Preparing for the master

[Carmine Jordin Marlineo]

Ved ikke at skænke Carmine, hvad han ønskede - et nik, uden spørgsmål, så følte han utilfredshed, og det var uden tvivl også det, som måtte ramme Visenya lige i øjeblikket. Hun havde kun bragt ham misbehag i dag, og det var uden tvivl skuffende. Nu hvor han havde holdt hende i sit hjem, i så lang tid. I alle de år.. pint og tortureret hendes hjerne, til at være så bange for ham. I værste tilfælde, ville han jo ende hendes liv, og mange ville næsten anse det, som værende mere gavmildt, end det liv, som hun ellers stod overfor. Til hendes fordel, havde hun jo en betydning for ham, og det var denne, som han ikke kunne se bort fra, uanset hvor meget man ville ønske, at han kunne gøre det. Så var det jo desværre bare ikke lige tilfældet. "Du gør klogt i ikke at stille spørgsmål." endte han denne gang. Det var overhovedet ikke i hendes ret, at stille ham noget, der mindede om spørgsmål! Og særligt, når han havde bedt hende om at gøre noget så simpelt, som at holde øje med Cassie for ham. En ting, som hun nu i forvejen havde ødelagt!
Tydeligt tilfreds med hendes opførsel måtte Carmine dog være, som hun tydeligt søgte hans accept. Hovedet som gned mod hans kolde hånd. Ingen tvivl om, at han faktisk nød hendes varme. Dog var det bare mange år siden, han selv havde været i stand til at mærke den. Engang havde han jo selv været et menneske og med et bankende hjerte. En tid, som selv for ham, måtte være glemt nu. "Det håber jeg. Du af alle, plejer ikke at misbehage mig." Denne gang, var det nemlig ham, som måtte være skuffet. Det var ej heller noget som forekom ofte, og særligt ikke omkring hende. Hans blik faldt til hendes hals, som hun gned hovedet mod hans hånd, som en kælen lille killing. Hun var jo skrøbelig og sårbar ligesom de. Han lod hovedet søge på sned.. Tænderne løb i vand. Her trak han hånden varsomt til sig, og rejste sig igen. "Klæd dig på." endte han denne gang.

[Visenya Elessä Aíredhiel]

”Jeg kunne ikke drømme om at stille Dem flere, herre,” sagde Visenya fast, og hun mente det. Hun havde sandet, at spørgsmål var dumme at stille. Faktisk ikke kun dumme, men derimod direkte farlige! At blive spærret inde var vel næsten også en mild straf ved siden af at få sine lemmer revet af led? Ikke at hun følte sig trøstet af den årsag. At blive spærret inde inden hver eneste solopgang, og at blive låst ud igen efter hver eneste solnedgang, var nemlig ikke en synderligt opløftende tanke. Lige nu levede hun næsten allerede i et konstant mørke.. Nu valgte herre Carmine bare at gøre det endegyldigt. Selv kunne hun mærke, at det var hendes væsen imod. At det klynkede efter sollys, men hvad skulle hun gøre? Hun havde gjort herre Carmine uret, og derfor var det hans fulde ret at straffe hende. Da han sagde, at hun ellers normalt ikke skuffede ham, så hun skamfuldt ned i gulvet. ”Jeg ved det, herre.. Undskyld,” sagde hun med sin lille stemme. Hun havde skuffet ham. Det var en slem tanke.. Dog var det også en tanke der gjorde hende yderst målbevidst. Hun ønskede nemlig at genvinde hans gunst! Derfor var hun også hurtigt tilbage på benene, da han bad hende om at klæde sig på. Hvor skulle de mon hen, siden hun skulle hente sit overtøj? Det var ikke just dagligdag for hende at komme ud i den friske luft, så derfor måtte hun tænke nærmere over, hvad han mon agtede at bede hende om. Dog spurgte hun ham ikke.. Den fejltagelse havde hun allerede taget til sig og lært af! ”Javel, herre. Jeg er tilbage om et øjeblik,” sagde hun lydigt og nejede for ham. Ikke hang slavernes overtøj ude i gangen med herre Carmines. Deres var nemlig ikke ligeså prangende som herrens, og derfor skulle deres klæder ikke blandes sammen. Hun vendte om på hælen, så hun kunne søge tilbage mod sit værelse, hvor alt hendes tøj var.

