A night alone?

[pierce]

At det hele var ved at komme tilbage til det gamle igen, det glædede Pierce utrolig meget, for han ønskede ikke at de skulle sidde og bebrejde hinanden, og han ville slet ikke skændes med hende! Han ville bare have at det hele skulle være som sidst de havde mødtes, hvor de havde kunnet le, smile, pjatte og bare nyde hinandens selskab, og ikke råbe ad hinanden. Desuden, så ønskede han ikke at det skulle ende med, at de gik hver til sit, for … han havde slet ikke nået at fortælle hende om sine dybere følelser for hende, for det var jo ikke bare en forelskelse, det kunne hvem som helst jo blive, men han var virkelig helt skudt i hende! Han elskede hende! Og han turde slet ikke tænke på, hvad der var sket, hvis han ikke var dukket op, og hvad værre; hvis hun var blevet dræbt, for han kunne ikke forestille sig et liv uden hende, måske en anelse tidligt at sige, men han holdt virkelig utrolig meget af hende! Hun havde frarøvet ham hans hjerte, og han ønskede det faktisk ikke tilbage, for han ville kun skænke hende disse følelser, og ingen anden! Der var kun én; Malania. Han kunne slet ikke sætte en finger på, hvorfor han elskede hende så højt, hvad det var han så godt kunne lide ved hende, men hun gav ham blot helt sommerfugle i maven, hun gav hans krop et helt rush ved bare at se på ham, og ved at vide at hun faktisk også holdt af ham, og ønskede ham. Han ønskede så bare ikke at ødelægge det hele, ved at virke alt for frembrusende. Han ønskede ikke at hun skulle have ondt nogen steder, og de skader hun havde fået, var ganske slemme! Men hun overlevede i det mindste, og han tillod skam ikke andet! ”Du får mig til at lyde som charmør, der kun er ude efter at komme i seng med folk,” påpegede han lettere eftertænksomt, inden han smilede et drilsk smil til hende. ”Men vi ved begge, at jeg er perfekt!” tilføjede han i en drillende hvisken mod hendes øre, inden han bed hende drillende i den bløde øreflip. Han havde virkelig manglet hende! Og han kunne tydeligt mærke hvordan han havde savnet hende, nu hvor han igen var sammen med hende, nu hvor han stod med hende i sine arme. En fantastisk følelse!
Pierce ville end ikke give slip på hende, for han vidste at hun var langt mere såret end ham. Han havde jo kun nogle trykkede ribben, hun havde … så mange skader! Desuden, så skulle de alligevel snart derfra, så hun kunne hvile sin krop, for det havde den brug for. ”Mhm.. Tænk ikke på det,” bad han hende i en blid tone, for det var virkelig ingenting. Og ned kom hun bestemt ikke! Han trak ganske svagt på skuldrene til hendes ord. ”Men vi tager alligevel snart af sted,” fortalte han stilfærdigt, som betød det intet. Han vidste jo godt at hun kunne stå med lidt støtte, og han var der jo, men så ville han langt hellere bære hende, og sørge for at hun ikke brugte for mange kræfter. Desuden, så vidste han at hendes skader var langt værre end hans, også sådan som hun måtte slippe taget omkring ham med sin ene arm. Han ønskede slet ikke at hun skulle have ondt! Og det var jo på grund af ham, for havde han ikke mødt hende, så var det jo aldrig sket? Men så igen, han var lykkelig over at have mødt hende, og det ville han ikke ændre på! Han havde været ensom, hvis det ikke havde været for hende. Han kunne ikke lade vær med andet end at smile til hendes ord. Hun ville kun være