Another day

[Deleted]

Yelena havde fortrængt sin fortid. Hun bar den ikke med sig, men hun huskede selvfølgelig enhver en detalje når det blev bragt på bane. Og nu hvor Demarcus bad om at vide mere om hende, så kom det hele væltende tilbage ind over hende igen. De dårlige minder om hendes første mand, Gaspard, som aldrig havde været hendes valg. Hendes 3 børn, som nu måtte være voksne, som hun ikke anede hvor var i verden. Måske de end ikke var i live, for hvem vidste hvad Gaspard kunne finde på? En mand, som havde fraskilt hende fra den ene dag til den anden, fordi det hele var brændt sammen for hende. Hun sukkede. Indvie ham i det? Virkelig? Hun vidste slet ikke om han kunne klare hele hendes historie. Især ikke når hun nåede til 'prostitutions'-punktet, hvor hun jo i første omgang havde mødt Sephiran i sin tid. Så sluppet fra ham, for derefter at ende i hans klør igen. Og nu stod hun så her, på Tayevania. Men det havde faktisk hjulpet hende, hvilket Sephiran nok ikke havde troet. Eller? Den mand, var utrolig svær at finde ud af! Da Demarcus kom hende i møde og lagde en hånd under hendes hage, så fløj hendes blik op mod hans, da hun ikke turde andet. Hun så ham fast i øjnene. Grum en fortid? Et øjeblik, stod hun bare helt tavst og kunne slet ikke få startet. Kunne han tåle at høre det? Burde hun lægge skjul på noget af det? Undlade ting? Eller bare lægge alle kort på bordet?
"Min første mand fik gennemført en skilsmisse og smed mig på porten, så jeg ikke rigtigt har set mine 3 børn siden den ældste var 8 år," startede hun ud. "Nogle år i prostitution, fordi min uduelige eksmand tvang mig til at betale for at holde mine børn i live. Og jeg ved ikke engang, om de lever i dag," fortsatte hun. "Trældom i flere perioder af mit liv... Korte perioder også ude af det igen."

[Demarcus Lathan Gaetulicus]

Demarcus havde ganske vidst ikke nogen anelse om, hvad hun havde været igennem. Men ærligt..? Kunne det være så slemt? Han rystede denne gang på hovedet, hvor han stillede sig foran hende denne gang. Han ville jo gerne.. Alt det med Elena, ønskede han faktisk at glemme lidt igen, for det andet.. det var jo til at blive sindssyg af. Han rystede denne gang på hovedet. Var det underligt, at han ønskede at vide og kende til hende? Lære hende det bedre at kende, nu hvor han endelig havde chancen og muligheden for det? Han måtte jo indrømme, at han havde jo set en mulighed ed at tage hende til ægte, og ikke bare igennem den forhandlingsaftane, som han havde gjort med Sephiran. Han havde jo trods alt gået med til det, og det havde han jo trods alt gjort af en grund, og selvfølgelig var det også noget ,som godt kunne mærkes. Ikke at der var nogen tvivl om det.
Han betragtede hende denne gang med en meget indgående mine. Her blev han stående og lyttede til hendes ord. Okay, han havde nok været lidt afvisende for alvoret på alt for kort tid. Det var på ingen måder en særlig behagelig historie hun kunne berette om, og det kunne i hvert fald godt mærkes nu. Han sænkede denne gang hovedet en anelse. Prostitution var nu en naturlig del af øen her, så det var ikke fordi at han tog det særlig tungt. Hun havde slet ikke set sine børn? Ja.. han havde jo ikke nogen. Han trak hånden en anelse til sig. "Det gør mig ondt.." sagde han denne gang. Hvad andet skulle han da sige? Hans blik hvilede på hende. Det var da en tragisk historie, hun måtte bære med sig.

[Deleted]

Yelena ville meget gerne fortælle Demarcus om sin fortid, hvis det kunne hjælpe dem på vej til et bedre sted, men hun var også bange for, at han ville afsky hende. Hun havde jo ingen betydning for ham, af hvad hun vidste. Hun var en gave til ham fra Sephiran, skønt han dog faktisk behandlede hende bedre end en slave. Den del forstod hun jo faktisk ikke helt. Måske fordi hun jo af titel var hans hustru og dermed var blevet en adelig her på øen. Hun så indgående på ham. Låste nærmest sit blik til hans, eftersom hun var bange for at komme til at kigge bort igen.
Hun sukkede dæmpet. Hun hadede at blive mindet om alle de dårlige ting i hendes liv. For her på øen føltes det så langt væk, at det ikke fik lov til at røre hende i det daglige, men nu hvor det blev bragt op, så væltede det ind over hende som en flodbølge. Hun trak vejret dybt og sukkede tungt, som hun pustede ud. "Du behøver ikke have ondt af mig," endte hun. Hun ønskede jo ikke engang at have ondt af sig selv, for hun var jo kommet videre. Hun havde fundet en ny frihed her på øen, skønt folk nok ville tro hun var tvunget til at være her. "Men nu ved du hvad jeg kommer fra," fortsatte hun.