[Carmine Jordin Marlineo]

"Godt.." lød det denne gang tilfredst fra Carmines side af. Så lang tid, at hun lærte, forventede han da uden tvivl også, at dette ikke var noget, som ville komme til at ske igen, hvilket han faktisk havde det mere end fint med, hvis han selv skulle sige det. Alt taget i betragtning, så handlede det jo egentlig bare om at gøre tingene så godt, som det nu var hende muligt.
Nu hvor han alligevel synes at være nødsaget til at fratage hende den ene mulighed, som hun havde for at se bare lidt sollys, da hun tilsyneladende slet ikke kunne styre, at have den form for frihed. Det alene, var nok det som skuffede ham mest. Hende af alle, havde han nemlig håret en tiltro til, og det kunne uden tvivl godt mærkes lige nu. Han lod hovedet søge på sned. "Aldrig mere, Visenya.." advarede han denne gang. Det var tanker, der rent faktisk formåede at skuffe ham frygtelig, frygtelig dybt. Det var slet ikke noget, som burde forekomme i det hele taget!
Hertil bad han hende samtidig om at klæde sig på. For at være sikker på, at det ikke skulle gentage sig, så var han også selv nødt til at komme lidt på andre tanker. Det var i hvert fald hvad han ønskede at gøre i en stund som denne. Han nikkede blot afmålt mod hende, inden han selv forlod pejsestuen igen. Ganske vidst havde han fået en hel flaske blod, så var det bare ikke nok! Han havde taget sig af situationer, som ellers havde taget af hans tid - tid, som han jo egentlig skulle have brugt på dagens jagt. Så måtte det jo trods alt gå udover hende.

[Visenya Elessä Aíredhiel]

Selv spekulerede Visenya på, hvad der skulle ske, som herre Carmine bad hende om at finde sit overtøj frem. Det var langt fra hver dag, at han tog hende med ud i natten, og derfor måtte hun selvfølgelig forundres. Han havde vel et ærinde ude i byen, som han ønskede, at hun hjalp ham med? Det var hendes umiddelbare tanke.. Derfor tænkte hun også, at hun nok skulle opføre sig anstændigt, så han kunne være tilfreds med hende! Det andet brød hun sig slet ikke om. At være i unåde hos herre Carmine var slet ikke en rar ting. For ikke at irritere ham, var hun hurtigt tilbage på sit værelse. Her havde hun kun en lille skuffe til sit tøj, og derfor var hendes kappe hurtig at finde. Ulden og grønlig var den. Den var ikke det kønneste, men ude i kulden ville den holde hende varm. Det var det vigtigste. Over skulderen trak hun den, hvor hun sikrede sig, at den sad, som de skulle. Dernæst valgte hun at trække i et par forede støvler, så også hendes fødder ville kunne holde varmen. Hendes væsen var faktisk slet ikke egnet til at leve på så kolde kanter som Dvasias. Ud af sit værelse gik hun dernæst, hvor hun gik imod forhallen, hvor hun regnede med at møde herre Carmine. I mellemtiden valgte hun at trække hætten op over hovedet, så hendes fugtige hår blev dækket af stoffet. Helt tørt var hendes hår nemlig ikke endnu, og ikke ønskede hun at blive syg. Hun skulle selvfølgelig nok arbejde, om hun var forkølet eller ej, men herre Carmine ville ikke have lyst til at drikke sygt blod, og det ville gøre ham irriteret. Som hun nåede forhallen, valgte hun pænt at stille sig klar med rank ryg og foldede hænder foran sig.

