A night alone?

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Malanias hjerte hamrede som intet andet end en sindssyg mod hendes bryst. Det var virkelig ubehageligt! Sandt var det jo.. Hun havde ingen anelse om hvor Pierce var henne. Han havde jo sagt, at det eneste som kunne skille dem fra hinanden, det måtte være havet og det var også det som hun måtte holde noget så frygtelig godt fast i. Bare tanken om, at han skulle rende rundt med en anden kvinde istedet for hende, var som at jage kniven direkte i hendes hjerte og det gjorde noget så frygtelig ondt! Hun bed sig kraftigt i læben. Som hun måtte stå der i hans arme, så kom hun virkelig ingen vegne! Det var som at stå i sit værste mareridt, omgivet af det mørke og den kulde som var som havde det været en gift for en af hendes slags. Mørket var hendes største svaghed ligesom Pierce mått evære hendes ømme punkt, det var virkelig noget så frygtelig ubehageligt når det måtte komme til stykket og her stod hun endda. Hun stod knækket.. tårerne trillede ned af hendes kinder. Det kunne simpelthen bare ikke være rigtigt! At være sådan trykket ind mod Pharrels egen krop, den kulde som måtte møde hendes mørke.. Han måtte bare ikke have ret! At hun måtte tvivle på Pierce, var nok noget af det værste, hvilket efterlod den følelse af direkte skyld i hendes eget bryst. Den var virkelig noget så frygtelig ubehagelig! "Du må ikke sige det.. du må ikke sige det.." hviskede hun med en direkte skræmt tone. I og med, at hun måtte tvivle sådan, selvom hun ingen grund havde til det! Pierce var hendes eneste ene, det var slet ikke noget som hun i det hele taget, var i stand til at skulle betvivle på nogen som helst måde overhovedet. At blive vendt i Pharrels favn, så hun måtte tvinges med at stå ansigt itl ansigt med ham. Hun skælvede og med den ene arm som blot måtte hænge slapt ned langs hendes krop. Den var blodig og det var tydeligt at den skulder måtte være fuldstændig skambidt og ødelagt. Hun vidste at hendes blod måtte være delikat udelukkende på grund af den race som hun måtte være. At det jo så måtte trække i ham og hans mere vampyriske jeg.. hun huskede det selv. "Please.. lad mig være.." hviskede hun stille. Hun lukkede øjnene skælvende da han strøg hendes kinder. Det var virkelig ikke noget som hun brød sig om. Hun hadet det virkelig og mere end det som måtte være godt i den anden ende, det var der så sandelig ikke nogen tvivl om! De kys og kærtegn som han skænkede hendes hals, fik det til at gispe helt i hende. Hun nægtet at nyde nogen anden mand kærtegn! Det var virkelig langt over hendes egen grænse og hun kunne virkelig ikke gøre noget andet end at hade det! Den brugbare hånd faldt direkte mod hans bryst i et fast forsøg på at skubbe ham væk, selvom han var mange gange stærkere end hendes skrøbelige og spinkle væsen. Hun følte sig virkelig ude på bar bund, et sted hvor ingen kunne redde hende og den tanke var hende virkelig skræmmende! Tårerne strøg stille og roligt ned af hendes kinder. Det faste greb omkring hendes skulder, fik det til at spænde helt og holdent i hendes krop. Det gjorde virkelig ondt! Blikket gled stille mod hans eget og med en nærmere skræmt mine i blikket. "Det gør ondt.." beklagde hun sig med en frygtelig, frygtelig dæmpet stemme, så hun selv var usikker på, om det var noget som han kunne høre. Hun bed sig let i læben og med den tydelige skræmte mine. "L-lindre smerten..?" spurgte hun usikkert. Hånden forlod stille hans bryst, for at lægge sig mod sit eget. Han havde sat tvivlen så frygtelig dybt i hende. Hun lukkede øjnene idet at han kom nærmere hendes hals, for så at sætte tænderne i hende. Hun gispede lettere smertefulgt idet at hans tænder måtte glide ned i den pumpende pulsåre hvor hun måtte spænde fast i hele kroppen. Det gjorde virkelig ondt!

[pharrel123]

Hendes blod fristede virkelig Pharrel! Det var utroligt så godt som det lugtede, og det smagte endnu bedre! Det var faktisk lang tid siden at han havde fået lysvæsen til aftensmad, men han klagede skam ikke! Han kunne tydeligt se og mærke på hende, at hun var ved at knække, han var ved at få grebet på hende, og han nød det virkelig! At se hendes ellers så stolte personlighed knække ligeså stille og roligt i små stykker. Hendes tårer hjalp hende ikke ligefrem, de gav ham blot mere blod på tanden, og uanset hvad hun gjorde, så ville han fortsætte, der var intet hun kunne gøre for at stoppe ham. Det var simpelthen for sent! Og han måtte virkelig fryde sig over, at se hende være så knækket, især fordi hun havde troet at der var noget godt i ham. Sådan en tåbe! Det kolde smil hvilede på hans læber, og de natblå øjne hvilede i hendes mørke. En del af mørket havde hun jo allerede været én gang førhen, og det kunne faktisk være spænende at rive hende ind i det igen? Gad vide hvad hendes lille kæreste ville sige til det? Han kunne ikke lade vær med at fryde sig over tanken! Han fnøs af hendes ord, inden han rykkede sit hoved helt tæt ind mod hendes, som holdt han trøstende omkring hende. Han strøg blidt og roligt sin ene hånd op og ned ad hendes ryg. ”Så, så, min kære. Der er masser af mænd ude i verdenen, der er vilde efter at prøve lykken hos dig,” hviskede han, som skulle det være trøstende ord, mod hendes øre, skønt det dog var den bitre sandhed, der var jo nok mange mænd ude i den store hvide verden, der ville prøve på noget hos hende, og faktisk var det kun én ting de ville stræbe efter; at komme under dynen med hende. Han trak roligt hovedet tilbage, og smilede koldt til hende, som knuste han lige alle hans trøstende ord. Han var et sted nød til at vinde hendes ’tillid’, få hende til at tro, at han faktisk kun ville hende det bedste, skønt det faktisk ikke var tilfældet. Han begyndte faktisk at få den idé om at gøre hende til en del af mørket? Det ville virkelig knække hende, og så kunne han skabe en ond lille lysvæsen? Se det ville være noget nyt! Han lo atter en gang koldt, da hun igen, igen, igen bedte ham om at lade hende gå og lade hende være, men det ville jo ikke være sjovt, ikke nu hvor han havde fået en ny idé! ”Du forstår det jo ikke, Malania, jeg gør det for dit eget bedste,” sagde han i en sandfærdig tone, og så direkte ind i hendes mørke øjne, med hans egne natblå, der bar et ærligt skær over sig. Han havde manipulationskræfter, som overgik folks vildeste fantasier! Han var jo trods alt halv vampyr; bedre end en vampyr. Hendes forsøg på at skubbe ham væk, var et meget dårligt forsøg! Især fordi hun stoppede, og det så ud til at han faktisk var ved at nå ind til hende, endelig! Han nød virkelig at se hendes smerter, se hende græde, det var næsten som om han kunne føle det … dejlig fornemmelse! Men hvad der var en bedre fornemmelse, var hendes søde blod mod hans tunge! Kæft hvor smagte hendes blod godt! Det var helt utroligt! Det var lige før han ikke kunne stoppe igen! Men han var nød til at holde lidt igen, derfor trak han roligt hovedet til sig, og slikkede sig næsten grådigt om munden. ”Mhm…” mumlede han, til svar til hendes ord. Han ville lindre smerten. ”Du behøver ikke være bange for mørket, ikke ved at være en del af det,” svarede han sandfærdigt og uden at han veg blikket fra hendes. Han slikkede let såret på hendes hals, hvor han blot mærkede sulten stige i ham igen. ”Det har du jo været førhen.” Han smilede et lettere udspekuleret smil til hende. ”Og stå så stille! Så jeg kan smage dit blod…” Han satte endnu engang tænderne i hendes hals, inden han mæskede sig i hendes blod endnu engang. Gudeskønt!

