Let there be war..!

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Det her var virkelig en perle, og et sted som man skulle passe på og beskytte. Thranduil ville i hvert fald gøre det, frem til den dag han ville gå i graven selv, og dette håbede han endnu, var rigtig lang tid til. Han havde endnu utrolig mange ting, som han ikke havde fået gjort, og naturligvis var et noget, som ligeledes også godt kunne mærkes. Han vendte blikket mod hende. At hun ligesom ham, ville holde dette sted hemmeligt og skjult, glædede ham. Ingen tvivl om det. Det derimod, var noget af det vigtigste for ham lige nu. Han nikkede mod hende, og med et smil. Omkring hende, føles det nu meget naturligt at gøre det.

Hannen lod ikke til at føle sig truet af deres tilstedeværelse, hvilket naturligvis glædede Thranduil. Nu havde han ofte været omkring flokken her. Hannen lod i hvert fald også hunnerne komme frem, og begyndte selv at græsse. Han smilede let for sig selv, og lod hende læne sig op mod ham. Var det her begyndelsen på et venskab? Han havde i hvert fald intet imod det. Thranduil måtte jo selv sande, at han havde brug for at have folk omkring sig. Og det bare ikke rigtigt var noget som skete naturligt for ham. "De er flotte.. Og ham her, er et pragteksemplar," fortalte han denne gang. Han kunne snakke om dyrene i skoven her for tid og evighed, om det skulle være det. De grønne øjne faldt mod hende. Denne gang med en mere livlig gnist end tidligere.

[Riniya Roshia Cramenor]

Riniya ville holde dette sted hemmeligt, ingen skulle komme og plyndr dette fredelig og smukke sted. Plus thranduil skulle have lov at have et sted hvor han kunne være sig selv, og finde fred og ro. Hun ville måske selv komme her bare en enkle gang eller to for at finde inspirationen til tøj men ellers ville hun lade stedet være, for det var jo ikke just hendes fri sted, hun smile blot til ham hun hade jo smile til ham sådan set lige siden de mødes men hun følt lidt det smile var vokset lidt, og var anderledes ind de andre dag.

Riniya så på den flotte han og alle hans hunner, så yndig et syn, så yndefuld og stærke væsner. Det under hende ikke nogle mennesker så hjorten som det dyrisk billede af en skov elver, hun hade ikke noget i mod at hun blev sammenline med sådan et dyr, smukt og stærkt og en naturlig del af skoven. Hun læne sig bare lidt op af Thranduil ikke alt sin vægt men bare lig så han kunne mærke hende. Dette var del en begyndelse på et venskab? Var det ikke? Hun håbe det for hun hade det godt omkring ham, og de hade da hygge sig sammen og vist hinanden lidt forskellig ting, hun mangle næsten og vise ham en hemmelighed en dag. Som han snakke dreje hun hovedet og så hans mere livlig gnist i hans øjne, det gav hende helt et sug i maven som hendes øjne selv var fyldt med livs gnist. Hun smile blidt ”det er han helt bestemt” sag hun medgivende, for den kron hjort var virkelig et super flot eksemplar, hun så på de 3 kid som der var med dem ”og han har nogle utrolig nuttet efterkommer” hun smile, tydeligvis vild med dyr og i sær disse små kid, men helt ærligt de var da også bare bedårende.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Thranduil ville ikke have noget imod, hvis Riniya ville komme herned fra tid til anden. Han ville ikke have noget imod, at have nogen at dele stedet her med. Han havde fundet det som barn, og havde allerede dengang, været af den overbevisning om, at ingen andre skulle kende til det. Et sted var det vel også lidt det, som han endnu måtte holde fast i? Selvom det var svært at forstå for mange, så var det jo faktisk bare en omstændighed, som var som den nu skulle være.
Hannen foran dem var virkelig flot. Et pragteksemplar af sin slags, og bedre var det, at han holdt flokken i nærheden af elverne. Han havde i hvert fald erfaret, at det væsen ikke var farlige for dem. Han nikkedem ed et kort smil. "Flokken befinder sig oftest i nærheden af byen. Der ved de, at de er i sikkerhed." Det var jo ikke elverne som udgjorde den store trussel for dm, og det vidst han jo godt.

