Let there be war..!

[Riniya Roshia Cramenor]

Riniya gik op I ærlighed, det var noget hun hade lært fra hun var lille var meget vigtig. Det var aldrig i orden og lyve, lig meget hvad årsagen måtte være, selv vis sandheden ikke var rar kom man længst med ærlighed og sandheden. Han hade sin kampe, og det skulle ikke under hende at hun også ville få hendes gennem livet men hun måtte tage dem til den tid lig nu, var det vigtiger at hjælpe ham hvor hun kunne og bringe lidt lys tilbage til Thranduils. At de var dus var noget hun godt kunne lig, det gjord blot alt det her de snakke om mere personlig og det var nøde hun bestemt godt kunne lig. Hun håbe han ville stoppe med og forsøg og være falsk over for hende, for hun brød sig virkelig ikke om det hun kunne beder lig og snakke med den ’rigtig’ Thranduil men hun forstod godt det kunne være svært for ham bare og lade hende se den rigtig ham, med alt det han hade være igennem.

At han ikke hade noget i mod hun rørt ham, var hun kun glad for da hun ikke ønske og overskride hans grænser og gør ham utryg eller vred. At hun hade ret, vist hun jo et sted godt men hun var glad for han forstod hende, og han kunne se hvad hun mente var det bedste og gør for ham, selv om det ikke vil være nemt. Hun så på ham som han snakke og nu begge hans hænder der lage sig om hende. Hun sendt ham et næsten kærligt smile ”det skal jeg nok” sag hun ganske roligt og lukke den anden hånd om hans anden hånd nu og gav hans hænder et blidt klem ”det samme kan jeg sig til dig.. altid husk på det positiv.. selv om det nogle gang kan virke umulig.. og skulle det virkelig gå helt galt.. så husk på mig, eller be mig om så skal jeg nok komme og huske dig på det” hun smile blidt til ham mens hun holdt hans hænder ganske blidt.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Særligt i Procias, kom man længst med ærligheden, hvilket Thranduil udmærket godt vidste, men til tider, så var det bare svært. Han havde det ikke godt, og han ønskede ikke at folk skulle rende rundt og have ondt af ham, eller være bekymret for ham. At det var svært at komme udenom, og i særdeleshed, fordi at denne kvinde havde så skræmmende nemt for at læse ham, gjorde det jo kun bedre.. og så alligevel. Han følte sig på en eller anden måde sårbar, og det havde han faktisk også temmelig svært ved.
Igen sænkede han hovedet en smule. Han kunne jo heller ikke gøre andet, end faktisk at give hende ret, og til tider, måtte han jo alligevel erkende, at det var lidt en frustration. Bedre var det bare til tider, hvis man havde mulighed for at skubbe det hele en smule til side, i stedet for konstant at skulle tænke på det. "Af alle, som jeg har haft nær og kær igennem min tid, er det sjældent, at nogen præstere, at læse mig så nemt." Igen lod han de grønne øjne finde vejen til hendes. Ganske vidst uden glimtet i hans øje, men han var afslappet taget alt i betragtning. Han havde det i hvert fald ganske fint lige nu ud fra omstændighederne.

Ikke slap Thranduil hendes hånd. Han fandt det rart at stå med den i sin egen, hvilket han heller ikke ligefrem kunne lægge skjul på. Desuden.. det at være tæt på, og omkring en anden, fandt han uden tvivl også utrolig rar, nu hvor han endelig havde muligheden for at gøre det. Hun var uden tvivl god ved ham. Lidt for god, ville nogen måske mene. "Det betyder meget for mig," afsluttede han denne gang. Et kort smil passerede denne gang hans læber.

[Riniya Roshia Cramenor]

Ærlighed var bare det man kom længst med her i Procias og det vist Riniya godt, selv om sandheden og ærligheden tit kunne være for svær og komme ud med eller gjord dirket ondt så var det nu en gang bare sådan. Det var svært for Riniya ikke og have lidt ondt af ham, det var virkelig svært men hun prøve på ikke og være det for meget og i steden være der for og hjælpe ham og støtte ham så godt hun nu kunne, selv om det var svært og det bare var nemmer og falde til og have medlidenhed og ondt af ham, men hun prøve virkelig sit bedste.
Hun så på ham som han snakke, og så ham roligt i øjnene som stadig mangle et eller andet over dem, men i det mindste virke afslappet hvilke jo også var godt. At hun kunne læse ham nemt, var vel en god ting ikke? Hun var ikke sikker om hun skulle tage det som en god ting, eller ikke. Hun så ham roligt i øjnene, ”jeg håber det er ment som en positiv ting.. jeg vil dem jo kun det bedste, så det hjælper og kunne læse dem bare en smule” hun smile forsigtig, for hun håbe han mente det som en god ting for det var svært ikke og læse ham, det var jo nemt eller nemmer inde nogle andre elver hun hade mødt gennem tiden.

