Preparing for the master

[Visenya Elessä Aíredhiel]

"Javel, herre," sagde Visenya lydigt. Svært var det.. Livet og døden. Hendes liv gjorde ondt, og derfor ønskede hun til tider at dø. At dø virkede dog også skræmmende, for det kendte hun ikke til. Derudover virkede det også langtrukkent at blive tømt for blod. Nej, hun ville bare gøre, som hun altid gjorde. Gøre sit bedste for at tjene herre Carmine. Hun stirrede kort efter svampen, som han havde lagt den fra sig. Betød det, at hun var færdig med badet? Det var trods alt et tegn på, at man nu var ren, når man lagde svampen fra sig. Blikket vendte hun igen mod herre Carmines røde øjne, som han talte om Cassie. "Selvfølgelig, herre. Som De ønsker," sagde hun lydigt. Ikke at hun havde et valg. Her sagde man nemlig ikke nej til arbejdsopgaver, som man blot adlød. Det var nemlig ikke op til tjeneren at vurdere, om opgaven var god eller ej, som det var op til herren at vurdere. Herren vidste altid bedst. Hun tog en indånding. "Må jeg spørge, hvad Cassie laver her?" spurgte hun forsigtigt. Hun var nysgerrig.. Hvad lavede kvinden her? Hun var hverken bloddyr eller slave.. End videre var hun heller ikke herre Carmines mage. Derfor forstod hun ikke, hvad kvinden lavede her. Sådan holdt herre Carmine nemlig normalt ikke kvinder. Hendes hjerte slog endnu hurtigere end i en normal hviletilstand. Forventningen fyldte hende, som hun var nysgerrig efter at kende til Cassies rolle her. Derudover fyldte den normale frygt hende, for ville hente Carmine nemlig blive vred over, at hun havde vovet at stille ham et spørgsmål for sin egen nysgerrigheds skyld. Lige det var nemlig ikke et arbejdsspørgsmål.

[Carmine Jordin Marlineo]

Så lang tid Visenya gjorde, hvad der blev ønsket og krævet af hende, så ville der heller ikke ske hende noget. Alt taget i betragtning, så var det her, at han havde muligheden for at røre ved hende.. markere hvor grænserne måtte gå, og bare hun gjorde, hvad han ønskede, kunne hun nærmest leve i den bedste form for tryghed, som man kunne komme i nærheden af. "Udmærket," sagde han denne gang. Endnu en gang, måtte han føle tilfredsheden ved at have hende ved sig. Igen gjorde hun jo bare, som han ville have hende til, og det var noget, som faktisk også gjorde ham tilfreds. Ikke ligefrem glad, men tilfreds. Nu var han ikke en mand eller en race, som var i særlig god kontakt med sine følelser, hvor det derimod mere var de dyriske instinkter, som førte ham frem - og den skarpe hjerne. Det var jo den, som selv Alex i sin tid, havde haft brug for.
Hvorfor han havde Cassie her? Det eneste, som hun skulle gøre, var at nikke og sige, at hun nok skulle holde et øje med hende. Det kunne han jo trods alt ikke gøre om dagen! "Jeg ønsker kun at du skal gøre som jeg siger." sagde han denne gang. Et sted også med en advarende stemme. Hvorfor han ville have Cassie der, var ene og alene hans egen sag, og slet ikke noget, som nogen i det hele taget skulle blande sig i. "Og hvorfor spørger du?" Han rejste sig op denne gang. Utilfreds med hendes spørgsmål. Hvorfor skulle hun overhovedet blande sig i de ting?!

