Another day

[Demarcus Lathan Gaetulicus]

For Demarcus handlede det hele om, at han ikke ønskede, at lade sig hundse af nogen, og særligt sådan som tingene havde været. Hvis andre i husstanden så, at hans egen hustru hundsede rundt med ham, ville det stille spørgsmål, som han helst gerne undgik, blev stillet, også mest for sin egen skyld, måtte han sige. Han betragtede hende med en yderst kortfattet og meget sigende mine. Han vidste at skikken primært bød til slag i en situation som denne, men det var ikke ensbetydende med, at det var måden, som han ønskede at gøre det på. "I så fald, må du vise det på oprigtig måde, end at hundse med mig for øjnene af min tjenestestab," bed han denne gang af hende.
Nej, han elskede endnu ikke sin hustru, og om det var noget, som ville komme til at ske, var dog endnu for tidligt at sige. Han stirrede fast på hende. Fristet som han end var, var det ikke den metode han ville bruge på at løse denne slags problemer. "Så lad det ikke gentage sig.." Den knyttede næve slappede af igen. Han havde ikke tænkt sig at slå hende, men blot markere, at det stadig var ham, som var den overordnede magt her. Her vendte han ryggen til i stedet for, og vendte sig mod søjlerne og mod byen på den anden side. "Og så går den for denne gang," afsluttede han til sidst.

[Deleted]

Yelena kunne da godt se Demarcus' pointe i hans ord, men forstod ikke hvorfor han skulle blive så irriteret og direkte sur på hende over det. Hun var dog sikker på, at han hurtigt skulle få fortalt staben sin mening, hvis de pludselig troede, de kunne hundse med ham. Men med den underdanige stab de havde, der troede hun nu ikke på det overhovedet ville komme på tale. Så var dette overhovedet det egentligt problem? Eller prøvede han at dække over en dybere irritation eller vrede? "Din tjenestestab? Det er vores tjenestestab, hvis jeg må be... Og jeg har netop hjulpet min stuepige med at føde, eftersom her ikke var andre til at klare det og det ville have taget for lang tid at hente nogle i byen. Hvilket desuden også er åndssvagt, når jeg udmærket kan klare jobbet selv," endte hun i en længere smøre. Hun så direkte på ham. Hun var ikke bange for ham. Han kunne slå hvis han ønskede det. At han ikke gjorde det lettede hende dog alligevel. "Fint," endte hun. Hun trådte et skridt væk fra ham igen, som han selv vendte sig væk. Armene slog hun over kors, som hun også så ud over byen. Herregården lå perfekt her som den gjorde. Så går den for denne gang? Det gav hende jo næsten lyst til at prøve det igen. "Hvad er det også for et humør at komme hjem med?" endte hun og vendte sig mod ham igen.

[Demarcus Lathan Gaetulicus]

Demarcus var irriteret. Der var sket ham så meget igennem den sidste tid, som han ønskede og havde brug for, at få ud af sit system. Det var bare ikke ting, som skete ud af ingenting, kunne man sige, og det var også det, som han reagerede på. Det var hans tjenestestab, i og med, at det var ham, som havde ansat dem i sin tid! Hans blik faldt til hendes skikkelse. "I det tilfælde, er der ingen grund til at fortælle mig om, hvad jeg skal, og hvad jeg ikke skal, Yelena. Jeg er ikke kommet hjem fra den lange tur over havet, til en hustru, for at blive hundset sådan rundt med," endte han med en kortfattet stemme.
Hun var ved at falde skræmmende godt til. Ikke at det var noget, som egentlig gjorde ham noget. Faktisk var det en tanke, som han oprigtigt godt kunne lide. Hun skulle bare lære, at hun ikke skulle koste rundt med ham, og så kunne de jo sagtens snakke samme sag, trods alt. Hans blik faldt mod hendes skikkelse endnu en gang. Han stirrede denne gang i hendes blik. Det var irriterende, at det var sådan det skulle være. Han ville jo ikke skændes.. Han hvilede i sig selv normalt.. men her..? Så var det bare rigtig, rigtig svært. Han bed tænderne svagt sammen. "Lige så meget noget at møde mig med," sagde han denne gang. Hvad andet skulle han sige? Han vidste ikke hvordan og hvorledes, og det gjorde ham faktisk en smule trist at det skulle være sådan.