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Malania var virkelig skræmt og ja, denne mand havde virkelig formået at knække hende som intet som helst andet overhovedet. Han have pillet det hele fra hinanden og nu sad hun tilbage med intet andet end den direkte følelse af en så frygtelig voldsom tvivl og det var virkelig en frygtelig tanke! At stå så tæt på en anden mand, var hende så forkert som intet andet kunne være. Hendes hjerte hamrede derud af. Hun ønskede virkelig bare at få fred! At kunne søge indenfor og komme væk herfra! Dette mørke var virkelig noget som måtte skræmme hende mere end det som noget andet måtte gøre, og den følelse var noget så frygtelig skræmmende for hende. Hun kunne ikke klare mørket.. ikke som det stod lige nu! At mange ville prøve sig på hende, var hun klar over. En med hendes udseende, var ikke bare af typen som man passerede på gaden og hun vidste det. Det var til tider noget som virkelig måtte frustrere hende! "P-prøve lykken?" Hun rystede på hovedet, hvilket fik hende til at tænke.. Nej, Pierce havde haft muligheden da de lå på kroen og han havde jo knapt nok rørt ved hende! Hvordan dette skulle være for hendes eget bedste, det vidste hun virkelig ikke, lige nu var det virkelig bare den smerte som hun kunne have det endelige fokus på, for den var virkelig intens! Bare tanken om, at han satte tænderne i hende, var virkelig noget så ubehagelig! Tårerne trillede stadig ned af hendes kinder og det var virkelig uden stop. Ja, hvor havde hun egentlig Pierce henne? Det var virkelig en tvivl uden lige og det var ubehageligt for hun havde virkelig ikke nogen grund til at betvivle Pierce! Havde hun? Nej, det havde hun da bestemt ikke! "Hvordan skal dette være for mit bedste? Det du siger, det gør ondt.." De mørke øjne vendte hun stille mod ham. Det var slet ikke fordi at hun frygtede for mørket på den måde, men det var virkelig ham som gjorde hende direkte panisk for det! "Det.. det ved jeg.. Mørket var mit hjem i så mange år. Mere i mørket end i lyset." Hun blinkede let med øjnene.. Hvorfor fortalte hun ham de ting? Det var jo ting alene som kun Pierce kendte til og det var sådan at hun ønskede, at det skulle forblive! Malania bed sig svagt i læben ved hans ord. Han virkede virkelig til at ønske hendes blod og hun ønskede det faktisk ikke sådan. Hun havde ikke været bidt siden dengang hun havde sagt ja til Lucius ved alteret i den dvasianske kirke - Deres store ja til hinanden, var at hun havde blottet halsen for ham og han havde sat tænderne i ham og dette bragte hende virkelig tilbage til den tid. Lige netop den scene var noget som måtte køre noget så voldsomt i hendes hoved og det var hende et chok uden lige! Hun nikkede blot til hans ord, idet han igen satte tænderne i hende. Hun spændte kraftigt i hele kroppen, idet at hun måtte bide gispet i sig. Det forlod dog hendes læber i form af et svagt suk. Øjnene klemte hun ganske let og svagt sammen. Hun kunne virkelig ikke fordrage det! Jo mere som han måtte tage af hendes blod - så groteskt som han gjorde det, så kunne hun kraftigt mærke, at hun blev svagere og svagere. Modstand blev kun mere og mere nytteløst for hende, idet at hendes ben måtte give efter under hende. Blot holdt oppe med den arm som han havde omkring hendes liv. Hun bed tænderne svagt sammen og med hendes hjerte som måtte arbejde intenst for at skulle få hjertet pumpet rundt i hendes årer. "Av.." hviskede hun svagt.

[pharrel123]

