Let there be war..!

[Riniya Roshia Cramenor]

Som Riniya stod og snakke og så på Thranduil fornemme hun den mørke der måtte være i ham, det var virkelig skræmmenden og fornemme ens kong have så mørke tanker i sig og i sit hjerte det gjord dirket ondet i hende syntes hun. Hun så på ham som han snakke, om at hun fremstille ham som en kriminel "det jeg ked af det var bestemt ikke min mening og få dem til og fremstå som en kriminel!" Sag hun tydelig med en undskyldende stemme, der kvaje hun sig rigtig der og det var noget der virkelig ville komme til og plage hende i noget tid. 

Det var virkelig forfærdeligt det der måtte være sket for ham mens han hade være i maerimydra. Hvor meget hun lig kunne gør det vist hun ikke men hun ville meget gerne hjælpe ham vis hun kunne! Det var da det mindste hun kunne gør for deres konge. "Fortæl blot hvad de ønsker jeg skal hjælpe med deres nåde jeg vil glædelig hjælpe dem hvor end jeg kan" sag hun roligt mens hun smile blidt stadig, for hun ville gerne hjælpe ham vis det kunne få noget af det mørke ud af ham. Hans ord om og hæve og lægge alle mørke elver i graven fald hende dog ikke i god jord, hun forstod ham ude mærket efter der var sket med ham men hun tvivle på hans sind ville blive lette ved og lægge alle mørk elver i graven "og hvad vil det ikke komme til og koste dem og udfør sådan en... Mørk plan" spurt hun ganske roligt, "vil det virkelig lette deres sind og gør det? Hvad vis det bare får mørket til og vokse i dem.. Det kan risiker og før dem af en vej der i sidste ende kommer til og koste dem mere ind bare dem selv.. " hun var virkelig bekymret nu, for vis han søgt krig mod mørk elverne ville dette påvirke dem alle sammen, det kunne ende i en katastrofe for hele deres folk. Hun vist godt hun lig nu stille sprøgsmål til hendes konges ønske om hævn og nok løft en pege finger af ham men nogle måtte gør noget inde det måske gik helt galt

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Det mørke som Thranduil havde i krop og sind, var uhyggeligt, og det lignede ham slet ikke, at være på den måde. Men det var vel ikke underligt igen, med det, som han nu havde oplevet? Han bed tænderne svagt sammen, inden han vendte blikket mod vandet igen. Kriminel var han ikke just, men det var heller ikke typisk ham, at gå i forklædninger eller noget i den dur. Faktisk overhovedet ikke. "Det er helt okay, Riniya," forsikrede han. Det var e heller hans mening, at få hende til at reagere således. Tvært imod.

Planen og lysten havde han, men at udføre den, ville nok aldrig komme til at ske. Thranduil ønskede jo trods alt heller ikke, at der skulle ske noget med de øvrige elvere, og særligt, hvis det var noget, som ellers kunne undgås i den forstand. Elverne var et folkefærd, som faktisk havde en kæmpe betydning for ham. Det var faktisk det i hans liv, som havde den største, og det havde han så sandelig heller ikke tænkt sig, at lægge skjul på, når det endelig skulle være. "Mørket har de formået at plante i mit hjerte." Det lignede ham slet ikke at gøre de tanker! Og ikke ønskede han at der skulle ske nogen af elverne noget. Det var vel en evig konflikt i ham fra nu? Han sukkede svagt, inden han hævede sine hænder. Fingrene lukkede sig om kutten, som han denne gang trak ned, så hans ansigt kom til syne. Han havde ar i ansigtet, og det lange lyse hår var væk. "Dette gjorde de ved mig.."

[Riniya Roshia Cramenor]

Det mørke han måtte have i sig, kunne Riniya mærke jo mere de snakke, og det skræmt hende bare ind i at men mand som alle hade fortalt var så god og retfærdig, gik med sådan et mørke i ham det var dybt tragisk syntes hun. Hun så på ham som han sag det var okay, det lette for det var bestemt ikke hendes mening og kalde ham indirekte en kriminel, hvilke hun var virkelig ked af hun hade gjort men hun var glad for han godt kunne tilgive hendes svipser. 

