Let there be war..!

[Riniya Roshia Cramenor]

Riniya forsøgt og bruge så positive ord hun kunne, og få det til og lyde som alt nok skulle gå hvilke hun da også regne med det nok skulle. Hun så på ham som han lukkede øjnene, hvilke fik hendes bekymring til og vokse i hende, hun vist jo han gik med de mørke tanker og hævne, men ville det virkelig også hjælpe på noget som helst? Hvad vis det gjord mere skade ind gavn ? hvad konsekvenser ville det ikke få for ham, og hans folk? Og hende? Ville det føre til krig måske? Og vis det gjord hvad skulle hun så stille op? Hun så på ham, som han erkendte at det var hårdt, ”det ved jeg ” sag hun stille og så roligt på ham og strøg ham blidt over kinden.



Hun nusse blidt hans kind, da hans hoved søgt mod hendes hånd. Hun hade intet at give ham nogle kærtegen vis det betød han hade det lidt beder, så gjord hun det gerne. Hun forsatte roligt og nusse hans kind og hånd, mens hun hade panden blidt mod hans, hun smile svagt til ham ”det skal det ” hun smile og mærke han trak hoved væk. hun rette sig der for selv op mens hun så roligt på ham som han kigge mod skoven, hun trak hånden til sig og så bare på ham, mens hun bare lag hænderne for and sig hun vist ikke rigtig hvad hun skulle gør om hun skulle spørge om han ville gå en tur eller om han ønske noget andet, så hun lod ham bare stå for nu og ellers bare vente på og se hvad han måske ønske sig.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Det var hårdt, og det at skulle indrømme det, var næsten noget af det hårdeste. Thranduil ønskede nemlig at alt var som det engang havde været. Han blev stående. Han vidste godt, at de mørke tanker var grumme for hans lyse sind, og at han slet ikke burde gøre sig dem, men nu gjorde han det alligevel.. Og han kunne slet ikke have at det skulle være sådan. Han måtte forsøge at slå det ud, selvom det var svært. Skulle han nu konfronteres med dette hver eneste dag? Det var han umiddelbart faktisk bange for. Og at indrømme, at han havde det svært, var nok det hårdeste, som han nogensinde havde gjort. "Jeg har oplevet meget, Riniya.. Men det her, er næsten det værste." To gange, havde han præsteret, at skulle lægge sin hustru i graven.. Sågar hans egen søn var lagt der. To døtre havde han tilbage og end ikke det, havde mørkelagt hans sind så meget som det her.

Længe blev Thranduil bare stående og kiggede ud i skoven. Det sted var hans hjem, og det var uden tvivl også meningen, at han skulle passe på det. Det var vel heller ikke underligt? Det var det smukkeste, som Procias nu havde at byde på. Det skulle nok gå det hele.. Det var ord, som han var nødt til at sige til sig selv. Han vendte sig denne gang mod hende. Hun var god ved ham.. Han fandt det faktisk utrolig rart, at det var sådan. Han sendte hende denne gang et taknemmeligt smil. Gid flere var som hende. "Du er unik, Riniya," sagde han denne gang. At hun i det hele taget kunne tale ham sådan til ro, når han var derude, var faktisk imponerende.

[Riniya Roshia Cramenor]

Riniya kunne kun forstille sig hvor hårdt det måtte være for ham, og hun ville ønske hun kunne gøre mere for ham ind hvad hun gjord nu, men ak hun kunne ikke trylle hans sår og ar væk, måske en engle kunne men hun var nu blot en elver. Hun så på ham, hun vist han hade mørke tanker det hade han jo fortalt hende før, og det bekymer hende, for de var ikke sunde for ham. hun så på ham som han snakke til hende, at dette så var værre ind han hade måtte lægge hele to hustruer i graven og ind da en søn.. dette var skræmmenden men det fik hende til og tænke lidt, for ville det og miste en man elskede ikke være værre? Hun hade ganske vist ikke prøve totur og få skadet hendes yder, og selv om hun var forfængelig som andre elver var hun måske ikke så stærk forfængelig som en normale elver kvinde var. ”det ved jeg du har.. men som alt andet der sket for dig.. så skal det hele nok lysne igen i den anden ende” hun så på ham, og strøg ham over kinden.

