Preparing for the master

[Visenya Elessä Aíredhiel]

Hvor herre Carmine tænkte, at hun måtte elske det hele, som det han selv gjorde, tog han grueligt fejl. Det her var det værste, som Visenya kendte til. Disse jagter var decideret frygtelige, og hun vidste aldrig, hvor slemme de ville være fra gang til gang. Selvom hun nu stod i herre Carmines arme, hulkede hun fortsat ulykkeligt. Dette gjorde ondt helt ind i hjertet på hende, men hun vidste, at hun havde fortjent det. Som han drejede hendes hoved mod sin skulder, gjorde hun det lydigt. Det betød dog også, at hun græd imod hans tøj i stedet. Ville han mon straffe hende yderligere, når han fandt ud af, at han havde fået tårer og snot på sit fine tøj? Hun kunne dog ikke trække sig, da det ville være umådeligt uhøfligt. ”D..Det glæ..d..er mig, a..at du e..er impo..neret, herre,” hikstede hun over hans tilfredshed. Tårerne løb fortsat ned af hendes kinder, hvilket betød, at hun stadig hev efter vejret. Ulykkelig følte hun sig i denne stund. Heldigt var det helt, at herre Carmine holdt om hende. Ellers ville hun have skvattet om på jorden og krummet sig sammen. Øjnene lod hun glide i. Han var tilfreds, og nu gjorde han klar til at bide hende.. Varm var hele hendes krop, og da hendes hjerte slog hurtigt, pumpede blodet stærkt igennem hendes krop. Det ville han dog højst sandsynligt elske. ”Godt,” hviskede hun. Under hans læbers blide berøring, skælvede hun.. men under hans tænders gennemboren, gispede hun. Det var smertefuldt i og med, at hendes krop følte så megen last i forvejen. Lavmælt klynkede hun, selvom hun forsøgte at holde det inde. Hun tvivlede nemlig på, at han kunne lide hendes klynk, men hvad skulle hun gøre? Hun var ked af det, havde ondt og var bange.

[Carmine Jordin Marlineo]

Der var sket meget, men selv det, som var sket i Corvento Mansion, var glemt for nu. Carmine havde fokus på en ting af gangen, og nu hvor jagten var sat ind, så var det uden tvivl hans foretrukkende, og det kunne han ikke, og det ønskede han heller ikke at vende sig bort fra, hvis han ellers kunne undgå det.
Med armene trygt hvilende omkring hendes krop og sind, kunne han heller ikke rigtigt undgå at møde hendes varme, og det hamrende hjerte. Han kunne i hvert fald mærke det, og noget så tydeligt. Han elskede den følelse.. At mærke det varme så tæt på hans kulde. En varme, som han slet ikke kunne huske hvornår han sidst havde oplevet. Det var uden tvivl ved at være frygtelig mange år siden nu. "Jeg er imponeret over hvor langt du når, min kære." En yderst sjælden ros set fra hans side, men han følte nu alligevel for at give hende den. Hun nåede da kirkegården stort set hver eneste gang. Det måtte være ynden i elveren i hende, som gjorde det.
Carmine strammede grebet, hvorefter han denne gang sænkede sig nedover hende. Tænderne satte han direkte i hendes hals denne gang. Han tog igen ikke mere end et par mundfulde. Han vidste hvor meget hun hadede denne leg, men det var en glimrende måde, hvorpå at han kunne kontrollere hende. Grådig, som han kunne blive, forsøgte han at holde sig selv i skindet, også mest for sin egen skyld. Han trak sig, selvom det var ham forbandet meget imod. "Og aldrig nogensinde igen, Visenya.." hvislede han denne gang intenst mod hendes øre. Han slap hende ikke.. Lige i øjeblikket tvivlede han på, at hun var i stand til at stå op. Med blod om læberne, og stille nedover hagen, trak han kort, men tilfredst på smilebåndet. Han kunne ikke andet.

