nok måtte berøre det smukke og grønne græs. Næsten som hun svævede lige over det. Varmen i sig selv, havde tvunget hende ned mod søen, for det ville være dejligt, at skulle køle sig en anelse ned efterhånden. Det var dejligt med noget varme, efter det som havde været en kold vinter. Børn rendt rundt og legede fangeleg i gaderne og oppe på de store græsplæner, så det var i sig selv, noget som tydeligt måtte vise, at varmen langt om længe, var kommet til og det var en glæde uden lige for hende.
Det brede smil falmede ikke det mindste, da hun nærmede sig den store sø. Hun stoppede dog op. Synet af en som lå med hovedet ned, var noget som hurtigt havde faldt hende i blik. Smilet falmede en anelse. Direkte så det slet ikke ud til, at manden bevægede sig det mindste.. Hvor længe havde han dog ligget der!? Hun tog et stille skridt mod søen igen, hvor hun derefter bare satte i et løb. Et underligt kick som hun slet ikke havde oplevet igennem ekstremt lang tid nu. Hun nåede den store overflade allerede temmelig hurtigt. Hun røg dog ikke i vandet. Som lysvæsen var hun let som ingenting og kunne fint, med sine egne evner, fint holde sig over vandet, da hun hastede denne mand i møde. Han lå stadig stille og det gjorde hende virkelig bekymret.. Et sted havde hun vel reagret med panik. Hun greb fat omkring hans ene skulder og fik vendt ham om, bare for at tjekke, om der overhovedet var tegn til noget liv ved ham.

[pierce]

Pierce nød denne varme dag, nok var solens varme ikke så sundt for ham, men så var det dejligt med dette skønne vand, som kunne køle én lidt ned. Han havde befundet sig i Procias skove, hvor han havde kigget på nogle nye urter, som han var ved at løbe tør for. Efter hans tid hos Morgan, så havde han selv måttet udvikle sig, lære af sine egne erfaringer og af sine egne fejl. Det var nok den bedste måde man kunne lære på. Han nød naturen mere end noget andet, og efter hans elskedes bortgang, havde han været ene og alene. Han havde kun ham selv tilbage. Det var også derfor han for det meste befandt sig udenfor, da det var blevet hans hjem efterhånden. Han vidste hvad man kunne spise og ikke kunne, ikke fordi han havde brug for det, for han behøvede slet ikke mad eller væske, han skulle bare have vand, når solen blev for varm. Han havde nydt tiden i skoven, da der havde været dejligt skygge, men skønt det, så kom solens stråler alligevel igennem få steder, plus at det generelt bare var varmt denne dag, så han havde hurtigt kunne mærke at han skulle bruge vand, og den lille bæk fra skoven, var ikke nok. Så han var fløjet af sted og havde fundet denne store sø, som han ikke havde kunnet tage øjnene fra, oppe fra himlen af.
Pierce havde nydt vandets kærtegn mod hans ansigt, mave og ben, og med ørerne under vandet, opfangede han ikke så meget af det der skete omkring ham. Tanken var ikke noget som ligefrem skræmte ham, da han ikke var bange for at møde nogle af mørkets væsner, de befandt sig jo for det meste ude om natten. Der var dog noget, som han pludselig kunne fornemme. Der var noget andet i vandet, eller rettere sagt noget der gik på vandet? Det lød lidt underligt i hans hoved, men det kunne vel lade sig gøre. Han kunne pludselig mærke en hånd gribe fat om hans ene skulder og at han blev vendt om i vandet. Pierce glippede let med øjnene, han kunne ikke helt se hvem det, var pga. solen i baggrunden. Men han kunne se at det var en kvinde, på hendes lange hår.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Malania var direkte bekymret. Ud fra hvor stille vandet havde været, så kunne det virkelig se ud som om, at han havde ligget der i meget lang tid. At skulle bruge den første rigtige forårsdag på et drukningsoffer, var så sandelig ikke lige hvad hun havde ventet sig, men igen, så kunne man jo aldrig helt vide, hvad der egentlig ville ske, så snart, at man gik udenfor døren hjemme. Hendes hjerte slog let fast mod hendes bryst, da hun endelig måtte få manden vendt om. At han var en som fakitsk var i stand til at skulle holde vejret, var slet ikke en tanke som faldt hende ind. Hun reagerede mere eller mindre bare på de mange menneskelige instinkter som hun selv var født med og havde genvundet efter hendes tid i mørket, som faktisk havde været mere eller mindre hele hendes lange liv.
