A night alone?

[pharrel123]

Natten havde stille sneget sig på. Solen var blevet erstattet af månen og den lyseblå himmel af det smukke glitrende nattetæppe, med de smukke blinkende stjerner. Vinden var en mild brise, som fik det bløde græs ved søen til at svaje, og træernes kroner til at hvisle let. Alting så dog lidt skummelt ud i mørket, men det var kun fordi at det gemte på disse mange hemmeligheder. Mørket havde hevet nattens væsner frem, hvor dem fra lyset sjældent befandt sig ude på dette tidspunkt, de fleste lå nok hjemme og sov trygt i deres senge. Og der var én særlig person, som mørket havde tiltrukket. Det var en mand af udseende som en ung, men som var lidt over tusind år gammel. Han sad og så op på månen øverst i et højt træ, hvor han havde fundet sig en behagelig gren som han kunne ligge sig på. Armene var placeret i nakken og øjnene fastlåst på det lysende skær, som blot blev stærkere og stærkere for hver dag – lige indtil fuldmånen, som kun var om et par dage. Han vidste hvad det indebar. Han måtte give slip på al sit ’menneskelige’ jeg, og blive til fuldmånens bæst. Han var trods alt horror og skønt han selv kunne styre, hvornår han ville forvandle sig, så var fuldmånens kraft al for mægtig.
Vinden var lidt køligere oppe fra træets top – ikke noget han som så lagde mærke til – og den fik hans mørkeblonde lokker til at kærtegne hans ansigt. Hans læber besad intet smil, kun det døde blik, som hans natblå øjne altid bar. Han havde som altid sin sorte læderjakke på, nogle mørke jeans og en hvid top indenunder. Og som altid bar han sit familiearvestykke, med hans families slægtssymbol.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Mørkets tykke og beskyttende tæppe, havde for længst lagt sig over den store himmel, hvor end ikke den store sol på nogen måde, formåede, at skulle trænge sig igennem. Ikke at det var noget, som Malania selv direkte reagerede på. Hun vidste, at hun skilte sig fra mere eller mindre alle af hendes egen slags, men hun havde trods alt også levet mere eller mindre hele livet i mørket, inden hun igen havde vendt blikket mod Procias, som igen var blevet hendes hjem. Et sted måtte hun jo længtes efter mørket endnu, selvom hun vitterligt ikke havde nogen grund til at skulle søge dertil lige netop nu, hvad end om hun ville det eller ikke.. Procias havde store problemer. Slottet var lagt i ruiner, Dvasias var ved at ruste op, så hun frygtede virkelig det værste for nu. Ikke mindst frygten for, ikke at kunne gøre noget som helst, var noget som virkelig havde sat sig dybt i hendes sind og det var bestemt ikke noget, som hun bare kunne vende det døve øre til. Hun bevægede sig ned i retningen af den store sø. De mange smukke stjerner og den store måne havde allerede fanget hendes blik, og det fik hende virkelig kun til at smile. Det fik hende et sted til at føle sig hjemme faktisk. Mørket tiltrak sig måske af de mange væsner, hvoraf hendes egne med det samme måtte søge til ro i den store skov i Procias, som sikkert nu, måtte stå som det smukkste sted i hele landet, eftersom det smukke slot var faldet i ruiner. Hun bed sig let i læben, da hun nærmede sig den store sø som hvilede lige foran hende. Den var stor.. Den var blank og man kunne se afspejlingerne af de mange stjerner og den store måne i hende, og et sted, så frembragte det hende en ekstrem stor ro. Kjolen som hun havde omkring sin egen krop.. Lys som solens stråler og hvid som den smukke sne på en smuk vinterdag og med kappen omkring sine skulder, for at holde bare en anelse varme, var noget som hun trak tæt omkring sig, da hun nærmede sig den smukke overflade. Hun trak let på smilebåndet, lod de fyldige læber spille ud i et stille smil. Hun var alene, hvilket i sig selv, de færreste af hendes slags ville gøre, men igen, så skilte hun sig virkelig fra den mængde af. Vinden rev i de mørke lokker, som dansede så elegant efter hende til hendes yndefulde skridt. Næsten dansende, som berørte hun slet ikke jorden under sig. Blidt gik hun ned i knæ ved den store sø, lod den slange pegefinger blidt og roligt berøre den kolde og blande overflade og derved ,også forstyrrede den naturlige ro som fandtes i den store sø.

[pharrel123]