Thranduil sendte hende et smil. Det her måtte være starten på noget, hvilket selvfølgelig gjorde ham utrolig glad. Det var i hvert fald ikke noget, som han havde tænkt sig at lægge skjul på, hvis han ellers kunne undgå det. Han strøg sine hænder roligt over hendes. "Det her er vores sted nu." Han ville ikke have noget imod at dele det. Også for at gøre det klart for hende, at hun også godt måtte opsøge det. Desuden havde han heller ikke det mindste imod, at skulle dele det med hende.. Han kunne jo også godt lide hendes selskab. Hun havde jo allerede nu, gjort utrolig meget for ham, og for det, var han hende utrolig taknemmelig.

[Riniya Roshia Cramenor]

Riniya var virkelig glad for han hade vist hende stedet her, det var noget særligt for ham det hade han jo sagt men hun kunne nærmest mærke det i hele lysning, der var noget over det.. en følelse som hun ikke kunne beskrive. Hun så på ham, mens de sad her på stene og nød freden og roen, og de flotte då dyr og den flotte kron hjort der var komme ind i lysningen til dem. Han var virkelig et smukt væsen, at de tit opholdt sig ved byen var en god ting.. i sær vis de ikke ville ende som bytte for hendes fars bue. ”de sandelig fornuftig og gøre det..” sag hun stille og så på de små kid der var begyndt og lege lidt nu de var mere trygge ved de var der. et af de små kid kom ind da hen og snuse til Riniyas sko, og vagtsomt nærme sig. Riniya sad helt stille og lod forsigtig en hånd ligge fremme på stene så den kunne snuse til hende, ”hey lille ven.. er du da ikke bare bedåren” hun smile og sad helt stille og vente på og se om kidt ville snuse til hende og måske lade hende rør den.

Riniya smile og så på Thranduils, det måtte betyde starten på noget men det var lig hvad jo men hvad end det var, hade hun en følelse af det måtte være en god ting. Hun så på ham som han strøg hendes hænder med hans, mens hun stadig sad lidt op af ham. at han kaldt det for deres sted, fik en svag rødmen poppe frem i hendes øre på nu. vores? Ville han virkelig dele dette sted med hende? Virkelig! Hun så overrasket på ham men smile bare stort ”det.. det virkelig stor sinde af dig og ville lade mig bruge dit fri sted Thranduil! Jeg skal nok værne om det som den skat det er” hun var tydeligvis glad for det! virkelig glad for her var dejligt og hun følt sig godt tilpas her, i ren glæd skænke hun hans kind et lille ømt kys, uden rigtig og tænke over det inden hun så mod hjortene igen, og stor smile bare mens hun tydeligvis bare en stor glædes bombe lig nu!

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

De små kid var nysgerrige, og det var slet ikke noget som gjorde Thranduil noget. Han gik bestemt heller ikke ud fra at Riniya kunne finde på at gøre de små noget som helst. Hannen kendte ham, og vidste, at han i hvert fald ikke kunne finde på det. Det var det sidste, som han ønskede skulle ske, og da særligt nu! Han smilede let for sig selv. Nu følte han i hvert fald at han kunne smile igen. Det var jo igen noget, som Riniya havde fået frem i ham, og han måtte uden tvivl sige at han var gået hen og blevet rigtig glad for hende. Han kunne i hvert fald ikke lægge skjul på det, når det endelig var. Hans blik faldt mod hende igen. De små kid var kommet tæt på.. Nok til at snuse til dem. Han havde ikke set dem før.. De måtte være kommet til, mens han havde været i Dvasias. Bare tanken om det, fik det stadig til at gyse i ham.. Mørket var der bestemt endnu, selvom det andet her uden tvivl også måtte hjælpe meget på det nu.

Dette fristed ønskede han at dele med hende. Et sted også fordi at han ville have at nogen vidste, hvor han kunne være, hvis han ikke var i byen. Det var vel heller ikke underligt, var det? Han holdt utrolig meget af stedet her, som han gjorde af skoven og det elviske folk. Der var bare visse ting, som han ikke ønskede, at nogen skulle se eller vide om ham, og dette var så en af dem. "Det var jeg næsten helt sikker på, at du ville sige. Det er jo ikke bare mit.. Det er også deres." Alle som ønskede en tid i fred og ro, søgte hertil. Det var det vigtigste, og det af størst betydning lige nu. Ingen tvivl måtte der jo være om det.