[Deleted]

Yelena blev irriteret, fordi Demarcus kom hjem og var irriteret. Måske havde han ansat tjenestestaben før hun kom her, altså alle pånær stuepigen, hende havde hun selv fået ansat, men det betød da ikke, at det ikke var deres fælles stab. Det var jo ikke kun hans. Hun rullede med øjnene endnu engang. "Så må du jo blive væk, hvis du ikke kan tåle en smule modstand, Demarcus," endte hun sigende. Hun var træt af ikke at kunne få en mening, for hun følte faktisk hun burde have lov til at udtrykke sig og have en mening. Ligeså have ret til at bede ham om hjælp, når hun havde brug for det. Hun var jo måske bare ved at falde til og ønskede så bare en retmæssig plads ved hans side. Det var frustrerende at være gift med en, som hun ikke havde nogle rigtige følelser for. Jo, hun bekymrede sig da for ham og ønskede ham altid det bedste, men hun elskede ham ikke. Hun vædede sine læber og så indgående på ham. Han gjorde hende så pokkers irriteret!
"Hvad er dit problem? Var?" endte hun med en hævet stemme. Hun gad virkelig ikke blive mødt af den attitude. Møde ham med? Det var da ham, der var startet! Hun fnøs. "Du kommer herhjem og overdynger mig med din irritation og vrede, der tydeligvis ikke kun kan stamme fra at jeg kom til at hundse med dig. Så hvad er der sket på din rejse?"

[Demarcus Lathan Gaetulicus]

Demarcus gik lige nu rundt med rigtig mange ting på hjerte, og det var slet ikke meningen, at det skulle gå udover Yelena i det hele taget. Han bed tænderne kraftigt sammen denne gang, hvor han fast stirrede i retningen af hende. Det her begyndte at irritere ham. Og blive væk? Fra hans eget hjem? Hun skulle bestemt ikke komme og glemme, hvem der var den fødte tayevaner af de to, for det var bestemt ikke hende! "Dette er mit hjem," vrissede han svagt, men sammenbidt. Han var sågar blevet født indenfor disse fire vægge.. Indenfor denne grund. Det var og blev hans!
Demarcus vendte kort blikket den anden vej, inden han atter valgte at tage plads på en stol. Nej.. Han ville ikke skændes med hende. Ikke ønskede han at skænke nogen den form for tilfredsstillelse. Det var i hvert fald ikke meningen. Han trak vejret dybt. Selv ham og Sephiran var blevet afbrudt, grundet hvad der var sket på hans hjemmefront. Han var faktisk.. generelt irriteret lige for tiden. "Der skete mange ting på min rejse, Yelena.. Det er min anden rejse indenfor kort tid." Hans første tur, havde bragt Sephiran over, og efterfølgende, fordi at han ville gøre Elena den store tjeneste. Den måde, det hele så var endt på, kunne han jo så.. beklage? Og så alligevel ikke.. Det var uden tvivl omstændigheder, som forvirrede ham. Han vendte sig igen mod hende. Han ønskede jo ikke at skændes.

[Deleted]

Yelena rullede med øjnene endnu engang af ham. Ja, det var måske hans hjem, men hun boede her altså også og det var ham som begyndte at være væk hele tiden, hvilket efterlod hende med ansvaret. "Men det er mig, der har stået med det hele, mens du har været væk. Så jeg synes ligesom jeg har gjort mit for dit... elskede hjem," endte hun og lagde ekstra tryk på 'dit elskede', eftersom hun følte, at det snart betød mere for ham end hende. Det kunne selvfølgelig også være, eftersom ingen af dem jo nærede dybere følelser for hinanden. Den kemi havde de ligesom bare ikke fundet. Men det var jo også svært, når hun havde været en del af en aftale han havde med Sephiran. Hun var bare en del af samarbejdet. Hun sukkede, da han satte sig ned igen, men blev dog selv stående. Siden var vendt til ham og hendes arme lå stadigvæk over kors. Der skete mange ting? Ej, hvor uddybende han dog var. Hun trådte hen til ham og satte sig i en stol, der stod overfor den han sad i og hun så indgående på ham. "Fortæl... oplys mig. Det har jo tydeligt påvirket dig," endte hun mere roligt. Hun ville jo gerne lytte, hvis han havde noget på hjertet.