[Demarcus Lathan Gaetulicus]

Hvad havde Demarcus egentlig forventet? At hun ville være uberørt? Det var faktisk den tanke, som generede ham mest, kun fordi at han var af den gamle skole, og at han var af den type mand som helst ikke ønskede en kvinde, som var berørt af en anden og så alligevel.. Yelena var anderledes. En dejlig kvinde, selvom de aldrig rigtigt havde fundet den rette vej eller sti for dem at gå på. Han havde ondt af hende på trods af det. Ingen kvinde skulle afholdes fra at være sammen med sine børn. Selv det, kunne han aldrig nogensinde drømme om! End ikke det kunne han nogensinde drømme om at gøre ved nogen af sine egne ansatte, når de fik børn. End ikke den kvinde, som netop havde født, ville blive udsat for, at skulle skilles fra sit barn!
"Ingen kvinde, skal fraholdes sin børn," sagde han denne gang. Værst var det vel, at hun ingen anelse havde om børnene overhovedet var i live? Han rystede svagt på hovedet, hvor han lod hånden søge ned langs hans side igen i stedet for. Han bed tænderne svagt sammen. "Ingen kvinde burde udsættes for sådan et liv." En kvinde.. fraholdt sine børn og tvunget ud i prostitution for at holde dem i live? Det var ikke en værdig måde, at behandle en kvinde på, og særligt ikke, når det var på denne her måde! Var det overhovedet underligt, at det gjorde ham lidt.. arrig?

[Deleted]

Yelena var bestemt ikke uberørt. Hun havde haft megen omgang med mænd, lidt for meget selv ifølge hende. Og hun havde født 3 børn. Så uskyldig var hun bestemt ikke på det punkt, ej heller ren og ville heller aldrig påstå andet. Hun håbede da bare, at Demarcus ville tage informationen til sig og så ellers bare tage hende for hvem og hvad hun var, for der var jo ikke så meget andet at gøre. Hvis han bandt sig til informationen og ikke kom videre, så ville de dog aldrig komme videre. Og de var i forvejen ikke kommet særlig langt.
Hun sukkede dæmpet og så mod ham. Nej, nok burde hun ikke fraholdes sine børn. Men regler og love var nu engang som de var og den var bestemt ikke på hendes side! Forsigtigt lod hun hendes arme falde ned langs hendes sider, fremfor at være korslagte.
Prøvende lod hun sin hånd gribe fat i hans, da han lod sin hånd søge ned langs hans side. Hun gav den et lille klem. "Tænk ikke mere på det... Fortæl mig noget om dig i stedet," bad hun.

[Demarcus Lathan Gaetulicus]

Demarus kunne vel ikke have forventet, at hun ville være uberørt, når han nu vidste, hvordan livet hang sammen på fastlandet kontra øen her? Det var virkelig skræmmende hvor stor en forskal, der egentlig var, og hvor tydelig den også måtte være. Hans blik faldt til hendes skikkelse. Ja, hvad skulle han sige? Han kunne jo ikke ligefrem gøre noget, som ville gavne situationen. Han kunne sige undskyld.. at han var ked af det på hendes vegne, men hvad nytte ville det gøre?
Hun ville høre noget om ham..? Han blev stående stille, da hun denne gang, valgte at tage omkring hans hånd. Han sukkede svagt. Hvad pokker skulle han sige? Han var virkelig ikke særlig god til det her. "... Du vil vide noget om mig?" Ikke trak han hånden til sig, for han så slet ikke nogen grund til at skulle gøre det, og det var også det, som han nok bed sig mest fast i lige nu. Et kort træk fandt vejen frem til hans mundvig. "Jeg har ikke rigtigt noget spændende at berette, Yelena.." Han vendte blikket mod de store åbne parader i stedet for. Hvad skulle han da sige? Det var svært. Han synes det var rigtig svært. Der var jo ikke umiddelbart nogen, som havde vist ham den form for interesse før.

