Let there be war..!

[Riniya Roshia Cramenor]

Riniya var sikker på at lyset nok skulle komme tilbage til Thranduil, men om det så ville blive i ham vist hun ikke men det kunne man vel kun håbe. Men hun var sikker på det nok skulle komme med tiden, han skulle bare have tid til og komme sig og finde glædende igen og lad hans sår og arene heale lidt.
Hun så på ham som hun bare forsatte med og smile, for hvorfor skulle hun ikke smile? hun var jo glad og hun kunne jo mærke han også virke mere positiv så hvorfor ikke bare udtrykke glæden. Hun så på ham, og smile bare blidt som han snakke og følt sig da bare helt dygtig siden hun hade fået ham til og smile. ”jeg glad for jeg har kunne have den effekt på dig.. det klæder dig og smile” hun smile blidt og så på ham.

Dyrene var virkelig trykke her, det var virkelig imponere. Det gave også en dejlig ro i hende, hun følt sig helt tryg ved det her sted, og at være sammen med dyrene og særlig Thranduil. Hun smile bare mens hun mærke det lille egern sov tungt i mellem hendes kavaler gang, mens hun selv lytte til alle lydene omkring hende som fik hende til og slappe af. Hun så på Thranudil mens hun bad ham om en historie, hun smile bare blidt ”mhm en Historie.. jeg har hørt du fortalt historier før hen” sag hun roligt og smile bare blidt ”og jeg elsker selv historier men.. jeg ikke videre god til og fortælle historier” hun smile skævt og så bare op på ham med de krystal blå øjne, hun gade virkelig godt høre ham fortælle en historie hun hade hørt han skulle være rigtig god til det, så hun kunne ikke helt lade være med og ønske og høre bare en enkle historie "be om?" spurt hun pænt og så bare på ham mens hun stadig sad lænet op ad ham og smile lidt sødt til ham og håbe virkelig han ville fortælle hende en lille historie.  

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Riniya fik virkelig Thranduil til at slappe af, og fik ham til at smile. Hun præsterede faktisk at få ham til at tænke på en masse andet, end hvad der egentlig plagede ham, hvilket skam også var det, som havde en kæmpe og uendelig stor betydning, også for ham, så det alene, var heller ikke noget, som måtte sige så lidt. Hun skulle absolut kommentere det. Et sted glædede det ham faktisk også, at hun måtte være så opmærksom som det hun var. Det var i hvert fald noget, som selv gjorde en hel verden til forskel for hans vedkommende. "Det er jo kun fordi at du giver mig en grund til det. Og jeg mener det.. Tak," sagde han denne gang. Nu var elverne jo heller ikke just kendt for at være det mest taknemmelige folkefærd, og der var Thranduil bestemt heller ikke noget undtag. Han var nok blandt de værste.

Dyrene var trygge på dem, og græssede og lod sig egentlig ikke genere af, at de var der. Det var derimod også en glæde for Thranduil at vide, at det foregik på denne her måde, snarere end det modsatte. Det var i hvert fald noget, som også godt kunne mærkes nu.
At hun ønskede en historie, kom et sted lidt bag på ham. "Det er mange år siden, jeg har fortalt historier," fortalte han denne gang. Det havde været det, som han særligt havde gjort med de små elvere dengang. Var det virkelig noget, som hun var interesseret i? Han smilede svagt for sig selv, mens han tænksomt vendte blikket fremfor sig. Han kendte jo mange.. Rigtig mange af dem, sprang jo ud fra, hvad han selv havde oplevet. "Hvad slags historie, ønsker du at høre?" spurgte han denne gnag.

