Preparing for the master

[Carmine Jordin Marlineo]

Nu hvor Visenya havde fået nogle minutter for sig selv, kunne Carmine vel godt tillade sig, at komme brasende, hvor han lystede? Nu hvor han havde den mentalitet, at han kunne gøre, hvad end han ville, når han ville, så var det også noget, som han gjorde nu.
Selv kunne han ikke komme i nærheden af det varme vand, da det ville føles helt igennem brændende mod hans egen hud. Kold og død, som han var, følte han jo stadig en vis form af smerte, når han blev udsat for den. Det var også derfor, at Alexanders ting og genstande, alle sammen var fjernet og placeret i et lokale i kælderen. Ikke kunne han få sig til at smide det helt ud, og ikke ønskede han at se på det. Derfor var også rigtig meget i huset her, lavet om siden da.
Carmine rettede sig op, som han så på hende sidde der. I hans øjne, var et væsen i et bad, noget af det mest skrøbelige. Der var de mest sårbare.. Havde intet til at beskytte sig, og sad der, som guderne havde skabt dem. Han blev for nu bare stående, selv da hun havde spurgt. "Bliv siddende.." Et sted kunne han jo godt lide bare at observere hende. En smuk kvinde af en skovelver. Ja, selv de væsner, var jo at finde. Og nu hvor han havde huset hende så længe, så kunne han jo slet ikke undgå at nyde af det.. Synet, som af hendes blod. Langsomt søgte han tættere på. "Lad som jeg slet ikke er her," tilføjede han denne gang. Dette var et syn, som han kunne lide. Ingen tvivl om, at det var noget, som han kunne lide.

[Visenya Elessä Aíredhiel]

Herre Carmines tilstedeværelse fremprovokerede øjeblikkeligt en klump i Visenyas hals. Selv hadede hun, når han så hende således. Nøgen. Hun følte sig skrøbelig. Skønt hun var ude af i stand til at føle sig smuk, følte hun alligevel for at holde sin krop privat. Det var dog ikke en mening som hun kunne tillade sig at føre ud i livet, da herre Carmine ejede hende. Han bestemte, hvad der skulle blive af hende, og hvis han ønskede at se hende således, eller hvis han ønskede at andre så hende, måtte det være sådan at det var. Selv forsøgte hun dog alligevel at skjule sig, som hun havde trukket benene op og slået armene om dem. Tårer måtte hun dog helt føle presse sig på, som han sagde, at hun skulle lade som om, at han slet ikke var her. Han var her jo.. og hun følte sig utilpas i hans selskab. ”Som De ønsker, herre,” endte hun dog loyalt med at svare ham. Dog havde hun heller intet valg. Hvis man sagde, at hun havde et valg, var det kun et elendigt alternativ. Langsomt lod hun sine arme give slip, og langsomt lod hun sine ben glide ned på plads igen. Ubehaget var dog en kraftig del af hende, som hun bestemt ikke ønskede dette.. Hun ønskede slet ikke at vise sig sådan for ham. Hun tog en skælvende indånding. Hun skulle opføre sig naturligt. Det var, hvad han ønskede.. men ønskede han, at hun bare halvsov i karet, som hun havde gjort før? I stedet for at lukke øjnene i og hvile sig, valgte hun i stedet at begynde at vaske sig. Helt tilbage i karet gled hun, så hun kunne læne sig tilbage og vaske sit lange sølvhvide hår. Smukt var det, hvor hun ikke mindedes at have set en anden person med et lignende hår. Hvis man så bort fra hendes personlige holdning, var hun dog generelt en smuk kvinde. Smukkere end et menneske, som skovelverne var beriget med et behagende og eksotisk ydre.