At han blinkede med øjnene, gjorde det kun tydeligt, at han faktisk var i live, hvilket hun i den grad ikke kunne forstå, for det gav bestemt ikke nogen mening i hendes hoved. Hun slap ham næsten forskrækket, idet at hendes koncentration måtte forsvinde for et kort øjeblik, selvom det var et øjeblik for meget, at miste den dybe koncentration i, så hun brød den kølige vandoverflade direkte og røg under. Hun fik et kraftigt chok, da hun var røget i med tøj og det hele, som klart gjorde det tung for hende, at skulle svømme og holde sig oppe. Ikke fordi, at kjolen var direkte tung, at skulle svømme i, for det som hun gik i var ganske tyndt faktisk, men det klæbede sådan til hendes krop, at det var besværligt nok i sig selv, at skulle tage svømmetag. Hun brød hurtigt overfladen igen og med blikket vendt i retningen af ham og tydeligt overrasket. Hun forstod det virkelig ikke. Var han af noget, som hun slet ikke vidste eller kendte til? Hun blinkede let med øjnene og tog de kraftige svømmetag, bare for at holde sig oppe. ”J-jeg troede..” endte hun med en dæmpet stemme for sig selv. Hun hævede kort den ene hånd, og strøg det lange mørke hår væk fra hendes ansigt, så hun i det mindste kunne se. Malania vendte sig om og prøvede at komme tættere til breden i stedet for. At blive ude i vandet, var faktisk temmelig tungt. Dette var yderst pinligt for hende! Hun svømmede langsomt og hun kunne ikke bryde overfladen, så længe, at hun var tunget af tøj og kold. ”J-jeg beklager virkelig..” tilføjede hun stille, dog med en let skælven og dog stadig syngende stemme. Det som bestemt måtte ligge naturligt til hendes race.

[pierce]

Pierce forstod ikke helt situationen, han havde lagt lige så stille og roligt i vandet i sine egne tanker, ja, nok havde han lagt ret stille, men stadig, han var jo et af havets væsner. En havengel for at være helt præcis. Han var blevet helt forvirret over at blive vendt af denne kvinde, som vist så lidt chokeret ud? Han kunne ikke helt se hende, da hans tyrkiesblå øjne lige skulle vende sig til dagens lys igen. Han havde regnet med at han havde været alene, da det havde set så fredfyldt og alene ud, så han havde bare smidt sig i vandet, for at træne sine lunger, så han blev i stand til at holde vejret i endnu længere tid under vandet. Men hvor lang tid havde han egentlig lagt i vandet? Omkring en time måske? Det var vel også ligegyldigt nu? Han var desværre blevet forstyrret. Ikke fordi det som sådan gjorde ham noget, da han elskede nyt selskab, men han havde regnet med at han ville være alene hele dagen. Nu hvor han tænkte over det, så var det egentlig lang tid siden han havde haft selskab.
Pierce nåede ikke helt at fatte situationen, inden han hørte at hun brød overfladen og plaskede i vandet, hvilket selv fik ham til at sætte sig op. Han kunne selv gå på vandet, da han ikke blev trukket ned under det, som normale mennesker ville gøre. Hans knogler var ikke ligeså tunge som et menneskes, da han mere mindede om en blanding mellem en fisk og en fugl. Han rystede let på hovedet, så de blonde lokker kom til at stritte til alle sider. Hans hoved kom let på skrå, da hun mumlede et eller andet, som han ikke helt fik fat i. Det hele gik egentlig ret hurtigt, for pludselig var hun på vej ind til bredden, imens hun undskyldte. Der gik lidt tid, inden han regnede ud, at hun havde troet at han havde været død. Men det undrede ham egentlig ikke helt, han havde jo lagt ret stille. Han slog sig selv i hovedet med en flad hånd, inden han kom op på benene. ”Hov, hov,” mumlede han, inden han foldede sine store havblå vinger ud, hvorefter han gjorde et par vinge slag for at lette. Han fløj hen over hende og greb fat i hendes arme, inden han løftede hende op af vandet, for at flyve hen til bredden, hvor han satte hende. Han satte sig ved siden af hende og smilede let. ”Er du okay, frøken?” spurgte han roligt, og det varme smil bredte sig på hans læber.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Malania havde virkelig troet på, at han var død, så stille som han havde været og så stille som vandet havde været omkring ham. Alt andet gav virkelig ikke nogen mening for hende. Hun havde jo slet ikke tænkt over, at han måske måtte være af havet selv, eftersom han havde ligget så stille og faktisk flød ovenpå det? Der hvor hun var et væsen af land og luft et sted. Et sted en blanding af en engel og et menneske.. Det eneste som faktisk måtte skille hende selv fra englene, var at hun ingen vinger havde og dog, så var hun i stand til at skulle flyve alligevel, hvis det skulle vise sig, at blive nødvendigt. Mange sagde endda også, at lysvæsner var mere rene og mere lyse end englene selv og hun var efterhånden også begyndt, at skulle tro på det. Hun nåede dog ikke langt ind mod bredden. Det var tungt, at skulle svømme, selvom hun virkelig ikke havde noget valg lige nu. Hvad han selv måtte sige som det første, var slet ikke noget som hun greb sig af på nogen måde. Hun koncentrerede sig virkelig bare om, at skulle svømme og det var som det eneste.