[Riniya Roshia Cramenor]

Riniya så roligt på ham mens han smile, det klædt ham nu godt syntes hun. hun smile selv bare, der var jo ikke grund til ikke og gøre det. hun var glad for han virke så afslappe og mere munter, det gjord bare hun føle sig ind nu mere tilfreds med hendes hjælp, hun så på ham som han snakke igen. det lå bestemt ikke i elvernes natur og være taknemlig så alt den takken var da virkelig stort. Hun smile blidt, ”spar du heller på alle de tak Thanduil du ender med og løbe tør til en anden god gang” sag hun og smile drillenden for det var mente i sjov, hun lo svagt og så på ham ”og du behøver ikke sig tak, et smile er tak nok for mig” hun smile blidt, og så roligt på ham.

Dyrene hade det godt og trygt, hvilke vare rigtig dejligt og se. Det bragt en ro til stedet, og det var virkelig noget som var meget velkommen hos Riniya. Hun så på Thranduil da hun bad ham om en historie, hvilke kom bag på ham kunne hun se. Hun smile bare ”det hade jeg hørt men håbe jeg kunne få lov og høre en” hun smile blidt, hun elskede historier, alt fra gyser til romantiske hun så roligt på ham med et stort smile. hun elskede historier, det var det bedste samt og danse som hun vist i hele verden. Hun tænkt lidt da han spurt om hvilken slags historie hun ønske hun tænkt lidt, ”hmm det ved jeg ikke.. en der passer til denne hyggeligstund vi har lig nu” hun smile blidt, og læne sig bare forsat op af ham og vente helt spændet på og høre ham fortælle, og høre om han var så god som folk påstod han var.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Thranduil var ikke kendt for værende taknemmelig. Faktisk var det nok noget af det sidste han var, men ikke var det noget, som han kunne gøre noget ved nu. Han sænkede blikket en anelse. Han følte vel egentlig bare for at takke hende? For alt det, som hun nu havde gjort? For det var jo heller ikke ligefrem småting, kunne man sige, så ingen tvivl om det i hvert fald. "Det tror jeg nu heller ikke, at du skal være bekymret for," forsikrede han hende denne gang om. Det var jo noget, som hun særligt havde vist ham, at det var okay at gøre.
Et smil var måske et tegn på taknemmelighed, men selv det vidste Thranduil, kunne være noget så falsk, som intet andet, og det var også lidt derfor, at han reagerede på den måde, som han nu gjorde. Han sænkede blikket mod hendes hånd igen. Så varm og kærlig en kvinde. Det var egentlig utroligt, at hun ikke havde nogen mand ved sin side endnu. "Ikke for mig," sagde han denne gang.

Det var lang tid siden Thranduil havde fortalt historier. Var det mon noget, som han stadig kunne finde ud af? Det var det, som et sted også gjorde ham en smule urolig. Han havde været god til det engang, og han vidste, at han have været god til det engang.. Men det var jo engang. Det var jo ikke nu. "Jeg ved ikke lige hvad det skulle være for en." Tænksomt vendte han blikket mod kronhjorten med en tænksom mine. Hvad skulle han da sige? Hvad skulle han da gøre?
Og der poppede ideen op i hans hoved. Han endte med at nikke. "Jo.. Nu ved jeg det," sagde han denne gang. Varsomt lod han sin hånd tage om hendes. Han førte den hen til sig, hvor han vendte hende med håndfladen op. Han lod sin pegefinger glide langs riften som var tydeligt og gik på tværs af hånden. "For en elver.. Ved du hvad den betyder?" spurgte han denne gang. Han smilede svagt for sig selv.