[Demarcus Lathan Gaetulicus]

Demarcus vidste, at han nok i øjeblikket, var streng ved hende, men det var tilsyneladende en nødvendighed, når tingene foregik på den måde, som de nu gjorde. Hans blik faldt derfor til hendes skikkelse igen. "Det ændrer jo ikke på det faktum, at det her er mit," fastholdt han stædigt denne gang. Et sted fordi at det gjorde ham irriteret, at det nærmest lød, som om at hun rent faktisk havde et problem med det.
Demarcus satte sig denne gang ned på stolen, inden han igen vendte blikket mod hende. Alt det, som Elena havde gjort ved ham, påvirkede ham selvfølgelig. Ikke kun fordi at det havde været forkert, men fordi at han havde nydt det. Han havde jo rent faktisk nydt, at en kvinde, skulle gøre den slags ting ved ham, og det var det, som nok også måtte være hans største problem i en stund som denne. Han kunne bare ikke gøre noget ved det nu. "Mine forretninger med Sephiran blev afbrudt af særlige hændelser, som fandt sted på fastlandet.. for det første." sagde han denne gang. Det alene, havde uden tvivl irriteret ham meget, men hvad pokker kunne han gøre ved det? "Jeg bragte Elena til fastlandet på hendes eget ønske.. Hun har delt mange vise ord med mig, som har fået mig til at tænke mit." Han var sammen med en kvinde, som han end ikke elskede.. Han holdt af hende.. men til nu, var det jo bare aldrig blevet til mere end det. Var det også en frustration måske?

[Deleted]

Yelena havde ikke et problem med, at dette var Demarcus' hus. Det vidste hun udmærket. Men hun ville gerne have lov til at kalde det for et hjem og gøre en smule krav på det, eftersom hun ligesom boede her og skulle bo her. Hun fandt det da selv frustrerende, at hun ingen nærvær havde med andre, men hun havde fået nok respekt for sig selv, så hun nægtede at tage nogle, bare fordi hun kunne. Hun ville vente og forhåbentligt finde noget kemi med Demarcus, selvom det godt nok så sort ud. Deres forhold var bestemt ikke andet end professionelt og meget udadtil. Men måske gjorde det ikke noget? Ej, hun kunne ærlig talt ikke finde ud af det. Hvor var det lige hendes tanker førte hen? At de skulle se andre folk, selvom de var gift? De havde jo end ikke haft en bryllupsnat sammen, så var de overhovedet 100% gift? Hun nikkede. Det huskede hun, for Sephiran havde været noget ophidset, da han havde forladt stedet her med et brev i hænderne fra sin søn.
Elena? Hvem fanden var Elena? Delt vise ord med ham? Stadigvæk var det som om, at han snakkede i gåder og det hjalp hende bestemt ikke. "Elena? Og hvem er det?" Hun så søgende på ham. "Hvad har du tænkt?" spurgte hun videre.

[Demarcus Lathan Gaetulicus]

Yelena boede her, hvilket Demarcus udmærket godt vidste, men af den grund, så ønskede han jo trods alt, at det hele skulle gå rigtigt for sig, og det var sådan, at han havde det lige nu. Han bed tænderne svagt sammen. Sagen med Sephiran var en ting, for han havde skam haft forståelsen for, at han ønskede hjem, siden hans eget land var lagt i ruiner. For at sige det mildt. Han havde jo tydeligt kunne se det, bare da de havde valgt at lægge til havn, og han kunne komme hjem.
Sagen med Elena derimod, var så straks en anden, som kun formåede at få hans hjerte til at hamre. Vise ord var der blevet delt mellem dem, og hun havde jo fået ham til at tænke. Han havde en hustru derhjemme, som han end ikke elskede. De delte mange ting, men det, som man oprigtigt burde dele med en kvinde, som stod en så nær, var slet ikke en del af det, og naturligvis var det noget, som ligeledes også påvirkede ham. Et sted også fordi, at det var en tanke, som gjorde ham trist. "Der skete mange ting ombord, Yelena. Hun er repræsentanten for de levende døde ved rådet." Han så mod hende. Hvordan hun mon ville reagere på den store nyhed? Oprigtigt.. så havde han jo ingen anelse. Han vidste jo ikke engang hvordan hun havde det med ham. "Hun kyssede mig.." sagde han denne gang lige ud. Han kunne jo lige så godt få det sagt.

[Deleted]

