Like a desert rose

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Malania følte virkelig, at hun bare kunne sætte sig ned og slappe af i hans nærhed, hvilket i den grad heller ikke skete særlig ofte, men lige her, var det virkelig bare noget som skete rent og enkelt, samt noget så naturligt for hendes vedkommende, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Hun kunne smile, også selvom hans mange komplimenter stadig måtte være noget, som ramte hende på den måde, så var det i den grad noget, som skulle tolkes i den positive retning på alle måder overhovdet. Hvorvidt om dette var en fremgangsmåde, som han valgte bevidst, havde hun ingen tvivl om, selvom det nu ikke var det som hun ønskede, at tænke mest over. Nogen ting skete vel også fordi, at det var meningen, at det skulle ske vel? Det var i det mindste den tro, som hun levede i på alle måder. At hun havde fundet ham i live, var noget som for hendes del, var glemt for nu.
Hun var godt klar over, at hun havde udseendet med sig, selvom det nu ikke var hvad hun selv så på som det vigtigste. Det var personligheden som betød mest. Hun rystede smilende på hovedet. ”Imponerende og noget så selvsikker,” påpegede hun med den drilske undertone. Lige nu sad hun bare med det klare ønske om at skulle lære ham at kende, og det var slet ikke noget, som hun kunne komme det mindste udenom overhovedet. Det var virkelig det eneste som hun sad med i hovedet lige for øjeblikket. Hovedet søgte let på sned og med blikket som måtte betragte hans. Han havde ekstremt mange smukke og fine træk som han måtte have i ansigtet og noget af det som i den grad måtte fange hende. Hun smilede let og måtte i sig selv, bare stå mod den frist at skulle stryge hans kind, for hun var virkelig fristet til det. Hvis han ville være et væsen af havet, hvordan ville det egentlig føles?
Selv ikke af fin slægt, men en meget god opdragelse, det var hun virkelig. Hun var åben og modtagelig overfor de flestes mening og væsen, også selvom hun klart satte foden ned, så snart, at hun var utilfreds med det ene eller det andet. Hun kunne faktisk rigtig godt lide hans navn. Det var i den grad et af dem, som hun skulle huske! Hun lod tungespidsen roligt fugte hendes egne læber. At han selv endte genert, var noget som i den grad morede hende, hvor hendes eget smil kraftigt måtte brede sig på hendes læber. ”Jamen dog.. Er det en rødmen?” spurgte hun drilsk. Hun hævede let den ene hånd og lod den roligt og ganske kort, stryge over hans kind og med den samme mine i ansigtet. Morende og blid. Hun havde i den grad tilliden til ham, nok til at åbne sig og bare være sig selv overfor ham. Hun holdt dog stadig blikket i hans. Hun kunne ikke få sig selv, til at skulle se det mindste væk fra ham.

[pierce]

Pierce følte sig godt tilpas i hendes selskab, og håbede da kun på at det var gengældt, hvilket han da gik ud fra, da hun hurtigt havde åbnet op overfor ham, ligesom han havde for hende. Eller han åbnede hurtigt op for alle, men det var blot en lille bagatel i øjeblikket. Han kunne ikke tage blikket fra hende, da hun havde fanget det, hvilket både var fascinerende og skræmmende på samme tid, men han kunne ikke gøre for det, der var nemlig bare noget over hende, som han ikke kunne se væk fra. Mon det var hendes personlighed? Hendes smukke ansigtstræk, eller de smukke øjne? Egentlig var han ligeglad, da han kunne lide det hele ved hende. Han vidste at han i hvert fald ikke ville glemme hende. Og ville helst ikke tænke på, når dette møde endte, som helst ikke måtte ende for hurtigt! Han ville helst tilbringe resten af dagen i hendes nærvær, og håbede på at det var gengældt, da han gerne ville lære hende fuldt ud at kende; utroligt nok, da han ikke plejede at have det på denne måde før. Men igen, der var bare noget over hende, som han ikke helt kunne sætte en finger på. Det var også ligegyldigt, han ville sikkert finde ud af, hvad det var der gjorde hende så speciel.
Egentlig lå det ikke til Pierce at være pralende, men dette var også bare i sjov. Han vidste egentlig ikke hvorfor han åbnede så hurtigt op for hende, og allerede brugte den drilske tone overfor hende, da hun jo i princippet stadig var en fremmed for ham. Og utroligt nok, så så han hende egentlig ikke som en fremmed, men som Malania Marchioness. Han kunne ikke lade vær med at trække i mundvigen, da hun faktisk kaldte ham for imponerende, hvilket også blot fik hans tyrkiesblå øjne til at smile af glæde. ”Og du er endda enig!” sagde han smilende, ”men måske en smule for selvsikker.” Han så eftertænksomt ud i luften, nogle gange kunne han vel godt komme med en rapkæftet bemærkning, og andre gange var han måske alt for naiv. Han så på hende med drilske øjne. ”Men jeg vil skyde på, at du er langt mere selvsikker end mig,” sagde han drillende, inden han prikkede hende på næsen og slap en let og munter latter.
Pierce forbandede sig selv over at blive rød i hovedet, over hendes kompliment, men det var ikke lige noget som han havde regnet med. Og at tænke over det, gjorde det ikke ligefrem bedre, da han blot blev mere rød i hovedet, også fordi hun kommenterede det. Han stivnede næsten, da han mærkede hendes bløde hånd glide over hans kind. Nok var han halv fisk, men han havde skam hud, som et menneske, hvor det kun var hans havblå vinger der var skællede. Hans øjne spillede lystigt, imens de så ind i hendes. Han blev helt varm indeni, da han kom i berøring med hende, eller rettere sagt, var det jo hende der kom i kontakt med ham, eftersom det var hende, der strøg ham over kinden. ”Jeg kan ikke gøre for det! Det plejer ikke at være mig, der får komplimenter,” undskyldte han næsten, og smilede smørret. Gad vide, hvad hun mente om at det nu var ham der rødmede?

