Another day

[Deleted]

Demarcus Lathan Gaetulicus x Demarcus' Herregård x Formiddag

---

Nogle valgte, at blive en skygge af sig selv igennem en kæmpe omvæltning. Yelena valgte at hærde med opgaven. Hun var blevet stærkere, det kunne hun mærke i sig selv. Magien øvede hun alene i den store træningssal, der var i Demarcus' hjem. Det var jo også hendes hjem, men af og til følte hun sig stadigvæk som den fremmede, fordi hun var magisk og folk her på øen ikke var det ellers. Hun var kommet tættere på jordelementet, der var det mere grove element, hvor vand og luft var mere mild. Træk bar hun fra alle elementer, hvilket jo gjorde hende til den kvinde hun var. Og endelig var hun faktisk begyndt at forstå, at hun var smuk. Det så hun jo i spejlet, skønt hun aldrig havde troet på det.
Yelenas stuepige var gravid. Højgravid faktisk, men kvinden arbejdede stadigvæk, da hendes bolig jo alligevel var her i huset. Hun havde fået skænket et af de større tjenestestabsværelser dog, så der var plads til barnet og Yelena havde forsikret hende, at alt nok skulle gå. Hun var netop blevet klædt på i en fin hvid kjole samt fået smykkerne på armene, da stuepigen kom med et udbrud.
"Míyewa? Hvad er der?" Hun drejede rundt på hælen og vidste godt hvad klokken var slået, da hun så mod sin stuepige. Hendes vand var gået. "Så er det nu. Kom, vi må få dig ned i seng," endte hun. Det var enten nu eller efter fødslen. Yelena tog stuepigen under armen, der støttede sig til hende og så begav de sig ellers langsomt gennem huset mod tjenestegangen.

[Demarcus Lathan Gaetulicus]

Det havde været et ganske fint møde med Sephiran, selvom det havde været afbrudt så brat, da Imandra havde været underangreb. Selv uden at tøve, havde han bragt manden tilbage til sikker havn i hans land, inden han havde søgt tilbage igen. Det var vel det mindste som han kunne gøre på den måde? Selv var Demarcus stort set netop ankommet tilbage til Tayevania, og søgte hjemover. Forhandlingerne og samarbejdet med Sephiran foregik upåklageligt, og rart var det, at nogen ting i det mindste gik, som man ønskede, at de skulle.
Siddende på hesteryg, ankom Demarcus langt om længe til sit eget hjem. Det var helt rart at se det igen. Elena havde han stadig ikke formået at få ud af hovedet. Hun havde jo for pokker kysset ham!
En stalddreng kom rendende Demarcus i møde, for at tage imod hesten. Elegant endte Demarcus denne gang på jorden, hvor han rakte knægten seletøjet. Med kun et enkelt smil, lod han knægten trække hesten med hen til staldene som lå ikke langt fra hovedhuset. Her var varmt.. Underligt, eftersom han lige havde været ved land ved Imandra. Et land, som han kun havde sat sine fødder i den ene gang. Var mon Yelena her?
Demarcus søgte denne gang indenfor. Selv herinde var det varmt. Det var jo et kæmpe palæ. Ikke med høje vægge og vinduer, samt porte til at holde folk ude. Nej, her satte man nemlig pris på gennemgangen af den friske luft og solens arme stråler. Han var klædt i hvide klæder, som blev holdt oppe med en enkelt strop over hans ene skulder, og hans fødder var iklædte de fine sandaler. "Yelena?" kaldte han denne gang. Hvor mon hun var henne?