[Carmine Jordin Marlineo]

Carmine var en rolig mand, men han var krævende, hvilket vel også var gået op for Visenya nu? Dumt var det til enhver tid, at ryge i hans mørke bog, og derfor vidste han også, at hun ville gøre, hvad hun kunne, netop for at rette op på det. Det handlede jo bare om, at gøre det. Dumt var andet nemlig, og særligt også i dette tilfælde.
Som hun hurtigt havde søgt op mod sit værelse, for at blive færdig, var Carmine søgt ud i den store hall. Her var en anden af de mandlige tjenere kommet med hans egen frakke, som blev lagt om hans brede skuldre. Dette var samtidig noget som passede ham mere end fint. Selv rettede han den til og fik den knappet. At fryse kunne han jo trods alt ikke, men af den grund, havde han stadig tænkt sig, at gå anstædigt klædt, når han havde muligheden for det. Et grotesk monster i den forstand, ville han trods alt heller ikke fremstille sig selv som, og særligt, når det var på denne her måde!
Som hun endelig måtte komme ham i møde, vendte han blikket mod hende. Hendes puls var allerede oppe. Det passede ham jo perfekt. Det var jo trods alt på tide, at sætte jagten igang! Og som den gentleman han nu var, agtet han faktisk at give hende et lille forspring. "Glimrende," sagde han denne gang med en tilfreds stemme. Han betragtede sig af hende. Så køn en kvinde.. Nu var det vel også bare på tide, at han var lidt mere sød ved hende, end hvad han havde været hidtil? Intenst lod han blikket glide til hendes. "Åben døren.. Og løb," bad han denne gang. Han var ligeglad med hvor hun søgte hen, for han skulle nok finde hende. Et svagt træk fandt vejen til hans mundvig. Ikke smed han hende ud. Det var bare hans tur til at lege nu.

[Visenya Elessä Aíredhiel]

Klar var Visenya til at søge ud med sin herre Carmine, som hun kom ud i forhallen til ham. Hun havde varme støvler på. Hun havde trukket kappen godt over sig. Herre Carmine stod selvfølgelig allerede klar, da hun selv kom. Høfligt og nydeligt nejede hun for ham, som det var meningen hun skulle. At det var en underdanighed, som andre skovelvere normalt ikke viste, kunne hun end ikke vide. Tilfredsheden mærkede hun helt i sig, som herre Carmine sagde: Glimrende. Altså, han var tilfreds med hende. Det kunne ikke være bedre! Alt blod forsvandt dog fra hendes ansigt, da han bad hende om at gå ud og løbe. Hun vidste, at han ikke smed hende for porten. Hun havde prøvet dette før.. På under et sekund bankede hendes hjerte så febrilsk, at man næsten skulle tro, at det ville bryde ud af hendes bryst. Hendes krop begyndte også helt at dirre. ”..H-Herre,” sagde hun med en stemme, hvor man næsten skulle tro, at hvert en bogstav nærmest ville falde hinanden og smuldre. Hun var bange. Mere end bange.. Han ville jage hende, og hun skulle løbe i uvisheden om, hvornår han ville springe på hende. Hun vidste nemlig, at han ville fange hende. Det gjorde han altid uden besvær. Hendes blik gled til døren. Man skulle næsten tro, at hun ville falde om, da hun rakte ud efter håndtaget.. Det gjorde hun dog ikke. Hun formåede faktisk at skubbe døren op, og som det skete ilede hun ud. Tårerne kæmpede sig allerede frem i hendes øjne, som hun løb ud i natten. Vampyrer var der allerede herude, hvilket ikke hjalp på det. De rørte hende dog ikke, som de vidste, at hun var herre Carmines. Ligeså vidste de også, hvad der foregik. Ind mellem bygninger løb hun, hvor hun drejede af et par gange, alt imens hun søgte længere og længere væk fra herregården.

