Like a desert rose

[pierce]

Pierce kunne ikke lade vær med at smile, når han befandt sig i hendes nærhed. Hun var som en solstråle, der bragte ham lys og glæde, og fik den triste regn og grå farve til at fade væk. Hvis hun var solen, så var hendes stråler så stærke, at intet kunne skygge for hende, uanset hvor meget det prøvede. Hun gav ham en ro, der gjorde at han ikke kunne frygte noget, men at han følte sig helt frygtløst. Han nød at sidde med hende dér, helt alene med sin arm omkring hende, imens han trykkede hende ind mod sig, så han rigtigt kunne mærke, at hun var der, og ikke bare var en drøm. Det var utroligt, at hun egentlig fik ham til at føle sig så godt tilpas, det var faktisk helt skræmmende. Hun var så sød, at han ikke kunne lade vær med at smile til hende, og hans øjne kunne han ikke tage fra hende, da de var som en magnet, der hele tiden tiltrak ham. ”Jeg er skam kun glad for at sige det,” svarede han ærligt og smilede skævt. Han ville have at hun skulle vide, at hun kunne stole på ham, uden at han ville svigte hende. Og hvis hun så var ved at falde, så ville han selvfølgelig være der til at gribe hende, så hun ikke faldt ned i et dybt og sort hul. Han ville utrolig nok altid være der for hende, for det føltes virkelig som om at han havde kendt hende i flere år, end bare denne enkelte time. Og for at være helt ærlig, så tænkte han ikke så meget på, hvor længe han havde kendt hende, men hvilken god kemi, der var imellem dem, og allerede fra starten af, havde der været en fantastisk kemi imellem dem! Ifølge ham altså.
Pierce ville ikke have noget imod alle detaljer fra hendes fortid, men han kunne også mærke på hende, at hun havde svært ved at fortælle ham det. Og det forstod han udmærket. Han havde selv mistet sin nærmeste, faktisk havde han mistet alle dem som han havde holdt af. Han havde mistet hans forældre, hans bedsteven og ’far’, havmanden Morgan, og så havde han mistet hans kæreste Jelicka, som havde betydet hele verdenen for ham – og mere til. Pierce så eftertænksomt ud over søen. ”Men, jeg kan ikke se noget mørkt i at man ofre alt for den man elsker,” svarede han roligt. Han ville jo have gjort det samme for Jelicka dengang. Han ville have ofret alt for hende, men han havde været blind, og den fejltagelse, havde kostet hendes liv. Nu hvor han tænkte over det, så havde han aldrig haft det så godt med nogen, siden Jelickas død, som han havde med Malania. Men det var måske fordi, at de alligevel mindede så meget om hinanden? De havde åbenbart begge mistet deres kære, så han vidste hvordan hun havde det. ”Jeg kender kun alt for godt til din smerte! Jeg har også selv mistet min kæreste. Vi nåede så dog aldrig at blive gift, før jeg fandt hende død derhjemme,” sagde han roligt, uden at hans øjne veg væk fra søen, som han endnu så eftertænksomt ud over. Efter hendes død, havde han haft svært ved at åbne sig op overfor andre, det var så kommet langsomt, indtil han igen blev den selvsamme varme og hjælpsomme mand, som han havde været. Men noget som var utroligt, det var at det var noget helt anderledes med Malania. Han havde slet ikke haft besværlighed med at åbne sig op for hende. Og han vidste ikke helt hvorfor der var denne gode balance imellem dem, men han måtte nu ærligt indrømme, at han havde savnet at føle sådan, som han følte i øjeblikket. Han vendte roligt blikket ned mod hende igen, han følte ikke helt at han burde spørge, da han følte at han så ville snage alt for meget, men hun trak hele tiden i hans nysgerrighed, at det var helt uudholdeligt! ”Var din søster ond, siden han prøvede at beskytte dig imod hende?” spurgte han forsigtigt, hvor han bed sig selv i sin bløde underlæbe, for at undertrykke sin nervøsitet. Han vidste jo ikke om hun ville begynde at føle ubehag, ved at han spurgte så meget ind til hendes fortid, hvis det nu blev for meget for hende.
Pierce skævede ned mod smykket igen, inden han så på hende. ”Hvad så med en anden mand?” spurgte han lettere nysgerrigt og dog med en blid undertone. Han kunne ikke vide om smykket var fortryllet, eller om det var fordi hun ikke selv kunne få sig til at tage det af, da hun havde haft så store følelser for hendes mand.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Normalt ville Malania aldrig nogenisnde nyde noget på denne måde, men lige nu og her, så kunne hun virkelig ikke undgå det. Han fik hende virkelig til at føle sig så ekstremt godt tilpas, at man skulle tro at det var løgn. Hun elskede det, hun nød det virkelig på alle måder og det var noget som betød ekstremt meget for hende. Han lyttede og hun kunne mærke det, og det var noget af det, som hun virkelig vlle elske og det var noget som hun havde ønsket på denne måde. At sidde med ham så tæt på, gjorde hende virkelig bare så varm indvendig, for ikke at glemme, at hun virkelig kunne fornemme den ærlighed i hans stemme og det var faktisk noget som betød ekstremt meget for hende. Selvfølgelig havde tanken om en anden mand strejfet hende mange gange faktisk, men i sig selv, så var det virkelig forbandet besværligt, at skulle finde en som ikke bare gik op i hendes udseende, for det var blandt andet det som Horace havde gjort. Verdens største charmetrold, men det var virkelig ikke noget som direkte betød noget lige netop nu. Hun var virkelig forsigtig, for det som hun havde haft med Lucius var virkelig noget som hun faktisk aldrig troede, at hun skulle sidde igen med troen af.
Øjnene lod hun stille glide i. Det var selvfølgelig ekstremt hårdt at snakke omkring det, men det glædet hende virkelig meget, at hun faktisk var i stand til at skulle gøre det, for det lettede hende faktisk også, at skulle få det ud. At det jo så var ham som skulle lægge øre til det, havde hun så heller ikke noget imod, for han virkede virkelig til at han lyttede med en form af intensitet, som det faktisk var noget, som han ønskede at lytte til, og det var noget som i den grad også glædet hende ekstremt. Han fik hende virkelig til at føle sig velkommen så tæt på ham som hun måtte sidde, og det var klart en dejlig og behagelig følelse. Et sted hvor man næsten måtte føle sig hjemme der, hvor hun sad nu? Hun trak vejret dybt. Hun måtte virkelig bare få det hjerte til at falde til ro, for der lå virkelig ikke meget i det, at skulle sidde så tæt på ham, gjorde der? Hun nød det selvfølgelig, hun elskede følelsen af en pludselig tryghed som han måtte kaste omkring hnde, for den betød virkelig ekstremt meget for hende. At han havde været igennem det samme, måtte gøre ondt et sted faktisk. Hun vendte blikket stille op mod ham, selvom blikket nu ikke var gengældt. ”Det.. Det er jeg virkelig ked af Pierce.. virkelig,” begyndte hun stille. Hun vendte blikket stille ned mod hans ene hånd og trak den frygtelig forsigtigt ind mod sin egen krop, hvor hun forsigtigt skænkede håndryggen et roligt og gengældende kys, som han lige så havde skænket hende kun for kort tid siden. ”Hun må have været fantastisk med en mand som dig ved sin side,” tilføjede hun stille. Hun lod hovedet igen stille falde mod hans skulder, selvom det stadig var med den største forsigtighed. At han selv åbnede sig for hende, var faktisk noget som hun tog vel imod i den anden ende, for det var noget som faktisk betød meget. At han viste hende denne form for tillid, selvom han ikke rigtigt kendte til hende. En tanke som et sted også var ganske så forundrende på alle måder.
Hendes søster havde aldrig nogensinde været ond! Aldrig! Hun betragtede ham roligt og stille. ”Ond var hun ikke. Jeg valgte mørket frem for lyset. Vi forseglede vores ægteskab på denne måde..” Hun lod hovedet søge let tilbage og på sned, så de ældgamle ar efter et vampyrbid var tydeligt. Hun lod ham blot betragte det, hvis han ville, inden hun lod hovedet falde tilbage på plads mod hans skulder. ”Som sagt, jeg var af mørket. Også bogstavelig talt. Sollyset ville slå mig ihjel.. Min søster var et lysvæsen ligesom jeg nu igen er. Hun skænket mig en udrensning efter min mands bortgang, så jeg igen kunne søge til lyset. Jeg har aldrig nogensinde fortrydudt.. Aldrig.” Hun rystede stile på hovedet og med et svagt smil. Hun havde intet imod, at skulle snakke om det eller noget som helst, det var der ikke nogen tvivl om overhovedet. At han nævnte en anden mand, fik hende dog blot til at smile. ”Det er lettere sagt end gjort nu om dage og i disse tider, Pierce. Jeg er blevet bedraget en gang.. Og jeg ved, hvad mandens mål var den aften.” I sig selv, var det jo åbenlyst og ikke noget som hun ønskede at komme videre ind på. ”Man er nødt til at være forsigtig.. Ensomheden har været min eneste ven siden dengang,” sagde hun mere dæmpet og med et svagt skuldertræk, som betød det intet for hende.