Om han kunne finde på og udfør planen vist hun ikke, hun troede ikke på det men med det mørke der måtte være plant i ham, kunne man aldrig vide. Hun så på ham som han snakke om mørke der var plant i ham. Den mand hade brug for noget der kunne lys hans hjerte igen, noget der kunne skubbe så meget Af mørke ud så muligt men hvad kunne det dog være? Hun så på ham som han hæve hænderne og hev kutten ned. Syntes gav hende et chok, så hun tabt bogen ned på skov bunden meget tæt på bækken og dens vand. Hun hade bestemt ikke forvente de ville have skamfer ham på den måde, hans hår var jo helt ødelagt og hans ansigt, hun forstod godt hans vred nu det var jo helt forfærdeligt. Der gik et par sekunder inden hun rigtig fik tage sig sammen og samle sig op igen. "De mørke elver kan heller ikke behandle ting pænt " mumle hun for sig selv hun ville ikke sig det højt. Hun så på ham, inden hun valgt og gå en smule tætter på. Hans skamferinger var uhyggelig men ikke nok til hun følt sig afskyr af det. "Jeg kan desværre ikke gør meget ved deres ansigt og hår.. Jeg kan kan finde ud af og sy tøj" hun smile skævt og så roligt på ham, selv om han hade de mange ar og håret var helt tosset ville hårdt jo nok vokse ud igen og han var tros alt stadig en flot mand i hendes øjne, " jeg ved godt det de har gjort ikke er noget man skal tilgive.. Men de må ikke lad det mørke blive i dem, de nød til og vis mørk elverne at det de har gjort ikke.. Hvordan skal Man sig der... Bukker under for der, at de stadig er den stærk og god konge som der bliver rost så meget blandt elverne og som alle ser op til.. Inkluder mig selv" hun smile blidt til ham, både fordi hun håbe hendes ord kunne motiver lidt men også for at vis hun ikke var bange for ham eller hans udsende skræmt hende væk. "De kan tage deres hår fra dem og skamfere dem.. Men de kan aldrig tage deres god hjerte og den styrke som de har, de har Folke i ryggen og vi vil altid være der og hjælpe dem op vis de skulle snuble på vejen " hun smile blidt til ham og holdt bare hænderne for and sig.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Thranduil havde mødt utrolig meget modstand igennem sit liv, at selv han nåede et punkt, hvortil at det var svært at holde sig oprejst. Hans alt for lange visit i Maerimydra havde givet ham det, og det var noget, som selv påvirkede ham i dag.. Hvordan han uden en trævl på kroppen, havde hængt der i et træ, ude af stand til at gøre noget som helst. Det var en tanke, som han selv måtte finde skræmmende et sted. Han havde hængt der til fri beskuelse.. og andre havde i den grad udnyttet at skovelvernes konge havde været i den mørke besiddelse. Han bar jo selv sporene efter det nu.

Selv Riniya tabte bogen af reaktion over at se ham på den måde! Det bragte ham skam, og siden han var så forfængelig en mand, så var det vel heller ikke underligt, at han selv reagerede på det, på den måde? Han vendte blikket den anden vej igen. Selv hun følte jo væmmelse over hans ansigt!
"Det er ikke hvad de er kendt for," sagde han denne gang. Det var en tanke, som rent faktisk gjorde ham ked af det, selvom han virkelig forsøgte at bide det i sig, så var det faktisk svært. Det var nok en del sværere end hvad han lige havde regnet med. Hun var desuden den første, som fik lov til at se ham. Han trak atter kutten op over hans hoved. Han væmmes jo selv ved det. Han trak kort på smilebåndet. Med den konstante modstand, som han mødte, så var det svært ikke at lade sig påvirke af det. "Mit lyse hjerte, blev gravlagt med min hustru," sagde han denne gang. Det havde taget knækken på ham, da han havde mistet Serenity. Alle var brutalt revet fra ham. Han rystede kort på hovedet. "Det er svært at tænke lyst, når alt omkring en, er præget af mørke." Han forsøgte ikke at undskylde, men derimod at forklare. Det sad jo voldsomt dybt i ham.