Pharrel var ved at komme helt ind i sindet på hende, snart ville han kunne læse hende som en åben bog, eller det kunne han jo faktisk i forvejen, for det var faktisk ikke særlig svært, men ganske let rent faktisk. Han havde allerede fundet hendes ømme punkt, hendes lille kæreste, det var simpelthen til grin! Og hvorfor skulle han ikke være ude på at snyde hende? Han kunne let tage fusen på hende! Hun var smuk, og desværre naiv, men det kunne han jo rette op på, han kunne vende hendes personlighed, så hun faktisk blev ond? Det lød faktisk ganske tiltalende. Det var jo ikke fordi hun var en grim kvinde, men ganske smuk faktisk, han var så bare ikke selv en mand der stillede sine lyster på hver kvinde han fandt, sådan var han slet ikke! Der var altid nogle som skilte sig ud fra flokken, men han havde i hvert fald én ting tilfælles med alle andre mænd; han stak folk en løgn, ligesom han gjorde i øjeblikket, han manipulerede med hende rettere sagt, og han var god til det! Han gav skam ikke op så let, bare fordi hans offer var stædig, nej han blev ved, også selvom han havde knækket dem, han ville have dem trukket helt ned i dybet, og længere ned endnu! Ligesom han ville med hende! Han smilede et lettere mildt smil til hende, imens han nikkede ganske let. ”Ja prøve lykken, min snut. Du er jo så smuk,” hviskede han kærligt, imens han lod sin ene kolde pegefinger sno sig omkring én af hendes mørke lokker. Hun ville nok ikke være særlig svær at få over på den mørke side, eftersom hun allerede havde været der én gang før, og det kunne jo være ganske sjovt at gøre det igen? At ødelægge hendes liv fuldstændig? Han strøg blidt hendes tårer væk ved at lægge begge sine hænder mod hendes kinder, så hans tomler kunne stryge blidt over hendes kinder, imens han smilede et oprigtigt blidt smil til hende – hvad hun ikke vidste, var at det hele var spil fra galleriet. ”Så, så, min kære, det gør kun … lidt ondt,” hviskede han blidt, inden han slap en kold latter. Det hele var løgn, hvilket hans latter afslørede, men han var ligeglad, han kunne spille hendes bedste ven, og være hendes værste mareridt på samme tid, hvilket han vel mere eller mindre også var? Og han nød det faktisk! ”Nok gør mine ord ondt nu, men det er kun fordi du ikke ved bedre. Bare vent, det bliver langt bedre,” forsikrede han hende om, imens han smilede et lettere kækt skævt smil til hende. Han vidste at det gjorde ondt, men det var kun lige i starten, for det havde faktisk ikke behov for at gøre ondt, hun kunne faktisk manipulere med smerten og vende den til nydelse, men det gik nok mod enhver følelse i hende. ”Og du kan blive en del af det igen… så du ikke har behov for at frygte det,” svarede han lettere tilbydende, for det var jo faktisk sandt. Hun havde slet ikke behov for at frygte mørket. Ikke når hun blev en del af det, og det kunne han jo gøre. Og det havde han faktisk tænkt sig at gøre, at ødelægge hele hendes liv på blot et splitsekund, han selv var jo faktisk selv halvblodshorror, eftersom han var blevet bidt af en varulv først, derefter vampyr som så havde skabt ham til hvad han var nu, og det var han nu ikke ked af, det var så også grunden til at han kunne befinde sig ude i dagslyset, og det ville hun jo også kunne gøre, og måske kunne han … forgifte hende? Hun var jo trods alt renere end en engel, og hans … urene blod ville hurtigt kunne forgifte hendes eget. En meget overvejende tanke! Som hendes ben måtte knække under hende, fik ham blot til at trække hovedet roligt tilbage, imens han betragtede hende med blodet omkring hans læber, som han roligt slikkede endnu engang. ”Mmm… det behøver jo slet ikke at gøre ondt, Malania. Du skal bare nyde det, så går smerten væk,” svarede han sandfærdigt, og kyssede let hendes hud, der hvor han havde bidt hende, hvor han kort lod tungen strejfe hendes sår. ”Nyd det,” hviskede han intenst og forførende mod hendes øre. Snart ville han forvandle hende, ødelægge hendes liv, knække hende! Og hun ville aldrig slippe af med ham igen.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Malania var mere eller mindre allerede knækket. Den stolthed, den selvtillid.. Det hele var virkelig bare taget fra hende, som havde det aldrig ngoensinde været der før. Det var virkelig en direkte ubehagelig følelse som intet som helst andet! Hjertet hamrede som en sindssyg direkte mod hendes bryst og det stoppet bare ikke på noget tidspunkt. Pierce var bare ikke sådan, selvom det virkelig var forfærdelig svært for hende at skulle holde fast i den tanke, så længe, at Pharrel pillede det hele fra hinanden! Den mand ødelagde virkelgi det hele for hende og på alle måder. Den ekstreme naive tillid som hun havde opbygget til Pierce, den var så godt som væk. Hun kendte ham jo ikke så godt, så hvad nu hvis det ville være sandt? At alt det som Pharrel fortalte hende, var den rene sandhed? Det lignede ham bare ikke, så omsorgsfuld som han havde været overfor hende, så meget som han havde gjort for hende.. Det var alt sammen tanker som forsvandt ud af Malanias hoved og det skræmte hende virkelig. At hun kunne blive manipuleret sådan rundt med! Jo mere af hendes blod som han måtte tage, jo mere måtte hendes hjerte kæmpe for at pumpe det rundt og jo svagere blev hun og det var noget som kunne mærkes noget så tydeligt! Hun nikkede blot til hans ord. At få ord frem selv, var noget så forbandet svært for hende. Hun hvilede mere eller mindre slapt ind i Pharrels favn og i hans arme. Hun havde virkelig ikke kræfterne til at skulle bevæge sig eller røre sig for den sags skyld. Mørket var virkelig som det rene gift for hendes vedkommende, ikke at man kunne komme det mindste udenom det, men at sidde her, det var virkelig noget af det værste som man kunne sætte hende oppe imod, for ikke at glemme, at han gjorde det så meget værre end det som det var nødvendigt! De mørke øjne gled stille mod Pharrels skikkelse, i og med, at hun ganske svagt måtte knytte hånden. At ligge der og på denne måde, som hun var tvunget til at gøre det, det var slet ikke noget som hun var i stand til at nyde! Tårerne var stille og roligt endt med at holde inde, selvom enkelte stadig måtte trille. Hun var kastet direkte ned i et hul udelukkende bundet af den ekstreme fortvivlelse og det skræmte hende. At hun skulle igennem alt dette endnu en gang, nu hvor hun havde affundet sig med, at mørket skulle tilhøre en del af den fortid som hun slet ikke ønskede, at skulle komme frem med på denne måde, det var slet ikke noget som hun ville genopleve! "D-du gør det skræmmende.." Hendes stemme var intet andet end en hæs hvisken. Hun lukkede øjnene let vd hans kys mod hendes hud og hals. Det satte en sitren i hende og det var virkelig ubehageligt. Hun ønskede ingen anden tæt på end Pierce. Han var virkelig den eneste som skulle have lov! Hun trak vejret dybt og lettere anstrengt idet hun sank klumpen i halsen. Blikket vendte hun stille mod ham. "B-bare hold om mig.." Hvorfor hun sagde det, det vidste un ikke, men for hende, så var det ord som hun bare følte for at lade komme frem, det var noget som hun fandt nødvendigt at få frem. Hun var knækket som hun aldrig før havde oplevet det, og det kunne tydeligt også mærkes. "Det er svært.." Det var virkelig forbandet svært for hende, at skulle nøyde det, det var helt sikkert og det var jo så noget som hun bare måtte tage med. Han havde kontrollen, hun kunne intet gøre - Han stod som rovdyret og hun var det fældede bytte. Han så vel ikke på dette som noget andet? Hun kæmpede ikke imod, hun gjorde ikke nogen former for modstand, det var hun simpelthen for svag til og det var alt sammen på grund af ham! "K-kan du ikke bare dræbe mig?" hviskede hun dæmpet. Det andet gjorde simpelthen for ondt for hende!

[pharrel123]

