A night alone?

[pierce]

Pierce ønskede ikke at se hende sådan. Så svag og så hjælpeløs. Han vidste ikke hvad der var foregået mellem hende og Pharrel, men det var i hvert fald ikke noget godt, eftersom hendes sår var ganske kraftige. Såret på hendes skulder, var virkelig slemt, for han kunne tydeligt se at hendes skulder og overarm var smadret og faktisk helt ødelagt, af et ulvelignende bid. Der var ingen tvivl, denne mand måtte være en horror, eller varyl, og han hældte mere til horror. Og hvad værre var, han havde næret sig på hende, for han kunne tydeligt se vampyrbidemærket på hendes hals, og det fik ham virkelig til at væmmes! Ikke over hende, men over ham! Det bæst skulle ikke få lov til at røre hans Malania igen! Som hun puttede sig ind i hans favn, lagde han ganske forsigtigt sin arm omkring hendes raske skulder, da han helst ikke ville gøre det værre ved hendes dårlige skulder. Han strøg hende blidt og beroligende over ryggen. Det gjorde et sted ondt, at hun ikke ville se ham i blikket, men så et andet sted, forstod han hende godt. Han skænkede hendes kind et blidt kys. ”Jeg er her nu,” hviskede han blidt og dæmpet, imens han lod sin frie hånd stryge over hendes kind. Han ønskede ikke at se hende såret. Og faktisk ville han slet ikke se hende i denne tilstand! Det gjorde ondt på ham, at vide at han var kommet for sent, ude af stand til at gøre noget som helst, og så, hvis han fik denne mand jaget væk, så kunne han måske godt nå at heale hendes sår? Han havde jo trods alt sin taske med planter og urter med, og alt muligt andet til sådanne situationer, men han måtte i gang inden det blev alt for sent! Han trykkede hende roligt ind til sig, da hun mere eller mindre gemte og puttede sig ind i hans favn. Det var faktisk beroligende at have hende hos sig igen velvidende om at hun var i sikkerhed, eller i hvert fald ikke var død. Og han tillod ikke at der skete hende mere! Han ville tage hende med hjem til Procias skove, hvor hun var i sikkerhed hos de andre lysvæsner, som sikkert også var i stand til at hjælpe hende. For han tillod simpelthen ikke at hun døde af blodmangel og alt andet. Hvad han så ikke vidste, var at hun var blevet bidt af en horror, og faktisk ikke kunne dø af blodmangel eller noget lignende, det eneste han vidste, var hvad han kunne se, og han kunne se, at hun var svag fordi denne mand havde næret sig på hende, og hun var blevet helt kold og bleg. Han holdt hende let ud for sig, og rynkede brynene til hendes ord. ”Hvad?” spurgte han roligt, som om han ikke helt forstod sammenhængen i hendes ord. Hun levede jo, han kunne mærke hendes hjerte endnu slog. Hvad mente hun med mandens blod? Pierce nåede dog ikke noget yderligere, før han mærkede grebet omkring sin skulder og de spidse negle, der måtte bore sig ind i hans nøgne skulder, hvilket fik ham til at stønne af smerte. Han mærkede hvordan han næsten hjælpeløst kom op på benene. Han kunne ikke nå sit havblå sværd, som måtte ligge på jorden, før han mærkede den hårde næve mod hans næserod, hvilket fik ham til at vakle tilbage, imens han tog sig til hans næse, som brændte af helvede til! Han så let på sin ene hånd, der var blod. Han tørrede let sin næse med sin håndryg, for at fjerne det blod, der måtte strømme ud. Den mand skulle ikke slippe godt af sted med dette! Og slet ikke med alt det, som han havde gjort mod Malania! ”Dit bæst!” hvæssede han vredt, inden han løb mod manden, parat til at slå manden til plukfisk! Han var ligeglad med om han selv kom til skade, han ville beskytte Malania, han holdt for meget af hende til noget andet! Ikke engang hans frygt skulle stige ham til hovedet! Desuden, i øjeblikket frygtede han blot at han ville miste Malania, og det ville han ikke lade ske. Han slog ud mod mandens ansigt, men det var vel et sted nyttesløst? For han var jo ikke nær så stærk som en vampyr eller en varulv, og manden var begge ting.

[pharrel123]