[Visenya Elessä Aíredhiel]

For sin egen nysgerrigheds skyld, havde Visenya vovet at stille herre Carmine et spørgsmål. Hurtigt måtte hun dog fortryde det, som herre Carmines tone og ord helt fik hende til at skutte sig. Fuld af dårlig samvittighed og frygt, vendte hun blikket ned igen, så hun nok engang stirrede ned i vandoverfladen. Hvorfor havde hun dog handlet så dumt? Herre Carmine havde ikke bedt om hendes personlige mening og nysgerrighed, men alligevel havde hun bølget frem med den. Selv frygtede hun helt et enten hårdere bid eller et slag. Det var trods alt op til herre Carmine at afrette hende, når hun var en dårlig tjener.. som nu. "Undskyld, herre. Det var dumt af mig at spørge ind," undskyldte hun med en stemme der svømmede af fortrydelse. Hurtigt slog hendes hjerte. Han stod op. Så meget vidste hun.. Hvad han ønskede af hende nu, var bare spørgsmålet. Øjnene lukkede hun let i ved hans spørgsmål. ".. Af personlig interesse," indrømmede hun over for ham. Selv kunne hun høre, hvor dumt det lød, som hun svarede herre Carmine. Af personlig interesse.. Hun burde ikke have nogen interesse. Hun skulle bare nikke og gøre, som der blev sagt. Øjnene holdt hun lukket, som hun helt afventede en straf fra ham. Herre Carmine burde trods alt straffe hende for sin dumhed, så hun vidste, at hun ikke burde spørge ham om noget en anden gang. Selv ville hun i hvert fald ikke forsøge at stritte imod. Igen var det nemlig kun hans ret. Dog syntes skyldfølelsen og frygten helt at fortære hende på egen hånd.

[Carmine Jordin Marlineo]

At Visenya i det hele taget vovede at spørge ind til noget, som han slet ikke havde givet hende retten til, var på ingen måder noget, som faldt i hans gode bog. Hun havde slet ikke nogen ret til at spørge! Lysten til at give hende et enkelt slag, måtte derfor melde sig, men for nu gjorde han slet intet. Tydeligt var det nemlig, at hun vidste, at det var dumt.. Men sagde hun det, kun for at undgå at blive straffet for det, eller var det fordi at hun inderligt fortrød, at hun havde åbnet munden, uden at have fået lov?
"Har jeg været for god ved dig?" spurgte han denne gang. Havde han givet hende for løse tøjler, til at hun troede, at hun kunne rende rundt og stille spørgsmål ved tingene? Nej, endnu ikke var Cassie noget, der mindede om en slave eller en tjener for ham, som hun bar en helt anden betydning for ham. Det krævede jo bare, at hun ligeledes også blev overbevist om det faktum, og det alene, synes at være en ting, som var meget længere undervejs, end hvad han oprigtigt havde regnet med. Han rystede kort på hovedet. En personlig interesse? Et kort træk fandt vejen til hans mundvig. "Du er en genstand for mig, Visenya.. Du har ikke nogen ret til nogen personlig interesse." Igen vendte han blikket hårdt mod hende. En næsten mordlyst meldte sig i hans øjne, selvom han for nu intet gjorde.. Det var vel det, som i sig selv, kunne være skræmmende? "Du er færdig.." meldte han denne gang, inden han vendte blikket bort. Faretruende var dette - Særligt for hende.

[Visenya Elessä Aíredhiel]