hans? Det varmede omkring hans hjerte! Han smilede et kærligt og varmt smil til hende. Han var vel nød til at tage en chance? ”Hvad så med.. at gøre det.. officielt?” spurgte han forsigtigt, fordi han helst ikke ville virke frembrusende, og han var usikker på, om det var hvad hun mente om ham, hvis han faktisk ville være sammen med hende officielt, som et ordentligt par, som rigtige kærester. ”Jeg elsker dig Malania, og jeg ønsker heller ikke andre end dig!” indskød han dog hurtigt, inden han smilede et kærligt og dog prøvende smil til hende. Det var jo hvad han ville og det var hvad han følte, og var det egentlig så slemt, at ønske at komme sammen med hende? Hun virkede glad i hans selskab, sagde at hun kun ville være hans, så det var vel gengældt? Han nikkede til hendes ord. ”Jeg går ikke fra dig igen,” lovede han hende lettere bestemt, for han ville være sikker på, at hun kom sig ordentligt! Han gengældte med glæde kysset, inden han igen måtte trække hovedet til sig. ”Nej, lad os komme af sted,” hviskede han blidt, inden han skænkede hendes mundvige et blidt kys.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Malania kunne efterhånden godt genkende den Pierce som hun altid havde kendt, og det gjorde det hele automatisk så meget nemmere for hende, at skulle falde godt til ro med det hele som det måtte være, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet, hvad end om det var noget som hun ville være ved eller ikke. Hun sendte ham et let træt smil, selvom det ville være hende tydeligt, at det ville være ganske enkelt umuligt for hende, at skulle falde hen i en søvn efter alt det som var sket den dag i dag, det var også helt sikkert! Smerten ville i sig selv, nok afholde hende fra at skulle falde i søvn. At hun havde reddet hans liv, det vidste hun. Det havde virkelig bare været tydeligt at Pharrel virkelig ville have slået ham ihjel hvis hun ikke havde grebet ind! At det så var endt med at blive anderledes, det var hun bare frygtelig glad for! Hvis det var sket, så vidste hun ærlig talt slet ikke hvad hun skulle stille op. Det var i den grad gået fra en forelskelse og til noget andet og hun vidste det. Det var noget som hun kunne mærke i det indre. Det var jo også den eneste grund til at hun havde valgt at gøre som hun havde gjort; Søgt ud om natten for bare at komme ned til vandet, så hun kunne være tættere på ham. At vide, at han var derude og ikke.. alle mulige andre steder. Hun trak svagt på skuldrene, selvom det var en handling som hun hurtigt måtte fortryde. Nøj hvor gjorde det ondt! Hun gispede svagt igen, selvom det tydeligt måtte være af smerte. Hun vendte sig mod ham og prøvede virkelig bare at bide det i sig. "Hvem ved?" spurgte hun med en drilsk stemme. At han måtte beskrive sig selv som perfekt, fik hende virkelig bare til at grine. "Jeg elsker det.. dit ego fejler i hverfald intet," påpegede hun med en tydelig drilsk mine. Hun ville bare glemme det som var sket til aften og han gjorde det i den grad bare nemmere for hende, ved at være som han var nu. Det gjorde hende rolig.. Et sted lod det hende også vide, at hun var.. tilgivet? Det lette nap i hendes øreflip, fik hende virkelig bare til at sitre. Det var bare behageligt! Hun trak muntert på smilebåndet og lod hånden ganske forsigtigt stryge over huden ved hans hals. Hun havde i sandhed manglet ham!
