Let there be war..!

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Thranduil var vel bare ikke så opmærksom, som han gerne ville fremstå at være? Også mest for sin egen skyld? Det var ikke nogen hemmelighed, at han havde det dårligt med sig selv, men lige her, blev han også konfronteret med det, hvilket faktisk var ubehageligt for ham. Det plejede nemlig slet ikke at være ham, som stod fanget i disse situationer, men derimod så mange andre. Det var frustrerende for ham. Og det gjorde ham hidsig indvendig, selvom han for nu bed det i sig. Det var slet ikke noget som hun skulle tænke på. Det var og blev nemlig hans kamp.
"Nogen gange, må man bare tage kampene på egen hånd, og håbe, at de går, som man nu ønsker det, samt med det ønskede udfald," fortalte han denne gang. Det var i hvert fald sådan, at han havde det lige nu, om ikke andet, også selvom det nok var svært at forestille sig. Det var nok svært at forstå, men hvis man stod i hans sko, og i hans sted, så ville man måske have en helt anden forståelse for ham og hans væsen.

At hun tog mere om hans hånd, havde Thranduil faktisk intet imod. Det var en fornemmelse, som han godt kunne lide, så det alene var heller ikke noget som sagde så lidt. Han blev stående, mens hun snakket. Nogen at snakke med, ville slet ikke gøre ham noget. Faktisk ville det være rart, kun fordi at han var så vant til at være alene. Det var jo faktisk kun Serenity, som havde formået at få ham lidt ud af den skal.
Denne gang nikkede han dog. Det ville faktisk betyde meget for ham, om hun ville, og den tanke, kunne han uden tvivl godt lide. Hun tænkte på ham.. Det var hun så også den første som gjorde. Han hævede denne gang blikket mod hendes i stedet for. "Spiller du musik, Riniya?" spurgte han denne gang. Den elviske harpe, blev han aldrig træt af at høre på. Desuden.. hvis det gav ham en mulighed for at se hende, og rent faktisk lære hende at kende, så var det vel også et godt sted at starte?

[Riniya Roshia Cramenor]

 Riniya lage vel bare meget mærke til ting, hun var jo skrædder så hun lage mærke til detaljer og andre små ting der var omkring hende. Men hun forstod godt vis han ikke rigtig koncentrer sig om det helt stor mens de stod her, han skulle have love og ånde og være til så gjord det ikke så meget han ikke lig lage mærke til alt. Hun lytte til det han sag, uvidende om han var hidsig inde i og blot bed det si sig for nu. ”det kan de have ret i.. nogle kampe skal klares selv.. men så håber jeg for dem den kamp de har falder til deres fordel” hun smile blidt, hun kunne jo ikke rigtig hjælpe ham på andre måder ind og tro på han nok skulle klar det, og så ellers be en lille bøn for ham.



Hun holdt roligt om hans hånd, det gjord hende bestemt ikke noget. Det var enlig lidt rart og holde ham i hånden, den var slet ikke som f.eks. hendes fars der var lidt ru af og være jæger og bruge hans bue så meget, plus de ar der end måtte være der også, Thranduil hade blød hænder men stadig tydelig mand hænder uden og være upassende for ham. hun så roligt på ham, hun ville med glæde være en snakke partner eller hvad han end ville kalde hende vis det betød han fik det lidt beder så han kunne begynd og komme sig ordentlig igen.

Hun smile som han nikke til ideen, hun var glad for han kunne lig den ide. Hun smile bare blidt til ham, som han igen hæve blikke og stilet hende et spørgsmål ”jeg kan ikke videre prale af jeg er mester i den, men jeg kan da et par vugge viser og sange ” hun smile bare, den elviske harpe var et smukt instrument og hendes mor hade gået meget op i at hun skulle lær og spille den, men efter hendes mor død og Riniya selv blev skrædder så hade hun ikke haft så meget tid og øve sig, men hun hade da lært og spille så det lød ordenligt, og hendes søster hun da også fået lært en smule.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Det her var uanset hvad, en meget mærkelig situation for Thranduil at stå placeret i. Den var unaturlig og underlig i forhold til, hvad der var typisk og hvad der var normalt for ham at opleve. Han følte sig sølle, og i forvejen var det slet ikke en tanke, som han kunne have med at gøre. Han trak vejret dybt. Denne kamp var hans ene og alene, og den var hård. Denne var uden tvivl virkelig hård ved ham, og han havde derfor utrolig svært ved det. "Det kan vi begge bede for, vil komme til at ske," sagde han denne gang. Noget godt og noget positivt kunne være rart for en gangs skyld, selvom han udmærket godt vidst,e at det var meget at forlange.. Særligt når det var ting, som skulle være inde forbi hans liv. Det gik aldrig som han ville have det, uanset hvor meget hans så end måtte hade og foragte det i den anden ende.