Var det jalousi, der pludselig nagede Yelena, nu hvor Demarcus havde bragt en anden kvinde på banen? Underligt nok en kvinde, der hed næsten det samme som hun selv gjorde, men det var nok ikke noget som han selv bed mærke i som sådan. Hun sukkede dæmpet og lænede sig tilbage, hvor hun holdt armene over kors. Det var en beskyttelsesmekanisme til hende selv, da dette ikke ligefrem var det 'glædelige' gensyn hun havde haft i tankerne. Hun havde måske ikke delt tanker med andre end sin stuepige, men det havde alligevel hjulpet hende en del. De blev jo nødt til at finde kemien, hvis de skulle leve sammen. Ellers måtte de være gift udadtil og se andre i det skjulte. Eller... de kunne skilles. Men det ville se rigtig skidt ud for hende, for hvor skulle hun så gå hen? Hvem ville have noget med hende at gøre her på øen? Hjem kunne hun ikke tage, da hun faktisk var lidt for glad for at være her og det skræmte hende pludselig meget. Hendes hjerte begyndte at slå en smule hurtigere. Hun nikkede bare. Så.. en, der var her fra. Men en levende død? Det lød snart værre end vampyr, selvom hun dog ikke var sikker på, det overhovedet havde sammenligning. Hvad var en levende død overhovedet. Hun skulle netop til at sige noget, da han ud af det blå - føltes det - fortalte hende, at de havde kysset. Fantastisk! Lige hvad hun havde brug for. Hun følte sig lidt skræmt. Mere jaloux igen og det irriterede hende kun. Det var godt nok en rigtig dårlig cocktail. "Nå... Men..." Hvad skulle hun sige? Hun rejste sig op og vendte ryggen til ham, da han ikke skulle se hendes frustrerede tårer, der pressede sig på. "Jeg bør nok også..." Hvad skulle hun? Hun begyndte at gå.

[Demarcus Lathan Gaetulicus]

Hvorfor reagerede Yelena pludselig på den måde? Det var jo ikke fordi at han følte for Elana, selvom det uden tvivl havde vist sig, at gøre sig gældende den anden vej rundt. Ikke at han som sådan, kunne høre noget ved det nu. Det var jo bare omstændigheder, som han måtte leve med. Elena havde dog vist sig, at være en kvinde, som kunne tage sig ekstrem godt af ham, hvilket for ham, faktisk også var vigtigt. Han havde jo brug for nogen, som han selv kunne med, også selvom det kun havde vækket den voldsomme frustration i og med, at han faktisk ikke havde noget tilfælles med sin egen hustru. Var det overhovedet underligt?
Ville hun gå pludselig? Det hele havde da også bare formået at tage en ændring, som han heller ikke havde regnet med. Han vidste jo ikke hvad hun gjorde sig af tanker. Han kunne ganske vidst spore løgne, men det ændrede da bestemt ikke på, at han ikke var en som kunne læse tanker. Men han forstod da overhovedet ikke hendes måde at handle og reagere på. Hvorfor? Han rejste sig denne gang op.
"Hvad er der med dig?" spurgte han denne gang direkte. Pludselig så voldsomt afvisende overfor ham. Han kunne jo ikke lide det. Selvom de måske ikke elskede hinanden, kunne de vel godt få det her til at harmonere bare lidt? Derfor kunne hun jo heller ikke ligefrem tillade sig at reagere på den måde. Han kom da i det mindste hjem, og var ærlig.

[Deleted]

Hvorfor Yelena reagerede som hun gjorde? Frygt. Nu hvor Imandra var endevendt, så kunne Demarcus jo ligeså godt afskrive hende. Desuden ville der vel gå længe før Sephiran overhovedet kom tilbage her til øen, så han kunne jo ligeså godt dumpe hende i en rendesten, hvor hun måtte kæmpe for sit liv endnu engang. Men hun hadede den tanke, for tanken om, at hele herregården og livet som en nobel kvinde kun var midlertidig, havde naget hende i længe. Han vidste det ikke, for hun havde ikke delt det med ham. Mest fordi hun jo bare prøvede at gøre alt rigtigt overfor ham, selvom det jo indtil videre ikke havde båret nogle steder mellem dem alligevel. Det var utroligt frustrerende uden lige og han reagerede ret hårdt overfor hende, nu hvor hun nærmest panikkede og ikke ønskede at græde foran ham. Hun var på vej, som han rejste sig og spurgte 'hvad er der med dig'. Ja, hvad var der med hende? Det var underligt jo, hvorfor hun skulle te sig sådan her, det kunne hun jo godt se. Hun var da jaloux. Men det var jo ikke derfor hun var tæt på at lave en scene og storme ud af stuen på den måde.
Hun blev stående med ryggen til ham og armene over kors, selvom det efterhånden var blevet mere en selvomfavnelse end noget andet. Hun tog en dyb vejrtrækning og vendte sig langsomt om. "Jeg er bange, Demarcus. Vi har stadigvæk ikke fundet nogen som helst kemi mellem hinanden. Og for hvad jeg ved, kunne du ligeså godt kaste mig til side, når en anden tøs kommer valsende og pludselig kan give dig alt det, jeg ikke kan," endte hun frustreret.