At Malania var langt mere såret end ham, det var hun i bund og grund ligeglad med. Hun ønskede virkelig ikke at han skulle have mere ondt end det som måtte være højst nødvendigt. Hun lod hovedet søge tæt ved hans og lukkede øjnene. "Det er nok lidt for sent," fortalte hun med en ganske så dæmpet stemme, det var end ikke noget som hun ville kunne skjule. Hun var bekymret for ham og specielt fordi at det havde været tydeligt, at han selv havde forbandet ondt, så var det også lidt nemmere for hende selv, at skulle se væk fra sine egne skader. At de snart tog afsted, havde hun nu heller ikke meget imod, det her var virkelig bare et sted som hun ikke kom til at skulle opsøge det næste lange stykke tid! Hun nikkede blot til hans ord. Det ville virkelig være nytteløst for hende, at skulle sige ham imod af den grund og det var jo noget som hun vidste, hvad end om det var noget som hun ville det eller ikke, så var der virkelig ikke det store, som hun kunne gøre ved den sag. Hans spørgsmål fik det til at slå fuldstændig klik for hende. Hendes hjerte begyndte fast at hamre mod hendes bryst. Officielt? Hvad mente han helt præcist? Hun skulle bare lige til at åbne munden, idet at han valgte at fortsætte. Det var virkelig den varme som hun næsten måtte fornemme, at hun manglede i kroppen. Den som Pharrel så voldsomt havde taget fra hende på denne her måde! Hun blinkede let med øjnene, hvor hun selv ikke kunne lade være med at smle og det var bredt! Det lettede hende at vide, at hun slet ikke var den eneste som følte det på den måde. Hun tvang hånden til sig hvor hun måtte stryge hans kind, uanset hvor ondt det gjorde. "Jeg.. jeg elsker også dig, Pierce.. det gør jeg virkelig.." sagde hun med en dæmpet stemme, selvom det virkelig bare var med en så frygtelig stor ærlighed som man bare ikke kunne skjule det mindste, det var i den grad også helt sikkert. Det lettede hende virkelig. Hun ønskede at være hans, det gjorde hun virkelig og mere end det som hun måtte ønske noget som helst andet! Hun nikkede stille og skænkede hans mundvige et gengældende kys. "Så længe du er sammen med mig, så går det.. Du må bare ikke gå igen," hviskede hun stille. Hun følte sig temmelig fortabt når han var ude! Måske, at det kom så pludseligt, men hun mente det. Hun elskede ham virkelig!

[pierce]

Trykket havde lagt sig, og de kunne endnu engang nyde hinandens selskab, men de havde jo været indstillet på at de ville møde modgang og diskussioner, at de ville møde udfordringer og denne nat var i hvert fald én af dem! Men selv den havde de klaret sig igennem, så de endnu engang kunne holde om hinanden, trykke hinanden ind til sig, hviske søde ord, kærtegne og kysse hinanden uden at noget ville ende galt, uden at det ville ende med et skænderi. Et sted, så kunne han ikke helt se sig tilfreds med hendes ord. Hvem vidste? ”Så du går under den mening, at jeg søger til den første og bedste? Går bagom din ryg og er sammen med en anden kvinde?” spurgte han roligt, og alligevel ganske alvorligt, for et sted kunne han ikke se det sjove i det, netop fordi han ikke ønskede at hun skulle gå rundt med den mening om ham, og han havde vel også bevist sin loyalitet og trofasthed? Han var trods alt kommet hende til undsætning! Han havde knap nok rørt hende ved deres forrige møder, så hun gik vel ikke under den mening? Det håbede han i hvert fald ikke, for det ønskede han ikke! Hans mund gik fra hendes øreflip til hendes kind, som han skænkede et blidt kys. ”Javel ja. Men mit ego slår bestemt ikke dit!” påpegede han drillende. Han nød at høre hendes latter. Den var befriende og som sød musik! Den kunne roe ham ned på måder, som hun slet ikke ville ane! Han trak på smilebåndet til hendes strøg mod hans hals, det var dejligt! At mærke hendes kærtegn igen, mærke hendes læber, alt havde han virkelig savnet! Han gav hendes mundvige et flygtigt kys. ”Men jeg nyder din selvsikkerhed,” tilføjede han sandfærdigt, imens han sendte hende et muntert og lettere veltilfreds smil. Hun var måske stædig, og nok ikke den letteste person at være sammen med, men han kunne simpelthen ikke lade vær med at nyde hendes selvsikre personlighed, hendes stædighed, hendes utålmodighed, hun var bare alt det han ønskede sig! Han kunne ikke ønske sig en bedre kæreste! Han kunne desuden godt lide, at hun skilte sig ud fra resten af flokken af lysvæsner, men han elskede jo alt ved hende.