Ak ja, man måtte lide før man kunne nyde, sådan var det jo. Det var udelukkende hende selv, der havde styrken til at lindre smerten, for hun måtte vende smerten til nydelse, så ville det ikke gøre nær så ondt, men Pharrel kunne forestille sig at det var svært, når hun var så svag, og når hun nærede følelser for hendes elskede kæreste, det hele var til at brække sig over! Men han ville have sit sjov lidt endnu, han ville jo knække hende og mere endnu, lade hende synke længere ned end blot til den bundløse afgrund. Hun kunne knap nok stå op, og det morede ham faktisk. Så svag hun var blevet, og hun havde ellers virket så … stædig og vild til at starte med, men det kunne han jo rette op på hen ad vejen. Han måtte virkelig bruge alle sine forføriske og manipulerende evner, hvis hans plan skulle lykkedes, og det var jo ikke ligefrem umuligt. Han ville gøre ham til hendes værste mareridt, og så alligevel også til hans … hvad kunne man kalde det? Lærling? Hun ville blive en glimrende horror om natten, og et, næsten uskyldigt lysvæsen om dagen, hendes kæreste ville jo nok kunne mærke forskel fra den gamle Malania til den nye, gad vide hvordan den mand ville håndtere det? Det kunne han næsten ikke glæde sig til at se! Han ville jo trods alt ødelægge hendes liv. Som han var stoppet med at drikke af hendes blod, var hans ene arm gledet omkring hendes liv, imens hans anden hånd hvilede i hendes baghoved, så hun ikke ville falde, men som han gav hende støtte. Han smilede et lettere selvtilfredssmil. ”Åh nej, min kære, slet ikke! Du behøver jo ikke frygte mørket, døden eller noget andet, når jeg først er færdig med dig,” hviskede han blidt og lettere opmuntrende, skønt han simpelthen ikke kunne lade vær med at slippe en hånlig latter, for det var simpelthen så komisk! Det var jo direkte god underholdning! I hvert fald for ham. At se et af lysets væsner falde ned i mørkets afgrund som hun gjorde i øjeblikket, det ville enhver dvasianer nyde! Og det føltes godt at være gerningsmanden. Dette måtte virkelig føles som pesten selv. At blive kysset, holdt om af en anden mand, end hendes elskede? Han nød faktisk at være den midterste i øjeblikket! Han trak på smilebåndet til hendes ord, så hans sylespidse hjørne tænder kom svagt til syne. Hans nåtblå øjne forlod end ikke hendes mørke, som han så direkte i dem. ”Jamen med glæde,” sagde han roligt og lettere uskyldigt – skønt det ikke var tilfældet – inden han trykkede hendes blidt ind til hans egen kolde, nøgne, muskuløse overkrop, som han blot gjorde hvad hun befalede; at holde om hende. Det var desuden ikke så svært. Han trak ganske svagt på skuldrende til hendes ord. Det var vel nok svært at nyde en smerte? Men sådan gik det altså væk. Det var også noget som var op til hende selv, men det måtte dog være et svært dilemma hun var endt i. Han slap en kort munter latter, skønt det kolde ikke forlod hans stemmeleje, til hendes ord. Dræbe hende? Det ville jo ikke være sjovt. ”Bare rolig, min kære, det kommer vi til! Men tro mig, du kommer til at vandre sjæleløst rundt på denne klode resten af dit liv,” hviskede han lettere i en intenst, hvislende tone. ”Det her kommer nok til at gøre lidt ondt.” Inden hun fik lov til at gøre noget andet, satte han endnu engang sine tænder i hendes hals, inden han begyndte at suge alt blodet ud af hende. At blive horror, var det samme som at blive vampyr, han bar til gengæld også bare varulveblod i sine årer. Han trykkede hende blidt ind til sig, som han sugede resten af hendes blod ud af kroppen på hende, så hun faktisk ville … ja, dø. Så godt som. Han lagde hende roligt ned i græsset, inden han bed hul på sit eget håndled, som han dryppede sit eget blod ned i hendes mund. Han ville forvandle hende, eller det var han i gang med, og så ville hans planer snart lykkedes. Når hun havde drukket hans blod, så ville hun vågne op som halv horror og halv lysvæsen, en genial blanding egentlig! ”Nå vågn så, søde,” svarede han næsten utålmodigt. Han ville jo se sit mesterværk! Hendes hud var blevet bleg, men det var også på grund af hendes blodmangel. Han havde efterladt lidt af hendes eget blod, så hun ville have sit bankende hjerte, skønt hun ville blive ejer af den kolde, blege hud.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Malania ønskede virkelig slet ikke at snakke om Pierce lige nu. Hvad denne mand foran hende virkelig havde formået, så var det at knuse den lysende selvtillid i hende, fået hende til at tvivle og det i sig selv, kunne vise sig, at blive frygtelig farligt for hende. Det var tydeligt i sig selv, at hun virkelig måtte have reageret på det som det hele måtte forekomme hende. Det var virkelig bare en direkte ubehagelig tanke på alle tænkelige måder overhovedet! Hendes hjerte hamrede så hurtigt, at det næsten måtte være svagt, eftersom han havde valgt at nære på hende. Lige netop i den stilling som hun måtte holdes i, så brændt det virkelig som bare fanden i hendes skulder og det gjorde virkelig noget så frygtelig ondt! Hun blinkede svagt med øjnene. Hun var virkelig bare noget så frygtelig udmattet, at man skulle tro at det var løgn. Han havde virkelig overrumplet hende på en måde, som hun aldrig nogensinde havde oplevet det før og det i sig selv, var virkelig forbandet ubehageligt! De mørke øjne hvilede på Pharrels skikkelse. Hun havde slet ike været dygtig nok til at holde ham på afstand, det var noget som hun da tydeligt kunne se, ellers var dette aldrig nogensinde sket! Hun måtte jo allerede fryse nu, det var helt umuligt for hendes spinkle krop og hendes nu så svage hjerte, at skulle holde kroppen varm. Blikket hvilede på ham, ikke mindst ba knust og skræmt, men hun måtte virkelig kæmpe for at holde sig ved lige og det var bestemt ikke nemt! Hvorfor var han pludselig så sød ved hende? Det varj o slet ikke noget som hun havde regnet med. En tåre trillede ned af hendes kind.. Hvor var Pierce når man virkelig bare havde brug for ham?! Nu hvor hun slet ikke havde nogen krafter tilbage til at skulle føre samtalen, så måtte hun jo bare lytte til hans ord. Hun lukkede øjnene stille idet, at hun blev trykket ind mod ham. Et sted var det faktisk behageligt, at have en favn at stå i. Hun var virkelig det som man kunne kalde for en tryghedsnarkoman! Hans latter fik det til at gyse nedover hendes ryg. Det var slet ikke noget som hun brød sig om! At han sad med ønsket om at forvandle hende til en af sine, var noget som hun tydeligt kune tyde på hans ord og det var noget som fik panikken til at brede sig i hende. Hun elskede at være i lyset, hun elskede at være i Procias og mest af alt.. Så elskede hun at være sammen med Pierce! Hvad ville ikke han sige?! "S-sjæleløst?" Hendes stemme var intet andet end direkte hæs og frygtelig anstrengende, for den tanke, var bestemt ikke noget som hun var meget for, det var da også helt sikkert! At det ville gå ondt, var hun slet ikke i tvivl om. I og med, at han nærmede sig igen, blottede hun blot halsen, da hovedet faldt ned i hans hånd. Tænderne som satte sig i halsen på hende, fik det kraftigt til at gispe i hendes krop. At han tog mere blod, gik kraftigt ud over hendes hjerte, som pludselig ikke ville have nok til at det kunne pumpe rundt i hendes krop. Det var frygtelig tæt på at skulle gå i stå, da hun blev lagt ned i græsset. Hun rørte sig virkelig ikke det mindste. Ganske svagt missede hun med øjnene, selvom hun end ikke havde styrke nok til at lukke dem helt i. Blodet som dryppede ned i hendes svælg, var noget som hun nærmest måtte tvinges til at skulle slug. Det smagte bestemt ikke godt og det var virkelig også en smag som bare satte sig på hendes tunge med det tydelige ubehag. Som hans blod måtte være styrkende, så formåede hun at skulle gribe let omkring hans håndled for at få sig noget mere af det.. lige hvorfor hun gjorde det på denne måde, vidste hun ikke. Hun slap igen, idet at det føles som hendes krop måtte gå let i krampe, som giften kraftigt måtte sætte ind. Der var vitterligt ingen tvivl om, at hans mørke og giftige blod på ingen måde vil kunne tabe til hendes eget. Det overrumplede hende fra det indre. Huden bleg og kold, idet hun slog øjnene ganske forsigtigt op. Stadig mørkt, men uden den ellers så velkendte glans. Tungen gled let over hendes læber, for at fange de dråber som havde ramt ved siden af. Som var hun født på ny.. en utrolig.. vidunderlig tanke?

[pharrel123]

Det havde været dumt af hende, at søge herud om natten, når hun ikke engang vidste hvad hun kunne møde, og til hendes skræk, blev hun mødt af ham, desværre for hende, for Pharrel havde tænkt sig at forvandle hende, han havde nemlig fået planer med hende, men det krævede at han kunne manipulere lidt mere med hende. En helt havde hun faktisk brug for, hendes lille kæreste, som skulle komme og redde hende, og dog, for han var jo ikke decideret ude på at dræbe hende, slet ikke faktisk, skønt hun vel var halv dræbt, når han forvandlede hende? Men sådan var det jo, man kunne ikke gøre det på en mild måde alligevel, så hun måtte, desværre – for hende – lide. Han var ligeglad med hvad hun sagde, som han mæskede blodet i ham. Det smagte utrolig godt! Det var faktisk ufatteligt så godt lysvæsenblod egentlig smagte. En udsøgt fornøjelse var det virkelig at have mødt hende! Men hun var jo nok ikke af samme mening. Han havde manipuleret med hende, som han havde manipuleret med alle andre, men han havde nu aldrig fået sådan en genial idé, som han havde fået denne gang, at gøre hende til sin ’lærling’ om natten, gøre hende mere og mere ond og ’syg’ af mørket, som ville forgifte hendes sind. Til sidst vil hun blive en hel anden om dagen endda, fordi horroren i hende ville tage over til sidst, og intet kunne stoppe det! Genialt! Han kunne ikke andet end at fryde sig over tanken, men han måtte et sted også være forsigtig, for alt skulle gøres nøjagtigt, så det ikke ville gå kludre i det, for så ville det hele gå i vasken, og det havde han ikke tænkt sig, endelig havde han fundet noget sjovt han kunne lave. Så skulle hun se hvor ondskabsfuld han kunne være! Og endda gøre hende selv ondskabsfuld. Han betragtede hende blot, som hun roligt måtte komme til sig selv igen, lidt. For svag ville hun endnu være, og nok et lille stykke frem. Og det var også nu han skulle gribe ind. Han så blot til og smilede veltilfreds, da hun greb omkring hans håndled, for at nære sig. ”Ja, min kære, drik løs,” hvislede han lettere sammenbidt, jo mere hun drak, jo bedre for ham, for jo mere blev hun forgiftet af hans blod, og han kunne tydeligt se at det virkede, sådan som hendes krop måtte gå i krampe. Han betragtede hende ganske let, eller rettere sagt studerede han hende, som havde han været læge. Han studerede hendes pupil, hun havde ikke helt fået de spidse pupiller endnu, hvilket måtte betyde, at forvandlingen ikke helt var gennemført, endnu, hvilket kun var godt. Han trak hende roligt op at side, og så hende direkte i øjnene. ”Se på mig Malania,” beordrede han roligt, og så indgående i hendes mørke øjne, som ville han til at hypnotisere hende, hvilket vel også var hvad han ville? ”Når mørket falder på, skal du søge udenfor for at finde mig, og om dagen, kan du ikke huske noget som helst, kun et mareridt om … mig,” hvislede han med en fast og bestemt tone. Hun var langt lettere at manipulere med, når hendes sind allerede var så forgiftet, så svagt, og når hun allerede var så knækket, det hele var som at skære en kniv gennem smør; så let som ingenting. Han strøg blidt hendes hår væk fra hendes ansigt, imens han smilede et mildt smil – spil fra galleriet, som altid. Han skulle jo spille hendes ’ven’, så hun ville få en smule tillid til ham, skønt han havde ondsindet planer og end ikke tanker om at blive hendes … ven! Det var jo for langt ude, desuden var han ikke typen der fik venner. Han havde højst allierede, og ikke en dyt mere!

