Like a desert rose

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Hvad det egentlig var, at Pierce gjorde ved hende, havde Malania virkelig ikke nogen anelse om. Men hun kunne da hurtigt bekræfte, at hun kunne lide det. Hun elskede det faktisk. Det var dejligt, at være tæt på en anden mand på denne måde. Hvad end om hun vile stå ved det eller ikke, så satte han den voldsomme sitren i hende, bare ved en berøring, og hun vidste slet ikke hvordan hun skulle reagere. Hun havde næsten glemt, at skulle sparke fra med benene for at holde sig oppe, selvom der kom nogen spark hist og her, selvom de var meget forsigtige. For hun ønskede virkelig ikke, at skulle sparke ham for den sags skyld. Den røde farve hvilede konstant i hendes kinder. Det var umuligt på alle måder, så kunne han lige så godt få lov til at se det, for helt livsfarligt var det jo trods alt heller ikke, selvom det dog på ingen måder, var enkelt for hende. Hendes hjerte hamrede mod hendes bryst som ti vilde heste som løb over sletten uden så meget som at skulle stoppe. Hun ønskede virkelig ikke at slippe ham, hun ønskede at lære hver en del af ham at kende. Alt der var værd at vide.. og alt det andet også for den sags skyld. Nu kendte hun jo trods alt lidt til hans dramatiske fortid og hans kæreste Jelicka. Hun havde virkelig været heldig, at have en mand ved sig som ham. Det var der så sandelig ikke nogen tvivl om. Hans mange rolige strøg over hendes kind og igennem hendes hår, skænkede hende virkelig den samme sitrende og dejlige følelse af behag. Det var virkelig bare dejligt, at skulle være tæt på en mand og en som ham. En mangelvare.. En som ikke så på kroppen, men på kvinden bag som et individ og ikke et objekt som man kunne bruge som så mange ellers havde prøvet på, uanset hvor hårdt det så end ville være. Det var bare dejligt, at være behandlet på en anden måde og specielt af en som ham.
Hans ord fik hende virkelig bare til at le. Hun rystede let på hovedet. Så kær for hende som han var. Så varm og omsorgsfuld som han var for hende. Hun rystede let på hovedet. "Hvis du tror, at jeg har tålmodighed til at sidde og stirre på dig.. i timer før bekymringen skal melde sig, så tager du fejl," påpegede hun med en klart drillende mine. Vandet var hans domæne, så han kendte vel også sine grænser? Hun vendte blikket næsten forlegent med mod hans bryst. Hun havde ikke brudt kysset fordi at han var for frembrusende, men hun skulle jo trods alt også have luft til tider. Nok også en klar forskel på de to. At han kunne holde vejret igennem skræmmende lange tider? Kysset som han lige så også måtte skænke hendes mundvige, måtte hun virkelig tage sig sammen, for ikke at nde med at gengælde, for hun havde virkelig så utrolig lyst til det! De mest fantastiske læber som hun længe havde oplevet og det var bestemt ikke noget som sagde så lidt. "Jeg tror snart du har rost og komplimenteret alt det som er at skænke et kompliment, min kære.." Hun hævede de mørke øjne øjne stille op mod ham igen. Den ene hånd trak hun til sig og strøg roligt over hans kinder. Alle de komplimenter som han havde skænket hende, selvom hun ikke formåede at holde op med at rødme! Hun nød det dog i den grad, det var heller ikke noget som hun ville kunne skjule det mindste overhovedet. Hun lænede sig frem og skænkede ham et let flyvsk kys og med det varme og kærlige smil på læben. Han skænkede hende denne form af en indre ro.. En ro som hun ikke kunne sge sig, at have oplevet før. "At du ikke ved.. hvad du skal sige... det vælger jeg, at tage som noget godt," påpegede hun med et let drilsk smil. Det var slet ikke noget som hun kunne skjule det mindste. Armene gled roligt omkring hans skikkelse jo holdt sig ellers stående tæt på ham. Jo tættere på ham, som hun kunne komme, jo bedre blev det for hendes vedkommende. "Din lille vandhund," sagde hun med et let grin. Hun førte den ene hånd ned i vandet og plasket det ganske let og blidt op i hans ansigt. De kunne jo godt fortsætte med at more sig bare en smule. Selv i vand som de var i stand til at gøre det oppe på land. Hun sendte ham det største englesmil som var hende overhovedet muligt.

[pierce]

Pierce kunne virkelig ikke få nok af den kvinde! Og han var bange for at hans hjerte snart skulle slå sig ud af hans bryst, så hurtigt hun fik det til at slå. Det eneste han egentlig ønskede, var hende. Og han var snart bange for, at de skulle skilles, for tiden var faktisk fløjet af sted, og solen var allerede på vej ned over de grønne træer, der så smukt stod præget oppe på land. Solen skinnede dog endnu og det var endnu dejligt varmt, og nok kunne solen få ham tørret ud som en fisk, men han kunne ikke lade vær med at nyde det gode vejr alligevel, for det var også med til at hjælpe på humøret. Ligesom hendes latter gjorde i øjeblikket, skønt han ikke havde nogen grund til at være trist, for det var virkelig umuligt i hendes selskab. ”Nej, det har du jo allerede bevist én gang,” sagde han drillende, og hentydede til hendes redningsaktion der var skyld i at de mødtes, hvilket han faktisk var hende taknemlig for. Han havde nok aldrig set hvad han var gået glip af, hvis han aldrig havde mødt hende, og det havde været en skam. Han lod let sin hånd søge under hendes hage, for at løfte hendes blik igen, hvor han sendte hende et skævt og muntert smil. Han nød hendes rødmen, og han var jo faktisk mere eller mindre blevet vant til den. Hans tommel strøg blidt hendes hage, uden at han tog øjnene fra hende, det var jo blevet umuligt for ham efterhånden. Han kunne ikke lade vær med at smile, da hun kaldte ham kære. ”Tja, jeg vil nok blive ved med at komme med de samme komplimenter, men det er kun fordi du er så ubeskrivelig,” sagde han roligt og smilede drilsk til hende. Det var dog sandt. Han kunne faktisk ikke finde et eneste ord, der kunne beskrive hele hendes person. Måske unik, men det nåede ikke helt ud til spidserne af hende. For hun var så meget!
Det gav en hel sitren i ham, da hun skænkede ham et hurtigt flyvsk kys, som fik varmen til at sprede sig i hele hans krop. ”Ja, det er skam heller ikke noget dårligt,” sagde han drillende og prikkede hende let på næsen. Han nød at mærke hendes bløde læber mod hans egne, men han måtte indrømme at han heller ikke ville blive for vant til det, for så ville det bare blive sværere at give slip på hende. Og det blev han nød til uanset om han ville det eller ej. Desuden var han faktisk heller ikke sikker på hvor de var på vej hen, men mod noget dårligt tvivlede han på. Det kunne umuligt være dårligt, når det var med hende! Som hun slog armene omkring ham, lod han blot sine egne arme sno sig omkring hendes krop, så han kunne mærke hende tæt på sig. Hans vinger foldede han roligt ud, så de kunne holde dem begge oppe, imens de holdt om hinanden. Måske meget praktisk alligevel. Pierce måtte klemme øjnene sammen, da hun sprøjtede vand i hovedet på ham, inden en varm latter gled over hans læber. ”Hvis jeg er en vandhund, hvad er du så?” spurgte han med sammenknebne øjne, da hun sendte sit englesmil, som faktisk var ret vellykket. Han lod let sine vinger strømme gennem vandet, som hev det med sig for blot at sprøjte en lille bølge af vand over hende. Nok var de i vand, men derfor var der ingen grund til at stoppe med at more sig, desuden så nød han faktisk at drille hende, især fordi hun kunne klare det! ”Du må være en vandmand!” sagde han drillende og måtte igen le. Hendes domæne måtte vel være himlen? Hun var jo lysvæsen, renere end en engel, så det gik han i hvert fald ud fra. ”Eller også en lille gubby,” tilføjede han eftertænksomt, inden han blinkede drilsk til hende.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Allerede på nuværende tidspunkt kunne man mildt sige, at Malania slet ikke havde lyst til at skulle skilles fra ham. Hun elskede virkelig at skulle bruge tiden med ham og hun elskede virkelig at skulle være sammen med ham. For alt i verden så prøvede hun selv at undgå at tænke på, at det var sådan at det vel skulle ende før eller siden. Nu kendte hun ham oppe på land, nu var det vel også kun på tide, at se hvordan han også var i vand. Hun holdt virkelig af ham, allerede på dinne korte tid, var han blevet en af dem som virkelig havde formået, at skulle komme ind under huden på hende og ind i hendes hjerte og det var bestemt også der, at hun agtet at skulle holde ham, for han måtte virkelig ikke blive væk for hende. Det ønskede hun virkelig ikke. Ikke bare fordi at han var hendes skytsengel, så et sted var han vel også tvunget til at passe på hende? En tanke som i den grad også måtte more hende og noget så grusomt. Hans hentydning til redningsaktionen, fik atter den røde farve til at stige i hendes kinder. Hvis det ikke var fordi, at han havde ligget så stille og faktisk set død ud.. Så havde de slet ikke mødt hinanden. En tanke som hun fandt direkte grusom! Hun var virkelig så glad for, at have mødt ham. "Se nu.. Nu er jeg bare glad for, at jeg hoppet ud for at redde dig. Selvom det ikke gik helt som forventet." Hun prikkede ham let på næsen og med et let grin. Nu kunne de jo trods alt meget fint lave sjov med det. Det var jo i den grad også det bedste ved det hele! Hans strøg under hendes hage, fik hende drillende til at brumme i form af en spinden, selv med det drilsk smil på læben. Det var virkelig bare en dejlig fornemmelse, at man ikke behøvede at være så dyb alvorlig mere eller mindre hele tiden. At han kategoriserede hende som ubeskrivelig, var noget som hun næppe havde hørt før. Muligvis at Lucius havde sagt det til hende dengang, men han havde altid været en mand af få ord, så hun mindes end ikke at have hørt det før. "Er jeg ubeskrivelig? På hvilken måde?" opfordrede hun med det samme varme smil.
At Pierce kunne holde dem begge oppe bare ved brug af vingerne, fik hende virkelig bare til at smile. Hun holdt selv inde med at skulle slå med sine ben, så hun bare kunne være så tæt på ham, som det ville være hende overhovedet muligt. Lige nu lod hun bare det hele ske. At han prikkede hende på næsen, fik hende til at rynke på den med en drilsk mine. Hun smilede og rystede på hovedet. "Dog ikke," sagde hun med et varmt smil. Hun elskede komplimenter, når hun endelig lige fik lært at skulle takle det, for det var bestemt ikke noget som hun var direkte vant til at høre i sin hverdag. Lige hvor de var på vej hen, havde hun ingen anelse om, selvom hun faktisk kunne lide det. At de kunne komme så tæt på hinanden og bare være sig selv, pjatte og drille som normale små børn, selvom de jo faktisk var voksne mennesker. De store blå vinger var hun dog temmelig fascineret af. At han spredte dem i vandet for at holde dem oppe, var noget som fangede hendes opmærksomhed bare for et kort øjeblik. De var virkelig smukke.. Det var de virkelig! At han lod bølgerne lave en mindre bølge som måtte ramme hende, gjorde hende direkte gennemblødt. "Hey! Det der var så unfair!" endte hun med en klar latter. Hun havde virkelig intet imod vand, det var virkelig noget af det bedste som hun havde vidst siden hun havde været helt lille. "En gubby? Er jeg en lille gubby?" Igen måtte hendes latter bryde hendes læber. En lille fisk, det var hun dog bestemt ikke! Hun rystede grinende på hovedet, førte den ene hånd ned i vandet og sprøjede ham igen let i ansigtet. "Din skøre tingest.. Hvis du ikke kan kende forskel på mig.. og en lille fisk." Hun rystede på hovedet og klikkede let med tungen, idet hun roligt og varsomt lod hånden søge mod hans bryst, som hun strøg ganske så roligt og blidt. Hun ønskede vitterligt ikke, at de skulle gå hvert til sit.