At holde hende i hånden, havde han faktisk ikke noget imod. Igen var det rart med en oprigtig interesse, og særligt fordi at hun var en af de få, som havde været forbi hans liv, og som rent faktisk kaldte ham ved navn lige nu. De grønne øjne var stadig uden den tydelige glød, som ellers tidligere havde været i dem. Men hvad kunne man da forvente? Det var stadig en meget ubehagelig situation for ham at befinde sig i.
Musik og harpen særligt, havde Thranduil nu altid været meget glad for, og derfor ønskede han, at det var noget, som skulle forblive konstant. Han nikkede forståelsesfuldt til hende denne gang. Han ville naturligvis ikke kræve og forlange af hende. Hans blik faldt denne gang direkte til hendes. "Det ville glæde mig," sagde han denne gang, efter en mindre pause. Noget mulighed for at se hende mere. Det ville i hvert fald ikke gøre ham noget. Hun fik ham desuden til at tænke på andre ting. Det var helt befriende.

[Riniya Roshia Cramenor]

Det ville helt sikkert være en hård kamp for ham, det viste Riniya jo godt for sådan var det altid når det handle om noget der var i stykker inde i en selv. Så hun kunne godt forstille sig det måtte være svært, men hun kunne ikke forstille sig hvor svært da hun selv ikke hade være ramt på denne måde som han hade være. Hun så roligt på ham som han snakke, hun nikke bare ganske roligt mens hun holdt smile på læberne, hun ville gerne hjælpe ham men den kamp som han stod med kunne hun ikke rigtig gør noget ved, hun måtte bare be til han snart fik vundet sin inder kamp og kom godt på vej igen.



At hun holdt hans hånd gjord hende intet, og hun var kun glad for han selv ikke så ud til og have noget i mod det. hun holdt ganske blidt om den, dog klemt hun blidt om den bare så han rigtig kunne for nemme hun var der for ham og for at lytte til ham. at kalde ham ved navn gjord blot det hele mere personlig og hun følt også det at det måtte betyde han ikke hade noget i mod hun gjord det og intet hade i mod hun faktisk søg lidt mere ind til ham som person. Hun ærve sig over den mangle glød i hans øjne, hun håbe snart han ville gen finde den glød for hun hade hørt om den, og hun ønske virkelig og se den men mest af alt se og mærke han hade det beder inde i sig selv igen.

Riniya elskede musik og I sær dans, det var nok noget af det bedste hun vist I denne verden næst efter og sy tøj i sær kjoler. Hun så på ham som han nikke, og efter lidt tid snakke igen. hun smile bare blidt til ham, ”jeg skal med glæde spille for dem vis de vil” sag hun ganske blidt, så måtte hun heller øve sig når nu hun var der hjemme så hun ikke risiker og ødelægge hans øre af. Hun så roligt på ham, og tænkt lidt inden hun spurt ”vis jeg må spørg.. kan de lige og danse?” nu det virke som han gerne ville snakke med hende, på et andet plan ind bare konge og undersåt, ville hun enligt gerne videre mere om ham. hun elskede dans så det var da lidt spænde og høre om han måske selv kunne lig og danse, for måske de kunne nyde en dans en dag? Ellers måtte hun bare nyde de hyggelig danse som der blev danse i hendes landsby når der skete noget stort.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Kampen ville uden tvivl blive hård, men Thranduil var af den tanke, at det bare var noget, som han skulle igennem, uanset hvor hårdt det så end måtte være. Han kunne heller ikke sidde og pive over det. Det var desuden heller ikke ligefrem noget, der lignede ham kunne man sige. Riniya hjalp ham vel allerede ved at tvinge ham lidt til at fokusere? Fokusere lidt på den mand, som han engang havde været, og den som han ønskede at være, selvom det nok var lidt svært for ham lige nu, men han skulle nok komme der hen. Det var blevet et mål for ham nu.