[Carmine Jordin Marlineo]

Carmine var den mand, som sad med alle muligheder. Det var ham, som havde hendes liv i sin hule hånd, og han kunne ende det, om han ville.. han kunne gøre det miserabelt, om han ville, og han kunne give hende alverdens frynsegoder, hvis hun gjorde ham tilfreds. Det var jo lidt derude, at de i øjeblikket måtte befinde sig. At hun derimod reagerede så voldsomt på hans tilstedeværelse, var ikke noget, som han tog så tungt igen. Han lod hovedet søge på sned. En intimiderende mand var han jo trods alt, hvilket han alle dage havde været.
Hænderne foldede han denne gang over sin ryg. Hendes hjerte havde allerede afsløret det faktum, at hun på ingen måder brød sig om hans tilstedeværelse. Og det var den tanke, som han måtte finde morende. Han havde jo trods alt intet gjort hende - endnu vel og mærke. Hovedet lod han søge på sned. At hun denne gang begyndte at vaske sig, og endda også med skælvende hænder, var.. mærkværdigt. Gjorde hun det normalt? "Du ryster på dine hænder," kommenterede han denne gang. Langsomt søgte han tættere på.. gik om bagved karet, hvor han stod og betragtede hende bagfra. Det levende, var han jo fascineret af. Det havde jo været ham engang. Også selvom det var så mange år siden, at han knapt kunne huske det. Det var vel.. glemt nu? Han søgte hen til karret, hvor han knælede lige bag hende. Hænderne lagde han mod kanten. "Gør jeg dig ukomfortabel?" spurgte han denne gang. Næsten som en intens hvisken tæt ved hendes øre. Langsomt lod han blikket søge ned af hendes krop og skikkelse. At se en kvinde sidde der i sin mest sårbare situation, var.. fantastisk. Den ene hånd lod han glide over hendes ene skulder, hvor han førte håret over modsatte skulder. Nu skulle han lege.. Han elskede at lege.

[Visenya Elessä Aíredhiel]

Svært var det at abstrahere fra herre Carmines tilstedeværelse. Han var trods alt en intimiderende mand, og intimiderende var det at vide, hvad han kunne finde på at gøre ved hende, hvis ikke hun behagede ham til punkt og prikke. Derfor følte Visenya altid en form for nervøsitet omkring ham. Hun havde trods alt også før mærket, hvordan han var, når han ikke var tilfreds. Derfor dedikerede hun hele sit liv til at gøre det bedste for ham! At han kommenterede på, at hun rystede, gjorde hende dog skrækslagen! At han kommenterede på det, betød nemlig, at det gjorde ham utilfreds. At hun ikke gjorde, som han havde regnet med. ”Undskyld, herre. Dårlige nerver.. Jeg ønsker blot at glæde Dem,” undskyldte hun. Hun levede dog med dårlige nerver. Hun havde altid dårlige nerver, da han dagligt fik hende til at frygte for sit liv. Hårdt var det. Hver dag at frygte, at det man gjorde var forkert. Dog håbede hun på, at hun kunne vinde på at sige, at blot ønskede at behage ham. Det var dog ikke nødvendigvis sådan, at han så på det. Hendes hjerte slog hårdere idet han stillede sig bag hende, og tilmed lagde hænderne på karets kant. Fanget følte hun. Hun følte sig som et dådyr der var blevet trængt op i en krog, og som ikke kunne flygte nogen steder. Hun satte sig mere op igen, inden hendes nakkehår måtte rejse sig stift, idet han hviskede ind i hendes ører. Indbydende lød han igen.. men frygtelige var hans ord. ”De er en intimiderende mand, herre.. men De er god ved mig,” endte hun med at sige, så hun ikke lød utilfreds. Hun frygtede ham, ja, men han skulle også vide, at hun ikke ønskede at tjene nogen anden end ham. Øjnene lukkede hun i, idet han begyndte at røre hende.. Flytte på hendes nu våde hår.