Grebet omkring hendes arme, gjorde hende dog blot en anelse forskrækket, for det var slet ikke noget, som hun havde ventet sig, så hun gispede blot kort og forskrækket, da han tog fat omkring hende, fik hende op af vandet og fløj hende resten af vejen til bredden, hvor hendes ben straks måtte knække under hende, så hun valgte at sætte sig ned. Hun lod ham blot tage pladsen ved siden af hende. For hende, var dette virkelig ekstremt pinligt, det var slet ikke meningen, at dette skulle ske! Hun bed sig let i den fyldige læbe, tvang benene lettere til sig, hvor hun slog armene stille omkirng dem, for at holde bare lidt på varmen som hun måtte have igen. Hun sendte ham et skævt, dog undskyldende smil. ”M-mig? Jeg har det helt fint..” sagde hun stille, dog klart med den samme syngende stemme, som den hun havde brugt tidligere. ”Jeg mente virkelig ikke.. at forstyrre dig,” sagde hun stille. Det gav for sig selv, slet ikke nogen mening for hende, at det skulle være sådan. Hvordan kunne han have ligget så stille? Han måtte være et væsen af vand eller noget lignende, så kunne hun for sit vis også udmærket godt forstå ham. ”Det var slet ikke min mening..” undskyldte hun atter en gang. Hun vendte blikket mod søen, bare for at tænke igennem det hele; Han havde ligget fuldkommen stille, der havde ikke været så meget som en forstyrrelse i vandet og han var i live? Hun gøs ved tanken alene. Hun var selv ikke for glad for vand, men at være tæt på det, havde hun intet imod. ”Mange tak.. fordi du hjalp mig til bredden igen,” tilføjede hun kun ganske kort tid efter, da hun igen turde, at skulle vende blikket mod ham. Det var i den grad pinligt.

[pierce]

Det undrede ikke Pierce at hun havde troet at han var død, han havde efter mange års træning lært at ligge fuldkommen stille. Havde det tværtimod været hvor han var lille, så havde man ikke kunne tro at han havde været død. Han havde været en lille ballademager, som ikke havde kunnet sætte stille på en stol i mere end 1 minut. Han havde altid været opmærksomhedskrævende og havde altid stukket af ud af bagdøren, for at komme ud i det fri. Naturen havde faktisk altid været det, som havde været tættest på ham, noget som han altid havde holdt af, hvilket han stadig gjorde. Og hvis man kendte ham den dag i dag, så ville man nok aldrig tro, at han havde været en ballademager, da han var blevet en hjælpsom og fredfyldt mand, som ikke kunne gøre en flue fortræd. Han var gået fra ballademager til en sand havengel. Egentlig kunne man godt forveksle ham med en engel, da han var lige så hjælpsom som dem, den eneste forskel var, at han kom fra havet og at han havde havblå vinger i stedet for fjerklædte hvide vinger. Hans var mere skællede ligesom svømmehud.
Pierce måtte slippe sin fredfyldte varme latter, da hun blev ved med at undskylde. Nok blev han forstyrret, men det var ikke noget han tog sig videre af, da han jo bare kunne træne senere eller en anden dag. Det var jo så lang tid siden at han sidst havde haft selskab af en anden person. Han lagde sig ned i græsset med hænderne i nakken. ”Det gør skam ikke noget,” sagde han med et skævt smil. Han kunne ikke lade vær med at more sig over hendes undskyldninger, det var bare trist at hun var blevet så forskrækket, hvilket jo i princippet ikke havde været hans mening. Da hun så takkede ham for at have bragt hende op til bredden, rullede han om på siden, med hovedet hvilende i sin ene hånd, og sine tyrkiesblå øjne hvilende på hende. ”Det var skam så lidt,” sagde han sandfærdigt, ”jeg kan jo så takke dig for, at du ville have reddet mig.” Han måtte igen slippe sin varme latter, da han stadig morede sig over, at hun troede at han havde været død. Men tanken om at hun ville have reddet ham, var da blot sød, hvilket også blot beviste at der fandtes andre hjælpsomme personer i verdenen.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Malania sad virkelig ildrød i hovedet alt efter hvad der var sket. Situationen havde tydeligvis ikke været den som det havde lignet, det var efterhånden gået tydeligt op for hende efterhånden, og derfor ønskede hun virkelig bare, at dette aldrig nogensinde var sket. Det var direkte pinligt! Det var ikke direkte fordi, at hun havde troet at han var død, men det havde virkelig bare lignet det, og det at få bekræftet det modsatte, havde virkelig bare været hende selv et chok uden lige, for det havde virkelig ikke været helt ventet for hende. Selv havde hun altid været den som opvejede mulighederne. Så på konsekvenserne før hun tog et valg, men lige her, havde hun tydeligt handlet anderledes end det som hun ellers normalt ville have gjort det, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet.