Siden hun nu var kommet over chokket, og Thranduil kunne gemme det lidt af vejen igen, var det uden tvivl som om, at det havde hjulpet ham en del. Han måtte jo ærligt indrømme, at det også gjorde det lidt nemmere, at han kunne få lov til at gemme sig lidt, for han brød sig jo heller ikke selv om det syn. Hvad ville elviske børn ikke sige, hvis de så ham? Han vidste jo udmærket godt, hvilke historier, som måtte gå om ham, og hans udseende ikke mindst, hvilket slet ikke var noget, som han ønskede at spolere. Det var jo den mand, som han ønskede at være.
"Jeg ser frem til det allerede," sagde han denne gang. Smilet var i hvert fald ikke til at skjule, hvad end om det var noget som man nu ville det eller ikke. Og om han kunne lide at danse? Det var ikke ligefrem det, som han havde gjort mest i, igennem de sidste mange år. Men at bevæge sig yndefuldt som kun en elver kunne? Han nikkede. Før i tiden, havde han jo elsket det. "Sidelæggende med beskyttelsen af det elviske folk, har det tidligere været en yndlingsbeskæftigelse," fortalte han ærligt. Det var bare ved at være mange år siden, at han havde gjort noget lignende sidst - fordi at han havde haft lyst.

[Riniya Roshia Cramenor]

Den kam han stod over for kunne Riniya kun forstille sig om hvor svær den var, men hun var sikker på han nok skulle klar den! For han var jo den stærkest af alle elver vis man skulle tro på alle de rygter og historier der var omkring ham, Riniya troede selv på de historier og rygter det var svært ikke og gør når man han hade hørt omkring dem hele livet, hendes mor hade endda fortalt historier om Thranduil da hun var minder, hun hade elskede de historier. Hun ønske og hjælpe ham, at hun så hade hjulpet ham til og fokuser lidt hade hun ikke lagt mærke til hun hade bare snakke og prøve og bringe et smile frem og lidt lys i hans sind.



Hun var komme sig over chokket, over at se hans tilstand og nu hun hade set det og komme sig over det. så var det ikke så slemt igen som det måske kunne have være, han kunne have være død eller miste lemmer jo, og tros hans skamferinger fandt hun ham faktisk stadig utrolig flot og enlig ret handsom. Men et var hvad hun syntes, og et var hvad andre tænkt vis de så ham. at han tænkt over hvad de elviske børn ville tænke vis de så ham, selv kunne hun godt se vis de blev skræmt af ham men de voksende ville vel se forbi det lig som hende ikke? Eller kunne de måske finde på og dømme ham for hans skader? Nej sådan var det elviske folk vel ikke.. vel?

Hun så på ham som han sag han så frem til det, hun smile blidt til ham ”gør jeg også” og det var sandt hun så frem til og spille for ham, hun ville gør sit alle bedste så det lød ordenligt. Hun så roligt på ham som hun spurt ham om han danse, hun elskede selv dans det var virkelig bare det bedste. Både rolig smukke elviske danse og de lidt mere livlig som de tit danse i hendes lille landsby når der sket noget stort, men de danse var selv lig så smukke som de mere rolig. Hun så på ham, som han svar hende og smile bare blidt ”måske jeg så kunne lokke dem til en lille dans en dag?” spurt hun ganske roligt og smile bare blidt til ham, ”dans er nok min ynglings ting næst efter og læse og sy” hun smile bare blidt og så på ham mens hun stadig holdt blidt om hans hånd.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Kampen vidste Thranduil allerede ville blive utrolig hård, men han skulle igennem det. Det var ikke rigtigt fordi at han havde noget andet valg, end at komme igennem det. Han vidste, at alle elverne regnede med, samt forventede at han gjorde det. Han trak vejret dybt og lod det komme i et tungt suk. Denne gang var det bare mere.. opgivende. Det var hårdt og tungt ikke mindst. Men at komme igennem det? Ja, hvis det var noget, som de virkelig ønskede alle sammen, så skulle han da nok komme igennem det. Det kunne han i hvert fald godt love dem!