[Riniya Roshia Cramenor]

Riniya kendt ikke detaljer om hvad han hade være igennem, hun kunne dog forstille sig at mørk elverne hade ikke være venlig ved ham og heller ikke blid just men at han hade hænget nøgen fra et træ det kendt hun ikke til, og det var vist også godt hun ikke vist det for så hade hun nok begyndt og tude på hans vegne, for det var jo dybt tragisk. 

Hun hade tabt bogen i chok, for hun hade slet ikke forstille sig at det var så slemt de hade skadet ham. Hun så på ham, hun kunne se hendes chok påvirke ham og det var ikke mening, og at han hørt hendes mumlen det var heller ikke helt plane men nu hørt han hende, og på det punkt var de enig for de behandle virkelig ikke andre væsner pænt. Hun så op ham som han igen gemt sit ansigt under kutten, et sted synd for nu hun lig som var komme over chokket så hade hun intet i mod og se på ham mere. Hun så på ham som han snakke "ja jeg har hørt om deres hustru og det gør mig virkelig ondt " hun så roligt på ham nu hub var komme lidt tætter på han kunne hun beder ane ham under kutten. "Deres gode hjerte er der stadig.. Det blot bleven overskygge af alt det negative der er sket for dem.. Jeg sikker på det nok skal bryd frem igen" sag hun ganske sikkert i sin ord. Hun så på ham som han snakke om alt var mørkt her blev hun måske lidt kækt "altså nu syntes jeg ikke jeg er så mørk klædt! Så syntes jeg kan være en del af der mørke der skulle være omkring dem" hun smile blidt og kigge lidt op under kutten for at se om det fik måske et lille smile frem "alt er slet ikke så mørkt som de tror, de skal bare åbne øjne og se godt efter der er så meget lys omkring dem og deres folk vil dem kun det bedste.. " hun smile blidt til ham inden hun rette sig op igen "men var der noget jeg kunne gør for dem? Ud over og svar dem igen?" Hun smile og små Lo, hun var jo en munder kvinde og sådan var hun bare.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Hendes reaktion på han udseende, gjorde det bestemt ikke bedre for ham. Tvært imod faktisk! Han hadede og foragtede det, hvilket også var grunden til, at han frem til nu, havde gjort hvad han kunne, for at skjule sig, også mest for sin egen skyld faktisk. Han førte derfor hurtigt kutten over hovedet igen, og vendte blikket den anden vej. Dette var nemlig ikke den mand, som han ønskede at være, hvor det derimod nu var blevet til den mand, som han var blevet til, og han kunne slet ikke have med den tanke at gøre. Han fandt uden tvivl foragt i den, som han slet ikke kunne beskrive det ellers. Det var forfærdeligt. Helt igennem forfærdeligt!
Mørket i hans hjerte, frygtede han denne gang, var kommet for at blive. Det vækkede kun et ubehag i ham, som det jo slet ikke var noget, som han typisk bed sig mærke i på noget tidspunkt faktisk. Han bed tænderne en smule sammen. "Jeg håber," svarede han blot. Af hele hans hjerte, krop og sjæl, håbede han, at han atter ville finde den indre ro og den balance, som han havde haft før.
At grundvolden skulle rystes på den måde, var hårdt. Særligt fordi at det jo på ingen måder var første gang, at det kom over ham. Han kunne slet ikke klare, at det var på den måde, men hvad kunne han gøre ved det nu? At hun så talte ham imod, var et sted en tanke, som han godt kunne lide. Han trak kun kort på smilebåndet. Det var svært at lade være. De mørke øjne faldt derfor hurtigt til hendes skikkelse igen, selvom han denne gang, valgte at beholde kutten på. Også mest for sin egen skyld faktisk. "Jeg ser lyset i dit hjerte.. og i dine øjne særligt. Jeg kan lide det." At nogen kunne forholde sig så lys og så optimistisk, selv på trods af dette, var en rar tanke. "Procias har brug for folk som dig, Riniya," sagde han denne gang. Den tankegang var sjælden.. Og endnu mere sjælden, at han sagde det højt, som han gjorde nu.