[Carmine Jordin Marlineo]

Carmine vidste, hvad han ville, og hvornår han ville det, og hvordan han ville det. Det var i princippet omstændigheder, som folk nu bare måtte indramme sig efter, og det stod han fuldkommen fast på i den anden ende. For nu, nød han at betragte en sårbar kvinde i et varmt bad. Selvom han udmærket godt vidste, at han ikke selv, kunne deltage i det, så var han vel bare en passiv deltager i dette? Det var i hvert fald det, som han nød mest af lige i øjeblikket, så det alene, var heller ikke noget som måtte sige så lidt.
Carmine trådte om bag hende, hvor han blev stående for et øjeblik. Hun var skrækslagen.. Var det underligt, at det i sandhed var noget, som han nød af? Selvom dette knapt ville vise sig i hans øjne eller generelt hans mimik, hvor han blev stående, som havde han været fuldkommen forstenet. Han knælede langsomt bag hende. "Slap af.." var alt han sagde denne gang. Han ønskede nemlig bare, at se hende slappe af. Så lang tid, at hun gjorde, hvad han ønskede og krævede af hende, så var der slet ikke nogen grund til at frygte ham på nogen måde.
Håret førte Carmine over hendes ene skulder, hvor han berørte hendes skulder med sin hånd denne gang. Den var brændende på grund af vandet.. Det gjorde hende helt levende. "Du tilfredsstiller mig, Visenya.." Han vendte blikket intenst mod hendes nakke. Så lang tid, at hun gav ham, hvad han ville have, så var der slet ikke nogen grund til at være bang efor ham. Så var han slet ikke så farlig. "Der er intet bedre end det skrøbelige og det sårbare.." endte han denne gang, tæt ved hendes øre. Hånden førte han under vandet, selvom det føles så brændende.. Herefter lod han den stryge henover hendes arm.

[Visenya Elessä Aíredhiel]

Så simpelt Carmine troede det var at tjene under ham, så simpelt var det slet ikke. Visenya gjorde nemlig dagligt sit bedste for at tilfredsstille ham, og da det bestemt ikke altid lykkedes, blev hun naturligvis bange. Det hændte nemlig, at han blev vred på ham, selvom hun troede, at hun gjorde noget godt. Derfor vidste hun, at hun ikke altid kunne regne med sine egne instinkter. Hun tog en dyb indånding, som han bad hende om at slappe af. Hun burde slappe af. Hun skulle slappe af. Presset over at vide, at hun skulle gøre det, gjorde det dog sværere for hende at håndhæve. Frustrerende var det, for hun ønskede igen bare at gøre ham tilfreds! Forsigtigt forsøgte hun at gøre som før. Der havde hun trods alt slappet af. Tilbage i karet lænede hun sig derfor, så hendes ryg ikke længere blev synlig. Det betød desværre, at hendes barm blev mere synlig, og den ønskede hun jo ikke, at han så.. Hun gjorde sit for at fokusere på sit åndedrat, alt imens hun lagde nakken tilbage imod karets kant. En svag skælven måtte dog alligevel løbe igennem hendes krop, idet han hviskede hende ind i øret. Igen var hans stemme intenst forførende. Ordene var blot modbydelige, som han nedgjorde hende. Sande var de dog.. Var hun ikke skrøbelig og sårbar? Hun vidste jo, at han kunne gøre langt mere med hende, end hvad hun nogensinde ville kunne gøre med ham. ”Det glæder mig, at jeg bringer Dem så meget tilfredshed, herre,” sagde hun ærligt, som det faktisk glædede hende at høre, at han var tilfreds med hende. I så fald gjorde hun sit arbejde godt. ”De vil altid kunne regne med mig.” Hurtigere slog hendes hjerte, idet han strøg hende hen over armen. Svært var det at abstrahere fra. Hun følte sig utilpas, som hun lå her nøgen i karret og med ham ved sig.

[Carmine Jordin Marlineo]