[pierce]

Pierce kunne godt forstå, hvis det var hårdt for hende. Han vidste kun alt for godt, hvordan det var at miste den man elskede allerhøjest i hele verdenen, han havde jo nærmest oplevet det selv samme. Deres elskede var begge blevet taget fra dem, på en forfærdelig måde. Han havde jo også selv svært ved at fortælle det, og for det meste fortalte han det slet ikke. Det var ligesom noget som var forseglet inde i ham, og det var forseglet med en lås, som han ikke selv kendte nøglen til. Men det var helt anderledes med Malania. Det var som om hun havde haft nøglen på sig hele tiden, for hun havde hurtigt fået dirket låsen op indtil hans hjerte, hvor hun næsten havde bosat sig med sin varme og smiger. Han kunne ikke lade vær med at more sig over deres start, hvor de havde siddet og rødmet på skift. Det var nu noget han ikke kunne glemme. Det var sjældent at det var ham som rødmede, men det hændte dog af og til, og denne gang var det sket flere gange, fordi han ikke havde kunnet modstå hendes smiger og charme, som han faktisk ikke havde noget imod. Han kunne godt lide hendes charme, for hun var jo en ganske charmerende pige, som han allerede fra starten af havde fået et godt indtryk af. Så modig hun egentlig havde været, og var sprunget i vandet for at fiske ham op. Han havde så bare været i live, men det var tanken der talte, og han nød nu tanken om, at hun ville have taget ham med op, eller reddet ham, hvis han enten havde været død eller døende. Heldigvis havde han været i live, og det var han nu også meget glad for, for ellers ville han jo aldrig have mødt en så skøn kvinde som hende. Han var faktisk glad for at han havde fundet søen oppe fra luften af, for ellers ville han nok aldrig have mødt hende, og det ville have været ærgerligt, da hun fik ham på helt andre tanker. Hun fik ham til at føle sig tryg. Tryg på en måde, som han ikke havde følt i lang, lang tid efterhånden. Og hun havde altså en helt speciel effekt på ham, godt nok én han ikke helt kunne beskrive, men det gjorde nu heller ikke noget, da det var spændende, når det var et mysterium.
Pierce lod hende blot føre hans hånd op til hendes læber, så hun kunne skænke hans håndryg et kys, ligesom han havde gjort ved hende. Det gav ham en let sitren, da han igen mærkede hendes bløde læber, som næsten fik ham til at smelte. Han blev helt varm indeni, og den følelse havde han heller ikke følt i lange tider. Han kunne faktisk ikke helt huske sidst han havde følt sådan, men det var nu ikke noget han ville tænke på nu, da han ville nyde hvert et sekund med hende. Han så let ned på hende med et skævt smil. ”Det skal du ikke være,” svarede han varmt med et mildt blik, ”det er jo lang tid siden.” Han vendte igen blikket ud over søen, og nød hendes hoveds vægt mod hans skulder, som han ikke så som en byrde, men mere en velsignelse. Han nød hendes nærvær, ganske forfærdelig meget! Og han ville ikke have det til at stoppe. Ikke nu. Slet ikke nu! Han kunne nu ikke lade vær med at smile til hendes efterfølgende sætning, det var vel mere ham der havde været heldig, at finde en kvinde som hende. Og han havde været lykkelig. Men hans lykke havde gjort ham blind, og det havde kostet hans kærestes liv, det var også derfor han havde så svært ved at lukke nogen ind igen. Han ville helst ikke begå den samme fejl to gange, og slet ikke sådan en fejl! ”Tjah, det ved jeg nu ikke om hun var,” svarede han eftertænksomt, ”det var vel mere eller mindre min skyld at hun døde.” Hans blik døde lidt hen, han havde helst ikke lyst til at huske det, da han var blevet mere en knust, af at finde hende … sådan, i sit hjem. Han gøs let ved tanken.
Pierce betragtede let hendes ar, fra vampyrbidet. Han havde aldrig mødt nogen, som var blevet forvandlet tilbage fra vampyr og så til levende igen. Mageløst. Ganske mageløst! Og meget fascinerende! ”Utroligt,” sagde han forunderligt, og så på arret, inden det igen blev skjult, ved at hun lagde hovedet mod hans skulder. Han sendte hende blot et skævt smil, skønt hun nok ikke fik det at se. Han var ligeglad med at hun havde været vampyr, som han havde fortalt hende, så var han ligeglad med hvad hun var, da han var interesseret i hvem hun var. ”Jeg sagde jo at du var unik,” fastslog han med et varmt smil prydende på sine rosa farvede læber, ”der er ikke mange, der bliver omgjort fra vampyr til en levende race.” Men han var nu sikker på at det ikke kun var det, som gjorde hende unik. Nej, der var også noget andet over hende. Måske den måde, som hun fik ham til at føle sig så tryg på?
”Men jeg taler nu ikke om den mand,” svarede Pierce let og smilede let. Han mente én hun engang igen ville komme til at elske. Han så let ned på hende igen, med rynkede bryn. Ensomheden var ikke altid en særlig god ven, selvom den fik én til at indse mange ting, som man ikke havde kunnet indse før. ”Jeg vil gerne være din ven,” sagde han med et skævt smil, ”det må også være langt sjovere end, ensomheden!” Han slap en let og mild latter.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Let var det bestemt ikke for Malania at snakke om hendes kære ægtemand, det var der så sandelig noget som stak hende så voldsomt dybt og efter så lang tid, så var det nu alligevel noget, som stadig måtte gøre ondt på alle tænkelige måder. Pierce var virkelig en utrolig mand. Han havde fået hende til at lukke op på det som hun selv måtte anse som en ganske så sikker måde, at gå frem på og for det, så var hun ham i den grad frygtelig taknemmelig på alle tænkelige måder. Det gjorde hende godt på en måde, at få det ud, få sig nogen nye kendskaber og nu kunne man jo ikke just sige, at det her ikke havde været specielt af slagsen, for det havde det virkelig. Hun ville uden tøven, være hoppet ud i søen og hentet ham, hvad end om han havde været død eller døende, som hun virkelig havde været så sikker på, at han havde været! Et møde som man sent ville glemme og et førstehåndsindtryk som de færreste nok ville opleve, for det var virkelgi ikke sådan, at hun havde forventet, at skulle møde en som hun kunne kalde for en ven, for det ønskede hun virkelig at kalde ham. Nok var der ikke gået særlig lang tid, men hun følte sig virkelig meget tryg omkring ham og meget mere tryg end det som hun normalt ville have været og det betød virkelig frygtelig meget for hende på alle tænkelige måder, det var der så sandelig ikke nogen tvivl om!
Pierces hånd holdt hun roligt i sin egen, hvor hun fortsatte de rolige strøg over hans hånd. Hun var en kvinde af frygtelig mange hemmeligheder, det var sandt, men det var nu noget, som hun i sig selv, valgte at skulle tolke som et godt tegn fremfor det modsatte. Hun var bestemt ikke kedelig, hun kunne ikke fordrage at sidde alene uden at have noget som helst at foretage sig og hendes kendskab til mørket oversteg i den grad hvad der var kendt for hendes race. Hans charme havde i den grad været noget af det som måtte tiltale hende forøjeblikket, og det gjorde den virkelig også på alle måder. Hun sendte ham et stille smil. Når han sad der, så gjorde det sjovt nok, ikke ondt, at skulle snakke med omkring dette. Et sted mindede de om hinanden på det punkt. Hun ønskede ikke at gøre den samme fejl to gange og specielt ikke af denne kalbiber. Hun vidste udmærket godt, at Horace havde ønsket mere end bare at charmere sig ind på hende. Han havde ønsket hende under dynen og det var der, at hun fast havde skænket ham et endeligt og fast afslag. Det ville hun bare ikke. Hun lukkede øjnene stille og vendte blikket endnu en gang stille og roligt op mod ham endnu en gang. Det var trist, at han havde oplevet det, så selvfølgelig var det noget at hun var ked af. Hun trykkede stille omkring hans hånd. ”Vil du snakke om det, Pierce?” spurgte hun stille. Hun ville ikke tvinge ham til det, hvis han ikke ville. Det var selv tydeligt, at han var voldsomt påvirket af det, så ville hun så sandelig helelr ikke tvinge ham til noget, som han sikkert slet ikke ville. Hun holdt faktisk af ham på den måde af venkskab, at det slet ikke var noget, som hun måtte ønske for ham. Slet ikke!
Hun smilede svagt. ”Det er ikke mange nej. Det kræver voldsomt med energi. Ikke bare fra den som skal renses, men også for den som skal gøre det. Jeg blev et med min mand på vores bryllupsdag. Jeg blev et med det mørke som han var tvunget til at leve med. Jeg opgav alt for ham dengang.” Hun var bare ærlig. At han så igen måtte kalde hende for unik, fik atter den svagt røde farve til at fremtræde på hendes kinder. Hun kunne virkelig ikke lade være, når det var ham at ordene måtte komme fra. Det kunne hun virkelig ikke! Hans milde latter, var virkelig bare noget som fik hende til at smile. Han fik hende virkelig til at føle sig ekstremt godt tilpas og det var noget som klart betød meget for hende, for hun havde slet ikke været i stand til at åbne sig op for nogen siden Lucius var blevet revet fra hende på denne måde. Hun førte hans hånd stille op til hendes kind og med et let smil. ”Hvis du vidste hvad det betød for mig, Pierce.. Jeg har faktisk åbnet mig for dig.. som jeg aldrig har gjort det for andre foruden min afdøde mand. Jeg vil også gerne være din ven,” tilføjede hun med et roligt smil. Hun vendte blikket stille op mod ham og med det varme smil prydende på hendes egne læber. Det var faktisk noget som betød ekstremt meget for hende.
Hendes hjerte slog fast mod hendes bryst. Det var i den grad ikke en følelse som hun kunne lægge det mindste skjul på overhovedet, det var virkelig noget som måtte stike hende noget så voldsomt dybt faktisk. Hun kunne mærke det helt nede i sine tæer og helt ud i den tyndeste fingerspids. Hun blev bare siddende tæt ved ham og selv med det muntre smil på læben. At tænke på Lucius på denne måde, havde hun slet ikke gjort. Det gjorde slet ikke ondt, at snakke omkring det når det var Pierce som måtte sidde og lytte. Hun trak vejret dybt. ”Du er da mange gange bedre end ensomheden. Jeg er jo bare nødt til at være forsigtig. Mit udseende trækker desværre for meget i de forkerte mænd,” tilføjede hun stille. Igen var det jo bare den rene erfaring som måtte skinne i hendes stemme og blik, selvom det på ingen måde var direkte positivt. Hun havde kun alt for god erfaring med det forkerte og det var det som gjorde ondt.