[Deleted]

Yelenas fortid føltes som en fjern historie, der af og til slet ikke føltes som hendes egen. Ofte i dagstimerne kom fortiden så langt væk i tankerne, at det ligeså vel kunne være en andens historie hun gik og rodede med i baghovedet fremfor sin egen. Men det var egentligt rart. Her var hun jo bare Yelena. Hun havde efter et helt liv uden anden identitet end kun 'Yelena' fået tilkoblet et efternavn, som forbandt hende til Demarcus og som gav hende en vis form for status her på øen. Selv syntes hun, at hun klarede sig udmærket med sproget og kulturen, da hun faktisk fandt, at det faldt hende i utrolig god smag!
Et smil gled roligt over hendes læber. Hun blev ved med at holde fast i hans hånd, nu hvor han også lod hende. Det føltes mærkeligt. Men ikke på en dårlig måde. "Ja," svarede hun ham. Selvfølgelig ville hun vide noget om ham, nu havde hun lige stået og blottet hele sin fortid for ham. Godt nok ganske kort og uden de værste detaljer, men dog var hun kommet meget omkring alligevel. "Som om min fortid kan betegnes som spændende... Kom nu, Demarcus, du må da kunne fortælle noget," bad hun dæmpet.

[Demarcus Lathan Gaetulicus]

At hun holdt om hans hånd, var ikke noget, som normalt forekom. Nu forekom det generelt ikke særlig ofte, at de i det hele taget fandt den, eller noget tid i forbindelse til hinanden. Hvad kunne man egentlig gøre ved det nu? Et kort smil passerede denne gang hans læber. Hvad skulle han fortælle om sig selv? Der var jo ikke rigtigt noget spændende at fortælle.
"Det er slet ikke naturligt at snakke om den slags ting her på øen, Yelena." Hans blik faldt til hendes igen. Men fint.. Hvis det var noget, som betød så meget for hende, så kunne han vel også godt give hende det, kunne han ikke? "Jeg er bare mig.. Den sidste som bærer mit navn af fødsel." Han gjorde denne gang tegn til at hun kunne tage pladsen på sofaen i stedet for. Han trak hende med derhen, hvor han denne gang selv tog pladsen.
Igen rystede Demarcus på hovedet. Det var underligt at det skulle være på denne her måde, men.. han forsøgte da. Nu forsøgte han for en gangs skyld, at give noget af sig selv, også fordi at det var noget, som faktisk også betød noget for hende. "Mine forældre døde, da jeg ikke var særlig gammel. Jeg var selv tæt på at miste livet i samme omgang.. Selv øen her kan kræve sit, hvis man ikke er forsigtig. Begge var de velstående forretningsfolk. Som enhver anden, tog de mig med ud, og lod mig se øen her.. Det kostede dem livet," sagde han denne gang. Noget så simpelt som en urt, havde taget deres liv, og næsten kostet ham hans. Verdenen her, var selv meget farlig.

[Deleted]

Yelena kunne ikke huske, om hun nogensinde havde holdt Demarcus' hånd for mere end to sekunder. Det føltes ret underligt og hun vidste ikke helt hvad det gjorde ved hende. Men på en måde føltes det rart, så derfor holdt hun ved. Ikke ofte havde de jo faktisk stået hinanden så nær her. Det var ikke naturligt at snakke her på øen? Om den slags ting? En fortid, var jo en fortid og alle bar en med sig uanset hvilken plads man havde i samfundet. Og alles fortid havde en betydning for hvem man var i dag, skønt nogles fortid var langt værre end andres. Han var den sidste? Det skræmte hende faktisk mere end hvad godt var, for så afhang det jo af hende at give ham en arving, eftersom hun var hans kone. Kunne hun overhovedet bære flere børn? Som han førte hende hen til sofaen, så fulgte hun med og satte sig ved hans side. Hun sendte ham et stille smil og lyttede til hans ord. En forældreløs knægt, der var vokset til at gå i sine forældres fodspor? Ja, hvorfor ikke. Men der var ikke meget at sige til så, at han havde svært ved at binde sig, for han havde jo ikke haft sine forældre til at forme ham. Hun så indgående mod ham. "Og nu sidder du så her... De ville være stolte af alt dit arbejde," endte hun dæmpet.

