Preparing for the master

[Visenya Elessä Aíredhiel]

Carmine Jordin Marlineo

Dødsens stille var der i Corvento Mansion. Ironisk var det næsten helt at tænke på, da husets ejer teknisk set var død. Carmine Jordin Marlineo. Visenya kunne helt finde på at se ned i gulvet ved den blotte tanke om ham. Han skræmte hende. Meget endda. Frygteligt var det også at vide, at dette var et ”åbent” fængsel, som hun ikke kunne flygte fra. End ikke døden kunne byde hende velkommen, da han ville nægte at lade hende dø. Han ville allerhøjest lade hende dø næsten, så hun på knivspidsen blev holdt i live, hvilket kun var værre. Derfor var det bedst bare at arte sig. At gøre, som der blev sagt. Hun ville stadig lide fysisk og psykisk overlast, men ikke så meget, som hvis hun var ham ulydig.
Visenya lod den fugtige klud glide hen over kommoden i en af dagligstuerne. Ikke et støvkorn skulle der ligge. Det var ikke kun for herre Carmines skyld, men også for hendes egen. Hvis hun skulle bo her, kunne der ligeså godt være pænt. Efter at have tørret støvet af, drejede hun den lille statue på plads på kommoden igen. Et skridt trådte hun tilbage for at sikre sig, at den stod perfekt, så man kunne se essensen af statuen fra flest mulige vinkler. Nydeligt. Årsagen til, at der var stille her var ikke kun fordi, at det var dødt her. Nej, det var nemlig lige blevet mørkt og det ville sige, at herre Carmine først ville stå op nu. Derfor brugte Visenya tiden på at få det hele til at se præsentabelt ud indtil da. Kluden stak hun i sin nederdels lomme, ind hun gik over til ildstedet. Her satte hun sig på hug efter at have taget om de to flintsten. Let baksede hun dem mod hinanden over brændende, så der til sidst fløj gnister ud af dem. For at få livet i ildstedet til at udvikle sig, greb hun dernæst om ilddrageren, som hun brugte til at prikke til brændende.

[Carmine Jordin Marlineo]

For mange var Corvento en befrielse, og for andre var den et fængsel. For Carmine, var det en befrielse at være hjemme. Efter at Alexander for alvor, var afgået ved døden, var det denne gang ham, som havde den kontrol og det ansvar, og han havde uden tvivl tænkt sig, at leve op til det, til fulde!
I takt med, at natten og mørket var faldet på, og selv her i den kolde vintertid, så var nætterne længere, og derfor havde han også langt bedre tid til at komme ud og gøre, hvad han nu end havde lyst til. Nu var der nemlig ikke noget, der holdt ham til en pligt eller et ansvar, andet end hvad han selv stablede på benene, som han ingen titel bar med sig. Dette passede ham fint. I takt med, at Anthony var forsvundet igen, var det jo også bare et spørgsmål om tid, inden folk atter ville begynde at kæmpe om magten og titlen som leder? Carmine var ikke interesseret i den. Det havde han faktisk aldrig været.
Med rolige skridt, søgte han ned igennem gangene og korridorerne. Cassie holdt sig på sit værelse, hvilket i forvejen ikke var nogen nyhed, for sådan var det hver dag. Hun ville være sur.. Fint! Så kunne han vende sig mod andet steds.. Mod de øvrige få hjerteslag, som var her på stedet. Dem som var i huset her, var underlagt hans beskyttelse.. Og tandsættet, som han havde sat i deres hals, var et klart tegn på ejerskab. Et ejerskab som han slet ikke havde tænkt sig at give det mindste slip på! Hænderne foldede han denne gang over ryggen, hvor han stillede sig i døren. Skovelveren var i fuld sving.. I et fængsel, som de ikke kunne tåle at være i - fanget af 4 vægge. "Du har været igang," kommenterede han denne gang, i takt med at ilden måtte få fat i ildstedet. Her var iskoldt om dagen.. Det generede ikke Carmine, som han jo trods alt var en mand, som ikke kunne fryse. Med et tilfredst træk på den ene mundvig, søgte han ind. Hans blik forblev opmærksomt hvilende på hende. Som et rovdyr over sit bytte.