[pierce]

Pierce nød hendes kærtegn mod hans hånd. Han nød faktisk alt hun gjorde, selv det at trække vejret. Havde han ikke mødt hende, så havde han aldrig oplevet, hvilke unikke personer der alligevel befandt sig ude i verdenen, og hun var én af de få. Han kunne ikke lade vær med at smile, og det kunne slet ikke falme en smule! Faktisk kunne det næsten kun blive større og større, jo mere han lærte om hende. Hun havde en fantastisk personlighed, som altid ville være et minde i hans hjerte, for glemme hende kunne han aldrig! Og uanset hvad folk sagde, så havde han aldrig fået et så godt førstehåndsindtryk af nogen anden person, end som han havde fået ved Malania. Sådan som hun var kommet ud i vandet for at redde ham.
Pierce skævede ned til hende, da hun så op på ham. Han sendte hende et skævt smil og trak let på skuldrene, inden øjnene igen søgte ud over vandet. ”Der er ikke så meget at fortælle,” sagde han roligt, og med et lille smil på læberne. Han gengældte hendes hånds blide klem, og kunne ikke lade vær med at smile, for hun gjorde ham mere end glad. Han havde ikke noget imod at fortælle hende det, men det var bare synet af hans fortid, som han helst ikke ville tænke på. ”Kort fortalt, så begik jeg en fejl, som kostede min kærestes liv. Jeg fik et anonymt brev fra havvogterne, om at de ville møde mig, og Jelicka havde med det samme været mistroisk. Og jeg var så blind af al min lykke, at jeg ikke så at det var en fælde. Så jeg tog de nødvendigste ting, og drog af sted. Men jeg blev afvist,” fortalte han stille, imens han betragtede det glitrende vand, som hans øjne var helt hypnotiseret af. Han tænkte tilbage på det, og det var som om det hele skete igen. ”Jeg kunne ikke forstå, hvorfor de afviste mig og sendte mig hjem igen. Men så var det, at det gik op for mig, at jeg havde efterladt Jelicka derhjemme helt alene og ubeskyttet. Ikke fordi hun ikke kunne tage vare for sig selv, men… Tjah, jeg var bekymret, og hvem ville ikke blive det? Hun var magiker, og havde været medlem af et råd, men hun opgav det for min skyld, og så svigtede jeg hende.” Han talte lavt, som om det var en hemmelighed ingen måtte kende til, det var så bare pga. at han havde skyldfølelse, og den hjemsøgte ham endnu. ”Jeg fløj så hurtigt jeg kunne… Men da jeg kom hjem, var hun allerede død. Der var blod over det hele. Der var så meget blod. Og … så fandt jeg hende liggende på gulvet, med hovedet skilt fra resten af kroppen,” sluttede han helt dæmpet, og han havde ikke lagt mærke til at han havde fået helt gåsehud, af at tænke på det. Hans øjne var stirrende, ud over havet. Det var en fejl han ikke kunne tilgive sig selv for! Men én ting var sikkert, han ville ikke begå den samme fejl igen! Han fniste lidt, det var så … ironisk. Han rystede let på hovedet og så ned på hende igen, med de samme varme øjne, som skjulte hans sorg. ”Men det er lang tid siden nu.” Han kunne faktisk ikke helt huske hvor lang tid siden det egentlig var. Han talte ikke dagene længere. Men det var som om at han var kommet over Jelicka, når han sad her sammen med Malania.
Pierce betragtede let den røde farve, der igen dukkede op på hendes kinder. Det var sødt. ”Unik som ingen anden,” gentog han igen, til hendes ord. Det var faktisk utroligt at hun havde overlevet sådan en forvandling, og han havde faktisk aldrig hørt om det, så det bekræftede jo blot hans ord. Hun var unik. Han smilede til hende. ”Og jeg har åbnet mig op for dig, hvilket jeg faktisk aldrig har gjort før. Ikke på denne måde,” sagde han eftertænksomt og så undrende ud i luften. Det var jo faktisk første gang efter Jelickas død. Men det gjorde ham ikke noget. Ikke spor! ”Det glæder mig, at du vil være min ven,” sagde han med et skævt smil. Tanken varmede godt om hjertet. Hun betød allerede meget for ham, selvom han ikke havde kendt hende i speciel lang tid, men det var irrelevant, for det eneste relevante i øjeblikket var, hende.
Pierce så drillende ned på hende. ”Du har høje tanker om dig selv, hva’?” spurgte han drilsk og blinkede let til hende, inden han slap en kort latter. Han havde nu ikke noget imod at hun kaldte sig selv for smuk, for, ja, det var hun jo! Men det morede ham nu ganske meget alligevel. Han kunne så alligevel ikke lade vær med at sitre helt, da hun sagde at han var langt bedre en ensomheden, men hvem ville ikke være det?

