A night alone?

[pharrel123]

Hun legede virkelig med sin skæbne! Og hun ville ikke slippe godt fra at tirre ham. Pharrels natblå øjne hvilede faretruende i hendes mørke. Han ville more sig, med dette lysvæsen, som han ikke forstod, hvorfor hun havde trængt ud i mørkets frembrud. Det gav jo overhovedet ingen mening! Hun befandt sig et sted, hvor kun hendes svagheder ville træde frem, for mørket kunne på ingen måde være til hendes styrker. Og alligevel bar hun hans svagheder, ja i hvert fald vampyrernes svagheder; lyset. Hun måtte være tossegod! Hun vandrede ud om natten, og plaprede om at alle havde noget godt i sig? Hun måtte jo være fra forstanden! Men han fik da et godt grin, for det var virkelig tåbeligt af hende, at påstå sådanne ting, især i selskab af én der aldrig viste medlidenhed og nåde. Han tvang hende blot ind til sig, og holdt hende fast, hvis ikke hun ville lytte, så måtte hun jo føle det på den hårde måde! Det var dumt af hende, at være stædig, især når hun fandt sig i det forkerte selskab, når hun kunne miste livet på et splitsekund, han var så bare ikke ude på at dræbe hende … endnu. Han ville først lege lidt med hende! Han var ikke typen der blot slog ihjel, først tværede han sin modstander ud, ikke fysisk, men psykisk, han knækkede dem, så de mistede deres selvværd. Det var hvad han nød! Det var hans måde at have det sjovt på. Han smilede koldt til hende, og hans øjne hvilede hånligt i hendes. ”Hvis du går med den tro, så er du ikke andet end en tossegod, naiv procianer, der kommer galt af sted,” hvislede han lettere køligt.
Hun havde da ret i én ting, de var hinandens svagheder. Han gjorde intet til at hun satte sine hænder mod hans faste bryst, ud over at smile koldt til hende. Han lod let sin frie hånd, skubbe hendes hænder væk, så de kunne stå helt tæt igen, da han trykkede hende ind mod sig. ”Hvad? Må man nu ikke holde om dig?” spurgte han køligt, da hans hoved søgte fra den ene side til den anden, hvor den drillende undertone, ikke var noget man skulle tage fejl af. Han vidste faktisk ikke om hun havde nogen kære i øjeblikket, han vidste bare, at hun var enke efter sin mands død. Det ville være dumt af hende, at undervurdere ham, og et sted, så regnede han faktisk med at hun gjorde det modsatte, hun tog sig i akt, skønt hun var nervøs, frastød ham. Han kunne tydeligt se på hende, at hun var nervøs, og bange for hvad der kunne ske, det lyste jo direkte ud af hende! Han måtte endnu engang slippe en kort kold latter til hendes ord. ”Flovt?!” gentog han brølende af grin. Hun måtte da være skør! ”Er det flovt, at flænse og dræbe mennesker? Pine og torturere dem? Det kan jeg skam ikke se det flove i,” hviskede han hvislende mod hendes øre. ”Og jeg vil da med glæde demonstrere,” tilføjede han i en endnu mere kølig stemme. Hun måtte virkelig være tossegod! Og det var naivt af hende, at tro at han faktisk havde noget godt i sig, for det var langt fra tilfældet! Han var ikke god! Han var ikke en procianer! Han var kold og ond! Han tvang hende roligt op af det nærmeste træ, og så hende koldt i øjnene. Han måtte endnu engang gribe fast omkring hendes kæbeparti, da hun førhen havde trukket hovedet til sig. Han havde fundet en måde at få hende til at forsvare sig på, og han ville kun drage nytte af det. Han trykkede sine kolde rosa farvede læber mod hendes, i et alligevel blidt kys. Øjnene gled automatisk i, og han holdt hende fast op mod træets stamme, så hun ikke var i stand til at stikke af. Hans hånd omkring hendes kæbeparti slap roligt grebet, for at gribe omkring hendes ene håndled i stedet for. Hans anden hånd hvilede mod træets stamme lige ved siden af hendes side, så hun havde en enkel hånd fri, hvilket skam også var meningen.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Malania var efterhånden vant til at lege lidt med ilden og hun vidste, at hun jo ville brænde sig før eller siden, det var helt sikkert. Denne mand vækkede virkelig en underlig nervøsitet og hun hadet virkelig den tanke mere end det som hun var i stand til at hade noget andet! De mørke øjne hvilede på hans skikkelse. Måske at mørket ikke havde den samme effekt på hende som den ville have på mange af hendes artsfælder, så kunne hun stadig godt mærke sig af det ubehag som det måtte efterlade hende med, for det var virkelig tydeligt, og han gjorde det bestemt ikke et hak bedre for hende! Hun kneb øjnene let sammen og prøvede igen at skulle bakke et skridt væk fra ham. Hun ville simpelthen ikke have ham så tæt på. Han skulle virkelig bare holde sig langt væk! Hun stod fast på de meninger. Måske at det ikke var hvad han ville vise hende i form af omsorg elelr medmenneskelighed, men hun ville stadig stå helt fast på, at det var noget som måtte ligge gemt i alle. Det var jo bare det om man skulle vække det eller ikke, som det kom helt an på den anden ende. Hans ord gavnede hende dog bestemt ikke. Det var vel tydeligt at han måtte more sig over hendes mange påstande, så var det virkelig ikke noget som hun ville gøre noget ved. Det måtte han vel også selv om? "Gør det mig tossegod og naiv at tro på det?" spurgte hun med en ganske så kortfattet mine. Han irriterede hende virkelig og alligevel så var det efterhånden gået op for hende, at han bestemt ikke var typen som hun skulle komme på tværs af.. selvom det vel var for sent at skulle indse det nu?
At han ville om hende, kunne han lige så godt droppe med det samme! Der var kun en i hendes liv som bare måtte komme hende så tæt på og det var Pierce. Den arme mand var jo tvunget til at skulle søge til havet og hun hadet det virkelig. Hun vendte blikket mod ham med den samme faste mine. "Nej," vrissede hun med en fast tone. Hun havde den eneste ene til at gøre det og så ville hun ikke have andre skulle komme hende så frygtelig tæt på. Det var bare.. forkert! Enke var hun, men det var ikke en titel som hun ville kaldes ved længere. Hendes egen mand var gået bort for hånden af hendes egen race - hendes egen søster faktisk, så hun vidste, at lyset som et lysvæsen kunne gøre brug af, måtte være kraftigt. Det ville nok ikke slå ham ihjel, udelukkende fordi at han havde varulven i sig, men det ville gøre ondt.. meget ondt hvis han bare så meget som vovet sig tættere på hende! Hun fik sig blot skubbet en anelse væk fra ham. Hun foragtet hvad han gjorde ved hende! "Hvad er det overdådige i at skulle tage et liv?" spurgte hun med en rolig og stilfærdig stemme. Hun ville ikke hidse sig op, da det virkelgi ikke var nogen glæde og fornøjelse som hun ønskede, at han skulle have, det var der så sandelig heller ikke nogen som helst tvivl om overhovedet, det var i den grad også helt sikkert, hvad end om det var noget som hun ville eller ikke. "Demonstrere?" Først der måtte hun blive en anelse usikker, selv der hvor hun kraftigt måtte stivne, idet han bare tog omkring hende og tvang hende op af det nærmeste træ, hvor hun blev holdt fast. "SLIP MIG!" Hendes tone var næsten helt skinger og som aldrig nogensinde før. Hun tav idet at han greb omkring hendes kæbe endnu en gang og tvang blikket op mod ham. Hun hadet virkelig den tanke og følelse! At hun blev tvunget direkte i et kys sammen med ham, fik hende omgående til at stivne. Nej! Det var virkelig langt forbi hendes grænse! Hun klemte øjnene fast sammen og prøvede selv fast at rive hovedet til sig. Det var virkelig langt mere end det som hun lige havde lyst til, det var i den grad også helt sikkert og på alle måder! Hendes hjerte hamrede fast mod hendes bryst. Hun ville simpelthen bare ikke være med til det! Hånden faldt let mod hans bryst, idet at et kraftigt lys måtte brede sig fra hendes håndflade. Hun ville bare have ham væk og helst så langt væk som det var hende menneskelig muligt, at skulle få ham, for han var virkelig alt for tæt på hende lige nu, det var virkelig helt ekstremt! "Hold dig væk!" vrissede hun med en fast tone. Måske at hun var procianer og måske at hun var et lysvæsen, men hun havde i den grad sine klare grænser for hvad hun ville finde sig i!