[Riniya Roshia Cramenor]

Riniya var nok den af de to, som var den mest taknemmelig vis man skulle sammenline dem. Selv om elver ikke var det mest taknemmelige folkefær så var Riniya nok mere ind den normale elver, men igen hun var ikke helt som alle andre og det hade Thranduil jo alle opdage, og lidt pointer ved og sig hun var unik. Hun så på ham som han snakke og smile bare, og lo lidt ”hihi jamen så vil jeg da ikke bekymre mig på det punkt ” hun smile blidt til ham, og så bare roligt på ham mens hun bare slappe helt af. At Riniya ikke hade en mand allerede var enlig hendes egen skyld, hun hade selv afvist de par stykker der hade forsøgt og få hende, ren og skær fordi de ikke fange hendes blik eller gav hende nogle særlig følelse når hun var i nærheden af dem, nej hun vente på hun fandt sin helt særlig mand, en der kunne lig hendes måde og være anderledes på, og en som hun følt sig tilpas hos og tryg ved, lidt som hun gjord nu her med Tharnudil det var faktisk lidt det hun ledt efter. Hun så på ham som han snakke, ”åh? Hvad vil du så gerne se som tak? ” spurt hun nysgerrig og så på ham, for det ville hun da gerne vide hvad var det kunne jo være spænende.

Hun hade hørt historierne om hans tid som historie fortæller, men desværre aldrig opleve dem. Men nu hade hun måske chancen for det, og hun håbe på det for hun elskede virkelig historier. Hun så på ham som han snakke mens han så mod krondyret. Hun så selv mod det smukke dyr, der roligt gik og græsse omkring dem. Hun sad bare helt stille, til han snakke igen. hun vendt blikke mod ham og mærke han tog hendes hånd, og tog den mere hen til sig. Riniya valgt og rykke lidt nærmer så han beder kunne have hendes hånd. Hun så på ham som han vendt hendes håndflade op af, og så på mens hans finger gled ned langs riften som var tydelige i hendes hånd og som gik på tværs af hånden, hun fnise da det kilde temmelig meget men sad da helt stille. Hun så på ham som han snakke, nu måtte hun tænke ”hmmm er det min livslinje eller min kærligheds linje?” spurt hun nysgerrig for det vist hun faktisk ikke, men vis han kunne fortælle hende det så ville det da være spænende og høre om.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Riniya var intet mindre end en fantastisk kvinde, og selv det var noget som Thranduil godt kunne lide. Det var i hvert fald ikke noget som sagde så lidt igen i den anden ende. Han lod armene denne gang glide ned i sit skød i stedet for. Han var i forvejen slet ikke god til det med taknemmelighed eller noget i den stil. Han vidste at han burde blive bedre til det, men visse ting, var faktisk svære for ham at gøre noget ved. Det deriblandt var bare en af tingene. "Der er ikke noget at bekymre sig om i hvert fald." I skoven her, burde der generelt, slet ikke være noget som helst at bekymre sig for.
Var Thranduil ved at blive glad for hende? Han var i hvert fald begyndt at åbne sig mere og mere op for hende, og det var uden tvivl en rigtig god ting, når det endelig skulle være i den anden ende. "Det ved jeg ikke. Jeg tror allerede, at jeg har set rigeligt," sagde han denne gang. Han sænkede hovedet igen. Denne her form for nærvær, var han faktisk slet ikke vant til. Men han kunne godt lide det.

Det var lang tid siden at Thranduil havde fortalt noget der mindede om historier. Måske at han bare skulle begynde på det igen? Han smilede let. For et alemt menneske var den kendt som en livslinje og linjen for kærlighed. "Det er den generelle betegnelse.. For elverne, har den en helt anden betydning. Det er en gammel historie." Han ville gerne give hende den. Det var ikke en historie for børn. Det kunne man i hvert fald ikke påstå at det var.
Hans blik faldt til linjen. Hendes var lang, tydelig og smuk. "Den fortæller en ganske særlig historie om dig.. Om din fortid, nutid og fremtid. Det siges, at være en, som fortæller om din lykke og dine rødder, samt din trivsel," fortsatte han. Han lagde sin hånd over hendes. Hans egen havde også fortalt historier, men slet ikke noget i nærheden af det her. "Min fader lærte mig at tyde det tilbage i sin tid. Jeg var ikke særlig gammel, da jeg lærte det. Den fortæller om dit bånd til skoven og naturens væsner." fortsatte han denne gang.