[Riniya Roshia Cramenor]

Det hade jo ikke være hendes mening og reager på den måde. Men Riniya hade virkelig ikke forvente at det hade være så slemt, og hun var ked af hun hade reager på den måde for hun kunne jo se han hade det skidt med hvordan han så ud det skreg jo nærmest ud af ham, men hvad kunne hun gør? Hun kunne jo ikke trylle aren og Sårene væk fra hans ansigt og få hans hår tilbage som det var. 

Hun så på ham ganske roligt, hun hade faktisk bukke sig lidt for at se op under hans kutte så hun kunne se ham ordenligt "jeg er sikker på de nok skal finde lyst igen deres nåde, de en stærk mand" hun smile opmuntrende til ham. Hun var et lyst og positivt elver, og hun håbe da det måske kunne smitte lidt af på han og hjælpe ham til og finde glæde igen men det kræve også hun så ham lidt ofrer ind bare idag. Hun så på ham, som han sag han godt kunne lidt lyst i hendes hjerte og hende øjne, dette fik da hjerte til lig og hoppe et slag over. Hun rette sig op og smile bare meget mere, hun hade jo lig fået ros fra selveste kongen! Det var jo helt vildt! Hun smile bare stort og så på ham "jeg er beæret over deres ord deres nåde " sag hun ganske roligt med et stort smile på læberne. Det var jo vildt og få den slags ros fra en mand man hade set op til hele livet. "Det sandt at procias har brug for folk der minder om mig... Men aller mest har procias brug for dem, og deres lederskab til og holde os elver samlet.. Vi kan simpel hen ikke undvær dem" hun smile blidt og så roligt på ham.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Thranduil var nok noget af det mest forfængelige, som man i det hele taget kunne falde over, og naturligvis påvirkede det ham frygtelig meget, at skulle stå i en situation som denne, hvor han var.. grim. Helt igennem grim, for det var sådan, at han så på sig selv, og var det overhovedet underligt, at det var noget, som han virkelig havde svært ved? Han havde altid været en flot mand. .en stolt mand, og mørkelverne havde da uden tvivl præsteret, at rive så meget fra ham, som det havde været dem overhovedet muligt. Det havde virkelig været svært for ham, at håndtere, at hans liv nu, skulle være på den her måde. Det var jo slet ikke den mand, som han var!
En stærk mand? Engang måske. Det var ikke således, at han så på sig selv i øjeblikket, og naturligvis kunne dette også godt mærkes. Han var forfængelig, hvilket var en af hans største svage punkter, og man kunne uden tvivl sige, at det var ramt, som aldrig nogensinde før. "Jeg er blot en skygge af mig selv," endte han denne gang. Det var jo heller ikke fordi at han ønskede at falde ned i det sorte hul, men det var svært for ham at undgå det, og særligt sådan, som han havde det.. Han var alene om det hele. Der var jo ikke nogen til at kæmpe de kampe sammen med ham, og så blev det virkelig, virkelig svært.
Der var uden tvivl brug for flere af hendes slags, og særligt fordi at hun var så.. åben, god og modtagelig. Det var i forvejen ikke just hvad elverne var kendt for dog. "Procias har brug for en blanding af begge," sagde han denne gang. Hænderne lod han igen falde ned langs hans sider. Han følte heller ikke, at han skulle være så påpasselig, som han havde været til start - heldigvis. Svært var det hele bare.. han kunne jo ikke vise sig offentlig sådan her. "Frygter du for mig?" spurgte han pludseligt denne gang.