[Demarcus Lathan Gaetulicus]

Demarcus havde ikke været vant til at have forældrene omkring sig, og det var uden tvivl noget, som også godt kunne mærkes nu. Det var svært for ham i det hele taget, at håndtere disse situationer, kun fordi at han ikke helt præcist vidste, hvad han skulle gøre ved det. Han bed tænderne kraftigt sammen, hvor han denne gang også rystede på hovedet.
Demarcus satte sig på sofaen, men uden at slippe hendes hånd. Han var oprigtigt slet ikke interesseret i, at skulle give slip på hende, eller noget lignende. Ikke hvis han kunne undgå det. Det føles nemlig rigtig rart, at sidde der med hendes hånd i sin. Han fandt det behageligt, og han fandt det afslappende. Han kunne i hvert fald ikke undgå, at bide sig fast i det. "Jeg har klaret mig uden mine forældre, siden jeg ikke var særlig gammel.." At snakke om det, var underligt. Det var i hvert fald ikke, hvad der var typisk dem at lave, det var helt sikkert. Hans blik faldt endnu en gang til deres hænder, som endnu holdt i hinanden. "Det.. tilgiv mig. Det er underligt at snakke om." Det havde været forkert og forbudt at snakke om den slags. Det havde det været siden dengang, han ikke havde været særlig gammel.

[Deleted]

Yelena kunne godt lide at føle, at Demarcus holdt fat. For selvom de satte sig, så strammede han nærmest grebet lidt om hendes hånd og det kunne hun godt lide. Hun sendte ham et skævt smil og nikkede til ham. At have klaret sig selv, det forstod hun sig udmærket på. Hendes anden hånd lagde hun mod hans ligeså og hun så mod ham. Det var meget svært for ham at snakke om, men måske fordi, det ikke var noget man normalt delte i det samfund han kom ud af?
"Jeg blev gift væk tidligt. Jeg husker knap nok mine forældre, fordi jeg afskrev dem fuldkommen. Hele mit liv har jeg bare været Yelena... Indtil jeg kom her," svarede hun ham roligt. Hun sukkede dæmpet og så mod deres hænder, som han selv brød øjenkontakten. Hun havde aldrig med stolthed kaldt sig ved andet end Yelena. Hendes fødenavn var hende glemt, hendes første mands navn havde hun også afskrevet og nu bar hun så Gaetulicus. Som hun egentligt godt kunne lide. "Det er okay. Du behøver ikke fortælle mere, hvis du ikke har lyst. Så er jeg også færdig med at fortælle om min fortid," afsluttede hun.

[Demarcus Lathan Gaetulicus]

Det var slet ikke ting, som man normalt ville snakke om, men her sad de.. og her gjorde de det. Det var uden tvivl underligt, men på samme måde også ganske rart faktisk. Han havde ikke tænkt på sine forældre i frygtelig lang tid, og det var ikke fordi at det var noget som han egentlig kunne gøre så meget ved. Det hele handlede vel udelukkende om at udnytte de situationer, som nu måtte være, i stedet for at tænke på det, som engang kunne have været? Det var bare en tragisk hændelse, som næsten havde udryddet hele Gaetulicus på daværende tidspunkt. Han havde kun vist sig, at være utrolig heldig.
"Tragiske omstændigheder har ramt os begge," sagde han denne gang. Han var vokset op uden sine forældres guide til at blive succesfuld i livet. Det havde været benhårde lektioner, som han selv havde måtte gøre sig, og nu sad han her.. En af øens førende, hvis ikke den førende. Han havde jo alt mulig grund til at være stolt over, hvad han havde formået at udrette, og han vidste det jo godt. Hans blik hvilede på deres hænder, også nu hvor hun lagde den anden over. "Du er mere end blot et navn her, Yelena.. Du er en smuk kvinde. Vi har bare den.. kløft som vi skal have fyldt," sagde han denne gang. Ikke ville han benægte, at de måske kunne finde ud af det en dag. Han ville gerne, og nu mere, end nogensinde før. Han ville virkelig gerne have det her til at fungere. Han lagde sin frie hånd ovenpå hendes. Han ville virkelig gerne.

[Deleted]