Hans latter fik hende virkelig kun til at smile og alligevel, var det også den som gjorde hende direkte rød i hele ansigtet, så hun vendte hurtigt blikket forlegent ned mod hendes knæ, som havde de været meget mere spændende at skulle sidde og kigge på, selvom det virkelig bare var for at skulle tage sig sammen, inden hun igen fattet det mod til at skulle se ham i blikket. Han tog det i det mindste ikke tungt, så var hun da glad og tilfreds. I bund og grund, virkede han nu sød nok, selvom hun virkelig ikke var den type som lod sig overbevise bare sådan uden videre. Hun kløede sig en anelse i det lange mørke hår og lod hovedet søge let på sned. ”Er du sikker?” spurgte hun stille, som det første da han havde lagt sig ned. Hun fulgte ham med blikket. I sig selv, var han ikke så slem i hendes øjne, så derfor var hun også bare en anelse stille. Hun var blevet forskrækket, det var sandt, selvom det nu ikke var nok til at skulle skræmme hende direkte væk fra ham. Tvært imod, så havde det blot gjort hende noget så frygtelig nysgerrig på hvad han var.. og hvem han var, for den sags skyld. At han igen måtte grine, fik den rødmen til at stige endnu mere end det som den havde gjort tidligere. ”Tja, det var jo sådan at det så ud.. Det var da så lidt,” sagde hun med en let forlegen, dog med morende stemme. Hun strækkede benene stille ud og krummede let tæerne og vendte blikket mod ham igen. ”De må da have ligget der længe? Jeg forstår bare ikke.. hvordan De kan sidde her nu… efter at have ligget der så længe..” Hun vendte blikket mod vandet igen og med en let gysen som kraftigt løb hende nedover ryggen. Det var i hvertfald ikke noget, som hun havde set før og bestemt ikke noget, som gav nogen mening for hende. Langt fra.

[pierce]

Pierce kunne godt se på hende, at hun var blevet temmelig pinligt berørt. Men det havde hun faktisk slet ingen grund til. Han mente ikke, at hun havde gjort sig selv til grin. Han nød faktisk tanken, om at hun ville have kommet ham til undsætning, hvis han faktisk var ved at drukne. Og der var ikke mange der havde modet til at kigge efter, om en død mand, nu også var død. De ville måske bare have ladet ham ligge, og så gå videre som om intet var hændt. Men hende her var kommet ud på vandet, hvordan vidste han ikke helt, og havde vendt ham om for at sikre sig. Men hun kunne ikke være et havvæsen, da hun ikke havde noget kendskab til ham og hans race. Så gad vide hvad hun egentlig var, siden hun kunne gå på vandet, og var kommet hen til ham. En engel? Det ville da passe ham fint, som hun jo havde ’reddet’ ham, skønt han ikke havde haft behov for det.
Pierce kunne ikke lade vær med at skjule sit smil, da han så hendes rødmen. Da hun spurgte om han var sikker, satte han sig op i skrædderstilling, tog hendes hænder og så hende ind i øjnene med hans tyrkiesblå. ”Jeg er fuldkommen sikker! Det gør skam slet ikke noget. Desuden havde du ikke gjort det, så havde jeg jo sikkert ikke lagt mærke til dig, og så havde jeg jo ikke siddet her,” sagde han med sin mest overbevisende stemme og det mest overbevisende blik, så hun ikke kunne være i tvivl om at han ikke var sur, men ligeglad med det. Han var faktisk god til at se alting på den lyse side, skønt hans temperament til tider løb af med ham, men det skete kun, hvis man virkelig trådte ham over tæerne. Han slap hendes hænder igen og sendte hende et både undskyldende og muntert smil. Da det for det første ikke havde været hans mening at give hende et chok og heller ikke gøre hende pinligt berørt. Men det glædede ham kun, at hun brugte sin morende stemme, hvilket betød at hun selv var ved at more sig over situationen, i stedet for at være pinlig over den.