[Deleted]

Yelena havde ikke set Demarcus i... ja lang tid, så egentligt havde hun ordnet det meste herhjemme. Palæet var hun faldet godt til i, hvor der var mange åbne steder, såvel som nogle rum selvfølgelig også var mere lukkede, måske bare åbne op igennem taget. Hun vidste ikke hvornår han vendte tilbage, men det kunne hun ærlig talt heller ikke tage sig af lige nu. Hun var adelig her på øen med det navn hun havde fået skænket og hun ønskede at gøre et godt arbejde, nu hvor hendes liv var her. Og hun nød det faktisk. For hver dag de gik, blev det bare mere og mere hverdag, skønt det også havde taget sin tid at nå dertil. Men hun var tilpas her. I klimaet, med folkene, med sproget og det hele. Også selvom hun levede en løgn i forhold til hendes magiske kræfter. Nej, hendes stuepige vidste det faktisk, men hun følte sig også tæt med den kvinde, der skulle klæde hende på.
At Demarcus så valgte at komme hjem netop i dag, det havde hun ikke direkte regnet med. Hans stemme nød og hun stoppede op med Míyewa ved sin side, der prustede noget over det. Hun så tilbage mod ham. "Demarcus? Hernede!" kaldte hun direkte og vinkede ham med sig, inden hun fortsatte ned mod sin stuepiges værelse.
Da de nåede derned så fik hun Míyewa lagt i sin seng, som hun udbrød med et støn. Hun mærkede forsigtigt mod hendes mave for at se processen. "Det virker til at blive en nem omgang lige umiddelbart," beroligede hun hende.

[Demarcus Lathan Gaetulicus]

Demarcus vidste, at han ikke havde været omkring på den måde, som han jo egentlig burde have været, men ikke desto mindre, så var han nu kommet hjem igen, og det var rart. Ikke at der var nogen tvivl om det. Det var nu rart at være hjemme. Her kunne han også lægge alle problematikkerne i Imandra lidt til side, hvilket var noget, som han egentlig havde det fint med.
Han kaldte på sin hustru, og han fik øje på hende nede af korridoren. Hvad lavede hun nede ved tjenernes fløj? Han rynkede kort i panden, inden han søgte derned. Det var der han stilede sig i døren, og det gik op for ham, hvad der egentlig var sket. En fødsel.. midt i hans hjem? Han bed tænderne en smule sammen, men uden at flytte sig. Det var bestemt ikke således, at han havde forventet, at bruge tiden på, hvor han derimod hellere ønskede at bruge den sammen med sin hustru.. og rent faktisk forsøge at finde ud af noget, som også ville gavne dem og deres forhold. "Hvor langt er hun?" Umiddelbart var det ikke rigtigt noget som rørte ham. Hun skulle i hvert fald ikke forvente, at der ville ske noget set fra hans side af, for han tog bestemt ikke del i noget af dette, og det ville han heller ikke komme til. Armene lod han denne gang søge over kors i stedet for. Han var træt.. Det havde været en lang tur. Dette var jo bare.. typisk.

[Deleted]

Yelena var om muligt endnu mere i sit es netop nu, hvor hendes stuepige stod overfor at skulle føde. Hun havde meget erfaring som jordemoder, før hun var endt ud i alt muligt snavs og det var også det job, der gav hende den største ro. For når man havde med mødre og børn at gøre, så var det vigtigt at holde hovedet koldt og være professionel omkring det hele. Men i dag havde hendes professionelle indstilling på jobbet smittet mere af i hendes hverdag, hvilket havde gjort hende til en stærkere person. Hun havde ikke troet det var muligt. Ikke efter Calebs død. Men her på øen, der følte hun sig faktisk hjemme. Også selvom hun da skænkede sit gamle liv en tanke ind imellem, men det var ikke noget der fyldte hos hende længere.
At Demarcus kom herned gjorde hende nu tilfreds og hun så mod ham med et fast blik. "Det ser lovende ud... Det går ret stærkt med hende, så måske en halv time til en time, så burde babyen være ude," svarede hun. Hun tog fat i puderne, som hun lagde under Míyewas hoved og det øverste af ryggen, så hun blev hævet og støttet. Det var dog langt fra nok.
"Vi har brug for flere puder," endte hun til sig selv og vendte sig mod Demarcus igen. "Jeg skal bruge 4-5 store puder, noget varmt vand og håndklæder. Gå," endte hun med en autoritær stemme og vendte tilbage til sin stuepige, som hun stadig hjalp til at finde sig til rette.