[Visenya Elessä Aíredhiel]

Visenya løb så hurtigt, som hun kunne når herre Carmine bad hende om det. Hun vidste nemlig, at det ikke ville glæde ham, hvis hun bare luntede af sted. Han ønskede det autentiske, og derfor gav hun ham det. Også selvom det kunne friste bare at stoppe op. Herre Carmine ville jo overfalde hende lige meget hvad. At han var tilfreds med hendes løben, mærkede hun så en mørk tilfredsstillelse ved. Hun behagede ham, og det var også det hun prøvede på. ”J..Jeg løber a..lt, hvad jeg kan, he..rre,” forklarede hun ham lydigt. Også selvom hun endnu stammede på grund af gråden, frygten og udmattelsen. Hun håbede bare, at denne mareridtsdag snart var ovre. Processen gik heldigvis også fremad, som herre Carmine endelig bed hende. Ikke at hun nød det.. Hun nød det ikke spor. Hun forsøgte at græde lydløst, som han drak af hende. Desværre gik det ikke helt som ønsket, som hun ikke kunne undgå at snøfte en anelse. Det gjorde ondt, og det føltes yderligere svækkende ovenpå al det, som hun havde været ude for i dag. I sit forvirrede hoved prøvede hun dog at tælle, så hun på en eller anden måde holdt sig beskæftiget, som han drak af hende. Hun slap et klynk, som hans tænder slap hende. ”Aa..Aldrig,” lovede hun ham med så lav en hvisken, at man skulle tro, at hun intet havde sagt. Ikke gjorde hun noget for at slippe ud af herre Carmines favn. Faktisk virkede hun så skrøbelig, at man kunne tro, at hendes knogler ville falde fra hinanden, hvis han slap hende. Øjnene lukkede hun i. Hun havde oprigtigt ikke mere at give af i dag. Dog ville hun selvfølgelig gøre alt for at opfylde herre Carmines behov, hvad end de måtte være. Stadig frygtede hun dog, hvordan hun nogensinde skulle bære sig ad med at komme hjem igen. Kunne hun overhovedet tage et skridt?

[Carmine Jordin Marlineo]

Den kære Visenya var forpustet, som aldrig før. Hun lærte jo trods alt også tingene på den hårde måde, og han fortrød det bestemt heller ikke. Han nød uden tvivl dette, så det var der heller ikke nogen tvivl om. Han smilede tilfredst for sig selv, hvor han endnu måtte holde hende tæt ind mod sin egen krop. Han kunne mærke hvordan hendes hjerte hamrede og han kunne mærke hendes varme. Bare det alene, var mere end nok til at rive det hele frem i hans krop og sind. Det levende.. Der var ikke noget mere fantastisk end det alene, og han elskede fornemmelsen af det. Ingen tvivl om det!
Tænderne satte han direkte i hende. Den ene hånd lagde han under hendes hage, for at holde hende tæt ind mod sig, så hun ikke ville ende med at glide i gulvet. Det ønskede han jo trods alt heller ikke.
Tænderne slap deres tag i hendes hals, hvor han endnu holdt fast i hende. Hans krop dirrede. Skovelver var og blev fantastisk. Han kunne virkelig ikke undgå at nyde det! Øjnene lukkede han denne gang, hvor han indåndede hendes duft. Hun duftede af sved.. varme.. liv. Alt det, som han alligevel ønskede at bevare, som han samtidig også ønskede at rive det brutalt fra hende. "Og så håber jeg virkelig, at du har lært.." Hans stemme var som en intens hvisken mod hendes øre. Han kneb øjnene svagt sammen. Han endte denne gang med at gå lidt ned i knæ, hvor han løftede hende op. En grotesk mand var han jo heller ikke. Han kunne være mild og blid, som han kunne være det stik modsatte, og det kunne vende på et øjeblik.

[Visenya Elessä Aíredhiel]