At hun var bekymret for Pierce var virkelig noget som måtte varme omkring hans hjerte, men på det punkt at være bekymret, så slog hun nok ikke hans overbeskyttelse, for på det punkt, var han slet ikke i stand til at blive rokket med! Dér stod han fast som en klippe, for han så hende langt mere værd end hans eget liv! Ikke fordi han havde i sinde at forlade hende, for han elskede hende, han nød hendes selskab, og døden ville jo blot skille dem fra hinanden, men uanset, så ville han altid tænke på hende før ham selv, og derfor gjorde det ham heller intet at skulle bære hende, for hun vejede desuden ikke det meste, hun let som en fjer! Næsten da. Han smilede et skævt smil til hendes ord. ”Du er så sød!” fastslog han og knugede hende næsten ind til sig, skønt han forsøgte at gøre det så mildt, så hun ikke ville få ondt i kroppen af hendes smerter, for han ville ikke være årsagen til at hendes smerter ville blive værre! At hun gengældte hans følelser, var en lettelse uden lige! Men det havde hun vel et sted også selv lagt op til? Det var jo ikke fordi hun havde lagt skjult på sine følelser eller meninger, og det gjorde han heller ikke selv. Han elskede hende, om hun ville det eller ej, for det var ikke noget han selv var herrer over. Han smilede stort til hendes ord. De tre ord, som enhver måtte ønske at få at vide, selv den koldeste mand. ”Så du vil være min? Og kun min? Helst for evigt?” spurgte han blidt, skønt det sidste var udtalt med en lettere drillende tone, for han var ikke i stand til at spå fremtiden, så han kunne ikke vide om de ville være sammen om tyve år, men han ville blot have bekræftet at hun ville være hans og ingen andens. At hun ville være hans kæreste, så de kunne komme sammen som et rigtigt par. Han drejede let på hovedet, så hun kom til at kysse hans læber i stedet for hans mundvige, inden han smilede blidt. ”Jeg bliver hos dig Mal. Jeg ønsker ikke at gå,” påpegede han sandfærdigt. Og hendes ord kunne ikke få ham til andet end at smile, eftersom det føltes godt at hun ikke ønskede ham bort, men de vidste jo begge at det var umuligt. Han var afhængig af havet, som hun var af lyset.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Malania var virkelig bare noget så forbandet glad for, at hun endnu en gang kunne have lov til at stå der sammen med Pierce og endda den af slagsen som hun måtte kende! Hun ville virkelig bare gøre sit for at skulle glemme det som var sket her til aften, for det var bestemt ikke nemt! At han var kommet til skade, det var helt og holdent hendes skyld og hun vidste det jo godt. Det var så sandelig også den klare grund til at hun følte en så forfærdelig skyldfølelse som hun bare ikke kunne gøre det mindste ved lige netop nu. Hun trak vejret stille og dybt. Hun var i den grad også ved at falde til ro lige i øjeblikket, selvom det bestemt ikke havde været nemt for hende at gøre det. Alt det som var sket, alt det som Pharrel havde fortalt hende, gjort ved hende.. Hun var bare glad for, at Pierce havde vist sig, at være anderledes end det som den horror havde fremstillet ham, det var helt sikkert! Det lettede hende virkelig dybest inde og det var ogås det som kunne få hende til at smle for dette øjeblik. Hun rystede stille på hovedet. ”Det håber jeg da i hvertfald ikke,” påpegede hun med et stille smil. Måske at det ikke var sjovt, men det var alvorligt. Det ville knuse hende, hvis hun bare var en trøst for ham et eller andet sted, selvom hun tydeligt måtte fornemme noget anderledes, så havde Pharrel virkelig formået at plante en skyld i hende uden lige for det! Han var loyal og trofast, hun kunne virkelig ikke forbinde ham med noget som helst andet og det var det som virkelig også måtte lette hende noget så voldsomt meget. Hun tog let imod kysset mod hendes kind og med det store og brede smil på læben. Hun så stille og roligt på ham. ”Er du nu helt sikker? Jeg syntes nu lige, at dit fik et stort boost,” påpegede hun med et svagt grin. Det gjorde ondt i brystet at skulle grine, selvom hun virkelig ikke kunne lade være med det! Det var virkelig slemt nok som det måtte være fra før af, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet! At han bevægede sig til mundvigen i stedet for, fik virkelig bare smilet til at brede sig. Hun var ikke den nemmeste og hun vidste det.. Det ville vel også være kedeligt med en kvinde som gjorde alt det som manden bad hende om? Det ville da klart være hendes mening i denne sag. ”Det er godt, min kære..” hviskede hun roligt. Det gjorde hende virkelig bare glad at høre de ord fra hans læber.