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Det var da virkelig noget af et førstehåndsindtryk de havde fået af hinaden, og Malania kunne ærligt indrømme, at det som hun havde set, var noget som hun udmærket godt kunne lide. Hun trak let på smilebåndet og med blikket som roligt måtte hvile i hans eget. Han var ikke bare en køn og charmerende fyr, men hun elskede virkelig også hans personlighed, hvor de på det område, virkelig måtte minde så skræmmende meget om hinanden. I sig selv, var det jo selvfølgelig noget som hun måtte tage som en meget god og positiv ting og det gjorde hun. Hun holdt stadig fast omkring hans hånd, da han heller ikke havde vist nogen tegn til, at han ønskede det anderledes, så var det vel også okay i den anden ende? At sidde der sammen med ham, var virkelig en behagelig følelse uden lige. Gid det aldrig nogensinde ville stoppe! Hun trak vejret dybt, prøvede selv, at skulle få kontrol over den faste hjertebanken mod hendes bryst, selvom det virkelig var helt umuligt når han sad så tæt på hende. Ikk at hun havde det mindste imod det, tvært imod så elskede hun det! Det var bare.. fremmed for hende på en eller anden måde.
Malania blev siddende og bare lyttede til hans ord og hans fortælling. I sig selv så var det jo en direkte forfærdelig fortælling som han måtte skænke hende ,selvom hun virkelig ikke kunne få sig selv til at gøre noget andet, end at blive siddende og lytte til hans mange ord. Hans ord fik det hele næsten til at køre som en film for hendes blik, også selvom hun ikke havde nogen anelse om hvordan hans elskede kvinde måtte se ud, så var det jo alligevel noget som så ud til at påvirke ham på en eller anden måde alligevel? Det var ikke rigtigt noget som hun kunne komme udenom og det var nu heller ikke noget, som hun havde særlig meget lyst til allgevel i den anden ende uanset hvad. Hun betragtede ham næsten med en let bekymring under hele udtalelsen. ”Det er da uanset en tragisk historie Pierce. Det er det virkelig.” Hun vendte blikket stille ned mod hans hånd som hun klemte blidt og forsigtigt omkring, idet hun igen måtte skænke håndryggen et let kys, som om at det skulle lindre den smerte som det alligevel måtte skænke ham, at skulle sidde med de mange billeder i hovedet. ”Et skræmmende syn, at skulle komme hjem til..” Hun rystede stille på hovedet og tydeligt med den scene i tankerne. Det skræmte hende virkelig, at nogen kunne finde på at gøre sådan noget ved andre. Det var slet ikke noget som hun overhovedet kunne begribe, men igen.. Hun havde jo faktisk selv slået ihjel, næret sig for sin egen overlevelse igennem mange år. Hun havde selv prøvet skræmmende meget derude, at man næsten skulle tro, at det var løgn i den anden ende uanset hvad. Hun sukkede stille og blev ellers bare siddende tæt ved ham. Hun var god af hjerte, sind og sjæl nu og det at nogen kunne rive andre fra hinanden på den måde, det var direkte forkasteligt! En kvinde som var så heldig, at skulle få en mand som Pierce, måtte da være guld værd i hans øjne? Hun var i den grad ekstrem heldig i Malanias på alle måder, for Pierce, var virkelig noget af en fantastisk fyr, som klart havde fået en meget fast plads i hendes hjerte.
At han måtte fortsætte med komplimenterne, var noget som i den grad stadig måtte have deres påvirkning af hende. Hun kunne ikke lade være med at rødme og hun havde det virkelig let ved at rødme! Hun vendte blikket stille op mod ham endnu en gang og med det samme blide og varme smil på læben. Det ville bar ikke falme og det var heller ikke noget, som hun ønskede det skulle gøre på nogen måde, for hun elskede virkelig, at skulle være der sammen med ham på alle måder. Dette var virkelig bare et møde som hun på ingen måde, ønskede skulle gå mod sin ende. ”Det er ikke blot mig som er så unik, Pierce.. Det er dig lige så. Du er virkelig noget særligt.. eller… du ved hvad jeg mener!” sagde hun en anelse forlegent, da hun i sig selv, fik sig selv til at rødme og det burde virkelig ikke ske! Hun gemte ansigtet en anelse ind mod hans skulder, da han drillede hende igen og med den latter som man virkelig ikke kunne gøre noget andet end at holde af, for det var i den grad også noget som hun gjorde. ”.. Lidt måske,” sagde hun med en let latter ind mod hans skulder, idet hun igen stille vendte blikket mod ham. Han var virkelig noget af det dejligste hun havde stødt på ekstremt længe og det betød meget for hende.

[pierce]

Pierce trak ganske lidt på skuldrene, imens han så ud over det glitrende vand, som solen fik til at skinne så smukt. Noget af det som han elskede allermest. ”Tjah … det er det vel,” sagde han stille. Han vidste godt at det var en forfærdelig historie, og det var endnu mere forfærdelig at man faktisk havde oplevet det. Han sagde vel bare sådan, fordi han prøvede på at være stærk? Han havde mest af alt bare lyst til at glemme det hele, selvom det var svært, især fordi han havde haft et fantastisk bånd til Jelicka, og han kunne ikke få hende ud af hovedet, men det ville måske ændre sig fra den dag i dag? Det var ikke fordi at han havde lyst til at glemme Jelicka helt, men det kunne være at han kunne komme ordentlig over hende? Hvis han fandt trøst et sted? Han forestillede sig kort, hvordan det hele var sket, inden han rystede på hovedet og så ned på hende med milde øjne. Han smilede blot, da hun gav hans håndryg et kys, og han gengældte blidt hendes klem. ”Det var det også,” hviskede han med en rolig stemme, det var næsten som om at han ikke kunne tale højt, når han fortalte om det, men det havde måske noget at gøre med, at han aldrig havde fortalt det til nogen. For det havde han jo egentlig ikke. Nu hvor han tænkte over det, så var Malania egentlig den første som han ordentlig fortalte det til, med alle detaljer. Ved alle andre havde han bare lige fortalt det overordnede. Men det var også anderledes med hende, han stolede på hende, og han måtte alligevel indrømme, at det føltes godt at komme ud med alt. Han kunne alligevel mærke at det var svært at fortælle, og det værste ved det hele, var nok, at det ikke kun var Jelicka han havde mistet, han havde også mistet sine forældre og sin bedste ven Morgan, dog ikke på den samme forfærdelige måde, men han havde lidt mange tab i gennem sit liv, og det var svært at tænke på, hvor ensom han egentlig havde været. Nu håbede han så bare inderligt på, at ensomheden var forbi.
Pierce kunne ikke lade vær med at more sig over hendes forlegenhed, og han måtte nok indrømme at han gav hende komplimenter med vilje, fordi han fandt det sødt at hun kunne rødme så meget. Men det gjorde kun at hun var så kær at se på, og så havde han også noget andet at tænke på. Han var dog lige selv ved at rødme, da hun kaldte ham for unik, hvis det dog ikke havde været for, at hun snublede over sine ord, som blot fik det til at se sjovt ud. Han slap derfor sin varme og blide latter. Hun var så sød! Han ville dog ikke have hende til at rødme alt for meget, så han skænkede hendes kind et blidt kys. ”Tak,” hviskede han blidt ind i hendes øre, og smilede varmt til hende, imens han gav hendes hånd et blidt klem. Armen som hvilede omkring hendes ryg, flyttede han op til hendes hoved, som hun havde gemt ind mod hans skulder, hvor han blot trykkede hende blidt ind til sig. Han kunne ikke lade vær med at have det godt i hendes nærhed, da hun gjorde ham glad på så mange måder! ”Du er nok den værste egocentriker jeg nogensinde har mødt!” sagde han drillende, inden han kyssede hendes hår. Han kunne ikke lade vær med at finde hende kær, og han måtte ærligt indrømme, at det var sjovt at drille hende, skønt han nu ikke mente det, da hun langt fra var egoistisk. Og alle tænkte jo på sig selv, der var bare forskel på hvor meget man gjorde det, og han vidste at hun tænkte på andre før hun tænkte på sig selv, og det kunne han godt lide. Hun var dejlig og han ville nok aldrig nogensinde fortryde at han havde mødt hende. Hun var sød, venlig, hjælpsom, kær, dejlig og, ja, han kunne blive ved i en time. Men det ville nok ikke være godt, hvis han begyndte at remse alt det op for hende, for han ville helst ikke have at hendes hoved ’sprang i luften’ af forlegenhed. Han ville jo helst have hende i et stykke.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Bare tanken om, hvad han havde været igennem, var slet ikke en tanke som Malania måtte bifalde noget særligt. Ikke mindst, at han var en noget så speciel en mand, som han var, så var det alligevel noget, som måtte spille en eller anden form for rolle for hendes vedkommende. Hun elskede at sidde der sammen med ham, også selvom man ikke just kunne sige, at det havde været et langt bekendskab på nogen måde overhovedet. Hun vidste ikke rigtigt hvordan hun skulle sige det eller sætte fingeren på det for den sags skyld, det var der heller ikke nogne tvivl om, men hun kunne da prøve? Hun holdt af ham på en underlig måde og endda mere end det som hun normalt ville have sagt, at hun ville holde af de fleste. Når det kom til mænd med charme, men dette var virkelig noget så anderledes. Hun nød det blot, nød at sidde sammen med ham ved søen, betragte den smukke og glinsende sø foran dem og bare nyde det smukke vejr som hvilede over dem for øjeblikket. Der var ikke mere at gøre ved det, det havde han i den grad også helt ret i. ”Det er jo sandt.. Det er jo forfærdeligt alligevel.. At miste på den måde,” sagde hun stille og med en dæmpet tone. Tanken om død, var slet ikke noget som hun brød sig meget om. Hun var meget hen af et lysvæsen igen efter hendes lange tid i mørket. Hun havde aldrig sådan rigtigt slået ihjel selv. Hendes daværende mand, havde altid fundet og hun havde jo bare næret sig, for at stille den evige sult for et par timer, inden hun ville sidde med den samme følelse igen. Hun lod blikket stille glide ned mod hans hånd igen, som hun strøg så roligt og så forsigtigt over. Det gjorde ondt på hende, at han havde taget det tab så tungt. Det kunne hun høre på hans stemme, at han havde.
Malania var udmærket godt klar over, at alle disse komplimenter, var noget som han skænket hende bevidst, selvom det nu ikke gjorde hende noget. Det som bare måtte irritere hende mest, var at hun rødmede så meget! Et sted var det jo så sandelig også ekstrem pinligt og hun kunne ikke forrage den tanke lige nu! Hun kunne ikke lade være med at smile mod hans arm ,som hun næsten måtte gemme sig ind mod, selvom hun var klar over, at han udmærket godt kunne se hende, så var det ikke noget som direkte betød noget. Kysset som han skænkede hendes kind, var noget som virkelig måtte få hendes hjerte til at hamre som en sindssyg mod hendes bryst. Hun havde slet ikke oplevet det, at skulle tage imod kys fra nogen anden end ehndes daværende mand. Det fik hende til at sidde fuldkommen stille og næsten uden at trække vejret for et stille øjeblik, inden hun stille vendte blikket op mod ham. At han trykkede hende ind mod sig og med de ord, fik hende virkelig kun tlil at smle, hvor latteren selv måtte ramme hende med en glæde, hvor hun selv ikke kunne holde igen, det var der heller ikke nogen tvivl om. Hun havde de virkelig noget så fantastisk godt, når hun sad der sammen med ham.. Gid, at det aldrig nogensinde ville ende! ”Du gør det bestemt heller ikke nemt for mig!” sagde hun med en klar drillen stemme. Hun klappede ham let mod brystet og med den samme drilske mine, da han havde valgt, at kysse hendes hår. Det var da lige før, at man skulle tro, at de havde kendt hinanden i flere år, selvom det ikke var meget mere end en time hvis det i sig selv kunne gøre det. Hun trak vejret dybt og trak hovedet stille til sig. Hun var virkelig helt rød i hele ansigtet efterhånden og i den grad også omkring hendes kinder, hvor det virkelig var tydeligt og så helt op til ørene. ”Du er virkelig ondskabsfuld, at gøre sådan noget,” påpegede hun med en drilsk mine. Hun klemte let omkring hans hånd, som hun stadig måtte holde fast i. Hun nænnede virkelig ikke at skulle slippe den og så længe, at han ikke sagde noget til det, så var det vel heller ikke så slemt igen vel? Hun rystede stille på hovedet og med en dæmpet ’tsk’ lyd og så de små klik med tungen. ”Du er skør,” afsluttede hn med et let grin.