[Riniya Roshia Cramenor]

Riniya så sig selv som en helt ’normal’ kvinde, men at Thranduil så hende som en fantastisk kvinde vist hun intet om. Hun var dog glad for at se han følt sig tilpas med hende omkring, det var jo kun dejligt. Hun så roligt på ham som hun sad læne sig lidt op af ham, og lytte til ham som han snakke og smile bare ”godt godt " hun nød bare skoven og den ro og fred der var, hvilke var helt igennem fantastisk.
At Thranduil måske var begyndt og blive glad for hende, det vist hun intet om. Men hun kunne i vært fald godt lig Thranduil, han var en god mand og en lidt særlig mand.. nej nok en meget særlig mand måtte hun heller rette til, der var i vært fald noget over ham som gjord han ikke helt var som en normal elvisk mand, men af lige vel var han som en elvisk mand skulle være. Hun lytte til ham som han svar på det hun hade spurt om, ”virkelig? ” hun lo lidt og så på ham, ”og jeg syntes ellers jeg ikke har vist særlig meget” hun små lo bare og smile munter til ham.

Hun hade rykke sig helt ind til ham da han hade tage hendes hånd, så han kunne holde den beder og hun sad beder. Hun så på ham som han fortalt hvad linjen faktisk var en historie om hende selv? Dette var yderst spændene, hun så på hendes lang tydelig linje i hånden han hade rørt ved mens han fortalt mere, det var virkelig helt utrolig.. kunne han virkelig se alt det i en linje som den? Det var da sandelig forunderligt. Hun så på ham da han lage hans hånd oven på hendes, og han fortalt hans far hade lært ham det da han var meget ynder, ”utroligt” kom det fra hende, tydelig var hun helt solgt ved denne forklaring. ”hvad kan du så se? Jeg ved jo hvad min fortid var men hvad med nutiden og fremtiden?” spurt hun nysgerrig for hun var da ved og dø i spænding om at vide, hvad han kunne tyde i den linje af nutiden, fremtiden, hendes trivlse, hendes bånd til skoven og væsnerne i den. De krystal blå øjne stråle helt i begejstring og nysgerrighed mens hun bare sad helt stille og vente på og høre hvad han dog ville fortælle hende, hun følt helt hende hjerte skulle hoppe op i halsen så spændt var hun et sted, men samtidig frygt hun hvad han mund ville sige om der måske vente hende noget grumt i fremtiden? Eller måske noget andet ? det var virkelig ikke til og vide og det skræmt hende faktisk, hun håbe der ville være noget godt i fremtiden.. måske lidt om den mand hun drømt om? Eller den der hun måske endt med og få? Eller noget om hendes familie? Eller fremtidig børn? hvem viste hun ville i vært fald forsøg og være optimistisk og ikke blive skuffet vis nu han ikke kunne tyde så meget igen som det lød til.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Der var mange ting i Riniya, som faktisk gjorde en verden til forskel for Thranduil. Han kunne i hvert fald ikke undgå at bide sig fast i det, og det var også lidt det, som han handlede og reagerede på lige i øjeblikket. Et kort smil passerede derfor hans læber. Han var begyndt at smile igen, hvilket jo udelukkende var til hendes fordel. Hun var en unik kvinde, for det at få ham til at smile, var så sandelig ikke noget, som man bare gik hen og gjorde. Det var faktisk en meget svær ting, for han gjorde det trods alt heller ikke normalt, kunne man sige.
"Jeg tror ikke, du vil kunne give mig mere, end hvad du i forvejen gør," fortalte han denne gang, også med en ganske rolig stemme. Et kort smil passerede hans læber igen. Det var næsten normalt omkring hende. Det var heller ikke noget, som han havde oplevet, siden hans tid sammen med Serenity. Var det bare på tide for ham, at komme videre fra det punkt?