[Visenya Elessä Aíredhiel]

En iskold kuldegysning løb igennem Visenyas krop, idet herre Carmines stemme fyldte rummet. Hun havde ikke hørt ham komme, men selvfølgelig havde hun ikke det. Man kunne aldrig høre ham komme. Han stod der altid pludselig, som om han kom ud af den blå luft. Det var igen noget af det, som hun fandt skræmmende ved vampyrer. De var hurtigere end hvad øjet kunne nå at fange, og så let på tå, at ørerne ikke hørte dem. End ikke hendes egne der var forbedret med elvisk hørelse, kunne høre dem. Ilddrageren lod hun øjeblikkeligt ligge, idet hun rejste sig. Han var hendes herre, og derfor skulle hun behandle ham med respekt. Det løb hende endnu koldt ned ad ryggen, alt imens alle hendes hår rejste sig, som hun vendte fronten mod ham. Dog kiggede hun ikke på ham. Hun kiggede aldrig på ham, medmindre det var hende påbudt. Derfor så hun i stedet pænt ned på hans fødder i stedet. ”Selvfølgelig, herre. Det skal se præsentabelt ud til Deres ankomst,” svarede hun ham høfligt. Selv hadede hun at høre ham tale. Lige meget, hvad han sagde, lød han indbydende. Han kunne fortælle en, hvordan han langsomt ville sprætte en op, og det ville lyde himmelsk. Alt sammen på grund af hans stemme. Det var den anden ting, som hun hadede ved vampyrerne. De lød altid forføriske. Selv mærkede hun sin krop spænde, idet hun kunne se, hvordan han flyttede fødderne. Altså, han kom tættere på hende. Ud fra tidspunktet kunne hun næsten regne ud, at han ikke havde spist. Nu hvor hun stod her, skulle hun vel være hans morgenmad? Første gang ville det desværre ikke være, men desværre gjorde det det ikke mere behageligt. Hun hadede det. Hadede hans kolde berøringer, der fik hendes blod til at fryse til is, og hans tandsæt der skar igennem hendes hud som var det smør. Dog ville hun ikke nægte ham det.. Nej, det var langt værre at nægte ham det. Det havde hun derfor kun prøvet på i starten. ”Kan jeg gøre noget for Dem, herre?”

[Carmine Jordin Marlineo]

Storslået tilfreds med hendes reaktion, var Carmine, hvor smilet tydeligt måtte indikere dette. Med rolige skridt, søgte han derfor ind i rummet. Fint og blæst, som det var, så havde hun uden tvivl lært på den hårde måde, hvad han krævede og forventede af hende. I forvejen var hans stab ikke særlig stor. Han var ikke nogen adelsmand i den forstand, selvom han mildt kunne leve som det, hvis det skulle være det. De økonomiske finesser havde han skam, hvor ham og Carmine havde siddet på en større formue igennem tiden. Det var jo trods alt også den som han levede af.
"Du er en fornuftig ung kvinde," endte han denne gang. I princippet, kunne man sige, at hun var lige hvad hun skulle være. Underdanig.. Gjorde hvad han bad hende om, og det var uden at stille nogen spørgsmål. Han stoppede op foran hende denne gang. Cassie var sur som altid, så hvorfor ikke bruge energien et andet sted? Det var trods alt også det, som han gjorde lige nu.
Hånden lod han denne gang søge under hendes varme hage, hvor han insisterende, hævede hendes blik op mod sit i stedet for. De intense øjne med den rødlige gnist, stirrede direkte i hendes blik. Han var lige stået op.. En enkelt mundfuld eller to, kunne hun vel godt give ham? "Giv mig din hånd," opfordrede han. Han hævede sin egen frie hånd, og åbnede denne, så hun frit kunne lade den glide i hans. Hans blik forblev hvilende på hende. For nu med en underlig ro, men også så intetsigende, som noget overhovedet kunne være. Han var på ingen måder den form for mand, som man ønskede at kaste sig i krig med.