Et sted havde Thranduil næsten ønsket, at de bare havde taget hans liv i stedet for. Det havde været langt bedre og nemmere for mange parter, og særligt fordi at han slet ikke kunne klare, at skulle se sådan her ud. Det var bare ikke ham, at se sådan her ud! Hans blik faldt til hendes igen. Musik og dans.. Det var som om, at hun slet ikke så de mange skamferinger, som han gjorde. Et sted måtte han jo erkende, at den tanke var rar. Han var vel selv bare blevet så god til at fokusere på dem, velvidende om, at det var til mere skade end gavn, at han gjorde det? Han nikkede denne gang. "Det er ikke helt utænkeligt, at det kan blive en realitet en dag.. Når jeg genvinder mig selv igen," fortalte han denne gang, hvor han let nikkede til hende igen.
Thranduil var begyndt at slappe lidt af igen. Også fordi at hun gjorde mødet så dejlig behageligt. Han kunne i hvert fald ikke undgå at nyde det bare en smule. "Det lyder som du er en kvinde med mange talenter," sagde han denne gang. Håndværksmæssigt, kunne han slet ikke være med. Men på det som en mand typisk gjorde, der var han langt foran de fleste.

[Riniya Roshia Cramenor]

Riniya vist hans kamp blev svær, I sær når alle forvente han bare gjord det. et sted var det ikke fair, han var en mand lig som mange andre, men fordi han hade den titel han hade så var der flere krav til ham, til han skulle stå øverst og lede alle andre gennem tykt og tyndt, man kunne vel sig og være kong var næsten den samme titel som og være gift, at vie sit liv til folk og lede dem gennem godt og ondt. Det var virkelig ikke helt fair men ak sådan var det, og Riniya ville bare be til at han kom godt gennem det og snart ville være på toppen igen.



At Thranduil heller ville have mist liv ind og beholde det, og have disse ar og skader kendt hun ikke til. Vis hun gjord ville hun nok også have sagt noget mod det, dette ville knuse Elverfolket og miste ham. han betød så meget for folket og landet at de ikke ville kunne få noget til og funger ordenligt uden hans lederskab. Det lød måske voldsomt men sådan så hun det i vært fald. Hun så på ham, hans ar og sår fange slet ikke hendes øjne på samme måde mere, nej hun var mere fokuser på hans øjne og den mand som gemt sig bag de flotte øjne. Han var en flot mand også med de ar og sår, det syntes hun i vært fald. Hun så på ham som han nikke, og smile blot ved hans ord ”selvfølgelig.. når de har genvundet dem selv, vi tager bare en ting af gang” hun smile bare blidt til ham, og så roligt på ham. hun lo lidt ved hans ord ”når man står som ’kvinden i huset’ må man tilpasse sig.. jeg har måtte lære og gør mange ting for at få familien til og funger ordenligt” hun smile lidt minder, hun hade ikke rigtig haft tid til og være som sådan ung og nysgerrig, det var arbejde arbejde og passe hendes søster, og prøve og tage sig af sin far også, så hun hade måtte tilegne sig mange evner, nogle beder ind andre sådan var det jo bare. Hun så roligt på ham, og smile så atter munter og blidt ”andre de ønsker og vide? Eller er der noget andet de har lyst til og snakke om” hun så på ham, og smile blidt mens hun svagt lod sin tommel finger nusse yder siden af hans ene finger ganske blidt og uskyldig hun ville kun ham det bedste og hun ville gerne forsætte med og se ham så afslappe som hun hade lagt mærk til han var bleven.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Kampen ville uden tvivl blive svær, men igen, så var Thranduil nødt til at tænke på det, som han havde omkring sig, og særligt fordi at det havde været hårdt for ham det her. Han bed tænderne en smule sammen, også selvom han forsøgte at holde det skjult under kutten, også mest for sin egen skyld. Han ønskede jo ikke medlidenhed, men derimod en forståelse. Selvom det nok eller ikke var noget, som ville komme, udelukkende på grund af det, som han havde gjort sig af tanker, for de var mørke og dystre, og det var slet ikke noget, som han kunne lide. Det var jo slet ikke ham!