Riniya slap ikke hans hånd, og hendes anden hånd hade blot søgt om hans anden hånd. Hun fornemme han fandt det rart og have nogle og holde i hånden, og hun følt det var en god måde og vise ham på hun var der for ham, og ville lytte til det han sag. Hun så på ham, og smile bare som han snakke. Hun var god ved ham, nok en tand for god men de lå naturlig i hende, dog vist hun godt selv hun til tider måske var for meget af det gode, over for andre og hende selv. ”det jeg glad for og høre” svar hun roligt mens hun blidt nusse hans hænder, mens hun bare så på ham, og det lille smile der presse på hans læber som hun lige kunne ane under kutten, det klædet ham bare beder og smile ind noget andet.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Ikke slap Thranduil hendes hånd, som de stod der med hinanden i hænderne. Man skulle jo næsten tro, at de var mere end hvad de var. Pointen var vel, at Thranduil forsøgte at åbne op, og hun imødekom ham med det, hvilket han selvfølgelig var glad for. Som den store og stærke mand, som han nu var, så ønskede han jo trods alt heller ikke, at nogen skulle have ondt af ham. Det ville på ingen måder gavne ham, og så var det uanset hvordan man vendte og drejede den. Han var en konge.. Det var meningen, at han skulle fremstå stærk, og det gjorde han ikke, når folk gik rundt og havde medlidenhed med ham, så det var da slet ikke noget, som skulle komme til at ske.
"Det er en uvant, men dog en god ting," endte han denne gang. Det i sig selv, var vel bare et tegn på, at hun rent faktisk var opmærksom? Hvilket var mere, end hvad man kunne sige om så mange andre. Og det var noget, som faktisk betød utrolig meget for ham.

Igen lod han blikket falde til deres hænder. Hun fik ham svagt til at smile. I forvejen var det noget som skete utrolig sjældent, selv når han havde det godt, for han havde jo stadig ikke rigtigt haft noget at smile af. Det var i hvert fald noget, som godt kunne mærkes. Desuden var hun god ved ham. Han kunne jo godt lide det. Han nikkede denne gang, inden han hævede den anden hånd, for igen at slå kutten ned. Hun skammede sig ikke over det.. og hun væmmes ikke ved det. De grønne øjne søgte denne gang hendes skikkelse igen. Her kiggede han på hende.. Han søgte en eller anden form for reaktion.

[Riniya Roshia Cramenor]

Riniya hade lidt ondt af ham men hun prøve ikke oh lade det stråle for meget frem, hun ville ham kun bedste og hjælpe ham gennem det her vis hun da kunne. Hun så på ham som han sag det var uvant men en god ting. Hun smile blidt til ham, "det jeg glad for, jeg vil dem jo kun det bedste " hun Smile blidt, hun var opmærksom på ham det skulle man jo være når man snakke med et andet menneske, ham var dog forholdsvis nem og læse men ikke altid men hun gjord sit bedste. 

Hun holdt rolige om hans hænder, hun kunne godt lig det selv om det ude fra måske så ud som noget helt andet ind, en kvinde der blot forsøgt og hjælpe en mand der hade være igennem mange tinge. Hun så på ham, som han slap hendes ene hånd og fjerne hans kutte igen. Hvor hun før hade reager voldsomt på der, hvor hun nu i stedet for bare smile blidt til ham, tydeligvis ikke stød over hans udsende, og heller ikke skræmt mere. Hun så bare på ham, hun så ikke en skamfere mand men den flotte mand der var inde bag de mange sår og ar. Forsigtig og langsomt ført hun den hånd op han hade sluppet, og lod finger spidserne rette kort på hans skamfere hår, stadig i rolig og forsigtig tempo intet pludselig. Da hun fik rette lidt på hans hår ud ved øret trak hun bare hånden langsomt til sig, mens hun smile et lille kærlig smile "du er og bliver en flot mand Thranduil " hun smile og så ham rolig op i øjnene, med et blik der vare varmt og omsorgsfuld.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Det var ikke fordi at det var ubehageligt, at være så letlæselig. Det var bare utroligt, at det skulle være en fremmede kvinde, som var det. Det beviste vel egentlig også bare, hvor opmærksom hun egentlig var? Og naturligvis var det noget, som betød vanvittig meget, selv for ham. Han nikkede mod hende. Det var jo ikke bare en lille ting, at se den slags, hvilket også var grunden til, at han denne gang lod kutten falde igen. Han havde det ikke godt med det. Tvært imod, men hvad andet kunne han da gøre ved det? Hun havde jo ret i, at det var en del af ham nu, men at det var noget, som ville forsvinde med tiden, og det var også lidt det, som gjorde en kæmpe forskel for ham lige nu. Det ville blive bedre. Det var det simpelthen nødt til at blive. "Du er en ganske særlig kvinde," sagde han denne gang. Naturligvis kunne det tolkes på rigtig mange måder, men ikke desto mindre, så var det jo sandheden. Det var noget, som virkelig gjorde en kæmpe forskel for ham, og da særligt lige nu.