[Demarcus Lathan Gaetulicus]

Demarcus forstod ikke, hvorfor Yelena reagerede som hun gjorde, men igen, så var det jo heller ikke fordi, at hun havde delt noget særligt med ham, hvad det her angik. Han lod hovedet søge på sned denne gang. Var det underligt, at det var en tanke, som han næsten måtte finde bekymrende? Det var i hvert fald sådan, at han havde det med disse omstændigheder lige u. Han rystede denne gang på hovedet. Han kunne ikke tillade sig at gøre sig de tanker. Han ville jo kun ende med at blive skuffet.
Derfor rejste han sig, og derfor også det spørgsmål, for han ønskede jo trods alt, at finde ud af det hele. Det her var en gave, som han havde taget vel imod, og.. gaver forkastede man ikke bare. Var hun bange for, at han ville smide hende til side? Det kunne han snildt have gjort for længst, og ladet hende leve i rendestenen på Tayevania, selvom han nu var temmelig sikker på, at det ville være det værre, end det var på fastlandet. Vel, den tid, den sorg.. Han kunne jo ikke umiddelbart gøre noget ved det nu, kunne man sige. "Frygter du, at jeg skulle lade dig vandre uden tag over hovedet?" Nu var Elena heller ikke just hans smag, kunne man sige, og det erkendte han også gerne. Han rystede denne gang på hovedet. Nej.. Det var ikke det, som han havde tænkt sig. Det havde vækket.. frustration, at Elena havde taget den diskussion op med ham, for det var slet ikke meningen, at en kvinde skulle sætte spørgsmål ved ham og hans person. "Vi har ikke fundet kemien nej.. Jeg ved intet om min hustru, andet end race, Yelena.." Hun var jo faktisk en.. fremmed i hans eget hjem.

[Deleted]

Yelena forstod egentligt godt, hvis Demarcus ikke forstod hendes reaktionsmønster. Så godt kendte de jo stadigvæk ikke hinanden, skønt de havde været her længe sammen. Eller jo... De kendte nogle mønstre og hinanden i de daglige situationer, men disse dybere og sværere ting delte de sjældent, så det var stadigvæk usikkert hvordan hinanden reagerede fra gang til gang. Hun blev stående med ryggen til ham, nærmest.. bange for at se ham i øjnene. Han var faktisk en meget autoritær mand og hun var vant til at lægge sig under. En nøkke, hun ikke rigtigt havde lagt fra sig endnu, skønt hun var blevet mere selvstændig med tiden. Hun havde også fundet ud af, at hun godt kunne gå for en kvinde af højere rang. I hvert fald udadtil, skønt hun i Demarcus' øjne stadigvæk var en præmie fra fastlandet. Eller det var hvad hun selv troede. "Ja..." endte hun stille. Okay, hun blev vel nødt til at vende sig rundt, for det virkede også afvisende at blive ved med at stå med ryggen til. Stille vendte hun sig rundt, men hun stirrede dog ved i gulvet. Han vidste intet om hende? Nej, men havde han spurgt? Vist interessen? Omvendt, havde hun vist interessen for ham? Nok ikke. "Min fortid er ikke pæn, Demarcus..." endte hun.

[Demarcus Lathan Gaetulicus]

Så godt kendte de trods alt heller ikke hinanden endnu, og det var samtidig også med til at gøre Demarcus mere.. forvirret, end hvad der måske gavnede dem lige nu. Han ville jo gerne lære hende det bedre at kende, og særligt med det, som han lige havde oplevet med Elena ombord på skuden mod Imandra. Han ønskede nemlig ikke, at det var noget ,som skulle gentage sig, hvis han da ellers kunne blive fri for det. Han bed tænderne kraftigt sammen denne gang. Han var forvirret, og han forstod derfor heller ikke, hvor hun ville hen med alt dette. Var det underligt, når det var således, at det hele skulle forekomme? Han rystede kort på hovedet denne gang. "Så indvig mig i den, Yelena," sagde han denne gang. Desuden.. hvor forfærdelig kunne den være? At hun var kommet af slavestand, vidste han godt, men det var stort set også det, som han jo egentlig var kendt med, fra den fortid, som hun måtte bære med sig.. Det at holde slaver, var jo så derimod også bare blevet en naturlig del af hans liv, så det var jo ikke engang fordi at det rørte noget dybere i ham.
Indgående måtte han betragte hende.. Han stirrede denne gang direkte i hendes blik. Hvorfor ville hun ikke kigge på ham? Som hans hustru burde hun da vide, at det var hendes ret? Han søgte denne gang mod hende, hvor han lagde sin hånd under hendes hage, for at føre hendes blik op mod sit eget i stedet for. "Hvor grum en fortid, kan du bære med dig?" spurgte han denne gang.