Hun lod ham var stå og se mod skoven, i mens læne hun sig selv op af træet. Hun lukke øjne, og lytte til skoven omkring dem, hun kunne nærmest mærke live i træet pulser mod hendes hånd, og mærke skoven energi suse omkring hende, hun elskede virkelig de procias skove de var virkelig den bedste i verden, hun så på ham som han snakke til hende. Hun var glad for det smil han gave hende, det fik en smule rødmen til og stige op i hendes spidse øre. Lig frem unik.. tjo det var hun vel, hun syntes selv hun bare var en normale kvinde men hun tog da gerne i mod den kompliment fra ham ”det glæder mig du ser mig som en unik persone ” hun smile blidt og så på ham, mens hun læne sig op af træet ”men jeg er langt fra så Unik som dig” hun smile sødt og så roligt på ham med de krystal blå øjne.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Første gang han havde gjort det, havde været hårdest. Tabet af Serenity sad dog stadig dybt i ham, men det var et psykisk ar.. et blødende sår, som han skulle slås med. Dette var synlig for alle omkring ham, og han hadede at han skulle føle sig så udstillet. Han var en mand, som gik med rigtig mange ting indvendig. Han gik vel egentlig slet ikke ud fra, at han nogensinde skulle blive en lykkelig mand i den forstand? Hårde omstændigheder bare at slå sig til ro med, men det var jo heller ikke fordi at han havde haft meget andet at gøre ved det, kunne man sige.
Denne gang kunne han jo kun håbe på, at hun havde ret. Hårdt som det end var sagt, så måtte man håbe. Han vidste heller ikke, om de har og skavanker som han havde modtaget, særligt i hans ansigt, var nogen som ville forsvinde, eller om de var kommet for at blive denne gang. "Det har ikke været let at være mig. Det kan vi godt blive enige om." Han trak kort på den ene mundvig. Han havde klaret sig, men gud hvor havde det været hårdt.

Riniya var uden tvivl en meget mærkværdig, men unik kvinde, som han havde mødt på sin vej. Og han havde efterhånden mødt mange. Hun skilte sig virkelig fra det at være en typisk elver, men lige her, var det uden tvivl en god ting. Elverne gik jo op i det perfekte og forfængelighed. Det var bestemt ikke, hvad han kunne udstråle lige nu, kunne man sige. "Det gør jeg," sagde han denne gang. Havde det ikke været for hende, gemte han sig nok stadig et eller andet sted, og havde nægtet at vise, hvad han var blevet til.. Et eller andet monster. Han så jo sig selv som det, kunne man sige. "Kom.. Jeg har noget, jeg gerne vil vise dig." Et mere varmt smil bredte sig på hans læber, som han rakte ud efter hendes hånd. Et sted, som han særligt kun havde vist Serenity i deres tid.

[Riniya Roshia Cramenor]

Riniya hade prøve og miste, først sin mor og så hendes storbror.. men dette ville jo aldrig være det sammen som og miste en mand hade vie sit liv til, og hade fremtids drømme med. hun hade aldrig prøve og miste en sådan persone, for pokker hun hade aldrig haft en kæreste! Så det og miste en mand bare ikke kunne forstille sig og undvære på den måde, ja det var kun noget hun kunne læse sig til i kræligheds historier og hendes fantasy, og et sted håber hun også hun aldrig skulle opleve sådan en smerte, hun ville gerne finde en god mand som hun kunne være sammen med til hun blev virkelig gammel, og som ville elske hende for evigt og altid og selvfølgelig lidt børn ville også være rigtig dejligt, gerne et par stykker måske men nu skulle hun lig finde hendes beder halv del eller i vært fald en mand som ikke var som alle de andre elver mænd.
Hun så på ham som han snakke, ”det har det bestemt ikke.. men jeg sikker på du nok skal finde din varig lykke en dag ” hun smile opmunderne til ham.