Pharrel himlede blot med øjnene. Det her var jo latterligt at se på! Han måtte dog indrømme at han havde taget fejl af hendes kæreste, for han var jo kommet hende til undsætning. Han gad så blot vide, hvordan han kunne finde dem, men det var også ligegyldigt, han ville stadig more sig lidt, desuden, så havde han jo ikke i sinde at dræbe nogen af dem, han ville blot ødelægge deres liv, som ville ske senere henne. Hendes kæreste ville slet ikke vide hvad hun vil være ude for når hun om natten ville søge ud til Pharrel, for at han kunne gøre hendes sind mere ondt, hendes kæreste ville blot kunne se at hun var på vej til at ændre sig mere og mere, fra god til ond. Han kunne simpelthen ikke lade vær med at glæde sig til det! Et kup han aldrig havde gjort før! Han havde godt nok kørt mange af sine modstandere ned, og Malania havde virkelig slev bedt om det! Men han havde aldrig nogen sinde haft denne idé i tankerne før! Den overgik jo alle andres. At få noget så godt som et lysvæsen over på den onde side, uden at hun egentlig ville vide det, før det var for sent. Og det samme gjaldt hendes kæreste. Det glædede ham blot at han kunne få de to turtelduer skilt fra hinanden, som han hev manden op at stå ved at bore sine spidse negle ind i hans skulder. Det onde smil hvilede på hans lettere rosa farvede læber, og hans ravgule øjne hvilede lettere sultent på ham. Han ville have noget ordentligt modstand, det havde jo ikke taget lang tid at få hende knækket, han havde jo hurtigt fundet hendes svage punkt, nemlig hendes kæreste. Men det var vel også altid kæresten der var en procianers svaghed? De var jo så gode, familiekære og naive, det hele var jo til at brække sig over! Men nu ville han altså selv more sig lidt, desuden, så dræbte han dem jo ikke, så de kunne godt give ham lidt opmærksomhed, i stedet for at skubbe ham ud af billedet, når det faktisk var ham de burde være på vagt over, for han havde ødelagt hendes ene skulder, næret sig på hende, og det samme kunne han gøre på havvæsnet. At se ham bløde fik blot Pharrel til at trække på mundvigen. Og at han så valgte at ville angribe ham, fik ham blot til at trække på hele smilebåndet, så et bredt og veltilfreds smil gled over hans læber, det var jo direkte tåbeligt! Han tog blot imod slaget, som blot fik ham til at vende kinden til, da hans kind mødte Pierces næve. Han lod let sin hånd stryge over hans hud, der hvor han var blevet ramt, inden han vendte sit ravgule blik mod ham. ”Du bliver ved med at kalde mig for et bæst,” påpegede han sigende, inden han gjorde et let stød med hans håndflade mod Pierces bryst, for at skubbe ham væk. Ingen kunne overgå ham i fysisk tilstand, for han var stærkere end nogen anden race, dog var han sikker på, at dette havvæsen havde noget i ærmet, for siden han var fra havet, så måtte han jo også kunne et og andet? Eller havde han kun sit sværd? ”Men, så skal du da få lov til at se det bæst, jeg virkelig kan være,” hvislede han, inden hans krop igen begyndte at knase, som hans knogler udvidede sig. Grå pels voksede ud af hans ellers så blege krop, han fik hale og et tandsæt med sylespidse tænder, som også havde knust Malanias skulder. De spidse negle blev til kløer, han voksede i højden, og han gav et hyl fra sig, da han endnu engang havde forvandlet sig til sin varulveskikkelse. Han gav en lettere knurren fra sig, så hele hans tandsæt blev blottet. Han gjorde et kraftspring fra jorden, inden han slog ud mod Pierce med sin store pote, hvis mørke kløer næsten måtte skinne i månens skær. Imens prøvede han at bide ud efter hans ene håvblå vinge. Han gad egentlig godt at smage hans blod, for han havde faktisk aldrig mødt ét af havets væsner før. Malania tog han sig ikke af, hende var han alligevel færdig med, desuden, nu ville han langt hellere more sig med hendes kæreste og se hvor fantastisk han nu var, som hun jo nærmest havde beskrevet ham.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Malania var praktisk talt direkte skræmt over hele situationen. Hendes krop rystede. Hun følte sig virkelig bare så kold og død. At være forgiftet af en Horrors blod, var virkelig ikke lige hvad hun havde ventet sig. Hun ville have det ud! Tårerne trillede stille ned af hendes kinder, et sted var det jo af den smerte og den ellers så brændende panik i sindet, men også af den lettelse over at Pierce faktisk var kommet, for Pharrel havde sagt, at det slet ikke ville komme på tale, at han ville komme. At hun i det hele taget havde tvivlet på det, var det som hun skammede sig mest over. Det var virkelig bare noget som bragte hende en noget så voldsom skyld! At han lagde armene omkring hende og holdt hende tryg og sikker, var nu noget som lettet hende. Han var ikke ligeglad med hende, han skænkede hende de ord og at han måtte være der for hende og det glædet hende virkelig, selvom han var kommet lidt for sent, så var dette virkelig også hendes egen skyld. Død var hun dog ikke - Kun halvvejs og det var alt sammen på grund af Pierce! Hendes skulder var fuldkommen smadret og hun kunne end ikke formå at bevæge armen og det var noget som faktisk også måtte skræmme hende en hel del, det var heller ikke noget som kunne skjules. Det gjorde virkelig bare ondt. At hun blev holdt en anelse ud fra Pierces favn, skabte en mindre panik. Hvorfor måtte hun ikke ligge ind til ham? Hænderne knyttede hun let skælvende foran sig, da hun så på ham og så i hans blik. Hun hadet og foragtede virkelig den tanke! Hun nikkede. "H-han gav mig blod.. hans blod.." sagde hun stille. For hendes del, så kunne det i sig selv være livstruende og farligt, udelukkende på grund af det lyse blod som hun selv måtte være bærer af, i og med, at hun havde været en del af mørket før, så kunne det med lethed tage over hende. Det stivnede kraftigt i hende, da Pierce blev revet væk, så hun selv var tvunget til at sætte hænderne i jorden for ikke at falde. "Lad være!" endte hun med en tydelig og febrilsk stemme. At Pharrel begyndte at forvandle sig istedet for, fik hende til at blive mere bleg i ansigtet end det som hun havde været før. Hun trak sig væk, støttende på begge ben og den ene arm, idet hun trak sig væk. Varulven havde hun allerede fået lov til at opleve og det var langt mere end det som hun lige kunne holde til, det var der så sandelig ikke nogen tvivl om. Hun var virkelig bare panisk for at det skulle gå galt! Det måtte ikke gå galt! Pierce skulle ikke få lov til at komme til skade på grund af hendes dumme fejl! Det tillod hun ærlig talt ikke! Hun endte helt henne ved træet igen hvor hun nærmest måtte sidde og klamre sig op til den kolde stamme, for at komme så langt væk som det var hende muligt. Tårerne trilllede stadig ned af hendes kinder. At se Pharrel hoppe direkte på Pierce, var bestemt ikke noget som hun brød sig om. Han havde jo ikke gjort Pharrel noget som helst! "Lad ham være!" skreg hun med den høje og noget så skingre stemme som det var hende overhovedet muligt at gøre det. Hun vendte blikket direkte ned mod sin ene hånd. Hun havde ikke energi nok til at fremane det lys som hun havde gjort før, for at holde ham på afstand. Benene trak Malania helt op til sig og med blikket så hjælpeløst hvilende på dem. Hun hadet at være så forsvarsløs som nu. "Lad ham være.. lad ham være.." hviskede hun igen og igen. Hun kunne bare ikke falde det mindste til ro. Hun vendte blikket mod det havblå sværd som lå der hvor de havde været lige før. Hun kravlede mod det. Den horror skulle bare væk!

[pierce]

Pierce ville gøre alt for at beskytte hans kæreste eje, og det var Malania blevet. Hun havde fået en enorm betydning for ham. En betydning, som han end ikke kunne benægte længere. Han var ikke blot forelsket i hende, men simpelthen elskede hende! Og endda højere end noget andet! Han havde nydt deres første og andet møde, hvor han havde vist hende sin verden under vand. Og det irriterede ham, at han måtte søge til havet for at kunne overleve, for han efterlod hende, og det havde han ikke lyst til! Og nu hvor han havde set hvad der kunne ske, når de var adskilt, så havde han bestemt ikke lyst til at være fra hende! Især ikke når sådan noget som dette skete! Hvad lavede hun også ude om natten? Hun vidste jo at det var hendes svaghed, hun var ikke længere en del af mørket! Men af lyset, og han ville have at hun blev i lyset. Han ønskede hende ikke ondt, og han ønskede bestemt ikke at hendes sind skulle blive forgiftet af det mørke, som måtte være hende en sådan svaghed! Han forstod ikke helt hendes ord. Havde horroren givet hende blod? Men havde han ikke næret sig på hende? Det gav ikke helt mening i hans hoved, desuden nåede han ikke at tænke yderligere over det, eftersom han blev revet fra hende så let som ingenting. De turkisblå øjne hvilede fast på manden, han skulle simpelthen ikke skille ham fra Malania! Det var der ingen der skulle! Og om denne mand så var horror, og langt stærkere end ham fysisk, så skulle han heller ikke tro at han kunne skille dem fra hinanden! Hans blik glødede, som han stod overfor ham. Blodet fra hans næse var stoppet med at løbe, som han var blevet ramt af et hårdt slag på næseroden. Et bæst var lige hvad han var! Dog måtte han næsten synke den klump der havde sat sig fast i hans hals, da manden begyndte at forvandle sig. Det var slet ikke hans dag i dag! Hvad gjorde han nu? Han mærkede hvordan panikken steg i ham, uden at han var i stand til at stoppe det. At varulven måtte springe mod ham, fik ham til at vende tilbage til virkeligheden, han kunne ikke blive fastfrosset, bare fordi han var bange! Han dukkede sig, som varulven slog ud mod ham, og dog mærkede han en anden smerte der måtte jage igennem hans krop. Varulvens tag i hans ene vinge! Han måtte give et smertefuldt skrig fra sig, som han mærkede de spidse tænder bore sig igennem den skællede vinge, noget som gjorde ufatteligt ondt! Det tvang ham ned på knæ, hvor han måtte bide tænderne sammen af den smerte der jog igennem ham. Hele hans krop gik i spænd og han knyttede let hænderne. Hvad kunne han gøre? Han var magtesløs mod dens styrke, og hans sværd var for langt væk til at han kunne nå det. Hans frie og raske vinge gjorde et hårdt slag, mod varulvens ansigt, for at få den til at slippe sit tag på den anden vinge. Han kunne ikke give op! Han havde lovet Malania at han ville beskytte hende, værne om hende, og han vidste at de ville se morgendagen i øjnene, for han havde skam ikke tænkt sig at dø! Det kunne han ikke, ikke når han havde afgivet sit løfte! Uanset hvor meget smerte han ville komme igennem, så nægtede han at give efter, eller give op! Det kunne han simpelthen ikke tillade! Hans vinge gjorde endnu et slag mod varulvens ansigt, den skulle væk!