Pierce rejste sig op og så efter sine ting. Det ville jo ikke se kønt ud, hvis han havde mistet sit havblå sværd, som han havde fået af selveste vogterne. Han så ned på hende igen, da hun egentlig spurgte om hans race. ”Tjah, jeg må have lagt der i … omkring en time,” svarede han let med et skævt smil. Hun ville nok mene at det var overdrevet, derfor tilføjede han også: ”Jeg er en havengel.” Han foldede de store havblå vinger ud, og smilede skævt. ”Jeg må lige hente mine ting, hvis jeg ikke skal blive en skændsel for havets væsner,” sagde han med en morende, dog sand stemme, imens han kløede sig i nakken. Han gjorde et par kraftige vingeslag, så han kom et par meter op i luften. Han så let efter det havblå sværd, der måtte glitre let i solens stråler, hvilket også gjorde at han hurtigt fandt det. Han fløj hen til sværdet, den hvide bluse og hans eliksirbælte, som han greb, inden han fløj tilbage til hende.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Malania prøvede virkelig at se væk fra den store misforståelse, som var sket i denne situation, selvom det virkelig var forbandet besværligt for hende. Hun sad fuldkommen rød i hovedet. Det havde virkelig ikke været meningen, men at lade en mand ligge på den måde, det var slet ikke noget, som hun kunne få sig selv til. Hvis andre havde problemer, så ville hun normalt slet ikke tøve med at prøve at redde dem, hvis det var hende muligt og her.. havde det jo så vist sig, at være fuldkommen unødvendigt, men hun havde jo trods alt bare handlet på hendes instinkter og intet som helst andet, selvom det jo ikke gjorde op for, at hun jo faktisk havde forstyrret denne mand midt i noget, som lige så kunne have været ekstremt vigtigt. Hendes race var kaldt for en engel på landjorden, så et sted, var det jo ikke helt forkert, men hun gik bestemt ikke under betegnelsen af en engel. Tvært imod, det ville hun tage som en fornærmelse, hvis nogen skulle vise sig, at kalde hende det, eller tro, at hun var det væsen, for de store og smukke vinger, dem havde hun bestemt ikke.
Hun vendte hele opmærksomheden mod ham, da han satte sig op ved siden af hende, hvor han blot vilkårligt greb ud efter hendes hænder, hvilket fik hende til at sidde fuldkommen stille foran ham. Hans ord fik hende virkelig bare til at rødme yderligere, hvilket hun heller ikke kunne lægge skjul på, uanset hvor meget hun så end ville det. Blikket faldt forlegent ned mod hendes eget skød, hvor hun let fik trukket skuldrene op til ørene, som havde hun været en lille pige, som havde fået alt for meget opmærksomhed. "Du lå jo så fredeligt derude. Jeg vidste ikke, at du kunne.. gøre sådan," sagde hun stille. Hun tvang blikket en anelse væk fra ham og mod søen. Direkte måtte hun jo erkende, at han faktisk virkede til at være en ekstrem flink fyr, hvilket man heller ikke så meget til efterhånden, hvilket i den grad også måtte være en skam set i hendes øjne. Situationen morede hende dog alligevel. "Det er ikke hvad man kan kalde for det bedste førstehåndsindtryk," tilføjede hun efter et kort øjeblik, med den samme morende stemme og det samme blide smil, som smukt måtte hænge ved på hendes læber. Hun betragtede ham roligt. De mange smukke træk som måtte være i hans ansigt, alligevel noget ganske særligt. Direkte ville hun ikke sige, at hun havde set en mand med hans former for hav-agtige træk, selvom det nu kun måtte gøre hende mere nysgerrig, end det som hun havde været tidligere.
Hun lyttede til hans ord.. Havde han virkelig lagt der i en time?! Det gav da for det første, slet ikke nogen mening for hende! At han forklarede derefter det med at være havengel, så forstod hun dog meget bedre. Hun himlede let med øjnene. Hun havde hørt om dem, selvom det nu slet ikke havde været en tanke som havde slået hende ind. "En havengel.." gentog hun stille. At han bredte sine blå finger, fangede dog hurtigt hendes blik med en tydelig fascination. Hun blinkede let. "De er smukke," tilføjede hun stille idet han lettede for at finde sine ting. Blikket fulgte ham hele tiden, det var slet ikke noget, som hun kunne lade være med lige netop nu. Hun sendte ham et varmt smil, da han kom tilbage til hende igen. "Jeg har hørt om Deres slags.. Men aldrig set en," afsluttede hun stille, dog tydeligt beundrende.

[pierce]

Pierce kunne simpelthen ikke lade vær med at more sig over hendes røde kinder. Han prøvede faktisk at forhindre det, ved at være oprigtig, men han kunne se at det ikke ligefrem havde hjulpet – desværre. Han lod blot en finger glide under hendes hage, for at løfte hendes blik, da hun slog det ned mod jorden og næsten havde trukket skuldrene helt op over ørerne for at skjule sit ansigt. Han smilede venligt til hende. ”Det er skam helt i orden,” forsikrede han hende om, imens hans tyrkiesblå øjne så varmt på hende. Hun virkede til at være genert, ikke fordi det gjorde ham noget, slet ikke! Det var faktisk sødt, på en måde. Og alligevel morede det ham. Men han forstod hende nu godt. Han ville nok også have følt sig pinligt berørt, hvis han havde sprunget i vandet for at redde hende, og hun så havde vist sig at være levende. Det var lige før at han følte sig dum, siden han havde ligget og havde flødet rundt, i stedet for at være under vandet, hvor han burde havde været. Tænk at han havde lignet en død! Det var lige før at det var hans tur til at rødme. Men det glemte han helt, da han kunne høre, at hun alligevel morede sig over det. Han lo. Ikke hånligt, men blidt. ”Det kan du så have ret i,” sagde han muntert, ”men det gør nu ikke noget. Det er skam kun en ære at have mødt dig.” Han smilede varmt og blinkede let til hende. Han sad og betragtede hendes ansigtstræk, nu hvor han ordentligt kunne se dem. Smuk var hun, men det var skam også noget han havde set ved første øjekast, skønt han var blevet blændet af solen. Hendes skønhed kunne end ikke solen skjule. Men han undrede sig nu endnu over, hvilken race hun tilhørte, skønt han nok fandt ud af det senere hen.