[pharrel123]

Pharrel var ikke typen der voldtog kvinder, og han var slet ikke typen der lod lysten i ham tage over! Om man ville tro det eller ej, så var han faktisk en mand af ære, og han var loyal for dem som fortjente hans loyalitet, og han viste respekt, til dem som havde fortjent hans respekt, men af de grunde, så kunne han vel godt more sig lidt? På hans egen måde sindssyge måde? Han var faktisk kun ude på én ting, at få hende til at gøre modstand, han ville tvinge det onde frem i hende, og hvor svært kunne det være? Hun var jo af den mening, at alle besad noget godt og ondt, og hun havde selv været en del af mørket en gang, godt nok vendt tilbage til lyset, men det betød vitterligt ikke noget! Han ville vise hende, at hun besad noget ondt, og at han ikke besad noget godt! Og så havde hun vel også ret et sted? Han var jo ikke ’ond’ og skadede folk, som han viste loyalitet og respekterede, dem ville han jo faktisk ofre sig selv for, men han ville ikke ligefrem kalde det for at være god. Slet ikke! Han vidste at han skræmte hende, at han gjorde hende nervøs, og hun burde være bange! Nok havde han ikke decideret givet hende nogen grund til at frygte ham, og han ville jo bare more sig lidt med hende, andet var der ikke i det. Han trak på skuldrene til hendes ord. ”Det er fordi du tager fejl! Ikke alle besidder noget godt i sig, og det vil du snart få at se,” hvislede han køligt, og så lettere faretruende i hendes øjne. Han besad næsten et ondskabsfuldt og sindssygt blik. Han ville simpelthen knække hende! Knække hendes stædighed, hendes stolthed ved at være en del af lyset, han ville knække hele hendes personlighed og lade hende være tilbage helt alene og uden den mindste selvtillid! Det var tydeligt at hun ikke ønskede ham tæt på sig, og han forstod hende faktisk også godt, for han havde slet ikke de samme intentioner, som dem som måtte elske hende og holde af hende, nej han havde langt ondere intentioner! ”Når har du en lille tossegod kæreste? Han må da være blind, hvis han vælger at komme sammen med én som dig!” svarede han hånende, og smilede ondskabsfuldt til hende. Hun skulle gøre modstand! Om han så skulle tvinge hende til det! Han glædede sig helt til, når han var færdig med hende, og se sit ’mesterværk’, se frygten i hendes øjne, se hende skælve og blot ønske at hun havde nogle omkring sig. Han ville efterlade hende, og om nogle andre så kom og dræbte hende, det var han skide ligeglad med, han ville bare knække den selvtillid som hun var i besiddelse af, og længere var den ikke. Og når hun ikke ville høre på ham, så skulle han da nok demonstrere hvor ond han kunne være! Han kunne tydeligt smage den søde smag som hendes læber efterlod mod hans egne. Dog var han ikke ude på at stille sine lyster, han var ude på at få hende til at begå modstand, og det så ud til at virke. Hånden som hun måtte plante mod hans bryst, fik ham blot til at fryde sig indeni! Hun var ved at give efter for sin vrede. Dog kunne han pludselig mærke noget, der begyndte at svide mod hans bryst. Han brød let kysset, og så næsten undrende ned af sig. Hun brugte lyset! Endnu bedre! Han nåede dog ikke at gøre så meget, inden lyset måtte tvinge ham tilbage. Det brændte forfærdeligt! Han vidste at hun besad hans svaghed, men det var jo også gengældt. ”Din lille mide!” hvæssede han vredt og vendte de natblå øjne mod hende. Enhver følelse havde forladt hans blik, kun det onde og kolde hvilede i dem. Han rejste sig roligt op og så vredt på hende. ”Nå så det er på den måde,” hvislede han med et køligt smil på læberne. Han begyndte roligt at tage den sorte læderjakke af sig, og smed den roligt på jorden. Han begyndte at pruste, som et vildt bæst, og hans natblå øjne skiftede farve til en mere ravgul, hans pupiller fik en spids form, som havde han været et rovdyr, og det var lige hvad han var! Og hun var hans bytte! Han spændte i hele sin krop, og musklerne blev en del tydeligere. En grå pels begyndte at vokse ud af hans krop, idet han begyndte at vokse i højde, kunne man høre hans knogle knække, fordi han blev udvidet. Hans spidse negle blev til klør, og han begyndte at få en hundesnude. Han var ved at forvandle sig. Hans råb blev til et hyl, idet han blev til en varulv. Han vendte sine ravgule øjne mod hende, og det så ud til at han smilede ondskabsfuldt til hende.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Malania havde måske valgt, at skulle betræde dette helt forkert, men hun stod virkelig helt fast på det hele! Alle havde noget godt i sig og direkte, så havde han jo heller ikke gjort hende det mindste endnu, det var der jo så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Hvad han var ude på, det vidste hun virkelig ikke, men han skulle under ingen omstændigheder få lov til at nedgøre Pierce på den måde! Den mand var virkelig absolut alt for hende og det skulle han virkelig ikke få lov til at ødelægge, det var helt sikkert! Blikket hvilede fast på ham. At han var ude på at få hende til at gøre modstand og se om hun overhovedet var i stand til det. Hvad ville han egentlig bevise ved det? Hun var aldrig den som ville lægge op til noget som helst som det første, det var også helt sikkert. At hun legede med ilden, var hun efterhånden temmelig godt klar over, hvad end om det var noget som hun ville eller ikke. At han var ude på at ødelægge hende psykisk og hendes stædighed og stolthed, var efterhånden det som det måtte gå mest ud over i den anden ende. At lyset havde fået ham til at trække sig væk, glædet hende dog, også selvom hun vidste allerede fra før af, at det helt sikkert var noget af det dummest som hun kunne gøre. Det var det som hun havde at forsvare sig med, og så var det i den grad også det som hun havde i sindet, at skulle gøre! "Du skal ikke få lov til at fremstille mig som en tosse! Og specielt ikke ham!" vrissede hun med en fast tone. Pierce holdt af hende og hun vidste det! Ellers ville han da ikke være sammen med hende, som han måtte være nu, det var der heller ikke nogen tvivl om. Var der? Det var slet ikke fordi at hun ønskede at skulle stå i tvivl. Hun var nemlig så frygtelig sikker på alle de følelser som han måtte sætte i hende. hun var så sikker på, at hun måtte elske ham.. Måske hurtigt sagt, men det var sandt. De mørke øjne faldt stille til hans skikkelse og med den samme trodsige mine. Hun var virkelig nervøs og i den grad også nu At han skulle true hende på denne måde, var bestemt heller ikke noget som faldt i nogen god jord, det var helt sikkert!
Det skarpe lys havde været hende en retdning, det var der ikke nogen tvivl om. Hun trak sig fast væk fra træet af. At det kun havde gjort ham vred kunne hun godt mærke og se på ham. Det kunne vel næppe være noget godt? Hun bed sig ganske svagt i læben. At se ham smide jakken for så at pruste som havde han været et bæst, gjorde hende virkelig meget mere usikker end det som virkelig var godt for hende. At pelsen måtte gro og med snude, poter og det hele, gjorde hende virkelig direkte panisk som intet som helst andet. "Åh gud.." hviskede hun stille. Denne gang stod hun virkelig med panikken i blikket. Hun bakkede ganske let og forsigtigt væk fra ham. Hendes hjerte startede omgående med at skulle hamre som en sindssyg mod hendes bryst. Det var virkelig ubehageligt! Hun trak vejret en anelse dybere og med den lette skælven i kroppen. Det iskolde blik som hun blev mødt af, var mere end nok til at lade det løbe fuldkommen iskoldt ned af hendes ryg og følelsen var virkelig noget så behagelig som intet som helst andet, som hun lige kunne komme i tankerne om. "Hold dig væk... hold dig væk!" gentog hun med en fast tone. Denne gang kunne man i den grad godt sige, at hun var blevet skræmt ef hele situationen, for den var virkelig også noget så forfærdeligt at skulle stå med. Hun knyttede hænderne stille, også selvom hun tydeligt kunne mærke hvor fugtige de måtte være af det rene sved og det var virkelig ubehageligt!