[pierce]

At hun var her i Pierces nærhed var noget som kunne sætte kriller i ham! Det var lige før han ikke kunne trække vejret, når hun var i hans nærvær, men det havde han jo så faktisk heller ikke brug for, for han kunne jo holde vejret i flere timer. Hun gav ham sommerfugle i maven og de ville ikke flyve væk! Irriterende og dejligt på én og samme måde. Men hun var virkelig også noget af det dejligste i hele verdenen. Han kunne bare ikke få nok af hende! Og det var faktisk utroligt at han var gået hen og blevet så glad for hende på så kort tid. Han ville godt nok ikke have at deres møde her skulle ende, men han var helt hundred pct. Sikker på at de nok skulle se hinanden igen, for han var jo trods alt hendes skytsengel, så han måtte jo være over hende for at være sikker på at der ikke skete noget mod hende. For skete der det, så ville han nok aldrig tilgive sig selv igen! Han ville ikke begå den samme fejl to gange! Og han holdt meget af Malania, nok mere end de begge var klar over. Pierce smilede blot da den velkendte røde farve dukkede op i hendes kinder. Han rynkede let på næsen, imens han skar en grimasse, da hun prikkede til den. ”Jamen det er da dejligt, at du er det. Jeg må godt nok indrømme, at jeg ikke var ved at dø, men jeg er nu også meget glad for at du sprang ud for at redde mig,” sagde han med et skævt smil prydende på de rosafarvede læber. Tanken både morede ham, men gjorde ham egentlig også glad. Han fniste lidt, da hun igen lavede en brumme-spindende lyd, da han strøg hende under hendes hage. Hun var virkelig ubeskrivelig! ”På hvilken måde?” gentog han roligt, og så ud over den glitrende overflade, inden de turkisblå øjne søgte tilbage til hendes mørke. Der hvor han følte at de hørte til. ”Jamen, jeg kan ikke finde ord for dig. Der er ikke et eneste ord der kan beskrive din fulde person, for du er virkelig det hele!” Et varmt lille smil gled frem på hans læber, og hans øjne funklede af den glæde, som hun havde sat i ham.
Pierces vinger kom ham faktisk til gavn, men han var jo trods alt også en havengel, så det var selvfølgelig her han hørte til. Han var faktisk glad for hans race, for han kunne gå så langt han ville, indtil hans ben ville segne om, han kunne dykke så langt ned på havets bund, indtil hans lunger kollapsede, og han kunne flyve så højt han havde lyst, indtil atmosfæren ville fælde hans vinger. Han elskede simpelthen at være en havengel, ikke helt det samme som en engel ikke engang personligheden var den samme. Der var faktisk tre engle; den gode, en engel. Den neutrale, en havengel. Og den onde, en dødsengel. Og han måtte ærligtalt indrømme, at han mødte flere engle end dødsengle, og ingen af de tre havde noget tilfældes. Pierce lo blot da hun blev helt gennemblødt af hans lille bølge. ”Unfair? Hvornår lærer du at jeg er en fair spiller?” spurgte han drillende og kunne ikke holde latteren tilbage. Gennemblødt havde hun nu været hele tiden, lige fra da hun sprang i søen. Han nød at høre hendes latter. Den spredte varmen i ham, helt ud til fingerspidserne! ”Nemlig, du er en gubby,” gentog han og blinkede drilsk til hende med det ene øje. Han måtte dog igen lukke øjnene, da hun sprøjtede vand op i hovedet på ham, for hans arme var omkring hende, så hun ikke selv skulle holde sig oppe, for det gjorde hans vinger for dem. ”Vil du ikke være en lille fisk?” spurgte han undrende, inden et lumsk smil gled over hans læber. ”Jamen så er du en blåhval. Det største dyr i hele verdenen!” Hans latter brød frem igen, hun bad jo faktisk selv om det. Hvis hun ikke ville være lille, så måtte hun jo blive stor. Godt nok kæmpestor, men det var kun sjovt.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Malania ønskede virkelig ikke, at de skulle resultere i at gå hvert til sit, det var der heller ikke nogen tvivl om. Hun elskede virkelig at være sammen med ham, at være tæt på ham, for det satte virkelig bare en utrolig underlig følelse i hende. Et sted så ny og ukendt, men den var virkelig behagelig. Ligesom der havde været en stemme i hendes øre, som bare nægtet hende, at skulle give op i det som nu måtte ske og det var nu heller ikke noget som på noget tidspunkt kunne falde hende ind! Pierce var virkelig blevet så utrolig værdifuld for hende og det var i den grad også på alle måder.. Endda også på måder, som man nok slet ikke burde tænke på eftersom de ikke havde kendt hinanden i længere tid, men en ting var helt sikkert; De ville i den grad møde hinanden igen. Dette var bestemt ikke eneste og første gang, det var helt sikkert! Smilet forblev på hendes læber og med blikket i hans. Det var virelig som der at hun måtte være nødt til at skulle se og ikke at det gjorde hende det mindste. Jo tættere hun kunne komme på ham jo bedre blev det, det var der heller ikke nogen tvivlv om. Hun lod hånden blot roligt fortsætte de lette strøg over hans bryst. At de kunne være sig selv og bare have det sjovt, var i den grad også det bedste samtidig med, at de kunne lære hinanden lidt bedre at kende. For hun ønskede virkelig at lære hver eneste del af ham at kende! Han var hendes skytsengel, så det kunne bestemt ikke blive deres sidste møde. En tanke som hun i den grad også måtte fryde sig over, det var heller ikke noget som hun kunne skjule det mindste. "Lige nu er jeg selv glad for det Pierce.. Ellers havde jeg ikke stået her med dig lige nu.. Det ville virkelig være en utrolig skam," sagde hun stille. Hun var virkelig ikke noget andet end ærlig overfor ham. Hun havde vel heller ikke noget valg og ikke ville hun have noget andet valg! At han så måtte sige, at hun var så enestående og med den beskrivelse af hende, var bestemt ikke noget som hun havde hørt før, hvilket var tydeligt på hendes reaktion. Blikket gled forlegent ned mod hans bryst. Hun vidste jo næsten ikke hvad hun skulle sige!
Malania var på alle måder meget begejstret af hans væsen og hvad han var. Det var der så sandelig ikke nogen tvivl om, at det var noget som gjorde hende så frygtelig nysgerrig. 3 engletyper var der og så lysvæsnerne - ligesom hende selv, som lå tæt op af det. At hun jo så var endt helt plaskvåd af den mindre bølge som var forårsaget af hans vinger, var jo så noget som hun måtte tage til sig. Sådan var det jo bare, at rende rundt med en havengel! "Du kan da slet ikke finde ud af, at spille fair," påpegede hun med en drilsk mine. Istedet for at tage det personligt, så var det hele jo bare ment i sjov og det vidste hun så sandelig godt. Hun vendte blikket mod ham og ikke mindst med en næsten bebrejdende mine, selvom det morende glimt bare ikke kunne skjules for hendes vedkommende, det var slet ikke noget som hun ville være i stand til. "En blåhval?" gentog hun roligt, selvom hun virkelig måtte kæmpe med at skulle holde den maske i ansigtet, for nemt det var det bestemt ikke for hende! "Siger du at jeg er fed?" Hun så stille ned af sig og næsten med en bebrejdende mine. "Du vover at påstå at jeg er tyk? Hvad er dog det for noget?" Hun vendte blikket mod ham og med et let grin. Hendes fingre endte selv hurtigt med at skull søge nedover hans ribben, hvor hun intenst valgte, at skulle kilde ham, udelukkende fordi, at hun ikke kunne lade være! "Ballademager!" endte hun med et tydeligt og let grin. Ikke at det var noget som hun på noget tidspunkt vil kunne skjule for ham. Hun tog det på ingen måder tungt. Hun vidste at hun var alt andet end tyk, så han mente det vel i sjov? Det var dog i den grad hvad hun måtte gå ud fra i den anden ende, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om. "Det var dog det sidste kompliment jeg havde ventet fra din mund," afsluttede hun drillende, da hun valgte at prikke til hans næse istedet for.