Nattens mørke havde denne trygge effekt på Pharrel. Det var hans element. Sollys gjorde ham kun svag og skadede ham i længden. Ligesom en ilddæmon var tiltrukket af ild, så var han tiltrukket af mørket. Han trak stille i mundvigen, det var sjældent at han fandt den ro, som han følte denne nat. Det havde måske noget at gøre med månen, som var lidt over halv – og næsten fuld. Han vidste at han – når det blev fuldmåne – ville springe frem, som sit sande bæst, vise sig i sin ulveskikkelse, blive til en varulv. Ikke noget valg havde han, det lå jo til hans natur – til hans race. Men i princippet gjorde det ham egentlig ikke så meget, han havde større erfaring indenfor varulveracen, da det var den han havde været i længst tid. Han var jo blevet bidt af sin stedfar, Darcian, i et land langt væk herfra. Det var først da han var kommet til Dvasias, at han var blevet bidt af en vampyr, så man kunne godt kalde ham for halvblods, da han ikke var født horror. Han havde engang været et helt normalt menneske, en lille dreng, som havde set op til sin far, der havde beskyttet kongen. Han husker sin far, som en stolt mand, der elskede sin familie, og som kæmpede for sit land og sin konge. Pharrel kunne ikke lade vær med at trække lidt mere i mundvigen ved tanken. Smilet falmede dog igen, da han tænkte på ordet, familie, det var ikke ligefrem noget han havde haft i flere hundred år. Og mon han selv ville få én? Han var jo ikke ligefrem familiefar-typen. Han var blevet skilt fra sin mor og søster som ung, og blevet opdrættet til at blive en dræbermaskine. Han regnede med at Darcian kun ville bruge hans varulveskikkelse, fordi han dengang havde svært ved at styre sit temperament. Det havde han dog stadig, men han havde lært at beherske sig lidt mere, end bare at flænse alt han mødte på sin vej. Nu var han begyndt at dræbe, hvis han skulle have blod, eller hvis folk generede ham.
Pharrels tanker blev brudt af nogle lette skridt i det bløde græs. Hans høresans var utrolig skærpet pga. han var blanding af to væsner, som havde skærpede sanser. Det fik ham til at sætte sig op og begynde at snuse. Vinden var kraftigere oppe fra træet af, men det var ikke nok til at han kunne lugte hvem, eller hvad det var. Han kravlede derfor lydløst længere ned af træet, så han blev i stand til at kunne se sig bedre omkring. Hans blik faldt på en ung kvinde, der sad nede ved den store sø. Hans øjne blev sammenknebne og han betragtede hvert et træk fra hendes krop og ansigt. Han kunne dog ikke helt se hendes øjne, men det bekymrede ham nu ikke, da han nok skulle komme til at se dem på et eller andet tidspunkt. Om han skulle se dem triste, glade, drilske etc. kunne han ikke svare på, men se dem skulle han nok. Det var dog trods alt øjnene, som gemte på personers dybeste hemmeligheder.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Man sagde jo, at øjnene var sjælens vindue, og det var i den grad også en opfattelse som Malania måtte være af. Nu kunne hun faktisk slappe af. Hun frygtede dog ej for mørket, ligesom så mange af hendes slags ville have gjort det. Ikke at det var noget som betød noget for hende direkte. Hun havde været gift med en vampyr igennem ekstremt mange år. Lige hvor mange, var noget som var gået i hendes glemmebog, men hendes tilværelse havde været mere i mørket, end det som den måtte være i lyset. Hun blev roligt siddende og med blikket hvilende ud mod den store overflade. At hun så et sted, ikke var alene, overraskede hende jo så heller ikke. Det var aften og mørkets væsner havde vel allerede søgt udendørs og ud i det fri, nu hvor solen havde søgt væk fra den store himmel? Det var ikke noget som hun troede, det var noget som hun vidste, så hvorfor skulle hun dog tvivle på det i den anden ende? Tanken om familie, var noget som hun for længst havde lagt på hylden. Det var en tanke af drømme uden lige, som var forsvundet den dag hun mistede sin kære ægtemand.. revet fra hende på grund af en misforståelse og det var noget af det, som måtte gøre det hele så meget værre for hende. Hun slap et dæmpet suk. Hun var kommet herud for ikke at tænke på ham, så hvorfor gjorde hun det? Hun så sig stille omkring, bare en underlig fornemmelse, af, at være iagttaget, var noget af det, som tydeligt måtte prikke til hende, selvom hendes nattesyn bestemt ikke var, hvad det havde været før i tiden, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om. Lige nu valgte hun bare, at skulle se væk fra det. Hun havde vel også muligheden og chancen til at skulle være bare en anelse alene, nu hvor hun følte, at det var hvad hun havde brug for? Horace havde hun ikke set i et godt stykke tid nu, så hun regnede heller ikke med, at det var noget som han måtte lægge så voldsomt meget i, et sted gjorde det hende jo så heller ikke meget.. En charmetrold som den mand, var ikke noget som hun ønskede at mænge sig alt for meget med, det var først farligt i den anden ende. Hun var bestemt ikke forsvarsløs og hun bar jo med sig, noget af det som mange af de mørke væsner måtte frygte – Lyset. Hun blev dog roligt siddende midt i det smukke måneskær, der hvor hun udmærket godt vidste, at hun sad der midt i det åbne lys, hvor alle kunne se hende. Hun havde dog sine metoder, hvis det skulle gå hen og ende galt. Hun rejste sig forsigtigt op. Kjolen dasede stille omkring hendes ben og sad stadig smukt omkring hendes bryst. Hun vidste, at der var nogen derude, men lige hvad og hvem, det var hun temmelig usikker på.. Hun vidste jo faktisk ingenting. ”Jeg ved, at du er der..” sagde hun med en rolig og dog så syngende stemme. Hun var dog ikke direkte bange eller noget, det havde hun heller ikke nogen grund til endnu.

[pharrel123]

Pharrel sad i træet og iagttog hende med sine natblå øjne, der næsten var helt sorte. Han kunne ikke lade vær med at tænke på hans mor og søster da han så hende, hvorfor vidste han ikke. Det var ikke fordi hun lignede dem eller at han så hende som dem, men det var nok nærmere fordi han aldrig havde været i et forhold, og kun havde haft sin mor og søster, som han ikke engang havde kendt i særlig lang tid, før han var blevet tvunget væk fra dem af hans stedfar Darcian. Han vidste ikke helt om han skulle hade eller takke den mand, men han var i hvert fald skyld i den person han var blevet til den dag i dag. Han havde ellers været en helt normal knægt – et menneske – som havde måttet overtage sin fars plads og søge arbejde, da han døde. At Darcian så skulle komme og blande sig, da de kun var de tre, det havde Pharrel ikke brudt sig om. Han hadede ham for at have ødelagt deres familie! Men alligevel så havde han aldrig blevet til denne stærke kriger, som han var den dag i dag.
Pharrel undrede sig ikke over at hun havde opdaget ham. Alle kunne mærke, når man blev iagttaget, hvorfor anede han ikke, men det var bare som om man kunne mærke at der var nogle øjne der hvilede på én. Han blev dog siddende lidt endnu, og tog et par dybe vejrtrækninger, ikke fordi han var nervøs, men fordi han kunne lugte hendes blod på denne lange afstand, hvilket blot betød at hun var levende. Normalt plejede han at skjule sig, og så angribe sit offer, men planen så ud til at være ændret. Han måtte prøve en ny taktik; at gå offeret direkte i møde og derefter vurdere hendes skæbne. Desuden vidste han heller ikke hvilke kræfter hun besad, så han måtte ikke undervurdere hende! Han sprang derfor ned fra træet, landede blødt og lydløst i græsset, inden han gik hen imod hende, med rolige og elegante skridt. Hans marmorhvide hud, blev lettere oplyst fra månens skær, og det undrede ham ikke, hvis hun hurtigt troede at han var vampyr, da det var de træk der var tydeligst ved ham. Han stoppede nogle meter fra hende og vurderede hende lidt. Der var noget i hende, som fik ham til at afsky hende, men så noget andet, der fik ham til at lade vær. Det undrede ham ikke, hvis dette møde gik hen og blev interessant. ”Du er anderledes,” sagde han med sin hvislende stemme, der var neutral. Hans hoved faldt let på sned, ”hvem er du?”