[Demarcus Lathan Gaetulicus]

Tydeligt var det for Demarcus, at Yelena havde helt styr på, hvad der skete her, samt hvordan man skulle styre og kontrollere det. Det var også noget, som faktisk passede ham mere end fint. Han ville nemlig ikke blande sig i dette henseende, og det var også sådan, at han havde det med tingene, så det alene, var heller ikke noget, som måtte sige så lidt igen i den anden ende.
Demarcus stod roligt i døråbningen denne gang, og stirrede mod dem. Den unge kvinde, lå uden tvivl og havde ondt mellem hendes veer, men ikke var det noget som egentlig rørte ham det mindste. Det var der vel heller ikke nogen grund til?
Vovede hun at give ham ordre? Demarcus blev stående mere i protesten, også selvom han godt kunne se, at det var en nødvendighed efterhånden. Det var vel heller ikke noget, som kom af ingenting? Var det? Han rystede kort på hovedet. "Du skal ikke give mig ordre, Yelena," sagde han denne gang, inden han alligevel søgte bort, for at hente de puder som nu skulle bruges. Han kom tilbage igen efter ganske kort tid, hvor han lagde dem ved siden af hende denne gang. Bevidst valgte han ikke at kigge på den unge tjenerinde, inden han atter trak sig tilbage. "Jeg håber snart, det er færdiggjort," sagde han denne gang. Det var ikke fordi at han var ligeglad som sådan, men der var så mange andre ting, som han måtte tage hånd om. Og han ønskede nu bare at finde ud af det med hende. Særligt efter hans tid med Elena.

[Deleted]

Yelena havde styr på dette. Míyewa så ud til at skulle have en af de lettere fødsler, selvom pigen selvfølgelig stadigvæk havde ondt mellem sine veer. Men babyen var sund og rask, for hun havde jo hjulpet med at tjekke hende under hendes svangerskab. Hun sendte hende et varmt smil og hjalp hende med at bøje hendes ben samt få ordentligt fodfæste. Uden at tænke over, at Demarcus var her, så trak hun op i stuepigens kjole og ligesom gjorde plads til, at babyen kunne komme ud. Nu manglede hun bare at lave 'landingsbanen' til babyen med nogle håndklæder, så det ikke røg på sengeklæderne. "Det hele skal nok gå, Míyewa," endte hun roligt. Hun så på hendes ansigt. "Træk vejret med mig," fortsatte hun. Hun gjorde en bevægelse med hendes hånd også og trak vejret dybt, som hun lod sin stuepige følge hendes anvisninger. Demarcus' første ord ignorerede hun. Hun skulle ikke give ham ordre? Åh jo hun skulle, det blev han nødt til at finde sig i, for lige nu var der ligesom ikke andre end ham. Alle var jo på arbejde rundt omkring på ejendommen og så mange folk havde de jo heller ikke.
Da han kom tilbage, så rejste hun sig igen. Puderne fik hun bakset bagved Míyewa, der efterhånden lå helt rigtigt og veerne kom også oftere og oftere. Det var meget snart. "Det er færdigt, når det er færdigt," endte hun spidst. "Jeg skal stadigvæk bruge varmt vand og håndklæder. Og tag en saks eller en kniv med også," endte hun med en mere fast tone end før, for han blev nødt til at hjælpe!
Míyewa greb så pludselig fast i hendes hånd og klemte. Yelena så på hende igen og lagde sin anden hånd mod hendes mave, som hun mærkede på. "Du er snart klar," endte hun.