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Malania kunne virkelig ikke gøre noget andet, end at nyde, at skulle være der sammen med ham. Dette var faktisk en form af de møder, som hun helst ikke ønskede skulle ende, for hun kunne fint sidde her hele dagen sammen med ham. Om det jo så var gengældt, det vidste hun jo dog ikke.. Kunne man i det hele taget spørge om sådan nogen ting? Hun rystede blot smilende på hovedet til hans ord. Hendes selvtillid var bestemt ikke hvad den havde været, udelukkende på grund af det, som hun havde haft at slås med. Selvfølgelig ikke en historie som hun ville kede ham med uden at der var nogen grund til det, også selvom hun var klar over, at det var noget, som hun skulle af med før eller siden, hvilket faktisk måtte være en tanke som direkte måtte frustrere hende, og noget så voldsomt i den anden ende, at man skulle tro, at det var løgn!
Hun blev siddende tæt ved ham. Eftersom det hun selv var i stand til at mærke, så var han virkelig som alle andre, selvom.. der var så meget andet ved ham også, som hun ikke formåede, at skulle sætte en finger på i den anden ende. En anelse frustrerende faktisk, nu hvor hun skulle tænke over det, så var det bare en tanke som skulle rystes ud af hovedet, for det var virkelig ikke noget som hun ønskede at skulle sidde og tænke på lige nu og her. ”Pralerøv..” mumlede hun med en tydelig drilsk mine. Hun blev ellers siddende helt tæt ved ham. Hun nød det faktisk, det at være tæt på en mand, selvom hun udmærket godt vidste, at det var en yderst god idé, at skulle passe på med charmerende mænd. Hun havde gået i den fælde før, og så var det kommet frem, at han kørte nøjagtigt på den måde, blandt hundrede andre og det ønskede hun bestemt ikke. ”Så godt kender du mig dog ikke,” påpegede hun dog stadig med en munter og syngende stemme. Det lå trods alt stadig helt normalt til hende, at gøre det lige netop på denne måde. Hvorfor skulle man da lægge noget anderledes? Hun lod hovedet søge let på sned idet han prikkede hende på næsen. Hvilket fik det til at give et let spjæt i hende og med et let grin.
Smilet forblev virkelig bare på hendes læber. Hun nød virkelig at sidde der. Hans kind føles som enhver andens, glat og blød, samt varm. Og det var i den grad også en tanke som måtte more hende meget, samtidig som det virkelig måtte fascinere hende. Hun kendte virkelig intet til ham, og alligevel så kunne man næsten fornemme det anderledes. Hun kendte til hans race og til hans navn, og det var bestemt noget som hun ville huske på! Hun strøg hans kind roligt og ekstremt varsomt. Hun ønskede jo ikke at trække den for langt, så han endte med at blive usikker på hende. Bestemt ikke! Hun grinte blidt. ”Ej virkelig? Jeg synes nu du tager temmelig godt imod dem.. For jeg mener dem,” sagde hun roligt, dog med en let bestemt tone, inden hun roligt trak hånden til sig og lod den falde ned i græsset i en let elegant bue. ”En flot fyr, med et sødt smil..” sagde hun roligt. Hun kunne bare blive ved.. og hun nød det.

[pierce]

Pierce kunne jo rent faktisk ikke sige om hendes selvtillid var større end hans egen, da han egentlig ikke kendte noget til hende – endnu. Han håbede og næsten bad til at dette møde aldrig ville ende, men det var blot et ønske, der aldrig kunne gå i opfyldelse, på et tidspunkt ville deres veje skilles, men der håbede han så bare på, at de så ville mødes igen. Det var måske mærkeligt at have det på den måde, da han jo ikke kendte noget til hende, hun var egentlig stadig en fremmed for ham. Han kendte kun til hendes navn og hendes race, men han ville nu alligevel ønske, at han vidste mere om hende, og det ville måske også komme? Det var noget som endnu var uklart for ham, men indtil videre tydede det på at blive et godt møde. Et møde som han aldrig ville glemme!
Pierce havde ikke det mindste imod, at hun sad så tæt på ham, det gav ham en underlig følelse af tryghed, hvilket han vel i teorien ikke burde føle? Han vidste jo egentlig ikke om dette blot var en falsk facade, og det så viste sig at hun var helt anderledes. Det tvivlede han stærkt på, da hun jo trods alt var et lysvæsen, og hun havde jo forsøgt at redde ham, så det viste blot at hun havde en god sjæl, og det var måske det, som gjorde ham tryg. Han smilede blot stort, da hun kaldte ham for en pralerøv, han vidste jo at det blot var for sjov, og han var slet ikke typen der gik rundt og pralede, det lå faktisk ikke til ham, men det var som om, at hun fik en hel ny og drillende side op i ham, og han havde egentlig ikke noget imod det. Pierce kunne aldrig drømme om at føre hende bag lyset, hvilket han ikke kunne finde på at gøre ved nogen! Han var sig selv, og han var stolt af den mand han var blevet til. ”Men det håber jeg da, at jeg kommer til,” sagde han sandfærdigt og lidt for hurtigt, da han tog sig selv i ordene. Han kom til at tale før han tænkte. Hans tunge slog helt knuder, da han havde været så åben og fortalt hende, at han nød hendes selskab og ville lære hende at kende, ikke fordi det som sådan gjorde noget, og han mente det skam! Men han ville heller ikke være frembrusende, så hun troede alt muligt dårligt om ham! Slet ikke!
Pierce havde ikke noget imod at hun strøg hans kind, det fik det blot til at sitre i ham, da han mærkede hendes bløde og varme hånd mod hans egen hud. Han ville nu ikke blive usikker på hende, da han tvivlede på at hun var typen der snød og bedrog folk. Hun virkede jo, som en ganske sød og blid person, som ingen skade kunne gøre. Hun kunne sikkert sagtens forsvare sig selv, det tvivlede han ikke på, men han tvivlede på at hun ville gøre nogen fortræd, medmindre hun næsten blev tvunget til det. Men så igen, han kendte hende ikke, og kunne jo ikke vide det med sikkerhed. Han smilede blot blidt til hende, da hun sagde at hun mente sine komplimenter, og hvorfor skulle hun også lyve? Det hjalp så bare ikke på hans rødmen, da hun kom med en ny kompliment, og han begyndte snart at tro at hun kom med dem, fordi hun nød at se ham rødme. ”Hold op!” sagde han genert og dog med et lille grin, da han ikke kunne lade vær med at more sig over, at de nu havde byttet pladser. ”Ellers springer mit hoved!” tilføjede han leende, inden han gemte sit ansigt væk i sine hænder. Han havde faktisk ikke noget imod at hun kom med komplimenter, da det fik ham til at føle sig speciel.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Malania nød virkelig det at skulle stå der sammen med ham. Dette var bestemt et møde, som hun slet ikke ønsked-e skulle gå mod sin ende nogensinde! Smilet falmet ikke og hun kunne virkelig ikke lade være, med at skulle smile uanset hvad hun ellers måtte gøre for at få det til at famle, så var det slet ikke muligt for hende. Hun følte sig helt tryg sammen med ham på alle måder. Han gjorde hende glad, han fik hende til at føle sig unik og det på en meget god måde, som hun ikke havde oplevet igennem ekstrem lang tid. Hun var bare forsigtig udelukkende på grund af den tanke, at hun avde stået over for en stor charmør før og det var endt emd at gå galt, og det var slet ikke noget som hun ønskede, hvilket hun ville håbe, at han ville forstå, men igen.. Hun kendte ham slet ikke endnu, så et sted var det vel også at skulle tage sorgen på forskud?
Hun ville virkelig ikke sidde tæt ved ham, hvis det ikke var fordi, at hun havde den tro på ham, det var der heller ikke nogen tvivl om. Han gjorde hende virkelig godt tilpas som de færreste ville gøre det, og det i sig selv, var noget som betød noget så frygtelig meget for hende, ingen tvivl om det. Hans ord fik dog i sig selv en rødmen til at melde sig ved hende. Hun vendte blikket en anelse forlegent ned mod sin hånd som hun knyttede forsigtigt omkring en tot græs. Ikke af uro eller noget, men bare et forsøg på at skulle tænke på noget andet, som ville få den rødmen til at forsvinde. ”Pas på med hvad du ønsker dig.. Måske går det i opfyldelse,” påpegede hun med en drilsk mine. Det var heller ikke altid, at hun var den som var mest i det her humoristiske hjørne som hun var lige nu, men hun trives virkelig med at være hvad hun var lige netop nu. Hun kunne virkelig are være sig selv, og det var ikke noget som hun nogensinde ville miste, det var der heller ikke nogen tvivl om. Hun lod hovedet søge let på sned og uden at skulle slippe ham med blikket på nogen måde.
Igen måtte en klar latter bryde hendes læber ved hans ord. At han selv måtte tage imod komplimenter på selv samme måde, som hun selv havde gjort det, var noget som i den grad måtte more hende og på alle måder. At rollerne var byttet, var noget som i den grad morede hende. Hun rystede smilende på hovedet og blev selv ved med at smile. Han gjorde hende virkelig ekstremt godt tilpas, hvilet i sig selv, var noget som skete noget så sjældent, det var slet ikke noget som hun kunne komme det mindste udenom overhovedet, det var der så sandelig helelr ikke nogen tvivl om i det hele taget. ”Ved du hvad? Den røde farve klæder dig faktisk,” sagde hun med den samme muntre og rolige stemme, det var ikke noget som hun ville lægge skjul på lige her. At lyve for ham, var slet ikke noget som hun kunne lade være med. ”Vil dit hoved sprænge i luften? Det kan vi ikke have noget af.. Hvilket smukt ansigt mange ville misse,” sagde hun med en tydeligt drilsk mine. Hun vendte blikket stille ned mod hans hånd. Hun hævede atter tøvende sin egen hånd og lod den ganske roligt og meget varsomt stryge over hans håndryg.