[pierce]

Nok gjorde det ondt at fortælle om, men Pierce vidste at han var nød til at komme over det på et tidspunkt, og desuden havde han jo lovet hende, at han ville fortælle hende alt det som hun gerne ville vide, og det var et løfte som han havde tænkt sig at holde! Desuden, så var det faktisk en lettelse at få det sagt, især fordi det var til hende, og selvom han måske ikke burde, så stolede han blindt på hende. Det kunne godt være at hun bogstavelig talt havde haft en mørk fortid, men det var noget han var ligeglad med, da det jo var et overstået kapitel. Det gik han i hvert fald ud fra, nu hvor hun igen var omgjort til lyset, og det kunne man også godt mærke på hende. Han tvivlede på at han kunne finde noget ondt ved hende, for han havde kun set noget godt ved hende indtil videre. Han havde ikke lyst til at tænke på Jelicka og hans fortid, ikke nu hvor han var sammen med Malania, da det blot ødelagde hans humør. ”Det var forfærdeligt, helt sikkert, og det er ikke noget jeg har lyst til at opleve igen,” svarede han sandfærdigt og smilede mildt til hende, ”men det er ikke noget jeg har lyst til at tænke over, når jeg er sammen med dig.” Han gav hendes hånd et blidt klem. Hans ord var sande, og han mente dem helt ind til hans hjerte og dybere endnu. Han ville hellere tænke på hende, og så have en god dag, end at blive helt deprimeret af at tænke på sin egen fortid, selvom det nu snart var umuligt at blive deprimeret, når han var sammen med hende. Hun gjorde ham i godt humør, og det kunne ingen tage fra hende! Hun var noget af en speciel kvinde, og han var mere end glad for, at han havde mødt hende. Han nød hendes strøg mod hans hånd, og det fik ham kun til at smile bredere.
Det glædede kun Pierce, at hun grinede af det, for så var han da sikker på at hun kunne tag hans joke, for han mente det bestemt ikke! Han fandt slet ikke noget negativt ved hende, det var næsten umuligt. Han vidste alle havde sine fejl, så selvfølgelig havde hun også, men det var slet ikke noget han lagde mærke til, og han tvivlede næsten helt på at hun faktisk havde, for han følte ikke at han havde set nogen. ”Jamen, hvorfor skulle jeg dog også gøre det?” spurgte han leende, inden han blinkede drilsk til hende. Hun gjorde ham så sandelig i godt humør! Når han var sammen med hende, så glemte han helt alt det dårlige der var sket ham. Han måtte bare le blidt, da hun klappede ham på brystet, hvor han blot trykkede hende blidt ind til sig, for at vise, at det bare var for sjov, og at der ikke var nogen ond mening med det. Han gik dog også ud fra at hun vidste at det var små drillerier, og at han ikke mente det. For det gjorde han bestemt ikke. Hun var sød, og han nød at være i hendes selskab, så han ville selvfølgelig heller ikke ødelægge det hele, ved misforståelser. Da hun trak hoved til sig igen, kunne han tydeligt se, at hun var helt rød i hovedet, men det var kun sødt! Han lod sin finger stryge hende blidt ned over kinden, imens han smilede varmt til hende. Han måtte dog slippe en latter til hendes sidste ord. ”Måske en smule skør, men ond, det er jeg nu ikke,” sagde han leende. Han tullede let hendes hår. ”Måske kun en lille smule ond, men hvem er ikke det?” spurgte han drillende, og kyssede let hendes pande. Han kunne ikke lade vær med at holde af hende. Hun var så sød på alle tænkelige måder! Og hun gjorde ham godt tilpas, hvilket han egentlig savnede. Og han ønskede ikke at dette møde skulle ende, for han nød det virkeligt! Så det var faktisk helt trist at tænke på, at de på et tidspunkt måtte skilles, men det var ikke noget han ville tænke på i øjeblikket, lige nu ville han bare nyde tiden med hende, og bare håbe på, at der gik lang tid før deres veje måtte skilles.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Før eller siden, så måtte man jo over det tab, som man jo havde lidt på denne måde, det var Malania så sandelig ikke i tvivl om. At hun så selv havde valgt, at skulle åbne op for ham på den måde, var heller ikke noget som hun normalt ville gøre, selvom hun nu... slet ikke havde noget imod det. Tvært imod, så var det noget som kunne gøre hende glad. I bund og grund, var hun jo en fremmed for ham, selvom det slet ikke måtte føles sådan efterhånden. Han gjorde hende virkelig rolig, han gjorde hende tryg på alle omgivelserne som hun nu måtte sidde med. Ja bare det, at have en mand så tæt på sig, var noget som man i den grad skulle kunne tage som noget godt, for hun var normalt virkelig afvisende overfor mange. Hun vidste jo udmærket godt, hvad det var for en tanke, som mange mænd gjorde sig, og det var bestemt ikke noget, som hun brød sig om, bare at skulle tænke på! Det var direkte forkasteligt i hendes øjne! Hun trak vejret stille og dybt. Hun måtte virkelig bare fortsætte med at sige til sig selv, at han var anderledes, for det var han så sandelig i den grad også, det var der virkelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han havde slet ikke vist sig som en anden. Hun kunne jo mærke og se på ham, når han drillede og når han snakket sandhed og alvor. Det var ikke noget som hun havde været i stand til at gøre med alle, og det var derfor, at hun havde valgt, at skulle trække sig en anelse væk måske? At han ikke ønskede at opleve det igen, var der virkelig ikke noget at sige til. Det var jo en direkte forfærdelig følelse! Hun sendte ham et stille smil. "Hvis det letter dig, så lytter jeg gerne, Pierce," sagde hun med en rolig og dæmpet stemme. Ikke at det var noget som hun ønskede at skjule for ham. Det var da helt sikkert!
Malania kunne virkelig ikke gøre noget andet, end at trives i hans selskab på alle måder, så der var virkelig ikke noget ,at skulle gøre der. Hun kunne grine og hun kunne smile og hun kunne i den grad også rødme som hun aldrig nogensinde havde været i stand til at skulle gøre det før. "Fordi alt det andet er ondt," påpegede hun med den klare og noget så tydelige drillende tone, som hun på ingen måde, formåede at skulle lægge det mindste skjul på overfor ham. hun kunne virkelig bare være sig selv, og hun kunne virkelig ikke gøre noget andet, end at skulle elske det på alle måder, som man overhovedet kunne komme i tanker om. Hun valgte dog at trække den det skridt videre og lod sine fingre roligt glide mellem hans, dog uden at slippe hans hånd. Hun klemte blidt om den. Blikket vendte hun op mod ham og med den samme drilske mine i nsigtet som hun havde haft før, det var slet ikke noget som hun kunne skjule og det var slet ikke noget som hun ville overfor ham, ingen tvivl om det. At han tullede i hendes hår, havde hun nu intet imod. Det var nu en dejlig følelse at have nogen at sidde og nusse med på den måde. Det var i den grad en meget savnet følelse, for det havde hendes forhenværende mand, slet ikke været til. Blød havde han ikke været, han havde i den grad været ren vampyr og med alt hvad det måtte indebære. En tanke som et sted måtte more hende. "En smule? Det er vidst årets store underdrivelse tror jeg," sagde hun med en klar latter og lige så mild og syngende som den altid havde været. Det var slet ikke noget som havde ændret sig det mindste ved hende på nogen måde overhovedet. "Du er en sand djævel på to ben." Hun sendte ham et tydeligt drilsk smil. Hun lod sin frie hånd roligt prikke ham i siden, bare for at drille ham en anelse mere. Nu hvor man var i gang, så var det virkelig svært for hende at stoppe igen, for hun havde det virkelig så godt med at skulle sidde der sammen med ham! Hun ville slet ikke tænke tanken om, at de før eller siden, skulle gå hvert til sit igen. Det var slet ikke noget, som hun måtte ønske overhovedet. "Og skør er du i den grad også.. Ikke bar lidt, men meget," afsluttede hun med et let grin. Hovedet holdt hun halvvejs gemt ind mod hans skulder og med det samme muntre smil på læben. Glad var hun i den grad for, at hun havde mødt ham.