Selv måtte Thranduil erkende, at hun var rar at være sammen med. Det fik ham til at slappe af, og igen, fik det ham til at tænke på nogle andre ting, end hvad han nok ville have tænkt på ellers. Hans blik faldt til hendes skikkelse denne gang. Ikke gemte han sig så meget, som han havde gjort tidligere, hvilket han faktisk måtte finde utrolig rart på en eller anden måde. Han slappede af.
"Du virker også til at være en kvinde, der har mange omkring sig," sagde han denne gang. Han misundte hende et sted også for det som hun havde, når alle som han havde omkring sig, blev revet fra ham på de mest groteske måder, uden at han egentlig kunne gøre noget synderligt ved det. Han rystede for nu, de tanker ud af hovedet. Hun forventede en dans på et tidspunkt? Om det blev til noget, var endnu for tidligt for ham at sige. "Du ser forbi mine ar og mærker, som var de slet ikke til stede," sagde han denne gang. Han selv syntes han så forfærdelig ud jo.

[Riniya Roshia Cramenor]

Det ville blive en svær kamp for ham, så meget forstod Riniya men det var også svært og forstå de mørke tanker han hade for hun hade ikke selv haft den slags tanker, hun så på ham og fornemme han gjord noget under hans hætte ”er de okay?” spurt hun med en mere bekymret stemme mens hun så på ham, noget der trykke ham? hade han det dårligt? Hun håbe ikke han hade det værre hun ville jo gerne have han fik det beder og hun kunne ikke gør så meget vis ikke han sag noget, eller hun ikke kunne få ham til og sig vis noget var glat.



Hun så på ham, hun syntes bestemt det var hyggeligt og snakke med ham. selv om deres samtaler var kort, så var de behalige, i sær fordi hun kunne se han slappe mere af og ikke skjult sig helt for hende på samme måde som før. Hun så på ham og smile skævt ”blot min lille søster… og min fader når han ellers viser sig” hun smile svagt, så mange hade hun heller ikke, hendes søster og hende selv hade bare et tæt bånd, og da hendes bror stadig var hos dem hade de tre et tæt bånd.. alt hade være tætter og beder den gang de kun var 4.. nej hun måtte ikke tænke sådan, hun elskede sin søster og ønske hende ikke andre steder hen ind der hvor hun var, nemlig i hendes liv. Hun så på ham som han snakke, hun smile et ømt smile til ham ”korrekt” sag hun ganske roligt og så på ham og forsat nusse med tommel fingeren hans ene finger, ”der ingen grund til og se på deres ar og sår.. når der er sådan en flot mand bag dem ikke sandt” hun smile blidt til ham mens hun lag hovedet svagt på skrå og så bare på ham med et mildt blik, hun så virkelig ikke de skamferinger mere hun så blot en flot mand som var behalig og snakke med, og som også så ud til og nyde hendes selskab.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Kunne det virkelig være rigtigt? Kunne hun se forbi og igennem alt det, som han selv ikke var i stand til at gøre? Det var en tanke, som faktisk gjorde ham en smule.. lettet på en eller anden mærkværdig måde. Selvom det i forvejen var sjældent, at han gjorde det, kunne han ikke lade være med at smile bare en smule. "Jeg har det bedre nu," svarede han denne gang, som han heller ikke havde tænkt sig at lyve for hende. At lyve, var faktisk ikke noget, som han ønskede sig, og det var ikke noget, som han ønskede at gøre. Ikke når hun gik og rent faktisk var så god ved ham.

Hendes familie når de endelig var omkring? Om ikke andet, så havde hun da nogen, hvor han derimod var helt alene om tingene, og hårdt var det uden tvivl. "Om ikke andet, er du omringet af nogen. Det er vigtigt, at du passer på dem," sagde han denne gang. Det var vigtigt at passe på dem, som man nu havde omkring sig. Det var jo aldrig til at sige, hvornår de ville forsvinde igen. Det var i hvert fald, hvad han nu havde erfaret, også på den hårde måde, kunne man sige.
Denne kvinde var da uden tvivl noget for sig. Og han kunne lide det. En tanke, som han et sted også måtte finde en smule skræmmende. "Du er den første som har set det, foruden jeg selv. Det som jeg ser, er noget andet end hvad du ser," fortalte han denne gang. Hans grønne øjne faldt til hendes skikkelse denne gang. Han havde intet imod at hun rørte ved ham. For ham var det rart, at nogen gjorde det, uden at føle sig tvunget.. Han følte sig jo som et afskum nok i forvejen.