Tårerne piblede ned ad Visenyas kinder, imens en blodstrimmel måtte glide fra hendes hals. Selvom hun var træt og bange, gjorde det alligevel mere ondt end ellers, som herre Carmine bed hende. Hele hendes krop var nemlig i beredskab, og det betød, at hendes muskler spændte op og brokkede sig. Hendes øjne var røde og opsvulmet. Hendes hals var helt tør, idet det føltes som om, at alt hendes fugt var blevet taget af hendes øjne. Imens han holdt hende oppe, knækkede hendes knæ helt sammen, og det var derfor kun takket være herre Carmine, at hun skvattede sammen. Som han trak hugtænderne ud af hende, føltes det helt som var det to knive der forlod hendes hals. ”J..Jeg har l..læ..lært,” lovede hun stammende, som hendes stemme havde svært ved at holde. Både på grund af gråden, udmattelsen og frygten. Hun havde lært. Hun mente skam sine ord. Der var intet der hed: personlig interesse. Hun ville aldrig nogensinde spørge ham om noget bare fordi, at det interesserede hende at vide det. Hun ville kun spørge ham om ting, hvis de var arbejdsrelateret til, hvad hun skulle gøre af arbejde. ”...T..Tak, herre,” hviskede hun med sin lille pibende stemme, som han løftede hende op i sine arme. Hun var dum nok til at blive glad for hans ”venlighed”. Slapt i hans arme lå hun, hvor det kun var et mirakel, at hun havde styrke nok til at lægge sit hoved ind mod hans bryst. Nu ønskede hun bare at komme hjem og sove.. Hun havde ikke mere at give ham, men ville herren overhovedet lade hende sove? Hvis hun skulle arbejde, ville hun naturligvis gøre sit bedste for at gøre det.

[Carmine Jordin Marlineo]

Panikken og frygten, var så tydelig at se og mærke i Visenya, og det ville være løgn, om Carmine ville påstå, at han ikke nød dette, for det gjorde han da uden tvivl! Han havde nydt jagten, og nu hvor han kunne se hende, nærmest komme igennem hele spekteret af de mange følelser - ting, som han slet ikke forstod sig på, så var det jo kun mange gange bedre. Varsomt gav han slip på hende med tænderne, men ikke med armene. Han vidste, at hun ville gå direkte i gulvet. Træt og udmattet, som hun måtte være oveni. Og hun havde lært, hvilket næsten var det bedste af det hele, og særligt i dette tilfælde. Ikke fandt han sig nemlig i, at hun skulle reagere på nogen anden måde. "Glimrende," afsluttede han denne gang, hvor han også fik hende hævet op i sine arme.
Hovedet som gled mod hans bryst, sagde han intet til. Det var bedre, end at hun skulle ligge den anden vej. Ikke at det var tungt for ham, at bære hende det lange stykke tilbage til Corvento Mansion. En vampyr besad trods alt en kæmpe styrke, og dette var slet ikke noget undtag. Hans blik faldt til hendes skikkelse. De mange tårer, som han kunne se, og de røde spor af blod nedover hendes hals. Selv på turen, reagerede adskillige vampyrer på duften. Det var jo trods alt heller ikke en typisk ting, at man fik lov til at komme så nær og tæt på et prociansk væsen. Dog var hun hans.. og han delte hende på ingen måde! Efter en længere vandring, nåede de dog frem til et store Mansion. Den lille tjenestestab, som han havde, åbnede døren for ham, hvor de selv stirrede forfærdet på Visenya i hans arme. "Gør hendes seng klar," beordrede han med en fast tone. "J-javel, Herre," afsluttede den ene af pigerne, inden hun skyndte sig af sted. Carmine søgte i samme retning, dog i et langt mere roligt tempo. Umenneskelig var han ikke. Ikke altid.

[Visenya Elessä Aíredhiel]

Som Carmine tog et skridt, gav det et jag i Visenyas krop. Hun havde ondt i hver og en af sine muskler, og i sin hals. Hun forsøgte dog ikke at klynke for meget, som hun i stedet prøvede på at græde lydløst. Svagelig følte hun sig helt, og utroligt nok følte hun sig også heldig over, at herre Carmine var så god ved hende, at han bar hende. Det var venligt af ham. Som de kom tilbage til selve byen, fornemmede hun godt de andre vampyrers tilstedeværelse. Skønt hun vidste, at de ikke måtte lægge hånd på hende, fik det hende alligevel til at klynge sig ind til sin herre. Hun vidste, at han ville beskytte hende. Også selvom, at hun havde gjort ham uret. En lettelse følte hun i sit bryst, som de nåede tilbage til herregården, og herre Carmine sagde, at hun skulle i seng. Hun følte heller ikke, at hun havde overskud til andet end det. ”T..tak, herre,” hviskede hun taknemmeligt. Håndryggen strøg hun over sine våde kinder, idet hun blev åndsfraværende nok til at vide, at hun græd på hans fine klæder. ”J..Jeg vasker d..dit tøj, som det fø..første i morgen” sagde hun for at vise sin effektivitet og glæde ham. Hun ville gøre alt for at vinde sin herres gunst igen! Hun ønskede ikke, at han skulle være vred på hende. Hverken fordi, at hun ønskede at mærke hans vrede, eller fordi hun ønskede, at han skulle sidde inde med de dårlige følelser. Herre Carmine skulle være glad.. Altid. Hun snøftede igen.. Ikke mere gråd. Hun måtte tage sig sammen. Særligt når herren var så god, at han stadig ville lægge hende i seng. I princippet kunne han have ladt hende ligge til de andre vampyrer udenfor, eller ladt ende kravle i seng fra dørtrinnet.