[pharrel123]

Pharrel var ligeglad med dem begge, han var faktisk bare ude på at ødelægge deres liv, og det ville nok komme efter at han havde bidt Malania, og hendes stakkels kæreste var så dum, at han ikke havde regnet ud, at han havde gjort hende om til horror, og hun fik heller ikke lov til at afsløre det! Han havde revet Pierce væk fra Malania, ved at sætte sine spidse negle i hans skulder, for ingen af dem ville kunne overgå ham i fysisk styrke, det var blot umuligt! Derefter havde han placeret et hårdt stød mod hans næserod, blot for at få ham længere væk, desuden så ville han jo også se hvad en havengel var i stand til mod en horror! Hans forvandling gjorde ikke længere ondt, da han faktisk havde været varulv det meste af sit liv, eller faktisk horror, men han blev jo bidt af en varulv til at starte med, hvor vampyrbidet først kom bagefter, fordi han havde været ved at dø, da skibet var brudt sammen. Så tydeligt han husker det, skønt det er så lang tid siden. De ravgule øjne hvilede koldt og lettere vildt på havenglen, hvor panikken lyste ud af ham, så bange han måtte være, og dog alligevel modig at stille sig op mod en horror. Det måtte han give ham, eller han kunne jo også blot være dumdristig, og han hældte mest til det sidste. For hvem var dum nok til at stille sig op imod en overlegen race? Han tog sig ikke af Malanias ord, og det morede ham at hun bakkede væk og tilbage ind mod træet, hun var ligegyldig for ham i øjeblikket, han havde jo fået det fra hende som han ville have denne aften; han havde taget hendes liv, og omgjort hende til horror. Hans gav et stort hvæs fra sig, så salv måtte falde fra hans kæmpe gab. Et stort stygt monster var han blevet til, og ingen af dem havde styrken til at hamle op med ham! Eller, faktisk var han ikke sikker på hvad en havengel måtte være i stand til, men det fandt han jo tidsnok ud af. Han var i hvert fald sikker på én ting, han overgav sig aldrig, og begge to ville overleve, for han var jo ikke ude på at dræbe nogen af dem, det ville være alt for kedeligt, han ville langt hellere, ødelægge dem psykisk, ligesom han havde gjort med Malania. Og han var slet ikke færdig med den tøs, hun var jo ligefrem blevet hans ’lærling’, og han hendes læremester, som han stille og roligt ville vise hende, den onde og mørke sti, som hun én gang før havde gået på, da hun havde valgt at opgive sit liv som lysvæsen for en vampyr, det havde virkelig rørt ham, hvis han havde haft et hjerte. Men det havde han ikke, så det var kun til at brække sig over. Hvordan hun så kom tilbage på lysets sti, det vidste han ikke, men det måtte have krævet en del energi, at få en vampyr omgjort til lysvæsen igen. Så mon det også kunne ske med hende endnu engang? Det måtte han blot forhindre, når han ville til at have sine natlige møder med hende. Og hendes kæreste ville end ikke ane uro om det, for det ville virke som en ond drøm, når hun vågnede igen. Så mange ’mareridt’ hun ville have om ham, og han kunne kun fryde sig over det! Som Pharrel fik fat i Pierces vinge klemte han godt omkring den med sit store gab. Slaget mod hans ansigt, fik ham blot til at stramme grebet omkring vingen. Han ville skam ikke give slip endnu. Blodet nåede hans tunge, og det smagte en smule … saltet? Han så det andet slag, hvilket fik ham til at rykke hovedet i en hurtig bevægelse, hvilket blot ville gå ud over Pierce selv, dog snittede vingen ham, og hvilket føltes som et slag fra en piske, og der gik hul på hans behårede kind, så det mørkerøde blod stille rendte fra såret. Han slog med sin håndryg ned mod Pierces ansigt, for at få ham til at stoppe med sine vingeslag mod hans ansigt. Han gav roligt slip i vingen, for at trykke Pierce ned mod jorden, med sin enorme vægt over ham. Han så koldt og triumferende ned mod Pierce og slikkede sig skummelt om munden. Malania ænsede han end ikke, hvilket han måske burde, for hans tanker lå langt fra det havblå sværd.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Malania vidste ærlig talt slet ikke hvad der var sket, men det var hende dog bare ekstremt tydeligt, at hun aldrig nogensinde burde have gået udenfor! Bare tanken omkring Pharrel lige i øjeblikket, var mere end rigeligt til at skulle lade det løbe iskoldt ned af hendes ryg, det var virkelig noget så ubehageligt! Lige hvad han havde gjort ved hende, det vidste hun endnu ikke, men bare det, at hun var så kold, det satte virkelig hendes alarm i fuld sving og behageligt, var det dog så sandelig ikke på nogen som helst måde overhovedet. Hendes blik hvilede på Pierce, at han ønskede at beskytte hende, afkræftede virkelig bare ekstremt meget af det, som Pharrel havde brugt aftenen på at fortælle hende, hvilket kun gjorde godt. Skyldfølelsen var virkelig noget af det stærkeste i hende lige nu. At hun i det hele taget kunne tvivle på ham! Hun var virkelig ikke bare forelsket, men hun elskede ham virkelig. Han havde allerede fået den ekstreme store betydning for hende som intet andet, og det var end ikke noget som man skulle komme det mindste udenom overhovedet. At høre ham skrige, var virkelig som at jage en daggert direkte i hendes eget bryst. Det var virkelig noget af det værste som hun havde oplevet længe! Den ulv skulle bare holde sig langt væk fra Pierce! Han skulle virkelig ikke tæt på! Igen var det skyldfølelsen som måtte dukke op, bare det faktum, at han nu måtte komme til skade på grund af hende, det var virkelig det værste! Hendes hænder lukkede sig fast - utrolig fast omkring skaftet på sværdet. Pierce stod uden nogen mulighed for forsvar og det nægtet hun simpelthen at skulle se på! Bare tanken om, at han ville dø og falde bort, var en tanke som skræmte hende noget så frygteligt! Det måtte bare ikke blive aktuelt! Hun kæmpet sig op på de lette skælvende ben. Aldrig havde hun rigtigt benyttet sig af våben, men lige her, var det tydeligt, at det måtte være nødvendigt. Pierce måtte bare ikke komm galt afsted! Hvordan et sværd i sig selv, skulle håndteres, det var Malania fuldstændig ukendt med. Det var bestemt ikke det som hun måtte beskæftige sig mest med. Han skulle bare ikke have lov til at skade Pierce på grund af hende! Hun hastet mod dem med sine slanke ben og hævede sværdet over ryggen og over hovedet. Hun holdt fast med begge hænder, for en som hende, så var det jo faktisk temmelig tungt at skulle løfte. Alt det som Pharrel havde fortalt hende, kørte rundt i hendes hoved, at hun i det hele taget kunne tvivle.. En tåre trillede ned af hendes kind. Pierces' skrig gik virkelig igennem hendes marv og ben og det skræmte hende virkelig. Ingen skulle have lov til at gøre ham ondt! "Lad ham være!" Hendes stemme var høj og skinger og præget af den panik som hun måtte føle dybest inde, idet hun kraftigt måtte svinge sværdet direkte ind mod den store ulvekrop som pludselig var kommet så forbandet tæt på hende. Aldrig havde hun siddet inde med disse tanker før og det passet virkelig heller ikke for et lysvæsen, men hun ønskede virkelig at skade ham og det skulle være så meget som muligt, inden hun selv ville blive lagt ned, for hun vidste, at ulven ville kunne gøre det så let som havde det været ingenting. Hvorvidt om sværdet ville ramme, vidste hun ikke. Hun ville bare have ham til at slippe Pierce og det skulle i den grad også være nu! Sværdet måtte kløve luften direkte mod Pharrels faste og pelsede krop, da det virkelig var det eneste som hun havde for sinde at se. Den ødelagte skulder mærkede hun end ikke.. Det adrenalin som pumpet noget så kraftigt igennem hendes krop, gjorde at hun slet ikke mærkede den smerte. Hun havde aldrig været ude for noget lignende!