For nu, var Carmine fuldkommen rolig, men igen, så havde han heller ikke en grund til at skulle være noget andet. Han kunne nemlig godt lide, at det hele var som han gerne ville have det, og som han havde forestillet sig, at tingene skulle være. Nu hvor han vidste, a det var frygten som styrede hende, når det kom til ham, så var det noget, som han uden tvivl havde tænkt sig at udnytte.
Ved at bede hende om at slappe af, kunne han mærke, at det var sværere for hende at gøre det. Skulle han have ondt af hende? Nej.. den slags mand, var han heller ikke, og det ville han aldrig nogensinde komme til! Et kort, men tilfredst smil måtte denne gang passere hans læber. Han elskede virkelig at lege med hende, og særligt fordi at hun reagerede så tydeligt. Det var det, som han særligt godt kunne lide med væsenerne fra Procias. De reagerede virkelig alle sammen voldsomt! "Det gør du skam," sagde han denne gang. Oprigtigt måtte han jo sige, at hun gjorde ham tilfreds det meste af tiden vel og mærke, også selvom det skete fra tid til anden, at det slet ikke forekom. Men hvad.. Det var jo bare en ting, som man måtte tage med, når det endelig var. Som hun sank mere ned i vandet og mod kanten, måtte han svagt fjerne sin hånd igen, som han havde ladet glide mod hendes arm. Han trak den denne gang til sig, hvor han lod hånden stryge over hendes hals istedet.. og over et af de gamle bidemærker, som han engang havde skænket hende. "Kan jeg..?" spurgte han denne gang. Ej vidste han hvorledes det ville være i fremtiden. Ej heller med Cassie. "Fortæl mig, Visenya... Er du tilfreds med mig?" spurgte han denne gang. Så spørges det.. ville hun svare ærligt, eller ville hun svare, hvad han gerne ville høre?

[Visenya Elessä Aíredhiel]

Lettelsen mærkede Visenya strømme igennem sig, som here Carmine stoppede med at pille ved hendes arme. Hun kunne ikke lide det. Hun kunne ikke lide, at nogen rørte hende, og slet ikke mænd, og endnu mindre, når hun var fuldkommen blotlagt. Det var igen en af de ting, som herre Carmine havde forpurret ved hende. Lettelsen var dog ikke langvarig, da han dernæst rørte hendes hals. Kvælende føltes det helt på trods af, at han ikke tog fat. Det gav hende dog helt lysten til at krumme hals, så hans hånd på den måde blev jaget bort. Dette gjorde hun dog ikke.. Man afviste nemlig ikke sin herre. Aldrig. Som han særligt koncentrerede sig om bidemærkerne på hendes hals, måtte hun kort tænke, om han mon havde tænkt sig at bide hende der igen. Hun tog en dybere indånding. Hun ville vide det, hvis han søgte tættere på hende. Øjnene lod hun glide op, som han lød til at betvivle hendes loyalitet. En tanke der måtte skræmme hende. ”Har jeg gjort noget der skuffede Dem, herre?” spurgte hun forvirret, siden han lød helt tvivlende. I sin egen tvivl satte hun sig derfor også op igen. Kroppen drejede hun i, så hun kunne vende kroppen i hans retning, men ikke så hun ham i øjnene. Nej, i stedet så hun på hans overkrop. Brynene rynkede hun. Om hun var tilfreds med ham? Hvorfor alle de pludselige spørgsmål? Selv kunne hun kun tænke sig frem til, at hun måtte have gjort ham uret, siden han pludselig lød så tvivlende angående hende. ”Jeg forstår det ikke, herre.. Har jeg gjort noget der udtrykte, at jeg ej er tilfreds med Dem?” Tanken gjorde hende fortvivlet. For det første havde hun ikke ret til at mene den slags, og for det andet turde hun ikke sige en sådan mening til ham. Han ville blot vise hende, hvad han gjorde med utilfredse personer i så fald.

[Carmine Jordin Marlineo]

Som Visenya satte sig denne gang, kunne Carmine ikke komme til hendes arm. Det var en ting. Det var skam ikke fordi at han tvivlede på hendes loyalitet, for hun vidste, hvad der ville ske, hvis hun netop ikke gav ham det, som han gerne ville have, og derfor gik han da stærkt ud fra, at det heller ikke var noget, som han behøvede at være bange for på sigt. Et kort, men tilfredst smil passerede hans læber. Havde han nu fået hende til at tvivle? Hele hendes krop reagerede på den tvivl, som det satte i hende. Hjertebanken.. uro.. Han kunne lide det. Det var virkelig, som at stå overfor det stakkels dyr, som ikke viste, hvor det skulle flygte hen, og skulle vælge mellem liv og død. Sådan var det jo som regel blandt vampyrer, hvor man vidste, at det kunne gå galt.
Svagt rystede Carmine på hovedet. Det var bestemt ikke fordi at han tvivlede på, at hun ville være ham evig loyal, hvis det var hvad han krævede, og det var skam ikke fordi at han tvivlede på hvor hendes loyalitet måtte ligge, for det gjorde han bestemt heller ikke. "Jeg ønsker blot at vide." Han vendte blikket direkte mod hendes ansigt og hendes øjne, selvom hun slet ikke kiggede på ham. Han kneb øjnene svagt sammen. "Se på mig," opfordrede han med en undertone, som selv indikerede, at han intet andet valg ville give hende. "Er du så bange for mig, at du ikke kan tale frit, når jeg selv opfordrer dig til det?" Hænderne lod han glide langs kanten af karret. Han morede sig faktisk ganske betragteligt ved dette.