At sidde tæt og nær Riniya, havde han slet ikke noget imod. Han kunne godt lide det. Desuden følte han sig tryg og komfortabel omkring hende, så det kunne så sandelig heller ikke blive bedre, end hvad det i forvejen måtte være. Det var en ganske særlig historie, som kunne fortælles ud fra, hvad han kunne se i hendes hånd. Og det gav ham i forvejen bare en utrolig god grund til at være som han var overfor hende. Og en mulighed for at røre ved hende om ikke andet. Så kunne det heller ikke blive bedre.
"Det er en gammel kunst," fortalte han denne gang. Der måtte være noget i det. Han særligt, havde været meget interesseret i det, igennem hans liv. "Din er meget lige.. Du har ikke mødt særlig mange af de store udfordringer på din vej. Det må være derfor, at du er så varmhjertet og så smilende. Du har aldrig været konfronteret med mørket," sagde han denne gang. Hvad vidste han.. Han kunne jo kun læse hendes person. "Men den fortæller også en ganske særlig historie," tilføjede han denne gang.

[Riniya Roshia Cramenor]

Riniya var nu en gang bare Riniya, hun var kun glad for at have en positiv effekt på ham. hun smile blot som hun så han selv smile, hvilke var dejligt for hende og se. Det var jo kun en god ting, at han smile og virke afslappe omkring hende. Hun så roligt på ham, at det var svært og få ham til og smile normalt kendt hun jo ikke rigtig til hun hade jo formodet det et par gang nu, så hun måtte jo gøre noget rigtig og det var vel kun en super god ting? Det ville hun i vært fald mene. Hun så på ham som han snakke, og lo let ”er det ikke lig op til mig om jeg kan give dig mere?” spurt hun kækt og så på ham, og smile blidt ”plus du har slet ikke nævnt noget jeg kunne give så jeg har jo ikke kunne sig om jeg kan eller ej” hun smile blidt og så bare på ham, og var bare munter og glad for at se at han hade det beder, at han ikke hade haft det sådan siden hans afdød hustru serenity kendt hun ikke til, og hun mærke det heller ikke på ham sådan som de sad nu.

Riniya hade intet i mod og side så tæt op af ham, det var enlig rart selv om de ikke kendt hinanden sådan helt vildt godt. Hun følt sig dog bare tryg og komfortabel omkring ham sådan som han følt omkring hende. Hun var virkelig nysgerrig omkring hvad for en særlig historie han kunne se i hendes hånd, han trak jo nærmest spændingen ud. Hun hade intet i mod han holdt hendes hånd, det var jo ikke ubehaligt overhovedet. Hun lytte som han snakke, hun kunne godt forstille sig det var en gammel kunst og kunne læse en hånd på denne måde ”det en smuk kunst” hun smile og så på ham. hun lytte som han snakke, og smile bare for han hade ret hun hade ikke opleve nogle særlig mørke oplevelser ud over et dødsfald og en forsvinde men det var jo længe siden nu. hun så på ham som han snakke, og smile ”hvilken særlig historie Thranduil? Sig det nu!” hun smile og prøve og dæmpe hendes iver for hun ville virkelig gerne vide det, hun var ved og sprænges i nysgerrighed, hvad var det for en særlig historie han snakke om han kunne fortælle hende? Hun ville virkelig gerne vide det!

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Det sidste Thranduil måtte tænke på i øjeblikket, var hans afdøde hustru. Han var en mand, som sad alene og kæmpede alene, også selvom det hurtigt havde taget en ændring, som han slet ikke havde set komme, og særligt efter at Riniya var dukket op. Det var nok ikke ligefrem det, som han havde regnet med. Så det alene, var der heller ikke nogen tvivl om. Han smilede kort for sig selv. Sjovt, som det pludselig føles så underligt naturligt, når han var omkring hende. "Du ved slet ikke hvor meget du egentlig har givet mig, alene ved at gøre.. det her," sagde han denne gang. Igen vendte han blikket mod hendes skikkelse. Selv i hans øjne, var det mørke glimt ved at fordufte, og han måtte finde det utrolig rart, at det var på den måde.
Måske hun kunne give ham mere, men det var i hans øjne, slet ikke nogen nødvendighed. Han havde det bedre nu. Han havde det meget bedre nu, og det kunne i hvert fald også godt mærkes. Ingen tvivl om det. "Du har givet mig meget.. En grund til at smile deriblandt," sagde han denne gang.