[Demarcus Lathan Gaetulicus]

At blive kostet rundt med i sit eget hjem, var på ingen måder noget, som Demarcus fandt sig i, og det ville bestemt heller ikke forandre sig. Dette gjorde ham.. Vred og irriteret et sted, selvom han som regel var en mand, der havde fuldstændig styr på sig selv.. hvilede i sig selv, og kunne smile. Men at blive behandlet på denne måde, var bestemt ikke noget, som faldt i hans gode bog. Tvært imod faktisk.
Dog søgte han ud, for at finde, hvad der var relevant for hende at gøre brug af i forbindelse med fødslen som denne unge kvinde måtte befinde sig midt i. Hendes navn kunne han ikke engang huske.. Og helt ærligt...? Så var hun jo bare en tjenerinde. Noget som kunne erstattes, hvis dette skulle hæmme hende i sit arbejde, hvilket han selvfølgelig ikke håbede på. Han rystede kort på hovedet. Hun skulle stadig bruge?
Han måtte tage den op med hende bagefter. Det var bare ikke meningen, at tjenestestaben, skulle finde ud af, at hun kørte rundt med ham på den måde, for tænk, hvis de begyndte at gøre det samme? De havde jo ligesom et liv, som skulle fungere, og det var bestemt ikke på den her måde, at det blev gjort!
Dog søgte han ud, og kom tilbage med, hvad hun skulle bruge denne gang. En balje med opvarmet vand og håndklæder, samt en saks. Han lagde det ved siden af hende. "Jeg vil snakke med dig, når du engang er færdig her," sagde han denne gang, inden han trak sig væk fra hende igen, og forlod værelset. Han søgte til opholdsstuen igen. Det generede ham at hun behandlede ham på den måde!

[Deleted]

Yelena nød faktisk at bestemme lidt over Demarcus og han så endda gjorde hvad hun sagde, også selvom det ikke faldt i hans gode bog. Hun havde dog en opgave for sig og det var at hjælpe Míyewa med hendes fødsel, for jo hurtigere og mindre smertefuldt det blev, jo bedre var det for mor og barn. Hun var faktisk spændt på om det var en dreng eller en pige, der kom ud af det.
Hun trak vejret sammen med stuepigen, hvilket hun kunne mærke beroligede hende. Veerne blev efterhånden oftere og da Demarcus trak sig væk, så sagde hun intet andet end: "Jaja, fint," til hans ord. Hun registrerede dem, men kunne ikke tage sig af det lige nu. Hun fik gjort alt klart og hjalp Míyewa godt igennem fødslen, der endte med en skrigende pige i hendes hænder. Hun fik ordnet alt med navlestrengen og svøbt babyen i et klæde, efter at have vasket det værste snask af. "Jeg skal nok tjekke op på jer senere," endte hun. Míyewa takkede mange gange, beæret over Yelenas venlighed overfor en simpel stuepige som hende. Den lille pige faldt til ro i sin mors arme og Yelena puttede dem, som de begge faldt i søvn. Hun ryddede op efter sig selv, vaskede sine hænder og satte så kursen mod opholdsstuen. Det var en meget varm dag i dag, selvom det var efterår, men hun kunne godt lide det. Et skævt smil gled over hendes læber og hun nåede opholdsstuen, hvor hun så mod Demarcus. "Jamen, velkommen hjem, kære," endte hun. Hun søgte hen til bordet, hvor der altid stod glas og frisk vand til dem. Hun tog et glad.

[Demarcus Lathan Gaetulicus]

At blive kostet rundt med - selv af sin egen hustru, var på ingen måder en ting, som faldt i Demarcus' gode jord, for.. hvorfor skulle det? Det var rent faktisk en tanke, som måtte irritere ham temmelig meget endda. Han søgte derfra bare tilbage til opholsstuen, hvor der ingen glas var, men derimod søjler som åbnede op i hele rummet og lod sollyset slippe ind.  Det var rart. Selv her var det dejlig varmt året rundt. Der var det jo derimod kulden, som havde ramt Imandra. Det kom stadig bag på ham, hvor koldt der egentlig kunne være.
Her stod han til Yelena endelig kom ind. Han vendte sig denne gang mod hendes skikkelse i stedet for. Var det underligt, at dette var noget som fremprovokerede en irritation? "Gør aldrig det der igen, foran tjenestestaben, Yelena," sagde han denne gang. Det alene, var noget, som gjorde ham direkte vred og arrig, og det var ikke noget som han fandt sig i.
Normalt var han jo en mand, som hvilede i sig selv, og var egentlig ganske rolig, alt taget i betragtning, men der skulle alligevel fastholdes en vis form for skille. Hans eget glas tog han denne gang omkring. "Men tak," sagde han denne gang. Han ønskede ikke, at de skulle være uvenner. I forvejen, kunne man jo sige, at de havde nok at slås med. Og det behagede ham ikke just. Langt fra faktisk. Her valgte han denne gang at sætte sig ned på en af de store sofaer, hvor han badede midt i solens lys. For ham, var det rart. Det var rart endelig at være hjemme, men af den grund, agtet han at blive behandlet ordentligt. 