[Visenya Elessä Aíredhiel]

Ønsker blot at vide det. Det lød så simpelt. Som en simpel bøn. Visenya vidste dog, at det var alt andet end en simpel bøn! Hun kunne falde gevaldigt på den. Hvad ville han høre? Ville han gerne høre, at hun var skræmt af ham, eller om hun elskede at være her? Det var ikke til at sige. Ville han nyde hendes manglende styrke, eller ville han nyde hendes kærlighed? Hurtigt galoperede hendes hjerte. Hun kunne ikke styre det, og værst af alt vidste hun, at han kunne høre det. Nærmest føle det. Kort lukkede hun øjnene i, idet herre Carmine bad hende om at se på ham. Modet skulle hun trods alt lige samle i sig. Ikke nok med, at hun skulle være nøgen i bad med ham i rummet, så skulle hun også se ham i øjnene! Blikket hævede hun langsomt, så hun kunne tage ham i blik. Meget kunne man ikke læse i hans øjne, men alt kunne man til gengæld læse i hendes. ”Ikke alle kan have Deres mod, herre,” sagde hun stille. Både for at rose ham, og for at tilkendegive, at hun var bange. Det var et ambivalent forhold hun havde til ham. På den ene side hadede hun ham. Hun foragtede ham som pesten selv.. og på den anden side kunne hun ikke undvære ham. Han havde handicapgjort hende, uden at lemlæste hende, så hun ikke kunne forestille sig et liv uden ham. ”De er skræmmende, herre, men … jeg ønsker ikke at blive taget bort fra Dem.” Selv det var en følelse hun hadede, men hvad kunne hun gøre? Han havde formået at skræmme hende så meget, at hun var bange for alt. Han havde frataget hende hele sin verden, og kun indgydt hende i sin egen.

[Carmine Jordin Marlineo]

Carmine var egentlig ganske simpel af sig, men det var bare de færreste som så det. Et sted var det en kæmpe skam, at det var sådan, men hvad.. Han levede med det. Han lod hovedet søge en smule på sned. Han tvivlede ikke på hende. Han ville bare gerne, og han kunne lide at høre hende sige det. Var det overhovedet underligt? "Det er sandt," istemte han denne gang. Han var en modig mand. Han lå nok på grænsen til det frygtløse, for han havde virkelig ikke nogen grund til at være bange for noget. Snarere var det omvendt - alle der var bange for ham. Han havde det jo fint med det. For pokker.. Han kunne jo ikke andet end at elske det. Og hvilken fordel det måtte give ham i en stund som det her!
Hånden lod han glide mod hendes kind ganske let, hvor han samtidig måtte tvinge hende til at se op på ham. Det gjorde ham intet, at hun var respektfuld nok til ikke at gøre det medmindre, at han bad hende om det.. Men denne gang, var situationen en helt anden. Denne gang slap han hende.. for i stedet at gribe ud efter en svamp, så han denne gang, kunne vaske hende i stedet for. Han dyppede den i det brændende vand, inden han førte den over hendes kraveben. Hun stillede ham tilfreds, til trods for at hendes ord, var udtalt med frygt. De blodrøde øjne søgte direkte hendes skikkelse. Hendes ord, måtte være tilfredsstillende og endda også på alle måder. Han kunne i hvert fald godt lide det. "Siger du det, for at behage mig?" spurgte han denne gang direkte. Igen for at hylde hende ud af den. Han fandt jo kun morskab og underholdning i det.