[pharrel123]

Hun var virkelig ude hvor hun ikke kunne bunde, det var helt sikkert, og det kunne Pharrel havde fortalt hende for lang tid siden! Hun kunne jo bare prøve på at tirre ham, ikke fordi det ville lykkedes hende, medmindre han lod hende, for så kunne han bruge det til en undskyldning og forvandle sig, og lade sit indre monster slippe løs. Hans menneskeskikkelse var blot en form der skjulte hans sande ydre, hans monster, hans ulv. Han var nådesløs, han var kold, han var direkte ond, og han var ligeglad med følelser, folks medlidenhed, den kunne de pakke væk, han var ligeglad med hvor meget de tiggede og bad, han skulle nok gøre det af med dem, og ikke engang dræbe dem og fjerne dem fra jordens overflade, nej det var langt sjovere at dræbe deres sind, at knække dem synder og sammen, så de ikke havde noget selvtillid tilbage, så de kun var et omvandrende spøgelse, så de ikke engang turde se skyggen af en fugl! Så de blev bange for mørket, og nattens rædsomme væsner. Han hadede alt godt, og han hadede Procianerer! Han var fuldstændig ligeglad med, hvad hun gik rundt og troede, han skulle nok få hende på andre tanke, og om ikke andet, så skulle han nok ændre hendes mening! Han skulle vise hende, han ville give hende en lærestreg, og ikke vandre ude når det var mørkt, han ville simpelthen gøre hende mørkeræd og bange for ham. Han var ligeglad med hvilken klovn hun var sammen med, han måtte være en ligeså tossegod naiv tosse, som troede på at der var noget godt i alle, ligesom hun gjorde. Typisk procianerer. Men de tog alle sammen fejl, hvis de gik rundt og troede, at alle bar noget godt i sig, for det var en tåbelig indbildning! Mange ville nok se det som sødt, at hun forsvarede sin lille kæreste, men han fandt det frastødende, han skulle nok knække hende. Han ville mere end knække hende! Hun skulle bare vente og se!
Pharrel kunne tydeligt se, høre og lugte hendes frygt, han kunne lugte hendes blod, han kunne se hendes nervøsitet og han kunne høre hendes nervøse og faste hjertebanken. Hun var rædselsslagen for ham, og han nød hendes reaktion. Han var dog ikke ude på at dræbe hende, det lå slet ikke til ham, han ville pine hende, men han kunne vel godt straffe hende? Han prustede og snerrede af hende, hans ravgule øjne hvilede iskoldt på hende. Han lignede et bæst, og hvad vigtigere var, han var et bæst! Han kunne tydeligt se hende bakke væk fra ham, og han forstod hende nu godt, han var en varulv på fire meter, grå pels, et stærkt sæt tænder, der kunne knuse ens kranium, hans kropsbygning var muskuløs og hans styrker overgik enhvers, og hun kunne slet ikke flygte fra ham, for han var tilhænger af den hurtigste race på hele Jorden! Han var horror, de overgik vampyrer, de overgik varulve, de overgik alle i styrke, hurtighed og udholdenhed! Og hun var bare et sølle lysvæsen. Han hylede op mod månen, og det var tydeligt at han var varulv. Mange fandt varulve grimme, og så dem egentlig kun som bæster, men det var kun fordi folk ikke vidste bedre, folk viste slet ikke hvilken styrke man besad. De lignede nok en ulv, men ulve var faktisk ganske elegante væsner, der jagede i flok, og de skulle bare vide. Han så på hende, inden han bøjede sig ned i den store form, og det var tydeligt at han skulle til at angribe, sådan så ethvert rovdyr ud, inden de overfaldt sit bytte, og det var hvad han skulle til. Han satte af fra jorden og sprang mod hende, med sit kæmpe gab åben for at bide ud efter hende.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Malania stod stadig helt og holdent fast på sit når det kom til det gode i alle, som der også var noget ondt. Hun stod der som et af de reneste og lyseste væsner som i det hele taget kunne vandre på denne jord og her stod hun. Hun havde skadet ham, så direkte så var det vel heller ikke helt forkert i den anden ende. Måske at han bare var for stædig til at skulle stå ved det? Hun måtte virkelig bare prøve at holde sig rolig, selvom det virkelig var umuligt i denne situation. Hun ville tage Pierce i forsvar til enhver tid! Nok at de ville få deres at slås med, med hensyn til de forskelligheder som måtte ligge til deres race. Hun var afhængig af lyset som han var afhængig af vandet, men at være sammen, gjorde da ikke ham til en godtroende tosse eller naiv, bare fordi at hun vidste, at hun havde tendenserne til at være det! Hendes hjerte hamrede som en sindssyg mod hendes bryst. Lige nu manglede hun virkelig bare Pierce. Hun manglede virkelig sin skytsengel og noget så frygtleig voldosmt, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet! Hans hvisken som kunne roe hende ned, hans arme beskyttende omkring hende og at han ville hjælpe hende ud af denne kattepine som hun var endt med at falde direkte i. Pharrel var ond! Det onde blik, som var det at stirre ind i det dybeste mørke for hendes vedkommende, det var virkelig bare noget som fik det til at løbe så iskoldt ned af hendes egen ryg. Han skulle bare ikke have lov til at komme tæt på hende, det var helt sikkert på alle tænkelige måder overhovedet! Tankerne kørte gang på gang omkring Pierce.. hvad ville han ikke sige omkring dette? Hvordan ville han ikke angribe? Blikket hvilede på ham. Denne gang var hun virkelig ude hvor hun ikke kunne bunde og det var noget som hun tydeligt havde fundet ud af, og det var virkelig også noget af det værste ved det hele, det var der heller ikke nogen som helst tvivl om overhovedet. I og med, at han gjorde klar til angreb, fik det nærmest bare til at gå fuldstændig i sort for hende. Hun vidste at hun aldrig ville kunne løbe fra ham og den massive vægt fra det store dyr, ville da knuse hende så spinkel som hun måtte være! "Lad være.." Hendes stemme var dæmpet.. frygtelig dæmpet, selvom hun var temmelig sikker på at han ville være i stand til at høre hende udelukkende på grund af den hørsel som det siges at hundevæsner måtte have. Hun bakkede yderligere væk og denne gang med en anelse hurtigere end før, selvom det allerede måtte vise sig at være for sent. Da Pharrel valgte at skulle sætte i et løb og springe direkte på hende, hvor de massive og store poter som måtte støde af direket mod hendes krop. Hun slap et så kraftigt gisp, at det måtte tvinge det skrig tilbage i hendes hals, idet at hun blev tvunget direkte ned i jorden. Da han bed kraftigt ud efter hende, måtte hans kæbeparti solidt lukke sig omkring hendes skulder. Det stivnede kraftigt i hende. Hendes hænder lukkede sig omgående og fast omkring en stor tot af hans pels i et forsøg på at skulle trække ham væk! "Gå væk.. gå væk!" skreg hun med den faste og skingre stemme. Hun ville bare væk derfra og til Pierce! Tårerne samlede sig i hendes øjenkroge. Det gjorde ondt! Hun prøvede at få hånden lagt over hans blik, kun for at sende endnu en dosis med kraftigt lys mod ham. Han skulle bare væk fra hende!