[Riniya Roshia Cramenor]

De små kid var sandelig nysgerrig, hvilke ikke gjord Riniya noget for de var da blot nutte helt små og lidt pjuske med deres fine prikker i den brun pels. Hun sad helt roligt som en af dem kom tæt nok på og snuse til hende, ”ja bare rolig jeg gøre intet” sag hun stille og blidt, mens hun lod den snuse og nippe til hendes finger. Meget forsigtig fik hun en finger inde under den lille kids hage og nusse den ganske blidt, hvilke så ud til og være noget den lille kid kunne lig, ved den søgt lidt tætter så Riniya kunne nusse længer op under hagen ”ååh sådan en lille chamør var har du det fra din far?” hun smile, hun tog det helt roligt hun snakke jo tit med det egern der tit kom til hende, og ville have en nød eller sove i hendes hår eller i mellem hendes bryster. Hun smile bare blidt, hun elskede det her! Det var så hyggeligt og dele sådan et øjeblik med Thranduil og så få lov og opleve sådan fantastiske dyr på tæt hold. At Thranduil hade det beder, og at dette hjalp på mørke i ham kunne hun et sted fornemme men ikke 100 % men det gjord hende intet, hun nusse bare det lille kid lige så stille og roligt så det ikke blev bange for hende.

Hun var så glad for han ønske og dele dette fristed med hende, og selvfølgelig skovens dyr de kom jo her først kunne hun forstille sig, så det var jo dem der delt deres fristed og ikke omvendt. Hun så på ham, det lod ikke til hendes kys på hans kind hade gjort nogle reaktion nu hun hade opdage hun hade gjort det, det var vel.. fint nok? Hun vist ikke om hun skulle være bekymret men hun lod det ligge og så bare på ham. ”det har du helt ret i.. og jeg håber vi alle kan enes og dele dette skønne sted” hun smile, blidt og så bare på ham med de krystal klar øjne, mens hun mærke det lille kid gå fra hendes hånd til snuse mere til hende og gå længer hen af så den også nærme Thranduil.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Her frygtede dyrene ikke for deres sikkerhed, hvilket for Thranduil var rart. Det var også det, som han særligt godt kunne lide ved det her sted. Der skete nemlig ikke noget, og alle havde det godt. Selv han havde det jo godt, når de endelig var her, og det var særligt det, som han rigtig godt kunne lide ved det. Kiddet synes i hvert fald at nyde hvad Riniya gjorde ved det, også med faren som holdt meget godt øje ikke langt derfra. Det var dog mere ham, som Thranduil havde blik for. Det var igen aldrig til at vide.
"De må være kommet til, mens jeg var borte," sagde han denne gang. Et sted bragte det ham jo bare tilbage til det, som han havde oplevet i Maerimydra. Selv under tøjet, så han jo langt værre ud, end hvad han gjorde i ansigtet. Han kunne jo kun håbe på, at det nu ville blive bedre igen, og at der ikke ville være alle de ting at slås med. Det synes bare desværre ikke at hænge sådan sammen.

Thranduil sænkede blikket en anelse. Generelt skulle skoven og alt omkring det, beskyttes, og bestemt også det som holdt til her. Ingen tvivl om det! "Det er meget store ord, Riniya.. Men jeg stoler på dig.." Kysset mod hans kind, havde han slet ikke sagt noget til. At nogen reagerede og var sådan overfor ham, forsøgte han egentlig bare at bide i sig. Hvem ville dog have en mand som ham? Han havde svært ved at forestille sig, at nogen i det hele taget ville, så her sad han jo. Lykken var overalt omkring ham, men bare ikke en, som han selv fik lov til at tage del i, og bare beholde. Dyrene kom omkring dem. Selv et mørkebrunt egern, havde fundet vejen til Thranduils skulder. Han nød det.. De var i hvert fald ikke bange for ham.

[Riniya Roshia Cramenor]

Den tryghed som dyren følt her, kunne Riniya selv mærke og det var virkelig bare dejligt syntes hun. hun smile bare mens de 3 kid kom nærmer dem, og hun fik lov og nusse om denne en af dem. De var nu bare nusser og noget så bedåren de skulle nok blive nogle flotte voksne til næste år. Hun smile og så på Thranduil som han snakke og smile blidt ”de ser i vært fald kun ud til og være et par måneder gamle så det passer sikkert” hun så på ham og smile bare blidt til ham, og så der efter på kidd igen og nusse det bliver under hagen, og lidt ned af halsen inden den gik nærmer hen mod Thranudil for at undersøg ham lidt, hun smile bare og strøg et andet kidd ned af halsen, og nød bare det her, fandtes der noget mere afslappende ind og brug tid med skovens dyr? Og en anden elver man nød og være i selskabet med? nææ det troede hun faktisk ikke der var.