Da Pierce kom tilbage efter at have hentet sine ting, satte han sig ned igen, med sit havblå sværd ved sin side. Ikke fordi han fik brug for det, men han var nød til at passe på det, da det var hans kendetegn. Det som kendetegnede hans race. ”Tjah…” mumlede han let, ”det har du så nu.” Han smilede skævt. Én gang skulle være den første, som man sagde. Han lagde hovedet let på skrå, og betragtede hende lidt. ”Må jeg så få at vide, hvilken race du er? Hvis jeg da ikke allerede har gættet det,” spurgte han nysgerrigt, da han også var nysgerrig efter at få at vide, hvilken race hun tilhørte. Han fastholdte at hun tilhørte englene, det passede jo så godt! Men han kunne nu ikke se hendes vinger, så han tvivlede alligevel på det.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Malania måtte virkelig bare slå sig til tåls med det faktum, at det som hun havde gjort, havde været helt uden mening, selvom han virkelig havde set noget så frygtelig død ud, så havde det faktisk været mere end nok, til at tvinge hende til den form af handling, udelukkende fordi, det havde været så realistisk set fra hendes syn og det at lade ham ligge, slet ikke havde været en tanke som faldt hende det mindste ind. Hun nød faktisk, at han kom tæt nok på til at røre hende. Det satte en svag sitren i hendes krop og med den følelse som hun ikke havde oplevet længe. Måske det var tidligt nok, men hun følte sig faktisk temmelig tryg og sikker i hans nærhed. Der var vel heller ikke nogen grund til at skulle frygte en engel fra havet af? Hun håbede dog blot på, at skulle få en ny mulighed for at præsentere sig eller noget lignende, så man bare kunne glemme lidt omkring det som var sket. Det var den første havengel som hun måtte se, og det var noget som klart vækkede den naturlige nysgerrighed ved hende. Der skilte hun sig virkelig ikke fra mængden, selvom hun virkelig bare måtte holde sig selv i snor. Også mest for sin egen skyld, for hun ville virkelig ikke virke påtrængende for ham på nogen måde.
Hun betragtede ham roligt. Nu havde hun set en af hans slags, det var sandt. ”En ære ligefrem?” spurgte hun roligt, selv uden, at det blide smil ville falme fra hendes læber. Nu var hun ved have accepteret, at hun havde båret sig frem på den mest forfærdelige måde, som hun vil kunne tænke på. At gøre sig selv så pinlig berørt på den måde, var virkelig direkte flovt! Igen og igen, måtte hun bare sige til sig selv, at hun måtte tage sig sammen. Det kunne virkelig ikke fortsætte på denne her måde. Malania ønskede ham heller ikke noget ondt, så der var virkelig heller ikke nogen grund til at skulle hæve sværdet, selvom hun dog i den grad, måtte beundre det. Smilebåndet trak hun op endnu en gang i et stille og let smil. Hun lod hovedet søge let på sned. Det var jo bare høfligt at gengælde, nu hvor han havde fortalt, hvad det var, at han måtte være vel? ”Jeg er et lysvæsen,” sagde hun roligt og med det samme blide smil hvilende på læberne. De fleste af hendes slags, ville have lyst hår og grønne øjne, eftersom de nu var kendt for at leve i skov og på det eneste sted på denne jord, hvor solen næsten måtte skinne året rundt. Det betød jo i sig selv, ganske meget for hende. Det var ikke varmen i sig selv, men det klare lys som gjorde hele den store forskel for hende. Så hun var næsten en engel, så han havde ikke været helt forkert på den, hvilket jo alligevel måtte more hende en god del. Hun kørte en lok af det lange mørke hår mellem hendes fingre og med blikket hvilende på ham. ”Og så tager vi lige det hele, helt forfra..” Hun sendte ham et drilsk, dog muntert smil. ”Mit navn er Malania.. Malania Marchioness,” præsenterede hun sig roligt og med en mindre stolthed i stemmen. Hun var stolt af det navn som hun nu måtte bære, selvom hun var den sidste som hun kendte som måtte bære det ældgamle efternavn med sig. ”Og hvem har jeg så æren af, at tale med?” spurgte hun med en klar nysgerrig stemme, som slet ikke var at tage fejl af i den ellers så syngende klang.