[pierce]

Man kunne vel sige at hun havde fået en plads i Pierces hjerte for altid, da han vidste at han aldrig ville glemme hende, uanset hvordan dette møde endte. Om det så end endte ulykkeligt, så vidste han at han ikke ville glemme hende! Han håbede så bare på at det ville slutte godt, så de begge gik herfra i håbet om at de ville mødes igen. Hun var så sød, så han tvivlede helt på at hun havde sine fejl, men det vidste han at alle havde, selv han havde, der var bare nogle der var bedre til at skjule dem end andre, men nu kendte han hende heller ikke særlig godt, så han kunne jo ikke vide, om hendes fejl ville dukke op, i så fald var han sikker på at han kunne leve med dem, da ingen var fejlfri. Det var også sødt, når hun rødmede, hvilket fik ham til at smile, så han næsten ikke kunne holde op igen. Han betragtede hende blot med sine tyrkiesblå milde øjne, da han så hvordan hun vendte ansigtet væk fra ham, hvilket var ærgerligt, da det var så smukt! Han ville end ikke håne hende med det, og hvorfor skulle han? Han rødmede jo også selv! Så han lod blot sin ene hånd søge under hendes hage, hvor han ville løfte hendes blik mod hans, imens hans hoved søgte let på sned, så han kunne gå hendes egne øjne i møde, med det varme smil på læberne. ”Der her ønske, vil jeg ikke have noget imod,” påpegede han selv, imens hans øjne lyste af glæde. Det ville glæde ham mere end noget andet, hvis han kom til at lære hende meget bedre at kende. Det var faktisk kun noget han kunne se godt på og ikke dårligt.
Det var forfærdeligt sådan som de pludselig havde byttet plads, da Pierce ikke kunne lide at komme ud i det forlegne øjeblik, da det var … ja, pinligt! Han blev jo helt knaldrød i hovedet, men hun så vist lyst på det? Hun gjorde i hvert fald ikke grin med ham, hvilket også kun glædede ham. Det at hun så drillede ham, det havde han skam ikke noget imod, da han jo ikke var lavet af sukker. ”Jamen det synes jeg ikke!” mumlede han og forbandede den røde farve, og hvis han kunne gøre det, så havde han skulet til sig selv. Han sank en klump, som havde sat sig fast i hans hals, da hun kom med sine ord, som ikke ligefrem hjalp. Han blinkede let, da hun også blidt strøg hans håndflade, som fik hans hjerte til at slå hurtigere, selvom det også havde en rolig effekt på ham. Han vidste at hun drillede ham, så han ville også gøre gengæld, og det ville måske hjælpe ham til at miste den røde farve. ”Årh ja? Men jeg er jo ingenting i forhold til dig! Så det vil jo være jordens undergang, hvis dit hoved sprang i luften!” påpegede han sandfærdigt og drillende. Nok drillede han, men han mente det faktisk. Nok var det ikke lige jordens undergang, men hun var jo en direkte fryd for øjet!
Når hun nu havde rørt Pierce to gange, så kunne han vel også godt røre hende? Han greb roligt om hendes hånd, som havde strøget hans egen. Han gav hendes hånd et blidt klem, imens han smilede varmt til hende. Det var nok risikabelt, og han ville ikke virke som en stræber, men han følte bare at han også måtte røre hende, nu hvor hun også havde rørt ham, og det gav ham også et helt sug i maven, mest fordi han var spændt på hendes reaktion.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Malania kunne virkelig ikke sige andet, end at Perce lige så også havde fået en plads i hendes hjerte. Han var en ganske særlig mand. Nok kendte hun ham ikke så godt endnu, men dette var en mand, et ansigt og et navn, som hun aldrig nogensinde ville glemme. Det tillod hun sig virkelig ikke! Han betød faktisk allerede meget for hende. Nok kendte hun ham ikke endnu, men alligevel, så var der noget ved det hele, som bare sagde hende, at hun slet ikke måtte eller skulle ende dette møde, det var der slet ikke nogen tvivl om overhovedet. Hun betragtede stille sine hænder, selv til han endte med at lade hånden glide under hendes hage og vendte hendes blik stille op mod sig. Hendes hjerte startede tydeligt med at skulle slå mere og mere fast mod hendes bryst, selvom hun virkelig bare måtte bide det noget så voldsomt i sig, hvilket ikke altid var lige nemt for hende, men hun prøvede i det mindste. De smukke tyrkisblå øjne foran hende, var virkelig et stort hav, som hun meget gerne ville svømme i og få udforsket på alle måder, for der var virkelig så meget som var hende noget så frygtelig ukendt og det var noget som hun i den grad agtede ,at skulle finde ud af, og det i hendes øjne, kunne ikke gå hurtigt nok for hendes vedkommende, et sted var det jo i sig selv, en næsten skræmmende tanke, for det var virkelig sjældent, at hun havde det på denne måde.
Hun trak vejret dybt, hun måtte virkelig bare falde til ro lige nu. At han så måtte give hende et kompliment igen, som hun selv måtte reagere noget så voldsomt på, det var virkelig bare pinligt! Selv for hende! Hun blinkede let med de mørke øjne og selv med det samme smil på læben, det var slet ikke noget, som hun kunne skjule, uanset om hun ville eller ikke, så var der virkelig ikke noget, som hun kunne gøre ved det lige nu. Hun trives virkelig i at være i hans nærhed på alle måder, for det var faktisk noget som et sted betød meget for hende. Meget mere end det som hun egentlig ville være i stand til at skulle beskrive for ham faktisk. ”Du ved virkelig hvordan man skal smigre sig ind på en kvinde,” påpegede hun med en rolig og stadig blid stemme, det var ikke noget som hun ville skjue for ham og det kunne hun ikke skjule. Han gjorde hende virkelig bare så godt tilpas og det var noget som i sig selv, måtte betyde meget for hende. Hun følte sig ikke som en genstand, hvilket hun havde prøvet før. Hun lod hovedet søge let på sned og endda så tæt på ham, at hun næsten lod hovedet falde mod hans skulder, ikke at det var noget som hun kunne få sig selv til. Det var vel, at gå for hurtigt og komme for tæt på vel?
Hånden som søgte mod hendes, var noget som direkte fik hendes hjerte til at slå mere og mere fast mod hendes bryst på alle tænkelige måder. Dog med en varmende følelse som bredte sig i hele hendes krop. Hun vendte blikket stille mod ham og lukkede hånden blidt og forsigtigt omkring hans egen, blot for at vise ham, at det var helt okay, at sidde der og være så tæt på hende, for hun havde intet imod, at skulle sidde så tæt på ham og lade ham komme så tæt på. ”Du fremstiller mig som noget specielt? Jeg er ikke typen som kan opfylde ønsker, men det som du bærer med dig.. at ønske at lære mig at kende, det kan jeg give dig, hvis du vil,” sagde hun med en rolig stemme. Hun tillod sig selv, at komme en anelse tættere på og lod hovedet ekstremt varsomt falde mod hans skulder.