[Riniya Roshia Cramenor]

Riniya kunne selv godt være forfængelig i sær vis hun skulle noget særligt men ellers bare hun ikke bange for og blive lidt beskidt men hun fortrak og være ren. Hun ville sikkert også reager som ham, vis hun blev skamfere og fik klippe hendes lang flot platin blond hår af men hun ville ikke lade det over tage hendes liv, plus hun hade sin familie i ryggen de ville hjælpe hende. "De skal nok finde dem selv igen de skal blot tro på det og så der selvfølgelig en del arbejde i det også " hun smile blidt til ham og holde bare den positive stemning oppe for forhåbentlig og Gør ham i lidt beder humør. Hun nikke bare som han snakke "de har ret " sag hun blot for lande hade brug for en blanding af de to kunne man vel sige for land kunne ikke kun klar sig på lyse sind og god hjerter det ville også have brug for styrke og lederskab for at klar sig bare halvt så godt. Hun så på ham som hans arm gled ned langs han sider og han så stille hende et sprøgsmål. Om hun frygt for ham? Hun så kort overrasket ud inden hendes øjne blive milde og hun smile mere ømt og blidt "jeg bekymrer mig skam og konges velbefindende, de en betydnings fuld mand og jeg har set op til dem siden jeg var ganske lille.. Og det gør dirket ondt på mig og se dem sådan her, plage af mørke efter og være bleven behandle sådan af de forbande mørk elver.. Undskyld mit sprog " hun hade og brug grimt sprog men mørk elver fortjent virkelig ikke og blive snakke pænt om. "Det gør ondt og se en så stolt og flot mand være bleven ud sat for så meget og nu blot er en skygge af sig selv.. Det gør helt ondt.. Jeg vil ønske jeg kunne gør noget for at linder deres lidelser bare en smule vis jeg kunne " hun så på ham, hendes blik var bleven trist, medlidenheden stråle fra dem, og hun smile ikke rigtig mere, hun blev virkelig helt følelse ladt lidt nu og det hade slet ikke være hendes plan.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Thranduil var alene og enemand om de mange kampe. Han havde et folk, som havde brug for ham, men når han havde svært ved at være i sig selv, hvordan skulle han så kunne være der for de andre? Det var svært, og det var hårdt, men ikke desto mindre, så var han nødt til at forsøge, selvom det på ingen måder var nemt. De grønne øjne forblev hvilende på hende, selv under kutten. Han ønskede hende jo intet ondt, også selvom det kun var mørke og grumme tanker, som hvilede i ham for øjeblikket, så vidste han jo godt, at det heller ikke burde være det, som egentlig optog ham for tid og evighed, og særligt ikke lige nu da. Han rystede kort på hovedet igen. Hun havde vel nære og kære? En familie? Der havde han jo.. ingen. Jovist havde han sine døtre, men den ene var i Dvasias, og den anden var for ung til at forstå, hvad der egentlig foregik. Selv nu, var det andre elvere, som tog sig af hende, fordi at han ikke ville lade hende se ham sådan her.
"I mit tilfælde, vil der ligge utrolig meget arbejde, for ikke at glemme, at der vil ligge tid i det." Håret ville komme.. Det havde jo bare taget ham stort set hele livet, at få den længde, som han til sidst havde været oppe i. Og det var og blev en skovelvisk stolthed. Her måtte han jo nærmest føle en form for misundelse på hendes. Det lange hår, var jo et tegn på status og velvære et eller andet sted. Særligt blandt elverne.
At hun ikke var bange for ham, var faktisk kun en tanke, som lettede Thranduil og endda også rigtig meget i øjeblikket. Det var i hvert fald ikke noget, som man skulle tage fejl af, når det endelig skulle være i den anden ende. Han trak svagt på den ene mundvig. "Det glæder mig, at du gør dig de tanker om mig, selvom det slet ikke er nogen nødvendighed," fortalte han denne gang. Hovedet hævede han denne gang en anelse, så han denne gang kunne se mod hende. Han slappede mere af nu, hvilket han faktisk måtte finde rart. Utrolig rart endda. "Stærkest er den mand, som står alene. Min fader fortalte mig det.. Nu er kampen bare blevet hård," fortalte han oprigtigt. Han havde det dårligt. Der var bare ikke rigtigt nogen til at se det.