[pharrel123]

Pharrel var ligeglad med hvilke tossegode idéer hun bar inde med, han var ligeglad med alt omkring hende, det eneste det handlede om, var at ’besejre’ hende, han kunne snildt sætte sit store sæt tænder i hendes hals og knække den, som var det en gren, men hvad sjovt ville der være ved det? Det var jo langt sjovere at knække folks psyke, det var hvad han gjorde, hvad han levede for, sådan var det bare. Og hun var desværre ikke en undtagen. Pharrel måtte trykke hende ned i jorden med hans lodne, store poter, hvor hans sylespidse klør måtte sætte sig fast i hendes skulder og arm. Hans tænder faldt omkring hendes skulder, som han klemte omkring, så han kunne høre hendes knogler knase, fordi han havde et så godt tag i hende. Han kunne så let dræbe hende. Men han havde ikke i sinde at dræbe hende, medmindre hun da gav ham nogen grund til det, så det kom faktisk helt an på hende. Han kunne smage hendes blod, men som varulv kunne han ikke nære sig på samme måde som vampyr, så han var nød til at være i sin menneskelignende skikkelse for at kunne nære sig på hende, og det lød faktisk ganske tiltalende. Han var ond, og når hun ikke ville lytte, så igen, så måtte hun lære det på den hårde måde! Han blev lidt for optaget af hendes blod, at han ikke helt lagde mærke til hendes hånd, før det var for sent. Hans pupiller blev helt smalle, så det gule fyldte det meste, da han så lyset fra hendes håndflader, der skød direkte ind i hans øjne, hvilket fik ham til at trække sig pibende tilbage. Hans store håndrygge måtte gnide sig mod hans øjne. Selvom han var i sin varulveskikkelse, så var der alligevel noget menneskeligt over ham, for han kunne jo gøre alt det som et menneske også formåede at gøre. Han så på hende, men han kunne ikke helt se hende ordentligt, da hans blik var blevet en smule sløret, eftersom han ikke ligefrem havde forventet det lys. Han måtte ikke undervurdere hende! Han gav et hyl fra sig, da han valgte at forvandle sig tilbage, det var jo sådan en turn-on-off knap han selv kunne styre, medmindre der var fuldmåne. Den store grå pels begyndte at ryge af hans krop, hans krop blev mindre, og den samme knasende lyd lød fra hans knogler, eftersom de blev mindre igen, faktisk en smertefuld forvandling, men man vænnede sig til smerten efterhånden. Hans kløer blev til hans spidse negle igen, hans tænder kom til at ligne en vampyrs igen, hans øjne skiftede farve til hans natblå, hans pupiller blev runde, som et normalt menneske. Den store muskuløse krop, forblev dog muskuløs, dog blev hans hud bleg og måtte atter engang glitre ganske let, faktisk et ganske smukt væsen, hvis man så bort fra at de var onde blodsugere. Han stod kun i et par flænsede jeans, som nu kun gik ham til knæene. Hans overkrop var nøgen, da jakken lå på jorden og den hvide top var gået i stykker da han var blevet forvandlet. Hans øjne sveg! Han kunne ikke have dem mere åbne end som en lille sprække, hvor han kun lige kunne ane hende, dog havde han ikke brug for at se, for han kunne både høre og lugte hende! Han snerrede lettere vredt. ”Håber det gjorde ondt,” hvislede han lettere koldt, og hendes blod, fra da han havde bidt hende, piblede ned fra hans mund. Han smilede køligt til hende. ”Du er helt ude, hvor du ikke kan bunde!” Han smilede et lettere overlegent smil. Så længe han holdt sit blik lukket, så kunne hendes lys ikke decideret skade ham. Kun tvinge ham væk, men han ville være parat og forudse hendes træk, for han havde alle sine andre sanser, der var langt mere skærpede end hendes!

