Another day

[Demarcus Lathan Gaetulicus]

Dette var en fuldkommen ukendt situation for Demarcus at befinde sig i, og derfor fandt han den faktisk også.. besværlig! Det var jo slet ikke meningen, at dette burde forekomme i det hele taget, hvilket skam også var grunden til, at han handlede og reagerede på den måde, som han nu gjorde. Han stirrede mod hende, mest for at finde ud af, hvorfor det var at hun gjorde det, som hun nu gjorde, for det var jo slet ikke noget, som han havde været forberedt på i det hele taget.
Hun var ligesom han ville have at hun skulle være? Han vidste jo, at hun ikke var ny, og at hun havde været nær andre, og det var jo ikke noget, som man kunne lave om på! Den måde at tænke på, var ukendt for ham, og derfor var det også noget, som han havde brug for at finde ud af på den ordentlige måde. "Jeg er bange for, at jeg ikke helt forstår, Yelena.." sagde han denne gang. Afstanden dem imellem var uden tvivl til stede, og den kunne også være svær at gøre noget ved, i og med, at de kom fra hver deres verden, for det gjorde de jo trods alt også. Og nu stod de jo så her. Hans hånd bevægede sig forsigtigt fra hendes hofte og om på hendes ryg, som han strøg let. "Men... jeg ønsker, at vi finder ud af det," sagde han denne gang. Han ønskede virkelig, at de fandt ud af det, som mand og hustru.

[Deleted]

Yelena følte nogle nye ting for Demarcus og for en gangs skyld var det hele ikke baseret på den professionelle følelse af, at hun kun gjorde det, fordi hun skulle. Nu havde hun faktisk lyst endda. Det var virkelig mærkeligt at tænke på, men hun kunne nu godt lide det og hun håbede, at de fra i dag af og fremadrettet kun ville lukke kløften mellem dem mere og mere. Hun vædede let sine læber og fniste let af hans ord, som hun placerede et let kys mod hans mundvig, da hun i sidste sekund ikke turde kysse ham helt alligevel. Hun strøg hånden over hans nakke og ned over hans skulder og brystkasse, hvor hun så igen tog hans hænder med begge sine. "Så lad os finde ud af det," endte hun. Hun havde jo det samme ønske. De var jo trods alt gift, så det mindste de kunne gøre for hinanden var da vel at finde ud af tingene? Mere end de havde gjort i hvert fald! "Kom," endte hun dæmpet. Hun rejste sig. Hvad de skulle, var hun ikke helt klar over, men om et øjeblik ville hun vel regne det ud.

//Out.

[Demarcus Lathan Gaetulicus]

Demarcus havde svært veddette, kun fordi at han aldrig havde været ude for en lignende situation, så hvordan helt præcist, skulle han tage dette? Han vendte derfor blikket mod hendes skikkelse. Kløften mellem dem var stor, men han håbede da naturligvis alligevel, at de ville formå at finde den løsning, som skulle til, for at komme igennem dette om ikke andet.
Nu sad hun så skræmmende tæt på, og havde pludselig valgt en helt anden tilgang, som han faktisk havde svært ved at finde ud af, hvad han skulle sige til. Det var jo ikke fordi at han havde noget imod det, da han måtte indrømme, at det faktisk føles utrolig rart, at hun var sådan omkring ham lige nu. Han blinkede derfor let med øjnene igen. Kysset mod hans mundvig skuffede ham nærmest. Nu havde han nærmest været indstillet på noget andet. "Hvordan..?" spurgte han denne gang. Som hun tog hans hænder, og opfordrede ham til at rejse sig, gjorde han nu også det samme. Måske at det ikke var helt så tosset at tilbringe lidt tid sammen, og måske finde ud af, hvad de ville gøre herfra? Det var jo trods alt et liv, som de begge skulle lære at leve, samt acceptere. Han valgte at følge med hende.. Nu langt mere lettet, end hvad han havde været i lang tid.

//Out