Skoven skulle beskyttes der var ingen tvivle der, det var jo deres hjem så meget som dyrens så sammen måtte de søger for at skoven forblev et godt sted og bo. Hun så på ham som han snakke og smile blidt ”og jeg vil ikke svigt din tillid stole du bare på mig” hun smile blidt, og så mod dyrene igen. at han faktisk hade gjort tanker om kysset vist hun ikke, hun troede ikke han hade rigtig lagt mærke til det et sted var det godt og skidt for hun ville enlig godt have se om det var ok men også hans tavshed gjord hende lidt bekymret. Hun så på ham, og var stadig bare læne lidt op af ham, hun så dog det mørkebrune egern og smile ”nå da ind nu en lille ven slutter sig til selskabet ” hun smile og lod bare egern side, mens hun læne sig lidt mere op af Thranduil det her var virkelig dejligt og hun slappe virkelig bare af her.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

De små kid var ikke særlig gamle. Faktisk kunne Thranduil slet ikke huske, at rådyrene havde ventet dem. Han havde virkelig været væk længe, og det var ene og alene faktisk også en tanke, som han måtte finde bekymrende på en eller anden måde. Han kunne i hvert fald ikke rigtigt lide det. Han nikkede denne gang, og med et svagt suk. Igen blev han mindet om at han faktisk også havde misset en masse, mens han havde hængt i et træ i ingenting, og faktisk kæmpet for sit liv. "Men de er smukke.." Ligesom hende. Det var bare ikke ord, som han sagde særlig højt.

Thranduil valgte bevidst ikke at reagere på kysset, udelukkende i frygten for, at hun ville sige noget til det, eller faktisk fortryde. Det var ikke en handling som var sket for ham, siden han havde haft Serenity ved sin side, og endnu var det svært for ham at acceptere, at hun faktisk ikke var der mere. Han savnede hende, og uden tvivl mere, end hvad han selv var i stand til at beskrive.
Egernet på hans skulder, fik ham denne gang til at smile. Langsomt slap han derfor Riniyas hånd, hvor han holdt den åben mod egernet, som tog imod invitationen, og hoppede ned i hans hånd i stedet for. "De ved alle her, at der ikke er noget at være bange for, og det er sådan jeg ønsker at det skal forblive. De kan mærke det lys, som gemmer sig i dig." Langsomt strøg han det lille egern over hovedet.

[Riniya Roshia Cramenor]

De små kid var nu noget så søde, og de var ikke så gamle igen, hvilke indiker de var fra starten af foråret måske lidt før, hvilke forklar deres størrelse lig nu. Det gjord dem dog ikke minder nutte i Riniyas øjne og smile bare, hun så på thranduil som han sag de var smukke, men hørt ikke han sag som hende det sag han for stille til hun kunne høre det "det er de helt bestemt, smukke nutte kid" hun smile munter og nusse forsatte det lille kid der tydelig nød den opmærksomhed den fik fra hende. 

At thranduil hade valgt ikke og reager på hendes lille kind kys, kendt hun ikke til hun troede han ikke hade lagt mærke til det, og kendt for ikke hans tanker omkring det hele, eller den frygt for at gøre noget forkert var i ham. Hun så på egern da de smutte fra Hans skulder til hans hånd flade, hun smile mens han snakke. Hun så på ham og lage blid hovede lidt mod hans skulder "og lyst i dig thranduil... Der også lys i sig, " hun så på ham og smile blidt inden hun så på det lille brune egern, hun sad roligt og beundrer det lille væsen inden man så et lille rød egern pile ned fra et træ og i al hast næsten spring op på Riniya og krybe ind under hendes kjole mellem hendes bryster. Riniya kæmpe for ikke og vine eller grine for højt da hun ikke ønske og skræmme de andre dyr væk, men det var tydelig det kild som en gal for hun ryste helt, mens hun have et sjov udtryk i ansigt. Snart poppe det lille rød egerns hovede frem mellem hendes bryst og så ud til og være veltilpas der nede "nå det under mig hvornår du ville komme din røver " sag hun stille og smile inden hun så på thranduil "det her er min lille makker vis man kan kalde ham det, jeg hjalp ham som lille og ja nu kommer han fra tid til anden for at få en nødde eller sove diverse steder han kan komme til.." Hun hade lidt rød øre for det var lidt pinligt sådan og have et egern poppe frem mellem hendes bryst, som tydeligvis hade lagt sig til og sove trygt og varmt der nede " normalt sover han på toppen af mit hovede men ja.. Ind mellem også der" mumle hun og kigge lidt flovt væk mens hun mærke det lille egern bevæge sig i søvne hvilke fik det til og kilde.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Oprigtigt gjorde det Thranduil ked af det, at han havde misset så meget, men dertil, var der jo bare ikke rigtigt noget, som han kunne gøre ved det. Det var en tanke, som udelukkende gjorde ham trist, men nu måtte han jo bare indse, at det var de kendsgerninger, som han havde at slås med, og derfor kunne han heller ikke rigtigt gøre noget ved det, uanset hvor meget han ville ønske, at han kunne. "Det er de i sandhed," endte han denne gang. Hvad andet skulle han sige? Han kunne jo se, at selvom han havde været i helvede, havde lykken jo været at finde for nogen et andet sted. Det gjorde ham faktisk.. glad på en eller anden måde.