[pierce]

Pierce kunne godt lide hende. Måske kunne han lide hende lidt for hurtigt. Han var måske udadvendt og venlig, og han hjalp da enhver på sin vej, men han havde svært ved at lukke op følelsesmæssigt, men det var helt anderledes med hende. Og han vidste ikke helt hvad han skulle synes om det endnu. Han nød hendes selskab ganske vist, og han kunne ikke holde op med lige pludselig, da hun gav ham en tryghed, som han ikke havde følt i lang tid, så det var kun behageligt. Men var han egentlig kommet helt over Jelicka endnu? Hun var blevet taget fra ham, på den mest forfærdelige måde, og han havde haft svært ved at glemme hende, og han var faktisk ikke sikker på at hun var glemt. Men et sted så tænkte han ikke helt på Jelicka, da han var helt opslugt af Malania. Det navn! Det var så smukt. Og han kunne ikke få det ud af sit hoved. Han ville bare tættere på hende. Ikke fysisk, men han ville så gerne lære mere om hende, da hun allerede havde vist ham, at have denne fantastiske personlighed. Det var som om hun var en engel der var sent ned fra himlen. Bare ærgerligt at hun ikke var blevet sent noget før! Men bedre sent end aldrig vel?
Pierce kunne ikke tage smilet fra hende, og ej heller sine turkisblå øjne, som sad fast i hendes egne mørke øjne, som blot trak ham længere ind. ”Måske, men jeg har ikke lyst til at smigre mig ind hos dem,” svarede han roligt og sandfærdigt. Det at smigre alle kvinder, det så han som dobbeltmoralsk, hvorfor love en kvinde noget, når man lovede det samme til en anden? Det var ikke noget han havde lyst til. Han rystede let på hovedet og rynkede let øjenbrynene, imens han så eftertænksomt ned i græsset. Mon det lød forkert? ”Det er ikke fordi jeg ikke vil have at du skal kunne lide mig! Eller … Ikke kunne lide, lide mig… eller…” Han så væk og så ud over søen. Han havde forvirret sig selv og var kommet til at lyde som en tumpe. Han ville vel have at hun skulle kunne lide ham på sin egen måde? Det hele lød dumt i hans hoved, og det værste var at han havde sagt det højt! Han forbandede sig selv … igen, igen!
Det var som om at Pierce slappede helt af, da hun lagde sit hoved på hans skulder, hvor han ikke kunne lade smilet falme. Det gjorde ham egentlig ikke noget, og der skete jo ikke noget ved det, vel? De sad bare helt uskyldigt tæt. Hendes ord fik ham blot til at smile endnu mere. ”Det er fordi, du er noget specielt,” svarede han roligt og gav hendes hånd et klem, den havde han endnu ikke givet slip på, og han havde egentlig heller ikke lyst til det, ”og det vil glæde mig utrolig meget, hvis du vil lade mig lære dig bedre at kende, Malania.” Han lod roligt og blidt, sit eget hoved hvile mod hendes. De matchede næsten hinanden som Yin og Yang, da hans hår var lyst, og hendes mørkt og det samme gjaldt deres øjne. Og det var vel kun et godt tegn? Yin og Yang symboliserede jo harmoni, når de var sammen. Men modsætninger kunne de næsten ikke være, da han alligevel så meget af ham selv i hende; de var begge hjælpsomme, og havde en varm og blid personlighed.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Malania kunne i den grad også rigtig godt lide Pierce, ellers havde hun i den grad ikke siddet der sammen med ham endnu. Så havde hun rejst sig, takket for sig og smuttet for længst. Det var slet ikke noget, som hun kunne få sig selv til lige nu. Hun lukkede øjnene stille og blev ellers bare siddende med hans hånd i sin egen og med hovedet mod hans skulder. Det var da ham som var noget specielt i hendes øjne. Der skilte hun sig ikke meget fra sin egen slags personlighedsmæssigt, så hvad var der egentlig af specielle ting ved hende når man tænkte over tingene? Hun havde selv sit tab at skulle komme over. En mand igennem mange århundrede. Et så langt ægteskab som var gået i stykker som det rene ingenting. Det havde virkelig vist hende, hvor sårbar man egentlig var som et væsen sm hun var og ham for den sags skyld. Lucius savnede hun bestemt, men her med Pierce, så var det slet ikke den mand som hun måtte tænke på. Det var Pierce og ikke noget andet lige nu. Hun åbnede øjnene stille og med blikket vendt mod den store sø foran hende. Den var smuk.. Smukkere nu hvor han sad der sammen med hende og hun nød virkelig den tanke og den fornemmelse af, at have ham ved sig. Hun hævede forsigtigt sin anden hånd og lod den roligt stryge over hans håndryg. Hun begav sig stadig frem med den største opmærksomhed.
At han ikke var ude på at smigre sig ind på hende, var faktisk noget, som betød ekstremt meget for hende i form af ord. Hendes smil bredte sig bare mere end det som det havde gjort til nu. Hun vendte blikket forsigtigt op mod ham. ”Hvis du vidste hvad de ord, var af betydning for mig,” sagde hun stille. Hun havde været udefor smiger før og så fundet ud af, at han havde skænket hundrede andre det samme, så fjernede det virkelig følelsen af det gode og det varme. Den som Pierce så flot fik tilbage i hende på denne måde og hun nød virkelig af det. Hun betragtede hans smukke blik. Et blik som hun dog sent ville glemme. Hun kunne ikke holde et let grin tilbage. Han forvirrede da sig selv? ”Hvor er du sød,” sagde hun muntert. Hun bed det mod let til sig og skænkede hans kind et yderst blidt og meget forsigtigt kys.
De matchede hinanden temmelig godt og det havde hun udmærket godt mærket sig af. De besad begge mange af de samme værdier i livet, og det var faktisk noget som i sig selv, ville betyde meget for hende, selvom hun stadig kunne stå helt tilbage og bare tænke over tingene. Han var fra havet.. Hvilken verden kom han egentlig fra? Hun ønskede virkelig, at skulle lære ham bedre at kende, for det var faktisk noget, som ville betyde ekstremt meget forh ende på alle mulige kanter og led. ”Jeg er ikke noget specielt, Pierce. Du gør mig til det,” påpegede hun roligt. En tanke som hun faktisk ikke kunne gøre andet end at elske på alle mulige led og kanter, for det gjorde hun virkelig. Han fik hende et sted til at føle sig som en ud af en million. Hendes hjerte slog stadig voldsomt mod hendes bryst. ”Jeg ønsker ligeså. At lære dig at kende,” påpegedde hun stille og med det varme og blide smil på hendes læber. Det var slet ikke noget som hun vil kunne skjule for ham. Hun sad virkelig inde med et brændende ønske som måtte sige det, for han var virkelig en noget så fantastisk personlighed.

[pierce]