Meget mørkt var der ikke sket i Riniyas liv. Hvis han læste det korrekte vel og mærke, og det regnede han da stærkt med, at han gjorde. Et kort smil passerede hans læber denne gang, inden han atter vendte blikket mod hende. Hans hænder holdt endnu omkring hendes. "Det er det," endte han denne gang, hvor han atter betragtede sig af hende med en rolig mine. Han kunne i hvert fald ikke lade være, når det endelig skulle være
Hvilken historie? Det var en særlig historie. En rejse sjælen et eller andet sted. "Det er en historie som ligger langt tilbage i din varme sjæl. Den har været vidt omkring.. Den er gammel. Meget gammel." Det var i hans øjne en smuk ting. Og derfra.. handlede det om at digte. Og det var det, som han før i tiden, havde været god til. "Jeg kan fortælle dig en historie om en smuk kvinde. En kvinde, som har været bundet til skoven her." opfordrede han. Det var der hans historie-evner kom godt i spil.

[Riniya Roshia Cramenor]

At Thranduil sad og tænkt på hans hustru eller tidligere hustru, og om hvordan han sad alene med det hele kendt hun ikke til, selv om hun vist han hade det svært men som de sad lige nu, så han smilene og meget mere munter ud ind da hun lige møde ham. hun så på ham som han snakke, og smile bare blidt ”jeg ved hvor meget det betyder for en og have nogle og snakke med gennem hård tider.. men du får det virkelig til og lyde som en helt helte gerning det her” hun så på ham og smile bare blidt, mens hun så ham i øjnene. Hun kunne se det mørke glimt forduft lige så stille, og det var virkelig helt fantastisk og sikke et blik han fik i uden det mørke det var jo virkelig helt fantastisk.
Hun så på ham som han forsatte med og snakke, og smile bare blidt ”det glæder mig meget og høre.. det var også mit største mål, at få dig til og smile lidt mere” hun smile blidt og så ganske roligt på ham, mens hun nød og side her sammen med ham, i denne dejlig natur.

Mørket var ikke noget Riniya kunne sige hun hade opleve en del, hvilke hun takke sig lykkelig for da hun jo elskede og smile og hun kunne ikke forstille sig hvordan hun ville være uden og være den hun var i dag. Hun så på ham, som han snakke. Det var virkelig en smuk kunst, virke unik og den passe enlig godt til ham. hun så på ham, som han forsatte sin snakken. En historie der handle om noget der gik langt tilbage i hendes sjæl? Hendes øjne stråle i nysgerrighed, det var virkelig helt vildt spændene det her! Hun så på ham, som han snakke videre. En kvinde bunde til skoven?? Hvor spændene!! ”fortæl søde Thranduil! Fortæl nu! hvilken kvinde? ” hun så på ham, og næsten putte sig ind mod ham, mens hun stor smile og bare så forventnings fuldt på ham og glædet sig til og høre mere.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Der var virkelig mange lighedstegn mellem Riniya og Serenity. Det måtte han sige, men til tider, var det også rart, da det var genkendeligt for ham, at det var rart og afslappende. Trygt på en eller anden måde, som han i forvejen var kendt med, hvordan han skulle håndtere dette, og det kunne han virkelig godt lide. Han trak vejret dybt. For hende, var det måske ikke nogen stor ting hun havde gjort, men for ham derimod, var det en verden til forskel. Han havde virkelig mange dæmoner at slås med lige nu, og de var alle sammen i hans hoved, og derfor kunne det virkelig være svært at gøre noget ved det. "For mig, er det en heltegerning, du har gjort," sagde han denne gang, inden han vendte blikket mod hendes skikkelse igen. For ham var det vigtigt, at hun vidste hvad det her betød for ham, for det var slet ikke småting.
Glimtet var ikke helt tilbage, men ikke desto mindre, så var det godt på vej. Hun var den som havde fået ham til at smile, og fået ham til at se lyset lidt igen? Han gemte sig jo trods alt heller ikke mere, hvilket også var hendes fortjeneste, så det alene, var heller ikke noget, som måtte sige så lidt. Tvært imod.