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Malania kunne i den grad godt fornemme, at hun ikke var alene i denne stund. Ikke at det var noget, som forekom hende som nogen overraskelse om natten, for det var sjovt nok også der, at der var mest at se til derude. Hun holdt sig helt roligt, hvilket bestemt ikke ville ligge naturligt til hendes race her nu om dagene. De fleste ville tage væk for længst, så snart, at den fornemmelse af, at blive iagttaget, ville melde sig. Det var ikke noget som hun gjorde. Hun havde levet i mørket og hun nægtet virkelig at lade det bestemme over hende! Hun knyttede hænderne stille. Måske, at det var mørkt, men hun havde stadig mørkets værste fjende på sin side, hvis det skulle vise sig, at blive nødvendigt for hende, at skulle gøre brug af. Hun havde lyset. Et lysvæsen var jo et meget stærkt væsen af lyset, deraf hvor også navnet måtte komme fra trods alt. Hun havde været meget tættere på mørket, end nogen anden af hendes slags, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Hun havde faktisk været gift med en vampyr igennem ekstremt mange år, så hvorfor skulle hun dog frygte for det?
Lyden af skridt, var ikke noget som hun måtte opfange, selvom hun udmærket godt kunne sidde igen med fornemmelsen af, at hun bestemt ikke var alene for nu. Hun trak vejret dybt, også selvom hendes hjerte slog mere og mere fast mod hendes bryst, for hvert minut som måtte gå og følelsen, var bestemt ikke behagelig på nogen måde overhovedet. Hun lukkede øjnene for en kort stund. Forsvarsløs var hun bestemt ikke og hun tøvede ikke med at gøre brug af det, hvis det skulle vise sig, at blive nødvendigt i den anden ende. Hun så ned mod hendes hænder som hun holdt knyttet foran sig. De var i den grad klar, til at skulle gøre brug af lyset som forsvar. Hun angreb aldrig nogensinde! Hun vendte hovedet hurtigt, da stemmen lød ikke så langt fra hende. Mørket gjorde det besværligt for hende at se, men månelyset måtte i den grad afsløre en skikkelse ikke så langt fra hende. Hun slog koldt vand i blodet og agtede stadig, at skulle blive stående på sin valgte plads. Hendes hjertebanken ville nok afsløre hende alligevel. Hun var faktisk en anelse nervøs. Tungespidsen gled roligt over hendes læber. Hun måtte stå stærk nu! ”Hvad er det som gør mig så anderledes?” spurgte hun med en rolig og tydeligt kontrollerende stemme. En anelse behersket, for ikke at udstråle sig af den nervøsitet som han faktisk måtte plante i hende, ved at være så tæt på, som han måtte være lige netop nu. Det var en mand, det var hun da helt sikker på. ”Jeg er Malania Marchioness,” præsenterede hun med en let stolthed i stemmen. Navnet var jo en ting som hun ikke var bange for at skjule for nogen som helst. Racen var jo straks en helt anden sag.

[pharrel123]