Riniya vist hun bestemt ikke var 100% som andre elver kvinder, hun var forfængelig men hun tåle nu også snavs og skræmmer, men hun gik op i at alt hun syet var helt perfekt ned til mindste detalje. Hun så på ham som han snakke til ham, han var nu sød også det måtte hun indrømme hun skubbe dog tankerne væk før de blev til mere, han var hendes konge! Hun skulle ikke stå der og begynde på små fantasier. Hun så på ham som han snakke igen. han ønske og vise hende noget? Hun blev nysgerrig ”spændene!” hun smile, og så på ham med det varme smile der brede sig over hans læber. Gud hvor det klædt ham og smile sådan! Hun kom selv helt til og smile varmt ved synet, hun så på ham da han rakt ud efter hendes hånd. Hun tog blidt om hans hånd, og lod ham vise vej til hvad end det var han ønske og vise hende.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

At miste var blevet en del af Thranduils liv, og derfor var det bare nemmest for ham at skubbe den slags lykke fuldstændig fra sig. Nej, den lykke som han skulle have, var den som hans eget folk kunne give ham.. At se dem glade og i trygge omgivelser, samt et liv i fred og fordragelighed.. Det måtte være den lykke som han skulle leve med nu, for det at åbne sit hjerte for en anden kvinde, ville han for alt i verden forsøge at undgå. Han ville miste igen.. Og nu hvor han havde mistet to gange på den samme måde, så havde han jo ikke en grund til at skulle gå og tro, at det ville blive bedre på trods af det. Tvært imod faktisk.
Om han ville finde den varige lykke? Det måtte man jo se.. For nu, ville han i hvert fald holde al afstand til den slags, kun fordi at det gjorde ondt, og nu havde han ikke bare oplevet det en gang, men rent faktisk op til flere gange. "Vi må se," sagde han denne gang, hvor han kort nikkede mod hende. Han satte i hvert fald ikke snuden op efter det.

Thranduil lukkede sin hånd roligt omkring hendes. Så unik og speciel som hun var, så ønskede han faktisk at vise hende dette særlige sted. Det var et, som han kun havde delt med Serenity. Det var det sted, som han normalt søgte hen, når han ønskede at være selv.. eller bare være blandt andet end det elviske folk. Han nikkede kort mod hende, inden han førte hende med sig ned igennem skoven.
Det var ikke langt de skulle. Thranduils gang var rolig og lydløst igennem skoven, inden han drejede af stien, og fortsatte længere ind. Det var en ganske lille lysning. Her var der et lille afløb, hvor dyrene kom og drak. Fuglesangen var i sandhed tydelig her. Han gjorde tegn til at hun skulle forholde sig stille, inden han tog pladsen på to sten, som var lige ved. Hun kunne tage pladsen på den anden. Her sang fuglene.. Der var stille og fredfyldt. Her bugnede det faktisk af liv.

[Riniya Roshia Cramenor]

Det var skrækkelig at det og miste var bleven så stor en del af Thranduils live, selv om hun selv hade miste to personer var hun stadig åbne for nyt men igen det var jo ikke det samme. Hun så på ham, hun ville ønske hun kunne tage alt den smerte han hade opleve ved og miste væk fra ham, eller i vært falde følelsen af smerte ved og miste fra ham. men de var desværre bare ikke noget hun kunne, hun så på ham som han snakke ganske kort. Hun håbe virkelig han ville finde en der kunne gør ham lykkelig igen, og gerne permanet og ikke en der ville forsvinde igen så hurtig, han fortjent det virkelig så hun håbe hendes bøn ville blive hørt og han fik en god kvinde han kunne leve lykkelig med.