[Visenya Elessä Aíredhiel]

Den morbide fornemmelse af lettelse måtte Visenya føle i sig, idet han roste hende. Det fjernede en sten fra hendes hjerte, idet hun vidste, at hun i så fald ikke ville blive straffet. Selvfølgelig var hele hendes liv en straf, men stadig var der nogen der var værre end andre. Hovedet bøjede hun respektfuldt for ham. ”De er venlig, herre,” takkede hun ham. Synd var det dog at sige. Hun huskede det måske knap længere, men han var den mand der havde myrdet hendes forældre, og efterfølgende kidnappet hende. Da hendes sind kun havde været som en 10-årigs dengang, havde han desuden været med til at forme hende, som han havde ønsket. Derfor var hun blevet denne underdanige tjener, der havde svært ved at tænke for sig selv. Hvad skulle hendes egne tanker også nytte? Det var kun herre Carmines tanker der gjaldt. Idet han kom hende helt nær og tog hende om hagen, mærkede hun dog sit mod synke til bunds. Hans berøring var så kølig, at det føltes som om, at hendes kød skulle forfryse. Dog trak hun sig ikke væk, som hun gjorde, som han guidede hende til. Hendes ansigt gled derfor langsomt op, så hendes skovgrønne øjne til sidst faldt på hans blodrøde øjne. Det fik hendes hjerte til at stoppe. Det intense blik og den røde farve var altid skræmmende. Klumpen i halsen sank hun idet han spurgte om hendes hånd. Hun vidste, hvad han ville. Han ville drikke fra hende alt imens, at hun så ham i øjnene og betragtede hans handling. Morbidt fandt hun det, hvor hun ikke forstod sig på dem der frivilligt meldte sig som bloddyr. Der var nemlig dem der nød at skænke blod til vampyrer.. Selv var hun dog ikke en af dem. Om han håbede på, at hun en dag ville blive en af dem, vidste hun ikke.. eller også nød han bare at se frygten i hendes blik, når det skete. ”Selvfølgelig,” sagde hun dog, hvor hun automatisk hævede sin lille feminine hånd for at ligge den i hans.

[Carmine Jordin Marlineo]

Hvorfor skulle Carmine ikke rose Visenya, når hun gjorde det godt? Som han straffede hende, når hun gjorde det skidt. Det var livets gang, og reglerne var ganske få, så derfor, var de også meget nemme, og lige til at finde ud af. Ville han i hvert fald mene. Han kunne lide tingene, når de var enkle og tingene var til at finde ud af. Enkle for hende at huske, og enkle for ham at håndhæve. Præcist, som han gerne ville have tingene.
Hånden lagde han under hendes hage, og hævede hendes blik mod sit. "Det vidste jeg, at du ville sige," sagde han denne gang. Som enhver anden, kunne han jo godt lide at få ros engang imellem. Det var desuden noget, som skete så sjældent i forvejen. Alle var vrede på ham.. eller bange for ham. Det var enten eller. Som regel vel og mærke.. Og han havde et sted det også ganske fint med det. Det gav ham da den fred og ro i livet, som han jo ellers havde søgt i lang tid. Noget som først var kommet efter Alexanders død.
Hånden lukkede sig let omkring hendes håndled. Hun vidste jo godt, hvad der kom. Det var jo trods alt heller ikke første gang det skete. "Tak, kæreste.." Han hævede håndleddet op til sine egne læber, hvor han denne gang plantede et lille kys mod dette. Han blottede tænderne denne gang, hvor han lod den ene hjørnetand lave en mindre flænge over hendes håndled, inden han denne gang lod begge tænder glide direkte ned i det. Øjnene lukkede han let. Bare smagen af hendes blod.. Han elskede det virkelig! Der var virkelig ikke noget bedre end det procianske blod, og særligt, når man endelig fik muligheden, for at få det helt frivilligt.

[Visenya Elessä Aíredhiel]