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Malania havde i sandhed taget fejl af Pharrel og det var nu noget som hun tydeligt måtte betale prisen for, og det var noget som direkte gjorde ondt. Hun stod dog stadig fast på, at der måtte være noget godt i alle, for han gjorde vel heller ikke dette overfor alle og enhver som han måtte møde på sin vej, det var hun da helt sikker på! At lyset ville jage ham væk, var noget som hun var temmelig sikker på og det var virkelig også det eneste forsvar som hun måtte have at skulle gøre brug af i denne situation, det var helt sikkert. At han ville være mere eller mindre midlertidig blind på grund af hendes gøremål var netop det som hun måtte håbe på. At han nærmest måtte trække sig pibende væk, var hende en lettelse. Hun havde absolut ingen følelse i skulder og arm. Det hele havde han kvast med sine bare tænder alene! Øjnene klemte hun fast sammen, idet at hun tog sig til skulderen da hun forsigtigt prøvede at vende sig om og komme op. Det sitrede i hele kroppen. Hun vidste jo udmærket godt hvor farligt et varulvebid måtte være alene.. Nu kunne hun ikke gøre andet end at frygte for det væste! Hun prøvede at komme op, selvom det virkelig ikke gik som hun ville. De massive poter direkte i brystet, havde været hende et slag og tryk mod de spinkle ribben. Hun var jo af en ganske spinkel bygning og det var jo noget som hun vidste. Skulderen blødte og det sveg af helvede til! Armen havde hun virkelig ingen følelse i. Hun kunne jo ikke engang bruge hånden til noget som helst! Tænderne bed hun ganske kraftigt sammen, selvom hun ikke rigtigt formåede at skulle komme op. Hun vidste udmærket godt, at hendes blod måtte være delikat. Der var ikke mange af hendes slags tilbage i verden og deres blod var næsten lige så velset som englenes! At han måtte forvandle sig igen til sit vampyriske jeg, ænsede hun hurtigt, idet at han talte til hende igen. Hun vendte blikket stille mod ham. Han havde virkelig selv bedt om det lys! Hun blinkede tårerne stille væk fra sine kinder, idet hun let fik sig kæmpet op på benene. De skælvede under hende. Hun var bange som hun aldrig nogensinde havde været det før og det var virkelig en frygtelig ubehagelig følelse på alle tænkelige måder overhovedet! Hun trak vejret dybt, selv hendes hjerte måtte hamre som det aldrig nogensinde havde gjort det før og det var virkelig så ubehagelig som intet som helst andet, det var der virkelig heller ikke nogen som helst tvivl om overhovedet, det var også helt sikkert, hvad end om det var noget som hun ville det eller ikke, det var også helt sikkert. "B..bare bliv væk.." Hendes stemme var en hvisken. Hun ville virkelig ikke have ham så tæt på, det var noget som direkte måtte gøre så frygtelig ondt, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af overhovedet, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. "Du bad om det.. Du bad om det.. Lad mig nu bare være.." Hendes ord var relativt dæmpet. Denne gang var hun virkelig bange, hvilket i den grad heller ikke måtte ske særlig ofte. Hun bakkede igen forsigtigt væk fra ham. Gik det for hurtigt, så ville benene knække sammen under hende og det var virkelig heller ikke meningen på nogen som helst måde overhovedet. Hånden knugede sig omkring hendes skulder. Hun ville hjem til Pierce, søge den trøst i hans arme og mærke dem omkring sig. Hun følte sig pludselig så skræmmende alene!

[pharrel123]

Et overlegent smil hvilede på Pharrels tynde rosa læber, og man kunne lige skimte de sylespidse hjørnetænder, der måtte gemme sig bag dem. Han kunne tydeligt høre hendes hjerte pumpe og slå hårdt mod hendes bryst, og det var næsten som om at han kunne mærke det, som havde det været ham selv. Han elskede den frygt han måtte så i folk, som blot måtte spire med tiden, og han skulle nok gøre hende rædselsslagen som aldrig før! Dette ville være sidste gang at Malania Marchioness søgte udenfor en dør, ved mørkets frembrud! Hendes blod måtte være kraftigere mod hans næsebor, det måtte komme fra det sår som han havde givet hende, med sit kæmpe sæt tænder. Han kunne ikke andet end at fryde sig over tanken! Øjnene sveg som aldrig før. Hendes lys havde ramt ham lige i blikket, hvilket nu var skyld i at det var lettere sløret, godt at det kun havde været et kort øjeblik, for ellers havde han været blind nu. Han kunne kun skimte hendes skikkelse, i det mindste havde han ikke behov for at se hende, for han kunne tydeligt lugte hende! Og hun duftede umådeligt godt! Af blod. Hans mund måtte næsten løbe i vand, da lugten af hendes blod måtte strejfe hans næse, hvor han trak vejret dybt, så det føltes som om at han kunne smage det. Han lod sin tunge stryge langsomt over hans læber. Pharrel smilede til hendes ord. Skulle han blive væk? Det var jo nu at det var blevet så sjovt! Også selvom at det havde været på bekostning, at hans øjne måtte svige i øjeblikket. Han lukkede øjnene, de var alligevel ubrugelige for øjeblikket! Han smilede skummelt til hende. ”Gå? Jamen … vi havde det jo lige så sjovt!” hvislede han lettere ondskabsfuldt, inden han begyndte at gå mod hende, som han kunne høre at hun bakkede væk fra ham. Han blev så fristet af hendes blod! Tungen måtte igen slikke over hans mund, ved den blotte lugt. Han smilede lettere hånligt til hende. ”Nårh… er din lille kæreste her ikke?” spurgte han, som talte han til en baby, skønt der var stor hån bag hans ord. Han fortsatte sine skridt hen imod hende. ”Bare ærgerligt! Han kan alligevel ikke stoppe mig, og apropos kæreste, hvorfor skulle han overhovedet komme og redde dig? Du er helt alene!” hvislede han sandfærdigt, for her var hun ene og alene, uden nogen former for beskyttelse. Hun var færdig. ”Tænk dig om. Har han ikke lovet dig, at beskytte dig? Være der for dig? Hn? Men hvor er han så nu? Hvor er din elskværdige beskytter henne? Han har efterladt dig, det var tomme ord, for hvis han mente det, hvorfor er han så ikke dukket op endnu?” spurgte han stilfærdigt, og stoppede roligt op, så han kun stod nogle meter fra hende, hun var uden for hans rækkevidde, men det kunne hurtigt ændre sig, for hun ville alligevel ikke kunne stikke af fra ham. Han kunne være over hende, når som helst han ville, uden hun ville kunne gøre noget ved det. Han fnøs ganske let, imens hans hoved pegede mod hende, som så han på hende, han så bare ikke med øjnene, men med alle sine andre sanser. ”Tro mig, han kommer … ikke!” hvislede han kortfattet. Hvem ville ikke love sin elskede at han ville dukke op og beskytte hende så nobelt? Typisk procianere! Typisk gode væsner! Det var sygt og forkert, at komme med så tomme ord, man måtte bare erkende, at man ikke altid ville kunne være der for ens elskede! Selv det vidste han. Og det skulle ikke undre ham, hvis hendes kæreste havde sagt de selvsamme ord til hende. Hvem hørte ikke det? Han måtte endnu engang fnyse.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Malania havde virkelig fået nok! Hun ville væk derfra og det kunne virkelig ikke gå hurtigt nok. Pierce var den som hun ønskede til lige nu, den som hun ønskede at krype ind i favnen til, for dette var efterhånden noget som gjorde ondt. Hendes arm kunne hun virkelig ikke bruge og det var noget som skræmte hende mere end det som noget som helst andet måtte gøre og det var virkelig noget så frygtelig ubehageligt! Blodet dryppede ikke som sådan, men det var nu bare tydeligt, at det bid havde gjot ondt. Det havde for pokker da smadret hendes overarm og skulder! Hendes blik hvilede på ham. Ja, det var jo fint nok at han havde det sjovt! For det havde hun bestemt ikke! At han ikke kunne se hende, glædet hende dog, også selvom hun vidste, at han havde så mange andre sanser at gøre brug af. Hendes hjerte hamrede som en sindssyg mod hendes bryst og det var virkelig med et ubehag som aldrig nogensinde før! Det gjorde ondt og noget så dybt ind i hendes egen krop og i hendes eget sind. Det var slet ikke noget som hun kunne komme det mindste udenom overhovedet. Hun rystede på hovedet og med tårer i øjnene. Pierce var hende et ømt punkt og det var noget som denne mand virkelig måtte ramme. Den hån som kunne spores i hans ord, var slet ikke noget som glædet hende det mindste. Hun hadet det! Han skulle bare ikke få lov til at så splid i hendes tillid og tro til Pierce! Det ville hun virkelig ikke! Hun prøvede at knytte hånden, selvom hun ikke kunne. Hun fortsatte stille med at bakke væk fra ham. Hun ville bare ikke have ham tæt på! Han skulle blive væk! Så langt væk som hun kunne få ham! Hans ord fik det til at klumpe helt sammen i Malanias indre. Det føles virkelig som det hele måtte slå knuder.. Alt sammen.. Det var det som Pierce havde lovet hende. Han var jo trods alt hendes skytsengel og hun havde jo sagt, at han ikke kunne beskytte hende altid! Nu stod hun der, havde mere brug for ham end nogensinde og han var ikke til stede! "D-du må ikke sige sådan noget.." Hendes stemme var virkelig intet andet end en hvisken. Hun ville slet ikke høre tale om det! Nok var de store ord ikke sagt endnu, men Pierce.. hun elskede ham. Hun ville virkelig ikke mangle ham for noget som helst i verden! En tåre gled stille ned af hendes kind og med en sitren uden lige i kroppen. Hun bed sig skræmt i læben. Panikken var alt som stod i hende lige nu. Kunne hun skrige op, så havde hun gjort det! Hvis nogen havde været i stand til at skulle høre hende. Den friske hånd skal roligt grebet omkring skulderen. Det brændt virkelig! Ryggen stødte direkte ind i et træ, hvilket fik hende til at gispe let forskrækket. Et svagt lys viste sig h endes håndflade. Hun var simpelthen ikke koncentreret nok til at skulle gøre det for kraftigt, også selvom hun vidste, at vampyren i ham, slet ikke kunne have lyset, så var det noget af det som hun i den grad også måtte agte, at gøre brug af hvis han kom for tæt på igen! Hun hyperventilerede en anelse. Han skulle bare ikke få hende til at betvivle Pierce! Det ville hun bare ikke! "H-han kan ikke komme.. det.. det er det... Ellers ville han.. Han ville.." fortsatte hun. Et sted også for at overbevise sig selv en anelse. Han havde ikke efterladt hende! Det kunne han bare ikke. De mørke øjne faldt til Pharrels skikkelse. Sådan som han blot fortsatte med at komme tæt på hende. Hun ville ikke have det! "Gå væk.... lad mig være.." Hendes stemme var stadg intet andet end en lavere hvisken. Dette skræmte hende virkelig og hun hadet det virkelig!