[pierce]

Pierce vidste at de ville se hinanden igen, men han kunne til gengæld ikke sige hvornår. Han vidste ikke helt hvor hun holdt til, men hun kunne jo regne ud at han for det meste holdt til ved vandet, da det jo var en vigtig del af hans liv. Ikke fordi han elskede det, men fordi det var livsnødvendigt for ham. Det kunne faktisk godt blive lidt frustrerende til tider, at være afhængig af luft men på samme tid vand. Han var halv fisk og halvt menneske, og så selvfølgelig halv engel. Han var godt nok vant til det, men han vidste også at det kunne give problemer for ham længere hen, og også med de to. Uanset hvad, så ville han i hvert fald opsøge hende, han var jo trods alt hendes skytsengel, så han måtte jo se til hende, for at se om hun var okay. For han ville nok bebrejde sig selv, hvis hun gik hen og blev skadet, hvis ikke døde, skønt han ikke tillod det! Han rystede let på hovedet, for at få tankerne ud af hovedet. Han ville ikke engang tænke på det! Han ville nyde tiden med hende, så længe han havde hende. Han nød de lette strøg over hans bryst, de var så beroligende. ”En meget utrolig skam,” påpegede han med et kærligt smil, og med de varme turkisblå øjne hvilende på hende. Hun var bedårende! Fantastisk! Og han kunne ikke få nok af hende. Hun var utrolig på så mange måder! Og hun fik ham til at føle sig tryg på en helt uforklarlig måde. Han slap blot en mild latter, da hun endnu engang vendte hovedet ned mod hans bryst, hvilket han både fandt morsomt og kært. Han strøg hende kærligt over håret, imens han smilede skævt. ”Du er så sød,” hviskede han blidt, da han havde rykket sit hoved tættere mod hende, hvorefter han placerede et mildt kys på hendes kind.
Det glædede Pierce meget at de kunne more sig, selvom de var i vandet. Det var måske lidt mere besværligt, men de klarede det da meget godt. Han kunne ikke lade vær med at le. ”Du er tosset! Men hvis du vil have det på den måde, så okay,” sagde han med et snedigt smil om læberne. Han kunne ikke lade vær med at finde hendes ansigtsudtryk morsomt, for det var det helt bestemt! Og han kunne ikke holde et fnis tilbage, skønt han prøvede. ”Ja en blåhval,” istemte han med et lille bestemt nik, og så næsten helt alvorligt ud, skønt han havde svært ved at holde masken. Og han kunne ikke lade vær med at grine af hendes ord. ”Jeg kan da ikke gøre for at du har taget lidt på, her på det sidste, Merethe,” sagde han med en rigmandsstemme, og spillede hendes ægtemand, imens han lod sin ene hånd søge ned til hendes mave, hvor han tog fat i hendes hud og gav det et kærligt klem. Men det var blot en løgn. Hun var ikke i nærheden af at være tyk! Hun var perfekt! Han spjættede dog helt da hun prikkede ham i siden, hvilket fik ham til at slippe en kort latter. Han greb roligt om hendes hånd, og smilede lumsk til hende. ”Skidtfisk!” sagde han til gengæld da hun kaldte ham ballademager, skønt han måtte slippe sin muntre latter endnu engang. Han smilede skævt til hende. Det var kun ment i sjov, hvilket han også gik ud fra at hun vidste. Han trykkede hende blidt ind til sig, imens han førte hendes hånd op til sin mund og gav den et blidt kys. ”Ingen kvinde kan måle sig med dig, Malania. Du er skøn og smuk helt fra dit indre til dit ydre. Og hvis du så var tyk, så ville det ikke ændre på det jeg føler for dig,” sagde han sandfærdigt og smilede varmt til hende, ”jeg holder utrolig meget af dig.”