[Riniya Roshia Cramenor]

Riniya kunne godt se forbi alle såren og arene, de ville jo forsvinde med tiden og mørket i hans hjerte forhåbentlig skrumpe ind, og afslør det stolte og smukke elviske hjerte der måtte banke bag hans bryst, hun så på ham og smile bare som han sag han hade det beder ”det jeg glad for og høre” hun smile blidt, for det lette hende og høre han hade det beder, hun ville jo kun ham det bedste, han fortjente det bedste.. hvad det så en indebar ane hun ikke men det var vel nok kun han selv kunne svar på og vide vis hun spurt men hun spurt ikke det var ikke noget der kom hende ved.



hun kunne ikke prale med at hendes familie var rigtig hel, den var såret og hade ikke hele ordentlig og hun kunne ikke gør meget for det skulle stoppe. Hun så på ham som han snakke, hun smile lidt ”det skal jeg nok.. jeg tror slet ikke jeg ville kunne funger vis ikke jeg hade min søster hos mig” hendes far der i mod.. sådan som han hade ænder sig, ville hun ikke kalde den mand hun så i dag for hendes far, han var kun en skygge af sig selv.

Hun så på ham og smile bare, nogle vil nok sige Riniya var en særlig/anderledes elver med det syn hun hade på mange ting men hun så det ikke som noget særlig, hun hade tilpasse sig den verden hun var i og det liv hun hade fået med de situationer som hun hade opleve. Hun så på ham som han snakke, hun smile bare blidt. ”det trist de ikke selv kan se det jeg ser.. men jeg forstår dem godt.. men jeg ser det sådan her” hun smile og begyndt så ”sårene vil heale.. aren falme med tiden og håret vokse ud igen med tiden, mørke som de føler vil forhåbentlig minskes selv om jeg igen forstår hvorfor de ønsker den hævn de gør” hun så på ham og smile blidt, ”og ind bag alt det, der banker der et stolte og smukke elviske hjerte de bær på.. et hjerte der har opleve meget og som har klar alt der bleven budt det, et hjerte som man virkelig kun kan andet ind og beunder” hun smile og hade blidt lage en finger på hans bryst for at pointer det hun sag, hun flytte dog roligt fingeren men holdt stadig om hans hånd. Hun håbe han forstod hende, og det hun sag. At bag alt det dårlig lå der noget godt og smukt i ham, og med tiden skulle han nok få noget af det igen, forhåbentlig nok til han igen ville vise sig selv og igen udstråle den selvtilliden som hun hade hørt så meget om.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Thranduil forstod ganske vidst hvad det var Riniya forsøgte at fortælle, men det var bare ikke ensbetydende med, at han var helt enig med hende, eller var i stand til at se, hvad hun gjorde, men det var nemmere når hun forklarede det. Særligt fordi at hendes måde, at se tingene på, var yderst fascinerende, så det alene, var heller ikke noget, som måtte sige så lidt i den anden ende.
Hun havde familie, og hun havde andre omkring sig. Der var han igen ganske alene. Hans børn var endnu små, og derfor ikke nogen, som han ønskede at inddrage i det voksne liv. Endnu vel og mærke. "Du har nogen. Det er det vigtigste," sagde han denne gang, hvor et smil heller ikke var til at tage fejl af. Falsk som noget andet kunne være, men ikke desto mindre så var det der. Han ville jo gerne genvinde sig selv igen, for det her var jo heller ikke noget, som han kunne sige, at han var særlig stolt af. Langt fra faktisk. Han hadede at stå i denne her situation, for det var bare ikke ham at handle og reagere på denne her måde.

Riniya var en hjertevarm kvinde, og hun så ham, uden at føle afsky ved synet, som han selv ellers præsterede at gøre. Det var i hvert fald noget, som godt kunne mærkes. Hånden som hun lagde mod hans bryst, fangede han hurtigt med sit eget blik, også mest for sin egen skyld. Han nød jo den form for berøring, og særligt fordi at det var noget, som skete så sjældent, som det gjorde.
"Du har ret.." sagde han denne gang. Håret ville komme igen, selvom det nok ville tage lang tid. Men ikke desto mindre, så ville det komme. Hans blik faldt til hendes skikkelse igen. han slap dog ikke hendes hånd. Det var ikke et ønske, som han havde, lige for øjeblikket. "Du roser mig, Riniya." Var der virkelig så meget at rose lige nu? Lige umiddelbart følte han det ikke.. Men han kunne lide det. Det føles faktisk rart, når han selv var blevet så god til at hakke ned på sig selv, som han nu var.