Pierce kunne ikke lade vær med et fryde sig over, at hun havde modet til at tage de første skridt, og han nød kun hendes blide berøringer over hans håndryg, hvor det end ikke måtte stoppe! Hendes berøring fik ham også kun til at smile, og han måtte ærligt indrømme, at han følte sig helt og særdeles tilpas i hendes nærvær, det var næsten som om det ikke kunne blive bedre. Eller det kunne det sikkert, hvis han havde kendt hende bedre, men det føltes næsten som om at han havde kendt hende i flere århundreder, sådan som de sad i øjeblikket. Og skulle han være helt ærlig, så kunne han ikke stoppe sig selv i at nyde det så meget, men hvorfor skulle han også gøre det? Hun gjorde ham jo så tryg.
”Jeg mener smiger er det samme som bedrageri,” tilføjede Pierce stilfærdigt, og derfor havde han ikke tænkt sig at bruge smiger mod hende eller nogen anden kvinde! Han var en god mand, der godt nok kom med komplimenter, men hvem gjorde ikke det? Der var jo også forskel på de komplimenter man fik. Han så lidt undrende på hende. ”Du er måske blevet bedraget før?” spurgte han nysgerrigt. Siden hun var glad for hans ord, så måtte det jo betyde at hun havde prøvet det før. Ikke fordi det undrede ham. Hun var en meget pæn pige, den som benægtede det måtte jo være blind! Han blev helt varm indeni, da han mærkede hendes bløde læber give ham et blidt kys på kinden. Han blev så varm, at han næsten troede at han ville smelte! ”Du tackler ting på en utrolig sød og positiv måde, Malania,” sagde han roligt og med en blid undertone. Hun havde ikke set dårligt på den eneste ting han havde gjort, og han følte ellers at han havde dummet sig et par gange. Det var kun et plus! Og det gjorde kun, at han bedre følte sig tilpas hos hende, da han næsten ikke kunne tro at hun ville gøre grin med ham. Og det ville han heller ikke gøre med hende. Han kunne ikke lade vær med at smile. Han følte sig næsten som en solstråle i hendes selskab, da han ikke engang kunne tvinge det væk, og det havde han mildest talt heller ikke lyst til.
Pierce løftede roligt sit hoved fra hendes, og så roligt på hende, dog med en lille undrende mine. ”Der er ingen der kan frarøve din unikke personlighed, Malania. Det er én du selv har bygget op. Det er dig, der gør dig unik og ingen anden!” sagde han roligt og smilede varmt til hende. ”Det kan godt være at du føler at jeg gør dig speciel, men du omgås dig selv hele tiden, så du lægger ikke mærke til det, som alle andre vil gøre,” tilføjede han blidt og lod sin tommel stryge blidt hen over hendes håndryg. Hun var noget helt særligt i hans øjne og det ville han nok altid mene. Han ville faktisk gerne lade hende vide alt om ham, men han havde oplevet en masse og nogle ting var han ikke ligefrem stolt over. ”Spørg og du skal få et oprigtigt svar,” lovede han hende, inden han forsigtig, lagde sin frie arm rundt om hende.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Malania nød virkelig, at skulle sidde der sammen med Pierce. Det var virkelig som om, at de havde kendt hinanden i århundrede, selvom det dog langt fra var tilfældet. Hun følte det virkelig bare anderledes og det var virkelig behageligt. På alle måder faktisk. Hvordan kunne man ikke undgå, at skulle nyde at være så tæt på en mand som ham? Det var da helt og særdeles umuligt, at gøre noget andet for den sags skyld! Hun tog det første skridt, selvom det virkelig havde været i frygten for, at han ville ende med at afvise hende. Et sted havde hun virkelig bare brug for et par stærke arme om hende, så hun for alvor kunne føle sig tryg og sikker. Det var i den grad ikke et møde som hun ville glemme, selvom hun meget gerne ville ønske, at hun kunne lave starten om, men det var der vel heller ikke rigtigt noget, at gøre noget ved. Desuden var det nu også noget, som gjorde, at det blev meget mere værdifuldt og noget som var værd at huske – Hun havde jo troet at han var død. Tak og pris for at det ikke var tilfældet!
For Malania betød det virkelig meget, at hans synspunkt på smiger var meget hen af hendes eget, for hun havde prøvet det, sammen med en masse andre, så det var vel heller ikke underligt i sig selv, at hun kunne virke en anelse tøvende? Selvom hans ord virkelig var nogen som hun følte, at hun måtte stole på, for det gjorde hun virkelig, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet, og det i sig selv, var noget som glædet hende meget. Hun vendte blikket stille mod ham. Han havde ikke afvist hende ved hendes ellers så blide kindkys, hvilket var noget som hun så sandelig blev glad for, for det ville i den grad ærgre hende, hvis de skulle gå hvert til sit herfra. Hun tog den ene hånd til sig og førte forsigtigt en lok af hendes lange hår væk fra hendes ansigt. Hun blev dog stadig siddende ved hans side. ”Det er jeg glad for at du siger, Pierce. Ja, jeg har oplevet det før. En mand som virkelig fik mig til at føle som en ud af en million.. Frem til jeg fandt ud af, at jeg var en af ekstremt mange, som havde fået de samme beskeder,” sagde hun stille. Det var i den grad noget som faktisk måtte nage hende meget. Hun havde heller ikke set manden siden dengang og det var så sandelig også sådan, at det skulle holdes. Det var slet ikke fordi, at hun ville uddybe det mere end det. Horace var kommet tæt på hende og tættere end nogen egentlig burde få lov til. Hvor hun dog fortrød det! Hun bed sig let i læben og lod hovedet igen glide på plads på hans skulder, hvor hun bare blev siddende. Bare tanken kunne hun væmmes ved. Hun lukkede øjnene stille. Hans ord fik hende igen til at smile. Hun tacklede vel tingene ligesom alle andre?