Han havde allerede fanget hende, og han var ikke engang gået igang endnu. Thranduil elskede det. Det erkendte han gerne. Han vendte blikket ned mod hendes hånd igen. Han lod en finger glide over hvor randen startede. "Jeg skal nok komme til det," sagde han denne gang. Oprigtigt, så fik hun ham til at ville gøre det her igen, og det var han jo trods alt heller ikke vant til, kunne man sige.
"Den smukkeste og skønneste lille pige. Hun blev født en sen aften i foråret i en af de dybeste klippehuler i en stor skov. Skoven var kendt for sit liv og for sit liv.. De syngende fugle, og de store flokke af dyr, som græssede. Den lille pige var elsket af alle omkring hende, og blev hurtigt kendt for sit varme hjerte," fortsatte han denne gang. Han vendte blikket mod hende. Meget sigende. Det var jo en historie som han digtede - omkring hende.

[Riniya Roshia Cramenor]

At Riniya line thranduils afdød kone på flere punkter kendt hun ikke til, for Riniya hade aldrig mødt serenity eller set hende for den sags skyld, så hun vist ikke noget om den tidligere dronning. Hade riniya kendt til var hun ikke sikker på hun ville være glad for og blive sammenline med en afdød kvinde, jo vist var det smigeren men Riniya var nu en gang Riniya og hun ønske ikke og være af spejling af en afdød person, for hun kunne jo kun være sig selv og sådan var det jo. Hun så på ham som han snakke, og smile bare blidt ”så håber jeg at jeg kan forsætte med og udføre denne heltegerning.. for jeg kan lig hvad det bringer med sig” hun smile blidt til ham, og så ganske roligt på ham.
Mørke var ikke helt væk men det var sandelig godt på vej, og det var kun dejligt og se for lyset var bare så meget beder for ham. han smile mere nu og han gemt sig ikke heller så det var alt sammen noget som man kun kunne se positivt på.

Riniya var helt solgt, hun elskede historier og han fange hende virkelig bare ved den smule han hade fortalt hende. Han så på hendes hånd hvilke fik hende til og kigge på hænderne også. Igen fik hun lidt gåsehud da hans finger gled over randen i hendes hånd. Det var svært og være tålmodig lig nu, for det var så spændene og hun ville så gerne have mere og vide. Hun lytte som han snakke om en denne smukke og skønne lille pige, og hun slugt vært et ord han sag. Det var tydelig hun var helt fange i hans ord, nærmest trylle bunde og tydeligvis opmærksom på hans fortælling. ”utroligt” sag hun stille mens hun smile og vendt øjne mod ham, mens han så på hende ”kan du fortælle mere? Hvad med da den lille pige blev voksen?” hun sad helt stille op af Thranduil mens hun bare så på ham med øjne fulde af forundring og nysgerrighed over denne historie, han var virkelig en fantastisk fortæller det måtte hun da indrømme.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Mørket var på ingen måder væk i Thranduil, men det var da godt på vej. I den her forbindelse, var han da begyndt at gøre sig andre tanker, end hvad han hidtil havde gjort, og det kunne han også godt lide. Han rystede kort på hovedet. At tænke på Serenity, ville han faktisk gerne stoppe med, men det var svært, når det alligevel føles, som noget, der var sket så nylig. Det var i hvert fald det, som han handlede og reagerede på, og han kunne heller ikke helt finde ud af, om det var godt eller skidt. "Du skal bare fortsætte, som du hidtil har gjort. Det er en stor ting for mig," sagde han denne gang. At erkende den slags, var også stort for ham, for det var slet ikke noget, som han han ville have gjort normalt. Det her, var nemlig slet ikke noget der lignede ham.