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Malania ønskede virkelig ikke, at deres møde skulle gå mod en slutning. Tvært imod, så ønskede hun virkelig at forblive i hans favntag lige for øjeblikket. En ganske skræmmende tanke et sted for hendes vedkommende faktisk. Det var så længe siden, at hun havde følt sig tryg ved en mand på denne måde, men det føles virkelig bare så rigtigt for alt hvad hun vidste. Hun elskede virkelig at være sammen md ham. At kunne smile og le på denne måde, for det var bestemt ikke hvad hun var vant til. Normalt gik hun rundt alene ogpasset sig selv. Det var jo heller ikke fordi, at hun havde haft meget andet at tage sig til. Hun skilte sig jo så frygtelig meget fra sin egen slags, at hun som oftest måtte føle sig en anelse malplaceret midt i det hele og det ønsket hun jo heller ikke. Her kunne hun være sig selv, blive accepteret for den som hun var og det var i den grad også noget af det bedste ved det hele! "Jeg er nu glad for at jeg gjorde det.. Et indtryk man dog sent vil glemme.." sagde hun med et let grin. Nu kunne hun da selv lave sjov med det, selvom det virkelig havde været så pinligt! Hånden fortsatte de rolige strøg over hans bryst. Hun kunne virkelig ikke lade være. Han var en dejlig mand. At han jo så ikke havde en kvinde ved sig, var jo det som blot måtte forundre hende og meget endda. Hans strøg over hendes hår og hans kommentar fik hende virkelig bare til at rødme mere. "Du må ikke sige det!" endte hun med et grin. Som et lille barn, så puttet hun sig helt ind mod hans favn, så han ikke kunne se hendes rødmen. Det var virkelig pinligt, at der ikke skulle mere til end det her! Kysset mod hendes kind, fik hende dog bare til at smile. Det var ikke fordi hun ikke kunne noget andet, for det var virkelig bare en rar følelse at skulle sidde igen med og det var det på alle tænkelige måder.
At se ham i hans naturlige element var nu noget som hun måtte vise sig nysgerrig på. Hvordan var det egentlig at skulle leve i vand? At han så selv havde det sjovt var jo det bedste. "Måske at jeg er tosset.. men du kan da godt lide mig alligeve... ikke?" Hun lod hånden føres roligt fra hans bryst og op til hans hage som hun strøg roligt over som havde han været en kælen kat. Det var i den grad også noget af det som måtte more hende selv til de vilde højder. At han førte hånden ned af hendes mave og med de ord som i sig selv, fik det til at sitre helt i hende. En form for et kort strøg, da han let tog om hendes hud og klemte den let kærligt. Det satte virkelig bare hendes hjertebanken betydeligt op i hendes bryst og spredte en varme i hende som hun slet ikke var i stand til at skulle beskrive på nogen som helst måde overhovedet, det var heller ikke noget som hun sådan rigtigt kunne komme til. Hun sendte ham det brede smil. Tyk var hun ikke og hun vidste det. Det var heller ikke fordi, at hun var så selvkritisk, at hun ville mene modsat, for tyk det var hun bestemt ikke! "Det er jo slet ikke fordi, at det er din skyld vel?" fortsatte hun. Hun lod sig blot falde ind i rollen. "De her kærlighedshåndtag.. blot til ære for dig," tilføjede hun selvom det selv for hende, var svært at holde masken over lang tid. Hun slap et let grin. At han tog fat om hendes hånd, da hun havde prikket ham i siden, gjorde hende dog ikke det mindste. Hun mindes udmærket godt, at han var ekstrem kilden! En tanke som moret hende! "Skidtfisk? Er det virkelig det bedst du kan komme med?" spurgte hun opfordrende. Hun havde det bare sjovt, alt andet ville jo være direkte dumt! At han trykket hende ind til sig og skænket hendes hånd et kys, fik hende virkelig bare til at smile. Han gjorde hende virkelig bare så glad! Hans ord var dog på sit vis, overraskende for hende, for det var virkelig ikke ventet. Atter måtte hun kæmpe med den ellers så velkendte rødmen, selvom det i den grad også var svært nok i sig selv. Hun smilede varmt til ham. Hun trak hånden til sig og lod den glide om i hans nakke. Nu følte hun nemlig godt, at hun kunne tillade sig at gøre det. Ord som det, var faktisk meget savnet for hendes vedkommende.. Meget endda, det var næsten skræmmende. "De følelser som du føler for mig?" spurgte hun med et let undrende blik. Ikke negativt ment! "Jeg holder også af dig, Pierce.. det gør jeg virkelig," sagde hun blidt. Hvad hun skulle skænke ham af ord, forsvandt pludselig for hende. Hun vidste slet ikke hvad hun skulle sige.

[pierce]

Pierce elskede simpelthen den måde hun var på! Han elskede hendes personlighed, for hun var virkelig en person, som hurtigt havde indtaget sig en plads i hans hjerte. Han havde faktisk ikke regnet med at han ville finde en anden person at holde så meget af, efter Jelickas død, da han var blevet en smule indelukket for kærlige følelser, fordi han ikke ønskede at ende såret på den samme måde igen. Men Malania formåede virkelig at sætte sit særpræg i ham, for hun havde virkelig åbnet hans øjne! Hun var nok en person som han kun havde kendt denne halve dag, men hun var allerede en person der betød utrolig meget for ham. Det var utroligt at hun på denne korte tid havde formået at få en plads i sit hjerte, men hun var også en speciel person, så så meget undrede det ham heller ikke, for hun var virkelig noget for sig selv! Han kunne ikke lade vær med at grine til hendes ord. ”Det kan du have ret i!” sagde han leende. Det var virkelig ikke et førstehåndsindtryk som han ville glemme! Det var nok noget han ville huske hende på i en evighed. Han nød hendes strøg over hans bryst, og han fortsatte blot sine strøg over hendes hår. Og han kunne ikke lade vær med at grine, da hun puttede sig ind til ham, da hun igen blev forlegen. Men det måtte hun næsten være vant til, for det havde hun faktisk gjort meget i løbet af deres møde. ”Du kan jo lide det,” påpegede han drillende og smilede muntert. Han nød at de kunne more sig med hinanden, noget som han havde længtes meget efter. Han havde faktisk ikke moret sig så godt siden Jelickas død, og han var faktisk ikke længere sikker på hvor lang tid siden det var, for han var holdt op med at tælle årene for en evighed siden, så han var ikke engang sikker på hvor gammel han egentlig var, da den var blevet ukendt for ham. Noget som han egentlig blot var glad for, for ellers havde han kunnet tælle sig til hvor lang tid siden det var Jelicka var gået bort, og så ville han nok ærgre sig over at det var så lang tid siden, at han havde haft et så godt selskab, som han havde med Malania. Men alderen var ikke noget som betød noget for ham, det var personen bag alderen som betød noget.
Pierce måtte indrømme at han faktisk godt kunne lide at hun var tosset. Og så ville han nu alligevel ikke kalde hende for tosset, for de morede sig jo egentlig bare med hinanden, desuden hvis hun var tosset, så var han det også! ”Det kan jeg i hvert fald,” sagde han med et skævt smil og trykkede hende ind til sig, imens han så hende dybt ind i øjnene. Der skulle godt nok meget til, før han ikke kunne lide hende. Hvis hun pludselig viste sig at være en helt anden person, så ville han nok ændre mening, men han vidste at hun var oprigtig, og han stolede på hende, så måtte tiden blot vise, om han nu også kunne det – hvilket han ikke selv var i tvivl om. Han kunne ikke lade vær med at smile bredt da hun førte sin hånd op til hans hage, som hun begyndte at stryge, som havde han været hendes kat – hvilket han var glad for han ikke var! Og blot for at drille hende, lod han sin ene finger nusse hende bag øret. Tyk var hun bestemt ikke, og det morede ham blot, at hun spillede med. ”Det er ikke min skyld at du spiser så meget,” påpegede han drillende i sin ægtemandsrolle, selvom han ikke kunne holde et grin tilbage. Han var faktisk kun glad for at de kunne have det så godt med hinanden. ”Ja det er faktisk det bedste jeg kan komme med,” istemte han med et nik, ”for det er svært at sige noget dårligt om dig, for det vil jo blot være en løgn.” Han smilede et varmt skævt smil. Han lod hende blot trække hånden til sig, uden at smilet forlod hans læber, da det simpelthen var umuligt i øjeblikket! Han nikkede blot til hendes spørgsmål, for han var faktisk ikke engang selv sikker på hvilke følelser han længere havde for hende. For han kunne virkelig ikke se hende som en fremmed. Ikke længere! Han trak let i mundvigen. ”Det er kun godt,” påpegede han med et muntert smil. Hendes ord varmede ham, og han var glad for at hun også holdt af ham, ligesom han gjorde af hende. Hvor meget hun så holdt af ham, ja det kunne han ikke svare på.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Hvor længe siden det var, at han mistede Jelicka vidste Malania ikke, og det var så sandelig heller ikke noget, som hun ville kunne finde på at skulle spørge om, for det var tydeligt, at det havde været et utrolig ømt punkt for ham. Ligeså også som Lucius havde været for hendes vedkommende. Hun savnede ham, selvom det nu ikke var noget som hun sådan direkte mærkede sig af lige nu. Lige nu formåede hun faktisk at skulle holde fokus på helt andre ting og det var i den grad også noget som hun var forbandet glad for. Han havde virklig formået at skulle åbne hende på en helt anden måde, end det som så mange andre ville kunne gøre det. Han så på hende som en person og det var noget som hun var noget så taknemmelig for, for det var virkelig en så forbandet savnet følelse, at man skulle tro at det var løgn. Hun sendte ham det vrme smil. Hun elskede det, selvom det virkelig måtte irritere hende noget så grusomt, at hun gang på gang skulle rødme på denne måde! "Jeg ved at jeg har ret, min kære," påpegede hun med et let grin. Hun havde da aldrig nogensinde lavet et førstehåndsindtryk som hun havde gjort i dag! Det var i den grad noget som hun aldrig nogensinde ville glemme, det var i den grad også helt sikkert! Hun smilede let. "Det kan jeg.. så godt kender du mig da." Hun blev hvilende helt tæt ved ham. Så tæt på som hun nu var kommet. At han havde lukket hende så tæt, var noget som i den grad også betød så ekstremt meget for hende, det var heller ikke noget som hun ville kunne komme det mindste udenom overhovedet. Hendes hjerte slog som aldrig nogensinde før mod hendes bryst og følelsen var i den grad også noget så frygtelig behagelig og på alle tænkelige måder overhovedet. Hånden strøg roligt under hans hage. En kælen kat, selvom hun var glad for, at det slet ikke forholdt sig sådan! Han var virkelig en som hun holdt af.. lige hvor meget, var stadig mere eller mindre ukendt for hendes vedkommende, selvom det i den grad var noget som hun agtet at finde ud af før eller siden, det var i den grad også helt sikkert!
Malania nød virkelig tiden med ham. At de bare havde kendt hinanden i en halv dag, var virkelig helt uden betydning for hende. Det var vel tanken som talte og følelserne for den sags skyld. "Hvis du kan lide det, så er det jo heller ikke helt så slemt," endte hun roligt og selv med en ganske så tilfreds og rolig mine. Ikke at det var noget som hun kunne komme det mindste udenom overhovedet, hvad end om det var noget som hun ville eller ikke. For alt hvad hun vidste, så ønskede hun virkelig ikke, at deres veje skulle skilles.. Ikke endnu.. ikke nogensinde, for et sted var hun vel bange for, at hun ikke ville se ham igen? Tanken havde i den grad strejfet hende allerede og den var noget som hun faktisk også måtte finde ganske skræmmende for hendes vedkommende. Selvfølgelig var det ikke hans skyld, hvis hun spiste for meget! "Hvorfor skulle det da ikke være din skyld?" Hun blinkede let til ham. At de kunne more sig og have det sjovt på denne måde, var virkelig noget som betød så uendelig meget for hende. Rollen som ægtemand gjorde han nu temmelig godt. Hun kunne jo bare håbe, at hun spillede rollen som hustru lige så godt. Hun lod hovedet søge let på sned og selv med ansigtet så tæt på hans, at hun igen måtte stå imod den fristelse til at skulle skænke ham et kys. Hun måtte virkelig bare bide det i sig. Hun ville jo heller ikke virke så påtrængende og så frembrusende, for det ville vel heller ikke gavne dem? Hun blinkede let med øjnene og med det næsten så kærlige smil hvilende på hendes læber. Hun kunne simpelthen ikke lade være. Hun elskede virkelig bare at være sammen med ham! Armene gled roligt om i hans nakke og lagde sig igen, selv uden at skulle fjerne blikket. Hun var virkelig bare så fristet til det kys nu hvor hun stod så tæt på ham endnu en gang! Det var jo helt ufatteligt! "Det bedste som du kunne komme med? At jeg er unik.. eller ligner en blåhval?" spurgte hun i en hvisken og med det drilske smil på læben. "Jeg er bare glad for at jeg har mødt dig, Pierce.. Du betyder meget for mig.." endte hun roligt. At det jo så var noget som kunne tolkes på mange måder, var ikke noget som hun kunne komme udenom, men han måtte jo også tolke det som han ville. Hun holdt forbandet meget af ham og efterhånden var hun også sikker på, at det var meget mere end det som man ville gøre med en mand som man knapt nok lige havde lært at kende. Selvom han på ingen måder var en fremmed for hende, for det var han bestemt ikke!