[pierce]

Pierce kunne ikke lade vær med at se varmt på hende, da han fandt hende kær. Det var sødt af hende, at hun ville have reddet ham, hvis han havde været dødende. Og det var beundrende at hun faktisk turde gå hen til en mand, der muligvis havde været død. Og så var det kært at hun blev ved med at rødme, skønt det var ved at aftage, hvilket kun glædede ham, selvom den røde farve nu klædte hende, da den fik hende til at se så … livlig ud. Og skønt det måske ikke var det bedste førstehåndsindtryk, så var han alligevel glad for at han havde mødt hende. At han havde mødt hende netop denne dag, hvor han havde trænet i at holde sit vejr i længere tid under vandet. Det var i hvert fald et møde han ville huske til evig tid! Og han ville nok aldrig glemme, hvordan hun havde prøvet at redde ham, hvor tanken stadig fik ham til at smile muntert.
Pierce slog sin højre hånd ned i sin venstre håndflade, da hun fortalte at hun var lysvæsen. ”Aha!” Kom det fra ham, som om det var det han havde gættet på, det var dog mere fordi, at et lysvæsen mindede så meget om en engel, så det forklarede også hvorfor hun ikke havde nogen vinger, men stadig havde været så hjælpsom. Lysvæsner mindede jo så meget om engle, skønt de alligevel var så forskellige. ”Jeg ville nok have gættet på en engel,” svarede han sandfærdigt og kløede sig let i nakken, inden han slap en lille latter. Men helt forkert havde han da ikke været på den! Hendes udseende mindede dog ikke helt om et lysvæsen, men det gjorde jo så også bare, at hun skilte sig ud fra racen. Desuden så havde hun den helt rigtige personlighed – i hvert fald hvad han havde set af hende indtil nu, han kunne jo ikke vide, hvilken fortid der hvilede bag hende.
Det gjorde skam ikke Pierce det mindste, da hun ville starte helt forfra og præsentere sig, da det da kun var på sin plads at få navnet at vide! Og han måtte indrømme at han kunne lide hendes navn. Det lød så formelt, så adeligt, så smukt! Han trak blot i mundvigen, imens hans øjne spillede muntert. ”Et smukt navn, til en smuk kvinde,” sagde han sandfærdigt og smilede sit sædvanlige varme smil. Han prøvede skam ikke at charmere sig ind på hende, for hvorfor skulle han dog også gøre noget så tåbeligt? Nej, hans ord kom skam fra hans hjerte, og han mente hvert et lille ord. Han kunne nu ikke lade vær med at smile over, at æren nu var på hendes side. ”Mit navn er Pierce Alejandro Peceriaz,” svarede han roligt og stilfærdigt, ”men kald mig blot Pierce,” tilføjede han drillende, da han skam havde regnet med at hun ville kalde ham det, da det var hans fornavn. Det var kun fordi det var så langt.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Malania kunne virkelig ikke drømme om, at skulle lade en døende mand ligge i vandet. Om han så havde været død eller om han havde været døende, gik ud på det samme i hendes øjne. De skulle ikke ligge der uanset hvad! Han virkede virkelig til at være en sød fyr og det var nu sjældent, at hun nu kunne tage sig til, at skulle nyde et selskab som dette. Den forrige som havde brugt charmen for at komme ind på hende, havde fået en dans, fået et kys og så ellers den største afvisning som man overhovedet kunne tænke sig til. Der skulle virkelig meget mere til end det. Hun havde brug for en mand som kunne beskytte hende, snakke hende til ro, få hende til at holde op med at rødme ved hvert eneste kompliment som hun måtte få og alligevel, så måtte hun sige sig, at denne mand var godt på vej allerede.
Selv valgte hun dog, at skulle se lyst på tingene som de måtte være. Dette var da et førstehåndsindtryk som man sent kunne glemme, så et sted, var det vel også bare en positiv ting? Hun nød faktisk, at sidde og snakke med ham. Han var virkelig en ekstrem hyggelig personlighed at være i nærheden af. Hans reaktion, havde tydeligt moret hende. Han reagerede dog ikke på den måde, som hun ellers havde ventet. Lysvæsner var i sig selv, heller ikke noget stort og udbredt. De var ikke andet end en lille flok tilbage, og det gjorde hende faktisk ondt, at de ikke var flere, men sådan var det nu end bare vel? Hun slap en let latter. ”Forskellen mellem en engel og et lysvæsen er dog ikke så stor.. Du har været tæt på og tættere på end de fleste,” indrømmede hun dog med en rolig og sandfærdig mine. Den syngende klang, var slet ikke noget ,som man skulle tage fejl af, den i sig selv, var også en klar ting som måtte ligge til hvad hun var, og det var nu alligevel noget, som hun måtte være så tydeligt stolt af i den anden ende.