Det lille egern satte sig på hans skulder, og efterfølgende i hans hånd. De væsner som holdt til her, udviste også en kæmpe tillid til ham, hvilket også betød ufattelig meget for ham, så det skulle endelig ikke være for det. "Det lille som er tilbage, vil forhåbentlig vokse, og blive til noget større en dag."fortalte han. Uden tvivl hjalp det, at hun sad der ved siden af ham.
Den pludselige bevægelse som hun gjorde, og det lille egern som poppede ned i hendes kavalergang, var noget som uden tvivl forundrede ham! Hvad lavede den der? Denne gang var det ham som varmt måtte trække på mundvigerne i stedet for. "Du må have et meget tær og nært bånd til det lille væsen." Selv kunne Thranduil ikke se det flove i det. Dyrene derimod var langt mere opmærksom, samt obs på det lille væsen i hendes kavalergang. Selv Thranduil måtte finde det højest besynderligt. Hvorfor lige der af alle steder?

[Riniya Roshia Cramenor]

Riniya nød virkelig disse små kid, de var da noget så søde som noget kunne være. Hun smile bare, og nusse blidt kid mens hun slappe af og virkelig nød denne tid sammen med Thranduil, hun så på ham som han snakke og smile bare blidt til ham. han skulle nok få lov og opleve rigtig langvarig lykke en dag, det var hun helt sikker på og hun ville gør alt hun kunne for at hjælpe ham på den rette vej, så længe hun nu kunne og så længe han ønske og få hjælp fra hende.

Hun hade roligt set på det lille egern der hade sidet på hans skylder og nu i hans hånd, nutte var den da bestemt. Hun så på ham som han snakke og smile bare blidt, ”det skal nok vokse Thranduil! Det er jeg helt overbevist om nok skal ske” hun smile og så på ham, med en tydelig overbevisning i sin egen ord, som hende lille ven var komme og nu poppe frem i hendes kavalergang sad hun bare med lig så rød øre som egernes rød pels. Hun skæve mod Thranduil og kunne se han trak lidt på mundvigen, hun smile selv skævt ”jeg fandt ham da han var ikke stør ind min tommel finger.. min far syntes jeg skulle efterlad ham og lad naturen gå sin gang, men det kunne jeg slet ikke bære.. så jeg foder ham op, jeg.. putte ham selv ned for and, for at sikker mig han lå varmt og trygt når han skulle sove, og ellers hade han en lille red han sov i… han lever vildt nu, men har for vane og komme og få en lur ja.. der nede” hun smile skævt, og så ned på det lille hoved der poppe frem det var tydelig og se det lille egern snork sov nu, og var tryg der i mellem brysterne, ”bisse” mumle hun og nusse den lille fyr over hoved ganske blidt.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Lyset ville komme i ham. Det var en tanke, som selv Thranduil bare måtte overbevise sig selv om, selvom det faktisk oprigtigt var svært for ham. Han havde virkelig svært ved de omstændigheder, men det var bare meget begrænset, hvad han kunne gøre ved det lige nu. Han sænkede hovedet en anelse denne gang, som han kiggede på det lille egern. Han kiggede dog væk igen. Det var slet ikke det sted, som man burde stirre på en kvinde, hvilket han jo udmærket godt vidste. "En varmhjertet kvinde, som også gør hvad hun kan for at redde de små væsner? Du er i sandhed unik." endte han denne gang. I det her tilfælde, var det jo så uden tvivl ment, som en virkelig god ting.
Det brune egern hoppede tilbage på hans skulder, hvor han havde bedre udsyn. Thranduil elskede skoven, og særligt når det var præget af den ro, som det var lige nu. Det var sådan, at det burde fortsætte, og det håbede han selvfølgelig også at det ville. Hun var god af sig, og det var noget, som han godt kunne lide. Varmhjertet, smilende og glad - ligesom Serenity havde været. Var det mon derfor at han kom så godt overens med hende?