Selv var Visenya i den kategori, hvor hun var bange for ham. Han havde også kun vist hende, at det var, hvad hun skulle være. Her var der nemlig ingen grund til at blive overmodig og tro på sig selv.. Dengang hun sidst havde gjort det – for adskillige år tilbage – var hun blevet straffet hårdt for det. Derfor holdt hun sig blot til at frygte og adlyde ham. Det var en langt simplere skæbne.
Tavs og lydig forholdt Visenya sig, idet han tog om hendes hånd. Hun vidste, hvad der ventede hende, og derfor vidste hun, hvordan hun skulle agere. Det var langt værre, når han satte hende i nye situationer. Når det skete, gjaldt det om at regne ud, hvordan han ønskede, at hun agerede. Desuden handlede det altid om at tænke hurtigt. Det var med et blegt blik på hans ansigt, at hun så til, som han kyssede hendes håndled. Svagt fik det hendes krop til at sitre, og selv vidste hun, at det var en falsk tryghed, som han forsøgte at lulle hende ind i. Da han blottede tænderne, så hun kunne se hans frygtindgydende tandsæt, måtte hun holde sig selv i nakken for ikke at knibe øjnene i. Gud, hvor hun ønskede at gøre det! i stedet bed hun sig selv i indersiden af munden, som han først lavede en flænge i hendes håndled for dernæst at bide sig fast. Hun hadede at se på det, men hun vidste, at han ville blive utilfreds, hvis hun så væk. Han havde trods alt selv hævet hendes blik imod sit og på den led udtrykt, hvad han ønskede sig. Hårdere bed hun sig selv i kinden, som hun kunne aflæse på hans ansigt, hvor meget han nød det, og som hun kunne mærke, hvordan han drænede hende. Intet sagde og gjorde hun dog, da hun først ville være aktiv igen, når han havde fået det, som han kom efter. Dog ville hun selv helt have ønsket, at han havde valgt hendes hals i stedet. I så fald ville hun kunne have stirret tomt ud i luften. Det var desværre dertil i sit liv, hvor hun var nået.

[Carmine Jordin Marlineo]

Blev man for modig, måtte Carmine banke vedkommende på plads. Det var også det som han gjorde i det her tilfælde, hvis det skulle vise sig, at blive en nødvendighed. Han var en retfærdig arbejdsgiver - hvis han selv skulle sige det om ikke andet, og det var det, som han også havde det mere end fint med, når det endelig skulle være.
Kysset tilfaldt hendes håndled, som han stædigt holdt fast i. Ikke fordi at han troede, at hun ville trække det til sig, for det ville koste hende dyrt. Ej var det en god idé at arbejde imod ham, som det kun ville komme til at koste hende mere dyrt, end hvad det ville gøre i forvejen. Tænderne sank i hendes kød, hvor han bed sig fast. Selv måtte han jo sande, at dette var et af de steder, som han særligt nåd at nære sig fra - det, halsen og lysken. Der hvor han ellers kunne få lov til at lege med dem, når han endelig gjorde det. Øjnene lod han denne gang glide i, kun for et ganske kort øjeblik, inden han denne gang slap igen. Tungen lod han kort glide over det åbne sår, for at få det til at lukke. Smagfuldt.. Perfekt! Som det altid var, når han gjorde det ved hende!
"Perfekt.." Han vendte blikket mod hende igen, hvor han denne gang lagde den anden hånd mod hendes kind i stedet for. Velvidende om, at hun hadede at være der, så var han fuldstændig ligeglad med det. Han betragtede hende med en meget indgående mine. "Hvornår har du sidst fået dig et varmt bad, min kære?" spurgte han denne gang. Så sød og blid som han kunne være.. Lige så ondskabsfuld kunne han være. Og kendte man ham, ville man vide, at der altid var en bagtanke med alt, hvad han foretog sig.

[Visenya Elessä Aíredhiel]

Tavs stod Visenya, imens han drak af hende. Selv forsøgte hun at koncentrere sig om sit eget åndedrat, imens det stod på. Blidt ind.. Blidt ud.. Blidt ind.. Blidt ud.. Det var sådan, at man kom igennem det. Det og at bide tænderne sammen eller at knytte næverne. Det skulle dog hurtigt vise sig, at det blot var en kort morgentår, som han havde brug for. Det var både til det gode og dårlige. Det gode var, at hun ikke blev svimmel, når det kun var et par mundfulde. Det dårlige var, at hun til tider håbede, at han gik over gevind, så han helt drænede hende.. Men dertil var han aldrig kommet. Hun sendte ham et anstrengt smil, som hun kunne slippe sin egen kind, idet han lod tænderne forlade hendes kød, og roste hendes blod. Hun vidste, at han kunne lide det. Lyst blod var åbenbart en delikatesse. ”Jeg er glad for, at mit blod behager Dem,” takkede hun ham forræderisk, som var hun glad for at behage ham. Det var hun dog også delvist. Øjnene kunne hun ikke undgå at blinke med, idet han lagde sin hånd imod hendes kind. Igen måtte hun øjeblikkeligt bide sig fast i kulden. Alt imens havde hun trukket sin egen hånd til sig igen, hvor hun lod den anden hånd lukke om det ”skadede” håndled. Helbredt var såret nemlig, men den psykiske skade følte hun endnu. Hun kiggede ind i hans røde øjne der altid så mere vilde og intense ud efter, at han havde fået mad. Et varmt bad? ”Det er mindst en uge siden, herre,” fortalte hun ham ærligt. Det var ikke fordi, at hun var beskidt, for det var hun ikke. Hun vaskede sig nemlig altid dagligt med en klud.. Det var bare sparsomt med antal gange, hvor hun måtte få sig et ordentligt bad.