[pierce]

Smerten skød igennem hele Pierces krop, da han mærkede det faste gab klemme omkring hans ene havblå vinge. Det gjorde ufatteligt ondt! Men det gjorde ikke mere ondt end at han var velvidende om at Malania var blevet skadet, og at han var kommet for sent til at redde hende. Og nu var han selv i gang med at blive massakreret af denne mand, der nu havde forvandlet sig til en ulv. Sikke en god skytsengel han var, han kunne ikke engang beskytte hende, for han var magtesløs mod en horror, han havde faktisk aldrig følt sig så magtesløs som han gjorde i øjeblikket, og han kunne ikke gøre noget ved det! Det både irriterede ham og gjorde ham vred som aldrig nogensinde før, at være så magtesløs og svag, at han ikke kunne gøre en pind ved det. Han knyttede hænderne, mærkede hvordan hans krop måtte briste, han kunne ikke holde smerten ud, og han slog blot hårdere og hårdere med hans anden og raske vinge, mod varulvens ansigt, for han skulle bare slippe! Han skævede mod varulven, da der gik hul på kinden, hvor han kort betragtede det mørkerøde blod, inden han igen blev mødt af en ufattelig smerte, da varulven bed mere til omkring hans vinge. Han måtte endnu engang skrige af smerte, og igen blive mødt af den magtesløshed, som han ikke kunne lave om på. Han havde ikke sit sværd, et sværd, som han burde kløve varulven med! Men det lå for langt væk fra ham, for Pharrel havde skubbet ham for langt væk. Han nåede end ikke at blinke, inden han blev mødt af den store pote, der slog direkte mod hans ansigt, hvilket fik ham til at tie og næsten blot se tomt ud i luften. Han kunne ikke gøre noget, kun mærke smerten jage igennem hans krop. At varulven slap taget omkring hans vinge, kunne han slet ikke mærke, da han var blevet helt følelsesløs. Men da varulven tvang ham ned mod jorden og trykkede hans store pote og lagde hele sin vægt i det, så mærkede han en ny smerte, en smerte i hans ribben, som måtte trykke sig ind mod hans hjerte og lunger, hvilket fik ham miste luften, hvor han stønnede smertefuldt. Han stirrede blot tomt og fraværende op mod den store sorte nattehimmel. Havde han egentlig altid været sådan en fiasko? Han havde heller ikke kunnet redde Jelicka, fordi han var kommet for sent, fordi han havde taget af sted og ladet hende være sårbar og alene der hjemme. Og nu havde han gjort det samme med Malania. Han havde søgt til havet, fordi det havde været nødvendigt, fordi han var tvunget til det, og ikke kunne leve uden det, og så havde han ladet Malania være alene, men hvorfor havde hun gået udenfor? Han forstod det virkelig ikke, for det gav vitterligt ingen mening, ikke når hun var en del af lyset. Lysvæsnerne i Procias’ skove havde sagt at hun ikke havde været der, hvilket havde givet ham en ufattelig uro i kroppen. Han havde aldrig nogensinde haft en så forfærdelig mavefornemmelse før, og kun det, fordi han havde vidst at Malania havde været i fare. Og nu havde han så fundet hende, men han var ude af stand til at gøre noget som helst, hvilket var mere end en ubehagelig følelse. Hendes stemme førte ham tilbage til virkeligheden og han vendte de turkisblå øjne mod hende. Blodet var begyndt at rende ud af hans mund på grund af den enorme vægt over ham. ”N-nej … Malania!” Hun måtte ikke komme mere til skade, hun skulle holde sig væk! Hun skulle flygte og komme i sikkerhed! Han så hvordan hun hævede hans sværd og kløvede det igennem luften for at ramme varulven. Hans blik blev en smule sløret, da han mærkede hvordan livet var ved at blive presset ud af ham.

[pharrel123]