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Malania havde aldrig nogensinde været bange for mørket. Ikke før hun var stødt på Pharrel vel at mærke, men det var nu ikke noget som hun direkte kunne gøre noget som helst ved, var der? Hun følte sig svag og alligevel så følte hun, at hun måtte være født på ny. At hun jo så bare måtte være en del af Pharrels spil, at hun ikke var andet end en lille brik som han kunne forflytte som det måtte passe ham, så var det noget som hun direkte måtte hade. Hun var som fanget i hans spind, en marionetdukke som han nu kunne forflytte og gøre ved som det lystede ham og hun kunne absolut intet gøre ved det. Hendes skulder var knust og ødelagt som aldrig før. Den arm hvilede mere eller mindre bare ved hendes side, uden at røre sig det mindste på nogen som helst måde overhovedet, hvad end om det var noget som hun ville eller ikke. Hjertet slog blot ganske svagt, selvom det slet ikke var noget som var nogen betydning for hende på nogen måde. Den horror som han havde placeret i hende, tvunget i hende, udelukkende ved at omdøbe hende halvt som han havde gjort, så var det en indre kamp som hun måtte kæmpe med for resten af livet. En kraftig sitren hvilede noget så tydeligt i hendes krop og det holdt bare ikke op. Malania bed tænderne ganske let og svagt sammen omkring hans arm, idet at han mere eller mindre bare bad hende om at drikke løs. Hun havde valgt at gøre dette frem til at kramperne tog fat i hendes mave. Det kolde og mørke blod som måtte blande sig med hendes eget, som intet andet end en evigvarende gift. Pupillerne ændrede sig blot en anelse, nu hvor forvandlingen kun måtte gå halvvejs igennem. Det var faktisk noget som gjorde noget så frygtelig ondt! hun lod sig dog trække op i en siddende stilling, selvom det var noget som hun skulle have den tydelige hjælp til. De mørke øjne søgte hans, idet at de små rystelser måtte holde inde i kroppen. Han ønskede jo at hun skulle se på ham, så det gjorde hun i den grad også, det var helt sikkert. Hans ord var intet som gav nogen mening for hende. Øjnene lukkede hun, da han strøg de lokker af hendes lange hår væk fra hendes ansigt. Hun var langt fra ved bedste vel. Hun var ødelagt og knust på alle måder og det var alt sammen hans skyld! Hun nikkede blot stille til hans ord. Blikket forlod dog ikke hans på noget tidspunkt, som var hun så hypnotiseret, at hun ikke kunne se væk. Det var noget som skete udelukkende af frygten for ham. Hun turde virkelig ikke, at skulle gå nogen steder alene længere og bestemt ikke ud i mørket. Hun knyttede den ene hånd. "Søge ud for at finde dig... Om dagen er det blot et mareridt.." gentog hun dæmpet, som havde hun absolut ingen kntrol over sig selv længere. Et sted var det en tanke som gjorde hende direkte skræmt, men intet som kunne ses. Den kunne blot mærkes og fornemmes på denne måde, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt, det var i den grad også helt sikkert og på alle tænkelige måder som man overhovedet var i stand til at skulle forestille sig. Med den skambidte skulder og bidemærkerne som var efterladt i hendes hals, så kunne man vel heller ikke undre sig over at hun havde det sådan? Hun blinkede svagt med øjnene. ".. Hvad har du gjort ved mig..?" hviskede hun pludseligt, som var hun i stand til at huske det hele. ".. Hvad er det du har gjort..?" hviskede hun direkte skræmt. Hun prøvede selv at skulle sidde op, selvom hun slet ikke havde styrken til det endnu. "Gå væk.. gå væk fra mig..!" afsluttede hun direkte febrilsk.

[pierce]

Pierce havde været ved stranden, ved havet, som han jo var tvunget til at søge til, desværre. Han havde det dårligt med at skulle efterlade Malania, helt alene, og han savnede hende utrolig meget! Han havde nok ikke kendt hende i særlig lang tid, men han vidste hvad han følte, og måske var det på tide at erklære det? Han ville bare ikke gå alt for hurtigt frem, han ville tage det stille og roligt, og han var ikke ude på så meget, som enhver anden mand var, for nok var Malania smuk, men han var interesseret i det smukke der var inde i hende. For hun var virkelig alt det han drømte om. Han var mere end sikker på, at hun var hans eneste ene, og andet ville han ikke tro på! Han ønskede kun hende, og ikke nogen anden tilfældig kvinde, der var kun én i hans liv, og det var Malania! Mørket havde faldet på, i det han havde været ude for at finde en sjælden havblomst, idet en pludselig dårlig mavefornemmelse var dukket op. Han havde følt sig … bekymret, for Malania, men var det ikke kun fordi han savnede hende? Han var ikke sikker, men han turde ikke at tage nogen chancer! Han ville vitterligt ikke begå samme fejl, som han havde gjort dengang med Jelicka, slet ikke! Han elskede hende, og han ville ikke risikere at miste hende, det ville han simpelthen ikke kunne bære, ikke igen. Et tab havde været nok. Han var fløjet så hurtigt han kunne til Procias skove, for at tjekke om hun havde været der, men han var blevet sendt væk af de andre lysvæsner, og først der havde mavefornemmelsen blevet meget værre, det var som om han kunne mærke at hun var i fare, og han brød sig slet ikke om den tanke! Vinden slog mod hans ansigt og hans nøgne muskuløse overkrop, dog var det ikke noget han lod sig mærke af, eftersom han bar den samme kropstemperatur, og derfor ikke var i stand til at fryse. Det havblå sværd hang trofast ved hans side, sammen med hans eliksirtaske, som vel rettere var blevet til en førstehjælpstaske, med alle de planter, urter og andre ting han havde. Og han måtte ærligt erkende, at han ikke håbede på at han fik behov for sin taske, når han fandt Malania. De lyse jeans var mere eller mindre blevet tørre, af den friske og kolde luft, som han fløj højt oppe over jorden, så han havde en perfekt udsigt over landjorden og hvad der skete nedenunder ham. Han var på vej hen over den store sø, som faktisk var lettere glitrende. Og det var også der han så et frygteligt syn … En fremmed mand der holdt om … Malania? Han kunne mærke kvalmen der steg, og han følte sig næsten helt svimmel. Hvad skete der? Det var lige før han var bange for at hun var ham utro, indtil han så … blod? Han kneb øjnene tættere sammen, så han bedre kunne se. Hun var fyldt med blod, og hun så helt bleg ud. Hvad havde den mand egentlig gjort ved hende?! Han mærkede et pludseligt had stige i hans indre, og greb omkring skæftet til hans havblå sværd. Han skulle ikke få lov til, så meget som at krumme et hår på hendes hoved! Selvom det så ud til at være for sent, for skadet hende kunne han tydeligt se, at han havde gjort. Han slog tre bask med sine vinger, så han fik en utrolig fart på, på vej ned mod søen. Ingen skulle skade Malania! Hans turkisblå øjne bar intet venligt eller kærligt skær, som normalt, nej denne gang, var de fyldt med had, foragt og vrede. Som han landede på jorden, gik han tre skridt hen imod manden og Malania, imens han havde trukket sit havblå sværd, hvis spids pegede mod manden. ”Slip hende, dit bæst!” hvæssede han, og han overraskede faktisk sig selv, med den vrede som var blevet vakt til live i ham. Men han ville simpelthen ikke finde sig i at nogen skadede Malania! Han blev dog mødt af et forfærdeligt syn, alle de sår og alt det blod hun havde. Han fik det helt dårligt, og følte et stik af skyldfølelse. Han skulle være kommet noget før! Han betragtede hendes dårlige skulder, som var fyldt med blod, og det så ud til at hun var blevet … bidt? Hans blik faldt på manden igen, som han kort studerede. Hans bukser var flænset, og han bar en nøgen overkrop, som om han havde været … forvandlet. Han var bleg, som en vampyr, og måske var han en … han turde næsten ikke engang tænke tanken. Uanset var han oppe imod et hurtigt og stærkt væsen, der overgik ham selv.