Pharrel kunne ikke sætte ord på, hvilket væsen hun var, der var bare noget over hende, der gjorde ham helt i tvivl. Han havde på fornemmelsen at hun skjulte noget, holdt på mange hemmeligheder om sig selv. Men det gjorde han vel også selv? Han viste sjældent sin sande skikkelse, medmindre den blev fremmanet af en form for provokation eller selvfølgelig, når månen var fuld og tvang hans sande bæst frem. Og der var ikke mange dage igen, før han enten måtte søge indendørs eller blive forvandlet. Det var også derfor han var så rolig denne aften, da han egentlig blot ventede på at han skulle angribe folk uden den mindste grund. Han havde altid svært ved at styre sit temperament og sin blodtørst, når han var forvandlet under fuldmåne, hvor han tværtimod kunne styre sig, når han selv valgte at forvandle sig til varulv. Ligesom hun havde lyset, så havde han sin ulveskikkelse. Men igen, han forvandlede sig sjældent, da det var langt sjovere at overrumple og overraske sin fjende, alle og enhver kunne jo regne ud at han i hvert fald var vampyr, da hans hud var ligbleg og hans hjerte var holdt op med at slå. Han var kold, som den koldeste vinterdag.
Pharrel blev stående de få metre fra hende. Hun var dog udenfor hans rækkevidde, skønt han hurtigt kunne komme hen til ham. Faktisk kunne han nå at komme hen til hende, i den tid det tog for hende at blinke. Noget af det han elskede allermest ved sin race, var de skærpede sanser og den hurtighed, som endda overgik en vampyrs. De var dog i stand til at se ham, men hvis de skulle løbe om kap, så vandt horroren. Det kunne godt være hendes stemme var stærk og kontrolleret, og havde han været et andet levende væsen, så havde han nok ikke troet at hun var nervøs, men han kunne høre hendes hjerte, som slog hurtigt, hvilket kun betød at hun alligevel var en smule nervøs. Som hans hoved var på sned, rettede han det roligt op igen, da hun stillede ham sit spørgsmål. Han vidste faktisk ikke hvad det var, der gjorde hende anderledes, der var bare noget over hende. Noget han ikke helt kunne sætte ord på. Han trak let på skuldrene. ”Godt spørgsmål,” svarede han roligt, ”men det finder jeg nok ud af.” Hans natblå øjne, så roligt på hende. I øjeblikket følte han ingenting, det var som om månen havde hypnotiseret ham med dens smukke stråler, der også fik hans blege hud til at skinne let. Han havde et sted ikke lyst til at angribe hende, han følte ingen form for sult eller tørst efter blod, og hun havde endnu ikke givet ham nogen grund til at dræbe hende. Hendes navn havde han ikke hørt før, så det sagde ham ingenting. Pharrel nikkede derfor blot til hendes ord, inden han vendte sig mod søen, som han roligt gik hen til, hvor han satte sig i hug, for at lade sin kolde pegefinger strejfe det kolde vand. Det gav ham ingen kuldegysninger, da han alligevel ikke kunne mærke nogen forskel, om det så havde været varmt. Han kunne ikke fryse, da han var død, så han kunne faktisk heller ikke blive syg. Hans natblå øjne søgte ud over den glitrende overflade, inden han skævede tilbage mod hende. ”Må jeg spørge om, hvad du laver herude alene?” spurgte han let og en smule nysgerrigt, det var ikke fordi han bekymrede sig – langt fra! Men det var vel for at vide, om hun tilhørte mørket eller lyset, så han da i hvert fald kunne mindske mulighederne af hendes race. Høflighedstalen havde han for længst lagt på hylden. Han tiltalte aldrig nogen De, medmindre det var dronningen selv. Desuden lignede det ikke en dræbermaskine at tiltale folk med De og Dem. Og en dræbermaskine var vel mere eller mindre det som han var? Det var jo sådan han var blevet opdrættet.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Malania prøvede virkelig, at skulle tage det hele i stiv arm, og det var i den grad også en handling, som hun valgte fuldt ud bevidst. Hun ville virkelig ikke komme vedkommende på tværs, hvis hun ellers kunne blive fri for det. Hun var aldrig typen som angreb, hun var den som gik i forsvar og dette var i den grad ikke en situation som skulle være noget undtag fra nogen af de andre, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Hun trak vejret dybt, prøvede at få kontrol over hele situationen, selvom det i sig selv, var ekstremt meget at kræve. Et krav som hun faktisk måtte stille til sig selv. Temperamentet var virkelig ikke hvad man kunne sige, var Malanias største problem længere. For hende, så var det noget som stak meget dybere end det. Hun vendte blikket mod skikkelsen og selv uden at skulle rokke sig så meget som en meter. Nok var hun en smule nervøs, hvilket hun sagtens kunne mærke mod hendes bryst, så var hun bestemt ikke bange for, hvad hun nu end måtte stå overfor på denne måde.
At vedkommende selv måtte være ganske rolig, var noget som hun selv tydeligt havde fundet ud af. Ikke at det var noget som direkte gjorde hende det mindste, det var faktisk noget af det, som måtte gøre hende mere rolig, for det var jo ikke sikkert, at den som hun måtte stå overfor, ønskede hende noget ondt? Hun kunne i det mindste håbe på det, selvom det nu faktisk ikke var noget som hun havde troen på i længden, hvis hun skulle være helt ærlig. Atter en gang måtte hun trække vejret dybt, bare for at slå lidt koldt vand i blodet. Hun vendte blikket mod ham, da han bevægede sig ned mod søen og lod hånden stryge over den kolde og smukke, samt blanke overflade. Hun trak svagt på smilebåndet. Igen, så kunne det jo vise sig, at hun tog fejl af mørke væsner.. hvis han var et mærkt væsen vel at mærke, det var jo lige det, som hun manglede at finde ud af, selvom det nu ikke var noget som hun tog så tungt. Hun havde jo faktisk været gift med en af det mørke igennem flere århundrede, inden han blev revet fra hende – Det var det tab som hun måtte slås med lige nu og her og nemt, det var det bestemt ikke. ”Du skal være velkommen til at prøve,” sagde hun med en rolig, stadig så syngende stemme som altid. Det var ikke blot ment som en udfordring, men med et tonefald, som ville vise, at hun intet ondt ville ham på nogen måde for den sags skyld. Hun tog ikke altid chancen når hun endelig var ude blandt andre. Hun tvang sig selv til at blive stående og med blikket hvilende på hans skikkelse. Hans spørgsmål overraskede hende dog en hel del, hvilket ville være tydeligt at se i hendes pludselige ændring i mimik i hendes ansigt. ”… Hvad jeg laver herude? Jeg..” Hun strøg hånden igennem det lange mørke hår. Hvad lavede hun egentlig herude? Hun rystede stille på hovedet. ”Jeg føler mig hjemme i mørket, i natten og i kulden,” svarede hun roligt. I sig selv, så var det blot en ren og skær sandhed. At lyve, ville slet ikke være noget, som hun nogensinde ville kunne finde på! Aldrig! Stadig forblev hun varsom omkring ham, for han var hende helt ukendt på alle måder. ”Og Dem selv? Hvad bringer Dem herud på denne tid?” spurgte hun igen med en let nysgerrig mine. For alt hvad hun vidste, kunne de måske få en samtale op at køre? Det ville da være bedre end det andet i hendes øjne.

[pharrel123]