Pharrel morede sig gevaldigt med at høre Pierces smertefulde skrig, fordi han havde fået et godt tag i hans vinge. Det måtte gøre ufatteligt ondt, og han var slet ikke i stand til at gøre ham en skid! Det gav ham et strejf af magt. Som han slog ham i gulvet og lagde sin enorme vægt over ham, ved at trykke ned på hans nøgne brystkasse med sin egen enorme pote, knurrede han lettere, skønt der hvilede et triumferende smil på hans mund. Han havde magten! De ravgule øjne hvilede dominerende selvsikkert på Pierce. Han skulle få betalt at han skadede ham og fik ham til at bløde! Han lod let den frie potes håndryg tørre blodet væk fra hans kind, inden han knurrede vredt. Hans opmærksomhed hvilede mod Pierce og ingen anden, Malania lå fjernt, for han var jo færdig med hende, og han havde jo set hvordan hun havde kravlet væk da han havde forvandlet sig endnu en gang. Han gav ikke op, og heller ikke mod et af havets væsner, og han kunne jo ikke noget specielt, for så havde han vel gjort det? Han havde kun sit sværd til at forsvare sig med og det havde han for længst skubbet ham væk fra, så det lå udenfor hans rækkevidde. Han smilede koldt. Ingen af dem kunne gøre ham noget, end ikke Malania havde været i stand til at stoppe ham, for selv hende havde han fået såret godt og grundigt. Han havde endda gjort hele hendes skulder og ene arm følelsesløs, så hun kun havde den ene hånd til at bruge lyset, og nu hvor han havde afkræftet hende, ved både at nære sig på hende, og omvende hende til horror, så var hun slet ikke i stand til at røre ham! Han havde knækket hendes psyke, så han var sikker på at hun ikke fortalte nogen om at være horror, så det hele ville virke som et ondt mareridt, når det først blev dag igen. Og mange natlige møder ville de få, hvor han mere og mere ville gøre hendes sind ondt og grusomt, gøre hende til en horror og slette lysvæsnet og så gøre hende til en dvasianer! Alt det uden af de var i stand til at gøre noget ved det! Ingen havde en chance mod ham når han først gik i gang. At høre Piercies skrig fik ham blot til at trække på smilebåndet, for det var simpelthen sød musik i hans øre! Han skulle dog have lagt mærke til Malania, for han havde ikke opdaget at hun var kravlet hen til det havblå sværd, for at rejse sig og gå imod ham. Han lagde først mærke til hende, da han hørte hendes skingre skrig, hvilket fik ham til at vende blikket mod hende, fordi hendes stemme havde lydt så nær ham. Han nåede kun lige at flytte sig, så hans arm blev snittet af det skarpe sværd, hvilket fik ham til at give et let hyl fra sig, og det fik ham til at flytte sig fra Pierce, da hans opmærksomhed nu lå mod Malania. Han troede at han havde skadet hende, så meget, at hun ikke kunne gå! Han kneb øjnene lettere sammen, imens han knurrede vredt mod hende. Det skulle hun få betalt! Han løftede sin store pote som han slog direkte mod hende, for at få hende væk. Hun kunne slet ikke betvinge et sværd som en kriger, det var noget som tydeligt stod ud af hendes blik. Uerfaren og dumt havde det været! Og nu skulle hun bøde for det! Den store pote slog han direkte mod hendes bryst for at slå hende væk fra sig selv og ind mod det tætteste træ, som hun var kravlet væk fra, for at komme hen til det havblå sværd. Hun skulle ikke tro at han ville stå og se passivt til imens hun kløvede sværdet mod ham! Og hun skulle slet ikke tro at hun ville slippe godt fra at skade ham! Han skævede mod såret på hans store og muskuløse overarm, han kunne sagtens bruge armen, men det sveg af helvedet til!

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Malania handlede virkelig uden at tænke lige i øjeblikket. At se Pierce ende under varulven istedet for og med den massive pote som bare måtte sætte det voldsomme tryk over hans bryst, hjerte og lunger, var virkelig det som bare tvang hende til at handle. Den varulv skulle bare væk! At hun allerede var så forgiftet af det mørke blod, at hun selv virkelig bare.. ønskede at dræbe? Hun ønskee det uden egentlig at skulle tænke over det, og nu stod hun i denne situation. Det var virkelig forbandet skræmmende! Hjertet slog stadig let og kæmpende for at skulle slå optimalt igen, selvom det virkelig bare ikke var muligt! Hun var kold og hun var bleg, grebet af panik og fanget midt i et større adrenalinkick, så havde hun virkelig ikke styr på noget som helst! At høre Pierces stemme, trak i hendes opmærksomhed allerede med det samme. Hun så på ham i det, at hun svang sværdet og ramte Pharrels arm, i og med, at han var lidt hurtigere end det som hun havde regnet med. Den lange flænge over armen, fik hende dog svagt til at smile. Hun havde da fået ramt ham og fået ham væk fra Pierce, hvilket i den grad også havde været det vigtigste for hendes vedkommende, ikke at der var nogen tvivl i det. Hun slap sværdet ned på jorden, da smerten i hendes skulder kraftigt måtte slå ind og som aldrig nogensinde før, ikke at det forekom hende som nogen overraskelse, for hun vidste jo udmærket godt, at hun var kommet til skade, selvom hun virkelig ikke kunne gøre noget andet end bare at hade det mere end noget andet! Hånden lukkede sig igen om den skadede skulder. "Av..." mumlede hun let for sig selv, selvom det mere eller mindre allerede måtte være for sent. At se ulven vende hele opmærksomheden mod hende selv, selvom hun nu alligevel havde givet Pierce den chance og fået sværdet tættere på ham på samme tid. Det kraftige stød med Pharrels pote direkte mod hendes bryst, var noget som hun tydeligt kunne mærke, og det gjorde virkelig ondt! Det var mere end nok til at skulle skubbe hende let omkuld, eftersom hun heller ikke var af den største bygning generelt. Hun faldt tilbage hen mod det træ som hun havde søgt mod da Pharrel havde valgt, at skulle forvandle sig. Kjolen var kun tydeligt mere ødelagt nu og eftersom hun nu også havde mødt de ekstreme skarpe kløer, som tydeligt havde revet hul ved hendes bryst. Hun lod hånden falde mod hendes brystben og med tårerne tydeligt i øjnene, selvom de på ingen måder måtte falde. Hun nægtet det. "Lad ham være.." hviskede hun med en dæmpet stemme. Hun ønskede ikke at Pierce skulle komme mere galt afsted på grund af hende! Pharrel var og blev jo mange gange stærkere end hende, det var end ikke noget som man skulle tage fejl af. Hun var intet andet end en lille og spinkel skikkelse som nu måtte være fanget et sted mellem lyset og mørket, hvor mørket konstant måtte rive i hende og hun kunne absolut intet gøre ved det. Det var virkelig det værste! Begge hænder søgte mod hendes bryst. Kløerne havde sat dybe flænger. Hun vendte blikket mod dem. Hendes krop skælvede tydeligt og næsten voldsomt. Hun var virkelig bare grebet af panik og nu følte hun næsten ikke for at bevæge sig! "Lad ham være.." gentog hun frygtelig dæmpet. Pierce skulle ikke blandes mere ind i dette. Det andet havde virkelig været meget mere end nok!

[pierce]