[Riniya Roshia Cramenor]

Riniya prøve og forklar det så godt hun kunne, men det var virkelig svært og forklar hvordan hun så tingene og hvad hun som sådan følt men hun syntes det gik meget godt. Hun så på ham, det falsk smile fange hurtig hendes øjne, det klædet ham ikke og smile på den måde men hun vist ikke om hun burt sig noget til det, så hun vagt for nu og være stille omkring det. hun lage mærk til han sag du til hende, var de bleven dus nu? det var faktisk først nu hun hade lagt mærke til han sag du, mens hun hade sagt de til ham. hun så på ham og smile bare blidt som hun nu hade gjort siden hun så ham først gang, ”det her de ret i” hun smile bare og så ganske roligt på ham.



Hun følt ingen afsky over det syn hun hade set, og det skyldes hans personlighed og den beundring hun hade til ham. hun hade valgt ikke og se de grimme ting, men sætte fokus på det positiv i steden for. Det kom man langt hurtigere med ind vis det var det negative man så på, hun smile bare som han gav hende ret. Hun var glad for han forstod det hun sag eller hun håbe da han forstod, hun var også glad for han ikke hade virke utryg ved hun hade rørt ved hans bryst, enlig hade hun rørt ham ret meget ikke? Overskred hun nogle grænser her? Hun var ikke sikker men han virke okay med det så hun tog sig vel bare den frihed og få lov og rør lidt ved den mand hun så op til så meget. Hun så roligt på ham, retter hun så mod hans øjne. Hun kunne godt lig de øjne selv om de stadig virke knap så livlig stadig væk. hun smile som han sag hun rost ham, ”det gør jeg.. fordi der er noget og rose, også selv om du måske ikke helt ser set.. så er det der.. sæt fokus på det, så jeg helt sikker på du nok skal få det beder med tiden” hun smile, nu prøve hun og sig du til ham for at se om det var i orden med ham, jo han sag du til hende, men stadig der var jo en vis forskel på hende igen med den titel han hade mens hun blot var en lille skrædder. Hun holdt fast om hans hånd, vis ikke klemt lidt mere om den men stadig blidt. Han virke til ikke og ville have hun slap ham, og hun hade intet i mod og holde om hans hånd vis det betød han hade det godt og følt sig tryg ved hende.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Thranduil satte pris på hendes ærlighed og hendes meninger, selvom det måske ikke altid var meningen at man skulle være enige. Han havde sine kampe og en helt anden erfaring med sig, end hvad de fleste skovelevere nogensinde ville komme i nærheden af, og han vidste det jo godt. Han hadede nærmest sig selv, for at se ud, som han gjorde, og endnu mere, fordi at han slet ikke kunne gøre noget ved det. Det var en tanke, som han mildest talt måtte hade lige nu. Han nikkede blot til hende. Dus var de, og han kunne lide det. Det var rart, at der også var nogen omkring ham, som han slet ikke behøvede at være så.. falsk overfor, også selvom han forsøgte. Det var jo bare en mening... Men alligevel. Han forsøgte virkelig, og det var hårdt. Ingen tvivl om, at det her var hårdt for ham.

At hun egentlig berørte ham i den grad som hun gjorde, var på ingen måder noget, som generede Thranduil, selvom det måske burde? Han kunne bare ikke gøre for det, for oprigtigt, kunne han jo godt lide dette, så det var vel heller ikke underligt? En tanke, som han selv ikke kunne gøre noget som helst ved, hvad end om man ønskede det eller ikke. "Du har ret, Riniya," sagde han denne gang. Det havde hun jo. Det var bare svært at efterkomme det, sådan som han havde det lige nu, og det var vel et sted også pinligt for ham, at have det på den måde. Det var virkelig et nederlag, som han havde svært ved at gøre noget som helst ved. Han trak vejret dybt. Han kunne lide hendes indstilling. Det var virkelig den, som Procias havde brug for. "Uanset hvad der kommer til at ske.." Han lagde begge sine hænder over hendes. "Hold fast i den," bad han denne gang.