Svagt skælvede Visenyas krop. Det var ikke fordi, at vandet var blevet koldt, som det derimod endnu var behageligt varmt. Nej, hun skælvede af frygt. Af frygt for, hvad herre Carmine kunne finde på at gøre ved hende. Spørgsmålet var altid: tæv eller død? En mild mand var han nemlig ikke, og derfor troede hun ikke selv på, at han ville se bort fra hendes fejltagelse. ”..Jeg ved det ikke, herre,” nærmest hviskede hun af frygt. Ikke turde hun mene, om han var for god eller for hård ved hende. Det var nemlig op til herre Carmine at vurdere, hvad der var ret. Hvis han var for god ved hende, og hvis hun derfor skulle have kortere tøjler, ville han derfor have ret i det udsagn. Knuden mærkede hun i sit bryst, som han kaldte hende en genstand. Han havde ret i det.. Hun var ingenting. Blot kød for ham. Irriterende nok ønskede hun dog inderst inde at være mere. Det tvang det menneskelige i hende til at mene. Det undertrykte og mishandlede i hende gjorde bare, at hun accepterede skæbnen og lod sig underkaste den. ”Jeg ved det, herre.. De har ret i Deres ord. Min handling var en idiotisk fejl,” undskyldte hun dæmpet for ham. Da han dernæst sagde, at hun var færdig, tøvede hun ikke med at rejse sig. Han måtte tale om badet. Vandet plaskede legesygt ved hendes hurtige bevægelse, hvor det dernæst slikkede sig ned ad hendes krop. I en passende fart steg hun ud af karet, så hun lige akkurat var sikker på, at hendes bare og våde fødder ikke gled på det glatte flisegulv. Hurtigt slog hendes hjerte endnu, som hun hurtigt slyngede et håndklæde om sin krop, så hun kunne tørre den. Det lange sølvhår ville være fugtigt i noget tid, men kroppen ville hurtigt tørre, så hun hurtigt kunne træde i sine klæder igen.

[Carmine Jordin Marlineo]

Utilfreds måtte Carmine uden tvivl være ved, at hun satte tvivl og spørgsmål ved hans ordre. Når han bad hende om at holde øje med Cassie, så var det fordi at han forventede, at hun holdt øje med hende, og ikke begyndte at stille latterlige spørgsmål! Det var desuden slet ikke en ret, som hun havde på sin side i det hele taget! Han kneb øjnene svagt sammen denne gang, inden han så mod hende. Nu vidste hun pludselig ikke, om han var god ved hende? "Du har været dygtig til at give udtryk for dine meninger.. Nu vil du ikke give mig den, når jeg beder om den?" spurgte han denne gang. Han vendte sig direkte mod hende igen. Stadig fristet til at slå til hende, for det var efterhånden så frygtelig fortjent! Hun skulle i hvert fald ikke komme her, og stille spørgsmål ved de ting, som han foretog sig! Dumt var det virkelig! Som intet andet!
Hendes bad var færdigt. Det var i hvert fald ikke en luksus, som han ville give hende lov til at fortsætte med at nyde, hvis han ellers kunne blive fri for det. Det var sikkert og vidst. Han rynkede denne gang på næsen, hvor han så mod hende igen. Hun var intet andet end en genstand for ham, og hvis hun troede anderledes, så var det da kun fordi at han havde været for mild ved hende. Han gav hende frie tøjler til at bevæge sig i hans hjem, hvor hun lystede, men det var vel for mildt, alt taget i betragtning nu? "Få tøj på, og meld din ankomst i pejsestuen." afsluttede han denne gang. Utilfreds var han uden tvivl, idet at han selv forlod badeværelset. Kold og intetsigende måtte hans mine derfor også forblive, idet han søgte ned igennem korridoren i et tempo, som selv fik de øvrige i staben til at kigge efter ham.

[Visenya Elessä Aíredhiel]