Den tunge vægt over Pierce tog virkelig vejret fra ham. Han kunne mærke hvordan hans ribben blev trykket mod hans lunger og hjerte, ganske farligt, hvis ikke Pharrel snart flyttede sig. Han kunne ikke engang bide smerten i sig, skønt han forsøgte. Det gjorde alt for ondt. Han klemte øjnene hårdt sammen af den rene smerte som han måtte føle. Han havde end ikke luft nok til at kunne skrige, og end ikke et skrig ville få smerten til at forsvinde. Hans vinger kunne han ikke bruge, eftersom bidet havde gjort den ene følelsesløs og den anden var klemt under ham og jorden, og vægten fra Pharrels varulvekrop gjorde at han ikke var i stand til at gøre et enkelt bask med den frie og raske vinge. Han hadede at være hjælpeløs, og mere af alt, han hadede at han ikke kunne gøre noget for at beskytte Malania, for den tøs betød virkelig alt for ham! Og han var kommet, men selv kommet for sent, han havde ikke været der til at kunne beskytte hende, og nu hvor han var kommet, var han end ikke i stand til at redde hende, og det irriterede ham grænseløst! At Malania havde grebet omkring hans sværd, og var på vej hen mod Pharrel for at dræbe ham, var ikke noget han ænsede, for hans opmærksomhed faldt mod varulven og dens tunge vægt, den var ved at klemme livet ud af ham! Han mærkede dog et pludselig let i hans bryst, da varulven blev tvunget væk fra ham med et lettere hyl, hvilket fik ham til at åbne øjnene og betragte Malania med sværdet og den blødende varulv. ”Nej…” mumlede han lettere anstrengende og smertefuldt, hun måtte ikke angribe. For alt i verden ikke angribe! Han kunne trække vejret igen, skønt det var anstrengende efter den enorme vægt over sig. Han tog sig til brystkassen, da han lettere smertende kom op at side. Det gjorde ondt af fandens til! Hans blik blev lettere tomt, da han så hvordan Pharrel slog hende ind i træet, inden det faktisk bare slog klik for ham. Han vendte vredt de turkisblå øjne mod den grå varulv. ”Det var dråben!” hvæssede han vredt, inden han knyttede sig hånd i retningen af varulven. Vandet fra søen bag ham, begyndte at flyde op fra søen, inden vandet som en kanonkugle skød mod Pharrels store behårede krop. Pierces blik lynede af den rene vrede. Han lod vandet omslutte sin krop, som en rustning, og vandet healede såret på hans vinge, så han igen var i stand til at bevæge den. Han lod vandet føre ham op i luften, inden han rakte sine arme i retningen af Pharrel, hvor han skød en søjle af ren og hård vand mod ham. Han skulle væk og det skulle være nu! Han havde lært at betvinge vandet fra havmanden Morgan, men det var altid kun brugt som en forsvarsmekanisme, og nu brugte han det som et direkte angreb, og han var faktisk slet ikke klar over at han var i stand til at bruge det på denne måde, men han havde jo heller aldrig forsøgt det. Uanset lå tankerne ikke på vandet, men på at redde Malania og forsvare hende! Han lod vandet søge tilbage mod søen, inden han greb omkring hans havblå sværd, som Malania havde været så sød at få tættere på ham. Vandet dryppede fra hans muskuløse krop. Og han slog nogle faretruende bask med sine havblå vinger, inden han fortsatte sine truende skridt mod Pharrel. Han hævede sværdet, blot for at kløve sværdets skarpe klinge mod Pharrels strube. Intet ord forlod hans læber, for han var ikke typen der hoverede, desuden pumpede vreden og adrenalinen i ham så han slet ikke var i stand til at snakke.

[pharrel123]

Pharrel havde stået og set hånende ned mod Pierce, som han havde overtaget magten! Han havde haft styringen, og det havde man tydeligt kunne se på hans triumferende blik. Og havde det ikke været for Malania, så havde han dræbt Pierce. Men sværdet mod hans overarm havde alligevel skadet ham og fået ham til at trække sig væk fra Pierce for at vende hans fulde opmærksomhed mod Malania, den tøs burde efterhånden kende sin plads! Hans ravgule øjne hvilede vredt og glødende på hende, og han gav en lettere knurren fra sig. At hun tabte sværdet fik ham blot til at smile skummelt, såret på hendes skulder, som han havde givet ende, havde været for meget, så det kunne han takke sig selv for. Det kunne jo have endt galt, hvis han ikke havde opdaget hende, det kunne faktisk havde endt med at han havde mistet livet. Det havde været dumt af ham, og endnu engang måtte han begå en fejl, han fjernede opmærksomheden fra Pierce. Som han slog hende tilbage mod træet, lagde han først mærke til Pierce da han begyndte at snakke. Han så derfor mod ham, skønt hans opmærksomhed ende på vandet bag ham. Hvad var det han gjorde? Pharrel træk sig en smule tilbage, kunne han styre vandet? Hvorfor havde han ikke tænkt på det? Han havde trods alt været et væsen fra havet, så det burde han jo have tænkt sig til! Han kneb øjnene sammen, og da han gjorde et kraftigt spring mod Pierce, for at stoppe ham, mærkede han en smerte mod hans side og brystkasse, da han blev slået væk og omkuld af vandet, som var endt som en kugle mod ham. Han endte med at ryge tilbage, ligesom da han havde slået Malania tilbage. Han rystede let på hovedet, og mærkede hvordan vandet dryppede fra hans store muskuløse krop. Blikket vendte han mod Pierce igen, og så hvordan vandet havde løftet ham op i luften, som en form for rustning omkring hans krop. Han nåede end ikke at reagere før han blev mødt af en søjle af vand, der måtte slynge ham tilbage og igennem et træ. Et smertende hyl gav han fra sig. Han var endt i sin menneskeskikkelse igen, og kunne tydeligt mærke smerterne i hans bryst, ribben, side og i hans ryg. Og ondt gjorde det! Han trak vejret dybt og tungt, det gjorde ondt når han bare prøvede! Han kneb øjnene sammen, hvorfor skulle han også miste fokussen? Det ville aldrig ske igen! Vandet havde gjort hans mørkeblonde lokker helt våde og de måtte hænge slapt og klæbende mod hans ansigt. Han slog sin ene knytnæve ned i jorden af vrede over sig selv. Det var måske på tide at trække sig tilbage? Og så ville han simpelthen ødelægge deres liv ved at manipulere Malania i mørket! Han skulle nok vinde, for han gav ikke op! Om han så skulle dø! Han vendte de natblå øjne mod Pierce, da han var på vej hen imod ham med sit havblå sværd. Han fnøs og begyndte at le koldt. Han betvivlede skam ikke at Pierce var langt bedre til at styre et sværd en Malania havde været, men det var på tide at fordufte, for dette var slet ikke sidste gang de havde set noget til ham, slet ikke! Han gjorde et let kraftspring, ved at sætte af med både arme og ben fra jorden, så han sprang tilbage og undgik den skarpe klinge. Han smilede lettere dominerende. ”Bare roligt. Jeg skal nok vende tilbage, også selvom du ikke ser mig direkte,” hvislede han koldt og med det selvsikre smil på læben, inden han vendte sig om, løb for fulde drøn, så øjnene ikke kunne følge ham, for blot at forsvinde ud i mørket. Nej, dette var slet ikke sidste gang de havde set Pharrel Van Ipswich!