[pharrel123]

Pharrel havde knækket mange personer, mænd som kvinder, og typisk ved kvinderne, så havde deres elskede altid lovet dem at komme dem til undsætning, men det var aldrig sket, og det ville heller ikke ske denne gang, hun var helt alene. Desuden, hun var et lysvæsen, så hendes kæreste vidste sikkert slet ikke at hun var ude i øjeblikket, hvilket blot gjorde det hele lettere for ham. Hun kunne ikke flygte fra ham, for uanset hvor hun flygtede hen, så kunne han også komme der, hun var ude hvor hun simpelthen ikke kunne bunde længere, og han ville vinde, det gjorde han altid! Han kunne direkte lugte hendes frygt, og se den, for den stod lysende ud af hendes øjne, hun kunne spille modig og stædig, men når det kom til stykket, så frygtede hun ham, og mere af alt, hun frygtede at han havde ret. For hendes kæreste kom ikke, og hvorfor skulle han? Det var det han måtte overbevise hende om, overbevise hende, på sin helt egen grusomme måde. Han kunne nok ikke se hende, men alle hans andre sanser hvilede mod hende, så selvom hun begyndte at løbe væk fra ham, så ville han hurtigt kunne opsnuse hende, eftersom han kunne lugte hendes blod, fra det bidsår han havde givet hende. Og som hun blev ved med at bakke bagud, så skridtede han blot hen mod hende, dog, så den samme afstand blev holdt imellem dem, han var ikke ude på at hun pludselig ville vende sig om og løbe, skønt han bare ville løbe efter hende, og det at løbe ville nok tage mange kræfter fra hende, især med det sår. Skønt hendes ord ikke var højere end en hvisken, så kunne han tydeligt høre dem og han måtte smile hånligt til dem. ”Hvad må jeg ikke sige? Den bitre sandhed? Du kan benægte det, så meget du vil, men han dukker ikke op. Han ligger sikkert hos en anden smuk kvinde i øjeblikket, og hvorfor skulle han ikke gøre det? Hvem vil overhovedet være sammen med sådan en naiv tøs som dig?” spurgte han stilfærdigt, uden hans ansigt skiftede retning, som han så mod hende, skønt hans øjne var lukkede. Han havde jo fat i noget, hun måtte da være ganske naiv og godtroende, når hun søgte ud om natten, udenfor, når mørkets væsner var fremme, og så kom hun med sådanne påstande, om at alle havde noget godt i sig, det var jo forrykt! Men han måtte jo vise hende på den hårde måde, at han ikke indebar noget godt, hun skulle bare vide hvor grusom han kunne være, og hvor grusom han var på vej hen til at være. At hun var panikslagen, det kunne han skam tydeligt se, for det stod jo malet i hele hendes ansigt. Han stoppede roligt og smilede lidt overlegent, da hun stødte ryggen mod træets stamme. Nu kunne hun ikke bakke længere tilbage, medmindre hun selvfølgelig trådte et skridt til siden og så bakkede videre tilbage, men han ville i øjeblikket ikke tættere på hende, så han forblev blot roligt stående, hvor han gjorde i øjeblikket. ”Hvad ville han? Komme og redde dig?” Han slog ud i en hånlig latter, ”hold nu op. Fatter du det ikke? Han kommer ikke, han har for længst glemt dig, alt han har sagt og vist dig, det er alt sammen en stor fed løgn.” Han smilede sigende mod hende. Han morede sig over hvordan hun helt reagerede, og han havde fundet ud af at hendes lille prins var hendes ømme punkt, så det ville han da selvfølgelig gå efter. ”Han kommer ikke! Hvorfor skulle han? Du er jo selv uden om det, og det ved både han og du. Han vil da langt hellere ligge hos en mere fornuftig kvinde.” Hans smil blev skummelt. Han skulle nok vise hende hvor grusom han kunne være!