Pharrel kunne ikke lade vær med at more sig over, at han havde denne effekt på folk, men han ønskede nu heller ikke andet. Folk skulle endelig ikke tro at han var … god! Han ville hellere dø end at være god! Han var opvokset til at være ond, og det var han også blevet. Men måske, hvis han endnu havde været menneske og aldrig havde mødt hans stedfar Darcian, så ville han måske havde lært at være god, for så havde han vokset op med hans mor og søster, og havde måttet lære at blive en voksen mand hurtigt. Det var så ikke sket, i stedet for havde han fået en dårlig opdragelse, og var blevet til en dræbermaskine, som var blevet brugt i kamp mod hans tidligere konges fjender. En lejesoldat, en snigmorder med speciale indenfor spionage.
Pharrel tog sig ikke af, at hun betragtede ham, imens han gik ned til søen for at berøre den blanke og smukke overflade. Han så dog tilbage på hende, da hun nærmest udfordrede ham til at finde ud af, hvad det var der gjorde hende så underligt anderledes. Det var dog også her, at han fandt ud af, at hun næsten kun kunne komme fra Procias. Hendes stemme var så … syngende. Han burde vel dræbe hende? Han brød sig ikke om de forbandede Procianere med deres gode formål. Han var trods alt i krig mod dem. Men han var faktisk heller ikke sikker, så det måtte han jo også finde ud af. ”Jamen det vil jeg så prøve på,” sagde han roligt, og måtte alligevel trække lidt i mundvigen, da hun havde udfordret ham, hvilket var sjældent. Nok var det ikke en større udfordring, men han kunne alligevel ikke takke nej.
Pharrel kunne godt se, at hans spørgsmål havde forvirret hende, og han blev faktisk ligeså overrasket over hendes svar, som også blot var med til at så mere tvivl i ham, om hvilket land hun egentlig tilhørte. Måske Manjarno? Mon hun holdt sig neutral angående krigen? Han forstod faktisk ikke hvordan folk kunne holde sig neutrale, det var jo næsten uundgåeligt, da man hurtigt ville kunne blive misforstået og set som en fjende. Men på den anden side, hvorfor deltage i en krig, som ikke vedrørte én selv? Han kneb øjnene lettere sammen. ”Virkelig?” spurgte han næsten vantro, ”det burde du ikke. Du kunne jo støde ind i noget farligt.” Han prøvede faktisk på at finde ud af, hvor hun kom fra.
Pharrel så ud over søen, da hun stillede ham det samme spørgsmål, hvilket gjorde ham lidt tavs. Han følte en underlig ro, og på samme tid en uro inde i sig. ”Jeg … venter,” mumlede han sagte og kneb øjnene sammen igen, imens han så ind i mørket. Det lignede nok mest af alt, at han så efter noget, som han ikke kunne se, men han vidste nøjagtigt hvad han ventede på og hvad der ventede ham, og han vidste ikke ligefrem om han skulle se frem til det. Men det gav ham måske en mulighed i at komme ind i Procias igen, selvom han nok ville blive opdaget, som han havde gjort de sidste mange gange, hvor han havde forsøgt sig. Der var blevet sat mange flere soldater rundt om muren og det var også klart, da slottet nærmest lå i ruiner.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Malania havde dog ikke nogen tro på at han var god, men heller ikke ond for den sags skyld. Ikke at det kunne komme bag på nogen, men hun ville sætte ham til en neutral af personlighed, efter hvad hun havde set til nu vel at mærke, for hun havde virkelig ikke nogen grund til at skulle forhaste med det ene eller det andet, heller ikke nu hvor hun måtte stå i denne situation, det var der heller ikke nogen tvivl om. Hun blev stadig stående fuldkommen urokkelig, selvom han dog stadig måtte gøre hende en anelse usikker, så var det virkelig bare noget, som hun ønskede at bide i sig for nu. At vende om og stikke af, var dog ikke nogen mulighed for hende overhovedet! Det ville hun bestemt ikke! Igen, så hvad hun måtte stå overfor på nuværende tidspunkt, var noget som lå fuldstændig uklart for hende, og deraf også grunden til, at hun gik frem med denne form af forsigtighed. Det var i den grad en handling gjort bevidst.
En udfordring var det nu, selvom det dog ikke behøvede at ende ud i noget fysisk. Nok var hun ikke stærk af udseende eller krop for den sags skyld, for hun var faktisk ganske spinkel, så havde hun i den grad også sine tricks i ærmet, hvis det skulle ende med at gå helt galt og hun tøvede bestemt ikke i, at skulle bruge det, hvis det viste sig, at blive nødvendigt. Hun trak vejret dybt. Nu måtte hun da for alvor tage sig sammen! "Du skal da være velkommen." Hun hævede let det ene bryn og med et stille smil på læben. Hun kunne jo lige så godt tage det stille og roligt vel? Ikke at forhaste noget, for det kunne da først ende med at gå helt galt i så fald, hvilket hun bestemt ikke ønskede skulle ske lige netop nu.
Hun havde virkelig ikke været andet end ærlig ved hendes udtalelse. Den syngende stemme og klang som måtte være der, tydet jo klart på Procias, selvom hendes svar i sig selv, kun måtte tolkes som det negative. Hun sendte ham et roligt og let smil. Hvorfor skulle man ellers være så opmærksom hele tiden, når der var så meget andet, at skulle tage sig til? Han virkede ikke direkte som om, at han var decideret farlig, selvom det nu ikke var en konklussion som hun ønskede, at skulle tage på forskud. Man vidste jo aldrig, hvis man endt med at skulle skænke ham de helt forkerte ord, et forkert svar eller en pludselig bevægelse. Igen så valgte un blot at skulle tage det helt stille og roligt, også mest for sin egen skyld lige nu og her. "Jeg er klar, hvis jeg skulle støde på noget farligt," svarede hun ham med en rolig og stilfærdig tone. Igen, var det ikke en løgn. End ikke overfor dvasianske væsner, formåede hun at lyve, hun kunne virkelig ikke holde den følelse og den tanke ud!
I sig selv, så formåede han virkelig, at skulle gøre hende ekstrem nysgerrig. Hvad havde han egentlig at vente på herude? Alene ikke mindst, men bare den tanke alene om, at han var her sammen med hende på denne måde, det var noget som i sig selv, faktisk også måtte betyde lidt. Ensomhed måske? Hvem vidste? "Venter? Kan jeg spørge om hvad det er, du venter på?" spurgte hun roligt. Hun vågede sig nu et stille skridt tættere på. Et klart tegn og til at hun ej frygtede ham, selvom han dog et sted, gjorde hende urolig ved hans blotte tilværelse, ikke at det var noget, som hun brød sig om. Hun måtte virkelig bare lære at omgås folk igen, selvom det var så forbandet længe siden at hun havde været nødt til at tage de standpunkter sidst.

[pharrel123]