[pharrel123]

Det var ved at være slut, og tid for Pharrel at trække sig tilbage, han havde manipuleret med hende, og omdøbt hende, så han kunne have lidt sjov i hans liv, ved at tage hende som hans ’lærling’, han ville totalt ødelægge hendes liv, og selvom hun ikke ville kunne huske noget om dagen, så ville hun lige så stille og roligt ændre adfærd, hvilket hendes elskede kæreste nok ville finde ud af før eller siden, hvilket blot morede ham! Han havde allerede ødelagt hendes liv, knækket hende, som hun aldrig havde været knækket før, han havde skræmt hende fra vid og sans, og ikke nok med det, så ville han stadig ødelægge hendes liv. Sikke en morende tanke! Han ville lige så stille gøre hende mere til en horror end til et lysvæsen, og intet ville kunne stoppe ham, for når hendes kæreste engang fik øjnene op for den gift han havde plantet i hende, så ville det være for sent! Han kunne virkelig ikke andet end at more sig over hele det scenarie der ville komme til at foregå. At hun gentog ham, som var hun i en form for trance fik ham blot til at trække koldt på smilebåndet, sådan skulle det være! Det hele gik efter planen. Han så blot kynisk ind i hendes øjne, imens det kolde smil forblev på hans læber. ”Nemlig, dit værste mareridt,” sagde han med et kort nik, hvor han blot forblev siddende i hug foran hende. Han var færdig med at knække hende, og hans nye plan var at lave om på hende, at ændre hende fra et lysvæsen fra Procias, til at blive en horror fra Dvasias, og hun ville slet ikke være i stand til at stoppe det! Han havde simpelthen hele magten, og hun var blot en spillebrik i hans uendelige spil! Hun var hans marionetdukke og han styrede hende som han lystede, uden at hun ville kunne gøre en skid ved det! Hvor fantastisk var det ikke lige? Nok ikke særlig fantastisk for hende, men han nød godt af det! I stedet for at være naiv og godtroende, så ville hun blive en kold egoistisk skid, som nok ikke frygtede mørket, men som mere og mere ville hade lyset. Kæft han ville glæde sig til alle sine natlige møder med hende! At ændre og manipulere med hende, som aldrig nogen sinde før! At hun pludselig kom til sig selv fik ham blot til at trække på smilebåndet. Hun kunne alligevel ikke gøre noget ved det, stoppe ham eller noget lignende, for han havde magten. Hans natblå øjne hvilede direkte i hendes mørke. ”Ingenting,” svarede han næsten uskyldigt, skønt hans undertone tydeligt afslørede at han løj, for han havde gjort en masse ved hende, men det havde hun jo ikke behov for at vide. ”Jeg har tortureret dig,” svarede han sandfærdigt, for det kunne man vel godt sige? Han havde trods alt bidt hende og alt muligt. Som han rejste sig op, blev han pludselig stille og alvorlig … opmærksom. Han kunne høre noget der mindede om … vingeslag? Han så sig stille omkring, indtil det gik op for ham at de ikke var alene, og han slog blikket op, hvor en mand pludselig kom dumpende ned. Han smilede blot koldt til manden, der pegede på ham med et nydeligt havblåt sværd, hvad race han var, vidste han ikke, for han havde aldrig nogen sinde set noget lignende. Mutant, var det første der gik igennem hans hoved, for blå vinger? Der ikke var fjerklædte men skællede, som en drages, men han bar en underlig lugt af … fisk? Det fik ham til at bryde ud i en hånlig latter. ”Er din kæreste en … en fisk?!” spurgte han leende. Det var sgu nok det sjoveste han nogensinde havde set! Et lysvæsen og en fisk? Så blev deres børn måske små gubbier? Tanken fik ham blot til at le endnu mere, morende, koldt og en smule hånende. Han stoppede pludselig sin latter med et koldt smil. ”Og selvom dit sværd er skarpt, så nytter det ikke noget imod mig!” hvislede han selvsikkert, og smilede et overlegent smil, dog ville han ikke undervurdere det sværd, og heller ikke fisken som ejede det, for han var sikker på at han kunne svinge sværdet med præcision og mestre det til fulde. Han var trods alt en våbenspecialist, eftersom han var snigmorder. Men det var ligegyldigt! En fisk var et bytte, og han var en ulv, rovdyret! Han spiste fisk til morgenmad! De natblå øjne begyndte at skifte farve til en ravgul farve, og pupillerne blev en smule spidse, som et ægte rovdyrs, dog skete der ikke noget yderligere, som han ikke ville forvandle sig endnu.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Malania var virkelig smadret som hun aldrig nogensinde havde været det før. Efterhånden som det måtte gå op for hende, hvad det egentlig måtte være at manden havde gjort ved hende, så blev hun bare mere og mere panikslagen. Det var virkelig direkte ubehageligt og på alle tænkelige måder overhovedet, som man i det hele taget kunne tænke sig frem til! Hendes hjerte slog svagt, selvom det slet ikke var noget som hun ville mærke sig det mindste af. Pierce faldt hende igen i tankerne og sammen med alt det andet som Pharrel havde fyret af, så kunne hun igne mærke at tårerne måtte trænge sig på. Hun kunne virkelig ikke være noget væsen af natten! Ikke igen! Blikket hvilede på ham, som hun selv måtte sidde i hans arme endnu. Han måtte støtte hende, ellers kom hun virkelig ikke nogen vegne, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om! Pludselig hvor hun igen måtte føle sig alene, siddede i sit værste mareridt og omgivet af det som virkelig kunne slå hende ihjel lige så stille og langsomt, for det gjorde det. Hvis der var noget som hendes lyse væsen, så var det mørket! hun var ligbleg i ansigtet som aldrig nogensinde før og det var virkelig noget så frygtelig ubehageligt! Hun knyttede hænderne ganske let og stille og med den lette skælven i kroppen. At hun var tortureret kunne hun da udmærket godt mærke! At han slap hende og roligt rejste sig, så lod hun sig glide ned på jorden. At høre Pierces stemme i baggrunden, var noget som kraftigt måtte rive hende ud af den trance, også selvom Pharrels ord, stadig måtte hvile noget så frygtelig tungt i hendes eget indre, det var virkelig helt ekstremt! Hun blinkede let med øjnene, som kraftigt måtte ende med at blive helt tårerfyldte og tårerne som igen måtte trille ned af hendes kinder. "P-Pierce..." Hendes stemme var virkelig ikke andet end en hvisken. Hun skulle have gjort mere.. hun burde aldrig nogensinde have begivet sig udenfor! Hun havde vel bare håbet et sted, at hun kunne få lov til at se ham? For hun havde virkelgi savnet ham som hun aldrig nogensinde have gjort det. Hun rullede forsigtigt, idet hun prøvede at tvinge sig op på benene, selvom de virkelig bare ikke ville gøre det som det hun havde lyst til, det var i den grad også helt sikkert, hvad end om det var noget som hun ville eller ikke. Hun kom dog op på knæ og støttede sig igen til den skadede skulder. Skambidt og med skulderen som tydeligt måtte være fuldstændig knust og det gjorde virkelig bare ondt! Blikket gled mod ham, ikke mindst bare knust, sorgfuldt og for ikke at glemme det, så var det nærmest også med en noget så frygtelig had eller tvivl. Det var jo ikke hans skyld at hun sad i saksen som hun gjorde det.. eller var det? Pharrel havde sagt, at han sikkert hygget med en anden og så naiv som hun havde været.. kunne det være at det var tilfældet? Det var ikke fordi at de var sammen-sammen endnu, men hun kunne virkelig ikke betvivle de følelser som hun måtte nære for ham - som hun stadig måtte nære for ham, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Tårerne trillede stille ned af hendes kinder, det var slet ikke noget som hun kunne komme det mindste udenom overhovedet. Skælven bed hun sig i læben. "Undskyld.. undskyld.." Hun vendte blikket en anelse ned også selvom hun sagtens kunne hre Pharerls hånlige ord. Hun lukkede øjnene stille. Det var slet ikke fordi at hun skammet sig over sine følelser for det smukkeste væsen som hun nogensinde havde set - Pierce. Han var virkelig en utrolig mand! "Lad ham være.. Han har ikke gjort dig noget!" Hendes stemme var skinger og ikke mindst bedende. Hun var slet ikke bange for at vise sig fra denne side af. Hun havde trådt forkert og det var bestemt ikke noget som Pierce skulle få lov til at blive straffet med på nogen som helst måde overhovedet, det var helt sikkert! Blikket gled næsten tryglende tilbage mod Pierce. Hendes krop rystede.. Hun følte sig så kold.. så forladt og så skræmmende ensom. "Tag mig hjem.." hviskede hun med en yderst dæmpet stemme, idet at hun greb sig til skulderen igen. Hun ville virkelig bare væk herfra før det igen ville ende med at gå galt!