[Riniya Roshia Cramenor]

Riniya var heldig hun hade familie og lidt venner i den lille landsby som hun holdt meget af og som stod hende nær, han hade ingen den stakkels mand var jo enke og det gjord ondt. Hun kendt selv til og miste nogle man holdt af nemlig hendes mor og hendes storebror som stadig var forsvundet, vis ikke død. Så hun vist hvordan det var og miste men hun aner ikke hvordan det var og føle sig alene. Hun så på ham, som han sag der lå meget arbejde og tid for and ham "ja det kan jeg forstille mig der er for de." Sag hun roligt og så på ham. Riniya var virkelig stolt af sit hår, det hade som ham tage hende hele hendes liv og få dette lang flotte hård som hun pleje efter bedst evne, det lå jo bare til elver og have langt hår det var bare helt.. Ja hun kunne slet ikke sætte ord på det. 

Hun var ikke bange for ham, hans sår og ar skræmt hende ikke ej helelr det mørke hun fornemme i ham skræmt hende. "Det svært ikke og gør sig disse tanker om dem... I sær når jeg for nemmer, der ikke rigtig er andre til og tænke på deres velbefindende og jeg snakker ikke bare som vores kong, men som en helt almeniling mand" hun så på ham som hun blev mere positiv igen og smile bare blidt til ham, som hun bare stod helt roligt og lytte til ham på ny. "En kamp er aldrig nem om det så er en rigtig fysisk kamp eller en kamp i sig selv.. Derfor er det så vigtig og have nogle til hjælpe en med den kamp.. Som jeg sag de må sig til vis jeg kan hjælpe dem så de kan få det beder og genfinde dem selv" hun ville virkelig gerne hjælpe ham! Det gjord ondt og hun kunne slet ikke klar og vide han hade så skidt, for hun kunne se det men hun vist ikke hvor meget hun tur prikke til, og hvor meget han ville lade hende hjælp ham. " de har det skidt thranduil... Lad mig hjælp hvor end jeg kan til de får det beder" bad hun stille og meget forsigtig tog om et par af hans finger med sin egne, henvist godt det måske ikke var i orden ar det her var og presse grænsen men hun følt et behov for at hjælpe ham, ikke bare fordi han var kong men fordi han var en mand der hade det rigtig skidt og hun følt han hade brug for en der kunne hjælpe ham, og være der for ham som den mand han var og ikke bare for den titel han bar.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Langt de fleste havde familie, nære og kære til at hjælpe dem. Der stod Thranduil alene. Selvom han til nu, havde forsøgt at holde sig stærk, var det også bare begrænset, hvad en mand kunne holde til, og det var vel også en grænse, som han efterhånden var kommet lidt for tæt på? For tæt på, til at han selv ville være ved det i hvert fald, og det var det, som nok også var hans største problem lige nu. Hans blik hvilede på hende. Så optimistisk som hun kunne være, var det svært, og særligt lige nu. Alt var jo revet fra ham indenfor en overskuelig tid, og det var det som gjorde det ekstra besværligt. Det var i hvert fald noget, som han godt kunne mærke, og særligt lige nu. Ikke at der skulle være nogen tvivl om det.
Thranduil nikkede. Det her ville blive en meget krævende affære for ham, og han vidste det godt. "Det vil det," sagde han denne gang. Han håndterede tab bedre, end han håndterede det forfængelige. Det var og blev nok hans største last i livet. Han vendte de grønne øjne direkte mod hende. "Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg er alene om det hele," sagde han denne gang. Ej var det fordi at han søgte noget, der mindede om medlidenhed eller noget i den dur, for det kunne han slet ikke bruge til noget som helst. Det hjalp ham i hvert fald ikke til at få det bedre igen i hvert fald.
At hun rørte ved ham, selvom det kun var hans fingre, føles underligt, for det var han jo heller ikke vant til. Nu var han jo ikke vant til at nogen rørte ved ham i det hele taget. Han sænkede blikket til deres hænder. Det føles jo rart. "Hvordan har du tænkt dig at hjælpe?" spurgte han denne gang. Lige den del, var han ikke helt med på. Kunne hun overhovedet hjælpe ham?