[pierce]

Pierce kunne ikke være gladere, eller måske, for hun fik faktisk hans humør til at stige hele tiden, men det var lang tid siden, at han havde haft det på denne måde, og det var han taknemmelig for. Hun gjorde ham i så godt humør, at han faktisk troede at han var blevet til en hel anden, eller at han viste en side frem, som faktisk var ukendt for ham, hvilket den også var, for han havde faktisk ikke følte sådan her, siden Jelicka forlod ham, og han var faktisk ikke helt sikker på, hvor mange år – hvis ikke århundreder – der var gået. Hans turkisblå øjne hvilede varmt på hende, de kunne jo slet ikke lade vær, og han nød at se ind i hendes egne smukke mørke, som fik det til at sitre helt inde i ham. ”Mange tak, det er jeg glad for, Malania,” sagde han med et skævt smil. Han mente det. Han kunne ikke være mere glad for, at han havde mødt hende denne dag! Han havde faktisk savnet en person som hende. Én som ville lytte på ham, én som han kunne stole fuldt og fast på, og betro sig til, én ligesom Malania, som gjorde ham glad ved hendes blotte nærvær. ”Og jeg kan kun sige, i lige måde,” tilføjede han smilende. Hun skulle vide, at hun også kunne stole på ham og åbne sig op for ham, ligesom han kunne for hende. For nok betød det meget for ham, at han kunne stole på hende, men det betød nu ligeså meget, at hun stolede på ham, da det skam ikke kun gik den ene vej.
Pierce måtte le blidt. Hun var så dejlig at være sammen med, og hun gjorde ham i så godt humør, at man skulle tro at det var løgn. Han havde ikke haft det så godt i lang tid! Men det var nu kun noget som han nød godt af. ”Hold op! Du kan jo lide det,” påpegede han selv, og smilede uskyldigt til hende, selvom det kun var et kort smil, da latteren måtte bryde det. Han havde faktisk ikke leet sådan siden Jelicka havde levet, nu hvor han tænkte over det, så var der meget han ikke havde gjort, siden Jelickas død, og alt var næsten kommet tilbage på én dag, og på ét møde. Et møde som han i hvert fald ikke ville glemme! For det var ved dette møde, at han havde mødt denne fantastiske kvinde, som faktisk havde fået hans gamle jeg tilbage. Nok havde han hele tiden været venlig og hjælpsom, men hun fik ham til at føle sig en tand bedre, og hun havde fået ham til at åbne sig fuldstændigt op, hvilket endnu undrede ham, skønt det ikke var noget som han ville fylde hovedet med. Han fandt hende også modig, for hun turde tage de første skridt, og skridtene videre, hvilket han ikke havde det mindste imod! Han nød det faktisk. Derfor lod han selvfølgelig sine egne fingre spredes, og han kunne ikke lade vær med at smile, da hun gav hans hånd et klem, hvilket han gengældte. Og han kunne slet ikke lade vær med at smile af hendes latter, som gjorde ham helt varm indeni. Den var fantastisk! Som sød musik i hans øre, og så formåede den at gøre ham glad og godt tilpas, hvilket hun faktisk ikke havde særlig svært ved. ”Jeg er da ikke ond!” påpegede han uskyldigt, og smilede sødt til hende. ”Jeg er en ren engel!” Det var jo faktisk ikke helt forkert, han var jo faktisk en engel, han kom så bare fra havet af. Ironisk egentlig. Det gav et helt spjæt i ham, da hun prikkede ham i siden. ”Stop! Jeg er kilden! Ellers er jeg nød til at gøre gengæld,” sagde han drillende, inden han lod sin egen frie hånd placere sig i hendes side, hvor han lod sin ene finger prikke til hende, blot for at se om han nu også kunne gøre gengæld, for det ville nok se ret så dumt ud, hvis han begyndte at kilde hende, når hun slet ikke var kilden. Han smilede lumsk til hende, da hun kaldte ham for ”meget skør”, hvilket han ikke havde noget imod, for det passede vel, en lille smule, men hvem var ikke skør? Skør på sin egen måde. ”Såh? Er jeg?” spurgte han med et lille lumsk smil spillende på sine rosa farvede læber, inden han – så mildt han kunne – overfaldt hende, så han fik hende ned at ligge i det bløde græs, med ham over sig. Han smilede drillende ned til hende. ”Hvis jeg er meget skør, så tror jeg ikke, at vi skal komme ind på dig!” sagde han drillende, inden han slap sin muntre latter.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