[pierce]

Pierce ville ikke begå samme fejl to gange! Han ville beskytte Malania, det var hvad han havde lovet hende! Han var hendes skytsengel, det var hans pligt at redde hende, at beskytte hende, og så ville han aldrig nogensinde tillade at der skete hende noget! Han elskede hende jo. Det var som om at han havde kunnet mærke at hun havde været i fare, den bekymring han havde følt, og den dårlige mavefornemmelse, der pludselig var dukket op. Han havde været nød til at sikre sig at hun havde været okay, om det så ville koste ham sit eget liv! Han tillod ikke at der skete hende noget ondt! De turkisblå øjne havde aldrig haft et så vredt skær, som de bar i øjeblikket. Han forstod ikke hvorfor hun havde været udenfor. Hun vidste da at mørke var hendes svaghed! Hvad tænkte hun på? Og det så ud til at hun havde været ganske uheldig, sådan som hendes skulder var blevet ødelagt, af mandens kraftige bid. Blikket gled fra hende til manden, som han hånede ham, hvilket han ikke tog sig af. Han var ikke en fisk! Men en havengel! Et langt mere elegant væsen! Men det forstod han sig nok ikke på. Han skulle nok knuse det bæst, der havde tilladt sig selv at skade Malania! Det ville han simpelthen ikke finde sig i! Han strammede grebet omkring skæftet, så hans knoer blev helt hvide. Hans øjne slog gnister, sådan som vreden blot voksede i ham. Han ville slå det bæst ihjel! Og så et sted følte han at det var hans skyld at Malania var såret, for var han kommet noget før, så kunne han måske have forhindret det? For det gjorde ondt at se hende såret og fyldt med blod, og så vækkede det en ufattelig vrede indeni ham, og han havde bare lyst til at myrde den tåbe der havde lagt sig ud med hende, og ham! ”Ja? Vil du prøve at teste det?” hvislede han spydigt, og gik et faretruende skridt hen imod manden, med sit havblå pegende mod manden. Hans øjne lynede, og det samme gjorde hans indre! Han blev dog slået ud af hans tanker, da han hørte Malanias stemme. Hun forsvarede ham? Det var jo ikke ligefrem ham der var såret men hende. Hans øjne hvilede sorgmodigt på hende, han følte et stik af skyldfølelse, at se hende så såret, og fyldt med blod, og hendes hviskende stemme var nok til at gøre ham helt trist. At se hende så såret, det var bare for meget! Han faldt roligt på knæ foran hende, hvor han smed det havblå sværd fra sig, så det landede ved siden af dem. ”Malania,” hviskede han roligt, inden han lagde armene omkring hende, og var påpasselig med hendes dårlige skulder, for han ville skam ikke gøre det værre. Han lagde roligt sin pande ind mod hendes og glemte kort alt om manden, eftersom han ikke bare kunne ignorere hende. Hun var så bleg og kold! Men det var der jo heller ikke noget at sige til, eftersom hun var skadet og såret, og hendes skulder så ikke alt for godt ud. Dog faldt hans blik på et mere alvorligt sår. Et sår der var på hendes hals, og det gik op for ham at hun var blevet … bidt. ”D-du er …” Han kunne ikke få sig selv til at sige det. Hånden faldt mod hendes bryst. Hendes hjerte slog endnu, hvilket måtte betyde, at manden kun havde næret sig på hende, men uanset, så var det forfærdeligt! Han skulle have været der noget før! Det var hans skyld at hun var blevet skadet! Sikke en ’fantastisk’ skytsengel han var! Han kunne ikke engang beskytte den person der betød allermest for ham. Den person som han elskede højere end noget andet. Den person han ikke kunne leve uden. Han mærkede tårerne presse sig på, hvorfor var han ikke kommet noget før? Hvorfor skulle han også være tvunget til at søge til havet? Det skilte ham fra hende, og hvis hun søgte ud om natten, hvilket han overhovedet ikke forstod, så var det ikke ligefrem nogen god ting at være skilt fra hende. Men han kunne vitterligt ikke forstå hvorfor hun var gået ud? Han vidste at hun godt nok havde tilhørt mørket engang, men det gjorde hun jo ikke længere. Det gav bare ikke nogen mening for ham.