[Riniya Roshia Cramenor]

Riniya ar virkelig taknemlig for hun hade en familie, som var der til og hjælpe hende gennem svære tider hvor han var alene hvilke virkelig var trist,men hvad kunne hun gør ved det? Hun så roligt på ham med de næsten krystal klar blå øjne, mens hun stadig et sted studier ham for han var en spændene mand og der var jo meget mere ind hvad øjen kunne se og hvad hun kunne fornemme. 

Hun kunne forstille sig hvor meget han måtte have på skulderne som Konge men også som mand, med hans tabe af koner og et barn eller var det to hun huske det ikke, der sket nærmest hele tiden noget omkring den stakkels mand. "Du buet virkelig ikke stå med det hele alene.. " kom det stille fra hende for der var ikke godt han stod med alt alene, den mand måtte da snart briste med alt det han skulle bære alene.
Det var svært ikke og vise ham medlidenhed, det lå i hende selv om hun godt vist det ikke kunne bruges til en skid. Hun hade forsigtig tage om hans finger og brugt hans navn i siden for at tiltale ham som deres nåde. Men nu ville hun gerne snakke med ham som en Person og ikke som en mand med en titel. Hun tog det som noget positivt han ikke virke gal over hun rørt ham, eller snakke til ham på denne måde så det lette en del. Hun holdt forsat om hans finger, enlig betaling og rør ved nu hun lage mærke til det. "Tja jeg kunne sagtens give dig konstante motivations taler men det bliver nok surt i længden " hun Lo lidt og så på ham, hun kunne ikke helt lade være og pjatte lidt med ham. "Tja hvad har de brug for? En og snakke alt igennem med? Eller bare en der skal side og lytte til hvad end de har brug for og læsse af? En god mod og starte ens selv healing på er og snakke ud om alt det som nager en og som forhinder en og se positivt eller finde en mening med det hele.. De kan jo selv vælge hvor meget jeg skal vide og hvor meget du vil fortælle mig " hun så på ham ganske roligt, og smile bare mundret til ham "ellers kan jeg sy dem ting vis det kan bruges." Hun smile bare ,ens hun holdt om hans finger til han ikke ville mere eller hun vudere det var tid til og slippe. Hun ville virkelig gerne hjælpe ham, han var en god mand og hen fortjent virkelig beder ind det der var sket ham, og han fortjent alt den støtte og hjælp han ønske.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Thranduil havde faktisk ikke rigtigt bidt sig fast i, at hun havde kaldt ham ved navn i stedet for hans titel. Det sagde vel også bare lidt om, hvor lidt opmærksom han var på de forskellige ting, ikke sandt? Hans blik hvilede på hende. De smukke blå øjne. Hun var uden tvivl en smuk kvinde, og det var noget, som han godt kunne lide. I øjeblikket kunne han se en smuk elver i hende. Det var i hvert fald slet ikke i nærheden af det, som han følte sig som lige i øjeblikket.
Han var alene om det hele. Der var ikke nogen til at kæmpe de kampe for ham, og det var noget, som uden tvivl måtte vække en kæmpe frustration selv i ham, uden at han kunne gøre noget særligt ved det. "Det er jeg så vant til," sagde han blot. Sådan havde det jo været mesteparten af hans liv, uden at han egentlig kunne gøre særlig meget ved det, og skulle han være helt ærlig, så var han heller ikke særlig interesseret i, at skulle gøre synderlig meget ved det.
At hun holdt om hans fingre, havde han ikke noget imod. Et sted var det bare rart, rent faktisk at være omkring nogen. Desuden havde hun ret. Han var en stærk mand, og det var netop det, som han var nødt til at finde tilbage til igen. Svært var det bare, når han i forvejen var så vant til at skulle finde andre alternativer, samt tage sig af de problematikker, som andre måtte have. Det var slet ikke, hvad der gjorde sig gældende lige her. Hans grønne øjne faldt til hendes skikkelse endnu en gang.
Thranduil vidste ikke, hvad han ville have. Det var svært for ham at finde ud af, hvad han ville have. Uanset hvad, ville det ikke kunne laves om. Savnet efter Serenity herskede stadig i hans hjerte. Han savnede hende i sandhed. Længe havde de jo heller ikke haft lov til at være gift. Det var sjældent han måtte sige det, men.. "Jeg ved det ikke.. Jeg ved ikke hvad jeg vil have.. Eller om jeg får brug for det." Hans blik faldt atter til deres hænder. Her spredte han fingrene forsigtigt, for at lade hendes komme i bedre kontakt med hans.