[Visenya Elessä Aíredhiel]

Hurtigt slog Visenyas hjerte, imens han strøg hendes kind. Forholdsvist uskyldigt virkede det måske nu, men selv vidste hun, hvad det kunne udvikle sig til. Der var måske også dem der ville anse det for at være en ære, at deres herre rørte dem, men ikke hende. Selv følte hun det blot, som var det en grænse der blev overskredet. Derfor var det også en lettelse for hende, da han slap hende. Da han bevægede hånden rundt, kunne hun ikke undgå at betragte den ud gennem øjenkrogen for så at se, at han tog om en … svamp? Hun blinkede let med øjnene. Han virkede venlig lige nu, men stadig ville hun allerhelst have prist, at hun selv havde gjort det alene. Derfor skælvede hendes krop også svagt idet, at han lagde den varme og våde svamp imod hendes hud. Frygten tog dog igen overhånd i hende, som han nærmest insinuerede, at hun løj. Det ønskede hun bestemt ikke, at herre Carmine troede om hende! ”Jeg kunne aldrig finde på at lyve for Dem, herre. Aldrig,” lovede hun ham, som hun ønskede at overbevise ham om sandheden! Desperat kiggede hun ham ind i øjnene i et forsøg på at finde den mindste form for tro. ”Jeg vil aldrig forlade Dem, herre.” Det var måske ikke op til hende at bestemme, men stadig mente hun det. Selvom døren stod åben, og at han var langt borte, ville hun stadig ikke løbe. Både af frygt for ham og af frygt for verdenen derude. Hun kendte slet ikke verdenen. Hun ville end ikke være i stand til at finde hjem til den skov, hvor han havde taget hende fra. Derfor anså hun også dette for at være sit hjem. Det var alt, hvad hun huskede. Hun bed sig selv nervøst i læben. ”Tror De ikke på mig, herre?”

[Carmine Jordin Marlineo]

Carmine formede denne kvindes skæbne i sin egen hånd. Tidsnok skule han få det derhen, hvor han gerne ville stå med det hee. Det var hans mål med dette om ikke andet. Et kort, men tilfredst smil måtte derfor brede sig på hans læber denne gang. En sjældenhed. Det var så nemt, at hylde hende ud af den!
Svampen førte han over hendes skulder og over hendes overarm. Det som han kunne om ikke andet. altid med en bagtanke. Han var nemlig ikke en mild mand, selvom han kunne være så rolig af tanke og sind. Han elskede uden tvivl at fremstå på den måde. Det var jo særligt også det, som gjorde ham farlig, da han vendte på en femøre, hvis han blev fornærmet eller utilfreds. Og lige hvad angik den del - så gik det jo desværre meget hurtigt. Hendes hjerte indikerede uro.. Et sted vækkede det også den brændende og evige sult i ham. "For nu, skal du være lykkelig for, at jeg ikke tager mere af dit blod.. Dit hjerte hamrer. Jeg kan nærmest danse til den rytme," fortalte han denne gang. Det var så tydeligt at høre og nærmest at se. Ved de store årer ved halsen, kunne han se hvordan det hele pulserede! Han stirrede denne gang mod hendes hals. Havde han sagt, at hun løj? "Du min kære.. Noget af det mest loyale, jeg længe har stået overfor." Svampen lagde han atter under vandet, kun for at bytte hånd og give den anden side af hende, den samme behandling. "Du kender straffen for at misbehage mig.." Han tvang øjnene mod hendes igen. Denne gang gennemborende. "Derfor har jeg en særlig opgave til dig.."