//Out

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

At se livet blive klemt ud af Pierce, var virkelig noget som Malania nægtet at stå og se på fra sidelinjen! Det var da helt sikkert! Dette var helt og holdent hans skyld, og så skulle han virkelig ikke komme galt af sted på grund af hende! Smerten i hendes skulder og arm, var virkelig noget som hun tydeligt kunne mærke, men at få Pierce fri, var virkelig det som hun allerede havde anset som det vigtigste lige nu. Alt andet var virkelig helt umuligt for hende, at skulle få ind i hovedet! Det blødte over hendes bryst, for de kløer havde virkelig været ekstremt dybe! Hun trak benene let skælvende op til sig, da hun kunne høre Pierces stemme, som den måtte skære direkte igennem hendes sind. Han var virkelig det mest vigtige i hendes liv og hun ønskede virkelig ikke, at det skulle gå galt, det var der virkelig ikke nogen tvivl om! Det var først nu, at hun virkelig kunne mærke hvor ondt hun faktisk måtte have det! Hun bed tænderne fast sammen, selv da Pierce måtte gå kraftigt i gang. Hun krøb nærmest helt sammen, bare for at komme helt væk og bare.. finde et sted hvor hun kunne være alene, for hun var i sandhed præget af en voldsom skyldfølelse, det var slet ikke noget som hun kunne komme udenom. Hun gemte nærmest ansigtet ned mod sine hænder, selvom det virkelig måtte svige så meget som fanden i hendes arm, så var det noget som hun bare måtte prøve at bide i sig, så meget som det vr hende overhovedet muligt. Tårerne pressede voldsomt på, det var end ikke noget som hun kunne komme det mindste udenom overhovedet. Vandet måtte selv ramme hende, selvom det ikke var mere end bare et par dråber, som måtte ramme, så var det mere end nok til at skulle få det til at løbe koldt ned af ryggen, for hun havde jo aldrig været i stand til at skulle vide, hvad Pierce egentlig var i stand til, selvom det var tydeligt, at Pharrel havde undervurderet ham på denne måde, det var også helt sikkert. Hvilket hun i den grad også var glad for! Så vidste hun da, at hun fik lov til at beholde Pierce, hvilket i den grad var noget af det bedste ved det hele! Hun ønskede virkelig ikke at miste ham, han var virkelig alt for hende og hun ønskede aldrig at skulle miste ham og specielt ikke på grund af dette! Pharrels ord fik det til at løbe koldt ned af hendes ryg. Hun vidste hvad han mente. Han havde jo taget frygtelig meget af hendes eget blod og skænket hende noget af sit. Lige hvad det betød, var hun jo faktisk en anelse i tvivl om, men hun fandt vel også ud af det? Før eller siden, så ville det vel også gå op for hende, hvad han mente? Hun huskede det.. de ord som han havde skænket hende, selvom det virkelig ikke var hende nogen hjælp på noget tidspunkt. Blikket vendte hun stille op mod Pierce og med den næsten panikslagene mine. Hun rystede stille, hun var kold og hun var træt. Hun var virkelig bare træt! "Pierce..." hviskede hun med en frygtelig dæmpet stemme, ikke at det var noget som hun kunne eller ville skjule, så var det simpelthen umuligt for hende lige nu. Hun sad helt inde mod træet, som havde det været noget som kunne yde hende denne form for beskyttelse. Tårerne begyndte stille at trille ned af hendes kinder, idet at Pharrel måtte smutte og efterlade hende og Pierce alene. Lige nu manglede hun ham virkelig mere end det som hun havde gjort nogensinde før! Hendes hånd lukkede sig igen omkring den ødelagte skulder. Hun havde virkelig ikke følelse i den!

[pierce]

At Pierce ikke måtte ramme Pharrel, fordi han gjorde et kraftspring bagud. Han kneb øjnene lettere sammen og skulede mod Pharrel. Han havde faktisk aldrig følt sig så vred, som han måtte gøre i øjeblikket. Hvad mente manden egentlig med sine ord? Han ville være tilbage? Selvom han ikke kunne se ham direkte? Uanset, så ville han ikke tillade at nogen skadede Malania igen, om han så skulle holde sig væk fra havet! Men det havde han måske en løsning på, det overskred måske bare det faktum at han ikke gad, at gå hurtigt frem. Som Pharrel stak af, sænkede han roligt sit sværd, inden han mærkede hvordan smerten jog igennem hans ribben og bryst, hvilket fik ham til at tage sig til brystet og lave en grimasse. Han trak vejret ganske anstrengende, inden han satte sværdet på plads ved hans side, hvorefter han vendte sig mod Malania. Han gik roligt over mod hende, han greb dog eliksirtasken på vejen, for blot at falde på knæ foran hende. Han åbnede tasken uden et ord. Han vidste ikke helt hvad han skal sige, for et sted var han vred over at hun havde søgt ud, for hun vidste at det var en svaghed mod lyset i hende, og det var også gået galt! Han åbnede let tasken, inden han fandt et lille reagensglas frem. ”Drik det her,” sagde han roligt og dog med en undertone, der ikke var til at diskutere med. Det var noget som ville stoppe smerterne, og så ville han have større mulighed for at rense hendes sår. Han så hende ikke i øjnene, for det havde han et sted ikke lyst til. Han følte skyldfølelse og vrede på samme tid. Han forstod ikke hvorfor at hun var søgt ud, men han skulle være kommet noget før! Og det fik ham til at hade sig selv. Han skulle have været der fra start af, ligesom en skytsengel gjorde, og det havde han ikke, så han var en skændsel! Han rodede let i tasken, inden han fandt både noget væske frem i en lille glaskolbe, noget vat og ellers forbinding frem. Han var ligeglad med sine egne sår, hans vinge havde vandet healet mere eller mindre, dog gjorde hans ribben ufatteligt ondt! Men det var blot et par trykkede ribben, som healede af sig selv. Desuden, hendes sår var langt værre end hans, så det var jo klart at han ville koncentrere sig om hende først og fremmest. ”Sid stille,” opfordrede han hende med en kortfattet tone, inden han kom den klare væske på vattet, for at dubbe det mod såret på hendes skulder og bryst. Han måtte dog komme mere af den klare væske på vattet, for sårene var store og spredte, plus at de var dybe, så han måtte også være forsigtig. Han vendte forsigtigt de turkisblå øjne op mod hende, og betragtede hendes våde kinder. Han kunne vel heller ikke bare ignorere hende? Det var faktisk hvad han havde mest lyst til i øjeblikket, for han var ikke helt sikker på hvad han skulle sige, uden næsten at ende med at bebrejde hende. Han stoppede let med at dubbe vattet mod hendes sår, hvor han lod sin hånd søge blidt mod hendes kind, som han strøg ganske blidt. ”Hvorfor søge du udenfor midt om natten?” spurgte han stille. Han forstod det ikke. Hun vidste jo at det var farligt! Hun havde nok været en del af mørket, men det var hun jo for pokker ikke mere! Han vendte blikket mod tasken igen, for ikke at vise sin vrede. Han tog noget nyt vat, kom noget væske på, inden han satte vattet mod hendes sår, for at komme noget forbinding udenom, som ville trykke vattet med den klare væske mod hendes sår.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Malania blev siddende fuldkommen stille og med den tydelige skælven i kroppen. Hun havde det virkelig elendigt med det hele, selvom det nu kun gjorde godt, at se ham igen, skønt det ikke var på denne måde, at det måtte ske. At han var kommet til skade på grund af hende, var slet ikke noget som hun brød sig om, det prikkede kun yderligere til den voldsomme skyldfølelse som hun måtte brænde sådan frygteligt inde med for øjeblikket, det var der virkelig heller ikke nogen tvivl om. At han kom hende i møde, fik hende til at vende blikket mod ham. Tårerne trillede stille ned af hendes kinder. "Undskyld.." Hendes stemme var virkelig intet andet end en hvisken, hvor hun alligevle måtte være temmelig usikkker på om han i det hele taget kunne høre det, for det vidste hun virkelig ikke. Hun nikkede blot til hans ord og drak den væsken som måtte være i hans reagensglas, hvilket kun måtte resultere i en lettere grimasse, for det smagte bestemt heller ikke godt! Han var vred, det var næsten noget som hun kunne fornemme, hvilket virkelig bare måtte gøre det hele meget værre for hende. Hun bed sig svagt i læben og lod blikket glide direkte i den mørke og kolde jord. Smerten måtte lægge sig stille og roligt, selvom hun endnu kunne mærke det, så var det ikke så slemt, som det havde været før og hun vidste det. Den undertone som han brugte, så var det ikke nu at hun skulle bringe det op til nogen diskussion. Hun gled forsigtigt ned på jorden og satte sig, og udelukkende på grund af den tone som han gjorde brug af. Det var slet ikke den Pierce, som hun var vant til at skulle være sammen med, og det var virkelig grumt nok som det måtte være allerede, det var helt sikkert. At han ikke så på hende, at han ikke snakket til hende, så var det jo kun tydeligt at han måtte være vred på hende, og det var noget som virkelig stak til hendes hjerte. Det gippede helt i hende, idet at han lod hånden søge mod hendes kind. Hun lukkede øjnene, hvor blot en svag hulken brød hendes læber, idet hun vendte de mørke øjne stille mod ham. Ja.. hvorfor havde hun egentlig søgt udenfor? Hun vidste jo, at det var livsfarligt for hende. Hun rystede stille på hovedet. Hun vidste virkelig ikke hvorfor hun havde gjort det! "Undskyld.." hviskede hun igen, selvom hun vidste, at det slet ikke var noget som ville gøre godt for det som var sket. Han var selv kommet til skade, det måtte han jo også tænke på! Hun skulle nok overleve.. det håbede hun da i det mindste. Hun bed smerten let i sig, idet at han måtte lægge forbindingen omkring hendes sår, hun tvang virkelig sig selv til at skulle sidde helt og holdent stille, selvom det virkelig ikke var noget som fristede hende som sådan, det var der heller ikke nogen tvivl om. Hun vendte blikket stille ned mod jorden igen. "Du er vred på mig.. ikke?" spurgte hun stille, selvom hun allerede et sted, måtte kende til det svar alene og det var noget som i sandhed også måtte gøre noget så frygtelig ondt, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Hun lagde armene forsigtigt om sig, selvom det virkelig måtte stramme i hendes sår over hendes skulder, så måtte hun bare bide det i sig, skønt at det virkelig måtte gøre noget så frygtelig ondt! Hun trak vejret dybt. Hun frøs virkelig.. den gift i hendes blod kæmpet i den grad med det lysvæsen som var i hende og hun hadet det virkelig. "Du er kommet til skade.." endte hun stille. Hun ville egentlig bare fjerne det fokus en anelse fra sig selv af, for det var virkelig ubehageligt at skulle sidde der, trods hun vidste, at det måtte være hendes skyld.