Det var faktisk utroligt så rolig Pharrel var denne aften, men han havde været nød til at skifte strategi, da hun jo havde opdaget ham. Og det ville jo være åndssvagt at angribe hende, når hun alligevel havde opdaget ham, og han vidste heller ikke hvilken race hun tilhørte, så han var selv på vagt. Han ville ikke dumme sig, ved at undervurdere hende! Det kunne jo faktisk gå hen og vise sig, at hun var langt stærkere end ham selv. Han gøs ved tanken. Han hadede når han var den svageste! Men sådan var det nu engang, man kunne jo ikke altid vinde, skønt tanken var tiltrækkende. Tænk at være den stærkeste i hele verdenen, hvordan ville det ikke lige være? Han rystede let tanken ud af hovedet, og lod sine natblå øjne studere hende ganske kort.
Pharrel var sikker på, at hun ikke var ufarlig, for hvorfor skulle hun ellers rende rundt herude midt om natten? Bare for at fjollerundt og ikke tage sig af mørkets væsner? Det tvivlede han stærkt på. Og han var også ret sikker på, at hun var fra Procias, og tanken om det, gav ham afsky! Han hadede alle de lalleglade personer der fra! De var alle sammen ens. Alle hjælpsomme, positive over den mindste ting og så var de irriterende. Han kunne ikke fordrage dem! Men der var vel et par få der skilte sig ud, det var jo det samme fra Dvasias, og han måtte indrømme, at han ikke kunne klare at se en warlock være ynkelig god. Han havde det lidt som om, at hun skilte sig ud fra resten, og så alligevel ikke, da hun havde denne syngende stemme og den glade klang, og det irriterede ham, at han ikke kunne finde ud af hende.
Pharrel måtte indrømme, at hun varede sin tunge, hvilket der ikke var mange der gjorde. Og han troede faktisk på hende, fordi hendes øjne, hjerte og puls viste ikke tegn på, at det skulle være nogen løgn, medmindre hun bare var udsædvanlig god til at lyve? Det kunne han jo ikke vide. Han hævede stille det ene øjenbryn og betragtede hende roligt fra top til tå. ”Såh? Og hvad havde du tænkt dig at gøre?” spurgte han roligt og alligevel med et lille strejf af nysgerrighed. Han var alligevel nysgerrig over, hvilken race han stod overfor, det var jo altid var spændende at få at vide, hvilken race sin fjende var, desuden kendte han til hendes race, så kendte han måske også til hendes tricks, eller måske ville han kunne finde frem til dem.
Det undrede egentlig ikke Pharrel at han havde gjort hende nysgerrig, for hvem ville egentlig ikke vide, hvad modparten ventede på, når man stod helt alene? Han var helt alene og havde været det hele aftenen, og så ventede han på at fuldmånen snart skulle træde frem på himlen, der var dog endnu nogle dage til det, så han kunne vel lige så godt tage det stille og roligt, inden han måske ville gå grassat. Han havde svært ved at styre sig i sit varulvestadie, når der var fuldmåne, da månen jo var til for varulve, det var der de var stærkest, og det var dér månen havde ham i sin magt – uhyggeligt at tænke på egentlig. Han rejste sig roligt op, som hun trådte et skridt hen imod ham, ikke fordi han havde noget imod det, han vidste – eller havde en anelse om – at hun ikke ville angribe ham. ”Jeg venter … på et tidspunkt,” svarede han sandfærdigt. Det lød nok dumt og hun måtte næsten tro at han var tungnem, men det var jo sandt. Han ventede på det tidspunkt, hvor månen var fuld. ”Og hvis du så gerne vil vide det, så er du velkommen til at prøve,” tilføjede han roligt, og trak let i mundvigen, da han næsten havde brugt de selv samme ord som hun havde, da hun havde udfordret ham, til at finde ud af, hvad det var der gjorde hende så anderledes.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Manden foran hende var måske rolig, men Malania ønskede så sandelig heller ikke, at skulle se nogen anden side af ham. Foreløbig så gik det hele fint, og sådan skulle det gerne fortsætte. Nok at han gjorde hende urolig, men bange var hun ikke for ham. Så meget havde hendes afdøde mand da hærdet hende, da de havde levet og boet i mørket dengang, og det var noget som hun var ekstremt taknemmelig for i den anden ende, for det var virkelig noget, som havde lettet hendes hverdag. Mørket frygtet hun ikke decideret for, hun havde ikke nogen direkte grund til det. Som man altid havde fået fortalt; Man skulle bare huske, at tænde et lys. Et lys kunne være mange ting, et håb, en tanke eller en tro for eksempel og det var bestemt også det, som det var for hende. Stærk var hun måske, men det at skulle angribe, var slet ikke noget som vil kunne falde hende ind!
Hun prøvede virkelig, at skulle slå koldt vand i blodet. Hun havde allerede konkluderet, at denne mand måtte være fra Dvasias, hvilket kun var en grund for hende, til at skulle gå frem med den største forsigtighed, så det ikke skulle ende med at gå helt galt i den anden ende, for det var bestemt ikke noget, som hun måtte ønske skulle forekomme. Det var slet ikke fordi, at hun vandret rundt med det samme had og den samme foragt for mørket, for det gjorde hun ikke. Hun havde set, at de selv havde noget godt og noget omsorgsfuldt. Det bløde, var så sandelig ikke noget, som hun selv kunne bruge til noget som helst. Hun skilte sig ud, hvorvidt om det så var på godt eller ondt, det vidste hun dog ikke, for det var der ikke nogen som havde stoppet op og fortalt hende. Hun prøvede virkelig bare frem på bedste vis, selvom det bestemt heller ikke var nemt for hende på nogen måde overhovedet.
Hans spørgsmål, var ikke noget som direkte måtte komme bag på hende. Hun trak blot let på smilebåndet. Hun var meget opmærksom på hvad det var, at hun måtte sige, det var der ikke nogen tvivl om, men det sagde vel også lidt, at man var frygtelig forsigtig når man endelig var tæt på nogen, som man slet ikke havde det mindste kendskab til? Sådan så hun i det mindste på det, og hun ønskede virkelig ikke, at det skulle gå galt i den anden ende og specielt ikke, hvis hun kunne undgå det på denne måde, så var det da bestemt hellere det, som hun ønskede. Hun trak vejret dybt. Hun måtte virkelig bare falde til ro, det andet kunne da virklig ikke passe! At han skulle gøre hende så nervøs? Hun bed sig let i den bløde underlæbe og tog endnu et roligt skridt mod ham. ”Hvad jeg havde tænkt mig at gøre? Det er jo lige det.” Hun blinkede let drillende til ham og med det svage smil. ”Jeg har mine metoder,” sagde hun roligt og med et let skuldertræk. Ikke at det var noget som han skulle tage eller tolke som en udfordring. ”Jeg råder stærkt dem som ikke kan tåle lys, om at holde sig væk, hvis det endelig er,” afsluttede hun roligt. Vel også et hint til hvor hun måtte komme fra, for lys var magi og evner som man blot måtte finde i Procias, selvom racen i sig selv, ikke altid var enkel at gætte og det var noget af det som hun kunne more sig med.. Altid.
Ligesom alle andre væsner, bar hun en forbandet stor og forbandet tydelig nysgerrighed med sig. Ikke altid kunne hun skjule den og lige her, så formåede hun det bare ikke! Til tider måtte hun virkelig hade det, men der var vel ikke stort, at skulle gøre ved det lige netop nu? ”På et tidspunkt? Kan du fortælle mig hvilket?” spurgte hun roligt. Ligesom ham, så ville hun klart have det bedst med at vide, hvad hun stod overfor, udelukkende af den grund, at hun havde brændt sig på dette før og det ikke var noget, som på nogen måde, skulle have lov til at gentage sig! At han så måtte udfordre hende igen, var blot noget, som i den grad måtte more hende. Hun faldt dog let til ro. Til nu havde han jo virket ganske snaksagelig og ikke direkte faretruende overfor hende. Måske var hun bare opmærksom uden den største grund? ”Og tro mig, det vil jeg,” tilføjede hun med et blidt smil.