At hun rørte ved ham, var heller ikke en skidt ting. Faktisk var det noget, som han særlig godt kunne lide. Han sænkede hovedet bare en anelse. Hun rettede på håret. Han savnede uden tvivl det lange, som han havde haft! Og det kunne i den grad også godt mærkes, og da særligt nu! Den flotte mand, som hun kunne se, var bare ikke en, som han selv kunne se lige nu. "Jeg begriber ikke, hvor du ser det," sagde han oprigtigt. Han forstod det ikke, men af den grund, så havde det en massiv betydning for ham. Ingen tvivl om det.

[Riniya Roshia Cramenor]

Han var forholdsvis nem og læse, selv om for hende også kunne være en grænse for hvor meget hun kunne læse af ham men for nu var det nemt nok. Hun så på ham, hun var opmærksom på ham for hun ville ham jo kun det bedste, og så kræve det jo lidt hun lage mærke til hvad der skete omkring ham. hun så roligt på ham som han lod kutten falde, og hun igen så på det skamfer ansigt og hår, det var virkelig tragisk men det hele skulle nok heale med tiden og håret vokse igen selv om det ville tage tid. Hun så på ham, som han sag hun var en særlig kvinde, hun var ikke sikker på om hvad han helt mente med det da, der var mange måder og tolke det på. Men ud fra hans måde og sige det på, lød det ikke som en skidt ting ”det ville også være lidt kedelig vis jeg var som alle andre ikke sandt” hun smile blidt, mens et lille fnis slap hendes læber. Hun vist virkelig ikke hvad hun ellers skulle sig til ham om det, for hun vist jo ikke hvad hans dybere mening med den sætning var og hvad han virkelig meget med dem.



Igen virke han ikke til og have noget i mod hun rørt ham, og det var hun glad for da hun jo ikke ønske og krydse hans grænser. Hun så på ham, som hun rette på hans hår ganske roligt. Det var synd han ikke hade sit lang hår, hun hade kun hørt historier om hvor langt det enlig var, og hun gade godt have set det. hun så på ham da han snakke. Hun smile blidt, og lod hånden lægge sig på hans bryst kasse blidt men bestemt så han forstod hvor hun så det ”det ser jeg her inde” hun smile blidt til ham, mens hun stadig hade om hans hånd. Hun så roligt på ham, mens hun holdt hånden på hans bryst ”du vil altid være en flot mand Thranduil.. selv om dit yder har lidt skade, og dit inder.. vil du altid være en smuk mand dybest inde, og du skal nok få det frem så alle andre også kan se det lig som jeg kan.. for jeg tror på du nok skal klar det” hun så på ham, hun mente det jo og hun var sikker i hendes ord, hun holdt hånden på hans bryst lidt, inden hånden lage sig på hans kind og hun blidt strøg kinden med en tommel finger, og var forsigtig så hun ikke gjord mere skade på de sår som der måtte være.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

På rigtig mange måder, mindede Riniya ham om Serenity, og det kunne godt være, at det var derfor, at han havde så nemt ved at finde det komfortabelt at være omkring hende? Lade hende se ham, og rent faktisk føre en samtale med ham? Normat var det slet ikke noget, som han var det mindste interesseret i, men her, føles det bare, som det mest logiske for ham at gøre, og han kunne jo virkelig godt lide det. Han lod hovedet søge en kende på sned denne gang. Svært var det at lade være. Hun var en unik kvinde, og det var uden tvivl også ment som noget positivt. Hun skulle i hvert fald ikke gå rundt og tro andet. "Det har du såmænd også ret i." Han trak svagt på smilebåndet. I forvejen var det jo heller ikke noget, som skete hyppigt. Selv ikke under normale omstændigheder.