[Carmine Jordin Marlineo]

Helt hjerteløs var Carmine trods alt heller ikke, som han heller ikke ønskede, at nogen anden vampyr skulle lægge sine fingre på hende. Hans blik faldt derfor til hendes skikkelse, som hun klyngede sig ind til ham. Det menneskelige ville han nok aldrig lære at forstå i det omfang, også selvom han engang for mange år siden, selv havde været en del af dem. Selv været en de af det, selvom det var utrolig mange år siden. Han havde vel glemt det siden dengang? Det var ikke rigtigt noget, som egentlig kunne komme bag på nogen, kunne man sige. Det var i hvert fald sådan, at han måtte se på det, og særligt lige nu. Han bar hende derfor bare hjem.
Hun havde grædt. Selv igennem hans tynde klæder kunne han mærke det. Så var det jo fint nok, at det kunne vaskes. Et grumt væsen var lige hvad Carmine var, men hvad.. det var jo ikke noget, som egentlig kunne komme bag på nogen særligt.
Ordren blev skænket den øvrige tjenestestab, som skyndte sig i forvejen, for at gøre Visenyas værelse klar. Han vendte blikket mod hende. Hun havde stormet af sted, og hun var træt. "Udmærket," svarede han blot. I takt med at han kom frem, trådte tjenestepigerne ud, og tillod ham at træde indenfor. Her lagde han hende roligt ned på sengen i stedet for. Langsomt satte han sig på sengekanten. "Du ser herrens ud, min kære." Næsten som skulle han til at agere omsorgsfuld eller noget i den dur Det var bare ikke ham at gøre den slags.. Det var slet ikke ham, at være den slags. Hånden hævede han, for selv at tørre de tårer væk, som endnu måtte befinde sig på hendes kind.

[Visenya Elessä Aíredhiel]

En gnist af lettelse følte Visenya, som herre Carmine accepterede, at hun ville sørge for at vaske hans tøj i morgen. Det lettede, da hun i så fald følte, at hun alligevel ikke var helt uduelig. Hun havde nemlig følt sig ubrugelig, som han havde skældt hende ud og jaget hende. Hvornår hun ville kunne begynde på hans klæder, var hun dog i tvivl om. Han havde trods alt fortalt hende, at han ville spærre hende inde i alle dagens timer. Gad vide, om han ville låse hende ud som det første, når han vågnede.. eller ville han mon lade der gå timer? Hun vidste det ikke. Hun burde heller ikke tænke over det. Herre Carmine ville jo gøre, hvad der var rigtigt. Hun sukkede dæmpet, som hun blev lagt i sengen. Den føltes så blød.. Så velkommende. Hun kunne sove på stedet, hvis hun fik tilladelse til det. Dog kun hvis. øjnene lukkede hun kortvarigt i, som han strøg tårerne væk fra hendes kind. Hun følte sig dum. Hun kunne jo mærke nu, hvor god herre Carmine var ved hende, og hvor dum hun selv havde været. Hun havde gjort noget galt, men alligevel bar han hende trygt hjem i seng, og nu kærtegnede han endda hendes kind. Hun kiggede op på ham med sine forgrædte øjne. ”Ønsker De, at jeg vasker mig med en klud og skifter tøj?” spurgte hun ham med en lille stemme. Hvis herre Carmine mente, at hun frastødte ham, ville hun naturligvis gøre sådan, at hun fremtrådte acceptabelt igen! Også selvom, at hendes krop følte sig tung og uduelig. Hun ville gøre præcist, hvad han ønskede af hende.