At bekymre sig for Pierce, var noget som hun gjorde helt af sig selv. Han havde den forbandet store betydning for hende allerede nu, så alt andet var virkelig helt uaktuelt! Et stille smil passerede let hendes læber. At han var så overbeskyttende, det gjorde hende virkelig ikke det mindste. Det lod hende bare vide, at hun var betydningsfuld for ham og det gjorde hende virkelig bare mere rolig end det som hun havde været til nu, så det var end ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af overhovedet på noget tidspunkt, det var i den grad også helt sikkert. Hun rødmede tydeligt, idet han kaldte hende for sød. Han vidste jo, at hun virkelig havde forbandet store problemer med de komplimenter! ”Du må ikke sige det!” endte hun næsten helt forlegent ind mod hans bryst. Hun vendte blikket op mod ham, selvom hun virkelig kunne mærke varmen. Selvom hun tildels havde mistet evnen til at rødme, så var det stadig tydeligt, at skulle fornemme på hendes kinder, det var virkelig ikke noget som kunne skjules det mindste. Hun strøg roligt over hans kind. Hun sendte ham det kærligste smil. ”Kun din… så længe, at du vil have mig,” svarede hun med et kærligt glimt i øjet. Hun kyssede hans læber roligt og blidt, selvom det nu alligevel var med en længsel uden lige. Hun havde savnet ham noget så voldsomt! Og nu hvor hun stod med den Pierce som hun kendte fra før af, så var det virkelig bare det bedre for hende, som det også ville være for ham! Hun nikkede til ham, også selvom hun vidste, at han på et tidspunkt, var tvunget til at søge til havet igen. Hun huskede udmærket godt den stund hvor hun havde været der sammen med ham. De bedste 12 timer i hele hendes liv! ”Vi ved udmærket godt begge to, at du må til havet på et tidspunkt,” påpegede hun stille. Hun hadet virkelig den tanke, men hvad skulle hun da kunne gøre ved det? Intet! ”Bliv ved mig så længe du kan..” Hun kyssede hans læber endnu en gang, inden hun igen så ham i øjnene. ”Skulle vi afsted? Det begynder at blive lidt koldt,” afsluttede hun ganske dæmpet.