[Visenya Elessä Aíredhiel]

Om Visenya virkelig skulle være enig i, at det var en positiv ting, at han ikke tog mere blod fra hende, end hvad han gjorde, havde hun til tider sin egen mening om. Ofte ønskede hun jo, at han tog mere. Hun ønskede, at han tog så meget, så han endte hendes liv. Det vidste hun, at han havde gjort med sine mange andre bloddyr og slaver. Bare aldrig hende.. Igen havde hun det ambivalent med det. På den ene side var hun stolt af, at han åbenbart var så glad for hende, og på den anden side ønskede hun bare at dø, så hun ikke skulle være her mere. Hendes hjerte slog hurtigt. "Jeg ved, at De er utilfreds med mig, hvis den nat skulle komme, hvor De tager mere af mit blod, herre. Det vil derfor være min egen fejl..," sagde hun stille. Herre Carmine tog kun mere fra hende, når hun havde gjort ham vred. Endnu havde hun dog ikke gjort ham så vred, at han havde taget hendes liv for det. Hvis hun gjorde ham så vred, ville hun som sagt vide, at det var hendes egen fejl, og at det derfor var fortjent. Så underkuet var hun. Hovedet bøjede hun let for ham ved hans ros. "De beærer mig med Deres ord, herre," sagde hun taknemmeligt. At han kunne se hendes loyalitet var en god ting. I så fald var han glad, og hun sikker. Det var, hvad hun levede for. Blikket hævede hun mod hans igen, da han jo havde sagt, at hun skulle se ham i øjnene. Helt stille sad hun, mens han vaskede hende. Det var en sjældenhed, at herre Carmine gjorde det.. Igen ville hun dog mest have ønsket, at hun selv havde gjort det, og mens hun stadig havde været alene. Hendes hoved søgte på sned. Herre Carmine havde en særlig opgave til hende? Hvad kunne han mon snakke om? "Hvad end De ønsker at give mig af opgave, vil jeg gøre mit bedste for at behage Dem med den," sagde hun sikkert, skønt hun ikke kunne regne ud, hvad han ville have hende til. Normalt set passede hun jo bare huset her, og skænkede ham sit blod, når han krævede det. Ønskede han at give hende endnu en fast opgave ud over det? Hvad kunne det mon være?

[Carmine Jordin Marlineo]

Skulle Carmine ende med at tage mere blod, ville det udelukkende være hendes egen fortjeneste, at det skulle komme såvidt. Ikke var det nogen hemmelighed, at han i tidernes løb, havde endt adskillige liv. Hendes ønskede han dog at værne om, som hun havde vist sig, at være betydningsfuld - på mere end et plan. De procianske slaver havde en mærkværdig tendens til at være langt mere lydige, end dem, som han havde valgt at huse andre steder fra. Sjovt nok, var det også dem, som heller ikke holdt i særlig lang tid. Og han havde end ikke nogen kvaler ved at have endt deres liv. Kunne de ikke vise sig brugbare på nogen måde, så kunne han heller ikke se nogen grund til at skulle give dem tag over hovedet, tøj på kroppen og mad på bordet. Han krævede ting til gengæld. Og selv synes han ikke, at han var særlig krævende, alt taget i betragtning. "Fortsæt som nu, og så kan jeg love dig for, at den dag ikke vil komme," sagde han denne gang.
Svampen lagde han denne gang til side. Hun var tilsyneladende mere optaget af den pludselige tvivl, som havde ligget skjult i hans ord. Ikke at han tvivlede på hende. Så frygtsom som hun var overfor ham, tvivlede han nemlig på at dagen, hvor hun ville vende ham ryggen, ville komme. Om han så skulle gennemsøge den blotte verden, for at ende hendes liv, så gjorde han det. Der var nemlig ikke nogen, der fik lov til at vende ham ryggen, og slippe godt fra det! Han kunne i hvert fald trygt love og garantere for, at det slet ikke var noget, som hun fik lov til!
Selv vidste Carmine, at hun gjorde sine opgaver, mens han sov - og mens Cassie var ude. Hans blodige øjne faldt omgående og direkte til hendes skikkelse igen. "Jeg vil bede dig om at holde et ekstra godt øje med Cassie.. Beret for mig, hvad hun foretager sig, når jeg ikke kan følge med." Ikke var hun den første af hans tjenestestab, som ville få den besked. Faktisk var det en, som de alle havde fået. Den kvinde, var nemlig trodsig nok til at gå imod ham, og ikke var det noget, som han ønskede.