At hun rørte ved ham, havde han faktisk slet ikke noget imod. Han kunne jo godt lide den fornemmelse, som lå i det. Det faktum, at hun rørte ved ham, og rent faktisk viste andet end den væmmelse, som han udviste overfor sig selv, når han så sit spejlbillede i den blanke overflade. Desuden.. han kunne jo ikke fortsætte med at gemme sig. Det lignede ham på ingen måder, at reagere på den måde. Han trak vejret dybt denne gang, som hendes hånd atter måtte finde vejen til hans brystkasse. Ja, et sted dybt inde, måtte han vel næsten være den samme mand, som han hele tiden havde været? De grønne øjne fandt vejen til hendes igen. "Jeg må beundre dig, for dine holdninger og måde at fremstille dem på." Hånden hævede han let, for at trykke om hendes på hans brystkasse. Denne gang med en tydelig taknemmelighed. Det betød faktisk utrolig meget for ham.

[Riniya Roshia Cramenor]

At thranduil sammenligne hende med hans afdød kone kendt Riniya ikke til, det var heller ikke noget der rigtig interessere hende, hendes fokus var på ham og kun ham lig nu, selv om de kun hade mødes for ufattelig kort tid siden. Hun så på ham som han igen sag hun hade ret, hun smile bare blidt. Selv hun vist hun ikke altid kunne have ret, for hun var ikke alt vidende just men hun forsøgt og være klog og bruge sin viden til og hjælpe og til og få folk til og være mere positive. Han smile selv om det var svagt, var dejligt og se hun følt hun virkelig gjord noget for ham når hun kunne få sådan et smile frem i ham. 

At han intet hade i mod hun rørt ham var hun kun glad for, hun så roligt på ham som hun hade hånden på hans bryst, og forsikrer ham om at inde bag ved så var han den mand han altid hade være, dybest inde og ham skulle han nok få frem igen med tiden det var hun sikker på. Hun smile ved hans ord "jeg er helt be æret over de finder mit væsen beundrings værdi, jeg syntes selv ikke jeg er noget særligt, jeg er bare en kvinde med et lidt for godt hjerte til tider" hun så på ham, og mærke han tog om hendes hånd ved hans bryst, hun smile bare blidt til ham mens hun holdt hånden på hans bryst, og klemt blidt om hans hånd med den anden hånd, vis nogle så dem nu ville det bestemt ikke Line en kvinde der bare hjalp en mand med og få det beder, det ville se helt anderledes ud for andre men nu var de heldigvis kun dem, hun så ham i øjne, et sted dybt i øjnene mens hun bare stod temmelig tæt og rørt ved ham, mens hun bare smile blidt.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Hun var bare en kvinde med et lidt for godt hjerte? Det var bestemt ikke således, at Thranduil ville beskrive hende. Den måde, som hun så på omverdenen på, var helt ubeskrivelig. Det var en, som man da kun måtte beundre. Han trykkede omkring hendes hånd. Omkring hende, havde han af en eller anden sjov grund, slet ikke noget imod at skulle vise sig. Var det måske også bare på tide at han viste sig for folket, fremfor at køre sig selv mere ned over det? "Det er min ærlige mening," sagde han denne gang, inden han atter gav slip på hendes hænder. Det føles stadig underligt, at skulle holde om en på den måde. Selvom han havde mistet Serenity, og vidste, at hun ikke ville komme tilbage til ham, følte han vel lidt, at han havde et særligt bånd til hende, som han ikke burde bryde.
En pludselig idé og indskydelse, måtte ramme Thranduil denne gang. Han ville ikke bare sidde her og glo og lave ingenting. Nej, han ville vise skovelverne, at han stadig var der, og at han havde tænkt sig, at gøre, hvad der skulle til, for at de ville klare sig igennem det her. Den uro, som desuden var i landene omkring Procias.. Han ville ikke have, at den skulle komme hertil. "Tag ind til byen sammen med mig," bad han denne gang. Det var vel på tide, at han viste sig lidt for dem? Og et sted, fandt han jo en form for støtte i hende, så det var jo rigtig rart. Han kunne i hvert fald ikke undgå at elske det. Han havde brug for det. Og nok også mere, end hvad han lige ville give udtryk for.