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Malania var virkelig skræmt som hun aldrig nogensinde før havde været det og det sagde ikke så lidt. Hun havde normalt aldrig rigtigt været bange for mørket, det var først noget som for alvor havde vist sig ved hende den dag i dag. Den dag hvor hun mødte Pharrel og den tanke var hende direkte forfærdelig! Hvad han dog bare ikke skulle have lov til, så var det i den grad at så den splid i form af mistillid og mistro til Pierce! Han havde erklæret sin forelskelse ligesom hun selv havde gjort, men der lå vel mere i det også fra hans side som der lå i det fra hendes? Hun kunne virkelig ikke gøre andet end at håbe det.. At han ikke havde fundet en anden at være sammen med og ladet hende rende rundt alene på denne måde. Hendes hjerte hamrede som intet andet end en besat mod hendes bryst og det var virkelig noget så frygtelig ubehageligt som intet andet! Blikket hvilede på ham. Hvorfor skulle han tvinge hende i en sådan en tvivl?! Det lignede bestemt ikke Pierce at gøre sådan som Pharrel ville fremstille det, det var sikkert, men igen, så længe havde hun jo heller ikke kendt ham og det var jo det som måtte gøre det hele lige netop i dette øjeblik, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om. Hendes hjerteh amrede som en besat mod hendes bryst. Denne gang kunne hun virkelig erkende, at hun var bange.. Hun var bange for hvad der ville ske og hun var bange for hvad denne mand kunne finde på og det var virkelig ubehageligt! Pharrel kendte ikke Pierce... der var det! Han kendte ham ikke! "Det gør han ikke.. Det ved jeg at han ikke gør!" Hendes stemme og tone var lettere febrilsk, så det var heller ikke noget som hun kunne komme udenom eller ville skjule for ham for den sags skyld, det var også helt sikkert. Hun kom ikke mange steder lige nu og med den intense smerte som stadig måtte stikke i hendes skulder, så var det ikke noget som hun kunne skjule. Det gjorde virkelig ondt! De mørke øjne søgte til ham. Før så fast og selvsikkert og nu.. nu var det bundet i en forvirring og fortvivlelse. Det var bare ikke sådan at Pierce var! Hendes hånd lukkede hun fast omkring brystet. Hendes skulder og overarm var intet andet end direkte ødelagt, det var helt sikkert og hun hadet virkelig den følelse! At Pharrel nu ikke kom tættere på hende, havde hun intet imod. Hun var stille gledet ned på hug foran træet og nærmest helt klamrende ind til det. Hun var virkelig skræmt af ham. Blodet var rolit holdt op med at løbe ned af hendes arm, selvom det stadig måtte være intet andet end et direkte og åbent sår. Hvis hun var blevet hvad han måtte være... så tilgav hun aldrig nogensinde sig selv! Den hån i hans ord var noget som klart gik hende noget så voldsomt ind og hun kunne virkelig ikke gøre noget andet end at hade det! "Du kender ham ikke!" udbrød hun med en skinger og lettere febrilsk stemme. Den tvivl som han havde sat i hende, måtte vokse.. Det kunne bare ikke være sådan at det måtte hænge sammen! Endnu en tåre gled ned af hendes kind. Han holdt af hende, så meget havde hun da selv set og hørt.. Hun havde mærket det, i og med, at hun havde ladet ham komme så tæt ind på sig og det ville hun bestemt ikke straffes for! "Gå væk med dig!" afsluttede hun med et nærmest skrig. Hun ville ikke være med til det her mere! Om ikke Pierce elskede hende, som hun også måtte elske ham, så holdt han af hende.. hvorfor skulle han da ellers have gjort alt det for hende, som han havde gjort?

[pharrel123]

Pharrel kunne se, mærke og høre at han var ved at knække hende. Hendes mest ømme punkt var hendes kæreste, og sådan var det faktisk for mange. Kærlighed; man kunne ikke leve med det, men heller ikke uden. Personen man gav sit hjerte til, ville man blotte sig for, og gøre sig sårbar overfor, og den person man ville give sit hjerte til, havde muligheden for at gøre én svag, fordi man ville ofre sig for den person, og så havde den person mulighed for at knække én, derfor var Pharrel ikke så meget for kærlighed. Tillid, loyalitet og respekt, var uanset, om man ville tro det eller ej, noget som måtte være ganske betydningsfuldt for ham. Uden det, kunne et land ikke fungere. Men for at vende tilbage til kærlighed, så så det ud til at det havde ramt hende … hårdt! Hun måtte virkelig elske den mand, men det betød intet for Pharrel, kærlighed var en gift, efter hans mening! Forelskelse var i hvert fald. Det sløvede ens sanser, man var ikke klar i hovedet, fordi man kun tænkte på én person, den man elskede, det var … forfærdeligt. Han var ved at få synet tilbage, skønt det stadig var en smule sløret, men han kunne da ane hende en del mere, end hvad han havde kunnet for blot et minut siden. Hun var åbenbart ved at få sin tvivl hos hendes kæreste, og det frydede ham blot! Hun var ved at bukke under, og han ville ikke stoppe før hun var knækket helt. Han trak på skuldrene. ”Hvorfor skulle han ikke ligge i lag med en anden kvinde? Hvem gider have dig? Jo, du er da smuk, men mere er der jo ikke, er der vel? Det er jo ikke engang første gang,” sagde han lettere hvislende. Hendes stemme var så febrilsk at det helt morede ham. Og dette, det var simpelthen ingenting, i forhold til hvad han plejede at gøre, og nu hvor han havde fundet hendes ømme punkt, så gik der nok ikke lang tid, før hun valgte at give helt efter. Han morede sig jo helt med hende. At det gjorde ondt, fortvivlelsen og hendes frygt, det hele kunne han se i hendes øjne, nu hvor han havde fået sit syn helt tilbage igen, efter de var blevet mødt af det skarpe lys fra hendes håndflader. Det så ud til at det var hendes hænder hun brugte, og den ene hånd havde han da uskadelig gjort, eftersom han havde bidt hende, og så mangle han jo egentlig blot den anden. At hun var sunket helt i knæ glædede ham, nu var jo kun ved at give mere og mere efter. En dejlig følelse! Hun ville komme til at ønske, at hun aldrig var tråd uden for, ikke efter mørkets frembrud! ”Jeg kender nok ikke ham, men jeg kender mænd,” svarede han stilfærdigt og smilede lettere køligt mod hende. ”Han er som enhver anden mand, fylder dig med løgne, siger han elsker dig, men, men, men … det hele er en fantasi, en drøm, han planter i dig, indtil han får dig med ind under dynen. Derefter er du blot som skrald for ham, og hvad gør man med skrald? Smider det væk!” Han smilede end ikke, sådan var de fleste mænd jo, det måtte hun vel også selv vide? Hun var jo ikke grim, ganske smuk, men mere var der vel heller ikke i det? Hvor mange havde ikke lige prøvet at forføre hende? Og faktisk få hende med ned under dynen? Han fandt jo nok aldrig ud af det. ”Gå væk?” gentog han med en lettere syg form for morskab i stemmen, ”det kunne da aldrig falde mig ind.” Hun havde virkelig selv bedt om det! Horrorer var jo kendt for deres hurtighed, ligesom vampyrerne, bortset fra at, horrorer var langt hurtigere! Så for ethvert andet væsen ville han forsvinde, kun fordi deres øjne ikke var i stand til at følge ham, og med ét stod han ved siden af hende, trak hende op og trykkede hende fast ind til sig, så hendes ryg var presset mod hans muskuløse nøgne bryst. ”Og tro mig, jeg er slet ikke færdig med dig,” hviskede han med en vis blidhed i stemmen, selvom det skumle over den, afslørede at det ikke var noget godt, han havde tænkt sig at gøre ved hende. For det var det slet ikke!