[Carmine Jordin Marlineo]

En bidende kontrol, kunne man sige, at Carmine var i besiddelse af, hvilket var noget, som passede ham mere end fint. Ikke at det skulle være nogen forundring, for således havde det alle dage været. Om ikke andet, fordi at han havde den ekstremt høje alder på sin side. Ung var han nemlig på ingen måde, hvor han selv havde været i besiddelse af det levende liv engang. Det var bare noget, som han kunne se bort fra nu, også mest for sin egen skyld.
Såret lukkede han hurtigt igen. Hun gav ham præcist hvad han ville have, hvilket skam også gjorde, at han var langt mere medgørlig. Desuden havde hun erfaret, hvad der ville ske, dersom hun ikke gjorde, som han ville have tingene. Og ondt gjorde det. Lige hvad den slags angik, var han nemlig på ingen måder nogen særlig mild mand. De røde øjne faldt til hendes skikkelse. En bagtanke havde han altid med de ting, som han foretog sig, og dette var heller ikke noget undtag. Når folk gjorde det godt, og tilfredsstillede ham - hvad end om det var på den ene eller den anden led, så gav han skam en smule igen. "Det gør det så sandelig." Lyst blod var så sandelig en delikatesse, og han gjorde uden tvivl en kæmpe kunst i, ikke at tage for meget, som hun jo også skulle kunne holde til alt dette på sigt. Hans blik forblev intenst hvilende i hendes. Så godt som hun havde gjort det.. Ikke et støvkorn havde han været i stand til at se. Det blussede i pejsen, og hvad han bad hende om, var ting, som hun bare gjorde. Hvorfor skulle han ikke give hende lidt igen? "Gå du op og fyld karet op.. Tag dig et varmt bad, Visenya." endte han denne gang. Hånden slap hendes hage, og strøg kort over hendes kind, hvor han denne gang fjernede en lok af hendes hår. Her slap han hende i stedet. Altid en bagtanke.. Altid.

[Visenya Elessä Aíredhiel]

Selv vidste Visenya udmærket, at hendes blod behagede ham.. og i allerhøjeste grad endda. I sin tid blandt vampyrer, havde hun fundet ud af, at der var en hvis prestige i at holde lysfolk. For hendes vedkommende betød det desværre, at hun blev holdt her, og at det var ønsket, at hun blev holdt på. Selv vidste hun også, at der nu var kommet en nymfe hertil. Hvad der præcist skulle ske med hende, vidste hun dog ikke. Kvinden fik nemlig lov til at bo på et luksuriøst værelse, så det var ikke husholdningen hun skulle indgå i, og hvad hun ellers hørte i huset her, tydede det ej heller på, at herre Carmine ville gøre hende til husets frue. ”De er yderst gavmild, herre, men..” Hendes talestrøm endte, idet han kærtegnede hendes ansigt. Det sitrede svagt i hendes krop. Det var langt fra altid, at han var så blid ved hende, og derfor fik det hende alligevel til at tænke. Dog brød hun sig ikke om berøringer.. Berøringer gav hende altid en lyst til at trække sig ind i sig selv. Hun havde nemlig svært ved at finde ro i dem. Også selvom at herre Carmine rørte ved hende lige nu fordi, at han var tilfreds med hende? Det var til gengæld en god ting. At han var tilfreds. Hun ønskede blot at tilfredsstille ham. Talens brug genvandt hun igen, idet han slap hende. Det betød dog også, at hun lod blikket sænke en anelse. Blot så hun ikke så ham direkte i øjnene. Hun vidste nemlig, at hun ikke var ham ligeværdig. ”Er De sikker på, at jeg ikke kan gøre mere for Dem inden, at jeg forsvinder i bad, herre?” spurgte hun ham venligt. Herre Carmine var trods alt lige stået op. Det var derfor nærmere ham, som hun burde klargøre et bad til, eller også burde hun finde hans overtøj frem til ham, hvis han ønskede at søge ud.