[pierce]

Nok savnede Pierce endnu Jelicka, hun var jo trods alt én som havde betydet utrolig meget for ham, og som var blevet revet fra ham på den værst tænkelige måde. Men når han var sammen med Malania, så fik hun ham til at glemme, hun dulmede smerten, og fik ham til at føle sig som en hel ny person. Og han kunne ikke lade vær med at holde af hende. Alt andet var jo umuligt! Han kunne simpelthen ikke få nok af hende! Hun morede ham på så mange måder, og hendes rødmen var en stor del af komikken. Han fandt dog kun det at hun rødmede så meget morsomt, for det at hun rødmede var kun kært. Det var lige før at hun faktisk havde rødmet det meste af deres møde. Men det gjorde ham nu ikke noget, for han nød faktisk at betragte den røde farve. ”Og jeg ved at du er en anelse for selvsikker,” påpegede han drillende og hans øjne blev en smule smalle, med det brede smil om læberne. Men hun havde ret, det var et førstehåndstryk som man sent ville glemme, for det var virkelig noget som havde sat præg i mødet. Og det var et møde som han aldrig ville glemme. Han var mere end sikker på at et nyt møde nok skulle indtræffes på et eller andet tidspunkt, og eftersom han var blevet hendes ’skytsengel’, så måtte han jo også se til hende, og det ville han hellere end gerne, for han var sikker på, at han nok skulle komme til at savne hende det øjeblik, hvor de skiltes. Han trykkede hende blot tæt ind til sig, og nød hendes tætte nærvær, imens hans hånd fortsatte sine lette strøg over hendes mørke og våde hår. Det kærlige smil på hans læber kunne ej forsvinde, for det gjorde hun virkelig umuligt. ”Det gør jeg nemlig,” sagde han med et skævt smil. Eller så godt kendte han hende jo heller ikke, men han agtede at kende hende helt ind til knoglerne og dybere endnu. Han havde svært ved at mærke hendes hjerte pga. at hans eget slog så hurtigt og hårdt mod hans bryst, at han til tider faktisk var bange for at det ville flå sig ud af hans bryst. Men han nød egentlig følelsen, for den gjorde ham helt varm indeni, og hans blod pumpede gennem hans krop, så han faktisk var lige ved at tro at han skulle eksplodere. Hun fik ham til at føle sig helt … som om han var i en form for ekstase. Han var oppe at flyve blandt skyerne, selvom han var nede i vandet sammen med hende, og han nød den susen som hun gav ham i maven, som om han var på sit livs rutsjetur. Jo mere han tænkte over det, des mindre havde han lyst til at sige farvel til hende, skønt han vidste at det var noget som skulle ske på et tidspunkt.
Tiden med Malania var alligevel gået ret så hurtigt. Der var allerede gået en halv dag, og solen var allerede på vej ned over de grønne trætoppe. Og efter Pierces mening så gik det alt for hurtigt! Han havde mindre end en halv dag til at finde ud af alt om hende! Eller bare få dækket sin uvidenhed mere, for der var endnu meget som han ikke kendte til ved hende, og han havde jo sat sig for at kende alt til hende. ”Har jeg da sagt at det var slemt? Eller påstået at jeg ikke kunne lide det?” spurgte han drillende og med et sigende hævet øjenbryn. Han elskede hendes personlighed! Hun var så skøn på så mange måder! Og han følte sig helt svævende i hendes selskab. Og samtidig elskede han, at de kunne more sig med hinanden på denne næsten barnlige måde, som var de små børn, skønt de var voksne. ”Fordi det ikke er mig, der bestemmer hvad der komme ind af din mund!” påpegede han med en løftet pegefinger og en næse der vendte mod skyerne. Han kunne dog ikke holde latteren tilbage, for det var virkelig komisk! Folk ville nok tro at de var mentalt syge, hvis de kunne høre dem i øjeblikket, så han var faktisk glad for at det kun var de to, for så skulle de ikke tage hensyn til nogen anden end dem selv. Han smilede blot da hun lagde armene omkring hans nakke, inden hans hoved søgte roligt på sned, i en eftertænksom mine. Ikke fordi det var til at diskutere, for det kendte han jo allerede svaret på. ”Så vælger jeg; en blåhval,” sagde han drillende og slap en kort latter, hvor han lod sin næsetip gnide sig drillende og blidt op af hendes, nu hvor hendes hoved var så tæt på hans, ”ej, det må helt klart være unik.” Hans læber endte ud i et varmt smil. Hendes ord fik varmen til at sprede sig i hans krop. Og de betød utrolig meget for ham. ”I lige måde Malania.”