Hans ord varmede hende virkelig. At han i det mindste kunne se det hele på den måde, var faktisk noget, som betød frygtelig meget for hende på alle måder. Hun trak vejret dybt. ”Jeg lever med mig selv hver eneste dag, det er sandt. Jeg kan ikke altid se det gode i mig. Tvært imod, så kan jeg sidde dag efter dag og bare stirre på det negative. Tro mig og mine ord, Pierce, jeg er måske en køn pige, men med en mørk fortid,” sagde hun stille. Lige så med ham, så skulle han bare spørge, så skulle han få svar. Hun ønskede at være ærlig overfor ham, ønskede at lære ham at kende og det var noget som hun på alle måder, ville holde fast i. At han lod armen glide om hende, fik hende virkelig bare til at smile. Hun tillod sig nu, at skulle humpe det sidste stykke mod ham og satte sig tæt ved hans skikkelse, et klart tegn på, at det var helt okay at komme så tæt på hende. Det havde hun virkelig ikke det mindste imod på nogen måde.

[pierce]

Pierce sad roligt, imens han lyttede opmærksomt til hendes ord. Det undrede ham ikke, at hun var blevet bedraget, hun var smuk, og en anden mand ville vel gøre alt for at få én med hendes udseende? Det var egentlig irrelevant, for han ville nu aldrig nogensinde i hele sit liv bedrage hende! Det ærgrede ham så bare, at det længe var sket. Sket er sket som man sagde, han kunne ikke ændre på fortiden, men han håbede da på at han kunne ændre hendes fremtid, og måske blive bare en lille del af den. ”Det gør mig ondt, at du er blevet bedraget, men jeg er glad for og sætter stor pris på, at du åbner dig op for mig,” sagde han oprigtigt og smilede let til hende, inden han selv lod sit hoved hvile mod hendes, da hendes igen hvilede mod hans skulder. De turkisblå øjne søgte ud over det glitrende vand, det var smukt, men det blegnede nu ved siden af hende, og han måtte indrømme, at han også langt hellere ville kigge på hende, end på noget andet i øjeblikket. Han fandt hende interessant og håbede på, at han ville lære hende meget bedre at kende, for det var som sagt, noget han meget gerne ville!
Pierce kunne ikke lade vær med at smile, da hun rykkede helt tæt ind til ham, hvor han blot trykkede hende ind til sig, hvilket han da håbede på, var i orden. ”Alle har noget mørkt i sig, og alle har fejl, der findes nok ikke en eneste på denne planet, som er perfekt,” sagde han roligt, ”desuden, så kunne du være dronningen af Dvasias og jeg ville være ligeglad. Din fortid er et overstået kapitel, og det er typisk den, som har gjort personer til det de er i dag. Og du er nok køn. Meget! Men det er ikke det eneste jeg ser. Jeg ser også en stærk og hjælpsom kvinde, som kan tage vare for sig selv.” Hans varme smil spillede på hans læber. Han var ligeglad med hvad der var sket med hende, ikke fordi han ikke ville vide det, men han så hende ikke som en mørk person. Han så hende som en person, der var unik, som en ædelsten, og han så hende som én der ville hjælpe enhver, så han tvivlede næsten helt på at hun kunne have en mørk fortid. Han kunne ikke lade vær med at nyde, at hun var omkring ham, selvom han faktisk burde være forsigtig, da hun var fremmed … Det var så bare ikke sådan som han så hende; som en fremmede, nej han så hende som enhver anden. Hun var så bare mere speciel. Hun gav ham denne utrolige og behagelige følelse af tryghed, og hun gjorde ham godt tilpas på sådan en underlig måde. Det var lige før at han fik kuldegysninger af at tænke på det. Hun havde en helt utrolig effekt på ham! Og det der irriterede ham mest, var at han ikke kunne sætte en finger på, hvad det var. Men det var nu ikke noget han ville fundere længere over, da hun alligevel trak ham væk fra de tanker. ”Jeg kan faktisk næsten ikke tro på, at du har haft en mørk fortid, så … skøn du er,” sagde han stille, og skævede ned mod hende, dog uden at flytte hoved fra hendes. ”Men jeg vil gerne vide det, hvis jeg må? Og hvis du da vil tale om det” Det var måske den bedste måde at starte på, at få det hele fra begyndelsen? Han ville i hvert fald rigtig gerne have den at vide, og det beviste vel også bare at hun stolede på ham? Men han forstod godt, hvis hun ikke ville tale om det, da han også selv havde nogle ting, som han ikke helt var stolt over. Og selvom der var ting han ikke var stolt over, så ville han alligevel fortælle hende nøjagtig det som hun ville vide!