[Deleted]

Yelena kunne godt fornemme på Demarcus, at han var irriteret. Og hun var skylden. Han havde sikkert haft en lang rejse hjemad, men det kunne hun ærlig talt ikke tage sig af, for hun havde haft brug for hans hjælp. De havde ikke det bedste forhold. Det hele var stadigvæk meget professionelt og der var som sådan ingen følelser imellem dem. Men alligevel følte hun, at han var hendes og hun var hans, da hun jo ikke nærmere sig andre mænd af dyb respekt for ham, skønt hun jo sagtens kunne have hygget sig i hans fravær... For hvem skulle have sagt noget? Men den kvinde var hun jo ej længere. Prostitution var et overstået kapitel og hun følte, at hun prostituerede sig, hvis hun skulle røre andre end Demarcus. Selvom... ja, de jo heller ikke havde lavet noget.
"Jeg skulle ellers lige til at takke for din hjælp, men det tager jeg tilbage," endte hun modstemmende til hans ord. Han skulle ikke tro han kunne komme hjem og køre sin irritation af på hende, bare fordi hun havde bedt ham hente et par ting. Hvem skulle ellers have gjort det? Han stod der jo og kunne jo ligeså godt gøre det. Og han havde jo også gjort det.
Let løftede hun glasset til sine læber og bundede hurtigt sit glas. Hun satte glasset på bordet igen og så mod ham, som han gled ned at sidde. Øen her var så eksotisk og varm, noget komplet andet end fastlandet. Og hun nød det til fulde drag. Den friske luft gennem værelserne var super rar.

[Demarcus Lathan Gaetulicus]

Demarcus var selvfølgelig irriteret, for det var på ingen måder det her, han havde forventet, at komme hjem til. En ting, var at tjenerinden var gået i fødsel, for den slags ting skete jo trods alt. Men at han skulle kostes rundt med af sin egen hustru, var bestemt ikke, hvad han havde forventet, og oprigtigt, var det en tanke, som han måtte finde direkte irriterende. Hans blik faldt derfor til hendes skikkelse. Hun ville takke ham for hjælpen? Han havde hentet småting.. Men det var nu ikke det, som var problemet. Hvis hans tjenestestab, nu gik rundt og troede, at han var en mand, man kunne koste rundt med, hvis man var bossy nok, så ødelagde det jo bare det hele, og det var han overhovedet ikke interesseret i.
"Forstå hvor ødelæggende det kan være for mig, hvis folk ser mig blive kostet rundt af min egen hustru," sagde han denne gang. Han tog en god tår af glasset inden han satte det fra sig igen. Igen valget han her at rejse sig op i stedet for. Hans blik faldt mod hendes skikkelse. Han var meget bestemt hvad det her angik. Det så bestemt ikke godt ud. Den unge kvinde havde været i fødsel, og havde måske allerede glemt, at han havde gjort de ting, som han havde gjort? Det var lidt det, som han kunne håbe på i hvert fald. Et kort smil passerede denne gang hans læber igen. "Og hvilken hjemkomst.." Det var jo lige før, at han begyndte at savne Elena jo!