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

At de havde tilbragt så lang tid sammen allerede, var slet ikke en tanke som faldt Malania det mindste ind overhovedet. Det eneste som hun vidste, var at hun slet ikke ønskede, at det skulle gå mod sin ende på noget tidspunkt. Hun elskede virkelig at være sammen med ham, at tænke lidt mindre på Lucius, for noget som dette, det havde hun aldrig nogensinde fået den mand til. Han havde altid været den professionelle type, hvilket hun selvfølgelig bare havde accepteret, for hun havde jo elsket ham, men det at pjatte rundt som havde de været børn, var jo også noget som Malania havde savnet. At man kunne have det sjovt, smile og le og det var noget som hun i den grad formåede, at skulle gøre sammen med Pierce og det var i den grad også noget af det som måtte betyde mest for hende, det var der heller ikke nogen tvivl om. Hun kunne ikke tåle komplimenter og det var udelukkende også derfor, at hun måtte rødme på den måde som hun gjorde hver eneste gang, at han valgte at skulle skænke hende dette kompliment, for det var virkelig noget som måtte gå hende dybt og det var noget som i den grad også måtte fæste sig, udelukkende fordi, at hun vidste at han talte sandt. Hun havde slet ikke haft nogen grund til at skulle tro noget anderledes om ham, så man kunen vel også sige, at hun stolede fuldkommen blindt på ham? "En anelse for selvsikker? Hvor kom den dog fra?" spurgte hun med en klar drillende mine. Ikke fordi hun ikke var selvsikker, for det var hun i den grad. Hun vidste hvad hun ville have og hvad hun måtte ønske og det var sådan at det skulle være for hendes vedkommende, ellers kom man da heller ikke nogen steder. Nu hvor han var hendes skytsengel, så måtte han jo også passe på hende og så flyvsk som hun kunne være, så var hun i den grad også en som man var nødt til at passe på, hvilket Pierce nok skulle finde ud af. Hun smilede let. At han godt kunne lide, at hun var tosset, så var der jo heller ikke noget problem. Hun lod fingrene let lege med hårene med hans nakkehår og med det selv varme smil på læben. Hjertet hamret virkelig som ti vilde heste og det tog bare ikke stop. At hans måtte slå mindst lige så hårdt, var heller ikke noget som hun direkte måtte mærke sig af. Hendes eget var 'i vejen' på en måde.
De mørke øjne forblev roligt hvilende i hans eget blik. Det var slet ikke fordi, at hun kunne få sig selv til at kigge det mindste væk. Det var som det var ment, at hun skulle stirre i hans blik, for det var virkelig som et stort hav, som hun ønskede at udforske. At solen var på vej ned allerede, var ikke noget som hun mærkede sig. Ikke på andre måder end at vandet var begyndt at blive en anelse mere køligt for hende at være i. Det var jo sådan noget som hun jo måtte mærke sig af desværre. "Overhovedet ikke.. Man kunne dog aldrig vide," påpegede hun med den klare drilske mine. Det var heller ikke noget som hun ville eller kunne lægge det mindste skjul på overhovedet. Hun sendte ham det varme smil, selv da han gned næsen mod hendes egen. Så tæt på hinanden som de måtte stå.. hun måtte virkelig stadig stå imod den fristelse. At vandet var blevet en anelse køligt bed hun virkelig bare i sig lige nu. Hun ønskede virkelig ikke, at skulle give slip på ham! Og da bestemt ikke nu! Hun trak vejret dybt. "Ikke det?" påpegede hun med et let grin. Den ene hånd havde hun ført til hans side, hvor hun igen måtte prikke til ham lige ved ribbenene. Hun havde jo trods alt fundet ud af hvor han var kilden, så det var i den grad også det værd at udnytte! De var alene, så hvorfor ikke bare udnytte den tid? Gåsehud meldte sig på hendes hud, selvom hun stadig ikke ville mærke sig af det. Hun ønskede for alt i verden ikke, at dette skulle gå hen og stoppe. Det gjorde hun virkelig ikke på nogen måde overhovedet! At han valgte blåhvalen frem for det unikke, fik hende drillende til at rulle med øjnene. "Ballademager," endte hun med et let grin, idet hun igen prikkede ham i siden. Forsigtigt lod hun benene slå sig omkring hans liv, så de kunne komme helt tæt. Hun ville dog ikke komme i vejen for hans vinger som jo måtte holde dem begge oppe. Han var virkelig en utrolig fascinerende mand på alle måder, det var slet ikke noget som hun kunne komme det mindste udenom overhovedet. Hovedet søgte let på sned, hvor hun nu ikke kunne stå imod længere. Hun lænede sig forsigtigt frem og lod læberne møde hans, kort, men blidt, for ikke at glemme, at det var meget prøvende. Selv var hun jo bange for, at skulle blive alt for vant til det. En skam, hvis de skulle gå hvert til sit trods alt. "Og meget mere end det jeg sikkert burde," tilføjede hun stille. Hun var intet andet end blot helt ærlig overfor ham.

[pierce]

Pierce var blevet utrolig glad for denne kvinde Malania, som havde vist sig at være, hans billet væk fra ensomheden. Han havde ikke været klar over hvilken ensomhed han havde levet i, før han havde mødt hende. Han havde altid rendt rundt alene, og lavet hist og her, hjulpet et par fremmede, og egentlig levet et ganske kedeligt liv. Men Malania havde formået at give det et lille pift. Piftet det lidt op, og han havde i sandheden savnet følelsen, af at have en så nær. En der gjorde ham tryg og berolige ham, og det formåede hun til topklasse! Hun kunne få ham til at le og smile som aldrig før, og hun fik hans hjerte til at hamre mod hans bryst, som ville det ud derfra. Han kunne ikke andet end at lukke hende ind, lade hende komme tæt ind på livet af ham, for det var også noget som han ønskede, at hun gjorde. Han ønskede ikke at skubbe hende væk, ikke nu hvor hun havde ladet ham komme tæt ind på hende. ”Jeg tror udmærket godt du ved hvor den kom fra,” påpegede han drillende og løftede drilsk det ene øjenbryn, imens et skævt og lystigt smil spillede på hans læber. ”Du er alt for selvsikker for mig,” tilføjede han. Han lod let sin hånd fjerne nogle af hendes mørke lokker, som han strøg bag hendes øre, imens et varmt smil herskede over hans læber. Hun var sød på så mange måder, og smuk! Han nød hendes fingre mod hans nakke, de fik ham gjorde ham helt rolig, og han kunne ikke andet end at slappe af. Dog måtte hans vinger endnu kæmpe for at holde dem begge oppe, det var dog ikke fordi det var belastende, for de var stærke.
Pierce elskede at de kunne nyde hinanden på dette plan, at de kunne slippe alle hæmninger for blot at hygge dem på et niveau, som de nok var de eneste der forstod, for det var næsten som at være barn igen, skønt hans barndom ikke ligefrem var noget som han kunne råbe hurra for. Hans forældre havde aldrig været der for ham, og hans lære Caius, havde han ikke ligefrem elsket, hvilket han den dystre nat også havde bevist, da han havde gennemtæsket ham. Så mange minder han ikke længere brød sig om, efter at han var blevet en ny mand, og hvis han kunne så ville han helst undgå vold. Det var så bare ikke noget man kunne altid, desværre. ”Så sandt,” sagde han med et skævt smil. Hun kunne jo selvfølgelig ikke vide hvad han tænkte, hvilket vel både var godt og dårligt, for det var lang tid siden at han havde følt noget som dette for en person, hvis ikke at han aldrig nogensinde havde følt sådan her, for en person. ”Nixen!” sagde han drillende, selvom han næsten havde lyst til at tage ordene i sig igen, da hun prikkede ham i siden, hvilket fik ham til at slippe en munter latter, imens han kort vred sig, inden han skulede drillende til hende. Han ville udnytte så meget tid med hende som han kunne, for han havde virkelig ikke lyst til at sige farvel til hende endnu. Overhovedet ikke! Det ville være alt for tidligt! Tiden gik alt for hurtigt! Han ville næsten ønske at han kunne stoppe tiden, skønt det ikke var en mulighed for hans vedkommende. Han måtte igen slippe sin latter da hun igen kaldte ham for ballademager, og han var faktisk ikke helt sikker på hvem af de to der havde fortjent den titel, eftersom hun igen prikkede ham i siden, hvor han igen måtte vride sig som den fisk han var. Han smilede blot, da hun slog benene omkring hans liv, hvor han lod hænderne hvile om hendes underlår, for at give hende mere støtte, imens han trykkede hende blidt ind til sig. At hendes hoved søgte på sned gjorde han ikke helt så meget ved, dog blev han overrasket, da hun trykkede sine læber mod hans – kun positivt overrasket. Og han kunne ikke andet end at besvare kysset, som efter hans mening blev brudt alt for tidligt, men det var vel kun til deres begges bedste? Han vidste ikke helt hvad han skulle sige til hendes ord, som faktisk næsten gjorde ham mundlam, så han kunne ikke andet end at smile til hende. Han så kort op i himlen, og så at solen allerede var lidt nede over træerne, inden han så på hende igen. Han vidste ikke hvornår hun skulle gå, om hun skulle nå noget. ”Du fryser,” påpegede han roligt, ”vi burde måske gå op?” Han ville ikke have at hun skulle blive syg på bekostning af ham. Så ville han bare få dårlig samvittighed!