[Carmine Jordin Marlineo]

Tilfreds var Carmine skam med Visenya, og derfor ønskede han at understrege, at han på ingen måder, fandt sig i den behandling, som hun nu havde lagt ham under! Ikke var det noget, som skulle komme til at ske igen! Han vendte blikket mod hende. Hun var endda klædt på til vejret, som jo i sig selv, kunne vise sig, at blive temmelig koldt, så det alene, passede ham mere end fint. Det var også nu, at han skulle til at have det rigtig sjovt for alvor, kunne man sige.
Visenya vidste derfor allerede, hvad hun skulle. Et par gange før, havde hun nemlig oplevet dette, og ikke var der nogen nåde at finde ved ham. Insisterende blev hans blik derfor, da hun sagde hans titel.. Denne gang med en frygt i stemmen. De øvrige vampyrer ville ikke røre hende. Markeret var hun på håndled og hals, fra tidligere bid, og de kunne lige vove på at røre ved hans ejendom! "Jeg venter," sagde han denne gang med største tålmodighed. Og denne gang.. søgte hun til døren, fik den kæmpet op, og hun løb. Han kunne jo ikke være andet end storslået tilfreds med det!
I en god stund, blev Carmine stående. Jo længere væk, hun formåede at komme og jo mere hun fik pulsen op, des bedre blev det uden tvivl også! I takt med, at Carmine synes at have ventet længe nok, begyndte han denne gang langsomt at tælle ned fra ti. 9... 8.. Nu var det ham som begyndte at blive utålmodig. Langsomt vendte han blikket mod døren. 5...4... Hans krop begyndte at spænde. Det var ved at være nu! 2..1.. Denne gang var det ham som satte i løb ud af døren. Nærmest hurtigere end hvad øjet kunne fange. Nu startede jagten!

[Visenya Elessä Aíredhiel]

Hun hadede det! Visenya havde prøvet det før, og altid endte det ens.. Hun løb.. Nåede et okay stykke.. Og så ville herre Carmine springe på hende.. Hun ville skrige og græde, og herre Carmine ville nyde det, mens han drak af hende. Han var et rovdyr. Det vidste hun. Selv vidste hun, at han ville slå og bide hende endnu hårdere, hvis ikke hun løb, og derfor løb hun. Hun løb som pisket igennem byen. Drejede af ved nogle forskellige huse for at give sig et minimalt forspring. På vejen kunne hun se, hvordan nogen af vampyrerne så perverst muntert efter hende. De vidste, at hun var herre Carmines, og de vidste, at dette var en jagtleg. Tårerne sprang allerede som pisket frem fra hendes øjne. Det slørede hendes blik, men hun løb. Hun var grædefærdig, og ønskede bare at dø i en situation som denne. Så lang som hun var, styrtede hun til jorden, som hun snublede over en brosten der stak mere op end de andre. Ulykkeligt, skræmt og smertefuldt græd hun. Hun havde fået hudafskrabninger på armene, slået hul i nederdelen, og slået sig noget. Øm var hun, og det sved, som noget blod begyndte at pible frem. Skælvende kæmpede hun sig op på benene igen, som hun satte af i løb igen. Hun græd.. Hev efter vejret.. Følte snotten i sin næsen.. Alt sammen mens hun løb. Hun nåede ud, hvor det var mere øde. Kirkegården. Ironisk ville det næsten være, hvis det var her hun skulle dø. Hun forsøgte at løbe uden om de adskillige gravsten, og søge skjul mellem de større mausoleer. Hendes mål var dog at komme længere væk end dette. Helt ud af Corvento.. Hun vidste dog, at herre Carmine ville gribe hende før eller siden.