At snakke omkring tingene, kunne nemlig lette for temmelig meget, så meget vidste Malania dog, selvom hun ikke rigtigt havde haft nogen at snakke ud med, omkring hendes eget tab. Sjovt nok, dem som havde stået der, havde vendt hende ryggen, når hun bragte det på banen. Ikke at det var noget som hun ville tænke på nu. Nu havde hun fortalt ham det og han sad der endnu, hvilket var noget af det som faktisk gjorde hende noget så glad i den anden ende, at det virkelig var helt utroligt i den anden ende. Hun kunne ikke lade være med at smile, hun kunne ikke lade være med at le og hun kunne virkelig heller ikke være andet end sig selv sammen med ham og den følelse var virkelig noget så behagelig som intet andet overhovedet, så det var noget som i den grad også måtte betyde så ekstremt meget for hende. Smilet hang bare ved på hendes læber, at lade det falme var slet ikke noget hun ville være i stand til når hun sad der sammen med ham. Han gjorde hende glad på en måde, som hun ikke havde følt igennem så lang tid, en lettelse som var befriende og den betød meget for hende.. den havde han skænket hende. Hun vendte blikket stille op mod ham. Hun var taknemmelig på alle måder. At beskrive det med ord, var virkelig helt og holdent umuligt for hende overfor ham! ”Det er jeg glad for, at du siger,” sagde hun roligt. Hun vendte blikket let ned mod deres sammenflettede hænder. Hun kunne virkelig godt lide, at sidde der på denne måde sammen med ham. Det kunne hun virkelig. Hun holdt stadig hånden tæt ind mod sig. Et sted vel bange for, at han ville rejse sig for at gå?
Hun kunne lide det? Hun elskede virkelig hans jokes, at sidde der og lytte til hans grin, at lytte til hans muntre stemme, ja bare det, at hun var i stand til at skulle føle og fornemme, at han var der sammen med hende, det var virkelig noget af det bedste, som hun havde oplevet i ekstrem lang tid faktisk. Smilet bredte sig på hendes læber, idet hun roligt vendte blikket op mod ham endnu en gang. ”Siger hvem?” spurgte hun med en klar drillende stemme. Engel, det var han og hun vidste det. Derfor kunne man da godt lave sjov med det alligevel! For hun måtte virkelig beundre hvad han var, for det var virkelig ikke noget man så eller hørte meget til. Noget særligt var det i den grad og på alle måder endda, så det gjorde bare det hele meget bedre. Hun lod hovedet søge let på sned. ”En ren engel? Jeg er da slet ikke overbevist.” Den drillende tone, var virkelig bare tydelig. Han gjorde hende virkelig bar så godt tilpas! Hun slap et let grin. At han var kilden, gjorde virkelig bare det hele meget sjovere! Hånden mod hendes side og at han gjorde gengæld. Kilden det var hun, hvis man ramte de helt rigtige steder og lige det ene sted mellem ribbenene, var det virkelig voldsomt. Hun stivnede helt og med en let trækning væk fra hånden, hvilket måtte resultere, at hun kom tættere på ham i stedet for. ”Man kilder ikke damerne!” sagde hun med et let grin. At han valgte at ’overfalde hende’, overraskede hende dog alligevel. Hun blev lagt ned i græsset og med ham over sig. Hendes hjerte hamrede mod hendes bryst, selvom det dog på ingen måde, var af nervøsitet eller uro på nogen måde overhovedet. Slet ikke! De mørke øjne faldt direket til hans blik og med det næsten så uskyldige smil som hun kunne få sig selv til at vise. Hænderne havde hun næsten automatisk lukket omkring hans arme, bare for at have noget, at skulle holde fast i. ”Jeg er da langt fra så slem,” påpegede hun med et let grin. Hun rystet på hovedet, selvom hun dog blev liggende. Det var virkelig en yderst behagelig følelse, at skulle have ham tæt på sig.

[pierce]

Pierce kunne ikke andet end at indrømme, at han nød at være i hendes selskab. Hun var så sød og dejlig, at man skulle tro at det var løgn! Men det var hun, og hun gjorde ham i så godt humør, at han følte at han svævede oppe blandt skyerne, skønt han sad helt stille på jorden, sammen med hende, og det var faktisk også der han helst ville være i øjeblikket. Han havde ikke lyst til at bevæge sig en tomme i frygt for at han skulle slippe hendes hånd, som han kun kunne finde varme hos. Hun fik det til at sitre fra top til tå indeni ham, og han kunne ikke lade vær med at nyde det. Og det skræmte ham faktisk en smule, for han var vidst ved at knytte sig alt for meget til hende, og det skulle nødig ende med, at han ikke ville lade hende gå herfra, for han kunne ikke lade vær med at elske hendes nærvær. Han smilede blot til hende, da hun så op mod ham, han kunne ikke lade vær med at nyde hendes blikke, ligesom han ikke kunne lade vær med at nyde hendes berøringer. ”Det gør jeg, selveste havenglen, Pierce Alejandro Peceriaz!” sagde han med en pralende og dog drillende stemme. ”Du elsker det simpelthen!” understregede han med et let grin. Hun fik ham til at have det godt. Og han havde ikke haft det så godt i lange tider! Så det var vel klart at han nød det så meget? Han var også ligeglad, det eneste der betød noget, var at han nød det og at det selvfølgelig også gik den modsatte vej, men han kunne se og mærke på hende, at hun havde det godt, og det var han også glad for, for han ville ikke have at hun skulle have det på nogen anden måde! ”Er du ikke?” spurgte han, hvor hans stemme var gået fra drillende til trist – skønt det kun var for sjov – da hun sagde at hun ikke var overbevist. Han lavede sit mest triste ansigtsudtryk, som han kunne præstere, og håbede da på at det var overbevisende nok. ”Jeg er da en engel! Se selv her.” Han lod sine havblå vinger folde sig ud; skællede som en drages, men formen var som en engels. ”Det må da være overbevisende så!” Han smilede drillende til hende, og blinkede let med øjnene.
Det gjorde kun Pierce glad at hun kunne grine, for han måtte indrømme, at han nød at høre hendes smukke stemme, som gjorde ham helt varm indeni. En stemme som han ikke måtte glemme! For denne stemme tilhørte nemlig en fantastisk person, som han ikke kunne lade vær med at holde af. Men at hun så selv var kilden ligesom ham, det morede ham nu ganske gevaldigt! Og det gjorde ham nu ikke noget, at hun kom tættere på ham, da hun forsøgte at undgå hans hånd. ”Du er da ikke en dame!” fastslog han leende, ”dame, lyder så … gammelt, og du er ung og smuk!” Han smilede varmt til hende. Det var sandt, eller han vidste faktisk ikke helt hvor gammel hun var, og han vidste at det var i hvert fald ikke noget man skulle spørge en kvinde om! Skønt han nu tvivlede på at hun ville føle sig stødt, for han havde allerede nu fundet ud af, at hun var én person der kunne tage lidt sjov, hvilket han kun nød!
Som Pierce nu var endt over hende, smilede han blot mildt ned til hende, imens hans turkisblå øjne betragtede hende. Hun var smuk! Nok udenpå, men han fandt hende nu meget smukkere indvendig, for det var hun helt bestemt! ”Langt fra så slem?!” spurgte han næsten vantro, ”du er langt værre end mig! Se bare på dine manérer! Og din opførsel? Unge dame, jeg tror at du har stuearrest!” Det var lige før at han fandt sig selv som den perfekte far, sådan som han fik far-tonen frem! Han kunne dog ikke holde sin muntre latter inde. Det passede så bare ikke. Hun var en engel! Nok ikke af race, men af sind var hun i hvert fald. Og så kunne han jo heller ikke give hende stuearrest, hvilket han nu heller ikke havde i sinde, for så kunne han jo ikke være sammen med hende, og det ville blive hans verdens undergang! Hans smil bredte sig ud i et bredt og varmt smil, imens han så ned på hende med sine smilende øjne. Han lod let sin ene pegefinger følge hendes ansigtstræk, imens hans hoved søgte let på sned. Hendes hud var så blød, og så varm.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Malania kunne virkelig ikke huske sidste gang hun havde siddet med denne form for ro i sindet. Bare det, at kunne snakke åbent omkring det hele og at han faktisk var en mand, som hun stolede på, på alle måder, hvilket i den grad ikke var nogt som mange kunne prale af med hensyn til hende, var der slet ikke nogen tvivl om overhovedet. Det var noget som betød ganske meget. De fleste mænd ville have oplevet en afvisning for længe siden.. men ikke ham.. Ikke Pierce. Han var anderledes på en eller anden måde, som hun ikke rigtigt formåede, at skulle sætte en finger på lige i øjeblikket, det var der heller ikke nogen tvivl om. Hun havde det virkelig fantastisk godt i hans selskab, at hun slet ikke kunne beskrive det med ord. Hun kunne være sig selv, kunne smile, grine og le og alligevel sidde helt rød i ansigtet uden at det var direkte pinligt, at han skulle se det. At sidde med hans hånd i sin egen og være så tæt på en anden. Hvordan man ikke kunne nyde denne mands selskab, ja det måtte jo guderne vide, for hun nød det virkelig på alle tænkelige måder! Hun kunne virkelig ikke lade være med at le den samme klare og varme latter som tidligere. Hvordan kunne hun da lade være! Hun tænkte end ikke over tingene, det hele skete ligesom bare, som havde det været en naturlig ting at gøre for hende overfor fremmed mennesker. Selvom han nu ikke var en direkte fremmed for hende mere, men stadig meget ny alligevel. Hun agtede at lære ham helt at kende. Nu kendte hun til noget af hans fortid, hun kendte til hans personlighed og hun måtte virkelig kunne sige sig, at hun nød det hele! Hun klikkede let med tungen og rystede på hovedet med en lavmælt 'tsk' lyd, samt med det samme tydelige smil som bare ikke ville falme det mindste på nogen måde overhovedet. At han spredte sine vinger, trak dog omgående i hendes opmærksomhed. De var i den grad flotte. "Nurh lille pus da.. En engel har hvide vinger," påpegede hun efterfulgt af endnu en latter. Med andre ord, så var hun stadig ikke overbevist, selvom det hele i den grad var ment i rent drilleri.
Blikket hvilede på ham, selv da hun var endt i græsset under ham, så var det så sandelig ikke noget, som gjorde hende det mindste lige nu. At have ham så tæt på, var virkelig bare noget som måtte tvinge den varme i hende til at blusse mere til og hendes hjerte løbe løbsk i hendes bryst. På alle måder kunne man jo fint sige, at hun var glad for, at han ikke var vampyr.. for så havde han jo været i stand til at skulle høre hendes hjerte! En ting som vel måtte afsløre lidt vel meget og det var nu heller ikke noget som hun måtte ønske lige netop nu. Han var noget særligt for hende på alle tænkelige måder, og det var slet ikke noget som hun ville slippe igen. Hans nye kompliment lod endnu en svag rød farve stige frem i hendes kinder.. Og hun havde jo ellers lige fået kontrol! "Det tager jeg da som et stort kompliment," sagde hun med det samme varme smil på læben. Det var slet ikke noget som hun kunne skjule det mindste for ham og det ville hun så sandelig heller ikke! Han skulle så sandelig have at vide, at hun faktisk nød alt det som han gjorde. Nu hvor hun faktisk måtte bide en anden mindre lyst til sig. Nu hvor de lå på denne måde. Hun skubbede den tanke ud af hovedet. Det var da ikke noget, som hun kunne bede ham om?
Hendes mørke øjne hvilede i hans smukke blå. Det var virkelig som et stort hav som måtte spille sig for øjnene af hende, og det var et hav som hun virkelig ville elske, at skulle udforske. Kende til hver eneste del af det, kende til hver eneste følelse, hver eneste tanke og hver eneste holdning som hans personlighed måtte gøres af. han havde virkelig gjort hende noget så nysgerrig som intet som helst andet, og det var virkelig ikke noget, som hun kunne komme det mindste udenom. Hun trak vejret dybt og med det varme smil på læben. Hun strøg ham roligt over begge arme. Hun ønskede slet ikke, at dette møde skulle gå mod sin ende. Hun håbede i det mindste, at de kunne sidde her i lang tid endnu! Meget lang tid! "Har jeg fået stuearrest?" udbrød hun med en chokket stemme, selvom hele blikket måtte vise morskab. Hun havde det virkelig bare så sjovt! Hun skød underlæben stille frem og blinkede med øjnene mod ham. "Det kan du ikke være bekendt 'far'!" tilføjede hun med en klar morende stemme. Hun rystede stille på hovedet, så de mørke lokker måtte danse let over hendes skuldre. "Jamen så.. må jeg jo hjem og udstede min straf," tilføjede hun med et drilsk smil. Hun havde virkelig ikke nogen intentioner om at gå nogen steder!