[Carmine Jordin Marlineo]

Hvad angik Cassie, var det en problematik, som Carmine måtte tage sig af på et senere tidspunkt. Som det stod lige nu, havde den kvinde en mærkværdig glæde af at gøre ham sur og arrig - og dette gik jo trods alt udover hans tjenestestab. I forvejen var den ikke særlig stor. Det var nemlig forekommet fra tid til anden, at han havde taget liv i ren og skær frustration, fordi at han ikke forstod sig på den kvinde. Det var desværre alt for mange år siden, at han havde været menneskelig. Han var intimiderende, og han var frygtelig nærgående. Han elskede det, og det ville han nok for alle dage komme til at gøre. Hun levede for at tjene ham. Og efterhånden var det jo også tydeligt gået op for hende. ".. Men hvad?" spurgte han denne gang med en tydelig nysgerrig mine.
Carmine havde allerede foretaget en beslutning, og derfor var det dumt, at forsøge at få ham til at skifte mening. Nu hvor det var sagt, så burde hun vel bare tage hans ellers så sjældne gavmildhed, og bare gøre, hvad han bad hende om..! "Gå i bad," bad han denne gang med en mere direkte stemme. Et sted også mest for at advare hende om at forsøge at blive her, når han havde bedt hende om det modsatte. Kort strammede han grebet omkring hendes kæbe, inden han roligt gav slip på hende. "Før jeg ombestemmer mig," sagde han denne gang. Det menneskelige have han trods alt glemt for mange år siden og så lang tid at det var frygten, som måtte styre hende, havde han så sandelig heller ikke tænkt sig, at gå i vejen for det. Han betragtede hende meget indgående. Det var nu.. Det var ikke noget, som skulle stå til diskussion!

[Visenya Elessä Aíredhiel]

Øjeblikkeligt stoppede Visenya med at trække vejret, idet herre Carmine talte skarpere til hende, og tog et fast greb om hendes kæbe. Advarslen i det fornemmede hun tydeligt, og derfor lyste frygten også tydeligt ud af hendes øjne. Hun havde fornærmet ham, og det havde end ikke været hendes hensigt! Hun havde blot ønsket at hjælpe ham, inden hun havde sørget for sig selv, men selvfølgelig.. Hun var dum. En uvidende pige der ikke burde stille tvivl ved sin herres ord! Selvfølgelig havde han gjort ret ved sine ord, og selvfølgelig var hun uduelig ved sine egne. I det sekund han slap hende, nejede hun derfor også dybt for ham, for at vise ham sin fulde respekt. Hendes blik var alt imens sunket i gulvet, som hun ikke havde retten til at se på ham længere. Selv frygtede hun dog også, hvad hun ville finde i hans øjne, hvis hun så på ham nu. ”Undskyld, herre. De har selvfølgelig ret, herre. Jeg går nu,” undskyldte hun hastigt. Han ville ombestemme sig, hvis hun blev. Det forstod hun sig på.. og selv ønskede hun sig jo det bad. Hun ønskede at mærke det varme vand omfavne sin krop, imens hun ikke behøvede at tænke på noget som helst. Uden at sige mere, forlod hun rummet. Skønt hun ingen stolthed følte omkring sig selv, måtte hun alligevel se yndefuld ud, som hun gik. Det lå blot til skovelveren i hende, ligesom det lå til vampyren i ham. Tavst og hurtigt gik hun igennem den tomme herregård. Hvis hun gik for langsomt, ville det måske også få ham til at ombestemme sig! Først stoppede hun, da hun nåede den afdeling af herregården, hvor bloddyrene og slaverne holdt til. Hun var nemlig ikke værdig nok til at være på hans fløj. Et lille badeværelse søgte hun ind på, der ikke så ud af meget. Der var et enkelt badekar og en hylde med olie og håndklæder. Hurtigt arbejdede hun, da hun ikke vidste, hvor mange minutter han ville give hende. Derfor fik hun hurtigt fyldt karret op, hældt noget olie i det, og afklædt sig selv, så hun kunne glide ned i det varme vand.