Hun tog roligt hans hånd, og som han lukke hånden om hendes lukke hun også hendes om hans. Hun fuldt med ham, stille og roligt og lydløst. Hun sag intet men smile bare og fuldt med ham af stien til han brække af den og ført hende længer ind i skoven til en lille lysning. Hun så rundt, hendes øjne stråle helt af forundering som hun så på det lille afløb og lyden af fuglesang fyldt hendes øre, med musik. Hun følt sig inspirer af denne frodighed, hun kunne fornemme ideer til smukke kjoler her, men bedste af alt hun følt sig helt afslappe og tryg her. Hun satte sig på steden ved siden af ham, som han gjord tegne til hun kunne sætte sig på den anden sten. Hun trak vejre tungt men lydløst. Her var sandelig dejligt, og der var en vis aura her hun kunne ikke beskrive den. De krystalblå øjne så mod det lille afløb, vande glimet i solen og gav næsten genskær i hendes øjne, hun lytte til fuglenes melodi og slappe bare af.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Lykken var og blev et begreb som Thranduil havde opgivet, at skulle komme i nærheden af. Det gjorde ondt, og derfor ønskede han slet ikke at røre ved det med en ildtang, om han kunne blive fri for det! Hvad hans hjerte ville ende med at sige, var dog stadig for tidligt at give udtryk for. Han kunne kun håbe på, at det ville være enig med ham, og fraholde ham nogensinde at skulle føle for nogen igen.
For nu lod de ordene forblive usagte, da det slet ikke var nødvendigt. Desuden kunne han heller ikke se nogen grund til at skulle blande hende yderligere ind i det. Han ønskede nemlig ikke noget der mindede om medlidenhed. Han ønskede derimod bare at have muligheden for at leve sit liv, og det var i forvejen meget sværere, end hvad man skulle regne med. Det var i hvert fald noget, som godt kunne mærkes nu.

Thranduil førte hende med til sit særlige sted. Sidst han havde været der, havde været sammen med Serenity. Det sagde vel bare lidt om, hvor tilknyttet han var til det? At han forbandet det med hende? Han tog pladsen på stenen, hvor han denne gang blev siddende. At hun tog pladsen ved siden af, havde han det faktisk mere end fint med.
Fuglene sang, og der var rigt dyreliv omkring dem. Thranduil havde tilfældigt fundet dette sted dengang han ikke havde været særlig gammel, og han havde altid nydt at søge dertil. Nu sad han der sammen med hende. "Det her er mit fristed," fortalte han denne gang. Oprigtigt, så var det noget, som betød utrolig meget for ham. Det var helt lettende, at have nogen han rent faktisk kunne dele det med.

[Riniya Roshia Cramenor]

Lykkenden kunne være en svær ting og arbejde med, for du vist aldrig hvor længe du hade den lykke hos dig. Hvilke godt kunne skramme folk til og forsøg og undgå og finde den lykke, eller genfinde den. Hun håbe blot for ham at han en dag fandt lykkenden i et andet væsen igen, eller i vært fald fandt lykke til og fordrive det mørke han hade fortalt hende fandtes i ham. hun så bare på ham, det var svært ikke og vise medlidenhed men hun gjord sit bedste og forsøgt i steden for at støtte ham så godt hun kunne og være optimistisk omkring hans mulighed for en ny lykke i livet.

Riniya sad roligt på stene ved siden af ham, og nød dette fredfyldt og livlig sted. Hun følt sig afslappe her, og det var også hyggeligt at han var her. Hun så på ham, som han fortalt det var hans fristed. Det var sandelig et fantastisk fristed måtte hun sig, og hun kunne godt forstille sig hvorfor han hade netop dette fristed. ”her er fantastisk” sag hun stille for ikke og skræmme dyr væk, men også her passe det bare beder og snakke lavet i forhold til og snakke højt. Hun så på ham og smile blidt, ”jeg får en hel masse ideer bare ved og side her” måtte hun indrømme til ham, for hun fik ideer til tøj hun skulle hjem og designe! Hun glædet sig helt til det, hun smile og kigge op mod træ toppenden og trak vejre dybt ”vidunderligt ” mumle hun stille mens hun tydelig satte stor pris på at han hade vist hende hans fristed, hun kunne forstille sig ikke alle vist hvor det var ellers ville folk nok bare komme randene og forstyrre ham hele tiden.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

De færreste vidste hvor dette sted var, og det var noget som egentlig passede Thranduil mere end fint. Det var i hvert fald ikke noget, som han viste til alle og enhver, da han slet ikke havde nogen grund til at skulle gøre det. Han vendte sig denne gang mod hende. Hun var blandt de eneste, som han nu havde vist det til. "Det er også et smukt sted. Du skulle se det når træerne er sprunget helt ud," fortalte han. Han vidste desuden at der var en rådyrflok som plejede at søge herned for at drikke og græsse. Måske at de var heldige?