[Carmine Jordin Marlineo]

Carmine måtte derfor stærkt gå ud fra, at Visenya havde lært på den hårde måde. At det var dumt at gå imod ham, når han ellers gjorde alle de ting her, for han var ikke urimelig. Ikke i sine egne øjne om ikke andet. Hvad han så måtte være i andres - Cassies særligt, kunne han jo så ikke tage sig af. Han lagde hende derfor på sengen denne gang. Han agtet nu stadig at låse hendes dør. Særligt fordi at han frygtede hvad Cassie kunne finde på. Den kvinde var ganske enkelt forfærdelig til tider, og det irriterede ham så grusomt!
Hånden strøg han denne gang over hendes kind. Han rystede kort på hovedet. Det var hendes seng, så hvad hun gjorde her, var han fuldstændig ligeglad med. Ønskede hun at det skulle være et rod... Ønskede hun at rende nøgen.. Så var han virkelig ligeglad. "Gør hvad du vil, indenfor mine grænser, Visenya.. Nu tror jeg også at du har lært det på den hårde måde." Han betragtede hende med en kold og intetsigende mine. Det hele måtte dog hvile i hans ord fremfor hans ansigt. Han var meget monotom og meget tom, samt svær at læse. Han sænkede blikket, hvor han også kiggede meget indgående på hende i stedet for. Han havde moret sig, hvor hun derimod havde løbet som pisket af sin herre. Ja, et sted var det vel egentlig også hvad hun var? "Tænk dig om Visenya, og husk hvor god jeg er overfor dig, ikke?" Det var jo sandt. Der var så mange derude, som ikke ville tøve med at ende hendes liv, dels fordi at hun var procianer af blod, men også fordi at hun her i mørket, var så skrøbelig. Langsomt trak han hånden til sig, inden han rejste sig op igen. Nøglen som hvilede bag hendes dør, tog han denne gang i sin hånd. En straf var og blev en straf. Han låste døren, hvor han denne gang lod hende være selv. Nu håbede han da, at hun havde lært.

//Out

[Visenya Elessä Aíredhiel]

Hun behøvede ikke at gøre sig i stand? Tanken glædede Visenya. Ærlig talt følte hun ikke, at hun havde overskuddet til at vaske sig og skifte tøj. Hun var helt udmattet.. Fuldstændigt tømt for kræfter. Hun stirrede op på herre Carmine. Hun vidste, at hun havde dummet sig.. og alligevel havde han båret hende ind igen, samt kærtegnet hendes kind. ”..J-Jeg forstår, herre., Jeg har lært” sagde hun underdanigt. Hun ønskede aldrig at gøre ham uret på den måde igen. Både for hans og hendes egen skyld. Blikket slog hun respektfuldt væk fra hans ansigt. Hun tog en dyb, men rallende indånding. Hun skulle endnu have samlet op på sig selv. Hun nikkede svagt med hovedet. Selv kunne hun mærke, at bevægelsen gjorde en smule ondt efter, at han havde bidt hende i halsen. ”De er god ved mig..,” medgav hun. Han havde jo bragt hende ind igen.. og han gav hende dagligt mad og tag over hovedet, samt tøj på kroppen. Hvordan skulle hun sørge for al det uden ham? Hun forsøgte ikke at få yderligere fat på herre Carmine, som han søgte ud af hendes værelse. Hun havde desuden ikke ret til at kalde ham tilbage. Hvis han mente, at de var færdige, var de færdige. Øjnene klemte hun i, som døren og låsen gled i, og som ulykken skyllede ind over hende! Hendes lille skikkelse begyndte at skælve i sengen, alt imens hun med rystende hænder trak tæppet hen over sig. Hun var ked af det. Hun havde gjort noget forkert, og herre Carmine havde gjort hende fortræd.. og hun hadede ham for det sidste, selvom en anden del af hende fortalte, at hun havde fortjent det. Den morgen endte hun fortvivlet med at græde sig selv i søvn.

// Out