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Malania kunne virkelig ikke få sig selv til at skulle være andet end ærlig overfor ham. Hvorfor skulle hun dog ellers gøre det? Hun trives utrolgi godt i hans selskab og det i sig selv, var virkelig noget som betød så ekstremt meget for hende. Hun kunne tænke på andet end Lucius. Hun kunne komme lidt ud og møde nye, måske komme videre og over det tab som hun havde lidt? I sig selv, så var det ikke fordi, at hun havde noget imod det, at skulle nævne det for ham, hvad det var som plaget hende, hvad det var som måtte gå hende på. Det som hun dog var mest bange for, var jo hvordan hun selv ville reagere på det. Den sidste som hun havde fortalt det til, havde endt med at udnytte hende på den måde, som hun virkelig bare ønskede at glemme, for det var virkelig ikke det værd at skulle tænke på! ”Sådan er det jo,” sagde hun stille og med et let træk på skulderen. At han trykkede hende tættere ind mod sig, var så sandelig ikke noget som hun havde det mindste imod. Tvært imod, så nød hun virkelig af tanken og følelsen af, at have nogen stærke arme om sig, for det var virkelig noget af det, som hun måtte savne mest for disse dage og det var virkelig ikke noget, som sagde så lidt. Hun smilede et varmt smil, lukkede øjnene for et kort øjeblik, for igen måtte hun jo lige påminde sig, at det ikke var Lucius som hun måtte sidde ved, men en mand som havde vist sig, at være lige så speciel for hende på alle måder.
Mesteparten af Malanias liv var faktisk tilbragt i mørke, om man så ville stole på de ord eller ikke, det var jo trods alt op til en selv at afgøre. At han ville være ligeglad hvem eller hvad hun var, var jo en tanke som hun et sted måtte finde charmerende. Mørkets dronning var hun dog ikke, selvom hun havde været det i egen husstand før hndes mand døde. Hun kæmpet virkelig for at komme over tabet, selvom det virkelig ikke var nemt, og det var ikke en situation som særlig mange kunne forstå sig på, hvilket i den grad var noget af det værste ved det hele. Hun smilede let og vendte blikket stille op mod ham. Hun valgte dog stadig, at skulle holde fast i hans ene hånd som hun holdt godt om. Et sted fordi at hun ikke ønskede, at han skulle gå. At han gerne ville sidde og lytte til hende, glædet hende, for hun havde selv bare brug for, at skulle komme af med det efterhånden, spørgsmålet var jo bare lige.. hvordan? ”Du taler til mig, som havde du kendt mig i århundrede. Det glæder mig, at vi deler den tankegang, Pierce. Det gør det virkelig.” Hun var virkelig ikke noget andet end oprigtig i hendes udtalelse. ”Jeg er ikke perfekt.. jeg har mine fejl og jeg har mine mangler og jo.. Jeg har faktisk tilbragt mere tid i mørket end det jeg har i lyset,” sagde hun stille. Han måtte vide. Hun følte virkelig bare, at han måtte vide før eller siden. Hvorfor, det vidste hun ikke, men hun ønskede at lære ham at kende og lige ham ,var hun slet ikke bange for, at skulle åbne bare en anelse op for i den anden ende. En ganske forunderlig tanke faktisk. ”At du ser på mig på den måde, det letter virkelig.. Jeg prøver virkelig,” tilføjede hun stille. Hun vendte blikket stille ned mod smykket som hvilede omkring hendes hals. Det var med blodrøde bogstaver og stavede hendes efternavn ’Marchioness’. Hun sukkede dæmpet. ”Jeg fik denne kæde af min daværende mand kort før vi valgte, at gifte os,” begyndte hun stille. Det gik hende på allerede, selvom hun nu ønskede, at han skulle få historien. Det var jo trods alt en måde, at blive bedre kendt på. At han virkelig kendte til den mørke del af hende – Det som for alvor måtte skille hende fra de resterende lysvæsner.

[pierce]