Tårer begyndte at vædde Visenyas øjne. Hun var bange, og hun var ked af det. Hun fortrød inderligt, at hun nogensinde havde vovet at spørge herre Carmine om noget, og nu frygtede hun for konsekvenserne. Ville han mon være vred på hende flere nætter i træk? Ikke vidste hun det. Hun tørrede sin krop, alt imens hun både skammede sig over den og sig selv. Det hele gjorde bare ondt lige nu og her. ”Undskyld, herre.. Jeg er en skamplet på Deres tjenestestabel,” undskyldte hun brødbetynget, som herre Carmine nu var irriteret over, at hun ikke længere svarede ham. Ikke vidste hun, hvad hun skulle svare! Selv var hun rædselsslagen for herren, men det var vel stadig ham der bedst vidste, om han var for god ved hende eller ej? Hvis han var for god ved hende, ville hun tage straffen for det. Respektfuldt bøjede hun hovedet for herre Carmine, som han sagde, at hun skulle møde ham i pejsestuen. ”Javel, herre,” sagde hun lydigt. Håndklædet lagde hun fra sig, idet herre Carmine forlod badeværelset, og lod hende være alene. Det var også der, at en enkelt tårer af afmagt silede ned ad hendes kind. Hun snøftede dæmpet, inden hun irriteret tørrede den bort. Herre Carmine ventede hende, og han var måske allerede irriteret over, at hun ikke var ligeså hurtig som ham? Hurtigt trak hun i sit tøj igen. Den skællede bluse, og den kraftige nederdel. Håret kunne hun ikke tage sig videre af, og derfor sørgede hun blot for, at det bare lå hende fugtigt og slapt ned ad ryggen. Mere tid på sig selv, brugte hun dernæst ikke, som hun var hurtig til at komme ud af døren. Ikke ville hun lade herre Carmine vente et sekund længere! Skønt frygten ønskede, at hun krøb ned i et musehul, gik hun alligevel friskt frem. Derfor fik der ikke lang tid før, at hun stod i pejsestuens åbning og nejede dybt. ”Hvad kan jeg gøre for Dem, herre?”

[Carmine Jordin Marlineo]

Ikke skulle der meget til, for at hylde Visenya ud af den. Det var i bund og grund også ting, som passede Carmine mere end fint, for hun fortjente at vide, hvor utilfreds hun oprigtigt havde gjort ham ved dette. Hans blik faldt denne gang til hendes skikkelse. Hendes hjerte som hamrede så kraftigt mod hendes bryst, som aldrig nogensinde før. Eller.. nok ikke siden, han havde bragt hende til sin husstand og, i hans øjne om ikke andet, havde givet hende en enestående chance til rent faktisk at blive til noget, i og med, at han ud af sit gode hjerte, havde gjort hende til en tjenestekvinde i hans husstand. Og dette var måden hun valgte at takke ham på? Han nikkede blot til hendes ord. I øjeblikket, var hun ikke andet end en skamplet på hans tjenestestabel, og derved også på hans navn. "Få tøjet på," endte han denne gang med en kortfattet stemme, inden han selv forlod badeværelset.
At det var en situation, som formåede at gøre hende ked af det, sagde han intet til. Faktisk, var det overhovedet ikke noget som rørte ham på noget tidspunkt, og ærligt, så ville det nok heller ikke komme til det, som han var en iskold mand, der intet følte for nogen individer.
Afventende stod han derfor foran pejsen, da hun endelig kom ham i møde. Han vendte blikket mod hende. Foran ham stod en flaske med blod, som han havde fået skænket. Lysten til at jage var uden tvivl til stede, men han vidste at det ville være dumt. Virkelig dumt. Hænderne foldede han over ryggen. "Vil du være ærlig for mig, Visenya?"spurgte han denne gang. Selvom han allerede havde besluttet sig, så ville han alligevel høre hende ad. Nu hvor hun i forvejen var så god til at give udtryk for meninger og tvivl. "Hvordan straffer man bedst en skovelver?"

[Visenya Elessä Aíredhiel]

Skrækslagen var Visenya, alt imens den dårlige samvittighed åd hende op. Derfor ville hun bravt forsøge at genvinde sin herre Carmines velvilje! Det første skridt på vejen var at vende hurtigt tilbage til ham. Derfor fik der ikke mange minutter, før hun stod i døråbningen til pejsestuen og nejede for ham. Dette kostede hende også kun, at hendes hår endnu var fugtigt. Ej så hun på hans ansigt, men hun kunne se, at han i mellemtiden havde fået serveret en flaske blod. Det fik hende til at ånde lettet op. Så ville han i hvert fald ikke skambide hende. Et sted havde hun også frygtet, at han kunne have fundet på, at hun skulle løbe, hvor han så ville jage hende, og til sidst overfalde hende. ”Selvfølgelig, herre,” svarede hun lydigt. Hun turde heller ikke andet længere. Herre Carmines følgende spørgsmål gjorde hende dog ikke spor tryg.. Dog kunne man sige, at han allerede gjorde det værste ved hende hver dag, som man kunne gøre ved en skovelver. ”Ved at tage skoven væk fra dem.. Bede dem om at leve i mørke,” svarede hun ærligt. Selvom hun knap nok huskede Procias’ skove længere, kunne hun mærke et savn i sig. En længsel der virkede helt biologisk, som om det var meningen, at hun skulle være der. Det var en underlig følelse.. Det var dog sådan, at hun havde det. Derudover var der mørket. Hun var et væsen hørte til i solens stråler, men eftersom hendes herre var vampyr, var hun tvunget til at sove om dagen og være oppe om natten. Det eneste dag hun nogensinde så var cirka to timer inden solnedgang. Et trist syn. Det betød nemlig, at det nok engang ville blive mørkt, og at hun ikke ville få solopgangen at se.