[pharrel123]

Hun gjorde skam ikke Pharrel nervøs. Slet ikke. Det havde hun jo heller ikke givet ham nogen grund til. Desuden, så lå det ikke til ham, at være nervøs, da han altid kunne holde sig helt i ro, så han havde den perfekte oversigt over situationen. Han holdt altid hovedet koldt, medmindre han ikke kunne styre sig, hvilket typisk skete under fuldmåne, og der skulle alligevel meget til at han mistede besindelsen så meget, at han mistede oversigten. For nok havde han et stort temperament, og man skulle passe på, med hvilke knapper man trykkede på ved ham, men skønt han så blev vred og ville angribe, så holdt han stadig hovedet koldt. Det var noget han havde lært som ung, for han havde jo alligevel levet i godt tusind år, og lidt til. Så hun ville nok ikke komme til at gøre ham nervøs, uanset hvilken race hun tilhørte og uanset hvor stærk hun så var, men bare fordi hun ikke kunne gøre ham nervøs, så ville han skam ikke undervurdere hende, da det blot ville være et dumt og forkert træk.
Pharrel var nu alligevel lidt nysgerrig efter, hvilken race hun tilhørte, da det jo altid var spændende at vide, og så vidste han også hvad han skulle gøre og ikke gøre, så kunne han opbygge en strategi for at slå hende. Han betragtede hende ganske let, og lagde mærke til at hun var forsigtig med hvad hun sagde til ham, hvilket han kunne på den måde hun svarede ham på. Men det var også blot et klogt træk af hende, og han brugte jo faktisk den selv samme strategi mod hende, da det kunne gå galt, hvis hun vidste alt for meget om ham. De var jo trods alt fjender. Han kunne nu ikke lade vær med at more sig, over at hun var så hemmelighedsfuld, men han forstod hende nu godt et sted, for hvorfor skulle hun sige til ham, hvad der var hendes styrker? Det kunne jo gå hen og ende galt for hende, hvis hun faktisk fortalte det. Ikke fordi han havde i sinde at angribe hende – ikke endnu. Han havde jo heller ikke nogen grund til det. Han måtte dog sukke svagt til hendes ord. ”Så du er altså fra Procias,” svarede han … ja, næsten skuffet. Men så var der jo stadig det, som gjorde hende en anelse mere speciel, og hvad det var, det havde han jo endnu ikke fundet ud af. Hvis hun rådede over lyset, så sagde det jo sig selv, og det var nu alligevel en anelse skuffende, og så alligevel ikke, for det var vel mere specielt, når hun var fra Procias og var speciel, end som hvis hun havde været fra Dvasias? Det mente han i hvert fald. Så det var måske ikke så skuffende endda. Han så ud over søen igen, og trak let på skuldrene. ”Så burde jeg vel angribe dig?” spurgte han let, og det var vel mere et spørgsmål til ham selv, end til hende.
Det morede lidt Pharrel at hun var så nysgerrig efter at vide, hvad det var han ventede på. Men det ville nok være dumt af ham, at fortælle hende det, for så kunne hun måske regne hans race ud. ”Det er et tidspunkt om nogle dage,” svarede han sandfærdigt, og det var også derfor at det undrede ham, at han var så rolig, når der alligevel var et par dage dertil. Han havde måske kunne have forstået det, hvis det havde været dagen inden fuldmåne, men det var det jo ikke. Men det gjorde ham nu ikke noget, så havde han ikke behov for at dræbe og smadre ting, men kunne tage det stille og roligt, inden det ville ske. ”Og jeg må hellere lade vær med at sige mere, for eller bliver det jo for nemt for dig,” tilføjede han lettere drillende, hvor et lille smil prydede hans læber. Han plejede ikke at bruge sin drillende tone, og slet ikke overfor en procianer! Men der var bare noget over hende – som han ikke kunne sætte en finger på – der fik ham til at gøre det. Og det irriterede ham faktisk ganske meget, at han ikke kunne sige hvad der var ved hende, som gjorde at han næsten opførte sig helt anderledes.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Malania havde virkelig ikke noget andet valg, end at skulle slå koldt vand i blodet og bare tage det så stille og roligt. Hun havde stadig ikke nogen anelse om, hvad det var at hun måtte stå overfor i øjeblikket, også selvom hun var sikker på denne ene lille ting – Han var en dvasianer, og det var noget af det som i sig selv, måtte betyde mest for hende netop nu. For hun var virkelig bare nødt til at skulle tage det stille og roligt, svare ham ude at fortælle for meget, selvom det faktisk var noget som var svært, for hun var virkelig også bare tvunget til at skulle holde kortene tættil sig selv, hvilket også var en handling som hun gjorde helt automatisk, for hun ville bestemt ikke gøre det enkelt for ham, hvis han nu havde i sinde at angribe. At fortælle, at hun var fra Procias, så hun nu ikke noget forkert i, for det var tvært imod noget af det som hun var stolt af. Lyset var hendes fordel og selv i mørket, ville hun være i stand til at skulle finde det. Det var der faktisk ikke mange af hendes slags, som ville være i stand til når det kom til stykket, det var hun udmærket godt klar over.
Hendes hjerte slog fast mod hendes bryst, selvom hun virkelig bare prøvede, at skulle slå koldt vand i blodet. Det var han i den grad meget bedre til, end det som hun selv måtte være, selvom det nu i den anden ende, slet ikke var noget, som betød noget for hende direkte. Man kunne jo trods alt heller ikke være god til det hele iden anden ende, og det var noget som hun igen lige måtte minde sig selv på. Hendes blik hvilede på ham hele tiden. Hun kendte udmærket godt til denne situation. Han var rovdyret og hun var byttet, det var derfor, at hun gik frem på denne måde. Alt for ikke at ende med at udløse hans voldelige adfærd, som i den anden ende meget hurtigt kunne ende ud i kamp og hun havde stadig ingen anelse om hvad pokker han var for en, så det var noget, som hun helst ville undgå for alt i denne verden, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. At han var skuffet, vidste hun ikke og det var bestemt heller ikke en tanke som måtte falde hende ind. Hun var bare forsigtig også mest for sin egen skyld. At han så direkte og åbent bragte angreb på banen, fik hende til at stoppe gangen mod ham, uden egentlig at tænke over det. Det synes hun bestemt ikke var nogen særlig god idé! ”Ønsker du at angribe mig?” spurgte hun roligt og med blikket hvilende mod ham, ikke mindst roligt, spørgende, nysgerrigt, men i den grad også på vagt på alle tænkelige måder. For hun ønskede bestemt ikke, at skulle ende overrasket ved dette på nogen måde!
Hvad der skete om nogen dage, havde Malania egentlig ikke rigtigt styr på. Hendes hjerne kørte tydeligt på højttryk for at finde ud af det.. Om nogen dage.. Hvad pokker skete der om nogen dage?! Hun trak vejret dybt. ”Du vil ikke gør det for nemt for mig? Hvad så hvis jeg fortæller dig, at jeg ikke ved, hvad der vil ske om nogen dage?” påpegede hun roligt. Det måtte jo egentlig være frustreret at bare sidde og vente på fuldmånen, selvom det nu slet ikke var en tanke som måtte falde hende det mindste ind, men i sig selv direkte, så frygtede hun ikke for ham, selvom hans tilstedeværelse i den grad måtte gøre hende bare en anelse urolig, så var det noget som hun virkelig bare måtte bide i sig. Han havde jo lige så meget ret til at være der, som hun havde, selvom hun stadig – også mest for sin egen skyld, valgte, at skulle holde en vis afstand til ham, så det ikke skulle ende med at gå helt galt alligevel, for det var bestemt ikke noget som hun måtte ønske. ”Du kunne ikke give mig et lille hint mere?” spurgte hun med et let smil på læben. Hun prøvede dog blot at være sig selv, selv på trods af de mange omstændigheder på disse steder, det måtte jo trods alt også være det bedste i den anden ende vel?