Nu var der var blevet åbnet for fortiden fra dem begge, så var det måske også nemmere at se fremad i virkeligheden? Det var i hvert fald den tanke som slog Yelena. Hun holdt hans hænder i sine, som hun sendte ham et forsigtigt smil. Det føltes slet ikke så skræmmende at sidde så tæt på ham lige nu, som det havde gjort i længe. Hans fortid var jo også tragisk som hendes egen. Ingen af dem havde haft deres forældres støtte, da hun jo var blevet gift væk nærmest fra barnsben af og havde været nødsaget til at finde en indre styrke, fordi hun var blevet gift til en møgknægt, der havde behandlet hende som det rene skidt igennem frygtelig mange år. Indtil hun havde fået nok, hvilket dog ikke havde hjulpet hende på nogen måde heller. Hun vidste snart ikke hvad der var værst... At miste sine børn eller om hun skulle have levet ved hans side endnu. Hun bad kun til, at hendes børn havde bedre forhold end hun selv havde haft det. Men hun havde aldrig haft en så høj plads som hun havde nu ved Demarcus' side og med hans navn i ryggen. Hun bed sig svagt i læben, da han komplimenterede hendes udseende. Hun havde aldrig haft meget tiltro til sin egen ydre skønhed. Men det kom også ligeså stille.
Hovedet løftede hun igen. Hendes ene hånd slap hans, som hun lod falde mod hans nakke. Uden at tænke over det, havde hun faktisk sat sig endnu tættere på ham og hans åndedræt kunne hun mærke mod hendes bløde hud i ansigtet når han åndede dybt ud. "Så lad os tage noget tid til hinanden, nu hvor du endelig er hjemme... Selvom du ikke bifalder hvad jeg måske har fortalt dig, så kender jeg et kneb eller to," endte hun en smule kækt og drilsk. Nu prøvede hun jo bare... også for at se, hvor langt hun kunne gå. Denne gang lænede hun sig tættere ind mod ham med vilje og endte med sine læber lige ud for hans, selvom hun ikke kyssede ham. "Selvom jeg ej er sensuel dæmon, så besidder jeg en lignende tiltrækningskraft i mit vand-element," hviskede hun blødt mod hans læber.

[Demarcus Lathan Gaetulicus]

De var begge i besiddelse af tragiske fortider, hvor de havde manglet støtten ved de individer, som burde have været omkring dem. Det var nok også med til at gøre det temmelig svært på sigt, men hvad kunne man da gøre ved det? Demarcus selv havde måtte kæmpe for at være hvor han var i dag, og det alene, havde på ingen måder været nemt. Han kunne dog være glad for, hvad han havde formået at udrette med de midler og muligheder, som han nu havde haft i sin besiddelse, men det var dog ikke ting, som kom af ingenting, kunne man sige. Han sukkede svagt, hvor han atter så mod hende igen.
Hendes handling måtte dog uden tvivl komme en smule bag på ham, da det slet ikke var i nærheden af noget, som han havde været forberedt på i det hele taget. Han blinkede tydeligt overraskende med øjnene denne gang, hvor hun pludselig var endt med at komme temmelig tæt på ham denne gang. Hånden i hans nakke, føles dog godt. Rigtig godt faktisk. Ordene kvalte dog glæden lidt. Bare tanken om, at hun havde været tæt på en anden mand, var bestemt ikke noget, som han bifaldte på sigt.
Hans hjerte begyndte at hamre mod hans bryst på en ubeskrivelig måde. Det føles dog godt på samme tid. Det var svært for ham i det hele taget at finde ud af. Det her var en fuldkommen uvant og fremmed situation for ham at sidde i, og derfor måtte han uden tvivl finde den meget underlig. "... Og hvad skal det sige..?" hviskede han denne gang. Så tæt på ham, som hun sad.. Det satte jo også ting og tanker i ham. Hånden trak han svagt til sig, for at lade den glide mod hendes hofte, så tæt på ham, som hun pludselig var kommet. Han havde svært ved at finde ud af, hvad han reelt skulle gøre nu.

[Deleted]

De tragiske fortider ønskede Yelena at glemme igen, for hun fik det altid dårligt med sig selv når hun tænkte for meget over hendes liv og hendes situation. Her på øen kom hun langt væk fra det hele og det var rart, at få det på afstand, så hun kunne få et liv som hun altid kun havde drømt om. Nu manglede det bare, at hende og Demarcus skulle finde ud af det hele, men lige nu virkede chancerne for det en del større end de nogensinde havde, så det var vel positivt?
Selv hamrede hendes hjerte også mod hendes bryst. Selvom hun virkede selvsikker, så var det kun fordi hun kastede sig ud over en klippe for at prøve... I håbet om, at han ville gribe hende på bunden.
"Jeg kan være, ligesom du ønsker det, Demarcus... Hvis du ønsker jeg skal være ny og uprøvet, så se mig sådan. Gør med mig, som du lyster," fortsatte hun i den lavmælte tone, der var som en sensuel hvisken. Hånden mod hendes hofte kunne hun godt lide. Men hun ønskede at vide, hvem der skulle holde styringen her og mest af alt virkede det jo til, at han helst ville have den. Men så måtte han også tage den jo!