[Carmine Jordin Marlineo]

Afventende stod Carmine og ventede på at Visenya ville dukke op. Dette var heldigvis noget, som hun gjorde ganske hurtigt - til hendes held. For i aften, var han på ingen måder særlig tålmodig. Blodet havde han kun fået serveret da han vidste, at han ellers ville ende hendes liv, om han kunne komme til det, og det var det sidste, som han ønskede sig. Hun var værdifuld for ham. Ikke kun på grund af det lyse blod, men fordi at hun var så nem at køre rundt med i forhold til så mange andre, og det var ikke nogen hemmelighed, at han i sandhed nød, at det skulle være på den måde.
Denne gang, var det ham, som vendte sig mod hendes skikkelse. Hun nejede for ham og det hele. At tage skoven fra en skovelver havde han jo allerede gjort.. Men at tvinge hende til at leve i mørke? Den havde han ikke ligefrem tænkt over. Desuden ville han elske at tvinge hende til det, som hun hadede og frygtede mest.
Tænksomt vendte han blikket mod sin flaske, som han denne gang tog op i sin hånd i stedet for. "Burde jeg låse dig inde i dagens timer..? Nægte dig at se solens lys, Visenya?" Han tollerede ikke ulydighed, hvilket hun udmærket godt vidste! Han førte flasken til sine læber, hvor han grådigt tømte dens indhold. Men først.. ville han lege. Natten var endnu ung, og han havde mange ting, som han agtet at få gjort, før det blev såvidt. OM han så skulle begynde at låse hende af vejen, som en straf, når solen ville rejse sig igen ved morgentiden.

[Visenya Elessä Aíredhiel]

Tanken om at være låst inde, indtil herre Carmine selv stod op og låste hende ud, brød Visenya sig slet ikke om. Hun ville blive endnu mere bundet til ham, hvis det skete. Det var faktisk den tanke der var værre, end at skulle miste at se solen. Solen gjorde hende nemlig i forvejen trist. Det var et sørgeligt syn altid kun at se to timer af den, inden den gik ned. Hvis hun var heldig, nåede hun at se den gå op igen, men hun nåede aldrig at nyde det, inden hun skulle gå i seng. Blikket sænkede hun ned mod gulvet, som han bundede sin flaske blod. Herre Carmine måtte være meget vred på hende, siden han drak på den måde.. Dog var hun forbløffet over, at det ikke var af hende han drak af. Især fordi, at hun ikke ville kæmpe imod. ”Jeg ved ikke, hvad De skal gøre, herre, men..,” begyndte hun usikkert. Nederdelens stof greb hun om, hvor hun let knugede i det. Ligeglad var hun med om det betød, at skørtet blev en anelse krøllet af det. Hun tog en indånding. ”Hvis De låser mig inde inden solopgangen, og låser mig ud efter solnedgangen, vil jeg ikke have tid til at gøre huset i stand til Dem, inden De står op,” fortalte hun ærligt. Det var faktisk noget, som hun kunne lide at gøre. At klargøre hjemmet til ham. Det var vel også en måde for hende at få ro på? At gå alene rundt og nusse om tingene, inden det hele gik løs. Måske var det i så fald en straf for hende.. men ville det så ikke også være en straf for herre Carmine? Jovist at han havde andre i sin stabel end hende, men det var jo hende han havde betroet husholdningen til.. og hun var vel også selv lidt stolt over, hvor godt hun gjorde det?