[Carmine Jordin Marlineo]

Carmine vidste at Visenya løb, som gjaldt det her hendes liv. Dog havde han endnu ikke tænkt sig at tage hendes liv. Igen, var hun en kvinde af en større værdi for ham end det, og det var uden tvivl også noget, som uden tvivl havde gjort sig meget mærkbart for hans vedkommende. Denne gang, havde han dog bevidst valgt at give hende et større forspring, end hvad han gjorde normalt. Igen fordi at han vidste, at hun ikke turde gøre andet end at stille sig tilfreds. Normalt søgte han selv ud for jagten, men nu hvor hun havde taget så meget af hans dyrebare tid udenfor hjemmet, kunne han jo lige så godt få det sjove med, ikke sandt?
Carmine spænede igennem mørket. Han lyttede efter hjerteslag, og den duft, som hun havde efterladt sig. Enhver vampyr vidste nu, at det var dumt at komme ham i vejen, og særligt hvis de også havde set Visenya løbe af sted. En skovelver var nemlig en del hurtigere end hvad de typiske andre væsner var, som ikke bar vampyren og varulven i deres blod, og derfor så han frem til dette!
Tænderne var blottet, som de også måtte løbe i vand. Han elskede virkelig dette! Hans øjne, havde antaget en langt mere blodrød farve. Sulten prægede hans krop og sind for øjeblikket, som den samtidig også ønskede at jage og finde hende! "Jeg skal nok finde dig.." Ej tog det ham særlig lang tid, at nå Corvento centrum. Her stoppede han op.. Duften af blod var tydelig. Han knælede ved nogle af de gamle brosten. Blod på jorden.. Hun havde været her. Smilet bredt sig atter, inden han spænede videre. Ud mod kirkegården. Af alle steder. Hvor ironisk.

[Visenya Elessä Aíredhiel]

Som et omvandrende nervevrag var Visenya i dette øjeblik! Frygten stod allerstærkest i hende, som herre Carmine viste hende sin mest barbariske side. Hun hadede den! Den skræmte hende fra vid og sans, og efterlod hende altid påvirket i adskillige uger efter! Hun ville aldrig forsøge at stille ham et spørgsmål igen.. Aldrig! Hun græd som pisket, som hun græd for sit liv. Både for at miste det, og for at få det tortureret. Hvad var snart værst? Hendes ben truede med at knække sammen under hende, som hun løb igennem kirkegården. Skulle hun være behjælpelig og springe ned i en tom grav, så hun ikke ville give herre Carmine den ulejlighed? Hvis han altså agtede at dræbe hende.. Som hun løb, nåede hun ud af kirkegården. Desværre betød det åben plads.. Herre Carmine kunne let få øje på hende her. Dog løb hun stadig som pisket, som hun løb mod nogle træer der stod uden for byen. Hendes tanker hvirvlede rundt.. Hvis hun døde, hvordan var døden så? Bare mørke? Var det en himmel? Var det et helvede? Hvad hvis herre Carmine ville torturere hende? Hvordan ville han så gøre det denne gang? Han havde jo gjort det før. Som hun løb et godt stykke, nåede hun alligevel at tænke.. Hvad hvis han ikke fandt hende? Hvad hvis hun slap væk? Skulle hun så pligtskyldigt vende tilbage, eller skulle hun blive ved med at løbe? Var der overhovedet en verden for hende uden herre Carmine? Hun hev en anelse efter vejret, som det var mere belastende end ellers at løbe, mens vandet drev fra hendes øjne, og som hendes næse stoppede til. Ventetiden var slem.. Hvor mange minutter ville der gå, før herre Carmine overfaldt hende? Hun håbede helt, at det snart var overstået.

[Carmine Jordin Marlineo]