[Carmine Jordin Marlineo]

At modsige sig ham, ville uden tvivl være dumt gjort, nu hvor han endelig viste sig lidt fra sin mere gavmilde side. Herunder var dette også ment som en sidste advarsel. Øjnene kneb han let sammen denne gang. At hun så endelig valgte at give ham, hvad han gerne ville have, var derimod en tanke, som glædede ham. Han lod hånden søge ned langs hans side igen. Dette passede ham faktisk meget bedre, hvis han selv skulle sige det. "Nu begynder det atter at ligne noget," kommenterede han denne gang.
Carmine fulgte hende meget nøje med blikket, som hun denne gang forlod stedet. Han var på ingen måder færdig med hende endnu, hvilket hun skam nok skulle finde ud af. Selvom hans stab af tjenestefolk var lille og sølle, så vidste de stadig godt hvem der bestemte, som de også godt vidste, hvornår de kunne gå ham i vejen, og hvornår det var dumt af dem, at gøre dette.
For nu, lod han hende få de første minutter til at nyde et bad. I forvejen var han heller ikke kendt for at være den mest tålmodige mand, så det at holde sig selv i snor, bare for nogle minutter, kunne vise sig, at blive en udfordring nok, som det var i forvejen! Efter at have stirret ind i ilden for et øjeblik, vendte Carmine om på hælen. Han var mættet nok til at kunne holde den kørende for nu.. Nu ville han sætte det andet i værk. Det i sig selv, kunne heller ikke gøres hurtigt nok. Med rolige og afmålte skridt, søgte han ned mod tjenestefløjen. Dem som han passerede på vejen, flyttede sig hurtigt, for ikke at gå ham i vejen. Uden at tøve, tog han i håndtaget ind til tjenestestabens badeværelse - hvor han for øvrigt, kunne høre hende på den anden side, og tvang sig vejen ind. Døren lukkede han efter sig.

[Visenya Elessä Aíredhiel]

Visenya var ikke den der ville stille flere tvivlspørgsmål til sin herre. Hun havde allerede stillet et for meget, og den fejl var hun udmærket klar over. Derfor var hun ikke bleg for at søge væk og tage det bad, som hun havde fået tilbudt. Et bad som hun nu var i. Næsten helt brændende var vandet at gå ned i til en start, men selv var hun ligeglad. Hun havde blot brug for at føle varmen i sin krop. Synd var det også at sige, at der var synderligt meget varme på herregården. Særligt her i vintermånederne. Derfor nød hun helt at føle sig omgivet af den rene varme. For et sekund tog hun sig den frihed at lægge nakken tilbage mod kanten, imens hun lod øjnene glide i.. I det øjeblik gled døren dog op, hvilket fik hende til at reagere instinktivt! Hurtigt satte hun sig op, imens hun trak benene til sig og slog armene om dem. Helt for at beskytte sig selv og dække sig til. Selv var hun ikke i tvivl om, hvem der var kommet ind. Herre Carmine. Det skovgrønne blik holdt hun dog allerede vendt imod vandets overflade foran sig. Hun tog en dyb indånding. Han havde allerede fortrudt sin gavmildhed.. Havde hun overhovedet nået at ligge her i et minut? ”Hvad kan jeg gøre for Dem, herre?” spurgte hun ham høfligt, som hun allerede var parat til at ligge sine egne behov fra sig. Selv kunne hun dog regne ud, at han allerede havde fortrudt hendes bad. Han ønskede hende vel tør igen, så hun kunne gøre noget for ham? Det var i hvert fald, hvad hun regnede med.. Højt sagde hun det dog ikke, da han allerede en gang i aften havde belært hende om, at hun gjorde klogt i ikke at sætte ord i munden på ham, eller stille tvivlsspørgsmål ved hans handlinger.