[pierce]

Hvad der var sket med Malania og Pharrel vidste Pierce ikke, men hun var i hvert fald blevet angrebet, for det kunne han jo tydeligt se på de dybe sår hun havde fået, inden han var dukket op. Det at det hele var ukendt for ham, var faktisk en ubehagelig tanke, for et sted ønskede han at vide, hvad der var sket med hende. Men han måtte ærligt indrømme, at han slet ikke gad, at tænke på alt det skete, desuden, så var de jo begge i god behold, og det var vel også det vigtigste? De ville nok ikke glemme denne nat, men han håbede så bare på at der ikke ville ske noget lignende igen! Han ønskede ikke at hun søgte udenfor bare for at finde ham, når han alligevel var flere kilometre under vandet, det var jo umuligt for hende. Havet var trods alt gigantisk, han var som en nål i en høstak! Men det ønskede han heller ikke at tænke på, og han ville bestemt ikke rive op i sårene, ikke når det var ved at heale, for han ville blot nyde tiden med hende, især nu hvor de var på vej til alt det gamle, hvor de igen kunne more sig i hinandens selskab, når de igen kunne grine og te sig helt fjollet. Og han nød den befrielse det var at være i hendes selskab, ingen forpligtelser som sådan, han kunne være sig selv, og det nød han! Han rynkede let brynene. ”Bestemt ikke! Jeg elsker dig, og kun dig!” svarede han sandfærdigt, og med en stemme der ikke var til at rokke. Han ville aldrig nogensinde være hende utro! Han ville aldrig gå om bag hendes ryg, og det måtte hun bestemt heller ikke tro! Og det var vel også gengældt? Hun ville vel heller ikke gå bag hans ryg? I så fald, ville hun knuse ham mere end noget andet, for hans hjerte tilhørte virkelig kun hende! Han lo muntert til hendes ord, skønt det gjorde ondt i hans bryst, så det næsten måtte ende ud i en svag hosten. ”Jeg slår vidst aldrig din selvsikkerhed, kære,” svarede han lettere eftertænksomt, inden han smilede drillende til hende. Men igen, det var kun noget han nød ved hende, at hun havde sine egne meninger og ikke gjorde hvad der blev sagt, at hun … var stædig og utålmodig, at hun gjorde hvad der passede hende, skønt det som i aften, var gået ud over hende, men han nød virkelig at hun bare var hende selv, og det at hun skilte sig ud fra resten af sin flok. Og så nød han at være hendes, og kun hendes! Han trak skævt på smilebåndet til hendes hvisken. Sandt var det jo, han nød alt ved hende, og det ville han end ikke skjule for hende!
Pierce vidste at hun ikke var meget for hans komplimenter, at hun var pinlig over at hun rødmede, men hvad gjorde det efterhånden? Han havde jo set det utallige gange! Det var der jo intet nyt i, skønt han faktisk nød at se den røde farve, så et sted gjorde han det også med vilje? Ikke fordi han ikke mente sine komplimenter, for det gjorde han helt bestemt! Hun var sød, og den røde farve klædte hende! Han smilede et skævt og lettere drillende smil til hende, og betragtede hende, som hun gemte sit ansigt ind mod hans bryst, hvilket fik ham til at slippe en lille latter, skønt det gjorde ondt i hans bryst, men han kunne ikke lade vær, for hun var virkelig bedårende! ”Må jeg ikke sige sandheden? Jeg nægter at lyve! Så du må nøjes med den dejlige sandhed,” svarede han drillende, inden han igen slap en kort latter. Men han forstod hende godt, for han brød sig heller ikke selv om at rødme! Især heller ikke hvis det blev kommenteret! Han sendte hende selv et kærligt og varmt smil, som hun strøg over hans kind. ”Jamen, jeg vil have dig i al evighed,” sagde han i en dæmpet og kærlig tone. Sandt var det jo, han ønskede ikke andre end hende! Hun var fantastisk, og han ville smide alt væk, ved at give slip på hende, og det havde han ikke lyst til! Han besvarede med glæde kysset, som hun skænkede hans læber, og med den samme længsel, for dette havde han savnet! ”Så sandt, jeg er tvunget til at søge til havet,” medgav han med et svagt suk. Det kunne ingen af dem komme uden om. Han besvarede endnu engang hendes kys, hvor han dog havde savnet hendes læber! ”Jeg lover, at jeg bliver hos dig så længe jeg kan,” lovede han hende og smilede et kærligt smil til hende. Og denne gang ville det blive mere end blot en enkelt nat! Han nikkede til hendes ord. ”Du er også ved at blive kold,” svarede han stilfærdigt, inden han sendte hende et blidt smil. ”Hold fast.” Han slog med vingerne, og lod dem bære dem begge op i luften, for at sætte kursen tilbage til Procias, så de kunne komme ind i varmen og i sikkerhed.