Ikke havde Carmine nogen intentioner om at tage Visenyas liv. Hvad end om han ville det eller ikke, var den unge kvinde, kommet til at få en særdeles stor betydning for ham på må og få. Han kunne lide, at hun var så skrøbelig og så bange. Det var noget, som man nærmest skulle passe på, og ærligt.. kunne det overhovedet blive bedre end det nu? Han selv løb.. fulgte hendes duft, og nu hvor han også havde fået duften af blod i næsen, kunne det jo umuligt blive meget bedre!
Kirkegården.. Hvor ironisk, at det var hertil, at hun måtte søge. Ikke fordi at han var den mand, som skule beklage sig. Tvært imod. Han kneb øjnene svagt sammen denne gang, hvor han stoppede op. Gravene her var gamle.. Der var ingen der passede dem mere. Stenene var ulæselige, og langt de fleste graver, var lagt tomme. Hovedet sænkede han.. En febrilsk vejrtrækning og et kraftigt hamrende hjerte. For pokker, det var jo nærmest en rytme, som han kunne danse til!
Et kort træk fandt dog alligevel vejen til hans mundvig, idet at han atter satte i løb videre. Ikke langt fremme, kunne han ane en skikkelse. Græd hun? Hun var uden tvivl selv skyld i dette, og havde derfor også kun sig selv at takke for dette! Selv hun vidste, hvordan han ville have tingene. Dette var jo kun en straf, for at gøre ham utilfreds. Derfor gik han da også stærkt ud fra, at det ikke var noget, som ville forekomme igen! "Der var du.." Hurtigt var han efter hende, til han pludselig var lige bag.. og bare lod hende løbe. Gud hvor han dog elskede at se hende løbe, som var hun blevet pisket!

[Visenya Elessä Aíredhiel]

Om Visenya græd? Visenya græd så mange tårer, som et menneske overhovedet kunne indeholde. Hele hendes sjæl gjorde ondt, som hun var bange og ked af det. Derudover var der også hudafskrabninger der gjorde forbandet ondt efter, at hun havde faldet på brostenene. Så hurtigt, som hun kunne, spænede hun hen over plænen. Da herre Carmines stemme pludselig lød bag hende, kunne hun ikke undgå at give et forskrækket og tårevældende skrig fra sig. Han var her. Han var lige bag hende. Hun vidste, at han sagtens kunne nå hende, men at han ikke gjorde det. Det var næsten det værste. Ukontrolleret fik det hende til at græde det mere hysterisk. Hårene stod stift på hendes krop, og det var lige før at hun frygtede, at hun ville falde død om af ren og skær skræk. Intet sagde hun, som hun ganske enkelt ikke både kunne græde, løbe og tale samtidig. Hun havde nok i at hive efter vejret, sådan som hun græd og løb. Forfærdeligt var det, der var ikke andre ord for det. Ikke stoppede hun op eller slækkede på farten, som herre Carmine var kommet tæt på. Det havde han nemlig ikke bedt hende om. Derfor vidste hun, at han gerne ville springe på hende. Gad vide, hvor meget hun ville slå sig, når hendes krop brutalt blev slået i jorden. Hun kunne ikke undgå at forberede sig på det.. Hun vidste jo, at det kom. Derfor endte hun med at hæve hænderne, så hun var klar til at tage af, når falde stod for døren. Måske ville det være nok til, at hun i hvert fald ikke slog hul på hovedet. Selve kroppen vidste hun dog ville blive medtaget..

[Carmine Jordin Marlineo]

At se hende løbe som havde hendes herre pisket hende, var uden tvivl et syn, som selv Carmine måtte nyde frygtelig, frygtelig godt af! Hertil havde hun måske lært på den hårde måde, ikke at stille spørgsmål ved noget som helst af det, som foregik omkring ham? Han gjorde tingene på sin måde, og de blev gjort af en grund!
Og denne gang, var han så endt bag hende, men han lod hende stadig løbe. Skriget fik kun smilet til at brede sig på hans læber. Ikke var han forpustet eller træt af dette.. Han kunne fortsætte hele natten, om det skulle være det! Dog var han ikke så ubamhjertig, at han bare lod hende spæne igennem Corvento for de næste mange timer. Sjovt var det bare, at hun stort set altid endte med at søge hertil. Det begyndte jo faktisk at kede ham lidt. Han rystede kort på hovedet, som hun hævede armene. Hun kunne ikke mere.. Han vidste det jo godt. Her satte han farten det sidste op, inden han lod armen glide omkring hendes liv, hvor han nærmest brutalt rev hende ind i sine arme i stedet for. Hans blik faldt til hende.. Han kunne mærke hendes puls ind mod hans hånd.. høre hvordan hun hev efter vejret.. Nærmest se hvordan hun græd. "Altid ender vi her, min kære ven.." Han stoppede denne gang op, men uden at slippe hende. Han holdt hende derfor helt tæt ind mod sin egen krop i stedet for. "Men jeg elsker det.." tilføjede han i en hvisken tæt ved hendes øre. Den frie hånd hævede han, hvor han denne gang langsomt fjernede håret fra hendes hals, for at blotlægge den helt for ham.