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Under ingen omstændigheder ville det være muligt for Malania at skulle ønske Pierce væk. Tvært imod, hun ønskede virkelig bare at lære hver eneste lille del af ham at kende og det var virkelig ikke noget som kunne gå hurtigt nok for hendes vedkommende, det var der virkelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Det lette og stille smil bredte sig på hendes læber. Selv havde hendes barndom været lykkelig, selvom hun have haft det ansvar for hendes egen lillesøster. Nu havde hun heller ikke nogen anelse om hvor hun var henne, selvom hun virkelgi måtte klamre sig til det håb om, at den unge kvinde vidste hvad hun gjorde. Hun håbede det i det mindste, også mest for alles skyld, for denne familie havde virkelig været igennem mere end hvad godt var. Hendes liv havde selv været så ensomt efter at hun havde mistet Lucius og det var nu at det for alvor måtte gå op for hende, hvor meget hun egentlig havde været alene. Den tanke var hende direkte skræmmende og på alle tænkelige måder overhovedet. Det varme og noget så kærlige smil som endnu en gang havde fundet vejen til hendes læber, ville bare ikke falde fra igen for det mindste lige netop nu. Det var noget som hun udmærket godt kunne mærke og fornemme. Han gjorde hende virkelig bare så glad og så varm indvendig. "Er jeg alt for selvsikker for dig?" Hun hævede sigende det ene bryn og med det lette smil på læben. "Det må vi jo gøre noget ved.. ikke?" Hun sendte ham et drilsk smil. Det var slet ikke noget som hun kunne lade være med på nogen som helst måde overhovedet, det var der heller ikke nogen tvivl om i det hele taget.
Hvad der var sket med ham i hans fortid, var slet ikke noget som hun kendte til endnu. Hun havde blot hørt om Jelicka, også selvom det selvfølgelig var noget som gjorde hende ondt, så alligevel et sted.. så glad? Nu kunne hun være her sammen med ham uden at man i det hele taget skulle sidde og tænke på hvorvidt om det var forkert eller ikke, så det var noget som også måtte lette hende en god del, det var heller ikke noget som hun kunne komme det mindste udenom overhovedet. Bare det, at de kunne lave sjov med hinanden, var noget som betød så frygtelig meget for hende! Hun kunne ikke lade være med at grine og selv bare have det sjovt. Hun var virkelig som enhver anden af lyst sind og med den lyse sjæl. Det at kunne more sig med en anden, der var virkelig ikke noget bedre end det! At han måtte besvare kysset fik selv hendes hjerte til at forblive med de faste slag mod hendes bryst. Det var virkelig bare en så dejlig følelse! Hun ønskede virkelig bare ikke at være alt for frembrusende for ham, det var der heller ikke nogen som helst tvivl om overhovedet. De mørke øjne hvilede roligt og stille i hans blik. Ikke at hun kunne få sig selv til at skulle se nogen anden vej, det var der heller ikke nogen tvivl om. At han kommenterede at hun frøs, fik hende virkelig bare til at smile mere. Det var jo slet ikke fordi, at hun ønskede at skulle spolere dette øjeblik! Slet ikke! "Det er slet ikke så slemt," endte hun stille. Blikket søgte let ned mod hans bryst. Vandet var faktisk en anelse køligt når solen ikke var der til at skulle varme det op og det var jo nogt som hun tydeligt kunne mærke. "Jeg ønsker ikke at spolere det," endte hun stille da hun igen lod blikket søge til hans blik, uden at skulle se det mindste væk overhovedet. Det var slet ikke noget som hun ville. Hun sendte ham blot det varme smil. Hun var virkelig ikke andet end ærlig. Sådan som han havde fået hende til at blive fuldkommen blød i knæene.. Det var virkelig bare en så frygtelig savnet følelse og på alle måder. Ved at gå op, så var hun bange for, at de ville ende med at skulle gå hvert til sit og det ønskede hun virkelig ikke nu! Hun bed sig svagt i læben, trak vejret dybt og slap det i et let suk. "Det er bare en anelse køligt.. Det er ikke noget som du skal tænke på," afviste hun stille med et let ryst på hovedet. Det var virkelig ikke noget som han skule tænke på eller spekulere over lige for øjeblikket. "Jeg hygger mig.. Det er vel også det vigtigste?" spurgte hun roligt, mere eller mindre bare for at lede det fokus hen på noget helt andet. Hovedet søgte let og stille på sned, selv uden at skulle se det mindste væk fra ham overhovedet. Han havde virkelig de smukkeste øjne! Og så den skønneste personlighed, at man skulle tro at det var løgn! Hun trykket sig let ind til hans skikkelse med benene omkring hans liv. At han støttet hende, havde hun så sandelig heller ikke det mindste imod. "Jeg vil ikke ødelægge øjeblikket," afsluttede hun med en ganske så dæmpet stemme.

[pierce]