[pharrel123]

Pharrel var ganske rolig, for hvad skulle han være bange for? Hun havde endnu ikke givet ham nogen grund. Og hvis det skulle ske, at de kom i kamp, så kunne han ikke vide hvem af dem der ville vinde. Godt nok var han måske stærkere end nogen racer fra Procias, men så var der også dem, som han ikke var. Han var Horror og derfor havde man også en nemesis, ligesom engle og dødsengle var til hinanden, og som en magiker og warlock. En nymfe og dødsnymfe. Alle havde en modpart som de var på lige fod med, da de begge havde styrker og svagheder mod hinanden. Han var så bare ikke sikker på, hvem der var hans modpart, men han vidste i hvert fald én ting, og det var at han ikke skulle undervurdere alle fra Procias, og da han ikke kendte hende her, så ville han heller ikke undervurdere hende, for det kunne hurtigt komme til at koste ham livet. Men det kunne også være at hun var den typiske Procianer der ikke ville angribe, fordi hun var ’god’, men igennem hans liv, havde han fundet ud af, at alle havde noget ondt i sig, og det var også grunden til at han ikke turde undervurdere hende, da han faktisk ikke kunne vide, om hun ville angribe ham.
Det kunne godt være at hun ikke var direkte bange for Pharrel, men han kunne høre hendes hjerteslag, som slog fast mod hendes bryst, hvilket betød at han gjorde hende utryg og nervøs. Han smilede let ved tanken. Han var rovdyret, der legede med sit bytte, og byttet var hende. Hans natblå øjne søgte hen på hende, med det lumske glimt. Mon han kunne skræmme hende? Han trak i mundvigen, så et lusket smil gled over hans læber, da hun stillede ham sit spørgsmål. Det var faktisk et spørgsmål, som han ikke helt kendte svaret på selv. Han var ikke sikker på at han burde, han kendte jo heller ikke til hendes styrker, så han burde vel teste hende? Han stod og betragtede hende lidt, imens hans hoved søgte på sned. Lidt sjov kunne han vel godt få ud af denne aften? Med et forsvandt han, eller han bevægede sig bare så hurtigt, at øjnene ikke kunne følge ham. Og han stoppede først da han stod bag hende, helt tæt ind til hendes krop. Hans kolde hænder havde grebet ud efter hendes håndled, for han kunne jo ikke vide om det var dem hun brugte, når hun angreb. Han indsnusede hendes duft, og han kunne lugte hendes friske blod, der næsten fik hans mund til at løbe i vand, hvilket fik hans tunge til at søge over hans læber. ”Er du bange for mig?” spurgte han sagte og lettere nysgerrigt. Han kunne godt lide at lege med sit bytte eller køre det helt psykisk ned og så efterlade det sådan. Han ville egentlig bare vide hendes reaktion, for han gik ud fra at hun vidste at han var vampyr, det var jo trods alt også de stærkeste træk ved ham. Han havde den blege hud, de sylespidse hjørnetænder og den kolde døde krop. Et lille overlegent smil spillede på hans læber.
Pharrel morede sig en lille smule over, at hun var så opsat på at finde ud af hvad der skete om nogle dage. Han kendte jo selvfølgelig svaret, men han var ikke helt sikker på at han skulle give hende det, for hvis hun gættede det, så vidste han, at hun ville kunne regne hans race ud; en Horror. Og han vidste at det var bedst at holde sin kort tæt ind til sig, for han kendte hende jo ikke, så han vidste ikke om hun følte det samme for Dvasianerne, som han følte for Procianerne. De var jo trods alt i krig mod hinanden. Men han kunne godt lide at ’lege’ især sit eget lille spil, så han kunne vel godt give hende et lille hint. ”Om nogle dage, om natten, skal du ej tænke på klokken, men på omgivelserne,” sagde han hemmelighedsfuldt, og prøvede på at få det til at lyde som en gåde. Hvilke omgivelser hun skulle lægge mærke til kunne han jo ikke fortælle hende, for så blev det jo alt for let for hende!