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Malania startede omgående med at skælve, dette var virkelig ikke en situation som hun lige havde ventet sig, at skulle sidde i og hun kunne ikke gøre noget andet end at hade det! Hun kendte nok ikke Pierce så godt, men at lyve for hende på den måde, det var han bare ikke personen som gjorde! Ordene var nok ikke sagt, men hun elskede ham virkelig og han var og blev hendes forbandede ømme punkt og det var noget som Pharrel havde fundet ud af. Fordømt! Hun nægtet virkelig at knække på denne måde! Med den følelse af tvivl, så kom mørket og det var noget som nærmest måtte forgifte hendes sind. At forsvare sig nu ville virkelig være helt og særdeles umuligt for hende og det var på alle måder. En tanke som selvfølgelig måtte være skræmmende. Hun manglede virkelig Pierce, men som sagt, så kunne han heller ikke beskytte hende hele tiden og det var hun nu også det levende bevis på. Pierce var den første siden hendes mand, som hun for alvor havde valgt, at skulle lukke tæt ind til sig. Den første som havde fået den plads i hendes hjerte og det var ikke noget som hun ønskede at sætte tvivl ved! Hun trak vejret lettere dirrende, gråden havde allerede tvunget sig på. Nok naiv og godtroende, men det havde så sandelig også sine grænser, det var helt sikkert! Hun rystede igen stille på hovedet af hans ord. Pierce var slet ikke den type mand! "Du kender tydeligt ikke alle mænd!" vrissede hun febrilsk. Hun ville slet ikke snakke om det! Pierce havde givet en mening og et mål med hendes liv, noget som hun kunne arbejde sig op efter og for det, var hun ham virkelig så frygtelig taknemmelig. Det var en taknemmelighed som hun aldrig nogensinde ville være i stand til at vise til fulde og det var noget som hun var udmærket godt klar over i den anden ende, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om. At han nægtet at gå, var kun noget som gjorde det hele meget værre. Hun nægtet at bukke under for en mand som ham! Det stivnede kraftigt idet, at han var henne ved hende, greb omkring hende og tvang hende op at stå. Hendes hjerte hamrede som en sindssyg mod hendes bryst. Sådan som hun blev tvunget ind i hans favn, med ryggen mod hans faste bryst og fanget i det greb som hun personligt og alene, ikke ville komme ud af. Endnu en stille tåre trillede ned af hendes kind. Hun var virkelig panisk ræd. Var hun blevet til en som ham? Var hun blevet horror ved det bid som hun havde været offer for? Bare tanken alene, måtte være noget som gjorde hende direkte panisk! Hun var slet ikke til mørket mere! Hun lukkede øjnene stille. Hun skælvede virkelig. Ganske svagt bed hun sig i læben idet at hendes friske hånd greb omkring hans hånd, i et håbløst forsøg på at få ham til at slippe hende. "S-slip mig.." Hendes stemme var lav og noget så frygtelig dirrende. Hun var i den grad bange, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af. Det var virkelig en skræk uden lige, som han havde formået at tvinge i hende og den tanke alene, var virkelig noget så skræmmende som intet som helst andet i denne verden. ".. Lad mig nu bare gå.." Hun rev ganske let i hans arm. Hun ville ikke snakke om Pierce, hun ville virkelig bare tilbage til Procias, komme hjem og så.. græde ud? Hun havde det virkelig elendigt sådan som hun måtte stå der! Hun ønskede jo virkelig ikke at betvivle Pierces ord om at han ville beskytte hende. Det kunne man jo bare ikke altid. "H-han holder af mig.. det.. det sagde han selv." Hun blinkede svagt med øjnene. Bare tanken i sig selv alene, var skræmmende.. Det hele kunne ikke være bygget på en stor løgn!

[pharrel123]

Hun var da dum at høre på! Sådan en tossegod, naiv, godtroende, dum tøs, der ikke havde forstand på noget. Det var da klart at hun troede på sin kæreste, men hvor var han egentlig? Ikke her hos hende, for at beskytte hende, og selvom han ville være her, så ville han ikke være i stand til at dræbe Pharrel! Han var den stærkeste race fysisk, hverken en vampyr eller varulv ville kunne hamle op med ham! Ikke at han ikke kunne dø, for det kunne han bestemt, men hvis man målte i styrke, så var han enhver race overlegen i fysisk tilstand. Han smilede koldt til hende, han havde fået sit syn tilbage, skønt han faktisk ikke helt havde brug for synet, for det var i øjeblikket hans svageste punkt, især for hendes lys! Men hun var ude hvor hun ikke kunne bunde, han havde smadret hendes ene arm, så hun kun kunne bruge den ene, hun befandt sig ude i bælgmørke, som blot var en gift og svaghed for hendes lys, og ja, så var hun stødt på ham. Han kunne tydeligt høre hendes hjerte hamre mod hendes bryst, og det frydede ham virkelig! Han slog ud i en kold latter til hendes ord. ”Det har ikke noget at gøre med om man kender selve typen, alle mænd er ens, når det kommer til stykket; de lover deres elskede en masse lort, men de dukker aldrig op! Og hvor er din kæreste henne i øjeblikket? Ved du det med sikkerhed? For ellers kunne han jo godt være i gang med at nyde en anden kvindes kærtegn,” svarede han med en stilfærdig stemme, der var præget af den dybeste ærlighed, som vidste han hvad han talte om, det var blot hans manipulationsevne, for han havde virkelig i sinde at knække hende synder og sammen, det var jo trods alt det sjoveste. Det var sjovt at se sine ofre, efter at han havde knækket dem for derefter at efterlade dem i mørket. Hun ville ikke turde gå udenfor en dør, når mørket først faldt på, fremover, hun ville være bange for mørket, som hun burde være, bange for dets væsner, og så håbede han at hun ville få mareridt om ham! Som han havde tvunget hende op at stå igen, trykkede han hende ind mod sin faste og muskuløse krop. Han indsnusede hendes søde duft, som gjorde ham helt … sulten. Han slikkede sig roligt om munden, inden han skænkede hendes hals et blidt kys. ”Mmm … du smager garanteret meget godt,” hviskede han forførende mod hendes øre, ”men du er jo trods alt også et lysvæsen.” Han måtte endnu engang le hånligt og koldt mod hendes øre. At hun greb omkring hans håndled gjorde han intet ved, det ville alligevel ikke hjælpe hende i den sidste ende. Han smilede et lettere ondskabsfuldt smil. ”Lade dig gå?” gentog han roligt. ”Hvornår går det op for dig, Malania, at jeg slet ikke er færdig med dig?” spurgte han med en blid tone mod hendes øre, inden han lo koldt. Han begyndte at skænke hendes hals en række lidenskabelige og forføriske kys, hvor han kort lod tungen stryge ganske blidt og forsigtigt over hendes hud. Han blev så sulten! ”Han kommer ikke efter dig, hvornår går det op for dig? Han har efterladt dig helt alene i mørket. Et mørke der snart vil opsluge dig, din krop og din sjæl.” Han vendte hende roligt om i sin favn, og lod sin kolde finger stryge hende blidt over kinden, for at tørre hendes tårer væk. Han nød at se hende græde, se hende lide. Og så gjorde det ham ufattelig sulten! Han holdt hende tæt ind til sig, så hun ikke kunne gå nogen steder. Hans anden hånd lagde sig mod hendes dårlige skulder, inden han klemte omkring den. ”Mærk den smerte, der for altid vil være i dig!” hvislede han koldt og smilede næsten sindssygt til hende, inden han slap hendes skulder igen. ”Du tilhører mig nu, Malania. Og jeg kan lindre dine smerter ved at gøre dig til én af mørkets væsner.” Han strøg hende blidt, roligt og forførende over halsen med sin kolde finger, inden han rykkede sit hoved hen til hendes hals, blottede sine sylespidse hjørnetænder, for at sætte dem i den pumpende pulsåre.