Det gjorde Pierce ondt, at nogen kunne finde på at bedrage hende, da han vidste at det var en forfærdelig følelse. Han kendte det kun alt for godt, at blive bedraget, især fra nogen man stolede på og som man havde elsket. Han bed sig let i den bløde underlæbe, imens hans turkisblå øjne hvilede på det glitrende vand, som fyldte den store og prægtige sø, der faktisk var ret så enorm! Men ganske smuk. Han førte hendes hånd op til sine læber og skænkede hendes håndryg et blidt kys, imens han vendte blikket mod hende. ”Jeg vil aldrig nogensinde bedrage dig, Malania,” lovede han og sendte hende et varmt smil. Det var et løfte som han havde tænkt sig at holde! Men det krævede jo så også, at de så hinanden igen, hvilket han så inderligt håbede på. Han kunne næsten ikke forestille sig sin verden uden hende i. Han ville mere end gerne se hende igen, da hun faktisk stod ham underligt nær, og han havde ikke lyst til at give slip på hende igen. Og selvom han måske ikke burde have det sådan, så kunne han ikke lade vær, og han havde faktisk slet ikke noget imod det, og han havde slet ikke noget imod hende. Hun havde allerede plantet sig dybt i hans sind, og han kunne ikke få hende ud igen, det ville han ikke. Så hvis det gik hen og blev deres første og sidste møde, så ville han i hvert fald aldrig glemme hende. Det var noget der var helt sikkert! Men så igen, han håbede og bad til, at dette kun var begyndelsen for dem. Han havde desuden også fantastisk i hendes nærvær, da han følte sig helt speciel indeni, og det var faktisk en følelse, som han nød og ikke havde lyst til at slippe.
Pierce ville hellere end gerne høre hele hendes historie, især når hun kom fra denne mørke side, som blot tiltræk sig hans opmærksomhed. Og han havde jo sagt at han gerne ville lære hende helt at kende, så dette var vel en passende start? Det mente han i hvert fald, men, hvis hun virkelig havde tilhørt mørket, så kunne han kun forestille sig, at det måtte være svært at fortælle om, hvis det var noget, som hun ikke var stolt over. Så, hvis det gik hen og blev til, at hun ikke ville fortælle ham det, så var det egentlig helt okay med ham, da han skam heller ikke ville tvinge hende til det. Hun måtte skam gerne have hemmeligheder og holde noget skjult for ham, da han jo i det hele taget ikke behøvede at få alt af vide, selvom det nu var noget, som han gerne ville. ”Også mig,” istemte han og lod sin tommel stryge hendes håndryg i blide strejf. Det føltes næsten, som om at han havde kendt hende i flere århundreder, hvilket var meget overdrevet, da han højst havde kendt hende i en time, men han havde allerede fra starten af, fået et godt indtryk af hende, og hun havde gjort ham nysgerrig, nysgerrig efter at lære hende meget bedre at kende. Kende til alle hendes hemmeligheder. Simpelthen alt om hende! Men det var jo ikke engang sikkert at det kunne lade sig gøre, for det betød også, at hun havde det på samme måde, og gerne ville åbne fuldstændigt op for ham, hvilket han da håbede på.
Pierce så ned på hendes halssmykke. Hun havde været gift? Det kunne han faktisk også være blevet, hvis ikke at Jelicka var blevet myrdet. Nok det frygteligste syn, han nogensinde havde set i hele sit liv! Og til tider hjemsøgte synet ham i hans drømme. ”Det lyder næsten usandsynligt,” svarede han sandfærdigt. Man skulle ikke tro, at hun havde tilbragt det meste af sit liv i mørket, end i lyset. Men han troede skam på hende. Han rynkede let brynene. ”Men … Hvad skete der med din mand?” spurgte han forsigtigt og dog en smule nysgerrigt. Han havde ikke lyst til at gøre hende utilpas, så han ville helst ikke lyde alt for ivrig efter at få det at vide, selvom nysgerrigheden brændte inde i ham.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Malania havde virkelig bare accepteret at sådan måtte det jo være. At blive bedraget var jo en del af det, at skulle lære vel? Hun havde nu den erfaring og det var udelukkende også derfor, at hun kunne virke en anelse forsigtig, selvom det jo ikke rigtigt føles som hun var forsigtig lige nu og her? Ikke at det var noget som gjorde hende det mindste. Hun kunne næsten føle og fornemme, at der lå meget mere i dette end det som lå ved Horace dengang hun havde mødt ham. At han tog hendes hånd og førte den til hendes læber. Hendes hjerte startede for vildt, med at skulle slå mod hendes bryst, selvom det nu ikke var noget som var det mindste ubehageligt på nogen som helst måde overhovedet .Tvært imod, så havde det virkelig den stik modsatte effekt på hende. Hun nød det faktisk. At sidde der sammen med en mand må den måde, for det var virkelig noget som hun kunne savne som hun aldrig nogensinde havde gjort det før. ”Det er jeg glad for at høre, Pierce,” sagde hun roligt og med en alligevel rolig stemme. Hun mente dog i den grad sine ord og hendes udtalelse. Hun elskede det virkelig. Følelsen af, at de kun havde kendt hinanden i maks en time, var slet ikke en tanke som faldt hende ind. Det føles virkelig som så meget længere. Han havde virkelig fået hende til at falde helt til ro bare ved at sidde der, snakke med hende som han gjorde og holde om hende som han gjorde nu. Hun elskede det virkelig.
Hun havde virkelig ikke noget imod, at skulle fortælle ham hendes historie. Hun ville bare ikke kede ham med de mange detaljer. Lige nu havde hun virkelig bare brug for, at der ville være en til at holde omkring hende. Holde hende sikker, høre hende og ikke mindst se hende som noget andet end et kønt ansigt, for hun var virkelig ikke naiv på nogen måde! Hun blev siddende helt tæt ved ham og lukkede hånden igen stille og roligt omkring hans. Det var helt okay, at han havde gjort det, og det ønskede hun virkelig også at vise ham. At han selv led af et tab af noget som måtte stå ham så kært og så nært som dette, det var slet ikke noget som hun vidste, selvom hun et sted næsten ville vente sig, at en mand som ham, ville have en til at vente på sig hjemme. For han var virkelig en utrolig speciel mand på alle måder. Hun trak vejret dybt. Han spredte virkelig bare en varme i hende som hun slet ikke var i stand til at skulle beskrive på nogen som helst måde overhovedet, og det var virkelig bare noget som gjorde hende glad og varm indvendig, det var slet ikke noget som hun ville lægge det mindste skjul på overhovedet, det var slet ikke noget som hun ville skjule for ham, for han gjorde hende virkelig godt tilpas. At han så valgte, at spørge ind til hendes mand, var nogt som hun nu bare måtte bide i sig, også mest for sin egen skyld vel at mærke. ”Han døde for øjnene af mig.. Prøvede at redde mig fra min egen søster..” Et svagt smil spillede let over hendes læber. Det var lidt af en ironisk tanke, at blive reddet fra sin egen søster, men han havde jo ikke vidst noget som helst omkring det og det var noget af det værste ved det hele. ”Sidst jeg så ham, faldt han til jorden som en bunke aske for mine fødder.. Som sagt, jeg har en meget mørk fortid, Pierce.. bogstaveligt. Jeg opgav min tilstedeværelse i lyset for ham.. igennem flere århundrede,” tilføjede hun med en anelse mere dæmpet stemme end det som hun nu lige havde haft i brug tidligere.
Hun var en enke nu, og det var en tanke som hun faktisk havde det problematisk med at skulle se på. Det fik hende ikke bare til at føle sig ekstremt gammel, men.. hun var alene. Hun havde ikke nogen at søge til længere. Det gjorde hende ganske ensom faktisk. ”Det er ved at være længe siden nu. Smykket vil jeg aldrig kunne tage af. Kun han ville kunne fjerne det fra min hals,” forklarede hun stille. Hun vendte blikket stille op mod ham. Stadig måtte hun kæmpe med tabet, men det gik nu meget godt.. specielt når han sad der sammen med hende og ved hendes side, så var det faktisk ikke så slemt.