Thranduil blev siddende på sin plads og med hænderne let hvilende mod hans knæ. Han vidste ikke rigtigt, hvad han ellers skulle gøre af det. Han vendte blikket mod hendes skikkelse igen. At se hende smile og være glad på den måde, var noget som han virkelig godt kunne lide. I det tilfælde, vidste han da også godt, at han gjorde noget godt for andre, og det var han utrolig glad for. Han sendte hende et smil. For ham, var det næsten bare mest naturligt, at vise hende den side af sig, nu hvor han havde muligheden for det.. Han ville jo gerne finde den mand frem, som han engang havde været. "Det er et dejligt sted.." Hun gjorde det endnu mere rart, for nu havde han faktisk også nogen at dele det med, hvilket var det bedste af det hele.

[Riniya Roshia Cramenor]

Riniya kunne kun forstille sig der kom få her, og det forstod hun enlig også godt. Her var skønt og det ville være synd vis for mange kendt til stedet. Hun smile bare her var virkelig en dejlig aura og stemning lig nu, hun så på ham som han snakke og smile bare ”vil jeg elske og se” svar hun roligt med et smile på læbe for det ville hun da elske! Her var smukt nu men nå så træerne var sprunget helt ud, så måtte det jo nærmest være magisk og være her. At der kom en rådyrfolk og drak kendt hun ikke til, men hun kunne forstille her ville være dejligt for dyr og komme og drikke i fred og ro for jægere og andre rovdyr.



Hun slappe bare af, mens hun nød fugle sangen og lyden af det lille afløb som der var for and dem, her var virkelig dejligt lidt romantisk faktisk, han måtte have haft en af hans tidligere hustruer med her til, det kunne hun kun forstille sig. Hun så på ham som han snakke til hende, og gengældt blot hans smile. det faldt hende helt naturlig, ”i sandelighed et dejligt sted” hun smile blidt og så på vandet og lage hænderne på stene og slappe af ”jeg sætter virkelig pris på du vil vise mig dit fristed.. jeg skal nok holde det hemmeligt ” hun smile blidt, det var enlig lidt spændene sådan og holde sådan en sød lille hemmelighed som den her, det more hende faktisk en smule. Hun slappe bare af til lyden af små kvist blev tråd på og hun kigge lidt rundt, hvor hun lige kunne skimte et rådyr hoved kigge frem mod dem mellem træerne, Riniya sad helt stille og smile bare hun ønske bestemt ikke og skræmme dyrene væk vis de kom for at få en tår vand.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Thranduil satte uden tvivl stor ære i at dette sted forblev hemmeligt. Ikke bare for ham, men også for de dyr og væsner, som holdt til her, og selv var kendt med det. Ikke ønskede han at det var et sted som folk skulle sætte jagten ind, de jagtsæsonerne startet. Ganske vidst skulle folk have mad og det hele, men måden, som det blev gjort på, fandt han helt igennem frygtelig grotesk. Og han hadede at folk i det hele taget kunne få sig selv til at gøre den slags! "Jeg ville gerne vise dig det.. Som tak for det, som du har gjort for mig." I manges øjne, var det måske en meget sølle tak at give hende, men for ham, var det stort. Det her sted, var nemlig af en kæmpe betydning for ham, for han elskede virkelig det her sted.

Denne gang greb Thranduil forsigtigt ud efter hendes hånd. Igen for at understrege, at han faktisk også var glad for, at hun var der, for det var han virkelig. Han lagde begge hænderne omkring hendes, inden han gjorde et let nik med hovedet. Mellem buskene og i skoven, kunne man ane den store og smukke kron-hans store gevir. "Jeg tror de kommer nu, for at drikke.. Det gør de også her," fortalte han denne gang. Dyrene her, havde han stiftet bekendskab med rigtig mange gange før, hvor han også havde været tæt nok på til at kunne røre ved dem. Nu spørges det jo om de fik lov.. Hun var jo ny her. Hannen dukkede op først denne gang. Han stoppede omgående ved synet af dem. Selv Thranduil så jo anderledes ud, end hvad han plejede.