[Riniya Roshia Cramenor]

Riniya tog det som noget godt, at han ikke tog det ille at hun kaldt ham ved navn. Men et sted bekymer det hende også lidt, for var han slet ikke opmærksom eller var det bare en enkle svipser og han bare lod den glid for nu? hun vist det ikke men hun lod det også bare ligge for det var ikke vigtig lige nu og her, lig nu var det vigtiger at finde ud af hvordan hun kunne hjælpe, og måske bringe bare lidt lys tilbage til ham.
Han var alene.. dette var virkelig en trist tanke, hun ville slet ikke kunne holde ud og være alene og her var det bare hun beundre ham så meget, for han hade klar sig alene så meget efter alt mulig slemt hade hændt ham og han stod stadig med hovedet højre ind de fleste, han var sandelig en fantastisk stærk mand i hendes øjne. Hun så på ham som han snakke, hun kunne ikke rigtig svar så meget igen til det han sag med han var vand til det ”de burt ikke vær alene med det” sag hun dog, for hun kunne heller ikke bare stå stille og ikke sig noget som helst, eller hun følt ikke det ville være rigtig og stå og holde mund.

Hun så på ham mens hun holdt om hans finger, og forsat så mod hans øjne med de krystal klar blå øjne. At han så hende som smuk eller fandt hendes øjne smukke kendt hun ikke til, hun syntes selv hun var ganske køn men hun ville mere sige standart smuk om sig selv, lig der var hun meget ydmyg om sit eget yder. Hun mærke han sprede sin finger forsigtig og fornemme han gjort det så hun beder kunne få et greb om hans hånd, hun smile bare blidt til ham og tog roligt mere om hans hånd, ganske blidt med hende femininesmå sy finger mens hun lytte til det han sag. Hun hade forvente han ikke kendt svart, så hun smile bare overbægrene til ham ”så lad os start med jeg er en de kan søg til vis de får brug for at få snakke ud om noget der tynger dem.. så kan vi se om det noget der hjælper dem ellers prøver vi blot noget andet” hun smile blidt til ham, og klemt ganske blidt om hans finger, et sted skulle de starte men hun vist ikke rigtig hvor, hun kunne sy for ham eller dans lidt for det kunne hun også men det skulle jo være noget der kunne hjælpe ham som person så han fik det beder. ”min mor sag altid den bedste kur mod et trist sind er en god latter med en god ven” hun smile munter til ham, hun ville virkelig bare gerne have han fik det beder, hun forstod slet ikke hvorfor hun var så ivrig for og hjælpe ham, var det fordi han var deres kong? Eller var det fordi hun bare kunne følge ham i den smerte han hade ved og miste? Eller var det noget andet? hun vist det ikke, men hun vist at hun var taknemlig for hendes venner og alt det de hade gjort for hende, den gang hun mist sin mor og bror.