[pierce]

Det var egentlig utroligt at tænke på, at Pierce havde haft svært ved at fortælle om sin fortid. Den plagede ham måske endnu, men han havde faktisk haft lettere ved at fortælle hende det end nogen anden på denne planet. Han nød tanken om at han havde fortalt hende det, så hvilede den store byrde ikke længere på hans skuldre, og det var han noget så frygtelig glad for. Han var i det hele taget glad for at han havde mødt hende, for han kunne næsten ikke forestille sig et liv uden hende, hun var fantastisk og hun fik hans hjerte til at løbe som ti vilde heste, der ikke var til at stoppe igen. Hver gang han så hende i øjnene, tog hun ham med ud på en rejse, som han ikke ville væk fra, og han kunne ikke andet end at ønske, at dette møde aldrig nogensinde ville ende, men han var til gengæld sikker på, at dette ikke var sidste gang at de mødtes, for det tillod han simpelthen ikke! Han nød hendes selskab alt for meget, til at han ville lade hende vandre ind i hans liv og så ud igen! Han skulede drillende til hende, da hun endnu ikke var overbevist. Han sukkede, imens han igen foldede sine vinger ind til sig. ”Hvordan kan jeg dog få dig overbevist?” spurgte han med en overdramatisk trist stemme, skønt at hans smil viste noget andet. Han var munter og glad, især fordi han var sammen med hende, hun gjorde ham glad på så mange forskellige måder, at man ikke kunne drømme om det! Men det var blot en tanke som han nød godt af.
Ligesom hendes blik hvilede på Pierce, så hvilede hans også på Malania, og han kunne ikke andet end at nyde synet, for hun var virkelig en fryd for øjet! Af at de lå så tæt, kunne han mærke hendes hjerteslag, skønt han dog ikke kunne mærke om hendes slog hurtigt, for det gjorde hans eget nemlig. Han betragtede let den nye røde farve, som var dukket op på hendes smukke kinder, han holdt faktisk af at se den røde farve, hun var så kær, når hun blev forlegen. ”Det skal du også kun,” svarede han varmt og blinkede let til hende med sit ene øje, inden smilet på hans læber blot blev bredere. Han nød virkelig at være sammen med hende! Hun var fantastisk! Og hun fik ham til at føle sig fantastisk, hvilket han ikke havde prøvet med nogen anden siden Jelickas død. Hun var noget helt særligt, og det var han hende på en måde taknemmelig for. Han nød at være hende tæt, selvom han nu heller ikke ville have at det var noget som var fremtrædende ved ham, for han havde langt fra lyst til, at skubbe hende væk bare fordi han gjorde en enkel fejltagelse!
Pierce nød hendes strøg mod hans arme, faktisk nød han hver enkel lille bevægelse hun gjorde, hvert enkelt blik hun skænkede ham, hvert eneste smil der prydede hendes læber og hvert enkelt ord der kom fra hendes søde mund. Det var faktisk helt skræmmende, at hun fik ham til at føle på denne måde! Men, så igen, han havde faktisk ikke noget imod det, for han måtte indrømme, at det faktisk var dejligt at have det sådan, med en hel ny person, som han ikke kendte særlig meget til, dog ville han ikke længere kalde hende en fremmed, for han så hende allerede som sin nærmeste ven. Det var som om at hun så lige igennem ham, som om hun kendte hver en tomme af ham, som om at han ikke kunne skjule noget for hende, fordi hun kendte ham så godt, men han havde nu heller ikke lyst til at skjule noget for hende, han havde faktisk lyst til at hun skulle vide alt om ham, ligesom han gerne ville vide alt om hende. ”Nemlig! Du har stuearrest!” gentog han drillende og med en streng stemme. Han havde dog svært ved at holde masken, da han fandt det ret så komisk. ”Ja, jeg er din far, og jeg ved hvad der er bedst for dig!” Han så forfinet ud i luften, som om han var langt bedreviden end hende. Han så dog ned på hende igen, da hun sagde at hun måtte tage hjem. Det var nok for sjov, men han brød sig faktisk ikke om tanken! Slet ikke! ”Nej du må ikke gå!” Hans stemme var næsten blevet helt bedende. Han lagde blidt sin ene hånd over hendes, imens han smilede mildt ned til hende. ”Det bliver helt kedeligt uden dig,” sagde han dæmpet, og rykkede sit hoved tættere mod hendes, så han var sikker på at hun hørte ham.