[Carmine Jordin Marlineo]

Carmine var skuffet over endes opførsel og behandling af ham. Flasken bundede han. Han vidste, at hun satte pris på den frihed, som hun havde her i huset, men det var vel også ved at være tydeligt for ham, at det ikke var noget, som hun kunne rumme? At det var noget som han var nødt til at tage fra hende igen? At tage hendes blod, ville tage hendes liv, og det vidste han udmærket godt. Og at ende hendes liv, var han overhovedet ikke ude på, da han også godt vidste, at der intet godt ville komme af med det. "Jeg har andre i min tjenestestab, som ikke stiller spørgsmål ved mine ønsker." Denne gang vendte han sig direkte mod hende igen. Han var skuffet over hende, og det var han bestemt heller ikke bange for at lægge skjul på, når det endelig skulle komme til stykket.
At låse hende af vejen, måske det, som bare skulle til, for at få tingene som han gerne ville have? Det var i hvert fald ikke ting, som kom ud af ingenting. Hans øjne forblev intenst hvilende på hendes skikkelse. "Lad mig fremlægge det på den her måde, min kære.." Han vendte blikket i retningen af hendes skikkelse, inden han denne gang trådte hen mod hendes skikkelse. Han stoppede op foran hende. Hun var bange og det var tydeligt. "Hvorfor skulle jeg glæde dig, når du misbehager mig?" spurgte han med en faretruende stemme. Han var uden tvivl skuffet.. Var det så det lyse hjerte i hende, som meldte sig? At der skulle stilles spørgsmål ved det, som han foretog sig?

[Visenya Elessä Aíredhiel]

Visenya kunne mærke, hvordan hun krympede sin en anelse idet herre Carmine sagde, at han havde andre i sin tjenestestabel end hende. End videre insinuerede han, at de var bedre end hende. Hun blev strammere om læberne. Hvis han blev ved med at tænke det, ville han så ende med at dræbe hende til sidst? Det gjorde herre Carmine trods alt, når han ikke længere følte, at de var ham værdige længere. Selv følte hun pludselig, at det kom skræmmende tæt på, at det måske var der, at de ville ende. Hun faldt ned på knæ foran ham, som han stillede sig over for hende. Nederdelen knugede hun dog endnu om i sine små hænder, som hun ikke vidste, hvad hun skulle gøre af sig selv. ”Jeg lover, at jeg ikke vil misbehage Dem igen, herre. Jeg vil lade mig spærres inde, hvis De mener, at det er den straf jeg fortjener.. Jeg vil lade Dem gøre det uden et ord på mine læber.. Kast mig bare ikke ud af Deres tjenestestabel,” bønfaldt hun ham. Hun var i sandhed en knækket kvinde, som hun tryglede om at forblive hans undersåt. Igen var det dog også alt, hvad hun kendte til. Igen mærkede hun fugten i øjnene. Dog ville hun helst ikke græde.. Ikke, hvis hun kunne undgå det. Hun stirrede ned på hans sko. ”Jeg fortjener ingen glæde, herre.. Men er det forkert af mig at ønske at glæde Dem?” spurgte hun ulykkeligt. Hun prøvede jo bare at gøre hans liv lettere og bedre.. men i nat gjorde hun det tydeligvis ikke godt nok. En tanke der fik det til at stramme i hendes bryst. Hun kendte kun til at adlyde herre Carmine, men hvis hun end ikke var i stand til at gøre det godt nok, hvad kunne hun så finde ud af?