[Riniya Roshia Cramenor]

Riniya hade tænkt sig og holde det hemmeligt, hvorfor forpeste dette sted med jæger og andre væsner? Det ville bare gøre han ikke hade sit fristed mere. Hendes far var jæger så sådan et sted her ville fryde ham, det ville give nemt bytte men hun ville ikke sladder om det, hun var selv ikke vild med jagt men folk skulle have mad hun ville bare ikke se dyrene blive skidt eller slagte bag efter. Hun så på ham som han snakke og smile, ”det virkelig sødt af dig Thranduil mange tak” hun smile, ja det var måske en underlig måde og sige tak på for hendes hjælpe men hun kunne lig den! Hun elskede naturen så det var blot en super gave til hende, og hun fik ideer her til kjoler og påklædning til mænd så det var en dejlig tak.

Hun så på ham da han greb om hendes ene hånd med begge hans hænder, hun så på ham og smile bare for hun hade intet i mod han holdt hendes hånd, det var kun behageligt syntes hun. hun så på ham inden hun så kron hjorten se mod dem, så stor og flot med det smukke stor gevir. ”sikke en flot dyr” sag hun stille som kron hjorten kom mere frem, men stoppe da den så dem. At thranuils hade mødt dem før vis hun ikke, men respektfuldt bukke Riniya hovedet, for at vide den stor Kron hjort at hun hade den dybest respekt for ham, og ikke ønske ham ondt inden hun langsomt for ikke at skræmme ham, løft hovedet og så på det flotte dyr.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

For Thranduil var det i sandhed vigtigt, at der ikke var nogen, som kendte til dette sted. Frygten ene og alene for, hvad folk ville gøre ved det, hvis de kendte det, var forfærdelig. Thranduil gik jo op i at skoven og naturen var noget som skulle beskyttes, og i mange henseender, var det særligt mod det menneskelige væsen, som da særligt var dem, som udgjorde sig den største trussel mod det. Han nikkede mod hende. "Det glæder mig," sagde han denne gang oprigtigt. Det betød nemlig meget for ham, at vide ,at hun havde det godt, samt var i sikkerhed. Der var faktisk ikke noget, som han kunne vægte højere end lige den del faktisk.

Hannen kiggede i retningen af dem, også selvom ingen af dem rigtigt rokkede sig. Thranduil mødte dens blik. Det derimod synes den da, at kunne genkende, for den fortsatte frem, og bag den, km resten af den lille flok. Thranduil trak kort på smilebåndet. Selv Riniya udviste respekt for den gamle han. Det betød meget for ham. "Hans fader har tjent mig i mange år." fortalte han denne gang. Dyerne ønskede jo ligeledes at beskytte deres. Hannens fader var den som havde ledet den største flok her i skoven for flere år tilbage. Ganske vidst før den grumme skovbrand. Den havde været ham en tro følgesvend til ilden havde taget hans liv. Det her var uden tvivl en stor del af hans liv.

[Riniya Roshia Cramenor]

Riniya ville ikke sladder til nogle, dette ville følge hende med i graven til den tid. Hun så roligt på ham og smile bare blidt, dette sted var virkelig en sand lille perle her i skoven en vigtig ting og beskytte, for mange ville ønske sådan et sted drænet for dens resurser og det ville være tragisk vis det skete, ”det glæder mig at du glæder dig” hun smile og måtte slippe et lille fnis, for det betød meget for hende at han var tilpas og lig nu, virke han afslappe og gladere og det gjord hende glad og fyldt med håbe for hans fremtid og velbefindende.

Riniya så på den stor han, så flot med sit stor gevir en sand konge vis ikke det var fordi thranduils var konge her i skoven. Hun smile bare og fuldt den med øjne, efter hun hade bukket for den. Den virke ikke truet af hende så det var hun glad for, hun så mod Thranduils da han snakke om hjortens far hade tjent ham i mange år, det var virkelig imponere ikke alle kunne lig frem prale med det. ”imponere” sag hun stille og så på den stor han-hjort igen. hun læne sig en lille smule op af Thranduil og beundre de flotte dyr som resten af den lille flok kom nærmer for at drikke ”hans søn er sandelig noget han kan være stolt af” sag hun stille mens hun bare slappe af og så bare på hunnerne der stille og rolig drak, og de få kid der var med dem hun sukke de var sandelig nusser! Hun kunne da ikke lad være med og smelt lidt ved syndet af dem.