[Riniya Roshia Cramenor]

Riniya hade tit hørt hun var for god af sig, selv for en elver. Men mange forstod heller ikke hvordan hun så denne verden, hun takke dog sin mor for dette syn på verden, hendes mor hade være super positiv og selv være den omsorgsfulde kvinde over for familie og venner, og hun tog da også pænt i mod fremme lig som Riniya hun så på han som han snakke og smile bare blidt, "og jeg er glad for du siger din mening " hun smile blidt og så på ham. Hun lod ham slippe hendes hænder, og trak roligt hænderne til sig og lage hænderne på hendes mave. 

Som han pludselig fik en ide så hun roligt på ham, som han bad hende tage med til byen, hun blev overrasket, glædelig overrasket hun smile bare blidt til ham. "Med glæde" sag hun ganske roligt, for hun ville da gerne gå med ham til byen, det ville da kun være dejligt g gå med ham men hun ville også gerne støtte ham, for der ville komme blikke mod ham når han vist sig sådan her, men så ville hun være der for ham og være positiv og holde hans gejst oppe så godt hun kunne. Hun så roligt på ham, inden hun gik hen og samle sin bag op der lå på jorden, den så ikke ud til og have tage skade så det var godt, hun gik så tilbage til ham og smile munter til ham. At han stadig sammenligne hende med hans afdød kone kendt hun ikke til, og han holdt fast i det bånd de to hade haft, kendt hun heller ikke til. "Skal vi gå?" Spurt hun roligt og smile bare blidt til ham, mens hun vente på han begyndt og gå. 

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Riniya var virkelig god af sig, men lige nu, var det slet ikke en tanke, som gjorde Thranduil det mindste. For ham derimod, var det bare rart, at der rent faktisk var nogen der gad. Der gad at bruge deres tid på ham, og det her var vel hans måde at betale det tilbage igen? Han vidste, at det ikke var meget for nogen, men for ham, så var det virkelig en kæmpe ting. Det at skulle vise sig på denne her måde, var heller ikke ligefrem noget, som han havde den største lyst til at gøre, hvis han skulle være helt ærlig. Faktisk var det slet ikke noget, som han kunne lide!
Han nikkede. "Det er på tide, at de ser mig.." sagde han denne gang. Han hadede at skulle indrømme det, men han kunne jo for pokker heller ikke fortsætte med at gemme sig på den måde. Det ville uanset tage hans hår lang tid, at vokse ud, og han kunne ikke gemme sig frem til da, hvilket han jo udmærket godt vidste. Det var i fald ikke et valg, som han ville tage. Svagt bed han tænderne sammen denne gang inden han nikkede. "Så lad os få det gjort," sagde han denne gang. Det var vel også tydeligt, at det var noget, som han havde lidt svært ved?
Thranduil søgte op ved siden af hende, inden han gjorde tegn til at hun kunne følge ham med tilbage til byen igen. Han var ikke meget for det, men det var efterhånden blevet en nødvendighed. I takt med at de nåede byen, vendte flere sig mod dem. De stirrede næsten chokeret på deres konge. Han vidste det jo godt.. Og han hadede sig selv, for at se sådan ud, men de skulle se det.. Vide hvilken verden, der hvilede udenfor skovene her.

[Riniya Roshia Cramenor]

Riniya var en god kvinde, og det ville aldrig ænder sig vis det stod til hende. Jo vist kunne hun også godt blive streng og stædig men det var virkelig alt efter hvad der skete omkring hende, hun så roligt på Thranduil som han snakke. Ja det var vel på tide folk så ham, selv om hun kunne mærke så tydelig på ham at han ikke ønske og vise sig for sit folk i nu, men folket hade brug for at se ham de var jo også bekymere for ham på deres egen måde, og der gik jo rygter om hans kidnapning og hvad der måtte være sket, ved han vist sig ville folk se hvad der var sket men også se han stadig holdt hovedet højt, og det ikke hade knække hans ånd.

Hun så på ham som han nikke, hun smile blidt til ham ”lad os, og bare rolig det skal nok gå ” hun smile opmunderne til ham.