[Carmine Jordin Marlineo]

Afventende blev Carmine stående overfor Visenya, selvom det var tydeligt, at hun var præget af en frygt for ham. En frygt, som uden tvivl måtte behage ham! Han elskede at det var den effekt, og den magt, som han måtte have over hende, og særligt fordi, at det havde været en ting, som for ham, havde været så.. nem og ligetil. Det kunne jo ikke blive bedre. Hans blik fulgte hende, som hun faldt ned på knæ, som hun begyndte at trygle og bønfalde.. tigge og bede for sit liv. Det kunne i sandhed ikke blive bedre end dette, hvilket han stod fuldkommen fast på!
Carmine forblev nu ganske afslappet, selvom hun var på grådens rand. Frygtede hun virkelig, at han ville ende hendes liv? Nu hvor han havde fået markeret for hende, at hun ville være så nem at erstatte, så havde han - for nu om ikke andet, ingen grund eller lyst til at ende hendes liv. Hun stirrede på hans fødder, samt bønfaldt om at få lov til at forblive liggende under ham. Han havde det jo fint med det foretagende, for det var netop der, at han ønskede, at hun skulle være! "Hvis du ønsker at glæde mig, hvorfor er det misbehag, jeg oplever?" spurgte han denne gang. Det var en opgave, som hun uden tvivl havde fejlet på. Denne gang gled han langsomt ned i knæ foran hende. Han holdt sig endnu hævet over hende - ligesom han skulle. Det var og blev hans plads. "Jeg bragte dig til mit hjem.. Skænkede dig tøj på kroppen, tag over hovedet og bringer dig sågar mad på bordet, Visenya. Jeg giver dit liv en mening." Hvis man overhovedet kunne kalde det et liv. Det kunne man så derimod diskutere efterfølgende. Hånden lagde han denne gang mod hendes kind. "Jeg vil bringe dig bag lås og slå når jeg søger mod mit kammer.. og bringe dig ud, når solen atter er borte. Du vil få nætterne til at bringe mig tilfredshed," afsluttede han denne gang. Sød som han kunne være, så kunne han være det modsatte. Han var slet ikke færdig med hende endnu.

[Visenya Elessä Aíredhiel]

Hvorfor hun havde bragt herre Carmine misbehag? Det havde ej heller været Visenyas mening at gøre det! Hun ønskede jo kun at behage herre Carmine.. Altid! Hun gjorde dagligt sit bedste for at gøre det, og at høre, at hun ikke længere gjorde det godt nok, knuste hende. ”Fordi jeg er dum, here.. Behold mig i Deres tjeneste, og jeg vil gøre mit bedste for at oppe mig,” lovede hun ham. Hun var jo dum, siden det mislykkedes hende at tilfredsstille sin herre. Hurtigere slog hendes hjerte, som han satte sig ved hende. Hvad nu? Hun så ham selvfølgelig ikke ind i øjnene. Hun var intet andet end et sølle insekt lige nu ved siden af ham. ”Tro ikke, at jeg ikke er taknemmelig for Dem, herre, for det er ej.. At jeg ikke har været i stand til at udtrykke det tydeligt nok for Dem, gør mig ked af det. Jeg vil gøre det bedre for fremtiden.” Der var måske dem der ville væmmes ved hendes underdanighed, men hvad kunne hun gøre? Han havde dræbt hendes forældre, siden hun havde haft en tiåriges hjerne, og siden da havde han været det eneste voksenbillede for hende. Han havde taget hendes opdragelse i hånden, imens man endnu havde kunnet forme hende, og derfor holdt hun af ham, ligesom hun dog også mærke, at hun hadede ham. Hovedet valgte hun at glide på sned mod herre Carmines hånd, som han rørte hendes kind i håb om, at han alligevel ville udvise noget mildhed over for hende. Dette var dog ikke tilfældet.. og dog ville hun heller ikke klage. Hun fortjente at blive låst inde. ”..Jeg vil acceptere min straf, indtil De mener, at jeg har sonet den,” endte hun lydigt med at sige. Dog skræmte tanken hende.. Hvor længe ville han låse hende inde? Selv vidste hun jo, at et helt år kunne være ingenting for ham.