Hvad der var sket for hende, som lille vidste Pierce ikke, han vidste kun at hun havde været omvendt til mørket og nu var tilbage til lyset. Hun måtte have haft lige så svært ved at give slip på hendes mand, som han havde haft med Jelicka. For den kvinde havde været hans et og alt, men hun var blevet taget fra ham på en grusom måde, og han agtede at finde hendes morder, for ingen skulle slippe af sted med at dræbe nogen som han havde kært! Men han måtte ærligt erkende, at når han var sammen med Malania, så glemte han sin fortid. Hun fik ham til at glemme alt dårligt der var sket ham, for han kunne virkelig ikke fokusere på andet end nutiden i øjeblikket. Det var også dårligt at sidde fast i fortiden, for det var et overstået kapitel, som han nu havde lagt bag sig – det meste af det, for han havde gjort ting og der var sket ting, som han umuligt ville kunne glemme uanset hvad, dog var hans fortidsminder også med til at huske ham på, hvorfor han var som han var. Han kunne ikke lade vær med at smile skævt til hendes ord. For selvsikker til ham, ville hun nok aldrig blive, for hun var ikke en egoistisk person – langt fra! Men det morede ham nu alligevel i øjeblikket. ”Og hvordan vil du gøre noget ved det?” spurgte han stilfærdigt og med det drilske smil om læberne. Han var glad for at de kunne more sig på denne måde, og uanset hvor meget sorg de var gået igennem, hvor meget dårligt de måtte have stået imod, så kunne de glemme alt det for denne korte stund i hinandens selskab, hvor de ikke kunne være andre end dem selv. Han var utrolig glad for at han havde mødt hende, for hun havde virkelig været med til at åbne hans øjne, for helt andre baner og veje, som han slet ikke vidste fandtes, og hun var kommet til at stå ham utrolig meget nær, hvor nært kunne han dog ikke svare på, men han håbede da på at han ville finde ud af det, inden deres veje måtte skilles.
Uanset hvor dårligt det var, så kunne Pierce ikke lade vær med at nyde hendes læbers berøring mod hans egne, for det var virkelig en fantastisk følelse. En følelse, som han ærligt måtte indrømme, at han gerne ville føle igen og igen. Han nød hendes tætte nærvær, for hun gjorde ham helt varm indeni. Eller han havde godt nok den samme kropstemperatur hele tiden, hvilket så også gjorde at han ikke kunne fryse, og det havde noget at gøre med, at han var halv fisk, men alligevel formåede hun, at gøre ham helt varm og hun fik hans hjerte til at slå som ti vilde heste, der ikke kunne stoppes igen. Og alle de følelser hun vækkede i ham; det kunne ikke blive mere fantastisk end det her! Det tvivlede han i hvert fald på. Han var skeptisk til hendes ord. Hun sagde vel bare, at det ikke var så slemt pga. at hun ikke ville op, så lige der var han en smule skeptisk, godt nok ville han heller ikke selv ødelægge deres tætte øjeblik, men hvem sagde at det skulle stoppe, selvom de kom op på land igen? Desuden så ville han ærlig talt ikke have at hun skulle blive syg! Han var jo trods alt hendes skytsengel. Og om han så var hendes skytsengel eller ej, så ville han stadig ikke have at hun blev syg, for så fik han hende blot på samvittigheden, og det havde han ikke lyst til. Hans tomler strøg roligt hendes lår, som han holdt om, for at give hende bedre støtte, eftersom hun havde slået benene omkring hans liv. Han smilede svagt og mildt til hende. ”Hold nu op, Malania,” sagde han med en dæmpet stemme. Han kunne mærke og se på hende at hun frøs, for hun havde fået helt gåsehud. Hans hoved søgte roligt på sned og han smilede opmuntrende til hende. Han nød godt nok øjeblikket, men han ville ikke have at hun skulle blive kold og fryse, fordi hun ville være sammen med ham, så ville han faktisk hellere have at de gik hvert til sit, men at hun stadig var varm. ”Desuden så spolerer du ikke noget,” svarede han med et kærligt smil hvilende på de rosafarvede smalle læber. Det kunne hun umuligt! Han trykkede hende blidt ind til sig, inden han skænkede hendes mundvig et blidt og varmt kys. Han trak roligt hovedet tilbage og smilede varmt. Hun var virkelig fantastisk! Og derfor skulle hun netop ikke fryse, det ville være synd og skam. ”Uanset hvad, så kan jeg ikke holde op med at tænke på dig og dit helbred, og jeg vil ikke have at du fryser ihjel, uanset hvad grunden er,” påpegede han sandfærdigt. Han trykkede hende let ind til sig, inden han lod sine vinger baske ganske let, så de førte dem op af vandet. Han kunne godt selv mærke at det var blevet en smule køligere, eftersom solen var gået et godt stykke ned over træerne. Så det var vel kun godt at de kom op? Han lod let sine vinger føre dem helt op til land igen, hvor han roligt mærkede det bløde græs mod sine bare fødder. Han gav dog ikke slip på hende endnu, det havde han ikke lyst til.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Malania var virkelig så forfærdelig glad for, at hun havde endt med at møde Pierce, det var slet ikke noget som hun kunne komme det mindste udenom. Han var virkelig bare en fantastisk mand og på alle måder! Hun kunne slet ikke finde noget ved ham som hun slet ikke kunne lide. Også selvom det var meget begrænset hvad hun egentlig måtte vide omkring ham, så agtet hun i den grad også at finde ud af mere om den mand som hun måtte stå så tæt ved i øjeblikket. Hun havde lukket ham så dybt ind i hendes hjerte og det var under ingen omstændigheder et sted hvor hun ville slippe ham fra igen. Han betød så uendelig meget for hende. Han kunne få hende til at smile, glemme lidt om den dramatiske del af hendes fortid og så lade hende fokusere på nuet i stedet for og uden at skulle sidde med ønsket om at tvinge hende med sig under dynen, for det var desværre noget som hun kun havde oplevet alt for meget til i det sidste og det var noget som faktisk måtte gøre ondt et sted. At hun ikke var mere værdifuld for dem end et sølle legetøj som man bare ville kunne kaste bort når man blev træt af det. Det var slet ikke det indblik som hun havde fået af Pierce, det var i den grad også helt sikkert. Hun sendte ham det varme og noget så kærlige smil. Det var virkelig som limet til hendes læber. Det ville bare ikke falde det mindste bort! "Hvad jeg vil gøre ved det? Åh.. Jeg kan gøre meget ved det." Hun sendteh am det varme smil og prikkede ham let og stille på næsen, selv uden at trække sig det mindste fra ham. Benene stadig slået omkring hans liv, for at komme så tæt på ham som det hun overhovedet ville være i stand til. Armen lagde hun igen roligt omkring hans nakke og uden at slippe hans blik det mindste. Det var virkelig bare det store hav som hun agtet at kende ud og ind!
Bare det at komme hans læber så nær, var noget som satte den kildende fornemmelse i Malanias mave. Som om en hel sværm af sommerfugle prøvede at komme ud og hun elskede virkelig den fornemmelse. Et sted var hun jo selvfølgelig bange for, at det ville være noget som hun ville blive alt for vant til, så derfor også en grund til at hun gik frem med denne forsigtighed. Noget som var valt bevidst. Hun ønskede virkelig heller ikke at skulle skræmme ham væk. Slet ikke! Det ville hun aldrig nogensinde tilgive sig selv for, det var helt sikkert! Hun sendte ham blot et stille smil. At hun frøs, var slet ikke noget som hun ønskede at tænke på lige nu. Hun følte jo bare varmen i det indre og den var virkelig noget så frygtelig intens lige for øjeblikket. Hun nød virkelig af den følelse og hun nød af den fornemmelse af, at skulle have ham til at være så tæt på. Hun rystede stille på hovedet. At han direkte bad hende om at holde op, fik hendes opmærksomhed til at vendes helt mod ham. Hun blinkede let med øjnene. Gåsehuden havde hun mærket sig af, selvom hun ignorerede det. "Er du sikker på det?" Ikke den drilske stemme, dog mere søgende for en bekræftelse, for hun ønskede virkelig ikke at dette skulle stoppe. Ikke på vilkår! Hun mærkede godt berøringen af hans læber mod hendes mundvige, hvilket alligevel måtte få hende til at smile. Den svagt røde farve hvilede dog alligevel på hendes kinder. Hun havde virkelig bare opgivet at skulle prøve at skjule det for ham. Det ville uanset ikke hjælpe hende det mindste. Hun sukkede stille og trykkede sig ind mod ham idet han bredte vingerne og fik dem op af vandet. Nu kunne hun da tydeligt mærke den forskel i temperatur! Hun lukkede øjnene stille og trykkede sig tæt ind mod ham. At hun stod der i næsten ingenting, da hendes kjole lå på breden, var nu ikke noget som hun ville sige det mindste til lige nu.
At han lettede sammen med hende, fik hende dog ikke til at slippe endnu. Hun slap kun taget omkring ham med sine ben, for selv at stile sig på fødderne i det tørre græs. Hovedet lod hun stille søge mod hans skulder og med armene stadig hvilende omkring hans krop. Hun ønskede virkelig bare ikke at give slip. Ikke endnu.. måske sikkert aldrig? Blikket vendte hun roligt op mod ham. Det var slet ikke fordi, at hun øsnkede at det hele skulle blive ødelagt nu. Hun sendte ham et stille smil. Den ene hånd førte hun til sine læber, hvor hendes pegefinger let måtte vandre over den let rosenrøde hud. "Du ramte ved siden af," påpegede hun med et stille smil. Køligt var der måske, og det var noget som hun tydeligt kunne mærke, nu hvor hun ikke var i vandet længere, så var det slet ikke noget som hun ønskede at skulle bide sig mærke i lige netop nu, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Hun slog armene stille omkring hans liv. Han var virkelig noget ganske særligt og på alle måder. At han havde levet så længe i denne ensomhed, var slet ikke noget som hun kunne forstå. At han tænkte sådan på hende og hendes helbred, var heller ikke noget som hun direkte kunne sige sig at være vant til. Hun sukkede roligt og lod hovdet søge stille mod hans skulder igen. Det var lige før de kunne gå for at være et kærestepar sådan som de måtte gå og stå, men det var nu ikke noget som gjorde hende det mindste. Den tanke kunne hun faktisk godt lide. Selvom det dog ikke var noget som hun sagde højt! "Så kan vi sidde her og nyde en smuk solnedgang.. Det har jeg ikke gjort i årevis," sagde hun med et svagt smil.