At fortælle historier, var noget som selv Thranduil måtte sande, at han havde savnet. At han så alligevel præsterede at fange hende i hans fortælling, som havde hun været blandt de børn, som han i sin tid havde fortalt dem, gjorde det kun bedre. Han vendte blikket mod hende denne gang. "Det skal jeg nok komme til." lovede han hende. I hans øjne, var det vigtigste her, nemlig det bånd, som han nu fik til hende, ved at sidde tæt, være i kontakt med hende og snakke med hende. "Med et varmt hjerte, er der altid en, som bærer det modsatte. Ligeledes en ung kvinde. Dog bærer af mørkt hår og grønne øjne. Født på selv samme aften, som den lille pige selv. Misundelig havde fortæret lyset i hende, grundet den jalousi, som hun følte. I gammel tid, blev man først navngivet den dag, man selv var i stand til at sige sit navn. Den dag kom. Glæden og begejstringen for den lille pige med det lyse hår og gode hjerte.. Hun blev navngivet Riniya," fortsatte han denne gang.

[Riniya Roshia Cramenor]

Det ville tage tid ført alt mørke i Thranduil ville være helt væk, det viste Riniya også godt men hun ville gør sit for at så meget af det forsvandt som overhovedet muligt. Hun så roligt på ham, at han tænke på sin død hustru ville de fleste nok gøre når man var alene, men det var heller ikke sundt og hænge fast i det for evigt. Selvfølgelig skulle dronning huskes og mindes men live gik jo videre hvor hårdt det så end lød, og det vist Riniya beder ind de fleste men thranduil vist det sikkert langt beder inde selv hende. Hun så på ham, som hun blot smile munter til ham ”så gør jeg det, jeg vil gerne se dig åbne dig ind nu mere! Vis det mig muligt for jeg kan lig det som kommer frem mere og mere” hun smile, han var virkelig en unik mand og tros alt det han hade være igennem hade det i hendes øjne ikke gjord ham ringer, nej han var vokset syntes hun han var bleven en stærk mand med alt det han hade oplevet, og han vist jo tydelig han ikke agte og give op! Hvilke var meget beundrings værdi.

Historien hade virkelig fange hende, hun sad helt tæt ind til ham hvilke ikke gjord hende spor, han var varm og side op af og det var enlig dejlig når der ikke videre var vildt varmt i nu. hendes øjne stråle helt som han lovede at han kom til det hun spurt om, uf han trak virkelig det her ude! Men hun vente pænt og smile bare mens hun lytte til det han sag. Som de sad her mærke hun godt noget nærmest vokse i hende, som hendes lyst til og side tæt med ham vokse, og hun følt sig mere glad for ham. bånde som de hade fået gennem dagen.. det føltes som det vokse hvilke jo var fantastisk i hendes øjne da hun jo godt kunne lig Thranduil han var jo en helt fantastisk mand. Som han fortalt mere om denne smukke pige og en pige der var fortære af mørke gispe hun helt som hun trykke sig lidt ind til ham, lidt som børn kunne finde på når noget blev skræmmenden eller spændene. Hun så på ham som han sag pigen blive navn give med hendes navne. Hun rødme sagt og hun ane ikke hvorfor, hun smile dog bare og følt bare hvordan nysgerrigheden banke på og hjerte hammer i spænding ”og den mørke håret pige?” spurt hun og så op på ham.