[Deleted]

Yelena måtte faktisk direkte more sig over Demarcus' irritation. Han mødte for en gangs skyld en smule modstand i hans liv og så kunne han ikke leve med det? Ingen havde jo hørt dem, for der havde jo ikke været andre i nærheden. Ellers havde hun jo nok kostet rundt med en anden. Hun så indgående mod ham med sine mørkebrune øjne. Ja, hun ville have takket ham for hjælpen, da det var de små ting, der betød noget for hende, men nu ville hun ikke. De var mand og kone. Det var noget andet end forholdet mellem ham og resten af tjenesestaben. Hun himlede med øjnene. Hun gad ikke blive mødt af dette, når han ikke havde været hjemme i utroligt længe. Hvad havde han overhovedet lavet? Imandra var jo overtaget, det havde hun hørt, eftersom Sephiran var blevet sendt herfra, da et brev var nået ham fra hans søn, Nick. "Gud forbyde, at du viste mig en smule respekt og gad hjælpe mig, når jeg fik brug for det," endte hun sarkastisk. Hun var blevet kostet rundt med hele sit liv og havde været så langt nede i sølet, at hun nægtede at leve som slave under ham også. For hun var ikke hans tjenestepige, men hans hustru. "Du bliver nødt til at forstå, jeg ikke er din tjenestepige... Bare fordi du kun giftede dig med mig på grund af samarbejdet med Sephiran... Så er jeg af status stadigvæk over staben," fortsatte hun lettere frustreret.

[Demarcus Lathan Gaetulicus]

Af status, var Yelena stadig højere hævet over staben, men det ændrede ikke på, at han ikke ønskede, at hun skulle opføre sig på den måde, og særligt når tjenestestaben stod og så på det. Hans blik faldt til hendes skikkelse. Nej. Man kunne ikke just sige, at han var vant til at møde nogen former for modstand ,og særligt på den måde.. For det gjorde han ikke. Han blev denne gang stående på sin valgte plads.
"Du er højere hævet over staben, men ikke over mig," fortalte han denne gang. Manden var den som bestemte i hans verden, og det var bare ikke en plads eller en titel, som hun skulle udfordre ham på! Overhovedet ikke! Denne gang, var han dog noget mere fast og stiv i blikket, end hvad han ville have været normalt, og dette kunne naturligvis godt mærkes. Ikke at der skulle være nogen tvivl om det. "Ikke har jeg noget imod, at du henvender dig til mig, men på en respektabel måde, er og vil blive foretrukket." Han trådte denne gang tættere på hende. Nej.. Ikke ville han gøre det typiske, hæve hånden og slå hende, for det ville han ikke få noget ud af, og det var det som han gerne ville undgå i den forstand, at det var ham muligt. "Husk det til nær fremtid," sagde han denne gang. Dette var ikke noget, som han nogensinde ønskede, skulle gentage sig.

[Deleted]

Yelena var højere end staben. Men sådan som Demarcus talte til hende lige nu, der var det som om han pressede hende ned på deres niveau. Eller sådan føltes det i hvert fald fra hendes side. Hun vidste godt, at han var manden og det respekterede hun jo også, men i en situation hvor hun havde brug for hjælp, der måtte han da kunne se gennem øjne med at hun hundsede lidt med ham og så bare acceptere det den ene gang. Det var jo ikke ligefrem hver dag, at der foregik en fødsel i hjemmet. "Det sagde jeg jo heller ikke, vel? Men med den respekt jeg nærer for dig, så fortjener jeg en smule af det gengældt," endte hun fast. Hun havde aldrig direkte markeret sig overfor ham siden de blev gift, så det var måske også det, der gik ham på nu? At hun endelig talte op for sig selv og det brød han sig ikke om? Hun så direkte mod ham, som han trådte mod hende. Hun blev upåvirket stående. "Hvis du gerne vil slå mig, så slog mig dog... Jeg kan udmærket se på dig, at du gerne vil," bed hun af ham. Hun skulle nok tage hans slag, hvis det fik ham til at føle sig som den store og stærke mand. Hun tog et skridt nærmere ham, et mere og endte med at stå næsten lige foran ham. Hun måtte dog kigge op, da hun ikke ligefrem var den højeste. Han var nok snart halvandet hoved højere end hende. "Situationen bød ligefrem ikke til det. Så undskyld jeg tog den tone i brug, men du var ligesom den eneste i nærheden," afsluttede hun. Hun ville ikke undskylde for at have hundset med ham.