[Visenya Elessä Aíredhiel]

Skrækken for om herre Carmine ville løbe lige bag hende i flere timer, fyldte uden tvivl Visenya. Det ville være værre.. At vide, at han var der, men at han bare trak det ud. Derfor var det en forfærdelig tilfredsstillelse, da han pludselig rakte ud efter hende. Hun fik åbenbart ikke behov for at parere i forhold til et fald. Han greb hende nemlig om livet, så hun sikkert blev trukket ind til hans krop. Problemet var dog det, at hun så troede, at han ville gøre hende fortræd ved at bide og slå hende forskellige steder, når jorden ikke havde den beføjelse til at gøre hende fortræd. Ulykkeligt græd hun, alt imens hun rystede som et espeløv! ”…He..Herr..e,” hikstede hun ved hans ord. Herre Carmine elskede situationen.. Så skulle hun vel også elske den? Det gjorde hun desværre bare ikke. Hun følte sig så svag og så rystet. Hun var så afkræftet, at hun kunne sove i uger! Derudover kunne hun knapt få vejret, da hendes næse nu var komplet tilstoppet, og som hendes hals var helt tør, og hendes hjerte galoperende. Træt, ulykkeligt og behjælpeligt lod hun sit hoved falde på sned, som han fjernede hendes hår, så hendes hals blev blottet. Herre Carmine ville bide hende, og ikke var der nogen ide i at forhindre det. Til hans fordel var hendes hætte endda faldet af i farten. Det var hun næsten glad for. Hun ønskede nemlig ikke, at herre Carmine blev vred på hende bare fordi, at et stykke stof forhindrede ham i at gøre sin handling. Hvis det irriterede ham, vidste hun dog, at han bare kunne finde på at flå det det. Han var trods alt ikke en mand der stod tilbage for forhindringer.

[Carmine Jordin Marlineo]

Carmine kunne fortsætte dette i flere timer, om det skulle have været det, og det kunne i hvert fald godt mærkes nu. Han ville dog ikke.. Den arme kvinde skulle jo stadig kunne fortsætte arbejdet i morgen! Derfor så han sig intet andet valg, end at gribe omkring hendes slanke liv, stoppe op og rive hende ind i armene i stedet for. Han elskede dette, og derfor forventede han uden tvivl også, at hun ville gøre helt præcist det samme. Han smilede let for sig selv denne gang. Langsomt førte han hånden fra hendes mave og op under hendes hage, hvor han førte hendes blik op på hans skulder, så hun havde ham at støtte sig ind til. "Jeg tror aldrig jeg har set et levende væsen løbe i den hast," Han grinte svagt for sig selv. Hvor han dog elskede den leg. Den blev da aldrig nogensinde for gammel til ham.
Langsomt førte Carmine hovedet ned mod hendes hals, hvor han duftede til hende. Duften af blod, var dog øredøvende for ham. Hans tænder løb virkelig i vand denne gang. Det var en typisk effekt for ham efter en jagt.. Han var heldigvis så meget i kontrol. Det var noget, som han i sin tid, faktisk havde været i stand til at takke Alexander for. Selvom den mand nu var borte for altid.. så måtte han klare sig på trods af det. Han smilede let denne gang, inden han lagde den anden arm om hende, for at holde hende oppe. Så meget som hun rystede og skælvede, samt hev efter vejret. Skulle de tage en runde mere? Ville hun overhovedet kunne klare det? "Jeg er tilfreds," lød det denne gang, inden han sænkede sig ned mod hendes hals. Han plantede et kort kys mod hendes hals og skulder. Hertil blottede han tænderne, inden han sænkede dem direkte ned i halsen på hende.