//Out

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Malania ønskede virkelig ikke, at skulle tænke yderligere over det som var sket til aften. Det var virkelig bare noget som hun virkelig bare ønskede i sin egen glemmebog. De var begge to i live og det var det vigtigste, også set i hendes øjne. Var der sket noget med ham, så havde hun virkelig aldrig nogensinde tilgivet sig selv, det var også helt sikkert! At glemme hvad der var sket i aften, det ville aldrig nogensinde komme på taleo g hun vidste det jo udmærket godt. At han var kommet hende til undsætning, havde jo så været det som havde reddet hendes liv i den anden ende, og for det, det var hun i sandhed taknemmelig for. At han havde modbevidst alt det som Pharrel havde prøvet at skulle bilde hende ind, det var så sandelig også noget af det bedste ved det hele, det var slet ikke noget som man skulle kunne drage det mindste i tvivl omkring! At vide, at han elskede hende og kun hende, fik hende virkelig til at smile som aldrig nogensinde før! Hun slap et let grin. Hun elskede virkelig at høre de ord fra hans læber, det var i sandhed noget af det bedste som nogensinde kunne falde hende ind! ”At høre dig sige de ord..” hviskede hun med en tydelig dæmpet stemme, det var virkeligbare noget som gjorde hende noget så glad! Det var virkelig noget af det bedste, som hun havde været igennem i forbandet lang tid! Det kunne virkelig aldrig nogensinde falde hende ind, at skulle være ham utro! Det lå slet ikke til hende!! Hun sendte ham det kærligste smil som hun overhovedet ville være i stand til at skulle gøre det på nuværende tidspunkt, selvom det virkelig var noget som krævede frygtelig meget af hende. Det gjorde ondt og hun var virkelig også bare træt og udmattet efter alt det som var sket i aften, det var helt sikkert! ”Skal vi vædde?” spurgte hun med en næsten opfordrende og drillende stemme. Hun vidste godt, at hun godt kunne være selvsikker, men det havde virkelig også sine grænser til tider!
Malania elskede virkelig hans komplimenter, det var helt sikkert, selvom hendes problem var, at hun ikke rigtigt vidste hvordan hun skulle tackle det, og det var det som automatisk måtte gøre, at hun måtte reagere som hun gjorde og det morede ham. Hun vidste det jo! ”Den dejlige sandhed?” gentog hun med en næsten vantro. At han ikke ville lyve for hende, var nu noget som hun kun måtte være forbandet glad for i den anden ende, det var slet ikke noget som man skulle kune tage det mindste fejl af, for det var selv ikke noget som hun kunne fordrage! Bare tanken omkring det, var hende direkte forkasteligt! Hun faldt virkelig bare til ro ved hans ord. ”Evigheden er en frygtelig lang tid,” sagde hun stille. ”Jeg vil glædeligt dele den sammen med dig,” endte hun roligt og i en blid hvisken. Hun mente virkelig bare de ord i deres ramme alvor, det var slet ikke noget som man skulle tage fejl af, for det var i sandhed noget som måtte betyde noget så ekstremt meget for hende! Hun plantede et forsigtigt kys mod hans pande, også selvom det måtte brænde som fanden i hendes skulder ved anstrengelsen. Det gjorde virkelig ondt! ”Det ved jeg min kære.. Jeg kan love dig, at det som skete til aften, aldrig vil ske igen,” sagde hun stille. Hun gik aldrig nogensinde ud på denne måde igen, det var slet ikke noget som man skulle tage fejl af! Aldrig igen! Hun smilede et stille smil. Det var nu ikke fordi at hun følte kulden selv.. Et sted var det hende blot en skræmmende tanke et sted. Hun puttede sig godt ind til ham, som han bad hende om at holde fast. Det var jo kun noget som hun ikke kunne sådan som hun måtte have det og se ud. Hun mærkede hvordan de lettede og søgte mod Procias. Hun glædet sig virkelig bare til at komme ned og ligge!

//Out