[pharrel123]

Det var godt nok morende, at hendes kæreste var en fisk! Dog var Pharrel sikker på, at han ikke var til at spøge med, og dog, han kunne jo tage fejl. Han var ikke særlig kendt med racerne fra havet, og hvad han var, vidste han godt nok ikke. Det eneste der fangede hans næse, var lugten af fisk. Men han burde ikke undervurdere ham, for han var sikker på at der var krudt i ham, skønt han lugtede af fisk, og direkte fisk var han jo heller ikke, men tanken var dog morende! Gad vide hvordan hans blod overhovedet ville smage? Den tanke var faktisk fristende at finde ud af. Han havde nok taget fejl af manden, han var jo trods alt kommet sin elskede, Malania, til undsætning. Ikke noget han så hver nat. Mange dræbte han blot, og andre havde han blot knækket sønder og sammen, som med hende, uden at deres kæreste eller familie var dukket op, så dette var da en speciel gang! Men livet var jo fyldt med overraskelser, så det undrede ham et sted ikke, desuden ændrede det ikke på noget, for han kom for sent! Han havde knækket hende, han havde omdøbt hende, hun var i hans magt nu! Og hendes lille kæreste ville ikke kunne gøre en skid ved det! Han smilede et koldt og grumt smil til manden, da han trådte et faretruende skridt hen imod Pharrel. Nok var sværdet skarpt og han bar ikke selv et våben, men han var en omvandrende dræbermaskine, der blot ventede på at slå til! Han havde fået stillet sin sult, men det var jo ikke ensbetydende med at der ikke var plads til mere! Men han havde ikke i tankerne at dræbe hende eller hendes kæreste, han havde i sinde at ødelægge deres liv, og han var fuld i gang med det i øjeblikket! Han var allerede nået videre til næste fase. Og manden ville slet ikke kunne stoppe ham! Han glædede sig helt til sine natlige møder med Malania, så han kunne lave hende om til en horror. ”Du kommer da bare an,” hvislede han igen, og smilede udfordrende til havvæsnet. Han vidste ikke hvilke kræfter han besad, og om han kunne magi, men uanset, så ville han ikke undervurdere ham, det ville være dumt, især fordi han ikke vidste noget om mandens race, for han havde aldrig nogensinde set noget lignende. En mand der mindede mest om en engel, men der havde havblå vinger lavet af skæl? Det sagde i hvert fald ikke ham noget. Det ærgrede ham dog, at manden vendte sin opmærksomhed mod Malania. Hun var godt nok såret, for han havde ødelagt hendes skulder og ene arm, men hvad fanden? Manden kunne da ikke bare ignorere ham! Det var ham som var hans fjende! Han gjorde et lettere højlydt gab til dem, inden han så medfølende mod dem, skønt man dog tydeligt ville kunne spore det ironiske over blikket. ”Det ville virkelig røre mit hjerte,” begyndte han roligt med en blid stemme, inden han smilede et kynisk smil, ”hvis jeg dog havde ét!” Hans ravgule øjne, der havde skiftet farve, hvilede på dem begge. Han ville ikke bare stå der og se til, imens de puttenuttede! Han ville da have lidt spænding! Og manden havde jo trods alt udfordret ham. Han gik hen imod dem, greb mand om skulderen og borede sine spidse negle ind i hans hud, imens han fik ham op på benene. ”Ja, jeg kom desværre til at nære mig lidt på hende,” hvislede han mod mandens øre, inden han vendte ham om, for blot at slå ud mod ham med sin kraftige næve. Han var godt nok i sin vampyrskikkelse i øjeblikket, men slaget ville stadig have en ufattelig styrke, og hans knogler var noget hårdere bygget, eftersom han også var halv varulv, hvilket han nok ville kunne mærke med det slag, som han plantede mod havvæsnets næserod. Han ville se lidt modstand! Nu hvor hendes kæreste var kommet hende til undsætning, så ville han da også se hvad han var i stand til at præstere med! Han ville ikke bare stå og se til, inden de gik, sådan var han slet ikke, han ville have lidt sjov. Og han ville se hvor dygtig han var med sit havblå sværd! For alene hans råstyrke, var ikke nær så stærk som Pharrels!

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Malania havde det virkelig elendigt i og med, at hun tvivlede så meget på Pierce. At se ham nu, så havde han vel ikke været sammen med nogen andre når hun ikke havde været til stede, havde han? At han kom hende sådan til redning, selvom skaden mere eller mindre var for sent. Blodet var forgiftet og endnu en gang ville mørket hvile ved hende, selvom hun virkelig bare måtte håbe, at hun havde den evige styrke nok til at skulle holde det bare en anelse på afstand. Hun kunne virkelig ikke gøre noget andet end at håbe på det! Han var kommet hende til redning, selvom Pharrel havde sagt, at han aldrig ville gøre det! Det var slet ikke fordi at hun ønskede at noget skulle ske ham, for nu var det gået tydeligt op for hende, hvilken farlig mand Pharrel egentlig måtte være og det var ikke noget som hun ønskede skulle gå ud over Pierce! Slet ikke! Tårerne trillede stille ned af hendes kinder, idet at han kom hende i møde og gik ned i knæ lige ved hende. Hun følte end ikke for at se ham i blikket og det var helt og særdeles i en frygtelig skam. Hun burde aldrig være gået ud, men det var jo aldrig gået galt før! Armene omkring hende føles virkelig brændende varme, hvilket fik det til at gispe helt i hende. Hun vendte blikket mod ham, idet at hendes pande måtte møde hans. Hun bed sig stille i læben og lod blikket falde stille igen. Hun frøs faktisk. Det var så.. unormalt for hende, at skulle sidde og have det sådan her og det var noget som hun noget så tydeligt kunne mærke, det var helt sikkert. En tåre gled atter ned af hendes kinder. Hun ville virkelig ikke sidde her og se Pierce komme galt afsted på grund af hende! Hun havde jo sagt, at han aldrig ville være i stand til at beskytte hende til fulde, for hun var meget.. flyvsk af sig og nu havde hammeren valgt at falde under dette møde. Hun havde handlet som hun ikke burde og det burde så sandelig heller ikke gå ud over ham! "Jeg... jeg ved det.." hviskede hun med en dæmpet stemme, ikke at det var noget som hun kunne komme udenom. hun havde det virkelig elendgt og som aldrg nogensinde før! Hun lod den ene hånd falde mod hendes hals, idet at hun kunne mærke hånden mod hendes bryst. Hjertet slog stadig, men det var svagt. Det var langt fra nok til at holde kroppen varm længere og det gik kraftigt ud over det lysvæsen i hende, for det havde brug for lys og varme! Blikket gled igen, idet hun stille søgte længere ind mod hans favn, selvom det brændt som bare fanden i hendes skulder, så skulle der faktisk meget til før hun i det hele taget måtte begynde at klage, det var heller ikke noget som man skulle tage fejl af. Hun valgte at se væk fra Pharrels ord. Den mand havde virkelig ikke noget hjerte! Han var ond og ubamhjertig mod noget som helst! Hvad der var sket i hendes 'trancelignende' tilstand, var noget som hun slet ikke kunne huske. Den ene hånd lukkede sig omkring Pierces trøje. Hun elskede ham virkelig og derfor var det hende direkte pinligt, at han skulle finde hende på denne måde og hun hadet det virkelig noget mere end det som hun ville kunne hade noget andet! Hun tørrede sine tårer væk med håndryggen og så igen stille på Pierce. Blikket tydet direkte til hjælpeløshed, for hun havde det virkelig elendigt, fanget ude hvor hun ikke kunne bunde og i et hav fyldt med hajer som bare ventet på at tage fat i hende. Dette ville i sandhed teste det lysvæsen i hende.. Det var jo selv nogen gode mundfulde hun havde fået af hans blod. Hun lod fingeren glide mod sine læber. "H-han... han gav mig blod..." hviskede hun stile. Hun gemte ansigtet mere eller mindre ind mod Pierces favn, ligesom hun altid havde gjort det under den kraftige rødmen. "Lad mig være!" skreg hun nærmest skingert ind mod hans bryst. De ord var noget henvendt til Pharrel frem for Pierce, for hun ønskede virkelig ikke, at han skulle give slip på hende.. Ikke nu!