[pierce]

Pierce var vred på hende ja, og det var nok ikke noget som han kunne skjule, men han var ikke kun vred på hende, men også sig selv. Han bebrejde sig for ikke at kunne være der for hende, fordi han var tvunget til at søge til havet. Og mon det var derfor at hun var søgt udenfor? Fordi han ikke kunne være der for hende hele tiden? Han gad ikke engang tænke på det. At hun græd, havde han opfanget, og det var også grunden til at han ikke ville se på hende, for han ville bare blive blød, og i øjeblikket var han ikke i humør til at sidde og kissemisse. Han hørte ikke hendes undskyldning, fordi hun talte så lavt. Som han havde fået forbindingen snoet rundt omkring hendes skulder og bryst, slap han et roligt suk. Han så op på hende med øjnene, til hendes spørgsmål. Han var jo vred på hende, eller faktisk mere forvirret, for han vidste ikke hvorfor hun havde søgt udenfor, hvorfor hun havde bragt sig selv i fare, hvorfor hun ikke var blevet i Lysningen sammen med alle andre lysvæsner, hvor hun var i sikkerhed. Han så ned mod hans knæ igen. Han knyttede let hænderne. ”Jeg forstår bare ikke, hvorfor du gik ud, når du ved hvor meget det kan skade dig,” svarede han stilfærdigt, inden han så på hende. ”Og det skete jo!” Han slog let og opgivent ud med armene, inden han så væk igen. Han havde ikke lyst til at skælde hende ud, eller bebrejde hende, men det gjorde ham stadig vred bare at tænke på. Han lagde armene lettere utilfredst over kors foran hans bryst, dog uden at se på hende. Men det var tydeligt at han ikke var tilfreds med situationen. Hans egne sår var han ligeglad med. Og skønt han var vred på hende og frustreret over hendes handling, så kunne han alligevel ikke lade vær med at tænke på hende før ham selv. For hun betød alligevel utrolig meget for ham. ”Er det fordi jeg søger til havet?” spurgte han lettere spidst. Han kunne jo ligeså godt finde ud af det, nu hvor han havde chancen, han vidste jo ikke om hun var sur på ham, fordi han var nød til at søge til vandet. At hun kommenterede hans skader, fik ham til at vende sin opmærksomhed mod sin ene vinge, hvor varulven havde fået et godt bid placeret. Vandet havde dog healet det, så det ikke længere gjorde ondt, skønt såret endnu befandt sig der, og der var dybe bidemærker. Det som dog gjorde mest ondt, var hans trykkede ribben, men de skulle nok komme sig med tiden. ”Det er ingenting,” afveg han kort, uden at se på hende. Han tog dog alligevel forbindingen igen, og begyndte at forbinde sig selv. Han kunne vel ligeså godt prøve at gøre det bedre. Han skar en grimasse til da han måtte forbinde sin brystkasse, for det gjorde frygteligt ondt. Som han var færdig, sukkede han roligt, inden han vendte de turkisblå øjne mod hendes igen. Hans blik faldt dog på et andet sår, bidemærket på hendes hals. Han løftede roligt en hånd, inden han lod sin pegefinger stryge omkring de to bidemærker, fra Pharrels vampyrtænder. Tanken om at han havde næret sig på hende, brød Pierce sig ikke om. Ikke det mindste! Han lod let sin hånd fortsætte sin vandring om mod hendes kind igen, hvor han lod sin tommel stryge hendes tårer væk. Han trak svagt på mundvigen, skønt smilet hurtigt falmede igen. Han vidste ikke helt hvad han skulle gøre eller sige, men han ønskede ikke at hun skulle sidde og få det dårligt, han bebrejde jo mest sig selv, for ikke at være kommet noget før, for så var dette måske slet ikke sket. Han kunne se at hun frøs, hvilket fik ham til at rejse sig, skønt det gjorde ondt, inden han satte sig helt ved siden af hende, hvor han trak hende blidt ind i sin favn. Han kunne ikke fryse, eftersom han jo havde den samme kropstemperatur hele tiden, nat eller dag, sommer eller vinter. Som han trak hende ind i sin favn, lod han den ene arm falde omkring hende, imens den anden hånd strøg hende blidt over håret. ”Jeg er glad for at du er uskadt,” hviskede han blidt og lettet, inden han kyssede hendes hår. Sandt var det, for han ville langt hellere have at hun levede, end at finde hende død, ligesom sidst.