Roligt fuldt hun med da han gjord tegne til hun kunne følge med ham tilbage til byen, hun gik stille og rolig. Hendes holdning var sund og flot, hun var tydeligvis stolt af den hun var og det folk hun kom af. Hun så godt Folkes blikke, tydeligvis chokeret over og se deres konge på denne måde og hun forstod dem. Men det her var godt, for de så nu hvad fare der kunne lure uden for denne skov og de kunne se at selv om Thranduil hade være udsat for noget forfærdeligt så hade det ikke knække ham, og det håbe Riniya at det ville give folket tro på at alt nok skulle gå, at intet kunne knække det skov elviske folk! Hun så på ham ind i mellem mens de gik, tydeligvis stolt af ham, for han klar det her rigtig godt hun valgt dog ikke og sig noget, nu hvor de var mere fremme i offentligheden og her vist hun jo ikke om hun kunne være som hun hade være over for ham ude i skoven, hvor de var alene så for nu gik hun bare og smile venligt til folk blot for at vis at hans tilstand slet ikke påvirke hende, og hun stadig var stolt over og kalde ham for sin konge.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Thranduil havde det på ingen måder særlig godt med, at nogen skulle se ham på denne her måde. Han fandt den tanke direkte frygtelig, men det var desværre bare meget, meget lidt, som han lige kunne gøre ved det nu. Derfor valgte han nu alligevel at tage turen igennem byen, også selvom de forskræmte ansigter, gjorde, at han næsten med det samme, måtte fortryde, at han havde gjort det her. Han bed tænderne en smule sammen, som han denne gang vendte blikket mod Riniya ved hans side. Hun var lidt en klippe lige nu.
Det som var sket ham, havde ikke umiddelbart taget knækken på ham, men det havde i den grad været forbandet tæt på! Og det var vel heller ikke noget at sige til, var det? Han trak vejret dybt, inden han denne gang bevidst, valgte at rette lidt i ryggen, også mest for sin egen skyld. Han ønskede nemlig ikke at stå som en svag en lige i øjeblikket, og i særdeleshed ikke, hvis det var noget, som han ellers kunne undgå.

Undervejs stødte de på en af de soldater, som i forvejen måtte befinde sig på stedet. Han lagde hånden mod hans skulder, et sted også for at stoppe ham på vejen. "Kald folket sammen." Hans stemme var rolig, men den klare ordre, som heri også måtte ligge gemt i ordene, var bestemt heller ikke til at tage fejl af. På noget tidspunkt faktisk. Elveren nikkede i et dybt buk, inden han hastede videre. Det var også på tide, at folket fandt ud af, at han var kommet for at blive, og at det som var sket ham - tragisk som det end var, så var han stadig deres konge, og han havde overlevet det! Han vendte blikket denne gang mod Riniya. "Vil du stå ved min side?" spurgte han. Om ikke andet, så bare under talen?

[Riniya Roshia Cramenor]

Riniya kunne godt fornemme at Thranduil ikke var glad for det her, og hun forstod ham virkelig godt. Hun så på ham da han kigge mod hende, hun smile blidt til ham ”du gør det godt” hviske hun stille til ham, mens hun roligt forsatte sin gang ved siden af ham. hun forstod godt folks chok, hun hade jo selv være der men hun hade jo allerede overvundet det, og hun kunne jo se forbi hans skamferinger men hvad med folket? Kunne de se forbi? Ville de ænder syn på ham? det vist hun ikke, hun håbe bare de stadig ville se den stolt konge de hade, han hade klar mørkelvernes totur og han stod stadig, og nu også kunne gå rundt blandt folk. Kunne det være mere tydelig at han var en stærk mand som ikke hade ladet sig knække så let.



Hun fuldt rolig med som de støde på en soldat, hun lod Thranduil snakke med soldaten. Så han ønske og snakke til folket? Dette var jo stort! Hun smile bare ganske roligt, som soldaten bukke inden han haste væk. hun så på Thranduil som han bade hende være ved hans side, hun smile blidt til ham ”jeg vil så ved din side så længe du behøver det” hun smile blidt, hun kunne bestemt ikke bakke ud nu! det gik jo godt det her, hun var spændt på hvad folket ville sig til han ville holde en tale, og hvordan de ville reager. Hun ville dog være ved siden af ham, hele vejen igennem talen, og hvor længe der efter han ønske hun blev ved hans side så længe hun kunne inden, hun måtte hjem til hendes familie og hendes arbejde som skrædder, det skulle jo også passes ellers ville de have meget lidt og leve for. Hun så roligt på ham, mens hun bare sendt ham et opmunderne smile og et blik der tydelig viste selvtillid til ham, hun var sikker på alt nok skulle gå for hvorfor skulle det ikke?