Adeligt var hendes navn dog ikke.. Det nedstammet dog ikke fra lyset som hun var fra, men dybt fra mørket i Dvasias, hvilket faktisk var en af hendes ganske så store hemmeligheder. Hun var nu kommet over tabet af ham for længe siden og var klar til at komme helt videre derfra også nu. Hun lyttede til hans egen præsentation. Der var virkelig ikke nogen tvivl om, at det var et navn som hun skulle huske! ”Pierce.. Jeg kan lide det navn,” sagde hun med et stille smil. Hendes rødmen var dog ved at tage af.. Eller den havde, eftersom det nyeste kompliment, nu alligevel var noget som gik så kraftigt ind på hende. Hvis der var noget, som hun ikke kunne tåle, så var det i den grad denne form for komplimenter. Hun nægtet dog at se væk denne gang. Hun ønskede faktisk at se på ham. Hun trak sig en anelse tættere på ham, dog klart med den nysgerrige mine i ansigtet, som hun bare ikke kunne skjule og ej ville hun. ”Det er et meget flot navn.. til en flot fyr,” tilføjede hun med det blide og dog så muntre smil. Hun elskede virkelig, at være sammen med ham. Det var sjældent, at hun kunne nyde et selskab på denne måde.

[pierce]

Pierce brugte vel sin charme på hende, og han prøvede vel at charmere sig ind hos hende? Han var faktisk ikke helt sikker, men han følte bare, at han var nød til at fortælle hende det. Og så prøvede han egentlig bare at få hende til at føle sig tryg i hans nærvær, så hun ikke følte sig flov over at have fundet ham i live, skønt hun havde troet at han havde været død. Men han kunne dog mærke, at hun var ved at bløde lidt op og se mere lyst på det, hvilket også kun glædede ham. Meget! Men han prøvede nu ikke på at charmere sig ind på hende, så han kunne få et kys, da han sjældent lukkede op for sine indre følelser. Han havde ikke haft et forhold siden hans kæreste døde, da hans tab havde kostet ham nære følelser for andre. Men skønt han ikke var ude på noget, så kunne han vel godt give hende en kompliment? Det skadede jo ikke nogen, og desuden var det jo kun sandheden. Hun var smuk. Rigtig smuk!
Pierce kunne ikke lade vær med at smile, da han hørte hendes syngende latter, der lød som sød musik i hans øre. Det måtte også kun betyde, at hun havde åbnet mere op for ham, siden hun valgte at le i hans selskab, hvilket blot varmede ham om hjertet, da det altid var noget at hun var begyndt at føle sig mere tryg. Desuden, hun havde ingen grund til at skulle frygte ham, da han ikke kunne finde på at gøre en flue fortræd. Pierce kunne ikke lade vær med at trække i mundvigen, da hun fortalte at han havde været tættere på end de fleste. ”Ja, jeg er ret imponerende!” pralede han med en drilsk undertone. Hun mindede dog ikke helt om et lysvæsen, da hendes hår var brunt. Og så vidt han vidste, så plejede de at have lyst hår. Men det gjorde jo bare, at hun var speciel af sin slags. Og det gjorde ham blot endnu mere nysgerrig efter at lære hende bedre at kende.
Pierce kom selv fra en rig slægt. Hans forældre havde været adelige og havde boet på denne store herregård. Men de havde aldrig været hjemme, så han var blevet passet af barnepigerne eller af Caius, så man kunne ikke ligefrem sige, at han var stolt over det, fordi, hvad skulle han være stolt over? Han havde altid været alene. Han havde sit navn og hans fortid, som i princippet ikke betød noget som helst, da han var blevet en helt anden person. Pierce kunne ikke lade vær med at smile genert, da hun sagde at hun kunne lide hans navn. Det var så også kun gengældt! ”Mange tak,” sagde han smilende, hvor smilet kun viste hvilken varm person han var. Han havde dog næsten helt lyst til at daske til sig selv, da han fik hende til at rødme igen, hvor han tværtimod havde haft den hensigt, at få den til at stoppe. Men det så ud til at hans kompliment havde haft den helt forkerte virkning på hende. Det frydede ham så blot, at hun ikke så væk, men tværtimod rykkede lidt tættere på, hvilket fik ham til at holde vejret, da han snart blev helt spændt på hvad der skulle ske. Det var dog hans tur til at rødme denne gang, da han ikke selv kunne stå imod hendes smiger. ”Det var ikke meningen,” mumlede han lavt og næsten helt genert, imens han så ind i hendes øjne.