Rådyrene græssede, og kiddene legede med hinanden. Her var alt bare fryd og gammen. Det var jo i sig selv en helt fantastisk fornemmelse. Ingen tvivl om det. Han forgudede de små væsner, og han ville vogte om dem, som han ville vogte om elverne. "Et dyr i skoven, er lige så meget værd, som elverne, hvis ikke mere. De var her længe før vi overhovedet kom." Han smilede kort for sig selv. Han kunne snakke om historier i evigheder.. Han var jo en gammel eventyrfortæller. Mange af børnene og de unge i byen, ville huske ham for det. Det vidste han da.

[Riniya Roshia Cramenor]

Lyset skulle nok komme i ham igen, det var jo allerede godt på vej nu men der skulle stadig arbejdes med det, og mere til ind en enkle dag i skoven men Riniya var sikker i sin sag om han nok skulle finde lyst igen. hun så på ham og kunne godt se han stadig kigge på egerne mellem hendes bryster, hun rødme der for i ørene noget længer til han enlig flytte blikke væk igen, det var ikke lig det hun hade forvente og opleve den dag af en mand skulle stirre mod hendes kavaler gang. Hun så på ham som han snakke, og smile bare blidt ”jeg gør mit bedste” hun smile bare, og så ned på egern. Hun kunne ikke efterlad nogle dyr i nød, lige meget hvilke dyr det var og det samme med elver, hun ville hjælpe dem hun kunne lig meget hvad. Hun slappe roligt af mens hun stadig sad læne op af Thranduil, uvidene om han igen sammenline hende med hans afdød hustru, hun sad bare og nød det skønne syn der var for and dem.

Hun så på rådyrene der græsse og kiddene der sprang rundt og lege, tydeligvis trygge ved det hele. Hun smile bare og trak vejre dybt som Thranduil snakke, ”du har så sandelig ret.. vi burt virkelig taknemlig for at skovens dyr, har være så stor sinde og ville lade os dele skoven og alle dens glæder” sag hun roligt og så mod Thranduil hun hade hørt om han var en gammel eventyrfortæller, og hun var enlig lidt nysgerrig nu. ”Thranduil.. fortælle en historie” hun så spørgende på ham for hun ville da elske en god historie, for hun elskede selv god historier i en bog, men og få fortalt en historie var ikke det samme det var noget mere livligt i forhold til en bog.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Forhåbentlig ville lyset komme igen, men om det ville komme for at blive, var nok for tidligt for Thranduil at sige endnu. Det var i hvert fald ikke rigtigt noget, som han bare kunne gøre. Han var ked af det, og han var i den grad også ramt af det, som var sket ham. Forhåbentlig ville det komme.. Det var sådan, at han havde det i hvert fald.
Desuden fik hun ham til at smile, hvilket var meget mere, end hvad man kunne sige om så mange andre. Han trak kort på smilebåndet og nikkede mod hende. Han fandt det i hvert fald meget rart at sidde der sammen med hende. Han kunne ikke skjule det, og ikke var det noget, som han havde tænkt sig i hvert fald. "Det er stort, at få mig til at smile," fortalte han denne gang. I forvejen var det heller ikke noget, som han gjorde hver eneste dag, kunne man sige.

Dyrene var helt trygge ved deres tilstedeværelse, hvilket var noget som Thranduil måtte finde glædeligt. Han smilede let for sig selv, som han denne gang satte sig en anelse tilbage. Det lille egern blev siddende på hans skulder og kiggede på det sovende egern. Thranduil derimod havde større fokus på Riniya i stedet for. Det var hende, som havde hans fokus i hvert fald. Han sænkede blikket til hendes hånd igen, inden han vendte blikket mod den smukke han, som stod og græssede ikke langt fra dem. "... En historie?" Han så mod hende igen. Det var ved at være rigtig lang tid siden, at han havde gjort det sidst.